f At være afmægtig med d f ti den afmægtige

ucn.dk

f At være afmægtig med d f ti den afmægtige

Samtale om eksistentielle forhold

At være afmægtig f med

dden afmægtige f ti

- om modet til at være nærværende i det svære

UCN, onsdag den 25.

november 2009 kl. 13.00-14.30

Præst på KamillianerGaardens

Hospice og i Det palliative

Team Team, Ole Raakjær


”Det må være svært at arbejde

på å et t hhospice!?” i !?”

• BBesværligt!? li t!?

• Tungt/byrdefuldt?

• Når mennesker bruger

sætningen t i ”D ”Det t er svært!”, t!”

betyder det næsten altid, at

oplever, l at t de d står tå i en

situation, der er tung eller

bbyrdefuld. d f ld NNoget t dde

er

magtesløse overfor og ikke

kkan lave l om på! å!

Berit Kyed.


Sorg er ikke

sygdom!

”Hvis to mennesker elsker hinanden, så

kan det kun ende ulykkeligt. Selvom de

elsker hinanden til det sidste, sidste så dør de

ikke samtidig. Den ene efterlader en

smerte hos den anden, så ulykken er

indbygget. Hvis jeg elsker mine børn,

så å er jjeg sikker ikk på å at t bli blive ulykkelig, l kk li

fordi på et eller andet tidspunkt siger de

fra eller bliver ulykkelige. De bliver

syge syge, eller de dør dør. Jeg kan ikke elske

uden at vide, at ulykken bor i at sige ja.

Men hvis det skulle få en til at mene, at

man skulle lade være med at binde sig,

så å vil il jjeg svare: TTværtimod. ti d Sk Skynd d di dig

at få noget, du kan blive ulykkelig over!”

Johannes Møllehave,

,

Jyllandsposten 30. december 2001


I kontakten med den alvorligt syge

bli bliver man gjort j t opmærksom k på, å

• hvor afhængige vi er af hinanden! At vi altid bærer en del af det

andet d t menneskes k liv li i vores hhænder! d ! (K (K.E. E LLøgstrup) t )

• hvor sårbart og skrøbeligt livet er! Hvor lidt der skal til, for at det går

galt!

• hhvor afmægtige f ti vi i er overfor f stærke t k sygdomskræfter!

d k ft !

• at vi er dødelige!

– ”Livet er en dødelig sygdom, der overføres seksuelt!”

– at miste er ikke det særlige, det er det almindelige!

• at sorg ikke er sygdom, men kærlighedens pris!

• sorg er kærlighed, sådan som den ser ud i den elskedes fravær!

• sorg er hj hjemløs l kkærlighed! li h d!

• ”Smerten der kommer, er en del af lykken nu!/ Smerten nu, er en del af

lykken, der var!” (og ulykken!) (”Shadowlands”)

• ”the price for less suffering is to care less..” (Emmy van Deurzen)

• at sorg kan og skal derfor heller ikke trøstes væk!

• at sorgen ”ikke går over”. Det er den sørgende, der går ”over” fra at

være et sted med sig selv til at være et helt nyt og fremmed sted!

• at den største udfordring både professionelt og personligt er at være

der, hvor man ikke kan lave om på situationen eller på den anden,

uanset hvor meget man prøver!


Ikke brud - men påmindelse

Det, som i særlig grad sættes

på spidsen hos den alvorligt

syge og dennes pårørende,

nemlig

- afhængigheden,

- sårbarheden

sårbarheden,

- skrøbeligheden

- afmagten og

- dødeligheden

repræsenterer ikke et brud

med menneskelivets

grundvilkår, men er tværtimod

en påmindelse om dem.

Berit Kyed


Hvorfor beskæftige sig med

magtesløsheden?

• Hvad godt er det ved at være

magtesløs?

• Det er der ikke noget godt

ved! d!

• Men da magtesløsheden er et

eksistentielt vilkår, og man

som sundhedsprofessionel dh d f i l i

særlig grad konfronteres med

denne grundlæggende

magtesløshed er det

nødvendigt at overveje, hvad

den gør ved os og hvad vi

”gør” gør ved den!

• Evnen til være magtesløs

med den magtesløse er både

grundvilkåret og præmissen

for samtalen om eksistentielle

forhold!

Berit Kyed


Hvad er den vigtigste kompetence i samtalen om

eksistentielle forhold?

Mod!

• Modet til at være dér, hvor patienten eller den pårørende er - uden at se

det som sin opgave at ”opdrage” på vedkommende eller ”flytte” ham eller

hende et andet sted hen!

• Modet til at turde spørge om det det, som ingen andre måske indtil nu har

turdet spørge om!

• Modet til at være der, hvor man ikke kan handle sig ud af situationen!

• Mod til både at tale, tale når der er brug for det, det og at tie, tie når det er det det, der

nødvendigt!

• Modet til se og respektere, at patienten eller den pårørende kan vælge

andre veje j end dem, , man selv ville have valgt! g

• Modet til at se patienten eller den pårørendes vrede eller aggression som et

udtryk for hans eller hendes magtesløshed og ikke (alene) som et personligt

angreb!

• MModet d t til at t prøve at t fforstå, tå hhvad d ddet t er patienten ti t eller ll den d pårørende å d

forstår!

”Modet Modet til til at at være være afmægtig med den afmægtige afmægtige, så den

afmægtige ikke skal være alene med sin afmagt!” (Bent Falk).


Hvad er det, der gør dette

møde svært?

At man skal tale om det svære med

patienten/den pårørende

At man er bange for, hvordan

patienten/den pårørende vil reagere

At man er bange for, hvordan man

selv vil reagere!

At man føler sig dum eller ikke

tilstrækkelig kompetent!

At man er bange for at gøre/sige

noget g forkert – evt. så den anden

bliver ked af det!

At man føler sig afmægtig og har

lyst til at være alle mulige andre

steder, t d end d der d hvor h man er! !

At man ikke ved, hvad man skal

sige!

At man vil il ændre d på å situationen! it ti !

• M.m.m

Berit Kyed


Mødet med den andens og

ens egen magtesløshed!

Det er ikke teknisk svært

at være sammen med

den magtesløse, men det

er svært i betydningen y g

tungt eller byrdefuldt, fordi

man i kontakten både skal

være tæt på den andens

magtesløshed g og g den

magtesløshed, man

kommer i kontakt med i

sig selv!

Berit Kyed


Ved grænsen g kan

man møde noget nyt!

”Jeg håber, det er slået igennem

i udsendelserne, at mantraet om

at alting g kan blive bedre, , kan

udskiftes mantraet om den

frugtbare grænse. At grænsen

for, hvad man har magt over,

ikke bare er en begrænsning,

men at det er ved grænsen, at

man møder noget nyt. Og hvis

man overholder den grænse,

brænder man ikke ud!”

Sygehuspræst Preben Kok, Jyllandsposten 09.03.2008

”Præsten, der ordinerer ynkelighed” (Om udsendelsen:

”Skriftestolen”)

Hvorfor en denne grænse frugtbar?

o o e de e g æ se ugtba

Det er den fordi vi derved kan undgå at blive

urealistisk mht. hvad vi har magt over!


Grænsesprængende og

grænsesættende lidenskab…

”Når Når man man kommer til grænsen for sin magt magt, må den

grænsesprængende lidenskab… den, der hele tiden vil

videre og hvor mottoet er ”alting kan blive bedre”… vige

for den grænsesættende lidenskab lidenskab, hvis livet ikke skal

splintres i stress og overanstrengelse…”

Kok, Preben; Skæld ud på Gud, sjælesorg i det

moderne samfund, samfund 2008 ss. 107 ff.

” … Der er grænser for for, hvad et menneske kan kan. Du er

nemlig ikke Gud. Tager man den realitet alvorlig, kan det

urealistiske: ”Alting kan blive bedre,” blive erstattet af det

realistiske: ”Meget Meget kan blive bedre bedre. ”

Kok, Preben; Den frugtbare grænse, fra ”Kan bjerge flytte troen?,

Johansen, Christoffer, Hvidt, Niels Christian (red.), Gyldendal 2008, p. 41


Når boblen brister…

”Min Min verden brød

sammen, da jeg fik

dødsdommen. Det var

den dag boblen bristede,

og jeg fandt ud, hvor

sårbar og magtesløse, vi

mennesker egentlig er!” er!

50-årig kvinde, erhvervsleder


Når å boblen brister…

”Undertiden Undertiden river river en en eller eller anden anden rystende rystende

begivenhed i ens liv hul i forsvarsmekanismernes

beskyttende beskyttende forhæng forhæng, så så den den rå rå dødsangst dødsangst

bryder ind i bevidstheden. Det ubevidste lapper

dog dog hurtigt hurtigt flængen flængen og og camouflerer camouflerer atter atter

angsten sande beskaffenhed!”

Yalom, Irvin D.; Eksistentiel psykoterapi, København 1998, s. 54

Men for den alvorlig ramte patient/pårørende, er

ddet t oftest ft t umuligt li t at t ”l ”lappe fl flængen”


Det kriseramte menneskes eksistentielle situation

-og alle ll andres!! d !!

Hvad består

hjælpen/trøst

en i?

Virkeligheden er

Den daglige bevidsthed/grundforventningen

til livet/den sunde fortrængning

- verden er grundliggende et trygt sted at være for mig og mine

(lidelsen rammer kun naboen!)

- livet er meningsfyldt, sammenhængende og forudsigeligt

(vi kan planlægge og kontrollere livet/fremtiden)

-man dør gammel og mæt af dage

(der er op og ned på det, der sker i verden)

- jeg er et selvstændigt, frit og uafhængigt menneske

(jeg kan og skal skabe mit eget liv)

- gud er den, der beskytter mig mod det onde

(hvad skal man ellers bruge en gud til?)

-at t vi i hverken h k kan k kontrollere k t ll livet li t eller ll fremtiden f tid

- at vi i grundliggende forstand er afmægtige og

sårbare eksistenser

- at der er lidelse i verden og den rammer tilfældigt og

kkan dderfor f også å kkan ramme mig i

- at døden ikke kun er noget, der kommer, når vi er

mætte af dage

- at det onde sker - også i vores liv - og der er ofte ikke

nogen ffornuftig fti fforklaring kl i eller ll mening i med d det d t

- at vi er afhængig af andre – at vi har brug for hjælp

- at gud ikke er en ”succes-gud”

Den eksistentielle

samtales ”rum”


Når boblen brister…

”Når et menneske finder ud af, at det

har en alvorlig g sygdom, yg f.eks. kræft, er

den første reaktion som regel en form

for fornægtelse. Fornægtelsen er et

forsøg på at mestre den angst, der er

forbundet med truslen mod livet, men

den er også en funktion af en dyb tiltro

til ens egen usårlighed. Det kræver et

stort psykisk ki k arbejde b jd at omstrukturere k

de grundantagelser, man altid har

levet ud fra. Når forsvaret er

undermineret d i t for f alvor, l når å man virkelig i k li

fatter: Ӂh, Gud, det er sandt, jeg skal

dø!” og indser, at livet vil tage ligeså

hårdt fat på en selv som på alle andre, andre

føler man sig fortabt og på en mærkelig

måde forrådt…”

Yalom Irvin D ; Eksistentiel psykoterapi

Yalom, Irvin D.; Eksistentiel psykoterapi,

København 1998, s. 130


Hvilke egu grundantagelser da tagesettvinges gesman a

ved til at omstrukturere ved alvorlig

sygdom?

At der er mig, mig der har kontrollen og styringen

At jeg dør gammel og mæt af dage

At der er en mening med alt det det, der sker

At jeg ved at være et ”ordentligt” menneske, kan

beskytte mig selv eller mine nærmeste mod sygdom

og lidelse

At livet er retfærdigt retfærdigt, og at det går de gode godt og de

onde skidt

At gud g er ggarant for denne retfærdighed g


Det kriseramte menneskes eksistentielle situation

-og alle ll andres!! d !!

Den daglige bevidsthed/grundforventningen

til livet/den sunde fortrængning

GGamle l - verden er grundliggende et trygt sted at være for mig og mine

(lidelsen rammer kun naboen!)

grundantagelser - livet er meningsfyldt, sammenhængende og forudsigeligt

(vi kan planlægge og kontrollere livet/fremtiden)

-man dør gammel og mæt af dage

(der er op og ned på det, der sker i verden)

- jeg er et selvstændigt, frit og uafhængigt menneske

(jeg kan og skal skabe mit eget liv)

- gud er den, der beskytter mig mod det onde

(hvad skal man ellers bruge en gud til?)

Når boblen brister

(omstrukturering af

grundantagelser)

kalder det på sorg,

fortvivlelse, vrede,

afmagt osv.

Disse følelser passer til

situationen!!

Vi Virkeligheden k li h d er

- at vi hverken kan kontrollere livet eller fremtiden

- at vi i grundliggende forstand er afmægtige og

sårbare eksistenser

- at der er lidelse i verden og den rammer tilfældigt og

kan derfor også kan ramme mig

- at døden ikke kun er noget, der kommer, når vi er

mætte af dage

situationen!! - at det onde sker - også å i vores liv - og der er ofte ikke

nogen fornuftig forklaring eller mening med det

- at vi er afhængig af andre – at vi har brug for hjælp

- at gud ikke er en ”succes-gud”


Konklusion

Både i vores eget og i

patienternes og de

pårørendes liv liv, er der

noget, vi har magt

over (i betydningen

betydningen,

som vi kan forandre

på) og noget vi ikke

har magt over (i

betydningen betydningen, som vi

ikke kan forandre på)!


”Sygeplejen Sygeplejen er inficeret med

problemløsning…”


Problemer og byrder

• PProblemer bl kan k løses l

• Byrder skal bæres

• Sorg/tab/død er ikke

problemer problemer, der kan

løses!


Hvad er konsekvenserne af at

forveksle byrder med problemer?

Dvs. at tro, at jeg/patienten/den pårørende har et problem, der kan

lløses, selvom l det d t i virkeligheden i k li h d er en byrde, b d der d skal k l bæres? b ?

• Patienten

– Pt. kommer til at forlange det umulige af den

professionelle = at byrderne skal løses!

– Energien/kræfterne bruges ”forkert” (ikke

konstruktivt!)

• Den professionelle

– Den professionelle kommer til at forlange det

umulige af sig selv = at hun skal løse pt.´s

byrder y

– Distancering eller udbrændthed


Hvad er konsekvenserne af at

forveksle problemer med byrder?

Dvs. at tro, at det, jeg står med, er en byrde, jeg/patienten/den

pårørende skal bære, selvom det i virkeligheden er et problem, der skal

løses.

• Patienten

– Omsorgssvigt

• Patienten får ikke lindret sine smerter

• Bliver ikke behandlet for kvalme kvalme, obstipation,

obstipation

dyspnø osv.

• Den professionelle

– Stiller for få krav til sig selv og tror, at det er

tilstrækkeligt at tale med og holde i hånd


Magtligningen

Problemer: bl

magt t → ansvar → skyld k ld

Byrder:

- magt→ - ansvar → - skyld

Ole Hartling, læge, tidl. formand for etisk råd


Den enkle sammenhæng mellem magt, ansvar og skyld

(2)

magt → ansvar → skyld

(1)

-magt magt→ -ansvar ansvar → -skyld skyld k ld

For o ikke e at se/opleve se/op e e ssig g se selv so som magtesløs agtes øs ”vælger” æ ge man a at se ssig g so som

skyldig (1)

Dermed ”bilder man sig ind”, at man kunne have haft magten, hvis man var

dygtigere dygtigere, flinkere flinkere, osv osv., fordi skylden hører hjemme i den relation, relation hvor man

har magt. (2)

Hartling, Ole J, Lægens magt og magtesløshed, Omsorg nr. 3. 3/2008, p. 26


Magt – afmagt

Det er paradoksalt, at netop fordi læger tager

skylden y ppå sig g for det, , de ikke har magt g over, ,

styres de ind i en sammenhæng, hvor de

kommer til at snyde patienten for et nærvær på

grund af en angst for at blive forkastet – nemlig

som magtesløse. Læger bliver som børn, der

angler efter forældrenes anerkendelse – og vil

gøre alt for at få den. Det er ulykkelige børn.

DDet t må å ikk ikke misforstås i f tå således ål d at t magtesløshed t l h d

er noget lægen skal kunne. Det ville være en

selvmodsigelse, for det drejer sig præcist om det

lægen ikke kan. Det er derfor heller ikke en

kkunnen, dder ttales l om, men noget, t som iindses. d

Og lægen har naturligvis magt i flere

henseender. Han har magt til at smertelindre,

magt g til at være til stede, magt g til at holde sit ord,

magt til at lytte, magt til at tale til patienten med

høflighed og takt, magt til at vise omsorg osv. På

alle disse områder har lægen ansvar og kan

blive skyldig, y g, hvis han svigter. g

Hartling, Ole J, Lægens magt og magtesløshed, Omsorg nr. 3. 3/2008, p. 26

Titel: Afmagt


At acceptere magtesløsheden er

grundlaget dl t for f at t kunne k være hos h

patienten som menneske…

menneske ”

”Det værst tænkelige scenario i den fagre nye verden er,

at man fortsat forfølger ideen om, at lidelsen kan

udslettes. At vi fortsætter jagten på ”ha-det-godt-livet”,

det sorgløse liv liv. Men det findes ikke ikke, og der er brug for

etikken til at kunne vælge det gode og at søge at opnå

det overordnende gode. Men over alt det ligger også

håb håbet t om, at t vi i kan k finde fi d tilbage tilb til en ydmyghed d h d og en

kærlighed, som møder os i vores ufuldkommenhed. For

mit fags g vedkommende kræver det at acceptere p

magtesløsheden. Den er nogle gange grundlaget for, at

man kan være hos patienten som menneske.”

Ole Hartling, Jyllandsposten tirsdag den 31. december 2002


Lidelsen er del af livet, ,

den kan ikke udslettes…

”Den, der stræber efter et liv uden

lid lidelse, l mister i t li livet. t DDen,

som søger

glæde uden sorg, mister glæden, og

den, som vil have et fællesskab uden

konflikt, mister fællesskabet!”

fællesskabet!

Jürgen Moltmann, tysk teolog

At huske på det, er en aflastning for

sygeplejersken, l j k lægen, l præsten t m.m.


Hvordan hjælper man

mennesker, k der d hhar ttunge byrder b d

at bære på?

Hvis den ramte selv kunne formulere det, ville

det lyde noget i retningen af:

• Lad mig være den, jeg er!

• LLad d være med d at t tro, t at t ddu skal k l lave l om på å mig! i !

• Lad være med at være bange for mig!

• Lad mig beholde mine følelser og strategier, så

lang tid, jeg brug for dem!

• Lad mig for alt i verden ikke være alene!


Det værste er ensomheden!

• Jeg syntes syntes, at dem på skolen var gode til at snakke med mig mig, men jeg ville måske gerne gerne, at de

nogle gange spurgte lidt mere om, hvordan jeg egentlig havde det og sådan nogle ting.

15-årig pige, der som 14-årig mistede sin 40-årige mor og sin veninde

• Da jeg kom i skole igen efter at min far var død og trådte ind i klasselokalet sad alle mine

kl klassekammerater k t på å dderes pladser, l d som dde ellers ll aldrig ld i gør, ø fø før dder kkommer en llærer, og gloede l d

på mig. Ingen sagde eller gjorde noget....

14-årig pige, hvis far begik selvmord, da hun var 12.

• I skolen havde de alle ondt af mig og prøvede at undgå mig. Det var svært at forstå. Det føltes

som at t stå tå alene l i en cirkel, i k l mens alle ll stod t d og ki kiggede d på å en...

12-årig dreng, der som 8-årig mistede sin mor og som 11-årig mistede sin far

• Når jeg bliver spurgt om, hvad der er værst efter min mor er død, er det selvfølgelig savnet, men

det er ligeså meget den tavshed, jeg møder, lige meget hvor jeg går...

17-årig å pige, der mistede sin 47-årige å mor som 15-årig. å

• Da jeg kom tilbage til skolen efter en uge, var der ikke andre end et par af lærerne, der berørte

min fars død. Vi talte ikke om det i klassen, og jeg troede, at folk enten ikke vidste det eller havde

glemt, at min far var død. Jeg var først meget såret over deres reaktion eller mangel på samme.

MMen lidt efter ft lidt bbegyndte dt jjeg at t fføle, l at t ddet t var mig, i dder var noget t galt lt med, d og jjeg ikk ikke kkunne

forvente, at folk viste mig lidt hensyn.. Omkring mig møder jeg den mur af tavshed, som så mange

børn møder, når en af deres forældre går bort...

15-årig pige, der som 12-årig mistede sin far

J k ikk lid t i kl k t k h til i f t lt t d t t d t

• Jeg kunne ikke lide, at mine klassekammerater kom hen til mig og fortalte, at de syntes, at det var

synd for mig. Det hjælper ikke ret meget at få det at vide. I stedet skulle de have spurgt, om jeg

ville snakke om det. Det mest ubehagelige i tiden lige efter var, når folk var lige ved at gå over på

den anden side af fortovet for at undgå at komme til at snakke med mig.

15-årig pige, der mistede sin far som 14-årig


At være magtesløs med den

magtesløse!

• Når jeg føler mig magtesløs er den

tungeste byrde ensomhedens byrde,

nemlig g at jjeg g skal være alene med og g i

magtesløsheden!

• Derfor har jeg j g brug g for vidner til min

magtesløshed.

• Dvs. at nogen tør være magtesløs

sammen med mig i min magtesløshed

samtidig g med at de ikke ser det som deres

opgave at tage magtesløsheden fra mig!

• Håbet skabes ved at nogen g vil dele min

håbløshed!


Det vigtigste spørgsmål i

kontakten med det alvorligt syge!

Er det, jeg står med/i lige nu et problem

eller en byrde?

– Er det et problem, kan jeg selv eller andre,

der måske er klogere end mig, løse det.

– Er det en byrde, y , skal patienten p selv bære den

men med mig som vidne!


Afslutningsbøn i AA:

Giv mig mod til at ændre det, der kan

ændres (problemerne!)

(problemerne!),

styrke til at bære det, der ikke kan

ændres (byrderne)

og visdom til at skelne.

skelne


Den eksistentielle situation

er ikke et problem, men en byrde…

”Der er naturligvis ingen ”løsning” på den eksistentielle

situation. Den er en del af tilværelsen, og vi må se den i

øjnene og på en eller anden måde finde ud af tage den

på os. Samhørigheden med andre er den vigtigste af de

kilder, vi kan øse af for at dulme angsten for isolationen.

Vi er alle ll ensomme skibe kib på å et t mørkt kt hhavn. Vi ser

lysene fra de andre skibe – vi kan ikke nå dem; men det,

at de er der, , og g at de deler skæbne med os, , er en stor

trøst. Vi erkender vores dybe ensomhed og

hjælpeløshed. Men hvis vi formår at bryde ud af vores

vinduesløse monade (enhed) (enhed), ser vi også de andre andre, som

kæmper med den samme ensomme rædsel.

Isolationsfølelsen viger for medfølelse med de andre, og

vi er ikke længere helt så bange.”

Yalom, Irvin D.; Eksistentiel psykoterapi, København 1998, s. 130

More magazines by this user
Similar magazines