Brochure

SAKHAROV-PRISEN 

FOR TANKEFRIHED 

2 0 0 6

Fotos 

Fotos: Europa-Parlamentets Fototjeneste 

Foto af Wei Jingsheng: Shanshan Wei-Blank 

Foto af Leyla Zana: Copyright SIPA PRESS 

Foto af Salima Ghezali: Copyright Jacques Torregano/L’E.d.J. 

Foto af Ibrahim Rugova: LDK 

Foto af Xanana Gusmão: Reuters Pool 

Foto af ¡BASTA YA!: El País 

Foto af Dom Zacarias Kamwenho: med tilladelse fra LUSA 

Foto af Nurit Peled-Elhanan: med tilladelse fra Avraham Elhanan 

Foto af Izzat Ghazzawi: Tore Kjeilen/LexicOrient 

Foto af Kofi Annan: UN/DPI Photo 

Foto af journalistforbundet i Belarus: BAJ Logo 

Foto af Kvinder i Hvidt: AP 

Foto af Hauwa Ibrahim: AP 

Foto af Journalister Uden Grænser: AP 

I de sidste 18 år, siden 1988, har Europa-Parlamentet uddelt «Sakharov-prisen for tankefrihed» til mennesker 

eller organisationer, som har ydet et afgørende bidrag til kampen for menneskerettighederne i deres 

respektive lande og i verden. 

Den generelle anerkendelse af Sakharov-prisen er steget eksponentielt og er medvirkende til, at Europa- 

Parlamentets stemme bliver hørt i hele verden med hensyn til menneskerettigheder. Det er en stor ære 

for os alle at høre, at nogle kalder den for «lillebror» til Nobels fredspris. Sakharov-prismodtagernes aktive 

netværk er ligeledes medvirkende til denne positive holdning. 

I år - 2006 - går Sakharov-prisen til Alexander Milinkevitj, som leder den demokratisk valgte opposition i 

Belarus. Gennem sine personlige kvaliteter og aktiviteter repræsenterer Milinkevitj vores grundlæggende 

værdier: demokrati, frihed, retsstatsprincippet og ytringsfrihed. 

Europa-Parlamentet har gentagne gange givet udtryk for bekymring over den forværrede situation i 

Belarus med hensyn til demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettighederne, herunder navnlig 

retten til forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og tankefrihed, som er grundlæggende menneskerettigheder. 

Parlamentet har også udtrykt håb om, at Belarus vil indtage den plads, der tilkommer landet, blandt de 

europæiske demokratier og vil blive en pålidelig partner i den europæiske naboskabspolitik. 

I 2004 indtog det belarussiske journalistforbund en fornem plads blandt prismodtagerne for sit fremragende 

engagement for ytringsfriheden og fremme af uafhængig journalistik i Belarus. 

Siden da har Europa-Parlamentets interparlamentariske delegation for forbindelserne med Belarus gjort 

det muligt at udvikle vores forbindelser med landet yderligere. Delegationens medlemmer har de seneste 

to år arbejdet aktivt for at forbedre situationen i Belarus, som er et meget vigtigt land ved EU’s østlige 

grænser. Jeg har selv haft lejlighed til at møde Milinkevitj to gange i løbet af 2006. 

Udviklingen af tættere forbindelser vil imidlertid afhænge af landets vilje til at overtage europæiske 

standarder for demokrati og menneskerettigheder og til at overholde sine internationale forpligtelser på 

dette område. Vi vil navnlig gerne se, at chikanerierne mod medlemmer af oppositionen, studerende og 

journalister ophører. For os er frie og retfærdige valg, pluralisme, et stærkt civilsamfund og frie medier en 

nødvendig forudsætning for en europæisk fremtid. 

Fredelig opposition mod myndigheder, overholdelse af love og internationale aftaler samt afvisning af 

censur - dette års prisvinder repræsenterer både de metoder og de mål, der inspirerede Andrej Sakharov, 

og som inspirerer os alle her i Europa-Parlamentet. På Europa-Parlamentets vegne ønsker jeg, at Milinkevitj 

må have modet til at fortsætte sin kamp for frihed og demokrati i Belarus. 

Josep BORRELL FONTELLES 

Formand for Europa-Parlamentet 

2 0 0 6 

Forord

Andrej Sakharov - inspirationskilde til prisen 

Andrej Sakharov - inspirationskilde til prisen 

Europa-Parlamentet har siden 1988 hvert år uddelt «Sakharov-prisen 

for tankefrihed» som en udmærkelse til personer eller organisationer 

for deres indsats i Sakharovs ånd til fordel for menneskerettigheder 

og grundlæggende frihedsrettigheder og mod undertrykkelse og 

uretfærdighed. 

Andrej Sakharov (1921-1989), berømt fysiker, medlem af Videnskabernes 

Akademi, systemkritiker og modtager af Nobels Fredspris i 1975, sendte 

fra sit eksil i Gorkij et budskab til Europa-Parlamentet, hvori han bevæget 

gav udtryk for sin glæde over, at Europa-Parlamentet agtede at indføre 

en pris for tankefrihed, som bar hans navn. Han anså med rette dette for 

at være en opmuntring for alle dem, der ligesom han havde helliget sig 

kampen for respekten for menneskerettighederne. 

Sakharov udviklede sig fra atomvidenskabsmand til systemkritiker 

og gik ikke kun konkret ind for løsladelse af anderledes tænkende i sit 

eget land, men gjorde også i sine skrifter opmærksom på problemerne 

i forholdet mellem videnskab og samfund, fredelig sameksistens og 

tankefrihed. I verdens øjne kom Sakharov til at symbolisere kampen mod 

misligholdelse af de grundlæggende rettigheder. Hverken intimidering 

eller eksil kunne knække hans modstand. 

Helt ligesom Sakharov selv har de hidtidige Sakharov-prismodtagere 

vist, hvor stort mod og hvor stor tålmodighed og indre styrke det kræver 

at forsvare menneskerettighederne og kæmpe for deres overholdelse 

i hele verden. Næsten altid har deres kamp for menneskets værdighed 

været forbundet med store ofre - og ikke sjældent med forfølgelse, tab af 

personlig frihed eller eksil. 

Med Sakharov-prisen hædrer Europa-Parlamentet særligt enestående 

indsatser inden for tanke- og ytringsfrihed, der vender sig mod intolerance, 

fanatisme og had. Dermed giver det udtryk for sin overbevisning om, at 

ikke kun retten til liv og fysisk ukrænkelighed hører til de grundlæggende 

frihedsrettigheder, men også ytrings- og pressefriheden. Disse to 

friheder er et af de stærkeste bolværker mod undertrykkelse og en vigtig 

målestok for et demokratisk og åbent samfund. 

Retten til meningsfrihed og ytringsfrihed, som den er nedfældet i 

artikel 19 i FN’s internationale konvention om borgerlige og politiske 

rettigheder af 16. december 1966, og som omfatter «ret til frihed til at 

søge, modtage og videregive oplysninger og tanker af enhver art, uden 

hensyn til landegrænser, i mundtlig, skriftlig eller trykt form, i form af 

kunst eller ved andre midler efter eget valg», genspejler den ånd, hvori 

Europa-Parlamentet har indstiftet Sakharov-prisen. 

Europa-Parlamentet overrækker denne menneskerettighedspris sammen 

med et beløb på 50.000 EUR på et højtideligt møde i Strasbourg den 10. 

december eller omkring den 10. december, dagen for undertegnelsen 

af De Forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettigheder i 

1948. 

Menneskerettigheder i Europa-Parlamentet 

Den Europæiske Union bygger på principperne om frihed, demokrati, 

respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende 

frihedsrettigheder samt retsstatsprincipperne. Disse principper er fælles 

for alle medlemsstaterne og forankret i traktaten om Den Europæiske 

Union. EU respekterer de grundlæggende rettigheder i den europæiske 

menneskerettighedskonvention, som under Europarådets ledelse blev 

undertegnet i Rom i 1950 af alle nuværende EU-lande. Sammen med De 

Forenede Nationers verdenserklæring om menneskerettighederne og de 

konventioner, der er baseret herpå, samt EU’s charter om grundlæggende 

rettigheder er denne konvention det vigtigste referencedokument for 

EU og EU-landene, for så vidt angår folkeretlige spørgsmål vedrørende 

menneskerettigheder. 

EU-traktaten fastsætter, at hvis en medlemsstat groft og vedvarende 

overtræder de principper, der er forankret i traktaten, kan dens 

rettigheder suspenderes, og at enhver ny tiltrædelse uden undtagelse 

er betinget af overholdelse af disse principper. I forholdet til tredjelande 

definerer traktaten udvikling og styrkelse af demokratiet og retsstaten 

samt respekten for menneskerettigheder og de grundlæggende 

frihedsrettigheder som værende blandt de vigtigste mål i den fælles 

udenrigs- og sikkerhedspolitik og i udviklingssamarbejdspolitikken. 

Europa-Parlamentet har i høj grad bidraget til, at disse målsætninger er 

blevet indskrevet i traktaten. Ikke mindst henvendelser til Parlamentet 

fra borgere i og uden for EU og en lang række forskellige initiativer fra 

ikke-statslige organisationer har spillet en vigtig rolle for Parlamentets 

stadig højere prioritering af menneskerettighedsspørgsmålet. 

Udenrigsudvalget udarbejder næsten samtidig med Ministerrådets 

udgivelse af EU’s årsberetning om menneskerettigheder en 

årlig betænkning om menneskerettighederne i verden og EU’s 

menneskerettighedspolitik. Underudvalget om Menneskerettigheder, 

der blev gennedsat ved begyndelsen af den 6. valgperiode, er 

det organ i Europa-Parlamentet, hvor der kan tages relevante 

parlamentariske initiativer, og det er et permanent forum for drøftelser 

med menneskerettighedsforkæmpere om menneskerettigheder og 

demokrati i tredjelande. Desuden tilrettelægger Udviklingsudvalget 

regelmæssige møder i AVS-landene om menneskerettighederne eller om 

særlige spørgsmål såsom børnesoldater og børneslaver med deltagelse 

af både ngo’er, der beskæftiger sig med menneskerettighedsspørgsmål, 

og repræsentanter for de relevante regeringer. 

Under de månedlige debatter i plenarforsamlingen om uopsættelige 

spørgsmål behandles menneskerettighedskrænkelser i tredjelande, 

navnlig enkelttilfælde, og de berørte regeringer opfordres til at træffe 

foranstaltninger. De berørte regeringernes reaktioner tyder på, at de ikke 

er uimodtagelige for Europa-Parlamentets kritik. Europa-Parlamentets 

beslutninger har undertiden en omgående virkning og tjener ofte som 

grundlag for Rådets diplomatiske aktioner. 

Parlamentet kan på grund af sine lovgivningsmæssige beføjelser 

nægte at afgive samstemmende udtalelse om indgåelse af vigtige 

aftaler med tredjelande, hvis disse gør sig skyld i krænkelser af 

menneskerettighederne og de demokratiske principper. Det kræver 

derfor streng overholdelse af den menneskerettighedsklausul, der 

automatisk indføjes i aftalerne, og som indeholder bestemmelser om, at 

Menneskerettigheder i Europa-Parlamentet

Menneskerettigheder i Europa-Parlamentet 

en aftale kan suspenderes i ekstreme tilfælde. Parlamentet har styrket sin 

rolle gennem vedtagelse af politiske beslutninger inden for rammerne 

af proceduren med samstemmende udtalelse, afholdelse af høringer af 

repræsentanter for civilsamfundet i tredjelande, udsendelse af ad hocdelegationer 

til bedømmelse af menneskerettighedssituationen på 

stedet og ikke mindst gennem parlamentarisk politisk dialog, som først 

og fremmest Europa-Parlamentets interparlamentariske delegationer 

deltager i. EP-delegationerne tager under deres regelmæssige møder 

med parlamentarikere fra partnerlande ofte enkelttilfælde op, undertiden 

med gode resultater. 

Det vigtigste politiske forum for dialogen mellem Europa-Parlamentet 

og parlamentarikere fra landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet 

er Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU. Euro- 

Middelhavsforsamlingen frembyder nye muligheder for en struktureret 

dialog om menneskerettigheds- og demokratiseringsspørgsmål i 

Middelhavslandene. 

Europa-Parlamentet følger også på nærmeste hold arbejdet i FN’s 

Menneskerettighedsråd, som oprettedes i juni 2006. 

Europa-Parlamentet har bidraget afgørende til, at menneskerettig- 

hedsspørgsmål er kommet på den europæiske dagsorden. Det tager 

en række særlige initiativer, bl.a. for at forhindre tortur, til beskyttelse 

af mindretal, til konfliktforebyggelse, til fremme af kvinders og børns 

rettigheder, til beskyttelse af menneskerettighedsaktivister, til beskyttelse 

af oprindelige folks og handicappedes rettigheder. 

Europa-Parlamentet har aktivt støttet kampagnen for et FN-moratorium 

for anvendelse af dødsstraf og verdenskongressen af nationale 

og internationale parlamenter mod dødsstraf, oprettelsen af Den 

Internationale Krigsforbryderdomstol, oprettelsen af Det Europæiske 

Observationscenter for Racisme og Fremmedhad og EU-kampagnen til 

bekæmpelse af vold mod kvinder. Gennem deltagelse i valgobservationer 

yder Europa-Parlamentet et yderligere bidrag til styrkelse af demokratiet 

i tredjelande. 

Det er lykkedes Europa-Parlamentet inden for rammerne af sine 

budgetbeføjelser at få forhøjet budgetbevillingerne til demokrati- og 

menneskerettighedsprogrammer væsentligt. På Europa-Parlamentets 

initiativ blev der oprettet et særligt budgetkapitel - det europæiske 

initiativ for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR), og midlerne 

herfra anvendes i 32 lande til et bredt spektrum af projekter på fire 

prioriterede områder: fremme af demokrati, retsstatsprincipper og 

god regeringsførelse, afskaffelse af dødsstraf, bekæmpelse af tortur 

og straffrihed og understøttelse af de internationale straffetribunaler 

og Den Internationale Straffedomstol, bekæmpelse af racisme og 

fremmedhad og forskelsbehandling af mindretal samt beskyttelse af 

oprindelige folks rettigheder. I 2006 kæmpede Europa-Parlamentet med 

held for bevarelsen af et særskilt instrument til finansieringen af sådanne 

aktiviteter. 

Parlamentet tillægger fremme af borgernes økonomiske og sociale 

rettigheder i EU, bekæmpelse af racisme, religiøs intolerance og 

fremmedhad og behandlingen af asylansøgere og vandrende 

arbejdstagere særdeles stor betydning. Situationen med hensyn til de 

grundlæggende rettigheder i EU behandles af Udvalget om Borgernes 

Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Hvis EU-borgere mener, at 

deres grundlæggende rettigheder er blevet krænket, kan de henvende 

sig til Den Europæiske Ombudsmand og til Europa-Parlamentets Udvalg 

for Andragender. Ombudsmanden beskæftiger sig med klager over 

EU-organernes virksomhed. Udvalget for Andragender tager sig af 

medlemsstaternes krænkelser af traktaterne, og medlemsstaterne har 

ikke sjældent måttet ændre deres love efter en traktatbrudsprocedure 

for at tilpasse dem til fællesskabsretten. 

P R I S M O D T A G E R N E 

1988 NELSON ROLIHLAHLA MANDELA og ANATOLI MARSJENKO (posthumt) 10 

1989 ALEXANDER DUBCEK 11 

1990 AUNG SAN SUU KYI 11 

1991 ADEM DEMAÇI 12 

1992 MØDRENE FRA PLAZA DE MAYO 12 

1993 OSLOBODJENJE 13 

1994 TASLIMA NASREEN 13 

1995 LEYLA ZANA 14 

1996 WEI JINGSHENG 14 

1997 SALIMA GHEZALI 15 

1998 IBRAHIM RUGOVA 15 

1999 XANANA GUSMÃO 16 

2000 ¡BASTA YA! 16 

2001 IZZAT GHAZZAWI , NURIT PELED-ELHANAN og DOM ZACARIAS KAMWENHO 17 

2002 OSWALDO JOSÉ PAYÁ SARDIÑAS 18 

2003 FN’s GENERALSEKRETÆR, KOFI ANNAN, OG HELE FN’S PERSONALE 19 

2004 JOURNALISTFORBUNDET I BELARUS 19 

2005 KVINDER I HVIDT, HAUWA IBHRAHIM og JOURNALISTER UDEN GRÆNSER 20 

2006 ALEXANDER MILINKEVITJ 08 

Prismodtagerne

2006 

Alexander Milinkevitj 

Alexander Milinkevitj er leder af den demokratiske opposition i Belarus (Hviderusland). 

Han blev valgt som den forenede demokratiske oppositions fælles 

præsidentkandidat i oktober 2005 og var i stand til at holde sammen 

på den belarussiske opposition, så den dannede en fælles front mod 

Aleksandr Lukasjenko under præsidentvalget den 19. marts 2006. 

Milinkevitj blev født i 1947 i byen Hrodna i Belarus i en familie af 

engagerede frihedskæmpere. I 1969 bestod Milinkevitj sin eksamen 

ved institut for fysik og matematik på lærerseminariet i Hrodna med 

udmærkelse. 

Efter at have afsluttet sine ph.d.-studier ved instituttet for fysik 

ved videnskabsakademiet i Belarus i 1972 arbejdede han som 

juniorforskningsassistent og var leder af institut for fysik ved universitetet 

i Setif i Algeriet fra 1980 til 1984. Fra 1978 til 1980 og igen fra 1984 til 1990 

arbejdede han som lektor ved statsuniversitetet i Hrodna. 

Fra 1990 og frem til 1996 var Milinkevitj viceborgmester i byen Hrodna. 

Han blev aktiv i national politik og deltog aktivt som kampagneleder for 

Siamion Domas, den kandidat, der stillede op mod Aleksandr Lukasjenko 

ved præsidentvalget i 2001. 

Til trods for de belarussiske myndigheders voksende undertrykkelse i 

perioden op til præsidentvalget i marts 2006, slog Milinkevitj til lyd for 

en ægte demokratisk fremtid for Belarus og præsenterede sig selv som 

et reelt alternativ til Lukasjenkos autoritære styre. 

Han blev den forenede demokratiske oppositions fælles kandidat og 

samlede mere end 100.000 støtteunderskrifter. Hans diplomatiske 

forhandlingsform og forsigtige offentlige fremtræden hjalp ham til at 

opbygge stærk international støtte til sin kamp. Den Europæiske Union 

anså ikke valgene for at være hverken frie eller retfærdige, og der var 

endvidere tale om svindel. Milinkevitj fik officielt 6 % af stemmerne, 

men det fremgår af uofficielle rapporter, at hans folkelige opbakning var 

meget større. 

I januar 2006 blev Milinkevitj inviteret af Europa-Parlamentet, hvor han 

deltog i bilaterale møder med formanden, Josep Borrell Fontelles. Han 

deltog endvidere i et møde i Europa-Parlamentets udenrigsudvalg i 

Bruxelles, hvor han indgik i en debat om den forenede demokratiske 

oppositions politiske program. 

Menneskerettighedssituationen i Belarus er blevet forværret efter valget 

i marts 2006. Myndighederne har vedtaget en lov, der kriminaliserer 

adfærd, der anses for at være statskritisk. Journalister, aktivister og andre 

kritikere, som det nuværende regime anser for at være politisk ubelejlige, 

bringes fortsat til tavshed og fængsles. 

Milinkevitj var officiel gæst hos formanden for Europa-Parlamentet, 

Josep Borrell Fontelles, på plenarmødet i Strasbourg i april 2006. Under 

sit besøg, der fandt sted lige efter præsidentvalget i Belarus, talte 

Milinkevitj på et fælles møde mellem Udenrigsudvalget og Delegationen 

for Forbindelserne med Belarus, gennemførte forhandlinger med 

Josep Borrell Fontelles, lederne af alle de politiske grupper i Europa- 

Parlamentet, kommissær Benita Ferrero-Waldner og den højtstående 

repræsentant, Javier Solana, og blev hilst velkommen med stående bifald 

af hele forsamlingen under afstemningen om beslutningen om Belarus i 

plenarforsamlingen. 

I april 2006 blev Milinkevitj selv fængslet i 15 dage sammen med andre 

medlemmer af oppositionen for at have deltaget i et «ikke-godkendt 

møde», en fredelig demonstration i Minsk for at markere 20-året for 

Tjernobyl-katastrofen. I løbet af sommeren 2006 blev adskillige aktivister 

og politikere idømt op til fem et halvt års fængsel. Ud over aktivisterne 

selv blev også deres familier ramt. 

Til trods for undertrykkelserne fortsætter Milinkevitj sin kamp for en 

demokratisk fremtid for landet og for, at det belarussiske folk får deres 

grundlæggende rettigheder tilbage til trods for et stadig vanskeligere 

politisk klima. 

Ved at tildele ham Sakharov-prisen hædrer Europa-Parlamentet hans 

bestræbelser og giver udtryk for dets store ønske om at se Belarus finde 

vejen til demokrati og fuld deltagelse i livet i et frit og forenet Europa. 

2006

1988 

10 

Nelson Rolihlahla Mandela 

Nelson Rolihlahla Mandela, født i 1918 i Umtata i 

Sydafrika, blev i 1994 ved det første frie valg i Republikken 

Sydafrika valgt til republikkens præsident efter at have 

tilbragt størstedelen af sit liv bag tremmer. For sine 

landsmænd og for verdensoffentligheden var han som 

leder af ANC (African National Congress) symbolet på 

den sorte befolknings modstand mod det repressive 

apartheidstyre. Da Mandela fik tildelt prisen i 1988, var 

han stadig i husarrest. 

Mandela trak sig tilbage fra det offentlige liv i juni 1999, 

men arbejder fortsat for sine idealer og værdier i sine 

to velgørenhedsorganisationer, The Nelson Mandela 

Foundation og The Nelson Mandela Children’s Fund. 

Anatoli Marsjenko 

Anatoli Marsjenko (1938-1986), en af de kendteste 

systemkritikere i det tidligere Sovjetunionen, døde efter 

20 års fængsel i december 1986 i Tjistopol-fængslet som 

følge af en sultestrejke. Han var medlem af den gruppe, der 

i 1975 oprettedes med det formål at virke for overholdelse 

af Helsinki-slutakten, navnlig bestemmelserne om den 

menneskelige dimension ved sikkerhed og samarbejde. 

Han afslørede sandheden om de sovjetiske arbejdslejre 

og fængsler. Dette bevirkede, at han blev dømt for 

antisovjetisk agitation og propaganda. 

«Det eneste, der gør det muligt at bekæmpe det ondes 

og illegalitetens herredømme, er efter min opfattelse at 

kende sandheden». 

Nelson Mandela sagde i sin tale under et møde i 

Parlamentet til markering af 10-årsdagen for demokrati 

i Sydafrika: «Et ledende princip i vores bestræbelser på 

at få etableret et ikke-racistisk, integreret demokrati 

i vores land har været, at der i alle samfundsgrupper 

og alle samfundets sektorer kan findes gode mænd 

og kvinder, og at disse sydafrikanere i et åbent og frit 

samfund vil forene sig og i fællesskab og samarbejde for 

at realisere det fælles gode. Det er lykkedes for historiske 

fjender at forhandle en fredelig overgang fra apartheid 

til demokrati, netop fordi vi var villige til at acceptere 

modpartens iboende kapacitet til at udvise godhed.» 

Alexander Dubcek 

Med Alexander Dubcek (1921-1992) hædrede Europa- 

Parlamentet i 1989 en af ophavsmændene til fornyelsen og 

opbruddet i den tidligere østblok og den ledende person 

i den reformbevægelse, der blev kendt under navnet 

«Pragforåret». 

Alexander Dubceks mål, som var at give socialismen et 

«menneskeligt ansigt», blev den 21. august 1968 knust af 

Warszawa-pagtens kampvogne. Dubcek blev anklaget for 

forræderi og frataget alle sine embeder samt udelukket af 

det tjekkoslovakiske kommunistiske parti, TKP, hvorefter 

han arbejdede som almindelig arbejder indtil 1985. I 1988 

vendte han tilbage til det politiske liv, hvor han engagerede 

sig inden for borgerrettighedsbevægelsen. 

Aung San Suu Kyi 

Aung San Suu Kyi, født i 1945 og oppositionspolitiker og 

modtager af Nobels fredspris, fik tildelt Sakharov-prisen i 

1990. 

I a u g u s t 1 9 8 8 k n u s t e m i l i t æ r e t i M y a n m a r e n 

landsomfattende generalstrejke for demokrati og mod 

Myanmars daværende regering og overtog selv magten. 

Aung San Suu Kyi vendte tilbage til Myanmar for at stille sig 

i spidsen for demokratibevægelsen. Imidlertid gennemførte 

militærstyret blodige repressalier og satte i 1989 Suu Kyi og 

hundredvis af medlemmer af det af hende grundlagte NLD 

(Den Nationale Liga for Demokrati) i husarrest. 

På trods af NLD’s succes under de frie parlamentsvalg i 

1990 blev militærstyret ved magten ved at indføre militær 

undtagelsestilstand. Suu Kyi afviste at gå i eksil og blev først 

løsladt seks år senere i juli 1995. 

Suu Kyi gav udtryk for sin overbevisning med disse ord: 

«Selv under det mest repressive statsmaskineri kommer 

Efter revolutionen i Tjekkoslovakiet valgtes Dubcek 

til præsident for Den Tjekkoslovakiske Socialistiske 

Republiks Forbundsforsamling. I sin lykønskningstale til 

prismodtageren udtalte Andrej Sakharov, at Dubcek var en 

af de personer, som havde været med til at holde håbet i 

live hos de sovjetiske systemkritikere i deres årelange kamp 

for «glasnost», og Dubcek udtrykte ønsket om, at Pragforåret 

ville medvirke til, at den store europæiske fællesskabsånd 

ville finde genklang i 1990 og alle kommende år. 

modet gang på gang op til overfladen, da frygt ikke er en 

naturlig tilstand for civiliserede mennesker». 

Den 30. maj 2003 blev Aung San Suu Kyi på ny arresteret 

sammen med 19 andre medlemmer af NLD-partiet og sat i 

husarrest, afskåret fra enhver kontakt med sin familie, sine 

venner og politiske fæller. 

I oktober 2004 skærpede EU sine sanktioner mod Myanmar, 

da styret ikke havde efterkommet EU’s krav, der bl.a. havde 

omfattet løsladelse af Aung San Suu Kyi og ophør af 

chikanerier mod NLD. 

Den dag i dag kæmper Aung San Suu Kyi fortsat for 

national dialog, frie valg, demokrati og respekt for 

menneskerettighederne i sit land. 

Den 19. juni 2006 fyldte Aung San Suu Kyi 61 år. Hun blev 

officielt løsladt fra sin husarrest i 2006, men der gælder 

fortsat de facto-restriktioner for hendes bevægelses- og 

ytringsfrihed. 

1989 1990 

11

1991 

1992 

Adem Demaçi 

I 1991 tildelte Europa-Parlamentet Sakharov-prisen til 

kosovaren Adem Demaçi, født i Pristina i 1936, og hædrede 

dermed en mand, som havde tilbragt størstedelen af sit liv 

(1958-1990) i fængsel for i ord og skrift at have kæmpet for 

kosovo-albanernes rettigheder. 

Fangenskabet kunne imidlertid ikke bringe Demaçi til 

tavshed. Han hævede fortsat sin stemme for at forkynde 

den bitre sandhed om den serbiske undertrykkelse af de 2 

millioner albanere i Kosovo. 

«Talefrihed er det første afgørende skridt i retning af 

demokrati. Uden talefrihed er der ingen dialog, uden dialog 

er det umuligt at nå frem til sandheden, og uden sandheden 

er fremskridt en umulighed». 

Mødrene fra Plaza de Mayo 

Den argentinske menneskerettighedsbevægelse «Las 

Madres de la Plaza de Mayo» (Mødrene fra Plaza de Mayo) 

modtog Sakharov-prisen i 1992 . 

Fra 1976 til 1983 havde Argentina et militærdiktatur. 

I april 1977 forsamledes 14 mødre for første gang på 

«Plaza de Mayo» for at rette en appel til præsident Videla. I 

begyndelsen drejede mødrenes krav sig først og fremmest 

om at få deres forsvundne børn sporet og om retsforfølgning 

af de personer, der var ansvarlige for 30.000 menneskers 

forsvinden under militærdiktaturet, men senere udvidede 

de deres kamp til også at omfatte krav om et uafhængigt 

retsvæsen, politiske forandringer og fred. 

Mødrenes demonstration hver torsdag på Plaza de Mayo 

foran Casa Rosada, præsidentens embedsbolig, er et symbol 

på bevægelsens modstand. Under demonstrationerne bærer 

mødrene hvide hovedtørklæder, som er et internationalt 

anerkendt symbol på kampen for retfærdighed. 

Efter sin løsladelse overtog Adem Demaçi ledelsen af rådet 

for forsvar af menneskerettigheder og frihedsrettigheder. 

Fra 1998 til 1999, i den periode, hvor den serbiske offensiv 

fandt sted, var han den politiske repræsentant for Kosovos 

befrielseshær (UCK). Siden krigen har Demaçi først og 

fremmest helliget sig etnisk forsoning og flygtninges 

tilbagevenden. Han overtog formandskabet for komitéen 

for gensidig forståelse, tolerance og sameksistens, hvori der 

sidder repræsentanter for alle etniske befolkningsgrupper 

i Kosovo, «fordi Kosovo tilhører os alle», og «vi ønsker et frit, 

demokratisk og multietnisk samfund.» 

De argentinske mødre ønsker at se landets ungdom 

engagere sig i kampen mod et system, som har dømt 

millioner af argentinere til fattigdom, og som hverken 

sørger for uddannelse, boliger eller sundhedsvæsen. 

Til dette formål har Mødrene fra Plaza de Mayo oprettet et 

folkeuniversitet for unge, der ikke tidligere har haft adgang 

til uddannelse. 

I december 2002 organiserede de deres 22. 24-timers 

modstandsmarch under sloganet «nej til betaling af 

udlandsgælden». 

Mødrene fra Plaza de Mayo er trods mange vanskeligheder 

aldrig ophørt med at søge retfærdighed og sandhed. Men 

deres anmodning om udlevering af en række tidligere 

militærfolk fra diktaturtiden blev imidlertid afvist, selv om 

man havde håbet, at retfærdigheden ville ske fyldest. 

Oslobodjenje 

I 1993 gik Sakharov-prisen til dagbladet Oslobodjenje. 

På trods af dræbte og sårede kolleger og serbisk artilleris 

ødelæggelse af forlagets kontorer fortsatte ca. 70 

journalister (både muslimer, serbere og kroater) med livet 

som indsats med at arbejde i nukleare beskyttelsesrum i 

kælderen under forlagsbygningen i Sarajevo for at sikre 

avisens fortsatte udgivelse. 

En af de daværende redaktører og senere ambassadør 

for Bosnien, Zlatko Disdarevic, udtalte, at Oslobodjenjes 

mål var at bevare og forsvare Bosnien-Hercegovina som 

multietnisk stat. 

Taslima Nasreen 

Da lægen og forfatteren Taslima Nasreen, født i Bangladesh 

i 1962, i 1994 modtog Sakharov-prisen, havde hun allerede 

søgt tilflugt i Europa. Hendes forfatterskab, der kritiserer 

religiøs fundamentalisme og navnlig undertrykkelsen 

af kvinder, er forbudt i hendes hjemland, og islamiske 

fundamentalister har udstedt dødstrusler mod hende. 

I sin takketale i anledning af pristildelingen udtalte Taslima 

Nasreen, at hun kom fra en del af verden, hvor de sociale 

spændinger og menneskelige vanskeligheder var utålelige. 

Som forfatter kunne hun ikke lukke øjnene for de daglige 

lidelser og sulten i slumkvartererne. 

I september 1998 vendte Taslima Nasreen tilbage til 

Bangladesh for at besøge sin mor, der lå for døden. Så snart 

dette var rygtedes, krævede de religiøse fundamentalister 

på ny forfatterens død. En domstol udstedte en arrestordre 

mod hende og truede med at beslaglægge hendes 

formue. 

«Vi bestræber os på at forhindre, at Bosnien-Hercegovina 

tilintetgøres, deles eller endda slettes helt af landkortet. 

Befolkningen i Sarajevo, Bosnien og Hercegovina vil fortsat 

kæmpe mod delingen, som har rod i det Europa, der 

eksisterede før Første Verdenskrig.» 

Oslobodjenje fejrede i 2003 60-årsdagen for sin beståen. 

Dets navn, der betyder «befrielse», kan avisen takke sine 

grundlæggere for, nemlig de partisaner, der kæmpede mod 

den tyske besættelse af Jugoslavien. 

Europa-Parlamentet reagerede på Taslima Nasreens appel 

om hjælp og opfordrede i en beslutning Bangladeshs 

regering til at beskytte Taslima Nasreen og garantere 

hendes sikkerhed. 

På grund af de vedvarende trusler vendte Taslima Nasreen i 

januar 1999 på ny sit hjemland ryggen. 

1 1 

1993 1994

1995 

1996 

Leyla Zana 

Da Europa-Parlamentet i 1995 tildelte Leyla Zana 

Sakharov-prisen på grund af hendes modige forsvar af 

menneskerettigheder og hendes engagement for at skabe 

en fredelig, demokratisk løsning på konflikterne mellem 

den tyrkiske regering og Tyrkiets kurdiske befolkning, 

havde hun allerede været fængslet i et år. 

Leyla Zana var, i en periode, hvor hun forsvarede sin 

fængslede mands rettigheder, blevet en lederskikkelse, og 

dette kulminerede i, at hun opstillede som kandidat ved det 

tyrkiske parlamentsvalg i 1991 og fik 84 % af stemmerne i 

sin valgkreds, Diyarbakir. Hun lovede ved sin indsættelse på 

kurdisk «at kæmpe for, at de kurdiske og tyrkiske folk kan 

leve sammen inden for demokratiske rammer». 

Leyla Zana blev på grundlag af sine taler og publikationer 

til forsvar for kurdiske rettigheder sammen med tre andre 

kurdiske parlamentsmedlemmer fra det prokurdiske 

demokratiparti anklaget for at være tilknyttet PPK og blev 

Wei Jingsheng 

«Faderen til den kinesiske demokratibevægelse» var 

Sakharov-prismodtager i 1996. 

Kinas mest fremtrædende systemkritiker blev født 

ind i en funktionærfamilie den 20. maj 1950. Han gik 

i begyndelsen som rødgardist begejstret ind for den 

maoistiske kulturrevolutions idealer, men tog senere 

afstand fra klassekampens grusomheder og blev fortaler 

for humanisme og demokrati. 

I 1978, året for Deng Xiaopings magtovertagelse, hjalp Wei 

Jingsheng med at starte «demokratiets mur». På vægaviser 

krævede kinesiske borgere oprejsning for den uret, de 

havde været udsat for. «Hvad er ægte demokrati?» spurgte 

Wei på en plakat og skabte dermed opmærksomhed og 

fremkaldte den kinesiske regerings vrede. 

Da Wei Jingsheng i 1979 betegnede Deng Xiaoping som 

en diktator af samme slags som Mao Zedong, blev han 

i december 1994 af statssikkerhedsdomstolen i Ankara 

idømt 15 års fængsel. Regeringen tilbød i 1997 at løslade 

hende af helbredsmæssige grunde, men Zana afslog det. 

«Jeg ønsker en benådning af alle politiske fanger. Jeg ønsker 

ikke at blive løsladt af helbredsmæssige årsager, mens mine 

politiske venner fortsat holdes fængslet». 

Efter en fornyet domstolsprøvelse i 2003, som ikke blev anset 

for at være retfærdig og uafhængig, hvilket heller ikke havde 

været tilfældet med den første retssag efter Den Europæiske 

Menneskerettighedsdomstols opfattelse, afgjorde retten, 

at de tidligere kurdiske parlamentsmedlemmer skulle 

afsone den resterende del af deres fængselsstraffe. 

Den 9. juni 2004 besluttede den tyrkiske appeldomstol 

imidlertid at omstøde dommene og løslade de fængslede. 

Den 14. oktober 2004 kunne Leyla Zana så endelig 

personligt tale til Europa-Parlamentets plenarforsamling i 

Bruxelles på et særligt højtideligt møde. 

1 arresteret og i en skueproces idømt 15 års fængsel og 

selvproklamerede «Republik Kosova». 

1 

arbejdslejr for kontrarevolutionære forbrydelser. 

Efter sin løsladelse i 1993 gav Wei Jingsheng imidlertid ikke 

op. Han knyttede kontakter til vestlige medier og kritiserede 

fortsat menneskerettighedskrænkelserne i Kina. I 1994 

blev han arresteret af sikkerhedstjenesten og i slutningen 

af 1995 på ny idømt 14 års fængsel for antikommunistisk 

sammensværgelse. 

Wei Jingshengs helbredstilstand forværredes konstant 

på grund af de umenneskelige fængselsbetingelser og 

medfangernes mishandlinger. 

Den 16. november 1997 blev han takket være internationalt 

pres løsladt og udvist til USA. Som formand for Overseas 

Chinese Democracy Coalition (OCDC), der blev grundlagt i 

1998, og grundlægger af Wei Jingsheng Foundation kæmper 

han fortsat for at nå sit vigtigste mål: menneskerettigheder 

og demokrati i Kina. 

Salima Ghezali 

Salima Ghezali, Sakharov-prismodtager i 1997, blev født i 

1958 i nærheden af Algier. I 1980’erne engagerede hun sig 

i den algeriske kvindebevægelse, bl.a. som stiftende medlem 

af «Kvinder i Europa og Maghreb» og som chefredaktør for 

det af hende grundlagte kvindetidsskrift «NYSSA». 

Kampen for kvindernes rettigheder førte til, at hun blev 

en engageret forkæmper for menneskerettighederne 

og demokratiet i Algeriet. Som udgiver af ugeavisen «La 

Nation» begyndte hun allerede i 1994 stadigt hyppigere 

at rejse spørgsmålet om censur. I sine artikler krævede hun 

en fredelig og demokratisk løsning på krisen i Algeriet, 

der har kostet titusindvis af mennesker, herunder mange 

journalister, livet. Dermed blev hun et mål for såvel de 

algeriske myndigheders som de islamiske ekstremisters 

kritik. 

Hendes artikel i «Le Monde Diplomatique» om 

menneskerettighedssituationen i Algeriet foranledigede 

i 1996 myndighederne til at lukke hendes avis. Dette 

Ibrahim Rugova 

I 1998, da konflikten mellem serbiske enheder og Kosovobefrielseshæren 

eskalerede, gav Europa-Parlamentet med 

tildelingen af Sakharov-prisen til den politiske leder af 

kosovo-albanerne et klart signal. Ved at tildele Ibrahim 

Rugova denne pris hædrede Europa-Parlamentet en mand, 

der konsekvent har fulgt princippet om fredelig modstand 

mod vold. 

Dr. Ibrahim Rugova, født den 2. december 1944 i Cerrca 

(Istog) i Kosovo, underviste i litteraturvidenskab ved 

universitetet i Pristina, indtil han i 1989 blev valgt til 

formand for den Demokratiske Liga i Kosovo (LDK). Samme 

år ophævede Beograd provinsen Kosovos autonome status, 

albanerne blev undertrykt og regeringsmodstanderne 

arresteret. I 1990 vedtog de 2 millioner kosovo-albanere 

deres egen forfatning, ved en folkeafstemning i 1991 

gik 97 % ind for Kosovos uafhængighed, og i 1998 

bekræftede de Ibrahim Rugova som præsident for deres 

foranledigede Salima Ghezali til følgende udtalelse: 

«Den bedste måde, hvorpå civilisationen kan sejre over 

barbariet, er ved at minde om de principper, som danner 

grundlag for vores menneskelige samfund, og at udvise 

agtpågivenhed». 

Den 25. april 1996 aflagde Salima Ghezale under en høring 

om pressefrihed, som blev afholdt af Europa-Parlamentet, 

vidnesbyrd om den frygt og det pres, som journalister i 

Algeriet er underkastet, når de forsøger at omgå censuren 

og undslippe deres modstanderes dødbringende raseri. 

I 2002, kort tid før udgivelsen af «La Nation» skulle 

genoptages, bekræftede Salima Ghezali, at denne 

publikation også i fremtiden ville arbejde for en demokratisk 

åbning i landet. 

Siden februar 2005 har Salima Ghezali været medlem af 

bestyrelsen for euro-middelhavsstiftelsen til støtte for 

menneskerettighedsforkæmpere. 

Pacifisten Rugova satsede hele tiden på fredelig opposition 

mod det serbiske styre. Han var altid rede til en dialog 

med Beograd, og han forsøgte at vinde international 

sympati for sit folks sag. Han vaklede aldrig i sin konstante 

indtrængende anmodning til det internationale samfund 

om at øge sit pres og yde Kosovo beskyttelse. 

Overbevist om, at hans folk kun kunne opnå selvbestemmelse 

ved fredelige midler, undertegnede Ibrahim Rugova i sin 

egenskab af Kosovo-albanernes forhandlingsleder den 

18. marts 1999 fredsaftalen i Rambouillet. Da Beograd 

nægtede at undertegne aftalen, indledte NATO den 24. 

marts luftangreb mod Jugoslavien, som efter planen skulle 

vare i tre måneder. Den 28. marts blev Rugovas vigtigste 

rådgiver under fredsforhandlingerne, Fehmi Agani, myrdet 

i Pristina. Rugova selv var nødt til at gå under jorden. 

I marts 2002 blev Ibrahim Rugova valgt til præsident i 

Kosovo. 

Præsident Rugova døde af kræft den 21. januar 2006. 

1997 1998

1999 

2000 

1 

José Alexandre «Xanana» Gusmão 

Xanana Gusmão blev født den 20. juni 1946 i Laleia i 

Østtimor. 

Efter portugisernes tilbagetrækning begyndte Indonesien 

at føre en destabiliseringspolitik over for Østtimor. Den 7. 

december 1975 invaderede Indonesien landet. Gusmão gik 

under jorden og blev i 1978 leder af den bevæbnede enhed 

af den «revolutionære front for Østtimors uafhængighed» 

(FRETILIN). 

Voldshandlingerne i forbindelse med invasionen skønnes 

at have kostet 200.000 menneskeliv, men modstanden i 

befolkningen blev alligevel ikke brudt. Xanana Gusmão 

forsøgte at opnå en fredelig løsning på konflikten, idet 

han foreslog den indonesiske regering en fredsplan og 

forhandlinger under FN-opsyn. I 1986 lykkedes det ham 

at samle de forskellige politiske og samfundsmæssige 

grupperinger og danne Timors Nationale Modstandsråd 

(CNRT). Den 20. november 1992 blev Xanana Gusmão 

arresteret. Han blev idømt livslangt - senere ændret til 20 

¡BASTA YA! 

Borgerinitiativet ¡BASTA YA! (Nu er det nok!), der i juli 2004 

fik status som rådgivende organ ved FN’s Økonomiske og 

Sociale Råd, består af en gruppe borgere, som aktivt arbejder 

for fremme af menneskerettigheder, demokrati, fredelig 

sameksistens og tolerance i Baskerlandet. Borgerinitiativets 

medlemmer kommer fra forskellige ideologiske baggrunde, 

men er enige om tre principper: 

aktiv modstand mod terrorisme 

støtte til alle ofrene for terrorisme og politisk vold 

forsvar af gældende retsstatsprincipper som nedfældet i 

forfatningen og selvstyrestatutten. 

De grundlæggende friheder og menneskerettighederne er 

truede i Baskerlandet på grund af den terror, der udøves af 

ETA og tilknyttede grupper. Tusindvis af personer udsættes 

for intimidering, pression, pengeafpresning, angreb eller 

dødbringende attentater, både mod dem selv og deres 

familier og ejendom. De kan ikke udtrykke sig frit eller 

års - fængsel for separatisme og illegal våbenbesiddelse og 

til sidst sat i husarrest i februar 1999. Men selv fængslingen 

af Gusmão, som man kalder «Timors Mandela», kunne ikke 

knække oppositionen i Østtimor. 

Med løsladelsen af Xanana Gusmão den 7. september 1999 

- kort efter folkeafstemningen den 30. august, hvor 80 % af 

Østtimors befolkning havde stemt for uafhængighed fra 

Indonesien - reagerede Indonesiens præsident Habibie på 

massivt internationalt pres. 

Xanana Gusmão, der som talsmand for fred og dialog er 

blevet til en symbolfigur for modstanden i Østtimor og den, 

som den internationale solidaritetsbevægelse knytter sit 

håb til, sagde ved sin løsladelse: «Som en fri mand lover jeg 

at gøre alt for at bringe Østtimor og mit folk fred». 

I april 2002 afholdtes det første frie præsidentvalg på 

Østtimor. Xanana Gusmão blev valgt med næsten 83 % af 

stemmerne. Den 20. maj 2002 erklærede Kofi Annan officielt 

Den Demokratiske Republik Østtimor for uafhængig. 

udøve deres rettigheder uden at udsætte sig for stor fare. 

Medlemmerne af borgerinitiativet ¡BASTA YA! sætter deres 

liv på spil i kampen mod terrorismen. Deres eneste «våben» 

er at tilskynde borgerne til på fredelig vis at forsvare deres 

grundlæggende frihedsrettigheder. ¡BASTA YA! ønsker at 

bevidstgøre borgerne gennem aktioner og foranstaltninger, 

som viser solidaritet med alle de borgere, der sætter sig til 

modværge mod terrorisme og forsvarer de demokratiske 

værdier. 

I marts 2002 udtalte en af bevægelsens medstiftere, 

Fernando Savater, til Udenrigsudvalget, at folk efter 25 års 

daglig kamp har fået nok, og at hele 10 % af den baskiske 

befolkning i de sidste 10 år har forladt Baskerlandet. 

Izzat Ghazzawi 

Izzat Ghazzawi var palæstinenser. Han blev født i 1951 

og var professor ved universitetet i Birzeit og havde en 

magistergrad i engelsk litteratur. Han var formand for 

den palæstinensiske forfatterforening, skrev romaner og 

noveller, var litteraturkritiker og formand for den første 

internationale forfatterkonference i Palæstina (1997). 

Izzat Ghazzawi sad i bestyrelsen for det palæstinensiske 

råd for retfærdighed og fred og fik i 1995 i Stavanger den 

internationale pris for ytringsfrihed. Ghazzawi har været 

fængslet og er gentagne gange blevet chikaneret af de 

israelske myndigheder for sine politiske aktiviteter. 

Ghazzawis liv var præget af den israelske hærs drab på hans 

16-årige søn Ramy. Ramy blev dræbt i skolegården, da han 

forsøgte at komme en såret ven til undsætning. På trods 

af disse tragiske omstændigheder fortsatte Ghazzawi altid 

med at søge en kulturel og politisk dialog med det israelske 

folk. 

Sammen med den israelske forfatter Abraham B. Yehoshua 

og fotografen Oliviero Toscani udgav Ghazzawi en bog om 

forbindelserne mellem palæstinenserne og israelerne, som 

blev en stor succes. 

Izzat Ghazzawi døde den 4. april 2003. 

Takket være den måde, de har levet deres liv på, og takket være deres engagement symboliserer Izzat Ghazzawi og Nurit Peled-Elhanan håbet om en fredelig 

forhandlingsløsning på konflikten mellem palæstinenserne og israelerne. Deres personlige tragedier har ikke gjort dem til fjender, og deres smerte er ikke 

blevet forvandlet til had, men til bestræbelser på at finde en måde, hvorpå den enkelte borgers rettigheder kan respekteres. 

Nurit Peled-Elhanan 

Israeleren Nurit Peled-Elhanan, der er født i 1949 og 

er universitetsprofessor i sammenlignende litteratur, 

er repræsentant for alle de israelere, der går ind for en 

forhandlingsløsning på konflikten og klart og tydeligt 

anerkender begge folks og staters ligeberettigede 

eksistensret. Hendes far er den berømte general Matti 

Peled, der er kendt for sin kamp for fred og fremskridt. 

Nurit Peled-Elhanans 14-årige datter, Smadar, blev dræbt 

af en palæstinensisk selvmordsbombe i Vestjerusalem. 

Nurit gav ikke efter for fortvivlelsen efter sin datters død, 

men holdt i stedet taler, hvori hun pegede på ansvaret hos 

dem, der fører en snæversynet politik, som ikke anerkender 

andres rettigheder og anstifter til had og konflikter. Nurit 

Peled-Elhanan har stiftet foreningen af israelske og 

palæstinensiske familier, som er blevet ofre for vold. 

I en tale til gymnasieelever i Rimini den 4. februar 2004 sagde 

Nurit Peled-Elhanan: «Det er på høje tide, at vi definerer 

det, der sker i Mellemøsten, som kriminelle handlinger i 

stedet for som politiske og militære foranstaltninger. … 

Det er på høje tid, at der bliver undervist i, hvordan falske 

idealer kan afdækkes, og hvordan vi kan modsætte os det 

grusomme misbrug af idealer … det er på høje tid, at vi 

bliver enkeltpersoner igen i stedet for nationer, individer i 

stedet for tropper, og at vi samarbejder for at redde de børn, 

som stadig er i live, ved at sige, at «nu kan det være nok». 

2001 1

2001 

2002 

Dom Zacarias Kamwenho 

I 1999 begyndte der hos det angolanske folk at opstå 

en ny bevidsthed om behovet for at kæmpe for fred 

og menneskerettigheder takket være det arbejde, der 

udførtes af kirkelige ledere og lederne af forskellige 

civilsamfundsorganisationer, hvis mål var «en altomfattende 

national forsoning». 

I spidsen for dette fredsarbejde står Zacarias Kamwenho. 

Zacarias Kamwenho, der er født i Chimbundo (Huambo, 

Angola) i 1934, blev præsteviet i 1961, og har siden 1995 

været ærkebiskop i Lubango. Han har altid arbejdet 

beslutsomt, upartisk og fokuseret på at vinde gehør hos alle 

konfliktens parter for at opnå fred gennem politisk dialog 

efter 26 års vedvarende borgerkrig. Europa-Parlamentet 

tildelte ham i 2001 Sakharov-prisen for hans utrættelige 

indsats. 

Oswaldo José Payá Sardiñas 

I 2002 gav Europa-Parlamentet Sakharov-prisen til 

grundlæggeren af Movimiento Chistiano Liberación 

(kristen befrielsesbevægelse), Oswaldo José Payá Sardiñas 

(født 1952), og ærede dermed hans uforfærdede kamp 

for national dialog og gennemførelse af demokratiske 

forandringer i Cuba. 

Selv om Oswaldo José Payá Sardiñas’ kritiske holdning 

til Fidel Castros politik har kostet ham forfølgelse og 

fordømmelse siden ungdommen, er hans engagement 

fortsat lige stærkt. I 1997 udarbejdede Payá Sardiñas 

Varela-projektet, som kræver en national folkeafstemning 

om ytrings- og forsamlingsfrihed, frie pluralistiske valg, 

løsladelse af alle politiske fanger samt økonomiske og sociale 

reformer. Payá Sardiñas arbejder således for at gennemføre 

politiske forandringer gennem anvendelse af eksisterende 

retlige midler. Det lykkedes ham og hans forbundsfæller at 

indsamle 25.000 underskrifter og forelægge projektet for 

Våbenhvilen, der blev indført i 2002 efter drabet på Jonas 

Savimbi, fredsforhandlingerne og det generelle klima til 

støtte for demokratisering er i vid udstrækning et resultat 

af den kampagne, som Dom Zacarias Kamwenho og andre 

religiøse ledere samt civilsamfundsledere havde ført. 

I 2003 nedlagde Kamwenho sin post som formand for Den 

Episkopale Konference for Angola og Sao Tomé (CEAST), 

men inden for rammerne af sit bispeembede og Den 

Økumeniske Komité for Fred i Angola (COIEPA) arbejder 

han fortsat aktivt for fremme af demokrati, grundlæggende 

friheder og menneskerettigheder, gennemførelse af 

retstatsprincippet og varig national forsoning. 

oppositionen samlet bag manifestet «Todos Unidos» (alle 

forenet). 

I marts 2003 blev 75 cubanere, hvoraf to tredjedele havde 

deltaget aktivt i kampagnen for folkeafstemningen, idømt 

lange fængselsstraffe for forbrydelser mod den nationale 

uafhængighed og territoriale integritet. 

I sin tale til Europa-Parlamentet forsikrede Oswaldo José 

Payá Sardiñas om, at den cubanske regerings repressalier 

ikke ville kunne bremse kampagnen, fordi det cubanske 

folk ønsker en forandring uden vold. 

I juli 2003 underskrev 200 medlemmer af Europa-Parlamentet 

«Sakharov-initiativet» og forsikrede prismodtageren om 

deres fortsatte støtte. 

FN’s generalsekretær, Kofi Annan og hele FN’s personale 

som en særlig hæder til Sergio Vieira de Mello og de 

mange andre FN-medarbejdere, som har mistet livet 

under udøvelsen af deres arbejde for fred i verden. 

Med tildelingen af Sakharov-prisen til FN hædrede Europa- 

Parlamentet i 2003 FN’s indsats til fremme af freden, 

menneskerettighederne og de grundlæggende friheder og 

til fremme af demokratiet og retsstatsprincipperne i hele 

verden. 

I en tid præget af globalisering er der under Annans ledelse 

gjort bestræbelser på at udvikle FN til et instrument, der 

mere effektivt kan medvirke til at håndtere de globale 

udfordringer: «Vi vil fortsætte vore bestræbelser på 

at bekæmpe fattigdom, sygdom, klimaændringer og 

udbredelse af håndbårne våben. Og vi vil også arbejde 

sammen for at bekæmpe terrorisme og spredning af 

masseødelæggelsesvåben. FN må konfrontere alle disse 

trusler omgående.» 

Journalistforbundet i Belarus 

Journalistforbundet i Belarus (BAJ) indtager en særlig 

plads blandt prismodtagerne på grund af forbundets 

engagement i ytringsfrihed og fremme af en uafhængig og 

professionel journalistik i Belarus. 

Forbundet repræsenterer næsten 1.000 mediemedarbejdere 

og arbejder under yderst vanskelige forhold for at beskytte 

journalisternes legitime rettigheder. Journalisterne udsættes 

ikke sjældent for intimidering, mobning, strafforfølgelse 

og udvisning. I nogle tilfælde er det på grund af BAJ’s 

øjeblikkelige indgriben lykkedes at drage de mennesker 

til regnskab, som stod bag mordtrusler mod journalister. 

Selv om der ikke findes et uafhængigt retsvæsen, har BAJ’s 

advokater i flere tilfælde med succes forsvaret journalister 

og medier i retssager. 

Forbundet spiller desuden en vigtig rolle som observatør. 

Det dokumenterer konflikter mellem de statslige 

myndigheder og de ikke-statslige medier, rådgiver aviser 

og opfordrer myndighederne til at træffe de relevante 

Sakharov-prisen tildeles også som en hæder til FN’s 

personale, der utrætteligt arbejder for fred i verden, ofte 

under vanskelige vilkår. De arbejder med livet som indsats, 

og mange af dem har da også mistet livet. 

Prisen tildeles som en særlig hæder til Sergio Vieira de 

Mello, FN’s højkommissær for menneskerettigheder og en 

af FN’s værdigste repræsentanter i verden, som i 2003, mens 

han gjorde tjeneste som Kofi Annans særlige repræsentant 

i Irak, sammen med andre FN-medarbejdere blev dræbt 

under et angreb på FN’s hovedkvarter i Baghdad. 

foranstaltninger. Journalisterne bestræber sig desuden 

konstant på at forbedre den høje professionelle standard. 

En vigtig del af forbundets arbejde består i at informere 

borgerne bedre om deres forfatningssikrede ret til 

informationsfrihed og om, hvorledes de kan udøve deres 

rettigheder. I dette øjemed arbejder BAJ på at forhindre 

vedtagelsen af en ny repressiv medielov og, via sit center for 

beskyttelse og juridisk rådgivning af medierne, på at opnå 

en forbedring af den nuværende lovgivning. 

Den 3. maj 2005, verdensdagen for pressefrihed, opfordrede 

forbundet til at støtte den uafhængige presse i Belarus, 

da den - i lyset af situationen i landet - er de belarussiske 

borgeres eneste kilde til aktuel og dækkende information 

om begivenhederne i Belarus og i verden. 

1 den cubanske folkekongres i maj 2002. For første gang stod 

1 

2003 2004

2005 

Kvinder i Hvidt 

Kvinder i Hvidt fra Cuba er en af de tre Sakharovprismodtagere 

i 2005. Ved at tildele dem denne pris 

anerkender Europa-Parlamentet deres mod og deres 

engagement i menneskerettighedssagen på Cuba. 

Samtidig henleder det opmærksomheden på den fortsatte 

tilbageholdelse af de 75 systemkritikere, der blev fængslet 

i marts 2003, for størstedelens vedkommende for blot at 

have kritiseret manglen på politisk frihed i landet. På Cuba 

er kritik af regeringen en statsfjendtlig handling, der straffes 

med op til 25 års fængsel. 

Ethvert forsøg på at lade fangerne gå i glemmebogen er 

slået fejl, fordi deres hustruer, mødre og døtre med deres 

fredelige protester har henledt verdens opmærksomhed på 

deres situation. 

Kvinderne kalder sig selv Kvinder i Hvidt (Damas de Blanco) 

og opstod som en spontan bevægelse i begyndelsen 

af 2004. De er ikke et politisk parti eller bundet til nogen 

politisk organisation af nogen art. Ved at bære hvidt som et 

symbol på uskyld og renhed optræder de på samme måde 

som de argentinske kvinder i 1970’erne, Madres de la Plaza 

de Mayo, som fik Sakharov-prisen i 1992, og som benyttede 

en lignende taktik til at kræve oplysninger om deres børn, 

som var forsvundet under det militære diktatur. 

Hver søndag går Kvinder i Hvidt til messe i Santa Rita-Kirken, 

hvorefter de på fredelig vis og med blomster i hænderne 

går ned gennem Havanas Femte Boulevard for at kræve 

løsladelse af deres kære og af alle dem, der er blevet ofre for 

vilkårlige fængslinger på øen. I begyndelsen skrev de breve 

til de cubanske myndigheder, men uden at få et eneste 

svar. Det er første gang i 47 år, at kvinder på Cuba er gået på 

gaden for at protestere mod uberettigede fængslinger. 

Selv om de har været udsat for trusler og fornærmelser, 

fortsætter Kvinder i Hvidt med at kæmpe for cubanske 

politiske fangers rettigheder og for alle cubaneres 

værdighed. Det alvorligste angreb på dem skete den 20. 

marts 2004 på palmesøndag, hvor de blev overfaldet 

og fornærmet af medlemmer af den regeringsvenlige 

sammenslutning af cubanske kvinder. 

Deres krav om retfærdighed og om 

øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af 

alle politiske fanger fremføres på fredelig 

vis. De er forenede i den smerte, de føler 

over de forfærdelige forhold, som deres 

kære som fanger lever under. Kvinder i 

Hvidt har opfordret alle til solidarisk at 

støtte deres sag. 

Fem kvinder - Laura Pollán, hustru til 

Héctor Maseda, Miriam Leiva, hustru til 

Oscar Espinosa Chepe, Berta Soler, hustru 

til Ángel Moya, Loyda Valdés, hustru til 

Alfredo Felipe Fuente, og Julia Núnez, 

hustru til Adolfo Fernández Saínz - blev 

af gruppen valgt til at modtage prisen på Kvinder i Hvidts 

vegne ved ceremonien i Europa-Parlamentet i Strasbourg. 

De cubanske myndigheder gav ikke de valgte 

repræsentanter tilladelse til at forlade landet for at 

modtage prisen i Strasbourg. Disse blev repræsenteret ved 

en anden af bevægelsens aktivister, Blanca Reyes, som i 

øjeblikket bor i Spanien. Sakharov-prisen er endnu ikke 

blevet overrakt til Kvinder i Hvidt, men Europa-Parlamentet 

insisterer fortsat på, at de har ret til selv at modtage prisen 

på et plenarmøde. 

Hauwa Ibrahim 

En af Sakharov-prismodtagerne i 2005 var Hauwa Ibrahim, 

en 37-årig menneskerettighedsadvokat fra Abuja i Nigeria 

og mor til to sønner. Hauwa Ibrahim er født i en lille, fattig 

landsby og er datter af en mullah. Det var ikke meningen, 

at en karriere som advokat skulle blive en del af hendes liv. 

I stedet var det meningen, at hun skulle have været gift som 

12-årig og have afsluttet sin skolegang med primærtrinnet, 

men hun nægtede at acceptere denne skæbne. 

Som én blandt kun nogle få kvindelige praktiserede 

advokater i det nordlige Nigeria bragte hendes arbejde 

hende ud i de fjerntliggende landdistrikter, hvor hun 

måtte rejse med kamel eller æsel for at komme frem til 

landsbyerne. Hun beskriver denne tid som værende en af 

de bedste perioder i hendes liv, fordi hun var i stand til at 

identificere sig med de græsrødder, hvorfra hun selv kom. 

Hauwa Ibrahim er særdeles bevidst om betydningen af 

uddannelse som et middel til at styrke kvinders status 

og indflydelse og som det bedste forsvar for dem, der 

er konfronteret med de største savn. Fattigdom og 

analfabetisme går hånd i hånd - og fundamentalisme næres 

af uvidenhed. Hauwa Ibrahim, der selv er opdraget som 

muslim, arbejder utrætteligt for bekæmpelsen af religiøs 

fundamentalisme. 

Hauwa Ibrahim har opbygget, hvad der kun kan beskrives 

som en helt usædvanlig advokatpraksis, idet hun forsvarer 

mennesker, der er blevet dømt under sharialov, som er 

gældende lov i Nigerias 12 nordlige delstater. Selv om 

dødsdomme ikke i øjeblikket føres ud i livet, afsiges de 

stadigvæk. Siden 1999 har Hauwa Ibrahim uden at kræve 

salær virket som forsvarsadvokat i 47 sager, hvoraf mange 

har vedrørt kvinder, der var sigtet for utroskab, og for 

hvem straffen ville have været døden ved stening. Det var 

hendes evne til at mobilisere den internationale offentlige 

opinion, der gjorde det muligt at redde Amina Lawals, 

Safiya Hussainis and Hafsatu Abubakars liv. Hun har været 

lige så dybt involveret i andre sager, der medfører grusom 

og umenneskelig straf, f.eks. sager, hvor kvinder idømmes 

piskning, eller hvor drenge idømmes amputation for tyveri. 

Hauwa Ibrahim er blevet et ikon, men hendes karisma 

gør nogle urolige. Hun har forbud mod at plædere ved 

islamiske domstole. «Jeg kommenterer ikke koranen», siger 

hun. «Mit eneste mål er at sikre, at hvert eneste menneskes 

grundlæggende rettigheder, f.eks. retsstatsprincippet og 

retten til en retfærdig rettergang, respekteres.» 

Det er lykkedes Hauwa Ibrahim at komme igennem med sit 

argument om, at sharialov kræver, at shariadomstolene skal 

overholde de processuelle og materielle rettigheder, der er 

sikret ved sharialov samt ved den nigerianske forfatning, og 

om, at de internationale menneskerettighedskonventioner, 

som Nigeria har undertegnet, må overholdes. 

I dag giver den sag, Hauwa Ibrahim kæmper for, genklang 

ud over Nigerias grænser. Men for Hauwa Ibrahim er den 

vanskeligste opgave - dvs. at sikre, at hendes stemme bliver 

hørt i hendes eget land - endnu ikke løst. 

0 1 

2005

2005 

Journalister uden Grænser 

Journalister uden Grænser - en af de tre Sakharovprismodtagere 

i 2005 - agiterer for pressefrihed rundt 

omkring i verden og forsvarer og støtter journalister og 

andre mediearbejdere, som er ofre for forfølgelse og 

censur. 

Ifølge Journalister uden Grænser lever over en tredjedel af 

verdens befolkning i lande, hvor de ikke nyder pressefrihed. 

Pr. 10. oktober i år var 62 journalister i verden blevet 

dræbt under udførelsen af deres arbejde. I dag sidder 

over 130 journalister fængslet rundt omkring i verden, og 

undertiden må de tilbringe år i fængsel for blot at have 

udført deres arbejde. Journalister uden Grænser har nu i 20 

år kæmpet mod denne praksis. Journalister uden Grænser, 

som konstant holdes i alarmberedskab via sit netværk 

på over 100 korrespondenter, fordømmer skarpt ethvert 

angreb på pressefriheden i verden ved at holde medierne 

og offentligheden underrettet gennem pressemeddelelser 

og kampagner til bevidstgørelse af borgerne. 

Sammenslutningen fokuserer ikke blot på de moralske 

argumenter mod indskrænkninger i pressefriheden og 

mod censur og forfølgelse af pressen, men tilbyder også 

journalister, der arbejder i krigsområder, praktisk hjælp. 

Med etableringen af Damocles-netværket i januar 2002 fik 

Journalister uden Grænser en retlig arm. For at sikre, at de 

skyldige bag mord på og tortur af journalister retsforfølges, 

yder netværket ofrene retlig bistand og repræsenterer dem 

ved domstolene. Sammenslutningen gennemfører via sine 

nationale filialer og regionale kontorer initiativer på fem 

kontinenter i nært samarbejde med lokale og regionale 

pressefrihedsorganisationer. 

Journalister uden Grænsers tresprogede webside holder 

dagligt tal på angreb på pressefrihed verden over og 

tilbyder mulighed for at undertegne onlineandragender 

til støtte for fængslede journalister. For at omgå censur 

offentliggør websiden fra tid til anden artikler, der er 

blevet forbudt i deres oprindelsesland, giver aviser, der 

er blevet lukket i deres egne lande, spalteplads, og tjener 

som forum for journalister, der er blevet bragt til tavshed 

af myndighederne i deres land. Den 10. december hvert 

år uddeler sammenslutningen Journalister uen Grænserprisen 

til journalister for deres enestående bidrag til 

kampen for pressefrihed i deres land. 

EUROPEAN PARLIAMENT 

Plateau du Kirchberg 

L-2929 LUXEMBOURG 

Tel.: (352) 4300-1 

BELGIQUE/BELGIË 

BRUXELLES 

Rue Wiertz 60 

B-1047 BRUXELLES 

Te.l: +32/2.2842005 

Fax: +32/2.2307555 

E-mail: epbruxelles@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/brussels 

БЪЛГАРИЯ 

SOFIA 

9 Moskovska Str. 

BG-1000 SOFIA 

Tel.: +359/2 985 35 45 

Fax: +359/2 981 99 44 

E-mail: epsofia@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/sofia 

ČESKÁ REPUBLIKA 

PRAHA 

Jugmannova 24 

CZ-110 00 PRAHA 1 

Tel.: +420/255708208 

Fax: +420/255708200 

E-mail: eppraha@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.evropsky-parlament.cz 

DANMARK 

KØBENHAVN 

Europa-ParlamentetInformationskontoret 

i DanmarkEuropa-Huset 

Gothersgade 115 

DK-1123 KØBENHAVN K 

Tel.: +45/33.143377 

Fax : +45/33.150805 

E-mail: epkobenhavn@europarl.europa.eu 

Internet : http://www.europarl.dk 

DEUTSCHLAND 

BERLIN 

Unter den Linden 78 

D-10711 BERLIN 

Tel.: +49/30.2280-1000 

Fax : +49/30.2280-1111 

E-mail: epberlin@europarl.europa.eu 

Internet : http://www.europarl.de 

Wiertzstraat 

B-1047 BRUSSEL 

Rue Wiertz 

B-1047 BRUXELLES 

Tel.: (32-2) 284 21 11 

MÜNCHEN 

Erhardtsrasse 27 

D-80469 MÜNCHEN 

Tel.: +49/89.202.0879.0 

Fax : +49/89.202.0879.73 

E-mail: epmuenchen@europarl.europa.eu 

Internet : http://www.europarl.de 

ΕΛΛΑΣ 

AΘΗΝΑΙ 

8, Leof. Amalias 

GR-105 57 ATHINAI 

Tel.: +30/210.3311541-47 

Fax : +30/210.3311540 

E-mail: epathinai@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.gr 

EESTI 

TALLINN 

Rävala 4 

EE-10143 TALLINN 

Tel.: +372/ 630 6968 

Fax: +372/630 6968 

E-mail: eptallinn@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.ee 

ESPAÑA 

MADRID 

Paseo de la Castellana, 46 

E–28046 MADRID 

Tel.: +34/91.436.47.47 

Fax: +34/91.577.13.65 

E-mail: epmadrid@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.es 

BARCELONA 

Paseo de Gracia, 90 1° 

E-08008 BARCELONA 

Tel.: +34/93.2722044 

Fax: +34/93.2722045 

E-mail: epbarcelona@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.es 

Boîte Postale BP 1024 F 

1, avenue du Président Robert Schuman 

F-67070 STRASBOURG CEDEX 

Tel.: (33-3) 88 17 4001 

FINLAND/SUOMI 

HELSINKI 

Pohjoisesplanadi 31 

FIN-00100 HELSINKI 

Tel.: +358/9.6220450 

Fax: +358/9.6222610 

E-mail: ephelsinki@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.fi 

FRANCE 

PARIS 

288, Bd Saint Germain 

F-75341 PARIS CEDEX 07 

Tel.: +33/(0)1.40634000 

Fax: +33/(0)1.45515253 

E-mail: epparis@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/paris 

STRASBOURG 

Allée du Printemps - BP 1024/F 

F-67070 STRASBOURG CEDEX 

Tel.: +33/(0)3.88174001 

Fax: +33/(0)3.88175184 

Email: epstrasbourg@europarl.europa.eu 

MARSEILLE 

2, rue Henri Barbusse 

F-13241 MARSEILLE CEDEX 01 

Tel.: +33/(0)4.91914600 

Fax: +33/(0)4.91909503 

E-mail: epmarseille@europarl.europa.eu 

IRELAND 

DUBLIN 

European Union House 

43, Molesworth Street 

IRL – DUBLIN 2 

Tel.: +353/1.6057900 

Fax: +353/1.6057999 

E-mail : epdublin@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.ie 

ITALIA 

ROMA 

Via IV Novembre, 149 

I-00187 ROMA 

Tel.: +39/06.699501 

Fax: +39/06.69950200 

E-mail: eproma@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.it 

www. europarl.europa.eu

www. europarl.europa.eu 

MILANO 

Corso Magenta, 59 

I-20123 MILANO 

Tel.: +39/02/43 44 171 

Fax: +39/02/43 44 17 500 

E-mail: epmilano@europarl.europa.eu 

KYPROS 

NICOSIA 

5A Demophontos street 

Nicosia 1075 

Adresse postale PO Box 23440 

1683 NIKOSIA 

Tel.: +357 / 22 46 06 94 

Fax:+357 / 22 76 77 33 

E-mail: epnicosie@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/nicosia 

LATVIJA 

RIGA 

Aspāzijas bulvāris 28 

LV-1050, RĪGA 

Tel.: +371/ 708 54 60 

Fax: +371/ 708 54 70 

E-mail: epriga@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.lv 

LIETUVA 

VILNIUS 

Naugarduko 10 

LT-2001, VILNIUS 

Tel.: +370 / 5 212 07 66 

Fax: +370 / 5 261 98 28 

E-mail: epvilnius@europarl.europa.eu 

LUXEMBOURG 

Maison de l’Europe7 

Rue du Marché-aux-Herbes 

L-1728 LUXEMBOURG 

Tel.: +352 / 4300 22597 

Fax: +352/430022457 

E-mail: epluxembourg@europarl.europa.eu 

MAGYARORSZÁG 

BUDAPEST 

DEÁK PALOTA 

H-1052 BUDAPEST 

Deák Ferenc u. 15. 

Tel.: +36 / 1 411 3540 

Fax: +36 / 1 411 3560 

E-mail: epbudapest@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.euparl.hu 

MALTA 

LA VALLETTA 

280, Republic Street 

VLT 04 VALLETTA 

Tel.: +356 / 21 23 50 75 

Fax: +356 / 21 22 75 80 

E-mail: epvalletta@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/valletta 

NEDERLAND 

DEN HAAG 

Korte Vijverberg, 6 

NL-2513 AB DEN HAAG 

Tel.: +31/70.313,5400 

Fax: +31/70.3647001 

E-mail: epdenhaag@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europeesparlement.nl 

ÖSTERREICH 

WIEN 

Kärntnerring, 5-7 

A-1010 WIEN 

Tel.: +43/1.516170 

Fax: +43/1.5132515 

E-mail: epwien@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.at 

POLSKA 

WARSZAWA 

Biuro Informacyjne Parlamentu Europejskiego 

ul. Jasna 14/16a 

00-041 WARSZAWA 

Tel.: +48/ 22 595 24 70 

Fax: +48/ 22 595 24 80 

E-mail: epwarszawa@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/warszawa 

PORTUGAL 

LISBOA 

Largo J. Monnet, 1-6 

P-1250 LISBOA 

Tel.: +351 / 21 350 49 00 

Fax: +351 / 21 354 00 04 

E-mail: eplisboa@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.parleurop.pt 

ROMÂNIA 

BUCURESTI 

1 Strada Boteanu, Sector 1 

RO - 010027 BUCURESTI 

Tel.: + 40 / 21 305 79 86 

Fax: + 40 / 21 315 79 29 

E-mail: epbucarest@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.europa.eu/bucuresti 

SLOVENIJA 

LJUBLJANA 

Breg 14 

SL-1000 LJUBLJANA 

Tel.: +386/(0)1 252 88 30 

Fax: +386/(0)1 252 88 40 

E-mail: epljubljana@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.si 

SLOVENSKA REPUBLIKA 

BRATISLAVA 

Palisády 29 

SK-811 06 BRATISLAVA 

Tel.: +421/(0)2/59 20 32 97 

Fax: +421/(0)2/54 64 80 13 

E-mail: epbratislava@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europskyparlament.sk 

SVERIGE 

STOCKHOLM 

Nybrogatan 11, 3 tr. 

S-114 39 STOCKHOLM 

Tel.: +46/(0)8 562 444 55 

Fax: +46/(0)8 562 444 99 

E-mail: epstockholm@europarl.europa.eu 

E-mail: info@europarl.se 

Internet: http://www.europarl.se 

UNITED KINGDOM 

LONDON 

2, Queen Anne’s Gate 

UK – LONDON SWIH 9AA 

Tel.: +44/207.2274300 

Fax: +44/207.2274302 

E-mail: eplondon@europarl.europa.eu 

Internet: http://www.europarl.org.uk 

EDINBURGH 

The Tun, 4 Jackson’s Entry 

Holyrood Road 

UK – EDINBURGH EH8 8PJ 

Tel.: 44/131.5577866 

Fax: 44/131.5574977 

E-mail: epddinburgh@europarl.europa.eu

Brochure - Europa

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Brochure - Europa

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?