Missions-Nyt nr. 3

Missions-Nyt 

47. årgang, nr. 3 - efterår 2005


47. 47. år årgang år ang ang, ang , nr nr. nr . 3 3 - - efter efterår efter år 2005 

2005 

Ansvarshavende Ansvarshavende udgiver: 

udgiver: 

Missionsfonden af 4/5 1964 

Harpevej 14 

DK-3650 Ølstykke 

Telefon 47174040 - Fax 47174018 

E-mail: mfond@mail.dk 

Giro 613-9450 

Bank 3433-3332142437 

ISSN: 0903 2312 

Redaktion og layout: 

Svend Lohse 

Tryk: 

Trykkeriet Friheden ApS, Thisted 

Missions-Nyt Missions-Nyt udkommer 4 gange om året 

og sendes gratis til fondens brugere og alle, 

som måtte ønske det. 

Missionsfonden foretager en overordnet vurdering 

af det indkomne materiale til hvert 

enkelt blad, men artiklernes indhold, udtrykte 

holdninger og formuleringer er på skribenternes 

eget ansvar. 

Forsidebillede: 

At give evangeliet vinger 

Indhold 

Side 2 

3 

3 

5 

9 

11 

12 

14 

16 

18 

19 

21 

24 

26 

Missionsfonden af 4/5 1964 

Missionsfondens bestyrelse: 

Elly Lohse Bruun 

Fagotvej 13 A, 2730 Herlev, telefon 44917009 

e.bruun@mail.dk 

Karl Kühn 

Strandvej 21, 6280 Højer, telefon 74782015 

skkuhn@mail.dk 

Kenneth Kühn 

Bendstrupvej 5, 2650 Hvidovre, telefon 36770798 

alken@tiscali.dk 

Erna Nielsen 

Bråderhøj 5, 3500 Værløse, telefon 44480581 

Annelise Matina Larsen 

Gultentorpvej 81, 9230 Svenstrup J 

telefon 98314643 

Christian Petersen 

Sandholtvej 4, 2650 Hvidovre, telefon 36770688 

ec@paradis.dk 

Gardar Ragnarsson 

Lemkær 4, Kirke-Hørup, 6470 Sydals 

telefon 74416092, gardar@adr.dk 

Administration og regnskab: 

Svend Lohse, Harpevej 14, 3650 Ølstykke 

Leder: Den største opgave 

Menighedsbesøg til Kenya 

Irland 

Pionérarbejde blandt brasilianere i Nord-Tyskland 

TEE-undervisning i Tanzania 

Kirkebyggeri i Kenya 


ProjectServe Venezuela 2005 

Børne- og ungdomsarbejde i Central Asien 

Gensynsglæde i Tanzania 

Grækenland og Bulgarien 

Missionsadresser 

Missionshjørnet 

Efterår 2005

Leder: af Karl Kühn 

Den største opgave 

Den kristne menigheds største og mest fundamentale 

opgave har til alle tider været 

mission og evangelisation. Der findes intet 

ocean uden vand, ingen by uden bygninger, 

ingen menighed uden medlemmer og 

derfor heller ingen kristendom uden mission 

og evangelisation. 

Om den første kristne menighed læser vi: 

„Men de drog ud og prædikede alle vegne.“ 

Myndighederne arresterede dem og forbød 

dem at tale om Jesus, men deres svar var 

meget klart: „Vi kan slet ikke lade være med 

at tale om det, vi har set og hørt.“ Når de 

blev sat i fængsel, prædikede de dér, når 

de kom i forhør, vidnede de for dem, som 

forhørte dem. Deres frimodighed rystede 

guvernøren Felix og fik selveste kong 

Agrippa til at udbryde: „Det er lige ved, at 

du overtaler mig til at blive en kristen.“ De 

første kristnes vidnesbyrd gennemsyrede 

hele den daværende romerske verden, 

fordi de havde missionsånd. Den samme 

missionsånd som karakteriserede den første 

kristne menighed prægede også de 

første pinsemenigheder først i 1900-tallet 

og årene frem. Man havde en stærk trang 

til at forkynde evangeliet om Jesus hvor som 

helst og når som helst for alle og enhver. 

Kun der hvor den ånd findes, vokser Guds 

menighed. 

Sjælevinderarbejdet er menighedens og 

den enkelte troendes største opgave. De, 

som har oplevet glæden ved at lede en sjæl 

til Jesus, kan samstemmende vidne om, at 

en større og rigere opgave findes ikke. 

Sæden er Guds Ord, såtiden er altid, og 

lønnen er sikker. 

Menighedsbesøg 

til Kenya 

af Birthe Grønninger 

Jeg vil gerne fortælle lidt fra en missionsrejse, 

som en lille gruppe fra Evangeliekirken 

på Frederiksberg har været på. Vi besøgte 

et af de missionsområder, som menigheden 

støtter, nemlig ‘New Life Mission’ 

i Kenya, ledet af Cliff Msioki. Missionen er 

startet af svenske pinsemissionærer for 

over 30 år siden. Det var en meget spændende 

oplevelse, som det er umuligt at gå 

i detaljer med, så derfor kan det bare blive 

et lille indblik. 

Et børnehjem på stedet er blevet et godt 

og kærligt hjem for 46 børn i alle aldre. 

Disse børn repræsenterede utrolig mange 

skæbner. Nogle var der, fordi forældrene 

var døde af aids. Andre børn havde forældre, 

der sad i fængsel, eller var blevet efterladt 

på et hotelværelse af en mor, der 

ikke selv var i stand til at opfostre sine børn. 

Nogle af børnene med gaver og slikposer, 

vi havde medbragt fra Danmark 

Fortsættes næste side 

Efterår 2005 Side 3

En eftermiddag sad jeg med en lille pige 

på skødet! Mit hjerte smeltede totalt, da jeg 

i hendes øjne så et apatisk og dybt traumatisk 

blik. På spørgsmålet om hvad dette 

barn havde oplevet, fortalte lederen, at pigen 

for nylig var blevet afleveret til dem af 

myndighederne, fordi hun var blevet misbrugt 

og mishandlet på forfærdeligste måde 

i sit hjem. Da jeg senere satte hende på en 

gyngehest, fik jeg dog et lille forsigtigt smil! 

Foruden børnehjemmet var der også børnehave 

og 2 klasser for de yngste skolebørn 

samt værksteder, hvor de unge blev 

uddannet bl.a. til mekanikere. Der blev 

desuden gjort en stor indsats for at hjælpe 

en del familier fra et stort slumområde, som 

lå lige udenfor missionens grund. Disse 

mennesker kom til missionen og fik et dagligt 

måltid mad, og man hjælper dem med 

sko, tøj og madvarer i den udstrækning, det 

er muligt. Nogle af de voksne giver en 

håndsrækning med praktiske ting på centret, 

og til gengæld yder man så hjælp til 

selvhjælp ved at give dem forskellige varer, 

så de kan starte en lille forretning.Vi 

var med ude og besøge nogle af disse familier 

og så den fattigdom, de levede i. Der 

Forstander John Hansen foran missionens 

skolebygninger 

Side 4 

hed og meget andet. desuden var man i 

gang med at få gravet en ny dyb brønd på 

missionens grund, hvorfra der kunne hentes 

frisk vand, som er en mangelvare i området. 

Tanken er, at man vil sælge af dette 

vand til andre, så missionscentret bliver 

mere selvforsørgende. 

Efter et par dages fantastisk Safaritur, hvor 

vi oplevede Afrikas helt specielle og meget 

facinerende natur med alle de vilde dyr, 

kørte vi ad hullede veje til det område, hvor 

missionen evangeliserer blandt masaierne. 

Vi besøgte et hjem langt ude i bushen og 

Gudstjeneste søndag formiddag 

blev også holdt kurser om hygiejne, sund- havde også en fin tid sammen med de 16 

drenge, der boede på missionens drengehjem. 

De havde anlagt en meget stor frugtog 

grøntsagshave, så hjemmet var selvforsynet 

med disse ting, og der var bygget 

en dejlig kirke på stedet, hvor masaierne 

samledes til gudstjenester. De var desuden 

i gang med at opføre endnu et hjem, da 

myndighederne har bedt dem om at skabe 

et trygt og beskyttet hjem for teenagepiger, 

der er flygtet fra deres hjem, fordi forældrene 

vil gifte dem bort mod deres vilje. 

Tilbage på hovedcentret var vi med til gudstjeneste 

søndag formiddag. Kirken var 

sprængfyldt, og mange sad udenfor. Hver 

Efterår 2005

søndag holdes nu 4 gudstjenester for at få 

plads til alle. Et stort gospelkor ledte al sang 

og musik, og vi fornemmede Guds nærvær 

på en stærk måde. 

Vi rejste tilbage til Danmark med et uforglemmeligt 

minde om et lille hjørne af Guds 

værk i Kenya! 

Kærlig hilsen 

Birthe Grønninger 

Irland 

af Tony og Agnete Simpson 

Kære Missionsvenner. 

I en tid hvor forretningsmetoder og strategier 

er i højsædet, kan det måske være lettere 

end nogensinde at miste synet på det 

enkelte menneskes værdi. For nu er der 

lige kommet en ny bog eller et nyt kursus, 

som ser så lovende ud, og så skal vi endelig 

gøre sådan og sådan, for så vil der 

komme folk, altså lige som der gør det i forfatterens 

eller den berømte talers kirke! 

Spørgsmålet er dog ofte, hvorfor folk kommer, 

og hvad de samles om. Jesus sagde, 

at ingen kan være hans discipel, med mindre 

de er rede til at fornægte sig selv dagligt 

og tage korset op og følge ham. Det 

ord gælder også i dag. 

Men Jesus er også stadigvæk den Hyrde, 

der søger det enkelte fortabte får. Og af 

Guds nåde kan Han lede os til at følge i 

Hans fodspor i denne eftersøgning. 

Rejsegruppen 

Vi så manden flere gange i de sidste 2-3 

år. Han var høj og tynd og meget mørkhudet, 

men med en markant næse og en profil, 

der udskilte ham fra de fleste andre afrikanere, 

der er kommet til byen i de senere 

år. Men det, der markerede ham mest, var 

et udtryk af dyb sorg og depression, det 

næsten gjorde ondt at se på. Det fremkaldte 

i hvert fald en bøn om, at Guds kærlighed 

og lys på en eller anden måde måtte nå ud 

i dét mørke. 

For 9 måneder siden så jeg ham igen, og 

han havde en ung kone i muslimsk dragt 

med sig. Parret var i glad samtale. Nogle 

gange var de med samme bus og stod af 

et stoppested før mig. 

En formiddag, da jeg netop havde bedt om, 

at vi kunne komme i kontakt med dem, var 

jeg på vej ned til byen. Og dér så jeg dem 

på vejen. Jeg hilste og spurgte, hvor de 

var fra. Som jeg havde ventet, var de fra et 

af de meget lukkede lande på Afrikas Horn. 

Konen talte ikke et ord engelsk og havde 

kun været i Irland nogle få måneder. Manden 

havde været her i 4 år og klarede spro- 



get nogenlunde godt. De skulle være 

et sted i byen til en bestemt tid, men 

jeg fik lige fortalt, at vi boede i samme 

bydel og tilbød, at vi gerne ville være 

dem behjælpelige, hvis de havde brug 

for det. 

Vi havde ikke deres adresse, så der 

var ikke andet at gøre end at bede 

igen. Ugen efter traf jeg dem igen. Det 

var den unge kone, der stod på et 

hjørne, så det var let for mig at henvende 

mig til hende. Manden kom 

nogle få sekunder senere og var ty- 

deligvis glad for at snakke. De to vir- 

kede så fremmede og ensomme, og jeg 

spurgte om de slet ikke kendte nogen her. 

„Har I slet ikke nogen venner her i byen?“ 

spurgte jeg. Manden så på mig et øjeblik 

og sagde: „Jo, vi har dig!“ Tænk, efter hele 

4 års forløb! Og hvilket ansvar. 

I løbet af 3 uger traf vi hinanden ikke mindre 

end 4 gange som direkte svar på bøn. 

Kontakten udviklede sig mere og mere. Jeg 

besøgte dem, og de besøgte os. Vi kunne 

godt tale lidt om Gud, selv om det kun var 

på en meget generel måde. Manden blev 

Side 6 

Det kan være 

svært at nå 

trommem, når 

man kun er 

16 måneder 

gammel. Men 

hvis man er 

født med 

rytme i 

kroppen, så 

skal der gøres 

et ihærdigt 

forsøg 

Hamuda og Ruth med barnet på besøg hos os 

altid noget oprømt, hvis samtalen kom hen 

på det land, han var flygtet fra. „Kender I 

Satan?“ Spurgte han, og så fortsatte han: 

„Det er Satan, der sætter det i hjertet på 

folk, at de skal dræbe og dræbe og slå 

ihjel!“ Jo, det kunne vi da enes om. Kort tid 

efter mistede vi kontakten med Hamuda og 

Ruth (opdigtede navne). Vi fik intet svar ved 

døren flere gange og troede, de var rejst 

til Dublin. Men vi tænkte ofte på dem. 

For godt 3 måneder siden så vi dem igen 

og opsøgte dem. De havde i virkeligheden 

kun været bortrejst i 3-4 uger, og Ruth ventede 

nu deres første barn om cirka 3 uger. 

Jeg fandt ud af, at de havde en bærestol 

samt 3 små undertrøjer 3 små tynde babydragter 

og derudover absolut intet til barnet, 

som kunne ventes når som helst. Ruth 

spurgte mig, via Hamuda som tolk, hvordan 

det tøj skulle bruges til barnet! Jeg 

gættede på, om hun måske kun havde set 

babyer svøbt i et eller andet. I løbet af godt 

et par uger havde vi fået fat på en masse 

babyudstyr ved forespørgsel i menigheden. 

Hamuda og Ruth er meget taknemmelige. 

Nu er deres lille barn godt 2 måneder 

gammel og trives godt. 

Efterår 2005

En gang da jeg gjorde besøg hos dem, 

skulle jeg absolut spise sammen med dem. 

Jeg gjorde et hæderligt forsøg på at skovle 

sovs og kød i munden med fingrene! Jeg 

tror nok, jeg klarede at se glad ud samtidig. 

Vi har fået fat på en bibel og andet materiale 

på deres sprog. Men vi må bede og 

vente på den rette anledning, når de selv 

er rede til at stille de rette spørgsmål. Det 

er altid først og fremmest en åndelig kamp, 

særlig med folk fra den baggrund. Vil I være 

med at bede for disse to? 

Der er mange andre fortabte får, som skal 

opsøges én for én. En formiddag mens jeg 

var herhjemme og normalt ville have brugt 

en times tid til at være stille indfor Gud, fik 

jeg den indskydelse, at jeg rigtigt trængte 

til en spadseretur. Derfor tog jeg vores store 

irske ulvehund med til et sted lige i nærheden, 

hvor så mange lufter hunde. 

Dér så jeg pigen. Selv set bagfra så hun 

elendig ud, som hun sjokkede af sted i sit 

sorte udstyr og i støvler, der så ud til at 

være 2-3 numre for store. Begge sider af 

hendes hoved var glatraget, mens en 

stribe af orangefarvet hår stod flere centemeter 

op hele vejen i midten. Desuden 

havde hun masser af ringe i læber, næse 

og øjenbryn, samt hvor det ellers kunne 

lade sig gøre at have dem. Men hun havde 

en lille hund med, så da jeg var ved at indhente 

hende, tiltalte jeg hende. Der mærken 

ikke noget til en generationskløft, når 

man snakker om hunde! Så vi gik og snakkede 

sammen på vejen hjem. 

Pigen hed Mango. Jeg lagde mærke til, at 

hendes venstre arm var fuld af små sår som 

fra nåleprikker. Stofmisbrug så vel som alkohol, 

regnede jeg med. Hun fortale, at hun 

Smukt stemningsbillede fra floden Lee 

ved indsejlingen til Cork 

kom fra en mindre by 50 km fra Cork, men 

at hun havde boet her i 4 år. Hun sage, at 

hun næsten aldrig tog hjem på besøg mere. 

Da vi kom til hjørnet, hvor jeg skulle hjem, 

fortsatte hun ligeud. Netop da udbrød hun 

pludselig: „For 14 dage siden fik jeg en lille 

dreng!“ Jeg regnede med, at barnet uden 

tvivl var i pleje på grund af hendes tilstand. 

Der var slet ikke anledning til at sige mere, 

for hun var næsten over gaden med det 

samme. Men jeg har bedt for Margo siden, 

og bedt om at få lov at træffe hende igen, 

det kan Gud jo arrangere. 

Siden vi mistede vores lokaler for 2 år siden, 

har vi hele tiden måttet flytte fra det 

ene sted til det andet for at kunne samles 

til noget som helst. En mindre menighed i 

byen har et lille kirkelokale i en baggyde, 



og det må vi gerne låne, når de ikke selv 

skal bruge det. Skønt en del af vores virksomhed 

har måttet indstilles, har vi haft 

gavn af deres tilbud. 

Vores afrikanske venner holder et ugentlig 

bønnemøde dér hver fredag aften i 1½ time. 

Skønt vi aldrig er med om fredagen, fik Tony 

den indskydelse i aftes, at han burde opmuntre 

dem ved at tage derned. Vores 

gode bror Alberto ledede mødet, og de 

sang og bad på fransk og lingala - som kun 

afrikanere kan det. 

Pludselig kom der en irsk ung mand og stod 

indenfor døren. Da Alberto bad ham komme 

frem, rystede han på hovedet og tog ølflasken 

op af lommen som forklaring. Alberto 

bad meget inderligt for ham - på fransk. Så 

talte Tony med ham. Willy er kun 22 år, men 

Med hunden på toppen at et af de irske 

bjerge. Den skønne udsigt var gemt bag en 

sky. Mon ikke det til tider kan ske, 

også på andre områder af livet? 

Side 8 

helt ødelagt af alkohol og hårde stoffer. Det 

viste sig, at Tony kendte hans far i Dublin. 

Forældrede er kristne, men Willy har bekæmpet 

Evangeliet, siden han var dreng. 

Den aften havde han sagt til sine drikkekammerater, 

at han ikke ville gå ned af den 

baggyde, men så gik han alligevel med dem. 

Han hørte sangen, og det drog ham ind. 

Willy faldt på knæ flere gange og råbte til 

Gud om hjælp. Derefter sagde han: „Kan 

du hjælpe mig til at komme til Jesus, men 

det skal være nu, for ellers bliver det aldrig!“ 

Han sagde senere: „Jeg forstod ikke 

et ord af det, den sorte mand sagde, men 

der var noget ved det, der rørte mig.“ 

Willy var temmelig alkoholpåvirket i aftes, 

så vi ved jo ikke, hvad de nærmeste dage 

vil vise, Men var det tilfældigt, at hans kammerater 

fik ham hen af den baggyde? Og 

var det tilfældigt, at det netop var den aften, 

Tony følte, at han skulle derhen, selv 

om han ikke havde gjort det før? Tilfældigt? 

Nej, der er Hyrden, som stadigvæk søger 

de fortabte! Vi priser Gud for, at Han leder 

og hjælper også i denne uhyre vanskelige 

tid. 

Vil I også være med at bede om, at de fortabte 

må blive fundet? Og bede om, at de 

af vores venner, som fristes til at blive modløse 

på grund af vanskelighederne, må 

blive opmuntrede og holde ud. Og så spørger 

vi jer endnu en gang, om I vil være med 

til at bede om, at Gud vil gøre undere, så vi 

vil blive i stand til at få det sted i byen, som 

vi har bedt om i 2 år. 

Først og sidst, det vi ønsker mest af alt er, 

at der må blive et dybtgående værk i hjerterne, 

der er påvirkede ag Guds Helligånd. 

Tak for fortsat forbøn for disse ting. 

Tony og Agnete. 

Efterår 2005

Pionérarbejde blandt brasilianere 

i Nord-Tyskland 

„I skal være mine vidner både i Jerusalem 

og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens 

ende.“ (Ap.G. 1,8). 

Missionsbefalingen som Jesus gav sine disciple, 

har bragt evangeliet ud til alle fire 

verdenshjørner, og i de senere århundreder 

har de skandinaviske lande sendt mange 

missionærer til Afrika, Asien og Sydamerika, 

hvor evangeliet har fået stor fremgang. 

Men samtidigt har de skandinaviske lande 

og store dele af Europa, selv fjernet sig fra 

kristentroens normer, og har i dag et stort 

behov for evangelisk vækkelse. 

I erkendelse af den situation er mange indfødte 

missionærer fra de tidligere missionslande 

kommet til Europa for at hjælpe og 

inspirere kirken og dermed også at sige til 

sine ’åndelige fædre’, „Tak for evangeliet 

som I bragte til os i sin tid! Tak for jeres 

tjeneste med evangeliet, som har forvandlet 

mange menneskers liv, og som har forandret 

situationen i vore lande til det bedre 

på mange måder. Tak, for uden jeres indsats 

havde vi ikke lært evangeliet at kende. 

Nu er vi kommet for at hjælpe kirken og 

opmuntre jer i at fortsætte her i Europa.“ 

Mit navn er Hans Osterheld, og jeg er tysk 

af fødsel, men boede i Brasilien i 30 år, 

hvor jeg fandt min brasilianske kone som 

hedder Lú, og vi har 3 børn (18-21-23 år). 

Vi blev alle kristne for en del år siden og 

kom med i bevægelsen ‘Jordens Salt’ (Sal 

da Terra), hvor jeg har tjent som pastor. 

Kirken ‘Jordens Salt’ har sit hovedsæde i 

af Hans Osterheld, Flensborg 

Lú og Hans Osterheld 

byen Uberlândia i det centrale Brasilien og 

er fordelt på over 30 menigheder i landet. 

I England findes der en ‘Jordens Salt’ menighed, 

som i de sidste 15 år har udsendt 

missionærer til Portugal, Irland, Holland, 

Tyskland, Japan, Indien, Peru og Bolivien. 

Vi oplevede et kald fra Gud om at vende 

tilbage til mit hjemland, og i 2001 blev vi 

udsendt af vor kirke i Brasilien som missionærer 

til Tyskland. 

Fra begyndelsen har ‘Jordens Salt’ lagt 

vægt på enheden i Kristi legeme, og det 

har medvirket til bedre enhed og samhørighed 

mellem kirker mange steder. Ud fra 

denne vision om kristen enhed, er vi kommet 

i kontakt med mange kirker i Flensborg 

og omegn. Vi er meget glade for samarbejdet 

med de ‘Kristne i Grænselandet’ som 

er en gruppe af danske og tyske kristne, som 

mødes én gang om måneden til bøn og fællesskab, 

og det samme kan vi sige om ‘Evangelisk 

Alliance’ her i området. 



Side 10 

Prædikantbesøg fra England 

Ved vores ankomst til Flensborg opstod der 

en gruppe af kristne immigranter især fra 

den portugisiske og spanske kulturkreds. I 

en radius af 50 km findes der cirka 2-300 

sydamerikanske immigranter, som vi har 

kontakt med, især brasilianske kvinder som 

er gift med tyskere eller danskere. 

Som et resultat af det har vi i 4 år regelmæssigt 

haft gudstjenester, hvor vi først 

talte på portugisisk, men hvor vi efterhånden 

er begyndt at bruge tysk, da sprogkundskaberne 

vokser hos vennerne. Vi arbejder 

meget på, at vore venner integreres 

i det tyske samfund, og derfor tilbyder 

vi tyskundervisning, som skaber bro mellem 

tyske og brasilianske familier. Vi tilbyder 

også undervisning i portugisisk for de 

tyske mænd, som har hustruer fra Brasilien. 

Fra anuar 2005 blev vi en selvstændig ‘Jordens 

Salt’ menighed her i Flensborg. Den 

er stiftet som en forening, som vi kalder 

‘Det Kristne Fællesskab Jordens Salt’. Sådan 

kan vi bedst støtte vor udsendermenighed 

i Brasilien med forskellig socialhjælp 

i de projekter, som de er i gang med. 

Vi er meget glade for de forandringer, som 

Gud har gjort i mange familier, og vi takker 

Herren for det. Den største opgave vi har 

lige nu er at bygge et solidt fundament for 

et sundt kristent fællesskab. Endnu er vi 

en ‘husmenighed’, da vi holder møderne i 

vores hjem, både søndagsgudstjenester og 

ugentlige cellegrupper for tysk- og portugisisktalende. 

Vi lægger vægt på, at forkyndelsen 

omsættes i praksis i fællesskabet, 

og at det fungerer i det sociale samvær. 

Derfor står vi hele tiden til rådighed 

for at hjælpe og rådgive. Vi afslutter oftest 

møderne med kaffe og kager, mens vi hygger 

os sammen. 

Det akutte behov vi har, er at finde et sted 

for vort menigheds- og foreningsarbejde, 

hvor vi kan invitere kirkefremmede til gudstjenester. 

Den fremtidige vækst kommer tilmed 

at være afhængig af det, da det for en 

almindelig tysker kan være en alt for høj 

tærskel at overskride, at gå til gudstjeneste 

i ‘præstens egen stue’! 

Et udsnit af gruppen i Flensborg 

Efterår 2005

Til sidst vil jeg minde om, hvad Jesus bad 

om i sin ‘ypperstepræstelige’ bøn, hvor han 

siger: „At de alle må være ét, ligesom du, 

fader, i mig og jeg i dig, at de også må være 

i os, for at verden skal tro, at du har udsendt 

mig“. (Joh.17:21) 

I fortrøstning til hans hjælp og ledelse, vil 

vi gå fremtiden i møde med denne vision, 

for hvis vi prioriterer den, vil vi opleve at 

„der hvor brødre bor sammen i enhed … 

giver Herren velsignelsen, liv til evig tid“. 

(Salme 133; eng. overs.) 

Med kærlig hilsen til alle missionsvenner. 

Hans Osterheld 

Vi har nu været i gang med dette undervisningsprogram 

(teologisk voksenundervisning 

ved hjemmestudie) i snart to år i menighederne 

i Brødrekirken her langs Viktoriasøens 

sydlige og østlige kyster. Kirken 

bad os om at komme til denne opgave, da 

der er et stort behov for undervisning. 

Siden starten for snart to år siden har vi 

haft 325 elever. Af dem er 171 holdt op af 

forskellige årsager. Nogle har ikke kunnet 

afse tid mere, andre er flyttet til en anden 

egn, og nogle har ikke magtet at fortsætte 

på grund af boglig svaghed. Ved udgangen 

af juni måned havde vi 154 aktive elever, 

og det er trods alt flere, end vi havde 

regnet med, da undervisningen begyndte. 

Da eleverne kun betaler et symbolsk beløb 

for bøgerne, har udgifteren til materialer 

derfor også været større end budgetteret 

med fra begyndelsen, så hjælp fra Mis- 

Fra et husmøde 

TEE-undervisning i Tanzania 

af Ingrid og Jørgen Markussen 

Nye TEE-elever begynder i den nye 

menighed i Mawenzi. 

sionsfonden har været medvirkende til, at 

vi ikke har behøvet at sige nej til elever. 

184 elever har aflagt eksamen i bog 1 ‘At 

følge Jesus’ - grundlæggende kristendom. 

125 har aflagt eksamen i bog 2 ‘At tale med 

Gud’ - om bøn. 84 har aflagt eksamen i bog 

3 ‘At føre mennesker til Jesus’ - evangelisation. 

Fortsættes side 27 


Kirkebyggeri i Kenya 

af Birgitte og Søren Pedersen 

Kære missionsvenner. 

Det er ved at være længe siden, at vi har 

skrevet til jer her i bladet. 

Først vil vi sige, at vi alle har det godt. Gud 

er god, og vi ved, at det kun er på grund af 

Guds godhed og nåde, og fordi venner og 

familie står sammen med os, at missionsarbejdet 

får lov at lykkes. Vi trives i arbejdet, 

også selvom der nogle gange kan 

være megen kamp. Til hverdag har vi travlt 

i arbejdet med kirkebyggeri, og om søndagen 

er Søren ofte ude at dele vores vidnesbyrd 

og Guds Ord i forskellige menigheder. 

Der er et skrigende behov for kirker i Kenya. 

En søndag besøgte vi ikke mindre end 5 

menigheder i en afstand af 3-3½ times kørsel 

her fra Eldoret. De 4 af stederne fik vi 

god tid til at bringe en hilsen til menigheden. 

Alle ønskede hjælp til en kirke. Der 

var dog især 2 af stederne, hvor de har et 

stort behov for hjælp til en kirke. Begge steder 

mødes en menighed med 2-300 medlemmer 

på en grund, hvor de har lavet et 

halvtag, som består af plastiksække, der 

er syet sammen og lagt ovenpå nogle træ- 

Side 12 

Et kirketag under opførelse 

stolper. Efter gudstjenesterne om søndagen, 

tager de så plastiksækkene ned og 

lægger dem op igen den efterfølgende søndag. 

Det er ‘Guds Hus’. Vi ved, at Guds 

hus ikke blot er en fysisk ting, men Guds 

hus består af levende stene – født på ny 

kristne, som tilbeder Jesus i ånd og sandhed. 

Men vi ønsker at ære Herren ved at 

hjælpe med at bygge kirker, som er Herren 

værdig, så kirken kan være et redskab til, 

at Gud kan blive herliggjort og endnu flere 

mennesker blive frelst. Det er det, Gud har 

givet os et særligt kald til, og vi ønsker at 

være lydige imod Guds kald. 

Først på året kom en desperat pastor og 

bad os om hjælp. Han leder en menighed, 

som har en kirke kun få km fra, hvor vi bor. 

En dag faldt kirken pludselig sammen. Heldigvis 

skete det ikke en søndag formiddag, 

så ingen kom til skade. Men pludselig 

havde menigheden ingen tag over hovedet, 

hvilket ikke er rart, når der er næsten 

30 graders varme i skyggen. Menigheden 

startede i 1993. Gud kaldte præsten til at 

sige sit arbejde op for at tjene Ham på fuld 

tid. Han startede menigheden, og på det 

tidspunkt kirken brast sammen, var de ca. 

300 på møderne. De startede en indsamling 

og fik hurtigt samlet et pænt beløb sammen. 

Men så skete der det, som desværre af og 

til sker, når en menighed mangler ‘tag over 

hovedet’ – eller pludselig har store økonomiske 

behov: Næsten halvdelen af menigheden 

forsvandt. Det fortæller, hvor utroligt 

meget det betyder for en menighed at 

have en kirkebygning. Et par fra Danmark 

hjalp med penge til projektet, så der gik ikke 

lang tid, før vi rejste tagkonstruk-tionen til 

en ny og større kirke. Og allerede et par 

måneder senere var alle medlemmerne 

kommet tilbage – foruden at der er kommet 

mange mange nye til. 

Efterår 2005

Under en ny tagkonstruktion kom 

menigheden i gang igen - med fornyet kraft 

I 1997 hjalp vi en menighed med 200 medlemmer 

med at bygge en kirke i Busia ved 

grænsen til Uganda. Siden da er menigheden 

vokset til 1000 medlemmer! Det er virkelig 

høsttid her i Kenya, og mange kenyanske 

præster og evangelister gør et fantastisk 

stykke arbejde på at nå deres eget 

folk med evangeliet. For nogle få måneder 

siden hjalp vi menigheden i Busia med at 

udvide kirkesalen, så der nu er plads til 

2000. Og da menigheden holder 2 gudstjenester 

om søndagen, kan 4000 komme i 

kirken hver søndag. Endvidere bliver der 

på 1. sal i den nye tilbygning plads til 

bibelskole og søndagsskole. 

Evangeliet når ud til mange. Disciple trænes 

til at vinde nye disciple. Og den næste 

generation børnene møder også Jesus. 

Først på året fik vi besøg af Gorm, Lasse, 

Martin og Alex fra Pinsevækkelsens efterskole 

PVE i Mariager. De hjalp med at rejse 

en tagkonstruktion til en kirke. De blev næsten 

færdige allerede på 2. dagen. Så skal 

menigheden selv lægge gulv, bygge murene, 

montere vinduer osv., og menigheden 

var LYKKELIG. Endnu et Guds hus, 

hvor Guds Ord kan blive forkyndt. 

Sidste år nåede vi at hjælpe med 102 projekter 

- tagkonstruktioner, hvoraf langt de 

fleste var kirker foruden en bibelskole og 

nogle ottekantede hytter til et børnehjem. I 

år bliver det nok knap så meget. Pladsen i 

værkstedet, hvor vi er nu, er trang. Og nu 

bliver det endnu mere trangt, idet huset, 

hvor det nuværende værksted er i ‘baghaven’, 

er blevet solgt, og den nye ejer skal 

selv bruge huset samt have plads til 3 biler. 

Vi er dog taknemmelige for, at vi har 

fået lov at blive ved at leje det meste af 

udenomspladsen, rundt om værkstedet. 

Men vi har måttet tømme huset, som vi har 

brugt som lagerplads, og vi har været nødt 

til at inddrage noget af pladsen i vore børns 

værelser til tagplader. Vi har mere end nogensinde 

brug for mere plads til vort arbejde 

med kirkebyggeri. 

Det er nu 2 år siden, vi fik en grund til et 

nyt værksted. Det første år brugte vi på at 

søge om diverse tilladelser hos forskellige 

instanser, og på at bygge en sikkerhedsmur 

omkring grunden. Sidste sommer ville 

vi gerne have begyndt byggeriet af det nye 

værksted, og havde faktisk næsten alle tilladelser, 

men desværre blev den ene tilladelse 

ulovligt trukket tilbage, da en gruppe 

borgere rejste modstand. De nærmeste 

naboer er dog instillede på og har skrevet 

under på, at det er helt i orden for dem, at 

vi bygger værksted på deres nabogrund. 

På grund af modstanden kan vi endnu ikke 

starte byggeriet af værkstedet. Gud har bekræftet, 

at vi skulle have netop denne grund 

til værkstedet, og derfor ved vi også, at de 

sidste tilladelser kommer i Guds time. Men 

tålmodigheden kan godt komme på prøve. 

Vær med til at bede om, at vi snart må få 

tilladelsen til at bygge. Gud er almægtig. 

Og Gud er trofast. Til Ham sætter vi vores 

lid. Gud velsigne hver enkelt af jer. 

Kærlig hilsen Birgitte og Søren 


At give evangeliet 

vinger 

Allan Conrad på ny opgaver i 

Tanzania 

Allan Conrad har siden 1998 været udsendt 

af MAF Danmark (MAF står for ‘Mission 

Aviation Fellowship’) som Facilities 

Manager i Tanzania. På MAFs flybase i 

Dodoma har han haft ansvar for biler, bygninger 

og værksteder, men fra 1. juli har 

han fået nye opgaver som ‘Airstrip Developer’, 

og han fortæller: 

30 nye landingsbaner 

„Det sidste år har jeg arbejdet halvtids på 

flybasen i Dodoma og halvtids med privat 

evangelisering i området. Men nu har MAF 

Tanzania bedt mig om at arbejde som ‘Airstrip 

Developer’. Min nye opgave er at stå 

for planlægning og etablering af nye startog 

landingsbaner. Målet er er anlægge ca. 

30 ‘airstrips’ inden udgangen af 2006". Det 

er lokale hospitaler og missionsorganisationer, 

som ønsker at udbygge deres aktiviteter, 

og i den forbindelse er der et stort 

behov for nye landingsbaner i de mest utilgængelige 

områder i Tanzania. 

„Vi har allerede anlagt fire nye landingsbaner 

i Chidudu og Mahaka, som ligger i 

Kilimantinde regionen, og i Handa og Berise 

for AIC (Africa Inland Church). Hvor det før 

var en besværlig biltur på 3½ time hver vej, 

kan man nu komme frem til Berise med fly 

på et kvarter. I regntiden er det helt umuligt 

at nå disse steder med bil“, forklarer 

Allan. 

Nye områder undersøges 

Allan har sammen med en anden MAF 

medarbejder også foretaget research i 

Side 14 

Rufiji deltaet, der ligger ude ved kysten 

cirka ½ times flyvning sydøst for Dar Es 

Salaam. Det er et meget ufremkommeligt 

sumpet område, hvor 98% af befolkningen 

er muslimer. YWAM (Ungdom med Mission) 

og Gateway (amerikansk missionsorganisation) 

ønsker at få anlagt 5 – 6 landingsbaner 

i dette område, så de kan bygge nye 

sundhedsklinikker og skoler med henblik 

på undervisning og evangelisering. Den 

første landingsbane ved Nyamasati er allerede 

påbegyndt. I Syd-Masai regionen 

ønsker WLM (World Luthersk Mission) at 

få anlagt landingsbaner ved Mombo, Saama, 

Kibaya og Mpwapwa. Endvidere undersøges 

flere steder i Mbeya området og ved 

Kigoma i Mahali Mountains distriktet. 

Samarbejde med lokale myndigheder 

Allan taler flydende engelsk og swahili, og 

det er en meget stor fordel i hans nye opgave, 

hvor han i hverdagen har tæt kontakt 

med lokalbefolkningen. Først skal der 

skabes kontakt til den lokale landsbyledelse. 

De anviser et område, som Allan 

undersøger nærmere. Det skal være et ca. 

1 km langt fladt terræn for at være velegnet 

som landingsbane for MAFs små propelfly. 

Når myndighederne i det lokale distrikt 

og amt har godkendt placeringen, kan 

arbejdet begynde. 

Efterår 2005

„Vi er som regel af sted i en uges tid, når 

en ny ‘airstrip’ skal anlægges. Sammen med 

en anden MAF ansat og en lokal chauffør, 

der også sørger for madlavning og andet 

praktisk arbejde, slår vi vores telt op ved 

landingsbanen. Med landroveren medbringer 

vi selv alle nødvendige forsyninger af 

mad, vand, benzin o.s.v.“, fortæller Allan. 

Lokalsamfundet i arbejde 

„Nu kan arbejdet begynde. 20–30 mænd 

fra landsbyen kommer op ad dagen og starter 

med at fælde træer og buskads. Det er 

jo dem der frivilligt skal udføre arbejdet til 

gavn for deres lokalsamfund, og min opgave 

er mest at sætte dem i gang og vejlede 

dem“, siger Allan. 

Til at hjælpe med planering og til at trække 

stubbe op har Allan fået konstrueret en 

slags „plov“ og et spil, der er monteret foran 

på landroveren. 

„Det er kvinder og børn der rydder græsset. 

Ofte kommer der 50 – 200 skolebørn 

med deres ‘jember’ og hakker i 2 – 3 dage. 

Landingsbanen på ca. 1 km skal ryddes 

helt for græs i en bredde på 25 meter, og 

yderligere 10 meter på hver side skal buske 

og græs skæres ned i knæhøjde. Om 

natten hører vi ofte de vilde dyr på landingsbanen. 

Det er mest hyæner og vildsvin. Men 

vi har også set en leopard, og en aften lå 

der en stor Chidudu giftslange foran vores 

telt. Dens gift kan medføre koldbrand, så 

den blev fanget og slået ihjel inden vi kunne 

gå til ro“, beretter Allan, der i øvrigt er en 

erfaren storvildtjæger. 

Landingsbanen tjekkes 

„Når landingsbanen er færdig stedfæster 

jeg den med GPS koordinater, og så er den 

klar til at blive godkendt af de nationale 

luftfartsmyndigheder“, fortsætter Allan. 

„Den store dag, hvor landingsbanen kan 

tages i brug, er ved at oprinde. Men først 

skal MAFs chefpilot gå hele banen igennem 

til fods og tjekke, at den er helt i orden. 

Det er ikke altid interessen er så stor, 

når arbejdet med rydning af banen står på, 

men når MAF-flyet høres i det fjerne for 

første gang, så myldrer børn og voksne i 

hundredvis frem fra alle kanter. Piloten laver 

først et par lave kontroloverflyvninger, 

og lander så under stor jubel, til lyden af 

trommer og tungetriller“. 

Endnu et øde og ufremkommeligt sted i den 

afrikanske bush har fået flyforbindelse med 



omverdenen, og snart efter ankommer MAF 

regelmæssigt på ‘medical safari’ med et 

hold læger og sygeplejersker, der foretager 

sundhedstjek af gravide kvinder, vaccinationer 

af børn o.s.v. Imens kan MAF-flyet 

bringe personer, der har behov for hurtig 

behandling, til det nærmeste hospital. 


Allan Conrad elsker Tanzania, og det ligger 

ham stærkt på sinde, at tanzanianerne 

må komme til tro på Jesus Kristus. MAFs 

primære formål er netop at yde omsorg 

overfor mennesker i både åndelig og fysisk 

nød i svært tilgængelige områder. 

„Når landingsbanen er taget i brug får landsbyen 

også besøg af en evangelist. Men jeg 

Side 16 

forsøger selv at kombinere arbejdet med 

landingsbanerne med det, som jeg føler mig 

mest kaldet til: at forkynde det kristne evangelium“, 

fortsætter Allan. „Om aftenen viser 

jeg ofte kristne film på deres eget sprog 

swahili, og opmuntrer de kristne i området 

med undervisning og små seminarer. Jeg 

har en plan om at anskaffe en lastbil med 

4-hjuls træk, og indrette den som en stor 

mobil biograf som en chauffør kan køre ud 

til de steder, hvor vi er i gang med at anlægge 

‘airstrips’“, slutter Allan. 

Hvis du ønsker at støtte MAF-Danmarks 

arbejde kan du eventuelt benytte girokortet 

her i bladet. 

Anfør projektnummer: 5329 

ProjectServe Venezuela 2005 

5 danskere, 10 timer i et fly, 2 uger i Venezuela, 

2 børne/teenagelejre, en masse glade 

venezuelanere… opskriften på ProjectServe 

Venezuela 2005. 

Anders, Anette, Mai, Christian og jeg steg 

den 19. juli særdeles tidligt om morgenen 

om bord på flyet, der skulle bringe os til 

Frankfurt, hvorfra rejsen fortsatte til Caracas. 

Ingen af os vidste helt, hvad vi skulle 

forvente. 

af Anne-Sofie Lorenzen 

Det danske team sammen med Simon 

lederen af YFC-Venezuela 

Efterår 2005

Vores første indtryk (såvel som det sidste) 

blev lufthavnens lange køer, og hurtigt lærte 

vi (eller forsøgte i hvert fald), at i Venezuela 

har ingen travlt (undtagen, når de kører 

bil)!! De første dage fik vi rig lejlighed 

til at vænne os til dette: Aftaler og fastsatte 

tidspunkter er til for den ene grund, at de 

så kan udskydes eller helt aflyses! Men vi 

fik dog et godt indblik i den venezuelanske 

kultur, fik spillet en hel del bordtennis og 

hygget os med de venezuelanske YFC’ere! 

Nogle drenge på lejr 

Så blev det endelig tid til at komme af sted 

på lejr! Vi havde alle glædet os meget, men 

igen vidste vi ikke helt, hvad vi skulle forvente. 

Efter en længere køretur, som endte 

med at være nærmere beslægtet med en 

safaritur gennem junglen end bustransport, 

ankom vi til lejren. En lejr ikke heeelt i stil 

med de gængse danske lejre. Den lå fuldstændigt 

omgivet af frodige, grønne bjerge. 

Og naturen skulle vise sig at blive en vigtig 

del af flere af de store oplevelser, vi kom 

ud for i løbet af de næste 8 dage. Den aften, 

da elektriciteten gik midt under mødet, 

og vi i stedet trak ud på græsplænen og så 

op mod stjernehimlen og stjerneskud, mens 

vi bad og sang. Eftermiddagene ved floden, 

hvor vandstrømmene venligst masserede 

vores skuldre. Morgenstunden på toppen 

af Monte Zion hvor det afsluttende 

møde blev holdt, mens vi kunne stå og se 

bjergene fortsætte i, hvad synes som det 

uendelige. 

Som team havde vi fået til opgave at stå 

for lege og aktiviteter, og vi nåede igennem 

alt fra vandstafetter, hvor få formåede 

at forblive tørre, tovtrækning midt i den 

herligste mudderpøl, lære dem lidt dansk 

med sangen ‘En lille and med vinger’ og 

diverse løbelege for rigtigt at få deltagerne 

trætte, hehe. Derudover hjalp vi til i køkkenet, 

gav vores vidnesbyrd til møderne og 

på toppen af bjerget sang vi Velsignelsessangen 

for dem. Men det som betød mest 

for både dem og os var de venskaber, der 

blev skabt. Venskaber på tværs af landegrænser 

og på trods af sprogbarriere. Venskaber, 

som, selv hvis vi aldrig ses igen, 

aldrig vil blive glemt. Venskaber, som har 

lært os lidt mere om Jesus som vores bedste 

ven. 

Morgengymnastik i fri luft 

Begge lejres tema var ‘Dejando huellas’ – 

efterladende fodspor. Hvilke fodspor har 

mennesker omkring os efterladt i vores liv? 

Hvilke spor har Gud efterladt i os? Og hvilke 

fodspor kan vi efterlade i andre folks liv? 

En ting er i hvert fald sikkert: I de dage blev 

der sat mange nye fodspor i mit liv. Guds 

fodspor. Og en masse venezuelanske fodspor. 

Forhåbentlig har vi fem danskere 

også været med til at efterlade fodspor i 

venezuelanske liv! 


Børne- og 

ungdomsarbejde i 

Central Asien 

„Når Herren kalder, så svarer jeg ja.“ 

Denne søndagsskolesang har jeg ofte sunget 

som barn, og ordenes alvor griber mig 

gang på gang. Efter 3 år i Tanzania, en 

dejlig jordmoderuddannelse, og 2 år på 

bibelskole var jeg i 1999 klar til igen at rejse 

ud. Holstebro Pinsekirke udsendte mig til 

Central Asien. Central Asien er muslimsk 

og nogle af det forhenværende sovjets fattigste 

stater. Kriminalitet, fattigdom og håbløshed 

har sendt mange børn ud på gaderne. 

Det er disse børn, vi arbejder med. I løbet 

af de seks år jeg har været her, har vi fået 

opbygget et stort netværk for gadebørnene. 

Vores organisation, som vi arbejder igennem, 

hedder ‘Helping Hand’, og vi har modtaget 

støtte fra mange store organisationer 

som WFP, FN, Feed the Hungry, Tear 

Fund med flere. 

Arbejdet med gadebørnene er meget bredt. 

Vi har 1500 børn, som hver uge kommer til 

deres aktivitetsklubber. Arbejdet er bygget 

op som spejderbevægelsen, og der undervises 

i god moralsk opførsel. Gennem disse 

klubber får vi kontakt med børn, som ikke 

går i skole. Derfor har vi startet et ’tilbage 

til skolen’ program, hvor vi hvert år kan rehabilitere 

25 børn og sende dem tilbage til 

den offentlig skole. 

Vi har også taget ansvar for 40 børn, der 

ikke kan bo hjemme, enten fordi de er forældreløse, 

hjemløse eller pga. kriminalitet, 

Side 18 

af Lydia Holm 

vold eller alkohol i familien. Disse børn bor 

på vores børnecenter ’Oasis’. Der bliver 

holdt tæt kontakt med familierne, som besøges 

hver måned, og herigennem er det 

nogle gange muligt at få familierne samlet 

igen. Børnene får hjælp til at blive uddannede 

enhver efter sine evner, så de bedre 

kan klare sig selv som voksne. Vores 4 

ældste drenge er allerede flyttet ud i en 

lejlighed og sluses ud gennem vores ’Halvvejs 

hjemme’ program. De nyder at kunne 

klare sig selvstændigt. 

Mission er ikke tilladt i et muslimsk land, 

men alligevel møder mange Jesus, og vælger 

at leve efter Sandheden, og børnene 

oplever for første gang i deres liv Guds 

kærlighed. Nu er det børnene selv, der spreder 

livet og glæden videre til deres venner. 

Det er vidunderligt at se menneskeliv blive 

genoprettet. 

Vitalik, Lydia Holm, Junus, Rustam, Dennis 

Rustam er en af de drenge, som nu er ude 

i ’Halvvejs hjemme’ programmet. Han har 

skrevet dette vidnesbyrd: 

„Mit navn er Rustam, jeg kom til børnecenteret 

’Oasis’ da jeg var 12 år gammel. I begyndelsen 

løb jeg ofte tilbage til gadelivet. 

På gaden var jeg tyv og tigger, men egentlig 

skammede jeg mig over det, og ønskede 

Efterår 2005

at jeg levede i en god familie. Jeg spurgte 

ofte mig selv, hvorfor jeg ikke havde det 

ligesom andre børn, men når det nu var 

sådan, så ville jeg være bandit som min far. 

På ‘Oasis’ fandt jeg det meget svært at 

være lydig, og jeg skreg og bandede efter 

børnepasserne. Men da jeg blev ældre, forstod 

jeg, at her skulle der ikke laves ballade. 

Det var et meget anderledes liv, jeg 

havde aldrig mødt sådanne mennesker før. 

Da jeg kom, kunne jeg heller ikke læse og 

skrive, men jeg vidste, hvordan man skulle 

tælle penge. Jeg glemmer aldrig nytåret 

1999, og jeg vidste heller intet om julen, 

men alle var så søde ved mig, at jeg tænkte: 

„Hvad er de ude på?“ De elskede mig, som 

om jeg var deres egen søn. 

Men så kom jeg til at lære Gud at kende, 

og oplevede hvordan han elsker mig og vil 

beskytte mig, og jeg tog imod ham i mit 

hjerte. Efter det følte jeg mig altid dårlig tilpas, 

når jeg syndede, og jeg følte at jeg 

kunne miste noget, som var virkelig sandt, 

alligevel har verden nogen gange tiltrukket 

mig. På ’Oasis’ har jeg også set, at det 

Gensynsglæde 

i Tanzania 

Af Tabitha og Torkild Jensen 

ikke bare er mig, der har haft et svært liv. 

Det er der mange andre børn, der også 

har. Mange af mine bandevenner fra gaden 

har også fået hjælp på ’Oasis’. Gud 

har taget hånd om os. 

Nu er jeg 18 år gammel og er parat til at 

leve et selvstændigt liv. Der kommer sikkert 

problemer, men jeg er alligevel glad. 

Jeg elsker at leve. 

Tak til alle de ’cool people’ som arbejder i 

’Helping Hand’.“ 

Rustam er en af de store drenge, som er 

flyttet ud i en af vores lejligheder. Vi har 2 

udslusningslejligheder og behøver en tredie, 

så pigerne også kan begynde at flytte 

ud. Efter et ½ år er 2 af de 4 første drenge 

udsluset og klarer sig selv. Jeg er meget 

stolt af dem. 

Hvis du skulle være interesseret i at hjælpe 

os med at købe den tredie lejlighed, er du 

meget velkommer til at sende din gave til 

Missionsfonden. Brug eventuelt girokortet 

her i bladet og anfør projektnummer 5259. 

Kort tid efter vi havde sendt sidste artikel 

til jer om de 4 stakkels børn, som nu er uden 

forældre, kom den store dreng David glædesstrålende 

og fortalte os, at hans lillesøster 

uden nogen vidste af det var kommet 

hjem til dem igen. Vi er så glade og begejstrede 

over det, som er sket, at vi gerne vil 

Tabitha og Torkild jensen 

dele det med jer. 

aldrig hørte noget om hende. Denne tavshed 

gjorde dem endnu mere bekymret, for 

De tre herboende søskende var ofte me- de tænkte hele tiden på, hvordan mon hun 

get bekymret for deres lillesøster, da de klarer sig. 



Så var det, David kom til os strålende som 

en sol og sagde: „Naomi, min lillesøster er 

kommet hjem til os“ og han fortalte, at stedmoderen 

havde taget bussen fra Nairobi 

om morgenen for at aflevere hende. Desværre 

var der ingen som så stedmoderen, 

da hun bare satte pigen af og tog bussen 

tilbage til Nairobi med det samme. Naomi 

som kun var 6 år, da hun forlod Tanzania, 

fandt på en mirakuløs måde hen til noget 

af familien. David var bare så glad, for familien 

hun fandt hen til, var hans morbrors, 

hvor han selv bor. Da Davids morbror og 

tante så, at Naomi var kommet tilbage, besluttede 

de uden tøven at tage sig af hende. 

David sendte straks bud til sine 2 andre 

søskende, og det blev til en fantastisk 

gensynsglæde for de 4 søskende og derefter 

stor fest. 

Side 20 

Naomi er kommet tilbage! 

Naomi kom til Arusha uden nogen som helst 

bagage. Hun havde kun det med, som hun 

var klædt i. Naomi går nu på vores skole. 

Desværre viser det sig, at hun har lidt meget 

på kostskolen i Kenya og tiden hos stedmoderen. 

Hun virker stadig meget nervøs 

og er bagud med skolegangen, men vi giver 

hende ekstra undervisning og håber 

dermed, at hun hurtigt kommer med igen. 

Hvis nogle snakker om Nairobi, kostskolen 

og stedmoderen bliver hun helt stille og 

urolig. Hun nægter at komme tilbage, derfor 

er vi klar over, at hun har lidt en eller 

anden form for overgreb. Hvor er vi glade 

for, at hun er kommet tilbage til sine søskende, 

og at vi nu har mulighed for at tage 

os af hende og vise hende Guds kærlighed, 

som hun virkelig har stort behov for. 

Jeg (Tabitha) har i en periode af to uger 

haft meget kraftige nyrestenssmerter, hvilket 

jeg ikke har oplevet de sidste 30 år. 

Jeg fik nogle meget kraftige smerteanfald 

en dag, jeg skulle ud på skolen for at undervise. 

Jeg ville helst blive hjemme. Smerterne 

var så ubeskrivelig store. Et eller 

andet indeni mig opfordrede mig til at tage 

af sted alligevel, og jeg fulgte denne indskydelse. 

Jeg klarede undervisningen, 

selvom smerterne forsatte, og som de fleste 

sikkert ved, når en nyresten flytter sig, 

føles det som skarpe knive, der skærer i 

en. Da jeg var færdig med undervisningen, 

fortalte jeg børnene om mine smerter og 

så græd jeg. Jeg følte meget stærkt, at jeg 

skulle spørge børnene om at bede for mig, 

som tænkt så gjort. Jeg bøjede mine knæ 

og næsten alle børnene kom op for at bede 

for mig, samt et par af lærerne. Det blev en 

meget hellig stund for os alle. Børnene 

græd og råbte til Gud på så stærk en måde, 

jeg aldrig før har oplevet. Jeg selv græd, 

så tårerne trillede ned af kinderne, og jeg 

sagde: „Kære Jesus, disse børns bønner 

Efterår 2005

kan du ikke undgå at høre“. Tænk sig, 

næste dag kom stenen ud. Jeg siger jer, at 

Børnene beder for Tabitha 

jeg var ovenud lykkelig, og jeg kunne ikke 

lade være at prise og takke Gud for hans 

meget hurtige indgreb. Nu glædede jeg mig 

bare til, at det skulle blive fredag igen, så 

jeg kunne komme af sted og fortælle børnene 

om Guds store mirakel. I skulle have 

set og hørt børnene, da de hørte mit vidnesbyrd 

om, at Jesus havde hørt deres 

bønner. Det mirakel der var sket, gik som 

ringe i vandet rundt i hele landsbyen, for 

børnene var så begejstrede, at de slet ikke 

kunne lade være at fortælle, hvad de havde 

set og hørt. 

Tabitha og Torkild. 

Missionsrejse til 

Grækenland og Bulgarien 

Kære læsere af Missions-Nyt. I maj/juni 

måned 2005 var Kimmie og jeg på en missionsrejse 

i Grækenland og Bulgarien. 

Vi startede i Karditsa i Grækenland. Det ligger 

lige midt i Grækenland og betyder meget 

betegnende ‘Det lille hjerte’. Det var 

pastor Vasilius Papanostasiou, der havde 

inviteret os. For ikke så længe siden var 

han på landsdækkende græsk TV med en 

½ times udsendelse om sit arbejde. Denne 

udsendelse ledte tv-selskabet til at producere 

yderligere 5 udsendelser med forskellige 

klip, såsom interviews med medlemmer 

fra kirkerne, pluk fra gudstjenester og 

paneldiskussioner hvor også en præst fra 

den ortodokse kirke medvirkede. Der blev 

også vist klip med en nigeriansk prædikant 

profet Joshua, som Vasilius samarbejder 

med. Gud udvirker ekstraordinære mirakler 

gennem Joshua, og miraklerne er vel 

dokumenteret på video. Efter disse udsen- 

Af Kimmie og Peter Christensen 

delser har manget ringet til pastor Vasilius 

med problemer af forskellig art, og Gud har 

grebet ind med mirakler, og hele familier er 

blevet frelst gennem forbøn via telefonen. 

Pastor Vasilius flankeret af Kimmie og Peter i 

Karditsa, Grækenland 

Det var stærke møder vi havde i Grækenland, 

og der var god anledning til at virke 

med undervisning og profeti. Selv om møderne 

ikke var så store, var der 4 der til- 



kendegav, at de ønskede at blive frelst. 

Fra Grækenland gik turen til Sofia, Bulgariens 

hovedstad, hvor vi skulle være i 2 

uger. Da vi kom, var der ikke arrangeret 

noget som helst. En af lederne for sigøjnerkirkerne 

havde lovet at arrangere en konference 

for kvinder, men intet var arrangeret. 

Men på den bibelskole, hvor vi skulle 

bo, var der en kvinde, der arbejdede som 

bibliotekar for den kirkeorganisation vi besøgte. 

Hun talte lidt tysk, og mit tyske var 

heller ikke for godt, men ved Guds hjælp 

lykkedes det os at kommunikere, så hun 

kunne hjælpe os med at ringe rundt og arrangere 

møderne. Hun ringede også rundt 

til sine egne venner, og resultatet blev, at 

vi i disse 2 uger havde møder næsten hver 

eneste dag, blandt andet på nogle af de 

største steder rundt om i de store byer i 

Bulgarien. Dette havde ikke kunnet lade sig 

gøre uden Guds medvirken. 

Vi tror, at når vi kommer til et land, er alle 

ting, både praktiske og åndelige, omhyggeligt 

forberedt af Helligånden. I Sofia var 

der ikke arrangeret møder, før vi kom, men 

Gud havde placeret Daniela dér, hvor vi 

skulle logere. 

Det var herligt at se Helligånden flere steder 

udrække sin hånd med frelse og mirakler, 

blandt andet kom en kvinde til igen 

at kunne høre uden høreapparat efter forbøn. 

Der var også anledning til at prædike over 

TV. Kasanlac er en af de store byer cirka 

midt i Bulgarien. TV-udsendelserne når ud 

til 35 omkringliggende byer. Efter udsendelsen 

kom TV-selskabets direktør og tilbød 

kirken, som vi besøgte, også at bringe 

deres søndagsgudstjenester til en særlig 

fordelagtig pris. 

Side 22 

Efter søndagsmødet i Kasanlac foran 

den store helt nye kirkebygning 

Blandt sigøjnere i Varna 

Den sidste uge tilbragte vi i Varna hos pastor 

Emanuel Kanchevi. Han har startet en 

række kirker i området. Dels blandt etniske 

bulgarere og dels blandt sigøjnere. 

Et sted havde en kvinde set mig i et syn og 

hørt prædikenen, før vi kom. Gud havde 

også vist hende, at hendes ryg ville blive 

helbredt. Da vi lagde hænderne på hende, 

kom Helligåndens kraft som en lynild, der 

slog hende i gulvet. Hun vidnede bagefter, 

at hun var blevet helbredt. Halleluja, Jesus 

helbreder, når troende i lydighed lægger 

hænderne på de syge. 

Må Gud rigt velsigne dig i Jesu navn! 

Kimmie og Peter Christensen 

Efterår 2005

Benyt skattefradragsreglen - når du støtter mission! 

Alle former for gaveindbetalinger til Missionsfonden af 4/5 1964 er fradragsberettigede 

inden for 6.900 kr.’s reglen, dog ikke de første 500 kr. Det betyder i praksis, 

at du ved indbetaling af ialt 6.900 kr. kan fratrække de maksimale 6.400 kr. 

Der skal altså som minimum være indbetalt 500 kr. i løbet af året. 

Gem kvitteringerne, de skal bruges til selvangivelsen. 

Større fradrag kan opnås ved tegning af 10-årigt gavebrev. Kontakt os for flere oplysninger. 

Begge ordninger kan benyttes samtidigt og af begge ægtefæller. 

Efterår 2005 Side 23 

afrives inden betaling

Gaver ydet til Missionsfonden af 4/5 1964 kan fradrages på 

selvangivelsen efter Ligningslovens § 8a. fra 1.1.2005, og 

efter § 12 stk.3 fra 1.1.2006 

Den kvitterede girotalon anerkendes af Told & Skat som gyldig 

dokumentation for gavebidraget, når indbetalers fulde navn og 

adresse er påført: 

Eventuel meddelelse til Missionsfonden vedrørende omstående beløb: 

For 10-årige gavebreve fra 1.1.2006 op til 15% af skattepligtig indkomst, 

dog altid op til 15.000 kr. (Ligningslovens § 12, stk. 3) og 

fra 1.1.2005 efter 6.900 kr.’s reglen (Ligningslovens § 8a) 

med op til 6.400 kr. ud over de første 500 kr. 

Begge ordninger kan benyttes samtidigt og af begge ægtefæller. 

Skattefrihed for gaver ydet til Missionsfonden af 4/5 1964 

På forhånd tak 

Artikler til dette blad bedes indleveret inden 1. november 2005 

Næste nummer af Missions-Nyt udkommer i december 2005 

Side 24 Efterår 2005

Laura & Bengt Axell 

Casilla de Correo 2710 

Asuncion, Paraguay 

axell@conexion.com.py 

Pinsekirken, Vejle 

Helmi & Felipe Castro 

Casilla 199 

Trujillo, Peru 

helmicastro@terra.com.pe 

Pinsekirkens Ydremission, 

Århus 

Kimmie & Peter Christensen 

Good News Global Outreach 

Hammersholt Byvej 26 

3400 Hillerød 

kpc@ofir.dk 

Stella Christtreu 

AEP-Box 33 

K.P.119 

Tirana, Albanien 

stella@abissnet.com.al 

Fælleskirken, Ølstykke 

Hanne & Egon Falk 

New Life Outreach 

P.O. Box 6073 

Arusha, Tanzania 

nlo@yako.habari.co.tz 

NLO Danmark 

Pilkmosevej 12, 7330 Brande 

Hanne & Ruben Holmgreen Falk 

New Life Outreach 

P.O. Box 6073 


nlo@yako.habari.co.tz 


Århus 

Tabitha & Torkild Jensen 

P.O. Box 2398 


torkild@habari.co.tz 

Betania's Ydremission, Blåhøj 

Ruth & Henry Knudsen 

P.O. Box 428 

Germiston 1400, South Africa 

gam@telkomsa.net 

Missionsadresser: 

Lena & Lars Kristensen 

‘Mercyships’ 

c/o Bente og Nathanael Kristensen 

Nordlundvej 136 

7330 Brande 

Lakdk@mail.tele.dk 

Betania’s Ydremission, Blåhøj 

Lise-Lotte & Esteban Laniec 

Avda. Mcal. Estigarribia 697 

San Ignacio de las Misiones 

Paraguay 

elaniec@itacom.com.py 

Pinsekirken, Roskilde 

Kirsten Solveig Larsen 

JOCUM 

Caixa Postal 210 

CEP. 68 906 970 Macapa, AP 

Brasilien 

kisola@ig.com.br 

Fælleskirken, Ølstykke 

Anne-Lise & Peter Madsen 

‘Mission hjemme og ude’ 

Nygade 16, Blåhøj 

7330 Brande 

alpema@mail.dk 


Dorrit & Torben Madsen 

'Mission til unåede' 

Postboks 117 

7330 Brande 


Margaret & Verner Madsen 

P.O. Box 4 

Itigi 

Tanzania 

margaret_madsen2yahoo.com 

Pinsekirken i Herning 

Susanne & Leif Madsen 

P.O. Box 9734 

Nakuru, Kenya 

leifmadsen@africaonline.co.ke 


Ingrid & Jørgen Markussen 

Moravian Mission 

P.O.Box 607, 

Mwanza. Tanzania. 

markussen@africaonline.co.tz 

Brødremenighedens 

Danske Mission 

Prayoon & Sathiyaa Maprang 

155 M. 1 Nakhonthai Church 

T. Nakhonthai, A. Nakhonthai 

Province Phitsanulok 65120 

Thailand 

Støttekreds i Danmark: 

v/ Birthe Steffensen 

Fortunavej 82, 8900 Randers 

Jette Læbro Nielsen 

‘Udrust Nationerne’ 

c/o Ulla Nielsen 

Ringparken 18, 2. th. 

4000 Roskilde 

jette35@tiscali.dk 


Anita & Marino Paserini 

José Hernandez 170 

3105 Diamante 

Entre Rios, Argentina 

anitahardt@yahoo.com.ar 

Birgitte & Søren Pedersen 

P.O. Box 4614 

Eldoret, Kenya 

soren-fp@multitechweb.com 


Esbjerg 

Esther & A. Sankar 

No. 21 ‘A’ Arani House Road 

Ooty-643002, 

The Nilgiris 

South India 

seppgf@yahoo.com 

Græsted Frikirke 

Bente & Bent Ole Sørensen 

Rumænien 

Blåhøjvej 49, Karstoft 

6933 Kibæk 

b.o.s@email.dk 


Agnete & Tony Simpson 

15 Brian Dillon Park 

Dillon’s Cross 

Cork, Irland 

Elimkirken, Ålborg 


Missionshjørnet 

undervisning-inspiration-aktuelt 

Side 26 

Mission i balance 

Mission er omsorg for hele mennesket. 

Mange kristne sondrer imellem 

det åndelige og et praktiske; det der 

handler om fysisk nødhjælp, og det 

der handler om sjælens frelse. I virkeligheden 

rummer evangeliet begge 

dimensioner. For at forstå denne helhed 

må vi forstå biblens syn på mennesket. 

„Mennesket ikke alene har en 

krop, - det er en krop,“ hævdede teologen 

Rudolf Bultmann. Men mange 

kristne opfatter fortsat det fysiske som 

underordnet. Spørgsmålet er hvor 

denne misforståelse kommer fra, og 

hvordan den kan påvirke vores missionsarbejde. 

Ånd, sjæl og legeme læren 

Kilden til den skarpe adskillelse af det 

åndelige og det fysiske findes i den 

græske filosofi, der gennem tiden har 

haft dårlig indflydelse på kirkens lære. 

Platon lærte, at kroppen kun var et midlertidigt 

værested for den evige sjæl. 

Andre filosoffer delte mennesket op i 

tre adskilte kategorier som legeme, 

ånd og sind. Som sådan mente grækerne, 

at det fysiske og det åndelige 

var modsætninger, og at den fysiske 

verden var blevet til igennem en negativ, 

nærmest dæmonisk begivenhed. 

Det åndelige i det fysiske 

Men Guds ord understøtter ikke adskillelsen 

af ånd, sjæl og legeme. Da 

Gud formede mennesket i sit billede, 

af Kenneth Kühn 

skabte han det med en krop. Legemet 

er en del af Guds billede, og er 

ikke bare materielt, men dybt åndeligt. 

Derfor er legeme og sjæl en uadskillelig 

helhed i biblen: At Gud bor i 

vores ånd betyder, at vore legemer 

er „templer for Helligånden (1.Kor. 

6:19).“ Vi opfordres derfor til at bringe 

vore legemer til Gud som en „åndelig 

gudstjeneste (Rom.12:1).“ Vi advares 

imod utugt med ordene: „Legemet…er 

til for Herren, og Herren for legemet 

(1.kor.6:13).“ Når Paulus taler om „syndens 

og dødens legeme,“ betyder det 

ikke, at synden sidder i kroppen, men 

at mennesket i sin helhedstilstand er 

fortabt uden Jesus. Endelig taler Biblen, 

om at den fysiske krop skal opstå 

med ordene: „…der opstår, er et 

åndeligt legeme“ (Kor.15:44); det vil 

sige en hel person domineret af Guds 

Ånd. Gud har omsorg for vores fysiske 

eksistens, og i himlen skal vores 

legemer fuldt ud rumme og afspejle 

Guds billede ligesom i skabelsen. 

Jesu legemlighed 

Guds mission i det nye testamente tager 

også livtag med den græske vranglære. 

I indledningen til sit evangelium 

hamrer Johannes en pæl igennem 

hele den fjendtlige indstilling til det 

fysiske, når han siger, at „Ordet blev 

kød (Joh.1:14).“ Evangeliet er ikke 

kropsløst og metafysisk, men tværtimod 

er Jesu legeme helt centralt, og 

Efterår 2005

Jesu mission relaterer til fysiske behov: 

„Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, 

men et legeme har du beredt mig (Heb.10:5).“ 

Det hele kulminerer i korsfæstelsens drama, 

hvor Jesus ofrer sit kød og blod på korset 

for at vinde sejr i den åndelige verden. 

Derfor siger vi til stadighed i nadver ritualet: 

„Dette er mit legeme som gives for jer 

(1.Kor.11:24).“ 

Mission i balance 

Sammenhængen mellem det fysiske og det 

åndelige er vigtig for vores missionsarbejde. 

Det er skævt at se mission som et 

spørgsmål om udelukkende at møde social 

og fysisk nød, men det er også katastrofalt, 

når vi taler om Guds kærlighed uden 

at række ud til den fysiske elendighed omkring 

os. Gud har givet os et evangelium 

om helhed, fordi han ønsker at bringe frelse 

til hele mennesket. Han vil gøre sine 

børn til åndelige kroppe, der legemliggør 

budskabet om hans kærlighed i verden. En 

kærlighed der heler opsplittede personer, 

så de bliver genskabt til et udelt billede af 

hans herlighed. Når troen får krop, får vores 

mission balance og kraft til at forvandle 

mennesker i hele deres eksistens. 

TEE-arbejde, fortsat ... 

161 har aflagt eksamen i en eller flere af 

de tre bøger med gennemgang af Ny Testamente. 

19 Har aflagt eksamen i del 1 af 

‘Kristi liv’. 

Een ting er at læse bøgerne og lære stoffet. 

En anden ting er at omsætte det i sit liv 

og tjeneste. De allerfleste af vore evangelister 

deltager i programmet, som de får 

meget ud af, enten de har været på bibelskoleophold 

eller ej. Da der er mangel på 

evangelister, har et af formålene med pro- 

grammet været at kalde flere til tjeneste, 

og det er lykkedes. Nogle som menighedsledere, 

andre med forskellige tjenester i 

deres menighed, blandt andet søndagsskolearbejde. 

Nogle ønsker at komme på 

et ‘rigtigt’ bibelskoleophold eller læse teologi. 

Det er kirkens ledelse, der tager beslutning 

om dette. Vi kan bare forberede 

dem. Vi har også set, hvordan gennemgangen 

af bøgerne har forvandlet liv til overgivelse 

til Jesus. Vi får mange gode samtaler 

med eleverne og kan bede sammen med 

dem og opmuntre dem til at få orden på 

deres tilværelse og familieliv. I april var der 

16 par, som indgik ægteskab eller fik det 

kirkeligt velsignet efter mange års samliv. 

TEE-undervisningen har også været medvirkende 

til at nogle har fået kald til menighedsplantning 

på nye steder, og det er en 

meget vigtig del af oplæringen af nye 

kristne. 

Der gøres klar til at vise Jesus-filmen på 

stranden. 

Lige før jul rejser vi hjem på orlov, da vores 

periode slutter. Kirken her har kaldet os til 

at fortsætte foreløbig for en ny periode på 

to år, og Brødremenighedens Danske Mission 

vil gerne sende os. Selv hviler vi i, at 

det er Guds plan for os. Vi har derfor fortsat 

stor brug for forbøn og økonomisk støtte 

til arbejdet. Blandt andet er der brug for at 

få en ti år gammel bil skiftet ud. Tak for støtte 

og forbøn indtil nu. 

Kærlig hilsen 

Ingrid & Jørgen Markussen. 


af tilmeldingskupon 

Missionsfonden Missionsfonden af af 4/5 4/5 1964 

1964 

tlf. 47174040 - Fax 47174018 

e-mail: mfond@mail.dk 

For nærmere oplysninger kontakt: 

Birthe Steffensen på telefon 86217385 

eller Karl Kühn på telefon 74782015 

Kontakt os 

for tilsendelse 

De forestiller sig at byde 1-2 volontører 

velkommen ad gangen eventuelt for en 

3-måneders periode 

Derfor efterlyser de kristne volontører fra 

Danmark. Det kan være unge såvel som 

ældre, eventuelt ældre på efterløn, som 

har missionsånd, gå-på-mod og lyst til at 

undervise børn og voksne i engelsk på 

samtale-niveau 

Denne service kan med fordel benyttes af 

givere der ønsker at indbetale faste 

månedlige beløb 

Både børn og voksne på elevcentrene i 

Nakhonthai-distriktet i Thailand har et stort 

ønske om at lære at forstå og tale engelsk 

Missionsfonden er nu tilmeldt BS 

Pengeinstitutternes Betalingsservice 

VOLONTØRER EFTERLYSES ! 

Betalingsservice 

Thailand kalder 


Missionsfonden 

Harpevej 14 

DK-3650 Ølstykke 

Returneres ved varig adresseændring 

B

Missions-Nyt nr. 3 - Missionsfonden

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Missions-Nyt nr. 3 - Missionsfonden

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?