Nr. 3 - 27. årgang August 2005 (104)

Nr. 3 - 27. årgang August 2005 (104)

Medlemsblad for
Dansk Meteorologisk Selskab
c/o Michael Jørgensen
Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund
Tlf. 43 46 39 22, trimi@aub.dk
Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK
IBAN: DK45 3000 0007 3522 63
Hjemmeside: www.dams.dk
Formand:
Jens Hesselbjerg Christensen
Tlf. 48 17 04 21, jhc@dmi.dk
Næstformand:
Hans E. Jørgensen
Tlf. 46 77 50 34, hans.e.joergensen@risoe.dk
Sekretær/ekspedition:
Michael Jørgensen
Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund
Arb.tlf. 39 15 72 71, trimi@aub.dk, mij@dmi.dk
Kasserer:
Brian Riget Bro
Sjælør Boulevard 10, st. th., 2450 København SV.
Tlf. 36 45 71 90
brianbro@worldonline.dk, brobr@gfy.ku.dk
Redaktion:
John Cappelen, (Ansvarh.)
Lyngbyvej 100, 2100 København Ø
Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk
Leif Rasmussen - Bjarne Siewertsen - Lea Siewertsen
- Anders Gammelgaard.
Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på
email: vejret.redaktionen@gmail.com.
Foreningskontingent:
A-medlemmer: 220 kr.
B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120
kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr.
Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til
Selskabet, att. kassereren.
Korrespondance til Selskabet stiles til
sekretæren, mens korrespondance til bladet
stiles til redaktionen.
Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer.
Redaktionsstop for næste nr. : 15. oktober 2005
©Dansk Meteorologisk Selskab.
Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med
korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er
udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som
Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår.
Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85
ISSN 0106-5025
Fra
redaktøren
To nuværende og én forhenværende tv-vejr-vært,
en filosof og torsk er lidt af indholdet i det nummer
af Vejret, som du sidder med i hånden.
Så kom ikke og sig, at Vejret ikke spænder vidt.
Vejret griber ind i alle dele af hverdagen, fra vejrvarsler,
som vi kan på rygraden - men som vi aldrig
har tænkt over - til historiens største tænkere; fra
gamle storme, der giver ny viden, til forårets vejr,
som aldrig er det samme.
...og nu (tilsyneladende) også med poesi!
God fornøjelse.
Bjarne Siewertsen
Indhold
Koblingen mellem klima, hydrografi og rekruttering
af fiskeressourcer ved Vestgrønland .................. 1
Anmeldelse: 50 vejrvarsler, der måske virker .... 13
Måling af fugtighed ved DMI... ....................... 14
DMI søger sine historiske rødder ..................... 18
Nyt fra formanden ......................................... 19
Interview: Ann Marker ................................... 20
Forårsvejret 2005 ........................................... 22
René Descartes: En stor filosof, en ukendt meteorolog
............................................................. 25
En sammenligning af to storme over Danmark 36
Set fra oven: Sirocco, jugo, lampaditsa, leveche,
marin... ......................................................... 48
Fra læserne: Vil du virkelig være meteorolog; replik
............................................................... 49
Forsidebilledet
Skt. Hans Aften 2005. Lunt, stille og klart vejr, perfekt
til bålhygge, her stemningsbillede fra Rådvad
ca. 22.30.
Foto: Niels Woetmann Nielsen.

Koblingen mellem klima, hydrografi
og rekruttering af fiskeressourcer
ved Vestgrønland
Af Mads Hvid Ribergaard,
DMI, Center for Marin
Forecasting
Den grønlandske økonomi er
i høj grad afhængig af fiskerierhvervet.
Dramatiske ændringer
har ikke alene resulteret i
en ændret fiskeflåde, men også
påvirket hele den grønlandske
økonomi hvilket i høj grad har
påvirket befolkningen socialt
(Hamilton et al, 2000; Hamilton
et al., 2003). Før i tiden var torskefiskeriet
det altdominerende
fiskeri ved Grønland, men et
kollaps i slutningen af 1960erne
bevirkede, at de grønlandske
’000 tonnes
500
450
400
350
300
250
200
150
100
50
fiskere måtte se sig om efter
nye marine arter. I dag er den
grønlandske økonomi næsten
udelukkende afhængig af fiskeri
på den grønlandske rejebestand,
hvilket udgør 73 procent af Grønlands
samlede eksport.
Områderne omkring Sydøst-
og specielt Vestgrønland er de
kommercielt vigtigste områder
for fiskeri. Disse farvande er
stærkt påvirkede af udefra kommende
vandmasser fra både
polare og tempererede områder,
hvilket har stor indflydelse på
den marine produktivitet over
den grønlandske shelf. Det er
styrkeforholdet mellem disse
forskellige havstrømme, der
bestemmer hydrografien over de
Total and inshore catches of cod off West Greenland
sydøstlige og vestlige fiskebanker.
Således vil ændringer i cirkulationen
i Nordatlanten have stor
indflydelse på fordelingen af arter
og dermed fiskeriet (Pedersen og
Smidt, 2000; Pedersen og Rice,
2002; Buch et al., 2004).
Her gives en kort gennemgang
af variationerne i både fiskeriet
og de hydrografiske forhold ved
Vestgrønland siden 1950erne og
deres mulige relationer til klimavariationer
primært udtrykt ved
Den Nordatlantiske Oscillation
(NAO). Det meste er hentet eller
direkte oversat fra Buch et al.
(2004) og Ribergaard (2004). For
en mere detaljeret gennemgang
henvises til Ribergaard (2004)
samt referencer i denne.
0
1920 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 2000
Figur 1. Totale årlige fangster i 1000 tons af torsk ved Vestgrønland (blå søjler og rød linie). De indenskærs fangster er vist
med røde søjler og grøn linie. Fra Ribergaard (2004).
Vejret, 104, august 2005 • side 1

Variationer i det
kommercielle fiskeri ved
Vestgrønland
Ved Vestgrønland findes der flere
forskellige slags torsk - både indenskærs
i fjordsystemerne og
udenskærs over fiskebankerne.
Fjordtorskene vekselvirker dog
kun i ringe grad med de udenskærs
torsk og der ses derfor
bort fra dem i det følgende
(Wieland and Hovgård, 2002;
Storr-Paulsen et al., 2004 og
referencer heri). Den altdominerende
udenskærs art er Atlantisk
torsk (Gadus Morhua), der også
er den torskeart hvorpå der fiskes
kommercielt.
Det store fiskeri på Atlantisk
torsk ved Grønland startede
i midten af 1920erne (Figur 1;
Figur 2a) og erstattede sæljagt
som den vigtigste ressource for
det grønlandske folk. Fangsterne
øges gradvist indtil den 2. Verdenskrig,
under hvilken kun den
portugisiske flåde fiskede efter
torsk. Herefter steg fangsterne
voldsomt i starten af 1950erne og
toppede i 1960erne med fangster
op mellem 400,000 og 500,000
tons. I slutningen af 1960erne
faldt fangsterne imidlertid dramatisk,
og fangsterne har siden
ikke været i nærheden af samme
niveau som førhen. Der har dog
været to perioder med tendenser
til forbedringer, hvilket skyldes
stærke torskeårgange fra 1973 og
1984/1985, men siden starten
af 1990erne er torsken praktisk
taget forsvundet fra de vestgrønlandske
farvande.
Ved at sammenligne fangsterne
af torsk med den estimerede
biomasse af torsk ved
Vestgrønland (Figur 2f) ses det,
at biomassen falder lidt tidligere
end fangsterne. Dette tyder på
side 2 • Vejret, 104, august 2005
Catch ('000 tons)
Catch ('000 tons)
Catch ('000 tons)
Cm
Biomass ('000 tons)
400
300
200
100
0
60
40
20
0
30
20
10
0
80
60
40
20
0
76
72
68
64
60
56
52
a)
b)
c)
d)
e)
No data
3000 f)
2000
1000
0
No data
No data
Figur 2. 1950 (a–e) Årlige 1960 fangster af 1970 fire kommercielt 1980 vigtige 1990fiskearter 2000 ved Vestgrønland,
1950-2000. (e) Middellængde af 6 år gamle torsk og 3 års løbende
middel. (f) estimeret biomasse og årgangsstyrke af vestgrønlandske torsk. Fra
Buch et al. (2004).
overfiskning, men dette er ikke
den eneste forklaring på det
dramatiske fald i fangsterne.
Ændringer i de hydrografiske
forhold spillede også en væsentlig
rolle, hvilket der gøres rede for
i de følgende afsnit.
Mens torsken forsvandt fra de
grønlandske farvande, begyndte
Atlantic cod
Redfish
Greenland halibut
Northern shrimp
Mean length (cm) of Atlantic cod at age 6 years
Estimated Atlantic cod stock biomass ('000 tons)
Atlantic cod year-class strength (columns)
800
600
400
200
Number (x 10 6 )
et stort fiskeri på hellefisk (Figur
2c) og specielt rejer (Pandalus
borealis, Figur 2d), som er blevet
den foretrukne marine ressource.
Fangsterne på rejer steg gradvist
til mere end 75,000 tons. I starten
af 1990erne medførte en regulering
i fiskeriet et svagt fald,
men fra slutningen af 1990erne
0

Figur 3. (a) Biomassen af rejer ved Vestgrønland og rekrutteringsindekset beregnet
vha. det årlige rejetogt. (b) Middel breddegrad af kommercielt rejefiskeri
ved Vestgrønland. (c) Middel bundtemperatur under rejetogter. Modificeret fra
Buch et al. (2004).
er fangsterne igen steget moderat.
Til trods herfor er den estimerede
biomasse af rejer faktisk
steget i slutningen af 1990erne
(Figur 3a).
Klimavariationer
Igennem de sidste 50 år af det
tyvende århundrede har det sydvestlige
Grønland oplevet store
variationer i klimaet, hvilket har
haft indflydelse på forholdene
for både landdyr og marine dyrearter.
Derfor virker det naturligt,
at disse klimatiske variationer kan
forklare dele af den variation, der
er sket i fiskeriet som beskrevet i
forrige afsnit. De fleste stednavne
der benyttes i det følgende kan
genfindes i Figur 7.
Den Nordatlantiske
Oscillation (NAO)
De største variationer i atmosfæren
på tidsskalaer fra år til
årtier er over Nordatlanten tæt
forbundet med den Nordatlantiske
Oscillation (NAO), som
er et udtryk for en meriodional
oscillation af luftmassen mellem
det subtropiske højtryk nær
Azorerne og de subpolare lavtryk
nær Island (Hurrell, 1995). Dette
kan direkte relateres til styrken
af vestenvindsbæltet, således at
når trykforskellen er stor, så er
vestenvinden ligeledes stærkere
end normalt (Figur 4). Da dette
signal er stærkt regionalt og stærkest
om vinteren, defineres ofte
et simpelt indeks som trykfor-
skellen i vintermånederne mellem
Ponta Delgadas, Azorerne
og Reykjavik, Island. Hermed har
man en tidsserie, der i grove træk
beskriver atmosfærens opførsel
over det Nordatlantiske område
gennem de sidste godt 150 år.
Variationerne af NAO indekset
siden 1865 er vist i Figur 5.
I perioder med høje NAO værdier
vil den stærkere vestenvind
bevirke, at det nordeuropæiske
kontinent vil opleve generelt
varmere og fugtigere vejr, da
luftmasserne har en mere maritim
oprindelse. Det modsatte gør
sig gældende ved Sydvestgrønland,
hvor kolde luftmasser fra
det nordlige Canada strømmer
udover Labradorhavet og Davisstrædet
(Figur 4a). I perioder
med lave NAO værdier er der
en tendens til, at stormlavtrykkene
tager en mere sydlig rute
og at disse er svagere. Dermed
påvirkes det sydlige Grønland
mere af relativt varmere og
mere maritime luftmasser fra det
nordlige Atlanterhav og området
opvarmes relativt i forhold til en
periode med høje NAO værdier.
Denne sammenhæng ses tydeligt
hvis man sammenligner
NAO værdierne (Figur 5) med
lufttemperaturen i Nuuk og Tasiilaq
(Figur 6). I perioden fra
midten af 1920erne til slutningen
af 1960erne var der en lang
periode med generelt lave NAO
værdier, hvilket reflekteres i høj
lufttemperatur i både Nuuk og
Tasiilaq. Herefter skiftede NAO
værdierne tilbage til en lang periode
med fortrinsvis høje værdier.
Perioderne i starten af 1970erne,
1982−1984 og 1989−1994 var
alle år med markante høje
NAO værdier, og her faldt
lufttemperaturen mærkbart.
Vejret, 104, august 2005 • side 3

Figur 4. Illustration af de atmosfæriske forhold ved høje NAO værdier (øverst) og lave NAO værdier (nederst). Figurerne er
hentet fra CLIVAR transparency D1 (courtesy of CEFAS, UK). http://www.clivar.org/publications/other_pubs/clivar_transp/
d1_transp.htm.
side 4 • Vejret, 104, august 2005

Siden slutningen af 1990erne har
lufttemperaturene været relativt
høje til trods for høje NAO værdier.
Dette skyldes, at lavtrykscellen
nær Island i disse år var
forskudt mod nordøst (f.eks.
ICES 2000). Disse sidste år viser,
at man skal være varsom med
brugen af NAO som indikator
for klimavariationer ved Vestgrønland,
da specielt positionen
af lavtrykscellen ændrer sig med
tiden. Bruges NAO indekset derimod
med omtanke, er det et godt
redskab der forklarer de store træk
af klimaændringerne.
Hydrografiske forhold ved
Vestgrønland
Vandet over de vest- og sydøstgrønlandske
fiskebanker består
primært af to meget forskellige
vandmasser:
• Varmt og saltholdigt Irmingervand.
Transporteres til
området med Irmingerstrømmen,
der er en sidegren til Den
Nordatlantiske Strøm.
• Koldt Polarvand med lav
saltholdighed stammende
fra det Arktiske Ocean. Dette
føres sydover sammen med
store mængder havis i Den
Østgrønlandske Strøm.
Disse to vandmasser mødes første
gang i det nordlige Irmingerhav
og i Danmarksstrædet (Figur
7), hvorefter de bevæger sig sydover
side om side langs Grønlands
østkyst. Når de runder Kap
Farvel, dykker Irmingervandet
under Polarvandet. Undervejs
blandes vandmasserne, og det
er således den indbyrdes styrke
mellem Irmingerstrømmen og
Den Østgrønlandske Strøm, der
NAO anomaly [hPa]
Figur 5. Tidsserie af vinter (december−marts) NAO værdier for perioden
1865−2004. Med sort er vist 3 års løbende middel. Opdateret fra Buch et al.
(2004).
1
0
−1
−2
−3
−4
−5
2
1
0
−1
−2
−3
−4
15
10
5
0
−5
−10
−15
3−year running mean
−20
1870 1880 1890 1900 1910 1920 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 2000
Nuuk
1880 1890 1900 1910 1920 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 2000
Tasiilaq
Figur 6. Årlig middeltemperatur sydvest (Nuuk) og sydøst (Tasiilaq) for Grønland
for perioden 1873–2004.
bestemmer hydrografien over de
vestgrønlandske fiskebanker.
Variationerne i saltholdighed
og havtemperatur over kontinentalsoklen
vest for Fyllas Banke er
vist i Figur 8. Her er forholdene
vist i forskellige dybdeintervaller
siden 1950. Kernen af Polarvand
ligger normalt i dybdeintervallet
50−150 m (blå) mens kernen
Air Temperature
3−year running mean
Air Temperature
3−year running mean
1880 1890 1900 1910 1920 1930 1940 1950 1960 1970 1980 1990 2000
af Irmingervandet ligger under
400 m (rød). Der er stor år til år
variation hvilket i nogle tilfælde
kan skyldes lokal hvirvelaktivitet.
Derfor er der lavet et 3-års
løbende middel for bedre at
fange de storskalaede variationer.
I slutningen af 1960erne
til starten af 1970erne faldt
temperaturen med flere grader
Vejret, 104, august 2005 • side 5

Figur 7. Bundtopografien og overfladestrømningen omkring Grønland. Med mørkerød er vist Den Nordatlantiske Strøm fra
syd mens den lysere røde er en sidegren heraf kaldet Irmingerstrømmen (IC). Den mørkeblå pil viser Den Østgrønlandske
Strøm (EGC) og med violet vises Den Vestgrønlandske Strøm (WGC). Konturlinier for bundtopografien er vist for 500,
1000, 2000, 3000 og 4000 meters dybde.
5
4
3
2
1
0
34.95
34.85
34.75
34.5
33.5
0−50 m
50−150 m
150−400 m
400−600 m Temperature
1950 1955 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000
34
33
0−50 m
50−150 m
150−400 m
400−600 m Salinity
32.5
1950 1955 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 2000
side 6 • Vejret, 104, august 2005
Figur 8. Middel temperatur (øverst) og
saltholdighed (nederst) i fire forskellige
dybdeintervaller vest for Fyllas
Banke (station 4) over kontinentalsoklen
for perioden 1950–2004. Bemærk
ændringen i skalaen for saltholdighed
ved 34.75. De tykke linier angiver
3-års løbende middel. Polarvandet
har sin kerne i intervallet 50−150 m
(blå) mens kernen af Irmingervandet
findes under 400 m (rød). Fra Ribergaard
(2004).

i de øvre vandlag. Dette skyldes
hovedsagelig ”the Great Salinity
Anomaly” (GSA), hvor store
mængder lav-salint Polarvand og
havis forlod Arktis gennem Fram
Strædet, hvilket de efterfølgende
år kunne observeres over det meste
af den subpolare cirkulation
(Dickson et al., 1988; Belkin et
al., 1998). Således var temperaturfaldet
ledsaget af et fald i
saltholdigheden i slutningen af
1960erne. Omtrent samtidigt i
starten af 1970erne faldt middeltemperaturen
i atmosfæren
i samme område, reflekteret
i skiftet fra lave til høje NAO
værdier. Ligesom i atmosfæren
var perioderne 1982−1984 og
1989−1994 karakteriseret ved
meget kolde havtemperaturer i
de øverste lag, hvilket hænger
sammen med lokal afkøling i
perioder med meget høje NAO
værdier.
Siden slutningen af 1960erne
er saltholdigheden faldet samtidigt
med et mindre fald i
temperaturen i kernen af Irmingervandet
(rød, 400−600 m)
hvilket indikerer, at transporten
af Irmingervand til området er
mindsket siden 1960erne. I de
seneste par år ser det imidlertid
ud som om, at Irmingervandet
er vendt tilbage igen med forøget
styrke.
Dette kan forklares ved
variationer i NAO set over en
lang tidsperiode. Perioden før
1960erne var udpræget år med
lave NAO værdier, men fra
slutningen af 1960erne skiftede
NAO værdierne fra lave til høje
værdier. Ændringer i NAO medfører
ændringer i overfladevinden
over Nordatlanten, hvilket igen
påvirker havets overfladecirkulation
(se f.eks. Dickson et al.,
1996; Dickson et al., 2000; Blindheim
et al., 2000; Blindheim et
al., 2001; Buch et al., 2004).
Ifølge Blindheim (2000; 2001)
vil Den Nordatlantiske Strøm
blive stærkere men smallere i
perioder med høje NAO værdier
NAO+ NAO−
og dermed kraftige vestenvinde
(Figur 9). Irmingerstrømmen,
der er en vestlig sidegren af Den
Nordatlantiske Strøm, vil derved
svækkes. Det er netop denne
svækkelse af Irmingerstrømmen
man ser på stationen vest for
Fyllas Banke.
Relationer mellem klimavariationer,
hydrografien
og det marine økosystem
ved Vestgrønland
Ændringen i det biologiske
samfund og fangstsammensætningen
af fisk ved Vestgrønland
i sidste halvdel af det tyvende
århundrede foregik på samme
tid som der blev observeret
store klimatiske variationer i det
grønlandske område. Det virker
derfor oplagt, at ændringerne i
den biologiske sammensætning
i høj grad er styret af ændrede
hydrografiske forhold. Pedersen
og Rice (2001) foreslog, at rekrutteringen
af fisk og skaldyr
ved Vestgrønland er relateret
Figur 9. Illustration af overfladecirkulationen i Nordatlanten ved a) høje NAO værdier og b) lave NAO værdier. Med rød er
vist Den Nordatlantiske Strøm fra syd, der transporterer varme og salt nordpå, mens koldt og lav-salint vand eksporteres
sydover fra det Arktiske Ocean gennem Framstrædet. Sidegrenen af Den Nordatlantiske Strøm, der syd for Island drejer
mod vest kaldes Irmingerstrømmen. Figuren er hentet fra Blindheim et al. (2001).
Vejret, 104, august 2005 • side 7

Year class size at age 3 [10 6 ]
500
450
400
350
300
250
200
150
100
50
0
56
693
84
52
51 85
77
55 59
65
68 54
66
64
74 75
67 79
72
69
76
71
78
92 94 81 80 8786
99
70
83 82 90 89 97 95 93 88 96
0 0.5 1 1.5 2 2.5 3 3.5
Potential Temperature [ o C]
til havtemperatur, stabiliteten
af vandmassen samt driften
af fiskelarver i overfladestrømmen.
Alle disse mekanismer er
relateret til input af udefrakommende
vandmasser til området
- hovedsageligt Irmingervand og
Polarvand - som igen er relateret
til NAO som beskrevet i forrige
afsnit.
Transporten af varmt og
saltholdigt Irmingervand til
Vestgrønland er faldet betydeligt
siden slutningen af 1960erne (se
forrige afsnit, Buch et al., 2004),
hvilket ser ud til at have haft en
negativ indflydelse på rekrutteringen
af torsk og rødfisk ved
Vestgrønland, men en positiv ef-
63
side 8 • Vejret, 104, august 2005
73
53
50
62
58
57
60
61
98
fekt for de grønlandske rejer og
hellefisk (se også Figur 2).
At temperaturen har en positiv
indflydelse på opvæksten af torsk
ved Grønland er ikke nyt. Allerede
i starten af 1950erne fandt
Hermann (1953) en positiv sammenhæng
mellem havtemperatur
og årgangsstyrken af vestgrønlandske
torsk. Det generelle
fald i havtemperaturerne efter
slutningen af 1960erne resulterede
i dårlige opvækstbetingelser,
hvilket kom til udtryk ved f.eks.
reduceret vækst i de meget kolde
perioder (Figur 2e), og torsken
migrerede sydover for til sidst at
forlade det vestgrønlandske område
(Schopka, 1991).
Figur 10. Årgangsstørrelser af 3 års
torsk ved Vestgrønland (målt i tons)
som funktion af temperaturen på toppen
af Fyllas Banke (station 2, 0−40
m) for perioden 1950–1999. Bemærk,
at 1984 årgangsstørrelsen går udenfor
y-aksen. Årene er tilbageregnet til
fødselsåret, dvs. f.eks. 1956-årgangen
er estimeret ud fra fangster af 3-årige
torsk i 1959. Se teksten for forklaring
af den blå og grønne ellipse samt den
røde linie. Fra Ribergaard (2004).
Hansen og Buch (1986) genanalyserede
rekrutteringsdata af
Vestgrønlandsk torsk og fandt
en lineær sammenhæng mellem
havtemperaturen målt på toppen
af Fyllas Banke og årgangsstyrken
af den lokale torskebestand målt
som 3-årige (reproduceret og opdateret
i Figur 10 og hentet fra
Ribergaard, 2004). Denne sammenhæng
gjaldt imidlertid ikke i
bestemte år, hvor årgangsstyrken
var exceptionel høj. Hansen og
Buch (1986) argumenterede, at
der i alle disse år havde været et
stort input af torskelarver, der var
gydt ved Island og blevet transporteret
med havstrømmene til
Grønland. Denne transport var
direkte blevet observeret i 1963,
1973 og 1984. Mærkningsforsøg
har tilmed indikeret, at en tilsvarende
transport havde fundet
sted i tidligere år i 1950erne
og 1960erne. Dette under antagelse
af, at kønsmodne torsk
vender tilbage til det sted hvor
de selv er blevet gydt. Således
vil kønsmodne torsk fanget ved
de islandske gydeområder, der
som unge var blevet mærket ved
Vestgrønland, sandsynligvis selv
være af islandsk oprindelse.

Senere har man brugt mængden
af kuller ved Grønland som
en indikator for transporten af fiskelarver
fra Island til Grønland.
Dette kan lade sig gøre, fordi
kuller ikke gyder i grønlandske
farvande. Ved at bruge fangstdata
for kuller argumenterede
først Hovgård og Messtorff
(1987) og senere Dickson og
Brander (1993), at kollapset af
det grønlandske torskefiskeri i
høj grad hang sammen med et
lille tilskud af torsk fra Island
til Grønland siden midten af
1960erne, hvilket er samme
konklusion som Hansen og Buch
(1986) nåede frem til.
Ved at følge tankegangen fra
Hansen og Buch (1986) kan
Figur 10 tolkes således:
• Den røde linie viser en positiv
sammenhæng mellem
årgangsstyrke og havtemperatur.
Årene, der ligger tæt på
denne lige linie, er den lokale
grønlandske torskebestands
reaktion på ændringer i det
marine miljø, som kommer
til udtryk gennem den lokale
havtemperatur.
• Årene, der falder indenfor
den blå ellipse, er alle år hvor
årgangsstyrken har været meget
høj. Disse stærke årgange
tolkes som år, hvor der har
været en betydelig drift af
torskelarver fra de islandske
gydeområder til Grønland.
Alle disse år er fra 1950erne
og starten af 1960erne,
samt 1973 og 1984/1985.
Fangsterne af torsk (Figur 1) i
1950erne og 1960erne er alle
høje og de stærke årgangsstyrker
fra 1973 og 1984/1985 ses
begge som små forbedringer i
fangsterne de følgende år.
• De år, der falder indenfor
den grønne ellipse, er alle
fra midten af 1980erne og
1990erne, hvor torsken
næsten var forsvundet fra
Vestgrønland. Da der ikke er
nogen lokal bestand, så kan
den ikke opretholde sig selv
og årgangsstyrken vil naturligvis
være nær nul. Dette under
forudsætning af, at der ikke i
samme år har været et betydeligt
input af torskelarver fra
Island.
Dette kan relateres til NAO. I
1950erne og 1960erne var styrken
af Irmingerstrømmen stærkere
end perioden efter 1970.
I disse år var succesraten af
transporten af torskelarver fra
Island til Grønland tilsvarende
højere, hvorved den lokale
grønlandske torskebestand
regelmæssigt rekrutterede fra
de islandske farvande. Efter
kollapset nær 1970 ændrede
hydrografien sig og opvækstbetingelserne
for torsken blev
forværret. Samtidigt forsvandt
rekrutteringen af torskelarver
fra Island. Dette enten fordi
transporten var lille eller måske
nærmere, at torskelarverne
simpelthen ikke overlevede turen
langs Grønlands østkyst i
det ændrede oceanklima. Ydermere
havde fiskeriet ikke indstillet
sig på et mindre fiskeri
i slutningen af 1960erne, så i
denne periode blev der overfisket,
og kollapset blev derved
mere voldsomt.
Der findes andre faktorer der
har indflydelse på opvæksten af
torsk ved Vestgrønland, som
f.eks. variationer i mængden
af føde for torskelarver, men
overfiskning, ændringer i rekrutteringen
af torskelarver fra Island
samt lokalt koldere omgivelser er
de mest accepterede forklaringer
på det pludselige kollaps af den
vestgrønlandske torskebestand.
En videre diskussion af andre
faktorer kan findes i Ribergaard
(2004) samt referencer i denne.
Stigningen i rejefiskeriet kan
til dels forklares ved, at rejelarver
er mindre påvirkelige overfor
temperatur end torskelarver, men
hovedforklaringen skal nok nærmere
findes i, at en stor fjende
– torsken – er forsvundet fra
området (Koeller, 2000; Lilly et
al., 2000). Det intense rejefiskeri
har desuden resulteret i en stor
bifangst af torsk, og dermed
medvirket til at holde torskebestanden
nede og dermed holde
en fjende i skak (Kingsley et al.,
1999; Pauli et al., 2001).
Siden midten af 1980erne har
fiskeriet på rejer flyttet sydover
(Figur 3b). Dette indikerer, at
rejerne har migreret sydover til
varmere omgivelser under den
kolde periode fra slutningen af
1980erne til starten af 1990erne.
Fra 1995 steg bundtemperaturen
markant (Figur 3c), men
rejerne migrerede ikke nordpå
igen. Disse varme betingelser
ser ud som om de er favorable
for rejerne, da både den totale
biomasse og rekrutteringen af
rejer er steget i sidste halvdel af
1990erne (Figur 3a).
Diskussion og fremtidige
undersøgelser
Hypotesen, oprindeligt stillet
af Hansen og Buch (1986), at
de stærke årgange af torsk ved
Vestgrønland er et resultat af en
stor rekruttering af torskelarver
fra Island, er nærmere under-
Vejret, 104, august 2005 • side 9

søgt af Ribergaard (2004). For
at undersøge driften fra Island
til Grønland nærmere, så er der
lavet statistik på drivbøjer med
et sejl i 15 meters dybde. Alle
de drivbøjer fra 1990erne, der
på et tidspunkt befandt sig over
den sydvestlige islandske shelf,
er grupperet efter deres videre
færd (Figur 11). Godt halvdelen
fortsætter nord om Island (grøn),
mens 10−15 procent ender i Irmingervandet
langs Grønlands
østkyst (rød). Dette stemmer
godt overens med statikken over
driften af torskelarver beregnet
ud fra 0-gruppe togterne for
perioden 1970−1992 (Astthorsson
et al., 1994). Tilbage er så
at forklare de 20−25 procent af
drivbøjerne, der også ender ved
Grønland men i Polarvandet
i den Østgrønlandske Strøm
(blå). Hvis man antager, at
disse torskelarver pga. den lave
havtemperatur i Polarvandet og
pga. anden fødesammensætning
heri ikke overlever, så stemmer
statistikken fra drivbøjerne
forbavsende godt overens med
driften af torskelarver. Dette indikerer,
at torskelarverne i deres
første levemåneder passivt driver
rundt med havstrømmen.
Hermed synes det muligt at
modellere transporten af torskelarver
fra Island til Grønland. Således
er overfladestrømfelter fra
en regional nested oceanmodel
med horisontal opløsning på
20−25 km brugt som forcering
til en partikelmodel, der skulle repræsentere
torskelarvernes drift.
Simuleringerne dækker perioden
1948−2001 og oceanmodellen
er forceret med NCAR/NCEP
re-analyser (Ribergaard, 2004).
Overraskende nok kunne dette
model-setup ikke reproducere
side 10 • Vejret, 104, august 2005
68 o N
66 o N
64 o N
62 o N
60 o N
68 o N
66 o N
64 o N
62 o N
60 o N
68 o N
66 o N
64 o N
62 o N
60 o N
50 o W
50 o W
50 o W
19 drifters
45 o W 40 o W 35 o W
12 drifters
45 o W 40 o W 35 o W
81 drifters
45 o W 40 o W 35 o W
30 o W
30 o W
25 o W
25 o W
Figur 11. Højfrekvent filtrerede trajektorier af drivbøjer med sejl i 15 meters dybde
i 1990erne. Kun de drivbøjer, der på et tidspunkt befandt sig over den sydvestlige
islandske shelf er inkluderet. Alle drivbøjerne har fået hver deres farve afhængig
af deres slutposition. Blå: Krydser Danmarkstrædet og fortsætter i Polarvandet
i Den Østgrønlandske Strøm tæt ved kysten. Rød: Krydser Danmarkstrædet og
fortsætter i Irmingervandet nær 500–1000 m dybdekonturene i Den Østgrønlandske
Strøm. Grøn: Transporteres nord om Island. Violet: Transporteres sydøst om
Island. Dybdekontur er vist for følgende dybder: 500, 1000, 2000, 3000 m. Fra
Ribergaard (2004).
en stor transport af torskelarver
fra Island til de grønlandske
farvande i de år, hvor årgangsstyrken
af torsk ved Vestgrønland
var stor. Man kunne derfor umiddelbart
fristes til at kassere hypotesen
af Hansen og Buch (1986).
Imidlertid viste en detaljeret validering
af oceanmodellen, at den
havde store problemer med at
gengive de rigtige fordelinger af
68 o N
66 o N
64 o N
62 o N
60 o N
68 o N
66 o N
64 o N
62 o N
60 o N
50 o W
50 o W
45 drifters
30 o W
45 o W 40 o W 35 o W
7 drifters
45 o W 40 o W 35 o W
25 o W
30 o W
30 o W
25 o W
25 o W
salt, temperatur og specielt havis
i det nordvestlige Atlanterhav
omkring Grønland, hvilket igen
påvirker overfladecirkulationen
(Ribergaard, 2004). Derfor kan
man ikke konkludere noget
endeligt ud fra dette modeleksperiment.
Ved nærmere analyse af drivbøjerne
ses det, at drivbøjernes
slutposition er stærkt bestemt

af strømmene i Danmarksstrædet
– specielt i et lille område
omkring 66°N, hvor mange
af drivbøjerne krydser strædet
i den stærke front mellem Irmingervandet
og Polarvandet.
Således vil selv små forstyrrelser
i overfladestrømmen bestemme
torskelarvernes skæbne. Hermed
synes de individuelle lavtrykspassager
at være overordentligt
vigtige for transporten fra den
ene vandmasse til den anden, ligesom
den kraftige hvirvelaktivitet
på fronten synes vigtig. For at
reproducere disse strømforhold
korrekt konkluderede Ribergaard
(2004), at både oceanmodellen
og atmosfæremodellen skulle
have en væsentlig højere opløsning
– både rumligt og tidsligt
– end i det pågældende eksperiment.
For at imødegå disse
krav, så arbejder DMI’s Center
for Marin Forecasting (CMF) på
at opsætte en oceanmodel med
høj opløsning i Nordatlanten
med speciel fokus på farvandene
omkring Grønland.
Under de tyske trawltogter
ved Sydøst- og Vestgrønland i
2003 blev der fanget forholdsvis
mange 1-års torsk og specielt 0gruppe
torsk samt kuller (Stein,
2004). Et hurtigt estimat giver, at
2003-årgangen er i samme størrelsesorden
som 1984-årgangen
(Manfred Stein, personlig
samtale). Dette kunne tyde på
en tilbagevenden af udenskærs
torsk ved Vestgrønland, men
dette kræver en regulering af fiskeressourcerne
for at minimere
fremtidige bifangster og overfiskning.
Man skal dog holde sig for
øje, at de klimatiske forhold kan
ændre sig drastisk på kort tid og
med store konsekvenser for det
marine miljø som f.eks. omkring
1970. Fysikken bag disse klimatiske
ændringer er dårlig forstået
og bør udforskes detaljeret i
fremtiden.
Resumé
• Hvor den grønlandske økonomi
førhen i høj grad var
afhængig af torskefiskeri, så
er den i dag næsten udelukkende
afhængig af rejefiskeriet.
• Siden omkring 1970 har det
grønlandske klima været betydelig
koldere end perioden
1925−1970, hvilket kan relateres
til et skift i NAO indekset
fra lave til høje værdier.
• Ændringen i atmosfærens
trykfordeling, reflekteret ved
NAO, har resulteret i en
mindskelse af transporten af
varme, saltvand og torskelarver
til det vestgrønlandske
område.
• Stigningen i biomassen af rejer
ved Vestgrønland kan ikke
alene forklares ved ændrede
klimatiske betingelser. Med
torskens forsvinden forsvandt
også en af rejens store fjender.
Desuden har bifangst af torsk
ved rejefiskeriet medvirket
til at holde torskebestanden
nede på et minimum.
• Klimavariationerne ved Grønland
er hovedsagelig baseret
på havtemperaturer. Der
findes stort set ingen direkte
strømmålinger i området, der
kan bruges til en beregning
af styrken og variabiliteten i
transporten af Irmingervand
og Polarvand til området. Der-
for anbefales det at opsætte
strømmålere med tilhørende
temperatur og saltholdigheds-målere
ved f.eks. Kap
Farvel.
• For at undersøge disse hydrografiske
forhold nærmere,
herunder driften af torskelarver
fra Island til Grønland
tilbage i tiden, så anbefales
det at opsætte en oceanmodel
med høj horisontal og tidslig
opløsning og drive den med
en atmosfæremodel, der også
har en høj rumelig og tidslig
opløsning.
Referencer
Astthorsson, O.S., Gislanson,
A., and Gudmundsdottir, A.,
1994. Distribution, abundance,
and length of pelagic juvenile
cod in Icelandic waters in
relation to environmental conditions.
ICES marine Scientific
Symposium 198, 529–541.
Belkin, I.M., Levitus, S., Antonov,
J., and Malmberg, S.-Aa.,
1998. “Great Salinity Anomalies”
in the North Atlantic. Progress in
Oceanography 41, 1–68.
Blindheim, J., Borovkov, V.,
Hansen, B., Malmberg, S.-Aa,
Turrell, B. and Østerhus, S.,
2000. Upper layer cooling and
freshening in the Norwegian
Sea in relation to atmospheric
forcing. Deep-Sea Research I 47,
655–680.
Blindheim, J., Toresen, R.,
and Loeng, H., 2001. Fremtidege
klimatiske endringer og
betydningen for fiskeressursene,
Havets miljø 73–78.
Buch, E., Pedersen, S.A.
and Ribergaard, M.H., 2004.
Ecosystem variability in West
Vejret, 104, august 2005 • side 11

Greenland waters. Journal of
Northwest Atlantic Fishery
Science 34, 13–28.
Dickson, R.R., and Brander,
K.M., 1993. Effects of a changing
windfield on cod stocks of the
North Atlantic. Fisheries Oceanography
2(3/4), 124–153.
Dickson, R.R., Lazier, J.R.N.,
Meincke, J., Rhines, P. and Swift,
J., 1996. Long-term coordinated
changes in the convective
activity of the North Atlantic.
Progress in Oceanography 38,
241–295.
Dickson, R.R., Meincke, J.,
Malmberg, S.-Aa., and Lee, A.J.,
1988. The “Great Salinity Anomaly”
in the northern North
Atlantic 1968–1982. Progress in
Oceanography 20, 103–151.
Hamilton, L., Lyster, P., and
Otterstad, O., 2000. Social
change, ecology and climate in
20th-century Greenland. Climatic
Change 47, 193–211.
Hamilton, L.C., Brown, B.C.,
and Rasmussen, R.O., 2003.
West Greenland’s cod-to-shrimp
transition: Local dimensions of
climate change. Arctic 56,
271–282.
Hansen, H., and Buch, E.,
1986. Prediction of Year-class
Strength of Atlantic Cod (Gadus
morhua) off West Greenland.
NAFO Scientific Council
Studies 10, 7–11.
Hermann, F., 1953. Influence
of temperature on strength of
cod year-classes. Annales Biologiques
9, 31–32.
Hovgård, H. and Messtorff, J.,
1987. Is the West Greenland cod
mainly recruited from Icelandic
waters? An analysis based on
the use of juvenile haddock as
an indicator of larval drift. NAFO
side 12 • Vejret, 104, august 2005
Scientific Council Research Documents
87/031.
Hurrell, J.W. 1995. Decadal
trends in the North Atlantic
Oscillation: regional temperatures
and precipitation. Science
269, 676–679.
ICES. 2000. The 1999/2000
ICES annual ocean climate
status summary. Prepared by
the Working Group on Oceanic
Hydrography. Editor: Bill Turrell.
(www.ices.dk/status/clim9900/).
Kingsley, M.C.S., Kanneworff,
P., and Carlsson, D.M.,
1999. By-catches of fish in the
West Greenland shrimp survey:
an initial analysis. NAFO Scientific
Council Research Documents
99/111.
Koeller, P.A., 2000. Relative
importance of abiotic and biotic
factors to the management of
the northern shrimp (Pandalus
borealis) fishery on the Scotian
Shelf. Journal of Northwest
Atlantic Fishery Science 27,
21–33.
Lilly, G.R., Parsons, D.G.,
and Kulka, D.W., 2000. Was
the increase in shrimp biomass
on the northeast Newfoundland
Shelf a consequence of a release
in predation pressure from cod?
Journal of Northwest Atlantic
Fishery Science 27, 45–61.
Pauly, D., Palomares, M.L.,
Froese, R., Sa-a, P., Vakily, M.,
Preikshot, D., and Wallace, S.,
2001. Fishing down Canadian
aquatic food webs. Canadian
Journal of Fisheries and Aquatic
Sciences 58, 51–62.
Pedersen, S.A., and Rice, J.,
2002. Dynamics of fish larvae,
zooplankton, and hydrographical
characteristics in the West
Greenland Large Marine Ecosy-
stem 1950-1984. In: Shermann,
K.S., and Skjoldal, H.R. (eds).
Large Marine Ecosystems of
the North Atlantic: Changing
States and Sustainability. Elsevier
Science, Amsterdam, The
Netherlands, 151–193.
Pedersen, S.A., and Smidt,
E.L.B. 2000. Zooplankton distribution
and abundance in West
Greenland waters, 1950-1984.
Journal of Northwest Atlantic
Fishery Science 26, 45–102.
Ribergaard, M.H., 2004. On
the coupling between hydrography
and larval transport in
the Southwest Greenland waters.
Ph.D. thesis. University of
Copenhagen.
Schopka, S.A., 1991. The
Greenland cod at Iceland,
1941–90, and its impact on
assessment. NAFO Scientific
Council Research Documents
91/102.
Stein, M., 2004. Transport of
Juvenile Cod (Gadus morhua)
and Haddock (Melanogrammus
aeglefinus) from Iceland
to Greenland – Is there environmental
forcing? NAFO Scientific
Council Research Documents
04/004.
Storr-Paulsen, M., Wieland,
K., Hovgård, H., and Rãtz,
H-.J., 2004. Stock structure of
Atlantic cod (Gadus morhua) in
West Greenland waters: implications
of transport and migration.
ICES Journal of Marine Science
61, 972–982.
Wieland K., and Hovgård, H.,
2002. Distribution and Drift of
Atlantic Cod (Gadus morhua)
Eggs and Larvae in Greenland
Offshore Waters. Journal of
Northwest Atlantic Fishery
Science 30, 61–76.

Anmeldelse:
50 vejrvarsler, der [måske] virker
Af John Cappelen
Jesper Theilgaard
50 vejrvarsler, der (måske) virker
Gyldendal 2005, 140 sider
ISBN 87-02-03716
Indb. Kr. 129,-
”Når Solen går ned i en sæk, står
den op i en bæk” er et ret kendt
vejrvarsel og på en eller anden
måde er der noget om snakken
i dette korttidsvarsel. Modsat
gør sig nok gældende, når talen
falder på de 12 ”julemærker”
bonden i gamle dage skar i sin
loftbjælke – en for hver af de 12
julehelligdage – som, så skulle
være en langtidsprognose for
hver af de 12 måneder
i det kommende
år. Alle har nok
en fornemmelse
af, hvad der er lidt
kød på, og hvad der
måske mere er overtro
og underholdning. Men
hvordan er det nu lige det
hænger sammen?
Jesper Theilgaard har i en
ny bog taget nogle gamle vejrvarsler
og mundheld op og tilsat
lidt højteknologisk krydderi.
Korttidsvarsler, generelle varsler
og langtidsvarsler bliver gennemgået
og bedømt igennem Jesper’s
faglige briller i hvert sit afsnit i
bogen, og dette hele er illustreret
med søde tegninger af grafikeren
og tegneren Jytte de Mylius.
Udover det indeholder bogen
et historisk vejr afsnit fra Middelalderen
til nu, og så er der et
lille godt leksikon. Endelig er der
en alfabetisk oversigt over alle
bogens varsler og et register.
Gamle danske vejrvarsler er
stadig i disse højteknologiske
dage et meget populært emne,
selvom en del er det rene vås,
og selvom vi nu har rig mulighed
for alskens vejrudsigter – lokalt
og globalt – i en mangfoldighed
af medier. Jesper har begået en
god bog om noget, der
optager mange sind
og vil blive ved
med det.
Det eneste, jeg synes, mangler
er en henvisning til andre
gode bøger om vejrvarsler fx
Ib Askholm’s ”Gamle danske
vejrvarsler”, der indeholder en
beskrivelse af langt flere vejrvarsler,
fordi der er jo mange flere
end de 50, Jesper har behandlet.
Og så kunne jeg også godt have
tænkt mig nogle gode fotos af
specielt himlen og skyer under
behandlingen af varslerne, men
Jesper har valgt en ren stil med
tegninger igennem hele bogen
og det virker bestemt
også godt.
Vejret, 104, august 2005 • side 13

Måling af luftfugtighed ved DMI
Af Claus Nordstrøm,
Observationsafdelingen,
DMI
Indledning
Et hygrometer er den videnskabelige
betegnelse for et instrument
beregnet til måling
af luftfugtighed. Den følgende
tekst vil fokusere på hygrometre
og luftfugtighedsmålinger. Problemer
mht. strålingsafskærmning,
ventilation, målingernes
arealrepræsentativitet, metadata
med mere, ligger uden for rammerne
af denne artikel. Manuelt
eller automatisk opererede instrumentopstillinger
i Stevenson
screens, de såkaldte Engelske
hytter, har operationelt set været
fortid længe, med enkelte kuriøse
undtagelser. Bortset fra instrumenterne
i det marine meteorologiske
målenet, der hovedsagligt
er af psykrometertypen, er alle de
øvrige hygrometre fuldautomatiske.
Instrumenter, der anvendes
til luftfugtighedsmålinger i forbindelse
med radiosonderinger
og mere specielle målinger, vil
ikke blive behandlet her. Kun
hygrometerinstrumenteringen i
det meteorologiske målenetværk
fra stationer på landjorden og
observationer fra skibe vil blive
omtalt i det nedenstående. Assmann-psykrometre,
der i visse
tilfælde bliver medbragt som
reserverejsenormaler, er i realiteten
udgået af rutinemæssig brug.
Nogle instrumenter f.eks. Vaisala-sensoren,
der er et integreret
side 14 • Vejret, 104, august 2005
instrument til måling af temperatur
(PT100 modstandstermometer)
og luftfugtighed (HUMICAP
kapacitans-princip), bliver i det
nedenstående kun omtalt som
værende et hygrometer, og instrumentet
som termometer er
blevet behandlet særskilt i artiklen
om måling af temperatur. Det
skal her pointeres, at der kun er
medtaget de instrumenter, som
DMI har ansvar for. I målenettet
indgår der yderligere et antal hygrometre,
hvor serviceansvaret
ikke ligger hos DMI (men især
hos luftfartsvæsnet i Danmark,
SLV, og hos lufthavnsvæsnet i
Grønland, GLV). Der indgår p.t.
ingen målinger fra bøjer i målenettet
administreret og drevet
af DMI.
Hygrometre på meteorologiske
stationer under DMI’s
ansvarsområde
I Danmark måles der luftfugtighed
på ca. 55 fuldautomatiske
meteorologiske målestationer
og hygrometrene er hovedsagligt
at typen Vaisala HUMI-
CAP placeret i en Young-type
strålingsafskærmning (se figur
1). Sensorhovederne på Vaisala-stationshygrometrenebliver
rutinemæssigt udskiftet ca.
hvert andet år med nykalibrerede
sensorhoveder, hvorfor der ikke
bliver foretaget kalibrering i felten
på den enkelte lokalitet, da
al kalibrering af denne type instrumenter
foretages i elektroniklaboratoriet.
På de grønlandske
stationer, der er bestykket med
Vaisala HMP45D, udskiftes sensorhovederne
ligeledes mindst
en gang hvert andet år i forbindelse
med stationsbesøg.
Hygrometre, der måler forkert
af årsager, som ikke har noget at
gøre med fysiske nedbrud af hygrometret
eller systemet, søges
detekteret ved en regelmæssig
stikprøvekontrol (ca. to gange
ugentligt). Luftfugtighedsmålingerne
fra de enkelte stationer vurderes
så i forhold hinanden, og
som supplement kan der f.eks.
genereres et isodrosotermkort
(kort med linjer igennem områder
med samme dugpunktstemperatur)
eller et isohumekort
(kort med linjer igennem områder
med samme relative fugtighed;
en isohume kan også
være en linje igennem områder
med samme absolutte fugtighed,
samme specifikke fugtighed, eller
hvilket som helst andet aktuelt
fugtighedsmål), tegnet på
basis af alle luftfugtighedsmålingerne
i det danske målenet. En
meget afvigende luftfugtighedsmåling
vil således resultere i et
bemærkelsesværdigt isolinjeforløb,
hvorved det fejlbehæftede
hygrometer kan lokaliseres og
fejlmeldes.
I Grønland opererer DMI med
i alt ca. 26 hygrometre. Hygrometerbestykningen
fordeler sig med
6 stk. Vaisala HUMICAP på de
såkaldte V98-stationer; 20 stk.
af typen Wilh. Lambrecht hårhygrometre
på de 20 såkaldte øde

stationer. For typen Lambrecht
Hårhygrometer sensorerne (alle
i Grønland) gælder det, at alle
bliver et-punkt-kontrolleret, for
de flestes vedkommende ca. en
gang om året ellers mindst en
gang hvert andet år. Et-punktkontrollen
foregår ved at omvikle
instrumentet med et med vand
gennemvædet klæde: efter ½time
bliver hygrometret justeret
til vise 95% RH, og kalibreringen
er slut. Justeringen til de 95%RH
er almindelig tradition ved vådtklæde-kalibrering
af hårhygrometre
(og nævnes også i instrumentmanualer),
selv om en indstilling
til 100% ved vådt-klæde-princippet
umiddelbart burde være det
mest nærliggende. Erfaringer fra
felten peger dog på, at de bedste
resultater fremkommer ved justering
til 95%.
På Færøerne opererer DMI
med i alt 4 stk. hygrometre: ét
instrument på hver af DMI’s 4
meteorologiske målestationer,
hvor der sidder 3 stk. af typen
Lambrecht Hårhygrometer og 1
stk. af typen Vaisala HUMICAP
på V98-stationen på Fugloy.
Kalibrering og kontrol af sta-
tionshygrometrene på Færøernes
foretages på samme måde som
de øvrige automatiske meteorologiske
stationer i rigsfællesskabet.
I tilfælde af decideret akutte
tekniske problemer omkring
det enkelte hygrometer (både
Figur 1. Vaisala HUMICAP-sensor med en YOUNG strålingsafskærmning. Bemærk
den lille størrelse på selve fugt-føleelementet (den såkaldte HUMICAP),
der er forstørret op. Dette instrument anvendes til måling af luftfugtighed på de
såkaldte V98-stationer både i Danmark, Grønland og Færøerne. V98 hentyder
til den seneste generation af meteorologiske målestationer, hvor moderniseringen
startede i 1998.
kapacitans- og hårhygrometertyperne),
fejlmeldes dette,
i forbindelse med den almindelige
stationsovervågning, til
observationsafdelingens tekniske
sektion, som derefter tager
aktion på problemet ved næste
servicebesøg. Stikprøvekontrol,
hvor den enkelte luftfugtighedsmåling
”visuelt” vurderes vha. et
isodrosoterm- eller isohumekort,
som det sker for de danske luftfugtighedsmålinger,
bliver ikke
foretaget for de grønlandske og
færøske temperaturmålinger, da
stationerne ligger for spredt, men
der foretages almindelige stikprøvevurderinger
af hvert enkelt termometer
to gange ugentligt.
Hygrometrene i det marine
meteorologiske målenetværk
Kun de skibe i det marine meteorologiske
målenet, der melder
fuld synop, er bestykket med
hygrometre. Dvs., at ud af i alt
ca. 50 skibsfartøjer (både flåde-,
fiskeri- og civilfartøjer) er der ca.
20 skibe, hvorfra der meldes luftfugtighed.
Hygrometrene her er
af psykrometertypen (nærmere
betegnet at typen slyngpsykrometre),
hvis måleprincip består i
en samtidig ”tør” og ”våd” temperaturmåling
(se figur 3). Som
led i PMO’s (Port Meteorological
Officer) aktiviteter besøges
hvert enkelt skib i det marine
meteorologiske målenetværk ca.
en gang hver 1-1½ år bl.a. med
henblik på kalibrering af de meteorologiske
instrumenter, hvor
der foretages en kalibrering af
det termometerpar, der indgår i
psykrometerinstrumenterne. Kalibrering
af skibstermometrene
foregår ved, at temperaturrejsenormalen
sammen med termometerparret
fra slyngpsykrometret
Vejret, 104, august 2005 • side 15

nedsænkes i et vandbad, hvor
det enkelte termometers afvigelse
fra referencen kontrolleres.
Slyngpsykrometrene på skibene
er p.t. ved at blive udskiftet med
elektroniske hygrometre af HU-
MICAP-typen.
Referencenormal (og
Arbejdsnormal)
En reference til kalibrering af
hygrometre af typen Vaisala
eksisterer ved DMI i form af et
luftfugtighedskalibreringskammersystem.
Dette kalibreringssystem
anvender det princip, at en
meget ren mættet saltopløsning
i et lukket kammer, resulterer i
en ganske bestemt relativ luftfugtighed
i kammeret over opløsningens
overflade. Forskellige
typer saltopløsninger resulterer
i forskellige luftfugtigheder, og
når temperaturens rolle indregnes,
kan relative luftfugtigheder
vha. kalibreringskammersystemet
reproduceres i området fra
ca. 10-100% RH til at ligge ind-
enfor en usikkerhed på ±1.5-
2.0% RH ved 25°C. Følgende
referencemålepunkter anvendes
ved DMI (referencefugtigheden
og usikkerheden varierer lidt med
temperaturen):
LiCl-saltopløsning ved 25°C:
11.3 %RH
NaCl-saltopløsning ved 25°C:
75.3 %RH
K 2 SO 4 -saltopløsning ved 25°C:
97.3 %RH
Til fastsættelse af 0-punktet (RH
= 0%) benyttes en tør luft.
Dette luftfugtighedskalibreringskammersystem
anvendes kun i
laboratoriet/værkstedet og ikke i
felten, da nogle saltopløsningers
side 16 • Vejret, 104, august 2005
ligevægtsluftfugtighedsspecifikationer
ændres irreversibelt, når
temperaturen kommer under ca.
18°C. En mættet saltopløsnings
egenskaber i et kalibreringskammer
kan ikke betegnes som en
kalibreringsmæssig sporbar normal
i almindelig forstand, idet
Figur 2. Lambrecht Hårhygrometer: Dette instrument anvendes til måling af lufttemperatur
på de grønlandske ødestationer og på 3 ud af de 4 færøske stationer.
På selve stationen er instrumentet arrangeret i en strålingsafskærmning.

den i modsætning til et instrument
A kalibreret op mod et instrument
B, ikke direkte er sammenkædet
med referencen. De
kemisk rene salte i portionsmål,
der leveres med kalibreringscertifikater,
certificerer saltopløsningernes
præstation i forhold til
fugtighedsangivelser i en særlig
kalibreringstabel. Det målestandardlaboratorium,
hvorfra DMI
anskaffer saltopløsningerne,
udfører stikprøvekontrol af saltopløsningernes
præstation i
et tilsvarende kalibreringskammersystem,
og er akkrediteret af
FINAS (FINlands Akkrediterings-
Service).
Måleprincippet i hygrometrene
på DMI’s meteorologiske
stationer
Sensoren, der anvendes til måling
af luftfugtighed på DMI’s
nyeste meteorologiske målestationer,
de såkaldte V98-stationer,
er et kapacitanshygrometer fra
det finske firma Vaisala (se figur
1). Instrumentet er i sin helhed et
integreret termometer og hygrometer,
men er her kun vist med
hygrometerdelen og er på billedet
præsenteret sammen med
strålingsafskærmningen, som
instrumentet er placeret inden i,
når det er i drift på en meteorologisk
målestation. Selve sensoren
er af dimensionerne ca. 4 x 3 x
0,5 mm og består af en kapacitor,
hvis dielektrikum udgøres af en
polymérfilm. Som funktion af luftens
relative fugtighed (0-100%)
optager eller afgiver polymérfilm-
en fugtighed, der bevirker, at
kapacitansen ændrer sig, hvilket
kan omsættes til et mål for relativ
luftfugtighed.
Sensortypen, der anvendes til
måling af luftfugtighed på DMI’s
såkaldte ødestationer, dvs. de
vanskeligt tilgængelige meteorologiske
målestationer i Grønland,
er et hårhygrometer fra det tyske
firma Wilh. Lambrecht (se figur
2). Hårhygrometrets måleprincip
bygger på, at et hår, som funk-
Figur 3. Slyngpsykrometer. Bemærk kanten af ”strømpen” på det ene termometer.
I det marine meteorologiske målenet anvendes stadig mange hygrometre af
psykrometertypen, selv om instrumentbestykningen på skibene p.t. er under
modernisering.
tion af luftens relative fugtighed
(0-100%), optager eller afgiver
fugtighed og dermed udvider sig
(forlænges) eller trækker sig sammen
(forkortes). Denne ændring
i hårenes længde kan omsættes
til et mål for relativ luftfugtighed.
I gamle instrumenttyper anvendtes
hestehår, men i moderne
hårhygrometre anvendes hår af
kunststof (fine pernix-tråde). I
det viste instruments tilfælde
benyttes tre bundter af pernixtråde
for at gøre målingen mere
stabil.
Den samlede teoretiske måleusikkerhed
for det enkelte hygrometer
i drift ude på den enkelte
meteorologiske målestation kan
med god tilnærmelse bestemmes,
hvis det forudsættes, at
strålingsskærmen er helt ren,
og der er gode naturlige ventila-
tionsforhold (dvs. at placeringen
er optimal, og at vindforholdene
samtidigt er tilstrækkelige til at
sikre en god luftudskiftning).
Måleusikkerhed vurderes da til
at ligge i området ±2-5% RH,
afhængig af instrumenttypen,
modellen, sensorelementets alder
samt tiden, der er gået siden
sidste kalibrering. En luftfugtighedsmåling
fra f.eks. en sensor i
en snavset strålingsafskærmning
under vindstille forhold, vil giver
større måleusikkerheder.
Hygrometre har generelt en
større måleusikkerhed og en
langsommere responstid, end
hvad der gælder for barometre
og termometre i tilsvarende kalibreringsklasse.
Normalt er instrumenterne
til måling af luftfugtighed
placeret i niveauet 2
m over jordoverflade, men på
skibene i det marine meteorologiske
målenet er de af logistiske
årsager placeret tæt ved fartøjets
Vejret, 104, august 2005 • side 17

styrehus og således i variabel
højde (typisk mellem 10 og 20
m) over havoverfladen, afhængig
af skibstypen.
I det marine meteorologiske
målenet anvendes stadig hygrometre
af psykrometertypen, selv
om instrumentbestykningen på
skibene p.t. er under modernisering.
Måleprincippet i et psykrometer
bygger på termodynamik
og anvender temperaturforskellen
mellem et lufttermometer og
et termometer, som er stofomviklet
og fugtet med destilleret
vand, hvor fordampningsraten
er en funktion af atmosfærens
luftfugtighed. Energien, som går
til fordampning af vand fra det
De danske vejrtjenester, der nu
er samlet i DMI har en historie,
der går helt tilbage til 1873. Der
har i den periode været mange
forskellige tjenestesteder, opgaver
og personer. Det er en del
af et historisk forløb, og det vil
være trist, hvis de mange gamle
informationer går tabt.
Lige efter 2. verdenskrig gik
det stærkt, specielt indenfor flyvemeteorologien,
så der kom en
stor tilgang af personale, et personale,
der nu er gået på pension,
men fortsat har en stor viden om
tiden, og som kan have et stort
materiale fx billeder, scrapbøger,
anekdoter og minder om vejrsituationer.
Det er dette materiale
DMI nu gerne vil have indsamlet
og overført til elektronisk form.
Der er i nutidens statslige orga-
fugtige stofomviklede ”våde”
termometer, tages fra termometerkuglen,
som dermed afkøles,
hvis den relative luftfugtighed
i atmosfæren er mindre end
100%. Sammenholdt med en
måling af lufttemperaturen er en
bestemmelse af dugpunktstemperaturen
og dermed den relative
luftfugtighed mulig. Slyngpsykrometret
ventileres ved manuelt
at svinge termometerparret rundt
vha. et håndtag (figur 3).
Udover hygrometre kan det
nævnes, at DMI opererer med
et antal bladfugtsensorer, der er
en slags fugtighedssensor, men
som kun finder anvendelse på
DMI’s jordbrugsstationer. Denne
nisationer ikke midler til en sådan
historisk indsamling, men
på DMI håber vi, at nogle aktive
seniorer, der fortsat har interesse
for meteorologi og de danske
vejrtjenester – i dag DMI – har
lyst til på frivillig basis at finde
gammelt materiale sammen. Der
søges tilmed nogle tovholdere,
både i Jylland og på Sjælland, der
vil sørge for at scanne materialet
ind, sætte navne, tider og steder
på billedmaterialet, og således få
ordnet det materiale, der kommer
ind.
Indsamlingsprojektet kan fx
arrangeres i forbindelse med
etablering af seniorklubber fx på
et eller to af DMIs tjenestesteder,
hvor der er indscanningsudstyr,
men det kan også være mobilt i
målertype, der er af typen Ja/
Nej-sensorer, detekterer antallet
af minutter den foregående
time, hvor der har været registreret
overfladefugt på en slags
kunstigt blad i form af et 7x4cm
areal på en plade, belagt med
et fint arrangeret labyrintagtigt
kredsløb. I tilfælde af en dråbe
på pladen kortsluttes kredsløbet,
hvilket er ensbetydende med tilstedeværelsen
af fugtighed [på
pladen]. Målingerne antager
værdierne fra 0 til 60 minutter.
Således registreres kun bladfugt
i form af nedbør eller dugdannelse.
Bladfugtsensorer i DMI’s
målenet beløber sig antalsmæssigt
til ca. 20 instrumenter.
DMI søger sine historiske rødder
side 18 • Vejret, 104, august 2005
forbindelse med en bærbar PC, så
man kan komme rundt i landet.
Som det måske kan fornemmes,
er projektet stadig på skitseplanet,
så de, der melder sig, vil
selv kunne få nogen indflydelse
på, hvor det hele skal føre hen
og på, hvordan arbejdet skal i det
hele taget udføres.
Har du eller kender du nogen,
der har materiale, har du bare
gode ideer, eller har du lyst til at
være tovholder eller blot at deltage
i seniorklub arrangement, så
mail, skriv eller ring til:
Nina Wallin
Danmarks Meteorologiske Institut
Lyngbyvej 100
2100 København Ø
email: niw@dmi.dk
Tlf.: 39 15 72 51

Nyt fra formanden
Når Vejret dukker op i brevkassen
varsler det, at en ny årstid er
godt på vej! I al fald synger denne
sommer efterhånden på sidste
vers, og efteråret nærmer sig så
småt med sine mange tilbud om
indendørsaktiviteter. Her melder
Dansk Meteorologisk Selskab sig
vanen tro også på banen med
et par foredrag. Som annonceret
andet sted i bladet vil en gammel,
men så absolut også aktuel
kending blandt selskabets medlemmer,
Erik Rasmussen, tilbyde
sig med et foredrag. Denne gang
vil han underholde og udvide
vores horisont i fortsættelse af
sine artikler bragt her i Vejret
gennem den senere tid, hvor
han har beskæftiget sig en del
med Aristoteles eller rettere sagt,
med hans meteorologiske arbej-
der. Der vil som sædvanligt blive
rig mulighed for at diskutere med
dagens foredragsholder, samt et
gensyn med gamle kolleger og
bekendte, som også har fundet
vej forbi.
Mens Vejret forsætter med at
ligne sig selv – som altid med
mange varierende og spændende
artikler - så er det planen efterhånden
at give selskabets hjemmeside
en tiltrængt renovering.
I den forbindelse er det planen
at gøre alle tidligere numre af
Vejret tilgængelige på hjemmesiden
i pdf-format, dog med en
vis forsinkelse, så de allernyeste
årgange ikke ligger umiddelbart
tilgængelige. Vores kasserer,
Brian Broe har haft mulighed for
at scanne og konvertere formatet
af de ældre numre, mens de
seneste par årgange allerede er
lavet i dette format i forbindelse
trykningen. Samtidig hermed er
det håbet at gøre hjemmesiden
lidt mere levende og derigennem
udnytte de muligheder, der er for
at kommunikere med selskabets
medlemmer uden nødvendigvis
altid at skulle sende breve eller
lave små notitser i Vejret. Forhåbentlig
når web-redaktionen at
komme igennem dette arbejde
inden udgangen af året. Det er
i al fald ønsket og håbet at vi
kan præsentere en ny og mere
moderne hjemmeside senest
på næste års generalforsamling.
Hold derfor øje med www.dams.
dk i den kommende tid, måske
vil du selv kunne opdage forandringen?
Jens Hesselbjerg Christensen
Vejret, 104, august 2005 • side 19

Interview
En skærmtrold med sten i næsen
Af Bjarne Siewertsen
”Nu stopper duuu!!”
Ordene kommer prompte fra DR’s
tv-meteorolog Ann Marker, da jeg
forsøger at komplimentere hendes
tøjstil. For hvis der er noget,
skærmtrolden ikke gider diskutere,
så er det sin påklædning.
Vejret har sat Ann Frisenborg
Marker i stævne. Vi kender
hende alle sammen fra TV-avisens
vejrudsigt, men hvem er hun
egentlig?
”Jeg er en kvinde på 33 år. Min
kæreste Ole og jeg har sammen
lille Mie, som er en gudeskøn
bulderbasse på 15 måneder,”
fortæller Ann Marker begejstret.
”Oprindeligt er jeg uddannet
geolog fra Københavns Universitet,
og jeg havde vel tænkt mig
en fremtid som sej borebisse af
den slags, der skiftevis er 14 dage
på en boreplatform og 14 dage
hjemme. Men efterhånden fandt
jeg ud af, at det nok ikke helt
var min boldgade alligevel. Så
jeg nøjedes med en to måneders
kortlægningstur i Grønland. Og i
stedet for oliespecialet blev det
til et spændende speciale om
fluide inklusioner i norske pegmatitter.”
Savner du så geologien?
”Ja, og jeg ville anytime vælge
geologi igen! Det var et fantastisk
spændende studie, men
desværre er der bare ikke super-
side 20 • Vejret, 104, august 2005
mange spændende jobs indenfor
faget...så, da jeg i 2002 så jobannoncen
til en ny meteorolog
på tv, tænkte jeg...det lugter da
lidt derhenad. Så den søgte jeg.”
Hvorfor blev det netop dig, der
fik jobbet?
”Ja, jeg tror egentlig, at jeg fik
det, fordi de gerne ville have en
ung kvinde, og så havde jeg jo
den fordel, at jeg var naturvidenskabeligt
uddannet. Med til
historien hører måske også, at
jeg overhovedet ikke var nervøs
til de forskellige castings. Jeg så
det bare som en oplevelse, for det
har sådan set aldrig været nogen
drøm for mig at komme på tv,
og jeg regnede heller ikke med,
at jeg ville få jobbet. Nå, men
det blev alligevel mig, der kom
igennem nåleøjet, og blandt de
300 ansøgere var det mig, som
blev ansat.”
Har du været glad for det?
”Absolut. Det er et dejligt arbejde,
Ann Marker i afslappet stil off-screen. Bemærk den lille kæde om halsen. Foto:
Bjarne Siewertsen

og jeg arbejder sammen med en
masse dejlige mennesker. Men
det er jo ikke det samme som, at
det er en dans på roser. Det kan
for eksempel være træls at føle
sig overvåget. Jeg ved aldrig om
folk glor på mig, fordi de synes,
at jeg er irriterende, eller fordi de
synes, at jeg er god, eller om jeg
har spildt noget på trøjen.”
Hvad har været den største udfordring?
"Det har været meteorologien
- ikke så meget det at læse prog-
noserne osv - mere selve forståelsen,
at finde overblikket
og forstå dynamikken – og det
er stadig svært, synes jeg. De
gode folk på vejrtjenesten får
sig nok også en griner engang
imellem, når jeg hårdnakket påstår
et eller andet, som de grundet
deres langt større erfaring
bare kan ryste på hovedet af.”
Hvad har været det sjoveste ved
at komme på tv?
”Hmmm, jeg kan ikke komme på
noget, der skulle være det sjoveste.
Det er jo bare blevet hverdag,
og jeg tror, vi har det som
på de fleste store arbejdspladser.
Hvilken vejroplevelse har gjort
størst indtryk på dig?
(Ann kigger opgivende på Deres
udsendte, og det er tydeligt, at
jeg har misforstået noget…)
”…ja, egentlig kan jeg ikke
nævne én enkelt vejroplevelse.
Efter jeg har fået dette job, har
En typisk vagt for Ann Marker
10.00: Møder og får overlevering af morgenvagt
10.20-10.50: Garderobe + sminke
10.50-12.00: Sætter jeg mig ind i vejrsituationen og laver de kort,
der grafisk fremstiller vejret
12.08-12.10: Vejrudsigt på tv
12.10-13.00: Frokost
13.00-15.30: Sætte satellitfilm eller animationer i gang samt (hvilket
er ekstremt tidskrævende) forsøge at finde et par gode historier
til de lange vejrudsigter. Gerne hvis der er gode billeder fra udland
- så redigerer vi dem selv, ellers kan det være en historie vi finder
ved fx. DMI, så skal vi have lavet grafik til osv. Løbende opfølgning
på vejrsituationen.
14.20: Interview til DAB radioen
15.30-17.00: Lave de sidste grafiske kort
17.00: Intro til DR2 deadline
17.20-17.24: Vejrudsendelse
17.24-18.00: Tjekke de sidste vejrupdates, lave andre kort til de
næste udsendelser - evt. rette kort til
18.55-18.57: Vejrudsendelse
19.20-19.24: Vejrudsendelse
19.20-20.00: Aftensmad
20.15: Radiointerview til DAB
20.15-21.20: Lave ny grafik og ændre grafik hvis nødvendigt
21.20-21.22 Vejrudsendelse
22.00: Tid til at gå hjem
jeg oplevelser med vejret næsten
hver dag. Pludselig har jeg jo lært
at vende blikket mod himlen. Det
er ikke specielt de voldsomme
eller smukke vejrsituationer, der
betager mig, det er også at følge
dagens gang. Og så er det jo
klart, at en del af det hænger sammen
med det konstante fokus,
jeg har på, om det, jeg har sagt,
nu også kommer til at passe.... ”
Hvad har været din største bommert?
”Min største bommert - ja sådan
én har jeg haft… Den lavede jeg
for ca. fire måneder siden. Jeg
havde i sidste øjeblik valgt at
lave et oversigtskort - dvs. et
Europakort med fokus på DK.
Jeg brugte vores computer til
at sætte mine tryksymboler -
og registrerer ikke, at et højtryk
bliver sat over de baltiske lande
- hvor der skulle have været et
lavtryk. Efterfølgende står jeg
og taler om nordenvind over
Danmark...meget usmart. Lige
da jeg kom ud fra studiet, kunne
jeg mærke, at der var noget galt,
og da jeg så undersøgte sagen, fik
jeg det så dårligt, at jeg slet ikke
kunne spise – jeg satte mig bare
til at vente ved telefonen. Heldigvis
kom klagestormen ikke, så
enten opdagede I det ikke, eller
også gad I ikke at ringe ind…”
Et sidste spørgsmål: Hvad er det
med dig og din påklædning?
"Jeg gider ikke tale om mit tøj,
fordi det bare fylder for meget.
Jeg er dødtræt af, at selv min
mor kan se en hel vejrudsigt og
bagefter sige »ejj..Ann nu hørte
jeg slet ikke, hvordan vejret bliver
i morgen, men i øvrigt så
kunne du nu da godt have haft
en lille kæde om halsen..« "
Vejret, 104, august 2005 • side 21

Forårsvejret 2005 - solrigt
Af Stig Rosenørn, DMI
Som en helhed var foråret 2005
lidt varmere end normalt trods
en vinterlig marts. I slutningen
af maj var det meget varmt, over
30 o C. Forårsvejret var meget solrigt
og nedbøren var omkring det
normale.
Martsvejret var noget koldere
end normalt med et stort overskud
af sol ved en overvægt af
østlige vinde. Aprilvejret var var-
mere end normalt, og der var
fortsat overskud af sol. Østlige
vinde var ligeledes fremherskende
i april. Majvejret var mere
nedbørrigt end normalt og med
flere vestenvinde end normalt.
Pr. definition indgår vejret i
månederne marts, april og maj i
forårsvejr, og for de enkelte måneder
i 2005 blev de vigtigste klimabeskrivende
gennemsnitstal
for landet som helhed følgende,
idet normalerne for perioden
1961-90 er angivet i parentes.
KLIMATAL FOR FORÅRET 2005
Vejrforløbet i marts
Ved indgangen til marts dækker
kold vinterluft store dele af
Europa ved højt lufttryk over Island
til Østgrønland og et lavtryk
over Vestrusland. Sne og snefygning
forekommer over store
dele af landet den 1-2., hvorefter
vejret klarer op med streng frost
om natten til den 4. -15 til -20 o C
registreres mange steder. Det
kolde vejr fortsætter endnu et
par dage, hvorefter mildere luft
fra NW trænger ind over landet
Marts April Maj Foråret
Døgnmiddeltemperatur 1.5(2.1) 7.6(5.7) 10.8(10.8) 6.6(6.2)
Døgnmiddelmax.temp. 4.7(4.9) 11.7(9.6) 14.8(15.0) 10.4(9.8)
Døgnmiddelmin.temp. -2.0(-0.8) 3.8(2.1) 7.0(6.5) 2.9(2.6)
Abs. højeste temp. 15.6(14.0) 20.7(20.0) 30.7(25.7) 30.7(25.7)
Abs. laveste temp. -20.2(-12.3) -4.9(-7.1) -1.6(-3.6) -20.2(-12.5)
Frostdage (min. ≤ 0°C) 19(15) 3.2(6.6) 0.1 (0.7) 22(22)
Soltimer 179(110) 217(162) 208(209) 604(481)
Nedbørmængde (mm) 43(46) 30(41) 61(48) 134(135)
Antal nedbørdøgn
Sommerdage
max. temp. >25°C
13(14)
0.0(0.0)
10(12)
0.0(0.0)
18(12)
0.9(0.2)
41(38)
0.9(0.2)
Hyppighed i % af blæst 4(13) 3(8) 2(6) 3(8)
Fremherskende
vindretning i %
E 26(19) E: 28(16) W: 33(20)
Fremhævede tal : helt usædvanlige klimatal
Understregede tal : sjældne klimatal
side 22 • Vejret, 104, august 2005

Figur 1. Øverst: Forårets termogram fra Beldringe på Fyn. Nederst: Vindretningen målt på Hesselø i Kattegat. Grafik: Leif
Rasmussen.
uden nedbør af betydning. Frem
til den 10. er vejret tørt med en
del sol og temperatursvingninger
omkring frysepunktet. Et kraftigt
lavtryk bevæger sig mod SE den
11-12. ned over Sydsverige, og
på lavtrykkets bagside trænger
igen forbigående kold vinterluft
med snebyger ned over landet
fra NE i et par dage. Endnu en
mildning fra NW den 14. følger
efter, og den 16. rigtig mildluft fra
W med regn. Et højtryk forstærkes
derefter over Skandinavien,
og vejret er tørt og solrigt med
udbredt nattefrost frem til den
22. Højtrykket svækkes noget, og
i en sydøstlig luftstrøm trænger
efterhånden lunere men fortsat
tør luft op over landet. Mange
steder når temperaturen over 15
grader i dagene fra den 23-25.
Fronter fra SW når ind over især
Jylland og giver lidt regn omkring
den 26., hvorefter vejret igen sta-
40N
30N
970-1002 1002-1006 1006-1010 1010-1016 1016-1020 1020-1024 1024-1050
m.s.l. pressure G45 2005030000+024
1004
1000
1016
1012
biliseres med sol og tørvejr i en
østlig luftstrøm ved højt lufttryk
over Skandinavien i resten af måneden.
1020
40W 30W 20W 10W 0 10E 20E
Figur 2a. Middellufttryk ved havniveau for marts 2005 beregnet på basis af
fire daglige DMI-HIRLAM analyser. Figuren er produceret af Niels Woetmann
Nielsen.
1016
1008
Marts måneds vejr var således
langt overvejende solrigt. Vinterligt
i starten og forårsagtigt i
sidste halvdel.
1012
1016
Vejret, 104, august 2005 • side 23

Vejrforløbet i april
Højtryk over Østersøegnene giv-
er tørt og solrigt vejr med stigende
temperaturer i de første 3-
4 dage af april. Et frontsystem
med lidt regn passerer omkring
den 5. fra W, hvorefter mild luft
fra W og SW er dominerende
frem til den 8. Noget køligere
luft trænger ind over landet fra
W den 9., og en efterfølgende
østgående højtryksryg omkring
den 11. giver tørt vejr med sol. En
frontbølge op over landet fra SW
giver en del regn omkring den 13-
14., hvorefter vejret stabiliseres
i en østlig luftstrøm. I resten af
april råder en overvejende tør og
for det meste solrig luftstrøm fra
omkring E ved højt lufttryk over
Skandinavien det meste af tiden.
Nattefrost forekommer i ind-
landet flere gange, ligesom svage
frontpassager et par gange forbigående
giver lidt regn og mere
skyet vejr.
April måneds vejr var således
overvejende tørt og solrigt ved
for det meste højt lufttryk nær
landet.
Vejrforløbet i maj
Lune, men også ustabile luftmasser
trænger op over landet fra S
i de første dage af maj ledsaget
stedvis af torden. Køligere luft
trænger ned over landet fra NW i
løbet af den 4-5., og det kølige og
noget ustadige vejr består frem
til den 10. i forbindelse med et
omfattende lavtryksområde over
Skandinavien og Norskehavet.
Lavtryksområdet svækkes efterhånden,
og et højtryk over
Nordsøen giver tørt og solrigt
vejr i dagene omkring den 12-
13. Svage fronter passerer landet
omkring den 15-16., hvorefter
en højtryksryg igen giver overve-
side 24 • Vejret, 104, august 2005
jende tørt og solrigt vejr i et par
dage. I løbet af den 20. trænger
lunere og fugtigere luft op over
landet fra S, og tilstrømningen fra
S og SW består stor set måneden
ud ved gennemgående højt lufttryk
over Vestrusland og Sydøsteuropa.
Meget varm luft fra
Centraleuropa trænger op over
landet den 28. Over de sydlige
40N
30N
40W 30W 20W 10W 0 10E 20E
970-1002 1002-1006 1006-1010 1010-1016 1016-1020 1020-1024 1024-1050
Figur 2b. Som figur 2a, men for april 2005.
40N
30N
m.s.l. pressure G45 2005050000+024
1016
1020
1020
40W 30W 20W 10W 0 10E 20E
1016
Figur 2c. Som figur 2a, men for maj 2005.
egne når temperaturen op over
30oC i tørt og solrigt vejr, inden
køligere luft med regn fra SW og
W fra Nordsøen sænker temperaturen
betydeligt i de sidste par
dage af måneden.
Maj måneds vejr var således
mere ustadigt end normalt og
med kortvarig rigtig sommervarme
den 28.
970-1002 1002-1006 1006-1010 1010-1016 1016-1020 1020-1024 1024-1050
1014
m.s.l. pressure G45 2005040000+024
1014
1010
1018
1022
1018
1012
1006
1010
1016

René Descartes
En stor filosof, en ukendt meteorolog
Af Erik Rasmussen
Dette er første del af historien
om René Decartes. Redaktionen
har i samråd med Erik Rasmussen
besluttet at dele denne
spændende historie i to dele,
således at anden halvdel kan
læses i Vejret 105.
Selveste Aristoteles var, som tidligere
behandlet i en artikel i VEJR-
ET (se VEJRET nr. 98, februar
René Descartes
2004), det første og formodentlig
bedst kendte eksempel på, at
store filosoffer har tillagt meteorologien
stor betydning og beskæftiget
sig indgående hermed.
Også andre fremstående filosoffer
har beskæftiget sig med meteorologien
op igennem tiderne
og ydet værdifulde bidrag til udviklingen
til dette fagområde. Et
eksempel herpå er den franske
filosof og videnskabsmand René
Descartes (1596-1650), som i
den første halvdel af 1600-tal-
let blandt meget andet bidrog til
at gøre en ende på Aristoteles’
dominans indenfor naturfilosofien,
herunder meteorologien.
Descartes var både filosof og
naturforsker og tillige et af de
største matematiske genier, som
har levet. Medens hans bidrag
til matematikken, herunder først
og fremmest udviklingen af den
analytiske geometri er velkendt,
nævnes han kun sjældent i meteorologisk
sammenhæng undtagen
i forbindelse med hans teori
om regnbuen. Om dette naturfænomen,
som lige siden Aristoteles’
tid havde udfordret en lang
række tænkere og naturfilosoffer,
formulerede han nemlig som den
første en i det væsentlige korrekt
forklaring, selvom den endelige
forklaring måtte vente til Newton
havde afklaret, hvorledes hvidt
lys er sammensat af en række
forskellige farver, som genfindes
i den mangefarvede regnbue.
Selvom forskere som Copernikus,
Kepler og ikke mindst Galilei
op igennem 1500- og starten af
1600-tallet havde slået de første
brecher i det alt-dominerende
katolsk-aristoteliske system og
det på denne begrundede naturforståelse,
var denne middelalderlige
opfattelse stadig fremherskende,
ikke mindst på datidens
universiteter. Som sin engelske
samtidige, Francis Bacon, var Descartes
bevidst om den aristoteliske
filosofi’s utilstrækkelighed,
set i lyset af de ny videnskabelige
landvindinger, og søgte ligesom
Vejret, 104, august 2005 • side 25

denne at formulere et alternativ
hertil. Begge indså, at i denne
situation, hvor middelalderens
forestillingsramme var sprængt,
og hvor forvirringen på det filosofiske
plan var total, var det
ikke tilstrækkeligt med lappeløsninger.
I bestræbelsen på at finde
en ny og tidssvarende, altomfattende
naturforståelse måtte man
derfor starte helt fra grunden.
Måden, hvorpå de søgte at
fremme dette mål, var imidlertid
vidt forskellig. En af de afgørende
forskelle var, at Descartes,
i modsætning til Bacon, tillagde
matematikken en afgørende betydning
for opbyggelsen af en ny
naturforståelse. Descartes var tillige
den første i en række af store
filosoffer, de såkaldte ”rationalister”,
omfattende fremragende
tænkere som Leibniz og Kant,
som var af den opfattelse, at man
alene eller primært ved fornuftens
hjælp kunne finde frem til
sand viden om verdenen. I modsætning
hertil tilhørte Bacon en
retning, som kaldes ”empirismen”,
og hvis tilhængere hævdede,
at al viden til syvende og
sidst stammer fra sanseerfaring,
og som sådan tillagde denne en
afgørende betydning.
René Descartes blev født
den 31. marts 1596 i La Haye i
Touraine i en velstående familie.
Som otteårig blev han sendt til
en nyoprettet jesuitisk skole i La
Flèche i Anjou. Skolen var en af
de bedste i Frankrig, og i otte år
fulgte Descartes den tids tradi-
tionelle undervisning omfattende
fag som logik, etik, matematik
og naturfilosofi, alle baseret
på den aristoteliske tradition.
Descartes har formodentlig også
her stiftet sit første bekendtskab
med meteorologien, idet værket
side 26 • Vejret, 104, august 2005
Commentarii, der omfattede en
udredning af og kommentarer
til Aristoteles’ Meteorologica,
anvendtes som lærebog på La
Flèche. Uanset skolens og undervisningens
høje standard nåede
Descartes efter otte års skolegang
frem til den konklusion, at
de mange års studier ikke havde
bibragt ham andet end at han
havde indset sin egen uvidenhed
samt det herskende aristoteliske
systems uformåenhed. Han forlod
i konsekvens heraf studierne
i La Flèche og drog ud i verdenen
for i stedet at søge viden i ”verdens
store bog”.
I 1612 ankom Descartes til Paris.
Det kneb imidlertid for ham at
få arbejdsro, hvorfor han i 1617
lod sig hverve til den hollandske
hær. Der var på dette tidspunkt
fred i Holland, og Descartes fik et
par fredelige arbejdsår. Et par år
senere fortsatte han sin militære
karriere andetsteds, idet han i
1619 lod sig hverve til den bayerske
hær. Samme år, den 10.
november 1619, medens han
lå i vinterkvarter ved byen Neuberg
ved Donau og efter sigende
var krøbet ind i en varm ovn for
at kunne tænke og meditere i
fred og ro, havde Descartes en
sælsom oplevelse i form af tre
drømme, der inspirerede ham
til hans kommende virke. Descartes
betragtede senere denne
dag som den vigtigste i hans liv,
idet han ved denne lejlighed fik
ideen til ikke mindre end en fuldstændig
reform af den filosofiske
tænkning.
Efter at være vendt tilbage til
Holland arbejdede han gennem
fire år, 1629-33, på et omfattende
værk vedrørende fysikken, gennem
hvilket han ville præsentere
sit nu fuldendte nye filosofiske
system for verden. Umiddelbart
før offentliggørelsen af dette arbejde
erfarede Descartes imidlertid,
at den katolske kirke havde
fordømt Galilei på grund af hans
kætteriske bøger. Descartes var
alle sine dage en troende katolik,
og af frygt for, at en lignende
skæbne skulle overgå ham selv,
besluttede han at suspendere udgivelsen
af sit værk. Dette blev
aldrig senere udgivet i hele sit
omfang, men væsentlige dele
heraf findes i Descartes første
betydningsfulde udgivelse fra
1637: ”Discours de la Méthode
pour bien conduire sa Raison
et chercher la Vérité dans la
Sciences”, i reglen blot omtalt
som ”Discours de la Méthode”,
eller helt enkelt blot ”Discours”.
Værket, som anses for et af Descartes
hovedværker, består af et
forord, hvori Descartes redegør
for grundlaget for sit filosofiske
system, samt tre appendices som
illustration til den af ham foreslåede
ny metode til sand videnskabelig
erkendelse. Af de tre appendices
omhandlende henholdsvis
optik, geometri og meteorologi
er afsnittet om geometri, hvori
Descartes præsenterede grundlaget
for den analystiske geometri,
så udpræget det bedst kendte.
I afsnittet om optik redegjorde
han for det vigtige refraktionsfænomen
og formulerede i denne
forbindelse loven om lysets brydning
ved en lysstråles overgang
fra et stof til et andet som for
eksempel fra luft til vand. Denne
lov spiller en vigtig rolle for hans
forklaring af regnbuen, som
findes i det tredje appendiks til
Discours, kaldet Les Météores,
og som udover forklaringen på
regnbuens dannelse indeholdt
en diskussion af en lang række

meteorologiske fænomener.
Med tiden har interessen
for dette Descartes’ første store
værk udviklet sig derhen, at de
tre appendices ofte udelades, og
interessen fokuseres på introduktionen,
hvori der redegøres for de
mere generelle filosofiske overvejelser
(de i denne artikel anvendte
citater fra Discours stammer alle
fra Olscamp’s oversættelse; se referenceliste).
Descartes redegør
i dette forord for fire principper,
der udgør grundlaget for hans
videre arbejder, nemlig:
(1) Kun at acceptere konklusioner
såfremt disse klart og utvetydigt
kan erkendes som sande
(2) At opdele et problem i så
mange delproblemer som
mulig og derefter løse disse
(3) At arbejde sig frem fra de
simpleste problemer mod de
mere komplekse, og
(4) Altid at bevare overblikket
samt sikre sig mod at have
undladt noget.
Figur 2. Skitse af et usædvanligt optisk fænomen, observeret i Rom den 20. marts
1629. Fænomenet ansporede Descartes til at kaste sig over meteorologien.
I sin søgen efter et sikkert grundlag
for en ny filosofi forkastede
Descartes til en begyndelse al
viden undtagen det ene, hvorom
ingen, i hvert fald ikke Descartes,
kan tvivle, og som han udtrykte
i den berømte sætning: cogito
ergo sum (på dansk: ”jeg tænker,
derfor eksisterer jeg”). Al anden
viden anså han som udgangspunkt
for tvivlsom. For at komme
videre fra dette klare, men unægtelig
noget begrænsede grundlag
måtte han en omvej over teologien,
idet han af grunde, jeg ikke
her skal komme ind på, antog, at
der eksisterede en almægtig gud,
der ikke ville narre eller snyde
menneskene unødvendigt. Dette
indebar ifølge Descartes, at det,
som fremstod klart og indlysende,
herunder først og fremmest
matematikken, utvivlsomt
måtte være sandt. Descartes
anførte i denne forbindelse og
i overensstemmelse med ovenfor
anførte principper, at man i
matematikken starter ud fra en
række principielle antagelser, der
er så simple, at ingen kan betvivle
dem. Derefter når man, idet hvert
skridt er logisk uangribeligt, gennem
en række deduktioner frem
til ny resultater for til slut at ende
op med en i princippet ligeledes
uangribelig konklusion. Descartes’
idé var nu, at den samme
metode, som finder anvendelse
ved løsning af matematiske problemer,
må kunne bruges ved alle
andre typer af problemer. Man
skulle blot starte ud fra nogle
uangribelige præmisser og herfra
ad logisk vej arbejde sig frem til
andre, uangribelige, konklusioner.
En sådan metode ville kunne
udgøre et sikkert fundament for
opnåelse af ny viden indenfor alle
videnskabelige områder, og til-
Vejret, 104, august 2005 • side 27

med en form for viden, som man
ifølge Descartes ubetinget kunne
stole på. Den ny metode blev
som ovenfor nævnt beskrevet i
Discours og illustreret med de tre
ovenfornævnte eksempler indenfor
henholdsvis matematik, optik
og meteorologi, og hvoraf vi i det
følgende skal se nærmere på det
tredie eksempel omhandlende
meteorologien.
Descartes og meteorologien
I Les Météores søger Descartes
at forklare en række meteorologiske
fænomener ud fra ovenfor
nævnte grundprincipper samt
nogle andre grundlæggende antagelser,
som han som udgangspunkt
anser for absolut sande,
herunder en række forestillinger
om materiens eller stoffets struktur.
Man kan undre sig over, at
Descartes gav et så upåagtet område
som meteorologien en så
fremtrædende plads i sit første
store værk. Forklaringen herpå
skal delvis søges i en begivenhed
i Rom den 20. marts 1629.
På denne dato blev en jesuitisk
astronom og en række af hans
venner opskræmt af et usædvanligt
himmelfænomen i form af
ikke mindre end fire bisole og
en række buer omkring solen.
Forklaringen på fænomenet, vist i
Figur 2 (side 27), var ikke kendt i
datiden, men er, at solens stråler
brydes i et tyndt, højtliggende
skylag bestående af iskrystaller i
form af ganske små aflange prismer.
Beretninger om fænomenet
i Rom blev sendt til lærde omkring
i Europa og gav anledning
til, at den franske lærde Marin
Mersenne, der førte en udstrakt
korrespondance med mange af
tidens fremmeste videnskabs-
side 28 • Vejret, 104, august 2005
mænd og filosoffer, udbad sig
Descartes’ mening om fænomen-
et. Descartes, der så begivenheden
som en god anledning til at
vise, hvad hans ny system kunne
præstere, greb straks anledningen
og skriver i oktober 1629 til
en af sine venner, at han har lagt
sine andre metafysiske studier til
side for uforstyrret at kunne koncentrere
sig om studiet af meteorerne.
Det er for forståelsen heraf
vigtigt at erindre, at ordet ”meteor”
havde en videre betydning
på Descartes’ tid end i dag, idet
det dengang som på Aristoteles’
tid betegnede alle de fænomener,
som forekom i himmelrummet,
herunder også de forskellige
vejrfænomener. Allerede på
dette tidspunkt synes Descartes
at have været ret langt fremme
med sine meteorologiske studier,
idet han i samme brev skrev, at
”Jeg tror, at jeg nu kan give en
forklaring på disse (meteorerne),
og har besluttet at skrive en lille
afhandling, der vil omfatte en
forklaring på regnbuen, som er
det problem, der har voldt mig
de største vanskeligheder.”
Les Météores, som formodentlig
blev skrevet allerede i 1629, men
som af grunde omtalt ovenfor
først publiceret som en del af
Discours de la Methode i 1637,
består af ti kapitler:
1. Om de jordiske legemers natur
2. Om dampe og uddunstninger
3. Om salt
4. Om vinde
5. Om skyer
6. Om sne, regn og hagl
7. Om storme, lyn og alle andre
former for ild der flammer på
himlen
8. Om regnbuen
9. Om skyernes farver og de ringe
eller koronaer som vi undertiden
ser omkring de himmelske
legemer
10. Om forekomsten af flere
sole
De ti kapitler ses at omfatte de
fleste vigtige vejrfænomener, og
i det følgende omtales nogle af
hovedpunkterne, som tilsammen
giver et indtryk af Descartes’
måde at tænke og argumentere
på.
Som allerede nævnt, og som
det tillige vil fremgå af det følgende,
nåede Descartes i vid udstrækning
frem til sine resultater
ved at starte ud fra nogle grundlæggende
antagelser om stoffets
natur, for derefter at ræsonere
sig frem til forklaringerne på diverse
meteorologiske fænomener.
Ræsonnementerne var ofte
baserede på dagligdags erfaringer
og i nogen udstrækning fortsat
præget af aristotelisk tankegods
uanset Descartes’ principielle afstandtagen
fra den gamle filosof.
Skønt logisk opbygget er meget af
værket i sagens natur af udpræget
spekulativ natur. Hvad angår eksperimenter
forkastede Descartes
ikke disse, men på den anden
side tillagde han dem heller ikke
den store rolle, som de senere
kom til at spille for udviklingen af
det fysiske verdensbillede.
(1) Om de jordiske legemers natur
Descartes starter sine meteorologiske
overvejelser med at udtrykke
det håb, at såfremt han
kan forklare ”skyernes natur” vil
han også kunne forklare alle andre
meteorologiske fænomener.
Han medgiver, at han i sine over

vejelser må støtte sig til en række
generelle principper, som endnu
ikke er fuldt belyst, og som sådan
må fremsættes som hypoteser.
Disse, fremfører Descartes, er
imidlertid så enkle og letfattelige,
at læseren formodentlig ikke vil
have problemer med at acceptere
dem.
Descartes’ første grundlæggende
antagelse i denne forbindelse
er, at vand, jord og luft,
såvel som alle andre legemer omkring
os, er sammensat af ganske
små partikler af forskellig form
og størrelse. Mellemrummene
mellem disse smådele er fyldt
ud med nogle endnu mindre
partikler, det såkaldt “fine stof”.
Der eksisterer således ikke, ifølge
Descartes, noget tomt rum eller
vakuum. Udover at disse mindste
partikler, som udgør det fine
stof, udfylder mellemrummene
mellem de lidt større partikler,
spiller de også en vigtig rolle for
udbredelsen af lyset.
Descartes’ ”partikler” må ikke
forveksles med atomer, et forhold,
han kraftigt understreger i
slutningen af dette første afsnit,
idet han skriver:
”...viid at jeg ikke opfatter de
små partikler, hvoraf jordiske
legemer består, som atomer eller
udelelige partikler; snarere,
idet jeg antager, at de alle (partiklerne)
består af det samme
materiale, at de kan findeles på
uendelig mange måder, og at de
blot adskiller sig fra hinanden
på samme måde som småsten
dannet ved sønderdeling af eet
og samme klippestykke.”
Vi ser allerede her fra starten,
hvorledes Descartes bryder med
Figur 3. Figuren viser de forskellige former, hvorunder de partikler, som udgør
vand eller damp, kan optræde. Omkring A er partiklerne i den ”åleagtige” tilstand,
som er karakteristisk for vand, og hvorfra de stiger til vejrs som damp, når de
påvirkes af solens stråler. Omkring B findes partiklerne i dampform. De er her i
stærk bevægelse, strakt ud i deres fulde længde og roterende om sig selv, hvorved
hver partikel optager plads svarende til en lille kugle som skitseret på figuren.
Afhængig af, om de befinder sig i varme eller kolde områder samt af andre forhold
tillige, kan partiklerne antage andre former som vist på figuren.
en af de aristoteliske grundpiller,
nemlig antagelsen om, at alt
jordisk er opbygget af fire forskellige
elementer, jord, vand, luft og
ild, samt forestillingen om disses
”naturlige bevægelser”. I stedet
forklarer Descartes de forskellige
stoffers eller legemers beskaffenhed
med, at partiklerne,
hvoraf disse består, har forskellig
størrelse og form, en antagelse,
der spiller en afgørende rolle for
forklaringen på de mangeartede
meteorologiske fænomener, som
han beskæftiger sin med i Les
Météores. Han antager således,
at de partikler, der findes i og
udgør vand, er lange og glatte
som små ål, således at de aldrig
hænger mere sammen, end at de
let kan adskilles. På den anden
side antager han, at de partikler,
der udgør jord og de fleste andre
legemer eller stoffer, herunder
også luft, har meget ujævne og
krogede former, således at de let
hænger sammen og fast i hinanden
på samme måde som de
enkelte grene i et buskads, en
antagelse, der forekommer lidt
overraskende hvad luften angår.
Descartes forklarer videre om
disse partikler, at:
”...Når de er bundet sammen på
denne måde, danner de hårde
legemer som jord, træ og andre
ting; hvorimod de, såfremt
de blot ligger langs hinanden
og uden at filtres sammen, og
ydermere er så små, at de kan
bevæges og adskilles gennem
virkningen af det fine stof, der
omgiver dem, så vil de fylde
meget og danne flygtige eller
lette stoffer som f.eks. olie eller
luft.”
Hvad angår lyset forestiller De-
Vejret, 104, august 2005 • side 29

scartes sig, at dette udbredes
ved, at et lysende legeme som
f.eks. solen påvirker de meget
små partikler (det fine stof), der
opfylder rummet mellem de lidt
større partikler, hvoraf de jordiske
stoffer og legemer er sammensatte.
Descartes kan også, med
henvisning til det fine stof, forklare
fænomener som varme og
kulde. Et legeme bliver således
varmere ved, at det fine stof, efter
at dette er sat i bevægelse af f.eks.
solstrålingen, på sin side påvirker
legemet derigennem, at de større
partikler, som udgør dette, sættes
i stærkere bevægelse af det
fine stof. En sådan opfattelse
af varmens natur stemmer i det
store og hele overens med den,
vi har i dag, men måtte ikke desto
mindre i en længere periode vige
pladsen for den meget udbredte,
men fejlagtige flogiston-teori. På
på den anden side, hvis ”det
fine stof” kun bevæger sig ganske
lidt, kan de små partikler,
som udgør dette, ikke påvirke og
agitere de større partikler, hvorfor
disse mere eller mindre ”går
i stå ” hvorved legemet afkøles.
Specielt hvad angår vand,
der som ovenfor nævnt tænkes
sammensat af små ålelignende
vandpartikler, vil disse ved en
afkøling ikke mere glide rundt
blandt hinanden, men stoppe op
og danne et fast stof, nemlig is.
(2) Om dampe og uddunstninger
Aristoteles forkastede, som redegjort
for andetsteds, den teori
fremsat af tidligere naturfilosoffer,
at vinden blot var luft i bevægelse,
og hævdede i stedet at de
såkaldte ”tørre uddunstninger”,
som han forestillede sig steg op
fra jordoverfladen, var kilde til og
side 30 • Vejret, 104, august 2005
substansen af alle vinde. Descartes
opererede i lighed med
Aristoteles med forestillingen
om henholdsvis våde dampe
og tørre uddunstninger, om end
han tillagde disse nogle andre
egenskaber. Medens Aristoteles
fremførte, at vinden især måtte
forklares ud fra de tørre uddunstninger,
mente Descartes,
at vinden måtte tilskrives fugtige
dampe stammende fra sø- eller
havoverflader såvel som fra fugtige
jordoverflader. Den nærmere
mekanisme for dampenes
dannelse hang ifølge Descartes
sammen med det forhold, at
det ”fine stof” ved opvarmning
af solen eller på anden måde
sattes i voldsom bevægelse, en
bevægelse, der overførtes til de
grovere partikler i omgivelserne.
Da de ”åleagtige” partikler hvoraf
stoffet vand er sammensat, ikke
har nogen stærk sammenhængskraft,
men let kan frigøres fra
hinanden, vil netop disse partikler
have en tendens til at blive
frigjort fra overfladen og stige
til vejrs, på samme måde som
en gående hvirvler vejstøv op
på sin vej over en tør mark. Det
er disse frigjorte vandpartikler
som Descartes kalder ”damp” i
modsætning til andre luftagtige
legemer, som han kalder ”uddunstninger”.
Hvad angår ”luft”
i al almindelighed mener Descartes,
at denne består af en særlig
klasse af meget små partikler med
en særlig grenagtig struktur.
Descartes gør opmærksom på, at
dampe altid fylder langt mere end
det vand, hvoraf de er dannet, et
forhold, der spiller en væsentlig
rolle for hans forklaring af vindenes
natur og dannelse. I vandfasen
glider partiklerne nemlig
tæt op ad hinanden og fylder
derfor relativt lidt. I dampfasen
derimod bevæger partiklerne sig
langt hurtigere end i vandfasen,
og specielt roterer de hurtigt
rundt om sig selv som en slags
små snurretoppe. På grund af
denne rotation presser hver partikel
på alle sine nabopartikler,
hvorved deres samlede rumfang
øges.
(3) Om salt
Aristoteles’ Meteorologica består
som nævnt andetsteds af tre bøger
vedrørende egentlig meteorologi
eller noget der ligner, samt
en fjerde bog, der har meget lidt
at gøre med hvad vi i dag forstår
ved betegnelsen meteorologi. På
samme måde indeholder Les Météores
et kapitel om salt, der som
navnet siger, drejer sig om stoffet
salt og specielt dettes egenskaber
i en vandig opløsning. Jeg skal
ikke komme nærmere ind herpå,
blot anføre, at ifølge Scott (1952)
illustrerer netop dette afsnit af
Les Météores mere end noget
andet, som Descartes har skrevet,
dennes stærke tro på a priori
konklusioner uden nogen form
for opbakning af eksperimenter.
(4) Om vinde
Det fjerde afsnit indeholder en
forklaring på dannelsen af et
meget centralt meteorologisk
element, nemlig vindene, samt
en redegørelse for disses egenskaber.
Det er vanskeligt for os i
dag, der opfatter det som noget
helt selvfølgeligt, at vind er luft
i bevægelse, at forstå, hvorfor
denne enkle forklaring, der blev
fremsat allerede af førsokratikere
som Anaximander, blev forkastet
af Aristoteles for derefter,
gennem omkring totusinde år,
at blive erstattet med den opfat

telse, at vinden skyldes en form
for uddunstninger fra jordens
overflade. Hvor sejlivet denne
antagelse var, fremgår med al
tydelighed af de synspunkter,
zoologen og naturfilsoffen Martin
Lister kunne præsentere i forbindelse
med et foredrag for The
Royal Society så sent som i 1684,
kun tre år før Newtons banebrydende
værk Principia, og bare to
år før Edmund Halley’s i mange
henseender korrekte forklaring på
passatvindsystemerne. Lister, der
holdt fast ved den aristoteliske
betragtningsmåde, at vindene
var forårsaget af uddunstninger,
forklarede passatvindene som
det ”tangfyldte Saragassohavs
konstante åndedrag”; konstant,
fordi, som han argumenterede:
”denne vind må, i betragtning af
dens konstante retning og styrke,
antages at komme fra kun een
plante, hvorimod de mange forskellige
planter og træer på land
må give anledning til langt mere
omskiftelige vinde”!
Descartes startede sine betragtninger
om dette vanskelige
emne på følgende måde:
”Enhver bevægelse af luften
som kan opfattes (føles) kaldes
en vind, og ethvert usynligt og
uhåndgribeligt legeme kaldes
luft. Derfor, hvis vand transformeres
til en meget fin damp,
siger vi, at den er forvandlet til
luft, endskønt størstedelen af
den luft, som vi indånder, i det
væsentlige består af partikler,
hvis form er helt forskellige fra
vandpartikler, og som desuden
er meget mindre. Derfor kaldes
luften, som tvinges ud af en
blæsebælg eller bevæges af en
vifte, for en vind, endskønt de
mere omfattende vindsyste-
mer, som observeres over hav
og udstrakte landområder, i
reglen blot er (vand)dampe i
bevægelse, idet disse ved at udvides
bevæger sig fra et område
til et andet ...”
Efter denne definition af vind
fortsætter Descartes gennem et
simpelt tankeeksperiment med
at forklare, hvorledes selv en lille
mængde vand under de rette
betingelser kan give anledning
til dannelse af vind. Descartes
gør dette gennem en forklaring
af, hvad der sker, hvis man opvarmer
en lille hul metalkugle
med en tud på siden, en såkaldt
”Aioloskugle” (efter den græske
vindvogter Aiolos, se VEJRET nr.
97, november 2003), delvis fyldt
med vand; se Figur 4. Vandet
vil, når det kommer i kog, i form
af damp strømme ud gennem
tuden på samme måde, som
vi kender det fra en almindelig
fløjtekedel. Descartes drager på
grundlag af dette simple eksperiment
den noget vidtrækkende
konklusion:
Figur 4. Aioloskugle, en hul metalkugle,
fuldstændig tæt bortset fra en
lille tud (ved D), hvorfra dampen kan
slippe ud, hvis kuglen med sit indhold
af vand opvarmes til kogepunktet.
”...at de almindelige vinde, som
forekommer i luften, dannes
på næsten samme måde som
denne, og der er kun to væsentlige
punkter, gennem hvilken de
adskiller sig fra hinanden. Det
første er, at de dampe, der udgør
den almindelige vind, ikke alene
stammer fra en vandoverflade,
som de gør i kuglen, men også
fra fugtige jordoverflader samt
fra sne og skyer; normalt kommer
der tillige flere vanddampe
herfra end fra rent vand, fordi
næsten alle partiklerne heri allerede
er skilt fra hinanden og
derfor langt lettere kan spredes
yderligere. Den anden forskel
er, at da disse dampe ikke kan
indesluttes som i en Aioloskugle,
er der intet, der forhindrer
dem i at udvide sig til alle
sider bortset fra modstanden
fra andre dampe, eller fra skyer
eller bjerge, eller eventuelt af en
anden vind, der blæser i retning
af dem...”
Skønt vind således ifølge Descartes
i det væsentlige er vanddamp
i bevægelse, indgår der dog tillige
andre komponenter heri som ”almindelig”
luft, som det fremgår
af følgende:
”...Og bemærk at når dampene
på denne måde bevæger sig fra
et sted til et andet, så medbringer
de, eller jager foran sig, al den
luft der ligger på deres vej, samt
alle de dunster som findes heri;
så skønt disse dampe danner
vinden næsten alene, findes der
tillige andre komponenter heri.
Bemærk endvidere, at endskønt
udvidelsen og kondensationen
af disse dunster og denne luft
kan medvirke til at danne vinden,
så er deres indflydelse så
Vejret, 104, august 2005 • side 31

lille, at den, sammenlignet med
(vand)dampens udvidelse og
kondensation, næsten ikke bør
tages i betragtning.”
Efter således at have forklaret
vindens grundlæggende natur og
dannelse, vender Descartes sig
mod mere specifikke meteorologiske
forhold som de primære
vindsystemer. Forklaringen herpå
er dog ikke ganske enkel, idet en
sådan ifølge Descartes involverer
en betragtning af ikke mindre
end hele universets struktur, som
det fremgår af nedenstående uddrag:
”...Men lad os nu betragte de
primære vindsystemers særlige
egenskaber og dannelse. For det
første bemærker vi, at al luft bevæger
sig omkring jorden fra øst
mod vest: vi må nødvendigvis
her antage at det forholder sig
sådant, fordi forklaringen herpå
ikke kan præsenteres på tilfredsstillende
måde uden samtidig at
skulle forklare hele universets
struktur, hvilket jeg ikke har til
hensigt at gøre her. Derudover
observerer vi, at østenvinde
normalt er mere tørre (end vestenvinde),
hvilket forårsager,
at luften er mere ren og klar
end ved vestenvinde. Forklaringen
herpå er, at vestenvindene
med deres bevægelse modsat
dampenes normale bevægelse
standser disse og forårsager, at
de fortættes til skyer; hvorimod
de andre, østenvindene, jager
dampene foran sig og opløser
dem...”
Descartes kommer i sin videre
diskussion af de primære vindsystemer
ind på, hvorledes disse
nærmere kan forklares ud fra so-
side 32 • Vejret, 104, august 2005
lens påvirkning under dens daglige
gang henover himmelkuglen.
Han er klar over, at hans grundlæggende
betragtninger om de
primære vindsystemer ikke kan
være fyldestgørende på grund af,
at jordens overflade ikke udgør
en homogen overflade (dækket
jævnt med vand eller helt fri for
vand). Han forklarer tillige, ud fra
sine egne forudsætninger, hvorledes
mere lokale vindsystemer
som søbriser opstår.
Skønt solen så afgjort er den
stærkeste faktor ved dannelsen
af vinden derved, at den fremmer
fordampning af vand mere
effektivt end andre mulige faktorer,
tilskriver han tillige såvel
månen som de andre himmellegemer
(stjerner og planeter) en
vis, om end svag, indflydelse på
dannelsen af dampe og dermed
af vind.
Descartes nævner afslutningsvis
i dette afsnit, at det,
på grund af den uensartede opvarmning
af jordoverfladen og
den heraf følgende uensartede
fordampning og vind, ”er næsten
umuligt at forudsige, hvilke vinde
der vil forekomme en bestemt
dag, et bestemt sted på jorden”.
Medens præcise vindforudsigelser
således ifølge Descartes er
problematiske, stiller han sig
mere positiv, når det gælder om
at forudsige vindforholdene generelt,
som det klart fremgår af
nedenstående:
”...Men vi vil bedre blive i stand
til i store træk at afgøre hvilke
vinde der vil være de mest hyp-
Figur 5. Figuren illustrerer forskellige vindsystemer (forskellige skraveringer), der
påvirker hinanden eller påvirkes af bjerget A-B. Descartes beskriver i sin forklaring
til denne figur hvorledes man må forestille sig, at en stor mængde damp ved F
udvider sig samtidig med, at andre dampe ved G forvandles til vand og sne,
hvilket medfører en vind fra F mod G etc. etc.

pige og stærkeste, og i hvilke
områder og på hvilke årstider
de vil dominere, hvis vi omhyggeligt
følger de anvisninger
som jeg her har angivet. Og vi
vil især kunne bestemme vindforholdene
over oceanerne, og
specielt over områder langt fra
land; for, idet der over vandoverfladen
ikke findes de samme
uregelmæssigheder som over
land, vil der her dannes langt
færre irregulære vinde.”
(5) Om Skyer
Efter at have forklaret, hvorledes
dampes udvidelse kan forklare
Figur 6. Figuren, hvor E forestiller jorden
og S illustrerer hvorledes dampene
ved B, under indflydelse af solen, udvides,
medens dampene ved D, på
jordens natside, trækker sig sammen.
Dampene ved B vil derpå, ifølge Descartes,
i form af vinde søge mod D
via A og C, hvorved de primære vindsystemer
opstår.
vindsystemernes dannelse, fortsætter
Descartes i femte afsnit
med at diskutere, hvordan de
samme dampe kan give anledning
til dannelse af skyer og tågedis.
Descartes lagde som ovenfor
nævnt speciel vægt på at kunne
forklare dannelsen af skyer, et
forhold, som kommer til udtryk
allerede i indledningen til Les Météores,
hvori han skriver:
”Det ligger i vor natur, at vi føler
større beundring for ting, der
befinder sig ovenover os end
for ting i højde med os selv eller
under os. Og skønt skyerne
næppe er højere end nogle af
vore bjergtoppe, og skønt vi
endog ofte kan se skyer, der
befinder sig under spirene på
vore kirketårne, så ikke desto
mindre, fordi vi må rette vort
blik mod himlen for at se dem,
så indbilder vi os, at de befinder
sig så højt oppe, at digtere
og poeter endog forestiller sig
dem som Guds trone og afbild-
er ham herpå i færd med at åbne
og lukke dørene op for vindene,
med at lade duggen falde på
blomsterne, og med at slynge
lynet mod klipperne. Dette leder
mig til den forhåbning, at
hvis jeg hér kan forklare skyernes
natur på en sådan made, at
vi ikke længere vil have anledning
til at undre os over noget
som helst hvad de viser os,
eller undre os over hvad der
end måtte falde ned fra dem, så
kan vi trygt gå ud fra, at det på
samme måde vil være muligt at
finde forklaringer på alt, der er
mest beundringsværdigt ovenover
jordens overflade.”
Descartes’ forklaring på dannelsen
af skyer og nedbør er stedvis
helt moderne, uanset han manglede
instrumenter til nærmere at
studere hvilke processer, der gav
anledning til de respektive fænomener.
Den proces, der leder til
dannelse af skyer, foregår ifølge
Descartes’ ræsonnementer derved,
at de partikler, der udgør
dampen, på et tidspunkt, hvor
de er så nær hverandre, at de
rører hinanden, smelter sammen
og herved danner partikler i form
af enten ganske små vanddråber
eller iskrystaller. I starten består
en sådan dråbe eller iskrystal af
nogle ganske få damppartikler og
er derfor ganske lille. Efterhånden
smelter flere af disse dråber/iskrystaller
sammen og kan
på et tidspunkt blive så store,
at de falder ned som regn eller
sne. Descartes konkluderer, at
to betingelser må være opfyldt,
for at damp kan omdannes til
vanddråber eller ispartikler. For
det første må dampen være så
koncentreret, at damppartiklerne
støder sammen, og for det andet
må det være tilstrækkeligt koldt,
således at de hænger eller smelter
sammen efter et sådant sammenstød,
og ikke fortsætter som
to elfenbenskugler, der rammer
hinanden på et billardbord.
De mikrofysiske processer, der
fører til dannelsen af skyer og
til de forskellige nedbørsformer,
blev først efter utallige eksperimenter
tilfredstillende afklaret i
løbet af det tyvende århundrede.
Når luft, og den vanddamp, som
findes heri, stiger/tvinges tilvejrs
som f.eks. langs en frontflade
eller pga. lokal opvarmning, vil
luften og vanddampen afkøles,
hvorved dampen bliver svagt
overmættet, op til et par procent.
Ifølge en moderne opfattelse
dannes de første kim til skydråber
Vejret, 104, august 2005 • side 33

i denne svagt overmættede damp
ved, at noget af dampen udkondenseres
på de ganske små partikler,
den atmosfæriske aerosol,
som findes overalt i luften i stort
antal. De nydannede smådråber
befinder sig imidlertid, set relativt
til deres størrelse, uhyre langt
fra hinanden. Den proces, som
Descartes forestillede sig som
forklaring på deres videre vækst,
altså hyppige sammenstød og en
påfølgende sammensmeltning,
kan alene af denne grund ikke
finde sted. I stedet foregår den
videre vækst ved, at vanddamp
fortsat kondenseres på dråbernes
overflade, indtil disse har nået en
vis kritisk størrelse. Herefter er
den videre vækst styret af andre
typer processer, hvoraf én involverer
sammenstød og påfølgende
vækst mellem dråber af forskellig
størrelse. Den moderne indsigt
stemmer således ikke overens
med Descartes’ forklaringer, men
i betragtning af, at Descartes
stort set kom frem til sine resultater
alene ud fra spekulationer
samt nogle få grundlæggende
antagelser om naturens væsen,
fremstår hans resultater som
forbavsende fornuftige og logisk
sammenhængende, og tilmed i
visse henseender korrekte.
(6) Om Sne, Regn og Hagl
Descartes indleder dette sjette
afsnit af Les Météores med nogle
overvejelser vedrørende et problem,
der har voldt mange kvaler
gennem tiderne, og som formodentlig
fortsat kan give en og anden
noget at tænke over, nemlig:
hvordan holder skyerne sig svævende?
Problemet var akut, idet
man fra tidernes morgen, eller
næsten da, har været klar over, at
skyerne bestod af vand i en eller
side 34 • Vejret, 104, august 2005
anden form. Vand er flere hundrede
gange så tung som luft, så
hvordan kan skyerne holde sig
svævende?
Svaret er, at det gør de heller
ikke. De enkelte skydråber synker
hele tiden ganske langsomt
nedad relativt til den omgivende
luft, og hvis eller når de passerer
skybasen, altså skyens underside,
fordamper de. Selvom
skydråberne falder ned under
skybasen og fordamper, betyder
det imidlertid ikke nødvendigvis
at skyen som helhed går i
opløsning, idet den, forudsat at
den befinder sig i en opstigende
luftstrøm, konstant regenereres,
hvilket, set fra vores synspunkt
nede på jordoverfladen, fremtræder
som om, at skyen svæver.
Aristoteles havde naturligvis også
en forklaring på dette problem:
”vanddråber”, skrev han, ”svæver
på grund af deres lidenhed,
og hviler i luften på samme måde
som de småpartikler af jord eller
guld, som ofte ses flydende på en
vandoverflade.” Som så mange
andre af Aristoteles’ forklaringer
på meteorologiske forhold lyder
den plausibel nok, men er ikke
desto mindre aldeles forkert.
Descartes havde følgende alternative
forklaring på dette subtile
problem:
“Der findes mange faktorer, som
tilsammen forhindrer skyer i at
synke ned øjeblikkeligt, efter at
de er dannet. For det første:
da de stykker is eller de vanddråber,
som skyerne består af,
er meget små og derfor har en
meget stor overflade i forhold til
deres tyngde, kan modstanden
fra de luftdele, som de må skille
ad for at kunne synke ned, let
være stærkere end den vægt,
der tvinger dem nedad. Desuden
er vindene ofte stærkere
nær jordoverfladen, hvor deres
stof er mere koncentreret end
højere oppe i luften, hvor det
er tyndere; og på grund heraf
er de mere aktive fra neden og
op, end oppefra og ned. Derfor,
ikke alene kan de understøtte
skyerne, men ofte tillige forårsage,
at disse partikler stiger
yderligere til vejrs...”
Medens den første del af ovenstående
betragtninger, at modstanden
mod de faldende dråber
bliver stærkere end disses vægt,
ikke virker overbevisende, er Descartes
med sine betragtninger
om opvinde, der tvinger partiklerne
til vejrs, inde på noget af
det rigtige. For skyer, som består
af ispartikler, har Descartes en
speciel teori som forklaring på,
hvorfor netop disse kan svæve:
”... når ispartiklerne støder sammen
på grund af vinden, bringes
de i berøring med hinanden,
uden at de dog herved knyttes
fuldstændigt sammen, og de
udgør et så flygtigt legeme, let
og udstrakt, at hvis det ikke var
for varmen, som smelter nogle
af disse partikler og på denne
måde forøger dets vægt, så ville
det næsten aldrig kunne synke
ned til jorden.”
I betragtning af, at Descartes
byggede sine meteorologiske forklaringer
på stort set spekulative
argumenter og uden nogen form
for eksperimenter, kommer han i
nogle tilfælde frem til ganske fornuftige
forklaringer på de mikroprocesser,
som giver anledning
til dannelse af de forskellige nedbørformer.
Dannelse af snefnug

forklarer han således ved, at de
meget små ispartikler som findes
i skyerne, kan vokse sammen,
hvorved der dannes snefnug, der
vokser yderligere under deres fald
mod jorden gennem sammenstød
med andre snefnug. Han
forklarer i denne forbindelse tillige
dannelsen af regndråber og
visse typer hagl på følgende ganske
overbevisende måde:
”... Og når de (de sammenhængende
iskrystaller) således
synker ned, uden at smelte helt,
så udgør de det, vi betegner
som sne; men er den luft, gennem
hvilke de synker ned, så
varm, at den smelter dem, som
altid er tilfældet om sommeren
og ofte tillige på andre årstider i
vores klima, så omdannes de til
regn. Og det sker også undertid-
en, at de, efter at være smeltet
eller næsten smeltet, rammes af
en kold vind, som fryser dem
igen og derved omdanner dem
til hagl.”
Enhver, der har beskæftiget sig
en smule seriøst med meteorologi
vil vide, at snefnug og iskrystaller
fremtræder i mange
former med en højst forskellig
struktur. De er herudover små
og skrøbelige og kan bedst studeres
under laboratorieforhold
ved hjælp af mikroskoper, et instrument,
Descartes ikke havde
til sin rådighed. I sin diskussion
om sne, regn og hagl beskæftiger
Descartes sig ikke desto mindre
ret detaljeret med de forskellige
fremtrædelsesformer for nedbør
på fast form. Han understreger
indledningsvis, at han i denne
forbindelse ikke forlader sig på
andres iagttagelser, men i stedet
støtter sig til sine egne, foretaget i
Amsterdam i februar 1635 i nogle
dage, hvor det var usædvanligt
koldt. Descartes iagttog i denne
periode en hel række forskelligt
formede iskrystaller, og gengav
disse i form af skitsen gengivet på
Figur 7. Skitsen med dens mange
detaljer viser, at Descartes havde
såvel gode øjne som en skarp
iagttagelsesevne.
Nogle af de mest fascinerende
snekrystaller er de komplicerede
sekstakkede stjerner, som ofte
ses gengivet på julekort. Descartes
havde ikke overraskende problemer
med at forklare dannelsen
af disse smukke, komplicerede
krystaller, som det tydeligt fremgår
af følgende uddrag af Les
Météores. Idet han går ud fra, at
krystallerne fra begyndelsen af
dannes omkring en lille iskerne,
starter Descartes sin lange og
indviklede forklaring på snestjernernes
dannelse på følgende
måde:
Figur 7. Iskrystaller som observeret og
skitseret af Descartes i Amsterdam under
en usædvanlig kold vinterperiode i
februar 1635 (fra Les Météores).
”...Jeg havde store problemer
med at forestille mig hvilke processer,
som kunne have dannet
og fordelt disse seks takker så
nøjagtigt omkring hver kærne,
midt i lufthavet og påvirket af
en voldsom vind, indtil det endelig
gik op for mig, at netop
denne vind nemt havde været i
stand til at løfte nogle af disse
kærner op fra neden af eller
transportere dem frem fra en
eller anden sky, og holde dem
svævende, fordi de var så små;
og at de må være blevet arrangeret
på en sådan måde, at hver af
dem var omgivet af seks andre
i det samme plan som følge af
naturens almindelige orden...”
etc. etc.
Denne ”teori” til forklaring af
dannelsen af snekrystaller illustrerer
så godt som nogen anden
af Descartes’ meteorologiske
teorier, hvorledes hans metode,
baseret alene på fornuftsmæssige
argumenter samt på nogle få
grundlæggende og per definition
”sande” præmisser, kommer til
kort overfor virkeligheden.
Her slutter første del af Erik Rasmussen
historie om ené Descartes.
Læs slutningen af historien
i Vejret 105.
Vejret, 104, august 2005 • side 35

En sammenligning af to kraftige
storme over Danmark
Af Niels Woetmann
Nielsen og Bjarne
Amstrup, DMI
I denne artikel ser vi på udviklingen
af to kraftige storme,
som passerede Danmark med
lidt over 23 års mellemrum.
Stormene passerede hhv. den
24. november 1981 og den 8.
januar 2005. Begge storme begyndte
deres udvikling under
nedstrømssiden på et trug med
relativ stor meridional amplitude
i den øvre troposfære. På
trods af dette lighedspunkt
udviklede stormene sig noget
forskelligt. Novemberstormen
bevægede sig ad en vestlig
bane fra havet syd for Island
nord om Skotland til Sydnorge
mens januarstormen (Gudrun)
fulgte en sydvestlig bane fra havet
vest-sydvest for Irland over
Skotland til Sydnorge. Novemberstormen
udviklede sig langsommere
end januarstormen.
Fra sit fuldt udviklede stadie
ca. 12 UTC den 24. november
kunne udviklingen af stormen
følges omkring 72 timer bagud
i tid. Derimod kunne januarstormens
udvikling ikke følges
mere end ca. 36 timer bagud
fra kulminationen mellem 12
og 18 UTC den 8. januar. Begge
storme nåede det fuldt udviklede
stadie under passage af
Sydnorge.
I Danmark var det under begge
storme det nord-og midtjyske
side 36 • Vejret, 104, august 2005
område samt den nordlige del
af Sjælland, der blev hårdest
ramt af stormskader. Novemberstormen
skabte på toppen af
tidehøjvandet en stormflod med
rekordhøj vandstand på 5.02 m
over normalen i vadehavet ud
for Ribe [1]. Efterfølgende blev
der ved Ribe af stormfloden på
toppen af tidelavvandet (!) under
3. december stormen i 1999
sat en uofficiel rekord på 5.12
m (der er usikkerhed om denne
målings pålidelighed, fordi måleren
kort tid efter holdt op med
at fungere). I forbindelse med
novemberstormen i 1981 blev
vandstanden i den danske del
af vadehavet under middagshøjvandet
tilfredsstillende forudsagt
af DMI's daværende operationelle
stormflodsmodeller([1]; [3]).
Januarstormen medførte ikke nye
vandstandsrekorder i vadehavet,
men skabte derimod rekordhøje
vandstande i dele af Limfjorden.
Disse rekordhøje vandstande
blev fint forudsagt af DMI’s numeriskestormflodsvarslingssystem
([7]).
Novemberstormen, og mange
af de ekstraordinære aktiviteter
den afstedkom, er tidligere beskrevet
i Vejret ([1], [2], [3], [4] og
[5]). På daværende tidspunkt var
de numeriske analyser og prognoser
ikke af samme kvalitet som i
dag. Denne artikels beskrivelse af
novemberstormen benytter derfor
reanalyser (ERA40) fra European
Centre for Medium-Range
Weather Forecasts (ECMWF)
og DMI-HIRLAM analyser og
prognoser baseret på disse reanalyser.
Beskrivelsen af januarstormen
bygger på operationelle
DMI-HIRLAM analyser.
Extratropiske
lavtryksudviklinger generelt
Der er et stort spring i kompleksitet
fra virkelighedens extratropiske
(barokline) lavtryksudviklinger
til lærebøgers forenklede
behandling af baroklin instabilitet,
enten i en quasigeostrofisk
tolags model af atmosfæren eller
i en generaliseret version, hvor
massefylden ændrer sig kontinuert
med højden.
Under udvikling af barokline
lavtryk er der en positiv tilbagekobling
(positiv feed-back)
mellem dynamiske og termodynamiske
processer i atmosfæren.
Tilbagekoblingen foregår
over hele troposfærens dybde. I
denne forbindelse er det vigtigt
at fremhæve, at tilbagekobling
over hele troposfærens dybde
forudsætter at troposfæren har
en tilstrækkelig lav statisk stabilitet.
Lavtryksudviklinger med
mindre horisontal udstrækning
kræver lavere statisk stabilitet
end udviklinger med større horisontal
udstrækning. Under
det meste af en lavtryksudvikling
foregår tilbagekoblingen
primært mellem temperaturadvektion
i kombination med diabatisk
opvarmning (frigørelse af
latent varme ved kondensation)
i den nedre del af troposfæren

Box 1 - horisontal advektion
Horisontal advektion af en størrelse ψ er defineret
ψadv = − Vh · ∇ψ = −u ∂ψ
∂x
og advektion af absolut vorticity
i den øvre del af troposfæren.
Box 1 indeholder en forklaring på
temperaturadvektion og absolut
og relativ vorticity advektion. I
nogle kraftige barokline lavtryksudviklinger
spiller frontogenese
(front-skabelse) i den øvre troposfære
en vigtig rolle i udviklingsfasen,
hvor lavtrykket ved
overfladen uddybes maksimalt.
Det er i denne fase lavtrykket
udvikler sin ’giftige hale’, hvor
vindene ved overfladen på lavtrykkets
højre side (relativt til
dets bevægelsesretning) - under
rigtig kraftige udviklinger - kan nå
orkanstyrke.
Betydelig absolut vorticityad-
− v ∂ψ
∂y , hvor Vh = ui + vj er den horisontale vindvektor og
vektoren ∇ψ = ∂ψ
∂x i + ∂ψ
∂y j er den horisontale gradient af ψ.
I et vilk˚arligt punkt er bidraget til den tidslige ændring af ψ pga. horisontal advektion
∂ψ
∂t = ψadv = − Vh · ∇ψ. Relationen viser at ψ i et punkt vokser (aftager) med tiden,
hvis vinden i punktet blæser fra et omr˚ade med større (mindre) mod et omr˚ade med
mindre (større) værdi af ψ.
For ψ = T (T er absolut temperatur i K) f˚as temperaturadvektion.
For ψ = f = 2Ω sin φ (φ er breddegrad og Ω er jordrotationens vinkelhastighed) f˚as
planetar vorticityadvektion.
For ψ = ζ = ∂v ∂u
∂x − ∂y f˚as relativ vorticityadvektion (RVA) og
for ψ = ζ + f f˚as absolut vorticityadvektion.
Box 2
Simpel bølge
vektion i den øvre troposfære er
knyttet til bølger og jet streaks.
Sidstnævnte er lokale vindmaksima
langs jetaksen. Betydelig
temperaturadvektion er knyttet
til fronter i den nedre troposfære
og i nogle tilfælde også til fronter
i den øvre troposfære, især i
en lavtryksudviklings intensiveringsfase.
Diabatisk opvarmning
som følge af kondensation foregår
i områder med opstigning,
hvis luften samtidig er tilstrækkelig
fugtig. Styrken af diabatisk
opvarmning afhænger bl.a. af
luftens indhold af vanddamp,
fordampning fra overfladen og
luftens statiske stabilitet. Stor fordampning
fra overfladen og høj
Hastigheden i en simpel bølge overlejret en konstant grundstrøm U fra vest mod øst er
u = U og v = v0 cos 2π x−ct
L , hvor v0 og c (bølgens fasehastighed) er konstanter. Den
relative vorticity advektion, ψa, for en s˚adan bølge er
ψa = − 2 2π
V · ∇ζ = Uv0 L cos 2π x−ct
L .
For en tilsvarende bølge i det quasigeostrofiske system er den geostrofiske vind bestemt
ved geopotentialet φ = ˆ φ sin 2π x−ct
L − f0Uy + φ0, hvor ˆ φ, f0 = f(y = 0), U og φ0 er
konstanter. I en s˚adan bølge er den geostrofiske vind ug = U og vg = vg0 cos 2π x−ct
L
2
2π
og ψa = Uvg0 L cos 2π x−ct
L , hvor vg0 = ˆ φ 2π
f0 L og ˆ φ typisk er proportional med L.
Simpel lineær jet streak
Hastigheden i en simpel lineær jet streak overlejret en grundstrøm U fra vest mod øst
beskrives ved u = U + upFc og v = 0, hvor Fc = cos 2π x−ct
cos 2π Lx
y
, up < U og c
Ly
(udbredelseshastigheden for jet streaken) er konstanter. Den relative vorticity advektion
i jet streaken er
ψa = −u ∂ζ (2π)2
∂x = Uup LxLy Fs
up
1 + U Fc
hvor Fs = sin 2π x−ct
sin 2π Lx
y
. Ly
ψa er nul langs x- og y-aksen, positiv i jet streakens højre indgangsomr˚ade (x−ct, y < 0)
og venstre udgangsomr˚ade (x − ct, y > 0) og negativ i venstre indgangsomr˚ade (x − ct <
0, y > 0) og højre udgangsomr˚ade (x − ct > 0, y < 0).
fugtighed og lav statisk stabilitet
i troposfæren bidrager til stor diabatisk
opvarmning. Opstigning
og nedsynkning i troposfæren i
forbindelse med barokline udviklinger
skabes primært af stor
absolut vorticityadvektion i den
øvre troposfære og stor temperaturadvektion
i den nedre troposfære.
Diabatisk opvarmning
ved kondensation som følge af
opstigning forstærker imidlertid
opstigningen og er en væsentlig
kilde til intensivering af barokline
lavtryksudviklinger.
Prognosekørsler for 3. december
stormen 1999 med og uden
frigørelse af latent varme ved
kondensation i atmosfæren gav
f.eks. ca. 24 hPa højere overfladelufttryk
(978 hPa mod 954 hPa)
i stormens mest intense fase i
prognosen uden frigørelse af latent
varme [6].
Størrelsen af den relative vorticity
advektion (RVA) i et bølge-
eller jet streak system overlejret
en vestlig grundstrøm med hastighed
U vokser proportionalt
med U. I en simpel bølge vokser
RVA ligeledes proportionalt med
amplituden i den meridionale
(nord-syd) vindkomponent (v 0
og v g0 i Box 2). I en simpel lineær
jet streak gælder tilsvarende at
RVA vokser proportionalt med
amplituden i den zonale (vestøst)
vindkomponent (u p i Box
2).
RVA er også større for et system
med lille end stor horisontal
udstrækning. For en sinus-bølge
i geopotentialet vokser RVA tilnærmelsesvis
omvendt proportional
med bølgelængden i anden
potens (Box 2). Tilsvarende
gælder for en idealiseret lineær
jet streak, at RVA vokser omvendt
proportional med produk-
Vejret, 104, august 2005 • side 37

tet af den horisontale længde og
tværdimensionen af jet streaken
(hhv. L x og L y i Box 2). RVA har
normalt sin maksimale numeriske
værdi i den øvre troposfære
fordi U i områder, hvor barokline
lavtryk udvikler sig, sædvanligvis
vokser opad til et maksimum i
den øvre troposfære. Mere information
om bølger og jet streaks
og deres rolle i barokline udviklinger
findes i f.eks. [8].
Barokline lavtryksudviklinger
er i tidens løb blevet inddelt i
forskellige klasser ([9], [10],
[11] og [12]). I klasseinddelingen
baseret på [11] (der tager
udgangspunkt i satellitbilleder)
hører lavtryksudviklingerne den
24. november 1981 og den 8.
januar 2005 til klassen med betegnelsen
”meridional trug cyklogenese”
(”meridional trough
cyclogenesis”). Figur 1 viser
skematisk nogle kendetegn for
lavtryksudviklinger som tilhører
Box 3 - simpel model for baroklin lavtryksudvikling
Ved begyndelsen af en baroklin lavtryksudvikling og i dens fuldt udviklede fase er ∂ps
∂t ≈
0, hvor ps er overfladetrykket i lavtrykscenteret og t er tiden. Som en simpel model for
∂ps
∂t i den mellemliggende periode benyttes
− ∂ps
= at
∂t L
1 − t
t∗
, (1)
hvor t∗ er tiden fra lavtryksudviklingens begyndelse til dens fuldt udviklede fase. Index
L angiver at (1) anvendes i et system som er fast relativt til lavtrykket.
Der er en vis fysisk fornuft i at antage at a er proportional med den middelkinetiske
energi i grundstrømingen. Da vorticityadvektion i den øvre troposfære normalt anses for
at være styrende for en baroklin lavtryksudvikling er der ogs˚a fysisk fornuft i at antage
at a er proportional med vorticityadvektionen, ψa, i jetstrømsniveau (egentlig forskellen
mellem ψa i den øvre og nedre troposfære, men sidstnævnte kan som regel negligeres i
barokline omgivelser). Disse antagelser medfører at (1) kan skrives
− ∂ps
= 6cEψat
∂t L
1 − t
t∗
, (2)
hvor E = 1
2 ρmUm 2 er den middelkinetiske energi i grundstrømmen, ψa er den relative
vorticityadvektion i jetstrømsniveau (bidraget fra planetar vorticityadvektion negligeres)
og c er en dimensionsløs konstant.
Integration over tid fra t = 0 til t = t∗ giver
δps = −(ps(t = t∗) − ps(t = 0)) = cEψat∗ 2 . (3)
Løsning mht. t∗ giver
t∗ =
δps
.
cEψa
(4)
Betragt to barokline lavtryksudviklinger, hhv. 0 og 1. Fra (4) med E ∝ U 2 , hvor U er
grundstrømmens hastighed i den øvre troposfære, f˚as
U1
t∗0 = t∗1
U0
ψa1δps0
ψa0δps1
(5)
For en simpel bølge (Box 2) er ψa ∝ Uv0L−2 og derfor
3/2
U1 L0 v01δps0
t∗0 = t∗1
U0 L1 v00δps1
(6)
sidstnævnte klasse. Det er denne
type udviklinger, der kommer
den klassiske quasigeostrofiske
model nærmest.
Sammenligningen af de to
storme, tilhørende samme klasse,
viser, at der er forskelle i udviklingsforløb
indenfor klassen
”meridional trug cyklogenese”.
F.eks. har novemberstormen en
udviklingsperiode, som er ca. to
gange længere end udviklingspe-
(a)
(b)
(c)
Jetakse i oevre
troposfaere
W1 og W2: varme
transportbaand
W2
KROG
L
W1
BEGYNDELSESFASE
W2
W1
UDVIKLINGSFASE
W1
HURTIG UDDYBNINGSFASE
W1
Vind max. ved
overfladen
W1
Toer luftstroem i
oevre troposfaere (DI)
Figur 1(til højre). Skematisk model af meridional trug cyklogenese, (a): begyndelsesfase, (b): udviklingsfase og (c): maksimal
uddybningsfase. Sorte pile: jetakse i den øvre troposfære, blågrønne pile: tør intrusion i øvre troposfære og røde pile: kraftig
vind ved overfladen. Grønne kurver: skykant på højtliggende skyer i det varme transportbånd w1, gule kurver: samme
for det varme transportbånd w2. L: lavtrykscenter ved havniveau, og blå kurver med frontsymboler: overfladefronter. (c)
viser frontbrud mellem kold- og varmfront.
side 38 • Vejret, 104, august 2005

ioden for januarstormen. Udviklingsperioden
er defineret som
den tid det tager for et baroklint
lavtryk at udvikle sig fra sin begyndelsesfase
((a) i Figur 1) over
den hurtige uddybningsfase ((c)
i figur 1) til sin fuldt udviklede
fase, hvor uddybningen er ophørt.
En beregning af forholdet
mellem udviklingsperioderne for
de to storme ved hjælp af ligning
(6) i Box 3 giver som resultat, at
udviklingsperioden for novemberstormen
er 2.0 til 2.2 gange
længere end for januarstormen.
Udviklingen af begge storme
vises ved at benytte NOAA satellitbilleder
(kanal 4, infrarød)
og DMI-HIRLAM-G analyser og
prognoser, bl.a. for lufttrykket
ved havniveau og vindhastigheden
i 300 hPa (ca. 10 km’s
højde). Analyser og prognoser
for novemberstormen er baseret
på ECMWF reanalyser (ERA40).
Novemberstormen
De tidlige faser af udviklingen
Satellitbillederne i Figur 2
viser udviklingen af novemberstormen
fra dens begyndelsesfase
(Figur 2a), over den hurtige
uddybningsfase (Figur 2c) til
det fuldt udviklede stadie, hvor
vinden ved overfladen har nået
maksimal styrke (Figur 2d). Figur
2a, 2b og 2c svarer nogenlunde
til hhv. (a), (b) og (c) i den skematiske
model af udviklingen,
vist i Figur 1. Lufttrykket ved
havniveau i det område, hvor
lavtryksudviklingen begynder, er
efter bedste skøn ca. 1001 hPa.
Området er markeret med en sort
pil på Figur 2a. Udviklingen ses
at foregå i tilknytning til et varmt
transportbånd (warm conveyor
belt, WCB), markeret med w1.
Skyerne, hørende til w1, er dan-
net ved opstigning af luft på nedstrømssiden
af et trug i den øvre
troposfære.
Sammenhængen mellem
WCB-skyerne og truget med
tilhørende jet i den øvre troposfære
bliver tydelig ved at sammenligne
satellitbilledet i Figur
2b (22. november, 13.37 UTC)
med analysen fra den 22. november,
12 UTC, vist i Figur 3a. Det
fremgår, at WCB-skyerne (w1)
befinder sig på den anticyklonale
shear side af jetaksen på
nedstrømssiden af truget i 300
hPa. Den anticyklonale og cyklonale
shear side af jetten befinder
sig hhv. til højre og venstre for
jetaksen for en iagttager, som
kigger nedstrøms (se f.eks. Box
1 i [13]). Den relativt skarpe
afgrænsning af w1- skyerne mod
nordvest ses med tilnærmelse at
falde sammen med jetaksen i 300
hPa (Figur 3a). Både krumning
af og shear i strømningen bidrager
til relativ vorticity og dermed
også til RVA. Positiv advektion
af krumningsvorticity (positiv
KVA) på nedstrømssiden af
truget bidrager til opstigning
og skydannelse. Jet streaken på
nedstrømssiden af truget i Figur
3a påvirker imidlertid også skymønsteret.
I en lineær jet streak
(Box 2) er der kun shear vorticity
og dermed også kun advektion
af shear vorticity (SVA). I indgangsområdet
på jet streaken
nedstrøms for truget bidrager
negativ SVA (ifølge Box 2) til
nedsynkning og skyopløsning på
den cyklonale shear side, mens
positiv SVA på den anticyklonale
shear side af jetten bidrager
til opstigning og skydannelse. I
jetstreakens venstre indgangsområde
tæt på jetaksen dominerer
nedsynkning som følge
af negativ SVA. Det, i forening
med nedsynkning som følge af
kuldeadvektion, er formentlig
hovedårsagen til formning af en
skarp kant på w1- skyerne med
en tilhørende kile uden højtliggende
skyer. Kilen ses som et
mørkt bånd på Figur 2b.
Længere væk fra jetaksen på
den cyklonale shear side af jetten
dominerer positiv KVA. Den
tilhørende opstigning samt opstigning
i forbindelse med varmeadvektion
(sydøst for Island
og nord for lavtrykscenteret ved
overfladen) danner og former
i det væsentlige skyerne markeret
med w2 på Figur 2b. Ved
at benytte reglen om, at vinden
drejer mod højre med højden ved
varmeadvektion og mod venstre
med højden ved kuldeadvektion
kan man på grundlag af Figur 3a
få et indtryk af, hvor der i middel
mellem overfladen og 300 hPa er
kulde- og varmeadvektion.
Hurtig uddybningsfase
Figur 2c og Figur 3b viser den
fase ((c) på Figur 1), hvor lavtrykket
ved overfladen er under
hurtig uddybning (i den simple
model i Box 3 svarer dette til et
tidspunkt nær t = 0.5t *, snarere
lidt efter end lidt før). Ved havniveau
er lufttrykket i lavtrykscentret
på 21 timer faldet fra lidt
under 1000 hPa til lidt under 982
hPa. Lavtrykscenteret ved overfladen
(markeret med L på Figur
2c) befinder sig lidt til venstre
for venstre udgangsområde på
jet streaken nedstrøms for 300
hPa truget i Figur 3b. Ligesom på
det foregående udviklingstrin er
der positiv KVA på nedstrømssiden
af truget. På grund af den
stærke krumning langs trugaksen
har sidstnævnte advektion et
Vejret, 104, august 2005 • side 39

W1
l e
W1
W2 W2'
K L
W1
side 40 • Vejret, 104, august 2005
W1
a)
c)
b)
d)
W1
W2
W1
W2
K
W2
W2

positivt maksimum umiddelbart
nedstrøms for trugaksen og tilsvarende
et negativt minimum
umiddelbart opstrøms for trugaksen.
I indgangsområdet på jet
streaken nedstrøms for truget er
der negativ og positiv SVA på
hhv. den cyklonale og anticyklonale
shear side af jetaksen,
mens advektionerne af shear
vorticity i jet streakens udgangsområde
har modsat fortegn, dvs.
positiv og negativ KVA på hhv.
den cyklonale og anticyklonale
shear side. Dette bestemmer
i lavtryksområdet i grove træk
RVA-mønsteret i 300 hPa, vist i
Figur 4a. Figuren viser at negativ
SVA i venstre indgangsområde
på jet streaken nedstrøms for
truget har skabt et bånd med
et lokalt minimum i RVA (fra
vest for Irland til Hebriderne),
mens positiv SVA i samme jet
streaks venstre udgangsområde
har skabt et positivt maksimum
mellem Shetlandsøerne og Vestnorge.
På Figur 2c er dette område
markeret med det nordligst
beliggende w1. Det er netop i
denne fase af udviklingen, at der
i dette område opstår et front
brud (frontal fracture), dvs. en
svækkelse af koldfronten, hvor
den ’hæftes’ på varmfronten. Et
sådant frontbrud er vist i Figur
1c.
Figur 2 (til venstre). NOAA satellitbilleder
af novemberstormen i 1981, (a):
21/11 15.30 UTC, (b): 22/11 13.37
UTC, (c): 23/11 09.34 UTC og (d):
24/11 13.13 UTC. (a), (b), (c) og (d)
refererer til hhv. øverst tv., øverst th.,
nederst tv. og nederst th.. Kilde: University
of Dundee.
RVA i 300 hPa giver en indikation
af, hvor der er opstigning og
nedsynkning i troposfæren som
følge af vorticityadvektion, under
forudsætning af at trykfladen befinder
sig i troposfæren. Netop i
tilknytning til jetstrømme i den
øvre troposfære sker der et brat
fald i tropopausehøjden på den
cyklonale shear side af jetten.
Figur 4a synes at vise, at der i
båndet med et lokalt minimum
i RVA nordvest for Irland er opstigning,
fordi RVA er positiv.
Figur 4b, der viser RVA i 500 hPa,
fortæller imidlertid en anden historie.
I samme bånd, og i dets
forlængelse mod nordøst til L
(Figur 2c) har RVA en betydeligt
højere værdi i 500 hPa end i 300
hPa. Det betyder, at der mellem
500 og 300 hPa er nedsynkning i
dette bånd som følge af vorticityadvektion.
Denne nedsynkning
af tør luft bidrager til opløsning af
højtliggende skyer over lavtrykscenteret
L og er ligesom på det
foregående udviklingstrin med til
at forme en relativ skarp kant på
w1- skyerne.
Strømningen af tør luft under
nedsynkning mellem 500 og 300
hPa i båndet til venstre for skykanten
w 1 er en gren af den tørre
intrusion (dry intrusion, DI). DI
er vist på den skematiske Figur 1c.
En anden gren af DI opstår ved
nedsynkning som følge af kuldeadvektion.
Denne gren følger
en anticyklonal bane ned mod
overfladen på opstrømssiden af
isobartruget ved overfladen og
bidrager væsentligt til at skabe
de skyfrie forhold som på Figur
2c ses ovenover grænselaget over
det meste af Irland og havet vest
derfor.
S-formen på w1- skyerne over
De Britiske Øer indikerer, at der er
dannet en bølge på koldfronten.
Nord for bølgetoppen (markeret
med en sort pil på Figur 2c) er skykanten
på w1- skyerne mod den
tørre luft diffus pga. indtrængning
af DI-luft. Bølgeformen ses
også tydeligt i RVA mønsteret
på Figur 4b. Sammenlignet med
skyerne i bølgen på Figur 2c ligger
bølgen med maksimum i RVA
forskudt opstrøms (mod vest).
Hvis RVA i 500 hPa var det eneste,
som bestemte opstigning
og nedsynkning under 500 hPa,
skulle bølgerne imidlertid falde
sammen. Uoverensstemmelsen
kan forklares ved, at der er et
maksimum i kulde- og varmeadvektion
i den nedre troposfære
hhv. opstrøms og nedstrøms for
koldfronten (i isobartruget ved
havniveau). Maksimummerne i
kulde- og varmeadvektion er forbundet
med hhv. nedsynkning
og opstigning, hvilket flytter
området med opstigning mod
øst, så der bliver bedre overensstemmelse
med skyerne i bølgen
på Figur 2c.
Skyerne markeret med w2
er som på det forudgående udviklingstrin
primært dannet ved
opstigning i forbindelse med
varmeadvektion, diabatisk opvarmning
ved frigørelse af latent
varme og positiv KVA. Skykanten
mod sydvest på w2- skyerne
ses i grove træk at falde sammen
med en trugakse, som har udviklet
sig i den øvre troposfære i
L’s nordvestlige kvadrant. Langs
denne trugakse er der en brat
ændring i vindretning, i 500 hPa
op mod 180°. På trugaksens opstrømsside
(mod sydvest) er der
kuldeadvektion i troposfæren,
mens der på dens nedstrømsside
er varmeadvektion.
Vejret, 104, august 2005 • side 41

Figur 5a viser, at L befinder sig i
en ryg i tykkelsesfeltet Z T mellem
500 og 1000 hPa. Tykkelsesfeltet
er differensen mellem højderne
af 500 og 1000 hPa fladerne.
Varme- og kuldeadvektion hhv.
nord og syd for L viser sig på Figur
5a som hhv. positiv og negativ
advektion af Z T . Termalvinden i
laget, som er differensen mellem
den geostrofiske vind i 500 hPa
og den geostrofiske vind i 1000
hPa, er proportional med størrelsen
af den horisontale gradient af
Z T og blæser parallelt med tykkelseslinierne.
Retningen (på den
Nordlige Halvkugle) er sådan, at
tykkelsen vokser mod højre for
en iagttager, som kigger i termalvindens
nedstrømsretning.
Hvis den geostrofiske vind i 500
hPa var identisk nul, ville den
geostrofiske vind i 1000 hPa have
samme størrelse som termalvinden,
men blæse i modsat retning.
Da den geostrofiske vind er nul
i L (og højdekurverne på 1000
hPa fladen ikke adskiller sig væsentligt
fra isobar-mønsteret ved
havniveau) må den geostrofiske
vind i 500 hPa over L være identisk
med termalvinden, og ifølge
Figur 5a være relativt svag fra
en sydlig retning. Dette indikerer
at trugaksen hælder opstrøms
(mod vest) med højden, et tegn
på at lavtrykket fortsat uddybes.
I den betragtede fase be-
gynder lavtrykket at udvikle sin
’giftige hale’ med stærk vind ved
overfladen. Udviklingen begynder
i det område vest for L, som
har et lokalt maksimum i tykkelsesgradienten.
I dette område
er den geostrofiske vind i 500
hPa svag, hvilket betyder at den
geostrofiske vind nær overfladen
tilnærmelsesvis har samme størrelse
som termalvinden, men
side 42 • Vejret, 104, august 2005
60N
50N
40N
60N
50N
40N
60N
50N
40N
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(a) 300hPa wind
1020
1020
1010
G45 1981112212
40W 30W 20W 10W 0
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(b) 300hPa wind
1020
1000
990
1010
1000
1020
1010
1020
1000
20W 10W 0 10E 20E
1000
G45 1981112300+009
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(c) 300hPa wind
1010
1020
1020
1030
1020
G45 1981112412
990
1010
980
970
1000
20W 10W 0 10E 20E
Figur 3. Lufttryk ved havniveau (stiplede kurver, 5 hPa interval) og vindhastighed
i 300 hPa (WMO-standard vindfaner og farveskala er i ms -1 ) i DMI-HIRLAM-G45
under novemberstormen i 1981, (a): analyse 22/11 12 UTC, (b): 9 timers prognose
gældende til 23/11 09 UTC og (c): analyse 24/11 12 UTC.

modsat retning. Termalvinden
ser derfor ud til at spille en vigtig
rolle for udviklingen af de stærke
vinde ved overfladen i lavtrykkets
’giftige hale’. På Figur 1c er
de stærke vinde markeret med
stiplede røde pile.
Skykrogen på w2- skyerne, og
i det hele taget det kommaformede
skymønster, dannes fordi
relativ kold luft, der har været udsat
for nedsynkning er begyndt at
cirkulere omkring lavtrykscentret
i den nedre troposfære samtidig
med at DI i stor udstrækning har
opløst skyerne i den øvre troposfære.
I området markeret med
w2 ’ på Figur 2c har DI ’skrællet’
toppen af w2- skyerne, hvorved
der er skabt en brat stigning i skytop-højde
fra w2 ’ til w1-skyerne
i venstre udgangsområde på jet
streaken nedstrøms for truget i
den øvre troposfære (Figur 3b
og Figur 4a).
En detalje
På opstrømssiden af truget i
den øvre troposfære er der en
detalje i skymønsteret på Figur
60N
50N
40N
-100--50 -50--30 -30--20 -20--10 -10--5 -5-0 0-5 5-10 10-20 20-30 30-50
m.s.l. pressure
(a) 300hPa R.VORTICITY ADV.
1022
990
998 1006
1014
982
G45 1981112300+009
20W 10W 0 10E 20E
1022
2c, som giver en vis tillid til prognoserne
i Figur 3 og 4. Det drejer
sig om skyerne markeret med l u
på Figur 2c. Skyerne befinder sig
i det venstre udgangsområde på
jet streaken i 500 hPa opstrøms
for truget (figur ikke vist). Figur
4b viser, at der i dette område er
et positivt maksimum i RVA syd
for Island. I samme område er der
nær overfladen kuldeadvektion
over en varmere havoverflade,
hvis temperatur vokser nedstrøms.
Skyerne dannes og vokser
i dybde nedstrøms formentlig
fordi nedsynkning i forbindelse
med kuldeadvektion er svagere
end opstigning i forbindelse
med positive RVA og frigørelse
af latent varme under dannelse
af de konvektive skyer. Bemærk
at l u -skyerne ikke kan forklares
på grundlag af strømningsforholdene
i 300 hPa (Figur 3b og Figur
4a), fordi tropopausen i området
befinder sig under 300 hPa.
Udviklingens ophørsfase
Figur 2d og Figur 3c viser den
fase af udviklingen, hvor uddyb-
998
60N
50N
40N
ningen af lavtrykket er hørt op.
Denne fase er kendetegnet ved at
cirkulationen omkring lavtrykscenteret
i den øvre troposfære
foregår lodret over cirkulationen
ved overfladen, jfr. Figur 3c.
Ifølge [2] er det laveste lufttryk
ved havniveau ca. 963 hPa. Det
er karakteristisk for denne fase
af udviklingen, at området med
svage horisontale trykgradienter
i lavtrykskernen et større end i
den forudgående fase. I sidstnævnte
fase viste Figur 5a, at
der var positiv advektion af Z T
nord for L og negativ advektion
af Z T syd for L. Fortsættelsen af
denne proces frem til den aktuelle
fase har ifølge Figur 5b ført
til, at et bånd med relativt høje
tykkelser (relativ varm luft) er
blevet advekteret venstre om L,
mens et bånd med relativt lave
tykkelser (relativ kold luft) sideløbende
med det varme bånd er
advekteret højre om L, hvilket visuelt
giver indtrykket af en bølge i
tykkelsesfeltet, der kammer over.
Det samme indtryk giver de højtliggende
skyer omkring L i Figur
-100--50 -50--30 -30--20 -20--10 -10--5 -5-0 0-5 5-10 10-20 20-30 30-50
m.s.l. pressure
(b) 500hPa R.VORTICITY ADV.
1022
990
998 1006
1014
982
G45 1981112300+009
20W 10W 0 10E 20E
Figur 4. 9 timers G45 prognose gældende til 23/11 09 UTC, 1981 af lufttryk ved havniveau (stiplede kurver, interval 5hPa)
og (a): relativ vorticity advektion i 300 hPa og (b): relativ vorticity advektion i 500 hPa. Enheden på farveskalaen for
relativ vorticity advektion er 10 -4 s -1 pr. døgn.
1022
Vejret, 104, august 2005 • side 43
998

2d. En sammenligning af denne
figur med Figur 5b viser, at skykanten
på de højtliggende skyer
ind mod L med god tilnærmelse
falder sammen med ryggen i
tykkelsen mellem 300 og 1000
hPa. Skykanten markerer derfor
et nedstrøms skift fra negativ til
positiv tykkelsesadvektion. Syd
for Danmark er tykkelsesadvektionen
negativ ellet tæt på nul, og
de højtliggende skyer er næsten
forsvundet. Her er det heller ikke
muligt at identificere en ryg i
tykkelsesfeltet. Kanten på skybåndets
modsatte side er mere
diffus, men ses i grove træk at
falde sammen med et fortegnsskift
i tykkelsesadvektion, således
at det højtliggende skybånd
markerer et område med positiv
tykkelsesadvektion.
Termalvinden på venstre side
af ryggen i skykrogens tykkelsfelt
blæser med uret (anticyklonalt)
omkring L. Den geostrofiske vind
ved overfladen (1000 hPa) fås
ved at subtrahere termalvinden
fra den geostrofiske vind i 300
418-512 512-516 516-520 520-524 524-526 526-528 528-530 530-532 532-534 534-600
m.s.l. pressure
(a) 750hPa wind
thickness 500-1000
H
1020
5520
1000
990
1010
L
5360
5400
G45 1981112300+009
5440
5480
1020
hPa. Da luften som tidligere
nævnt med god tilnærmelse roterer
mod uret (cyklonalt) omkring
en lodret akse gennem L
fra overfladen til 300 hPa vil den
geostrofiske vind ved overfladen
i skykrogen være kraftigere end i
300 hPa. I større afstand fra skykrogen,
syd for trugaksen i tykkelsesfeltet,
skifter termalvind-
en retning og begynder at blæse
cyklonalt omkring L, hvilket betyder
at den geostrofiske vind
ved overfladen er svagere end i
300 hPa. Den kraftige strømning
ved overfladen i og umiddelbart
syd for skykrogen er et resultat
af, at termalvinden får den geostrofiske
vind til at vokse ned
mod overfladen samtidig med,
at der er et minimum i afstand
mellem L og jetaksen i 300 hPa
(Figur 3c).
Januarstormen
Figur 6 og 7, sammenlignet med
Figur 2 og 3, viser, at udviklingen
af januarstormen i de store
linier minder meget om novem-
1000
5520
berstormens udvikling. Derfor er
der ingen grund til at beskrive
januarstormen i detaljer. Vi vil
nøjes med at omtale de vigtigste
forskelle. Udviklingen af
januarstormen begynder på en
sydligere breddegrad (ca. 47°N
mod ca. 55°N for novemberstormen).
Lavtryksbanen er fra
sydvest, mens lavtryksbanen for
novemberstormen i den tidlige
fase er fra sydvest, men i resten
af udviklingsperioden fra vest.
Strømningen i området, hvor lavtrykket
udvikler sig, er kraftigere
både i den nedre og øvre troposfære
under januarstormen, hvilket
ses ved at sammenligne Figur
3 og Figur 7. Ved at sammenligne
udviklingerne set fra satellit (Fi-
830-848 848-854 854-858 858-862 862-866 866-870 870-872 872-874 874-878 878-1000
m.s.l. pressure
(b) 650hPa wind
thickness 300-1000
1010
1020
1020
1030
9100
H
1020
G45 1981112412
990
1010
980
8940
970
8860
L
1000
8780
9020 9100
Figur 5. (a): 9 timers G45 prognose gældende til 23/11 09 UTC, 1981 af lufttryk ved havniveau (grønne stiplede kurver,
interval 5 hPa), vindhastighed i 750 hPa ( WMO-standard vindfaner) og tykkelse mellem 500 og 1000 hPa (farveskala
viser tykkelse i dekameter, røde kurver viser tykkelse i meter, interval 40 m) og (b): analyse 24/11 12 UTC, 1981, i øvrigt
som (a), men for vind i 650 hPa og tykkelse mellem 300 og 1000 hPa.
side 44 • Vejret, 104, august 2005
Figur 6 (til højre). NOAA satellitbilleder
af januarstormen 2005, a: 7/1
07.40 UTC, b: 7/1 12.10 UTC, c: 8/1
05.36 UTC og d: 8/1 19.57 UTC. (a),
(b), (c) og (d) refererer til hhv. øverst
tv., øverst th., nederst tv. og nederst th..
Kilde: University of Dundee.
9180

W2
k
W2'
W1
W1
W1
W1
W1
a)
c)
b)
d)
W2
W2
W2
k
W1
W1
W1
Vejret, 104, august 2005 • side 45

gur 2 og Figur 6) får man det
indtryk, at der er mere ’power’
på udviklingen af januarstormen.
At indtrykket også er reelt,
fremgår af at udviklingen af januarstormen
er omtrent dobbelt
så hurtig (se næste afsnit). Den
kraftigere strømning i troposfæren
under januarstormen er den
væsentligste årsag til den hurtigere
udvikling. Blandt forskelle i
detaljer kan nævnes, at der dannes
et afsnøringslavtryk (cut-off
low) syd for udviklingsområdet
for novemberstormen (Figur 2a)
og i novemberstormens hurtige
uddybningsfase dannes der en
bølge på koldfronten. Bølgen opløses
senere i udviklingen. Ingen
af disse fænomener optræder under
januarstormens udvikling.
Forholdet mellem udviklingsperioderne
for de to lavtryk
På grundlag af en simpel model
for en baroklin lavtryksudvikling
tilhørende klassen med betegnelsen
”meridional trug cyklogenese”
har vi beregnet forholdet
mellem udviklingsperioderne for
de to lavtryk. I beregningen har vi
antaget at strømningsforholdene
i den tidlige fase af udviklingen
er bestemmende for lavtrykkets
udviklingsperiode. Ifølge Box 3
fås for simple bølger et forhold ’r’
mellem udviklingstiderne, som
er bestemt ved ligning (6), hvor
indeks 0 og 1 refererer til hhv. november-
og januarstormen. Ved
aflæsning på Figur 3a og Figur
7a er ’r’ beregnet ved at benytte
tre forskellige metoder. I metode
1 og 2 følges breddegraden gennem
vindmaksimum på hhv.
opstrøms- og nedstrømssiden af
truget i 300 hPa. U aflæses, hvor
breddegraden skærer trugaksen,
2 2 ½ v =(V – U ) , hvor Vmax er det
0 max
side 46 • Vejret, 104, august 2005
60N
50N
40N
60N
50N
40N
60N
50N
40N
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(a) 300hPa wind
1000
980
990
1010
1020
G45 2005010712
40W 30W 20W 10W 0
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(b) 300hPa wind
985
975
975
1025
995
1005
1015
20W 10W 0 10E 20E
970
970
1035
1030
G45 2005010806
0-10 10-20 20-30 30-40 40-50 50-55 55-60 60-65 65-70 70-75 75-80 80-85 85-90 90-95 95-100
m.s.l. pressure
(c) 300hPa wind
985
1015
1025
G45 2005010818
1005
20W 10W 0 10E 20E
Figur 7. Som Figur 3, men for januarstormen 2005 og for (a): analyse 7/1 12
UTC, (b): analyse 8/1 06 UTC og (c): analyse 8/1 18 UTC.
995
975
985
965

aflæste vindmaksimum og bølgelængden
bestemmes som det
dobbelte af afstanden mellem
breddegradens skæringspunkter
med jetaksen på opstrøms- og
nedstrømssiden af truget. I metode
3 betragtes breddegrader,
som i skæringspunkterne med
jetaksen på opstrøms- og nedstrømssiden
af truget har samme
vindhastighed. Blandt disse breddegrader
udvælges den, som har
maksimal vind i skæringspunkterne.
Differens i overfladetryk
over udviklingsperioden estimeres
til δp s0 =1001 hPa-963 hPa =
38 hPa for novemberstormen
og δp s1 = 1005 hPa-961 hPa = 44
hPa for januarstormen. Anvendt
på Figur 3a og 7a giver metode
1 resultatet ’r’ ≈ 2.0, metode 2
resultatet ’r’ ≈ 2.2 og metode 3
resultatet ’r’ ≈ 2.1.
Bedømt ud fra satellitbillederne
estimeres udviklingstiden
for novemberstormen til ca. 72
timer og udviklingstiden for januarstormen
til ca. 36 timer. Disse
estimater giver ’r’ ≈ 2.0, hvilket
stemmer godt med de beregnede
værdier ovenfor. Det skal dog tilføjes,
at der er nogen usikkerhed
om, hvornår udviklingen af lavtrykkene
begynder. Der er derfor
en vis usikkerhed om den faktiske
værdi for ’r’.
Referencer
[1] Duun-Christensen, J.T., 1982.
Stormfloden den 24. nov. 1981.
Vejret nr.1, 4. årg., 17--20.
[2] Lund, S. og H. Faurby, 1982.
Stormflodsorkanen den 24.-11.
1981. Vejret nr. 1, 4. årgang, 5-
-16.
[3] Hartby, S. og H.H. Valeur,
1982. Natten før stormfloden.
Vejret nr.1, 4. årgang, 21--25.
[4] Iversen, P. 1982. Et situationsbillede
af stormfloden den 24.
november 1981. Vejret nr.1, 4.
årgang, 26--27.
[5] Nielsen, N.W., G. Jensen og
O. Christensen, 1983. Stormen
den 24. november 1981. Vejret
nr. 1, 5. årgang, 27--40.
[6] Nielsen, N.W. and B.H. Sass,
2003. A numerical, high-resolution
study of the life cycle of the
severe storm over Denmark on
3 December 1999. Tellus 55A,
338--351.
[7] Petersen, C., M. Kmit, N.W.
Nielsen, B. Amstrup and V.
Huess, 2005. Performance of
DMI-HIRLAM-T15 and DMI-
HIRLAM-S05 and the storm
surge model in winter storms.
DMI Technical Report (under
trykning).
[8] Nielsen, N.W., 2003. Quasigeostrophic
interpretation of
extratropical cyclogenesis. DMI
Scientific Report 03-11, tilgæn-
gelig på www.dmi.dk/dmi/index/dmi-publikationer/videnskabeligerapporter.
[9] Petterssen, S., and S. J. Smebye,
1971. On the development
of extratropical cyclones. Quart.
J. Roy. Met. Soc., 79, 457—
482.
[10] Plant, R. S., G. C. Craig, and
S. L. Gray, 2003. On a Threefold
Classification of Extratropical Cyclogenesis.
Forecasting Research
Technical Report 404, Joint Centre
for Mesoscale Meteorology,
Reading, UK, pp. 31.
[11] Bader, M.J., G.S. Forbes, J.R.
Grant, R.B.E. Lilley and A.J. Waters,
1995. Images in weather
forecasting – A practical guide
for interpreting satellite and radar
imagery. Cambridge University
Press, pp. 499.
[12] Shapiro, M., H. Wernli, J-W.
Bao, J. Methven, X. Zou, J. Doyle,
T. Holt, E. Donall-Grell and P. Neiman,
1999. A Planetary-Scale to
Mesoscale Perspective of the Life
Cycles of Extratropical Cyclones:
The Bridge between Theory and
Observations. In The Life Cycles
of Extratropical Cyclones.
Eds. M. Shapiro and S. Grønås,
American Meteorological Society,
139--185.
[13] Nielsen, N.W., 2003. Uvejret
Skt. Hans Aften 2003. Vejret,
96, 10--21.
Vejret, 104, august 2005 • side 47

Set fra oven
Sirocco, jugo, lampaditsa, leveche,
marin..
Kært barn har mange navne. Hvor
kær ungen er i sammenhængen
er nok et spørgsmål, for det drejer
sig om den støvfyldte luft, der
fra Sahara med vinden driver op
over Middelhavslandene, når et
lavtryk befinder sig i den vestlige
del af området. Mange danske turister
vil have haft oplevelsen, og
den er ikke udelt behagelig. Sirocco’en
”kendes bl.a. fra Malta og
Sicilien, hvor den giver fugtigt og
diset vejr, da den tørre ørkenluft
optager fugtighed fra Middelhavet”,
står der i Den Store Danske
Encyklopædi, men det er nu ikke
den fulde sandhed. Dén handler
nemlig også om en kraftig,
tør, hed og støvfyldt blæst, der
trænger ind i husene, hæmmer
maskiners funktion og giver en
del mennesker fysisk ubehag.
Der er dog undtagelser, som
kan retfærdiggøre encyklopædiens
beskrivelse. Hvor den varme
luft inddrages i lavtrykscirkulationen
mod vest, optræder der
skyer og måske regn, som evt.
kan være misfarvet af støvet:
blodregn. I Sydøstfrankrig hedder
den version bl.a. marin. En
anden undtagelse optræder, når
den fra ørkenen udstrømmende
luft er væsentligt varmere end
Middelhavet og vinden relativt
svag. Under de forhold vil det
laveste luftlag blive afkølet til
havvandets temperatur, og det
resulterende tynde og kolde
bundlag vil optage fugt fra havoverfladen,
således at tåge kan
dannes. Tågen opleves ved vindvendte
kyster som havgus, som
vi kender det fra Danmark om
foråret. Med den lille forskel, at
havgusen i Middelhavet vil være
ca. 25 grader varm. På læsiden
vil der være en ekstremt varm
føhnvind.
Et eksempel på det sidstnævnte
mønster optrådte den
18. juli i år. I Tunesien var temperaturen
omkring 40°C, og søndenvinden
var kun moderat. På
satellitbilledet fra området genkendes
sirocco’en på den støvfyldte
luft, afgrænset mod vest
af en stribe tordenbyger. I støvzonen
er der lokalt dannet tåge,
der ses ligge i en bræmme omkring
Sardinien og stedvis berøre
kysten. Men i langt størstedelen
af området skinner morgensolen
dog fra en næsten skyfri, men
meget støvet himmel.
Leif Rasmussen
Visuelt NOAA billede fra 18. juli 2005 06:45 UTC. (copyright 2004 RSGB, University of Bern and NOAA).
side 48 • Vejret, 104, august 2005

Fra læserne
Vil du virkelig være meteorolog; replik
I Vejret nr. 101 skrev Steffen Hartby et indlæg med
titlen ”Vil du virkelig være meteorolog?”. En af
reaktionerne kom fra Anders Persson i Norrköping.
Vi bringer den her i dansk oversættelse:
Bästa Vejret
Læste med interesse, men også en vis forstemthed,
Steffen Hartbys melankolske indlæg i det seneste
nummer (november 2004). En lignende artikel, om
end med sort humor, skrev jeg i ”PersonalensTidning”
i 1980. Jeg var på det tidspunkt ved at blive bevidst
om noget, som jeg efterhånden kom til at opfatte
som ”meteorologiens krise”, i det mindste den del af
meteorologien, som handler om den generelle cirkulation,
forståelsen af synoptiske forløb og prognoserne
for disse. Sagt i korthed ser jeg tre kriseområder:
1. Den udbredte selvdestruktive konservatisme
hos prognosemeteorologerne
Altid svagt grund- og videreuddannede møder de
forandringer med sammenbidt konservatisme, sådan
at det nye, hvis det i det hele taget indføres, udformes
i overensstemmelse med vedkommendes aktive virke.
Derfor har alle forandringer indenfor den synoptiske
prognosemeteorologi, fra Fitzroy i 1855 over Bergenskolen
til EPS i dag, taget cirka tyve år. I tilfælde af
verdenskrig noget kortere. Forandringerne, både de
gode og de dårlige, er derfor ofte kommet til udefra,
mere eller mindre trukket ned over hovedet på de sig
passivt forsvarende prognosemeteorologer. Disse risikerer
nu ganske gradvis at skifte rolle til hyggelige TVpresentatorer,
mens alt det betydningstunge arbejde
udføres af andre, mindre iøjnefaldende eksperter. Men
også de sidste har bragt sig ud i en krise.
2. Indadvendtheden hos de numeriske prognosemagere
Prognosemeteorologernes skiftende tjenester udgør
desværre en hindring for videnskabeligt arbejde.
Det har altid været videnskabsmænd som Napier
Shaw, Vilhelm Bjerknes & Co, Carl Gustaf Rossby
og Reginald Sutcliffe, der har været drivkraften bag
udviklingen af nye prognosemetoder, både teoretisk
og praktisk. Men fælles for disse er, at de besad eller
skaffede sig praktisk prognoseerfaring. De numeriske
prognosemagere har, på få undtagelser nær, holdt
sig udenfor dette. For dem har det vigtigste været, at
visse statistiske mål er blevet forbedret, og at artikler
er blevet publiceret i de store tidsskrifter. Ind imellem
møder man den indstilling, at uvidenhed om,
hvorvidt en varmfront er rød eller blå, er et mål for,
hvor stor en forsker man er. Omtrent som kinesiske
mandariner, der lod neglene vokse sig lange for tydeligt
at demonstrere, at de ikke beskæftigede sig med
praktiske gøremål.
3. Den aristoteliske strømning indenfor dynamisk-synoptisk
meteorologi
I fysikundervisningen på amerikanske universiteter
har man gennem et par decennier talt om ”Aristotelian
physics”, dvs. en klar tendens hos studenter,
selv kandidater, til at tænke som Aristoteles, dvs.
anvende deres ”sunde fornuft” eller ”intuition”, uanset
de matematiske udledninger ofte giver et andet
budskab. Tilsvarende forhold gælder, eller har længe
været gældende, indenfor den dynamisk-synoptiske
meteorologi: de levende forklaringer, som gives på
forskellige foreteelser eller matematiske formler, er ikke
så sjældent fysisk forkerte eller strider mod den matematik,
de skal forklare eller anskueliggøre. Forvirringen
omkring corioliseffekten er ikke det eneste eksempel.
Studenter, som føler, at de ikke forstår dynamisk meteorologi,
behøver ikke at være nedtrykte – måske er
de kloge, netop fordi de ikke ”forstår”.
Det som jeg ser, er hvordan meteorologerne i Sverige,
Norden, Europa og verden maler sig op et hjørne
gennem deres konservatisme, isolering fra praktikken
og manglende evne til at forstå og forklare det
medium, atmosfæren, som de har fået til opgave at
fremlægge på samme klare måde som astronomer
og fysikere. En skolelærer kan få en fin forklaring
på dynamikken omkring et sort hul, Big Bang eller
11-dimensionella strenge, men ikke på udviklingen
af et atlantisk efterårslavtryk eller et blokerende
sommerhøjtryk...
Anders Persson

Dansk Meteorologisk Selskab
c/o Brian Broe
Sjælør Boulevard 10, st.th.
2450 København SV
Returneres ved varig adresseændring
Dansk Meteorologiske Selskab
KOMMENDE MØDER
Tirsdag den 4. oktober, 2005, kl. 19.00
Lokale 086, Rockefeller komplekset, Juliane Maries vej
Arven efter Aristoteles; nogle træk af meteorologiens udvikling under og efter
den videnskabelige revolution
Foredrag ved Erik Rasmussen
NMM 25
Första inbjudan
Hallå alla meteorologiintresserade i Norden!
Nästa år är det åter dags att träffas för att umgås och utbyta tankar, idéer,
forskningsresultat och synpunkter om meteorologi och vädertjänst i det 25:e
Nordiska Meteorologmötet. Det kommer att hållas under veckan 4 - 8 september
2006. Platsen kommer att bli Uppsala; universitetsstaden 70 km norr om Stockholm.
Teman på NMM 25:
* Tillämpning och erfarenheter av forskningsresultat
* Energiutbyte mellan jord/hav och atmosfär
* Klimatförändringar och deras effekter
* Tekniska hjälpmedel och HMI (human machine interface) till dessa
* Övriga ämnesområden
Även angränsande ämnesområden, som oceanografi och hydrologi är välkomna för föredrag.
Som konferensspråk rekommenderas engelska, men även skandinaviska språk får användas.
Mer information om NMM 25, anmälan etc kommer under hösten 2005.
Väl mött på NMM 25 i september 2006!