III. DEN DEPRESSIVE REAKTION

engelsted.net

III. DEN DEPRESSIVE REAKTION

ns.

III. DEN DEPRESSIVE REAKTION

1. Tomkinabarnets modeldepression

Vi har arbejdet ud fra den forestilling, at PS og den depressive

tilstand har et ræales fylogenetisk udgangspunkt i deres

grundlæggende mekanisme. Eller, at de begge er udviklet for

at mØde den samme fordring om protektion og derfor sandsynligvis

tr-ækker på et fysiologisk og genotypisk fællesgrundlag. I

sammenligning af PS og den depressive tilstand er det derfor deres

lighedstræk, som vi fØrst og fremmest v.il beskæftige os

med.,

FØlgende beskrivelse (Tomkins, 1962) illustrerer på en meget

sigende måde en både funktionel og fænotypisk lighed mellem

den biologiske "gå-dØd"-reaktion, den depressive tilstand og

sØvn.. Der er tale om en beskrivelse af et hospitaliseret spædbarn,

der netop har gennemlevet en svær fysiologisk depression:

"Whenever the infant 11 between 15 and 24 months old 11 was con­

fronted alene by a stranger, there was a characteristic reaction

of muscular inactivity, hypotonia 11 a sad facial expression 11

decreased gastric secretion and eventually sleepo The depression-withdrawal

reaction occurred only when the infant was confronted

alene with a strangero There was only one occasion

when a stranger did not evoke the response, and he happened to

physically resemble the fathero When a familar person was also

present with the stranger 11 the reactions were similar but


milder and briefere The reaction developed immidiately upon

perceiving the stranger and lasted as long as he remained -

in some cases up to three hourso The reaction was never observed

when the baby was aloneo If the stranger remained inactive

the baby immidiately lost muscle-tone, the limbs literally falling

where they wereo There-after the baby was immobile, movements

being restricted to glancing at the stranger from time

to timeo She first turned her head away, but later gave this

up and merely stared past himo Finally she would close her

eyes, at first intermittently, then after ten to thirty minutes

they would remain elosede

The face sagged, the corners of the mouth were down, the inner

corners of the brows were elevated, which with a furrowed

brow produced the "omega of melancholy"o The mouth were usually

slightly openo If the stranger remained more than twenty

miriutes, the infant would go to sleepo If the stranger was

still there when she awoke, she responded again with the depression-withdrawal

reaction patterno"

Den her beskrevne reaktion er helt magen til vores urbiologiske

beskyttelsesreaktion: i en farefuld situation, eventuelt

konfronteret med en predatorlignende organisme, hvor forældrene

ikke er tilstede, bortfalder afkommets adfærd pludselig

ved pludselig atoni og den overgår eventuelt til sØvno

2o fænotypisk penetrans

Tomkinabarnets reaktion er dog ikke normal for menneskelige

spædbØrno Separeres de fra deres for.ældre, reagerer de med

fortvivlelse og ikke med adfærdsudfaldo

Er separationen imidlertid af tilstrækkelig varighed, indtræder

der en anden tilstand, som Spitz (1946) har kaldt den

anaklitiske depressiono I denne tilstand bliver bØrnene apatiske,

de sØger ikke kontakt, og de ser ulykkelige og bedrØvede

udo NØjagtig det samme sker, når abeunger isoleres fra deres

moder (Kaufman & Rosenblum, 1967), fØrst en agiteret fortvivlelsesfase,

dernæst en depressiv faseo

Der er betydelige ligheder mellem Tomkinabarnets reaktion


og Spitz-bØrnenes og abeungernes. Forskellen er, at reaktionen

umiddelbart hos Tomkinabarnet og ophØrer tilsvarende hurtigt,

mens den hos de andre bØrn og abeungerne kræver en passende

tids udvikling 9 fØr den er manifest, og endvidere tager længere

tid at forvinde. Denne forskel er interessant og kan være

belysende.

Hvis, som vi påstår, en arkaisk biologisk reaktion ligger

til grund, en reaktion der endvidere har givet anledning til

PS og embryologisk PS og en r,ække andre ting, så betyder det,

at denne arkaiske reaktion sidder dybt og velforankret i genotypen.

Fænotypiske træk og reaktioner opstår fra genotypen som svar

på miljØpåvirkninger. Organismen indeholder i sin genotype

muligheder for en lang række fænotypiske reaktioner eller adaptationer.

Hvilke der realiseres bestemmes af miljØets pres.

Fænotypiske forandringer forårsaget af miljØpres kan foregå

hele livet igennem. Nogle fænotypiske muligheder bliver fØrst

manifeste eller penetrante efter længere tids påvirkning, andre

går det hurtigere med. Som regel er det sådan, at dem,

der er længe undervejs, også er længe om at gå i sig selv. Solbrunhed

er et eksempel på en fænotypisk adaptation, som alle

kender. Den udvikles i lØbet af en vis tids påvirking på grund

af solens ultraviolette stråling og skal tjene til at beskytte

organismen herimod.

Hvis vi betragter den arkaiske "gå-dØd"-reaktion som en gammel

pattedyregenskab, der ligger velforankret i genotypen, selv

om den under normale betingelser ikke kommer til udtryk i et

menneskes fænotype, så betyder det, at den kan komme til fænotypisk

udtryk, hvis den udsættes for det udlØsende mijØtryk med

tilstnækkelig kvalitet og kvantitet.

Da den imidlertid ligger godt gemt væk i genotypen, så tager

det nogen tid fØr den er funktionsklar. Her må vi dog lige

huske, at det er den depressive reaktion, der er fænotypesvaret

og ikke den depressive tilstand. Tomkinabarnet har således

også dette fænotypetræk 1 når det er ikke-depressiv. F


122.

genotypisk formidlet, dvso fra fonældre til afkom, hvilket vil

sige, at arvelige faktorer spiller en rolle for den depressive

reaktions fremkomst (som også gælder for solbrunhed).

Som allerede fremfØrt adakellige gange, sidder denne genctypeegenskab

imidlertid dybt og bredt forankret i hele genotypens

system og er ikke udslag af et enkelt gens bizarre tendensero

Det betyder, at den depressive reaktion ikke kan betragtes

som en genetisk bunden anomali, som foekso blØdersygdommen.

Det bØr man mærke sig.

3. enhedssynspunktet på den depressive reaktion

Vi betragter altså Tomkinabarnets lynhurtige depressive reaktion

samt Spitz- og abebØrnenes langsommere anaklitiske depression

som udtryk for præcis den samme grundlæggende funktion på

trods af deres forskellige længde. Heraf fØlger, at vi ikke

vil skelne grundlæggende mellem depressioner på basis af deres

varighed. Hvis de udviser den samme proceskarakter, så vil vi

betragte dem som grundlæggende ens, uanset om de varer 6 måneder

eller lo minutter, selv om det selvfØlgelig gØr visse forskelle.

I beskrivelsen af Tomkinabarnets reaktion så vi endvidere,

at denne kunne v,ære sværere eller mildere. Da det selvfØlgelig

stadig er den samme grundlæggende reaktion, vil vi derfor

heller ikke skelne mellem depressioner på basis af deres intensitet,

hvis blot de opfylder visse krav.

Det betyder, at vi anlægger et enhedssynspunkt på den depressive

reaktion, at vi på trods af variation i varighed og

intensitet stadig betragter den som den samme grundlæggende

hændelse.

Vi gØr dette, fordi den depressive reaktion efter vor forestilling

er en fylogenetisk gammel, molær psykebiologisk funktion.

Og vi gØr det, fordi vi baserer redegØrelsen for den depressive

tilstand på erfaringen fra en enkelt person, hvorfor

vi gerne vil gØre denne erfaring generel.

Vi betragter således den depressive reaktion som en fylogenetisk

gammel reaktion, der indeholder visse grundlæggende


123.

tr,æk i sit standardforlØb, der viser tilbage til dets oprindelse.

Den kliniske depressionsforskning bruger megen tid på at

finde måder, hvorpå der kan skelnes mellem mange forskellige

depressive tilstande, depressionstyper., Dette er i modsætning

til vores enhedssynpunkto Denne forskning arbejder som oftest

ud fra et sygdomssynspunkt på depression, dvs., at man forsØger

at tilskrive den simple, forudgående faktorer og helst i det

molekylære niveau., Årsagen til differentieringslysten kan ligge

heri, den kan dog også skyldes videnskabens særlige speciedannelse,

specialisering.,

Enhedssynspunktet skal dog ikke skjule, at den depressive

reaktion rent faktisk kommer forskelligt til udtryk hos forskellige

individer og kommer forskelligt til udtryk hos det

samme individ i forskellige situationer. Således vil hele

symptommØnstret omkring den depressive reaktion givetvis være

af betydelig variabilitet. Derfor må vi skelne mellem fundamentale

træk, der viser hen til den gamle biologiske funktion,

og træk, der skyldes andre forhold perifere til depressionens

funktion. Det er at sØge de fundamentale træk, vi forsØger i

dette arbejde.

Det skal endvidere nævnes, at sorg og fortvivlelse hØrer

med til almindelig affektiv udfoldelse hos mennesker og ikke

kan betragtes som usædvanlige tilstande. Heller ikke stemningsfald,

der medfØrer at folk bliver smådeprimerede, kan betragtes

som usædvanlige eller anormale. Det er en del af det almindelige

livs regulation. Når jeg derfor anlægger et enhedssynspunkt

på den depressive reaktion, så er det klart, at denne

må adskille sig fra disse naturlige og relativt almindelige

reaktioner o

4o depression som tilstand

Nedenstående liste angiver den depressive tilstands generelle

træk, som man kan finde dem beskrevet overalt i litteratureno

Denne er fra Rethlingshafer (1963).


126.

En sådan mangel på fagsprog går igen på et hØjere niveau,

idet den almindelige depressive også vil mangle en forståslesramme

for sin tilstand, der svarer til detteo Da han fortsat

er et fuldt ud fornuftigt menneske, vil han have et stort behov

for at "forstå", hvad der sker med ham, og så må han skabe

sig en forståelse, som han bedst kano

Dette tror jeg er årsagen til de mange utroligt urimelige

og bizarre forklaringer, depressive selv giver på deres tilstand

ifØlge litteratursno Sådanne "forrykte" forklaringer

skal dog næppe ses som tegn på kognitiv irrationalitet, idet

en sammenhængende model for den depressive givet vis er bedre

end ingen model, uanseto

Rethlingshafers liste over trækkene i den depressive tilstand

er en statisk beskrivelseo Depression er imidlertid ikke

en statisk foreteelse, det er faktisk ikke en tilstand,

det er en proces og en meget dynamisk proceso En beskrivelse

af den depressive reaktion bØr derfor tage form af en procesbeskrivelse

og ikke en symptomlistningo

5o depression som proces

Kraines (1966) har lavet en beskrivelse af det depressive forlØb,

der tager nØje hensyn til den depressive reaktions karakter

af proceso Han tager udgangspunktet i den endogene depression,

som han betragter som en fysiologisk lidelseo Begrebet

endogen bliver anvendt på forskellig vis i litteraturen, dels

som en deskriptiv beskrivelse dels som en ætiologisk (om sygdomsårsagen)o

For os er endogene depressioner tilfælde af den

depressive reaktion, som vi behandler i dette arbejdeo Vi er

selvfØlgelig ikke enig med Kraines i hans ætiologiske tænkningg

men hans depressionsbeskrivelse er alligevel en meget præcis

angivelse af, hvordan mine depressioner forlØbe Derfor fæster

jeg lid til, at Kraines beskrivelse af væsentlige dele af depressionens

fysiologiske forlØb er korrekt og vi vil derfor

anvende deno

Kraines: 11The manic depressive syndrome is a self-limiting

disease manifested primarily by alterations in mood, rate af


127.

intellectual activity, somatic symptoms and secondary by psycopathologyo

Clinically, this syndrome appears to be physiologic

in origin9 neurophysiologic evidence suggesting that it

may result from hypothalamic pathologyo In archetypical form,

the depressive illness begins insidiously and follows a gradual

descending cycle until nadir is reached; the cycle is then reversed

with gradual improvement until the patient 9 s normal baseline

is reachedo The depressive cycle is divided into six

phases, each phase having characteristic symptomso There are

innumerable variations not only from patient to patient but

from one episode to anether in the same patiento The manic

cycle is a mirror image of the depressive cycle." Figur 28

er en grafisk fremstilling af den depressive cyklus med de

6 faser. Figur 29 er en beskrivelse af de enkelte fasers specielle

træk.

11

III

Nadir

fig. 2$

Depressionscyklen

med de 6 faser

(Kraines, 1966)

Jeg har haft to stØrre depressive tilfælde hver af knap 6

måneders varighed og med seks uger imellem. Den fØrste var

"fritlØbende", dvs. uden medicinsk eller anden indgriben med

undtagelse af nogle uger i "bunden", hvor jeg fik anti-depressivaet

imipramin (Tofranil). Under den anden episode fik jeg

hele tiden imipramin (225 mg pr. dag). Forskellen på de to


Som sagt mener jeg, at Kraines fasebeskrivelse

cis i sine kliniske tr.æk bedØmt med min erfaringo

129.

er meget præ-­

Alligevel

mener jeg, at det er nØdvendigt at elaborers den, hvis den skal

være dækkende for den depressive reaktions forlØb i sin helhed

og ikke blot for det midterste stykke, hvis karakteristiske udseende

er den "endogene" fysiologiske depressiono Det er ganske

vist den 11 endogene 11 fysiologiske depression, der bringer

personen til lægen, og det er den, der har de temmelig gruopvækkende

ledsagetilstande, men det er den depressive reaktions

forlØb forud for denne midterste fase, der er den mest interessante

set ud fra såvel et biologisk som et psykologisk synspunkto

Det er nemlig i udlØsningen, at den depressive reaktions

raison d'etre skal sØges. Den endogene fØrfase indeholder

Kraines fase I, men denne er forholdsvis intetsigende hos

Kraines, fordi han ikke har fået fat i dens mest spændende træk

i sin beskrivelse.

Jeg vil derfor inddele den depressive reaktions forlØb på

fØlgende måde:

lo den prædepressive fase

2. den depressive indfase

(der indeholder dele af

Kraines fase I)

3o den depressive midtfase

(Kraines fase I/II - V/VI)

4o den depressive udfase

(der indeholder dele af

Kraine s fase VI)

5o den postdepressive fase

Det vil sige, at jeg har udvidet forlØbet forud for det arketypiske

forlØb, man normalt betragter som "depressionen" og

efter. Det symmetriske forlØb, hvor ascendensen er descendensen

i modsat rækkefØlge, som Kraines har beskrevet det, gælder

også for denne udvidelse. Således er min udfases forlØb identisk

med indfasens forlØb blot omvendt.


134.

samtidig have en klar fornemmelse af, at det var helt tåbeligto

En sådan ubeslutsomhed er helt ukendt i normaltilstandsno Samme

ubeslutsomhed kan endvidere optræde i samtaler, der ikke tjener

et eller andet præcist formålo Jeg kunne gå i stå midt i

en sætning og fØrst fortsætte den efter 15-2o minutterø

Hvorvidt jeg i den depressive indfase havde en nedsat tærskel

for fremkaldte visuelle hallucinationer, skal jeg af gode

grunde ikke kunne sige, men der skete en meget tydelig og overordentlig

påfaldende forØgelse af min tendens til at have visuelle

forestillingsbilledero Endvidere skete der en drastisk

kvalitativ ændring af disse, idet jeg i normaltilstanden havde

vanskelighed ved at danne virkelighedslignende forestillingsbilleder,

mens jeg under den depressive indfase til min fØrste

depressive periode begyndte at få visuelle forestillingsbilleder

med næsten eidetisk kvalitet. Samtidig med denne tendens

Øgedes min tendens til at tænke i billeder, i myter. Dvso at

mit verdensbillede og min selvforståelse blev mærkbart ikonisk.

Hvad angår en eventuel BRAC's indvirken på den tidsmæssige

variation i de depressive symptomer, så er det min opfattelse,

at dette meget vel kan være tilfældet. .Jeg vil redegØre for

for en oplevelse, der antyder en sådan mulighed. Efter et voldsomt

gråd- og vredesanfald af sædvanlige automatiske karakter

i begyndelsen af midtfasen af min fØrste depressive episode indtraf

der på mindre end et minut {lo-15 sekunder} en ændring,

således at jeg kom i en tilstand af kollosal euforisk lykke

(aldrig oplevet forlods, endikke tilnærmelsesvis). Jeg kan huske,

at jeg vandrede rundt uden overtØj i et heftigt regnskyl,

og fugle, træer og mennesker ligefrem lyste. LykkefØlelsen

var af en sådan totalt ukendt

betragte det som patologisko

læge. Halvanden time (BRAC?)

intensiv karakter, at jeg måtte

Det var herefter, at jeg sØgte

efter den indledende forandring

var det som om, der påny skete en forandring "inden i hovedet".

Hvori ændringen bestod fænomenologisk kan jeg ikke sige, men

den skete på en tidsmæssigt veldefineret måde, således at tidspUnktet

for forandringen kunne angives på sekunder. Efter denne

11forandringsoplevelse" faldt lykkeniveauet et stykke.. Efter


135.

endnu en periode på noget over en time indtraf en ny tidsmæssigt

veldefineret ttforandring" og jeg var tilbage i bundlØs fortvivl­

else"

ForlØb magen til dette, men ikke så intense, indtraf 3-4

gange i min fØrste depressive periode, men ikke i den anden.

De temporalt veldefinerede, præcist perciperbare men vanskeligt

beskrivbare forandringer i hovedetp der indtrådte inden

for BRAC's tidsrammer og som meget vel kan have været forandringer

i biokemiske processer, der er grundlæggende for det

depressive, peger på en forestilling om en tilgrundliggende

cyklisk proces, der har forbindelse med BRAC og dermed på en

måde med PS.

7. den depressive indfase og PS

Den foregående beskrivelse af symptomerne i den depressive indfase

antyder, at disse symptomer er de samme, som dem der opstår

som fØlge af PS-deprivationo Dette kan naturligvis skyldes,

at såvel den depressive reaktion som PS-deprivationen griber

ind i så mange af organismens funktioner, at de alene af

ekstensivitetsårsager må overlappe i udtryk, men det kan også

skyldes, at der er en grundlæggende sammenhæng mellem den depressive

reaktion og PS-mekanismen, som vi har postuleret og

"deduceret" det fra den fylogenetiske beskrivelseo

Lad os fØrst slå fast, hvad det indebærer at have PS-deprivationssymptomero

Det betyder, at der er mere pres på den pentile

trigger end denne kan udladeo I PS-deprivationstilstanden

skyldes det, at den pontile trigger forhindres i at udlade sin

normale akkumulation af trigger-potentiale, hvorfor dette begynder

at flydeo Opstår der PS-deprivationssymptomer i tilfælde,

hvor PS ikke bliver forhindret, må det betyde, at den skal

udlade en potentialemængde, der er stØrre end normalto Drivetriggerens

opladning sker, når det lirnbiske go-center hæmmes,

den antagonistiske funktion, derfor må en overopladning af den

pantile trigger betyde en nedsat funktion, eventuelt blokering,

af limbisk goo Hvis der optræder PS-deprivationslignende tilstande

i den depressive indfase, så kan dette altså betyde, at


Denne markante reduktion i P3-latens er lØvrigt fundet generelt

i sØvnstudier af depressive, også hvor der berettes om

nedsat sØvn og nedsat PS (patient B.C. i fig. 31). Denne dårlige

sØvn, og hermed en vis PS-deprivation, kunne i disse sidste

tilfæQde forklare den korte Ps-latens, men Hartroanns undersØgelser

viser, at den reducerede latenstid må hænge sammen med

selve den depressive tilstand og ikke sekundært med PS-depriva-

tion forårsaget af forstyrret sØvn.

sine resultater som tegn på forØget

Hartmann

PS-pres i

fortolker selv

den depressive

tilstand.

Vi vil fØlge Hartmann og antage, at nedsat PS-latens og for­

Øget PS er karakteristiske tr


143.

fra den pantile trigger, der igen viser hen til nedsat aktivitet

fra eller hæmning af det lirnbiske go-centero

Det vil sige, at der i depressionens indfase som fØlge af

et psykologisk pres, der er i "topologisk" overensstemmelse

med det pres, der udlØser den arkaiske "gå-dØd"-reaktion hos

therapside- eller pattedyrafkom et sted i forhistorien, opstår

en limbisk hæmning {det lirnbiske system låser), der medfØrer

den tilhØrende aktivisering af organismens andet go-system,

den pantile triggerø Denne pantile trigger er driveventilen

og en forØgelse af dens rolle medfØrer Øget P8-presø Hvor den

depressive reaktion er fænotypisk rendyrket, hos Tomkinabarnet

og ved ordinære narcoleptiske episoder, optræder meget distinkt

bortfald af muskeltonus.. I mere 11slappe" fænotypiske reaktio-

ner, som tilfæ[det

sker dette ikke på

gnænsede måde, men

motorisk hæmning ..

er ved almindelige depressive reaktioner,

samme absolutte, rene og tidsmæssigt velafsnarere

ved en langsommere og mere diffus

Om organismen reagerer slapt eller præcist

kan v,ære bestemt af såvel genetiske som primingsmæssige faktorer..

Den grundlæggende mening med såvel de præcise narcaleptiske

og depressive reaktioner som den mere slappe og langvarige

depression er dog den samme, nemlig at sætte organismen

ud af cirkulation, når den trues af en ekstern fare,.

11.. PS-deprivation i den depressive midtfase

Vi vil i dette arbejde ikke beskæftige os meget med depressionens

midtfase, fordi depressionens raison d'etre bedst belyses

ved forholdene i depressionens indfase og i den prædepressive

fase, men netop i sammenhæng med en diskussion af relationen

mellem PS og depression bØr et forhold fra midtfasen nævnes ..

Depressionens midtfase, hvor man er fænomenologisk deprimeret

fra lettere fortvivlelse til en smerte af temmelig ufattelig

gru, der overhovedet ikke kan lindres, er blandt andet karakteriseret

ved, at man bliver helt krafteslØs ikke blot muskulært,

men på en helt essentiel måde.. Det kan næppe forstås,

med mindre man har prØvet det, hvad det er man mister, fordi

man i normaltilstanden ikke ved, at man har deto Begrebet


144.

libido får for folk med sværere depressioner en meget konkret

virkelighed, fordi det er en meget konkret kraft, man mister,

selv om denne kraft ikke let kan verbaliseres. Dette krafttab

er ikke kun seksuelt, det er overmåde generelt.

Anti-depressiv psykofarmaka afhjæQper gruen i den depressive

tilstand noget, men der er kun to ting, der ifØlge min erfaring

er i stand til at fjerne depressionen og genskabe den

fundamentale kraft, omend kun midlertidigto Det ene er præsentationen

af den depressionsudlØsende påvirkning, der er så kraftig,

at det ikke kan lade sig gØre at 11 gå-dØd"o Det andet er

Ps-deprivation. (En tredje ting, der kan have denne egenskab

er elektrokonvulsivt chok, men det ligger uden for min erfaring).

Her vil vi omtale PS- eller SØvndeprivationeno Hvis man i

den depressive midtfase undlader at sove, så genvindes kraften

i lØbet af ca. 4o timer, så man fØler sig dejligt normal igen,

bortset fra at man er lidt træt. Fortsætter man sØvndeprivationen,

hvilket er ret svært, i endnu et dØgn, bliver virkningen

yderligere udtalt, så man nærmest kan komme til at fØle

sig "overkraftfuld". Et af de karakteristiske træk ved den

dybe, depressive midtfase er en total impotens, der ikke kun

kommer til udtryk i manglende evne til at få erektion men endnu

mere fundamentalt. Man er således heller ikke i stand til

at masturbere, fordi man ikke er i stand til at producere de

erotiske fantasier 9 der normalt bærer denne tomgangsadfærde

Dette ikke at være i stand til at tænke, det man vil, er yderst

påfaldende. Denne fundamentale impotens ophØrer med Ps-deprivationen

og efter 64 timer kan den blive til en slags overpotens

eller ·hypersexualitet, som det blev iagttaget hos PS-depriverede

katte og rotter. Den midtdepressive impotens har

endvidere til konsekvens, at den penile tumeseanscyklus under

sØvn også ophØrer og hermed morgenerektionen. Denne genetableres

også ved PS-deprivation og kommer til udtryk i vågentilstandeno

Impotens optræder også i ind- og udfase, men den er ikke

af samme fundamentale karakter., Den optræder her nærmest på


145.

den måde, at der ikke synes at være tilstrækkeligt af et eller

andet stof til at gennemfØre et helt seksuelt forlØb, sådan

fØles det.

Det vil hermed sige, at den ttctrive-potentiering", som Psdeprivation

medfØrer ved dyreforsØg, hos den sØvndepriverede

depressive forårsager en midlertidig genskabelse af den depressives

fornemmelse af 11kraft", hans potens og almenbefindende...,

Da jeg trækker på min egen erfaring alene, må min depressionsbeskrivelse

nØdvendigvis blive hankØnscentreret og kan ikke

uden videre antages at være dækkende for depressioner hos kvinder,

selv om årsag og grundlæggende træk er de samme...,

Hvor signifikant denne PS-deprivationsforårsagede ændring

er for den depressive kan næppe gØres forståeligt folk, der

ikke har prØvet at miste livskraftsno Den uforanderlige og

hjælpelØse tomhed og håblØshed (omend under en vis agiteret

'protest) skifter inden for et enkelt dØgn til en tilstand,

hvor man nhar fat igen".,. Imidlertid er det svært at sØvndeprivers

sig gennem længere tid, og så snart man har sovet, er

man tilbage i den depressive tilstand igene Det var dette,

der fik mig til at betragte sØvn som en skadelig tilstand for

depressive, som tidligere nævnte

Denne gunstige effekt af sØvndeprivation (den eneste effektive

form for PS-deprivation hos mennesker) på depressive arbejder

man nu med både terapeutisk og forskningsmæssigt. F.ekso

har Vogel & al. (1973) i en række preliminære forsØg vist, at

flertallet af de endogene depressioner, de undersØgte, viste

ttbedring" efter PS-deprivation.. De viste endvidere, at hvis

Ps-presset blev hibevaret (det fremgår ikke hvordan), så viste

der sig varige forbedringer i de depressives tilstand efter

2.5 til 3.5 uger, hvilket iØvrigt er den tid, det tager fØr en

imipraminbehandling begynder at virke. En sådan langtids deprivation

er jeg ikke i stand til at kommentere, da jeg administrerede

min dosis kort og hårdtø

Ideen med at PS-deprivere depressive udspringer iØvrigt ikke

af Ps-forskningen, men kom i stand fordi depressive ofte klager

over, at de har det allerv.ærst om morgenen, men får det


151.

halvt år, men det synes at være en triviel forskel.

Den depressive reaktion som sådan er beregnet til at væTe

en kortvarig og hensigtsmæssig (i relation til dens fylogenetiske

begrundelse) aktivitet. Hvis den er mere langvarig,så

medfØrer det nedregulering af de periventrikulære receptorer.

Der er altså to forskellige hændelser, vi skal skelne imellem

ved depressioner: skiftet fra limbisk go til pontil, der er den

egentlige biologiske reaktion, og stemnings- og drivefaldet,

der forårsages af en længerevarende diskrepans mellem driveproduktion

og driveforbrugo Den fØrste hændelse kan variere, som

vi har omtalt. Det kan den anden også. Det mest almindelige

er, at dette "driveforlØb" varer omkring fem en halv måned, men

der findes talrige eksempler på ned- og opjusteringer af meget

kortere varighed.

De biokemiske ændringer, der ændrer receptorfyringen opad

eller nedad, kan f.eks. godt foregå med stor hasto Hvor biokemiske

opreguleringer og nedreguleringer fØlger hurtigt efter

hinanden, får vi et hurtigt cyklende maniodepressivt forlØbo

Måske må sådanne excentriske forlØb betragtes som fysiologiske

"sygdomme", genetiske fejl, eller hvad ved jeg. På den anden

side har jeg som anfØrt oplevet relativt hurtige skift i min

tilstand, der antyder biokemiske forandringer, og mit depressive

forlØb kan ifØlge denne fremstilling ikke betragtes som

en simpel sygdom, men må betragtes som en psykebiologisk funk•

tion, omend af en lidt fonældet type. Derfor vil jeg mene, at

hurtigt cyklende manio-depressive tilfæQde også må betragtes

som variationer af den arketypiske og funktionelle depression.

I det hele taget medfØrer den psykebiologisk begrundede depressive

reaktion, at organismens drivekontrol flyttes fra mere

central hold til mere primitive (som selvfØlgelig ikke er

mindre centrale) og fylogenetisk ældre mekanismer. Disse ældre

mekanismer er i hØj grad bundet til en række biologiske klokker,

dvs. biologiske faktorer, der styrer (eller tidligere på lavere

udviklingstrin styrede) organismen på en tvangsnæssig refleksagtig

måde. Det var jo netop det lirnbiske systems enorme

evolutionære betydning, at det frigjorde organismen for


154.

fænotypeberedskab på grund af den selektive fordel. Maniodepressive

er simpelthen personer, hvis driveregulation p.g.a.

den fylogenetiske regression {limbisk til pontil), som den depressive

reaktion medfØrer, er blevet hægtet på en sådan biologisk

klokke eller arkaisk reaktionstvang.

Når PS-deprivation har en så gunstig effekt på en midtfase

depression, så skyldes det fØlgende. I den depressive midtfase

udlader PS det meste af organismens drive, fordi det limbiske

system (antageligt amygdala) strejker. Det vil sige, at

det meste af organismens drive udlades, mens den sover. Det

betyder, at driveniveauet og dermed tonusen i

system er meget lavt, når organismen vågner.

produceres med jævn hastighed dØgnet igennem,

det retikulære

Hvis f.eks. drive

hvad den må ten-

dere i organismer med en konstant metabolismerate, og PS udlader

mere drive end den lirnbiske go-mekanisme, der jo må udlade

noget, hvis organismen skal overleve en langvarig depression,

så betyder det, at organismens driveniveau og tilstandatcnus

er lavest, når PS har v.æret virksom længe, dvso om morgenen,

når organismen vågnero Med dagens mindre intensive driveforbrug

stiger den relative drivemængde og når sit hØjeste niveau

inden personen igen skal soveo Med tilvæksten i drivetanus

får personen det bedreo

Hvis man derfor forhindrer PS i at udlade drive, ved at

forhindre PS gaflnem sØvndeprivation, så betyder det, at driveniveauet

kan fortsætte sin opbygning og endog nå værdier, der

er supernormaleo Samtidig sker der en sivning fra den pontile

trigger i vågentilstanden, hvilket så at sige omgår den limbiske

aktivitetsblokade og gØr driveadfærd mulig, Omgåelsen af

(eller den delvise omgåelse) det lirnbiske system medfØrer så

både denne adfærds noget afhæmmede og lidt tvangsmæssige karakter,

da det lirnbiske system netop sikrer selvbestemmelsen ved

hjælp af hæmning,

Det har vist sig, at de anti-depressive psykofarmaka, MAO

hæmroerne og de tricykliske, alle har den effekt, at de reducerer

PSo Det er der ganske vist mange kemiske forbindelser, der

gØr, bloao alkohol, men mens disse medfØrer PS-deprivation på


155.

en måde, der medfØrer PS-kompensation, så medfØrer de anti-depressive

medikamenter det tilsyneladende ikke, dvso de hindrer

ikke bare psv udlØsning, de forhindrer akkumulationen i triggersno

Deres anti-depressive virkning kunne ligge heri, idet

en en sådan "destruktion" af triggeren må medfØre, at denne ikke

kan udlade drivepuljen effektivt, hvorfor denne kan bibavare

en vis stØrrelse, der danner en tilstandstonus, der får personen

til at fØle sig bedre tilpas og mindre deprimereto Læg

mærke til at en sådan subtotal PS-deprivation farmakologisk

fremkaldt begynder at virke efter samme tidsrum, som det tager,

fØr en subtotal PS-deprivation adfærdsmæssigt fremkaldt begynder

at virkeo Det er på grund af den PS-hæmmende effekt, at

disse præparater bliver anvendt mod narcolepsi, PS og narcolapsi

er jo fysiologisk identiske hændelsero

Der findes også en anden teori til forklaring af disse stoffers

antidepressive virkning, der kaldes catecholaminteorieno

De antidepressive stoffer er som nævnt MAO-hæmmerne {MAOI) og

de tricykliske pr,æparater (navnet skyldes deres stereokemiske

udseende og ikke deres virkning). MAO-hæmmerne virker på den

måde, at de Ødelægger de enzymer, der oxiderer dvs. nedbryder

monoaminerne. Dvs. at MAOI medfØrer, at monoarninar længere end

ellers vil kunne eksistere i den synaptiske klØft, hvilket også

betyder, at deres effektivitet som transmittersubstans Øges.

Effekten svarer til effekten af en stØrre mængde monoamino F.

eks. noradrenalin.

De tricykliske præparater, hvoraf imipramin er et, der nu

er de hyppigst anvendte ved behandling af depression, virker

antageligt på den måde, at de hæmmer den intracellulære genoptagelse

af noradrenalin, når den engang er blevet frigjort inden

i cellen. Dette medfØrer en forØget mængde fyringsberedent

noradrenalin (men også fald i lagerkapaciteten!). Effekten af

de antidepressive pr,æparater kunne derfor v,ære at Øge mængden

af noradrenalin i drivepuljesystemet. Catecholaminteorien går

derfor ud på, at depression er fald i rieradrenalinniveauet og

at den afhjæQpes ved at Øge dette niveau.

Vi har tidligere foreslået, at drivepuljesystemet er noradrenarge

celler i hjernestammen og deres aseenderende baner


16o.,

mens de foregår, selv om man ser fortvivlet ud., Bagefter fØler

man sig rolig og lettet.,

17., perseverativ konflikttænkning

Det sidste karakteristiske fænomen fra den depressive indfase

opstår henimod slutningen og består i opdukken af konfliktstof

i bevidsthedsindholdet. Konfliktstoffet kan sikkert væTe forskellige

ting for forskellige mennesker, for mig var det forhold

fra kærlighedsområdet.

I normaltilstanden ved jeg godt, hvad der er konfliktstof,

men jeg er i stand til at tænke på det på en kontrolleret måde.

Derfor er de anfald af perseverativ tænkning, der dukker

op med stor styrke, meget særegne og markantao Uafladeligt

fyldes ens tænkning af konfliktforestillinger, det samme og

det samme og det samme, og man kan ikke få det til at holde op,

det er meget fortvivlelsesinducerende. røvrigt promoveredes

konflikttænkningen noget af skiftet til ikonisk repræsentation.

Da disse episoder ligger tæt op til overgangen til den depressive

midtfase, bliver skiftet til denne fase meget tydelige

Fra den ene dag til den anden forsvinder konfliktstoffet fuldstændigt

fra ens tænkning. Den ene dag er man lettere forrykt

over konfliktstoffets massive bombardement, den næste dag er

bevidsthedsindholdet kemisk renset for det. ForsØger man voluntært

at bringe det tilbage, viser dette sig endvidere at

være umuligt. Det er som om, at det er fysisk umuligt at fremkalde

blot skyggen af det. Man kan simpelthen ikke tænke det.

Det er hØjst påfaldende og også en lille smule foruroligende.

I stedet bliver man meget optaget af tænkning vedrØrende depressionens

fysiologiske ubehag, og hele depressionens midtfase

er karakteriseret af en markant optagethed af, hvordan man

har det. Et sikkert tegn på, at depressionen er ved at ophØre,

er det, når man opdager, at man i nogle timer slet ikke har

tænkt "depression"• Når depressionen så er ophØrt eller med

indgangen til udfasen, så bliver man meget vanskeligt i stand

til at tænke depression, det man kort tid fØr ikke kunne lade

være mede


161.

Normalt tror man, at man er i stand til at tænke lige det,

man har lyst tilo I depressionsforlØbet lærer man imidlertid,

at der ikke hersker nogen voluntarisme på tænkeområdet, at der

er kr,æfter uden for ens voluntære kontrol, der afstikker rammerne

for det "tænkeligt mulige"o

l8o problemet med den depressive indfases identificering

Såvel de narcoleptiske tilstande, den kognitive regression,

den labile agitation, den trØstsØgende adfærd som den perseverative

konflikttænkning ophØrer markant ved overgangen fra den

depressive indfase til den depressive midtfase. Denne overgang

kan være temmelig brat. Således adskiller de to faser sig

betydeligt fra hinanden. Endvidere adskiller den depressive

indfase sig klart fra den præ


162.

på depressionen naturligvis snigende, for man identificerer den

ikke fØr man er forrygende unormal, selv om reaktionen måske

allerede har været 3-5 uger undervejs med alle sine reliable

og stereotype træko

Dette forhold betyder, at fØrstegangsdepressive (og det er

hovedparten af alle depressive iflgo den medicinske statistik}

fØrst retter henvendelse til lægen, når de er et godt stykke

inde i midtfasen, og det vil selvfØlgelig sigep at det netop

er midtfasens symptomatologi, der kommer til at dominere tænkningen

omkring den depressive reaktion, hvorfor den yderst signifikante

indfase let oversesø Og overser man den, ja, så er

man for så Vidt. berettiget til at betragte depression som en

fysiologisk særtilstand alene, fordi det er nærmest, hvad den

er i midtfasen ..

19.. separationsreaktionens faser

Lad os nu prØve at anskue den depressive indfase psykebiologisk

og rettet mod molære objektiver,. Vi har tidligere argumenteret

for, at den depressive reaktion svarer til den fYlogenetisk

gamle 11 gå-dØdt 1 -reaktion hos pattedyrunger, der udlØses, når pattedyrungerne

bliver separeret fra deres foræ[dre, som vi så det

med Tomkinsbarnet,.

HændelsesforlØbet i en sådan separationsreaktion, som den

mest almindeligt forekommer, er beskrevet af Spitz (1946) for

menneskebØrns vedkommende,. Der optræder to faser efter separationen:

FØrst reagerer spædbarnet med fortvivlelse, skrigen

og protest, mens det hele tiden kigger sig omkring,. Dukker moderen

fortsat ikke op, så overgår spædbarnet til en apatisk

tilstand med stille gråd eller ingen gråd overhovedet, et meget

stille barn med en meget bedrØvet fysiognomi, der ikke reagerer

på kontaktforsØg.. Dette er den anaklitiske depression,.

Ved genforening med moderen (vi burde måske hver gang skrive

11yngelplejeren 11 eller en anden aseksuel betegnelse, men dels

er det besværligt, dels er det næsten altid hunnen, der må påtage

sig yngelplejefunktionen, hvad det ikke kan v,ære vores

opgave at tilslØre, og endelig har vi ikke lyst til at gØre


16?.

Den humane depression tjener nok ikke længere det formål at

sikre,. at den døpressive ikke bliver for Øjensynlig for predatorer,

men hukommelsessvigtet og indlæringssvigtet, som tilstanden

også medfØrer, er fortsat en storslået beskyttelse, og

denne fordel kan meget vel have opvejet tilstandens mange ugunstige

træk {såsom risiko for suicidum og Ødelagte sociale relationer)

i tilstrækkelig grad til at hindre dens endelige begravelse

på genotypens bundo

Mens depressionen ingen skadelige eftervirkninger har for

den voksne, når den fØrst er overstået, så er det klart, at

den netop på grund af sin indlæringsmæssige blokering kan få

katastrofale fØlger for spædbØrn og yngre bØrn, fordi disses

udvikling består i indlæring i meget udstrakt grado De ting

ungerne skal lære i den periode depressionen varer, lærer de

ikkeo Harlow, blandt andet gennem sine berØmte modersubstitutionsforsØg

med rhesusabeafkom (1958, 1959), se figo 32, og

andre har vist, at det i den tidlige periode i en vis udstr-ækning

er emotionelle interpersonelle relationer, de skal lære,

og at en separation fra moderen her (med depressiv reaktion og

indlæringsblokade} interfererer med denne affektive indlæringo

fig. 32

Rhesusabeunge klynger sig til sin

"tØjmoder" som fØlge af frygtinducerende

stimuli (Fra Deese, 1964)o

Dette har interessante perspektivere Lad os forestille os,

at det afkommet i denne tidlige periode skulle lære blandt andet

var nogle adfærdsmØnstre på det emotionelle område, der

skulle aflØse den infantile separationsreaktiono Hvis separationsdepressionen

så forhindrede denne indlæring samtidig med,


Den humane depression tjener nok ikke længere det formål at

sikre, at den depressive ikke bliver for Øjensynlig for predatorer,

men hukommelsessvigtet og indlæringssvigtet, som tilstanden

også medfØrer, er fortsat en storslået beskyttelse, og

denne fordel kan meget vel have opvejet tilstandens mange ugunstige

træk (såsom risiko for suicidum og Ødelagte sociale relationer)

i tilstrækkelig grad til at hindre dens endelige begravelse

på genotypens bundo

Mens depressionen ingen skadelige eftervirkninger har for

den voksne, når den fØrst er overstået, så er det klart, at

den netop på grund af sin indlæringsmæssige blokering kan få

katastrofale fØlger for spædbØrn og yngre bØrn, fordi disses

udvikling består i indlæring i meget udstrakt grado De ting

ungerne skal lære i den periode depressionen varer, lærer de

ikkeo Harlow, blandt andet gennem sine berØmte modersubstitutionsforsØg

med rhesusabeafkom (1958, 1959), se figo 32, og

andre har vist, at det i den tidlige periode i en vis udstrækning

er emotionelle interpersonelle relationer, de skal lære,

og at en separation fra moderen her (med depressiv reaktion og

indlæringsblokade) interfererer med denne affektive indlæringo

figo 32

Rhesusabeunge klynger sig til sin

ntØjmoder" som fØlge af frygtinducerende

stimuli (Fra Deese, 1964)o

Dette har interessante perspektivere Lad os forestille os,

at det afkommet i denne tidlige periode skulle lære blandt andet

var nogle adfærdsmØnstre på det emotionelle område, der

skulle aflØse den infantile separationsreaktiono Hvis separationsdepressionen

så forhindrede denne indlæring samtidig med,


22ø den depressive reaktion som negativ reinforcer

af social isolation

169.

De fleste eksperimentelle studier af separationsdepression er

foretaget med primatere Disse arter er karakteriseret ved, at

de fleste af deres livsbestr


fra modereno (Og vi husker stadig, at når vi snakker om moderen,

så er det fordi, vi taler om tilstande fØr eller uden for

det menneskelige sarnfund)ø For unger, der 9n gang har prØvet

separationsdepression, er tolerancetærsklen for adskillelse

endog meget lavo Dette skyldes den indbyggede reaktion på adskillelse,

der er særdeles negativt reinforcerendeo Dyrene

går så at sige rundt med en indbygget straffemekanisme, og dem,

der har prØvet det, 11 ved'' deto

23ø drop-fobi

Når jeg lægger vægt på, at det er frygten for straffen snarere

end frygten for adskillelsen, der er primært adfærdsdeterminerende,

så skyldes det, at denne distinktion har fænomenologisk

gyldighed for mig, og det er mig, der er single-casestudiet

bag fremstillingen.

Når jeg har haft depressioner i voksenlivet, så er der en

meget hØj sandsynlighed for, at jeg har haft tidlig ontogenetisk

genetisk og psykologisk priming, idet vi har antaget, at

depressioner sjældent udvikler sig uden.

Denne tidlige priming består i udlØsningen af en separationsreaktion

med en eller anden grad af depression, der ikke nØdvendigvis

behØver at have været så voldsom. Dette må have medfØrt

separationsreaktionens fase 3 1 dvs. markant adskillelsesfrygte

Denne adskillelsesfrygt skyldes separationsdepressionens

negativt reinforcerende effekto Da to individer, hvor

det ene har været depressiv og det andet ikke, vil reagere klart

forskelligt (Harlow, 1959) på adskillelse fra moderen, kan det

ikke V


172.

Avoidance, der forhindrer realisationen af en reel trussel,

er meget hensigtsmæssigo Men avoidance kan læres eller reinforceres

uanset, om truslen er reel eller ikke, når blot organismen

tror, at den er reelo Avoidanceadfærd kan således iv.ærksættes

som fØlge af imaginære trusler, og da adfærden ikke fØlges

af truslen, hvad den heller ikke ville være blevet, selvom

adfærden ikke var iværksat, fordi truslen faktisk er ikke-eksisterende,

så reinforceres deno Vittigheden med manden, der sidder

på Rådhuspladsen dag efter dag og slår to træstykker mod

hinanden for at holde lØverne væk, er et eksempel på avoidanceadfærd

mod en ikke-eksisterende trussel, der faktisk er velbegrundet

for manden og hermed reinforcerende, fordi den i hans

forestilling er succesfuld, der kommer faktisk ingen lØver.,.

Denne risiko for manglende målpr.æcision, der ligger i avoidance-learning,

medfØrer gennem anticipation og transfer, at

mængden af tlfarlige" situationer, drop-fobien kan knytte sig

til, let kommer til at udstrække sig vidt udover de potente

drop-udlØseres område.,.

Jacobson (1953) udtaler, at cyklotyme (depressionsvulnerable)

som oftest er ttwarm, companionable, sexually mature, richly

sublimated" og andre positive ting "but with a specific ego

weaknesse This weakness consists in their remarkable (l) vulnerability,

their intolerance toward frustration, hurt and disappointment".,.

Denne bemærkelsesværdige vulnerabilitet midt i

sættet af dejlige egenskaber antager jeg er drop-fobien.,. Hvilket

vi vil tage til indtægt for det synspunkt, at drop-fobi karakteriserer

alle depressionsvulnerable i normaltilstanden eller

den prædepressive fasee

Hvis depressionsvulnerable personer har dropfobien tilfælles,

så må de imidlertid også have den r.ække tr.æk tilfælles, der

tjener til at beskytte dem mod drop-fobiens forventninger.,. Den

primære beskyttelse er avoidance-adfærde En måde at undgå "frustration"

på er ikke at begære noget åbenlyst; en måde at undgå

nhurt" på er ikke at engagere sig fØlelsesmæssigt med andre,

der kunne såre en; en måde at undgå "disappointment 11 på er

ikke at bede om noget. Det betyder, at den drop-protektive


173.

avoidance-adfærd vil have en tendens til at blive passiv. Passiv

avoidance adskiller sig fra aktiv ved, at den langt vanskeligere

lader sig aflæreo Enhver indlæring fordrer jo en operant,

en aktivitet; en adfærd, der sigter mod passivitet mangler

denne forudsætning for adfærdsmæssig nyvurdering, og bliver

derfor næsten umulig at afbetinge. LØvemandens urealistiske

aktivitet kunne f.ekso afbrydes, hvis et ondsindet individ

tog tnæstykkerne fra ham, og dermed demonstrerede for ham, at

der alligevel ing·en lØver korne Dette skyldes, at træklapningen

er aktiv avoidancee Havde lØvemandens avoidance imidlertid

været at ligge helt stille, dvs. passiv, hvad skulle man

så have gjort?

Beskyttelsessættet mod drop-fobien vil oftest være passiv

avoidance i en eller anden variant, men det er imidlertid klart,

at beskyttelsesindlæringen må antage forskellige former alt

efter det miljØ og de reinforcere, der shaper den, hvorfor der

vil være betydelige individuelle forskelleo Grundtrækkene vil

imidlertid sikkert være temmelig ens, fordi kravet år det samme

og indtræder tidligt i individets udviklingo Heraf fØlger

også, at de kommer til at bestemme individets personlighedsudvikling,

og at depressionsvulnerable må have en vis personlighedsmæssig

overensstemmelseo Hermed er vi ovre i forholdene

i den prædepressive fase, dvso i fasen efter den indledende

priming og inden næste depressive reaktions indtnædeno Man

kunne også kalde den for den postdepressive faseo Disse faser

er enso

24o den depressionsvulnerable i den prædepressive fase

En af de væsentligste årsager til, at depressionen betragtes

som en sygdom i et molekylært substraturo af mange depressionsforskere

(udover at en sådan placering bringer forskningen i

harmoni med den enormt profitskabende medicinalindustri og

dermed sikrer den finansiering) er, at den fortrinsvis rammer

11well-adjusted personalities without significant precipitating

stress" (Kraines, 1966) og ikke er ustabile og dårligt adapterede

individer i tydeligt konfliktfyldte situationero Når


175.

Barnet, der i de tidlige år udsættes for en separationsreaktionsudlØsende

situation, der resulterer i depression, vil udvikle

en drop-febio Denne drop-fobi vil indledningsvis medfØre

excessiv dependensadfærd, som vi har set det hos Spitz og abefolkene.

Da drop-reaktionen er en så betydelig negativ reinforcer,

at individet vil gØre alt for at undgå den, betyder

det, at denne dependensadfærd vil antage en karakter, der simpelthen

ikke kan tilfredsstilles i nogen normal situation. Den

bliver derfor negativt reinforceret af moderen eller hendes

ækvivalent. Dette skyld.es ikke, at hun er en dårlig eller unormal

moder, men alene at dependensadfærden er insatiabelo

Således tvinges moderen ufrivilligt til at droppe med en

meget stor frekvens, og dette pnæsenterer barnet for et stort

problemo Drop-fobiens negative reinforcering medfØrer adfærd,

der bliver socialt negativt reinforceret, hvilket igen Øger den

oprindelige negative reinforcering, osvo Imellem disse to modsatrettede

negative reinforcere skal barnet udvikle en adfærd,

der tilfredsstiller begge, et relativt ulØseligt problemo

I den forbindelse kan det lige nævnes, at det ofte beskrevne

ambivalente forhold den depressive kan have fØrst til sin

moder, siden til sine kærlighedsrelationer, ikke er uforståeligt

i denne sammenhænge Drop-fobien kræwer, at den depressive

skal have sikkerhed/kærlighed fra X, hvilket i den depressives

drop-univers med dets vide generalisationer næsten med uundgåelighed

medfØrer negativ reinforcering, der vil antage dropkarakterø

X biiver på en gang "redning" og 11straf 11 (hvilket

er en lidt fortvivlet situation for X), og dette må selvfØlgelig

medfØre nogen ambivalens hos den depressionsvulnerableo

Hertil kommer, at den depressionsvulnerable vanskeligt kan komme

af med sin animositet mod X pøgQao droppene, da dette ville

stride mod redningsbestræbelsenø Denne animositet må derfor

dels benægtes, hvad der er medvirkende til at skjule depressionens

raison d?etre, dels kanaliseres bort på anden visø Dette

kan enten ske mod personen selv, mod andre ting eller personer,

eller mod X på dulgt vis.

At lØse ovennævnte "ulØselige" problem er imidlertid nØdvendigt,

hvis personen skal overleve psykologisko Måske kan man


1$2.

kommer til udtryk derved, at myoserne forsvinder fuldstændigt

(ret signifikant, når man har haft dem længe), og mine knæ bliver

"småb1Øde 11 og uden smerter.. Min kropsoplevelse ændres også

på en måde, der kunne betyde, at spændingen enter er aftaget

eller rearrangeret ..

Efter depressionens ophØr antager disse muskelspændinger

igen deres gamle og "normale" kvalitet, og myosernes tilbagekomst

hilses med glæde ..

Whatmore inddeler "motor-bestræbelser" i fire kategorier,

der hver angiver et formål: a) ttperforming efforts that involves

mostly learned, observable, motor skills; b} bracing that

involves preparing for performance, especially flight and fight;

c) representing efforts that involve producing images and events

not present; d) attention efforts that involve focusing on

selective sensory inputs to the exelusion of others."

Denne firdelings store fortjeneste er, at den understreger

muskelsystemets funktion ikke alene af som aktivitetseksekutor,

men også som omverdensrepræsentation, der via afferent feedback

hele tiden påvirker CNS og dets beslutninger.

Organismens grundlæggende indlærte relation til omverdenen

kan således med fordel 11 stores" i muskelsystemet (holdning l),

fordi den derfra både kan regulere motor-output, perception

og den neurale formidling mellem stimulus og response. Muskelsystemet

udgØr jo et meget stort og meget variabelt tonisk tilstandsfelt,

der umiddelbart kan farve aktiviteten, og der kan

ikke være nogen tvivl om, at evolutionen har vidst af at anvende

denne mulighed til udviklingen af organismens styrekapacitet

og 11hukommelse"o Det muskulære tilstandsfelt har endvidere

den fordel frem for tilstandsfelterne i CNS, at det er visuelt

tilgængeligt for andre medlemmer af artenp der ved refleksagtigt

og relativt subliminalt at efterligne spændingsmØnstret

hos individet umiddelbart kan fornemme individets tilstand og

grundlæggende relation til omverdensfeltet. Denne muskulære

perception, der selvfØlgelig er overvejende visuelt formidlet,

kaldes empatio Man behØver bare fØlge sine egne muskelvariationer,

når man ser en fodboldkamp, for at blive overbevist om


l$),

empatiens omfattende bidrag til ens omverdens-assessment, selv

om det ligger hinsides en verbal beskrivelseo Empati er iØvrigt

udtryk for den primitiveste form for repræsentation, der

dukker op i fylogenesen, nemlig den enaktive., Alene heraf kan

man slutte, at den må være meget omfattende, og måske derfor

vanskelig at få Øje påø Man kan faktisk forestille sig, at

organismer kan kontrollere hinandens aktivitet ved direkte at

påvirke de andres muskelsystem ved egne muskelspændinger., Dette

er et ekstremt lovende forskningsfelt, og ikke kun fordi det

er så forsØmt ..

Whatmore opererer med et begreb, han kalder dysponesis, hvilket

vil sige fejlagtig anvendt muskelbestræbelse i såvel det

neurale som det egentlige muskulære motorsystem: 11Dysponetic

respenses are covert errors in energy expenditure which are largely

unobserVable, unintentional, and out of awarenesso These

errors produce excitatory and inhibitory inputs at various

points in the nervous system which affect emotional reactivity,

ideation and organ-regulation,.tt

Det, der karakteriserer depressive ifØlge Whatmore, er en

dysponesis, der er "particularly prone toward excessive bracing

and misdirected representing errors.. Bracing eauses the limbie

system to deplete high energy phosphate reserves.. The resul

ting fatigue f1=eds in to negative perseverati ve thought preoceupations

which are conducive to depression.. The negative

thoughts lead to further bracing and more fatigueø (,.,.,.) Both

acute depressives and schizophrenic tend to be persistently

hypertonic, that is to have hyperactive neuronal pathways as

measured myographically .. ( ...... ) Depressives often show a temporary

reduction in hyperponesis with clinical improvement, but

quickly return to a hyperponetic state even if improvement is

sustained.. This hyperponesis continues during remissiens and

becomes even greater before a clinical relapse.. Degree of hyperponesis

is positively related to severity of clinical depression,.

11

Jeg læser Whatmores beskrivelse over denne bracings (vi bruger

det engelske udtryk, der betyder en anticipatorisk muskelspænding

eller rettere motorspænding, for den behØver ikke


Da den depressive ind- og udfase er det depressive forlØbs

mest emotionelt labile perioder, så betyder det, at fald i bracing

og fald i emotionel kontrol er sammenfaldendeø Dette er

i overensstemmelse med den iagttagelse, at et udbrud af emotionalitet

(føeksø grådanfald) kan bremses ved en voldsom muskelanspændelse.

Vi vil derfor antage, at rouskelspændingen kontrollerer

den fasiske emotionalitet, dvsø de fasiske fysiologiske

reaktioner, vi kalder emotionelle på grund af deres psykologiske

effekto (Den voldsomme udladning af fasisk fysiologisk aktivitet

under PS skal således også ses i forbindelse med bortfaldet

af individet muskeltonus i denne tilstand).

Det er således vores antagelse, at bracing hos den depressionsvulnerable

tjener til at kontrollere, at dropskrækken ikke

skal medfØre fritlØbende fasisk emotionalitet.

Som funktionel fysiologisk reaktion, med fuld hensigtsmæssighed,

er bracing en parathedsrespons, der indstiller muskelsystemet

på en toptunet og hurtig aktivitet, rettet mod enten

flugt eller angreb. Dvs. at bracing er en aggressiv holdning.

Da den depressionsvulnerable i den periode, hvor han kæmper

for at opnå præstationskompetance og hele tiden konfronteres

med dire_kte og inddirekte drop, kommer i bracingtilstand meget

hyppigt, udvikles denne fra at være en diskret og tidshegnænset

respons til at være en kronisk tilstand. Dette medfØrer samtidig

excessiv kontrol over fasisk emotionalitet. Således bliver

den depressionsvulnerable med udvikling af kronisk bracing ekstrem

emotionel stabil, men samtidig forholdsvis kamprede og

aggressiv ..

Whatmore ser denne særlige muskeltilstand som uhensigtsmæssig

og depressionsfremkaldende i sig selv.. Dette er næppe korrekt.

Bracing er selvfØlgelig uhensigtsmæssig, fordi den blokerer

naturlige fØlelsesmæssige udvekslinger, men for den allerede

depressionsvulnerable er den en fordel, fordi den muliggØr

co-eksistens med drop-fobien. Endvidere kan denne muskelkonstellation

med hØj tonus være gunstig for visse ting. Shipman

& alø (1964) har vist i en stØrre undersØgelse, at "patients

with high overall muscle tension across sessions tended to be


1$6.

unanxious, emotionally stable, and to have an active fantasy

life and a clear sense of personal boundarieso In contrast,

patients with the lowest muscle and cardio-vascular values at

rest were rated as strongly hysteroid, that is, emotionally labile

and impulsive."

Shipmans beskrivelse af den hØjtone person kunne være en

beskrivelse af den depressionsvulnerable i den prædepressive

fase. Det er klart, at de tilhØrende egenskaber er gunstige

for målrealisation og præstationsmanifestationer, og at personer

med sådanne træk i en eller anden forstand er veltilpassede.

Hvis denne veltilpassede, emotionelt stabile og velfungerende

person imidlertid kommer i en situation af længere varighed,

der er potent dropudlØsende, så strækker det almindelige depressive

bracingsforsvar ikke til, og den depressionsvulnerable må

Øge bracingen, der er en slags biologisk selvkontrol, der skal

sikre, at hverken flugt eller kamp udlØses med al deres fasiske

emotionalitet, fØr det er optimalt hensigtsmæssigt i forhold

til situationen i omverdeneno Heri genkender vi det limbiske

systems funktion, bracingen styres sikkert derfor derfrao

Med droprisikopressets vækst vokser bracingen således også,

hvilket kommer til udtryk i den prædepressive stigning umiddelbart

op til den depressive reaktions indtrædene Whatmore mener,

at depressionen indtræder, fordi det lirnbiske system udmattes,

hvilket medfØrer perseverativ konflikttæmkning, osvø

Vi mener ikke, at det er en udmattelse, der som sådan skaber

depressionen, denne er heller ikke en udmattelsestilstand, men

en biologisk molær funktiono Men det er muligt, at bracingssystemet

bliver fysiologisk udmattet på grund af de voldsomme

krav, der stilles til detø Hermed begynder det måske i mindre

og mindre grad at kunne forhindre, at organismen dropreaktion

bliver frigjorto

Såvel bracingsstigningen i midtfasen, hvorved konfliktstoffet

forsvinder brat, som bracingsfaldet i udfasen, hvorved konfliktstoffet

dukker op igen, antyder imidlertid, at bracingsvariationen

næppe kan skyldes simpel udmattelse, men må være


187.

bundet sammen med den depressive reaktion på en funktionelt

sammenhængende måde. Da såvel bracingforsvaret som den depressive

reaktion er mekanismer, der har med den lirnbiske styring

at gØre, så er dette antageligvis også tilfældet.

Man kan også se bracingsforsvaret, den depressive reaktion

og den depressive midtfase, som tre relativt uafhængige hændelser,

den ene inden i den anden som et kinesisk æskesystemo Bracingens

utilstrækkelighed medfØrer, at den depressive reaktion

udlØses, der igen medfØrer, at det midtfasiske drivefald sætter

ind. Dette er en cyklisk hændelse og ved dets ophØr overtages

scenen igen af den depressive reaktion, der har været undertrykt

i sine særlige manifestationer af drivefaldeto Når den depressive

reaktion så er færdigkØrt, så overtager bracingsystemet

igen frygtkontrolleno

Vi mener, at de tre hændelser står i forbindelse med hinanden

på en funktionel måde, men af anskuelsesmæssige grunde kan

det betale sig at se dem hver for sigo

27. cyklotymi

Hvis en overtorrus i motorsystemet som forsvarstilstand hæmmer

fasiske emotionelle reaktioner, så betyder det, at organismen

må regulere sine emotionelle spændinger på en anden mådeo

Vi har tidligere omtalt, at den fysiologiske regulering af

driveniveauet også er en regulation af organismens stemningslejeG

Som muskelsystemets tonus danner basis for udlØsningen

af de fasiske muskelresponser, dvso kan forØge eller dæmpe dem,

således virker organismens stemning som tonus for de fasiske

emotionelle responsero Den emotionelle spændings udlØsning er

således bestemt af såvel stemningslejet som af de emotionelle

respansers mulighed for at blive udlØsto

Denne mulighed for at blive udlØst er begrænset af det depressive

forsvar hos depressionsvulnerable, dvso at organismen

må regulere sin emotionelle spændingstilstand over stemningene

Ved en stor spænding må stemningen således sættes ned for derved

reduceres spændingsakkumulationeno Men også "positive"

affekter har organismen med ekstensiv bracing sv.ært ved at


af en emotionalitetsregulering, mens den anden er en homeostatisk

nedregulering forårsaget af skiftet fra den lirnbiske til

den pontile styring, som den depressive reaktion erø

Denne forskel afspejles blandt andet deri, at normal nedstemthed

har et fænomenologisk indhold, der svarer til årsagen

til nedstemtheden, mens det depressive stemningsfald skyldes

en arkaisk biologisk mekanik, hvortil der intet fænomenologisk

indhold svarer, hvorfor det opleves tomt eller klart "irrationelt"ø

Selv om der kan være mange lighedspunkter mellem normal nedstemthed

af sværere grad og den depressive midtfase i en lettere

tilstand, så kan der skelnes mellem dem på basis af den

lange række depressionstræk, som vi har redegjort for i dette

arbejde.. Trækker man normale nedstemthedstilstande ud af "depressionspuljen"

vil det overvejende flertal af de resterende

være tilfælde af den arkaiske depressive reaktion som her fremstilletø

Hermed har vi ladet muligheden stå åben for nogle enkelte

tilfælde af ægte endokrine forstyrrelser på driveregulationsområdet

..

z$.. det depressive forsvar som depressionsvulnerabilitetens

primære konsekvens

Over halvdelen af de personer, der rammes af en svær depression,

får kun et sådant anfald i deres liv (Jacobsen, 1965) ..

Dette bemærkelsesværdige forhold vil jeg gerne knytte nogle

betragtninger til.. Når den fænotypiske depressive reaktion

igen (fØrste gang i den tidlige barndom) hentes frem fra genotypen,

så betyder det, at dens fremtrædelsesberedvillighed bliver

forØget,. Dette synes at stemme dårligt med den statistiske

sandsynlighed på mindre end ø5o for gentagelse. Hvis den

depressive reaktion imidlertid nu er blevet mere beredvillig,

så betyder det, at den vil udlØses ved en mindre påvirkning,

og at det depressive forlØb bliver lettereø Som vi formoder,

at det er sket hos Tomkinabarnet med dets meget rene fænotypiske

reaktion.

At den depressive reaktion bliver lettere og mere kortvarig


192.

29o det primære potente udlØsningsområde: kærlighed

Vi har argumenteret for, at den arkaiske stop-funktion med adfærdsblokering

og driveudladning tjener og har tjent mange formål

for pattedyrene. Vi har endvidere argumenteret for, at

denne stop-reaktion udvikler særligt negativt reinforcerende

egenskaber i forbindelse med reaktionens anvendelse som straf

for isolation ved meget socialt afhængige specier. Denne negative

.effekt får den ved at have forlænget varighed, hvad der

medfØrer drivefald, der er negativt reinforcerende. Det er

netop denne straffende egenskab, der medfØrer drop-fobien, der

karakteriserer alle depressionsvulnerable. Konsekvensen af isolation

er stØrst, når den rammer pattedyrsungen, dvso når den

udsættes for moderseparationo Pattedyrafkommets depressive

reaktion er fØrst og fremmest en protektiv foranstaltning, der

skal mindske ungens sandsynlighed for at blive opdaget af en

predator, men hos d.e sociale arter, har den endvidere fået den

negativt reinforcerende virkningo Fylogenetisk tidligt er den

blevet udlØst umiddelbart ved forældreseparation, senere efter

en indledende protestfaseo At reaktionens udlØsning er blevet

langsommere, og derfor medfØrer udlØsningen af det negativt

reinforcerende drivefald, har muliggjort denne protestfase, der

dog i sig selv også er forbundet med selektiv fordel hos sociale

arter, hvor hjæ[p kan forventeso (I ikke-sociale arter er

den selvfØlgelig kun til skade}o UdlØseren er som sagt forældreseparation,

hvilket betyder, at det mest potente dropudlØsningsområde

hos mennesker svarer hertilo Afbrydelse af moderkontakt

i den tidlige barndom, eller den form for interpersonel

kontakt, der kaldes kærlighed, i voksenlivet er de primære og

mest potente depressionsudlØsereo

I den tidlige barndom skal dette antage karakter af en variant

af reel moderdeprivation for at udlØse den depressive reaktion,

der så danner basis for en fremtidig drop-fobio I voksenlivet

kan der imidlertid pogoao den ontogenetiske priming være

tale om både reelle drop, symbolske drop og anticiperede men

ikke realiserede dropo


193.

På grund af den depressionsvulnerables enorme tthudlØshed"

og ekstreme negative forventningsbiasp der er bygget ind i hans

kroniske muskulære bracing, kan der optnæde betydelige drop

for vedkommende uden, at en iagttager, der ikke har samme bias,

ville kunne bemærke deto På sådanne drop vil den depressionsvulnerable

Øge sin bracing, dvso han kontrollerer sin frygts

emotionalitet i stedet for at udlade den fasisk, hvilket kunne

have henledt opmærksomheden på hans truede situation. For

en ukyndig iagttager vil alt derfor se ud som om, det var i

den bedste orden. Fortsætter dropperiet vil det depressive

urltØmmes og den depressive reaktion indtr,æder i stedet.

Vores iagttager, der med sin bedste vilje ikke kan se de udlØsende

faktorer, må se den pludselige indtræden af den depressive

reaktion, som noget der kommer ud af den blå lufto Et

veltilpasset og velfungerende individ har uden nogen Øjensynlig

grund pludselig (eller hen ad Vejen) en blomstrende endogen

depressiono

Den fØrste konflikt af denne type er den excessive kærlig•

bedsdependens til moderen, der opstår efter moderseparation

eller -deprivation tidligt i ontogenesen. Den lØses for visse

depressionsvulnerables vedkommende, som vi har omtalt det, ved

udvikling af inddirekte drop-sikring og undgåelse af den farlige

direkte. Den heraf fØlgende hyper-indepandens er så retteligt

en kontrol på hyper-dependens.

Denne type lØsning er af gode grunde ikke mulig, når personen

ad åre igen skal etablere nære kærlighedsrelationer til

andre mennesker p.g.a. vægtige biologiske vektorers virksomhed.

Det betyder, at kærlighedsområdet bliver enormt konfliktfyldt

for den depressionsvulnerable, og kærlighedsrelationer,

der ikke er velorganiserede og "beskyttede værksteder", giver

anledning til betydelig intensivering af drop-fobien, ekstrem

bracing, betydelige cykliske svingninger i stemning med hæQdning

til det deprimerede og småparanoide tilstandeo En udtalt

jalousi, der optræder med stor fysiologisk kraft, er også karakteristisk.

Det skal i den forbindelse siges, at jalousi


Characteristics of Depression and Change in Hierarchical Status

Feature of depressive

iUness

l. Loss of appetite

2. Loss of libido

3. Avoi


196.

Dominansfald eller fald i social status er derfor den sekundære

potente udlØser af den depressive reaktiono Dvso at drop,

reelle, symbolske eller anticiperede på dette område vil udlØse

den samme generelle adfærdsforstyrrelse, som vi så det på

kærlighedsområdet, selv om statusområdet ikke har helt de samme

indbyggede modsætninger som kærlighedsområdetø Også på dette

område må vi dog forestille os, at ontogenetisk priming i

form af moderseparation er nØdvendig for en senere udlØsning

af den depressive reaktion, hvilket antyder kærlighedsområdets

primære karaktero

Depressionslitteraturen viser, at fald i status foekso ved

arbejdslØshed eller pensionering hyppigt medfØrer udvikling

af endogene depressionero

En særpræget form for statusdepression er den såkaldte succesdepression,

der fØlger en opskrivning (%) af statuso Dette

virker umiddelbart paradoksalt, men er i virkeligheden ikke

særligt besynderligto Den kærlighedsdisponerede depressionsvulnerablet

der opnår sit mål at etablere en kærlighedsrelation,

der er at betragte blandt andet som et forsØg på direkte

drop-sikring, vil i perioden herefter ofte være karakteriseret

ved en ekstrem drop-fobi, der skyldes den meget betydelige risiko

forbundet med dropsikringsno Denne overaktive fobi medfØrer

forØget depressionsvulnerabilitet, der igen medfØrer en

stØrre sandsynlighed for depressiv udlØsning. Dette kunne også

kaldes en succesdepressiono

På samme måde ledsages den statusdisponerede depressionsvulnerables

direkte drop-sikring i form af promotion af en forØget

drop-fobi, der her ligeledes Øger depressionssandsynligheden.

3lo en kombinationsdepression

Den depressive reaktion, der indtræffer hos kvinder ved menopausens

indtnæden, og som kaldes involutional, er interessant

nok at betragte som en kombination af en statusfalds- og en

kærlighedsdepression. Dette skyldes, at kvinden under de herskende

samfundsmæssige betingelser har sin sociale status

More magazines by this user
Similar magazines