J.F. Willumsen har engang fortalt, at den gule farve var ''hans livs ...

GUL
GUL
SMK #2 | GUL |
J.F. Willumsen har engang fortalt, at den gule farve var ’’hans livs farve’’. Han ville male
lyset i alle dets nuancer, fra solens skræmmende styrke til månelysets gule fosforglans.
I dette nummer af SMK-magasinet giver det anledning til at se nærmere på forskellige
gule farver og deres særlige betydning for Willumsen.
Af: PETER KIRKHOFF ERIKSEN, redaktør
Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958) var aktiv
som kunstner i mere end halvfjerds år og
udforskede mange stilarter og medier. Han
malede, lavede grafik, var billedhugger,
kunsthåndværker og arbejdede som arkitekt. Han
fotograferede og samlede på kunst, dyrkede
kunsthistorisk forskning og noterede udførligt
sine resultater. For de fleste er han især kendt for
de vitale og kraftfulde malerier med intense
kontrastfyldte farver og stærke dynamiske
menneskefigurer. Værkerne handler ofte om de
store universelle temaer og vilkår i livet som
forholdet mellem mennesket og naturen,
formuleret i et moderne formsprog, som han her i
Danmark i sin samtid ikke fandt den store
forståelse for. I dag er der ikke mange, der tvivler
på hans vigtighed, og det er svært ikke at blive
overvældet og imponeret af hans udtryk, ikke
mindst hans evne til at arbejde med farven og
lyset. Willumsen kan få de mest usandsynlige
farver til at fungere sammen, og med et lys så man
nærmest bliver blændet af det.
Willumsens eksperimenter med farver
og maleteknik
Det er ikke uden grund, at Willumsens malerier
ejer en helt usædvanlig farvekraft og lysstyrke.
Konservatoren Troels Filtenborg, der har skrevet
en afhandling om Willumsens maleteknik,
fortæller, at Willumsen arbejdede disciplineret og
videnskabeligt med sine farver. En omfattende
samling af farveprøver og tekniske notater vidner
om hans stræben efter at kende sine materialer til
bunds, bl.a. for at finde frem til de pigmenter,
bindemidler og blandinger, der gav størst mulig
intensitet og holdbarhed. Willumsens på samme
tid lidenskabelige og analytiske forhold til den
gule betød, at han afprøvede og anvendte mange
forskellige gule farver: kadmiumgul, strontiumgul,
zinkgul, indisk gul, chromgul og neapelgul, de to
sidste ofte i undermalingslag. Den chromgule,
som blev opfundet i begyndelsen af 1800-tallet,
havde ry for at have meget begrænset holdbarhed
med tendens til at mørkne, mens den neapelgule
(fremstillet af bly og antimon) var en klassisk
kunstnerfarve med et par hundrede års historie
bag sig. I en periode omkring 1915, hvor Willumsen
var meget optaget af fortidens maleteknikker og
materialer, har han endda undersøgt historiske
gule pigmenter og farvestoffer som safran og det
arsenholdige, meget giftige auripigment.
Ironisk nok har de mange eksperimenter i flere
tilfælde affødt problemer for bevaringen af
Willumsens malerier, og flere af dem måtte
allerede i hans egen levetid til konservatoren.
Noget tyder på, at han selv har erkendt de
uheldige resultater af nogle af eksperimenterne. I
hvert fald opgav han på sine ældre dage stort set
forsøgene på at finde nye materialemæssige
udtryk for sine ideer. I stedet vendte han de sidste
30 år af sin lange kunstneriske karriere tilbage til
en mere traditionel arbejdsmetode med en
konventionel olieteknik. Dog forblev han meget
opmærksom på materialernes kvalitet og sendte
indigneret besked til sin leverandør, hvis han var
utilfreds med varerne.

Indisk gul
En af de gule farver, Willumsen afprøvede for at
finde ”sit livs farve”, er indisk gul. Den har en klar
lysende gylden gul farve og stammer, som navnet
fortæller, fra Indien, men blev sandsynligvis
introduceret fra Persien til Indien i 1400-tallet.
Farven udvindes af urinen fra køer, som er blevet
fodret med mangoblade. Indisk gul kan derfor
med nogen ret kaldes for tisgul. En smuk farve,
som også blev brugt til farvning af tøj, hvilket dog
medførte visse lugtgener. I Europa blev den indisk
gule brugt fra slutningen af 1700-tallet og frem til
begyndelsen af 1900-tallet, da produktion af
farven blev forbudt af de engelske koloniherrer i
Indien i 1908 med henvisning til loven mod
dyrplageri. Det viste sig, at de køer, som blev
fodret med store mængder mangoblade, fik
ødelagt deres fordøjelsessystem og fik stadigt
sværere ved at optage næring, så de til sidst døde.
I Willumsens farveprøver kan vi se, at han har
afprøvet både den originale indisk gul og senere
industrielt fremstillede efterligninger af den, som
gik under navne som f.eks indanthrengul. Men han
har efter alt at dømme ikke brugt den i sine
malerier, måske fordi farven (i hvert fald den
ægte) var meget dyr og desuden allerede i
begyndelsen af århundredet var ved at forsvinde
fra markedet.
Naturskræk med strontiumgul og zinkgul
I 1916 maler Willumsen Naturskræk. Efter stormen
nr. 2. Universets skræmmende kraft symboliseres
af solens hvidgule stråler, som sætter verden
omkring sig i farvebrand og mennesket på flugt.
Billedet er malet uden transparente farver, og den
dækkende farve giver derved ingen fornemmelse
af naturligt rum, men tværtimod et symbolsk rum.
Til det hvide i solen er anvendt blyhvidt, og den
tilstødende gule består af strontiumgul iblandet
lidt zinkgul og den giftige arsenholdige
schweinfurtergrøn. Strontiumgul og zinkgul, som
er kemisk beslægtede, blev introduceret som
kunstnerfarver i 1800-tallet. Deres kølige,
citrongule farvetone har fascineret Willumsen,
som afprøvede og anvendte dem i en periode.
Men fra omkring 1920 holdt han tilsyneladende op
med at bruge dem til fordel for kadmiumgul,
måske fordi de som oliefarver havde ry for med
tiden at blive grønligt misfarvede.
SMK #2 | GUL |
Kunst og eksistens
I Willumsens kunst er det altså ofte farverne
og lyset, der spiller hovedrollen i forestillingen.
Stærke sanseoplevelser ansporede ham til
kunstneriske eksperimenter, og han brugte lyset
og farven som mere end blot staffage til at
understrege en fortælling. Farvernes samspil og
modspil og lysets vekslen mellem blændende
nærvær og formørkende fravær kunne udgøre en
eksistentiel fortælling i sig selv. Et eksempel er
Aftensuppen, fra 1918. Willumsen har omsat en
intim scene fra sin dagligdag til en fortælling om
lysets og farvens sejr over mørket. Lyset fra
lampen er kadmiumgult og de kraftige stråler
farver den hvide dug gul, mens sort og grå bruges
til at skabe størst mulig kontrast omkring den gule
farve. Hustruen og døtrene er badet i hans ”livs
farve”, og de knaldgule reflekser, der rammer
suppeterrinen og skeen, understreger, at det gule
lys er forbundet med næring og liv.
Kadmiumgul, som Willumsen brugte i
Aftensuppen, var en dyr farve bl.a. på grund af
kadmiummetallets sjældenhed. Den har en stærk
farvekraft og kan fås i forskellige kolde og varme
nuancer, som betød, at den var et ideelt redskab
for Willumsen i hans skildringer af lyset. Og dens
bestandighed, som især i de dybe nuancer var
bedre end flere af de andre gule farvers på
Willumsens tid, har været en vigtig egenskab for
ham i udforskningen og valget af netop denne
farve.
Venedig
Willumsen gjorde alt for at kontrollere farvernes
virkning. Han var en iscenesætter. Som en
teaterinstruktør brugte han maleriet som en
scene for sine dramatiske kompositioner, og han
blev tiltrukket af motiver og steder, som selv
rummede et scenisk eller iscenesat udtryk. Det
gælder fx hans lange serie af malerier fra Venedig
malet i 1930’erne – en by, der er kendt for sin
kulisseprægede arkitektur og sine maskespil.
Willumsen følte en stærk tilknytning til Venedig,
hvad der hænger nært sammen med byens
særprægede farver og lys. I sine erindringer
fortæller han:
”Venezia blev min By (…) Jeg havde allerede
gennem den sidste halve Snes Aaar malt flere

Billeder af de dejlige Paladser og Byens
egenartede Stemning (…) Men det var nu Nattens
Lys, der først og fremmest interesserede.
Maanens gule Fosforglans, Mystikkens gule Farve,
mit Livs Farve, det var den jeg kæmpede med i
disse Arbejder fra Canale Grande, Palazzo Balbi,
Marcuspladsen og Santa Maria della Salute, fra de
romantiske Haver og Ildfesterne med
Gondolernes elegante Silhuetter.”
Halmbroen i Venedig. Nat, 1934 giver et eksempel
på det natlige lys, Willumsen igen og igen forsøgte
at fange. De gule farver i værket er muligvis igen
nuancer af kadmiumgul, som er den gule,
Willumsen brugte allermest, ikke mindst i de
senere år af sin karriere. Farven er ved analyser
fundet i flere andre af hans billeder fra 30’erne, og
vi ved fra hans notater, at han brugte den i billeder
fra Rom og fra Venedig.
Forfatteren Poul Borum har skrevet en tekst om
Willumsen – At være Verden. Han sammenfatter,
hvordan Willumsen udnytter maleriets formelle
virkemidler til at trænge igennem til beskueren og
give sin fortælling eftertryk:
”Den gule opleves som en akut tilstand, uro,
energi, der ligger på overfladen. Det synes jeg
siger noget helt afgørende om ikke mindst den
”sene” Willumsens kunst: uroen, den akutte
feberagtige tilstand, som også er en dans. Og
denne energi ligger på overfladen (”plakatfarver”,
ikke?), for et maleri er jo kun overflade. Og
Willumsens billeder har en udfarende kraft hen
imod beskueren. Den centrale Willumsenoplevelse
er at stå ramt af lynet.”
Se og læs mere om J.F. Willumsen på Kunsthistorier
– online på smk.dk/kunsthistorier
SMK #2 | GUL |