Sømandens våde grav, s. 103-167 - Handels- og Søfartsmuseet

efter en slags balsamering. Man kunne også lægge ligene i læsket
kalk, ja døde hvalfangere blev bragt hjem i nedfrossen
stand, siger Olaus Magnus i 1555. Hvalfangerskibene tog i reglen
ligene med hjem til begravelse. Af 240 døde blandt hvalfangere
fra øen Føhr blev de 234 ført hjem. Resten sattes ned
blandt Isflager i Grønlandshavet.
Det skete, at skippere og fornemme passagerer tog deres ligkiste
med om bord, I tilfælde af at de skulle dø undervejs, - noget
som søfolkene var bange for: en ligkiste varslede altid død og
undergang. Af pladshensyn kunne ligkisten anbringes oppe I
merset, eller den kunne nedgraves med den døde i sandballasten
eller i selve lasten, hvis den f.eks. bestod af kul eller guano.
Kisterne var i reglen dobbelte, af træ udvendig og af bly eller
zink Indvendig, og godt kalfatrede. De var derfor næppe farlige
hygiejnisk set, men folkene var alligevel rædde for dem og ville
helst smide dem i søen, hvor de efter deres overbevisning hørte
hjemme. Skulle man endelig have en død med om bord, var det
1 hvert fald vigtigt, at han blev anbragt på tværs i skibet og ikke
på langs.
Afskyeligt var det efter mandskabets mening, hvis skibet virkelig
tog lig med som regulær fragt, hvilket Ikke sjældent skete
på skibe fra USA's vestkyst, hvor der boede en del kinesere. De
døde ville gerne begraves sammen med deres forfædre i Kinas
jord, og deres velhavende landsmænd betalte villigt for at få kisterne
med ligene sejlet hjem. I 1863 havde bark »Cecilie« af
Åbenrå således 600 kister med kinesere i lasten.
Det bragte Ingen lykke at sejle med Hg i lasten, men i virkeligheden
skete der selvfølgelig Ikke noget ud over det almindelige
derved. Søfolkene fæstnede sig naturligvis specielt ved de gange,
det gik galt.
Begravelse i søen på ikke-kristne skibe
Man har uden tvivl overgivet de døde på skibe og fartøjer til
søen, sålænge der har været søfart, selv om vi I virkeligheden
118