Læring og mestring Patientuddannelse på deltagernes præmisser

Jeg spørger nu den erfarne patient, om han har en fortælling om, hvad der kan begejstre
ham. Han fortæller: ”Jeg bliver allermest begejstret, eller du kan kalde det glad, når jeg spiller fodbold
med mit barnebarn – han er 7 år”. Jeg spørger: ”Hvad er det præcist, der gør dig glad?” ”Det
er, at han så hurtigt har fundet ud af, at jeg også er god til noget andet”, svarer han, og jeg spørger
undersøgende tilbage: ”Hvordan har du fundet ud af det?”. ”Det fandt jeg ud af en dag, hvor
jeg ikke kunne holde til at spille fodbold mere end 5 minutter. Den dag stak han sin lille hånd i min
og sagde: Jeg synes du er sej farfar både til at spille lidt fodbold, men det er også rart, at du har tid
til at spille computer med mig. Der blev jeg så glad og begejstret for livet, så alt det, jeg stadig kan,
pludselig fik langt større betydning”. Jeg spørger igen: ”Hvad er det, der gør, at det har langt større
betydning?” Den erfarne patient svarer: ”Det har det jo netop, fordi jeg nu har fået øje på det”.
Fortællingen gør det langt nemmere at finde ind til andre spørgsmål. Ved udsagnet ”manglende
gejst” bliver spørgsmålene nu: ”Er der noget, der begejstrer dig – gør dig glad?” og ”Når det
sker – hvad kan du så?” Vi bliver enige om at sætte et billede ind, som viser begejstring. Og
så forandrer ’landskabet’ sig. Den erfarne patient sprudler af energi, og vi er begge tændt på
ideen. Vi finder spørgsmål og billeder til alle udsagn og får printet siderne ud. Vi drøfter, hvordan
grupperne skal sammensættes. Mit forslag er fra start tre grupper, men vi drøfter, om
grupperne er for små til at rumme ”hende, der taler meget”, og ”ham, der ingenting siger”. Så
vi kommer frem til, at der vil blive mere dynamik i grupperne, hvis vi deler dem i to og hver
indgår i en af grupperne.
Begejstringen fylder os begge, og kreativiteten får frit løb. Vi finder gamle ugeblade, store
plancher, tusser, lim og sakse, som kan bruges i gruppearbejdet. ’Landkortet’ for processer
i undervisningen er at: Billeder stimulerer til andre tanker og overvejelser end ord – de kan
mere end ord. Og det tredimensionelle – at sidde fysisk med et blad og klippe billeder ud,
kan endnu mere – det kan sætte gang i en associationstænkning. Vi snakker om, at deltagerne
på den her måde kan få flyttet fokus fra det, de ikke kan, til at få øje på det, de rent faktisk
kan. Til slut aftaler vi, hvem der tager hvilke opgaver samt rækkefølgen for programmet: 1.
Opsamling fra sidst, 2. Udlevering af materiale fra sidst, 3. Indbydelse til pårørendeaften, 4.
Den erfarnes patients fortælling, 5. Det faglige input, 6. Gåtur og kaffe 7. Intro til gruppearbejde,
8. Opsamling af gruppearbejde og 9. Afrunding. Når vi er færdige med planlægningen,
skriver jeg det hele ind i et diasshow med ca. tidspunkter og fremhævning af navnet på
den, der har opgaven. Det sender jeg derefter til den erfarne patient, som har mulighed for
at rette eller komme med forslag til rettelser til undervisningen.
Undervisningen
’Landkortet’ for undervisningen er, at der skal ske en læring, som skal ses som både en personlig
subjektiv proces, hvor følelser, forståelse og handling virker sammen, men også som
en social kollektiv proces. Deltagerne skal opnå kompetencer til at kunne håndtere livet med
en kronisk sygdom, og få viden og redskaber til at mestre de udfordringer det fører med sig.
Den erfarne patient og jeg har talt om, at det er vigtigt, at vi giver plads til, at deltagerne kan
Udvikling og implementering | 3
49