Film i Glostrup Bio nr. 44.pub

glostrupbio.dk

Film i Glostrup Bio nr. 44.pub

Film i Glostrup Bio

Medlemsblad for Sofarækken

Nr. 44 - december 2008

Rundt om

Erik Clausen

Side 1


Film Film i i Glostrup Glostrup Bio

Bio

er medlemsblad for Biografforeningen

Sofarækken og

Glostrup Børnefilmklub.

Ansvarshavende:

Henning Richard Jensen

Redaktør:

Holger Pedersen

redaktionen@glostrupbio.dk

Tryk: Foreningsbureauet

Glostrup Fritidscenter

Oplag: 750.

Biografforeningen Sofarækken

Formand :

Glostrup Bio

Bryggergårdsvej 2

2600 Glostrup

Billetter: 4396 0201 og www.glostrupbio.dk

Biografleder Lotte Warming.

4396 0806 / glostrupbio@glostrupbio.dk

Formandens klumme

Stort Interview med Erik Clausen

Billeder fra livet i biffen i 2008

Se bladet i farver på

www.glostrupbio.dk

Henning Richard Jensen, Brandsbjergvej 36, 2600 Glostrup

4494 6610 / formand@glostrupbio.dk

Støt vores samarbejdspartnere

Side 2

SIDE

3

4

23


Formandens klumme

Hvor stjerner mødes ...

Himlens stjerner - også dem over Glostrup

Bio - ses tydeligst, når de danner galakser

eller stjernebilleder i smuk sammenhæng.

Når vi fremover har stjerner med i vores logo og slogan, skal stjernerne symbolisere

det bedste, vi har at byde på, nemlig de bedste film, de største stjerner

og det bedste publikum. Og så oven i købet i en af de allerbedste biografer.

Efter at Sofarækken i år sammen med biografleder Lotte Warming overtog det

fulde ansvar for driften, har vi bestræbt os på at relancere biografen, så den

bliver et sted med endnu bedre service og endnu flere oplevelser.

Lotte Warming har hele tiden antennerne ude efter de bedste film, og vi viser

mange danmarkspremierer og sågar flere verdenspremierer om året. Vi har en

god fremgang i billetsalget, og børnefilmklubben slår alle rekorder i år.

Vi vil gerne give jer som publikum de bedste betingelser for at følge med i,

hvad der sker i biografen. Vi har derfor lige lanceret en helt ny hjemmeside på

www.glostrupbio.dk. Den kombinerer det bedste fra den gamle side med en

mængde nye faciliteter og oplysninger. Siden vil blive løbende udbygget.

Oversigt over repertoiret og billetbestillingen er uændret i forhold til tidligere.

Det nye er, at du kan finde mange flere oplysninger om Sofarækken og biografen

og om de mange aktiviteter, der er på vej eller allerede er afholdt. Ud over

facts om foreningen og biografen er der mængder af små artikler med illustrationer.

Gå bare på opdagelse!

Som det fremgår af billedkavalkaden på side 23-24, bobler det af liv i biografen.

Vi har f.eks. haft besøg af instruktører og lavet særlige events. Senest havde

vi stor succes med Glostrup Kulturnat og med James Bond Galla. Der vises

også et eksempel på, hvordan biografen kan benyttes til andet end film.

Vi håber du får glæde af dette udvidede nummer, der sætter fokus på Glostrup

Bios første æresmedlem: Erik Clausen. På Sofarækkens, bestyrelsens og Lotte

Warmings vegne vil jeg gerne slutte med at sige jer tak for i år og ønske jer

alle en god jul og et godt nytår.

Henning Richard Jensen

Side 3


Enghave plads – august 2008

Clausen Film holder til på Enghave Plads i en stuelejlighed.

Dør om dør har vi en af Peter Norvigs ejendomsbutikker.

Overfor på torvet holder nogle af Vesterbros dagdrivere til

med deres flasker. Jeg kommer selvfølgeligt for tidligt, og

drysser lidt rundt på torvet, indtil Clausens karakteristiske

ansigt viser sig i et vindue. Man er skam ventet!

Erik Clausen tager imod i de hyggelige lokaler.

En stor Vesterbro-lejlighed

med et enormt køkken, som

også fungerer som opholdsstue.

Lokalerne rummer bl.a.

også kontor og klipperum.

Alle Clausens film bliver klippet

ved dette lille arbejdsbord


Der er mange mindelser om både kunstneren og

legebarnet. Æresbevisninger, grafik, krukker og

meget andet spændende.

Et sted står en banjo, og

Clausen fortæller, at den

bruges i familiens skiffleband.

Børn og svigerbørn

er med i meget af

det, Clausen laver, altså

også rent musikalsk.

Ind imellem snakker han

med sønnen Emil om et

af de mange projekter, de

arbejder sammen på

Side 4


Da Erik Clausen gæstede

Glostrup Bio i

2006 ved genåbning

efter salens restaurering,

blev han vores

første æresmedlem.

I denne forbindelse sagde han spøgende,

at han ville hænge diplomet op ved siden

af det eneste andet, han havde fået i sit liv,

svømmemærket i bronze fra 1955.

Det var den eneste usandhed, jeg kunne

tage ham i! Der er overalt trofæer for de

mange danske og udenlandske hædersbevisninger,

Clausen gennem årene har fået.

Der er over 25, heraf to Bodil-statuetter.

På et tidspunkt dukker datteren Louise op,

og jeg får en sludder med hende, mens

Clausen er inde ved siden af. Hun fortæller om det stærke sammenhold i familien,

der næsten altid er med på en eller anden måde, når Clausen laver sine

film. Louise er klipper, og hendes mand, der til dagligt underviser, har blandt

andet lavet filmmusik.

Louise siger blandt andet: ”Læg mærke til, hvor

mange gange, der står ’Clausen’ i rulleteksterne

efter filmen”.

Jeg kom til at opholde mig hele to timer i dette spændende

selskab, og fik meget andet at vide, end der kan blive

plads til i denne artikel.

På et tidspunkt sætter vi os tilrette ved et smukt gammelt

bord i køkkenet. Voice recorderen bliver tændt. Det samme

er Erik Clausen i høj grad.

Jeg har forberedt en række spørgsmål, og Clausen vælger

at læse mine spørgsmål op (de kursiverede afsnit) og

derefter besvare dem – grundigt!

Side 5


Uden sikkerhedsnet

Du har et billede på din hjemmeside af en menneskepyramide

i en vanskelig balancegang. Nu

ved en gammel gøgler naturligvis godt, at en

pyramide skal være pyramideformet for at være

stabil. Kunne det være et billede på Erik

Clausen?: Det kan ikke lade sig gøre, så det

gør vi da bare! Vi kommer s’gu nok ned på

benene bagefter.

Du kan godt lide udfordringer uden sikkerhedsnet?

Jeg maler meget det legende og aktive

menneske. Billedkunsten er fyldt med

mennesker, der sidder og ser fornemme

ud. De prøver ligesom at udtrykke deres

jordiske succes. Jeg kan godt lide et

menneske, der bruger kroppen og leger.

Derfor har det været naturligt for mig at

kaste mig over sådanne cirkusagtige

billeder, der selvfølgeligt er symbolske.

Jeg kan godt lige de billeder, der ikke er så kontrollerede, men hvor der alligevel

er en balance. Det billede, du refererer til, viser jo ni mennesker, der står på

hænder og hoved af hinanden. Det kan vi jo kalde samarbejde. I meget leg er

der en form for samarbejde. Meget såkaldt samarbejde er bare noget, man påstår.

Så tror folk på dét! Hvis du ser på det med en gøglers øjne, så modarbejder

man ofte hinanden i stedet for.

Jeg har altid været optaget af at gøre det umulige muligt.

Jeg har også altid hyldet det gamle ordsprog

med, at lykken står den kække bi. Hvis du tænker for

meget og er for meget i defensiven, så kan du ikke

gennemføre det.

Hvis man sætter sig selv i nogle skærpede situationer,

så lever man ofte alligevel op til det man vil.

Hvis du derimod tænker alene med din fornuft, inden

du kaster dig ud i det, så bliver du ikke særlig god.

Side 6


Skidebange før filmoptagelse

Når jeg laver film, sætter jeg det i gang uden at tænke mig særlig meget om.

Jeg tænker bare ”selvfølgelig kan det lade sig gøre!” Lige før optagelserne bliver

jeg så skide bange. Når jeg er på filmoptagelse, vågner jeg op hver morgen

kold af sved ved 5-tiden og tænker: ”Nej, nej, nej! Vi skulle aldrig have sat det

i gang!” Men situationen er jo, at du er nødt til at gennemføre det.

For mig er drivkraften spændingen lige før optagelserne. Jeg har det på samme

måde, når jeg skal ud og optræde f.eks. med et talkshow, der ikke er specielt

godt forberedt. Så fornemmer jeg pludseligt de mange mennesker derinde, og

så kan det nok være, at adrenalinen pisker rundt.

Den bedste definition af kunst, jeg kender, er formuleret af den franske digter

Charles Baudelaire. Han siger: ”At lave kunst er selvsuggestion og koncentration”.

Det var fuldstændigt det samme, som dengang jeg var cykelrytter og

kørte på tid. Så skulle man sætte sig op til det. Jeg sad før indsatsen og sagde

til mig selv: ”Du kan godt, du kan godt, du skal, koncentrer dig, koncentrer

dig!” Lige pludseligt lå man på landevejen, og det gjorde ondt over det hele.

Så var det, man begyndte at tænke fornuftigt. ”Hvad laver du egentligt her?”.

Glem det – og koncentrer dig!

Fandenivoldsk – og lidt tragisk

Der er noget særligt over en typisk Clausen-film. Du spiller som regel selv med, og du er

ene men stærk overfor systemet. Din figur ligger et sted mellem fandenivoldsk, lystig, blid

og humoristisk – og så måske en lille smule tvivlrådig og næsten tragisk. Tager du meget

af dig selv med i sådan en rolle?

Ja, det gør jeg. Jeg sætter mig selv ind, ikke som Erik, men som en figur, jeg

digter. Jeg er glad for, at du siger, at der er noget særligt over en Clausen-film.

Jeg mener, at en film skal være så subjektiv og personlig som muligt. Man skal

have sin egen stil og sit eget udtryk. Muligvis endda sine egne etiske eller politiske

holdninger.

Det er helt naturligt at sige, at dette er en Chaplin film, eller dette er en Woody

Allen film. Der er en forfærdelig tendens til mainstream i vor tid, som tvinger

mange af de yngre instruktører til at arbejde i bestemte genrer. Så forsvinder jo

noget af det subjektive.

For min skyld kunne kunstnerne – inklusiv Kim Larsen – være meget mere

subjektive. Meget mere personlige.

Side 7


Jeg kæmper for, at lave mine film så personlige som muligt. Min sidste film,

Ledsaget udgang, er i høj grad en personlig Erik Clausen-film. Der er ingen

andre film, der ser sådan ud, og der er ingen andre, der kunne lave filmen netop

sådan. Der er heller ingen andre, der har lyst til at lave en film sådan!

For at opnå det personlige skriver jeg selv manuskriptet, vælger selv skuespillerne

og sætter mit fingeraftryk på alt. Det har betydet, at jeg selv har måttet

overtage magten i de produktioner, jeg har lavet. Det sker jo i samarbejde med

andre produktionsselskaber og distributører. De kommer med kritik og forslag,

men jeg har den endelige afgørelse. Hvis ikke jeg havde det på den måde, var

mine første film ikke blevet noget særligt.

Når jeg så bygger min egen figur op i rollen, går jeg ikke efter det skuespillertekniske

– det at spille virtuost. Det, jeg går efter, er troværdighed og autenticitet.

Hvis jeg var sanger, ville jeg ikke prøve at synge bel canto. Jeg ville gå

efter udtrykket.

”Midt om natten” fra 1984 blev Erik Ballings

sidste film.

Det hele startede med, at Kim Larsen en dag dukkede

op på Ballings kontor på Mosedalsvej og sagde:

”Nå, Balling, skal vi lave en film?”

Billedet er taget af Rolf Konow for Nordisk Film.

Kim Larsen, som vel nok er noget af

det største, vi har i showbusiness, véd

de samme ting. Han skriver sangene

selv og på dansk, indspiller dem selv,

vælger stilen. Hele vejen igennem. Helt

frem til og med plakaten. Han ville jo

dårligt nok kunne komme med i Københavns

Mandskor, fordi den måde,

han synger på, ikke ville passe ind i en

anden sammenhæng. I en objektiv sammenhæng.

Derfor er jeg - og sådan nogen som

ham - i en dialektisk situation. Vi er på

den ene side stærkt individualistiske og

som du siger ”ene, men stærke”. Vi ved

godt, at vi fungerer både mod systemet

og i kraft af systemet.

Det er denne dobbelthed, der ligger i det. Derfor opfattes mange af mine film

som politiske, selv om de hverken refererer til NATO, krigen i Afghanistan

eller noget som helst af den slags.

Side 8


Filmen kan fortælle uden ord

Mine film viser, at du i høj grad er et produkt af dine omgivelser. Problemet er

nok desværre, at omgivelserne ikke altid er et produkt af dig. Omgivelserne

spiller med, og det er jo dem, der har magten. Det smitter i høj grad af på dig.

Der kan du blive reduceret til kunde, til vælger, til forbruger eller noget i den

stil. Alt dette ligger og roder i mine film. Det er et fænomen, jeg er meget optaget

af på mange forskellige måder.

Jeg kan godt lide dit oplæg,

hvor du ser min figur

som både fandenivoldsk

og lidt tragisk.

Jeg kan godt lide at vise

denne fyr, der selv synes,

at han er benhård. Han

siger i filmen (Ledsaget

udgang) ”Hej med dig!”.

Så klipper vi og viser, at

han går med ryggen til.

Så kommer melankolien

frem i billedet.

Foto: Susanne Mertz, Clausen Film

Man kan se, at det billede, han har af sig selv, ikke stemmer med det billede,

som filmen viser. Han er en ensom mand, men han synes selv, at han er fandenivoldsk.

Det er jo sådan noget, filmen kan fortælle uden ord.

I mange film gør de det, jeg også sidder og gør nu,

snakker hele tiden. Det er karakteristisk ved en

Clausen-film, at der kan være lange passager, hvor

det kun er billederne, der fortæller. Det tænker

folk nok ikke over. Jeg kan godt lide at skabe scener,

hvor en person ser en anden person og en

tredje uden at tale. På den måde kan du lave helt

op til 12 klip uden et ord.

En hel del meget store krukker står rundt omkring. De er af meget høj kvalitet, og Clausen

fortæller, at han laver dem sammen med en keramiker.

Side 9


Det bevægende og det humoristiske

Du bruger humoren og sympatien til at få solidt tag i publikum, og derefter siger du nogle

drøje sandheder om os og vores samfund.

Jeg har lige læst en vidunderlig biografi fra 1952

om Chaplin. Han siger heri: ”Man bevæger ikke

andre mennesker ved at fremstille frygt og angst.

Det, der fungerer, er det bevægende og det humoristiske.”

Det blev jeg glad for at læse. Det er det

samme, som jeg selv har haft på tungen i mange år.

Du har svært ved at genkende dig selv i en James

Bond figur. Han er og bliver distanceret tegneserie.

Skal du lave en menneskelig skikkelse, skal du

vise et menneske, der ikke kun fungerer i kraft af

sine dyder, men i høj grad også i kraft af sine

svagheder. Som en anden Chaplin-figur er han sulten,

grisk, liderlig, forfængelig, doven – og en masse

andre ting.

Når jeg laver en film som De frigjorte, så ved jeg,

at der sidder én – måske på vores alder eller 10-15

år yngre dernede og tænker: ”Se ham oppe på lærredet.

Han er endnu mere arbejdsløs, endnu mere

fuld af løgn, endnu mere overvægtig end jeg – fed

film!”

Du kan spejle dig i alle disse svagheder, fordi de

som film samtidigt er en styrke. Det gør patienten

til menneske.

I det objektive samfund gør man os til problemer. Prøv at lægge mærke til,

hvordan almindelige mennesker er fremstillet i aviserne. Det sker objektivt

igennem statistikker. Statistikkerne dækker så over, at ”jeg følte mig lykkelig

27 gange sidste uge. Jeg følte lystfølelse osv. Jeg glæder mig over den kvindelige

skønhed – også selv om jeg ikke kan deltage i løjerne”. Nej!, der er statistikker

over selvmord, alkoholisme, skilsmisse, nervesammenbrud. Det er

frygt og bæven. Hvis du skal genkende dig selv, gør du det kun som taber.

Det er nogen af de betragtninger, jeg har prøvet at udtrykke.

Side 10

Film, der er instrueret af

Erik Clausen:

1981 Circus Casablanca

1982 Felix

1983 Rocking Silver

1986 Manden i månen

1988 Rami og Julie

1989 Tarzan Mama Mia

1991 Den store badedag

1993 De frigjorte

1994 Min fynske barndom

1997 Tango

2000 Slip hestene løs

2004 Villa Paranoia

2006 Ledsaget udgang

Erik Clausen har desuden

lavet to operaer med musik

af Andy Pape:

• Houdini den store (1988)

• Man kan godt blive jysk

mester i mellemvægt uden

at være neger (1994)


Vi er alle startet som vindere

I Villa Paranoia ville jeg vise en øm scene

med det unge kærestepar. Vi har jo set så

mange gange, hvor de pusler lidt og så vælter

hinanden om på Ikea-sofaen. Så ser man en

bar skulder, og da skuespillerne er lidt finere

på den end pornoskuespillerne, så reducerer

de ikke os tilskuere til lurere og nøglehulskiggere.

Så de klipper væk. Jeg gjorde så det,

at jeg fik fat i nogle optagelser af det, der

sker inde i kroppen, når du dyrker kærlighed.

Der sker det, at to millioner spermatozoer

sætter i gang på grund af kvindelig skønhed.

Så starter der et kapløb, som er mere dramatisk

end hele Tour de France. Det er kun den

allerførste spermatozo, der når frem til ægget.

Idet den rammer ægget, lukker dette sig.

Alle os mennesker er derfor uden undtagelse startet som vindere af et kæmpe

ræs. Dermed vil jeg påstå, at tabere ikke eksisterer fra naturens side. Tabere,

det er noget, samfundet skaber. Det værste der kan ske, er at du måske selv

begynder at tro på, at du er en taber.

Du kan nogle gange på film fremstille dette mere nuanceret og bevægende,

end du kan sige det fornuftigt og rationelt i en paneldiskussion. Alt, hvad der

kan siges i en paneldiskussion, bør du ikke filme. Alt hvad du filmer, bør ikke

kunne siges i en paneldiskussion. Der er mange ting, som vi ikke kan filme,

men som du godt ville kunne skrive. Et eksempel. ”Han kom ud på Enghave

plads. Pludseligt tænker han på den gang, han var 12 år og første gang, han

var inde hos onkel Ole. Der var tivoli på hele pladsen, hvor der var stærke

mænd og luftgynger. Da han i ballongyngen så en pige med fletninger, følte

han den sære kilden, der aldrig kom over ham, og da han et øjeblik kiggede

…”. Dette kan du ikke filme, der er ikke film i det.

Jeg er optaget af det formalistiske: Hvad kan et maleri?, hvad kan litteratur?,

hvad kan en sang? For eksempel når vi skriver sange, skal vi jo samle på vokalerne.

Operasangeren kan jo godt lide at forlænge den sidste tone, og det går jo

ikke på ”k” eller ”n”.

Side 11


Hvem skal med i billedet?

Du bliver sjældent beskyldt for at moralisere, selv om det da vist egentligt er det, det går ud

på. Ser du dig selv som moralist?

Hvis man siger, at et ægte menneske ikke kan være taber, og at det enkelte

menneske skal bevare sin værdighed og stolthed. Og hvis man mener, at man

ikke må skille noget menneske af med sin værdighed. Så vil jeg da godt vedkende

mig at være moralist. Men jeg ville nu pakke det ind og sige, at jeg er

gøgler og historiefortæller - og forskellige andre ting. Jeg tænker egentligt ikke

så meget over, hvad jeg egentlig er. De holdninger jeg har, er jo et resultat af

påvirkninger jeg har fået lige siden, jeg var dreng.

Jeg har gjort den erfaring, at de mennesker, jeg har kendt og holdt af, ofte aldrig

er med i billedet. Du vil kunne se, at store dele af befolkningen er anonyme

gennem alle tider. Anonyme mennesker, der har høstet roer på Lolland,

hvede på Sjælland eller fisk i havet – vi kender dem ikke. Jeg vil gerne have,

at vi lærer nogle af de mennesker at kende. Derimod har vi en hel masse mennesker,

der bare fordi de holder ferie på Côte d’Azur får to sider i Billedbladet.

Bare de får en ny kone eller elskerinde, så får de to sider i Se & Hør. Der er

hele tiden dette tema: Hvem skal med i billedet?

Det værste og det mest moderne undertrykkelsesmiddel, man har – og det er

langt snedigere end fascisternes vold og sorte hjelme – det er at gøre mennesker

usynlige. Jeg vil gerne opnå noget i retning af: ”Der er nogle usynlige

mennesker her. Nu kommer Erik Clausen og siger ’Hokuspokus, du er med i

billedet! Du er synlig!’”. Den synlighed og usynlighed kender du selv.

Jeg havde engang en gammel skolelærer, som ikke kunne lide mig. Jeg gjorde

mig derfor usynlig, og efter at jeg havde haft ham i halvandet år, spurgte han

mig, hvad jeg hed. Du ser mennesker, der gør sig usynlige på gaden, fordi de

selv tror på, at de er betydningsløse. Ud fra denne tese, vil man kunne lave

nogle fantastiske scener omkring synlighed og usynlighed. Her mener jeg, at

kunsten kan gøre det fantastiske: At gøre det usynlige synligt.

Der ligger hele tiden en kamp om, hvad der skal være synligt og usynligt. For

øjeblikket prøver man at manipulere med den danske befolkning. Man vil ikke

have en afstemning i forhold til EU-fænomenerne efter nogle oplevelser med

Irland. Man frygter en gentagelse. Så man siger nu, at tingene ikke eksisterer.

Så er det sjovt som gøgler og via humoren at få tingene frem.

Side 12


Mine damer og herrer!

Jeg hader de folk, der er så

selvoptagne, at de laver tingene

for sig selv. Det er ligegyldigt,

om det er romaner eller

billeder eller andet kunst. Jeg

har hele tiden her inde i mig en

lille: ”Mine damer og herrer”.

Jeg tænker egentligt ikke over

det. Det forekommer mig bare

så naturligt, at det går ud på at

kommunikere. Hvis jeg skulle

lave det for mig selv, så ville

jeg nøjes med at tænke det.

Hvis du vil kalde dig kunstner, skal du selvfølgelig kommunikere, så andre

mennesker kan modtage det. Det er ikke det samme som at være opportunistisk

og lave mainstream. Publikum vil ikke stryges med hårene, de vil udfordres.

Det er min erfaring fra scenen, fra maleriet eller mange andre steder fra.

Det kan gøres med et element af humor.

Du kan lave sådan et barometer. Lige så snart du når op i uddannelse, økonomi

og magt, så forsvinder humoren mere og mere. Undervejs erstattes humoren

hos veluddannede og kulturradikale af ironi – og så forsvinder den ægte humor

til sidst. Dermed er ikke sagt, at disse mennesker ikke har humoristisk sans,

men de værdsætter ikke humoren så meget, at de bruger den.

For eksempel her i firmaet griner vi meget. En gang var der var en, der spurgte

mig om, hvad der var karakteristisk ved mit samarbejde med Sylvester gennem

årene. Det var simpelthen, at vi har grinet så meget. Vi har været ved at dø af

grin. Vi har haft så mange problemer både professionelt og privat, og vi har

haft så mange udfordringer, og vi har slidt og slæbt. Men hold kæft, hvor har

vi grinet! Det kommer fra vores håndværkerbaggrund. Den frie tanke og det

frie sprog er der lige med det samme.

Victor Borge har sagt, at smilet er den korteste afstand mellem to mennesker.

Det er humor uden hensigt og bagtanker. Jeg plejer at sige, at ironi kun er til

fordel for én selv, mens der som regel er en gestus i humoren. For mig har det

været naturligt, for jeg oplever selv tilværelsen som humoristisk.

Side 13

Foto: Rolf Konow, Nordisk Film


Jeg oplever nogle gange tingene ”forkert”. F.eks. når jeg i tv ser statsledere gå

og trykke hinanden i hænderne og se flinke ud, kan jeg ikke lade være med at

grine. Jeg opfatter det som en parodi på demokrati.

For mig er det karakteristisk med den fantastiske historie

om den spanske instruktør Buñuel, der arbejdede

i 1930’erne i New York som oversætter. Han oversatte

Reiffenthal’s film Viljens triumf om den nazistiske

partikongres i Nürnberg i 1934. Buñuel var chokeret

over disse nazister, men Chaplin slog sig på lårene

af grin – og lavede derefter Diktatoren. For mig er det

naturligt at have med humor at gøre. Jeg kan godt lide

den humor, der ligger tæt op ad virkeligheden og også

har noget poesi. Det må ikke være for pjattet som den

humor, hvor folk bare gør sig dumme.

Dybest set kan man vist sige, som Sylvester gjorde om

mine film: ”Du laver film om ’tabere’ der vinder – bare et øjeblik”.

At få det bedste frem i skuespilleren

Jeg har interviewet Kasper Barfoed, som du har arbejdet sammen med tidligere. Han talte

meget varmt om dig som instruktør og menneske. Han sagde bl.a. ordret ”Ham lærte jeg

rigtig meget af, også fordi han behandler folk omkring sig rigtig, rigtig godt. Han mister

aldrig hovedet. Det er nemt som instruktør at komme til at miste hovedet, fordi man jo er

presset hele tiden. Erik Clausen er et meget omsorgsfuldt menneske”. Et det noget af din

hemmelighed, at du godt kan lide mennesker, og derfor får det bedste frem i skuespillerne?

En del af det at lave film er jo holdarbejdet. I de film, hvor det lykkes bedst for

mig, minder optagelserne om en familieudflugt i en familie, hvor man respekterer

hinanden og elsker hinanden. I en familie render vi jo ikke og tungekysser

og krammer hinanden. Der er man jo på en rimelig distance. Det med at

råbe og skrige ligger ikke til mig. Via den baggrund jeg har haft, har jeg udviklet

en stor intuition.

Når jeg caster til rollerne bruger jeg min intuition og ved straks, hvad jeg kan

få frem hos den enkelte skuespiller. Så er der noget magi i forbindelse med

det, der sker, når man sætter et kamera i hovedet på vedkommende. Der bruger

fotografen og instruktøren det udtryk, at ”brænde igennem”. Hvis du filmer tre

personer samtidigt, er der noget magisk med, at du altid kun kigger på den ene.

Du kan ikke altid forklare, hvad det er.

Side 14


Jeg kan nævne en skuespiller

som Sonja Richter. Hun

er bleg og almindelig, og

har tit arbejdet for meget,

men hun ser jo sød ud. Så

retter du kameraet imod

hende og siger ”klar til optagelse”.

Så siger det

”hokus pokus”! Så kommer

der en fantastisk trolddomsagtig

skønhed over hende

med en stor kvindelig styrke

og en stor vildskab – og

samtidigt et lille hjørne af en pige, der gerne vil beskyttes.

Det er så bevægende. Faktisk kunne vi optage hende,

hvor hun læser op af telefonbogen.

Jeg kan lide mennesker, og jeg er glad for Kaspers vurdering. Man er nødt til

at være brutal nogen gange og at klemme på for at få gennemført en film. Men

grebet om autenticiteten er meget vigtigt for mig. Det er jo meget ansigter, der

præger en film. Jeg hiver ofte forskellige mennesker ind, som bare har et godt

ansigt – hvad enten det skal være godt brugt eller det modsatte. Jeg brugte min

egen mor i Ledsaget Udgang, og andre amatører som Thomas Navotny, som

du jo har mødt. Disse mennesker kunne jo ikke nødvendigvis gennemføre et

teaterstykke, hvor de skal huske to timers tekst. De kan huske et kortere forløb,

men de præger filmen med en vis autenticitet med en rustik kontur omkring.

Jeg mener, at et ansigt fortæller sin egen historie. Jeg vil nødigt prale, men

nogle skuespillere har i mine film præsteret det bedste i karrieren. Det skyldes

blandt andet den stemning, vi har omkring filmen, og som Kasper Barfoed også

hentyder til. Filmbranchen er jo et gammelt nedarvet bedsteborgerligt miljø

med hierarkiske systemer. Dem bruger vi slet ikke. Da vi lavede Villa Paranoia,

kom der en ung journalist ud for at lave et kort interview med mig. Så

kom der en ung lysmand med en lampe og sagde til mig: ”Flyt dig lidt tykke!”.

Så rykkede jeg jo naturligvis lidt til siden, så han kunne komme forbi mig. Så

sagde journalisten helt chokeret: ”Er det tonen her?”.

Ja, det er det faktisk!

Side 15

Foto: Rolf Konow


Solidt filmisk håndværk – eller dogme

Ikke mindst med dogmefilmene kom det håndholdte kamera og de lange optagelsespassager.

Dermed kom noget nyt ind i dansk film. Dine film virker som godt gammeldags og solidt

håndværk med alle detaljer i orden og en hel del æstetik. Du vil hellere fortælle en god

historie end lege med teknikken?

Det positive for mig ved dogmefilmene er, at de

befriede skuespillerne fra bare at gå og lave meget

korte sekvenser til, at de kunne bruge deres teaterviden

til at lave lange spillescener.

Det negative for mig er, at dogmefilm for mig er et

nypuritansk fænomen, hvor tingene skal være billige,

selv om vi er så rige. Hvor det er fint, at det ser

ud ad helvede til.

For mig er det en puritanisme, der minder om sådan

noget som Tvind-skoler, jesuitter og selvpiskeri. Der

var ligesom kommet noget litterært over film ved, at

det gerne måtte være grimt.

Jeg har alt for meget humoristisk sans til at tro på, at

det skulle være særligt progressivt.

Det håndholdte kamera er en naturlig udvikling, fordi de nye kameraer ikke er

særligt tunge. I dogmefilmene kan du ofte se en uskarp film, taget med en vidvinkel,

hvor du næsten ikke kan høre, hvad de siger. Alt sammen bare for at

skuespillerne får lejlighed til at spille lidt bedre. Det anser jeg for puritanisme.

Jeg kommer fra et miljø, hvor vi kører i amerikanske biler, går i smart tøj og

går til boksekampe og i cirkus. Vi regner da med at bokserne og artisterne er

trænede og pissegode. Vi elsker at se cykelryttere køre 80 kilometer i timen på

italienske racercykler til 60.000.

Jeg mener, at vi skal lave dyre og flotte film. Det har glædet mig meget, at en

ny film om min barndoms helte, nemlig Flammen og Citronen, blev lavet som

en stor, fabulerende, generøs billedbog og ikke som noget dogmeagtigt – ikke

som en eller anden lille grå film.

Om jeg vil lave en dogmefilm? Nej for satan – jeg laver Erik Clausen-film!

Side 16


På udebane på Fyn?

Vist kun en enkelt gang går du udenfor din genre. Det er

den meget kønne Min Fynske Barndom, som du fik en

noget blandet kritik af. Var du for meget på udebane dér?

Ja, det kan man godt sige. Men hvis udebanen

satte grænser for min formåen, hvad den gjorde på

nogle punkter, så satte den nu også nogle grænser

for kulturlivets og offentlighedens forståelse.

Hvorfor laver Clausen nu sådan en film? Nu har

vi lige vænnet os til, at Clausen er en klovn, hvad

er nu det for noget? Da jeg søgte bl.a. Carl Nielsen

Selskabet, som har millioner af kroner, var de

nærmest forargede over, at jeg skulle lave den

film. De spiste mig af med 70.000 kroner, så de

kunne sige, at de dog havde givet noget.

Ellers mødte jeg stor forståelse for det. For mig er Carl Nielsen ”en af vennerne”.

For mig er hans historie en udviklingshistorie, hvor han bruger kunsten til

at lave forskellige transformationer med sig selv. Han udvikler sig fra en lille

bondedreng til Danmarks største komponist.

Han er et produkt – ligesom jeg og f.eks. Kim Larsen er det – af sin tid. Han

blev født på den tid, da demokratiet kom til Danmark. Den store fynske politiker

Claus Berntsen kom i folketinget, og han var med til at sikre fripladser på

Musikkonservatoriet. Hvem skulle have den friplads – det skulle lille Carl!

Han var på det rigtige tidspunkt på det rigtige sted.

Jeg brugte jo første sats af hans 5. symfoni som filmmusik. Det er fantastisk

musik. Jeg var tro mod min egen hjerne, for hele den sidste del af filmen er de

billeder, jeg så for mig, første gang jeg hørte denne musik. Lige efter at jeg

havde hørt musikken, skrev jeg alle disse billeder ned, og de sidder i filmen.

Carl Nielsen forblev trofast – jeg vil ikke engang bruge ordet solidarisk. Han

er trofast mod de spillemænd, han rejste rundt med til langt ud på morgenen

for at spille musik til baller. Jeg er på samme måde trofast mod de historier,

jeg har været med i. Jeg fornægter jo heller ikke at have været malersvend og

at komme fra en toværelses i Sydhavnen. Det har været meget naturligt for

mig at lave Carl Nielsens udviklingshistorie.

Vi bruger begge kunsten til at udvikle os med.

Side 17


Filmen var ret svær at lave, da den uvægerligt måtte blive noget af en billedbog.

Film egner sig bedst til at følge én eller to personer helt ind til marv og

ben. Det kunne denne jo ikke, og derfor får den noget distance. Også det, at

den forgår i tre forskellige tidsaldre. Jeg har lige set filmen igen til en Carl

Nielsen aften i en filmklub. Der er såmænd mange gode ting i den. Jeg må indrømme,

at modtagelsen af den var meget blandet. Men den gik nu rigtig godt,

og så langt væk som i Kina var den en stor succes.

Jeg må indrømme, at jeg måtte slappe af i næsten et halvt år bagefter for at

komme mig over den modtagelse, min film fik. Jeg måtte virkelig tage tælling.

Jeg tror da nok, at jeg også blev straffet, fordi jeg hedder Erik Clausen. Hvis

en anden instruktør, f.eks., Bille August … Ja, nu er man jo også ude efter Bille

og synes det er forfærdeligt, at han har modtaget en Oscar og De Gyldne

Palmer. Det er vel nok for galt! Men hvis vi nu siger, det havde været Nils

Malmros. Selv om denne film jo har mange billedmæssige kvaliteter – og det

er jo ikke Malmros stærke side – så ville man nok synes det havde været rigtig

passende, hvis han havde lavet filmen. Det er jeg nu lidt ligeglad med.

Jeg vil se, hvad der er indeni!

En af mine drivkræfter er nysgerrigheden. Jeg vil altid gerne se, hvad der er

indeni. Da jeg som 18-årig fik min første brugte bil, som jeg købte for 700

kroner, startede jeg med at skille den ad. Jeg kunne ikke forstå, at den kunne

køre. Nysgerrigheden gjorde altså, at jeg satte mig ind i, hvordan benzinmotoren

fungerer. Den er jo et vidunder! Sådan har det været hele vejen igennem.

Lige pludseligt, da jeg havde lavet mange andre ting, fik jeg pludseligt lyst til

at lave film. Så måtte jeg jo sætte mig ind i, hvordan film fungerer. Det er jo

noget med et objektivt totalbillede og et subjektivt nærbillede, som er i en dialektisk

sammenhæng og modsætning. Og så noget scenografi. Andet er det jo

ikke, og så skal du jo arbejde ud fra det.

Jeg oplever nu, at tingene bliver modtaget, og at folk stort set glemmer, hvem

der har lavet filmen. Man refererer til det, husker citater og scener. Det synes

jeg nok er et eventyr.

Jeg er jo også gammel cykelrytter. Jeg cykler ikke så meget for at motionere,

men mere fordi jeg kan lide at cykle. Jeg er ved at skrive manuskript i øjeblikket

til en ny film. Når hjernen går i stå, så gå en tur eller tag din cykel, så går

den i gang igen.

Side 18


Jeg har en teori om, at hjernen, følelseslivet og fysikken

hænger sammen. Det er der sikkert mange

andre, der også har. Jeg tager min racercykel og jeg

har nogle gode kammerater som jeg tager ture med.

Det giver mange store oplevelser.

Jeg har jo kørt de cykelløb, som jeg skal køre. Og

det er jo også sådan, at den energi, der virkelig gør

ondt, den skal jeg jo bruge på filmene. Det ville jo

være vanvittigt at få et hjerteslag på cyklen.

Pressebillede fra løbet Ritter Classic 2007. Vi ser ud over Erik

Clausen skuespilleren Paw Henriksen og cykelrytteren Lars

Michaelsen. Arrangøren Ole Ritter står i baggrunden.

Andre sider af Clausen

Nu er det jo filmene, det handler om, men du er jo også en dygtig billedkunstner, der bl.a.

har lavet betydelige udsmykningsopgaver. Her gør du vist en indsats for ikke at blive en del

af miljøet med gallerier, penge og glamour. Også her ”ene, men stærk”?

Billedkunst bliver hovedsageligt distribueret gennem gallerier. Jeg synes det er

for småt og for eksklusivt. Derfor bruger jeg en anden måde at få det ud på.

Jeg har udgivet en bog med tegninger, og jeg siger til folk, at de bare skal skære

tegningerne ud, for de er trykt så godt, at de er lige så gode som originalerne.

Jeg har foreløbigt lavet tre store vægudsmykninger det sidste halvandet års

tid. Jeg vil prøve på et tidspunkt at finde nogle store lokaler i København, hvor

jeg kan lave en stor bred fabulerende udstilling af keramik, grafik, tegninger,

maleri, filmbilleder og så videre.

Når jeg maler, så leger jeg meget. Jeg har malet siden jeg var dreng. Jeg er

udlært håndværksmaler og har et godt tag på farver. Når jeg går og maler, ser

jeg fjernsyn og taler i telefon samtidigt. Jeg lader hænderne gøre det. Jeg har

altid været fascineret af at se en dygtig håndværker, hvor det ligesom er hænderne,

der får deres eget selvstændige liv. Det kan være en murer eller en bager

– eller en kunstner.

Jeg kaster mig ud i mange ting. Jeg har vundet arkitektkonkurrencer og lavet

opera. Jeg er lige nu ved at opfinde et apparat, der skal forhindre spøgelsesbilister.

Det kører på solenergi. Jeg er også ved at lave en stor udsmykning i en

børnehave. Jeg laver en belysning i loftet, hvor lyskilderne er smeltet ind i flydende

glas. Det arbejder jeg på sammen med min søn Emil.

Side 19


Jeg er altså meget nysgerrig, og derfor måtte

jeg også undersøge, hvad musik indeholder.

Det fik mig i sin tid til at lave en masse musik,

og det blev jo til nogle populære hits som Mormors

Kolonihavehus og Friheden Flyver.

Magien for mig består i, at det jeg laver bliver modtaget. Når jeg påstår, at vi

skal kommunikere, er det jo lidt som et rykkerbrev, der bliver sendt anbefalet.

Det er ikke sikkert, at det bliver modtaget.

Det overrasker nok mange, at jeg har skrevet libretto til to operaer, hvoraf den

ene, Houdini Den Store, har været en stor succes bl.a. på Det Kongelige Teater

i adskillige år.

Åh, det er så smittende, når folk udfolder energi. Du kigger ud i haven. Du ser

dine børnebørn derude spille fodbold. Hvad er det så, du bliver glad over? Det

er deres energi. Deres vitalitet. Det, at de overhovedet lever.

Der skal være noget på spil

Hvorfor laver du ikke teater?

Det kommer jo an på, hvordan du definerer teater. Jeg har jo f.eks. lavet nogle

kollektive produktioner, der sådan set havde et teaterudtryk, hvor vi bare var

en gruppe om at iscenesætte det. Det var jo bl.a. Clausen & Petersen Gadeteater.

Når vi var indendørs, lavede vi nogle ret fantastiske shows. Så lavede vi jo

også Røde Mors Rockcirkus og Cirkus Himmelblå, som også var et stort kollektivt

show.

Med hensyn til traditionelt teater har jeg dels ikke haft nogen henvendelser –

dels er det teater, der interesserer mig mest, en slags cirkusforestillinger. Det

handler om at udfordre publikum ved at præsentere og præstere et eller andet.

Det er lidt ligesom boksekampe, hvor de jo bokser rigtigt. Det samme med

cirkus – der skal være noget på spil.

Teater handler jo meget om ord, og jeg bliver ikke altid vældig bevæget af det.

Jeg tror egentligt godt, at jeg med min baggrund – blandt andet mine fordomme

– kunne lave nogle mere nærværende ting. Men jeg vil gå væk fra ironien,

og jeg vil ikke være bange for at bevæge publikum.

De skulle få lov både at grine og græde.

Side 20


Den næste Clausen-film?

Jeg kan forstå, at der måske er en film på vej?

Ja, jeg vil lave en fortsættelse af Ledsaget Udgang. I slutningen af filmen siger

han: ”Nu skal jeg i spjældet, og når jeg kommer ud, vil jeg over til Jylland og

være blikkenslager hos min søn, der kører lastbil”. Jeg kan skidegodt lide at

spille ham dér i læderjakken. Ham, der spiller dum og samtidigt er meget sød.

Jeg er ved at skrive et manuskript, hvor han bliver prøveløsladt. Det betyder, at

han ryger ind igen, hvis han laver det mindste. Han tror som alle københavnere,

at der altid er stille og fredeligt ude på landet. I slutningen af filmen tager

han hjem til Vesterbro og siger i denne forbindelse til sønnen: ”Det her Jylland,

det er alt for vildt til mig!”. Jeg er en tredjedel inde i manuskriptet, og

jeg har et rigtigt godt plot. Jeg skriver i første omgang alene på manuskriptet.

Når jeg er færdig med det, giver jeg det til et par kolleger, der kommer med

kritik og forslag. Jeg planlægger kun et par måneder frem, så jeg kan ikke sige,

hvornår den får premiere.

Jeg har derudover fire synopser liggende. Den ene er en krimi, hvor jeg skal

skyde et menneske. Mange mænd går så højt op i deres familie og deres egen

succes som mand, ægtemand og far, at de er parat til at slå ihjel. Jeg har også

arbejdet på en synopsis om en moderne kvinde på 38, som gerne vil have et

barn, men hun vil ikke have en mand.

Pigerne har jo opdaget, at de selv kan tjene pengene

og klare sig selv. Og at en mand tit indbefatter

en sur idiot, der ligger inde på sofaen og hvis

livsindhold er, om FCK er bedre end Brøndby. Så

holder de sig en kæreste, som de mødes med i

weekenden eller rejser sammen med. Jeg er gået

så vidt med denne historie, at jeg vil lave en film,

hvor der ikke engang er en rolle til mig selv!

Jeg elsker også at spille med i andres film, og lige nu er jeg med i en svensk/

dansk film, der hedder Sverige er fantastisk. Her spiller jeg en utiltalende person,

og det har været så sjovt at spille. Også da jeg spillede sammen med Kim

Larsen i Midt om natten. Hold kæft, hvor var jeg glad for at være med der.

Jeg vil have det lidt svært med en egentlig teaterrolle.

Det minder lidt for meget om fast arbejde.

Side 21


Glad for Glostrup Bio

Vil folk ende med at sidde hjemme og downloade til en væg-til-væg skærm, eller vil de fortsat

betale for at være sammen i en biografsal med stort lærred, popcorn, samvær og den

ganske særlige stemning i mørket?

Det vil naturligvis i høj grad blive tv,

men filmen vil klare sig.

Nu er der dømt fedterøv, for jeg vil

sige, at så længe der er sådan nogen

som jer frivillige i Glostrup Bio, så er

der en fremtid. I véd slet ikke, hvor

meget, vi instruktører sætter pris på, at

der er steder som Glostrup Bio.

Hvis man kun kunne gå ned på f.eks.

Fisketorvet og – ved siden af ugens

tilbud fra Netto – vælge at gå ind og se en Clausen-film, som personalet er

fuldstændigt uengageret i. Det ville være kedeligt!

Det er mere stemningen, folk vil have. Laver du en biograf, hvor folk måske

ligefrem får lyst til at gå ned og få sig en kop kaffe og måske møde nogen,

man kender lidt. Hvis man så kan se en god film uden for mange reklamefilm

– om menstruationssmerter og transpiration – så skal biografen nok overleve.

Mange steder prøver man at lave biografen om til et indkøbscenter, der stort

set kun henvender sig til dem på 18-20 år. Den udvikling tror jeg ikke på, men

lad os nu se, hvad der sker.

Folk kommer ikke så meget på grund af det tekniske. Ligegyldigt hvad du laver

af teknik – om det så er 3d eller dogmefilm – skal du gøre dig klart, at det

er mennesker, der er det interessante. Mennesker, du kan spejle dig i. Film er

et voldsomt medie, det er politisk og det har stor indflydelse på folks opfattelse

af tingene. Det er karakteristisk, at der er så stor en administrativ overbygning

på film i hele verden.

Det skulle jo nødigt blive så gode film, at folk begyndte at nyde livet.

Så kunne det ske, at næste gang, generalen gik op og talte om tabere og frygt,

så slog folk sig på lårene af grin.

Ligesom Chaplin gjorde, da han så Hitler tale.

Side 22

Billede fra 2006, Ole Kristensen, Folkebladet.


Billeder fra året, der gik

Året 2008, som nu snart går på hæld, har været meget livligt set fra Glostrup Bio.

Enkelte af de mange ting, der er sket i huset, er illustreret med denne lille kavalkade.

Efter forhandlinger med

kommunen blev den nye

driftsform, hvor Sofarækken

fik ansvaret for driften, besluttet

på generalforsamlingen

den 30. marts. Den endelige

driftsaftale blev underskrevet

den 6. august.

Den 15. august fortsatte de

gode takter mellem biografen

og kommunen, da Sofarækken

modtog Glostrup Kommunes

kulturpris for 2008.

Instruktøren Kasper Barfoed

besøgte Glostrup Bio i forbindelse

med sin nye film

Kandidaten.

Også instruktøren Gert Fredholm

har introduceret sin

film og besvaret en lang række

spørgsmål fra publikum.

Filmen var

En Enkelt til

Korsør.

Side 23


Ved Glostrup kulturnatten,

som i år blev holdt for 10.

gang, var der masser af aktiviteter

i biografen. Her var

bl.a. breakdance med gruppen

Hotsteppers og rock med

det lokale band Marziti.

Biografen bliver i stigende

omfang udlejet til arrangementer.

Her er det modeopvisning

og show arrangeret

af butik Fifty Six i Glostrup.

James Bond feberen ramte

Glostrup ved danmarkspremieren

på Quantum og Solace

den 7. november. Der var

rigtig galla med rød løber,

cocktails, champagne - og

kåring af den flotteste James

Bond og den mest forførende

”Bond-babe”.

Side 24

Godt

nytår

2009

More magazines by this user
Similar magazines