PET's overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989

Frygten for illegale kommunistiske aktiviteter 1945-1950
blev det aldrig aktuelt for Moskva at overveje, om man skulle bruge DKP til at
tiltvinge sig magten i Danmark. 418
Den anden mulighed for en kommunistisk magtovertagelse bestod i, at DKP
skulle få tilstrækkelig stor tilslutning til, at partiet kunne presse det politiske system
til at overlade det magten. DKP-ledelsen synes at have overvurderet partiets
popularitet i 1945, og Alfred Jensen skal have forudsagt, at partiet, sandsynligvis
i en folkefront med socialdemokraterne og modstandsbevægelsen, ville få 70 %
af stemmerne ved folketingsvalget i oktober samme år. DKP-ledelsen forestillede
sig, at man ved at holde sammen på modstandsbevægelsen kunne indtage
en magtfuld position i efterkrigstidens Danmark og i samlingsregeringen. Ved
at mobilisere arbejderne og øge sin opbakning i fagforeningerne ville DKP være
i stand til at presse Socialdemokratiet, der var demoraliseret og miskrediteret
af samarbejdspolitikken, til at gå sammen i et enhedsparti. Kommunisterne var
overbeviste om, at de, takket være presset nedefra, ville kunne dominere enhedspartiet
og dermed konsolidere deres politiske position. Gennem aktiviteterne
blandt arbejderne og udenomsparlamentariske aktioner ville DKP gradvis presse
systemet til at gennemføre udrensninger, nationaliseringer og sociale reformer,
indtil det var modent til en egentlig magtovertagelse på samme måde som
kuppet i Prag i 1948. Altså en langsigtet proces, hvor det demokratiske system på
fredelig vis udgjorde overgangen til proletariatets diktatur og étparti-systemet. 419
418 Bent Jensen, Bjørnen og haren, s. 140-141, 269-294; Bent Jensen, ”Magten og Æren,” s. 521.
419 Michael Kjeldsen, ”’Folkets vilje – landets lov’?”, s. 477-483; Bent Jensen: ”Magten og Æren,”
s. 504-515; Bent Jensen, Bjørnen og haren, s. 127-140. Mogens Fog refererede Alfred Jensen for at
have udtalt kort før befrielsen: ”Han vurderer folkestemningen for os meget højt (op mod 70 %)
ogsaa efter afslutningen. Mener ikke det vil svække os, men tværtimod styrke os at sidde i overgangsregeringen
hvis vi formaar at føre en ordentlig politik.” Michael Kjeldsen, ”’Kampen er endnu
ikke slut’”, s. 249. Søren Nielsen-Man har argumenteret for, at der forelå ”et demokratisk mulighedernes
vindue” for DKP mellem befrielsen i 1945 og den kolde krigs udbrud i 1947/48. DKP havde
udviklet sig siden 1930’erne og accepterede nu det borgerlige demokrati og dets frihedsrettigheder,
og der var således en mulighed for, at partiet kunne udvikle en særlig form for demokratisk socialisme
i Danmark. Ifølge Nielsen-Man satte den kolde krig og ensretningen i den kommunistiske
bevægelse en stopper for denne udvikling. Søren Nielsen-Man, ”Var befrielsesårenes danske
kommunister antidemokrater? – Udviklingen i DKP’s demokratisyn indtil 1948”, Historie, 2006,
bd. 2, s. 318-386. Argumentet forekommer ikke overbevisende, idet DKP’s udtalelser om et ”sandt
demokrati” dækkede over proletariatets diktatur (som ifølge kommunisterne var mere ægte end
det borgerlige demokrati-begreb, idet det omfattede økonomisk demokrati og sociale rettigheder),
og de blev formuleret i en periode, hvor Moskva opfordrede kommunistpartierne til at følge en
moderat kurs og søge enhed med socialdemokraterne. DKP’s støtte til demokratiet var således i høj
124 PET’s overvågning af Danmarks Kommunistiske Parti 1945-1989