RADIKAL POLITIK 4-2008.indd - Radikale Venstre

36
Ulandshjælp
forsvinder
Over halvdelen af ulandshjælpen bliver ikke brugt efter hensigten. Pengene bliver i bedste
fald brugt til andre aktiviteter, end giverlandene havde tænkt sig eller også slår en del
projekter simpelthen bare fejl. Det er den triste vurdering fra en erfaren udviklingsarbejder,
som Radikal Politik har mødt i Zambia.
TEKST: Anders Lundt Hansen FOTO: Colourbox
Vi tror den hjælper, den
danske ulandshjælp, men
spørgsmålet er om det billede
står mål med virkeligheden.
Ikke, hvis man
spørger i Zambia, hvor der angiveligt
senest er forsvundet 50 mio. danske
kroner. Pengene er brugt til andre aktiviteter
end giverlandene havde tænkt
sig eller i værste spist op af korrupte
eller inkompetente embedsmænd og
organisationsfolk. Således fortalte fi -
nansminister Ng’andu Maganda den
19. december 2007 til avisen The Post,
der er det eneste uafhængige dagblad i
Zambia, at: ”Den danske regering frigav
10 millioner dollars til landbrugsministeriet,
for at behandle husdyrsygdomme
i Vestprovinsen”. Men da der
ikke var mandskab nok til at gennemføre
behandlingsprogrammet, anbefalede
Maganda til landbrugsministeren,
at man indkaldte pensionerede dyrlæger
og embedsmænd til at forestå programmet.
Han kendte selv en tidligere dyrlæge,
der kunne indkaldes.
– Men overraskende nok kom denne
mand til mig to måneder senere og fortalte,
at folkene i landbrugsministeriet nægtede
at bruge pensionerede dyrlæger, men
foretrak de nuværende embedsmænd ...
Siden da er der ingen der ved, hvordan
de 10 millioner dollars blev brugt. Men
det er et faktum, at kvægsygdommene
i Vestprovinsen er næsten fordoblet, og
jeg skammer mig hver gang jeg møder
den danske ambassadør, som skaffede os
de ti millioner dollars, sagde fi nansminister
Ng’andu Maganda til The Post.
IKKE OVERRASKENDE
Historien om de forsvundne danske millioner
overrasker ikke Samuel Simute,
der en zambisk udviklingsarbejder med
16 års erfaring. Han er uddannet i skovbrug
på Zambia Forest College, Oxford
Forest Institute og Teknisk Institut i
Dresden. Han har gennemført utallige
projekter for blandt andet amerikanske
udviklingsorganisationer, og nu er han
ansat i den danskstøttede forening Civil
Society for Poverty Reduction.
– Det er hvad der sker, siger han, da vi
møder ham i hans tætpakkede kontor i
Mansa, der er hovedstad i Luapula-provinsen
i den nordøstlige del af Zambia.
– Pengene er formodentlig ledt over
til andre aktiviteter i ministeriet. Det er
også muligt, at nogle af dem er gået i private
lommer. Støtte givet direkte til ministerier
i udviklingslandene kan gå galt,
blandt andet fordi ministerierne ikke har
kapacitet til at administrere midlerne,
og medarbejdernes motivation er helt i
bund, fortæller Samuel Simute.
50 millioner kroner ville være mange
penge at smide væk i Danmark, men i et
land, hvor mellem 60 og 80 procent af
befolkningen tjener mindre end én dollar
om dagen, er det et absurd stort beløb. En
dollar om dagen er målestokken for ekstrem
fattigdom, og fra et velstandsdansk
synspunkt er det svært at forstå, hvordan
folk overlever for så lidt. I praksis skal
man forestille sig, at folk lever af, hvad de
nu kan dyrke i deres køkkenhave, og alt,
hvad der koster penge er uden for rækkevidde.
Det gælder for eksempel nyt tøj,
børnenes skolegang, transport, bøger,
aviser, møbler, medicin og alt det andet
vi danskere tager for givet.
DYRT AT VÆRE FATTIG
Som dansker kan man godt sætte sig ind i,
hvor forfærdeligt det må være at se sit eget
barn dø af en sygdom, der i vestlige lande,
er let at helbrede, som for eksempel tuberkulose,
malaria eller diarre, bare fordi
man ikke har de småpenge, som behandlingen
koster. Men i Zambia når mange
fattige ikke engang så langt. Først skal
man fra landsbyen ind til sundhedsklinikken,
og som fattig er dit eneste transportmiddel
dine fødder. Da malaria dræber
på cirka to dage og afstandene er store
i Zambia, skal der ikke gå meget galt, før
turen er forgæves. Hvis man når frem i
tide må man håbe, at lægen eller sundhedspersonalet
ikke kræver betaling for
at stille en diagnose, for så kan man godt
gå hjem igen. Først når disse vanskeligheder
er overvundet kan man begynde at
spekulere over prisen på medicinen – hvis
der i det hele taget er nået medicin frem til
klinikken. Landets fattigdom gør, at vejene
er i dårlig stand, så transporten svigter
ofte. På den måde bliver fattigdommen
selvforstærkende. Der er intet overskud til
at investere i for eksempel infrastruktur,
så derfor må alle løsninger være kortsigtede,
hvad der selvfølgelig bliver endnu
dyrere på langt sigt. For eksempel blev
sundhedsklinikken sammen med de andre
offentlige bygninger i den lille by Milenge
i Luapula-provinsen i begyndelsen
af januar 2008 afskåret fra omverdenen,
da regntiden skyllede vejen væk. De lokale
myndigheder gik i aktion for at få re-
►