Nr. 4 - 29. årgang November 2007 (113)

Nr. 4 - 29. årgang November 2007 (113)

Medlemsblad for
Dansk Meteorologisk Selskab
c/o Michael Jørgensen
Drosselvej 13, 4171 Glumsø
Tlf. 39 15 72 71, mij@dmi.dk
Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK
IBAN: DK45 3000 0007 3522 63
Hjemmeside: www.dams.dk
Formand:
Eigil Kaas
Tlf. 46 73 10 43, kaas@gfy.ku.dk
Næstformand:
Morten Nielsen
morten.nielsen@risoe.dk
Sekretær/ekspedition:
Michael Jørgensen
Drosselvej 13, 4171 Glumsø
Tlf. 39 15 72 71, mij@dmi.dk
Kasserer:
Brian Riget Broe
Sjælør Boulevard 10, st. th., 2450 København SV.
Tlf. 36 45 71 90
brianbro@worldonline.dk, brobr@gfy.ku.dk
Redaktion:
John Cappelen, (Ansvarh.)
Lyngbyvej 100, 2100 København Ø
Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk
Leif Rasmussen - Bjarne Siewertsen - Anders Gammelgaard
- Jesper Eriksen
Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på
email: vejret.redaktionen@gmail.com.
Foreningskontingent:
A-medlemmer: 220 kr.
B-medlemmer: 160 kr., C-medlemmer (studerende): 120
kr., D-medlemmer (institutioner): 225 kr.
Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til
Selskabet, att. kassereren.
Korrespondance til Selskabet stiles til
sekretæren, mens korrespondance til bladet
stiles til redaktionen.
Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer.
Redaktionsstop for næste nr. : 15. januar 2008
©Dansk Meteorologisk Selskab.
Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med korrekt
kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk
for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets
mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår.
Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85
ISSN 0106-5025
Fra
redaktøren
Vi sniger os mod vinteren, måske med is i de
danske farvande. Læs om is i de indre danske danske
farvande. Vintertiden kan også bringe kraftige
storme og i den første af tre artikler behandles
”eksplosive” extratropiske cyklonudviklinger også
kaldet ”bomber”.
I den historiske afdeling byder vi på Columbus
og vejret i den ny verden samt noget om Vejrtjenesten
før EDB. Sommervejret 2007 var historisk
udskældt, selvom den ikke var så slem. For øvrigt vil
Graasten-uvejret blive behandlet i Vejret 114.
I Vejret 113 er der tillige fokus på Arktis og isen i
Polarhavet. Sidst men ikke mindst byder vi på tre
boganmeldelser og en ”næsten sandfærdig” historie
om en klima-terrorist. John Cappelen
Indhold
Is i de danske farvande..................................... 1
Anmeldelse: GIS og Geodata.......................... 12
Columbus og vejret i den ny verden................ 13
Sommervejret 2007........................................ 22
Udviklingsmønstret i kraftige extratropiske
lavtryk, del I .................................................. 25
Hedebølgen i Den Engelske Hytte ................... 33
Anmeldelse: Vind og Vejr .............................. 36
Fra forskydningskort til numeriske
vejrmodeller, del I ......................................... 38
Anmeldelse: Køl af ........................................ 45
Fokus på Arktis.............................................. 47
Fra Formanden............................................... 49
Forside- og bagsidebilledet
Forside: Efterår i haven. Foto: Leif Rasmussen.
Bagside: Luftspejlinger, fotograferet den 15. august 2007 af
Tyge Lind ombord i inspektionsskibet Hvidbjørnen ved den
nordøstgrønlandske kyst på ca. 76º N. Lyset brydes på sin
vej gennem atmosfæren. Den vertikale temperaturfordeling
bestemmer strålegangen. Hvis temperaturen stiger med højden
i stedet for som normalt at falde (inversion), kan der optræde
spejlinger i inversionslaget, også kaldet Fatamorgana.
Disse er om sommeren særdeles hyppige over det kolde hav
omkring Grønland. I det aktuelle tilfælde har temperaturen
ved havoverfladen været tæt på 0 ºC, men i bare 266 meters
højde blev der over Danmarkshavn målt +6 ºC.

Is i de danske farvande
- Havisobservationer og isprognose
Af René Zorn og
Morten Hvidberg-Knudsen,
DHI
Isobservationer generelt

Kuldesum
K max
98. 181(ln( A)
0. 0082)
100ln(
A)
Istykkelse

Iskoder
Returperiode (år) 10 50 100
Kuldesum ,Kmax 230 391 461
Istykkelse, e [m] 0,40 0,56 0,61
Sammenhængen mellem
iskoder
≥
≥
ISPROGNOSE, generelt
Gamle Kode Østersøkoden
1
2
3
4
5
6
7
8
9
”let” iskondition
”svær” iskondition
1
-
2+3
-
7+8
4
5
6
-

Iskoder
Returperiode (år) 10 50 100
Kuldesum ,Kmax 230 391 461
Istykkelse, e [m] 0,40 0,56 0,61
Sammenhængen mellem
iskoder
≥
≥
ISPROGNOSE, generelt
Gamle Kode Østersøkoden
1
2
3
4
5
6
7
8
9
”let” iskondition
”svær” iskondition
1
-
2+3
-
7+8
4
5
6
-

Havis og ’isvinter’
Den gamle danske iskode
1 Nyis
2 Svag landfast is
3 Spredt drivis
4 Sammenstuvet grødis
5 Svær landfast is
6 Tæt drivis
7 Sammenhængende isfelter
8 Sammenstuvet is, pakis eller felter med svær is
9 Åben rende langs kysten
Østersøkoden
0 Isfrit
1 Åbent vand – iskoncentration < 1/10
2 Spredt drivis – 1/10 til mindre end 4/10
3 Åben drivis – 4/10 til 6/10
4 Tæt drivis – 7/10 til 8/10
5 Meget tæt drivis – 9/10 til 9 + /10 *)
6 Kompakt drivis, inklusive sammenfrosset drivis – 10/10
7 Fastis med drivis udenfor
8 Fastis
9 Åben rende i meget tæt eller kompakt drivis eller rende
langs den faste iskant
X Ukendt

Kuldesum, Drogden Fyr
data
Kuldesum,
vandtemperatur

Kuldesum, vandtemperatur
og istykkelse
emax 0. 032 ( kuldesum 50)
Isprognose baseret på
havtemperaturen

Kuldesum, vandtemperatur
og istykkelse
emax 0. 032 ( kuldesum 50)
Isprognose baseret på
havtemperaturen

Kuldesum, vandtemperatur
og istykkelse
emax 0. 032 ( kuldesum 50)
Isprognose baseret på
havtemperaturen

n 5 dage 15 dage 25 dage 35 dage 45 dage 55 dage 65 dage 75 dage
a n -2.43 -5.94 -8.06 -9.53 -10.50 -11.55 -12.18 -12.27
b n 4.64 6.70 8.18 9.00 9.69 10.21 10.71 11.18
PX ( n dt)
1exp(
exp(( dt a)
/ b ))
n n
Fremtiden

Referencer

Boganmeldelse:
GIS og Geodata
Af Mikael Scharling,
DMI

Columbus og vejret i den ny verden
Af Erik Rasmussen
Et af de fremtrædende emner for
den meteorologiske forskning i
det 19.århundrede var studiet
af storme, idet ordet ”storm”
brugtes som betegnelse for fænomener
af mindre horisontal
udstrækning som kraftige torden/haglbyger,
tornadoer og
skypumper, såvel som for fænomener
på større skala såsom
tropiske cykloner (horisontal
udstrækning ~1000 km) og lavtryk,
som de forekommer på vore
breddegrader af stor geografisk
udstrækning (~2000 km).
Kendskabet til disse storme
går imidlertid længere tilbage. Da
Columbus drog vestpå over Atlanten,
fandt han udover nyt land
og fremmede folkeslag tillige en
ny og frygtindgydende form for
uvejr, de såkaldte hurricanes.
Ordet ”hurricane” er afledt af
navnet på en caribisk gud Huracán,
til hvem mayaerne ofrede
mennesker i håb om at afværge
de ødelæggende stormvejr, som
fra tid til anden hærgede området.
Navnet Huracán optræder i
forskellige varianter. I nogle indianske
samfund kaldtes han Yuracan,
og i atter andre Kukulkan. I
1500 og 1600-tallet blev varianterne
furicano eller uracano ofte
anvendt af europæerne. Den nu
anvendte betegnelse”hurricane”
for disse storme er en engelsk
betegnelse som blev almindelig
anvendt efter 1650.
Baseret på dokumenter og
beretninger fra Colombus’ tid
beskrev den amerikanske skribent
Washington Irving i 1828
i bogen The Life and Voyages
of Christopher Columbus europæernes
første møde med med
en hurricane (tropisk cyklon).
Skønt Irvings maleriske beskrivelse
af cyklonens hærgen ikke
er en egentlig øjenvidneberetning,
stemmer den overens med
mange andre beskrivelser af disse
voldsomme uvejr og giver en god
fornemmelse af de ødelæggelser,
som sådanne storme kan forårsage:
” Det var en af disse frygtelige
hvirvelvinde, som undertiden raser
i troperne, og som indianerne
kaldte ”furicaner” eller ”uricaner”,
et navn som de stadig anvender…
Efter at et andet stormvejr
nærmede sig vestfra var det som
om at et voldsomt opgør udspillede
sig. Skyerne blev sønderrevet
af uophørlige lynglimt, eller
snarere kaskader af lyn. Undertiden
tårnede skyerne sig op mod
himlen, og på andre tidspunkter
sænkede de sig mod jordoverfladen
hvor de fyldte luften med
et kvalfuldt mørke mere dystert
end man kan opleve det ved
midnatstid. Hvor hvirvelvinden
passerede, blev store skovområder
splintret og træerne berøvet
deres blade og grene: store træer,
som modstod stormen, blev revet
op med rode og slynget langt
bort. Lunde på bjergsiderne blev
revet op og styrtede med jord og
klipper ned i dalene under øredøvende
larm, og blokerede flodernes
løb. De frygtelige lyde, den
bragende torden, de uophørlige
lyn, vindens tuden, bragene fra
faldende træer og klipper fyldte
alle med frygt, og mange troede,
at verdens ende var nær. Nogle,
hvis skrøbelige huse var blæst
sammen, flygtede til huler for at
søge sikkerhed der, og luften var
fyldt med grene og hele træstammer,
ja selv klippestykker, der
blev kastet omkring af uvejrets
rasen. Da orkanen nåede havnen
hvirvlede den skibene som lå
for anker rundt, sprængte deres
trosser og sænkede tre af dem
med alle ombordværende. Andre
fartøjer blev kastet rundt, slået
imod hinanden og kastet op på
kysten som vrag af de svulmende
bølger, som sine steder trængte
tre til fire mil op på land.
Uvejret varede i tre timer. Efter
det var draget bort og solen
igen kom til syne, betragtede
indianerne hinanden i tavs forbavselse
og bestyrtelse. Aldrig
så langt tilbage som de kunne
huske eller som berettet af deres
forfædre havde en sådan storm
ramt deres ø. De troede at guden
havde sendt denne frygtelige
ødelæggelse for at straffe
de hvide mænds grusomheder
og forbrydelser, og erklærede at
disse mænd havde bevæget selve
luften, vandet og jorden med det
formål at forstyrre deres rolige liv
samt lægge deres ø øde.”
Vejret, 113, november 2007 • side 13

I mange lande, herunder Danmark,
Sverige og Tyskland, anvendes
ordet orkan som betegnelse
for disse storme, medes de
optræder under navnet taifuner
(tyfoner) i det Kinesiske Hav og
andre asiatiske farvande 1 . Den
meteorologiske fællesbetegnelse
for disse vejrsystemer, uanset
deres lokale navn, er ”tropiske
cykloner”. Ordet ”cyklon” blev
første gang anvendt af Henry
Piddington, en englænder som
arbejdede i Calcutta i 1800-tallet.
Piddington interesserede sig for
de voldsomme storme, som dannedes
over det Indiske Hav, og i et
foredrag for the Asiatic Society of
Bengal omkring 1840 anvendte
han for første gang ordet cyklon
i forbindelse med en omtale af
en række flodbølger forårsaget af
en voldsom tropisk storm, som i
1789 førte til, at mere end 20.000
mennesker omkom. Piddington
forklarer i sin bog fra 1848, The
Sailor’s Horn-Book for the Law of
Storms in all parts of the world,
hvordan ”cyklon” er afledt af det
græske ord kyklon, der betyder
”den spiral som en sammenrullet
slange danner”. Ordet cyklon
illustrerer således en tilnærmet
cirkelformet, men svagt indadrettet
bevægelse. Denne type bevægelse
er karakteristisk for strømning
i en tropisk cyklon, som
er kendetegnet ved en udpræget
symmetrisk struktur omkring en
vertikal akse (se Figur 1), ligesom
man en overgang mente, at den
var karakteristisk for alle lavtryks-
systemer, inclusive de som forekommer
på vore breddegrader.
I The Sailor’s Horn-Book, som
øjeblikkelig blev en stor succes,
formulerede Piddington en række
detaljerede regler for hvorledes
sejlskibe bedst kunne navigere,
hvis de kom i nærheden af en
tropisk cyklon. Det lidt ejendommelige
navn ”Horn-Book” skyldtes,
at bogen indeholdt to gennemsigtige
kort lavet af horn, ét
kort for den nordlige halvkugle,
og ét for den sydlige. På kortene
var tegnet pile som viste hvilke
vej vinden blæste omkring cyklonerne.
I tilfælde af at et skib
kom i nærheden af en cyklon placerede
kaptajnen den gennemsigtige
side på sit kort således
at vindpilene (eller rettere een af
disse) på det gennemsigtige ark
stempte overens med den aktuelt
observerede vindretning på
skibet. Det gennemsigtige kort
indikerede nu skibets position
relativt til stormens centrum, og
kaptajnen kunne vælge en kurs
1 I det følgende vil betegnelserne ”hurricane” og ”orkan” blive anvendt i flæng, hvor betydningen ikke
kan misforstås.
2 ”Cyklon” anvendes dog fortsat som lokal betegnelse for tropiske cykloner i visse område af det sydlige
Stillehav og i det Indiske Hav.
side 14 • Vejret, 113, november 2007

der frembød mindst mulig risiko
for hans fartøj.
Ordet ”cyklon” blev snart almindelig
anerkendt og brugtes
mange steder, også for hvad vi
nu kalder tornadoer. I 1875 blev
ordet officielt godkendt som betegnelse
for et vejrsystem med et
lavt lufttryk i centrum og omgivet
af et tilnærmet symmetrisk cirkulært
vindfelt med en rotationsretning
mod uret på den nordlige
halvkugle og med uret på den
sydlige. Nu om dage anvendes
”cyklon” for det meste i sammenhængen
”tropisk cyklon” 2 .
Columbus og vejret
Den atlantiske ”hurricane sæson”
begynder officielt den 1. juni og
varer frem til den 30. november,
men da Columbus og hans
mænd i tre små skibe forlod den
spanske havn Palo den 3.august
1492, vidste de af gode grunde
intet om de vejrmæssige farer,
de udsatte sig for. En hurricane
er som bekendt karakteriseret
af ekstreme vejrforhold, herunder
voldsomme vindstyrker, og
hvis Columbus var stødt ind i
en sådan, var hans tre små skibe
formodentlig sporløst forsvundet
og verdenshistorien dermed
taget en anden retning.
Columbus foretog ialt fire rejser
til den ny verden 3 . Den første
rejse var, set fra et vejrmæssigt
synspunkt, forholdsvis begiven-
hedsløs, idet Columbus’ lille,
skrøbelige flåde holdt sig fri af
uvejr bortset fra en stormfuld periode
på hjemturen, hvor flåden
løb ind i en række kraftige uvejr
nær Azorerne. Det usædvanligt
rolige vejr, Columbus mødte i det
caribiske område under denne
hans første rejse, gav ham iøvrigt
et galt indtryk af de generelle
vejrforhold i området, hvilket
fremgår af et brev til nogle venner
i Spanien, hvori han skriver:
”Overalt i det indiske område har
jeg altid fundet, at vejret er som i
maj måned”.
Columbus’ anden rejse begyndte
i september 1493, og
denne gang med en betydelig
større flåde. Også denne gang
var Columbus til at begynde
med heldig med vejret. Heldet
varede dog ikke ved, idet han
og hans flåde i 1495, medens
den var opankret i havnen ved
byen Isabella på nordkysten af
Hispaniola, blev ramt af en række
voldsomme vindstød, som ødelagde
tre af flådens fire skibe.
Peter Martyr, en historiker som
levede samtidig med Columbus,
og som har beskrevet hans rejser
i flere værker, har givet os en skildring
af begivenhedsforløbet:
” Da denne hvirvelvind ramte
byens havn, sønderrev den ankertovene
til tre af de skibe, som
lå for anker, og sænkede dem til
havets dyb, og, som ved et mirakel,
dette skete uden voldsom
storm eller bølgegang, blot blev
skibene drejet tre eller fire gange
rundt.”
Og, fortsætter Peter Martyr, de
indfødte fortalte, at hverken de
selv eller deres forfædre i mange
led nogensinde havde set ”så
voldsomme og ødelæggende Furacanas
4 som disse, der hev træer
op med rode.” Kun et skib af Columbus’
flåde, Niña, som også
havde deltaget i den første ekspedition,
klarede sig nogenlunde
igennem uvejret. Hvad angår de
øvrige så blev resterne af disse,
efter at være blevet hævet, brugt
til at bygge et nyt skib. Bortset fra
denne hændelse holdt Columbus’
”vejrheld” sig under denne
hans anden rejse, idet han stadig
ikke mødte nogen hurricanes.
Også den tredje rejse i årene
1498 til 1500 var, set fra et vejrmæssigt
synspunkt, ret begivenhedsløs
bortset fra at Columbus’
fire skibe nær ækvator løb ind i
det vindstille område, kalmebæltet,
som strækker sig i et mere
eller mindre ubrudt bælte rundt
om Jorden nær Ækvator. I otte
dag drev skibene langsomt afsted
med havstrømmen i en kvælende
varme, som det fremgår af nedenstående
brudstykker af en
samtidig beretning:
3 En detaljeret redegørelse for vejrforholdene under Columbus’ fire rejser findes i ”Early American Hurricanes
1492-1870” af David M. Ludlum, American Meteorological Society 1963.
4 Peter Martyr’s beretning viser, at det pågældende vejrfænomen ikke var en ”furacan” (hurricane), men
snarere en tornado, som efter at være dannet over land har bevæget sig mod kysten og ud over havneterrænnet.
Vejret, 113, november 2007 • side 15

”Vinden stoppede pludselig og
uventet....…. varmen var så voldsom
og overvældende, at der ikke
var nogen, som turde gå nedenunder
efter tønderne med vin eller
vand som sprang…; heden
brændte som ild, og vort flæsk og
saltede kød stegtes og rådnede.”
Under sin fjerde og sidste rejse i
årene 1502 til 1504 ankom Columbus
til Caribien med en flåde
på fire skibe et stykke ind i hurricanesæsonen.
At Columbus
udover at være en fremragende
sømand også var en fin meteorolog,
viser de dramatiske begivenhed
fra denne rejse, hvor han
efter planen skulle sejle vestover,
til han nåede frem til Kina. Han
havde imidlertid problemer med
en af sine karaveller, hvorfor han
lagde til i Santo Domingo for
om muligt dér at finde et andet
og bedre egnet skib. I Santo Domingo
bad han om tilladelse til
at søge ly i havnen for den orkan,
som han med sin erfaring kunne
se var på vej. Columbus havde
imidlertid fået mange fjender og
misundere og heriblandt den lokale
guvernør, Ovando. Denne
afslog Columbus’ anmodning,
og upåvirket af Columbus’ advarsler
om stormen, fortsatte
Ovando med forberedelser til
at afsende en større flåde lastet
med store rigdomme til Spanien.
Uanset guvernørens holdning
henvendte Columbus sig endnu
engang til denne og forsikrede
ham om at der var umiskendelige
tegn på en kommende orkan.
Denne anden henvendelse var
imidlertid lige så frugtesløs som
den første. I bogen The Life and
Voyages of Christopher Columbus
beskriver Irving forløbet:
side 16 • Vejret, 113, november 2007
”Overbevist om, udfra sine observationer
af de naturfænomener,
som han havde et indgående
kendskab til, at den forventede
storm ikke kunne være langt
borte, samt at denne ville ramme
fra landsiden, holdt Columbus
sine skrøbelige skibe tæt til kysten
og lagde skibene til anker i
en bugt eller flodmunding. Samtidig
satte Bobadilla’s (lokal admiral)
flåde sejl i Santa Domingo
og stod fortrøstningsfuld til søs.
I løbet af de næste to dage blev
Columbus’ forudsigelser bekræftet.
En af disse frygtelige orkaner
(hurricanes), som undertiden
fejer hen over disse breddegrader,
havde gradvist udviklet
sig. Himlens og havets dystre
udseende og vindens tiltagende
tuden var klare tegn på at stormen
nærmede sig. Flåden havde
knapt nået det østligste punkt
på Hispaniola, førend stormen
ramte den med frygtelig kraft og
en total ødelæggende virkning.
Det skib, på hvilket Bobadilla,
Roldan og et antal af Columbus’
mest inkarnerede fjender
var ombord, blev slugt af havet
med hele sin besætning, og med
den tillige det tilbedte guld, som
udgjorde størstedelen af en uretmæssig
tilegnet skat, grundlagt
på de indfødtes lidelser. Mange
af skibene forsvandt fuldstændigt,
andre returnerede til San
Domingo, og kun ét var i stand
til at fortsætte til Spanien.”
Columbus selv betragtede sin
egen og sine skibes redning som
et mirakel, medens andre, herunder
hans søn, mente at begivenhederne
var udtryk for forsynets
hårde, men retfærdige straf. Ikke
blot havde havet opslugt admiralens
fjender, men derudover var
det eneste skib, som var i stand
til at gennemføre rejsen og nå
frem til Spanien, et lille skrøbeligt
skib lastet med guld tilhørende
Columbus.
Hvordan Columbus, der på
dette tidspunkt kun havde begrænsede
erfaringer med orkaner,
kunne forudse at en sådan
var på vej, ved vi ikke, men under
alle omstændigheder viste hans
forudsigelse sig at være korrekt.
Columbus’ held med vejret syntes
nu for alvor at være forsvundet,
og allerede senere i året 1502 blev
han ramt af en ny storm, denne
gang udfor Panama. Columbus
selv beskriver denne storm på
følgende måde:
” Orkanen tog til i styrke og udmattede
mig, så jeg ikke vidste
hvad jeg skulle gøre af mig selv;
mine gamle sår sprang op, og
i ni dage var jeg som fortabt
uden håb om at overleve. Intet
menneske havde nogensinde set
så høje og voldsomme bølger,
fuldstændigt dækket med skum.
Ikke alene forhindrede vinden,
at vi kom fremad, men umuliggjorde
også, at vi kunne søge ly
bag en pynt; så vi var tvunget til
at holde ud på dette forbandede
hav,... Aldrig havde himlen vist
sig mere frygtelig: en hel dag og
en hel nat flammede den som
en smelteovn, og lynene flammede
med en sådan voldsomhed,
at jeg konstant frygtede at
de ville tilintetgøre mine spær
og sejl; lynene glimtede omkring
os så rasende og frygteligt, at vi
alle troede at skibene ville blive
ødelagt. Og på intet tidspunkt
ophørte regnen med at falde fra
himlen. Jeg siger ikke ”det regnede”,
fordi det snarere var som
en ny syndflod. Mandskabet var

så udmattet, at de ønskede at
dø for herigennem at få fred for
deres lidelser.”
Columbus overlevede dog denne
og en række andre vejrmæssige
farer, inden han den 12. september
1504 påbegyndte den sidste
af sine eventyrlige rejser tilbage
til Spanien.
Tiden efter Columbus
Der findes flere beretninger om
disse voldsomme tropiske storme
fra 1500 og 1600-hundrede tallet,
og så tidlig som i 1650 omtalte
den tyske geograf Varenius
orkaner som ”hvirvelvinde”.
Også sørøveren og naturiagttageren
William Dampier gav en
ret så detaljeret beskrivelse af
vind og vejrforhold i forbindelse
med tyfoner 5 i det Kinesiske Hav.
Omtrent samtidig med Dampier
bidrog den engelsk kaptajn Langford
til tidens viden om de caribi-
ske orkaner gennem en rapport til
The Royal Society i London om
en række vestindiske hurricanes
i perioden 1657-67. Langford var,
som førhen Columbus, i stand til
nogle dage i forvejen at forudsige
en hurricane som hærgede
Nevis, en ø i de små Antiller, og
takket været Langfords viden om,
at cyklonens vindfelt havde form
som en kæmpestor hvirvelvind,
undslap en britisk flådeeskadre i
området ødelæggelse.
De kolonisatorer, som i årene efter
Columbus’ færd strømmede
til den ny verden fra en række
europæiske lande, blev ofte ramt
af voldsomme storme. Hele flåder
forsvandt med deres besætninger
af sømænd og soldater,
og byer og bosættelser i det caribiske
område blev raseret. Den
mest ødelæggende orkan i form
af tabte menneskeliv hærgede
store områder i Caribien i oktober
1780, hvor ikke mindre end
22.000 mennesker menes omkommet.
Orkanen, som ofte blot
benævnes ”den store orkan”,
startede sine ødelæggelse på
Barbados, på den tid et engelsk
økonomisk og militært knudepunkt.
Tilbage i England erfarede
man om katastrofen gennem en
rapport dateret den 30.oktober
1780 fra en general i området,
Vaughan som skriver:
5 Dampier fremhævede i sin beskrivelse
af en taifun vigtige karakteristika
for tropiske cykoner
så som området med roligt vejr
i orkanens centrum (orkanens
”øje”) samt hvorledes vinden
omkring dette øje på ganske kort
tid drejer 180 grader.
Vejret, 113, november 2007 • side 17

” Det smerter mig meget at måtte
meddele Deres Højhed, at denne
ø blev næsten totalt ødelagt af
en voldsom hurricane, som begyndte
tirsdag den 10., og som
fortsatte stort set uden afbrydelse
i næsten 48 timer. Det er umuligt
for mig at forsøge at beskrive
denne storm; blot kan jeg sige at
kun få familier har undsluppet de
altomfattende ødelæggelser, og
jeg tror ikke engang at ti huse
er tilbage på hele øen. I Bridgetown
findes næppe et hus som
stadig står op; hele familier blev
begravet under ruinerne af deres
boliger; og mange blev, i forsøget
på at slippe væk, beskadiget og
såret; en omfattende omstyrtelse
af alt syntes at foregå med omfattende
ødelæggelser til følge.
Jeg kan ikke, selv med de stærkeste
ord, udmale indbyggernes
lidelser for Deres Højhed: et sted
så man jorden dækket af døde
side 18 • Vejret, 113, november 2007
mennesker, venner og slægtninge
mellem hinanden, andre steder
hvordan respektable familier
vandrede gennem ruinerne søgende
efter føde og ly: kort sagt,
det er umuligt at danne sig blot
en svag forestilling om om de
rædsler, som her blev udspillet.”
En anden øjenvidneberetning fra
den britiske admiral Rodney giver
ligeledes et levende indtryk af de
omfattende ødelæggelser forårsaget
af orkanen:
”Hele landet synes at være én stor
ruin, og den smukkeste ø på jorden
ligner et landskab lagt øde
af ild og sværd på en så frygtelig
måde at jeg ikke kan udtrykke
det med ord.”
Efter at have passeret St. Vincent,
ligeledes med omfattende
ødelæggelser til følge, hærgede
orkanen herefter på en anden af
øerne i området, St. Lucia, hvor
6000 mennesker blev dræbt,
og hvor en engelsk flåde, der lå
opankret ved kysten, forsvandt.
På sin videre vej til Martinique
sænkede orkanen en fransk flåde
med 4000 soldater og raserede
også her landområderne, hvor
9000 mennesker mistede livet.
Selv efter at orkanen havde taget
en nordøstlig kurs og var begyndt
at svækkes var den årsag til adskillige
britiske krigsskibes forlis.
Udover at være berygtet for disse
enorme ødelæggelser er orkanen
i oktober 1780 bemærkelsesværdig,
idet den, godt nok mange
år senere, som en af de første
orkaner blev genstand for en videnskabelig
undersøgelse.
Meteorologien i den ny verden
Der forløb næsten et helt år

hundrede mellem Columbus’
opdagelse af den ny verden og
det tidspunkt, da europæerne
begyndte koloniseringen af områderne
langs den amerikanske
østkyst; f.eks. blev den første
permanente engelske bebyggelse,
Jamestown i Virginia, først
etableret i 1607.
Fra Aristoteles’ tid havde man
haft den opfattelse at klimaet
på en bestemt lokalitet alene
var bestemt af solens højde
over horisonten, altså af breddegraden.
Da Jamestown og de
fleste andre steder, hvor engelske
kolonisatorer slog sig ned,
var beliggende på relativt sydlige
breddegrader 6 , forventede
man at finde et mildt, for ikke
at sige, varmt klima. Dette viste
sig imidlertid ikke at holde stik.
I stedet mødte man et særdeles
barsk klima med kolde vintre og
vejrforhold generelt langt mere
ekstreme end man kendte fra
Europa. De voldsomme vejrfænomener
greb på forskellig måde
ind i folks dagligdag, ja truede
undertiden selve deres eksistens,
hvorfor folk fra alle samfundslag
interesserede sig for meteorologi.
Det var almindeligt antaget, at
regnfald og temperaturforhold
blev påvirket af de omfattende
skovrydninger, som fandt sted
i denne periode, et emne, som
blandt andre USA’s tredie præsident
Thomas Jefferson beskæftigede
sig indgående med.
En anden antagelse med rødder
langt tilbage i historien gik ud på,
at der var en tæt sammenhæng
mellem vejret og den almindelige
sundhedstilstand. De første systematiske,
om end begrænsede
meteorologiske observationer i
de ny kolonier, hvortil der blev
anvendt instrumenter, blev da
også udført af en læge Dr. John
Lining i midten af 1700-tallet, og
andre læger og medicinske institutioner
fulgte snart efter. Mere
systematiske meteorologiske observationer
fandt sted i 1778,
da Thomas Jefferson og pastor
James Madison gennemførte en
række koordinerede målinger af
meteorologiske parametre i en
periode på seks uger, og senere,
under Jeffersons præsidenttid
(1801-09), blev der på forskellige
personers og gruppers initiativ
påbegyndt en indsamling af de
første regelmæssige observationer
fra forskellige steder i de Forenede
Stater 7 .
Benjamin Franklin
Benjamin Franklin (1706-1790),
en af lederne af den amerikanske
revolution, var ikke alene politiker,
men tillige en fremtrædende
opfinder og videnskabsmand.
Hans mange interesser omfattede
også meteorologien, i hvilken
forbindelse han utvivlsomt
er bedst kendt for sit berømte
drageforsøg. Hans meteorologiske
interesser spændte imidlertid
vidt som fra spekulationer om en
mulig mekanisme for dannelsen
af hagl til studiet af flere usædvanelige
vejrfænomener, herunder
den ”store tørre tåge”, som dækkede
store dele af Europa i 1783.
Tågen svækkede solstrålingen betydeligt
gennem sommeren 1783
og var muligvis den direkte årsag
til den derpå følgende usædvanlig
kolde vinter i 1783-84, som
igen førte til megen social nød
og uro. Franklin spekulerede over
flere mulige årsager til denne
tåge, herunder at den kunne være
forårsaget af store meteorer, eller
af et udbrud af vulkanen Hekla
på Island. Franklin var med sidstnævnte
forklaring nær løsningen
på problemet, idet den udbredte
tåge sandsynligvis var forårsaget
af udslip fra en række vulkanske
sprækker ved en anden islandsk
vulkan, Laki.
Det var to samtidige begivenheder,
en astronomisk og en meteorologisk,
som tilbage i 1743 gav
Franklin anledning til en række
overvejelser, som siden er blevet
betegnet som begyndelsen på
videnskaben om vejrforudsigelser
8 .
I efteråret 1743 havde den dengang
37-årige Benjamin Franklin
planlagt at følge en måneformørkelse
fra sit hjem i Philadelfia.
Desværre forstyrrede vejret hans
planer, idet det op til måneformørkelsen,
der ifølge de astronomiske
beregninger skulle begynde
kl. 2030 den 21. oktober,
begyndte at blæse voldsomt op
fra nordøst. Samtidig hermed
6 Jamestown f.eks. ligger på ca 37 o N, dvs. sydligere end Madrid, som ligger på omkring 40 o N.
7 For en detaljeret redegørelse for meteorologiens udvikling i perioden 1800 til 1870 se James R. Fleming:
Meteorology in America, 1800-1870, The John Hopkins University Press, 1990.
8 Se J.D.Cox: Storm Watchers, 2002, John Wiley & Sons, 252 pp.
Vejret, 113, november 2007 • side 19

lev det overskyet og begyndte
at regne, hvorfor måneformørkelsen
ikke kunne følges. Årsagen
til det blæsende og regnfulde vejr
var en kraftig storm, som bevægede
sig op langs den atlantiske
kyst. Efter at have passeret Philadelfia
fortsatte stormen og nåede
senere frem til andre byer, herunder
Boston, længere oppe langs
kysten. Kendskabet til storme,
deres struktur og bevægelse var
imidlertid meget begrænset på
Franklins tid. Den fremherskende
opfattelse var, at en storm bevægede
sig i den retning som vinden
blæste, idet vinden så at sige ”banede
vejen” for stormens videre
bevægelse. Det kom derfor som
en stor overraskelse for Franklin,
da han senere erfarede, at det
havde været muligt at følge måneformørkelsen
i Boston, hvilket
tydeligt kommer til udtryk i et
brev til vennen Jared Eliot:
” ..Stormen voldte store skader
overalt langs kysten, for vi fik
oplysninger herom fra aviser fra
både Boston, Newport, New
York, Maryland og Virginia; men
det som overraskede mig var, at
jeg i aviserne fra Boston kunne
læse om observationer af måneformørkelsen,
som man der
havde foretaget; for jeg forestillede
mig at siden stormen kom
fra nordøst så måtte den have
være startet tidligere i Boston end
hos os (i Philadelfia) og dermed
have forhindret observationerne.
Jeg skrev herom til min bror, og
han oplyste mig om, at formørkelsen
var forbi en time før end
stormen begyndte.”
Begivenhederne i oktober 1743
førte Franklin til den vigtige erkendelse
at:
”…skønt vinden blæser fra nordøst
til sydvest, så er stormens
bevægelse fra sydvest til nordøst;
luften bevæger sig voldsomt i Virginia
førend i Connecticut, og i
Connecticut før end ved Cape
Sable, etc.”
Det var netop denne erkendelse,
at en storm bevæger sig som en
helhed, medførende sit vindfelt,
skyer og nedbør, som har begrundet
eftertidens erkendelse
af, at Franklins undersøgelse af
begivenhederne i oktober 1743
markerer begyndelsen på videnskabelige
vejrforudsigelser.
Andre storme og orkaner
Vind og især kraftig vind i form af
alle slags ”storme” har altid været
genstand for stor meteorologisk
interesse. Mangel på observationer
og et teoretisk begrebsapparat
gjorde imidlertid gennem
lang tid en nærmere undersøgelse
af disse fænomener uhyre
vanskelig. Hvad mere var, kunne
videnskabsmænd og naturfilosoffer
langt op mod vor tid ikke
frigøre sig fra det grundlæggende
spørgsmål, hvorvidt storme overhovedet
kunne forstås og fattes
ud fra en rationel tankegang. For
eksempel gav den engelske forfatter
og debatør Daniel Defoe,
bedst kendt for bogen Robinson
Crusoe, i sin bog Stormen 9 om et
af de værste uvejr, som i historisk
tid har ramt de Britiske Øer, udtryk
for, at sådanne fænomener
unddrager sig al videnskabelig
vurdering. Gennem stormene,
skriver Defoe:
” Nature plainly refers us beyond
her Self, to the Mighty Hand of
Infinite Power, the Author of all
Nature, and Original of all Causes.
Among these Arcana of the
Sovereign Oeconomy, the Winds
are laid back as far as any. Those
ancient men of genius who rifled
Nature by the Torchlight of
Reason even to her very nudities,
have been run aground in this
Channel; the Wind has blown
out the candle of Reason, and
left them all in the dark”.
Stormen, som var Defoe’s første
bog, indeholder en lang række
øjenvidne skildringer af de omfattende
ødelæggelser som følge
af stormen i 1703. Udover Stormen
offentliggjorde Defoe to andre
mindre arbejder om samme
begivenhed, nemlig: An Essay
on the Late Storm, og The Lay-
Man’s Sermon upon the Late
9 Daniel Defoe, 1704: The Storm. Udgivet som Penguin Book med introduktion og noter af Richard
Hamblyn 2005
10 Se H.Lamb, 1991: Historic Storms of the North Sea, British Isles and Northwest Europe, Cambridge
University Press
11 Der henvises her til den såkaldte Saffir-Simpson skala, der inddeler hurricanes i fem kategorier.
12 Jesuitten Pilgram udførte observationer af vejret i Wien i perioden 1762 til 1786.
side 20 • Vejret, 113, november 2007

Storm. Specielt i sidstnævnte
”sermon”, som Defoe indleder
med et bibel-citat fra Nahums
Bog: ”The Lord has his way in the
Whirle-Wind and in the Storm,
and the Clouds are the Dust of
his Feet ” (I uvejr og storm er
hans vej, skyer er hans fødders
støv) skinner tidens opfattelse,
at orkanen var et udtryk for Guds
vrede, tydeligt igennem.
Defoe tilbyder da heller ikke i sine
arbejder en ”videnskabelig” forklaring
på stormen, men skriver
tværtimod: ”... Det er tydeligt, at
den Almægtige Gud, som filosofferne
bestræber sig på at beskæftige
sig med så lidt som muligt,
synes at have reserveret denne
(stormen), som en de af naturens
hemmeligheder, som burde lede
dem direkte mod Ham.”
Stormen i 1703 er den første,
for hvilken man har tilstrækkelige
observationer til at kunne
dokumentere dens forløb gennem
synoptiske kort. Lamb 10
vurderer, at lufttrykket under
stormens passage af England
faldt til omkring 950 mb. Andre
data tyder på, at stormen
var ledsaget af vindstyrker op til
120 mph (193-km/time), hvilket
svarer til en fuldt udviklet orkan
af kategori tre 11 . Op mod 10.000,
ja muligvis 15.000, mennesker,
heraf mere end en femtedel af flådens
mandskab, menes at være
omkommet under stormen, som
udover de talrige dødsulykker rev
talløse træer op med rode og forårsagede
andre store materielle
skader. Efter at have raset over
De Britiske Øer fortsatte stormen
videre mod nordøst og forårsagede
store ødelæggelser i bl.a.
Holland, Tyskland og Danmark.
Stormen i 1703 er dog ikke den
værste storm, som har ramt
Vesteuropa hvad angår tab af
menneskeliv, en ”ære” som tilkommer
den ”Grote Mandrenke”
(hollandsk for ”den store mandedrukning”).
Grote Mandrenke
passerede England, Nederlandene
og det nordlige Tyskland i
dagene omkring den 16. januar
1362 og forårsagede mindst
25.000 omkomne. Stormen
skabte en enorm flodbølge, der
trængte langt ind i landet over en
strækning fra Nederlandene til
Danmark og flere steder ændrede
kystlinien, ligesom den spillede
en rolle for dannelsen af Zuider
Søen.
Et andet eksempel på den tids
opfattelse af, at storme og andre
vejrfænomener unddrog sig
almindelige fornuftsargumenter,
kan findes i bogen Atmosfærens
Udforskning i det nittende Aarhundrede
fra 1926 af den daværende
direktør for Meteorologisk
Institut D. La Cour. La Cour citerer
i sin bog østrigeren Anton
Pilgram 12 for en række pessimistiske
betragtninger for så vidt
angår muligheden for at forstå
de lovmæssigheder, der styrer
vejrets gang. Pilgram undrer sig
som så mange andre i tidens
løb over, at astronomerne kan
forudsige himmellegemernes
gang på himlen med stor nøjagtighed,
medens man på den
anden side nærmest har opgivet
at forstå hvilke lovmæssigheder,
om nogle overhovedet, der styrer
vejret:
”…Hvad andet lader sig udlede
heraf end at det har behaget den
alvidende Skaber, - der er ligesaa
stor og tilbedelsesværdig i det
smaa som i det store - at binde
sine Stjerner, disse uhyre Kloder,
med faste og uforanderlige Love,
medens han har givet Jordens
Atmosfære, der i Sammenligning
med Stjernerne kun er en saa
forsvindende Del af det skabte,
saadanne (lempeligere) Love,
som Skaberen ikke tager det saa
nøje med, om de overholdes, ja
ofte selv vilkaarligt ændrer efter
sine uudforskelige Beslutninger.”
Vejret, 113, november 2007 • side 21

Sommeren 2007 var usædvanlig
regnrig
Af Stig Rosenørn
Vejrforløbet i juni
°
≥

Vejrforløbet i juli

Vejrforløbet i august
40N
30N
40N
30N
40N
30N
1020
1026
1014
1022
1018
1006
1010
1022
1024
1008
1010
1014
1018
1014
1020
1012
1012
1018
1016
1014
1010
1008
1018
1006
1010
1006
1008
1012
1004
40W 30W 20W 10W 0 10E 20E
1002
1010
1016

Udviklingsmønsteret i kraftige
extratropiske lavtryk
Af Niels Woetmann
Nielsen, DMI
Del 1: ”Bombe”-udvikling
af Shapiro-Keyser typen ved
Færøerne den 17.-18. marts
2007
Indledning

Shapiro-Keyser modellen
Bergen-skole modellen

Forskelle mellem de to
modeller
Jetstrømmens indflydelse
på udviklingsmønsteret i
extratropiske lavtryk

Lavtryksudviklingen den 16. til
18. marts 2007 er en ’bombeudvikling’

Lavtryksudviklingen er af S-K
typen

Lidt om indholdet i
artikelseriens 2. og 3. del

Litteratur

Litteratur

Dengang Jørn Riel var klima-terrorist ved et uheld, eller:
Hedebølgen i den Engelske Hytte
Af Svend-Erik Hendriksen

Dengang Jørn Riel var klima-terrorist ved et uheld, eller:
Hedebølgen i den Engelske Hytte
Af Svend-Erik Hendriksen

Dengang Jørn Riel var klima-terrorist ved et uheld, eller:
Hedebølgen i den Engelske Hytte
Af Svend-Erik Hendriksen

Anmeldelse:
Ny bog om vejret

Anmeldelse:
Ny bog om vejret

Fra forskydningskort til numerisk vejrmodel:
Fra 1958 til EDB-alderen
Af Henrik Voldborg, pens.
meteorolog.
Når man som meteorolog prøver
at forudsige vejret, har det
i bund og grund jo altid handlet
om at få ret. Men i disse
dage hvor modellerne er blevet
så gode som de nu engang er,
fanger man af og til sig selv i
at stille spørgsmålet: Hvem var
det egentligt der fik ret, mig eller
Meteorologisk Institut på Gamle Have Alle 22.
side 38 • Vejret, 113, november 2007
modellen? Jeg har i den forbindelse
spurgt to ældre meteorologer
Henrik Voldborg og Leif
Rasmussen om de sammen med
mig ville bidrage til en artikel
serie om hvordan meteorologens
måde at arbejde på har ændret
sig de sidste 40-50 år. I denne
første del af artiklerne, beskriver
Henrik Volborg hvordan han
oplevede det at være meteorolog
indtil EDB-alderen startede.
Jesper Eriksen, redaktør
Efter at jeg som 11.årig i 1947
besluttede at blive meteorolog
(1947 var jo et år med 13 nye vejrrekorder!)
blev jeg en augustdag
i 1958 ansat i MI’s vejrtjeneste
som meteorolog (ja, sådan blev
jeg præsenteret for personalet af
chefen Leo Lysgaard). I virkeligheden
blev jeg ansat som studentermedhjælper
med arbejdssted i
Vejrtjenesten. På det tidspunkt
havde jeg omsider bestået det der
hed ”Forprøven til Skoleembeds-

eksamen” med den eftertragtede
1. karakter - det sidste var nødvendigt
for at fortsætte studiet
hen imod en magisterkonferens
i faget meteorologi. Jeg havde
derefter vinket farvel til alle bifag
(matematik, fysik, kemi og
astronomi) og skulle fra da af
kun studere meteorologi. Da jeg
efter sommerferien påbegyndte
dette hos amanuensis Erik Eliasen
(der senere blev professor
i meteorologi ved Københavns
Universitet) var vi - så vidt jeg
husker - kun fire studerende, og
de tre andre var allerede længere
fremme i studiet. En af dem var
iøvrigt Steffen Hartby, som optræder
flere steder i denne artikel.
Undervisningen fandt sted
på Meteorologisk Institut, der
dengang lå på Gamle Have Allé
i Charlottenlund (på grænsen til
Ordrup).
Allerede den første dag faldt
der en appelsin i min turban -
Erik Eliasen spurgte nemlig fra
Direktøren om der var nogen der
kunne tænke sig noget arbejde
på Instituttet. Som ung ”Vildtvejrs-entusiast”
var jeg ikke sen
til at melde mig - og allerede få
dage efter, den 18 august blev jeg
ansat. Spændende!
På sin vis var det meget sjovere
at lave vejrudsigter dengang,
hvor vi ingen pålidelige prognosekort
havde til rådighed, og
de der kunne fås fra udlandet
samt dem vi selv kunne lave,
gjaldt kun 24 timer frem fra et
observationstidspunkt. Da det
grundlæggende vejrkort fra dette
tidspunkt normalt var op til 6
timer undervejs var den reelle
prognosetidsfrist kun på 18 timer
- så der var rigeligt anledning til
selv at tænke over udviklingen
og lade sin egen erfaring spille
ind (hvis man havde en sådan).
Mange fulgte dog slavisk et 24timers
prognosekort udarbejdet
ved den såkaldte ”Similä-Scherhag”
metode (beskrevet i detaljer
af Steffen Hartby i VEJRET nr.
107). På den måde undgik man
jo bekvemt at tænke selv, og hvis
udsigten blev forkert kunne man
altid sige ”jamen det sagde prognosen
den dag” - og forkert, ja
det blev den ganske ofte. Der var
jo også det at nok fik man fabrikeret
et forudsagt isobar-kort, men
det udtalte sig jo i virkeligheden
kun om vinden - noget helt andet
var det så at oversætte det til
”vejret uden for vinduet” - og
her var det så vigtigt at tænke
sig grundigt om og ikke mindst
på om det man nåede frem til i
teksten var fysisk realisabelt. Til
dette var der unægteligt nogle der
var dygtigere end andre.
Papir, papir, papir.......
Det første der slog mig var de
ufatteligt store mængder papir
der hver dag blev brugt med
det hovedformål hver 6. time at
udarbejde en Similä-Scherhag
prognose. Der var to vagttyper
for meteorologerne - en som
”vagthavende meteorolog” som
døgntjeneste (en dagvagt fra kl.
09 til 18 og en sammensluttet
aften-nattevagt fra kl.18 til 09
næste morgen). Vagthavende
meteorolog havde til opgave at
udarbejde udsigter for Danmark
samt farvandsudsigter for danske
farvande plus Nordsøen 4 gange
i døgnet, desuden også for Færøerne
med omliggende farvande.
Derudover skulle man holde styr
på det der dengang hed URO-
VARSEL og STORMVARSEL og
i øvrigt besvare henvendelser fra
offentligheden, herunder journa-
lister (de sidstnævnte ringede jo
ofte hvis en udsigt havde været
en åbenlys ”skæver”). For nyligt
inden jeg blev ansat havde man
indført en supplerende vagt, Hvagten,
som gik fra kl. 09 til 15
(senere ændret til kl. 07 til 13),
og på den vagt skulle man tegne
højdekort for 850, 700, 500 og
300 mb for et stort område stort
set dækkende nordlige Atlanterhav
og Europa, samt udarbejde
en udsigt for de grønlandske farvande,
der skulle sendes kl. 13.
En tilsvarende udsigt 12 timer
senere blev udarbejdet af aftenvagten.
At tegne alle disse højdekort
var et stort arbejde, da de blev
tegnet med en isohyps for hver
fjerde decameter, også når man
nåede helt op i 300-mb-niveauet,
hvor vinden er stærk og afstanden
derfor lille. Blyanter og viskelædere
blev slidt op på kort
tid - og de var som redskaber
lige vigtige! Desuden skulle man
som det første om formiddagen
lave en ”kalke” på pergamentpapir
af vejrkortet fra kl. 00 GMT
- dette skulle senere bruges af
vagthavende meteorolog til prognoseberegning.
Det var netop på H-vagten jeg
blev anbragt som ”føl” det første
års tid - jeg ved ikke hvor mange
kilometer streg jeg fik tegnet i den
periode - og jeg som havde fået
meget dårlige karakterer i tegning
i skolen!
Der var altså to personalegrupper
der gik vagt-tjeneste -
nemlig foruden meteorologerne
også kontorpersonale. Sidstnævnte
havde som hovedopgave
at samle oplysninger fra fjernskriver-maskinerne,
at plotte et
overfladekort med observationer
hver 3. time med tuschpen, samt
Vejret, 113, november 2007 • side 39

Et vejrkort indprikkes.
at plotte alle højdekort hver 12.
time foruden til samme tider også
at indtegne diagrammer over atmosfæren
ud fra radiosonde-observationer
(de såkaldte temper).
Men derudover havde de også to
gange i døgnet en meget ”vigtig”
opgave, nemlig at udarbejde et
forskydningskort til brug for Similä-Scherhag
prognosen - og
her blev der virkeligt brugt papir
så det basker! Pergamentpapir-fabrikanterne
havde kronede dage.
Nogen havde nemlig fundet ud
af at et middel over strømningen
i 600 mb niveauet var det bedste
at bruge som forskydningsfelt
(for detaljer se Hartbys artikel).
Der var bare det ved det at 600
mb ikke var et standardniveau,
hvis data blev sendt ud fra radio-
side 40 • Vejret, 113, november 2007
sonde-observationerne verden
over - så det måtte altså konstrueres,
hvilket man gjorde ved
at tage et gennemsnit af 500- og
700-mb kortene ved grafisk addition
og division med 2. Så først
skulle der laves kopier af disse
kort på pergamentpapir, som så
på et nyt papir skulle adderes og
divideres med to. Derefter skulle
der laves et såkaldt middelkort af
det færdige resultat (et rummiddel
som man grafisk beregnede
ved at lave to kopier af det beregnede
600-mb-kort, forskyde
dem først i øst-vest retning i forhold
til hinanden og tage gennemsnittet,
derefter det samme
i nord-syd retning, og så til sidst
tage gennemsnittet af disse to).
Metoden kaldtes ”grafisk addi-
tion” - og den havde man oplært
personalet i. Resultatet var så et
rummiddelkort over strømningen
i 600 mb, som blev brugt
til at forskyde 3-timers tryktendenserne,
de såkaldte isallobarer,
og derefter integrere dem op til
forudsagte 24 timers trykændringer.
Da hvert af disse mellemresultater
fyldte et stykke papir på
mere end en kvadratmeter kan
man måske forestille sig hvor
meget papir der blev brugt på
et døgn! Da Mogens Glistrup
mange år senere ville af med de
”offentligt ansatte papirnussere”
kunne vi alle føle os truffet
- for selv nogen tid efter vi kom i
EDB-alderen i 1972 brugte man
samme metode.

Fler-døgns-prognoser
På trods af at det blev anset som
umuligt udsendte man allerede
dengang en udsigt for ”vejret de
nærmeste dage” - dette var et
krav fra bl.a. landmændene. Da
jeg året efter også blev føl på de
andre vagter fik jeg at vide af en
ældre kollega at der kun var tre
udtryk man måtte bruge herom,
nemlig stabilt, ustadigt og
upålideligt.Og som regel sagde
man upålideligt, for det betød at
man i virkeligheden ikke vidste
det mindste om det..........
Det videnskabelige personale i
Vejrtjenesten
Der var i perioden 1958-1972
ansat en halv snes meteorologer
i Vejrtjenesten - men der var
ofte nogle af dem på orlov for at
gøre tjeneste andre steder, bl.a.
i Norge og i Afrika - så operationelt
var vi vel 8-9 stykker. Det
betød at der var nogle såkaldte Pdage
- dage hvor man ikke havde
vagt, men varetog andre opgaver
- og på de dage kunne man også
holde fri hvis man have afspadsering
til gode. De meteorologer der
var ældre end jeg var typisk uddannet
som cand.mag.’er i enten
matematik, fysik eller astronomi.
Ingen af dem der var uddannet
i Danmark havde på universitetet
studeret faget meteorologi,
simpelthen fordi der først i 1952
blev oprettet et professorat i meteorologi
ved Københavns Universitet.
En enkelt var uddannet
i Norge og en i Tyskland. Så det
var først i 1959 (året efter jeg
blev ansat) at den første nyuddannede
magister (mag.scient.)
i meteorologi blev ansat, og det
var netop Steffen Hartby. Nr. to
var så mig selv, som blev færdig
i 1961. Men da havde jeg jo al-
lerede tre år i praktik bag mig, så
jeg med det samme fik prokura
til at arbejde selvstændigt på
vagterne
En enkelt af de ”ældre” havde
dog efter cand.mag. uddannelsen
i 3 år studeret ved MIT (Massachusets
Intitute of Technology)
i Boston, USA. Men ellers havde
man erhvervet meteorologisk viden
ved rent selvstudium efter
ansættelsen på DMI.
På DMI (som jeg vil kalde det
i resten af artiklen selv om det
dengang forkortedes MI) havde
alle meteorologer altså en kandidatgrad
fra et universitet. I lufthavnene
(primært Kastrup, men
også ved flyvestationer samt på
Grønland) havde de operationelle
meteorologer gennemgået
en uddannelse til flyvemeteorolog,
som blev organiseret inden
for etaten. Her kunne man søge
ind med realeksamen, blive ansat,
og så blive videreuddannet i
matematik, fysik, og - ikke mindst
- i meteorologi. Den var normeret
til 3 år, hvorefter man kom på
on-the-job training (som ”føl”
på vagterne). De havde i modsætning
til de fleste akademikere
på DMI trods alt lært meteorologi
i grunduddannelsen - og fik oven
i købet løn imens.
Flyvemeteorologerne betjente
selvfølgelig først og fremmest
luftfarten, som primært skulle
have udsigter for de lufthavne
flyene skulle starte og lande i,
men de skulle også udarbejde
ruteforecasts m.v. Lufthavnsudsigterne
kunne selvfølgelig gøres
mere præcise når de kun skulle
gælde for et sted ad gangen, og
derfor var de også mere kategorisk
formulerede end dem fra
DMI, som i formulering skulle
gælde for hele landet. Det fik ofte
journalister til at skrive at ”dem
i lufthavnen er meget bedre”,
netop på grund af de præcise
formuleringer - en lidt unfair konkurrence.........
Da jeg kom i 1958 var Vejrtjenesten
ledet af Leo Lysgaard
som chef - han blev ret hurtigt
lidt af en guru for mig - man
kunne mærke hans store kærlighed
til og viden om det danske
vejr og dets udvikling gennem
mange års erfaring. Vicechefen
hed Eyvind Carlsen og havde den
daglige kontakt til meteorologerne
- blandt andet var det ham
der udarbejdede tjenesteplaner.
Ham kendte jeg iøvrigt flere år før,
da han lige som jeg boede i Nærum
- og jeg havde fornøjelsen af
at levere søndagsaviser og senere
post til ham i min studietid. Hans
kone var norsk og arbejdede også
som meteorolog på DMI og var
uddannet i Norge. Desuden var
der flere mere eller mindre berømte
meteorologer der en tid
boede i Nærum, bl.a. den første
professor i meteorologi ved
KU Ragnar Fjørtoft. Også Aksel
Wiin-Nielsen, der begyndte på
DMI, men derefter en del år var
professor i bl.a. USA, boede dér,
ligesom en af dem jeg arbejdede
mest sammen med i min føl-tid,
Tage Duun-Christensen, uddannet
i Tyskland; også han boede
tæt på de andre. Jeg kendte dem
alle i forvejen inden jeg selv blev
ansat og havde haft mangen en
vejrsnak med dem, især når der
skete noget. I min barndom boede
jeg næsten dør om dør med
Ernest Hovmøller, der senere blev
klimachef i Sverige og i øvrigt så
sent som ved det nordiske meteorologmøde
i København i 2002
holdt et glimrende foredrag i en
alder af 90 år! Han var inviteret
Vejret, 113, november 2007 • side 41

Vejrtjenestens radiostation. På billedet ses fra venstre: Billedtelegrafimodtager til modtagning af billedet fra satelliter,
fascimilesender, fascimilemodtagere og skriver til RTT-modtagning.
i anledning af fornyet interesse
for det såkaldte ”Hovmøller-diagram”(
et diagram Hovmøller
fremsatte i Tellus i 1949, hvor
han fremstillede 500-mb-højden
som funktion af længdegrad og
tiden. Det visualiserede hvordan
småbølger bevæger sig og skifter
intensitet når de ”rider” på de
qvasi-stationære Rossby-bølger)
. Nærum var altså engang hjemstedslandsby
for et stort antal
markante personligheder inden
for meteorologien - og dér var
jeg så heldig at bo!
Fremskridt?
Når jeg er ude at holde foredrag
om ”Historien bag vejrudsigten”
ynder jeg at sige at der stort set
ikke skete nogen fremskridt hvad
angår vejrudsigterne fra 1872 -
side 42 • Vejret, 113, november 2007
hvor man fandt på at anvende
telegrafi til kommunikation - og
frem til 1972, hvor DMI fik sin
første computer, en RC4000, i
forbindelse med flytningen fra
Ordrup til Lyngbyvej 100, hvor
DMI nu ligger. At der slet ikke
skete noget i 100 år er selvfølgelig
en sandhed med modifikationer.
Men udviklingen gik meget langsomt,
ikke mindst fordi der ikke
fandtes pålidelige metoder til at
beregne hvordan et vejrkort ville
se ud i dagene fremover - man
havde kun ”fortiden” at støtte
sig til, og så sin erfaring.
Men noget skete der dog i
årene 1958 til 1972. Dengang jeg
kom fik vi kun plottede vejrkort
at analysere samt optegnede prognoser
fra Tyskland og England
24 timer frem - foruden dem vi
selv lavede. Det blev lettere fra
1960 da vi fik installeret en fax,
den såkaldte Hellfax, vistnok konstrueret
af Siemens. Den kunne
printe de førnævnte prognoser
og også andre vejrkort, sendt fra
Frankfurt, i næsten ”real-time”.
Men det var en forfærdelig larmemaskine!
Lidt senere fik vi så
installeret nogle mufax-modtagere,
også til at modtage vejrkort
fra andre steder. De larmede ikke
så meget, men lugtede forfærdeligt
usundt!
Nogle år senere fik vi en automatisk
teleforsvarer, hvor man
kunne indtale den seneste vejrudsigt,
en for Storkøbenhavn og
en anden for hele landet. Det
skulle få antallet af telefonopringninger
til vagthavende til at
falde - om det skete ved jeg ikke,

for samtidigt øgede det også interessen
for vejret.
I 1963 blev ”vejret de nærmeste
dage” erstattet af ”vejret
i overmorgen”. Det kunne lyde
som et tilbageskridt, men i stedet
for at sige ”upålideligt” skulle
man nu komme med en præcis
formulering af det forventede vejr
i overmorgen. Denne blev vedtaget
på et dagligt kolloqvium,
hvor vagthavende fremlagde
sit forslag herfor til diskussion
mellem de meteorologer der var
tilstede på DMI. Kolloqviet blev
ledet af chefen for Vejrtjenesten.
Som basis havde man nogle to-
og tre-døgns-prognosekort for
500-mb-niveauet udsendt fra
USA. Disse var de første numeriske
prognoser vi så, beregnet
på computer ved en såkaldt
barotrop atmosfæremodel. En
barotrop model baserede sig på
en divergensfri strømning, og
den bedste tilnærmelse hertil lå
midt i troposfæren, altså omkring
500-mb-niveauet. Der var så frit
slag med hensyn til at oversætte
disse kort til reelt vejr, og derfor
er det ikke så mærkeligt at mange
verbale bråvallaslag er blevet udkæmpet
ved disse møder. Det
endte selvfølgelig altid med at
der blev vedtaget en tekst ved
simpelt flertal - og ikke sjældent
var der nogen der forlod mødet
hovedrystende........så måtte de
jo bare vente og se om de fik ret,
og i så fald var det helt i orden
hvis man sagde ”hvad sagde jeg
i forgårs”! Ja, sådan var det - og
så var det jo bare ærgerligt for
lytterne at det ikke var den rigtige
version de havde hørt.........
Noget som jeg vil kalde et
fremskridt var også oprettelsen af
”De bagkloges klub” som bestod
af en del af os der syntes at hvis
man havde lavet en forkert udsigt
så var det vel en god idé at prøve
at finde ud af hvorfor det var gået
galt. Klubben holdt møder med
jævne mellemrum når vi syntes
der var anledning til det - men
det faldt bestemt ikke i god jord
hos alle. Visse ældre meteorologer
havde den opfattelse at hvis
noget var gået galt så var der
ikke noget at gøre ved det. Det
var der måske heller ikke, man
kunne jo ikke gøre det godt igen
- men vi i klubben kunne jo ikke
se noget forkert i at man prøvede
at blive klogere til næste gang en
lignende situation indtraf.
Det kommer næppe bag på
nogen at jeg mener at DMI havde
en meget inaktiv ledelse i disse
år. Man havde indtryk af at den
afskyede al offentlighed og var
ikke til at drive til at indføre nogle
aktiviteter som vore nabolandes
institutter for længst havde indført.
Der var både i erhvervslivet
og blandt befolkningen et voksende
behov for mere specialiseret
service. Til gengæld havde
vi ret frie tøjler til at bruge vores
førnævnte P-dage til forskelligt
udviklingsarbejde - og der blæste
også milde vinde hvis man
i sin fritid ville gøre nogen ting
som DMI ikke ville lægge navn
til - i hvert fald til en vis grænse.
Derfor var vi nogle der uden for
tjenestetiden satte en del ting
i gang. Først og fremmest var
vi et hold frivillige meteorologer
der fra 1960 på skift hver lørdag
aften skulle optræde i TV med
en udsigt for søndagsvejret - og
det kunne være svært nok, for
hvis det gik galt så vidste folk
præcis hvem de skulle klaske op
ad væggen! Men det var da en
spæd begyndelse til verden af i
dag.........
Det spæde forsøg sluttede
dog i 1965 med oprettelsen af
TV-Avisen, og fra da af ville nyhedsoplæsererne
selv præsentere
vejrudsigten - med hvad deraf
fulgte af ændringer og misforståelser!
I hvert fald havde vi det ikke
godt med TVA før i 1988, da vi
kom ind i varmen igen.
Af andre aktiviteter var ugeudsigter
til aviser som bl.a. BT
og Jyllands-Posten. Sidstnævnte
blev udarbejdet af Steffen Hartby
og mig på skift. Det var også os
der på opfordring fra frugt- og
grønsagsindustrien begyndte at
give nogle fire-døgns udsigter
som vi sendte til Odense Konservesfabrik.
Flere andre ting som
vejrkort og udsigter til aviser blev
lavet af forskellige meteorologer
i deres fritid - og selv Lysgaard
havde så længe jeg kunne huske
tilbage sendt kort og udsigter til
Politiken. Man kan også nævne
”medvinds-udsigten” som en tid
blev sendt ud i radioen direkte
lørdag morgen i en weekend-udsendelse.
Fra sidst i 1960-erne
var vi to, senere tre meteorologer,
der begyndte at udsende
langtidsprognoser for en måned
frem og også for hele årstider. Det
kunne Instituttet ikke lide - de tog
afstand fra det - men det fortsatte
helt frem til 1983, hvor det så fik
en brat afslutning! Men det er en
anden historie........
Som man kan se var der voksende
krav til Vejrtjenesten fra
offentligheden i bred almindelighed
- men det gik trægt - f.eks.
havde man i Sverige i mange år
udsendt fem-døgns prognoser,
og vi havde da også indleveret
et færdigt forslag til at DMI kunne
gøre det samme. Der skulle imidlertid
gå mange år før det blev en
realitet i begyndelsen af 1980-
Vejret, 113, november 2007 • side 43

erne.
Med dag-til-dag vejrudsigterne
gik det dog langsomt
fremad - takket være en svensk
baroklin tre-parameter-model,
udformet af Lennart Bengtsson
og kørt på computer på SMHI i
slutningen af tresserne. Vi fik tilsendt
resultaterne på facsimile to
gange i døgnet og efter datidens
forhold var den banebrydende
præcis på kort sigt, d.v.s. 36 timer
frem. Det gjorde kvaliteten af
et-døgns prognoserne mærkbart
bedre.
Til slut vil jeg blot nævne en
Annonce:
Nyhedsbrev fra DMI
Vidste du, at du kan få alle de
bedste nyheder om vejret serveret
i din indbakke hver torsdag?
Det kan du, hvis du abonnerer
på DMI's ugentlige nyhedsbrev.
Redaktionen sammensætter
hver uge en ny spændende
udgave med det bedste fra Danmarks
Meteorologiske Institut.
side 44 • Vejret, 113, november 2007
succes af de store, som blev
igangsat lige inden EDB-alderen i
1971 af Steffen Hartby, nemlig rutevejledning
af skibe på langfart.
Den fungerer i bedste velgående
den dag i dag, hvor den er blevet
Europas største og dækker hele
verden - derfor hedder den også
World Wide Weather Routing
- og er nu selvfølgelig i høj grad
baseret på computerberegnede
forudsagte vejrkort mange dage
frem i tiden. Men i begyndelsen
var det virkeligt pionerarbejde.
Da vi i 1972 fik vores første
computer blev den til at begynde
Et af de faste punkter i nyhedsbrevet
er meteorologernes
seneste bud på weekendvejret.
Derudover har vi hver uge svar
på et af de bedste spørgsmål fra
læserne.
Sidst men ikke mindst tager
vi hver uge fat på et nyt emne.
Det kan være et interessant meteorologisk
sted på nettet, et nyt
med brugt til at automatisere en
del af det arbejde der hidtil var
udført med håndkraft - såsom
plotning af vejrkort og radiosonde-diagrammer
m.v. Selv om
vi nu fik glimrende prognosekort
fra Sverige var der alligevel nogen
der ikke kunne give slip på den
gamle Similä-Scherhag metode.
Det gik hverken værre eller bedre
end at en nyansat medarbejder
fik til opgave at programmere metoden
til computerberegning!
Men siden er det jo gået stærkt
- se bare DMI’s hjemmeside i
dag!
produkt eller et vejr-tema.
Vi krydrer nyhedsbrevet med
DMI's nyhedsartikler.
Lyder det som noget for dig?
Tilmeld dig DMI's nyhedsbrev
på:
http://www.dmi.dk/dmi/
nyhedsbrev-tilmelding.htm

Boganmeldelse:
Køl af
Af Martin Drews, DMI

Boganmeldelse:
Køl af
Af Martin Drews, DMI

Fokus på Arktis:
Isen smelter i Polarhavet
Af Leif Rasmussen

Fokus på Arktis:
Isen smelter i Polarhavet
Af Leif Rasmussen

Fra formanden
I tiden siden sidste nummer af Vejret har der som
sædvanlig været en række emner, som har præget
billedet på vejr- og klimafronten.
Som det første vil jeg nævne de katastrofale
skovbrande i Grækenland sidst på sommeren og
senere i bl.a. det sydlige Californien. Mange mistede
alle deres ejendele, men heldigvis blev kun
få dræbt. Det er vist stadig ikke helt afklaret i hvor
høj grad, der var tale om naturlige fænomener, eller
hvor mange af brandene, der rent faktisk var påsat.
Det synes dog givet, at de aktuelle vejrforhold har
spillet en vigtig rolle, idet begge områder har oplevet
lange perioder med usædvanlig varmt og tørt
vejr efterfulgt af en kraftig blæst. Man kan derfor
mistænke global opvarmning, der ser ud til at give
øget udtørring i blandt andet disse områder, for at
have noget med sagen at gøre. Man skal dog være
påpasselig med at konkludere, at det på denne
måde er ”menneskets skyld alt sammen”. Vejrliget
har jo altid varieret helt naturligt. Desuden stiger
risikoen for skovbrand ofte, jo længere siden, det
er, der sidst var en sådan.
På den danske vejrfront er der endelig ved at
komme lidt mere orden i sagerne igen: Serien af
temperaturrekorder er nu brudt og oktober var tilmed
koldere end normalt. Jeg tør dog godt vædde
noget stort på, at vi ikke får en lige så lang ubrudt
række af måneder, der er koldere end normalt, som
de 19 måneder, der frem til og med september i år,
alle var varmere end normalt.
På den internationale scene skete der efter min
mening noget overraskende og glædeligt: Klimaændringer
er kommet i fokus som et sikkerheds og
dermed et fredsspørgsmål. Flere danske forskere
– ikke mindst ”vor egen” tidligere formand Jens
Hesselbjerg Christensen – har gennem deres bidrag
til IPCC arbejdet opnået at få i det mindste en del
af æren for Nobels fredspris, der jo blev delt mellem
IPCC og Al Gore. At prisen blev givet inden for
emnet globale menneskeskabte klimaændringer vil
sikkert afføde en del følgestudier om selve begrebet
sikkerhed. Der skal nu ikke kun tænkes på militær
sikkerhed, men på sikkerhed/fred i en meget bredere
forstand.
For mit eget vedkommende har jeg været igennem
en meget ubehagelig gennemvridning af pressen.
Mange har sikkert set, hørt eller læst hvorledes
jeg og DMI er blevet beskyldt for have udøvet
selvsencur og fortiet sandheden om menneskeskabte
klimaændringer i årene umiddelbart efter
Fogh- regeringens tiltræden. Jeg føler derfor behov
for at præcisere overfor Vejrets læsere, at dette ikke
har været tilfældet. Sagen startede med, at to journalister
fra Politiken interviewede mig, og at jeg i
den forbindelse udtalte, at de politiske udmeldinger
i starten af den nuværende regeringsperiode var så
utvetydige, at ”jeg ikke turde sige, hvad jeg virkelig
mente”. Jeg godkendte rent faktisk citatet på skrift
og har muligvis også sagt det på denne måde i det
oprindelige interview. Citatet dækker dog desværre
over et udsagn, der ikke er korrekt, og det beskriver
heller ikke min mening om sagen. Det jeg mener er
noget i retning af: ”jeg turde næsten ikke sige, hvad
jeg virkelig mente”. Jeg har lige siden jeg allerførste
gang i radioavisen blev interviewet om D&R’s artikel
søgt at gøre opmærksom på problemet. Men
misforståelsen huserer stadig. Det rigtig dårlige ved
sagen er, at jeg synes, det er min skyld, fordi jeg
ved mit gennemsyn af artiklen, fik den læst alt for
hurtigt igennem. Jeg håber blot den snart går i glemmebogen
og at den ikke har skadet DMI’s renomme
som saglig, kompetent og objektiv formidler af
vejr- og klimaspørgsmål. For de som ønsker en mere
uddybende gennemgang af sagen set med mine
øjne, kan jeg henvise til dokumentet: www.gfy.
ku.dk/~kaas/documents/debateletter.pdf.
Endelig et allersidste suk, som slet ikke har noget
med alt det ovenfor at gøre: DaMS mødet den
31/10, som var arrangeret som et fællesmøde med
Vildtvejrsklubben, var fantastisk spændende. Det
var derfor noget skuffende, at fremmødet var temmelig
ringe. Jeg vil opfordre til at man er lidt mere
OBS på de møder, der er. Jeg forestiller mig, at der
for manges vedkommende har været tale om en
forglemmelse. Det næste møde – julemødet – finder
sted den 18/12 (se bagsiden).
Eigil Kaas

Dansk Meteorologisk Selskab
c/o Brian Broe
Sjælør Boulevard 10, st.th.
2450 København SV
Returneres ved varig adresseændring
Dansk Meteorologisk Selskab
Tirsdag den 18. december 2007, kl. 19.00
Auditoriet, Rockefeller komplekset
Juliane Mariesvej 30
2100 København Ø
Julemøde
Præsentation af center for Energi, Miljø, og Sundhed samt julevejrudsigt.
Tirsdag den 4.marts 2008
Generalforsamling
Foredrag med arbejdstitlen: Historien bag vejrudsigten
Følg med på www.dams.dk