Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
30<br />
Et liv som asylansøger gør det svært for 14-årige Shushanik at have<br />
venner og fortrolige. Ligesom fremtidsplaner er et ukendt begreb<br />
Det eneste, hun selv bestemmer over er tankerne.<br />
I hovedet kan hun åbne og lukke for venskaber og<br />
fortrolighed, og hun kan skubbe bekymringerne<br />
og fremtiden væk. Men om aftenen kan hun ikke<br />
falde i søvn.<br />
»Jeg tænker på nu og her, så må jeg få det<br />
bedste ud af det. Det er altid forfra igen, og jeg<br />
kan alligevel ikke forandre det. Men man bliver<br />
træt.«<br />
14-årige Shushanik forlod Ukraine for ni år<br />
siden med sine forældre og en storebror. Siden<br />
har de været asylansøgere i fem europæiske<br />
lande og fået en lillebror, så de seneste halvan-<br />
det år i Danmark er blot endnu et sprog, endnu<br />
en skole og flere potentielle venner, som måske<br />
forsvinder igen.<br />
Så lidt venner som muligt<br />
»Et asylcenter er godt for mennesker, som ikke<br />
har et hjem, men det er bedre, hvis man har et<br />
normalt liv. Det ønsker alle sig.«<br />
For Shushanik betyder »normalt« at bo i sit<br />
eget hus, have sit eget værelse, mange venner,<br />
»jeG beholDer Det InDenI mIG«<br />
naboer, en far med et arbejde og en rask mor.<br />
Forestillingen er helt forskellig fra hendes nuvæ-<br />
rende hverdag i den lille lejlighed på asylcentret.<br />
I stuen sover hun med sine to brødre, for mode-<br />
ren har brug for forældrenes soveværelse hele<br />
dagen.<br />
»Min mor er syg, og far passer på hende. Jeg<br />
tror, hun er blevet syg af alle de forandringer og<br />
flytten rundt, men jeg ved det ikke. Jeg ved ikke,<br />
hvad der foregår i hende. Nogle gange tænker<br />
jeg, at det kunne være min skyld. Hun ligger på<br />
værelset og siger ikke så meget. Spiser sine tab-<br />
letter. Far siger nogle gange, at vi skal prøve at<br />
forstå hende. Han prøver også at sige, at vi skal<br />
gå ud til vores venner, for han kan ikke lide, at vi<br />
skal have det sådan.«<br />
Venner er der mange af, siger Shushanik. Hun<br />
er venner med alle de andre børn og unge på<br />
asylcentret, og så er der bedsteveninden, som<br />
hun går sammen med i klubben eller på bibliote-<br />
ket, hvor de skriver sammen på Messenger. Men<br />
ikke om, hvordan de har det.<br />
»Hun har jo også sådan et liv. Jeg snakker ikke<br />
så gerne om det. Jeg beholder det indeni mig.<br />
Jeg kan godt sige det til far og mor, men de kan<br />
jo ikke forandre det. Hvis nogen spørger mig, så<br />
svarer jeg, men jeg går ikke til dem selv. Nogle<br />
gange snakker jeg med Grethe (sundhedsplejer-<br />
sken, red.) oppe på klinikken her på centret. Det<br />
er det eneste. Alle, der bor her, kommer og går<br />
igen, så det bliver aldrig til noget. Man prøver at<br />
få så lidt venner som muligt, fordi man ikke ved,<br />
om man kan blive. Hvis man flytter, så har man<br />
ikke kontakt mere, og det er ikke så rart.«<br />
Fremtiden er et brev med regninger<br />
Russisk, tysk, armensk og dansk. Shushaniks<br />
barndom har lært hende fire sprog, og i skolen er<br />
hun nu ved at lære engelsk. Hun klarer sig rigtig<br />
godt og skal snart begynde i en lokal folkeskole.<br />
»Det er selvfølgelig flot, at jeg kan. Det hjæl-<br />
per meget at gå i skole. Mine lærere er rigtig<br />
gode, men jeg er ikke rigtig glad, for jeg ved<br />
ikke, om jeg bliver længe nok til at få en uddan-<br />
nelse. Jeg ved ikke, om jeg kan nå det. Engang<br />
ville jeg være advokat, men så skal man arbejde<br />
med asyl, og så vender det hele tilbage. Nu har jeg tænkt<br />
på, at jeg måske skal arbejde i en bank. Når jeg får gode<br />
karakterer, så tænker jeg på, hvad jeg skal være engang,<br />
men derhjemme tænker jeg aldrig på det.«<br />
Fremtiden er i det hele taget noget, Shushanik forsøger<br />
at holde på afstand.<br />
»Jo ældre man bliver, jo mere træt bliver man af det<br />
her. Min lillebror på otte han forstår jo ikke så meget. Jeg<br />
har ventet hele mit liv. Jeg venter på at få ophold, så jeg<br />
ikke skal flytte og kan koncentrere mig om skolen og at<br />
beholde mine venner. Jeg tænker faktisk på, hvad der skal<br />
ske med os hver eneste dag. Når andre får ophold, så bli-<br />
ver jeg selvfølgelig glad, men så tænker jeg også, hvornår<br />
sker det for mig? Det samme når andre får negativ. Jeg må<br />
bare styre tankerne, men hver dag før jeg går i skole, kig-<br />
ger jeg, om vi har fået brev og om det måske er negativ.<br />
Når man får ophold, så kan man bare tænke, at brevet<br />
nok er regninger.«<br />
Fremtiden kommer pr. brev<br />
Udlændingemyndighederne<br />
sender brev til asylansøgerne,<br />
når deres sag er afsluttet.<br />
Hvis ansøgeren får<br />
opholdstilladelse, flytter<br />
han eller hun og familien fra<br />
centret og til en kommune,<br />
hvor integrationsperioden<br />
begynder med blandt andet<br />
danskundervisning.<br />
Er afgørelsen et afslag, i<br />
daglig tale på centrene<br />
ofte kaldet negativ, skal<br />
asylansøgeren rejse til sit<br />
hjemland. Sker det ikke<br />
frivilligt, kan politiet eskortere<br />
den eller de pågældende<br />
personer til hjemlandet.<br />
børnene må følge forældrene<br />
Nogle asylansøgere flakker<br />
om i Europa i kortere eller<br />
længere perioder. I fagteknisk<br />
tale kaldes disse personer for<br />
funktionelle nomader. Det er<br />
<strong>Dansk</strong> <strong>Røde</strong> <strong>Kors</strong>’ erfaring, at<br />
mennesker fra denne gruppe<br />
er blandt de asylansøgere, der<br />
har det psykisk meget dårligt.<br />
Nogle af de såkaldt<br />
funktionelle nomader er<br />
enlige, andre er familier med<br />
børn. De voksne kan have<br />
forskellige grunde til at ville<br />
rejse videre fra et land til et<br />
andet. Børnene har sjældent<br />
noget valg: De må blot følge<br />
med deres forældre.
Change language