Behov for ændringer på arbejdsmarkedet? - Teknologirådet

Ordstyrer:
Vi siger mange tak til Nils Groes både for det spændende indlæg, for de gode svar, og for at Nils
Groes overholdt tiden. Vi håber, at den skik vil holde også resten af dagen.
Fastholdelse af den aldrende arbejdsstyrke
Ordstyrer:
Det næste tema, vi skal gå i gang med, er: Muligheder og problemer i forbindelse med
fastholdelse af den aldrende arbejdsstyrke. Hertil har vi indkaldt tre oplægsholdere, som jeg godt
vil bede om at tage deres navneskilt og placere på sig ved den øverste række heroppe nu. Sådan for
overblikkets skyld.
Og det som vi skal høre om i det første oplæg, det er, i hvilket omfang seniorerne bliver
tvunget ud af arbejdsmarkedet, og i hvilket omfang der er tale om frivillighed. Og hvad er
drivkræfterne for disse bevægelser? Hvad betyder tilbagetrækningsordningerne for de forskellige
grupper? Kan man styre med incitamenter?
Spændende spørgsmål til den første oplægsholder, som er mag.scient.soc. Per H. Jensen,
som er lektor i komparative velfærdsstudier ved Institut for Økonomi og Politik og Forvaltning ved
Aalborg Universitet. Værsgo, 10 minutter.
Per H. Jensen:
Jo, tak for invitationen. Der hvor jeg vil tage mit udgangspunkt, det er en konstatering af, at i løbet
af de sidste 10 - 15 år har økonomiske kategorier og incitamentstænkningen i stigende grad
bidraget til at forme vores forestillinger om, hvorledes man kan håndtere velfærdsstatens
udfordringer.
Incitamentstænkningen har vundet indpas i arbejdsmarkedspolitikken, i socialpolitikken, i
det offentliges personalepolitik, ja, i alle dele af den offentlige sektor. Og der er en utrolig
optimisme om, at vi kan styre os uden om alverdens problemer ved at styre ved hjælp af
incitamenter. Denne styringsoptimisme har også på det seneste gjort sig gældende i de aktuelle
bestræbelser på at fastholde ældre lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Hvilket bl.a. har manifesteret
sig i efterlønsreformen fra 1999, hvor man med hjælp af økonomiske incitamenter har forsøgt at
overtale ældre medarbejdere til at forblive på arbejdsmarkedet.
I forhold hertil er min hovedpointe, at den tidlige tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet vil
forekomme helt uafhængig af, om vi har en velfærdsstat eller ej, fordi incitamentsjusteringer ikke
kan modvirke, at der foregår en tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Årsagerne til den tidlige
tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er nemlig meget, meget komplekse.
Med fare for at oversimplificere sagerne, vil jeg alligevel foretage en analytisk distinktion mellem
push-, pull- og jumpforklaringer.
Pushforklaringer handler brutalt sagt om, at de ældre bliver smidt ud fra arbejdsmarkedet.
Der er en lang række udstødningsmekanismer på arbejdsmarkedet, der handler om forbedringer,
altså hver gang produktiviteten forbedres, jamen så stiger afgangen fra arbejdsmarkedet også. Det
er altså virksomhedernes optimeringsadfærd og arbejdsmarkedets funktionsmåde, der langt hen ad
vejen bidrager til at styre ældre medarbejdere ud af arbejdsmarkedet, og dem, der rammes af de her
udstødningsmekanismer, det er de mindst kvalificerede dele af arbejdsstyrken. Denne push-betingede
tilbagetrækning er ufrivillig og uønsket af de berørte personer. Og det som tilbagetrækningen
giver anledning til for de berørte, det er et velfærdstab.
Over for det da har vi to typer af frivilligt, altså to typer af tilbagetrækning, hvor man kan
sige, at tilbagetrækningen er et frivilligt tilvalg.
Det ene handler om pull, som gør, at det for nogle personer bedre kan betale sig at trække sig
Rapport: Det aldrende samfund – behov for ændringer på arbejdsmarkedet? Høring den 26. oktober 2001
side 22