Kommer I store, og kommer I små, lad - Det Danske Missionsforbund

missionsforbundet.dk

Kommer I store, og kommer I små, lad - Det Danske Missionsforbund

NR 65

DECEMBER 2009

121. ÅRGANG

Kommer I store,

og kommer I små,

lad os gå for at stå ved

krybben i Betlehem.

Der livets ord

blev åbenbaret i kød;

der for de fattige

en Frelser blev født

Santon


Magasinet udgives af Det Danske Missionsforbund

og udkommer 7 gange om året. Magasinet udsendes

til menighedernes medlemmer. Artikler og indlæg

udtrykker ikke nødvendigvis Missionsforbundets

teologiske grundlag.

Abonnement

Abonnement: Kr. 325,–

(Pensionister kr. 275,–)

Ansvarshavende

Forbundsrådet

v/formand Bo Lundgaard

Se oplysninger nedenfor

Redaktion

Søren Mortensen, Ultvedparken 68

9382 Tylstrup. Tlf. 98 26 13 41

smort@stofanet.dk

Faste medarbejdere

Peter Götz

Gunni Bjørsted

Ruben Andersen Hoel

Tomas Lindholm

Annoncer

Kr. 3,25 pr. sp/mm for digitalt materiale. +25% for

opsætning.

Støtteannoncer kr. 3,– pr. sp/mm.

Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se

nedenfor).

Nyt om navne

Deadline: den 1. 3 måneder før bladet udkommer.

Henvendelse til Missionsforbundets sekretariat (se

nedenfor).

Næste udgivelser

Udkommer den 1. november 2009 /deadline 1.10.

Udkommer den 15. november 2009 /deadline 20.11.

Ekspedition

Birgitte Tinggaard Nielsen

Folstedvej 35, 9700 Brønderslev

Tlf. 98 82 32 11

magasinet@nypost.dk

Grafisk design

Giraffe | mail@giraffe.dk

Oplag og Tryk

1.250 hos HANDY PRINT, Skive

ISSN 1603–1954

Missionsforbundets sekretariat

Rosenlunden 17, 5000 Odense C

Tlf.: 66 14 83 31. Fax: 66 14 83 00

Nordea Reg 2374 konto 0370110700

ddm@email.dk www.missionsforbundet.dk

Missionsforbundet

Missionsforstander: Peter Götz,

Hyacintvej 6, 3060 Espergærde

Tlf. 49 17 04 16

missionsforstander@missionsforbundet.dk

peter@goetz.dk

Formand

Bo Lundgaard

Fælledvej 16, 7200 Grindsted

Tlf.: 75 32 48 85

formand@missionsforbundet.dk

KALENDER

09.01.2010: Fokus på fremtiden,

Odense

15.-17.01.2010 Jeremias, Odense

15.01.2010 Forbundsrådsmøde,

Odense

16.01.2010 Thailandsudv. møde i Odense

19.-21.03.2010 Jeremias, Odense

09-10.04.2010 Forbundsrådsmøde, Odense

10.04.2010 Formandsmøde, Odense

De næste nummer af Magasinet udkommer:

15. feb. 2010 – deadline 20. december

1. april 2010 – deadline 10. marts

DK KØKKEN design

køkken - bad - garderobe

dansk topkvalitet - til lavpris

3D tegning - tilbud uden forbindende

kommer over hele landet

www.jc-koekken.dk, 96 44 02 03

9460 BROVST Leo Leed

2


3

Rør blot ikke

ved min gamle jul...

Af Peter Götz, Missionsforstander

Du som skænkte os den skønne fest,

hvad der båder os, det ved du bedst,

dog har jeg det håb, at - før jeg dør -

du ej nægter mig en vis favør:

Drej kun universet helt omkring,

vend kun op og ned på alle ting,

jorden med, thi den er falsk og hul,

rør blot ikke ved min gamle jul.

Jul, jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul,

jul, jul, jul, jul, jul,

rør blot ikke ved min gamle jul.

Peter Fabers sang om juletidens trængsel

og alarm hørte ikke med til repertoiret i mit

hjem. Dertil handlede den vist for meget

om verden og for lidt om Jesus. Og rigtigt

nok. Set med de øjne udtrykker den muntre

sang ikke mange af evangeliets kerneværdier.

Eller gør den?

Hvis nu vi lader sidste vers få den plads,

som det skal have, så er Hr. Faber sig både

Guds omsorg bevidst – og verdens tomhed.

Desuden er han mere end tydelig med at

meget kan der ændres på, men julen – den

begivenhed, der handler om lyset i mørket

– den skal der ikke røres ved.

Det er naturligvis ikke det ordvalg, den

glødende vækkelsesprædikant ville have

valgt. Ej heller den ivrige evangelist. Men

nu lever vi jo også i H.C. Andersens land,

hvad enten vi kan lide det eller ej. Og de lidt

mere floromvundne antydninger ændrer

ikke på sandheden i ordene - uanset hvad

forfatteren så end har tænkt. Meget kan

ændres i denne verden. Alt kan vendes op

og ned. Meget er tomt og uden ægthed,

men julen og det, som julen vidner om, er

en sandhed, der ikke skal der røres ved.

For på denne virkelighed bygger alt. Ud

af dette springer troen, håbet og kærligheden.

I lys af dette, får vi trang til at

juble og synge og gribe om livet som den

smukkeste gave. Og så er alt det lystige

og skælmske og hverdagsagtige i Peter

LEDER

Fabers sang slet ikke så langt borte. For

sådan er livet jo også.

FoRANDRiNG soM Et viLkÅR

Sangen om den voldsomme trængsel og

alarm er skrevet i 1848(året før den skelsættende

nye grundlov, trådte i kraft – den

med religionsfrihed og meget andet).

Vi kan måske godt mene at forandringerne

i dag går forfærdeligt stærkt og at verden

næsten stod stille for mere end 160 år siden,

men det er næppe sandheden. Livsformerne,

mønstrene, rammerne er konstant

i bevægelse – og ikke mindst flytter

vores forståelse sig hele tiden. Og det er i

orden siger Faber: Drej kun universet helt

omkring, vend kun op og ned på alle ting,

jorden med, thi den er falsk og hul! – MEN

der er begivenheder i verdenshistorien, vi

aldrig kan ændre på, livsværdier, vi har fået

og som ikke står til diskussion. En af dem

er det, vi fejrer i julen. Det skal der ikke

røres ved. Derfor: Glædelig jul!


Guds arbejde – et liv med og i mission

Stort interview med missionær og professor

Viggo Søgaard

Viggo Søgaard har netop rundet de

70 år og stopper derfor på grund af

alder med at være med i ”Fredens

Stemmes” bestyrelse fra 1. jan. 2010.

”Fredens Stemme”- i dag en moderne

radio- og tvstation – blev grundlagt af

Ketty og Viggo Søgaard i Chiang Mai i

Thailand i 60-erne. Desuden har han

lige skrevet og udgivet bogen: Knudepunkter

– et liv med mission.

Magasinet ønsker Viggo tillykke med de 70,

og har stillet ham en række spørgsmål

Viggo, du er vokset op i Hanherred i

Nordjylland. Hvad ballast har du med

fra hjemmet og egnen?

Den nordjyske mentalitet er nok en styrke,

da man ikke så let bliver væltet eller giver

op. Men det største er selvfølgelig det, at

jeg kommer fra et kristent hjem og fik et

vigtigt fundament gennem menighedens

spejder- og ungdomsarbejde. Vi var mange

i familien, og der var beskedne kår, så der

skulle ikke bruges penge på unødvendige

ting. På mange måder lærte at leve et beskedent

liv. Med mange søskende lærte

man også at tage hensyn til andre og at

deles om tingene. Jeg tror, at vi lærte at

”se det store i det små”.

Du fik din første uddannelse i marinen

Familien Søgaards hus i Tak, 1964.

Det første radiostudie var indrettet i et Folkevognsrugbrød.

som radiotelegrafist – var det et fingerpeg,

om det som siden fulgte?

På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at der

ventede en missionsopgave ude foran.

Da vi først var i Thailand og startede Fredens

Stemme, var denne til dels tekniske

uddannelse af meget stor værdi. Når man

arbejder med kommunikation og medier,

er det en stor hjælp at have en vis teknisk

forståelse. Gud er hele tiden i gang med at

forberede os til næste opgave.

Mission – hvad fik dig på den tanke?

Det skete over en længere tid. Lidt efter lidt

kom missionstanken til mig, mest gennem

det jeg læste i bøger og blade. Da jeg var

usikker om det, bad jeg Gud om at gøre det

klart for mig. Det gjorde han, og jeg lovede

at bruge resten af mit liv i mission. Jeg var

da 19 år gammel, så der er godt 50 år siden.

Esajas 6,8: ”Hvem skal jeg sende? Og

jeg svarede, her er jeg, send mig.”

Og hvorfor Thailand?

Det var i Thailand, at Missionsforbundet

havde et missionsfelt, og det var Thailand,

der var i tankerne, da Gud gav mig kaldet.

Under min videre uddannelse, fik jeg flere

4

opfordringer til at gå ind i arbejdet andre

steder, men det var kun Thailand, vi havde

fred i. Siden er mit ”arbejdsområde” jo udvidet

en hel del, men Thailand er og vil altid

være det vigtigste område.

Hvorfra fik du visionen om brugen af

medier?

Det begyndte, før vi rejste til Thailand,

måske på grund af min første uddannelse.

Under studierne i Glasgow mødte jeg og

flere repræsentanter fra kristne radioorganisationer.

På mange måder, var det jo noget

helt nyt i missionsarbejdet. Da vi kom

derud og så opgaven, var det klart for mig,

at hvis Thailand skulle nås med evangeliet,

da måtte vi bruge alle de tekniske midler,

som var til rådighed. Gennem radioen kunne

vi nå hele landet.

Hvordan var det, at formidle Mission i

en helt anden kultur?

Det meste lærte vi hen ad vejen. I Knudepunkter

har jeg et kapitel om thai kultur og

religion. Deres verdensbillede er fuldstændig

anderledes end vores. Vi havde stor

hjælp i bøger og i mødet med mennesker,

der havde studeret emnet og kunne lede


5 iNtERviEW

os ind på en vej, der hele tiden ville søge

forståelse for de mennesker, vi var i blandt.

Jeg lærte også meget fra vore medarbejdere

ved Fredens Stemme, især fra Sanit,

der havde været buddhistpræst, inden han

blev en kristen.

”Fredens Stemme” – hvorfor det navn

på radiostationen?

Det var Sanit, der foreslog navnet. Vi ville

gerne have et navn, der både var neutralt,

men samtidig kommunikerede det budskab,

vi gerne ville bringe. Det thailandske

begreb for fred er et fint ord, der leder

tankerne hen på en indre fred og harmoni.

Det drejer sig ikke kun om fred med Gud,

men også fred med sig selv og med andre.

Baggrunden til ordet kom fra Johannes

evangeliet 14,27, hvor Jesus siger: ” Fred

efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg

giver jer ikke, som verden giver.

De ældste læsere husker helt sikkert

Folkevognsrugbrødet – var det begyndelsen

på radio-arbejdet?

Da vi kom til Thailand, var der kun omkring

30.000 protestantiske kristne. For et radioarbejde

har man brug for mange talenter

og ressourcer, men de var spredte over

hele landet. Vi havde ikke et sted, hvortil

vi kunne indbyde dem, så vi måtte komme

der, hvor der var nogen, der kunne tale,

synge og vidne. Derfor opstod idéen med

et mobilt studie, som vi indrettede i folkevognen.

Der blev dog hurtigt også et behov

for et permanent studie. Den første bygning

i Chiang Mai blev påbegyndt i 1968.

Kassettebåndet gjorde Fredens Stemme

verdenskendt – hvad er forklaringen?

De fleste thailændere var ikke læsere, så

det var klart for mig, at hvis der skulle en

god undervisning til og oplæring i bibelen,

da måtte det ske gennem et lydmedie . Vi

forsøgte forskellige tiltag, så vi var sådan

set parate, da Philips kom med kassettebåndet.

Vi gik straks i gang, og der var en

omgående respons. I løbet af et år var der

kassettespillere i brug over hele landet,

og efterhånden i lande over hele verden.

Kassettebåndet er et fantastisk undervisningsredskab,

hvis vi behandler det rigtigt.

Der blev hurtigt brug for en håndbog, som

jeg så skrev som mit speciale ved studierne

i Wheaton.

Hvad fik dig til at begynde studierne i

USA omkring kommunikation?

Det var under vores anden 4-års periode

i Thailand. Kommunikationsteori var et

nyt område, som jeg følte kunne hjælpe

os med at formulere og udvikle arbejdet

på en god måde. Da jeg så hørte om den

nye mastersuddannelse i kommunikation

ved Wheaton Graduate School, havde det

min store interesse. Jeg havde brug for

at sætte vore erfaringer ind i et bredere

perspektiv, hvor den sekulære videnskab

kunne hjælpe os, men samtidig se det fra

et kristent perspektiv. I forbindelse med

studierne lærte jeg strategi og markedsundersøgelser,

samt en række andre ting,

som alt sammen hjalp mig med at formulere

den kristne kommunikationsteori, som

fik det alt sammen til at hænge sammen.

Hvad førte Lausanne-konferencerne

med sig?

Lausannebevægelsen har betydet

meget i mit liv. Jeg blev

bedt om at undervise tre

eftermiddage ved den

store Lausannekonference

i 1974, og dette

ledte til mange invitationer

fra forskellige

lande. Jeg var så en

af hovedtalerne ved

Lausannes lederkonference

i 1980,

som igen ledte

mig til mit engagement,

forskning og

undervisning ved

Fuller. Det har og

betydet deltagelse i

komitéen, i ledelsen af

konferencer og en masse andre opgaver.

Du formulerede fire enkle spørgsmål

om kommunikation – de har medført,

at du siden hen har rejst verden rundt

og undervist. Hvorfor blev de fire

spørgsmål så revolutionerende?

Jeg har altid forsøgt at gøre det teoretiske

praktisk, og jeg har lært, at hvis vi skal have

indflydelse på en udvikling, da skal tingene

siges enkelt og konkret. De fire spørgsmål

handler om det, vi kan kalde en modtagerorienteret

teori, hvor man begynder med

modtageres situation og forståelse, og

derefter formulerer et budskab, som han

eller hun forstår og kan bruge. Det meste

kristent arbejde, både i kirkernes gudstjenester

og i mediearbejdet, har været baseret

på en envejs kommunikationsmodel. De

Professor Søgaard.


fire spørgsmål åbner op for en dialog, hvor

modtageren tages alvorlig. Det er meget

enkle spørgsmål, som jo synes at være indlysende,

og det har forbavset mig igen og

igen, når jeg er blevet opfordret til at skrive

artikler og undervise om netop disse fire

spørgsmål.

17 år som konsulent for De Forenede

Bibelselskaber førte dig jorden rundt.

Kan de forskellige folkeslag ikke selv

læse i Bibelen?

På basis af de undersøgelser, der er lavet,

samt vores erfaring, kan vi sige, at under

halvdelen af verdens befolkning læser. En

tredjedel kan slet ikke læse. Hvis bibelen

skal gøres tilgængelig for alle mennesker,

da må vi bruge andre medier. Min opgave

i De Forenede Bibelselskaber var sådan

set at udvikle en hel ny videnskab, så det

drejede sig om oversættelsesprincipper,

om produktion og om brug af bibelen. Jeg

skrev de håndbøger, som oversættere og

bibelselskabers medarbejdere kunne bruge

i deres arbejde. Det betød mange forsøgsprojekter,

research og undervisning på alle

niveauer i lande over hele kloden. Det var

spændende at arbejde med, og mange af

dem, jeg fik lov til at samarbejde med, var

fantastiske mennesker, der lærte mig mange

ting. Det var ofte i meget vanskelige områder,

hvor vi skulle finde fremgangsmåder,

Viggo og alligator i Brasilien.

Viggo sammen med familien ved Fredens Stemmes 40 års jubilæum.

der passede til kulturen og den religiøse

kontekst.

Professor på Fuller – og Ansgar Teologiske

Høgskole. Var det hvad du havde

drømt om tilbage i teenageårene i

Hanherred?

Nej, det kunne jeg aldrig have drømt om.

Fuller er jo et videregående universitet, der

er verdenskendt. At være professor der er

et stort privilegium. Vi får lov til at arbejde

med de allerbedste mennesker, som kommer

der for at studere. De fleste har adskillige

års erfaring, og de skal nu videre i

deres akademiske uddannelse for at kunne

besætte vigtige poster rundt om i verden.

Gennem mange år har mine opgaver ved

Fuller hovedsagelig koncentreret sig om

dem, der skal skrive doktorafhandlinger, så

det er et videnskabeligt arbejde, men samtidig

et spændende arbejde, hvor vi sætter

missionstænkning ind i utallige sammenhænge.

Jeg blev engageret ved Ansgar var

fordi, de havde brug for akademisk godkendelse

af deres bachelor grad i interkulturelle

studier. Jeg havde tidligere givet en del

forelæsninger. Det var en 20% stilling over

en treårig periode, men jeg har netop lovet

dem at hjælpe på en lignende måde gennem

de næste to år. Det drejer sig om 40-

50 forelæsninger om året. Undervisningen

foregår hovedsagelig på engelsk, da de har

vanskeligheder med at forstå mit danske!

6

Udtrykket ”verdensmissionær” – hvad

siger det dig? – Har du selv følt det sådan?

Nej, sådan set ikke. Mine opgaver har været

over hele verden, men hvor jeg har accepteret

kaldet fra mennesker, der havde brug

for min hjælp. Jeg føler mig som missionær,

det er mit kald og min tjeneste, men

det har medført opgaver som professor og

konsulent, hvor sigtet har været at hjælpe

og uddanne andre til missionstjenesten.

Din netop udgivne bog Knudepunkter

har undertitlen – Et liv med mission.

Kan du nævne et par af højdepunkterne?

Det er ikke let at plukke noget ud, da der jo

i bogen beskrive mange forskellige oplevelser.

Det har været en særlig oplevelse at

erfare, at når man er ”derude” i verden, helt

alene, da er man ikke alene. Omsorgen fra

den store familie har været højdepunkter.

Men det var selvfølgelig et højdepunkt, da

de teorier og fremgangsmåder, som vi havde

udviklet i Thailand, blev accepteret med

begejstring af ledere fra hele verden ved

konferencen i 1980. Det var også spændende

at forhandle med kommunistiske

ministre i Sovjetunionen og andre lande

om udrejsetilladelse for kristne ledere til

Lausanne-konferencer. Det har også været

højdepunkter, når jeg har kunnet lægge

doktorkappen på skuldrene at mennesker,


7

Thaidans ved indvielsen af ny bygning i 2005.

som jeg havde fået lov til at undervise. De

største glæder har dog været en familie,

der støttede og er med i arbejdet, samt

et kirkesamfund, der var villig til at stå bag

os.

I forordet til din bog omtaler missionsforstander

Peter Götz dig som mønsterbryder

– hvordan forholder du dig

til det?

Jeg har altid fået lov til at arbejde med nye

ting, så der bryder man jo altid grænser.

Hvis tingene skal være effektive, da må

man stille spørgsmål, og det har jeg nok

altid gjort. Derfor kommer man til at bryde

mønstre, som har været gældende, men

som ikke længere er effektive og relevante.

Da mine teorier om procestænkning blev

fremlagt i Wheaton, var det sådan set bare

logik for mig, men det forårsagede masser

af diskussioner i klasser over hele universitetet.

Det drejede sig om at se den åndelige

udvikling som en proces. I dag er det

en selvfølge, men nogen skal jo bryde de

gængse mønstre.

Til januar stopper du med at være med

i bestyrelsen for Fredens Stemme – og

været med i processen fra Folkevognsrugbrød

til moderne radio- og tv produktion.

Var det hvad den unge missionærfamilie

så for sig for knap 50 år

siden?

Vi kunne aldrig drømme om, at Fredens

Stemme kunne udvikle sig til den organisation,

som den er i dag. Nu er Fredens

Stemme en samarbejdspartner for os, som

giver os muligheder for at nå ind i lukkede

lande som Laos, Kina og Burma. Vi havde

heller ikke set, at det kunne blive et arbejde,

der blev kendt og efterlignet i lande verden

over. Med hensyn til bestyrelsen, så har vi

en unik bestyrelse med ledere fra forskellige

kirkesamfund, alle meget dygtige mennesker,

som vi kan være glade og stolte af.

De har for øvrigt bedt mig om at deltage

i bestyrelsesmøderne indtil en ny leder er

ansat. Jeg vil arbejde tæt sammen med afdelingslederne

gennem de kommende måneder

for at sikre en god udvikling.

Siden 1977 har du haft udgangspunktet

fra Danmark. I lange perioder har

du været væk fra familien, men som

specialist i kommunikation har det vel

ikke været noget problem?

Det er da aldrig rart at være væk fra familien

i lang tid, men vi har oplevet Guds

løfter om, at dem, der forlader hjem og

familie for evangeliets skyld, vil få det igen

hundrede fold. I bogen fortæller jeg om

nogle af disse situationer. Tidligere var en

regelmæssig kommunikation næsten umulig,

og breve tog lang tid, men i dag har vi

jo Internet alle steder, så kommunikationen

er nu hovedsagelig gennem e-mail.

iNtERviEW

Familien har hele tiden støttet mig i arbejdet.

Ketty har aldrig klaget over at være

ene hjemme. Nu bor begge vore børn i

Grindsted, så der er altid nogen i nærheden,

og børnebørnene kommer tit på besøg

eller skal hentes i skolen. For Ketty

har det også betydet, at hun har kastet sig

over opgaver i menigheden, og hun har jo

også haft mange opgaver i Forbundsrådet,

redigeret Magasinet (Morgenstjernen),

samt haft internationale opgaver.

Når du nu ser tilbage på 50 år med

mission – er der så noget du ville lave

om?

Nej, sådan set ikke. Jeg har lavet de ting,

som Gud lagde foran mig. Selvfølgelig har

jeg begået fejl, og der er mange ting, man

gerne ville kunne gøre om, men det kan

man ikke. Det hjælper ikke at græde over

fejl. Lad os glædes over de positive ting,

som vi har fået lov til at være med i.

Når du ser fremad – hvordan ser det

så ud med at kommunikere mission til

verden?

Der er mange udfordringer. I dag udfordres

alle medarbejde, inkluderet alle præster til

en missionsopgave, da vore samfund er

blevet multi-etniske og multi-religiøse. Opgaven

er alle steder. Men det får os samtidig

til at rette blikket til vore nærmeste

omgivelser, og så glemmer man let opgaven

derude i verden. På den ene side ville

jeg gerne, at alle præster og medarbejdere

studerede kommunikation, men jeg ville

også ønske, at der var nogen, der ville give

deres liv til en missionsopgave ude i verden.

Det er der brug for, og det vil styrke

menighederne.

Til sidst Viggo – hvad har i alle årene

været din drivkraft, motivation og vision?

Drivkraften har altid været, at det var Guds

arbejde, og det var Gud, der kaldte. At efterfølge

Jesus er et kæmpe privilegium, og

det at være med til at give fred og håb til

mennesker, er den største belønning.


Balloner i luften

Af Stine Larsen, Forbundsrådet

Der var stort fremmøde da der blev afholdt

samtaleaften i Vanløse torsdag

d. 8. oktober. Omkring 70 personer fra

menighederne på Sjælland og Bornholm!

var mødt frem. Kaffen var god

og bollerne nybagte. Herved adskilte

mødet sig ikke fra et godt traditionelt

møde i Det Danske Missionsforbund.

Samtalerne var bygget op omkring livsnære

oplevelser og små realistiske historier

der medvirkede til en god samtale om

menighedens fællesskab og udvikling. Tanken

bag var at få stillet skarpt på hvad der

egentlig skal til for, at kirken er relevant for

mennesker i dag og om det vi gør, er det

optimale.

Bent Bjerring Nielsen (præst i Amagerbro

Frikirke i København)var inviteret med som

kommentator på aftenen og det var vellyk-

ket. Hans viden, analyse og erfaring var

gode input til drøftelserne. Og som han

startede med at sige: ”Det er modigt at

arrangere dette møde. Jeg har aldrig før

været med til et møde i kirken, hvor man på

den måde sender balloner op i luften, uden

at vide hvor de falder ned”.

Efterfølgende har Mission-Danmarkudvalget

bedt om at få tilbagemeldinger

fra nogle af deltagerne på aftenen.

Nedenstående er en sammenskrivning

af tilbagemeldingerne og drøftelserne

på aftenen.

”De ting vi skulle drøfte, var helt elementære

ting. Som en erfaren kristen kunne

spørgsmålene hurtigt besvares med ja og

nej troede jeg, men ved nærmere eftertanke

viste det sig ikke at være tilfældet.

Der var noget vigtigt nyt at komme efter.”

var tilbagemeldingen fra en overrasket deltager.

”Vi skal være opmærksomme på at vi ved

vores måde at være på kan holde mennesker

borte fra kirken.” ”Det var ikke tidligere

Bent Bjerring Nielsen fra Amagerbro Frikirke.

8

tydeligt for mig,” siger en af deltagerne.

”Jeg synes jo vi er rare nok, men det blev

tydeligt at vi mere ønsker andre tilpasser

sig os end vi ønsker at møde dem på deres

præmisser.”

Det er et uacceptabelt, ja vel egentligt ubibelsk

krav. Derfor var det godt at sætte ord

på, hvordan den kristne tro ikke kun opleves

som en skillelinje, men også som en

proces for det enkelte menneske.”

EN ÅBEN kiRkE

Åbenhed mod mennesker er også en åbenhed

mod samfundet, kulturen og de mennesker,

der på forskellig måde befinder sig

rundt om kirken.

Gud kan ikke lukkes inde i færdige dogmer

og vedtagne bekendelsesskrifter. Det betyder,

at mennesker i en kirke, til stadighed

må være indstillede på at lade sig overraske

af Gud, der nok til evig tid er den

samme, men alligevel ikke den samme på

samme måde.

En åbenhed for Gud rummer en forståelse

af, at Gud hele tiden har noget på hjerte.

Hver ny generation og hver ny tid må på

egne præmisser opdage Guds hemmeligheder.

Det kan handle om helt nye erkendelser,

eller genopdagelser af den uudtømmelige

guddommelige virkelighed.

Det handler desuden også om den verden,

hvori vi er placeret. For selvom evangeliet

er det samme, må det genformuleres og

kommunikeres i ord og gerning i et sprog

og med relevans for den verden kirken lever

i.

Som kirkesamfund og som menigheder må

vi handle på det vi ser ske.

EN æRLiG kiRkE

”Indtrykket af aftenen var at der i DDMs

menigheder findes en rummelighed som

kan det som kirken skal: Nemlig favne

hvem Jesus favner”, sagde en anden af

deltagerne.

”Kirken af i dag skal ikke være pæn og poleret.

Det har den aldrig skulle være. Men det

er den blevet, specielt her i vores vestlige

del af verden. Den skal være ærlig, og sige

sandheden. Ikke hvordan sandheden burde


9

være. Vi hævder ikke at have sandheden,

men at Jesus er sandheden, og vi ønsker

at søge Ham sammen og møde mennesker

der hvor de er - uden at forsøge at ændre

på dem. Ændringen skal Jesus Kristus sørge

for. Ændringer foretaget af Jesus skaber

frihed. Ændringer vi kræver af andre

skaber bundethed.”

.”Hvem vil vi være kirke sammen med? Er

det kun de kendte fra menighedens miljø -

eller vil vi også være det med ham/hende

som søger Gud?” spurgte en tredje deltager

retorisk.

”Med andre ord - vil vi være en kirke, der

inkluderer alle de mennesker som søger

Gud?

Når vi kombinerer åbenhed for mennesker

med åbenhed for Gud, placerer kirken sig i

en afgørende vigtig rolle med en profetisk

tjeneste, der både gør den troværdig og

værd at lytte til. At kirkens Herre ønsker,

at hans kirke taler, så andre forstår det, er

allertydeligst illustreret på pinsedag, hvor

disciplene ved Åndens hjælp pludselig talte

således, at de blev forstået – også af dem,

der var uden forudsætninger.”

EN histoRiE oM FÅR

Bent Bjerring Nielsen sammenfattede i en

lille historie noget af den konflikt som vi i

frikirkerne har skabt gennem de sidste årtier.

”I Danmark holder vi får inde bag et pænt

hegn, som afgrænser det område de kan

gå på og som gør at bonden hele tiden kan

overskue hvad der sker med fårene og kan

gribe ind, hvis noget går galt. Indenfor hegnet

kan man fodre og vande med de rette

ting og desuden holder hegnet jo også uønskede

elementer ude. I Australien er der

så langt til vand at man blot behøver grave

en brønd. Fårene vil aldrig gå længere væk

end de kan finde tilbage til brønden for at

slukke deres tørst.” Spørgsmålet som Bent

sluttede med at udfordre os på var: Tror vi

så meget på kraften i troen på den levende

Gud, at hans kalden er nok eller er det

nødvendigt at ramme grænserne ind for at

holde styr på de værste udskejelser?

Det er naturligvis svært at forklare alle de

nuancer som kommer frem i løbet af sådan

en aften. Hvis du har fået lyst til at være en

del af en samtale omkring dette vil der i løbet

af foråret 2010 blive arrangeret endnu

en eller to aftener et eller andet sted i det

sAMtALEAFtEN i vANLØsE

jyske. Det vil du høre nærmere om.

FoRBuNDsRÅDEts iNDsAtsoMRÅDER

Som en afslutning kan vi fra Forbundsrådet

fortælle, at vi prøver at handle på det vi ser

ske i tiden. Vi har 3 indsatsområder, som vi

prioriterer højt:

1) Samtaleaftener som den her refererede,

hvor vi ønsker at mærke det liv

og de tanker som leves i mennesker af

kød og blod,

2) Samtaler med andre Frikirker i Danmark

om det de oplever der sker i tiden

og om muligt samarbejde, fx. i frikirkenet

og endelig

3) har vi nedsat en arbejdsgruppe,

som skal kigge på en nyformulering af

synodeudtalelsen. Arbejdet omkring

Missionsforbundets menigheds- og

kirkesyn er yderst aktuelt. Der er sket

meget i sprog, kirke og samfund siden

1967, hvor Synoden blev skabt. Vores

drøm er at kunne formulere en ny synodeudtalelse,

som fastholder troens og

kirkens fundament, og som i sprog og

relevans taler lige ind i vor tid og især til

de generationer som skal bære kirken

videre.


Ønsker vi samarbejde på tværs af kirkes

Af Bo Lundgaard, formand for Forbundsrådet

Nogen siger at det er uundgåeligt at

skulle samarbejde fremover, mens andre

har flere forbehold. Derfor er Missionsforbundet

midt i en samtale, som

vi håber at alle DDM’ere vil tage del i.

På den netop afholdte lederdag i Grindsted

havde vi inviteret Tonny Jakobsen, som er

leder af FrikirkeNet’s koordinationsgruppe.

Han fortalte om FrikirkeNets visioner,

drømme og årsagen til at bruger tid på at

samarbejde. FrikirkeNet ønsker helt klart,

at endnu flere ikke-kirkevante danskere bliver

nået med evangeliet. Det handler derfor

om, at vi i fællesskab bliver bedre til

at række ud og nå flere mennesker. FrikirkeNet

skal hjælpe til, at lokalkirkerne skal

blive bedre til at nå ud til danskerne, og

derfor er FrikirkeNet’s vision:

FrikirkeNet ønsker at være et netværk af

selvstændige menigheder i Danmark, hvor

vi kan opleve en fælles identitet, og hvor

vi i fælles mission kan virke mere hensigtsmæssigt,

end vi kan hver for sig.

Der har været mange samtaler om FrikirkeNet’s

organisation, og det er hverken

et traditionelt kirkesamfund eller løst netværk.

Man bruger udtrykket et forpligtende

netværk af selvstændige menigheder som

betyder, at man aktivt ønsker at gøre ting

sammen, og at det er relationerne til hinan-

den, som har den store betydning. Lige nu

samarbejder man om magasinet Domino,

lederinspiration og en pressetjeneste.

Pressetjenesten handler om at få fortalt

den gode historie om troen til danskerne

og være med til at øge informationen og

afklare misforståelser om frikirker.

FRikiRkENEt’s

FREMtiDiGE sAMARBEjDsoMRÅDER

Der ligger flere ting på tegnebrættet i FrikirkeNet.

Det er bl.a. regionale ledersamlinger,

hvor ledere fra menighederne mødes

i et regionalt netværk. Man håber, at der ud

af disse samlinger kan opstå regionale og

lokale samarbejder.

Et andet stort fokusområde er de internationale

menigheder i Danmark. Der opstår

hele tiden nye internationale menigheder,

som alle har brug for at blive integreret

i samfundet og i det danske kirkeliv. Der

tales om at lave partnerskaber mellem

danske og internationale menigheder, som

uden tvivl vil kunne bringe meget ny dynamik.

Der er også stort fokus på præsteuddannelse,

og man arbejder med at definere uddannelsen

for fremtidens præster til frikirkerne.

Den indeholder bl.a. en kombination

af undervisning, praktik og International

Mission.

Ud over disse områder arbejdes der og

med mentorering, etiske retningslinjer og

international mission.

10

spØRGsMÅL pÅ LEDERDAGEN

Efter Tonny Jakobsens oplæg blev der åbnet

for samtalen, som bl.a. bød på følgende

kommentarer, spørgsmål og svar:

Spørgsmål:

Det er helt indlysende, at der er fordele

ved at arbejde sammen på nationalt

plan. Der kan man umiddelbart gå

i gang, men hvorfor er det interessant

med samarbejdet på græsrodsniveau?

Svar: FrikirkeNet bærer på en stærk værdi

om at brede evangeliet ud til alle danskere.

Der kan ligge en stor inspiration til os alle

i at se, hvordan man gør det på forskellige

måder. Når vi lærer at have plads til hinanden

som kirker, så bliver vi også bedre

til at sætte pris på ikke-kirkevante’s andre

måder at se på kirken.

Spørgsmål:

Risikerer vi at splitte Missionsforbundet

ved at tale om samarbejde med

FrikirkeNet?

Svar: Der er en risiko at vi som menigheder

fremover ikke gør så mange ting sammen,

men vi håber at menighederne også fremover

vil betragte Missionsforbundet som sit

kirkesamfund og FrikirkeNet som et yderligere

netværk, hvor man kan hente inspiration

og arbejde sammen. Vi forsøger og

at tage denne samtale om samarbejde, for

at vi som Missionsforbund i fællesskab kan

finde nye samarbejdspunkter. Vi fastholder

også Sommerkonferencen som et vigtigt

fælles omdrejningspunkt.

Spørgsmål:

Hvordan vælger man ledelse i FirkirkeNet?

Svar: Menighederne har forskellig stemmevægt

i forhold til størrelse og alle kan

nominere.

Spørgsmål:

Bliver den fælles administration en

stor fælles kasse?

Svar: Der er ingen fælles kasse, og DDM

bevarer sin egen kasse, som dog bliver

neddroslet for at give plads til, at lokale


11 LEDERDAG i GRiNDstED

amfund?

menigheder kan blive medlem af Frikirke-

Net, uden at belaste den lokale økonomi

ekstra.

Spørgsmål:

Hvad tror FrikirkeNet at man kan gøre

bedre end DDM på IM området?

Svar: Ikke så meget. Ved at sætte alle de

gode ressourcer sammen, så kan vi sikre

at IM området fortsat udvikles.

Spørgsmål:

Er det muligt for Missionsforbundet

som kirkesamfund at samarbejde med

FrikirkeNet?

Svar: Pt. Nej. FrikirkeNet består af selvstændige

lokale kirker, fordi man gerne vil

rodfæste FrikirkeNet i det lokale.

Grundstenslægning i Saralystkirken, Århus

Af Hans Højgaard

Søndag den 18. oktober var en helt speciel

dag i Saralystkirken ved Ringvej Syd

i Århus. Det var nu over 3 år siden vi

solgte Saronkirken og Højbjerg Frikirke

for i fællesskab at bygge en ny og tidssvarende

kirke, og vi var nu kommet så

langt i processen, at vi kunne lægge

grundstenen.

Da vi for første gang mødtes i det rum,

der bliver den nye kirkesal, var det med

stor glæde og forventning. Vi tog spontant

hinanden i hænderne, mens vi sang

til Guds ære.

Derefter læste menighedens formand

Werner Berle de kendte ord fra Efeserbrevet

kapitel 2: 20-22.

”Guds menighed er ligesom en bygning,

der bliver opført på et solidt fundament,

som lægges af apostlene og profeterne

med Jesus Kristus som den altafgørende

hjørnesten. I kraft af at Jesus er menighedens

Herre, sammenføjes de forskellige

dele af bygningen og opbygges til et

helligt Guds tempel. Og i kraft af ham er

Fra forbundsrådet håber vi at samtalen vil

fortsætte i menighederne, og for at følge

op på disse lokale samtaler inviterer forbundsrådet

til en samtaledag d. 9. januar i

Odense, hvor vi håber, at menighederne vil

sende folk til at fortsætte samtalen.

10 april afholdes formandsmøde i Odense,

hvor vi skal tale om repræsentantskabsmødets

dagsorden, men hvor vi ogkommer

til at arbejde videre med tankerne om det

fælleskirkelige samarbejde.

Gennem disse samtaler håber vi at finde

fælles vej, således at vi på repræsentantskabsmødet

2010 kan føre en rigtig god

debat, og evt. kan tage beslutninger om

hvordan vi ønsker at samarbejde med andre

kirker i fremtiden.

Vi håber, rigtig mange vil involvere sig i

I også blevet en del af den bygning, der er

en ny, åndelig bolig for Gud.”

Werner Berle understregede, at den nye

kirke er en bygning til Guds ære, og at den

skal være et åbent og imødekommende

sted for mennesker i alle aldre.

Efter bøn for den nye kirke var det tid til nedlægning

af grundstenen. I stenen var der

forskellige aktuelle dokumenter samt personlige

bønner og ønsker for den nye kirke,

som menigheden havde lagt i. Formanden

lagde grundstenen, og menighedens ældste

medlem Karen Jørgensen lagde den

første murske med cement over stenen. Simun

lagde som den yngste den næste ske,

og derefter var der rigtig mange, som tog

del i indmuringen af grundstenen.

Efter grundstenslægningen havde vi en dejlig

dåbsgudstjeneste i Baptistkirken, hvor

vi holder vore gudstjenester og andre aktiviteter

indtil den nye kirke indvies i marts

2010.

Saralystkirken bliver en moderne hvid kirke

på godt 700 m 2 med en kirkesal med plads

til 200 og en cafè med plads til 100, der-

Tonny Jakobsen fra Frikirkenet

denne debat, da den er vigtig for lokalemenighederne

og DDM som national organisation.

udover bliver der god plads til børn og

unge.

Kirken ligger på et synligt hjørne af

Ringvej syd, og med en grund på

12000 m 2 er der masser af plads til

udendørsaktiviteter.


International mission i Danmark

Af Leif Lundtoft, Odense

Lidt om baggrunden for den vietnamesiske

menighed i Slagelse, der blev

optaget i Missionsforbundet ved Sommerkonferencen

2009.

Året var 1959, da en 14-årig kostskoleelev

i Binh Long, Vietnam ved navn Dieu Huynh

hørte evangeliet om Jesus Kristus gennem

vietnamesiske skolekammerater. Huynh

var af Stieng-folket (en minoritetsstamme),

og blandt dem var der ingen kristne.

Stieng-folkets ”gudsdyrkelse” var en stærk

overtro, åndemaneri og ritualer, hvor man

fx tilbad rismarker og bjerge m.m.

Binh Long er området, hvorfra vi under vietnamkrigen

så så mange grusomheder med

bl.a. napalmbomber og fordrivelser.

De kristne, der var i området, var ”almindelige

vietnamesere” og ikke stammefolk.

Den 1. marts 1960 kom Dieu Huynh til tro

på Jesus som sin frelser – som den første

af Stieng-folket, og han begyndte straks at

fortælle sine Stieng kammerater på kostskolen

om sin nye tro og om sin frelser.

Hans forældre døde, og en vietnamesisk

præstefamilie tog ham til sig og hjalp ham.

Han brændte for at nå sit eget folk med

evangeliet, deltog selv i bibelkurser, og da

han var 18 år blev han indsat som præst

for Stieng-menigheden i Binh Long. Ca. 50

af hans skolekammerater blev efterhånden

omvendt, og de brændte for at fortælle

andre om Jesus. Blandt dem var der og

nogle af de børn, der i 1975 kom til Danmark

som flygtninge

En af dem, Dieu Huynh førte til tro, var hans

navnebror Dieu Huynh, der nu er leder af

den vietnamesiske menighed i Slagelse.

Huynh fortæller om, hvordan han – som

også andre af hans kammerater – allerede

som 12-årig cyklede til andre landsbyer for

at fortælle om Jesus og være med til at

føre Stieng-folket til tro. De havde rigtig

mange både vidunderlige og skrækindtagende

oplevelser i deres tjeneste, der

var medvirkende til, at der i 1970 var en

Stieng-menighed på ca. 1500 medlemmer

i Binh Long.

uD AF viEtNAM

Den dansk-tyske journalist Henning Becker

oprettede et børnehjem i Thu Duc (ca. 30

km øst fra Saigon) for at tage sig af flygtende

og forældreløse børn, og blandt dem

var også hovedparten af den gruppe, der

senere kom til Danmark. Han fik løfte om,

at Danmark ville tage sig af dem, hvis de

måtte forlade Vietnam. Den 24 april 1975

lettede flyet med de 204 børn og unge

fra Saigon, der faldt den 30. april, og da

var Dansk Flygtningehjælps formand Lise

Østergaard i Thailand for at finde et sted

i nærområdet, hvor gruppen kunne være

midlertidigt.

Men tidspresset var stort, og det endte

med, at flyet fløj ”den anden vej” – altså

via USA og videre til Aalborg Lufthavn. Derfra

blev gruppen bragt til Livø ved Løgstør,

hvor de var i ca. 8 måneder, mens der blev

arbejdet på en anden mere holdbar løsning.

Gruppen bestod da af ca. 80 kristne

børn/unge, hvoraf kun tre var piger. Alle de

kristne fik efternavnet ”Dieu”, mens resten,

der hovedsageligst var buddhister, alle fik

efternavnet ”Lam”.

Da gruppen kom til Danmark, havde de

betegnelsen ”montagnarder”. Det var

franskmændene, der lagde alle vietnamesiske

stammer under én hat og kaldte dem

montagnarder og derved skilte dem ud fra

andre vietnamesere.

DEN FØRstE tiD i DANMARk

Mens de sad i flyet, talte de største blandt

Dieu-erne om, hvad de nu kunne gøre for

at ”passe på hinanden” under de helt nye

og ukendte forhold. De dannede et ”menighedsråd”,

og da flere af dem jo – den unge

alder til trods – havde været forkyndere,

så fordelte de opgaverne mellem sig. Dieu

Huynh (DK) blev deres ”formand/leder”, og

lige fra de var fremme i Danmark, holdt de

sammen og mødtes til bøn, sang og bibelundervisning.

I 1976 flyttede hele gruppen til ”Den Sociale

Højskole” i Roskilde, der stod tom.

Jeg var dengang præst i Osted menighed,

og samme efterår blev jeg kontaktet af

Viggo Søgård, der ude i Østen havde mødt

12

hollænderen Johan Companjen, som arbejdede

sammen med Broder Andreas / Åbne

Døre. Companjen havde spurgt Viggo, om

han ikke kendte en præst i nærheden af

Roskilde, der kunne være til hjælp for de

kristne vietnamesere, der nu var kommet

til Roskilde. Companjen havde haft kontakt

til dem i Vietnam og vidste, hvor de nu var.

Det blev starten på nogle af de rigeste og

meget meningsfyldte år i min tjeneste for

Gud. Der var en klar adskillelse mellem

kristne og buddhister, og den buddhistiske

leder var meget målbevidst. Det samme

var jeg, og sammen med menighedsrådet

blev der lagt en målrettet plan, der havde

med både kristentro, kirke, fællesskab, undervisning,

sprog og integration at gøre.

Vi havde gudstjenester og bibelundervisning,

og Bibelselskabets generalsekretær

Grethe Morthorst kom og gav alle i gruppen

en dansk bibel. Vi havde dåbsundervisning,

og i 1978 havde vi dåbsgudstjeneste i

Osted med 21 vietnamesere og 4 af menighedens

egne unge. Denne gudstjeneste fik

både avisernes, radioens og TVs bevågenhed.

En del af menighedens hjem i Osted

var absolut til stor hjælp i starten, hvor de

åbnede sig for vietnameserne, og der fx

skabtes mulighed for, at alle holdt juleaften

i et dansk hjem.

uD i MiNDRE ENhEDER

I 1979 flyttede hele gruppen ud fra Roskilde

og de kristne blev delt mellem Slagelse

og Nykøbing Falster, mens de fleste af buddhisterne

kom til Skælskør, Dianalund og

Haslev. De boede på nedlagte hoteller og

lignende.

Før udflytningen begyndte, blev jeg spurgt

af Dansk Flygtningehjælp, om jeg var villig

til at lade mig ansætte på 50% for at være

til støtte for den kristne del og hjælpe dem

– både som præst og integrationsmæssigt,

og være med til at skabe kontakter,

så de unge kunne få kontaktfamilier og uddannelsesmuligheder,

så de kunne flytte

ud og få egne hjem og muligheder. Jeg tog

opgaven og udfordringen som et kald, og

jeg angrede det ikke et eneste øjeblik –

tværtimod, for glæderne og velsignelserne


13

var meget store!

Vi gjorde busture rundt i landet for at besøge

nogle af vore menigheder og give

dem et indtryk af vietnamesernes situation

og tro. Samtidig fik vietnameserne et godt

indblik i Danmarks liv og historie – såvel

som i danske traditioner, menighedsliv og

familieliv. Der blev skabt venskaber, som

stadigvæk holder.

Vi havde megen undervisning af alle former

også konfirmandundervisning, og der

blev konfirmationer, bryllupper, barnevelsignelser

etc.

uNDER uDDANNELsE oG viDERE

Eftersom de unge afsluttede deres skolegang,

begyndte de på et uddannelsesforløb

og flyttede ud fra centrene i egne

lejligheder og grupper. Det har været kendetegnende

for vietnamesiske flygtninge i

det hele taget, at de har villet klare sig selv

og tage ansvar. Hvis alle flygtninge/indvandrere

havde deres holdning, ville meget se

anderledes ud i dag.

Nogle blev håndværkere, pædagoger

o.m.a., og jeg havde samtaler og forhandlinger

med biskop Karsten Nissen, der da

var forstander på Diakonhøjskolen, og der

blev givet dispensation fra det folkekirkelige

tilhørsforhold, så flere fik lov at tage uddannelse

på Diakonhøjskolen. Blandt dem

var den tidligere omtalte Dieu Huynh, der

også senere læste teologi for at kunne blive

præst for og blandt vietnameserne. Han

har, lige siden han kom til tro, erfaret Guds

kald til tjeneste, og Gud har bekræftet kaldet

og nådegaverne ved at lade tjenesten

bære frugt, lige siden han var teenager.

I 1992 stiftede de kristne vietnamesere i

Slagelse egen menighed med nogle af de

ældste blandt ”drengene” som menighedsråd

og med Dieu Huynh som leder. De fik

efterhånden også egne lejede lokaler.

Menigheden voksede, og Gud velsignede

rigt. I 1997 blev menigheden tilsluttet Baptistkirken,

der også gerne ville hjælpe vietnameserne

med at nå deres egne hjemme

i Vietnam. Derfor var Dieu Huynh i 1998-

2002 ansat af Baptistkirken på ¾ tid for at

varetage menigheden og skabe kontakt til

Fra dåbsgudstjenesten i august måned.

Glædesgråd i dåben.

DEN viEtNAMEsiskE MENiGhED i sLAGELsE


Det gamle bedehus i Binh Long.

Pams mor med 2 døtre, svigersøn og 3 børnebørn.

14

andre kristne vietnamesere rundt om i Danmark

og Norden. Det resulterede i menighedsdannelser

flere steder, og Huynh har

stadigvæk kontakter rundt omkring.

I starten på 2007 blev Dieu Huynh, der

sammen med sin hustru Pam altid har givet

sig selv helt og fuldt, på grund af overanstrengelse,

der bl.a. gav ham hjerteproblemer,

nødt til at træde ud af tjeneste som

menighedens leder og afholde sig fra at

engagere sig, indtil kræfterne var vendt

tilbage, og andre tog over. Det tog nogle

måneder, før kræfterne var tilbage.

DEt BEGyNDtE MED BØRNEARBEjDE

Men da Huynh igen var på toppen, kunne

han og Pam ikke bare ”nøjes med at være

menighedsmedlemmer”, for de var parate

til nye opgaver, og de havde jo kaldet og

nådegaverne. Derfor begyndte de i efteråret

2007 et børnearbejde i deres hjem, og

de fik kontakt til mange børn og familier.

Efter en tid voksede ønsket blandt flere

voksne frem om at skabe en ny menighed,

og den dannet den 3. dec. 2007. Da var

gruppen på 15 voksne og 10 børn.

Der er jo mange andre vietnamesiske flygtninge

i Danmark – fx bådflygtninge, så der

er mange at nå med evangeliet.

Det varede ikke længe, før menigheden begyndte

at vokse, for flere kom til tro, og

nogle flyttede til og sluttede sig til menigheden.

Det var meget vanskeligt for menigheden

at finde et sted, hvor de kunne

holde gudstjenester. Men efter megen bøn

og mange forhandlinger med Indre Mission

i Fredericia endte det med, at de fik lov

at leje Indre Missions hus i Slagelse hver

søndag, hvor de jo ikke selv benytter det.

I øvrigt havde IM kun meget få aktiviteter i

Slagelse.

Efter kort tid besluttede IM at restaurere

missionshuset, der er ca. 100 år gammelt

og er historisk bevaringsværdigt.

Den store rødstensbygning blev restaureret

for 750.000 kr., og vietnameserne var

lidt bange for, hvad huslejen nu ville blive

fremover. Men de blev yderst glædeligt

overraskede, for kort efter genindvielsen

modtog de et brev med besked om, at IM


15

havde sat huslejen ned fra 900 til 800 kr.

pr uge. Det gjorde de af glæde over den

store evangeliske indsats, vietnameserne

gør i Slagelse!!

MENNEskER koMMER tiL tRo

Nu tæller den vietnamesiske menighedsfamilie

81 børn og voksne, og Guds velsignelse

over arbejdet kan ses, fornemmes – og

læses i klare tal! Det skal også fortælles, at

der er ”almindelige hvide danskere” i menigheden

og i ægteskaberne. Det 7-personers

store menighedsråd gør et målbevidst

arbejde, og de bruger med glæde og iver

masser af kræfter på opgaven.

I august blev 14 mennesker døbt på deres

bekendelse til Kristus – og de gik ind i menigheden.

Neel og Peter Gøtz og Anna og

jeg var med ved dåbsgudstjenesten, og det

var en vidunderlig dag. Senere er flere kommet

til tro, og når dette skrives, har mindst

fire mere ytret ønske om at blive døbt.

Den 24. august havde menigheden for

første gang arrangeret en gudstjeneste

i Skælskør. Lederen for den buddhistiske

gruppe – Lam Phol, der sidder i byrådet i

Slagelse, og hvis søster og hustru er kommet

til tro og er blevet døbt, havde hjulpet

menigheden med at låne en stor sal på skolen.

De håbede på, at der ville komme 60-

75 mennesker til gudstjenesten, og de vidste,

at der kom nogle gæster fra Odense.

Der kom ca. 200!

Mod gudstjenestens afslutning sagde Dieu

Huynh enkelt, at hvis nogle ønskede at overgive

sig til Jesus, kunne de komme frem til

prædikestolen. Flere kom frem, og blandt

dem kom Lam Phols ca. 80-årige mor,

der har været buddhist hele sit liv. Hun gik

frem, bøjede sine knæ ved trinet og sagde,

at hun gerne ville tilhøre Jesus. Også hun

har fjernet sin buddhafigur og sit åndealter

i stuen, og hun ønsker at blive døbt.

Gud er stor – og han gør undere!

tæt FæLLEsskAB

Hver søndag efter gudstjenesten i Slagelse,

indbydes alle til at spise middag – og

familierne bliver og glæder sig sammen –

små og store.

Tak fra børnene i Burma

Af Neel Götz

iNtERNAtioNAL MissioN

Fra fam. Eubank har vi modtaget følgende hilsen:

”På vegne af børnene i Burma, sender vi jer tak for jeres kærlighed og omsorg.

I hjælper med at holde håbets flamme i live på et sted hvor der ellers er meget lidt

grund til at håbe. I hjælper virkelig med at bringe det rige liv, Kristus kom for at

bringe. Mange tak og Gud velsigne jer”.

Denne tak gælder dem på børnestævnet i sommer var med til at lave de 40 pakker

til større børn, som blev sendt ud til Good Life Club`s arbejde i Burma, samt alle

dem der sidder og strikker trøjer, huer, vanter og sokker til de mindste børn.

Børn i Burmas jungle som har besøg af Good Life Club

Hver lørdag er der bibelundervisning og

bøn i Skælskør og i Slagelse, og menigheden

har både børne- og voksenkor, der

synger ved gudstjenesterne og andre anledninger.

Familiernes engagement er et

stort eksempel på hengivenhed, glæde,

tjenesteiver og omsorg.

De to største grupper kristne vietnamesere

bor nu i Slagelse og Odense, mens

gruppen i Nykøbing F er mindre, og der er

også mindre husmenigheder i andre jyske

byer. De vietnamesiske børn, der kom til

Danmark i 1975, har næsten alle fået gode

uddannelser, har arbejde, har stiftet hjem

og har fået familier. Børnene er som regel

bedre til dansk end forældrene, men det er

jo naturligt, da de er født her i landet. Flere

har fået lov til at få familiemedlemmer hertil

fra Vietnam.

Jo, det var en livskraftig evangelisk menighed,

der blev optaget i Missionsforbundet

i sommeren 2009. De er sig helt bevidste

om, at deres hovedopgave er at nå deres

egne, der er kommet til Danmark, og derfor

vil opgaven ændre karakter, eftersom tiden

går og børnene tager over. Jeg vil opfordre

– ikke mindst de sjællandske menigheder

– til at støtte dem meget og tage kontakt

til dem. Lad dem opleve, at vi i Missionsforbundet

er en stor familie, der kan berige

hinanden og har brug for hinanden. Man

kan finde adresse m.m. på Missionsforbunders

hjemmeside under Slagelse. Dieu Huynh

har sagt, at hvis nogen menighed eller

familie event. har brug for hjælp til kontakt

med vietnamesere, er I altid velkommen til

at ringe på 58533316.

Jeg var ansat i Dansk Flygtningehjem 1979-

1981, og det var meget, meget rige år,

der strakte sig langt ud over 1981. Mange

af vietnameserne kalder stadigvæk Anna

og mig for mor og far, og det er vi stolte

over at være for dem. Jeg glæder mig hver

eneste gang, vi har mulighed for at have

fællesskab med dem og dele Guds ord ved

gudstjenester m.m., og min tjeneste for og

blandt vietnameserne vil fortsætte.


MBu

Nyt missionsår på vej

Af Nana Holm Green, spejderrådsformand

Tilbage i 2004 havde Missionsforbundets

Børn og Unge (MBU) et Ghana-år, hvor missionsfeltet,

kulturen og landet Ghana fik

fokus gennem et år. Siden har MBU’s fokus

på landsplan ikke haft en fælles retning

hvad angår missionsindsatsen. Det betyder

dog ikke, at MBU ikke har arbejdet med

mission. Arbejdet er sket lokalt, hvor børnekirker

og spejdergrupper har deltaget i

lokale tiltag med at skabe missionsengagement,

bevidsthed om missionsfelterne og

indsamlinger.

Selvom flere lokalforeninger har sørget for

at holde missionsengagementet højt, så er

der også brug for de fælles tiltag og den

fælles indsats på landsplan, og det er tid

til, at landsarbejdet tager initiativ til og prioriterer

missionsengagementet.

iNtiAtivtAGER

I sin tid var det Missionsforbundets Spejdere

(MS) der tog initiativ til Ghana-året.

Det har altid været MS’ ønske, at der skulle

følge nye missionsår hvor andre af Missionsforbundets

missionsfelter kunne få fokus.

Det er bl.a. en del af MS’ visions- og

handlingsplan 2008-2012. Derfor har MS

endelig fået lavet en køreplan og nedsat en

arbejdsgruppe, der kan arbejde frem mod

endnu et missionsår.

Arbejdsgruppen tager udgangspunkt i det

eksisterende udvalg, der arbejder med et

af vores missionsfelter. Desuden har spejderrådet

(MS’ landsledelse) forsøgt at finde

nogle kompetente medhjælpere, der kan

bidrage til udviklingen af missionsåret, så

det er rettet mod børn og unge.

Det næste missionsår bliver et Rumænien-

16

år, og der er allerede en arbejdsgruppe

som knokler for at få tanker og idéer til at

blive virkelighed.

Et MBu pRojEkt?

Med opbakning fra styrelsen i MBU har MS

søsat arbejdet med endnu et missionsår.

Udgangspunktet er, at det bliver udviklet til

spejderarbejdet, men det øvrige arbejde i

MBU vil forholdsvis nemt kunne gøre brug

af det materiale og de idéer som der bliver

udviklet. Derfor bliver resten af MBU’s arbejde

og menighederne tilbudt at få del i

materialet, så flest muligt kan få del i det

arbejde, som Rumæniens-udvalget knokler

med. Måske kan Rumænien-året vokse fra

at være et MS-projekt til at blive et MBUprojekt

– ligesom det skete for Ghanaåret?

Sigtet med missionsårene er overordnet at

skabe engagement og bevidsthed om, at vi

har et ansvar for at hjælpe mennesker ude

omkring i verden og at bidrage med indsamling

og hjælp til arbejdet. Engagementet

og bevidstheden ønsker vi skal være

varig og have betydning for fremtidens

missionsengagement i Missionsforbundet

og Danmark.

I løbet af de kommende måneder vil du

kunne læse mere om Rumænien-året og

efterfølgende missionsår på www.mbu.dk/

ms_spejder/missionsaar/.

Sponsorløb

- en super-idé

Af Jonas Møller Christensen, MBU, Vadum

I foråret blev der i Vadum MBU afholdt et lokalt cykelsponsorløb

til fordel for Qupaloraarsuk-Klubbi på Grønland, hvis

hytte uheldigvis nedbrændte totalt sidste år. Tilbage stod

de uden et mødested. Derfor besluttede vi i Vadum MBU

at indsamle penge til genopførelse af hytten. Der blev indsamlet

over 30.000 kr.!!, som alle er gået ubeskåret til

Qupaloraarsuk-Klubbi. En dundrende succes som vi og

håber, kan inspirere andre til at lave noget lignende.


17

Sammenstød

Af Kim Nissen, forstander

I den forgangne uge havde 9. klasserne

projektopgave med den overordnede

overskrift: Sammenstød. Og

eleverne havde mange gode bud på

problemfelter med sammenstød i deres

dagligdag.

Det giver mig anledning til at reflektere

over de mange sammenstød, vi som voksne

udsættes for i vores dagligdag. Ikke kun

på efterskolen, men også som kirke, som

menneske…

sAMMENstØD uDFoRDRER

Efterskolens dagligdag er betinget af

fornuftige samværsregler til at regulere

dagligdagen og til at sikre, at den enkelte

tilbydes tryghed og plads til udfoldelse og

udvikling. Men sådanne samværsregler er

samtidig også en klar årsag til sammenstød.

Sammenstød eleverne imellem hvis

de fortolker reglerne forskelligt eller sammenstød

mellem eleven og den voksne.

Det kan skyldes uenighed om hvorvidt

mobilen blev anvendt korrekt, uenighed om

hvorvidt sengetiderne blev overholdt eller

uenighed om hvem der var årsag til en given

konflikt.

Sammenstød kan derfor kendes på konflikt…

men er sammenstød at sidestille

med konflikt? Er det ikke også i sammenstødet,

at vi udvikles som mennesker. Fordi

vi i sammenstødet udfordres på vore vaner,

udfordres på vores stædighed, traditioner

og holdninger? Altså kan sammenstød og

være forudsætning for vækst og modning.

kRistNE ELEvER ER viGtiGE…

Vi har dagligt morgensang på Øresund, og

vi bruger tiden på, at fortælle om det der

er vigtigst for os. Om troen og livet – om

den værdi som Jesus repræsenterer for

os. Denne fortælling er årsag til refleksion

og eftertænksomhed blandt eleverne. For

nogle er der måske sammenstød mellem

foruddannede holdninger og de holdninger,

som vi som kristne repræsenterer. For andre

er der sammenstød i forhold til ønsket

om at tro og udfordringen ved at leve troen

ud. Vi har mange elever, der er nysgerrige

på troen og som udfordrer os på holdninger.

Vi har ikke så helt så mange elever, der

kommer fra kristne hjem, som vi ønsker os.

Vi har drømmen om, at vi også får lov til at

se mange fra kristne hjem… måske endda

fra missionsforbundske hjem?? Hvorfor er

det overhovedet vigtigt? Og er det gavnligt

for elever med kirkelig baggrund at gå på

netop Øresund?

Det er vigtigt for os! Fordi al erfaring viser,

at de årgange, hvor der har været elevgrupper

med baggrund i kirkelivet, har været årgange,

hvor det har været nemmere at italesætte

Jesus som Frelser, og det har været

meget nemmere at etablere fællesskaber

på skolen med fokus på samvær om Jesus.

Så jo flere med kirkebaggrund – jo større

egengevinst for den enkelte og jo større

indflydelse på andres vinding. Dette er ikke

bare et udtryk for en forstanderholdning –

det er et dokumenterbart faktum!

MissioNsFoRBuNDEts skoLE –

oGsÅ FoR MissioNsFoRBuNDERE

Og på spørgsmålet om det er gavnligt for

elever med kirkebaggrund at gå på Øresund…

Da er svaret også JA. Dette er ikke

dokumenterbart, men altså udtryk for forstanderens

holdning! Og hvorfor? Jeg tror

at den enkelte udfordres i kristenlivet i den

livssituation man bringes i. Og jeg tror, at

EFtERskoLEN ØREsuND

det på nogle kristne efterskoler kan være

nemmere at være bekendende kristen end

på andre! På Øresund er det måske middelsvært

at bekendende, men til gengæld udrustes

den enkelte til et kristenliv, der ikke

i livet fremover leves i en beskyttet boble.

Det kræver altså sammenstød!

Og hvis jeg i denne artikel - en sidste gang -

skal bruge begrebet sammenstød. Så skal

det være i en lille provokation/udfordring

til dig. Hvordan kan det være, at vi på forbundets

efterskole, som dagligt fylder i så

manges forbønssituationer, som betænkes

i jeres indsamlinger i menighederne, som

fylder på vores sommerstævne; at på denne

skole, der vækker minder hos mange af

jer fra jeres ungdom og måske skolegang;

på denne skole går der i skrivende stund

kun 2 piger med baggrund/tilknytning til

Missionsforbundet? Er det ikke også en

slags sammenstød i holdning og praksis?

Jeg har igennem de seneste 25 år været

med til at arrangere lejre for ungdom og

teenagere. Og jeg har altid set sommerens

ugelange lejre, som en enestående chance

for at vores børn og unge får et møde med

Jesus. Fordi lejrenes intensitet gør en forskel.

Intensiteten er ikke så tydelig på efterskolen

– slet ikke! Men vi har 42 uger til at

være med til at udruste og danne forudsætning

for sammenstød i de unges liv.

Det er da en tanke værd!


iNtERNAtioNAL MissioN

Evangeliet der forandrer

mennesker og landsbyer

Af Dorthe og Cornel Pascu

For ca. 2 år siden mødte vi for første

gang Alin og hans kone Dorica under

et evangelisk møde i en af kirkerne.

Familien har 2 børn og bor i Prajoaia, 20 km

fra Onesti. Mens evangeliet blev forkyndt,

kunne vi meget tydeligt se, hvordan Gud

rørte ved Alins hjerte. Atmosfæren, forkyndelsen

og ikke mindst sangene gjorde et

stort indtryk på ham, sådan at han havde

lyst til at komme igen.

Efter mødet spurgte Alin om han måtte

prøve min guitar. Jeg sagde ja og opfordrede

ham samtidig til at komme og spille en

gang sammen med os andre. Det ville han

meget gerne, og han begyndte at komme

trofast til møderne og nogle måneder efter

overgav han sit liv til Jesus.

Gud har en plan

Sidste år i maj fik Alin muligheden for at spille

guitar på en ungdomskonference i Livezi.

Arne Hansen fra Tylstrup og jeg underviste

under temaet ”At have et mål i livet”. Her

kom han til at forstå, at Gud har en plan for

hans liv. Det var skønt at se ham tage både

konen, kusiner og flere venner med.

Dorica, Alins kone, blev også frelst og døbt

i juli 2009. Hun har et stort hjerte for børnene.

Der hvor familien bor, samles ofte

mange børn for at høre om Jesus. Dorica

synger med dem og fortæller bibelhistorier.

Familien bor primitivt i et lille hus og har

det meget svært økonomisk, da hverken

Dorica eller Alin har fast arbejde. Vi er derfor

glade for, at vi har kunnet tage Stefania

(8 år), deres meget dygtige og søde pige,

med i skoleprojektet. Hun går i anden klasse,

og er den bedste i klassen. De er alle

meget taknemlige for hjælpen.

MED i husMENiGhED

Vores hjerte er fyldt af glæde og taknemlighed

over at se dem trofast følge Jesus.

Vi føler, vi har et stort ansvar for at hjælpe

dem videre både åndeligt og økonomisk.

Vi beder for dem og besøger dem så ofte,

som det er muligt. Sidste år var Alin, jeg

og flere andre med på en stor konference

i Timisoara, hvor 60.000 mennesker var

samlet for at høre Franklin Graham tale.

Disse møder blev til stor opmuntring og inspiration

for Alin, han begyndte at brænde

for mission. I dag arbejder han i en ny husmenighed,

der er blevet plantet i Livezi.

FRA NØDhjæLp tiL tRo

Sidste efterår fik vi besøg af en gruppe

dejlige mennesker fra Vestermarkskirken

i Grindsted, der kom med nødhjælp. Vi fik

18

at vide, at Dorica kommer fra Poduri, en

meget fattig landsby. Vi blev derfor enige

om, at de også skulle have hjælp og hver

familie fik en kasse tøj. Disse mennesker

lever i en så forfærdelig fattigdom, at det

ikke kan beskrives. I Danmark bor selv dyrene

bedre end dem; husene er så dårlige,

at de slet ikke kan repareres.

Lige som andre steder har Gud også her

gennem nødhjælpen åbnet en stor dør

for evangeliet. Vi blev spurgt, om vi ikke

ville komme og fortælle om den Jesus, der

havde sendt dem hjælp. Det har vi nu gjort

adskillige gange enten alene eller i fællesskab

med gæster fra Danmark og senest

med Ester og Egil Toft fra Aalborg.

Over 100 personer kom på trods af regn

for at høre det gode budskab til de fattige

(Lukas 4). Eigil forkyndte med stor passion

om, at Guds rige er kommet nær, og flere

sagde ja til Jesus. Med hjælp fra Danmark

har alle fået et Nyt Testamente gratis, samt

andre kristne materialer for at hjælpe dem

videre i troen. Desuden har vi flere gange,

også med hjælp fra Danmark, givet dem

noget at spise, da det er meget svært at

forkynde om Guds kærlighed, når de sulter.

væR MED i BØN

Vi håber, at mange i Danmark vil være med

til at bede for dem. Bed også for Alin, der

brænder for mission og har stillet sig selv

til rådighed til trofast at tage til Poduri og

følge op på det, Gud allerede har gjort der

indtil nu.

Denne historie er et stærkt vidnesbyrd om,

hvordan Gud forandrer mennesker og kalder

dem til tjeneste. Fordi Han er suveræn,

åbner Han altid muligheder for at tjene

Ham. Vi føler os så privilegeret over at stå

i sådan en tjeneste.

Vi takker Gud for året, der snart er gået, og

ikke mindst alle vores venner i Danmark,

der trofast beder og støtter os på alle mulige

måder. Med ønske om en Glædelig Jul

og et Velsignet Nytår.


19 BoGANMELDELsE

Lille vejledning til SMÅ GRUPPER

– ny bog af Magnus Malm

Anmeldt af Søren Mortensen

Magnus Malm er en kendt svensk skribent.

Han har tidligere skrevet bøger om ledelse,

fordybelse, retræte og kristen livsstil. Nu

er hans lille bog om det at være med i en

lille gruppe udkommet på dansk. Mange

menigheder samles en eller flere gange om

måneden i fællesskabsgrupper.

I grunden var det vel sådan det begyndte

i de første kristnes tid, man samledes i

hjemmene. Her er fællesskabet mærkbart,

og man kommer hinanden ved på en anden

måde end i et gudstjeneste. Ikke, at det

ikke er vigtigt, for vi har også brug for, at

være en del af en større familie.

Bogen beskriver enkelt og klart hvordan

sådan et fællesskab kan fungere – på godt

og ondt – og hvad man gør, når det ikke

fungerer. Her beskrives enkelte løsninger

og måder på hvordan man får det bedste

ud af en fællesskabsgruppe. Bogen er let

læst og inddelt i en masse små kapitler.

Nyt fra

Missionsforbundet




DØDsFALD

Dorte Lundgaard stopper i

Aabenraa 31.12.2009, for at

flytte til Holstebro. Dorthe har

bl.a. været ansat til at arbejde

med musiklivet i menigheden.

John Lorenzen stopper som

præst i Vestermarkskirken

31.12.2009. Han fortsætter sin

tjeneste i Saralystkirken i Århus

Allan Møller stopper som præst i

Osted 31.12.2009. Han har fået

job på Skovbo Efterskole, men

vil fortsat tilhøre menigheden i

Osted.

16.10.2009 er Ester Olesen Luneborgvej 16G, 9382 Tylstrup afgået ved døden

Hildegard Nielsen Slagelse, født 12. nov. 1919 - død 14. september 2009

Bogen henvender sig mest til de som tænker

på eller netop er begyndt med at samles

i små grupper.

Magnus Malm: Lille vejledning til SMÅ

GRUPPER, 80 sider, udgivet 2009 af

cBooks.dk. Kr. 98,-

Kan bestilles på: info@cbooks.dk

Sæt x

i kalenderen

SENIORLEJREN 2010

afholdes i Virksund i dagene 3.- 7. maj

Studieleder: Missionsforstander

Peter Götz, Espergærde

Sang og musik: Jane Johansen, Vadum

- desuden mange andre medvirkende

Brochuren vil være ude i

menighederne i januar

MæRkEDAGE

DECEMBER

75 år

17.12.2009

Edith Kofoed

Manøvej 76 st.tv., 4700 Næstved

31.12.2009

Karin Lindgreen Stolligvej 57, 6200 Aabenraa

70 år

02.12.2009

Michael Svanholm

Ørhagevej 72, Klitmøller, 7700 Thisted

65 år

05.12.2009

Helen Thomsen Friggsvej 3, 9700 Brønderslev

23.12.2009

Lise Lotte Arentløw

Rothesgade 15, 2100 København Ø

27.12.2009

Irma Thomsen Torndalsvej 4, 2650 Hvidovre

60 år

09.12.2009

Britta Hansen Harestien 9, 9382 Tylstrup

12.12.2009

Ingvar Mogensen Nebbe Oddevej 19, 3700 Rønne

jANuAR

Guldbryllup

01.01.10

Esther og Knud Erik Pedersen

Dannerhøj 64, Visse, 9210 Aalborg SØ

90 år

17.01.10

Didde Greisen Gravløkke 24, 6272 Bylderup Bo

20.01.10

Jens Peter Hansen Bakken 43, 7700 Thisted

22.01.10

Immanuel Larsen Rosenvej 6, Sorø

26.01.10

Sinne Johansen

Østre Kanal Gade 14 1.,th., 9000 Aalborg

85 år

05.01.10

Oluf Nielsen Heimdalsgade 35. 9000 Aalborg

07.01.10

Poul Chr.Jensen

Th.Laubsgade 35, 2., 2100 København Ø

80 år

08.01.10

Anna Lissy Vigsø Thylandsgade 33, 77550 Bedsted

75 år

10.01.10

Lill Roswall Christensen Gyvelvej 38, 9460 Brovst

30.01.10

Christian Kruse

Kystvej 39, Egense, 9280 Storvorde

70 år

01.01.10

Mogens Højgaard Hune

60 år

24.01.10

Tom Kiil Nielsen

Vestergade 3 C st.th., 9800 Hjørring


AFsENDER

MAGASINETs ekspedition

Birgitte Tinggaard Nielsen

Folstedvej 35

9700 Brønderslev

BLAD ID 47749

Returneres ved varig adresseændring

Indsættelse i Bethel

Af Kristian Nielsen, ansat i Bethelkirken og SALTstuderende

Den 4. oktober 2009 havde

Bethelkirken på Amagerindsættelsesgudstjeneste.

Ved gudstjenesten tog

menigheden imod vores

nye præst Gunni Bjørsted

og undertegnede, Kristian Nielsen, som

medarbejder. Det var i sagens natur en

festlig formiddag og gudstjeneste.

Vi lagde ud med sammen at synge: ”Velkommen

i Guds Hus i dag”. Og det var

netop, hvad alle de tilstedeværende var

- velkomne i Guds Hus. En fyldt kirkesal

kunne bevidne indsættelsen og fejre vores

nye præst. Bethelkirken har i noget tid

stået uden præst og som menighed kunne

man mærke et lettelsens suk over igen at

have en åndelig inspirator og præst til rådighed.

I arbejdet med at finde ny præst

har der desuden været arbejdet med kirkens

overordnede vision. Den lyder nu: Vi

ønsker at møde mennesker, hvor de er, og

sammen søge Gud. Under denne vision er

det vores drøm, at Gunni kan være med

at inspirere og lede os til, at denne vision

bliver til virkelighed. Forud for indsættelsen

talte Peter Götz om hvad det vil sige

for en menighed at få en præst; at det på

én gang både er en velsignelse for en menighed,

men samtidig også en opgave for

en menighed at passe på sin præst. Det er

vores store ønske at både at tage del i de

glæder, det er at have en præst samt at

passe rigtig godt på Gunni i sin tjeneste.

Gunni talte med stort engagement ud fra

vores vision – at vi jo alle sammen, kristne

såvel som ikke-kristne har brug for at mødes

og blive mødt, og at vi på samme tid,

alle sammen har brug for at søge Gud.

I løbet af oktober har Bethelkirkens medarbejderteam,

som nu består af Gunni Bjørsted,

Anders Nielsen og Kristian Nielsen,

på skift forsøgt yderligere at udfolde og

inspirere menighedens vision. Det er vores

fælles håb, at vision må tage form og liv i

os alle fra menigheden, så vi alle kan arbejde

sammen om at føre den ud i livet.

Selve gudstjenesten sluttede, som det sig

hør og bør, med, at Gunni lyste velsignelsen

og der blev indbudt til en festlig reception

med hilsner fra Bethelkirkens kirkelige

venskaber. Der er noget fantastisk over, at

vide, at man ikke står alene som kirke med

at føre Guds mission (og vision) ud i livet.

I den kommende tid følger så arbejdet –

både for præst, medarbejdere og menighed.

Men det er altid rart at skyde en ny

epoke i gang med at holde en glædes- og

forventningsfest. Og det er netop mit indtryk,

at Bethelkirken går ind i en ny epoke.

Konferencens tema for 2010 er HÅB

Håb er et nøgleord i den kristne tro

Når Jesus træder frem – er hele hans virke én lang demonstration af hvordan man bringer

håb og nyt mod til mennesker, der er fanget af livets fortrædeligheder.

Når Paulus skal placere håbet kommer det til at stå imellem troen og kærligheden og kan

næsten ikke løftes højere op.

Håbet er en livskraft, der holder livet i live.

Håbet får os til at tegne billeder af det, vi gerne vil se.

Håbet giver os mod til at tro på det, der endnu ikke er.

Håbet er en fantastisk vigtig faktor for et hvert menneske. Det er sjælens lys. Det er dine

tankers fokus. Det er dine drømmes endemål.

EFtERLysNiNG:

Kender du

denne person?

– eller lagkagegeneration

søger muffinspiser

Grønlandsudvalget er efterhånden stærkt

præget af, at samtlige medarbejdere tilhører

”lagkagegenerationen”! Derfor vil vi

gerne opfordre til, at du ser dig omkring

i din menighed - og får du øje på et yngre

menneske, som du tror vil egne sig til lettere,

men spændende udvalgsarbejde, vil

vi gerne høre fra dig.

Vi savner 1 - 2 yngre mennesker der har

lyst til at:

- tænke langsigtet

- arbejde med målsætning

- være med i mission

- være budbringere

- afsætte 4 - 6 hele dage om året til

møde

- samarbejde med mennesker fra Ilulissat,

Sjælland og Jylland!

Hvis du kender en, som du tror, vil være

interesseret/ egnet - eller kunne du selv

have lyst, så kontakt venligst Bent Fodgård

(97933057).

DET DANSKE MISSIONSFORBUNDS SOMMERKONFERENCE 2010

UGE 30 • 24. - 30. juli 2010 • Apostolsk Højskole i Kolding

Info 29 71 22 22 • www.missionsforbundet.dk

More magazines by this user
Similar magazines