Stiftsårbogen 2004 som pdf-fil (4,2 MB) - Holmens Kirke

Årbog for Københavns stift 

2004 

Inden du taler 

over dig

Årbog 2004 

Udgivet af Københavns stift 

Redaktion: 

Anders Carlsson 

Bente Hansen 

Flemming Pless 

Peter Skov-Jakobsen 

Jesper Stange (ansvarshavende) 

Fotograf: Flemming Pless 

Design: Mindgame 

Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S 

ISBN: 87-89096-23-1 

ISSN: 902-4190 

Årbog for Københavns stift 

2004 

Inden du taler 

over dig

4 

Indhold 

Forord 6 

af Jesper Stange 

Gud som en skabende 

og opretholdende magt 10 

af lektor, Dr.theol. Jakob Wolf 

Jomfrufødsel og Helligånd 18 

af forfatter, mag.art. Bente Hansen 

Dommen over levende og døde 22 

af professor, Dr.phil. Ole Fogh Kirkeby 

De helliges samfund 28 

af forfatter Ebbe Kløvedal Reich 

Syndernes forladelse 34 

af sognepræst Anders Carlsson 

Kødets opstandelse 40 

af forfatter Vibeke Vasbo 

Det evige liv 46 

af forfatter Leonora Christina Skov 

Aktstykker fra årets landemode 

Det nye Købenavn 54 

af biskop Erik Norman Svendsen 

Prædiken ved landemodegudstjenesten 60 

af provst Knud Henning Hansen 

Landemodeforedrag 

’Så alt hvad Herren kalder sit’ 64 

af direktør, mag.art. 

Hans Edvard Nørregård-Nielsen 

Årsberetning 2004 74 

ved biskop Erik Norman Svendsen 

Referat af forårsprovstemøde 

1. april 2004 90 

ved stiftskontorchef Jørgen Christiansen 

Referat af landemodeforhandlingerne 

den 6. oktober 2004 93 


Beretning fra 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde 98 

ved skolepædagog Christian Borello Carlsen 

Beretning fra 

Stiftsudvalget om nye religiøse 

strømninger 100 

ved stiftspræst Niels Underbjerg 

Beretning fra 

Stiftsudvalget for arbejde 

blandt etniske minoriteter 101 

ved stiftspræst, Dr. theol. Lissi Rasmussen 

Beretning fra 

Stiftsudvalget for 

Det Danske Bibelselskab 103 

ved datalog Karsten Kynde 

Beretning fra 

Stiftsudvalget for mission 104 

ved stiftspræst Jonna Dalsgaard 

Beretning fra 

Københavns Stiftscentral 

for undervisning 106 

ved stifts- og sognepræst Helene Dam 

Beretning fra 

Stiftsudvalget for diakoni 109 

ved pastor Hanne Storebjerg 

Beretning fra 

Folkekirkens Skoletjeneste 

København – Frederiksberg 110 

ved leder af Folkekirkens Skoletjeneste 

Helle Krogh Madsen 

Beretning fra 

Folkekirkens internetudvalg 113 

ved sognepræst, webpastor Gunnar Bach Pedersen 

Landemodeberetning 114 

Præster: tilgang – afgang 114 

Navne og adresser 116 

Regnskab for Københavns Stiftsfond 126 

Bidrag til Stiftsfonden 128 

5

Forord 

Thorkild Grosbøll har sagt om trosbekendelsen, at 

den er det rene abracadabra. Men alene den diskus- 

sion, dét har medført, dementerer ganske åbenlyst 

udtalelsen. 

For en gangs skyld diskuterer vi ikke, om præster 

drikker for mange bajere eller har for mange uægte- 

skabelige forbindelser. Allerede efter det første glas 

rødvin læner borddamen sig ind over sin gejstlige 

bordherre for at betro ham, at hun aldrig helt har 

forstået det med det evige liv. 

for det hører ingen steder hjemme. 

6 7 

Man kunne have frygtet en selvjustits, inden Strauss sammenligner os med den etiopiske 

en eventuel gejstlig domstol havde afsagt sin dom. 

Men det har vist sig, at lysten til at forsøge at sige, 

hvad kristendom er, er større end behovet for at sæt- 

te grænser for, hvad vi må. 

Den kirkelige samtale har fået et løft, uanset 

hvad man mener om løftestangen. 

Årbogen har ikke tænkt sig at lade den anled- 

ning gå fra sig og præsenterer derfor læg og lærds 

bud på bekendelsen, når den ikke lyder unisont og 

under ledelse af en pibekravet embedsmand. 

Der findes en tro, som efterhånden kun eksisterer 

gennem ord. Hvad for eksempel syndernes forla- 

delse betyder i troværdig mening, erfarer vi ikke 

længere. Vi siger ordene. Og gudstjenesten kan i 

sine lykkelige øjeblikke give os en fornemmelse af 

hukommelsestilvækst. Nåh ja! Men næppe er ordene 

udtalt, førend de synker tungt tilbage i historien. De 

var kun et citat. Et par gåseøjne, der kildrede os. 

Den tyske dramatiker og forfatter Botho Strauss 

siger, at der findes følelser, som efterhånden alene 

eksisterer i tekst, som ord, og nævner eksemplet 

’ære’. Først ved læsning af en gammel roman, siger 

han, fyldes det tomme, glemte ord med hele sin 

sociale og livsfarlige alvor, så vi gerne selv igen ville 

sige ’ære’, men tilføjer, at det ville være latterligt, 

indfødte, som havde glemt en vigtig myte og der- 

for ikke kunne forklare, hvorfor han i så forskellig- 

artede anledninger bar en klump smør på hovedet. 

”Vore forfædre kendte tingenes mening, men vi har 

glemt den.” 

Vi kender endnu meget mindre meningen med 

de utallige levninger, vi udtrykker os i. Det allermes- 

te er smør på vores hoveder. 

Men selv en pessimist som den tyske drama- 

tiker, der mener, at ingen myte, intet romanværk 

nogensinde vil kunne forklare det for os igen, imøde- 

gås af sin egen erfaring af, at kejtede personer nu 

som før dog stadig ligger inde med teknologien til 

oparbejdning af opbrugt symbolsk viden, betyd- 

ningsaffaldets recycling. 

Hvis man vil være venlig at forstå det som en 

cadeau, har årbogen lagt bekendelsens svære begre-

er i hænderne på sådanne kejtede personer med 

henblik på oparbejdning og recycling. 

I et for længst hedengangent litterært tidsskrift, 

eftersøgte Ebbe Kløvedal Reich engang i halvfjers- 

erne noget, der blot kunne minde om et pinseun- 

der og fandt, at man ikke kom det nærmere end 

den samlede jubel, når Danmark scorede mod Sve- 

rige i Idrætsparken. Den samme synkrone jubel for- og filosoffen Ole Fogh Kirkebys overvejelser. 

forbruger men dog samtidig et spagfærdigt minde fugen. 

8 9 

nemmede man ikke i kirken, når menigheden i kor 

om det tabte midtpunkt, tingstedet hvor alle sog- 

fremsagde trosbekendelse. Det kunne han imidlertid 

godt ønske sig og foreslog derfor en modernisering 

af ordlyden, som herefter kom til at lyde noget i ret- 

ning af: at jeg tror på én Gud, fordi det er det mind- 

ste, man kan tro på, hvis man vil være troværdig for 

sig selv, at jeg tror på Jesus, fordi han siger, at det 

er nok, mens den tredje artikel om Helligånden lød: 

at resten kunne vi diskutere. 

Det kom der måske ikke meget pinseunder ud 

af, men det var dog langt væsentligere formulering- 

er end halvfjerserdanskerens bekendelse til, at der 

nok var ’noget’. 

Ebbe Kløvedal Reich inddrager os igen tredive år 

efter i sine diskussioner med sig selv, når det gæl- 

der trosbekendelsens besværlige tredje led. Som 

den ene af fire forfattere giver han sit bud på, hvad 

Forord Forord 

man kan sige, inden man taler over sig. De tre 

andre er Leonora Christina Skov, Vibeke Vasbo og 

Bente Hansen. 

I en vis forstand taler vi nødvendigvis over os, 

når vi taler religiøst. Udover det erfarede skal vi tale 

om det, der ikke opkom i noget menneskehjerte. 

Men der er et stykke vej dertil og den følges vi ad 

med præsten Anders Carlsson, teologen Jakob Wolf 

Vi har altså ikke anlagt trosbekendelsen som en 

kætteralen med henblik på at måle rettroenheden. 

Den er snarere den klump smør på vores hoveder, vi 

næsten har glemt, hvorfor vi bærer rundt på. 

Siden oldkirken har trosbekendelse tjent som 

dåbsformel og har dermed været det midtpunkt, 

hvorfra man kunne kortlægge sin verden. 

Men midten er vanskelig at pejle. Hvis det ikke 

var en selvmodsigelse, kunne man sige, at midten 

søges i omkredsen. 

Det er som med Københavns nye bydele. Det er 

ikke til at sige, hvorfra de skal kortlægges. Ligesom 

trosbekendelsen tjente kirkebygningen tidligere 

som nulmatrikel, som målepunkt, hvorfra alt andet 

udmåltes på sin rette plads. 

Men hvor er midten i Ørestaden, på Bryggen, 

på Langelinie og i Sydhavnen? Biskop Erik Norman 

Svendsen introducerer de nødvendige overvejelser 

over kirkens placering i det nye bydesign som 

optakt til årbogens aktstykker og dermed også som 

begrundelse for årbogens billeder. 

På sin fotosafari i Ørestaden fandt Flemming Pless 

i centerhall’en midt i Fields en kreds af forarbejde 

granitsten. Måske blot et hvilested for den trætte 

nets veje mødtes. Der er stadig også noget at støtte 

erindringen på. 

I sit landemodeforedrag konstaterer Hans Edvard 

Nørregård-Nielsen, at præsten har erstattet sine latin- 

ske tekster med det store kørekort, så menigheden 

kan komme omkring. Nørregård-Nielsen slutter med 

en opfordring til den kirke, som af al magt prøver 

at overleve på et pjattet grundlag, hvor enhver 

anskaffer sin egen religion, og det ene kan være 

lige så godt som det andet. ”Hvor ville det være 

velgørende, hvis man besluttede sig til at gøre op 

med gemytligheden og fastholdt én Gud, der forhin- 

drede hver anden i at konstruere sin egen udgave af 

slagsen.” For det er ligesom når en hedning tilbeder 

sig selv, siger Nørregård-Nielsen. 

På trods af den upolemiske gemytlighed, som præ- 

ger indlæggene i dette års stiftsbog, søger vi her- 

med ikke at komme længst muligt omkring men om 

muligt snarere i retning af midten. Af vores kristen- 

tro og vores by. 

I aktstykkerne kan man igen i år orientere sig om de 

aktiviteter, som er omdrejningspunktet i stiftscentri- 

Jesper Stange

Gud som en skabende og opretholdende magt 

af Jakob Wolf 

Naturvidenskaben og teologien 

Der er næppe tvivl om, at naturvidenskabens udvik- 

ling og succes har været en stor udfordring for den 

traditionelle tanke om Gud som skaberen og opret- 

holderen af naturen og universet. Det er ikke så 

sært, at naturvidenskaben har voldt tanken om Gud 

som skaberen problemer, da den i høj grad er blevet 

til i et opgør med en religiøs og mytisk forståelse af 

naturens fænomener. Som videnskabshistorikeren 

Olaf Pedersen skriver, så blev naturvidenskaben til, hvad der er godt og ondt (de ti bud, kærlighedsbud- 

og naturen? Jeg tror det gælder for en del teologer, er sket det i vores kultur, at vi anser den religiøse 

10 11 

da antikkens grækere fik ”en radikal ny forestilling det) hvormed vort livs retning er angivet, og den 

og derfor er der skabt megen uklarhed og forvirring forståelse af naturfænomenerne for at være i defen- 

om, at naturens fænomener ikke fremkommer som 

følge af gudernes frie beslutninger, men fordi de er 

nødsaget til det, tvunget af en indre nødvendighed 

i naturen selv, som tvinger et givet fænomen til at 

vise sig, hver gang de rette betingelser er til stede.” 

(Olaf Pedersen Naturerkendelse og theologi 1996, 

s.16). Naturvidenskabens bestræbelse er at forklare 

naturens fænomener ud fra naturens egne love. 

Men hvis vi kan forklare naturens fænomener på 

den måde, så er tanken om en Gud, der er forskellig 

fra naturen og skaber og opretholder naturen, over- 

flødig. Naturen skaber og opretholder sig selv. 

Især i det 20. århundrede, hvor naturvidenska- 

ben har stået stærkere og stærkere, har teologien 

haft besvær med naturvidenskabens udfordring. 

Hvordan skulle man klare den? Den mest populære 

løsning blev, at man delte riget imellem sig og sag- 

de, at naturvidenskaben og teologien handler om to 

forskellige virkeligheder. Naturvidenskaben handler 

om årsagerne til naturfænomenerne, mens teolo- 

gien handler om sådan noget som livets mening 

og etik, og de to virkeligheder har ikke noget med 

hinanden at gøre. Biskop Jan Lindhardt siger det 

f.eks. sådan: ”Lader man så ikke Bibelen i stikken 

dermed? Nej, det gør man ikke, for den kan noget, 

som ingen naturvidenskab kan. Den kan tale om, 

kan sige os, hvem Gud er, nemlig den der trods alt 

bærer over med os for sin søns skyld.Videnskaben 

kan beskrive én form for virkelighed, mens Bibelen 

kan beskrive en anden. Den første kan sige noget 

om, hvordan det forholder sig. Den sidste kan 

sige os, hvad der er de grundlæggende vilkår for 

vort liv, at vi er sat til at tjene andre, og at vi der- 

for ikke er og aldrig kan blive hovedpersoner i vort 

eget liv. Det kan man ikke finde ud af ved at se i et 

mikroskop eller en stjernekikkert.” (Jyllands Posten 

15.10.02). 

Det er et stort problem ved denne løsning, at vi 

med den kommer til at leve i to virkeligheder, som 

ikke har noget med hinanden at gøre; en naturvi- 

denskabelig verden og en etisk eksistentiel verden. 

Vores verden falder fra hinanden i to verdener. Et 

andet problem ved denne løsning er, om det over- 

hovedet er muligt at skille teologi og naturviden- 

skab ad på den måde? Kan man undgå, at teologi 

og naturvidenskab støder sammen, når man tænker 

på, at tanken om Gud som skaberen og oprethol- 

deren af naturen er en central teologisk tanke? 

Hvordan man end forstår tanken om Gud som ska- 

beren, så kan jeg ikke se, at tanken om Gud som 

skaberen kan betyde mindre, end at Gud er årsag 

til universet og naturen. Hvis tanken overhovedet 

skal give mening, må den mindst betyde dette, 

og dermed handler den uvægerligt om det samme 

som naturvidenskaben, nemlig hvad er årsag til 

naturen og dens fænomener? Hvis man hævder, at 

teologi kun handler om den eksistentielle mening 

med livet og etik og moral, har man så ikke reelt 

opgivet tanken om Gud som skaberen af universet 

omkring tanken om Gud som skaberen, og det er 

skæbnesvangert for teologien og den kristne tro, da 

tanken om Gud som skaberen hører uløseligt sam- 

men med gudsbegrebet overhovedet, i hvert fald i 

de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kris- 

tendom og islam. Ligesom det hører med til begre- 

bet om en ungkarl, at han er ugift, sådan hører det 

også med til begrebet Gud, at han er skaberen. En 

ungkarl, der ikke er ugift, er ikke en ungkarl, og en 

Gud, der ikke er skaberen, er ikke Gud. Resultatet 

af at opgive tanken om Gud som skaberen er en 

kristendom uden Gud, hvilket er meningsløst. 

Kristendommens centrale påstand er, at himlens 

og jordens almægtige skaber har inkarneret sig i et 

historisk menneske, Jesus fra Nazareth. Hvis man 

hævder, at det ikke er skaberguden, der har inkar- 

neret sig, så har man et stort forklaringsproblem; 

hvad er det så for en Gud? Jeg kan ikke forestille 

mig andet, end at en nyformulering af gudsbegre- 

bet, der ikke indeholder tanken om Gud som ska- 

beren, vil føre til en anden religion end kristendom- 

men. 

Den nødvendige konfrontation 

Vi slipper ikke for en konfrontation af en eller anden 

art mellem teologi og naturvidenskab. Løsningen 

med at dele riget er grundlæggende uklar og 

uholdbar. Jamen, har naturvidenskaben ikke allere- 

de vundet denne konfrontation? Det mener jeg 

ikke. Jeg mener, vi lever i en kultur, der har tillagt 

naturvidenskaben alt for megen autoritet. Vi lever i 

en kultur, som opfatter naturvidenskaben ikke blot 

som en arbejdshypotese, men som en ideologi, en 

totalforklaring på naturen og dens fænomener. Der 

siven. Vi opfatter det uvilkårligt sådan, at det er den 

religiøse forståelse af naturen, der skal forsvare 

sig over for naturvidenskaben. Men dermed har vi 

vendt tingene på hovedet, vil jeg argumentere for. 

Det er naturvidenskaben, der er i defensiven. Det 

vil sige, det er naturvidenskaben, der skal forklare 

og forsvare sig. Det er naturvidenskaben, der har et 

forklaringsproblem. 

Vores intuitive og umiddelbare forståelse af 

naturen er, at den er fuld af visdom. Der findes et 

utal af naturfænomener, hvor man må undre sig 

over, hvor sindrigt og vist, det hele er indrettet. 

Denne intuitive opfattelse ser vi dag i høj grad 

bekræftet af f.eks. den nyere biologiske forskning. 

Især biokemien har afdækket, hvor komplice- 

ret f.eks. cellen, der er grundelementet i alle leven- 

de organismer, er. Cellen består af bl.a. en stor

Gud som en skabende og opretholdende magt Gud som en skabende og opretholdende magt 

mængde proteiner, som skal arbejde nøje koordi- 

neret sammen, for at cellen kan udføre de funktio- 

ner, en celle skal. Spørgsmålet er nu, om naturvi- 

denskaben kan forklare, hvordan et så kompliceret 

system som en celle eller langt mere komplicerede 

organismer som flercellede organismer er opstået? 

Biologien forsøger at forklare det ved hjælp af den 

darwinistiske mekanisme. Denne mekanisme består 

i, at naturlig udvælgelse virker på en tilfældig varia- 

tion. Darwin bruger selv menneskets husdyravl som 

en analogi til denne mekanisme. Hvis vi vil fremavle 

en jagthund med meget lange ben, så gør vi det, at 

vi hele tiden udvælger de hvalpe, der har lange ben 

til videre avl. På samme måde udvikles en organis- 

me i naturen ved, at naturen hele tiden udvælger de 

bedst tilpassede til overlevelse og videre avl. Denne 

mekanisme er forklaringen på alle biologiske dan- 

nelser, hævder naturvidenskaben. 

12 13 

Intelligent design 

Men er det sandsynligt? Det er sandsynligt og for- 

holdsvis godt begrundet, at små ændringer kan 

forklares på den måde. Variationen af størrelsen på 

fuglenæb inden for en art, kan f.eks. forklares på 

den måde, eller det, at insekter udvikler resistens 

over for insektgifte. Men kan større ændringer for- 

klares på den måde? Kan tilblivelsen af helt nye 

biologiske systemer og livsformer forklares på den 

måde? Vi ved fra menneskeverdenen, at maskiner, 

der består af dele, der arbejder velkoordineret sam- 

men for at udføre en funktion, umuligt kan opstå 

ud fra en bevidstløs mekanik alene. En motorcykel 

kan f.eks. aldrig opstå ved, at en cykel hele tiden 

ændres ved små ændringer. Den kan kun blive til 

i kraft af, at en menneskelig bevidsthed og intelli- 

gens har opfundet en plan for, hvordan delene skal

sættes sammen. Hvis man kan sammenligne en 

menneskeskabt maskine og f.eks. cellen, så er det 

ikke sandsynligt, at cellen kan være blevet til i kraft 

af en bevidstløs, uintelligent mekanisme som den 

darwinistiske. Det er meget mere sandsynligt og 

indlysende, at den er blevet til i kraft af en bevidst 

intelligens af en art. 

Hvis man prøver at se konkret på de darwinis- 

tiske forklaringer på bare lidt komplicerede organis- 

mer, så viser det sig, at disse forklaringer er meget 

omtrentlige. Hvis en forklaring skal være videnska- 

beligt tilfredsstillende, skal den forklare alle de trin, 

der skal til, for at vi kommer fra, at et system ikke 

eksisterer til, at det eksisterer. Det krav opfylder 

de darwinistiske forklaringer langt fra. Derfor er 

der ikke tale om nøjagtige videnskabelige forklar- 

inger, men mere om hypoteser og spekulationer. 

Den darwinistiske teori er ikke en forklaring på Vores analoge erkendelser er ikke hele tiden 

hund osv., så mener jeg, jeg er i min gode ret til at det forrige århundrede. Det er modsigelsesfuldt, at 

14 15 

livets opståen og udvikling; det er en videnskabelig sande. De kan vise sig at være forkerte. Hvis vi 

hævde, at det er en hund. Hvis nogen hævder noget teologien vil bekræfte en ideologi, som i realiteten 

arbejdshypotese. I parentes bemærket mener jeg 

ikke, at vi skal opgive den darwinistiske teori som 

arbejdshypotese, for vi ved ikke, hvor langt vi kan 

komme ad den vej. Det, vi skal opgive, er den dar- 

winistiske teori som ideologi. 

Den analoge erkendelse 

Men kan det ikke være, at vi engang i fremtiden vil 

blive i stand til at forklare de komplekse organis- 

mers dannelse videnskabeligt tilfredsstillende, og 

betyder det ikke, at hvis vi fremsætter en anden 

forklaring, så lever den bare af vores foreløbige 

uvidenhed? Det første kan vi ikke udelukke, ingen 

kender fremtiden, den kan bekræfte den darwinis- 

tiske hypotese, men den kan også afkræfte den. 

Det sidste er ikke tilfældet, fordi den forklaring, der 

henviser til en bevidst, intelligent årsag til de kom- 


plekse organismers tilblivelse, er en anden form for 

erkendelse end den naturvidenskabelige. Hvis jeg 

siger, at den komplekse biologiske organisme har 

en lighed med en menneskeskabt maskine, der gør, 

at begge systemer må skyldes en intelligent årsag, 

så er det en såkaldt analog erkendelse. Denne er- 

kendeform er helt grundlæggende for vores alminde- 

lige erkendelse af verden. Vi erkender, hvad noget 

er, fordi det ligner noget, vi kender i forvejen. Jeg 

forstår, hvad det betyder, når en thailænder sam- 

ler hænderne foran sig og bøjer hovedet, fordi det 

ligner det, at vi giver hinanden hånden. Jeg forstår, 

at det er en hilsen, fordi jeg allerede ved, hvad en 

hilsen er. Vi erkender grundlæggende verden ud fra 

det forhold, at fænomener i verden ligner hinanden. 

Det har især den fænomenologiske filosofi i det 20. 

årh. klarlagt. 

f.eks. mener, at fugle og flagermus er umiddel- 

bart beslægtede, fordi de ligner hinanden ved at 

kunne flyve, så er det forkert. Derfor skal man altid 

spørge, om analogien er svag eller stærk. Er den 

stærk, er der imidlertid ingen grund til at afvise den 

erkendelse, der ligger i den. Så spørgsmålet er, om 

den strukturelle lighed mellem en kompleks orga- 

nisme og en menneskeskabt maskine er svag eller 

stærk. Jeg mener, der kan argumenteres grundigt 

for, at den en meget stærk. Jeg mener det i grunden 

også bekræftes af biologien, fordi den hele tiden 

selv betjener sig af denne analogi. Biologi-bøger 

vrimler med den slags analogier. Cellen kaldes en 

nano-maskine, altså en meget lille maskine, hjertet 

kaldes en pumpe, hjernen en computer osv. Det er 

vigtigt at understrege, at jeg påstår ikke, at organis- 

men er en maskine. Det er en analogi. Det vil sige, 

at den både ligner en maskine og er forskellig fra 

en maskine. 

Da analogien mellem en menneskeskabt mas- 

kine og et komplekst biologisk system er så stærk, 

mener jeg ikke, der er nogen grund til ikke at tage 

denne erkendelse for gode varer, at tilblivelsen af 

de levende organismer og deres udvikling skyldes 

en bevidst, intelligent årsag. Det er en fuldstændig 

nærliggende og indlysende erkendelse, og det har 

man stort set også altid ment. Hvis man vil hævde 

noget andet, sådan som f.eks. darwinismen vil, når 

den hævder, at den analoge erkendelse er én stor 

illusion, så ligger bevisbyrden hos den, der vil det. 

Det vil sige, det er darwinismen, der skal bevise, 

at det ikke er det, som det ser ud til at være. Hvis 

jeg ser noget, der ser ud som en hund, bevæger 

sig som en hund, lugter som en hund, gør som en 

andet, så er det dem, der skal bevise, det ikke er, 

hvad det ser ud til at være. 

Naturvidenskab som ideologi 

Kort sagt, det er den darwinistiske forklaring, der er 

i defensiven og skal bevise sin påstand. Det er den 

opfattelse, at livets opståen og udvikling skyldes en 

intelligent årsag, hvilket er åben for den fortolkning, 

at det skyldes en transcendent skabermagt, der er 

den selvfølgelige og mest nærliggende. Sådan frem- 

stilles det ikke normalt. Normalt fremstilles det, 

som om det er skabelsestanken, der står svagt og 

skal bevise sin berettigelse. Men det er som sagt 

at vende tingene på hovedet, og denne omvending 

skyldes, at vi på grund af naturvidenskabens succes 

er blevet overbevist om, at der findes kun én gyldig 

erkendeform, og det er den naturvidenskabelige. 

Men det er en ideologi. Den analoge erkendeform er 

lige så gyldig som den naturvidenskabelige, og den 

er helt grundlæggende for vores basale erkendelse 

af verden. Det viser analyser af dagligsproget, hvor 

analogien spiller en afgørende rolle. 

Der er ingen grund til at betvivle tanken om 

Gud som skaberen og opretholderen på grund af 

naturvidenskaben. Der kan derimod være grund til 

at betvivle naturvidenskaben som en total-forkla- 

ring på naturen. Den darwinistiske teori er kun en 

videnskabelig arbejdshypotese. Når såkaldt moder- 

ne teologer mener, vi må opgive tanken om Gud 

som skaberen og opretholderen på grund af natur- 

videnskabens udvikling, så er det ikke udtryk for, at 

de er moderne i den forstand, at de er på højde med 

vores viden om naturen. Det er snarere udtryk for, 

at de bekræfter en gammel positivistisk ideologi fra 

ophæver begrebet om Gud. Den burde da bekæmpe 

en sådan ideologi ikke bare af hensyn til teologien, 

men først og fremmest af hensyn til sandheden. 

Ophævelsen af den ideologiske forblindelse vil, 

mener jeg, også få store konsekvenser for vores 

etiske forhold til naturen og dens planter og dyr og 

mennesker. Der er meget stor forskel på, om vi ser 

naturens væsener som et produkt af en bevidstløs 

mekanisme, eller om vi ser dem som et produkt af 

en bevidst intelligens. Respekten og agtelsen for 

dem svækkes, hvis vi ser dem som tilfældig, be- 

vidstløs materie, den styrkes, hvis vi ser dem som 

skabt af en guddommelig bevidsthed. Etik og ska- 

belsestanke kan ikke skilles ad.

ligensen for at være transcendent, frem for Cricks Den åbenbarede Gud er kristendommens påstand 

16 17 

fortolkning, er, at man med Cricks fortolkning kan om, at den skjulte Gud har åbenbaret sig i mennes- 

Menneskets umiddelbare erfaring 

Det er en almenmenneskelig erfaring, at naturen er 

fuld af visdom. Det er den erfaring, der får Brorson 

til at udbryde, når han ser på naturen: ”O Gud, hvor 

er din visdom stor!” og Grundtvig: ”i din visdom 

ingen bunder.” Det er bl.a. denne erfaring, der har 

fået mennesket til at tænke tanken, at der eksister- 

er en Gud, der har skabt verden. Det er denne erfa- 

ring, naturvidenskaben har problematiseret ved at 

hævde, at alt i naturen foregår bevidstløst og uden 

visdom, eller rettere sagt vi har ladet tanken blive 


problematiseret af naturvidenskaben. Det viser sig 

nemlig, hvis vi går de darwinistiske forklaringer 

efter i sømmene, at der er ingen grund til tro, at 

vores umiddelbare erfaring af naturen er en illusion. 

Der er ingen grund til, at vi skal svigte vores umid- 

delbare erfaring. Naturvidenskaben har fremmed- 

gjort os for os selv ved dens krav om, at vi skal svig- 

te os selv. 

Betyder det, jeg siger her, at jeg fremsætter 

et gudsbevis? Nej, bevis er et alt for bombastisk 

begreb. Men det betyder, at jeg hævder, at tanken 

om, at en transcendent skaber har skabt naturen, 

bygger på et solidt erfaringsgrundlag. Tanken er 

ikke et resultat af et bevis, men af en fortolkning. 

Vi fortolker vores erfaring. Når vi erfarer, at biolo- 

giske organismer har strukturel lighed med en men- 

neskeskabt maskine, så fortolker vi denne erfaring 

således, at organismerne må skyldes en bevidst 

intelligens, og vi fortolker videre, at denne intelli- 

gens må være transcendent. Det kan vi alt sammen 

ikke vide med sikkerhed, vi kan ikke bevise det. Der 

er f.eks. andre, der fortolker denne erfaring ander- 

ledes. Den berømte biolog H.C. Crick, medopdage- 

ren af DNA-moleklet, mener i ramme alvor, at det 

er intelligente rumvæsener, der står bag det intel- 

ligente design, vi iagttager i naturen. Der er altså 

flere forskellige fortolkninger mulige. Grunden til, at 

jeg vil foretrække den fortolkning, der anser intel- 

spørge videre: Jamen, hvem står så bag rumvæse- 

ners intelligens? Hvis man spørger videre på den 

måde, vil man uvægerligt komme til en univers- 

transcendent magt. 

Det specifikt kristne 

Dette betyder videre, at tanken om Gud som skabe- 

ren ikke er en specifik kristen tro. Det er en tanke, 

som ikke har sin baggrund i en bestemt forkyndelse 

eller en bestemt hellig bog. Det er en tanke, der ude- 

lukkende er opstået af en fortolkning af vores erfa- 

ring af naturen. Derfor finder vi den som sagt også i 

andre religioner end i kristendommen. Den specifikt 

kristne tro er en tro på, at Gud har inkarneret sig i 

et bestemt historisk menneske, Jesus fra Nazareth. 

Her er der i specifik forstand tale om tro, fordi 

denne tanke har intet som helst erfaringsgrundlag 

i naturen. Der er intet i vores erfaring af naturen, 

der gør det nærliggende at tænke, at Gud har inkar- 

neret sig i et bestemt, historisk menneske. Det kan 

kun være en tro. Men det afgørende i denne forbin- 

delse er at gøre opmærksom på, at denne speci- 

fikke kristne tro forudsætter en ikke-specifik kristen 

tanke om, at en transcendent magt har skabt ver- 

den. Tanken om Gud som skaberen er ikke speciel 

kristen, men den er heller ikke ukristelig, den er 

tværtimod så tæt forbundet med kristendommen, 

at uden den som forudsætning bliver kristendom- 

men meningsløs. Luther skelnede mellem den skjul- 

te Gud og den åbenbarede Gud. Den skjulte Gud 

er skaberguden, som alle mennesker kender. Det, 

at han er skjult, betyder ikke, at man ikke kender 

til hans eksistens, og at han har skabt verden; det 

betyder, at man ikke kender hans væsen og vilje. 

ket Jesus fra Nazareth. Religionerne er fælles om 

at erkende den skjulte Gud, og at en transcendent 

magt har skabt verden. Det, der gør dem forskel- 

lige, er, at de har forskellige opfattelser af, hvor og 

hvordan denne skjulte Gud har åbenbaret sig. 

Jakob Wolf, Dr. theol., lektor ved Det teologiske 

Fakultet i København har netop udsendt bogen 

Rosens råb om intelligent design i naturen

Jomfrufødsel og Helligånd 

af Bente Hansen 

Et af de mest manipulerede dogmer i vores troslære 

er historien om jomfrufødslen, som har været hoved- 

emne for klerikale diskussioner i århundreder. I de 

to trosbekendelser, der bruges hos os i dag, den 

nikænske og den apostolske, står der, at Jesus blev 

født af jomfru Maria, men at undfangelsen var ved 

Helligånden. Der er altså to dogmer i eet, nemlig at 

Maria var jomfru og at det var Helligånden, der hav- 

de grebet ind. 

De to ting hænger ikke nødvendigvis sammen, 

for hvorfor skulle Helligånden ikke kunne gribe ind 

overfor ikke-jomfruer? I bibelen sker det flere gan- 

ge: Både Sara, som var gift med Abraham, og Elisa- 

beth, som var gift med Zakarias, fik besøg af englen 

med det samme glade budskab. 

Men lad os tage de to dogmer hver for sig. 

Maria: Var hun jomfru eller ej? 

me den opskrift væk i skrivebordsskuffen, for den 

18 19 

Det er en af de ting, jeg sjældent har spekuleret over. sætter jo mandens, i forvejen beskedne, indsats 

Måske fordi det emne har mistet sin vægt i vores 

protestantiske og moderne del af verden, som næp- 

pe regner spørgsmålet om rene og uberørte kvinder 

blandt de vigtigste i forbindelse med ægteskab og 

fødsler. Måske er det, fordi jeg inderst inde synes, 

at renhed slet ikke befinder sig i den del af krop- 

pen, men snarere i den del, som vi forbinder med 

hjertet. 

Når jeg af og til har forsøgt mig med maling 

af en Maria-ikon, har jeg nøje fulgt instruksen og 

malet tre symboler på hendes hovedklæde, symbo- 

ler som angiveligt viser, at hun var ubesmittet både 

før, under og efter fødslen. Det ser nydeligt ud, men 

hvis sandheden skal frem, må jeg indrømme, at jeg 

er ret ligeglad med, om Maria var det ene eller det 

andet, og jeg forventer ikke at blive kaldt til kam- 

meratlig samtale hos biskoppen af den grund. 

Sådan har det imidlertid ikke været for den lange 

række af teologer, som gennem kirkens historie har 

lagt overordentlig stor vægt på den tekniske jomfru- 

dom. De nåede gennem spidsfindige drøftelser frem 

til, at Maria nødvendigvis var uberørt af en mand, og 

det er der kommet sære forklaringsmodeller ud af. 

De samme teologer kunne jo heller ikke vide, at 

i vores tid kan der om føje år skabes tekniske jom- 

frufødsler på stribe. Hvis jeg ellers har forstået det 

ret, så kan den klonende videnskab snart producere 

nye børn ud af kvinder, som strengt taget ikke 

behøver at have ”kendt” en mand. Projektet går, i 

stærkt forenklet form, ud på at man tager en celle 

fra kvinden, lægger den ind i et æg i selv samme 

kvinde, får det til at vokse og mirakel! Det blev et 

barn. 

Hvis jeg var mandlig forsker ville jeg nok gem- 

helt ud af funktion. Og den sætter også på finurlig 

vis den gamle diskussion om jomfrufødsler i et lidt 

muntert skær. Den tekniske side af sagen, når vi 

snakker om Marias undfangelse og nedkomst, bliver 

mindre vigtig, og det er kun godt. 

Men sådan var det altså ikke for kristen-teolo- 

gerne i de første århundreder, og Maria blev derfor 

et af de mest manipulerede fænomener i den kristne 

fortælling. Hvad skulle man gøre, når nu Jesus 

skulle være jordisk og fødes på (næsten) almindelig 

vis? Hans far var jo Herren selv, men samtidig måtte 

hans jordiske mor, i anstændighedens navn, have 

sig en mand, og problemerne tårnede sig op: Hvad i 

alverden skal vi sige, at hun var? 

De ord, der bruges i originalteksterne, som vi 

støtter os til, peger ikke entydigt på, at hun var jom- 

fru, men snarere på, at hun var en ung (ugift) kvin-

de, og det er tvivlsomt, om der kan lægges mere i 

det. I ældre tid brugte vi jo også her i landet ordet 

jomfru om unge, ugifte kvinder, jomfru Ilselil og 

jomfru Dorte. Muligvis kunne der i Bibelen ligeså 

godt stå Frøken Maria 

Hos Lukas, som er hovedkilden til vores ver- 

sion af historien, siger englen til Maria, at hun skal 

føde et barn, og hun indvender spagfærdigt, at 

hun jo ikke har kendt en mand, men englen siger, 

at Helligånden skal komme over hende, og at den 

Højestes kraft skal overskygge hende. Og det god- 

tager hun, stærkt bevæget selvfølgelig, for hun tror 

på, hvad englen siger. 

Der findes som bekendt mange evangelier og 

evangeliebrudstykker, der ikke er med i Bibelen, og 

hos to af de mere kendte er der helt forskellige sig- 

naler: Hos Thomas står der for eksempel ikke noget, 

mens Jakobs For-evangelium beskæftiger sig ganske al den larm om netop det barn? Ja, det særlige er 

I vores Domkirke, som dog bærer hendes navn, 

20 21 

konkret med jomfruspørgsmålet, som afgøres ved selvfølgelig barnet selv, for det var et helt særligt 

Vor Frue, er der ingen billeder af hende. Kun en 

tegn og undere: hun var og blev jomfru, både før 

under og efter. 

I Johannes evangeliet står der bare, at Josef var 

far til Jesus, og hos Mattæus, at Maria var forlovet 

med Josef, og at hun, før de havde været sammen, 

var blevet med barn ved Helligånden. I alle histori- 

erne træder Josef til og dækker over skandalen, og 

dermed er der to i historien, som overtræder den 

gode moral. To, som troede, og som var rene af 

hjertet og derfor udvalgte. 

Undfanget ved Helligånden 

Her er vi ved det egentlige trosspørgsmål for mig 

at se, for hvis vi tror på, at Jesus er Gudsendt, så 

må vi også tro på det helliges indgriben. Det store 

og uhåndterlige dogme er ikke jomfrufødslen, men 

undfangelsen ved den Helligånd. Tror vi på det? 

Jomfrufødsel og Helligånd Jomfrufødsel og Helligånd 

lyder spørgsmålet, og det runger, så væggene slår 

revner. Her er der ingen små smutveje af kropslig 

og social art, ingen diskussioner om ord og over- 

sættelser, ingen videnskabelige og historiske fiks- 

fakserier, kun det øredøvende spørgsmål, tror du på 

Helligånden? 

Personlig har jeg svært ved at forholde mig til livets 

mirakel og dunkelhed i det hele taget uden at fore- 

stille mig en indgriben fra Helligånden. Fødes der et 

barn og spirer der et træ uden at både barn og træ 

er undfanget ved Helligånden? Er ikke alting skabt 

af den Højestes kraft, og skulle den kraft ikke være 

rigeligt til et levende barn? 

På den anden side: hvis alt således er blevet til 

ved den Højestes kraft, hvad er det så, der gør den- 

ne fødsel og undfangelse til noget særligt? Hvorfor 

barn, der nu skulle fødes. Et barn der voksede op 

og levede et kort liv, men et liv, som ændrede men- 

neskenes historie. 

Når jeg af og til prøver at tænke verdenshisto- 

rien forfra uden det barn, så ser det sort ud. Godt 

nok er der begået uhørte forbrydelser i kristendom- 

mens navn, men det ændrer ikke ved barnets senere 

liv og lidelser, ved budskabet om kærlighed og til- 

givelse, ved evangeliernes altomfattende fortælling 

til menneskene. At tænke Jesus ud af historien er at 

tænke sort. 

Til den skabelse kom den Højestes kraft over Maria, 

jomfru eller ej, og Helligånden gav hende dertil 

mod og indsigt til at holde en brandtale lige på ste- 

det. Herren har højlovet min sjæl, udbryder hun, og 

min ånd fryder sig. Hun fortæller om hans endeløse 

barmhjertighed, hvordan han har splittet dem, som 

havde hovmodige tanker, og hvordan han vil støtte 

de nederste og sende de rige tomhændede bort. Hun 

tager opgaven på sig uden at vakle og med en tale- 

kraft, som nok kan forklare, hvorfor hun er udvalgt. 

Den tale har ingen teologer siden kunnet fravriste 

hende, fordi den er så monumental en åbning af 

Lukas-evangeliet. 

Den kirkelige udrensning af kvindekønnet fra 

teologien var ellers effektiv i århundreder, og den 

har trukket lange og grimme spor. I vores prote- 

stantiske kirke har vi godt nok været først med at 

give kvinderne adgang til igen at holde evangeliske 

brandtaler, men vi må også ydmygt medgive, at 

Reformationens jagt på Maria-dyrkelsen var med til 

at maskulinisere vores tro på andre måder. 

Maria forsvandt. 

anonym skikkelse i et højtsiddende relief fortæller, 

at hun fandtes, og for nogle få år siden blev hun 

sneget ind på et lille broderi i antependiet, fortæp- 

pet på alterbordet. En beskeden plads for én, 

som blev overskygget af den Højestes kraft og 

Helligånden. 

Sammenfatning 

Maria og Josef var udvalgt med stor omtanke, og 

de tog hele fortællingen på sig. Hvis der er noget at 

lære af dem i dag, er det ikke, om de var gift eller 

ej, kønsligt uerfarne eller ej, men at de stolede på 

Helligåndens kraft, da det virkelig gjaldt. Alt hvad 

vi lærer i evangelierne er jo netop, at det ikke er 

den kropslige renhed, der tæller mest, men hjertets. 

I hjertet placerer vi vores tro, følelser, etos og hem- 

melige bagtanker. Og jeg antager, at Josefs og 

Marias hjerter var så rene, som menneskehjerter nu 

engang kan blive. De var i hvert fald tilgængelige 

for Helligånden, og den tilgængelighed er det for- 

billede, som vi kan lære noget af. 

Bente Hansen, mag.art., er forfatter og har netop 

udgivet bogen om kvindebevægelsen En køn historie

Dommen over levende og døde 

af Ole Fogh Kirkeby 

1. 

Sct. Augustin taler et sted om vores indre billede 

af det guddommelige som en ’foregrebet eskatolo- 

gi’, et billede af ’de levendes land’, Paradis. Det er 

forestillingen om adgangen til Paradis, der ofte sty- 

rer vores forestilling om moralsk adfærd, for uden 

denne forestilling vil begrebet om en dom for enden 

af livet miste meget af sin betydning. Det betyder 

efter min mening ikke, at et menneske ikke kan 

være kristen uden at forestille sig et paradis, men blot er et sted, hvor man hverken giver eller tager 

sin strenghed af store dele af den danske statskirke om éngangs-tilkendelse eller -frakendelse af tur- 

22 23 

i så tilfælde vil verdens grænse være fællesskabet til ægte, men et sted, hvor alting ser helt ander- 

i dag. 

pas til Paradis. Mange år senere skulle den tyske 

mellem mennesker, og et kærlighedsbudskab tra- 

gisk bundet til ideen om livets endelighed vil stå 

som troens grænse. 

Dommen over levende og døde er historisk ulø- 

seligt knyttet til forestillingen om et ’efter’. Derfor 

er det, måske, at den indre forestilling om Gud, der 

går mod det billedløse, sættes som Augustins, og 

andre store kristne tænkeres og mystikeres ideal, 

fordi kraften i drømmen om Paradis vokser, jo min- 

dre konkret vi forestiller os det. For vi er jo dømt 

til at visualisere Paradis i analogi med vores egen 

verden, ligegyldigt hvor kritiske vi er. Men det bil- 

ledløses kraft gives også af en anden tanke, nem- 

lig den, at vores indre, mentale virkelighed er den 

måde, som Gud oplever os på – vi er set ’indefra’, 

når vi tænker, føler, fantaserer – og til hans tanker 

har vi ikke adgang, da han jo har givet os verden til 

at blive belært af, i stedet for. Jo mere vi afstår fra at 

gøre Gud konkret, desto tættere kommer vi på ham. 

Alligevel drømmer vi alle om Det ny Jerusalem. 

I sine ’Tanker’ taler Pascal om Kristi ”dobbelte 

komme”, og citerer Brevet til Hebræerne 2,14, ”At 

han skulle overvinde døden gennem sin død.” 

Sætter man denne tankegang på spidsen kunne 

den godt betyde, at livet også bliver overvundet 

gennem denne ’anden død’, at Paradis altså ikke 

ledes ud. Den ’anden død’ ville så betyde noget helt 

andet end Dantes brug af begrebet, altså længslen 

efter det endegyldige ophør, der standser eksekve- 

ringen af dommen i helvede. Denne ’anden død’ 

ville betyde ankomsten af en herlighed, og dermed 

indførelsen af et regime, der havde afskaffet livet, 

alias den menneskelige misere, ved at åbne til en 

evighed, hvis port er glemslen af den livsform og 

de sprogspil, som vi hidtil har været underkastet. 

Harddisken tømmes. 

Men det er stort set umuligt for nogen religion 

at tænke sådan, for det ville betyde, at begrebet ret- 

færdighed fuldkommen erstattedes af kærlighed, og 

dermed ville denne religion ikke kunne grundlægge 

nogen moral eller etik. For etikkens kerne er sam- 

vittigheden, og da den er en viden ’vittighed/viden’, 

som vi har sammen, ’sam’, er det også en viden, 

som til enhver tid må kunne vurderes ud fra to 

kriterier: Om vi selv forholder os seriøst til den, 

og om vi forholder os til den, sådan som institutio- 

nerne og common sense har lært os at vi burde. 

Samvittigheden er principielt objektiv, den beror på 

den individuelle anvendelse af et kollektivt sæt af 

normer. Samvittigheden beror på kravet om, at vi 

underkaster os de andres dom, og at vi er rede til at 

dømme os selv, som om vi havde været en anden. 

2. 

Uanset sit indhold, så betyder Paradis overvindelsen 

af døden, men ikke for enhver. Billedet med kamelen 

og nåleøjet slår tonen an. At erhverve turpasset til 

Paradis kræver ifølge kristendommen bekendelse 

og et liv i evangeliets ånd – loven afskaffede Paulus 

– selvom dette princip ikke offentligt fremhæves i 

Alligevel synes jeg, at forestillingen om den ube- 

tingede tilgivelse af enhver også findes et sted i kris- 

tendommen, og at den ikke er uforenelig med Paulus’ 

begreb om pleroma, om den fylde, der skabes, når 

enhver, der er berettiget hertil, indoptages i her- 

ligheden. I dette begreb kunne der sove et storsind 

uden lige. Her kunne åbnes et blik for hvilket ikke 

blot alle indenfor den samme tro, uanset synderegis- 

ter, men alle mennesker fra alle aldre og alle religi- 

oner, fra Neanderthaleren til SS-bøddelen, fandt nåde. 

På den anden side er en sådan vision hensyns- 

løs, for retten til tilgivelse er ikke en ret, der kan 

gives til enhver. Et menneske har kun lov til at tilgi- 

ve på egne vegne. Det, som Aristoteles i sin Niko- 

macheiske etik kaldte epieikeia, en vis generøsitet 

hos den, der har magten, overfor den, han har i sin 

magt, og dermed i Romerretten aequitas, dommer- 

ens pligt til at tage den anklagedes omstændigheder 

under lovovertrædelsen i betragtning, ophæver ikke 

retfærdigheden, eller gør en domsfældelse over- 

flødig. En henstilling til mildhed legitimerer ikke 

ugerningen, og der er handlinger, der overhove- 

det ikke kan, og ikke bør, ses under formildende 

omstændigheder – lige nu konfronterer medierne os 

med dem hver eneste dag. 

Også Platon, som jo var Aristoteles’ læremes- 

ter, forestiller sig ofte en dom for enden af ethvert 

liv, og at denne store kritiker tilsyneladende tager 

denne ’common sense’ antagelse i betragtning, 

viser hvor dybt forankret den er i etisk tænkning. 

Også Platon tematiserede ’metempsykosen’, ’gen- 

fødselstanken’, som kristendommen bekæmpede, 

men som forekommer mange mennesker den dag 

i dag, som et rimeligt alternativ til forestillingen 

filosof, G.F.W. Leibniz, bemærke, at for så vidt etik 

var meningsløs uden samvittighed, og samvittighed 

utænkelig uden et liv efter døden til at udfolde den 

i som erindring, var etik utænkelig uden forestil- 

lingen om en hinsides dom. 

Det storsind, der også er skødesløshed, at se 

henover lidelsernes sum, der ligger i tanken om 

den fuldkomne tilgivelse, om ”en anden komme”, 

der kunne være en ankomst med uforbeholden til- 

givelse, både til dem indenfor og dem udenfor fold- 

en, udtrykker en overvindelse af livet. Det bryder 

dermed med en kristen grundtanke, nemlig den, 

at livet skal være den eksamen, der kvalificerer os 

til turpasset til Paradis. Den bruger en gestus, der 

siger: ”Alt var et spil”, ”alt var en drøm”, og der- 

med negligeres lidelsens sum, men også samtidig 

de alvorlige bestræbelser på at kvalificere sig til

uendeligheden. Dommeren gøres afmægtig, fordi 

loven sættes ud af kraft, ikke fordi dens principper 

anfægtes, men værre endnu, fordi det, den handler 

om, bliver betydningsløst. 

3. 

Radikaliteten i denne tanke om den fuldkomne til- 

givelse af alle ophæver naturligvis ethvert institu- 

tionelt grundlag for religion og teologi, fordi det 

ophæver den afgrænsende funktion af trosbekend- 

elsen. Dertil kommer, at den ophæver forestillingen 

om Guds alvorlige forhold til sit eget værk og for- 

vandler ham i en eksperimenterende kunstners 

billede. Derimod ophæver den ikke kærligheden. 

Men dette billede af den uendelige generøsitet 

kommer igen i religionens kerne, det dukker op i 

hjertet af det princip om ’det gode’, der også styrer 

kristendommen, især i dens udviklingsfaser op til 

så meget som vi vil, men vi kan ikke dyrke det på 

24 25 

reformationen. Den tanke, at gøre det gode for det 

vegne af dem i gaskamrene. 

godes skyld uden at forvente en belønning, er spejl- 

billedet af tanken om ’den anden død’, om annul- 

leringen af det gamle ’livsspil’ til fordel for et helt nyt 

i Paradis. Denne tanke er en uendelig bekræftelse af 

livet. Egentlig er billedet af den fuldkomne tilgivelse, 

og billedet af det at gøre det gode alene for det 

godes skyld, to sider af den samme mønt. Det første 

ophæver betydningen af enhver gerning. Det anden 

gør enhver gerning uendeligt betydningsfuld. 

Der er en forunderlig heroisme hos den, der 

ofrer sit liv for det gode, uden at det gavner ham 

selv, uden at tro på evigheden eller på en sag. Den 

omhyggelige koncentration på sine egne handlin- 

ger i det godes navn, for det godes skyld, og uden 

endog at gøre sig den illusion, at selve den gode 

handling bringer lykke i sig selv (eller at ’det gode’ 

er noget, der giver sig selv), den viser hen til en sær- 

Dommen over levende og døde Dommen over levende og døde 

lig menneskelighed. Jeg tænker her ikke på det at 

gøre noget af pligtfølelse. Heller ikke, hvis handlin- 

gen styres af en refleksiv fornuft, der har indset, at 

sådan tjener man det fælles bedste. Men en hand- 

ling, der udspringer af en kærlighed til det gode, 

der absolut ikke behøver være lykkelig, af en smer- 

tefuld ”etisk fantasi”. Den er beslægtet med ’contri- 

tio’ med den anger, der kommer fra hjertet, og ikke 

fra frygten for dommen (’attritio’). 

Sommetider har digtere skildret Jesus sådan – 

f.eks. Rilke – som et menneske, der heller ikke selv 

gjorde sig nogen forestillinger om en evighed men 

havde taget tilværelsens absurde endelighed på sig 

af ren kærlighed. I dette univers udelukker inten- 

siteten af kærligheden enhver dom. Men problemet 

står tilbage, at vi ikke kan tilgive på den andens 

vegne. Vi kan dyrke ’amor fati’ (’Elsk din skæbne!’) 

Vi må derfor spørge: Findes der en indstilling – 

kald det kærlighed eller noget andet – som ikke søger 

sit eget, og som er så ren og intens, at den ikke er i 

stand til at dømme, men som samtidig ikke forråder 

den anden? Og vi kan ikke forvente noget svar. 

4. 

I de store religioner er der indbygget en ethos, der 

beror på distinktionen mellem sjæl og legeme. Lege- 

met repræsenterer symbolsk og konkret overlev- 

elsesdriften, ’conservatio sui’, og begæret rettet mod 

verdenen af levende og døde ’genstande’. Livet hand- 

ler da om at overvinde legemligheden. Hos Paulus 

bliver overvindelsen af legemligheden, ’sarx’, ’kødet’, 

til skabelsen af et nyt legeme ’soma’, gennem en ny 

skabelse. Figuren for denne nye skabelse er ’omven- 

delsen’ i fysisk forstand, mennesket drejer sig, på

græsk og latin, ’epistrephein/conversio’, mod den 

genopstandne Kristus bag sin ryg (som kvinderne 

ved graven), og denne ’conversio’, denne konverte- 

ring, som Sct. Augustin kommer til at inkarnere, den 

udspringer af en ny kropslighed, fordi den brænder i 

os. Kernen i Paulus’ perspektiv drejer sig om, at men- 

nesket gør loven overflødig gennem troens liden- 

skab. Mange hundrede år senere skulle Kierkegaard 

betegne denne voldsomme ’venden sig om’ som 

’springet’, og gentage Paulus’ appel til fastholdelsen 

af den indre Damaskus-oplevelse. Men denne fore- 

stilling om, at troen skaber en ny legemlighed, at 

”det ikke længere er mig der lever i Kristus, men 

Kristus, der lever i mig”, denne laden sig besætte, 

den forholder sig paradoksalt til begrebet ”dom”. 

For det første må resultatet af Paulus’ kamp 

mod loven have konsekvenser for et begreb om 

’dom’. For det andet kan man ikke blive dømt for lighed, hvilket jo netop ligger i begrebet ’nåde’, der 

stiller os scenarier af gengældelse i et helvede, der Kristus, der lever i os, hvordan skulle der så kunne 

26 27 

ikke at brænde. Man kan blive dømt for at over- på græsk hedder ’charis’, altså gudens ’velvilje’ eller 

aldrig ender. Helvedes pine må være psykisk, for tænkes en dom overhovedet? Hvis Gud dømmer os 

træde et reglement, men ikke for at ikke at være 

besat. Platon, der også bruger ’epistrephein-figuren’ 

– tænk på de lænkede fanger i hulen, der ikke kan 

vende sig om og se kilden til de skyggebilleder, 

som de ser projiceret op på dens bagvæg – kalder 

filosofien et ’tredje vanvid’. Troen er det ’fjerde van- 

vid’, og det er vanskeligt at dømme et menneske for 

ikke at kunne/ville tabe magten over sine sanser. 

Platon ville sikkert have sagt: Den fange, der 

har kraft nok til at gå ud af hulen og mod nok til 

at se ind i solen, han får løn som fortjent – han 

blændes og oplyses uendeligt på samme tid. Og 

troen har samme karakter som dette blik ind i solen, 

den blænder og den giver os et fuldkommen nyt 

syn. Netop Platon bruger jo i dialogen ’Parmenides’ 

begrebet ’to exaiphnes’, ’det pludselige’, om den 

bratte indsigt, det samme begreb som Paulus siden 

Dommen over levende og døde Dommen over levende og døde 

anvender om det samme. Damaskus-oplevelsen er 

jo netop den store metafor for dette blik ind i solen, 

og det er hele begivenhedens underliggende rytme, 

at understrege, at det ikke sker på egen foranled- 

ning: ”Saul, hvorfor forfølger du mig?” 

Begrebet om troen, der for grækere som Platon 

ville være uden mening, fordi de oplevede, at ind- 

sigt krævede en særlig blanding af talent, kritisk 

sans og etisk vilje, og dermed at den var et elitært 

fænomen, altså bundet til ’den første krop’, den vi 

får ved fødslen og som videreskabes gennem ind- 

førelsen i kulturen, indebærer i kristendommen 

nåden, altså tilskyndelsen fra Gud. Den udtrykker et 

forhold, der overstiger enhver erkendelse, nemlig 

forholdet mellem Gud og den enkelte, og udtrykkes 

i den stærke metafor om ”det nye legeme” som vi 

får ved ånden. Dette forhold er og bliver en hemme- 

’gunst’ – det måske mest hedenske element beva- 

ret i kristendommen. Hemmelighedens form er det 

unikke liv. Dens indhold kender ingen. Men det er 

en formastelig tanke at forestille sig, at Gud skulle 

dømme et menneske på hans (Guds) egen uvilje til 

at træde ind i dette menneskes liv. For så vidt troen 

ikke er tilgængelig for alle kan der ikke dømmes, 

men heller ikke selv dér, hvor Ordet er manifest, 

kan der findes nogen dom. 

Hvad jeg forsøger på at sige er: For så vidt kris- 

tendommen indfører et fuldkomment nyt kriterium 

for at være udenfor og indenfor, og dermed for at 

være retfærdig og uretfærdig, nemlig troen, så 

udelukker den begrebet om en dom. For den, der 

ikke tror, hvor muligheden har været der, har dømt 

sig selv, nemlig til overfladiskhed eller til fortviv- 

lelse. (Og den, der af gode grunde aldrig har haft 

mulighed for at tro, over ham vil der af samme gode 

grunde ikke kunne være nogen hinsides hoveren). 

Og dermed er dommen allerede eksekveret. Mens 

den, der tror, har frikendt sig selv for altid, han har 

sat loven ud af kraft. 

Der er dog endnu en konsekvens af denne 

tankegang: Den, der tror, har også sat dommen over 

de andre ud af kraft. 

5. 

”Ich bin Heinrich Himmler”, sagde den lille mand 

med stolthed i stemmen til den amerikanske soldat, 

der ikke kunne få sig selv til at tro, at han havde 

så stor en laks på krogen. Vores retfærdighedssans 

oprøres i en sådan grad over den slags mennesker, 

dem, der tror, at de kan sætte sig ud over den lov, 

der afspejler pagten mellem mennesker, at vi fore- 

den fysiske smerte slår simpelthen ikke til, konklu- 

derede Nikolaus Cusanus. 

Det er en almindelig forestilling, som det er 

meget svært at frigøre sig fra, at Gud virker i verden 

i den forstand, at det enkelte livs gang hænger sam- 

men med Guds forhold til den enkelte, at livet altså, 

allerede er en slags eksekvering af en dom. Det er 

også næsten umuligt at frigøre sig for forestillingen 

om, at man kan henvende sig til Gud eller til for- 

synet, hvis noget går galt, eller hvis noget for alt 

i verden må ske, at appel er mulig. Sportsstjernen 

kaster sig på knæ efter diskoskastet og takker med 

himmelvendte øjne. Men hver eneste dag i året er 

opkaldt efter en kristen martyr – nu hører vi kun om 

islams. ’Martyrium’, der jo egentlig betyder ’vidnes- 

byrd’, er en manifestation af det forhold, at verden 

er uden retfærdighed, men at det enkelte menneske 

kan handle ud fra sin tro og dermed søge at blive 

retfærdiggjort. Jeg tror ikke, at kristendommens 

kerne er forenelig med forestillingen om nogen 

menneskelig retfærdighed, og dermed heller ikke 

med forestillingen om et retfærdigt menneske. 

Retfærdiggørelsen derimod udtrykker det forhold, 

at vi kun har troen til låns. Ligegyldigt hvor meget 

vi fyldes af den gennem skabelsen af det andet, 

og nye legeme, så forbliver der en rest. Denne rest 

udelukker dommen, for der er ingen til at kaste den 

første sten. Det er Paulus’ pointe: Loven kan men- 

nesket tage i besiddelse, men troen tager mennes- 

ket i besiddelse. Plotin brugte begrebet ’diapleko’, 

at sjæl og legeme smelter sammen, at tanken bliver 

kød, og kødet tanke. Meister Eckehart talte om, at 

”Gudssønnen fødes i den enkeltes sjæl”. 

Men hvis det er troen, der tror gennem os, og 

i det hinsides, så dømmer han jo sig selv. 

Det, der vil ske med Heinrich Himmler i den 

mulige verden, der kaldes ’evigheden’, og som i så 

tilfælde ikke må forveksles med Paradis, det er, at 

der ikke er nogen, der vil dømme ham, for han vil 

overhovedet ikke blive bemærket. Det blik, der er 

det andet blik, det blik, hvormed solen ser tilbage 

på os, det blik som ethvert af vore liv handler om, 

det blik, som vi længes så bundløst efter, det har 

aldrig set ham. 

Fordi dette blik aldrig endegyldigt bekræfter, at 

det ser, heller ikke på os mindre forbrydere, fordi 

kun troen kan tro på det på vores vegne, derfor kan 

der ikke findes nogen rettergang. 

Ole Fogh Kirkeby er professor ved Handelshøjskolen 

i København

De helliges samfund 

af Ebbe Kløvedal Reich 

Det tredje led i Apostolicums afsnit om Helligånden 

forekom mig i lang tid meget uklart og temmelig mis- 

tænkeligt. I stedet for at bekræfte troen rejste det 

hver gang et par ret besværlige spørgsmål i mit bag- 

hoved. 

det? 

For det første: Hvorfor er den del der overhove- 

Og for det andet: Hvem er nærmere bestemt de 

hellige, som man bekender sig til? 

Det kommer jo lige efter bekendelsen til kirken. cirkelrund med en diameter på godt 3 cm. på den 

28 29 

Med kirken menes der selvfølgelig andet og mere anden led. På siden af den står der (og det er et 

end bygningen og inventaret. Til begrebet kirke 

hører også en menighed. Hvis “de helliges samfund” 

blot betegner menigheden, havde der altså ikke 

været nogen grund til at anføre det særskilt – og 

omhyggeligt adskilt fra kirken. Det må altså betyde 

noget andet. Men hvad? 

Når trosbekendelsen lød i kirken og vi nåede 

til “de helliges samfund”, følte jeg mig uvilkårligt 

sat af. Jeg kunne hverken regne mig selv med i det 

samfund eller mobilisere nogen levende tro på det. 

Jeg er, når det går højt, en troende synder. Men hel- 

lig – det har jeg aldrig bildt mig ind at jeg var. Ikke 

mere end alle andre mennesker, i hvert fald. 

I lang tid reagerede jeg lidt på samme måde 

som Groucho Marx, da han sagde at han ikke ville 

være medlem af en forening der ville have sådan 

en som ham som medlem. Men der er jo trods alt 

kun tale om tre ord. De er hurtigt overstået. Jeg 

stod dem ud med forbehold og dydsiret syndsbe- 

vidsthed. Lige bagefter kommer jo syndernes for- 

ladelse, hvor jeg kunne være helt med igen. 

Ikke desto mindre må jeg tilstå at jeg er en slags 

passivt medlem af et meget helligt samfund. 

Blandt mine mest unikke, personlige ejendele 

er en lille, rød container. Den er ca. 12 cm. høj og 

af de sympatiske træk ved den): “Sidste udkald! 

– Medtag dine værdier i denne container.” – Der er 

en snor i den, så man kan bære den om halsen. 

Nede i beholderen ligger den vigtigste af disse 

værdier allerede. Det er en lille, flad metalgen- 

stand, formet som mellemting mellem et kors og et 

Venustegn med en knyttet næve – og med påskrif- 

ten: “Arbejde og kærlighed. Maximus frihed”. 

Jeg fik tingesten foræret for mange år siden. Af et 

medlem af et lille, men entusiastisk helligt samfund, 

der af en eller anden grund mente at jeg havde gjort 

mig fortjent at overleve den Dommedag der var 

nært forestående. Det eneste jeg skulle gøre når jeg 

mærkede at Gud var begyndt at straffe den ulydige 

menneskehed, var at tage snoren med containeren 

om halsen og beholde den der døgnet rundt. Når 

dagen så kom, hvor jeg mødte Dødens Engel, skulle

jeg bare skrue låget af, tage det forbedrede kors 

frem og vise ham det. Så ville han vide at jeg var en 

af de få retfærdige som han skulle gå uden om. 

Se, det er et effektivt og praktisk indrettet hel- 

ligt samfund. Den nært forestående Dommedag har 

ganske vist ladet vente på sig lige siden. Men hvis 

den kommer, er jeg stadig godt rustet imod tilintet- 

gørelsen. 

På den anden side ville jeg nok finde det ret 

urimeligt hvis tingesten virkede. Min respekt for 

Dødens Engel ville i hvert fald bliver betragteligt 

mindre hvis han lod mig slippe på grund af den. 

For nok er jeg på en sær måde taknemmelig over 

at have fået containeren, men jeg deler jo på ingen 

måde tro med dem der gav mig den. 

Der findes en mængde små og store hellige 

samfund i og uden for folkekirken der opererer ud 

fra den samme mekanik. De består af de rettroende fra apostlenes tid. Ja, ikke blot det. Det var, sagde 

30 31 

der – modsat den store hob der er dømt til under- han, Jesus Kristus selv der i de fyrre dage mellem 

gang – har patent på “tegnet” og derfor er garan- 

teret frelste. Hvad enten de organiserer sig som 

sekter eller som særligt fromme kernemenigheder. 

Med dem alle sammen har jeg det som Groucho 

Marx havde det med den forening. 

Siden har jeg alligevel skridtvis forliget mig 

med “de helliges samfund”. Jeg vil i det følgende 

beskrive de tre skridt der til slut har fået mig til at 

kunne sige de tre ord uden at kløjes i dem. I heldig- 

ste tilfælde kan det hjælpe dem der har problemer 

der ligner mine. Og ellers kan det måske bidrage 

til den helt nødvendige, frie diskussion om ele- 

menterne i vores fælles tro. Den kan vi lægfolk jo 

stadig passe uden at være bange for repressalier. 

Det kirkehistoriske skridt 

Forestillingen om den lille, frelste flok er meget 

De helliges samfund De helliges samfund 

gammel i det jødisk-kristne troslandskab. Den kan 

i hvert fald spores tilbage til den “Israels rest” der 

hos Amos og Esajas og flere andre profeter beteg- 

ner den lille, rettroende del af jødedommen der 

skal blive tilbage efter Vredens Dag og danne grund- 

stammen i det ny Israel. I oldkirken, under kristen- 

domsforfølgelserne, fik denne forestilling naturligt 

nok et nyt, kristent liv. Og det liv har en vigtig 

andel, også i den danske kirkehistorie. 

Apostolicum spillede en hovedrolle i N.F.S. 

Grundtvigs tro og kirkesyn. Det aldrig forstummede 

kor af levende menneskestemmer der op gennem 

historien har bekendt deres fælles tro, er efter hans 

mening selve den grundsten som den kristne kirke 

er bygget på. For at gøre trosbekendelsen robust 

nok til at klare den opgave insisterede han på at 

Apostolicum var blevet mundtligt overleveret lige 

opstandelsen og himmelfarten havde lært apostlene 

den. 

Kritiske kirkehistorikere har siden afvist, at det 

kan være tilfældet. De ældste bevarede, kristne tros- 

bekendelser stammer fra det 3. århundrede. De er 

kortere og mere spartanske end Apostolicum, men 

de er alligevel dens forudsætninger. Udviklingen der 

førte fra dem og til den apostoliske kan bestemmes 

ret nøje. Apostolicum er altså ikke direkte gudgivet, 

men blot et meget vellykket stykke kirkepolitik fra 

det 5. århundrede. 

Grundtvigs fejltagelse fik ham til at foretrække 

de helliges samfund for kirken. Han ville helst, skrev 

han, helt undvære ordet “kirke”, som er et tvetydigt 

fremmedord (kyriakos), der ofte er blevet brugt “når 

listige præster og paver vil sætte sig selv i Herrens 

sted og sætte det udvendige over det indvendige”.

Derfor så han egentlig helst at ordet blev afskaffet 

og erstattet med “de helliges fællesskab”. 

Når Grundtvig havnede på nærmest det mod- 

satte standpunkt af mit spontane, hænger det altså 

sammen med at han i sin kristentro forsøger at ræk- 

ke tilbage til de hellige samfund og fællesskaber der 

fandtes før der fandtes en kirke. 

Det er rimeligt at antage at der ved de kirkemøder 

hvor Apostolicum blev vedtaget, fandtes kredse der 

tænkte på samme måde som Grundtvig. Dengang 

skulle de jo kun et stykke ned i deres nærmeste 

fortid for at finde hvad de ledte efter. Disse kredse 

ønskede at ophøje og helliggøre ofrene for kristen- 

domsforfølgelserne og andre ubeskyttede, udsatte 

kristne samfund helt tilbage til pinseunderets apos- 

telkreds. Derfor skulle de med i trosbekendelsen. 

Magthaverne i den kejserligt styrede kirke ville regnede sig selv for hellige. Det var dem han var 

– samtidig med at man med tungen og munden højt sags skyld også ikke-kristne) mennesker og fæl- 

32 33 

først og fremmest gøre deres kirke stærkere. Derfor kommet for at frelse, sagde han. Han sås, som Kier- 

siger: “De helliges samfund”. Men det er også ret lesskaber, som Gud har velbehag i. Og hvem af os 

havde de også en klar interesse i at låne noget af 

de mange martyrers ildhu og offervilje (som blev 

sat i system i helgendyrkelsen) – og samtidig dis- 

tancere sig fra kejsermagtens tidligere misgernin- 

ger. Og derfor kom “de helliges samfund” med i 

Apostolicum. 

Men det havde en del for kirkestyret utilsigtede 

virkninger. Det blev en sprække i kirkens magt. 

Det er jo at smykke sig med lånte fjer, når en 

kirke der er beskyttet og garanteret af statsmagten, 

påberåber sig at være identisk med de magtesløses 

og de forfulgtes trossamfund. 

Op igennem kirkehistorien har mange sekter, 

frimenigheder og almindelige kættere afsløret dette 

snyderi – og er begyndt forfra med sig selv som de 

helliges samfund. Begrebet er jo så ubestemt og 

åbent, at det strengt taget kan omfatte alle, bare de 

De helliges samfund De helliges samfund 

regner sig selv for hellige. Hvad enten deres sam- 

fund er Kristeligt Folkeparti eller den kristne fag- 

bevægelse – eller en af de mere melodramatiske, 

apokalyptiske sekter (som den der forærede mig 

den frelsende tingest). 

På den måde har begrebet forøget den kristne 

frihed på den autoritære kirketugts bekostning – og 

det var trods alt, måtte jeg efterhånden indrømme, 

et forsonende træk ved det. 

Det teologiske skridt 

Men mit (og Groucho Marx’s) væsentligste argument 

imod den slags samfund var stadig at de består af 

folk der regner sig selv for mere hellige end alminde- 

lige mennesker. 

Det står jo i en fatal kontrast til at Jesus med 

forkærlighed omgikkes dem der overhovedet ikke 

kegaard skriver, efterhånden “kun i selskab med 

syndere, toldere, spedalske, afsindige.” Og han hav- 

de større omsorg for de kætterske samaritanere end 

for farisæerne der regnede sig selv for overordentlig 

hellige. 

Han samlede ganske vist en kreds af apostle 

om sig. Flere af dem hentede han blandt de mest 

marginaliserede grupper (som det hedder i moderne 

sociologi), og resten kom fra jævne kår. Men hver 

gang en eller flere af apostlene forsøgte at hellig- 

gøre sig selv eller dem alle, var han over dem som 

en høg med en røffel. Man bliver ikke hellig af at tro 

på Gud. Kun Gud er hellig. 

Derfor er det ret beset en kristen gudsbespot- 

telse at gøre sig hellig på Guds vegne. Og derfor 

havde jeg stadig kvaler med “de helliges samfund”. 

Men der fandtes heldigvis udveje. F.eks. den filolo- 

giske. I sin kommentar til Apostolicum skriver 

Leif Grane at den latinske grundteksts communio 

sanctorum lige så godt kan oversættes som “fæl- 

lesskab med de hellige” – eller lidt mere frit som 

“delagtighed i de hellige ting”, dvs. sakramenterne. 

I praksis kan det så omfatte alle der er døbt. 

Nu er helligheden ikke længere så meget de tro- 

endes selvkarakteristik, som en beskrivelse af den 

fælles tro, dens ritualer og dens genstand. Det burde 

jo løse mit problem. Det gjorde det også, men kun til 

en vis grad. For det vi siger, når vi bekender vores tro, 

er jo ikke noget af det der ville være lige så korrekt 

– men derimod stadigvæk: “De helliges samfund” – 

med alle de tvetydigheder og uklarheder det rummer. 

Det står naturligvis enhver af os frit for inde 

i hovedet at mumle “delagtighed i de hellige ting” 

ynkeligt. Især hvis man har en begrundet mistanke 

om at de fleste af dem man bekender sin tro sam- 

men med, i det samme sekund står og regner sig 

selv blandt de hellige. 

Min hensigt med at fremstille sagen på den 

måde er ikke at lægge op til at kræve en nyoversæt- 

telse af trosbekendelsen. Et sådant krav ville ikke 

have megen fremtid for sig i disse traditionelle, kir- 

ketugtige tider. Rent bortset fra at de problemer det 

drejer sig om, selvfølgelig ikke kan fejes af bordet 

med en filologisk finte. Fremstillingen skal blot vise, 

hvorfor det var nødvendigt for mig også at tage det 

tredje skridt. 

Skridtet ud i det uvisse 

En dag faldt det mig ind, hvor meget lettere det 

hele havde været, hvis der i stedet for “de helliges 

samfund” havde stået “syndernes samfund”. Dvs. 

alle os der umiddelbart efter får det glade budskab 

om syndernes forladelse. 

Da jeg havde funderet lidt videre, opdagede jeg at 

det stod mig frit for at mene, at det var præcis hvad 

det betød. De hellige kan udmærket forstås som alle 

der modtager Guds nåde. Og det gør enhver ussel 

synder. Jo større synder, des større nåde. Derfor 

omfatter de helliges samfund i princippet os alle, 

hvad enten vi kan rose os af at være døbt eller ej. 

Når dette samfund nævnes adskilt fra kirken og 

dens menighed, er den enkleste og mest nutidige 

forklaring vel at det består af dem der ikke plejer at 

gå i kirke, men som alligevel på den ene eller den 

anden måde er kommet tæt på det hellige. Den krist- 

ne kirkes trosbekendelse breder sig på den måde 

ud til også at omfatte alle de ikke-kirkelige (for den 

er hellige nok til at afgøre præcis hvor Guds velbe- 

hag har sine grænser? 

Uklarheden som i begyndelsen bød mig imod, 

ser jeg nu som en tillidsfuld åbenhed. Som hverken 

udelukker syndere, toldere, spedalske, afsindige, 

samaritanere, udøbte eller andre slags kættere og 

marginale eksistenser. Og som derfor rummer et 

ekko af den grænseløse næstekærlighed og barm- 

hjertighed som Jesus viste os med sit liv på Jorden. 

Siden har jeg kunnet sige “de helliges samfund” 

af et fuldt hjerte – ganske uanset hvad min nabo 

mener om sagen. 

Ebbe Kløvedal Reich, historiker og forfatter, har 

senest udgivet bogen Efter krigen – før freden, 

som er en personlig fortælling om de seneste 60 års 

Danmarkshistorie

Syndernes forladelse 

af Anders Carlsson 

Der er ikke nogen af os, der starter på bar bund. 

Med mindre vi da er undfanget ved Helligånden. 

Men hvem er det? 

Så vi har vel dybest set en ting til fælles: vores 

liv går ikke rigtig op på forhånd. Vi er ikke uden 

videre det, vi er anlagte på at være. For menneske- 

livet er noget underligt og indviklet noget. Tænker 

vi nærmere over det, kan det virke som en gåde, 

hvor vi går og går uden at finde nogen løsning. 

Og vi kan så bruge et helt liv på at gå fejl af løse kar. Så vi med Henrik Nordbrandt tænker: ”Os 

en tillid til egne evner til selv at skabe og beherske. det, og de sendes ud af de helliges samfund, ud af 

34 35 

målet og ikke at finde ud af, hvem vi er. 

kan ingen fortid længere få til at lyse. Og fremtiden 

Med en drivkraft mod at realisere alle de mulighe- haven, men klædes så på igen. Af kærligheden, som 

Vi bærer angstens grunde i os selv. Under det, 

vi tror, vi er, er vi også noget andet. 

Jeg husker en aften hen på høsten. Fem år har 

jeg vel været. Sad i vores Opel Kaptajn på bagsæ- 

det med mine søskende. Kiggede på stjernehimlen. 

Oktober var det. Og der sad så jeg og kiggede ud i 

rummet – og dét med en underlig smerte, der satte 

sig i mig som en længsel mod noget, der var tabt. 

For altid, måske. 

For mens stjerneglimtene for mig var som små 

huller prikket ind mod evigheden, nynnede jeg 

en sang, jeg lige havde lært. ”Solen er så rød mor 

– og skoven blir så sort...” Jeg glemmer aldrig den 

aften. For det var den aften, jeg for første gang 

erfarede smerten, sorgen. Den der brudte erfaring. 

Fornemmelsen af, at livet godt kan være ander- 

ledes, men måske kun forandres til det værre? 

Og fra den aften gik livet ikke op. Ikke helt. 

Vi slæber rundt på så meget vraggods, og det bliver 

mere og mere for hver morgen, vi vågner. Tør vi se 

os tilbage, ser vi måske hele efterslæbet og alle de 

skygger, der forfølger os. Og vi kan ikke kalde det 

tabte tilbage. I værste fald kun miste erindringen og 

håbet. Orienteringen i livet. Se nuet som en dråbe 

fremtid, der alt for tungt falder ned i fortidens bund- 

har ikke brug for vores skygger.” 

Med forestillingen om en gud uden hverken 

skaber- eller opstandelseskraft. 

Mon ikke det er en af de mere velhængte ’sand- 

heder’, at vi selv vil være guder og derfor ikke øns- 

ker at se os selv som syndere, og at vi helst selv 

vil finde løsningen og sandheden om vores eget liv? 

Og derfor benægter enhver form for tale om synd 

og i ét med det også syndernes forladelse. Fordi 

netop dén tale umyndiggør vores mulighed for frit 

at vælge det, som vi kan bruge i vores personlige 

og jo helt enestående udvikling mod klarhed? Ingen 

eller intet må have lov til at stå som horisont eller 

grænse for os. For dér vil vi nemlig gerne selv stå. 

Vi vil være vores egne religionsmagere. Det bliver 

vi så ved at tage indsigt og gavnlige brokker lidt 

forskellige steder fra. Og det, vi måler vores hjem- 

melavede religion på, er hvor godt, vi har det med 

det eller får det af det. ’Kristendom i karry’, kunne 

man kalde det. Mix din egen religion, og dét bliver 

så meningen med dit liv. 

Vi spørger ikke efter syndernes forladelse, for 

hvad er synd? Ja, hvad er det egentlig, der skal 

forlades? Hvad er synd andet end livshæmmende 

efterslæb fra en svunden mørkelægningstid? Spø- 

gelser? 

Det eneste, vi spørger efter er en mening med 

livet, og den må vi selv skabe. 

Måske er hangen til at bryde grænser så omfat- 

tende, at der stort set ikke længere er grænser at 

bryde ned. Der er ikke flere mure, for vi står på 

murbrokkerne og skuer ud over et landskab, hvor 

støvet hvirvles omkring og slører synsfeltet. 

Og dét samtidig med, at vi er fyldt til randen af 

der, vi har foran os. 

Hvordan blive skyldig i noget som helst i en 

verden uden grænser at kunne overskride? Når vi 

glad og gerne krænker hinandens grænser. Ud fra 

den holdning: lad mig trænge ind i dit liv, helt ind i 

din smerte og mærke at jeg lever. 

Frugten fra kundskabens træ 

Der går en mand rundt i en have. Adam hedder han. 

Og han ved det godt. Han må ikke spise af træet. 

Af æblet. Det må Eva heller ikke. Hun er med ham. 

Hun kan bare lade være, men hun bliver fristet. Der 

dukker en slange frem af det rene ingenting. Den 

lokker hende. Og så tager hun en bid af æblet, der 

hænger dér. Rækker det til Adam, og han bliver fris- 

tet. ”Jeg ødelægger af drift, til trods for mig selv.”, 

hvisker han for sig selv. 

For Adam og Eva kunne bare have ladet være med 

at lade sig friste, men de ville ikke. Og fordi de bare 

ikke ville, hvad de egentlig godt kunne, ja så kunne 

de efter faldet ikke, hvad de ville. Men hvor kom- 

mer den fristelse fra? Hvor og hvordan kommer syn- 

den ind i verden? 

Nok er selve biddet en synd, men det følger jo 

lige efter fristelsen. Så i første række handler det 

om fristelsen, lidenskaben – oven i købet en ufor- 

klarlig lidenskab – og ikke om selve handlingen. 

Lidenskaben og arvesynden, som vi ikke aner, 

hvor kommer fra. 

Æblets syrlige smag og kindsaft. Menneskenes 

smag for – ja for hvad, egentlig? 

Adam overvinder ikke lidenskaben, han gribes 

af den og vender ryggen til Gud. 

I alt det bliver både han og Eva klædt af til skin- 

skjuler en mangfoldighed af synder. De får skind på 

kroppen. Kærlighedens kåbe. Og det er så det evige 

livs håb, nu stjernehimlen er formørket og det evige 

liv er tabt. For en tid. 

Der sidder en mand under et æbletræ. Newton hed- 

der han, og han opdager tyngdekraften ved synet af 

et faldende æble. Ved skæbnens ugunst sidder han 

under det samme æbletræ, hvor også Adam og Eva 

slog deres folder. 

Også Newton må give efter for den fristelse, 

som er særegen for os som mennesker, nysgerrig- 

hedens fristelse. 

Det er fordi vi har spist af frugterne fra det træ, 

at vi hæver os over naturen og bliver dens ensom- 

ste væsen.

Det ord, Newton opdager, da han sidder under 

æbletræet, er ’beregning’. Han opdager, at alle ting 

i naturen kan beregnes ud fra en årsag og dens virk- 

ninger. Kender man tingenes årsag, kan man også 

beherske deres virkning. Selv stjernernes dans mel- 

lem sole og måner. 

Æblets frie fald fra træet – menneskets frie fald 

– ja fra hvad? 

Newton ophæver ikke tyngdekraften – han op- 

dager den. 

Og vender da ryggen til verden og naturen. 

Der går en mand rundt i en lille tysk by. Kant hed- 

der han. Han tænker: ja, vi vil så gerne beregne 

og beherske og være frie. Men hvad så med Gud? 

Hvordan få styr på ham? Efter at æblet nu er faldet 

til grunden, men er trillet langt fra stammen? Hvad 

er erkendelsens grund, hvis den ikke er Gud? 

Feuerbach giver det velkendte svar: det sidste, 

kommen verden, men på en anden måde end forgere end det støv, vi stamper op af jorden i vores 

36 37 

Kant fristes også. Og han bliver helt svimmel, ja, for enhver tale om Gud er dybest set en tale om 

rige slægtsled. Ufuldkommenheden er ikke den søgen efter en mening med det hele. Vi svæver mel- 

bare ved tanken. Måske fordi hele verden ’drejer sig 

om ham’. Det ensomme menneske, ude af stand til 

at placere sig ind som en del af en større helhed. 

Men hvad så? 

Selv når Kant sidder under stjernehimlen og 

prøver at tænke om ’det hele’, det ubetingede – prø- 

ver at prikke stjernehuller ind til evigheden – ja så 

er det dog ham selv, der tænker alt det. Og, spørger 

han, hvor kommer ’jeg’ da fra? 

Spørgsmålene vælter ind, og Kant slutter som 

så: vi mennesker kan for det første ikke lade være 

med at slutte fra det tilfældige og brudte og kao- 

tiske til en altomfattende grund og helhed. Tingene 

må gå op. Vi må hæfte ende. Binde sløjfer på alle 

løse tråde. Tænke i helheder. 

Men i samme øjeblik, vi tænker på helheden, på 

Gud, ja i samme øjeblik falder selv samme tanke til 

Syndernes forladelse Syndernes forladelse 

jorden. For hvem er det, der tænker den. Det gør 

jeg, som mildt sagt ikke styrer ret meget! Og så 

spørger Kant: Er det ubetingede, den skabende og 

opretholdende Gud da så ikke betinget. Betinget af 

mig? I grunden? 

grund. 

I sin søgen efter grunden møder Kant en af- 

Kant afskaffer ikke Gud. Han ser grunden som 

en afgrund. 

Går erkendelsen i hårdknude for Kant, fordi han 

ikke kan se nogen ende på samme erkendelse? Og 

hvem kan da løse den gordiske knude? 

Arvesynden 

Og så ligger spørgsmålet lige for: Er mennesket så 

skabt i Guds billede, eller er gud skabt i menneskets 

billede og tanke? 

vores dybeste længsler efter et fuldkomment liv. At 

være skyldfrie, for eksempel. Enhver tale om noget 

fuldkomment er dybest set vores projektion af 

drømme, der ikke fik vingers kraft og længsler, der 

stadig er låst inde i jernbure. Synd er da blot under- 

trykkende. Et perverst forsøg på at undertrykke 

vores ønske om at virkeliggøre alt det fuldkomne, 

vi rummer i os. Gud blev ikke menneske. Mennesket 

er gud, hvis vi bare kan gøre os fri og virkeliggøre 

alle vore muligheder. 

Man kunne så spørge, om menneskets højeste 

muligheder i virkeligheden sætter en befriende 

grænse for alle krav om virkeliggørelse? Så vi er 

fanget i vores eget begrænsede perspektiv. Ingen 

kan komme fri af det blinde, betingede punkt i os 

selv, som vi ser verden ud fra. 

Arvesynd hedder det – eller ursynd – og det bety- 

der, at vi alle er både splittede og begrænsede og 

betingede fra starten. Ikke fordi vores forældre 

eller bedsteforældre har gjort noget forkert, der 

så straffes i op til syvende led. Men fordi vores 

fælles vilkår er, at hvor vi griber handlende og be- 

herskende ind i verden og skaber noget, ødelæg- 

ger vi samtidig noget andet. Synd er altid synd for 

en anden eller noget andet. Vi ødelægger af drift, 

til trods for os selv. Vi kan intet foretage os – ikke 

en gang det bedste og det skønneste – uden at det 

koster ondt og trækker grimhed med sig som sli- 

men fra en slesk slange, et eller andet sted. Eller det 

betyder i al fald undladelse af noget. 

Vores liv er forbundet med skaben, også af 

affaldsdynger. Vi overtager altid en ufuldkommen 

verden og afleverer på den anden side en ufuld- 

samme, derfor møder vi i vores liv hele tiden nye 

udfordringer. 

Har man sagt arvesynd, har man også sagt 

skabthed, og at det skabte har fået en skade. At 

menneskets ’person’ er fordærvet af synd, for nu 

ganske prosaisk at lade Luther komme til orde. Hvis 

man siger, at mennesket, Adam, at vi bestemmes 

af den lidenskab, som behersker os og driver os 

ud i livet, ja så betyder det, at vores lidenskab ikke 

skyldes os selv. Vi skaber ikke selv lidenskaben. Vi 

skabes af den. Og opretholdes af den. Derfor kan 

det heller ikke lade sig gøre at udbedre skaden af 

egen kraft, når vi ikke er i stand til at ændre vores 

egen lidenskab. Og hæfte ende må vi. Udbedre ska- 

den må vi. Livet skal gå op. Men hvordan det, når vi 

er fangede i vores eget perspektiv? 

Hvordan tage skylden for noget, der ikke skyldes en 

selv? Hvordan fortsætte derfra? Måske vi spørger: 

hvad skal det til først at gøre folk til syndere – for 

så i næste øjeblik at tilgive dem deres synder? Er 

’tilbage og frem’ ikke lige langt? Og dog ved vi godt 

– som Adam og Eva – at skylden er i verden. Men 

som de er vi også sikre på, at det så ikke er os, der 

bærer rundt på skylden. 

Arvesynd og syndernes forladelse. To sider af 

samme sag. For hvordan forlade noget, der ikke er 

der? Man skal vide, at man er en synder – og hvad 

dét vil sige – for at kunne tage imod syndernes for- 

ladelse. 

Talen om arvesynden burde derfor være en befrielse 

for os mennesker. For arvesynden gør os til men- 

nesker. Mindre end Gud og englene, men mægti- 

lem uendelighedens og intethedens afgrunde. Men 

arvesynden gør også Gud til Gud. Intet mindre. Og 

sætter tilgivelsen i perspektiv. Gør os både ydmyge 

og oprørske overfor den lidelse, vi ser i verden. 

Ydmyge, fordi intet menneske kan tilgive på vegne 

af gaskamrenes og torturkamrenes ofre. Det kan 

kun Gud. Oprørske, fordi vi selv bærer en skyld. 

Skyldige som vi altid er i at forhindre ondskaben i 

at hærge i verden. 

Ydmyge og oprørske i troen på Guds solidaritet 

med den lidende og i troen på Guds suverænitet i 

forhold til lidelsen. 

Arvesynden betyder, at vi ikke kan frelse os 

selv. Vi kan ikke selv vikle os ud af den gåde, vores 

liv er viklet ind i. 

I forlængelse af det kunne man spørge: er der 

overhovedet noget galt i, at det er vilkåret for vores

liv: at vi kun i begrænset omfang kan beherske det, 

livet, og at det ikke altid bevæger sig sådan som vi 

ønsker? I kristendommen kan vi af samme grund få 

lov til at være med vores strittende og uharmoniske 

liv uden hele tiden at skulle høre, at vi skal være 

hele, harmoniske og vellykkede mennesker, før vi er 

gode nok. Livet går an, selv om det ikke går op. 

Forladelsen 

Men på samme tid hører vi også stærke ord, der 

peger lige ind i den virkelighed, vi flakker omkring 

i. Ord, der taler vores egne forestillinger midt imod. 

Vi vil gerne høre, at vi er gode nok. At vi er set 

og elskede. Det hedder vistnok ’okayness’. ’O.K.- 

ness’. Men den anden side: at synden har så mange 

sider, så vi også har det med at være selvoptagne 

og ukærlige ud over alle grænser – og at vi derfor 

har brug for syndernes forladelse, ja det vil vi helst mennesker. Og Gud bliver ved med at holde af den 

Gud og derfor også for at modtage noget. At se sin ber verden om. 

38 39 

ikke lade os sige. Det er lige stærkt nok. For vi er verden. Derfor vil kristendommen ikke have os til 

egen skyld i øjnene er netop kun muligt i tiltro til, 

jo ikke sådan. Os, der arbejder med på os selv og 

verden, så vi og verden kan blive mere fuldkommen 

og harmonisk. Vi stiller nogle krav til livet, som det 

ikke kan opfylde. Vi har fået skabt os en forestilling 

om livet som et projekt, vi hver især burde kunne 

få til at lykkes. Som om livet kun går an, når det 

går op. ’Vær en fuldkommen succes – eller se i det 

mindste ud som én’. 

Men mon ikke det er forestillingen om det fuld- 

komne liv, der har det med at stille sig i vejen for 

den virkelighed, vi så har at tage livtag med? Verden 

bliver vi aldrig færdige med og aldrig skyldfri over- 

for – for vi er skyldige at gøre hvad vi formår, for at 

gøre den bedre. Vender vi verden ryggen, er vi også 

skyldige. Nemlig overfor alt det, vi ikke gør. 

Så det passer ikke, at vi kun kan være menne- 

sker ved at virkeliggøre vore muligheder fuld- 

Syndernes forladelse Syndernes forladelse 

stændigt. Det passer ikke, at vi må tilegne os vores 

uendelige væsen for at være mennesker fuldt ud. 

Det passer ikke, at vi først kan udfolde os frit, når 

vi ikke kender noget højere end vores eget væsen. 

Så eneste begrænsning er os selv. 

Det modsatte passer: menneskelighed, skaber- 

evne og frihed – alt det beror på, at vi kan hengive 

os selv til det, der er større end os selv. Netop ener- 

gien til at virkeliggøre muligheder beror på, at vi i 

sidste ende er fritaget for kravet om at virkeliggøre 

vores tilværelses grund og mål. 

Samtidig med at kristendommen på den måde 

er meget nøgtern, så værner den i forkyndelsen 

jo også imod fortvivlelse og alt det meningsløse. 

For den holder os fast på, at sådan er altså det liv 

og den verden, som Gud har skabt og elsker. Ikke 

harmonisk. Med ikke-harmoniske og ufuldkomne 

at være anderledes end dem, vi er. Den vil frigøre 

os til at være dem, vi allerede er. Med længsler og 

drømme, med smerte og savn – og som de barylere, 

vi nu engang ikke kan lade være med at være. 

Talen om arvesynden har sin fortsættelse med ord- 

ene om Guds indbrud i verden for at overvinde syn- 

den. Løftet om syndernes forladelse. Alt sammen et 

udtryk for en Gud, vi aldrig kan beherske eller blive 

færdig med. Og en Gud, som aldrig bliver færdige 

med os og verden. 

Det er ingen tilfældighed, at syndernes forla- 

delse i trosbekendelsen kommer i forbindelse med 

Helligånden. Helligånden som det, der her og nu 

gør noget nærværende, som allerede er der i forve- 

jen. Nemlig Jesu ord og skæbne. Tilgivelsen, som 

den blev udfoldet i et liv. Jesu liv. 

I troen på syndernes forladelse er alt derfor afhæn- 

gigt af, om vi har mod til at åbne os i tillid til, at 

Sønnen, Kristus, er en del af den virkelighed, vi 

flakker om i – og at Kristus ved sin ånd kan virke 

syndsforladelsen i mennesker. 

Ansvaret 

At bekende sin synd i troen på syndernes forladelse 

er ikke at fralægge sig ansvaret for det, man slæber 

med sig af gjort og ugjort. Og det er heller ikke 

selvudslettelse eller had til sig selv, men en bekræf- 

telse af livet. En handling ud af frihed. Forløsning 

og frigørelse i det at kunne lægge noget fra sig. 

Befrielsen ved at vide sig bundet til fremtiden. 

Bundet i dét at være skyldige i kærligheden. Men 

lige så meget befrielsen ved, at vi i den handling 

får åbnet mulighed for ’de helliges samfund’ med 

at tilgivelsen findes. Ikke skyldfri, men skyldige og 

frikendte som vi er. 

Løftet om syndernes forladelse ’hæfter ende’ for os 

netop der, hvor vi må give slip. Og fortæller os, at 

der – trods lidelse og synd og død – er et overskud 

af kærlighed i verden. Så alt ikke afhænger af vores 

egen evne til at sætte ord på livet. 

I kristendommen sættes der ord på alt det uløse- 

lige og ulidelige, på skyld og skam. Og i kirken ska- 

bes så et rum, som ikke opløser eller ignorerer skyl- 

den, men netop rummer den. Syndernes forladelse 

skænkes vi i gudstjenesten, fastholdt ved dåb og 

nadver. Syndernes forladelse skænkes vi, når vi i vel- 

signelsen sendes ud i livet med et: ”Gå da frit enhver 

til sit og stole på Guds nåde...” Løftet om syndernes 

forladelse er da Guds kærlighedserklæring til os. 

Syndernes forladelse ophæver ikke det gådefulde 

i livet, men giver os mod til at leve i og med den 

gådefulde skyld og er da et forvarsel om kødets 

opstandelse. Et forvarsel om, at der 'hæftes ende' 

for os ved tidernes ende. Hvordan? Det ved kun 

Gud. 

Vores økologiske bevidsthed har lært os, at 

alt i naturen – ikke kun det gode – kommer igen. 

Affaldsdyngerne kommer altid tilbage igen. Om 

man så forsegler dem og lægger dem på havets 

bund. Det hele dukker op igen og hjemsøger os. 

Det gælder også i vores eget liv. Genkomsten af alt 

det, der ikke går op. Alt det, vi forsegler og stuver 

ned på bunden af vores liv. Og fortrænger. 

Løftet om syndernes forladelse og opstandelsen 

modsiger alt det. Tilgivelsen og opstandelsen er 

omvæltning. Det, der ikke kan passe, men som ska- 

Tilgivelsen og opstandelsen, der får os til at tro på, 

at det mange gange er i revnerne og sprækkerne 

– der, hvor tingene bare ikke går op – at det er der, 

livet virkelig bliver til. Så det godt nok er revnerne, 

skylden, bruddene i livet, der lægger smerte på os 

og andre. Men så det også er revnerne, der lader 

lyset skinne igennem. Opstandelseslyset. Udefra. 

Fra fremtiden. Så vi får retning og mål i livet, og 

mod til at komme videre, når vi går fejl af målet. 

Graven er tom. Den forseglede beholder med al 

skyld og skam og synd er væk. 

Anders Carlsson er sognepræst i Rønne

Kødets opstandelse 

af Vibeke Vasbo 

Hvis man var helt uden fordomme og forhåndsind- 

stillinger og viden om kristendommen – hvordan 

ville man så opfatte talen om kødets opstandelse? 

Hvis vi for eksempel sagde, at jeg var et urskovs- 

menneske, der lige var kommet løbende ud af min 

urskov og pludselig befandt mig i Danmark og på 

forunderlig vis forstod dansk, og jeg så forvild- 

ede mig ind i en kirke og hørte præsten tale kraf- 

tige ord om kødets opstandelse – hvad ville jeg så 

tænke? Jeg ville jo ikke kunne forestille mig andet, en fin udkigspost. Man kunne stå sådan lidt bag 

40 41 

end hvad der lå inden for mine erfaringer og min gardinet og alligevel få det hele med. Siden jeg 

begrebsverden. Jeg ville kun kunne relatere det til 

det kendte. Så jeg ville nok tænke, åh ja, sådan er 

det også hjemme hos os, vi fejrer kødets opstand- 

else, selvfølgelig gør vi det, kønnets rejsning, det 

lille mirakel, at en blød og slatten skindpose kan 

forvandle sig til et varmt parringsorgan, og vi fejrer 

skødets villige modtagelse, og vi fejrer det aller- 

største under – at parringen kan resultere i et nyt 

menneske. Jeg ville kort sagt konstatere, at den 

kristne gudstjeneste var en frugtbarhedsceremoni, 

og jeg ville føle mig helt hjemme. 

Vi, der er vokset op med talen om kødets opstand- 

else, føler os ikke spor hjemme ved det. Vi ved, at 

det drejer sig om døde mennesker, der skal stå op 

af deres grave. Skal skubbe deres gravsten til side 

og på en eller anden måde bevæge sig op af jorden, 

og dødsårsagen og kroppens opløsning vil ikke 

længere være synlig. De skal igen blive til de men- 

nesker, de har været... Eller til noget lidt andet... 

Eller hvordan det nu er... Der er vist ikke nogen, der 

rigtig ved det. 

Som barn boede jeg over for kirken, med værelse 

ud mod kirkegården. Der var ikke noget uhyggeligt 

ved det, og ved bryllupper og begravelser var det 

hørte ”Den store hvide flok vi se”, har jeg altid fore- 

stillet mig den kirkegård som scene for genopstand- 

elsen: en uendelig række af høje mennesker i lange 

hvide gevandter skrider langsomt op mod kirken, 

med palmegrene i hænderne, salmesyngende i det 

slæbende tempo, jeg kendte fra skolen og kirken. 

Det var måske nok højtideligt, men festligt var det 

ikke, og jeg syntes ikke, det var noget at reklamere 

så voldsomt for. Jeg kunne i hvert fald godt und- 

være det, sådan tænkte jeg ved mig selv og håbede, 

at Gud ikke havde opdaget det. 

Kødets opstandelse er et kors for tanken, en vild 

umulighed, der kan få folk til at melde sig ud af 

folkekirken og aflyse barnedåben og konfirmatio- 

nen. Kødets forgængelighed er et endnu større kors, 

for på den baggrund bliver meget af det, vi tænker

og foretager os i det daglige, til meningsløse over- 

springshandlinger, der skal udfylde de tomme rum i 

vores bevidsthed og vores følelser. Samtidig er det 

bevidstheden om vores forgængelighed, der adskill- 

er os fra dyrene og gør os til mennesker. Den giver 

livet dybde og alvor. Vi ved, at der ikke er en anden 

gang. Det er nu, og nuet kommer aldrig tilbage. 

Tiden bevæger sig kun i én retning. 

Kødets opstandelse er en ophævelse af de love, vi 

kender for tid og rum. Det er der ikke noget mær- 

keligt i. At elske er at sige til den elskede: Du skal 

ikke dø. Sådan føler vi, selv om vi ikke har magt til 

at forhindre den elskedes død. Løftet om kødets 

opstandelse er en kærlighedserklæring, fra Gud til 

mennesker. I trosbekendelsen siger vi, at vi tager 

imod den, sammen med syndernes forladelse og 

sammen med det evige liv. 

alt andet. Voksne misunder børn og dyr, at de kan 

og smag, og man føler, at det ikke har mere til een. slugte alle ansatser til tanker, for de havde knap nok 

42 43 

opsluges helt i betragtningen af et græsstrå eller 

Og velmenende mennesker siger: Nu må du se at ord at formulere deres fornemmelser i. Og hvis der 

Syndernes forladelse er et kors for tanken. Hvor 

er vi henne, hvis forbrydelser skal tilgives og gå 

ustraffede hen? Hvor er vi henne, når et øje ikke 

længere koster et øje, og prisen på tænder svinger 

op og ned efter Guds forgodtbefindende. Så er vi 

ikke længere herrefolk i egne huse, så er vi under- 

såtter, der må tage imod, hvad vi kan få, og sige tak 

til. Så er vi alle bistandsmodtagere, uden rettighe- 

der, men med pligt til at tage os af hinanden. 

Det gør vi meget nødig. Vi kan godt indrømme det 

– det er vi ikke meget for. Vi er alle os selv nærmest, 

vi fødes alene og vi dør alene. Grundlæggende er vi 

alle os selv nærmest, både på godt og på ondt. For 

hvis ikke det var for den iboende selvopholdelses- 

drift, var mennesket uddød som art. Og hvis ikke vi 

havde haft evnen til at samarbejde og tage os bare 

Kødets opstandelse Kødets opstandelse 

lidt af hinanden, i hvert fald af de allernærmeste, så 

havde vi heller ikke kunnet overleve. Og hvis ikke 

øjne kostede øjne, og tænder kostede tænder, så 

var det svært at opretholde et samfund. 

Kristendommen er ikke samfundsopbyggelig, den er 

anarkistisk og lovbrydende og strider imod enhver 

fornuft. Ikke blot bryder den samfundets fornuftige 

regler og forordninger, også de naturlige regler om 

tid og sted, årsagssammenhænge og tyngdelov, 

al forudsigelighed taler den imod, og sådan er jo 

kærligheden og hengivelsen. Sådan lever børn, og 

sådan lever vi i kærligheden, som om øjeblikket var 

evigt, og så er det evigt. Den største lykke findes 

i selvforglemmelsen, i hengivelsen til nuet, hvad 

enten det er et arbejde eller et menneske eller et 

dyr eller en fysik udfoldelse, der får os til at glemme 

en gråspurv. Vi går på kurser og betaler penge for 

at genlære det, vi mistede, da vi erhvervede vores 

store overblik og gustne overblik og den pinagtige 

bevidsthed om os selv i verden. Vi slæber rundt på 

os selv som store kornsække, der hver dag fyldes 

mere og mere, og som hver dag skal transporteres 

rundt i verden, vi ved knap nok hvorhen og hvorfor. 

Denne byrde skal tages fra os ved syndernes 

tilgivelse. Alting skal blive nyt igen, og alligevel 

være sig selv. Alt det rod og kaos, vi har rodet os ud 

i og ind i, alle de uopfyldte løfter, vi har afgivet, alle 

de svigt og smutveje, vi har foretaget, der render 

efter os og tynger os ned, dem skal vi befries for, 

siger evangeliet. Det er kødets opstandelse. 

Når vi knæler sammen og modtager nadveren, er 

det også kødets opstandelse. Her er vi alle lige tunge 

og lige lette. Alle er usle syndere, og alle er kær- 

lige mennesker, alle er hyklere for Herren, alle lever 

vi af brød og vin, som vi tager imod med udstrakte 

hænder. Ingen af os forstår, hvordan kornet og 

vinstokken spirer og gror, hvordan frugterne kan 

modnes og kan gennemgå de gæringsprocesser, 

der forvandler dem til noget helt tredje, ingen af os 

forstår det. Nogle kan måske beskrive det, og nogle 

ved, hvad der skal til, før det sker, men dybest set 

forstår vi ikke noget af det, ligesom vi ikke forstår, 

hvordan vi selv og andre mennesker er blevet til, og 

slet ikke, hvordan verden og livet i verden er blevet 

til. Ved nadveren er vi modtagere, og det er også 

kødets opstandelse. 

For næsten alle mennesker sker det på et tids- 

punkt, at livet går i stykker og mister sin mening 

komme videre med dit liv! Og andre velmenende 

siger: Nu må du se at tage dig sammen! Men man 

har mistet tråden, livet har mistet sin duft og tiltræk- 

ning, hver dag er et glædesløst ork, og der er knap 

nogen mening i at slæbe kroppen ud af sengen. Så 

kan det sket, at livet pludselig spirer igen, al for- 

nuft og al erfaring til trods, og udfolder sig bredt og 

skønt. Da ved man, at det ikke er sket ved noget, 

man har gjort eller ikke gjort, men ganske simpelt 

er en gave. Og det er også kødets opstandelse. 

Nu indvender den fornuftige læser, at teksten alle- 

rede har fremsat adskillige forsøg på at redegøre for 

kødets opstandelse, og uden held. Der har snarere 

været tale om en række analogidannelser, og den 

fornuftige læser foreslår nu, at vi tager konsekven- 

sen og holder op med at tale om noget, som vi 

hverken har forstand på eller forstand til. Der fore- 

slås derfor at afskaffe begrebet. 

Ja, men så skulle vi vel til at opfinde det igen. Tænk 

hvor lang tid det har taget, tænk, hvor svært det 

har været at skabe et sprog og en begrebsverden 

og et tankerum, hvor vi kan udvikle og udveksle 

de anfægtelser og forestillinger, der overfalder os 

og kræver en plads i vores univers, også selv om 

de er svære at gøre rede for. Tænk på dengang, for 

meget, meget længe siden, da en flok mennesker 

sad omkring bålet og skuttede sig, fordi de var be- 

gyndt at gruble over, hvem de var, og hvordan de 

var kommet der, og hvad de skulle, udover at skaffe 

sig føde og få ungerne på benene. Der sad de og 

brød deres hjerner, mens de stirrede ind i ilden, 

og over deres hoveder hang store sorte huller, der 

så en aften var en, der begyndte: Der var engang, 

før solen blev til, før månen var her, engang for 

længe, længe siden – da var der ingenting. Så sid- 

der de og forsøger at forestille sig dette ingenting, 

de spiler øjnene op og stirrer på fortælleren, hvad 

mener hun, hvordan ingenting? 

– Ingen jord, ingen himmel, siger hun, – gab og 

gold tomhed, verden var tom! Dette er en forfærdelig 

tanke, de ved næsten ikke, hvordan de skal forestille 

sig det, de rykker nærmere sammen, som for at 

forhindre, at de også forsvinder ud i luften, de brum- 

mer og gnubber sig mod den nærmest siddende, han 

er der da endnu, det er godt, de ser sig omkring 

og konstaterer, at alle er til stede, og der er stadig 

gløder på bålet. Hvad var det, hun sagde, sagde hun 

ingenting? Sagde hun gab og gold tomhed, uha-uha, 

det lyder ikke godt og hvad skulle man så leve af?

Kødets opstandelse Kødets opstandelse 

– Heller ingen græs var der, for der var ingen jord, 

det kunne gro på, og ingen klipper, intet hav, ingen 

himmel, intet lys. Gab og gold tomhed, andet var 

der ikke! Nu er spændingen uudholdelig, og den 

ældste nikker til fortælleren, at hun må gå videre, 

nu må de have hele historien, for sådan som den 

hænger og fylder i luften og gør den tyk og uigen- 

nemsigtig, det går aldrig godt, vi må have luften 

klar igen, så den kan åndes ind og ud og kigges 

igennem, fortæl, fortæl! 

Så fortæller hun videre, og jorden bliver til, 

himlen og himlens mange lys bliver til, dyrene og 

planterne og menneskene bliver til, og da de endelig 

kan lægge sig til at sove, er verden sat rigtigt sam- 

men, og der er både frøer og bregner og hundero- 

ser og regnspover til, og de er alle sammen trygge 

og meget mere hjemme. Så sover de, og deres 

drømme fyldes af hjejler og springende laks op fordi Jesus også mødte sin død, og når vi er døbt 

44 45 

mod strømmen, af bævere, der gnaver i elletræerne til Jesus, skal vi genopstå som mennesker med krop 

langs bækken, af dansemyg og en fluesnapper, der 

kaster sig ud efter dem, de drømmer om solens og 

skyggernes spil på vandet, og de ved, at verden er 

rig og gavmild. De har føde og ly og tøj på krop- 

pen, og det er godt, at de har fået alle de gode ting, 

og tænk, hvis de skulle have levet i en tom verden! 

Eller hvis de slet ikke havde været der! 

Senere, ved andre bål, bliver der fortalt videre på 

historien, og nye historier kommer til, og en dag er 

der en, der siger, at han er Guds søn og kan gøre 

alle ting nye, og i hans fortælling er mennesker 

placeret på en lidt anden måde i forhold til ver- 

dens skabelse og verdens skaber og til hinanden. 

Det var ikke nogen entydig historie, den var fuld af 

paradokser og forargelige udsagn, der udfordrede 

autoriteterne så voldsomt, både de verdslige og de 

religiøse, at de blev enige om at ofre ham på fre- 

dens & roens & reglernes alter. De henrettede ham, 

men tre dage efter stod han op af sin grav og mødte 

flere af sine venner, før han forsvandt. Efter sigende 

steg han opad, imod tyngdeloven, og forsvandt ind 

i himlen. Hvad han havde sagt og gjort gik videre 

fra mund til mund og blev skrevet ned langt senere. 

Nøjagtigt hvordan det var, er der ingen, der ved. 

Paulus skrev meget om ham, uden selv at have 

mødt ham. For Paulus var kroppen ikke et under- 

lødigt transportmiddel for sjælen, mennesket var 

krop og sjæl i forening, og hans tale om kødets 

opstandelse understreger, at det ikke drejer sig om 

sjælevandring, og at menneskelivet ikke bare er en 

forberedelse til sjælens renselse. Det er det liv, vi 

har fået, og det er godt nok, fordi Jesus også har 

levet det, og det ender med en død, der er god nok, 

og sjæl, sådan som Jesus gjorde. Det er alt sammen 

meget mærkeligt og ufatteligt, og det mærkeligste 

er, at selv om vi aldrig kommer overens med det, 

bliver vi ved med at forsøge, al fornuft til trods. Det 

er også kødets opstandelse. 

Vibeke Vasbo, forfatter, har netop udgivet Artemis 

– Beretningen om en kat

Det evige liv 

Kvinden i den gule kjole 

Et kapitel i Det evige liv 

af Leonora Christina Skov 

Pigen sad tit på den måde, med benene oppe under 

sig og natkjolen ud over dem. Lænet ind til sin mor- 

mor, der sad i sin og morfarens seng og læste højt 

for hende med sin karakteristiske, ru stemme. Som 

gled alle hendes ord over det fineste sandpapir og 

videre ud i rummet, hvor de blev til endeløse ræk- 

ker af kornede billeder. Af mænd og kvinder med 

smukke navne som Isak, Rakel og Rebekka, der fik 

sønner og døtre, som pigen forestillede sig ville 

ligne hinanden en lille smule. På øjnene eller næsen drejede dem i lyset eller når hun så ned på pigens 

46 47 

eller måden, de talte eller opførte sig på, ligesom utålmodige, hvide hænder, der viftede hendes egne 

mormoren sagde, at pigen lignede sin mor. På smi- 

let. Hun sagde aldrig, at pigen lignede hende selv, 

men pigen håbede i sit stille sind, at hun ville kom- 

me til det, bare en lille smule indvendig, som hun 

sad dér og lyttede til sin mormors syngende jyske, 

der fik ’gud’ til at lyde som ’guj’ på en helt særligt 

knitrende måde, når hendes hænder fumlede med 

siderne. Skilte dem. Vendte dem med besvær, fordi 

papiret med tiden havde løsnet sig fra ryggen og nu 

levede i sindrige, gulnede bunker af tekst og billed- 

er. Det undlod hendes mormor sjældent at bemærke 

med klukkende stolthed i stemmen. 

”Christine,” ville hun sige (’Christina’ blev altid 

til ’Christine’ i hendes mund’) ”jeg tror snart, at vi 

har slidt Bibelen op, tror du ikke?” og så ville hun 

lukke den rustrøde bog i og forsøge at få orden på 

de genstridige løsblade, klæbet sammen af mor- 

farens røde tape, hvor siderne var revet i stykker. 

Det var når pigens yngre kusiner fik fat i bogen, at 

den slags havari skete. Men nu var der bare hende 

og mormoren med de på én gang kraftfulde og 

skrøbelige hænder. Dem, der tvang siderne tilbage 

på plads, så nettet af blåviolette årer blev tydeligt 

under hendes hud, der lignede tyndt bagepapir fyldt 

med sprøde kagekrummer. ”Ja, jeg er jo ikke helt 

ung længere,” ville hun lidt forundret sige, når hun 

bort. Skilte siderne lynhurtigt. Vendte dem. 

”Du skal læse mere, mormor. Dén om Jonas og 

hvalen, den er ikke ret lang,” ville pigen sige og 

sætte sig bedre til rette med fornemmelsen af, at 

hele værelset åndede langsomt ud og lyttede. Hun 

lod blikket følge kanten på det uigennemsigtige 

glasskrin ved mormorens seng, der indeholdt små, 

hvide kort med udvalgte bibelsteder. Lod blikket 

hoppe videre til det store smykkeskrin, der husede 

lange halskæder af turkis, koral og ametyst. De 

gav en sprød, klirrende lyd fra sig, når man lod 

dem falde mod sølvbrocherne fra oldemorens tid, 

armbåndene med charms og ringene med de man- 

gefarvede stenindfatninger, der dækkede den plys- 

klædte bund. Den holdt hun særligt meget af, lyden 

af sten, der ramte hinanden og det røde plys, og så 

mormorens beroligende stemme, der gled ind imel-

lem dem, til pigen løftede blikket mod de knastede 

brædder i loftet. Dem, der altid gav hende et koldt 

sug i maven, fordi de aflange knaster lignede spø- 

gelser med store, forvredne munde. Og hun prøvede 

at fokusere på den runde, svagt lyserøde loftslampe 

i midten i stedet. ’Den ligner et kæmpestort, sødligt- 

surt bolche’, gentog hun og gentog hun i én uende- 

lighed, men mundene blev alligevel altopslugende 

sorte bag den. Kom nærmere, så hun krøb tæt ind 

til sin mormor og lukkede øjnene fast i. 

De lange skyggers land 

Jeg beder for dig, hver dag, det ved du. Jeg kan jo 

ikke gøre andet herovre fra,” sagde hendes mormor 

og rømmede sig bevæget i den anden ende af røret, 

imens en lille pige gled hujende ned ad rutsche- 

banen ude i det orangemalede mellemrum mellem 

bygningerne. Med tøjsnore spændt ud som et rib- historier, de delte. I den historie, mormoren lo ad, 

bort, fordi det var nødvendigt, at hun blev. Helt blev stillet om, fik fat i en afdeling, og ja, mormoren 

48 49 

bet mønster mellem jorden og himlen og så pigens hvor pigen snarere stavrede end skred henover stue- 

nødvendigt, skulle det unægtelig vise sig, men lå hér og var faldet, nu skulle hun se, om hun kunne 

skingre råb, der kastede sig fra mur til mur. Fra 

den unge kvinde ved vinduet til naboens vindue og 

tilbage til den unge kvinde, der fulgte pigens færd 

opad rutschebanens trapper på ny. 

”Er du der, Christine?” Pigens kjole var skrigen- 

de rød. Skrig i halsen. Ud over hele den utålelige 

orange gård, der lå dér og lod som om, at det var 

en sommermorgen i juli. ”Ja, jeg er her,” hendes 

hele eksistens modsagde egentlig hendes ord, for 

hun kunne faktisk ikke holde ud af at være i ver- 

den, ikke i de år, hvor alt, hvad hun havde kendt 

til, sprang som sæbebobler mod nøgne grene, men 

mormoren holdt hende fast. I rummet. I byen. ”Du 

bliver nødt til at klare dig, det ved du godt. Du bliv- 

er nødt til at stå det her igennem.” Hendes ord var 

overtrukket med bly nu, ranke ord på rad og række, 

der marcherede fremefter, som den unge kvinde 

Det evige liv Det evige liv 

vidste, at hun altid havde marcheret. Da hun over- 

tog slægtsgården, da morfaren gik bort. ”Tvivler 

du aldrig, mormor?” Der blev stille lidt. Mormoren 

rømmede sig. ”Jeg har min tro, Christine. Jeg håber 

og beder til, at det skal gå dig godt.” 

De ord tænkte den unge kvinde ofte på, når hun gik 

rundt i gaderne. Blandt menneskene. Alene. For selv 

om det ikke var hendes ord, men mormorens, følte 

hun alligevel, at hun kunne læne sig imod dem, 

som var de en urokkelig sten foran det hul, der ville 

suge hende ned i det endeløse mørke. Og så mor- 

moren, der lo med hjertet, så alting hoppede og 

mest hendes skuldre, til hun kom til at hoste (hun 

kunne ikke tåle æbler med skrald på, det var derfor 

hun hostede). Det tænkte den unge kvinde også på, 

til hun kom til at smile over at høre til et sted. I de 

gulvet i mormorens alt for store kjoler med brune 

1970’er-blomster og alt for store, højhælede sko. 

Med mormorens lange halskæder af turkis, koral og 

ametyst om halsen, der snoede sig ind i hinanden 

med dumpe, klirrende lyde, idet pigen drejede sig 

rundt og rundt. ”Ligner jeg dig, mormor? Gør jeg? 

Ligner jeg dig nu?” fremturede hun, og mormoren 

lo lidt mere. ”Du er en pjatstøvle, Christine,” sagde 

hun. ”En pjatstøvle, det er, hvad du er.” 

Senere tænkte den unge kvinde, at der var meget 

i mormoren, der ikke lo, men rugede over proble- 

merne, i lange spiraler, hvor de mørke tanker åd 

hinanden, til der kun var tom bekymring tilbage. 

Men hun vidste også, at den hjertelige samhørighed 

imellem dem stod tilbage, hvor spiralerne endte. 

Lige siden dengang, hun for alvor var trådt i mor- 

morens sted uden at klæde sig ud. 

Morfarens død lå endnu over de tunge, gyldne 

velourstole. I støvet over billedglassene. På tan- 

genterne, der klingede nøddebrunt, men ustemt, 

da pigen trykkede dem ned efter tur. ”Ikke nu, lille 

pus,” morens hektiske skridt smældende ordene 

ud over tæppet, hvor de trillede ind i pigens tank- 

er og spredte dem. I usammenhængende billeder 

af moren med de altid utilpasse bevægelser, der 

cirklede om mormoren med formaninger om at 

spise og drikke, for det gik jo ikke sådan her. Det 

kunne hun vel nok se. Til mormoren, der besværet 

kom på benene og stod lidt og svajede, inden hun 

duvende satte i gang som et krumbøjet lokomotiv, 

der langsomt, langsomt var på vej bort. 

”Mormor,” pigen ville række ud efter hende 

med sine ord, for det var sådan, de plejede at nå 

hinanden. Ville sige hende, at hun ikke måtte glide 

i stedet sagde hun på den særligt rapmundede 

facon, hendes forældre forsøgte at pille af hende, at 

mormoren jo lignede en gammel kone. Og hendes 

mormor stod helt stille et øjeblik. Drejede sig og 

drejede sig derpå lidt mere mod pigen, i takt med at 

hun rankede holdet i ryggen ud. De så på hinanden 

et langt øjeblik, og så lo hendes mormor hjerteligt 

og hostede, til pigen var lige ved at spørge hende, 

om hun nu havde ladet være med at skralde sine 

æbler igen. Men mormorens ord kom hende i forkø- 

bet. ”Jeg er jo sådan set også en gammel kone, 

Christine,” sagde hun og satte sig på skammelen. 

Dén med det korsstingsbroderede sæde og de usta- 

bile ben. ”Verden står da ikke længere, når man skal 

høre den slags fra sit eget barnebarn,” lagde hun til. 

Kvinden i den gule kjole 

Hun kunne mærke, at der var noget galt med tavs- 

heden i mormorens ende. De endeløse, duttende 

lyde i røret, som ingen tog. Hun kunne pludselig 

mærke, at mormoren var kommet noget til, det 

var dét, hendes tiltagende uro betød. Midt i et deli- 

kat, fransk måltid tilberedt af en veninde, der lod 

sine lange, røde krøller falde frem over fregnerne, 

idet hun sagde, at hun ofte savnede at ringe til 

sin morfar, bare for at sige hej. Hun nikkede mod 

et fotografi på opslagstavlen, sat fast med tegne- 

skifter, men utydeligt derfra hvor kvinden sad (hun 

var for forfængelig til at gå med briller), rakte hende 

telefonrøret, så hende i øjnene. ”Ring til nogen og 

spørg, hvad der er sket,” sagde hun fast. ”Gør det 

nu, så er det overstået. Så kan vi spise i fred.” Og 

kvinden sad og lyttede, skrev telefonnumre ned, 

snakke. Klik klap, sko på linoleum, og jeg kører lige 

telefonen ind. Vent et øjeblik, så er der forbindelse. 

”Jeg er en gammel pjat,” hørte hun sin mormor 

sige med svag, forpint stemme. ”Du skulle se mig, 

jeg ser farlig ud i hovedet.” ”Var du nu ude og hakke 

i haven igen?” ”Nej, ikke ret meget.” ”Mormor, du må 

holde op med at hakke rundt derude, bare fordi du 

vil spare en havemand. Lytter du til mig?” ”Ja lidt.” 

”Jeg kommer over til dig, jeg rejser i morgen, skal 

jeg tage noget med? Mangler du noget at læse i?” 

”Nej, nej.., du skal ikke komme herover, det er alt 

for meget bøvl, og jeg er jo ikke til nogen ting, 

når jeg ligger her. Det skal du ikke, hører du, hvad 

jeg siger?” ”Nej” ”Hvordan er du blevet så stædig?” 

”Hører jeg dig spørge mig om det?”

Kvinden så hende for sig. I den mørke stol med 

benene oppe på skamlen og strikketøj mellem de 

let krogede hænder. De fik altid en særlig smidig 

lethed over sig, hendes hænder, når de taktfast 

formede garnnøglerne til beklædningsstykker med 

små, klirrende slag. Den samme rytme igen og 

igen, der gav mormoren et særligt, beslutsomt drag 

om munden, men ellers efterlod hendes ansigt i ro. 

Og så pigen, der lod bløde mahognitoner fra mor- 

morens gamle klaver løbe forvildede rundt i stuen, 

fordi hun egentlig ikke kunne spille, men havde sat 

sig for at lære Für Elise alligevel. Ville lære den. Blev 

ved og ved. Hendes mormor lod strikketøjet synke 

og så på hende med et blik, der kom langt borte 

fra. ”Det klaver fik jeg af mor og far, da jeg var ti 

år,” sagde hun, måske til pigen, måske til sig selv, 

og pigen lod sine usmidige fingre følge de hvide, 

benede tangenter fra det høje C og nedefter, men dem i den sort/hvide-verden, de nu var stran- 

”Forstår du, at jeg gerne vil give noget videre? 

50 51 

hun sagde ingenting. 

det i. Helt afhængige af, at nogen kendte til deres 

Noget, der rækker ud over mig selv?” spurgte hun 

Ligesom hendes mor, hver gang mormoren til- 

skyndede hende til at spille. Hun sagde heller aldrig 

noget, men bevægede sig bare i en bue udenom 

klaveret med kolde hænder og bøjet hoved. Det var 

derfor, pigen aldrig havde lært at spille klaver, men 

til gengæld nærede så meget desto større beundring 

for mormoren, der sommetider slap strikketøjet og 

lagde hænderne til rette på tangenterne, lod øjnene 

løbe over nodepapiret og slog akkorderne an med 

hårde smæld. Beslutsomme smæld. Mormorens 

bevægelser havde altid ført hende fremad, videre, 

gennem salmer og sjap og årstiderne, der fik sol- 

lyset til at falme, til der kun var gulnede billeder til- 

bage, som pigen ofte spredte ud omkring sig. Lagde 

i orden, så de ældste lå først. Oldemoren og hendes 

diakonissesøster med mørkt, tilbagestrøget hår, 

sammenpressede læber og næsefløje som morens. 

Det evige liv Det evige liv 

Oldemorens fætter med jagtudstyr og et fældet 

stykke vildt for sine fødder, men helt tydeligt i en 

kulisse og ikke en skov. Mormoren iført blæsende 

silkekjole på gårdspladsen ’derhjemme’ (som hun 

sagde om slægtsgården) dagen inden sit bryllup. 

”Den var gul,” sagde hun oppe fra stolen, og 

pigen forstod først ikke, hvad hun mente. ”Kjolen,” 

sagde hun, ”den var gul. Den guleste gule kjole,” 

og pigen så fra kvinden i den gule kjole til kvinden 

i stolen, der sandsynligvis var den eneste, som 

endnu vidste, hvilken farve, kjolen havde haft. 

Det var i det øjeblik, pigen for alvor forstod, at 

hun måtte få sin mormor til at fortælle mere. Om 

sin mor, sig selv og pigens mor. Om, hvem og hvad 

billederne præcis forestillede, og hvilke farver, de 

enkelte dele af dem havde haft, før nogen fikserede 

eksistens og kunne vække dem til live. 

Måske fornemmede hun allerede da, at alle 

brudstykkerne af for længst levede liv bugtede 

sig roligt igennem hende, eller også var det først 

senere, at hun så sig selv som en del af en langt 

større historie, der løb igennem nye sæder og 

skikke, men som grundlæggende bare var. Bare fort- 

satte. 

Det var på den måde, hun fik en familie, der strakte 

sig bagud som det flade land, de havde opdyrket, 

tænkte hun, imens det susede forbi på den anden 

side af vinduet. Langstrakte, svagt kuperede mark- 

er, der snart var gule af raps, snart gyldne af havre. 

Små, undseelige byer med haler af saftige, grønne 

træer efter sig, der lignede tilfældige penselstrøg 

derfra, hvor hun sad. Med ansigtet halvt vendt fra 

vinduet og det udkast til en roman i hænderne, hun 

ville have udgivet. Ville have ud. 

”Jeg forstår ikke, hvordan du kan skrive sådan. 

Jeg forstår ikke, hvor du får det fra,” gentog hendes 

mormor hver gang, de talte sammen, og kvinden 

fandt sit lommespejl frem fra tasken. Kastede et 

blik på de velkendte, beslutsomme øjne derinde og 

rettede på læbestiften, til hun lignede hende, der 

ville stå af toget i mormorens lille stationsby. Vel 

vidende, at hendes mormor ville vinke og sætte i 

løb nede på perronen med stokken efter sig. Ville 

omfavne hende med sit ”lille ’søte’ pige, jeg har glæ- 

det mig sådan til, at du kom” og tage hende under 

armen, trække hende med sig, som var de ved at 

komme for sent til noget vigtigt. Noget afgørende. 

Idet hun lukkede spejlet, flød hendes mormors 

faste blik sammen med hendes eget. Hun blinkede. 

lavt og samlede de tætskrevne sider sammen. Ord- 

nede dem i en lige bunke og rejste sig med papiret 

under armen, da toget langsomt sagtnede farten. 

Leonora Christina Skov Snarlig mag.art. i litteratur- 

videnskab og psykologi, debattør, foredragsholder 

og litteraturanmelder ved Dagbladet Politiken. 

”Kvinden i den gule kjole” er tilegnet min mormor, 

Edith Schmidt, der stadig er min ledestjerne. Og 

stadig, på 90. år, spiser sine æbler uden at skrælle 

dem.

Aktstykker fra årets landemode

Det nye København – den fornyede kirke 

af biskop Erik Norman Svendsen 

København vokser og forskønnes synligt i disse år. 

Gamle kvarterer får kvarterløft, og nye bydele sky- 

der op. I de gamle brokvarterer totalrenoveres ejen- 

domme, og grønne områder genskabes med gang- 

og cykelstier, hvor selv børn kan færdes i sikkerhed 

for den tunge trafik. På Islands Brygge, Øst- og Vest- 

amager, Langelinie og i Sydhavnen bygges helt nye 

bydele med nærhed til hav og havn, og rundt om i 

byen skyder nye etageejendomme op på de gamle 

industrigrunde. Ejerboliger eller andelsboliger til kortet som det ombyggede Dahls Varehus, der i dag 

trænges de almindelige lønmodtagerfamilier ud fra for arbejdsmarkedet, og noget lignende gør sig 

54 55 

skyhøje priser, som øjensynligt ikke afskrækker er blevet til luksushotellet Skt. Petri. 

de eftertragtede kvarterer af høje huslejer og hus- gældende i andre almene boligområder. København 

køberne. København er atter på landkortet som en 

metropol, der dog ikke er så stor, at den har mistet 

overskueligheden og genkendeligheden. 

Gamle kvarterer skifter derfor i disse år beboere og 

karakter, og nye bydele skal til at finde deres iden- 

titet. Ganske vist er de nye boligområder udtænkt 

på forhånd af byplanlæggere og arkitekter, men 

de nye beboere skal naturligvis tage bebyggelsen 

i brug på deres egen måde og sætte deres person- 

lige præg på omgivelserne. Det tager tid, før de nye 

beboere også føler fællesskab med hinanden og 

bliver sammentømret som lokalbefolkning. Mange 

af dem arbejder det meste af dagen helt andre 

steder i byen og har ikke mange muligheder for at 

slå rod i kvarteret, når de vender hjem efter endt 

arbejdstid. 

Københavns herligheder 

Alle drages af Københavns city med de mange ind- 

købsmuligheder, forlystelser og seværdigheder, 

og bortset fra priserne, priser turister og besøgen- 

de byen som smuk og charmerende. Det nye spek- 

takulære operahus på Holmen er snart klar til at 

åbne dørene, og derefter kommer turen til et nyt 

skuespilhus. Nye hoteller og kongrescentre skyder 

op og er med til at placere København på verdens- 

For et par årtier siden var det svært at få folk til 

at bosætte sig i Rigets hovedstad. Dårlige og små 

boliger, nedslidning af gader og institutioner, tæt 

trafik og forurening fik tusinder af familier til at flyt- 

te ud af byen til de mere moderne og grønne for- 

stæder. Den udvikling er for længst vendt. I dag 

går strømmen fra forstad til by, hvor alverdens kul- 

turelle tilbud, eksotiske madsteder og caféer ikke 

at forglemme, tiltrækker både unge og gamle som 

en magnet. ”København, du har alt, hvad der drager 

mit sind”, sang Carl Brisson i min barndom. Det har 

København i dag mere end nogensinde. 

Gå en tur på Kastelsvolden en forårsdag, når træ- 

erne springer ud i lysegrønt, eller tag med på hav- 

nerundfart og se Københavns prægtige havne- 

front med mange nye bebyggelser næsten helt 

ud i vandkanten eller hop i vandet en solskinsdag 

i Københavns havn, hvor vandet er både rent og 

friskt. Velholdte parker og pittoreske byrum ind- 

byder til ophold og ikke kun til gennemkørsel, og 

selv om trafikken er tæt, ikke mindst i city, så er der 

mange grønne stier og cykelveje, der med fordel 

kan vælges af de bløde trafikanter. 

Kontrasternes by 

Der er kommet langt flere velbeslåede skatteydere 

til hovedstaden i de sidste 10 år. Det mærkes på 

mange måder i forretnings- og forlystelseslivet, 

og det ses over alt på gade og vej. Bilernes antal 

og størrelse er vokset markant, og velklædte unge 

udviser en modebevidsthed, som man for blot få 

årtier siden ikke kunne forestille sig. Til gengæld 

priser, mens yngre, velstillede familier flytter ind i 

stedet for og sætter et nyt og anderledes præg på 

byen. København har hårdt brug for nybyggeri, der 

er til at betale for de almindelige lønmodtagere, 

ikke mindst de unge, der skal stifte hjem for første 

gang. 

Den skitserede udvikling har desværre en mørk 

bagside. I takt med velstandsstigningen hos de nye 

beboere har de socialt svage grupper fået stadig 

færre udfoldelsesmuligheder og tolereres ofte ikke 

i de fornyede kvarterer. Nogle må flytte helt ud af 

byen til områder med billigere boliger, mens andre 

fortsætter bylivet i byens mere ydmyge områder 

eller frister en kummerlig tilværelse som husvilde 

herbergbrugere. Gruppen af hjemløse og socialt 

udstødte er desværre ikke blevet mindre, og deres 

få tilholdssteder som f.eks. Mariatjenesten møder 

direkte modstand hos de nye naboer, som har betalt 

for deres nyrenoverede bolig i dyre domme. 

Den største synlige forskel fra tidligere er dog, at 

by- og gadebilledet tydeligt afspejler den indvan- 

dring, der i relativt stort tal har fundet sted i den 

sidste menneskealder i København. I nogle områder 

på Nørrebro, i Nordvestkvarteret og på Vesterbro er 

de nye danskere meget synlige såvel i gadebilledet 

som i forretningslivet, og i nogle af kommunens 

skoler er de dobbeltsprogede klart dominerende i 

antal. København er blevet en multietnisk og multi- 

kulturel storby på godt og ondt. Byen er også blevet 

mere eksotisk og international, men det har med- 

ført nye og tunge sociale problemer. I Mjølner-park- 

en på Nørrebro er således omkring 70% helt uden 

er således også blevet kontrasternes by. 

Folkekirke i forandring 

Den er også blevet en multireligiøs by med mange 

både kristne og ikke-kristne trossamfund, og folke- 

kirken er tilsvarende blevet fattigere på medlem- 

mer, selv om stadig omkring 68 % af befolkningen 

er medlemmer af folkekirken. Ser man på dåbssta- 

tistikken, er det derimod kun omkring halvdelen af 

alle børn, der døbes som små, og antallet af konfir- 

mander er endnu lavere. Det reducerede medlemstal 

har dog endnu ikke for alvor sat sig spor i den kir- 

kelige økonomi, fordi så mange relativt velstillede 

folkekirkemedlemmer er flyttet til København. Men 

kirkeøkonomien vil blive stadig mere anstrengt i de 

kommende år, såfremt det ikke lykkes at gennem- 

føre større strukturelle og økonomiske ændringer i

kirkelivet, som prioriterer kirkens opgaver frem for 

opretholdelse af den nuværende sogneinddeling og 

opgavefordeling. 

Byens forandring har naturligvis også medført en 

del forandringer i kirkelivet i det sidste årti. Enkelte 

små sogne er blevet slået sammen til større sogne, 

uden dog at én eneste kirke er blevet taget ud af 

brug, og enkelte kirker har fået særlige funktioner 

som f.eks. Brorsons kirke, der er blevet børne- og 

ungdomskirke, og Blågårds kirke, der har det dia- 

konale arbejde som særlig opgave. Stiftets dom- 

kirke har også fået funktion som natkirke, og det 

samme har Helligåndskirken og Elias kirke. 

Samtidig er en række præstestillinger blevet omdan- 

net fra udelukkende at være sognepræster til også 

at have en særlig funktion i lokalområdet eller i 

56 57 

byen. Studenterpræster, sygehuspræster, fængsels- 

præster, gadepræst, natkirkepræst, ungdomspræst 

og AIDS-præst er i dag ansat i en række sogne og 

institutioner foruden en række stiftspræster, der 

sammen med de nedsatte stiftsudvalg særligt arbej- 

der med kirkelig undervisning, etniske minoriteter, 

mission og nye religiøse strømninger. Nyeste skud 

på stammen af funktionspræster er to præster på 

Amager, der er ansat med særlig forpligtelse over 

for ikke døbte af såvel dansk som udenlandsk 

oprindelse. 

Menighedsråd, præster og sognemedhjælpere arbej- 

der i stadig større omfang sammen om særlige 

opgaver og udfordringer i lokalområdet f.eks. om 

den kirkelige voksenundervisning og minikonfir- 

mander, natkirke og diakonale initiativer. Sidste år 

husstandsomdelte stiftet ”Hjertesager”, en moderne 

Det nye København – den fornyede kirke Det nye København – den fornyede kirke

katekismus, og forestod tillige et stiftssamråd om 

den kirkelige undervisning. 

Varieret kirkeliv 

Byens gudstjenesteliv er blevet stadig mere varie- 

ret, både med hensyn til gudstjenestetider og 

gudstjenesteformer. De traditionelle søndagsefter- 

middags gudstjenester er stor set blevet afløst af 

alternative gudstjenester på hverdage, der særlig 

henvender sig til bestemte befolkningsgrupper 

og aldersgrupper. Fyraftensgudstjenester, børne-, 

familie- og ungdomsgudstjenester, katekismusguds- 

tjenester og gudstjenester for begyndere er i dag 

en fast del af gudstjenestelivet i storbyen. Og i nat- 

kirkerne udvikles helt nye gudstjenesteformer, der 

først og fremmest tager højde for den voksende 

del af befolkningen, der ikke er vant til at gå til en 

ordinær gudstjeneste men som er åndeligt søgende. til et allerede eksisterende sogn med en lokalbefolk- 

ligesom der kan være sogneudskillelse i sigte. Som om kirkens liv og virke, der ikke kan undgå også at 

58 59 

I København kan man i dag komme til gudstjeneste ning, der bor i nærheden. Men der er ikke umiddel- 

i Ørestaden, hvor Amagerland provsti og Solvang få betydning for det øvrige kirkeliv i storbyen. 

på alle ugens dage og på mange forskellige tids- 

punkter. 

Dertil kommer naturligvis de traditionelle søndags- 

gudstjenester, møder og arbejdsgrene, som især 

samler folk fra sognet og giver menigheden krop. 

Det er ganske enkelt imponerende, hvor mange 

muligheder for meningsgivende samvær, folkekir- 

ken i København indbyder til. Når det er sagt, skal 

det dog tilføjes, at det vigtige børne- og ungdoms- 

arbejde har vanskelige vilkår i det moderne stor- 

bysamfund, hvor tilbuddene til netop de alders- 

klasser er talrige. Det kniber også føleligt med at 

få folk til at melde sig til menighedsrådsarbejde og 

andre former for frivilligt kirkeligt arbejde. 

Det nye København – den fornyede kirke Det nye København – den fornyede kirke 

En særlig udfordring for kirken i København i disse 

år er det diakonale arbejde blandt byens svage 

grupper, som både har brug for lokale initiativer og 

for, at kirken i sin forkyndelse og sit arbejde er med 

til at fastholde samfundet på sin særlige forpligtelse 

over for disse borgere. Derfor er det glædeligt, at 

den diakonale indsats er blevet intensiveret i form 

af væresteder for indvandrere og besøgstjenester 

for syge og ensomme. Sidste nye initiativ er Cafe 

Friheden i Hans Egede kirke for tidligere indsatte. 

Designede kvarterer 

De nye boligområder udgør en særlig udfordring 

for folkekirken, der traditionelt tager udgangspunkt 

i sogn og sognekirke. De er designede på bygher- 

rens tegnebræt efter en overordnet plan og bygges 

på ganske kort tid. Ganske vist hører de geografisk 

bart nogen forbindelse mellem områdets lokalbe- 

folkning og de mange nye sognebørn, der måske 

heller ikke har nogen som helst anelse om, hvor 

sognekirken ligger, og hvad den indbyder til. Det 

ligner situationen for andre nytilflyttede i byen, men 

adskiller sig derved, at der ikke er naboer, der har 

haft mere vedvarende kontakt med sognets kirke og 

præst, og som derfor kan oplyse lidt om sognekir- 

ken på en mere uformel måde. For folkekirken er 

udfordringen derfor på én og samme tid at gøre 

opmærksom på sin eksistens og samtidig give et 

væsentligt bidrag til styrkelse af fællesskabet i lokal- 

området. 

Menighedsråd og præster, der oplever, at deres 

sogne på kort tid vokser markant, må gøre en sær- 

lig indsats for at medinddrage de nye sognebørn i 

kirkens liv. Det kræver målrettet indsats og opfind- 

som opmærksomhed, lige fra husstandsomdelte 

velkomstbrochurer eller kirkeblad til systematisk 

husbesøg og særlige arrangementer, der henvender 

sig til de nye sognebørn. Ikke mindst for præsterne 

er det en krævende opgave, fordi de fleste iden- 

tificerer kirken med præsten. Men præsterne kan 

kun leve op til udfordringerne, hvis menighedsrå- 

det bakker dem op og selv går ind i et forpligtende 

samarbejde herom. 

Også provsti og stift må være særligt opmærk- 

somme på de nye udfordringer, hvis kirken skal få 

kontakt med de nye sognebørn og finde nye medar- 

bejdere, der vil være kirkens repræsentanter i det 

nye boligområde. Det kan ikke undgå at få indfly- 

delse på såvel budgetter som præstenormering, 

menighedsråd for længst har taget kontakt med 

Ørestadsselskabet med henblik på at sikre place- 

ring og byggegrund for et kommende kirkebyggeri 

i Ørestaden. Skal den nye kirke ligge i nærheden af 

det nye tempellignende indkøbscenter Fields, hvor 

folk i tusindtal daglig strømmer til, eller skal den i 

al ydmyghed ligge for sig selv i en mere lokal sam- 

menhæng? 

Nærkirkestation 

Nye kirker vil der næppe blive bygget ret mange 

af i København i de kommende år. Måske kun den 

omtalte i Ørestaden. Men mindre kan i de fleste 

tilfælde også gøre det. Der kan lejes eller købes 

egnede lokaler i de nye boligområder, hvor præst 

og menighedsråd kan have en nærkirkestation, 

hvor man kan komme og søge oplysning eller få 

en snak med præst eller medarbejder eller samles 

til studiekreds eller børnetræf. Der kan oprettes 

distriktskomiteer eller lignende, hvor lokale folk 

kan få medansvar for det kirkelige liv i området, og 

menighedsrådet kan bestræbe sig på at få repræsen- 

tanter for de nye sognebørn ind i det gamle menig- 

hedsråd. I takt med kirkelige handlinger, som hel- 

ler ikke kommer af sig selv i København, vil der 

naturligvis efterhånden blive udbygget et større kir- 

keligt netværk, men det tager år og forudsætter, at 

kirken selv er til stede i øjenhøjde med tilflytterne 

og giver dem indflydelse og medansvar. 

I Københavns stift vil vi i de kommende år sætte 

særlig fokus på netop de udfordringer, som de nye 

boligområder medfører for folkekirken i vores stift. 

Det er en oplagt mulighed for samtidig at tænke nyt

Prædiken ved landemodegudstjenesten 

den 6. oktober 2004 i Københavns Domkirke 

Romerbrevet 10,4-17 

af provst Knud Henning Hansen 

For godt et års tid siden kunne man i Kristeligt Dag- 

blad læse en kronik af lektor Troels Nørager. Den kom 

som et indlæg i debatten om Grosbøll-sagen og drejede 

sig om, hvad moderne præster egentlig kan tro på. 

Den afsluttende konklusion i kronikken lød sådan: 

”Ingen præst med respekt for sig selv kan tro på Gud. 

Det eneste man kan forlange er, at han/hun lader som 

om”. 

Helt bortset fra det ejendommelige i, at Nørager 

mener at kunne bestemme kriteriet for alle præsters Enhver ved, at tiderne skifter, det behøver man 

tus, men netop fordi han henviser til Kristi ord! 

han selv havde levet i lovens ubønhørlige træ- 

60 61 

selvrespekt, så er det i alle måder et mærkeligt ikke være teologisk doktor for at analysere sig 

Og når de religiøse og teologiske vinde om kort demølle, men lovgerninger kunne ikke hjælpe ham 

udsagn. For hvad mening giver det at opretholde en 

kirke og fejre gudstjeneste med bøn til en gud, som 

ikke er der? Hvorfor bekende troen på – og døbe 

mennesker til en gud, som ikke er der? Det mener 

Nørager godt, vi kan – vi skal bare lade som om! 

Nu kan hykleriet være en snigende fristelse for 

enhver af os, men at det skulle være noget at tragte 

efter, det har jeg ikke hørt før – og det er umuligt at 

forene med Jesu forkyndelse, som netop er et opgør 

med hykleriet. Mig bekendt er det da også første 

gang i dansk kirkehistorie, at en teolog ligefrem 

ophøjer hykleriet til et ideal. 

Men selvfølgelig er det et komfortabelt udgangs- 

punkt. For man kan jo ikke stilles til regnskab for 

noget. Hvis jeg skulle følge den opfordring, så ville 

ingen vide, om jeg tror på det, jeg siger i det følgen- 

de, eller om jeg bare lader som om. 

Med en sådan udtalelse bringer man sig ikke blot 

på kollisionskurs med Jesu forkyndelse og den 

evangelisk-lutherske teologi, man tager fejl i sin for- 

ståelse af, hvad kristentroen er for en størrelse. Det 

fremgår af kronikken, at han forstår troen som et 

variabelt fænomen, der er lige så omskiftelig som 

opinionen: Hvis folkestemningen er overvejende for 

troen på Gud, så er han der, hvis et flertal er imod, 

så er han der ikke. For øjeblikket er Gud der ikke. 

frem til, men man behøver heller ikke være over- 

vældende skarpsindig for at indse, at evangeliets 

indhold er helt uafhængigt af den offentlige mening. 

Med evangeliet står vi nemlig med et budskab, der 

er blevet givet os gennem Kristus og dermed også 

det gudsbillede, som kirken har at holde sig til. 

Jesu ord bliver ikke anderledes af, at flertallet på et 

tidspunkt ikke finder det interessant. Evangeliets 

ord drejer sig om Jesu liv, død og opstandelse, og 

hvilken betydning det har for enhver given nutid. Vi 

skal ikke digte noget nyt. 

Vi prædiker derfor ikke over tekster af Kant, 

Nietzsche eller Nørager, nej vi prædiker over ord af 

– eller om Kristus. For det ord er givet os til glæde 

og fornyelse, oprejsning og trøst! 

Jesu ord i Johannesevangeliet til kvinden, som 

skulle stenes: ”Heller ikke jeg fordømmer dig”, 

havde gyldighed også i det 3. årh., i middelalderen 

og i dag – og i alle mellemliggende tidsepoker. Hele 

tilgivelsens grund ligger netop i Jesu ord. Det kan 

ingen ændre! Det lever jeg selv på, og det er min 

opgave som præst at formidle det til min samtid. 

Tilgivelsens ord er nemlig det centrale både i 

det talte ord og i dåben og nadveren. Det er alt sam- 

men til syndernes forladelse. Også til det såkaldte 

postmoderne menneske. 

Nu er der det specielle ved Jesu ord, at det også 

er troens ord. For troen kommer af det, som høres, 

og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord. 

Derfor foretrækker jeg Paulus' ord, for tro er et 

spørgsmål om tillid. Når man står over for to forskel- 

lige udsagn, så vælger man det, man har mest tillid 

til og som virker troværdigt. Derfor har jeg mest 

fidus til Paulus. Ikke kun fordi han har apostelsta- 

tid blæser i en anden retning, så er det stadig Kristi 

ord, der gælder og som kan trøste og oprejse de 

bange og frikende de skyldige. For Kristus kom for 

at opsøge og frelse det fortabte. 

Nu er det faktisk sandt, at ingen præst – uanset 

selvrespekt – kan tro på Gud. Det mente Luther 

også, men af en helt anden grund end Nørager. Lut- 

her er også langt mere radikal, for hans påstand er, 

at intet menneske kan tro på Gud. 

Det er ikke kun et moderne præsteproblem. Det 

er menneskets grundproblem. Læs blot ’Om den 

trælbundne vilje’. Dér påviser Luther, hvor bundet, 

enhver er i vantroens fængsel. 

Vi skal have hjælp til at tro. Derfor kommer 

troen til os udefra. Vi har den ikke selv. Den er evan- 

geliets gave – indeholdt i Kristi ord. 

Intet er mindre fortjenstfuldt end troen, for den 

bliver givet i evangeliet. 

Den kommer af det ord, som befrier os fra vor 

søgen efter tro. 

Det er det forhold, reformatorerne beskriver 

som en ændring i status. Fra status coruptionis 

til status gratiae. Fra det ødelagte gudsforhold til 

den nye evangeliske tilstand i Guds nåde. Det som 

Luther beskriver som ”det nye liv.” 

Kristus kom med det nye, som ikke bliver gam- 

melt – heller ikke når man kalder tiden moderne 

– og det kalder hver generation netop deres tid. Alt 

det moderne er umoderne i morgen, men ikke Kristi 

ord. Det er altid så moderne, så det kan bringe et 

menneske fra status corutionis til status gratiae. 

Altså i Guds hænder! 

Når Paulus' ord har vægt, så er det bl.a. fordi 

ud af trællestanden. Med Kristi ord kom retfærdig- 

heden af tro og gjorde ham fri. Troen har et ind- 

hold. Vel kan vi ikke forklare Gud, men netop Kristi 

ord giver forståelse af , hvordan Gud forholder sig 

til os. Det er som K.E. Løgstrup siger i sin bog Den 

etiske fordring: ”Tro uden forståelse er ikke tro, men 

tvang”. 

Derfor har han det helt væsentlige at sige os: 

Du skal ikke gøre dig nogen ulejlighed. Du skal ikke 

hente Kristus ned fra himmelen. Han er kommet. 

Du skal ikke hente ham op fra de døde. Han er 

steget op derfra! 

Han er her hos dig som det levende og 

befriende ord:”Ordet er dig nær i din mund og i 

dit hjerte – det er troens ord, som vi prædiker. For 

hvis du med munden bekender, at Jesus er Herre, 

og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de

Prædiken ved landemodegudstjenesten Prædiken ved landemodegudstjenesten 

døde, skal du frelses. For med hjertet tror man til 

retfærdighed, med munden bekender man til frelse 

– ingen, som tror på ham skal blive til skamme”. 

Det her er ikke blot modpolen til al selvretfær- 

dighed og lovtrældom, det er også modpolen til 

hele den postmoderne relativisme og nihilisme, 

hvor det hele er afhængigt af, hvorvidt det lykkes 

for os selv. ”Hvis det ikke lykkes for os, så er der 

intet”, sagde Danmarks mest omtalte præst. Men 

sandheden er den, at der er intet, der lykkes rigtigt 

for os, så med den kristendomsforståelse, måtte vi 

alle befinde os i nihilismens tomhed og mørke. 

Derfor vil jeg sige til det moderne, søgende – 

ofte desperate og selvcentrerede menneske: Kristus 

selv – det levende ord er dig nær, ja, det er i din 

mund, hvis du tager det i munden, og det er i dit 

hjerte, hvis du tør tage det til hjerte. Det er ordet, 

der kan flytte et menneske fra intet til alt – fra dig af Kristi ord. Vi kommer ikke med troen, men troen 

62 63 

selv til Gud. Det er jo også dåbens virkelighed! At kommer til os af det, som høres. At tro er at høre, 

døbes med den kristne dåb er at skifte status. 

Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bring- 

er godt budskab, siger Paulus. Så lad os gøre det, 

så fodtrinene kan høres – for glæden har hast! 

Der er et spørgsmål, der bliver rejst igen og 

igen i denne tid: Hvordan kan vi tale om Gud i en 

postmoderne tid? Et godt og relevant spørgsmål. 

Det er enhver forkynders store udfordring, og jeg er 

selv sulten efter gode råd. For dermed taler vi for- 

midling, og i den kunst kan ingen blive dygtig nok. 

Men spørgsmålet bliver ofte vendt, så der spørges 

om hvad, vi skal forkynde. Det burde ingen evange- 

lisk-luthersk teolog eller præst være i tvivl om. Det 

fremgår af hele Det nye Testamente. Reformatorerne 

har fortalt os det. Grundtvig har givet sit bidrag til for- 

ståelsen. Ja, han har som bekendt skrevet flere hun- 

drede salmer om det. Afsnittet her fra Romerbrevet 

kap.10 var så væsentligt for Grundtvig, at han skrev 

en salme om det, som vi skal synge om lidt: 

”Tag ordet i munden og elsk det fra grunden! Da 

hos dig i navnet han bor!” 

Med udgangspunkt i dåben kunne vi måske 

stærkere anspore, styrke og hjælpe dåbsforældre, 

så alle danske døbte bliver klar over, hvor afgørende 

og indgribende dåben er. Sådan at dåbsbarnet får 

lagt dåbsordet i munden, så det kommer til bevidst- 

hed om, at det er genfødt til et levende håb, og at 

det i dåben har skiftet status fra skyld til tilgivelse, 

fra utryghed til tryghed, fra død til liv, fra sig selv 

til Gud! Tag ordet i munden, da hos dig i navnet han 

bor! 

At tro er nemlig at blive draget ind i rækken af 

de begivenheder, evangeliet skildrer. Troen kommer 

af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft 

at det er mig evangeliet handler om. Og når det går 

op for en, behøver man ikke blot lade som om, for 

så bliver evangeliet det væsentligste af alt. Men det 

er, som Sten Kaalø engang udtrykte det: Det er med 

troen som med gummistøvler – de er først til glæde, 

når man tager dem på. Så på med dem! 

”Hvor herligt lyder fodtrinene af dem, der bring- 

er godt budskab.”

Så alt hvad Herren kalder sit 

af Hans Edvard Nørregård-Nielsen 

Søren Kierkegaard gik hjemme i sin lejlighed ved 

Nytorv og pakkede, da der den 21. marts 1848 be- 

gyndte at samles flere tusinde mennesker udenfor 

hans vinduer. Det kan også være, at det var Anders 

der pakkede for ham, jeg har ikke tid til at rode mig 

ud i en polemik med Tudvad, men jeg mener at tur- 

de fastslå, at folk samledes for sammen at gå op 

til Christiansborg for at kræve en grundlov af den 

nytiltrådte Frederik VII. Søren Kierkegaard skulle 

flytte fra sin ejendom ved Nytorv til en lejlighed på vil jeg vel ogsaa snart blive for Ligegyldighed ved 

hverken tålte skråtobak, pilsnerøl af flasken eller en forestille sig dem, vidste vi ikke mindst fra Paulus. 

64 65 

hjørnet af Tornebuskegade men nåede nu fra vin- Nationens Sag - )...Herhjemme rykker en 15.000 

lille svingom. Andre kunne på hans vegne fortælle, Man behøvede kun at genkalde sig historien om den 

duerne at få et sidste blik på masserne udenfor. 

Det lille menneske på de bekvemme korksåler 

gøs ved synet og skrev i dagbogen om den udvikling, 

der hen over Christian VIII’s død i januar havde 

affødt en udvikling, der ændredes katastrofalt fra 

dag til dag. 

”Enhver Bevægelse eller Forandring der skeer 

ved hjælp af 100.000 eller 10.000 eller 1000 støi- 

ende og knurrende eller brummende og jodlende 

Mennesker (alt ligesom Mavens Knurren og Vinde) 

er eo ipso Usandhed, et Falsum, et Tilbageskridt... 

En maadelig Regent er en meget bedre Forfatning 

end dette Abstractum, 100.000 brummende U- 

Mennesker. 

Og naar saa et saadant Abstractum har faaet 

deres Creaturer til Regjeringen, saa lystre de, som 

det hedder. Ja, og hvorfor? Fordi det smigrer deres 

Vilkaarlighed, at Regjeringen, som de adlyde, er 

deres egen Opfindelse. Det er som naar en Hedning 

– tilbeder – den Gud, han selv har lavet – det er 

omtrent at tilbede sig selv.” 

Kierkegaard fortsatte: ”Derudenfor Alt i Bevæ- 

gelse, Nationaliteten gjennembølger Alle, Enhver 

taler om at ofre Liv og Blod, er maaske ogsaa vil- 

lig dertil, men understøttet af en Opinions Almagt. 

Og saa sidder jeg paa et stille Værelse ( – udskreget 

Mennesker syngende mod Slottet. Man har ikke for- 

langt et Ministerium: Hvidt, nei, man har benyttet 

ganske ubestemte Udtryk om at omgive Thronen 

med folkeligsindede Mænd: end mindre har man 

forlangt ansvarlige Ministre. Saa bliver Frederik VII 

alteret, gjør Hvidt o:s:v: til Ministre, til ansvarlige – 

og Folket jubler, det er Folkets Seier. Mig synes det 

er mere til at græde over, over al den umenneske- 

lige Feighed, hvor der ikke findes Spor af personligt 

Mod.” 

Kierkegaard afrundede: ”Ulykken i dette Øieblik 

er at det nye Ministerium behøver Krig for at holde 

sig, behøver al mulig Agitation af National-Følelsen. 

Om vi end let nok kunde faae Fred – hvis Ministeriet 

ikke er ganske dumt, maa det see, det behøver 

Krig ... Hvad er dog det i en fortumlet Tilstand at 

lade sig slaae ihjel paa Kamppladsen, Arm i Arm 

med 1000 andre, baaret af Opinionen, til syvende 

og sidst maaske uden en eneste Tanke høist en 

uklar Følelse ..." 

Det er ord, som man godt måtte bruge min del 

af skatten på at få husstandsomdelt. Her vil jeg 

gerne hægte mig fast i Kierkegaards: ”Det er som 

naar en Hedning – tilbeder – den Gud, han selv har 

lavet – det er omtrent at tilbede sig selv”. 

Ifølge Kierkegaards opskrift er vi vel alle ved at 

blive til en slags hedninge i forhold til den Gud, 

som i de sidste og senere år har fået form og fylde. 

Gud har jeg jo da ellers kendt som dreng, selv om 

vi ved manipuleringen af et dengang kendt pige- 

navn holdt af at sige: ”Herren kender sine, men 

Sine kender ikke altid Herren”. Om Gud vidste vi 

hver især adskilligt. Nogle kunne fortælle, at han 

at eder, forbandelser og utugtige ord førte direkte 

derned, hvor der med et knæsat udtryk var ”gråd 

og tænders gnissel”. Min lillesøster skar tænder i 

søvne, og det havde givet mig en slags forsmag, 

som jeg ikke havde lyst til at udvide. Så jeg prøvede 

at lade være med at bande, for der hang på min vej 

gennem barndommen mange steder et korsstings- 

broderi med den manende tekst: ”Gud ser dig som 

du er”. 

Og det er jo ikke rart at tænke på. 

Man burde vel glæde sig over, at den Gud, der her- 

skede her i landet, medens f.eks. Erik Eriksen var 

statsminister, for længst er faldet for aldersgrænsen 

og derfor som så mange andre steder i samfundet 

er blevet afløst af en flinkere og mere rummelig 

udgave. Og når man så husker på, hvordan det 

havde været før. Os fra Vestkysten glemmer ikke, 

hvordan pastor Moe svang helvedespisken over de 

26 fiskere, der i 1893 druknede ved det store red- 

ningsbådforlis i Harboøre. Moe var selv ked af det, 

han vidste, at der havde været mange ordentlige 

folk mellem de døde i kisterne foran ham, men de 

havde alle glemt den lille formaning, der skrevet med 

store latinske jernbogstaver på klosterdøren i Slesvig 

så nogenlunde fortæller, at medens vi lever, er det 

nødvendigt, at vi dør lidt for ikke at dø, når vi dør. 

Siden Abraham og Moses’ tid har det knebet 

med de direkte samtaler med Gud, men det har hel- 

ler ikke været nødvendigt, for han har siden været 

omgivet af en flok præster, der fra tid til tid på en 

prik har vidst, hvordan Gud så på dette eller hint. 

Da jeg var dreng kunne Gud ikke forestille sig noget 

værre end kvindelige præster, ja han kunne slet ikke 

skikkelige Onan for at begribe, at Gud ikke brød sig 

om, at sæden gik til spilde. Der var andre grunde 

til, at han ikke ville vide af homoseksuelle. Han ville 

ikke have selvmordere indenfor på kirkegården og 

tabte ligesom sin repræsentant i sognet talens brug, 

hvis nogen talte om noget så vederstyggeligt som 

uægteskabelige forbindelser. 

Bare sådan i flæng og det ene med det andet! 

Gud lod sig med forkærlighed opsøge i kirker- 

ne, hvorfra han gennem klokkerne hver søndag talte 

med en stor og myndig stemme. Inde i kirkerummet 

skulle man omgås ham med den største respekt. 

Præsten behøvede ikke at vinke os op og ned på 

hver side af dagens hellige lektie, og jeg husker 

endnu min forfærdelse over en ung kunsthistorisk 

kollega, der kækt trådte ind i et kirkerum med en 

sixpence på hovedet og en cerut i munden.

Et sted inde i præstegårdene sad vor far selv og var 

på enhver måde en myndighedsperson, som man 

skulle vare sig for at udfordre. Konen sad derimod 

ofte og spillede på piano, medens hun tænkte på, 

hvordan det hele skulle hænge sammen økonomisk. 

Man kunne se det på noget jaget ved øjnene, der 

meget let blev til migræne, medens vi andre måt- 

te nøjes med hovedpine. Præstegårdene lå som 

opretholdere af noget finere, som der ikke altid var 

nogen økonomi bagved, men man formåede ofte 

at være halvfattige uden derfor at henfalde til en 

armodighed; om ikke andet kunne man i pinseliljeti- 

den inviterere menigheden til at besigtige haven 

med et glas rabarbersaft til afsked. 

Min bedstefar, der var en myndig mejeribestyrer 

cyklede engang over for at være med til sådan en 

havevandring hos provst Aastrup i Husby. Vi er jo dreng til plovdreng. 

arv ligesom så meget andet i dag er på vej ud med vang, som maj i bøgeskove”. Aftenen kan komme 

66 67 

fæstere her for en tid, men bedstefar bemærkede Tør jeg konkludere, at der lige bag os fandtes 

badevandet, ikke for at påstå, men for at erindre med ”Tunge, mørke natteskyer”og: ”vær os nær, du 

med uro, at præsten under omvisningen havde taget 

opstilling i sin datters lille have, hvor radiserne da 

myldrede frem. 

“De står i barnets have”, sagde bedstefar, og 

Aastrup svarede i overensstemmelse med tiden “Jeg 

står, hvor jeg vil”. Bedstefar oplagrede det som en 

lille skygge i sindet, og enhver forstod, at det efter- 

hånden var længe siden, at Aastrup bare havde 

været manufakturhandlerens Karl Laurits henne fra 

Ulfborg. Det var for resten i de dage, da Ribe stift 

med hjælp fra Ny Carlsbergfondet fik rejst en statue 

af Hans Tavsen ved domkirken i Ribe. Den gamle 

lutheraner står bredbenet og fast i troen med sin 

egen postil i hånden, og stiller man sig op på sok- 

len ved siden af ham, er postillen slået op på den 

side, hvor der står: ”Se, jeg forkynder Eder en stor 

Glæde, som skal være for hele Folket.” 

Så alt hvad Herren kalder sit Så alt hvad Herren kalder sit 

Biskop C.I. Scharling forestod afsløringen midt mel- 

lem alle stiftets gejstlige, og han bemærkede bl.a.: 

”Statuen er ikke blot et udmærket Kunstværk, men 

der er skabt en magtfuld Skikkelse oplevet indefra. 

Nu vil Billedhuggerens Værk tale til sene Tider”. 

Hans Tavsen står med blikket rettet mod et 

sted midt mellem himmel og jord, gad vide om det 

ikke så nogenlunde er med en størrelse 49 i sko, 

og så er der især noget indfølt i fremstillingen af 

de store bondenæver, som han holder sin postil med. 

Der er lidt af den lille plovdreng fra Tave Bondes ager 

ved Birkende by med i fremstillingen, og det havde 

Johannes Bjerg naturligvis en forudsætning for at 

forstå, da han selv var en bondedreng fra Ødis ved 

Kolding. 

Det var måske det, biskop Scharling mente med 

at Hans Tavsen er oplevet indefra, I ved, fra plov- 

en flok præster, som Gud må have henvendt sig 

helt anderledes til, end han nu i dag henvender sig 

til os. I dag er det vigtigere, at en præst har det 

store kørekort, end at han læser sine kirkefædre 

på latin. Så kan han hente og bringe medlemmerne 

af sin menighed, og den forrige generations store 

bibliotek om teologiske anliggender er alligevel 

de fleste steder reduceret til næsten ingenting. Og 

hvorfor ikke, når computeren i dag kan klare det 

hele og man i en snæver vending kan luske sig til at 

læse sin Augustin på tysk. Da enhver også ved, at 

det ligesom ikke er nok at byde på en gudstjeneste, 

giver det også bedre tid til at invitere menigheden 

med hjem til en af de gemytlige sammenkomster i 

præstegården, der i det store og hele ikke adskiller 

sig fra kirkegangen. 

Nej, jeg gnider tit øjnene når jeg på min vej gen- 

nem landet med mellemrum løber over Gud, men 

har svært ved at genkende ham, og det er jeg ked 

af, for det er vigtigt både at kunne genkende samt 

med en lille udvidelse af begrebet ”kiennes ve hver- 

anner”, som vi sagde i Jylland. Det forhindrer ikke 

en udvikling, men der er ikke nogen vækst, som 

kan udvikle sig, hvis den ikke bevarer sin rod. I 

gamle dage bekymrede det mig dybt, at Gud ifølge 

teksten på væggen så mig, som jeg er, men i dag 

er det undertiden mit indtryk, at det er Gud som 

prøver at luske sig udenom en lille passiar, når vi 

ind under aften mødes på vejene. Jeg tror rentud, 

at han er ked af, at jeg skal se, hvad han er blevet 

gjort til, og det er jeg ked af, for vi har tidligere så 

tit fulgtes op over bakkerne mod Emmaus. 

Jeg står her ikke for at påstå, at vores kristne 

om, at sådan er det. 

Måske skyldes det, at kirken er blevet til en 

kolos på lerfødder, medens den tidligere havde 

benene solidt plantet i enhver skolestue her i landet 

og ikke mindst gennem Brorson forenede udenads- 

læren med den virkelighed, der rørte sig på den 

anden side vinduerne. Forleden måtte jeg bruge det 

meste af en halv time på at fortælle en skolelærer- 

inde, hvem Brorson var, og hvad han havde med 

Ribe at gøre. Hun underviste endda i dansk, så for 

at få lidt vand under kølen oplyste jeg, at det var 

ham der havde skrevet: ”Op al den ting som Gud 

har gjort”. 

– Den kender børnene ikke, sagde hun og til- 

føjede forklarende: ”Det er ikke min periode”. I ved, 

ligesom i den sketch, hvor Dirch Passer er tjener og 

siger: ”Det er ikke mit bord”. 

Jeg husker på troen som en af de gaver, man des- 

uden selv skulle tilegne sig. Netop derfor har 

Brorsons “Op al den ting, som Gud har gjort” lige 

siden mine drengedage været så forunderlig ved- 

kommende, fordi man gennem den sluttede en så 

direkte forbindelse med den dreng, der engang løb 

omkring i Randerup Enge og vidste det samme som 

mig. Borer man sig så langt ned i det grønne som 

muligt, rejser alle vækster sig foran vores blik som 

en katedral, der nedstammer direkte fra skabelsens 

dag. 

Det er en af styrkerne ved de danske salmer, at de 

så ofte henvender sig med lignelser fra naturen. 

”Nu kom vor pinseliljetid”, man kan ikke forestille 

sig noget smukkere i duft og skær, og ved straks 

besked, når der står: “dens glans opstår som aks i 

kære Gud, medens natten lider”. Vi ved langt ind i 

vores natteangst, hvad det skal betyde, når den 

mørke nat forgangen er, og den signede dag med 

fryd vi ser. Både livet og døden møder os i ” Som 

dug på slagne enge” eller ”Lad mig nu kun drage ad 

natmørkt hav”. 

Det er vel sådan, at vi gennem ikke mindst sal- 

merne er kommet til at holde af den kristne følelse 

i os, der i forlængelse af de mennesker, som færde- 

des her før os fastholder Gud i naturen og her gang 

på gang tvinger os ydmygt på knæ foran livets 

underfuldhed. Naturligvis kan man finde Gud over- 

alt, men hvorfor ikke i lysvæld bag ved lysvæld? 

For en generation siden var det kækt at fortælle, at 

man tænkte bedre på Gud under et toiletbesøg, og 

det er naturligvis bedre end ingenting, men mind- 

er mig om den garvede overlæge, der erkendte, at

man godt kan få syfilis på et toilet, men endvidere 

oplyste, at der findes mere bekvemme steder. 

Kristendommen møder os i det daglige som en 

del af vores følelse for naturen, fordi vi selv er en 

del af den. Men det lader sig ikke nægte, at naturen 

ligesom kristendommen er en variabel størrelse. 

Her i landet har vi bearbejdet den efter evne, 

siden den sidste istid slap taget. Et bakkeland er 

blevet jævnet en smule ud, et vådområde er blevet 

tappet for vand, og det meste af heden er i løbet 

af de sidste 150 år blevet brækket op. Store fjord- 

partier og grundede vige er blevet udtørret og lagt 

under plov, så det ene Danmarksbillede efter det 

andet har afløst hinanden i historisk tid. 

For min skyld ingen alarm, livet lever, og man 

kan ikke skade et landskab dødeligt ved at tugte 

det med en spade eller et plovforspand. Det var 

efter løftet i dit ansigts sved og med henblik på det 

68 69 

sorte brød, vi husker ham Ole, der bor på heden og 

endnu et bette nøk, men i de senere og sidste år er 

vi blevet så mange, at det har været nødvendigt at 

tære hårdere på vores fælles resourcer. 

Men ved siden af det nødvendige ser man, hvordan 

forbruget hele tiden skrues længere og længere 

op. Vi har i løbet af en generation vænnet os til et 

velfærdsskabt overskud, der efterhånden har revet 

alle aldersgrupper med sig, fra dem der er gået på 

efterløn i en håndsyet ruskindsjakke og penge nok 

til at være lidt gode ved sig selv, I ved, medens vi 

har os. Tendensen er monumentaliseret i vores huse, 

for medens køkkenet og toilettet engang var de 

mest beskedne og snævert afsatte rum, er det nu ble- 

vet til hele sale omkring det daglige in- og output. 

I den udvikling er Danmark ikke ved at blive, 

men Danmark er forlængst blevet et lille stygt land, 

Så alt hvad Herren kalder sit Så alt hvad Herren kalder sit

der uden tilsyneladende at ryste på hånden har sat 

en hovedpart af sine gamle værdier overstyr. Det 

er sket ved hjælp af midler, der på hensynsløs vis 

er presset ud af naturen og derfor sådan, at vi alle 

ved, at vi som kultur er langt inde i et påbegyndt 

selvmord. 

Hver dag bringer os sine eksempler, men det er nød- 

vendigt afmægtigt at lade som ingenting, for hvad 

skal vi næsten gøre. Det letteste er at tro på alle de 

politiske bortforklaringer, der kan glæde os med, at 

der stadig er flere promiller til den såkaldte smerte- 

grænse. Og så kan vi, som aldrig før set her i landet, 

koncentrere os om at sikre os selv og vores børn. 

Jeg tror ikke, at man tidligere har oplevet en større 

egoisme i Danmark end i dag eller en større opsplit- 

ning mellem dem, der har for meget og dem, der slagteren. Det er heste og køer som i nærheden af 

som han sagde, af æstetikkens vej, havde bragt Her er grisen, sikken en, men det er også længe 

70 71 

har for lidt. Solidariteten grupperne imellem er så det udtjente udsættes for en sjælerå behandling. 

ham frem til Gud. Det nikkede Feilberg til og sagde, siden, at den har haft ring i trynen eller at nogen 

begrænset, at man ikke på samme måde som tid- 

ligere kan tale om os som en enkel nation. Der er 

henover den sidste generation sket en langsom 

opløsning, en forsimpling mod det griske og uvi- 

dende, som vi alle er så bevidste om, at man bliver 

opbragt, hvis nogen insisterer på at kalde det ved 

navn. 

Naturligvis har markerne netop stået bugnende 

fulde, der har været en yppighed og velstand til 

alle sider, men det gælder kun i det ydre. Landet er 

overalt et produkt af den usynlige tilsvining, som 

der kun bliver berettet om i brudstykker, når de 

ansvarlige ikke kan undgå andet. Det er en forure- 

ning, som når fra grundvandet og langt op i luften, 

giften lækker fra tusindvis af skjulte depoter og føl- 

gevirkningerne fra vores grotesk dimensionerede 

svineavl gør sig gældende overalt. 


Det er patetisk udtrykt Guds grønne og evigskønne 

natur, der bliver sådan behandlet, ikke for at imø- 

degå sulten eller lindre livet i de lande, hvor folk 

lider nød, men ene og alene for at tilfredsstille et 

voksende luksusforbrug, der tidligere har været 

ukendt her i landet. Vi er midt i en udvikling, som 

ingen længere kan overskue, naturligvis har vi et 

samlet ansvar og derfor er det et af de mest ukor- 

rekte politiske punkter, man i dag kan bringe på tale. 

Når jeg nu gør det her skyldes det i den anlagte 

sammenhæng også, at den vanærede natur i en 

række situationer er begyndt at svare igen. Vi læser 

om de lynopfedede kyllinger, som ikke kan støtte 

på benene, eller hører om kalve, der skånselsløst 

sammenstuvede skal ned til Holland og vende for 

således igen-importerede at kunne indbringe 100 

kroner mere, end hvis de var blevet bragt direkte til 

Men lad os konkret tage det på engang lille og umå- 

delige danske rum, der hedder Randerup Enge. Her 

kunne Brorson engang opleve skabelsen som om 

igen. Det kan man måske stadig, skabelsesunderet 

kommer til udtryk hver gang der springer en mis- 

handlet tjørn ud på en losseplads, selv om man ved, 

at den gror i en pøl. 

Vi er her, medens vi er her og ved alle af sted- 

er, hvor vi især bliver overvældet af glæden ved at 

gå her, medens vi går her. Vores spor slettes, som 

når man går i sandet langs vandet, det er som i 

Prædikerens Bog, men alligevel bliver det under- 

tiden hængende et par brudstykker af en samtale 

engang i luften. Den unge teolog Nikolai Laurentius 

Feilberg søgte omkring 1833 fra sit magelige 

embede som latinlærer i Hillerød over til Vestkysten 

for inspireret af Sibbern at leve som præst mellem 

jævne mennesker. Det førte ham til Vester Vedsted, 

og her besluttede han sig til at rive en dag ud af 

kalenderen for sammen med sin gode ven og kolle- 

ga, pastor Müller fra Seem og dennes gæst, profes- 

sor Hammerich fra København at gå tur i Randerup 

Enge. Det skulle i forhold til mængden af daglige 

forpligtigelser og embedstravlhed være en fridag 

med tid til rigtigt at få talt sammen, som da de sam- 

men var unge i København. 

Dagen førte dem ind på en drøftelse af troen 

samt ikke mindst, hvordan de hver især var kom- 

men til den. Eller den til dem. Feilberg kunne pege 

på en sjælekrise i lighed med den, der nede i Spjel- 

lerup præstegård engang havde forsonet den sene- 

re biskop Mynster med både verden og sig selv, 

medens Hammerich henviste til sine år i Rom, der, 

at han i København havde en svoger, kunstmaleren 

Christen Købke, som det var gået på samme måde. 

Lad os tro at det ude i engene var en af de dage, 

hvor verden så langt man kunne se var et under- 

værk i smørgult og duftende grønt under den gen- 

opstandne lærke, hvor viben cirklede en bane i sort- 

hvid gennem luften og hvert vandhul ventede som 

en klode af liv. Man løfter sig liggende op på en 

albue og tygger på et strå, medens verden breder 

sig hel og tilforladelig fra synsrand til synsrand. Det 

er med en mildhed som engang ved storrugens rod, 

alene, men mere sammen med altet end ellers. Man 

skal have Randerup Enge at komme hjem til, også 

selv om man ikke har været der før. 

Men netop her er skabelsen år for år blevet forja- 

get eller i den grad udslettet, at man skal lede efter 

den. ”Nej, der er en vibe”, siger man nu glad forun- 

dret og viser hinanden, men med en erindring om 

dengang, da her var viber i tusindvis. Engene og 

kærene er blevet drænet og lagt ud med de vældige 

majsmarker, der nu får Tøndermarsken til at ligne 

en filial af den amerikanske prærie. Lidt ude bagved 

passerer Brede å, som var det en kanal i landska- 

bet, og det er måske derfor at så mange hollæn- 

dere føler sig hjemme i området. De har med store 

fordele afviklet deres gårde i Holland for med støtte 

derfra også at få støtte i Danmark til at oprette 

deres grisefabrikker. Randerup kirke er således næs- 

ten forsvundet bag et af de opulente eksemplarer 

af slagsen, der nu ligger som et stygt monument 

over den mangel på både etik og æstetik, der for- 

længst har bemægtiget sig vores behandling af et 

dyrehold. 

gad gnide den med en halmvisk, så den kunne hol- 

de varmen. 

I dag stiger der en em af gylle fra de mange grise- 

fabrikker, gyllen lejrer sig som en gold frugtbarhed, 

som algerne gror i og det kvæler livet i de danske 

søer. Gyllen hviler overalt som en i det daglige usyn- 

lig bærme over os, uden at der må tales om det. 

Det regnede i går nat, jeg stod ved det åbne 

vindue og tog det til mig med samme glæde, som 

når man får lov til at rense sig for snavs. 

Jeg har været for længe i verden til at lide af en 

egentlig berøringsangst, men der er noget i vores 

angst for ikke at være politiske korrekte og dermed 

vores dobbeltmoral, som er begyndt at genere mig 

mere og mere. For jeg tror ikke, at man kan skabe 

smukke mennesker under svinske og løgnagtige

omstændigheder, men hvad skal vi gøre? Hvad vil 

du gøre, og hvad vil du have, at jeg skal gøre? 

Så hold din mund og spis din mad! 

Det var i sin tid ikke nogen sag at skabe en kirke- 

kunst i overensstemmelse med Brorsons salmer, 

men det jeg gerne ville sige er, at det er et problem 

at skabe en kirkekunst, der vedgår vores behand- 

ling af Randerup enge. 

Når jeg ser de vældige svinefabrikker og deres 

uhumske behandling af dyr, er det svært ikke at 

huske på, at der tidligere, selv under de mest tran- 

ge omstændigheder, var en slags sammenhæng 

mellem æstetik og etik, som sagt afpasset efter for- 

holdene og ned til det mest sølle, men altid så der 

var en vis forbindelse mellem det man krævede til 

sig selv og det man undte dyrene. I dag er det på Her står vores gamle ven fra før, Hans Tavsen 

som andre før mig havde slidt i stenen, når høsten 

72 73 

vej gennem landet en konstant forulempelse af de og er forstået indefra og her gik provst Aastrup, 

stod for døren. 

fleste sanser at se de vældige produktionsanlæg, 

der i lighed med den hollandsk ejede ved Randerup 

kirke, er skudt op i landskabet. Det er en slags 

barakarkitektur der uden sorg og tanke breder sig 

ved siden af et tidligere pænt stuehus med nogle 

efter omstændighederne afpassede bygninger. Det 

er en barakarkitektur uden sans for selv den mest 

nødtørftige æstetik, selv om det ikke ville have for- 

dyret byggeriet med mere end 10 procent. Til gen- 

gæld er de stuehuse, som før i tiden var lukket inde 

i en have med en rødbøg i midten, nu ofte blevet 

til stygge monumenter over et velfærd, der er ved 

at æde sig selv op. Det gælder fra de besynderlige 

udhulinger i gavlene der sådan lidt på schweizer- 

maner skal inddrage omgivelserne til de rappe til- 

føjelser i postmodernisme, der ser ud som snehvide 

tænder i en gammel mund. 


Det er en arkitektur, som når folk kommer i jog- 

gingtøjet, bevares afslappet og bekvemt, men efter- 

hånden som om der ikke var andre måder at give 

møde på. 

Randerup Enge er mildt sagt ikke, hvad de har været, 

majsmarkerne vokser sig målbevidste frem mod 

deres bestemmelse som ensilage og gyllen bølger 

lidt fortyndet af den salte vestenvind omkring 

huse og kirker. Mellem de sidstnævnte lader Ribe 

Domkirke sig nævne som noget af det umisteli- 

ge her i landet. Verden har forandret sig omkring 

bygningen, der startede flere meter til vejrs, men 

nu ligger et par meter nede i en udhuling, der skal 

fastholde den fra fundamenterne til toppen af det 

vældige borgtårn, den har svoret for Riber Ret og 

løfter mod himlen sin finger. 

der ellers stod, hvor han ville. Der blev bygget på 

kirken, da dronning Dagmar lå ud i Ribe syg, og jeg 

har fra mine tidligste drengedage ved kirken holdt 

af at forestille mig, hvordan hun i løbet af dag- 

timerne lå og i det fjerne kunne høre byggeplad- 

sen brumme og tikke som en vældig maskine. Til 

gengæld sænkede natten sig så meget mere stille 

ned omkring hende, og jeg vil gerne forestille mig, 

at hun med øjnene hægtede sig fast fast til een 

stjerne i mylderet udenfor, medens livet skilte sig af 

med hende. 

Stenhuggeren kan godt have arbejdet på den 

storladne fremstilling af ”Korsnedtagelsen” over 

Kathoveddøren, medens dronning Dagmar lå syg 

til døden oppe på Riberhus. Det er mig stadig ufat- 

teligt, hvordan en mester med sin hammer i hånden 

har været i stand til at lede sig ind i det hårde granit 

til dette billede af den døde Kristus, der bliver lem- 

pet ned af korset. Alle dem omkring tier og tager 

så varsomt. Det er døden, medens trekantsrelieffet 

ovenover løfter os op mod en himmel, der er som 

skov omkring af palmesving. 

Åh ja, for tronen, hvo er de? 

Gyllen bølger og vil snart slette ethvert spor. 

Jeg har på flere måder en slags hovedansvar for 

en hel del, jeg havde nær sagt en god del, af den 

kirkekunst, der er blevet udført i de senere år. Det 

glæder mig ofte, men forstemmer mig andre gange, 

men i Guds navn. Kirken er et af de huse, vi bygger 

på og jo også således skabt af levende stene. 

Det er med levende stene sådan, at de er under 

konstant forandring eller nedbrydning, vi ved det 

jo, for vi er selv levende stene, som dreng i Staby 

lagde jeg med glæde min lommekniv ind i de furer, 

Men og atter men. 

Gyllen stiger, ikke bare op over vore kalkmale- 

rier, ligesom det vil være nødvendigt at pille de 

udvendige skulpturer ved Ribe Domkirke ned og 

bringe dem indendøre. Det er en langt større opera- 

tion end man måske umiddelbart ville tro, da en god 

del af kirkens samlede tyngde har lagt sig tilrette på 

de to omtalte stenrelieffer. Det betyder, at de også 

risikerer at springe i tusinde stumper, og mellem 

redningsforslagene har det bl.a. været foreslået, at 

der skal bygges en lille selvstændig bygning uden- 

på skulpturen. Det er endda videre blevet anført, at 

en sådan bygning kunne bruges af andre religioner, 

og flinkere kan man vel ikke omgås sine værdier. 

Kirken prøver af al magt at overleve på et pjat- 

tet grundlag, enhver er ved at anskaffe sin egen reli- 

gion, og det ser ud, som kan den ene være lige så 

god som den anden. Hvor ville det være velgørende, 

hvis man besluttede sig til at gøre op med hele 

gemytligheden og fastholdt én Gud, der forhindrede 

hver anden i at konstruere sin egen udgave af slag- 

sen. 

For det er jo ligesom når den omtalte hedning 

tilbeder sig selv.

Årsberetning 2004 

ved biskop Erik Norman Svendsen 

Siden sidste landemode er syv præster med tilknyt- 

ning til Københavns stift døde: 

29/11 2003 

Svend Ryø Petersen, Anna kirke 

17/1 2004 

Preben Aalholt, Vor Frelsers kirke 


nye danskere med muslimsk baggrund i folkekirken. 

74 75 

Niels Munk Plum, Bispebjerg 

Der er to hovedårsager til det dalende medlemstal. 

Nye initiativer og overvejelser 


Arne Johannes Schmidt, Lutherkirken 


Kay Hansen, Ansgar kirke 


Erik Nissen Damm, Garnisons kirke 

17/6, 2004 

Knud Svejstrup Nissen, Kristkirken 

Vi vil i sogn og stift bevare mindet om deres liv og 

gerning og bede Gud bevare dem til en glædelig 

opstandelse. 

Folkekirkens medlemstal 

Folkekirkens medlemstal er klart vigende i disse år, 

ikke mindst i Københavns stift. Siden 1990 er med- 

lemstallet for landet som helhed faldet med 5,7%, 

men i Københavns stift er faldet på 11,1%. I 1990 

var således 80,3% af stiftets beboere medlemmer af 

folkekirken mod kun 69,2 % i 2004. Det fremgår af 

en netop udsendt sognestatistik, som Kirkefondet 

har udarbejdet. 

Den ene afspejler det folkekirkelige traditionstab, 

som bl.a. viste sig ved, at mange børn slet ikke blev 

døbt i 70'erne og 80'erne. Selv om ca. 20% af dis- 

se senere blev døbt og dermed blev medlemmer 

af folkekirken, udgjorde den manglende tilslutning 

til dåben en form for skjult udmeldelse, som nu er 

begyndt for alvor at slå igennem i kirkestatistikken. 

I selve København var tendensen til at fravælge 

dåben stærkere end i andre dele af landet, hvilket 

naturligvis også afspejler sig i den fremlagte stati- 

stik. 

Den anden hovedårsag er indvandringen af med- 

borgere fra fremmede kulturer med anden religiøs 

baggrund. Ganske vist regner man med, at omkring 

30% af indvandrerne er kristne, men de tilhører 

ikke den evangelisk-lutherske folkekirke og får nor- 

malt heller ikke deres børn døbt ind i den. I selve 

København er antallet af indvandrere markant større 

end i landet som helhed, hvilket naturligvis også 

afspejler sig i statistikken. Ikke overraskende finder 

man de laveste medlemsprocenter (og dåbsprocent- 

er) i de bydele, hvor der er flest indvandrere, mens 

Bornholms medlemsprocent ikke uventet topper 

med 87. 

De offentliggjorte tal er ingen overraskelse for den, 

som år for år har fulgt kirkestatistikkernes ned- 

adgående kurver. Alligevel bør de få alle i folke- 

kirken, som har særligt ansvar som medlemmer af 

et menighedsråd og præster, til at overveje, hvad 

tallene fortæller os om nutidens og fremtidens 

udfordringer til folkekirken i Danmark, i de enkelte 

stifter og provstier og i hvert eneste sogn. 

Mange initiativer er allerede taget. Syv stifter, her- 

iblandt Københavns stift, har indgået en samarbejds- 

aftale om ”Folkekirke og Religionsmøde”, hvis 

opgave det er med udgangspunkt i evangeliets for- 

kyndelse at styrke den danske folkekirkes møde 

med andre religioner i Danmark. En række kurser 

og temadage om religionsmødet og den kirkelige 

undervisning er afholdt for præster og medarbej- 

dere. ”Hjertesager”, et skrift om tro, blev forrige år 

omdelt til alle stiftets husstande og skole-kirkesam- 

arbejdet er blevet markant styrket. 

Rundt om i sognene og provstierne afholdes kirke- 

skole og indledende konfirmandundervisning, stu- 

diekredse, børne- og familiegudstjenester, guds- 

tjeneste for begyndere og natkirke. Senest er 5 city- 

kirker gået sammen om et nyt undervisningsprojekt 

for dåbsforældre og faddere, hvor der inden for ét 

år afholdes 5 kurser á 3 søndage. 

To nye stillinger på Amagerbro er oprettet for at 

styrke folkekirkens møde med ikke-døbte af såvel 

dansk som udenlandsk oprindelse, og endnu en 

sådan stilling vil blive oprettet på Vesterbro i tilslut- 

ning til Mødestedet, som i september kunne fejre 

20 års jubilæum for arbejdet blandt indvandrere på 

Vesterbro. 

På Bornholm modtager stort set alle børn tilbud om 

mini-konfirmandundervisning og rigtig mange børn 

deltager. Både på Bornholm og i København oplever 

de fleste præster at skulle døbe børn og unge og 

voksne, især i tilknytning til konfirmationsundervis- 

ningen, og adskillige præster har døbt og optaget 

På Stiftssamrådet i 2003 om den kirkelige undervis- 

ning var fokus på folkekirkens og menighedernes 

forpligtelse til at give tilbud om dåbsundervisning 

til forældre, ligesom præsterne blev anbefalet at 

have større opmærksomhed på fadderinstitutionen 

ved f.eks. at inddrage faddere i dåbssamtale og 

dåbsundervisning. Men også spørgsmålet om under- 

visning af religiøst søgende og Alpha-kurser med 

introduktion til den kristne tro og spiritualitet blev 

fremhævet som en af de måder, hvorpå folkekirken 

kan blive mere opsøgende i sit arbejde. 

Det er mit håb, at disse og lignende forslag må blive 

genstand for seriøse overvejelser såvel i de nye 

menighedsråd som i provstikonventer og de nedsat- 

te stiftsudvalg, og at der må blive iværksat forskel- 

lige forsøg. Det er ikke målet at nå op i nærheden

af tidligere tiders høje medlemsprocent. Den tid er 

forbi, hvor der stort set var sammenfald mellem 

folk og kirke i Danmark. I de store og større bysam- 

fund er vi for længst blevet både fler-kulturelle og 

fler-religiøse. Men vi må alle bidrage til, at flest 

muligt får mødt det kristne evangelium på en ved- 

kommende og personlig måde. Det skylder vi som 

kirke og kristne de mange søgende og spørgende af 

både fremmed og dansk oprindelse, og det skylder 

vi kirkens Herre, der befalede os at gå ud i alverden 

og gøre alle folkeslag til hans disciple. 

Struktur og økonomi 

I den sammenhæng kommer vi ikke uden om også 

at tale struktur og økonomi. Det har vi også gjort 

i dette landemodeår bl.a. i Landemodet, på de 

københavnske provstiudvalgs 2-dages seminar på 

Oslobåden i november sidste år og i enkelte sogne anden kirkelig brug. 

Stiftsråd 

somhed i menighedsrådene og provstiudvalgene 

76 77 

og provstier. På Østerbro har provsten i de sidste to 

Det forslag til oprettelse af rådgivende stiftsråd og dermed bidrage til en fornyelse af kirkelivet i 

år ført samtaler med præster og menighedsråd i fire 

sogne om samarbejdsopgaver og evt. sognesam- 

menlægninger, og jeg har sammen med provsten på 

Vesterbro haft to møder med samtlige menigheds- 

rådsformænd på Vesterbro. Det har alt sammen 

været en nyttig og nødvendig drøftelse, som også 

har givet nogle resultater i form af enkelte sogne- 

sammenlægninger, pastoratomlægninger og samar- 

bejdsprojekter. 

Alligevel går det alt for langsomt og trægt i forhold 

til de udfordringer, folkekirken står overfor netop 

nu. Vi anvender alt for mange ressourcer på at opret- 

holde den engang givne sognestruktur med kirker 

og kirkelig betjening, selvom sognene skrumper 

i medlemstal og gudstjenestedeltagelsen og del- 

tagelsen i de kirkelige handlinger og konfirmand- 

Årsberetning 2004 Årsberetning 2004 

undervisningen er faldet markant. Derfor bliver der 

hverken økonomisk eller personalemæssigt over- 

skud til for alvor at tage nye arbejdsopgaver op og 

gå mere målrettet ind i de udfordringer, vi står over- 

for, ikke mindst når det gælder den kirkelige under- 

visning og det opsøgende arbejde. 

I København er nogle sogne ganske enkelt ved at 

blive for små til at opretholdes som en arbejds- 

mæssigt meningsgivende og økonomisk ansvar- 

lig ramme om kirkelivet. Kirkegangen kan blive så 

ringe og antallet af dåb, konfirmander og vielser så 

lavt, at man bør overveje at tage kirken helt ud af 

daglig brug som sognekirke. Den kan så benyttes 

lejlighedsvist til f.eks. bryllup og begravelse for 

dem, som ønsker det. Den kan også få en særlig 

funktion i lokalområdets kirkeliv eller udlånes til 

Samtidig er et nyt sogn med kirkebyggeri på vej i 

Ørestaden, og mange nye beboere flytter i denne 

tid ind på Islands Brygge, på Østamager og i Syd- 

vestkvarteret. Skal folkekirken i København gøre en 

forsvarlig indsats i disse nye områder, kræver det 

både opnormering af præstekvoten og forøgelse af 

de kirkelige budgetter i de pågældende sogne. Det 

kræver med andre ord forståelse og solidaritet hos 

alle menighedsråd i hele det københavnske lignings- 

område, hvis ikke kirkeskatten skal stige yderligere 

og de nye boligområder lades i stikken, når det gæl- 

der præstestillinger og nye tiltag. 

Kirkeøkonomien er også trængt på Bornholm på 

grund af vigende beskæftigelse og deraf følgende 

svagere skattegrundlag. Der er mange kostbare og 

gamle kirker med værdifulde kunstskatte, som kræ- 

ver vedligeholdelse, og der er dyre præstegårde at 

holde i orden og renovere. Alligevel trives fortsat et 

alsidigt og godt kirkeliv i sognene, fordi der er tra- 

dition for medlevende og ansvarlige menigheder. 

Såfremt vi ønsker at opprioritere kirkens udad- 

vendte arbejde og muligheder for at komme i kon- 

takt både med medlemmer og ikke-medlemmer, må 

vi nedprioritere nogle af de mange udgifter, der er 

knyttet til en utidssvarende struktur. Det var det 

problem den københavnske tænketank, der afgav to 

debatskabende rapporter i 1997 og 1998, pegede 

på, og det problem bør der stadig peges på, så der 

for alvor begynder at ske noget på dette felt, mens 

vi er så økonomisk godt stillede, at vi stadig selv 

har mulighed for at præge udviklingen. 

i Københavns stift, som sidste år blev forhandlet 

mellem Landemodet og stiftsøkonomiudvalget, blev 

efterfølgende sendt i høring hos menighedsrådene 

og er på den baggrund nu forhandlet færdig. Der 

er tale om en forsøgsordning for den kommende 

valgperiode. Stiftsrådets læge medlemmer vil blive 

valgt af menighedsrådsmedlemmerne med én fra 

hvert provsti i forbindelse med valg til provstiud- 

valg, og de valgte medlemmer vil samtidig være 

valgt til de pågældende provstiudvalg, i alt 12 per- 

soner. Dermed sikres en tæt forbindelse mellem 

menighedsråd, provstiudvalg og stiftsråd. Præsterne 

vil samtidig vælge 5 medlemmer, mens provsterne 

vælger to af deres midte. Endelig består stiftsrå- 

det af 3 fødte medlemmer: biskop, stiftamtmand 

og domprovst, i alt 22 personer, hvoraf 13 er læge 

medlemmer. Stiftsrådets funktionsperiode begynder 

den 1. april 2005 og vil således falde sammen med 

provstiudvalgenes valgperiode. 

Stiftsrådets formål er at styrke folkekirkens liv og 

vækst i stiftet bl.a. ved at inddrage lægfolket i de 

generelle overvejelser om kirkelivets udvikling og 

kirkestrukturen på stiftsplan og samtidig fremme 

samtalen herom mellem stiftsøvrighed, provstiud- 

valg, menighedsråd og præster. De nedsatte stifts- 

udvalg vil fremover referere til stiftsrådet, som 

løbende vil drøfte og evaluere stiftsudvalgenes 

arbejde. Endelig vil stiftsrådet overtage de opgaver, 

som hidtil er blevet varetaget af stiftsøkonomiud- 

valget. 

Det er mit håb, at stiftsrådet vil blive en inspiration 

for den kirkelige debat og den nødvendige beslut- 

Københavns stift. 

Én folkekirke – men tæt på 

I juni måned udsendte kirkeminister Tove Fergo 

et debatoplæg om demokrati, økonomi og statens 

forhold til folkekirken. Heri redegøres bl.a. for de 

forslag, der i debatten er fremkommet om den frem- 

tidige styring af Fællesfonden, bl.a. det forslag om 

en bestyrelse for fællesfonden, som er udarbejdet 

af Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer 

og biskopperne i fællesskab. 

I april måned indkaldte Landsforeningen af Menig- 

hedsrådsmedlemmer til en konference herom, hvor 

man enedes om at pege på behovet for at opdele 

drøftelsen i to faser: Der bør hurtigst muligt etab- 

leres et rådgivende økonomiudvalg, mens der ned-

sættes et bredt sammensat udvalg eller en kommis- 

sion, der skal analysere den nuværende opgave- og 

kompetencefordeling i folkekirken og udarbejde 

forslag til en fremtidig ordning, der gør folkekirken 

mere egnet til at varetage sit grundlæggende formål 

på nutidens vilkår. 

Senere har både Kirkeligt Samfund og Venstres kir- 

kepolitiske ordfører foreslået, at størstedelen af 

Fællesfondens midler skal deles ud i de ti stifter og 

styres af et stiftsudvalg eller stiftsråd, hvor både 

menighedsrådsmedlemmer, præster og biskop er 

medlemmer. Det er et interessant forslag, som vil 

være med til at styrke folkekirkens indflydelse på 

sine egne forhold. Det er sagt præcist af den netop 

afgåede formand for Kirkeligt Samfund, Inge-Lise 

Pedersen: ”At give folkekirken større selvforvaltning 

er ikke begyndelsen til adskillelse mellem kirke og det lange løb er det naturligvis helt uacceptabelt, og 

78 79 

stat, men udtryk for en opdatering af forholdet mel- det vil uundgåeligt få følger for sognets mulighed 

lem disse to parter, så det svarer til den nutidige 

virkelighed.” 

Landsforeningen følger sin drøftelse fra april måned 

op med endnu en konference i slutningen af okto- 

ber. Det er en meget vigtig debat i folkekirken net- 

op nu, hvor udfordringerne til folkekirken aldrig 

har været større. Jeg er enig med Landsforeningen 

i, at der bør nedsættes et udvalg eller en kommis- 

sion til at arbejde med hele folkekirkens organisa- 

tion og ledelse, så vi undgår hovsa-løsninger på det 

kirkelige område og i stedet finder frem til en folke- 

kirkeordning, som styrker folkekirken som kirke og 

gør den mere selvstændig og ansvarlig i forhold til 

staten, uden at forbindelsen til staten kappes. 


Menighedsrådene 

Der bliver den 9. november kun valg til menigheds- 

råd i 10 sogne i Københavns stift, hvoraf de 4 er på 

Bornholm, mens der er såkaldt aftalevalg i resten. 

Det sidstnævnte behøver ikke være udtryk for, at 

rådene ikke er repræsentative for kirkelivet i sog- 

net. Ofte skal der direkte lokale stridigheder til, for 

at et valg bliver en realitet. 

Langt mere betænkelig er tendensen til, at det er 

vanskeligt at få folk til at stille op til menighedsrå- 

det. I ganske mange sogne er der således ikke et 

tilstrækkeligt antal stedfortrædere, så menigheds- 

rådene i den sidste del af valgperioden må fortsætte 

med reduceret medlemstal. Der er endda sogne, 

hvor man ikke engang fra begyndelsen af valgperi- 

oden har kunnet stille et fuldtalligt menighedsråd. I 

for at fungere tilfredsstillende. Man bør måske lige- 

frem overveje at nedlægge sogne, der ved to på hin- 

anden følgende valg ikke har formået at skabe et 

fuldtalligt og funktionsdueligt menighedsråd. 

Når de nye menighedsråd tiltræder 1. søndag i 

advent vil jeg foreslå, at de sætter tid af til at tale 

sammen om, hvad det vil sige, at være kirke netop 

i deres sammenhæng. I den samtale bør de natur- 

ligvis inddrage ikke blot præsterne men også kir- 

kens øvrige medarbejdere. Der er spørgsmål nok at 

tage fat på: Hvordan fungerer gudstjenestelivet og 

menighedsarbejdet i forhold til sognets befolknings- 

sammensætning, hvordan er kontakten med børn 

og unge, hvad vil vi gerne forsøge at udrette i kirke 

og menighed inden for den nye valgperiode, hvilke 

væsentlige opgaver kan vi bedst løse i samarbejde

med andre menighedsråd, og hvordan forestiller 

vi os den fremtidige pastorats- og sognestruktur i 

vores bydel eller provsti? 

Jeg er klar over, at sådanne og lignende spørgsmål 

allerede er på dagsordenen i adskillige sogne, men 

jeg finder det mere nødvendigt end nogensinde, 

at de nye menighedsråd engagerer sig fra starten 

i sognekirkens liv og menighedens vækst, og at 

de bakkes op og støttes af præsterne i den bestræ- 

belse. Ellers omdannes vores folkekirke langsomt 

men sikkert til en ren servicekirke for et stadigt 

mindre antal medlemmer. 

Jeg vil takke de mange trofaste og arbejdsomme 

menighedsrådsmedlemmer, der stopper med denne 

valgperiode, men som forhåbentlig ikke stopper 

som engagerede folkekirkemedlemmer, og jeg tak- Men det skal ikke skjules, at arbejdsbyrden er ulige 

tage i. 

af forsvaret fra et mobiliseringsforsvar til militære 

80 81 

ker også dem, som tager endnu en tørn. Vi har fordelt mange steder, selv om nogle forskelle bliver 

styrker, der er parate til hurtig udsendelse på mis- 

hårdt brug for folk, der vil tage medansvar og tæn- 

ke med på folkekirkens fremtid i vores stift. 

Præsterne 

Som bekendt var folkekirken ramt af ansættelses- 

stop for præster indtil 1. januar 2004, hvorefter 

ledige stillinger atter har kunnet opslås. Ved for- 

skellige lejligheder har jeg dog gjort opmærk- 

som på, at stiftets præstebevilling for 2004 ikke 

er tilstrækkelig stor til at aflønne alle 214 årsværk 

præstestillinger, som svarer til det af ministeriet 

faktisk oprettede antal stillinger. Især er beløbet til 

præster med særlig funktion, der alene skal udredes 

af fællesfonden, for lavt anslået, hvorfor vi kommer 

til at overskride præstebevillingen for 2004 med 

mere end én million kroner. Det har jeg naturligvis 

meddelt ministeriet, der på sin side har bekræftet, 


at ministeriet, ”såfremt der senere i finansåret måtte 

vise sig behov derfor, vil være sindet eventuelt at 

foretage en mindre justering af bevillingen i samar- 

bejde med stiftet, idet man samtidig skal opfordre 

stiftet til fortsat at udvise tilbageholdenhed.” 

Ikke alle præstestillinger er derfor blevet opslået, 

når de blev ledige, ligesom der ved ledighed sker 

en nøje vurdering af behovet for genopslag eller 

for ændring i den pastorale betjening. Desuden har 

det været nødvendigt ved præsters langvarige syg- 

dom at anvende midler til vikarpræster, som også 

skal finansieres inden for den udmeldte bevilling. 

Glædeligt er det dog, at stiftet har kunnet fastholde 

sin hidtidige præstekvote, hvilket indebærer, at der 

fortsat er en rimelig præstenormering i stiftet. 

søgt minimeret gennem anvendelse af præsternes 

rådighedsordning. Der er sogne, der ud fra objek- 

tive og målbare kriterier stadig er klart overnorme- 

ret, og der er sogne, der trænger til at blive opnor- 

meret. Den nuværende sogneinddeling med meget 

forskellige sognestørrelser gør det vanskeligt at få 

en mere retfærdig og rationel anvendelse af stiftets 

præstenormering. 

I mangel af en bedre struktur må det være op til 

provsterne i samarbejde med mig at forsøge at gen- 

nemføre en bedre arbejdsfordeling inden for prov- 

stierne, end vi traditionelt har været vant til. 

Når vi nu ved, at en del af præsterne slet ikke 

har konfirmander, og at en anden del kun har gan- 

ske få, vil det være oplagt at samle konfirmandfor- 

beredelsen hos nogle af præsterne, mens andre får 

pålagt undervisningsmæssige opgaver blandt børn, 

unge og voksne. Behovet for kirkelig dåbsunder- 

visning på alle niveauer er en af folkekirkens største 

udfordringer, og ingen er bedre rustet til at varetage 

den end netop præsterne. 

Det vil også være oplagt at arbejde sammen om 

gudstjenestelivet i en bydel eller et kvarter, så mulig- 

heden for at komme til gudstjeneste på forskellige 

tidspunkter og til forskellige typer gudstjenester 

styrkes. I city arbejder man f.eks. med succes sam- 

men om natkirker i Domkirken og Helligåndskirken, 

og på Amagerland holdt en række sogne fælles 

friluftsgudstjeneste 2. pinsedag. Et sådant samarbej- 

de styrker folkekirkens mulighed for at nå ud til 

byens borgere med det kristne evangelium samtidig 

med, at det er opmuntrende for præsterne at del- 

Opmuntrende var også det årlige stiftspræstekur- 

sus, der atter blev afholdt i maj på Grundtvigs Høj- 

skole i Hillerød. Højskolen er en glimrende vært 

og årets tema: Guddommelighedserfaringer, blev 

belyst særdeles kompetent og medrivende. Kurset 

var fuldtegnet med 70 deltagere. 

Nytårssammenkomsten i bispegården, som afholdes 

i samarbejde med Københavns Præstekonvent nyt- 

årsdag kl. 15., samler stadig fuldt hus, selv om 

man i mange kirker er begyndt at holde gudstjenes- 

ten nytårsdag om eftermiddagen. Samværet i bispe- 

gården er en uformel og festlig anledning til at mødes 

med præsterne og ønske hinanden godt nytår. 

For tiden er jeg på vej rundt i samtlige provstier for 

at mødes med præsterne og drøfte aktuelle og teo- 

logisk-kirkelige spørgsmål. Jeg har således besøgt 

Frederiksberg provsti, Holmens provsti, Amagerbro 

provsti, Vor Frue provsti, Østerbro provsti og de to 

bornholmske provstier. Det er i høj grad nyttigt og 

inspirerende med disse provstimøder, hvor både 

provst og biskop kan samtale med præsterne om 

det, som netop nu er aktuelt. Jeg vil takke præster- 

ne for engageret indsats og gode initiativer, som er 

med til at styrke folkekirken både lokalt og i stiftet. 

Jeg har i landemodeåret afholdt 3 ordinationer med 

i alt 9 ordinander samt bispeviet Elisabeth Dons 

Christensen i december 2003 som ny biskop over 

Ribe stift. 

Værnspræsterne 

Det nye forsvarsforlig indebærer en stor omlægning 

sioner langt uden for landets grænser. I alle 3 værn 

indebærer det store ændringer, især i Hæren. 

Det stiller imidlertid også større krav med hensyn 

til uddannelse og aktivitetsniveau for de præster, 

der fremover påtager sig opgaven som værns- 

præster. Den nuværende værnspræsteordning fra 

1970 er skabt til et mobiliseringsforsvar og efter- 

følgende tilpasset de ændrede forhold. Derfor vil 

den nuværende ordning blive revurderet, og for- 

svarschefen har med henblik herpå nedsat en 

arbejdsgruppe med repræsentanter fra Forsvaret og 

værnspræsterne. Arbejdsgruppen får en af de tre 

værnsprovster som formand. 

Det vil i den sammenhæng bl.a. være naturligt at 

se på, om den almindelige, hjemlige tjeneste som

værnspræst fortsat kan varetages via præsternes 

rådighedsordning, hvorefter der kun stilles betalt 

vikar for præsterne ved udsendelse. 

Forsvarschefen, general H.J. Helsø skriver i et brev 

til mig af 28. september 2004: ”En væsentlig faktor 

i støtten til vort personel er den gejstlige tjenestes 

virke, som gennem de sidste 10–15 år har fået en 

anden – jeg vil påstå øget – betydning for enheder 

og enkeltpersoner – både hjemme og ude.” 

Fra Hæren stilles for tiden årligt 6 præster og 8 

afløsere til rådighed for international tjeneste i 

Afghanistan, Kosovo og Irak, mens Søværnet har 

en del præster ude på længerevarende sejladser. I 

Flyvevåbnet har flyverpræster i det forløbne år på 

kortere ophold betjent den danske flyvevåbenenhed 

i Litauen. 

meddele, at jeg ikke kunne godkende en borgerlig 

af indgåelse af registreret partnerskab. Samtidig parten af de to organisationers præster. Biskop 

82 83 

giftefogeds medvirken i selve kirkerummet som en 

afviste biskopperne at udarbejde et autoriseret ritu- Søren Lodberg Hvas fortsætter som tilsynsførende 

Alle de præster, der har været udsendt i ofte kræv- 

ende og belastende tjeneste, kommer hjem med 

værdifulde erfaringer, positive såvel som negative, 

der kan frugtbargøres i deres civile tjeneste. Der 

er grund til at takke værnspræsterne (og deres 

familier) for at have påtaget sig denne nødvendige 

opgave, og de bør i dette bakkes op af såvel deres 

menighedsråd, provst og biskop som præstekol- 

leger. 

Jeg havde selv den oplevelse i august–september at 

deltage i forsvarschefens to uger lange sikkerheds- 

politiske kursus, hvor deltagerne fik et glimrende 

førstehåndsindtryk af arbejdet og overvejelserne i 

de tre værn og en bred orientering om udenrigspoli- 

tiske forhold. 


Døveprovst 

Siden 1. oktober sidste år har provsten på Frede- 

riksberg, Peter Holm, også fungeret som døveprovst 

for landets 6 døvepræster. Stillingen er oprettet for 

at få skabt et koordinerende og samlende led for 

døvepræsternes arbejde. Forsøget, der foreløbig 

strækker sig over to år, har hidtil været særdeles 

vellykket, og har ført til et godt samarbejde døve- 

præsterne imellem. ”Når døveprovstefunktionen 

er blevet en succes, skyldes det ikke mindst Peter 

Holms personlighed og åbne væremåde”, skriver 

døvepræsterne i deres evaluering af det første år, 

på baggrund af hvilken de anbefaler, at ordningen 

kan fortsætte. 

Nej til giftefoged i kirken 

Sidste år måtte jeg på baggrund af en aktuel sag 

del af en gudstjenestelig markering af et registreret 

partnerskab. Den pågældende præst meddelte mig 

efterfølgende, at han ville ophøre med sin nye prak- 

sis. Så langt så godt! 

Sagen blussede imidlertid op igen i september 

måned, da Kirkeministeriets departementschef på et 

pressemøde rejste juridisk tvivl om min afgørelse, 

og præsten meddelte nu, at han ville anke min 

afgørelse af 10. september 2003 til Kirkeministeriet. 

Kirkeminister Tove Fergo slog dog hurtig fast, at 

hun ”mest hældede til biskoppernes fortolkning” 

af Lov om kirkers brug, og udsendte kort efter et 

cirkulære, hvori det præciseres, ”at den borger- 

lige retsstiftende handling, registrering af part- 

nerskab, ikke må finde sted i folkekirkens kirker.” 

(Cirkulæreskrivelse af 10. september 2004). 

Kirken og de homoseksuelle 

Biskopperne vil på baggrund af den seneste tids 

politiske og kirkelige diskussion om homoseksuelle 

vielser i kirken tage en drøftelse med hinanden 

herom. Meningerne er som bekendt meget stærkt 

delte, både i folkekirken og blandt biskopperne. 

Jeg finder selv, at sagen fandt en god og min- 

delig løsning med biskoppernes fællesudtalelse af 

28. oktober 1997, hvori det bl.a. fastslås, at ”den 

omstændighed, at to mennesker lever i et af sam- 

fundet registreret partnerskab, ikke er i modstrid 

med det grundlæggende og retningsgivende i folke- 

kirkens evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag: 

At ethvert menneske retfærdiggøres ved tro på 

Kristus.” På den baggrund anbefalede biskopperne 

de præster, der ville være villige dertil, at imøde- 

komme ønsker om en gudstjenestelig markering 

al eller indføre andre former for velsignelsesritualer. 

Den afgørelse har ikke blot samlet langt hoved- 

parten af kirkens præster og menighedsråd men 

har markant bidraget til, at homoseksuelle par 

kan få kirkens støtte og opbakning til deres sam- 

liv. Jeg vil gerne være med til at overveje, om der 

kan skabes en lignende enighed om et vejledende 

ritual for en gudstjenestelig markering af registreret 

partnerskab. For mig er det dog fortsat afgørende, 

at ægteskabet trods de ændrede familiemønstre er 

den grundlæggende ordning for samliv og familie- 

liv, som indiskutabelt er i overensstemmelse med 

såvel skrift som bekendelse. 

Dette udelukker bestemt ikke andre samlivsformer, 

ligesom det ikke nedvurderer hverken disse eller 

de mange enlige i dagens samfund. Vi kan alle 

modtage Guds velsignelse, når vi kommer til guds- 

tjeneste i kirken. Her er ingen forskel. Det er det 

kristeligt afgørende. 

Jeg kan heller ikke anbefale, at man afskaffer den 

juridiske del af et kirkebryllup og henviser par- 

rene til rådhuset. I teorien er der ganske vist intet 

til hinder herfor, men i virkeligheden vil en sådan 

beslutning gøre folkekirken mindre folkelig. 

Danske Sømands- og Udlandskirker 

Fusionen af Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne 

og Dansk Kirke i Udlandet fandt sted den 1. januar, 

men blev fejret kort før jul ved en festgudstjeneste 

med efterfølgende årsmøde i Nyborg. Dronningen 

var tilstede sammen med kirkeministeren og hoved- 

biskop for DKU-menighederne, mens jeg fortsæt- 

ter som sømandskirkernes biskop. Vi har begge 

møderet i den nye bestyrelse og kan også afløse 

og supplere hinanden, hvis det er nødvendigt i 

tilsynet med præsterne i den nye organisation, der 

også omfatter 24 præster i de 39 menigheder i 

Sydslesvig. 

Glædeligvis har mange menighedsråd allerede teg- 

net medlemskab i DSUK, men jeg vil gerne opfor- 

dre mange flere af stiftets menighedsråd til at gøre 

det samme. Man kan også personligt melde sig ind 

i Støtteforeningen DSUK's Venner. DSUK er Den dans- 

ke Folkekirke for danskere udenlands, som gerne 

vil bevare kontakten med hjemlandets kirke og med 

andre udsendte og udeboende danskere og danske 

emigranter.


Jeg havde den glæde at træffe en del medlemmer fra 

de danske udlandskirker ved årets Kronborgmøde, 

arrangeret af Danmarkssamfundet, hvor jeg holdt 

gudstjeneste i Slotskirken og efterfølgende talte om 

Den danske Folkekirke. 

Infocenter, Stiftstidende og Stiftsårbog 

Folkekirkens Infocenter i Københavns stift er nu en 

realitet takket være et samarbejde mellem 8 køben- 

havnske provstiudvalg. En bestyrelse er nedsat 

med Torben Larsen som formand og Karen Schous- 

boe som ansvarshavende redaktør og centerleder. 

Infocenteret har til huse i nyindrettede lokaler i 

menighedshuset i Pile Allé 3, og har fra starten 

haft et meget højt aktivitetsniveau med udgivelse 

af elektronisk ugebrev (www.koebenhavn.folkekir- 

ken) samt Københavns Stiftstidende, som har afløst 

Stiftsbrev fra Københavns Stift, som er udkommet 5 fire diakonigudstjenester i Domkirken, og i august 

84 85 

gange om året siden 1994. 

udgav udvalget en andagtsbog med vægtlægning 

Jeg vil gerne byde Infocenterets medarbejdere vel- 

kommen i fællesskabet omkring folkekirken i Køben- 

havns stift og varmt takke redaktionen af Stifts- 

brevet for en stor og vedholdende indsats i alle 

årene. 

Årbog for Københavns stift har fra og med 2003 

skiftet redaktion, som i december sidste år udsend- 

te årbogen i nyt format og layout. Den nye redak- 

tion ønskede at markere ibrugtagningen af den nye 

salmebog ved at lade en række kendte danskere 

fortælle om deres forhold til den danske salmeskat. 

Det kom der en særdeles læseværdig bog ud af, 

som har høstet stor anerkendelse fra mange sider. 

Stiftsudvalg, stiftscentral og skoletjeneste 

I denne sammenhæng skal anføres nogle af de 

arbejdsopgaver, som stiftsudvalgene, stiftscentralen 

og skoletjenesten har taget op i dette landemodeår. 

Stiftsudvalget for mellemkirkeligt arbejde er netop 

vendt hjem efter et vellykket besøg i Armenien, 

hvor man har besøgt menigheder, præsteuddannel- 

se og præster samt deltaget i en bispevielse i den 

armenske ortodokse kirke, som udvalget har ven- 

skabsforbindelse med og har støttet gennem kollek- 

ter. Desuden har udvalget også i år støttet dansk 

deltagelse i en række mellemkirkelige besøg og stu- 

dieture. 

Stiftsudvalget for diakoni har i år sat fokus på diako- 

niens åndelige dimension. Bl.a. har man afholdt 

på eksistentielle temaer: ”Lad livet leve”. Den er skre- 

vet af præster, som arbejder med sjælesorg og dia- 

koni til daglig, og henvender sig især til menigheder 

og folk i de kirkelige institutioner og organisationer. 

Også en diakonal bønnebog er under forberedelse. 

Stiftsudvalget for mission har netop startet et toårigt 

pilot-projekt, der tilbydes skoler og lærere på Nørre- 

bro: ”Din tro – min tro – og hvad vi sammen tror”. Et 

gæstelærerteam med repræsentanter for islam, jøde- 

dom og kristendom vil på forskellige klassetrin ori- 

entere om det, de tre religioner er fælles om og det, 

som adskiller. Projektet er inspireret af arbejdet på 

Interfaith Education Center i Bradford, som medlem- 

mer af udvalget med stiftspræsten i spidsen besøgte 

i marts måned. Desuden har udvalgsmedlemmerne 

deltaget i tre seminarer, arrangeret af henholdsvis

Folkekirke og Religionsmøde, Folkekirkens Mission 

samt Areopagos. 

Stiftsudvalget for arbejdet blandt etniske minori- 

teter har været medarrangør af flere dialogkonfer- 

encer i samarbejde med bl.a. Danmission, Fondet 

for Dansk-Norsk Samarbejde og Tværkulturelt Cen- 

ter, og tager fortsat aktivt del i arbejdet på Islamisk- 

Kristent Studiecenter. I august modtog udvalget 

besøg af en studiegruppe under Det Lutherske Ver- 

densforbund, der arbejder på en rapport om ”Inter- 

religiøs dialog: konflikt og fred”. 

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger har 

også i år deltaget med en stand på den såkaldte 

Helsemesse på Frederiksberg, der er et mødested 

for alle slags religiøse og spirituelle aktiviteter. Des- 

uden arbejder man nu tæt sammen med det nye og årbogen. 

86 87 

landsdækkende samarbejde mellem 7 stifter: Folke- 

Afgørelsen var enstemmig, hvilket naturligvis er Bidragene er steget med 6.046 kr. til 219.660 kr., 

kirke og Religionsmøde. 

Folkekirkens Internetudvalg har indtil nu haft ansva- 

ret for folkekirken.dk, hvorefter domænet bliver 

overtaget af de 10 danske stifter i fællesskab. Man 

er derfor i disse måneder inde i en omstillings- 

proces, hvor man arbejder tæt sammen med Folke- 

kirkens Infocenter i Københavns stift. Om et par 

uger er den nye stiftsportal klar under navnet: koe- 

benhavn.folkekirken.dk. Web-pastor Gunnar Bach 

Pedersen har siden oprettelsen af folkekirken.dk 

ydet en stor og banebrydende pionerindsats på det- 

te nye arbejdsområde, som jeg gerne vil takke ham 

for. 

Københavns Stiftscentral har fået pilotprojektet 

”Mine første salmer” udgivet i udvidet form på Vaj- 


senhuset under titlen: ”Min første salmebog”. Baby- 

salmesang er blevet et efterspurgt hit også uden 

for stiftet. Derudover har Stiftscentralen også i 

år stået for en række kurser for især præster om 

kommunikation i kirken og i pressen, samt tilbudt 

retræte, og i samarbejde med stiftsudvalget for dia- 

koni afholdt fyraftensmøde om depression. 

Folkekirkens Skoletjeneste i København og på Frede- 

riksberg støttes finansielt af 62 menighedsråd og 

har fortsat sin meget omfattende og kundskabsfor- 

midlende indsats blandt børn og unge i vore skoler, 

bl.a. med emner som bibelhistorie, kirkerum, kunst, 

symboler, salmer, samt temaer om kristen tro og 

tradition. 

Der henvises i øvrigt til de udførlige beretninger i 

Kirkekunst på Østerbro 

5 Østerbro-kirker har i år på initiativ af pastor 

Anne-Mette Gravgaard og provst Erik Balslev- 

Clausen lagt rum og opmærksomhed til et interes- 

sant og inspirerende forsøg med ny kunst i gamle 

Kirkefondskirker under titlen: ”Kan et figentræ bære 

oliven”? I løbet af et halvt års tid fik hver af kirker- 

ne ophængt tre forskellige midlertidige udsmyk- 

ninger af fem kunstnere. Derved fik menighederne 

mulighed for at tage det nye i øjesyn uden at skul- 

le tage beslutning om hverken det ene eller det 

andet og samtidig at overveje, hvad kunsten bety- 

der for det vante kirkerum og den sædvanlige guds- 

tjeneste. 

Initiativtagerne og de fem menighedsråd fortjener 

ros for initiativet, som har opnået stor offentlig op- 

mærksomhed. Hensigten har været at sætte fokus 

på forholdet mellem kirkekunst og kirkerum og 

dermed på kunstens bidrag til at placere det kristne 

evangelium midt i vores nutidsvirkelighed. Projektet 

er støttet af en række fonde og vil blive fulgt op af 

en bogudgivelse. 

Ribers-sagen 

Den 15. april afsagde Østre Landsret dom i den 

sag, som kirketjener Steen Ribers havde anlagt mod 

Kirkeministeriet, der tilbage i 1996 stadfæstede min 

og sognepræst Mads-Bjørn Jørgensens afgørelse 

fra 1994 om, at Steen Ribers ”ved ihærdigt, åben- 

lyst og aktivt at have arbejdet med at udbrede en 

troslære, der utvetydigt er i strid med folkekirkens 

bekendelsesgrundlag, har bragt sit medlemskab af 

folkekirken til ophør.” 

særdeles tilfredsstillende for både Kirkeministeriet, 

sognepræsten og mig. Havde Steen Ribers vundet, 

ville der næppe fremover kunne gribes tilsynsmæs- 

sigt ind over for medlemmer af folkekirken, som 

bruger deres medlemskab til åbenlyst at modsige 

evangelisk-luthersk kristendom og endog stille op 

og blive valgt til menighedsrådet. 

Sagen har verseret i 10 år, og er nu af Steen Ribers 

anket til Højesteret. Steen Ribers er forsat kirketjen- 

er i Sankt Andreas Kirke. 

Stiftsfonden 

Af stiftsfondens midler er der i 2003 givet samlede 

tilskud på i alt 232.044 kr., hvilket er en stigning 

på 45.942 kr. i forhold til året før. De øgede ud- 

gifter skyldes hovedsagelig, at udgifterne i forbin- 

delse med afholdelse af det årlige stiftspræstekur- 

sus er steget. Selv om jeg i mange sammenhænge 

ser nogle af stiftets præster, og selv om mange af 

disse ser hinanden indbyrdes, f.eks. i provstisam- 

menhæng, anser jeg stiftspræstekurset for meget 

væsentligt. Det er nemlig en god mulighed for 

præsterne at mødes på tværs af sogne- og provsti- 

grænser, først og fremmest i faglig sammenhæng, 

men også socialt. Så selv om det er dyrt, er det pen- 

gene værd. 

Stiftsårbogen kan heller ikke udkomme med de 

mange læseværdige artikler, hvis stiftsfonden ikke 

stod som garant for udgivelsen. Herudover er der 

efter ansøgning givet støtte til iværksættelse af ini- 

tiativer, der kan tænkes at fremme – og heldigvis 

også ofte fremmer – det kirkelige liv i stiftet. 

svarende til ca. 3 %. Uanset at jeg sidste år gav 

udtryk for et ønske om en stigning på 10 % og sta- 

dig har dette ønske, er jeg glad for, at menigheds- 

rådene under lidt vanskeligere økonomiske forhold 

ikke har sat bidragene ned, men valgt at lade dem 

følge med prisudviklingen. Tak for det. 

Stiftsøvrighed og stiftsadministration 

Regeringens aftale om iværksættelse af en struktur- 

reform på det kommunale og statslige område har 

blandt andet til følge, at de eksisterende 15 stats- 

amter og statsamtmandsstillingerne nedlægges og 

erstattes af 5 (regionale) statsforvaltninger, der skal 

varetage dels de hidtidige statsamtsopgaver dels 

helt nye opgaver. Med statsamtmandsstillingernes 

nedlæggelse forsvinder også stiftamtmændene.

Med den nye struktur, hvor statsamtmændene og 

stiftamtmændene forsvinder, bliver man nødt til at 

forholde sig til, hvorledes stiftsøvrighedens sam- 

mensætning fremover skal være. Stiftamtmandens 

rolle som en del at stiftsøvrigheden er og har altid 

været at varetage statens interesser og samtidig 

være en garant for, at der tilføres stiftsøvrigheden 

fornøden juridisk/økonomisk sagkundskab. En 

ændret opgavefordeling, hvor man flytter stiftsøv- 

righedsopgaver til biskoppen eller et folkevalgt 

organ, vil betyde en ændring af forholdet mellem 

stat og kirke. 

Det beror på en politisk vurdering, om tiden er inde 

til en sådan grundlæggende ændring. Men som 

kortet ser ud for tiden, er der ikke noget der tyder 

på, at man politisk bevæger sig bort fra, at staten 

skal have en repræsentant i stiftsøvrigheden. Det vil gere ordentligt. 

Selv deltog jeg som tidligere biskop over Grønlands 

88 89 

jeg selv finde det mest hensigtsmæssige, så længe 

stift (1992–94) i fejringen af Det grønlandske Hjem- 

vi har den nuværende folkekirkeordning. 

Vælger man at bevare statens repræsentation i 

stiftsøvrigheden ved at lade opgaven overgå til 

direktørerne for de 5 nye statsforvaltninger, vil det 

betyde, at disse må indgå som medlem af to stifts- 

øvrigheder, hvilket der næppe er noget praktisk pro- 

blem i. Som det tegner sig netop nu, vil de 5 nye 

chefer for statsforvaltningerne blive valgt blandt 

de nuværende statsamtmænd. Så jeg håber og for- 

venter, at det fortræffelige samarbejde med vores 

nuværende stiftamtmand kan fortsætte. 

Sagsbehandlingen i stiftet er blevet styrket ved 

oprettelse af en ny fuldtidsstilling som jurist. Som 

ny stiftsfuldmægtig er ansat Malene Sejr Jensen, 

som tidligere har været ansat i Roskilde Statsamt. 


Trods den personalemæssige indskrænkning, som 

vores udmeldte budget har nødvendiggjort, har 

stiftsadministrationen gjort en flot indsats for at 

løse opgaverne til tiden. Alle kan desuden glæde sig 

over de nyrenoverede og nymøblerede lokaler og 

fællesfaciliteter, som betyder meget for det daglige 

arbejdsmiljø. 

Landemodet 

Landemodet har mødtes 3 gange i årets løb bl.a. 

for at drøfte præstebevillingen og dens konsekven- 

ser. Derudover er jeg i løbende kontakt med Lan- 

demodets medlemmer om en lang række konkre- 

te spørgsmål og sager af både personmæssig og 

administrativ art. Jeg vil gerne ved denne lejlighed 

takke Landemodet for dygtig, loyal og engageret 

indsats, uden hvilken en biskop slet ikke kan fun- 

Landemodet har netop drøftet et forslag fra biskop- 

pen over Visby stift (Gotland) og mig selv om at 

undertegne en venskabsaftale mellem de to stifter 

for at styrke og uddybe fællesskabet til gensidig 

glæde og inspiration. Både historisk og nutidigt er 

der tætte og gode forbindelser mellem Visby stift 

og Københavns stift, ikke mindst i Østersøregionen 

i de økumeniske netværker Theobalt og Bien. 

Visby stift har netop fået samtlige svenske uden- 

landskirker lagt ind under biskoppens tilsyn, bl.a. 

den svenske Gustafskyrkan i København, ligesom 

de danske sømandskirker i udlandet tilsynsmæssigt 

hører hjemme i Københavns stift. Fra svensk side 

ser man især gerne en nærmere forbindelse med 

bornholmske menigheder, mellem de to domkirke- 

menigheder samt på stiftsniveau. 

Vi to biskopper er enige om, at spørgsmålet skal 

drøftes og besluttes i vore respektive organer, hvor- 

for en aftale tidligst kan underskrives til næste som- 

mer, når det nyvalgte stiftsråd har behandlet den. 

Jubilæer 

I landemodeåret har følgende kirker fejret jubilæum: 

Grøndals kirke 75 år, Østervold sogn 100 år, Naza- 

reth kirke 100 år og Vor Frue kirke/Københavns 

Domkirke 175 år (nuværende kirkebygning). Den 

økumeniske kirkevandring, der hvert år i januar 

samler omkring 800 fra forskellige trossamfund i 

København, blev i år afviklet for 50. gang. Endelig 

har den islandske menighed i København fejret 25 

år for sin oprettelse i Sankt Pauls kirke, hvor man 

holder til. 

mestyres 25 års jubilæum i juni måned, som ind- 

ledtes med festgudstjeneste i Domkirken i Nuuk, 

hvor både Dronningen og Prinsen deltog. 

Årets bryllup 

Kronprins Frederik og Mary Elisabeth Donaldsons 

bryllup stod i Københavns Domkirke den 14. maj 

under enestående stor folkelig og mediemæs- 

sig opmærksomhed. Det var en glæde, at parret 

netop valgte stiftets domkirke, som blev en fornem 

ramme om den festlige begivenhed. Alle, der havde 

et særligt ansvar for vielsen, kunne bagefter ånde 

lettet op, fordi alt gik, som det skulle ved et dansk 

kirkebryllup, hvilket kirkens organister og medarbej- 

dere i høj grad bidrog til. 

Ved samme lejlighed fik danskerne for alvor blik for 

Vor Frue Kirkes rene skønhed og betagende kirke- 

rum. I løbet af 2004 har mere end 400.000 besøgt 

kirken, og mange har fundet ind til gudstjenesterne 

både om søndagen og om natten. 

Når meget fra dette landemodeår er gået i glem- 

mebogen, vil årets bryllup stadig stå lysende i 

erindringen. Midt i en tid, hvor folkekirken for alvor 

er kommet i offentlighedens søgelys, blev bryllup- 

pet en kærkommen lejlighed til at vise en anden 

og mere positiv side af sit virke end det, som ellers 

tegnes i medierne.

Referat af forårsprovstemøde 1. april 2004 


Samtlige medlemmer af landemodet deltog. 

For mødet var fastsat følgende dagsorden: 

1. Siden sidst. 

2. Det udvidede landemode 2004 i København 

og på Bornholm. 

3. Stiftets præstebevilling. 

4. Kirkeministeriets cirkulære af 27. februar 2004 

om opslag, besættelse af og ansættelse i 

præstestillinger. 

5. Salme-cd for begyndere til husstandsomdeling. ad 3. Stiftets præstebevilling. 

den 16. april 2004, og notat fra mødet blev udsendt til husstandsomdeling. 

90 91 

6. Eventuel revision af statistiske indberetninger Erik Norman Svendsen oplyste, at der som tidligere 

til Landemodets medlemmer den 19. april 2004). Peter Holm oplyste, at prisen for en cd’er med 12 sal- 

efter indførelsen af DNK. 

7. Spørgeskemaundersøgelse til præsterne fra 

Århus. 

8. Eventuelt. 

ad 1. Siden sidst. 

Erik Norman Svendsen omtalte biskoppernes semi- 

nar i Tyskland i uge 17. 

Han opfordrede dernæst provsterne til at delta- 

ge i stiftspræstekurset. Da kurset fandt sted i ugen 

op til kronprinseparrets bryllup, kunne han selv kun 

deltage i begrænset omfang. 

Infocentret i Københavns var nu åbnet. De igang- 

værende forhandlinger om etablering af ”folkekirk- 

en.dk” ville ikke få betydning for stiftets infocenter. 

Det var ikke afgjort, om det hidtidige stiftsbrev fort- 

sat ville udkomme. 

Endelig omtalte Erik Norman Svendsen sin igang- 

værende besøgsrunde i provstierne. 

ad 2. Det udvidede landemode 2004 

i København og på Bornholm. 

Mag. art. Hans Edvard Nørregård-Nielsen havde ind- 

vilget i at være taler ved såvel det udvidede lande- 

mode i København som minilandemodet på Bornholm. 

nævnt var 6 ubesatte præstestillinger. Trods dette 

var der næppe tilstrækkelige lønmidler til stiftets 

øvrige 208 præstestillinger. Det kunne således kon- 

stateres, at der fortsat var behov for strukturoverve- 

jelser, så ressourcerne blev anvendt bedst muligt. 

Med henblik herpå blev der drøftet forskellige 

muligheder. 

I tilslutning hertil drøftedes en oversigt over 

præstestillinger, hvor der i løbet af kortere tid kun- 

ne forventes ledighed. Nogle af disse stillinger kun- 

ne lægges ”på køl” eller eventuelt nedlægges ved 

ledighed. 

Det var dog nødvendigt at være opmærksom 

på, at der i flere sogne i Københavns Kommune 

kunne forventes en væsentlig forøgelse af folketal- 

let, som ændrede forudsætningerne for det aktuelle 

behov for præstestillinger. 

Mulighederne for fratrædelsesordninger for eksem- 

pel i forbindelse med tillæggelse af forhøjet pen- 

sionsanciennitet og lignende blev drøftet. 

I 2 provstier var der fremskredne planer om 

sognesammenlægninger, men der var enighed om, 

at sådanne sognesammenlægninger ikke nødven- 

digvis betød, at behovet for præstestillinger blev 

formindsket. 

Palle Thordal påpegede, at provstearbejdet efter- 

hånden var ret omfattende. Dette førte til en tilsva- 

rende reduktion af den del af provstens arbejdstid, 

der kunne medgå til egentligt præstearbejde i sog- 

net. 

Erik Norman Svendsen konkluderede, at han vil- 

le rette henvendelse til Kirkeministeriet med henblik 

på en hurtig drøftelse af præstebevillingen. 

(Drøftelserne med Kirkeministeriet fandt sted 

ad 4. Kirkeministeriets cirkulære 

af 27. februar 2004 om opslag, besættelse 

af og ansættelse i præstestillinger. 

Jørgen Christiansen oplyste, at en række praktis- 

ke opgaver i forbindelse med præsteansættelser 

blev overført fra Kirkeministeriet til biskoppen. 

Ansøgninger indsendes ikke længere ad tjenesteve- 

jen, men direkte til biskoppen i det stift, hvor den 

ledige stilling er. I bispeembedet udarbejdes ansøger- 

fortegnelse, og det kontrolleres, om ansøgeren 

rent faktisk er berettiget til at søge præstestilling. 

Ansøgningerne kan således fremsendes til menigheds- 

rådet få dage efter ansøgningsfristens udløb mod 

tidligere 10 dage efter ansøgningsfristens udløb. 

Når menighedsrådet har tilbagesendt ansøgnin- 

gerne til biskoppen, kontrolleres det, at de formelle 

regler omkring menighedsrådets medvirken ved 

ansættelsen er overholdt. Inden fremsendelse til 

Kirkeministeriet med henblik på udnævnelse af den 

udpegede ansøger, fremskaffes eventuelt mang- 

lende oplysninger til brug for lønfastsættelse og 

lignende. Sagen skal således være ”grydeklar”, 

inden kirkeministeren foretager udnævnelse. 

Biskoppens ansættelseskompetence er udvidet, 

så den gælder ansættelser af indtil 1 års varighed, 

typisk barselsvikarer. Opslagsreglerne er imidlertid 

ikke ændrede, så biskoppen kan forsat kun foretage 

ansættelser indtil 3 måneder uden opslag. 

Det bemærkes, at reglerne om menighedsråds 

medvirken ved ansættelse i præstestillinger er uæn- 

drede. 

ad 5. Salme-cd for begyndere 

mer ville andrage 720.000 kr. i et oplag på 100.000. 

Hertil bemærkede Erik Norman Svendsen, at 

Vajsenhuset udgiver en børnesalmebog, og Vajsen- 

huset havde overvejet en cd-udgivelse, der kunne 

ligge i børnesalmebogen. En sådan udgivelse var 

imidlertid alt for dyr. 

ad 6. Eventuel revision af statistiske 

indberetninger efter indførelsen af DNK. 

Karsten Woll og andre påpegede, at det efter over- 

gangen til DNK på nogle punkter var besværligt 

eller direkte umuligt at udfylde stiftets årlige sta- 

tistikskema. Beslutningen fra forårsprovstemødet 

2003, hvorefter Leo Kamstrup Olesen sammen med 

Palle Thordal, Karsten Woll og Jørgen Christiansen 

foretog en gennemgang af skemaet med henblik på 

eventuelle justeringer, blev gentaget.

5. Præstebevilling/præstenormering. 

Årsberetningen blev drøftet, og der blev foretaget 

92 93 

6. Fælles ugentlig fridag for præster. 

nogle mindre rettelser og tilføjelser. 

ad 7. Spørgeskemaundersøgelse 

til præsterne fra Århus. 

Der var enighed om, at der ikke for tiden var anled- 

ning til at efterligne Århus Stifts spørgeskema- 

undersøgelse til præsterne. 

ad 8. Eventuelt. 

Erik Norman Svendsen oplyste, at der ikke indtil 

videre ville blive ordineret teologer til jobtræning 

Referat af forårsprovstemøde 1. april 2004 

i sognene. Ordningen var ikke udgiftsneutral, og 

refusionen var yderligere forringet siden ordina- 

tionerne i 2003 af teologer til jobtræning. I lyset 

af den begrænsede præstebevilling var det mere 

hensigtsmæssigt, at de til rådighed værende midler 

blev benyttet til egentlige præsteansættelser. 

Referat af landemodeforhandlingerne 

den 6. oktober 2004. 


Alle landemodets medlemmer deltog i forhandling- 

erne. Under punkt 9–11 deltog tillige stiftspræst 

Jesper Stange. 

Der var for mødet fastsat følgende dagsorden: 

1. Godkendelse/supplering af dagsorden. 

2. Meddelelser. 

3. Årsberetning ved biskoppen. 

4. Årsberetning fra stiftsudvalgene. 

7. Provstiarbejdsgrupper. 

8. Folkekirkens Info-center i Københavns stift. 

9. Orientering om overvejelser vedrørende venskabs 

forbindelse mellem Visby stift og Københavns 

stift. 

10. Rådgivende Stiftsråd. 

11. Orientering om konfliktmægling. 

12. ”Kertemindemodel”. 

13. Arbejdsløse teologer. 

14. Provstisekretærer. 

15. Valg af 2 præster til Københavns Stiftsfonds 

bestyrelse. 

16. Forårsprovstemøde. 

17. Det udvidede landemode 2005 i København 

og på Bornholm, herunder valg af prædikant 

og taler. 

18. Eventuelt. 

ad 1. Godkendelse/supplering af dagsorden. 

Dagsordenen blev godkendt. 

ad 2. Meddelelser. 

Nogle praktiske spørgsmål i forbindelse med gen- 

nemførelsen af det udvidede landemode om aftenen 

blev drøftet 

ad 3. Årsberetning ved biskoppen. 

I tilslutning til drøftelserne omkring årsberet- 

ningen nævnte Erik Norman Svendsen den kritik 

af folkekirken, der på det seneste var fremkommet, 

f.eks. af dårlig kirkegang og faldende dåbs- og kon- 

firmationstal. Han fandt det på denne baggrund svært 

at bære ansvaret for en struktur, der kun kunne 

udvides og ikke slankes. Bortset fra en sammenlæg- 

ning af Fredens og Nazaret sogne var der ikke gen- 

nemført ændringer til trods for mange drøftelser 

med præster og menighedsråd, f.eks. i Vesterbro 

og Østerbro provstier. Valg af nye menighedsråd, 

provstiudvalg og forventeligt et nyt stiftsråd aktuali- 

serede spørgsmålet om, hvordan vi kom videre. 

Der fremkom en række synspunkter på spørgsmå- 

let. Palle Thordal anførte, at der ikke burde slås præs- 

testillinger op, hvis kirkegangen var for lav, ligesom 

der var sogne, der med fordel kunne drives sammen.

Sten Wenzel-Petersen henviste til, at sammenlæg- 

ninger gav mulighed for besparelser på vikarbevil- 

lingen. Det var tillige nødvendigt at præcisere, at 

nogle kirker måtte tages ud af drift. Mange steder 

blev kirken opretholdt for en kernemenighed på 

blot 30 mennesker. 

Gotfred Larsen henviste til, at der på Bornholm 

var solgt både en katolsk kirke og en baptistkirke. 

Finn Vejlgaard beklagede, at tilpasninger kun 

kunne foretages ved embedsledighed, men han 

håbede, at stiftsrådet ville kunne anvise nogle brug- 

bare løsninger. 

Erik Norman Svendsen bemærkede, at stifts- 

rådet kun var rådgivende. Han fastholdt, at sogne 

kunne blive for små til at ”føde” en præst. På den 

anden side var menighedsrådet valgt til at varetage 

sognets interesser og var derfor pr. definition imod 

en nedlæggelse af sognet. Erik Norman Svendsen tedes at blive erstattet af 5 regionale statsforvalt- 

Der var enighed om at henskyde spørgsmålet om parternes egne mæglingsforslag mere holdbare end 

94 95 

var derfor indstillet på at spørge kirkeministeren, ninger. Det ville få konsekvenser for statsindfly- 

nedsættelse af provstiarbejdsgrupper til det kom- udefra kommende mæglingsforslag. 

om ministeriet kunne tænkes at nedlægge et sogn 

mod menighedsrådets protest, hvis såvel provst og 

provstiudvalg som stift og biskop anbefalede dette. 

Gert Blak Mogensen bemærkede, at der i vur- 

deringen af sognet også måtte indgå, hvilke initia- 

tiver der blev taget. F.eks. kunne en ny præst få et 

”dødt” sogn til at ”genopstå”. 

På Peter Holms spørgsmål nævnte Erik Norman 

Svendsen, at der var givet adskillige dispensationer 

for kravet om 2 gudstjenester om ugen i kirker med 

mere end en præst. 

Karsten Woll nævnte et eksempel på, at selv om 

et sogn ikke kunne stille et fuldtalligt menigheds- 

råd, så kunne sognet godt være velfungerende. 

Som konklusion ville hvert provsti blive bedt 

om en ”masterplan”, det vil sige en plan over sogne- 

og pastoratstrukturen i Københavns stift, herunder 

Referat af landemodeforhandlingerne Referat af landemodeforhandlingerne 

om økonomien, om den pligtige arbejdsmængde og 

om opgaver herunder nye tiltag, der forventes taget 

op. Indstillingerne indsendes, så de kan drøftes på 

et ekstraordinært provstemøde onsdag den 12. janu- 

ar 2005 kl. 10–16. 

Vilhelm Værge omtalte en arbejdsgruppe, der 

på baggrund af strukturændringer indenfor for- 

svaret også ville inddrage værnspræsternes forhold. 

Der var planlagt en midtvejsrapport inden 1. august 

2005 om spørgsmålet, og den endelige betænkning 

ville foreligge inden 1. januar 2006. Da forsvaret 

nu i højere grad var baseret på styrker, der kunne 

udsendes, ville dette få konsekvenser for værns- 

præsteordningen. Rådighedsordningen ville således 

næppe slå til i fremtiden. 

Bente Flindt Sørensen nævnte, at de 15 stats- 

amter som konsekvens af strukturreformen forven- 

delsen i stiftsøvrighederne, men sandsynligvis ville 

chefen for hver statsforvaltning skulle indgå i 2 

stiftsøvrigheder. 

ad 4. Årsberetning fra stiftsudvalgene. 

Det vedtoges at udskyde en nærmere drøftelse til 

det ekstraordinære januarmøde 

ad 5. Præstebevilling/præstenormering. 

Jørgen Christiansen oplyste, at der for 2004 fortsat 

forventedes en overskridelse af særpræstebevil- 

lingen, som kun delvis ville blive kompenseret ved 

et mindreforbrug på den almindelige præstebe- 

villing. Selv om der var foretaget opslag af nogle 

præstestillinger, var der fortsat et tilstrækkeligt 

antal ledige præstestillinger, så ministeriets krav om 

tilbageholdenhed måtte siges at være overholdt. 

For 2005 forventedes en præstebevilling, der prin- 

cipielt gav mulighed for at foretage aflønning i alle 

stiftets 214 præstestillinger. Dette gjaldt dog ikke 

for sædvanlige vakancer i forbindelse med stillings- 

skift, og heller ikke de yderligere vakancer, der var 

nødvendige for at kunne få en reserve til at ansætte 

vikarer, hvor behovet var særlig føleligt. 

ad 6. Fælles ugentlig fridag for præster. 

Der var enighed om, at alle præster ved samme kir- 

ke ikke kunne have fælles fridag, idet der altid skul- 

le være en præst hjemme. Bortset herfra kunne det 

være praktisk, at der tilstræbtes en fast lukkedag, 

og at kirkefunktionærerne havde denne dag som 

ugentlig fridag. 

ad 7. Provstiarbejdsgrupper. 

mende stiftsråd. 

ad 8. Folkekirkens Info-center 

i Københavns stift. 

Nogle praktiske problemer omkring Info-centret, 

herunder specielt i indkøringsfasen, blev drøftet. 

ad 9. Orientering om overvejelser 

vedrørende venskabs stift mellem Visby Stift 

og Københavns Stift. 

Erik Norman Svendsen orienterede om forhandling- 

erne med biskoppen over Visby stift, der parallelt 

med Københavns stift har tilsyn med de svenske 

udlandsmenigheder. Såfremt landemodet og det 

kommende stiftsråd kan godkende aftalen, vil Erik 

Norman Svendsen underskrive denne. 

ad 10. Rådgivende Stiftsråd. 

Erik Norman Svendsen omtalte, at han fra Kirke- 

ministeriet har fået tilsagn om, at ansøgningen om 

stiftsråd vil blive godkendt, alene med en enkelt 

modifikation. Ministeriet kunne ikke godkende, at 

stiftsrådet overtog biskoppens kompetence til at 

nedsætte stiftsudvalg. Den pågældende bestemmel- 

se vil herefter blive formuleret således, at biskop- 

pens nedsættelse og ophævelse af sådanne udvalg 

sker efter samråd med stiftsrådet. 

ad 11. Orientering om konfliktmægling. 

Jesper Stange redegjorde for sin masteruddannelse 

i mediation/konfliktmægling. Han fremhævede, at 

konfliktmæglingen var en fortrolig og frivillig for- 

handling, hvor mæglere hjalp parterne uden selv at 

komme med løsningsforslag. Erfaringsmæssigt var 

Jesper Stange omtalte endvidere, at der foregik 

en evaluering i Kirkeministeriet af spørgsmålet om 

fortrolighed samt af det forhold, at der inden for 

folkekirken typisk var tale om konfliktmægling 

mellem flere end to parter, der var det typiske om- 

råde for mediation. Endelig var det et spørgsmål, 

hvorledes præster så på præster som mæglere. 

Sten Wenzel-Petersen omtalte spørgsmålet om 

konfliktløsning som led i provsternes videreuddan- 

nelse, hvortil Bente Flindt Sørensen understregede, 

at dette ikke var omfattet af begrebet mediation. 

ad 12. ”Kertemindemodel”. 

Jørgen Christiansen gjorde rede for Kertemindemo- 

dellen, der er et samarbejde mellem Kerteminde prov- 

stiudvalg og menighedsrådene i provstiet, hvorefter 

provstiudvalget i en forsøgsperiode varetager nogle

praktiske sekretariatsopgaver for menighedsrådene 

vedrørende kirkefunktionæransættelser m.m. Fyns 

stift er tillige indforstået med at stille sekretærbi- 

stand til rådighed for provstiudvalget. Jørgen Chris- 

tiansen understregede dog, at Københavns stift ikke 

umiddelbart har personalemæssige ressourcer til en 

sådan ordning, der ikke må forøge stiftets lønbudget. 

På den anden side er der overvejende enighed om 

det fordelagtige i at have ekspertisen samlet et sted. 

Det blev i den sammenhæng foreslået, at provstiet 

kunne finansiere lønudgifterne for en medarbejder, 

der havde kontor i Københavns Stiftsøvrighed, og 

dermed fik del i stiftets egne erfaringer. 

Det aftaltes, at Finn Vejlgaard og Sten Wenzel- 

Petersen sammen med stiftsfuldmægtig Anne Mar- 

grethe Andersen nærmere undersøger, hvorvidt for- 

slaget kan realiseres og eventuelt fremkomme med 

andre forslag. 

96 97 

ad 18. Eventuelt. 

ad 13. Arbejdsløse teologer. 

Erik Norman Svendsen anbefaler normalt de arbejds- 

løse selv at gøre noget ved at knytte sig til et sogn og 

på den måde få noget praktisk erfaring. I øvrigt måtte 

Præsteforeningen komme med forslag til jobtræning. 

ad 14. Provstisekretærer. 

Jørgen Christiansen oplyste, at provstisekretærerne 

i Københavns stift har foreslået, at stiftet i lighed 

med en tidligere ordning for en 5–6 år siden afholdt 

en kursusdag for provstisekretærerne. En sådan dag 

er under planlægning. 

ad 15. Valg af 2 præster til Københavns 

Stiftsfonds bestyrelse. 

Provst Karsten Woll og sognepræst Charlotte Eller- 

mann blev genvalgt for en ny periode. 

Referat af landemodeforhandlingerne Referat af landemodeforhandlingerne 

ad 16. Forårsprovstemøde. 

Forårsprovstemødet afholdes på Bornholm den 25. 

og 26. april 2005. 

ad 17. Det udvidede landemode 2005 i 

København og på Bornholm, 

herunder valg af prædikant og taler. 

Det udvidede landemode 2005 finder sted torsdag 

den 6. oktober 2005, det vil sige ikke som nor- 

malt den anden onsdag i oktober måned. Foreløbig 

påtænkes de egentlige landemodeforhandlinger 

påbegyndt onsdag den 5. oktober 2005 efter kl. 13. 

Ved landemodegudstjenesten prædiker Holmens 

provst Ejgil Bank Olesen og i hans forfald hærprovst 

Ole Brehm Jensen. 

Det bornholmske landemode finder sted man- 

dag den 14. november 2005. 

Jørgen Christiansen mindede om, at præsters syge- 

fravær ud over 14 dage omgående skulle indbe- 

rettes særskilt til stiftet, således at stiftet rettidigt 

kan anmelde sit krav om refusion af dagpenge. 

Han gjorde endvidere opmærksom på, at ferie- 

loven er ændret, så det nu er muligt at konvertere 

den 5. ferieuge til et krav om feriepenge. Af hensyn 

til præstebevillingens overholdelse er det imidler- 

tid vigtigt, at al ferie bliver afviklet i ferieåret eller 

tilladt overført til næste ferieår. Jørgen Christiansen 

understregede, at provsterne kan og må pålægge 

præsterne med lovligt varsel at afholde al ferie inden 

for ferieåret.

Stiftsudvalget 

for mellemkirkeligt 

arbejde. 

ved skolepædagog Christian Borello Carlsen 

I det mellemkirkelige arbejde oplever vi ofte en stor 

glæde ved at give tilskud, bl.a. i form af kollekter 

indsamlet i stiftets kirker, til kristne i andre lande, 

hvor kirken dér har hårdt brug for en økonomisk 

håndsrækning. Men denne glæde ville være så 

meget desto større, hvis vi bare en enkelt gang med 

egne øjne kunne konstatere, at de indsamlede pen- 

ge virkelig havde gjort nogen nytte hos dem, de 

var tiltænkt. I begyndelsen af året blev der, ved den 

årlige kollekt til mellemkirkeligt arbejde, samlet ind · Stiftspræst Dr.theol. Lissi Rasmussens deltagelse 

te møde omkring 1. maj 2004 sammensattes dens for mødet, der for øvrigt blev afholdt på Bornholm. 

98 99 

til samme formål som i 2003: Præsteuddannelsen i Islamisk-Kristent Studiecenters tur til Bosnien- 

arbejdsgrupper, og her blev Danmark tilgodeset 

i Armenien. Københavns mellemkirkelige stiftsud- 

valg havde den store oplevelse for en gangs skyld 

at være vidne til, at pengene havde gjort gavn. 

Udvalget besøgte således på en studietur til Arme- 

nien præsteseminariet i Etchmiadzin, hvor man med 

stolthed fremviste det nyetablerede computerrum, 

som netop var blevet muligt bl.a. pga. støtte fra 

Københavns stift. Glæden var stor. 

Når vi i stiftsudvalget ser tilbage på vores engage- 

ment i 2004, er det især studieturen til Armenien 

22.–30. september, der har gjort indtryk. Turens 

store succes skyldtes især, at planlægningen var 

lagt i hænderne på Michael og Mona Westh, der var 

udsendt til Armenien af Dansk Armeniermission fra 

1994 til 2003. Det var en uforglemmelig tur, hvor vi 

først og fremmest fik et godt indblik i den armen- 

ske apostolske kirke gennem mødet med menighe- 

der, præster, biskopper, teologistuderende o.m.a. 

Vi deltog bl.a. i en storslået bispevielse ved en fest- 

gudstjeneste i Etchmiadzin, hvor vi på lige fod med 

armenierne tog del i nadveren. Et andet højdepunkt 

var, da vi fik foretræde for den armenske apostolske 

kirkes overhoved Katolikos Karekin II. Et udbytterigt 

møde med en veloplagt og imødekommende Kato- 

likos. Alt i alt var turen en enestående oplevelse, 

hvor vi gennem det personlige møde med arme- 

nierne fik bekræftet de nære bånd mellem dansk 

og armensk kirke, som har eksisteret i snart 100 år, 

og som vi fortsat skal forpligte os på at styrke og 

bevare. 

I 2004 har stiftsudvalget givet støtte til forskellige 

formål. Her kan bl.a. nævnes følgende: 

Hercegovina 25. april–2. maj. Studieturen havde 

fokus på forsoning og dialog mellem de forskel- 

lige etniske og religiøse befolkningsgrupper i 

Bosnien–Hercegovina. Besøget indeholdt bl.a. 

besøg i katolske klostre. 

· Valbysognenes besøg hos venskabsmenigheden i 

Nereta, Letland. 

· Afholdelse af møde for kontaktpersoner i 

Theobalt 10.–12. september. 

Ydermere inviterede vi to unge kvinder til deltagelse 

i projektet ”Unge og kirker i det udvidede EU”. Det 

hele forgik 29.–31. oktober 2004 på Silkeborg Høj- 

skole. De to kvinder var Monika Vdovjakova, slova- 

kisk præst, samt Vibe Fangel-Hansen, lærerstuderen- 

de og repræsentant fra studentermenigheden ved 

Trinitatis kirke i København. 

Stiftsudvalget arrangerede et EU-debatmøde 18. maj 

2004 forud for valget til EU-parlamentet. Det skete i 

samarbejde med menighedsrådet ved Københavns 

Domkirke. Det, som stod i fokus ved mødet, var den 

kirkelige dimension af EU-valget, herunder den rol- 

le, kirkerne vil spille i det fremtidige samarbejde 

inden for EU. Der var tre paneldeltagere: Margrethe 

Auken, SF, og Hanne Dahl, Junibevægelsen, begge 

parlamentskandidater samt Karsten Fledelius, med- 

lem af Commission Churches and Society under 

Konferencen af Europæiske Kirker (KEK). Der var 

omkring 45 mennesker til mødet og en god debat. 

Stiftsudvalgsmedlem Karsten Fledelius blev valgt 

til den ovenfor nævnte Commission Churches and 

Society ved den nye KEK-centralkomites sammen- 

træden i december 2003. Ved kommissionens førs- 

med hele tre pladser: En i udvalget om bioetik, som 

besattes med teologiprofessor Svend Andersen 

fra Århus, en i udvalget for EU-ret, som besattes 

med kirkeretsjuristen Lisbet Christoffersen, og 

en i udvalget om menneskerettigheder, som igen 

besattes med advokat Ebbe Holm fra Det danske 

Baptistsamfund. Sammen med pladsen i KEKs cen- 

tralkomité, som overgik fra Karsten Fledelius til 

Simon Kangas Larsen ved KEK-generalforsamlingen 

i 2003, og pladsen i KEKs Commission Churches in 

Dialogue, som Berit Schelde Christensen igen blev 

udpeget til af den nye centralkomité, har Danmark 

altså nu fem pladser i denne vigtige kirkelige organi- 

sation. 

Ud over denne repræsentation i KEK har vi også 

Ruth van Gilse, præst i Nylars på Bornholm, sidden- 

de i Theobalt. Theobalt er et netværkssamarbejde 

mellem de tre traditionelle kirkesamfund omkring 

Østersøen, den russisk ortodokse kirke, den katol- 

ske kirke og den lutherske kirke. Samarbejdet 

begyndte først i 80’erne som kirkelige konferencer 

med emner af fælles interesse for Østersøområdet. 

Den 10.–12. september 2004 afholdt Theobalt sit 

årlige møde for kontaktpersoner i Danmark. Situatio- 

nen i Østersøområdet var ændret afgørende siden 

seneste møde i 2003, da alle de tidligere Østersø- 

lande i Sovjet – undtagen Rusland – nu var blevet 

medlem af EU. Nu var der pludselig muligheder, 

som man for bare få år siden havde anset for helt 

usandsynlige. Blandt andet er det nu blevet muligt 

for folk at bevæge sig frit mellem landene. Det er en 

enestående chance for befolkningen men også en 

stor udfordring for de enkelte lande. Det var emnet 

Den 1. juli 2004 begyndte en ny epoke i dansk kir- 

keliv. Kirkerne i Danmark fik en ny fælles organisa- 

tion, Danske Kirkers Råd. Dette fejredes ved en øku- 

menisk festgudstjeneste i Købehavns Domkirke 26. 

september. I stiftsudvalget glæder vi os over, at det 

er lykkedes et stort antal kristne kirker i Danmark 

at danne dette fælles råd. Vi håber, at man i dette 

forum gennem samtale og samarbejde om forkyn- 

delse, diakoni og mission kan skabe mange nye 

spændende initiativer til gavn for liv og vækst i 

kirkesamfundene herhjemme. Dette giver også 

forhåbninger om bedre tider med grøde og frem- 

gang for det vigtige mellemkirkelige arbejde ud 

over landets grænser.

Stiftsudvalget om nye 

religiøse strømninger 

ved stiftspræst Niels Underbjerg 

At søge 

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger har 

siden begyndelsen af 90’erne været optaget af de 

brudflader, der eksisterer mellem folkekirken og den 

moderne åndelighed. At grave sig lidt ned under 

den lidt glitrende overflade på den religiøse søgen. 

Hvor findes lighedspunkter og forskelle? Vi tror i al 

ubeskedenhed, at de erfaringer, vi har gjort sammen 

med andre, har været med til at gøre Københavns 

stift bedre rustet til at møde den nye åndelighed på 

en hensigtsmæssig og relevant måde. 

En del af disse oprindelige opgaver for stifts- 

Hvis vi gerne vil have moderne (religiøse) men- om ”Interreligiøs dialog: konflikt og fred”. Gruppen 

100 101 

udvalget vil sikkert i fremtiden finde deres plads i At finde 

nesker i tale, så går det ikke an fra selvtilfreds- består af en kristen og en muslim fra Nigeria, Indo- 

det forholdsvis nye landsdækkende forum “Stifts- 

samarbejdet om Folkekirke og Religionsmøde” – en 

naturlig placering, idet mange af disse fænomener 

ikke længere udelukkende er storby-fænomener. I 

det nye stiftssamarbejde findes en naturlig platform 

for gennem undervisning at dueliggøre de kristne 

menigheder til at møde den nye åndelighed og dens 

mennesker, hvoraf en ganske stor del er medlem- 

mer af folkekirken. 

Research i de nyreligiøse/nyåndelige miljøer, 

møder og samtaler med talrige mennesker, deltag- 

else på alternative messer, utallige rådgivnings- og 

sjælesorgssamtaler med sårede mennesker – alt 

sammen har det været med til at give stiftsudval- 

get og stiftet et billede af storbyen Københavns reli- 

giøse virkelighed. 

Denne viden og erfaring har været nyttig, både 

med henblik på at forstå nutidens åndelige søgen 

og på at etablere platforme, hvorudfra kirken kunne 

formidle sit svar på menneskers eksistentielle 

spørgsmål. Fælles platforme er nødvendige, for 

man møder altid den nye åndelighed i skikkelse af 

mennesker, aldrig som rendyrket filosofi. Når man 

mødes som mennesker, der er optaget af livets sto- 

re spørgsmål, opdager man ofte, at man – reelle for- 

skelle ufortalt – har meget mere til fælles, end man 

umiddelbart troede. 

Den største opdagelse er måske, at både det 

andet menneske og jeg selv er i bevægelse, menne- 

sker på en eksistentiel eller religiøs vandring. Ikke 

nødvendigvis på vej samme sted hen, men på van- 

dring, ikke nødvendigvis med samme svar, men alli- 

gevel med fælles spørgsmål til livet. 

At være på vandring som menneske er altså en 

fælles udfordring, vi i folkekirken deler med de 

ny-spirituelle. Ofte har jeg og andre erfaret det at 

være fælles om at søge, men ikke sjældent har jeg 

haft den fornemmelse, at mange søgende i bund 

og grund er bange for at finde. Man har fundet sin 

personlige identitet og det livsbekræftende i det ‘at 

være søgende’, og derfor oplever man det som et 

problem at nå målet for sin søgen. “Tænk, hvis jeg 

nu fandt det, jeg søgte, så går mit liv i stå, så bliver 

jeg væk for mig selv.” Denne opfattelse er ikke sjæl- 

den at møde. 

Fordi folkekirken af mange betragtes som en 

stor, massiv, ubevægelig, bedrevidende masto- 

dont, ligger der en endnu større udfordring for os 

i at bære vidnesbyrd om, at det er muligt ikke blot 

at søge, men også at finde – vel at mærke uden at 

alt så går i stå. Eller sagt mere direkte: Hvordan får 

vi formidlet på en klar måde, at det at finde Jesus 

Kristus, det er på samme tid et kald til en vandring 

sammen med Kristus, en stor invitation til bevægel- 

se, til liv? Guds svar på menneskers søgen er ikke 

‘evig stilstand’ men ‘evigt liv’. Det er vel det bud- 

skab, vi gerne vil række til alle søgende. 

At have fundet 

Mange får røde knopper, hvis man giver udtryk for 

at have fundet det, man søgte – religiøst forstået. 

Men spørgsmålet er, om flere og flere ikke begynder 

at spørge efter et fast orienteringspunkt for deres 

livsvandring. Et liv i søgen uden det mål at finde 

fører meget let til religiøs mani og åndelig overop- 

hedning – og det er der ikke megen hvile i for trætte 

sjæle. 

hedens sofahjørne (eller kirkebænk) at pege et 

sted hen eller på Kristus og sige: “Gå og find!” Den 

øvelse har adskillige prøvet så mange gange: den 

ensomme vandring mod et fremmed mål, der, hvis 

man nåede frem, viste sig ikke at du. 

Jesus selv praktiserede en anden vejledning. Da 

nogle disciple af Johannes Døberen spurgte Jesus 

om konsekvenserne af i stedet at følge ham, var 

svaret: “Kom og se!” Og da jøden Nathanael spurgte 

Jesus-disciplen Filip, om Jesus nu duede til noget, 

var svaret igen: “Kom og se!” 

Stiftsudvalget om nye religiøse strømninger ser 

det som sin fornemmeste opgave i de kommende år 

at være med til at etablere mødesteder, hvor Guds 

folk på en god og oprigtig måde kan få sagt “Kom 

og se!” – i et sprog som bliver forstået og hørt af 

det søgende menneske. Kristne mennesker, der slår 

følge med andre søgende mennesker i bevægelse, 

skaber altid Emmaus-vandringer, hvor Jesus Kristus 

pludselig viser sig og åbner alles øjne, ører og hjer- 

ter – for igen at sætte dem i bevægelse. 


for arbejde blandt 

etniske minoriteter 

ved stiftspræst Dr.theol. Lissi Rasmussen 

Stiftsudvalget modtog den 23. august besøg af en 

studiegruppe under Det Lutherske Verdensforbund 

nesien og Danmark og fra USA, samt to fra Det 

Lutherske Verdensforbund. Fra Danmark deltager 

stud.mag. Fatih Alev og jeg. Danmark var det før- 

ste af tre case studier. Senere besøgte gruppen 

Indonesien, mens det sidste besøg i Nigeria vil finde 

sted i marts 2005. Studieforløbet afsluttes med en 

publikation, der vil indeholde studier og overvejel- 

ser fra de tre lande. 

Programmet her i Danmark bestod desuden af 

møder med bl.a. Forum for Folkekirke & Religions- 

møde, Det Mellemkirkelige Råd, Islamisk Trossam- 

fund, Muslimernes Landsorganisation, Institut 

for Menneskerettigheder og af samtaler med Per 

Dahlgaard (DF), Elisabeth Arnold (RV) og antropolog 

Peter Hervik. Desuden var gruppen både til fredags- 

bøn og til gudstjeneste sammen.

Generelt var gæsterne meget chokerede over den 

hårde tone, de oplevede i forhold til islam og mus- 

limer. Det blev undertiden for meget for den tid- 

ligere nigerianske ærkebiskop, David Windibiziri, 

som igen og igen undrende udbrød: ”Ja, men jeg 

troede, Danmark var et kristent land.” Det gjorde 

dog ikke noget synderligt indtryk på Dansk Folke- 

partis Per Dahlgaard. 

Der har i det forløbne år været afholdt en række dia- 

logkonferencer, hvor medlemmer af stiftsudvalget 

har spillet en central rolle og på forskellig måde har 

samarbejdet. 

Her skal nævnes det tredje dansk-norske, 

kristent-muslimske seminar på Lysebu (udenfor 

Oslo) med deltagelse af 54 nordmænd og danske- 

re, kristne og muslimer. Temaet var ”Identitet, til- 

hørighed og oprør blandt unge kristne og musli- arbejdsetik i forhold til kvindernes religiøse bag- 

et særligt jubilæumsbogmærke samt en artikel om 

102 103 

mer”. Ungdomsforskere, ungdomspolitikere, reprægrund, erfaringer fra et multietnisk folkekirkesogn, 

ved datalog Karsten Kynde 

Mary Jones, med hvem det hele tog sin begyndelse. 

sentanter for kristne og muslimske ungdomsfore- 

ninger og andre praktikere deltog. Det blev en 

bekræftelse af, at de unge er interesserede i dialog- 

arbejde og omgås hinanden på en helt naturlig 

måde. 

Harald Nielsen (Danmission) og jeg stod for for- 

beredelsen af en dansk-egyptisk dialog-konference, 

der fandt sted den 17.–19. august på Fredensborg 

Vandrerhjem, med det overordnede tema Demokrati 

og Sameksistens. I konferencen deltog 45 kristne 

og muslimer fra Danmark og Egypten, heraf flere 

udvalgsmedlemmer. 

Konferencen var en del af et stort Danida-støt- 

tet projekt for Interkulturel Dialog i Egypten, formid- 

let af Danmission. Projektet blev startet i november 

sidste år og løber i tre år. Den egyptiske organisa- 

tion Coptic Evangelical Organisation for Social Ser- 

Stiftsudvalget for arbejde blandt etniske minoriteter 

vices (CEOSS) står bag projektet, hvis formål er at 

få unge egyptere – muslimer og kristne – til at arbej- 

de sammen med at opstille mål for deres fælles liv 

i det egyptiske samfund, samt at støtte dem til at 

kunne realisere deres mål. 

Tværkulturelt Center arrangerede den 5. juli i 

samarbejde med Mødestedet på Vesterbro inspi- 

rationsdagen "Kvindeliv på tværs" om kirkens 

arbejde blandt nydanske kvinder. Målgruppen var 

ansatte og frivillige i kirker og kirkelige organisa- 

tioner, der har kontakt med kvinder fra etniske 

minoriteter – eller som overvejer at starte nye 

initiativer op. Inspirationsdagen satte fokus på 

de behov, som kvinder med etnisk minoritetsbag- 

grund i to indledende oplæg selv gav udtryk for, 

og inddrog erfaringer fra en engelsk undersøgelse. 

Efterfølgende oplæg omhandlede blandt andet 

bedre inddragelse af kvindernes egne ressourcer og 

netværk for – og “pleje” af frivillige. 

Også dette år har været præget af yderligere 

polarisering i den offentlige debat om ”udlændinge”, 

herunder især muslimer. Flere medlemmer af Dansk 

Folkeparti har sammenlignet islam med nazisme. 

Og der har i folketinget været en sand konkur- 

rence om, hvem der kan foreslå de mest vidtgående 

stramninger af udlændingeloven. Især har reglerne 

for familiesammenføring konstant været i fokus. 

Samtidig fornemmer man en stigende modstand 

mod denne højredrejning i befolkningen og et vok- 

sende ønske om at modvirke den ved bl.a. at indgå 

i et arbejde med etniske minoriteter. Også i folkekir- 

ken har udvalget konstateret en stigende interesse 

i sit arbejdsområde, hvilket bl.a. har givet konkret 

udtryk i en større villighed til at yde økonomisk 

støtte til de forskellige projekter, bl.a. Mødestedet 

på Vesterbro og Islamisk-Kristent Studiecenter. 

Der var også stor opbakning til Mødested Ama- 

ger, da man den 4. juni kunne indvie sine nye loka- 

ler i Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3. Det samme 

gjaldt fejringen af Mødestedets 20 års jubilæum 

på Vesterbro den 19. sept. Man må håbe, at denne 

opbakning vil fortsætte og få en positiv effekt på 

måden, hvorpå vi omgås hinanden her i landet. 


for Det Danske 

Bibelselskab 

Bibelselskabet arbejder i Danmark gennem 12 stifts- 

udvalg for at højne kendskabet til Bibelen i lokal- 

områderne. Hvert stiftsudvalg består af fem med- 

lemmer: to valgt af Bibelselskabets medlemmer, to 

valgt af biskoppen og et valgt af Frikirkerådet. Des- 

uden udgør stiftsudvalgene Bibelselskabets øver- 

ste myndighed, repræsentantskabet, sammen med 

bestyrelsen, repræsentanter fra kirkesamfund og fra 

de kirkelige organisationer. 

Stiftudvalgenes formål er at skabe interesse for 

Bibelen og fremme bibellæsning i hjem, kirker og 

menigheder. 

Arbejdet i stiftsudvalget har i år båret præg af, at 

selskabets generalsekretær gennem en halv snes 

år, Morten Aagaard, i foråret trak sig tilbage og 

overlod pladsen til Tine Lindhardt. Medlemmer og 

andre interesserede havde mulighed for at træffe 

den nye generalsekretær 29. oktober 2003. Stifts- 

udvalget var vært ved et arrangement på Diako- 

nissestiftelsen, hvor Tine Lindhardt holdt et inspi- 

rerende foredrag om bibelarbejdet. 5. oktober 

2004 blev der afholdt et stiftsmøde på Bornholm, 

ligeledes med Tine Lindhardt. 

Sidste år blev der i mange kirker afholdt bibelma- 

raton, en læsekreds hvor man gennem et år læste 

Bibelen fra ende til anden. Disse kredse fortsætter 

mange steder, men ellers er det nyeste tiltag bibel- 

vandringer: Det Danske Bibelselskab fejrer 200-året 

for oprettelse af verdens første bibelselskab og jubi- 

læet markeres med inspiration til bibelvandringer, 

Interesserede kan læse mere om dette eller om fore- 

dragskataloget på Bibelselskabets hjemmeside 

www.bibelselskabet.dk. Her findes i øvrigt også 

hele Bibelen i den nyeste oversættelse fra 1992. 

Det seneste repræsentantskabsmøde blev afholdt 

30. september 2004. Her præsenterede general- 

sekretæren sammen med økonomi- og administra- 

tionschef Flemming Emmering Bibelselskabets 

kommende strategiplaner: Udgivelsen af den nye 

Danske Salmebog (Bibelselskabet er også forlag for 

salmebogen) har foruden travlhed givet indtægter 

til Bibelselskabet, som imidlertid ikke kan forventes 

at fortsætte i 2005. I stedet satser man nu på at 

få lukket Bibelen op. Det sker dels ganske konkret 

ved at udsende små foldere under navnet “bibelop- 

lukkere”, dels ved indførelsen af en bibelsøndag

og ved stadig udgivelse af nye, tidssvarende bibel- 

udgaver. En ny paperback er netop udgivet i pink 

til konfirmander og i blå til voksne læsere. Begge er 

forsynet med nyttige faktasider til hjælp for både 

nye og mere erfarne læsere. 

På repræsentantskabsmødet blev også omtalt en 

meget uheldig mediesag, hvor Bibelseskabet blev 

hængt ud for uhæderlige indsamlingsmetoder. 

Bibelselskabet vil i fremtidige kampagner gøre end- 

nu tydeligere opmærksom på, at sådanne indsam- 

linger anvendes bredt til støtte for bibelprojekter i 

samarbejdende bibelselskaber og ikke udelukkende 

til de konkrete projekter, som måtte være omtalt i 

det udsendte materiale. 

Repræsentantskabsmødet blev også rammen om 

det første kampvalg til bestyrelsen i meget lang time tage eleverne med på en orientering om det, 

tilbudet, er det tanken, at projektet skal afprøves i Et besøg på Brackenhill Primary School var 

104 105 

tid. Stiftsudvalgsformændene fra hele landet havde de tre trossamfund er fælles om og det, der adskiller. 

2 år, hvorefter det evalueres. 

meget interessant og lærerigt for gruppen. Til trods 

opstillet og fik indvalgt pastor Niels Førgaard, med- 

lem af stiftsudvalget i Århus stift. Nyvalgt blev også 

Niels Ivar Brændgaard. To af bestyrelsens siddende 

medlemmer blev genvalgt. 


for mission 

ved stiftspræst Jonna Dalsgaard 

’Din tro, – min tro, – og hvad vi sammen tror’ er 

navnet på et pilotprojekt, der tilbydes til skoler og 

lærere på Nørrebro fra 1. oktober 2004 til 1. april 

2005. 

Projektet tilbyder skolen og lærerne at få besøg 

af et gæstelærerteam, der fortæller og samtaler 

om det, vi tror på – det vi er fælles om og det, der 

adskiller. 

Gæstelærerteamet, der består af en pædagogisk 

repræsentant fra hver af de tre trossamfund islam, 

jødedommen og kristendommen, vil i en dobbelt- 

Formålet er at opbygge et religiøst, etisk og 

moralsk grundlag for gensidig forståelse og respekt 

for hinanden. Da respekt ikke bygger på, at alle er 

eller skal være ens, men at vi kender til det, der 

betyder noget for andre, har projektet til hensigt at 

fremme respekten for religionens betydning for den 

enkeltes livsforståelse. 

Når eleverne møder repræsentanter fra deres 

egen religion, der kan tale om centrale emner, mås- 

ke være uenige, men samtidig samarbejde og res- 

pektere hinanden, vil det kunne have en positiv 

afsmittende virkning på eleverne og deres opfat- 

telse af anderledes troende. 

Besøgene tilbydes under temaer, der er afpasset 

efter elevernes alderstrin og hvor korte oplæg invi- 

terer eleverne til en samtale om temaet. 

3.–4. klassetrin tilbydes temaet: Mennesker og 

Gud med undertemaerne: Mennesket som skabt 

af Gud, menneskets enestående plads i universet? 

Menneskets særlige opgave i verden, menneskets 

ansvar og forpligtelse. 

5.–7. klassetrin tilbydes temaet: Vejen til para- 

dis med undertemaerne: Drømmen om Paradis, reli- 

gionernes budskab og Paradis, Guds vilje for verden 

og for mennesker, at leve som gode jøder, kristne 

og muslimer 

8.–10. klassetrin tilbydes temaet: Religiøs prak- 

sis med undertemaerne: Religiøs og kulturel praksis, 

den religiøse praksis' formål, bøn og gudstjeneste, 

religiøs praksis i hverdagen. 

Selvom vi ikke på nuværende tidspunkt ved, hvor- 

dan skolerne og lærerne på Nørrebro vil tage imod 

Det konkrete samarbejde mellem teammedlemmerne 

vil kunne skabe samarbejdsnetværk og kendskab mel- 

lem pædagogiske repræsentanter fra de forskellige 

trossamfund, som med tiden forhåbentlig kan blive et 

redskab for skolerne og lokalområdet som brobyggere 

og være med til at løse konflikter, hvis der opstår 

religiøse eller etniske spændinger i lokalområdet. 

Projektet Din tro, min tro og hvad vi sammen tror 

– er inspireret af arbejdet på Interfaith Education 

Centre i Bradford, som stiftspræsten, to medlemmer 

af stiftsudvalget og en lærer fra Hellig Kors skole, 

besøgte i marts 2004. Udover besøget hos Interfaith 

Education Centre, hvor vi fik informationer om hvor- 

dan centret var opstået, fungerede og blev finan- 

sieret, besøgte vi en sognepræst, hvis sogn havde 

undergået drastiske ændringer indenfor de sidste 

30 år. Til trods for at der var meget få medlemmer 

af kirken tilbage, havde præsten fortsat et meget 

engageret forhold til sognets og dets beboere, hvor- 

af et stort flertal havde en indisk/pakistansk bag- 

grund. Vi mødte biskoppens rådgiver vedrørende 

inter-religiøse spørgsmål Philip Lewis, som under- 

stregede vigtigheden af, at kirken i et samarbejde 

engagerer sig i de spørgsmål, der optager lokalsam- 

fundet, og på den måde arbejder med på “common 

citizinship”. Der tales altså hverken om assimilation 

eller integration, men om et fælles medborgerskab 

til gavn for alle. 

Gruppen oplevede også skolebørns besøg i 

Hanfia moskeen og i Bradfords reformerte syna- 

goge. Der var her tale om to meget forskellige pæda- 

gogiske tilgange til børnenes besøg. 

for forskelle mellem den danske og engelske kon- 

tekst fik vi vigtige informationer, som kan anvendes 

i København. 

På skolen havde man “devotion sessions”, hvor 

eleverne en gang om ugen blev opdelt i grupper i 

forhold til deres religiøse tilhørsforhold. Også de 

elever, som ikke havde noget særligt religiøst til- 

hørsforhold, blev samlet i en gruppe. “Devotion ses- 

sions” varede knapt en halv time, hvorefter eleverne 

igen blev samlet i deres klasser. I alle grupperne tog 

lærerne udgangspunkt i det samme emne men med 

eksempler/fortællinger fra deres egen tradition. 

Den vigtige erfaring fra disse lektioner var, at 

i modsætning til hvad nogen måske ville tro, så 

skabte de ikke splittelse og spændinger mellem ele- 

verne. Tværtimod skabte de rum for alles tradi- 

tioner, en følelse af respekt for hver enkelt elevs

identitet og dermed et større accept af og åbenhed 

overfor de andre elever. 

Det er arbejdsgruppens håb, at projektet Din tro, 

min tro og hvad vi sammen tror – hvor vi forsøger 

at anvende erfaringerne fra Bradford i en dansk kon- 

tekst – vil kunne udvikle sig til et lignende center 

for tvær-religiøs undervisning i København. 

En anden erfaring fra Bradford har vist, at det 

er af stor betydning at et sådant arbejde foregår 

fra “neutrale” steder, så alle er med på ligeværdige 

vilkår. 

Et sådant center vil kunne 

· undervise om religionerne, og skabe gensidig 

respekt for anderledes troende 

· tilbyde skolerne konfliktløsning 

· undervise lærere, så de er bedre rustede til et 

Kristendommen har ikke længere ene monopol 

Andreas Christensen satte i kurset ’Fik du sagt ikke mindst som en væsentlig medfortæller af bibel- 

106 107 

multi-religiøst undervisningsmiljø 

hos befolkningen på en tydning af livet og døden. 

det du ville’ fokus på prædikenen som en mundtlig historien. 

· medvirke positivt til fælles medborgerskab i 

lokalområder 

Udover inspiration fra England har stiftspræsten og 

medlemmer af stiftsudvalget også ladet sig inspi- 

rere af og deltaget i debatten om kirkens mulighed- 

er og opgaver på diverse konferencer og seminarer 

– herunder “Kirkens møde med den nye åndelige 

søgen” arrangeret af Folkekirke og Religionsmøde, 

konferencen om: “At præsentere og repræsentere 

kristendom i et pluralistisk samfund” arrangeret af 

Folkekirkens Mission og seminar om “spiritualitet 

og religionsmøde i Københavns stift” arrangeret af 

Areopagos i samarbejde med Københavns biskop. 

Dette seminar følges op i november med henblik på 

udvikling af konkrete tiltag i Københavns stift. 

Beretning fra 

Københavns 

Stiftscentral 

for undervisning 

ved stifts- og sognepræst Helene Dam 

Det gælder inden for hjemmets fire vægge. Det gæl- 

der på Christiansborg. Det gælder på arbejdsplad- 

sen. Det gælder selv for kirken. Det gælder om 

evnen til at kommunikere. 

Spørgsmålet for kirken bliver ikke mindre væsent- 

ligt af, at vi nok i højere og højere grad igen er på mis- 

sionsmarken, ikke mindst i en storby som København. 

Der er mange om buddet, og det er ikke nok at kir- 

ken siger til sig selv, at den kristne religion er det 

bedste, vi har, hvis vi ikke kan sige det, så andre for- 

står det. 

Højmessen 

Vi kan glæde os over, at mange kirker er i gang med 

nye og vigtige aktiviteter for at nå så mange som 

muligt. Aktiviteter der måske umiddelbart kan lyde 

mere indbydende end søndagens højmesse. Men 

hvis det bliver på bekostning af højmessen, får vi et 

alvorligt problem som kirke. Tager vi højmessen ud 

af kirken, tager vi hjertet ud af kirken. Og en krop 

uden hjerte duer ikke til meget. 

Tre af kurserne i 2004 på Københavns Stiftscen- 

tral koncentrerede sig om spørgsmål, der vedrører 

højmessen. 

Bent Flemming Nielsen talte om ’Ritual og kommuni- 

kation’ både i højmessen og i de kirkelige handling- 

er. Han påviste gennem antropologiske og social- 

videnskabelige ritualteorier, at kroppen har behov 

for gentagelser gennem rituel praksis. Hans pointe 

var, at ritualerne er nødvendige som en del af den 

protestantiske gudstjeneste. Det er værd at lægge 

mærke til, ikke mindst når udsagnet kommer fra en 

sober og gennemreflekteret protestantisk teolog. 

Hans Vium Mikkelsen belyste i kurset ’Lang- 

fredag og påskedag’ Karl Barth som en teolog, der 

stadig er særdeles vedkommende, ikke mindst som 

opstandelsesteolog. Han påpegede, hvor væsentligt 

det er, allerede Langfredag at kunne prædike frem til 

opstandelsen, så Langfredag ikke udelukkende bliv- 

er til en liturgisk gudstjeneste. Der skal prædikes på 

Langfredag. 

udtryksform og fortalte om, hvordan præsten kan 

prædike uden manuskript og få det hele med. 

Prædikenen behøver ikke miste sin teologiske 

stringens af det, måske tværtimod. 

Præsten i pressen 

Medierne fokuserer i stigende grad på kirken. Derfor 

havde Stiftscentralen bedt Henrik Grunnet fortælle 

om ’Præsten i pressen’. Kurset gav mulighed for at 

give deltagerne indblik i, hvordan de omgås medier- 

ne i videste forstand og viste, hvordan kontakt med 

journalister kan være en åbning udadtil i stedet for 

en forskansning indadtil. 

Han gennemgik pressemeddelelser, interviews 

både i den skrevne presse og i radio og på TV samt 

gav praktisk råd og vink om, hvordan vi bliver bed- 

re til at kommunikere i særdeleshed. 

Kirkerne bruger mange penge på arrangementer, 

der ofte er vedkommende for langt flere mennesker, 

end der møder op til dem. Derfor er det vigtigt at 

vide, hvordan en pressemeddelelse skal skrives, så 

arrangementerne kan nå ud til så stor en modtager- 

gruppe som muligt. 

At se og at tro. Om billedkunst og pædagogik 

Kirke og kunst er tæt forbundet med hinanden. I 

nogle tidsperioder mere end i andre. Måske er kunst- 

neren i dag igen ved at gå i dialog med kirken. 

Med Bodil Sohn og Eberhard Harbsmeiers oplæg 

om at se og at tro fik vi indblik i, hvordan kirken kan 

inddrage den bildende kunst både i undervisning og 

i gudstjeneste. 

Kurset indeholdt både teologiske, æstetiske 

og pædagogiske overvejelser over brug af kunsten 

Psykoterapi og sjælsorg 

Sjælesorg er også kommunikation. Måske er kommu- 

nikationen her modsatrettet, den begynder hos den 

der søger kirken. Alligevel er der forbavsende lidt 

bevidsthed hos befolkningen om præstens funktion 

som sjælesørger. Det er paradoksalt, fordi der måske 

mere end nogen sinde er brug for at kunne tale med 

et andet menneske i fuld fortrolighed, når problemer 

bliver for vanskelige til selv at bære rundt på. 

I nogle tilfælde ender det med alvorlige eksi- 

stentielle kriser, der for dem selv og omverden må 

kaldes for en depression. Hvornår er en depres- 

sion en uafklaret eksistentiel krise, og hvornår er 

den eksistentielle krise gået så meget i hårdknude, 

at den kræver psykologisk hjælp eller medicinsk 

behandling? Kunne depressionen være afhjul-

pet, hvis man på et tidligere tidspunkt havde fået 

mulighed for at tale den igennem med et andet 

menneske? 

Måske er grænserne mellem en alvorlig eksi- 

stentiel krise og en behandlingskrævende depres- 

sion hårfine og ikke et spørgsmål om et enten eller, 

men et både og. Således at medicinsk eller psyko- 

terapeutisk hjælp kan foregå sideløbende med et 

samtaleforløb hos en præst. 

At få svar på nogle af de spørgsmål og at gøre 

opmærksom på præstens funktion som sjælesørger 

var baggrunden for, at Udvalget for diakoni i sam- 

arbejde med Stiftscentralen og Sankt Pauls kirke 

tog initiativ til at invitere til fyraftensmøde om 

’Samtalens styrke’, et seminar om depression. Det 

fandt sted i Sankt Pauls kirke i Nyboder, hvor både 

psykiatrien og kirken var repræsenteret ved Jes 

Gerlack, Ulrich Vogel, Camilla Sløk og Jytte Hilden. en CD med en del af salmerne fra salmebogen samt 

Som overskrift over udvalgets arbejde det forløbne kommer til udtryk i handel med kvinder. 

108 109 

Forholdet mellem psykoterapi og sjælesorg blev en manual og en DVD til inspiration for de kirker og 

år, kan man sætte diakoniens åndelige dimension. 

fulgt op af en kursusdag på Stiftscentralen. 

Peter Elsass og Mikkel Wold orienterede om 

berøringsfladerne mellem psykoterapi og sjælesorg, 

deres indbyrdes forhold og teoretiske baggrund 

samt forskelle og ligheder sjælesorg og terapi imel- 

lem. 

Stiftscentralen håber at kunne fortsætte og 

uddybe temaet sjælesorg for de præster, der ønsker 

at arbejde med det, eventuelt gemmen arbejdsgrup- 

per ledet af Mikkel Wold og Peter Elsass. 

Retræte 

I 2004 afholdt Stiftscentralen en retræte på Sankt 

Lukas Stiftelsens Refugium på Smidstrup Strand. 

Retræten blev ledet af Theodor Jørgensen. Emnet 

var ’Stilhedens nødvendighed’. Theodor Jørgensen 

sagde: ’Stilheden kan vende nøden. Stilheden kan 

Beretning fra Københavns Stiftscentral for undervisning 

vende den nød, der opstår gennem ordenes pres. 

Det er en hjælp at lære stilheden at kende i stil- 

hedens fællesskab. Og forunderligt at opdage, i 

hvor høj en grad stilhed kan være kommunikativ.’ 

Temaet for retræten var det kristne livsløb i kir- 

keårets perspektiv. Vi håber ikke, at det bliver den 

sidste og eneste gang, at vi kan gennemførere en 

lignende retræte. Det er nok mere nødvendigt, end 

vi måske aner. 

Babysalmesang 

Babysalmesang er fortsat et hit ikke alene i Køben- 

havns stift, men breder sig også som ringe i hele 

landet. 

I slutningen af sidste år udkom ’Min første 

salmebog’ en udvidelse af Stiftscentralens pilotpro- 

jekt ’Mine første salmer’. Tillige er der udkommet 

mødregrupper, der vil arbejde med babysalmesang. 

Det er Vajsenhusets forlag, der står for alle udgivel- 

serne. 

En vægtig ballast for udviklingen af projektet er 

imidlertid stadig de musikpædagoger, der har spe- 

cialiseret sig i babysalmesang. Efterspørgslen er 

større, end vi har pædagoger til. 

En af grundene er, at musikpædagogerne er nødt 

til at have så godt som fuldtidsarbejde på forskel- 

lige musikskoler ved siden af for at indtjene en års- 

indtægt. 

En mulighed for at afhjælpe dette problem er, at 

stiftets provstier finder en løsning, der tilgodeser en 

lidt fastere ansættelsesform for nogle af musikpæ- 

dagogerne. Eventuelt i form af halvtidsansættelser. 

Således at en musikpædagog kan betjene flere kir- 

ker, om muligt også på tværs af provstigrænserne. 

Babyerne er vore potentielle kommende kirke- 

gængere, som nu oven i købet får sunget salmer ind 

med modermælken, så de, når tiden kommer, kan 

synge med og give højmessen den rette lyd. Derfor 

er det af stor betydning, allerede nu at tænke lang- 

sigtet og finde ud af, hvordan vi kan få tilknyttet 

musikpædagoger i et mere stabilt forhold til stiftes 

kirker. 


for diakoni 

ved pastor Hanne Storebjerg 

Vi har hele året igennem arbejdet med diakoni, litur- 

gi og ordets forkyndelse. 

Derfor har vi igen i år afholdt fire diakonigudstje- 

nester i Københavns Domkirke med fokus på fire 

marginaliserede grupper. I denne sammenhæng 

vil jeg fremhæve den første og den sidste guds- 

tjeneste. Den første handlede om ”Vore kriminelle”. 

Derfor havde jeg bedt nogle vaskeægte kriminelle 

om at medvirke. Fangekoret fra Vridsløse sang 

motet og underholdt bagefter ved kaffen i rotunden. 

Det lykkedes at få 6 af korets 9 medlemmer ud 

af fængslet, og de sang motet, så alle menigheds- 

medlemmer kunne høre hvert et ord, selv dem som 

aldrig kan høre noget. Kan man få større kompli- 

ment i den danske folkekirke? Klapsalverne brød 

da også spontant løs efter motetten. Fangernes 

familie og venner var mødt talstærkt op, og helt 

bevæget blev jeg, da jeg vendte mig om fra alteret 

og så dem alle knæle ved alterskranken. Den dag 

blev folkekirken større både på den ene og den 

anden led og ikke mindst i dybden. Den sidste guds- 

tjeneste drejede sig om døve som en sproglig min- 

dretalsgruppe. Hele døvemenigheden var mødt op, 

så mange at ikke alle kunne være i rotunden til kaffe 

bagefter men var nødt til at gå igen. Den dag skulle 

englen absolut ikke flyttes, for der sad to tolke op 

ad den og oversatte prædikenen. Det var en beta- 

gende smuk oplevelse, og mine børn er optaget af, 

hvordan de døve kan kommunikere med hinanden 

midt under prædikenen. 

De to andre diakonigudstjenester var også beta- 

gende i deres egen særegenhed. De handlede om 

henholdsvis de fremmede og om slaveri, som det 

I den diakonale verden bliver livets svære sider 

synlige i en sådan grad, at vi tvinges ind på livet 

af hinanden. Dette møde kan være svært. Flere af 

os har arbejdsskader af forskellig slags, og spørgs- 

målet melder sig hele tiden: Hvordan kan vi lære at 

leve med den lidelse, vi møder? 

Desmond Tutu fortæller i sin sidste bog om 

en nonne, som anvender nyttige metaforer for at 

beskrive, hvordan Jesus var i stand til at klare den 

smerte og kval, han mødte i sit præsteembede. 

Hun sagde, at Jesus påtog sig lidelserne ligesom 

en opvaskemaskine og ikke som en støvsuger. En 

støvsuger suger al snavset op og efterlader det i 

posen, mens en opvaskemaskine renser alt skidtet 

af for derefter straks at sende det ud gennem aflø- 

bet. Ligesom en opvaskemaskine absorberede Jesus 

alt det, der kom til ham, for derefter at give det

videre til Faderen. Vi kan også bringe de lidelser, vi 

bliver vidne til, videre til Gud under vores forsøg på 

at ’vaske’ dem af i stedet for at ’suge dem op’ som 

en støvsuger og gemme dem, indtil vores hjerter er 

fulde og nødt til at lukke af. 

Spørgsmålet er: Hvordan får vi skyllet lidelserne 

af, uden at vi bliver overfladiske og uden at aflø- 

bet stopper til? I udvalget er vi nået frem til, at det 

vil være en god ide at lave en andagtsbog til brug 

i sognekirken, institutionerne og organisationerne. 

Vi satser så bredt, fordi vi ved, at dem, vi kalder 

’brugerne’, er mindst ligeså kloge som os andre. 

Bogen skal have den specielle egenskab, at den 

udtrykker sig diakonalt. Vi har bedt forfatterne, 

som alle er præster, der arbejder med sjælesorg og 

diakoni til daglig, om at belyse forskellige eksisten- 

tielle temaer. Vi har bedt om, at de vil se temaerne Helle Krogh Madsen 

oprettelsen af organiseret skole-kirke-samarbejde har turneret rundt i landet. Her i efteråret 2004 har 

110 111 

udefra – som udenforstående – uden at temaerne 

netværket som bidrag til den første Religionernes 

derved mister deres kristne indhold. 

Andagtsbogen hedder ”Lad livet leve”, og den 

blev præsenteret på herberget Lærkehøj på Frede- 

riksberg 23. august ved en meget festlig præsen- 

tation, hvor fangekoret også medvirkede. Koret er 

nu ved at indspille en CD. Hvor er jeg stolt af de 

’møgunger’! 

Udvalget er nu begyndt på de første forberedelser 

til udarbejdelsen af en diakonal bønnebog. Det 

kommer til at tage tid. Det bliver svært. Men arbej- 

det skal gøres. For bøn kan forandre verden. 

Udvalget har udviklet sig ikke bare til et godt 

arbejdsfællesskab, men også til et godt socialt 

fællesskab – en slags netværksgruppe kan man 

sige. Den udvikling er nok også kommet af, at de 

fleste af medlemmerne har deltaget i vores studie- 

ture, hvor vi har fået mange gode oplevelser fælles. 

Flere medlemmer har givet udtryk for, at de i udval- 

get har fundet støtte og hjælp i trange tider. Det er 

jeg meget glad for. 

Folkekirkens 

Skoletjeneste 

København – 

Frederiksberg 

ved leder af Folkekirkens Skoletjeneste, 

Fornyet fokus på forholdet 

mellem skole og kirke 

Da Folkekirkens Skoletjeneste i København og på 

Frederiksberg i 1992 så dagens lys, var der på ny 

ved at komme grøde i forholdet mellem skole og 

kirke. Ungdomsbyens Kirke i Rødovre og andre 

havde arbejdet med temaet i nogle år, og samtidigt 

med skoletjenesten i København og på Frederiksberg 

begyndte lignende initiativer at dukke op andre 

steder i landet. I løbet af 1990'erne voksede antallet, 

så der nu er 16–17 folkekirkelige skoletjenester og 

skole-kirke-samarbejder og adskillige flere er på vej. 

Man vil kunne få et overblik over disse ved at gå ind 

på den fælles hjemmeside www.skolekirke.dk. 

De fleste af disse er baseret på, at sognene i et eller 

flere provstier – i nogle tilfælde i næsten et helt stift 

– går sammen om at skaffe midler til materialer og 

arbejdskraft. På den måde kan der laves undervis- 

ningstilbud som mere end nogle få lokale skoler kan 

få glæde af. Tanken bag oprettelsen af folkekirkelige 

skoletjenester eller andre former for organiseret 

skole-kirke-samarbejde er imidlertid ikke at erstatte 

det eksisterende samarbejde mellem lokale skoler 

og kirker men at supplere dette, hvor det findes og 

at hjælpe det i gang, hvor det af den ene eller den 

anden grund ikke findes eller er gået i stå. 

Der er ikke noget, der kan overgå et lokalt samarbej- 

de, hvor engagerede kræfter fra skole og kirke finder 

sammen og udvikler og gennemfører fælles projek- 

ter. Men af mange grunde sker det ikke så ofte – eller 

der kunne i al fald være fordele for begge parter i at 

noget lignende skete oftere. Og det er formålet med 

Forskellighed og netværk 

Som det er karakteristisk for folkekirken er der 

ingen ensrettethed i navne, opbygning m.v. af de 

enkelte skole-kirke-initiativer. Der er næsten lige så 

mange navne, som der er initiativer, blandt andet 

fordi navnene afspejler initiativernes forskellige til- 

blivelseshistorier. I København – Frederiksberg har 

vi fra begyndelsen valgt betegnelsen skoletjeneste, 

fordi det er et begreb, lærere kender, og derfor 

sender det et klart signal om, hvad der er tale om. 

Nemlig et undervisningstilbud fra en institution – i 

dette tilfælde folkekirken – der er relevant i forhold 

til det, læreren skal undervise i og i forhold til sko- 

lens mål i det hele taget. 

Men uanset om man kalder sig skoletjeneste, skole- 

kirke-samarbejde, skole-kirke-tjeneste eller noget 

helt fjerde, og uanset om man dækker landsogne, 

bysogne eller begge dele eller befinder sig i Ribe, 

Randers eller Rosenholm, er vilkårene for skole- 

kirke-samarbejdet så ens, at det giver god mening 

at udnytte stordrifts-fordelen også på landsplan. 

Det har i al fald vist sig at være tilfældet. Med Teolo- 

gisk Pædagogisk Center i Løgumkloster som aktiv 

medspiller og bindeled har de folkekirkelige sko- 

letjenester og skole-kirke-samarbejder igennem 

de senere år udviklet sig til et netværk, der kan 

omsætte og videreudvikle de ideer og erfaringer, 

der gøres lokalt til landsdækkende initiativer. 

Det skete første gang i 2002, hvor elever fra 29 

skoler spredt ud over landet, bidrog til fremstilling 

af et 21 meter langt bibelsk billedtæppe, der siden 

Dag i folkeskolen stået for gennemførelsen af et 

projekt om fordomme i forholdet mellem islam 

og kristendom. Der ligger et stort udviklingsarbej- 

de bag materialet om det spændingsfyldte men 

særdeles aktuelle emne, så det er meget glædeligt, 

at der foreløbigt er blevet rekvireret 850 eksempla- 

rer af materialet, og at mange tusinde elever der- 

for har arbejdet med emnet i løbet af september 

måned. Resultatet af dette arbejde vil i form af en 

række digte om fordomme kunne ses på den fælles 

hjemmeside fra midt i oktober. Samtidigt er netvær- 

ket begyndt at arbejde på et skole-kirke-projekt 

i tilknytning til den landsdækkende festival Den 

gode historie i efteråret 2005. I anledning af H. C. 

Andersen-året vil det sætte fokus på fælles træk i 

lignelser og eventyr.

Vilkår for samtalen 

Ligesom der er stor forskellighed strukturmæs- 

sigt og kirkeligt indenfor skole-kirke-landsnetvær- 

ket, er sognene, der bærer skoletjenestearbejdet 

i København og på Frederiksberg vidt forskellige 

både kirkeligt og teologisk. Men også her går det 

gode møde mellem skole og kirke – elever og præst/ 

organist etc. – på tværs af kirkelige og teologiske 

forskelle, og står og falder altid med, om parterne 

tager hinanden og sagen alvorligt. Hvis klassen eller 

præsten møder uforberedte op eller en af parterne 

har en helt anden dagsorden, ikke formår at lytte 

eller hvad der nu kan ske, når mennesker mødes, 

så bliver mødet naturligvis ikke optimalt. Det sker 

heldigvis ikke så tit, og fra skoletjenestens side for- 

søger vi hele tiden at forbedre kommunikationen 

imellem de involverede, da det næsten altid er den, 

der svigter, når sådan noget sker. 

bidrag fra 62 sogne i København og Frederiksberg 

cessen i gang. Den består i at folkekirken.dk og de 

112 113 

Kommune suppleret med centrale lønmidler til den 

mange andre hjemmesider flyttes til en ny server 

Tilbage står dog, at det er en stadig øvelse for os 

som kirke at blive bedre til dels at lytte til det, der 

bliver spurgt om, dels at svare kort og klart på det 

og sådan, at man kan forstå, hvorfor sagen er vigtig 

for os. Fordi det først og fremmest er det, kirken 

kan tilbyde skolen: et møde med kristendom som 

levende størrelse, der betyder noget for nogen. 

Kristendommen kommer af mange grunde let til 

at fremstå meget utydelig overfor omverdenen. 

Her kan skole-kirke-samarbejdet være et af mange 

steder, hvor de håndfaste udtryk, kirken faktisk har, 

kommer i spil, tydes og tydeliggøres. Som det sker, 

når bibelhistorier, kirkerum, kunst, symboler, sal- 

mer m.v. forbindes med livet anno 2004 igennem et 

skole-kirke-samarbejde. 

Folkekirkens Skoletjeneste København – Frederiksberg 

Mange forskellige temaer 

Nogle af de temaer, som den kristne tro og tradi- 

tion er blevet belyst igennem i indeværende år, er 

foruden det nævnte om fordomme f.eks. klokker og 

helligånd - krig og kristendom belyst ud fra Absalon 

– påske belyst dels ud fra den jødiske påske og 

begrebet måltid, dels ud fra filmen The Passion 

– bibelske temaer belyst ud fra filmene Chihiro og 

heksene og Ringenes Herre 2 – kvindelist i Bibelen 

– mad, spiseregler og identitet – ikoner – de syv 

dødssynder – samt salmer; dels i forbindelse med 

det årlige salmeprojekt, dels i et forløb for de æld- 

ste klasser, hvor eleverne digter om kap med Kingo, 

Brorson og Grundtvig. 

Økonomi og struktur 

Arbejdet er i det forløbne år blevet finansieret af 

teologiske medarbejder. De ansatte er fortsat John 

Rydahl og Helle Krogh Madsen, begge 75 % samt 

på timebasis cand. teol. Lise Djernes Østergaard og 

Randi Fussing. Sekretariatet har fortsat til huse på 

Pædagogisk Center på Frederiksberg. 

For yderligere oplysninger henvises til www. 

folkekirken.dk/org/skoletjeneste. 

Desuden vil man på skoletjenestens elevhen- 

vendte hjemmeside undervisning.folkekirken. 

dk – kunne få et indtryk af denne side ved skole- 

tjenestens arbejde. Endelig er interesserede nye (og 

gamle) medlemmer af menighedsrådene velkomne 

til at kontakte os og få tilsendt det seneste eksem- 

plar af det nyhedsbrev, der hvert forår udsendes til 

samtlige menighedsrådsmedlemmer. 

Tlf. 38 86 16 70. E-mail: fskf@folkekirken.dk 

Folkekirkens 

internetudvalg 

(www.folkekirken.dk) 

ved sognepræst, webpastor Gunnar Bach Pedersen 

I 2004 har biskopperne besluttet at indgå en aftale 

om samarbejde mellem stiftsøvrigheder med hen- 

blik på den fremtidige drift af folkekirken.dk. Indtil 

1. dec. 2004 kører vi efter den gamle ordning, hvor 

Københavns stift har stillet en tredjedel af min 

arbejdskraft til rådighed, og hvor de nødvendige 

økonomiske midler er skaffet ved brugerbetaling fra 

en lang række sogne. 

I øjeblikket er den første del af omstillingspro- 

hos et firma, idet omlægningen også betyder ned- 

læggelse af folkekirken.dk’s kontor og maskinpark, 

som hidtil har været i forbindelse med budget-kon- 

toret på Dantes Plads. 

I første omgang vil brugerne af folkekirken.dk 

ikke se de store forandringer. For i første del af om- 

stillingsprocessen flyttes alt i samme form over på 

de nye servere. Først når bestyrelsen for det nye 

samarbejde har lagt retningslinjerne for folkekirken. 

dk’s struktur og indhold fremover, vil der begynde 

at ske de store ændringer. 

Der bliver en mellemtid, indtil den nye struktur 

fuldt kan overtage ansvaret. I den periode er det 

blevet bestemt, at Folkekirkens Infocenter i Køben- 

havn skal stå for folkekirken.dk. 

For mig personligt er det lidt vemodigt at skulle 

ophøre med folkekirken.dk, men det er godt, at 

der nu langt om længe er ved at komme en nyord- 

ning. Det er jo noget, som har været på tale i flere 

år, og derfor har tanker om den helt store ombyg- 

ning og nyordning af folkekirken.dk været udsat til, 

at vi kendte de fremtidige ønsker. Og da det trak 

længere ud, er behovet blevet så meget større. Men 

nu skulle der så være muligheder. 

Som Københavns stifts repræsentant i stifts- 

samarbejdet om folkekirken.dk er udpeget provst 

Erik Balslev-Clausen.

Landemodeberetning 

1/10 2003–30/9 2004 

Oprettede embeder 

· Sognepræst ved Jesuskirken og Frederiksberg 

Slotskirke. 

· Sognepræst ved Allehelgen Kirke og Sundkirken 

m forpligtelse som kirkebogsfører og begravel 

sesmyndighed. 

Nedlagte embeder 

· Sognepræst ved Allehelgen kirke med forplig- 

telse som kirkebogsfører og begravelsesmyndig- 

hed. 

· Sognepræst ved Sundkirken med forpligtelse 

som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed. 

1. Ordinationer. 

Michael Krogstrup Nissen, Nathanael kirke 

Erik Nissen Damm, Garnisons kirke 

114 115 

Ordinationer – ordinander 

2. Førstegangs-ansatte og forflyttede fra embeder 

· 17/6 2004 

Der har i det forløbne år været afholdt 3 ordination- 

er med i alt 9 ordinander. 

Ledige embeder/ansøgertal 

I landemodeåret har der i Københavns Stift været 

opslået i alt 10 præstestillinger med i alt 450 ansøg- 

ninger – et gennemsnit på 45 ansøgere pr. opslag. 

Kastrup kirke, sognepræst, kst 31 

Sjælør kirke, sognepræst, kbf 36 

Husumvold, sognepræst 45 

Hans Tausens kirke, sognepræst, kbf 80 

Nathanael kirke, sognepræst, kbf 59 

Sankt Thomas kirke, sognepræst, kbf. kst 54 

Margrethe kirke, sognepræst, kbf. kst 45 

Esajas kirke, hjælpepræst 50% 40 

Hans Egede kirke og Taksigelseskirken, 

sognepræst. kst 39 

Nathanael kirke, sognepræst. med forpligtelse til at 

betjene flygtninge og indvandrere 21 

Kirkejubilæer 

· Grøndalskirken 75 år 30. november 2003 

· Østervold sogn 100 år 7. december 2003 

· Nazareth kirke 100 år 9. maj 2004 

· Vor Frue kirke 175 år 30. maj 2004 

Præster: 

Tilgang – afgang 

1/10 2003–30/9 2004 

i andre stifter. 

3. Embedsskift inden for stiftet. 

4. Forflyttelser til embeder i andre stifter. 

5. Afskedigelser. 

6. Døde. 

1. Ordinationer 

· 26/11-2003: Jesper Oehlenschläger, Lars Obel 

og Lotte Mørk Pedersen. 

· 4/4-2004: Nicolaj Hørlyck og Mads Davidsen 

· 24/6-2004: Ane Bisgaard LaBranche, Henrik 

Lindberg Hansen, Lise-Lotte Pedersen og Heiner 

Lützen Ank. 

2. Førstegangs-ansatte og forflyttede 

fra embeder i andre stifter 

· 1/10 2003 

Per Kofoed Munch, Nyker pastorat 

· 1/11 2003 

Jesper Oehlenschläger, Solvang kirke med særlig 

forpligtelse til at betjene flygtninge og indvan- 

drere på Amager 


Mogens Bennedsgaard Hagen, Sjælør kirke 


Mads Davidsen, Husumvold kirke 


Ghita Olsen, Hans Tausens kirke 


Ane Bisgaard LaBranche, Hyltebjerg kirke 


3. Embedsskift inden for stiftet 


Knud Vad, Frederiksberg Slotskirke 

og Jesuskirken 

4. Forflyttelser til embeder i andre stifter 


Christine Gjerris, Hellerup kirke 

5. Afskedigelser 

· 31/12 2003 

Heike Friis, Sjælør kirke 


Jeff Deuleran, Husumvold kirke 


Bjarne Fabritius Petersen, Hans Tausens kirke 


Nina Tange, Esajas kirke 


Margit Flodin, Hyltebjerg kirke 

6. Døde 

· 29/11 2003 

Svend Ryø Petersen, Anna kirke 


Preben Aalholt, Vor Frelsers kirke 


Niels Munk Plum, Bispebjerg sogn 


Arne Johannes Schmidt, Lutherkirken 


Kay Hansen, Ansgar kirke 


Knud Svejstrup Nissen, Kristkirken 


Erik Søndergaard, Skt. Markus kirke

Navne og adresser 

Biskop Erik Norman Svendsen 

Nørregade 11, 1165 København K, 33 47 65 00 

Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen 

Hejrevej 43, 2400 København NV., 38 17 06 00 

Københavns stiftsadministration, 

Nørregade 11, 1165 København K 

Tlf.: 33 47 65 00 

Telefax 33 14 39 69 

Email: kmkbh@km.dk 

Giro nr. 5 91 00 05 

· Stiftskontorchef, amanuensis, 

cand.jur. Jørgen Christiansen lokal 504 

· Stiftsfuldmægtig, cand.jur. Anne Margrethe 

· Provst Peter Holm 

· Formand, provst Ejgil Bank Olesen 

· Tom Steinov, Hf. Kalvebod 93, 2450 København SV 

116 117 

Andersen lokal 515 

C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg, 38 87 24 27 

Holmens kirke, Holmens Kanal, 

· Henriette Holst, Rundholmen 33, 2720 Vanløse 

· Stiftsfuldmægtig, cand. jur. Malene Sejr Jensen 

lokal 519 

· Stiftskasserer Frank Menzel lokal 528 

· Sognepræst Jesper Stange lokal 531 

· Kontorfuldmægtig Anne-Marie Hansen lokal 503 

· Overassistent Sysette Rosengreen lokal 522 

· Overassistent Bende Kragh lokal 508 

· Kontorfuldmægtig Joan Brodersen Rudnick 

lokal 517 

· Kontorfuldmægtig/bogholder Morten Palsbro 

lokal 526 

· Overassistent Gitte Ousted lokal 534 

· Kontorfuldmægtig Anne Juhl lokal 536 

Københavns kirkelige budgetkontor 

Dantes Plads 1, 3.th. 1556 København V, 

33 13 38 50 

Budgetprovst Sten Wenzel-Petersen 

Provstisekretær Mogens Østergaard Jensen 

Provster: 

· Domprovst Anders Gadegaard 

Fiolstræde 8, 1171 København K, 33 14 74 32 

· Provst Ejgil Bank Olesen, Holmens kirke 

Holmens Kanal, 1060 København K, 33 11 37 40 

· Provst Erik Balslev-Clausen 

A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø 

35 26 44 28 

· Provst Gert Blak Mogensen 

Nørrebrogade 106, 3. th., 2200 København N 

35 36 12 68 

· Provst Sten Wenzel-Petersen 

Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V 

33 21 83 19 

· Provst Gotfred Larsen 

Søborgstræde 11, 3700 Rønne 56 95 31 95 

· Provst Knud Henning Hansen 

Gudhjemvej 28, 3760 Gudhjem, 56 49 80 92 

· Provst Karsten Arboe Woll 

Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj, 38 28 00 43 

· Provst Finn Vejlgaard Pedersen 

Guldagervej 5, 2720 Vanløse, 38 71 61 32 

· Provst Leo Kamstrup Olesen 

Frankrigsgade 1, 2300 København S, 32 58 57 85 

· Provst Palle Thordal 

Saltværksvej 39, 2770 Kastrup, 32 50 55 82 

· Hærprovst Ole Brehm Jensen 

Kastellet 16, 2100 København Ø, 33 15 13 06 

· Flyverprovst Vilhelm E. Værge 

Vinderupvej 25, Ejsing, 7830 Vinderup 

97 44 60 07 

Provstiudvalgene: 

Vor Frue provsti: 

· Formand, domprovst Anders Gadegaard 

Fiolstræde 8, 1171 København K 

· Finn Hemmingsen 

Hauser Plads 14, 4., 1127 København K 

· Marianne Møller 

Nørre Farimagsgade 53, 4.th., 1364 København K 

· Karsten Fledelius 

Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø 

· Knud Jensen 

Falkevej 19, 4671 Strøby 

· Dorete Damgaard Hansen 

Østerbrogade 78, 3.th., 2100 København Ø 

Holmens provsti: 

1060 København K 

· Ellen Anette Asmussen 

Dantes Plads 3, st.tv., 1556 København V 

· Jørgen Ougård, Følfodvej 200, 2300 København S 

· Harry Kvarnstrøm 


· Elisabeth Høyer 

Kronprinsessegade 39, st.th., 1306 København K 

Østerbro provsti: 

· Formand, provst Erik Balslev-Clausen 

A. F. Kriegersvej 5 E, 2100 København Ø 

· Steen Nielsen 

Vognmandsmarken 17, 3.th., 2100 København Ø 

· Ruth Jensen, Ehlersvej 2 E, 1,th., 2900 Hellerup 

· Ole E. Pagels 

Lille Strandvej 18 H, 1.tv., 2900 Hellerup 

Nørrebro provsti: 

· Formand Svend Hovard 

Laurids Skaus Gade 15, 2. th., 2200 København N 

· Provst Gert Blak Mogensen 

Nørrebrogade 106, 3.th., 2200 København N 

· Flemming Schlichtkrull 

Rebekkavej 13, 2.th., 2900 Hellerup 

· Ingebritt van der Poel 

Hundige Centervej 9, 2670 Greve 

· Max H. Jeppesen 

Udbygade 10, 3.tv., 2200 København N 

Vesterbro provsti: 

· Formand, Michael Hyttel 

Vesterfælledvej 61, 1. th., 1750 København V 

· Provst Sten Wenzel-Petersen 

Vesterbrogade 54, 1., 1620 København V 

· Ole Reng 

Flensborggade 17, 1.tv., 1669 København V 

Frederiksberg provsti: 

· Formand, provst Peter Holm 

C. F. Richsvej 9, 2000 Frederiksberg 

· Lillian Schmidt Rasmussen 

Dr. Priemes Vej 7, st. th., 1854 Frederiksberg C 

· Leif Bjørn Sørensen 

Glahns Alle 33, 2. tv., 2000 Frederiksberg 

· Allan Mandrup 

Nyelandsvej 54, st.tv., 2000 Frederiksberg 

· Kaare Skafte-Pedersen 

Vagtelvej 59, 2. th., 2000 Frederiksberg 

· Lise Skaarup Mortensen 

Præstebakken 59, 2830 Virum

Bornholms vestre provsti: 

· Formand, Jens Georg Hansen 

Rønnevej 105, Nylars, 3720 Aakirkeby 

· Provst Gotfred Larsen 

Søborgstræde 11, 3700 Rønne 

· Erik Vibert, Rønnevej 31, 3770 Allinge 

· J. Eske Holm, Kirkebyen 16, Rutsker, 3790 Hasle 

· Aksel Olsen, Østerled 6, 3700 Rønne 

Bornholms østre provsti: 

· Formand, Jens Otto Dam-Larsen 

Sdr. Landevej 31, 3730 Nexø 

· Provst Knud Henning Hansen 

Gudhjemvej 28, 3760 Gudhjem 

· Fini A. Jørgensen, Byleddet 8, 3730 Nexø 

· Bente Paulsen Melsted Langgade 32, 3760 Gudhjem 

· Steffen Poulsen 

Dr. Glavens Vej 46, 3720 Aakirkeby 

Grønnemose Allé 89, 2860 Søborg 

Tom Allan Hansen 

118 119 

Amagerland provsti: 

Astridsvej 9, 2770 Kastrup, Tlf.: 32 51 05 06 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

· Formand, provst Karsten Arboe Woll 

Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj 

· Tage Sørensen, Enigheds Alle 10, 2700 Brønshøj 

· Tove Høegh, Ved Bellahøj 3 B, 7.tv., 2700 Brønshøj 

· John Christensen 

Vesterbrogade 196, 5., 1800 Frederiksberg C 

· Mette Kvist Poulsen 

Kronprinssegade 60 A, 1. tv., 1306 København K 

Valby-Vanløse provsti: 

· Formand, provst Finn Vejlgaard Pedersen 

Guldagervej 5, 2720 Vanløse 

· Erik Nielsen, Perlevej 34, 2650 Hvidovre 

· Torben Larsen, Birkagervej 12, 2720 Vanløse 

· Ole Nielsen, Frugthaven 33, st.th., 2500 Valby 

· Marie Burlund, Tjørnevej 3 D, 3480 Fredensborg 

Navne og adresser Navne og adresser 

Amagerbro provsti: 

· Formand, Michael Riis 

Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S 

· Provst Leo Kamstrup Olesen 

Frankrigsgade 1, 2300 København S 

· Rolf Kallesøe, Gyldenlakvej 20, 2300 København S 

· Jens William Grav 

Kastrupvej 80, 3. th., 2300 København S 

· Erling Støhrmann-Brun 

Killerupvej 10, 2770 Kastrup 

· Anne Margrethe Laustsen 

Kastrupvej 85, 2. th., 2300 København S 

· Henrik Stevnsborg 

Overgaden Neden Vandet 5 A, st. th. 

1414 København K 

· Henrik Lund Lindbo 

Glumsøvej 15, st. mf., 2700 Brønshøj 

· Formand, provst Palle Thordal 

Saltværksvej 39, 2770 Kastrup 

· Jens Kristian Pedersen 

Sundbyvestervej 38, 2300 København S 

· Poul Anders Lyngberg-Larsen 

Priorvej 6, 3. th., 2000 Frederiksberg 

· Kurt von der Ahé 

Skottegården 67, 1.tv., 2770 Kastrup 

· Bredo S. Nielsen, Schoutgården 6, 2791 Dragør 

Stiftsøkonomiudvalgets 

medlemmer: 

Vor Frue provsti: 

Karsten Fledelius 

Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø 

Tlf.: 35 26 97 49 

Holmens provsti: 

Tom Peter Benda 

Herluf Trolles Gade 24, 4.th., 1052 København K 

Østerbro provsti: 

Kim Allan Hansen 

Nørrebro provsti: 

Cai Svendsen 

Hvedemarken 19, 2860 Søborg, Tlf.: 39 67 34 37 

Vesterbro provsti: 

Ole Reng 

Flensborggade 17, 1.tv., 1669 København V. 

Frederiksberg provsti: 

Inge Lise Pedersen 

Frihedsvej 1, 2000 Frederiksberg, Tlf.: 38 86 39 73 

Bornholms vestre provsti: 

J. Eske Holm 

Kirkebyen 16, Rutsker, 3790 Hasle 

Tlf.: 56 96 90 90 

Bornholms østre provsti: 

Fini Adelin Jørgensen 

Byleddet 8, 3730 Nexø, Tlf.: 56 49 38 97 

Bispebjerg-Brønshøj provsti: 

Helle Petersen 

Kabbelejevej 50, 2700 Brønshøj, Tlf.: 38 60 60 63 

Valby-Vanløse provsti: 

Marie Burlund 

Tjørnevej 3 D, 3480 Fredensborg 

Amagerbro provsti: 

Arne Mikkelsen 

Svinget 12, 3.th. , 2300 København S 

Amagerland provsti: 

Folkekirkens 

Skoletjeneste 

København - 

Frederiksberg: 

Pastor Helle Krogh Madsen 

Pædagogisk Center, Lollandsvej 40 A, 

2000 Frederiksberg. 

Tlf.: 38 86 16 70 (kl. 10-12)

Kgl. 

Bygningsinspektører: 

Kgl. bygningsinspektør 

arkitekt m.a.a. Peter Holsøe, 

Arkitektfirmaet Hvidt & Mølgaard A/S 

Nygårdsvej 5 

2100 København Ø 

Tlf. 33 14 80 40 

fax: 33 93 81 40 

e-mail hm@hm-ark.dk 

Område: Frederiksberg kommune (Frederiksberg 

provsti) samt Københavns kommune bortset fra 

de til kgl. bygningsinspektør, arkitekt m.a.a. Johan 

Fogh henlagte kirker, jfr. nedenfor. 


2800 Kgs. Lyngby 

Klokkekonsulent: 

120 121 

arkitekt m.a.a. Johan Fogh, 

Tlf.: 45 88 42 24 

Organist Erik Kure 

Kirkegårdskonsulent: 

Arkitektfirmaet Fogh & Følner A/S 

Nymølle, Kulsviervej 150 

2800 Lyngby. 

Tlf.; 45 93 40 20 

fax: 45 93 40 10. 

Område: Bornholms Regionskommune, Dragør og 

Tårnby kommuner, der udgør en del af Amagerland 

provsti samt i Københavns kommune: den reste- 

rende del af Amagerland provsti, Amagerbro 

provsti, undtagen Christians og Vor Frelsers kirke, 

samt følgende kirker: Brønshøj kirke, Vanløse kirke, 

Hyltebjerg kirke, Utterslev kirke, Grøndals kirke, 

Adventskirken, Ansgarkirken, Bellahøj kirke, Ting- 

bjerg kirke, Husum kirke og Husumvold kirke. 



arkitekt m.a.a. Jens Fredslund, 

Erik Møllers Tegnestue A/S 

Indiavej 1, Sdr. Frihavn 

2100 København Ø 

Tlf.: 35 43 96 90 

fax 35 43 97 90 

Område: Christians kirke og Vor Frelsers kirke. 

Bygningskonsulenter: 

For præstegårde i København, Frederiksberg, 

Dragør og Tårnby kommuner: 

Arkitekt m.a.a. Christian Gerlach 

Fuglevadsvej 77 

i dagtimerne 82 32 25 74 

e-mail: cg@sbsby.dk 

For præstegårde i Bornholms 

Regionskommune: 

Arkitekt m.a.a. Jørn Appel 

Dampmøllegade 14 

3700 Rønne. 

Tlf.: 56 95 58 44 

fax: 56 95 58 44 

Præstegårdskonsulent: 

For præstegårde i Bornholms Regionskommune: 

Gårdejer Harald Kjøller 

Valnøddegård 

Bohnebakken 22 

Olsker, 3770 Allinge. 

Tlf.: 56 48 41 38 

mobil: 40 19 77 04 

e-mail: harald.kjoeller@mail.dk 

Øvrige konsulenter: 

Orgelkonsulent: 

Organist Jens Christian Hansen 

Søndermarkskirken, Koldingvej 77 

8800 Viborg. 

Tlf.: 86 61 53 35 

mobil tlf.: 50 92 38 02 

fax: 86 62 35 33 

e-mail: jcha@km.dk 

Kingosvej 19 

Hornborg, 8762 Flemming 

Tlf.: 76 27 01 50 

mobil: 30 26 01 50 

fax: 76 27 01 51 

e-mail erku@km.dk 

Varmekonsulent: 

Professor, civilingeniør Vagn Korsgaard 

Donsevej 3 

2970 Hørsholm. 

Tlf.: 48 28 01 04 

fax: 48 28 07 09 

Konsulent vedr. teleslyngeanlæg: 

Præst for hørehæmmede øst for Storebælt 

Peter Hansen 

Sprogøvej 19, 3.th 

2000 Frederiksberg 

Tlf/fax 38 33 11 61 

e-mail peha@km.dk 

Landsforeningen for Bedre Hørelse 

Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. 

Tlf.: 36 75 42 00, fax: 36 38 85 80 

Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn 

(for Grundtvigs kirke). 

Nationalmuseet/Det særlige Kirkesyn 

Frederiksholms Kanal 12, 1220 København K. 

Tlf.: 33 13 44 11, fax: 33 47 33 30 

Landskabsarkitekt m.d.l. Torben Michelsen 

Krøjerup Overdrev 12 

4180 Sorø. 

Tlf.: 57 83 25 77 

fax 57 83 16 53 

Det Kongelige Akademi for de skønne 

Kunster v/Akademirådets udvalg for 

Kirkekunst, 

Kgs. Nytorv 1, Postboks 9042, 1050 København K. 

Tlf.: 33 74 49 10, fax: 33 15 68 41 

Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg 

(kirkeskibe), 

Kronborg 1, 3000 Helsingør. 

Tlf.: 49 21 06 85, fax: 49 21 34 40.

Den særlige sagkyndige i sager 

vedr. vurdering af præsteboliger: 

Funktionschef Gorm Fogh-Nielsen 

Skt. Knuds Vej 20, st. 

1903 Frederiksberg C. 

Tlf.: 33 24 38 48 

Kirkeministeriet 

Frederiksholms Kanal 21 

Postboks 2123, 1015 København K. 

TIf.: 33 92 33 90 

Københavns 

Stiftsfonds bestyrelse: 

Nørregade 11, 1165 København K. 

Strandagervej 24, 2900 Hellerup. 

122 123 

· Formand, biskop Erik Norman Svendsen, 

· Kontorleder Ellinor Grøndahl Mortensen 

· Keld Bredvig, Muldvad 9, 2800 Lyngby. 


· Stiftamtmand Bente Flindt Sørensen 

Hejrevej 43, 2400 København NV. 

· Provst Karsten Woll 

Brønshøj Kirkevej 6, 2700 Brønshøj. 

· Sognepræst Charlotte Ellermann 


· Universitetslektor Karsten Fledelius, 

Holsteinsgade 9, 3. th., 2100 København Ø. 

· Skoleinspektør Anette Asmussen 

Dantes Plads 3, st. tv., 1556 København V 

· Else Jørgensen, Syrenvej 24, 3720 Aakirkeby 

· Museumsleder Inge Nørballe 

Gl. Kongevej 120, 1850 Frederiksberg C. 

· Lærer Svend Hovard 

Laurids Skaus Gade 15, 2.th., 2200 København N 


Stiftsudvalget for mellemkirkeligt 

arbejde 

i Københavns stift: 

· Formand, socialpædagog Christian Borello Carlsen, 

Skindergade 24, 1159 København K. 

· Sognepræst Ruth van Gilse 

Kirkevej 17, 3720 Åkirkeby. 

· Entreprenør Ove Boesen 

Vystebyvej 3, 3790 Hasle. 

· Universitetslektor Karsten Fledelius, 

Holsteinsgade 9, 3., 2100 København Ø. 

· Sognepræst Leif G. Christensen 

Brolæggerstræde 6, 2., 1211 København K. 

· Biskop Erik Norman Svendsen 

Stenlandsvej 25, 2300 København S. 

Stiftsudvalget for 

etniske minoriteter 

i Københavns Stift: 

· Biskop Erik Norman Svendsen 


· Stiftpræst, dr. theol. Lissi Rasmussen 

Sortedam Dossering 23, 2., 2200 København N. 

· Pastor Erik Adrian, Mødestedet 

Valdemarsgade 14, 3., 1165 København V. 

· Sognepræst Margrete Auken 

Strindbergsvej 3, 2500 Valby. 

· Universitetslektor Karsten Fledelius 

Holsteinsgade 9, 2100 København Ø. 

· Domprovst Anders Gadegaard 

Fiolstræde 8, 1171 København K. 

· Sognepræst Arne G. Kappelgaard 

Jagtvej 101, 2, th., 2200 København N. 

· Sognepræst Annelise Hofmann Mehlsen 

Tanger Alle 6, 2770 Kastrup. 

· Cand. mag. Birthe Munck-Fairwood 

Ryesgade 68 C, 2100 København Ø. 

· Bedemand Michael Riis 

Reykjaviksgade 5, 4. tv., 2300 København S. 

· Sognepræst Per Ramsdal 

Rantzausgade 51, 2200 København N. 

· Islamkonsulent Harald Nielsen 

· Sognepræst Lorna Andersen 

Marengovej 2, st.th., 2300 København S. 

· Sognepræst Jesper Hougaard 

Flidsagervej 13, 2500 Valby. 

· Morten Terp Randrup, ikcentret, Bethesda 

Rømersgade 17, 1362 København K. 

· Leder af Mødestedet Thyra Smidt 


· Sognepræst Peter Hauge Madsen 

Åvej 2, 3700 Rønne. 

· Sognepræst Jesper Ertmann Oehlenschlæger 

Ulrich Birchs Allé 30, 2300 København S. 

Stiftsudvalget om nye 

religiøse strømninger: 

· Sognepræst Niels Underbjerg 

Ryesgade 105, 3., 2100 København Ø. 

· Lektor, cand. theol. Steffen Johannessen, 

Tikøbvej 11 B, 3060 Espergærde. 

· Gadepræst Ellen Margrethe Gylling, 

Norgesmindevej 23, st., 2900 Hellerup. 

· Pastor Ole Skjerbæk Madsen 

Herlufholmsvej 51, 2720 Vanløse. 


Saltværksvej 39, 2770 Kastrup. 

· Sognepræst Agnethe Zimino, Cypres Alle 3, 2770 

Kastrup.

Københavns 

Stiftscentral 

for undervisning: 

· Stiftspræst Helene Dam 

Østerbrogade 102, 2100 København Ø 

· Provst Finn Vejlgaard Pedersen 

Guldagervej 5, 2720 Vanløse (formand). 

· Sognepræst Pia Nordin Christensen 

H.A. Clausens Vej 19, 2820 Gentofte. 

· Sognepræst Mikkel Wold 

Bornholmsgade 1, 5., 1266 København K. 

· Sognepræst Per Melhof 

Chr. Bergs Allé 3, 2500 Valby. 

· Sognepræst Anders Carlsson 

Søndergårds Allé 1, 3700 Rønne. 

Langhusvej 3, 2700 Brønshøj. 

Flensborggade 17, 1.tv., 1669 København V. 

124 125 

· Søster Merete Lynge-Nyboe 

· Jens Kristian Pedersen 


for Mission 

i Københavns stift: 

· Stiftspræst Jonna Dalsgaard 

Hvidovrevej 10, st. th., 2610 Rødovre. 

· Skoleleder Allan Bäck 

Nørre Alle 2 C, 2200 København N. 

· Sognepræst Poul Bo Sørensen 

Præstefælledvej 107, 2770 Kastrup. 

· Kontorleder Ellinor Grøndahl Mortensen 

Stenlandsvej 25, 2300 København S. 


· Sognepræst Niels Henrik Lyngbye 

Svanekevej 9, 3751 Østermarie. 


Saltværksvej 39, 2770 Kastrup. 

· Sognepræst Peter Buch 

Funkiavej 46, 2300 København S. 

· Sognepræst Gunnar Bach Pedersen 

Sdr. Boulevard 114, st. tv., 1720 København V. 

· Sognepræst Hanne Rosenberg 

Skovbogårds Allé 16, 2500 Valby. 

· Sognepræst Erik Meier Andersen 

Katrinedalsvej 33, 2720 Vanløse. 

Stiftsudvalget for Det 

Danske Bibelselskab: 

· Cand.scient. Karsten Kynde 

Olufsvej 1, 1., 2100 København Ø. 

· Sognepræst Leif G. Christensen 

Brolæggerstræde 6, 1211 København K. 

· Sognepræst Anders Carlsson 

Søndergårds Allé 1, 3700 Rønne. 

· Stud. theol. Tine Berg Krogstrup 

Søpassagen 16, 4.tv., 2100 København Ø. 

· Kaptajn Pia Mogensen, Frelsens Hær 

Frederiksberg Alle 9, 1621 København V. 


for Diakoni 

i Københavns Stift 

· Formand: Pastor Hanne Storebjerg 

Sudergade 2 C, 3000 Helsingør. 

· Sognepræst Asser Skude 

Svanevej 9, 2400 København NV. 

· Pastor Bjarne Lenau Henriksen 

Bernstorfflund Allé 72, st., 2920 Charlottenlund. 

· Sognepræst Maja Holst 


· Døvepræst Lise Lotte Kjær 

Hjortespringvej 107, 2730 Herlev. 

· Sognepræst Ulrich Vogel 

Dronningensvej 6, 2000 Frederiksberg. 

· Ingrid Fly Jensen 

Prinsessegade 7 A, 1. 1422 København K. 

· Inger-Marie Garde 

Dronningensgade 25, 1420 København K. 

· Sognepræst Birgitte Sneum 

Antoinettevej 4, 2500 Valby. 

· Sognepræst Erik Boye Olsen 

Præstegårdsvej 1, Rø, 3760 Gudhjem. 

INFO-Center for 

Københavns Stift: 

· Formand: Torben Larsen 

Birkagervej 12, 2720 Vanløse. 

· Næstformand: provst Erik Balslev-Clausen, 

Koldinggade 11, 2100 København Ø. 

· Marianne Møller, 

Nørre Farimagsgade 53, 4.th., 1364 København K. 

· Anette Asmussen 

Dantes Plads3, st.tv., 1556 København V. 

· Steen Nielsen 

Vognmandsmarken, 17, 3.th., 2100 København Ø. 

· Svend Hovard 

Laurids Skaus Gade 15, 2.th., 2100 København N. 

· Ole Reng 

Sundbyvestervej 38, 2300 København S. 

· Lise Skaarup Mortensen 

Præstebakken 59, 2830 Virum. 

· Provst Peter Holm 

Falkoner Allé 36, 1. tv., 2000 Frederiksberg.

126 

Københavns Stiftsfond, regnskab for 2003 

RESULTATOPGØRELSE 2002 

INDTÆGTER 

Indkomne bidrag 219.660,00 213,6 

Renter 5.965,00 10,1 

Indtægter i alt 225.625,00 223,7 

UDGIFTER 

Stiftsårbog 2003: 

Trykning 57.234,38 

Honorarer m.m. 13.634,00 

70.868,38 

- betaling 67.023,00 3.845,38 26,0 

Rejsegodtgørelse, 

bestyrelsesmedlem fra Bornholm 780,00 0,3 

Kontorhold, gebyrer m.v. 95,00 0,4 

Uddelinger: 

Dansk-skånsk Præstekonvent 1.512,50 

Studietur til New York for fire præster 10.000,00 

Stilhedens katedral 5.000,00 

Tilskud til stiftsbrev 10.000,00 

Stiftspræstekursus 145.304,43 

Diverse bevillinger 55.507,15 227.324,08 159,4 

Udgifter i alt 186.102,34 336,1 

Driftsresultat 37.637,02 -95,7 

tkr. 

BALANCE 2002 

AKTIVER 

Danske Bank 4180 3330272716 182.663,42 149,8 

Girokonto 1 00 11 91 262.908,51 248,8 

Debitorer 72.200,00 68,8 

Aktiver i alt 517.771,93 467,4 

PASSIVER 

Kreditorer 59.434,38 2,7 

Egenkapital 

Saldo pr. 1/1-2002 464.757,01 

Driftsresultat overført fra resultatopgørelse -6.419,46 458.337,55 464,7 

Passiver i alt 517.771,93 467,4 

Regnskabet er periodiseret, således at indtægter og udgifter vedr. 2003, der er indkommet og afholdt i 

2004, er medtaget i regnskabet. 

København, den 10. marts 2004 

Frank Menzel 

tkr 

127

128 

Bidrag til Stiftsfonden 

ABSALON 4.000,00 25/11/03 

ADVENTSKIRKEN 2.500,00 15/12/03 

ALLEHELGENS 650,00 09/01/04 

ALLINGE 1.000,00 09/01/04 

ANNA 

ANSGAR 2.000,00 22/12/03 

APOSTEL 2.000,00 02/09/03 

BELLAHØJ 

BETHLEHEM 4.000,00 03/02/04 

BLÅGÅRDEN 

BODILSKER 

BRØNSHØJ 6.000,00 08/12/03 

CHRISTIANS 1.000,00 25/11/03 

DAVIDS 5.000,00 08/12/03 

DRAGØR 2.000,00 02/01/03 

DØVES KIRKE 

ELIAS 

ENGHAVE 2.000,00 01/12/03 

EMDRUP 1.200,00 20/01/04 

ESAJAS 500,00 01/12/03 

FILIPS 2.000,00 07/03/03 

FLINTHOLM 500,00 15/12/03 

FREDENS 

FREDERIKSKIRKEN 1.250,00 25/11/03 

FREDERIKSBERG 2.000,00 25/11/03 

FRBG. SLOTSKIRKE 2.000,00 08/12/03 

FR.HOLM 1.500,00 15/12/03 

FRIHAVN 2.600,00 15/12/03 

GARNISONS 1.750,00 25/11/03 

GETHSEMANE 2.000,00 20/01/03 

GODTHAAB 

GRUNDTVIGS 

GRØNDAL 1.000,00 15/12/03 

GUDHJEM 1.000,00 01/12/03 

HANS EGEDE 1.500,00 08/12/03 

HASLE 1.000,00 22/12/03 

HELLIGAANDS 5.000,00 15/12/03 

HOLMENS 3.000,00 08/12/03 

HUSUM 1.000,00 07/02/03 

HUSUMVOLD 5.000,00 02/09/03 

HYLTEBJERG 1.000,00 01/12/03 

HØJDEVANG 2.500,00 31/12/03 

ISLANDS BYGGE 4.000,00 14-03-2003; 

15-12-2003 

JOHANNES DØBERS 2.000,00 25/11/03 

KAPERNAUM 

KASTELS 600,00 29/12/03 

KASTRUP 2.500,00 31/12/03 

KILDEVÆLD 2.000,00 31/01/04 

KINGO 3.000,00 25/11/03 

KNUDSKER 500,00 08/12/03 

KORSVEJSKIRKEN 6.000,00 07-03-2003; 

09-01-2004 

KRISTKIRKEN 500,00 07/02/03 

LINDEVANG 2.000,00 31/12/03 

LUNDEHUS 5.000,00 14/03/03 

LUTHER 1.000,00 03/02/04 

MARGRETHE 3.000,00 01/12/03 

MARIA 2.500,00 29/12/03 

MARIENDALS 1.000,00 08/12/03 

NATHANAELS 780,00 08/12/03 

NAZARETH 

NEXØ 2.000,00 25/11/03 

NYKER 500,00 26/03/03 

NYLARS 2.000,00 07-03-2003; 

01-12-2003 

POULSKER 500,00 25/11/03 

RUTSKER 

RØ 500,00 07/03/03 

SAMUELS 1.000,00 09/01/04 

SCT. ANDREAS 3.000,00 01/12/03 

SCT. IBS 1.000,00 08/12/03 

SKT. JAKOBS 4.200,00 28-01-2003; 

14-03-2003; 

20-01-2004 

SCT. JOHANNES 10.000,00 31/12/03 

SCT. KLEMENS 

SCT. LUKAS 250,00 01/12/03 

SCT. MARKUS 1.000,00 14/03/03 

SCT. MATTHÆUS 5.000,00 25/11/03 

SCT.NICOLAI 1.000,00 09/01/04 

SCT. OLS 1.200,00 03/02/04 

SCT. PAULS 1.000,00 08/12/03 

SCT. PEDERS 500,00 25/11/03 

SKT. STEFANS 2.000,00 01/12/03 

SKT.THOMAS 2.000,00 29/12/03 

SIMEONS 2.000,00 25/11/03 

SIMON PETERS 1.000,00 03/02/04 

SIONS 3.000,00 08/12/03 

SJÆLØR 500,00 31/12/03 

SKELGÅRDEN 1.500,00 31/12/03 

SOLBJERG 4.000,00 17/01/03 

SOLVANG 1.650,00 01/12/03 

ST. MAGLEBY 3.000,00 01/12/03 

SUNDBY 5.000,00 20/01/04 

SUNDKIRKEN 250,00 

SVANEKE 1.000,00 15/12/03 

TAGENSBO 2.000,00 15/12/03 

TAKSIGELSES 1.000,00 08/12/03 

TIMOTHEUS 6.000,00 25/11/03 

TINGBJERG 4.500,00 09/01/04 

TRINITATIS 3.000,00 12/09/03 

TÅRNBY 500,00 15/12/03 

UTTERSLEV 1.000,00 22/12/03 

VANLØSE 4.000,00 08/12/03 

VALBY SOGN 4.000,00 25/11/03 

VESTERMARIE 1.000,00 07/02/03 

VIGERSLEV 1.500,00 01/12/03 

VOR FRELSERS 2.000,00 01/12/03 

VOR FRUE 12.000,00 08/12/03 

ØSTERLARS 1.000,00 08/12/03 

ØSTERMARIE 1.000,00 14/03/03 

AALHOLM 5.780,00 09/01/04 

AA KIRKE 

I ALT 213.614,00 

129

Stiftsårbogen 2004 som pdf-fil (4,2 MB) - Holmens Kirke

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?