Læring og mestring Patientuddannelse på deltagernes præmisser

netværk mellem mennesker og steder, som har betydning, med til at forme ’landskabet’,
hvorimod ’landkort’ er statiske, når de først er tegnet (42).
I det følgende er den sundhedsprofessionelle fortælleren, og der bruges ”jeg”-form for at
gøre beskrivelsen så autentisk som muligt.
Den afklarende samtale
Første destination for deltageren er den afklarende samtale. Vejen til den afklarende samtale
foregår på forskellig måde. Det kan være gennem egen læge, andre sundhedsprofessionelle,
brochurer, presse eller omtale. I den første kontakt, hvor tiden bliver booket, gør jeg meget
ud af at fortælle deltageren, hvem de skal til samtale med, hvor lang tid der er sat af til samtalen,
og at de er meget velkommen til at tage en pårørende med, hvis de har interesse i det.
Jeg klargør rammen for samtalen, inden deltageren ankommer. Det gør jeg ved at booke
et lokale, så samtalen kan foregå uforstyrret, klargøre rummet med de nødvendige papirer,
kaffe/vand, placere stolene, tænde lys og varme i rummet, så deltageren føler sig ventet og
velkommen. Ca. 15 min. før samtalen, skal jeg være parat til at modtage deltageren, da de
ofte kommer tidligt. Derfor er jeg ekstra opmærksom på ankomstlyde ude fra gangarealet, så
jeg hurtigt kan smutte ud og byde dem velkommen. Her er det vigtigt at huske deres navn,
det er med til at de føler sig ventet. Enkelte gange dukker de slet ikke op.
Som opstart på samtalen snakker vi om vind, vejr og aktuelle nyheder for at få deltageren
til at slappe af og føle sig godt tilpas. Ofte virker de noget spændte på samtalen, og har
svært ved helt at forestille sig, hvad samtalen går ud på, og at den overhovedet kan strække
sig over en hel time. Jeg fortæller om ’landkortet’ for samtalen - at jeg har sat 1 time af til
samtalen, så der er god tid, at det er deltageren, der bestemmer, hvad vi skal snakke om, at
jeg vil spørge uddybende ind undervejs, men at deltageren skal sige fra, hvis jeg spørger om
noget, de ikke har lyst til at tale om. Det kan være lidt svært for deltageren at få startet, så
ofte starter jeg med at spørge: ”Hvad fik dig til at henvende dig her?” Spørgsmålet er med til at
få deltageren til at tænke lidt dybere over, hvilke tanker han egentlig havde for at henvende
sig. ’Landkortet’ for samtalen er, at deltageren skal blive afklaret om, hvilke tilbud, de kunne
have glæde af i forhold til, hvor de er i deres liv og deres sygdom.
Og hvad sker der så i ’landskabet’? Jeg stiller andre spørgsmål, end de tidligere har fået.
Fx kan jeg spørge: ”Hvis jeg spurgte din kone, hvad vil hun så sige?”, ”Hvad vil du få ud af det ....
hvem vil også få noget ud af det?” og ”Hvis du kikker tre år frem i tiden, hvad betyder det så, hvis
du ændrer …?” Deltageren får tid til at reflektere under samtalen, refleksionen ser jeg ofte
som øjeblikke, hvor deltageren sidder lidt i tavshed og eftertænksomhed. Ofte dukker der
nye emner op i løbet af samtalen, som jeg skal være meget opmærksom på at få øje på.
Når jeg bringer de nye emner ind i samtalen, er de med til at åbne op for nye spørgsmål, og
det er her, samtalen bevæger sig et lag dybere, end deltageren måske tidligere har oplevet.
Udvikling og implementering | 3
47