Årets Brandit - Brande Historie

brandehistorie.dk

Årets Brandit - Brande Historie

Brande Jul 2011

Brande Jul er atter på gaden, hermed genoptages

og videreføres en gammel tradition i byen – og vi håber,

den kan vare ved. Det første Brande Jul blev udgivet

tilbage i 1943.

Vi håber, læserne hilser initiativet velkommen.

I 2010 besluttede Brande Handelsstandsforening at

stoppe udgivelsen af Brande Jul. Hermed blev der sat et

foreløbigt punktum for en lang juletradition i byen. Men

nu er Brande Jul på gaden igen efter at Brande Bladet

har fået overdraget udgiverrettighederne af Brande Handelsstandsforening.

Da Brande Jul ikke blev udgivet sidste år, indeholder

bladet i år både et tilbageblik på 2010 og 2011.

På opfordring har en række Brande-borgere bidraget til

bladet på forskellig vis.

Glædelig Jul

Forsidebilledet prydes af Arvad Mølle i vinterpragt.

Foto: Erik Lauritzen

Brande Jul 2011

Udgiver: Brande Bladet

Tryk: Brande Bladet

Redaktion: Erik Lauritzen

Oplag: 5.000

Der skal lyde en tak til følgende bidragydere:

Arne Ørtved

Jesper Nygaard

Karin Merete Rahbek-Engmarksgaard

Sigrid Møller

Ingrid Husum

Jytte Gottlieb

Peter Gjaldbæk

Magna Dupont

Julen er

Af sognepræst Karin Merete

Rahbek-Engmarksgaard, Blåhøj.

Så skal vi til det igen. Julen

nærmer sig med hastige skridt.

Ja siden oktober har reklamebunkerne

været fuld af jul.

Juleudsmykningen – i hvert

fald i de større byer har været i

fuld gang siden oktober – og forretningernes

vinduer har været

pyntet ligeså længe. Der er ingen

grænser for, hvor meget, der

kan gøres ud af en barnefødsel,

der fandt sted for et par tusind

år siden.

Nogle af os glæder os over fest

og julehygge og duften af julebag

midt i vinterens mørke. Mens

andre af os bliver trætte bare

ved tanken om jul – og alt det

der følger med. Vi mærker, at der

ikke er plads i os til julestemning

og gran og gløgg. Vi har låst

døren af for julestads Vi orker

ikke. Julen må gå et andet sted

hen. Den er hjemløs hos os.

I en stald uden guirlander.

Men sådan har julen nu altid

været - altså hjemløs. Da Maria

skulle føde sit barn, var der ikke

plads til hende nogen steder. Så

Jesus kom til verden blandt halm

og dyr. Det var der ikke meget

gran og gløgg og julehygge over!!

Men der er til gengæld en pointe

i, at det netop var som hjemløs,

at Guds søn kom til verden. For

Jesus blev ikke født med det

formål at give os noget hyggeligt

at fejre i de korte og mørke

december dage. Der var langt

større ting på spil, da Jesus blev

født.


et løfte...

For i stalden i Betlehem valgte

Gud at komme til verden som

én af os. Han kom for at være

helt tæt på os. Derfor blev han

født sådan som vi bliver født.

Han kom for at vise os, hvem

han er. Og netop ved at komme

til verden som hjemløs i en stald,

viser Gud os noget væsentligt

om sig selv.

Jul er for den, der ikke orker!!

Jesu fødsel fortæller os, at Gud

vil være dér, hvor ingen andre

har lyst til at være. Dér, hvor der

hverken er gran eller guirlander.

Dér, hvor der ikke er noget at

prale af. Dér, hvor glæden er

hjemløs, og hvor der ikke er

plads til lys og varme – dér vil

Gud være, og dér er Gud!!

Jul er ikke fortællingen om, at

alt er godt, og nu har vi bare at

være glade. Nu skal der for alt i

verden julehygges!

Nej jul er beretningen om, at Gud

fl ytter ind i menneskers verden

som et nærvær, der vil være hos

os, dér hvor livet er svært, og dér

hvor alt lys er slukket.

Jul er et løfte om, at Gud er med

os, når vi føler os hjemløse og

ikke kan fi nde plads i livet.

Så jul er især en højtid for de af

os, som ikke orker julen og alt

det væsen vi har gjort ud af den.

Alle os, som julen er hjemløs

hos – det er for vores skyld, at der

overhovedet blev jul. Det var for

at være hos os, at Guds søn kom

til verden. Med nærhed. Med

kærlighed. Med håb og med liv.

Han er hvor vi er. Det er det

glædelige ved julen. Også når vi

ikke kan mærke det.

Glædelig jul

Brande Jul 2011 3


4

EU-klimakommissær Connie Hedegaard blev modtaget af vindmøllelaugets forretningsfører Per Bjerke Hansen og

formand Allan Toft Kristensen. Hun var festtaler og ”gudmoder” da lauget fejrede 25-års fødselsdagsfest og navngav

3MW-møllen i Drantum. Festlighederne havde samlet omkring 500 gæster i det store telt, der var rejst i dagens

anledning.

Festlig vindmølledåb...

Connie

Hedegaard, dansk

EU-klimakommissær,

havde taget turen fra

FN i New York for at

navngive 3MW-møllen

i Drantum og sammen

med 500 gæster at fejre

Uhre Vindmøllelaugs

25-års jubilæum.

Brande Jul 2011

Af Erik Lauritzen

Fredag den 23 september stod

solen højt på himlen og sendte

sine varmende stråler ned over

Husumvej i Drantum, hvor der

var dækket op til fest i det store

telt for foden af den 149 meter

høje 3 MW Siemens-vindmølle,

der var festens centrum.

Heldigvis blæste der en pæn

vind, der fi k de gigantiske møllevinger

til at dreje rundt og gav

vind til det blå blafrende EU-fl ag

med de gyldne stjerner.

På lang afstand kunne man iagttage

dette fl otte skue, der skabte

de perfekte rammer om 25-års

jubilæet for Uhre Vindmøllelaug

og navngivningen af den 3MW,

gearløse vindmølle fra Siemens.

Her kunne laugets formand

Allan Toft Kristensen byde velkommen

til de omkring 500

gæster der havde taget imod

invitationen.


Han overlod scenen til tidligere

sognepræst Arne Ørtved, der

bandt dagens indslag sammen

med sikker hånd og humor.

Gunvor blev navnet

Blandt gæsterne sås fl ere af byrådets

medlemmer, ligesom folketingsmedlem

Kristian Jensen(V)

havde taget en fridag for at være

med til at fejre vindmøllejubilæet.

Dagens æresgæst var EU’s danske

Vindmøllelaugets formand, Allan Toft Kristensen overrakte klimakommissær

Connie Hedegaard en glasskulptur som tak for hendes indsats. Bagved ses

Arne Ørtved, der bandt dagens festligheder sammen.

klimakommissær Connie Hedegaard,

der iført sikkerhedsudstyr,

lige skulle en tur op i toppen af

den 149 meter høje mølle, inden

hun kunne indtage talerstolen

og foretage navngivningen af

møllen.

Gunvor blev navnet, hermed blev

møllen opkaldt efter det ene af

de to børn, der i forbindelse med

den sorte døds hærgen i 1300

tallet, der ifølge sagnet var de

eneste overlevende i området. De

blev således stamfædre for de nye

generationer.

Under store klapsalver kunne

Connie Hedegaard løfte klædet

fra et fl ot ”navneplade” udført i

stål af Maskinfabrikken Apollo i

Brande.

Som tak for indsatsen, overrakte

formand Allan Toft Kristensen

klimakommissæren en glasskulptur

specielt fremstillet til

dagen af glaskunstneren Aksel

Østergaard Jensen fra Ejstrupholm.

-Det her er et godt eksempel på,

at man ikke bare lader det blive

ved de fi ne ord, man gør noget

ved sagen. Det understreger,

hvor stor betydning det folkelige

engagement har. Det er de

lokale initiativer, der er med til

at drive udviklingen frem. Det er

vindmøllelauget i Uhre et godt

eksempel på.

-I kan være stolte af at være en

lille, men vigtig del af Danmarks

vindmøllesucces, sagde Connie

Hedegaard, EU-kommissær og

ønskede tillykke med jubilæet.

Den festlige dag blev afsluttet

med god mad og drikke samt

lystige sange og musik fremført

af ”De Gyldne Løver”.

Brande Jul 2011 5


6

Uhre Brugsforening, som den så ud i slutningen af 1950’erne.

Erindringer fra

Uhre Brugsforening

Uhre og Omegns Brugsforening

blev stiftet den 14. januar 1906.

Foreningens navn blev senere

samme år ændret til Branduhre

Brugsforening måske for at

undgå forveksling med Uhre ved

Vejle. Her vil vi kun bruge navnet

Uhre Brugsforening.

I det følgende giver forhenværende

uddelerkone, Magna

Dupont enkelte erindringsglimt

fra dagligdagen i de godt og vel

25 år (1945 – 1971), hvor hun og

hendes afdøde mand Isak Dupont

var uddelerpar i Uhre Brugsforening.

(Skrevet i marts 2010)

Brande Jul 2011

Vi var nygifte, fra Vejle-egnen

og ivrige efter at få plads, så Isak

søgte stillingen som uddeler. Det

var der 76 andre der også gjorde.

I et forsøg på at stille os selv

bedst mulig ved den kommende

udvælgelse, rejste vi med “brunkulstog”

fra Vejle til Brande. Vi

havde vore cykler med, så vi

kunne komme rundt og besøge

flest mulige medlemmer. Vi

mente jo det kunne være godt,

at medlemmerne fi k et indtryk

af os, inden bestyrelsen senere

skulle vælge det nye uddelerpar.

Vi brugte to dage på den slags

besøg. Overnatningsmulighed

ved den lejlighed blev velvilligt

stillet til rådighed af det daværende

bestyrerpar ved Uhrekilde

Andelsmejeri.

Det endte med, at vi fi k tilbudt

stillingen fra den 1. juli 1945, og

vi var mere end glade.

Fulde af virketrang

Næsten alt var godt – anden verdenskrig

med de fem forbandede

år var netop slut, vi var unge,

nygifte og fulde af virketrang, og

vi havde lige fået den stilling, vi

ønskede os. Eneste lille men ved

det hele var, at vi syntes landskabet

var meget fl adt, at der var alt

for mange, meget mørke grantræer.

Det var en stor kontrast


til den bøgelyse egn vi kom fra.

Da vi kom til Uhre i 1945, var

der foruden brugsen, et afholdshotel,

et andelsmejeri, to smede,

en tømrer, en købmand, en

cykelhandler med lillebil og

en skomager. Afholdshotellet

var i starten fyldt med tyske

fl ygtninge, som dog forsvandt

ret hurtigt. Langt de fleste af

brugsens medlemmer var landbrugere,

men der var dog andre,

herunder en del brunkulsarbejdere,

der gerne var på kost og

logi ved lokale koner.

I den første tid efter vores tiltrædelse

var det ikke ualmindeligt,

at enkelte medlemmer mente de

havde ret til at drikke en øl eller

fl ere i brugsens kælderlokaler.

Det havde der vist været en vis

tradition for, før vi kom. For Isak,

som ung uddeler, var det lidt af

en udfordring én gang for alle

at få gjort op med den tradition,

men han var fast besluttet på

det punkt fra den første dag. Det

skulle høre op, og sådan blev

det. Det var de fl este vist godt

tilfredse med, måske ikke mindst

en del af egnens hustruer.

Rationeringsmærker

Rationeringsmærker var en del

af dagligdagen den første tid.

Med mellemrum blev der uddelt

særlige rationeringsmærker til

alle familier. Mærkerne skulle

afl everes sammen med pengene,

når man købte ind. Havde man

ikke fl ere rationeringsmærker,

kunne man ikke købe flere

varer, før man fi k mærker igen.

Rationeringen betød, at alle

fik mulighed for at købe de

mest nødvendige varer. Kaffe og

sukker var på ration helt frem

til 1952 og først i 1953 var det

endelig slut.

Jeg husker især, hvordan alle

familier i de år, kunne få 250

gram sirup til jul. Vi havde en

stor beholder med sirup. Den

skulle opvarmes for at sirup’en

kunne flyde let og så kunne

medlemmerne ellers komme for

at få deres ration. For at få noget

skulle de selv havde glas med.

Opvarmningen af sirup’en var

min opgave. Det blev også tit min

opgave at gøre en del af medlemmernes

glas rene, før påfyldning,

når de selv havde glemt at gøre

det hjemmefra.

”Mads Skjern”

Isak var en dygtig forretningsmand.

Hvad initiativ angår,

havde han visse lighedstegn

med Mads Skjern fra Matadorserien.

Han havde tit svært ved

at begrænse sit ”forretningsområde”

til det, der vel ansås for at

ligge indenfor normal brugsforeningsdrift.

Et eksempel herpå

var hvad man måske kunne

kalde ”nyt skiffertag for gammelt

bølgeblik”. Isak havde fundet ud

af, at gammelt, rustent bølgeblik

faktisk var i høj kurs. Der var stor

efterspørgsel efter det til skure til

opbevaring af tørv. Faktisk var

det i så høj kurs, at Isak tilbød at

overtage bølgeblik fra staldbygninger

mv. hvor taget trængte til

udskiftning og bytte det lige over

med nyt skiffertag. Niels Arvad

(daværende sparekassedirektør i

Brande) var en af dem, der indgik

sådan en handel og han var så

godt tilfreds med det nye skiffertag,

at han sagde: ”Her har du

fem hundrede kroner – dem skal

du have”. Han syntes vist ikke det

kunne være rigtigt, at man bare

sådan uden videre kunne få nyt

for gammelt. Tilbuddet blev dog

afslået af Isak, for som han sagde:

”En handel er en handel”.

Et andet eksempel på en ikke

helt normal brugsforeningsaktivitet

var da Isak engang i

halvtredserne opkøbte en stor

ladning tipvognsspor i Sønderjylland.

Han lejede i den forbindelse

en sættevogn for at få dem

transporteret til Uhre. En af vore

naboer spurgte mig ved den lejlighed:

Hvad vil Dupont da med

alt det gammel jern? Han ville

sælge det, og derfor fi k han smed

Røjbæk til at skære tipvognssporene

til i passende længder.

Hermed var der gjort klar til,

at Uhre Brugsforening kunne

tilbyde at levere jern til brug ved

staldbyggeri. Og det gjorde vi så

– vidt omkring i Jylland.

Stor idérigdom

Eller hvad med udlejning af

service til alle slags fester. Isak

købte et komplet servicesæt til

200 personer samt to store gruekedler

til at lave suppe i.

Apropos fester, så spillede brugsen

og uddeleren også på andre

måder en rolle. Det var helt

almindeligt, at der lå en liste i

brugsen ved for eksempel konfi

rmationer. Her kunne medlemmerne

så ”skrive sig på” med

det beløb der nu engang var

kutyme. Beløbet blev så ført ind

i medlemmets kontrabog, og så

var det i øvrigt helt op til os at

sørge for indkøb og indpakning

af en passende gave, og ikke

mindst sørge for afl evering af

gaven på rette sted i kirketiden

på konfi rmationsdagen.

Det var også i de fl este tilfælde

min mands opgave at sørge for

”Tillykke-skilt” til æresport i

forbindelse med bryllupper og

sølvbryllupper. Da min mand

endvidere, som den eneste i

miles omkreds, havde en duplikator,

var han også ofte selvskreven

til at stå for trykningen

af festsange. Undertiden gik det

endda så vidt, at han blev bedt

om at kigge lidt på versefødderne

og rette til, hvor det var

nødvendigt. Det var heller ikke

ualmindeligt, at visse familier

med mange børn, i forbindelse

med juletræsfest på Uhre Kro,

ringede til os og spurgte om vi

Brande Jul 2011 7


8

ikke lige kunne komme og hente

deres børn, da de var kommet for

sent på vej. Vi var jo, i hvert fald

de første år, mellem de meget få

i Uhre og omegn, der havde bil.

Endnu et eksempel på Isaks

initiativrigdom var dengang

da begrebet hjemmefrysere

dukkede op. Han så straks en

forretningsmulighed her, og

hvad gjorde han så? Han tilbød

bestyrelsen for det lokale frysehus

at overtage frysehuset mod

at medlemmerne, i det omfang

de selv ville købe en hjemmefryser,

skulle købe denne ved Uhre

Brugsforening.

Kun to mursten til overs

En af Isaks helt store interesser

var at lave tegninger over nybyggeri,

især staldbygninger, og

herefter tilbyde at udregne det

nødvendige forbrug af byggematerialer,

cement, mursten, jern,

vinduer, døre, tagplader osv. og

sluttelig selvfølgelig levere alle

Isak Dupont i butikken kort efter tiltrædelsen i 1945.

Brande Jul 2011

materialerne. Ja man kan vel

næsten sige, at Isak i samarbejde

med den lokale murer Søren

Egebjerg og den lokale tømrer

Arne Danielsen ofte optrådte

som en slags totalentreprenør.

Hans omhu med den slags kan

måske bedst karakteriseres ved

en bemærkning fra en gårdmandskone

i Drantum, hvor de

havde fået bygget en ny stald,

helt og holdent baseret på Isaks

beregninger og leveringer. Hun

sagde til ham efter at stalden

stod færdigbygget: ”Det havde du

regnet godt ud – der blev kun to

mursten til overs”.

Blandet landhandel

Uhre Brugsforening var dog

først og fremmest en blandet

landhandel i ordets bedste betydning.

Da vi tiltrådte var butikken

indrettet med to lange diske

opstillet vinkelret på hinanden

i kolonialområdet og en mindre

disk i manufakturområdet. På

den lange disk var der et stort

kasseapparat med håndsving og

en stor søjlevægt. I de første år

skulle næsten alle kolonialvarer

jo afvejes. Selvfølgelig var der

også en kaffemølle og når den

malede så bidrog den til, at en

lifl ig duft bredte sig over hele

butikken. Både i disk og bagdisk

var der masser af skuffer og

hylder med alle mulige slags

kolonialvarer og skabe med glaslåger

for, hvor der var tobaksvarer.

Foran diskene var der fl ere

taburetter, hvor medlemmerne

kunne side og snakke mens

varerne blev ekspederet. Der var

jo ikke noget der hed selvbetjening

i fyrrerne og halvtredserne.

Som sagt skulle næsten alt vejes

af, så det tog tid at ekspedere en

stor ordre, men så blev der snakket,

alt skulle have sin tid.

For enden af disken var der et

lille rum med en skrivepult, en

telefon og hylder til de cirka 150

kontrabøger. Her stod vi, når vi


BIOMAR WORLD CLASS FISH FEED

Glædelig jul

& godt nytår

Intet julebord uden fisk

Prøv for eksempel en lækker pastasalat med røget ørred. Alt, hvad du

behøver, er en portion kogt pasta rettet an med røget ørred, forårsløg,

champignon, friske tomater og en let dressing.

Og skal du spise ørred, så følg anbefalingen fra Fødevarestyrelsen

og vælg en opdrættet ørred. Så er du sikker på at få et nemt, sundt

og lækkert måltid.

BioMar Gruppen er blandt verdens førende leverandører af foder til fiskeopdræt.

Vi leverer foder til rundt regnet en fjerdedel af de ørreder og laks, som opdrættes i verden.

Du kan se mere om BioMar på www.biomar.dk og www.biomar.com.

BioMar A/S · Mylius Erichsensvej 35 · 7330 Brande


10

Magna vejer kaffe af i 1965.

skulle modtage ordrer fra medlemmerne

og når vi skulle tælle

sider sammen i kontrabøgerne.

Kontrabøgerne havde numre fra

én og opefter. Os der arbejdede

i brugsen kunne for et givent

medlem sige kontrabogsnummeret

og for et givent kontrabogsnummer

sige medlemsnavnet.

Følgende replik mellem

ansatte var ikke ualmindelig:

”Husk lige at 106 skal have et

halvt pund kaffe med mælkekusken”.

I kontrabøgerne blev

med håndskrift indført alt hvad

medlemmet købte. Normalt

skulle kontrabogens saldo betales

straks i en ny måned. Det var

nu ikke altid det blev overholdt,

for selvfølgelig var der medlemmer

der af forskellige årsager

havde svært ved at betale.

I det store og hele gik det på

en god måde og det helt uden

brug af hverken strafrenter

eller inkassotrusler. Isak sagde

aldrig nej til at folk kunne få

nødvendige madvarer, selvom de

havde en meget gammel gæld i

kontrabogen. Han kunne i den

slags situationer sige nej til at

give kredit til køb af fl ere cigaretter

og øl, men værre sanktioner

blev det ikke til.

I manufakturområdet var der et

Brande Jul 2011

skab med en masse små skuffer

fyldt med synåle, tråd, elastik,

strikkepinde, knapper osv. osv.

samt hylder med garn i alle

farver, bomuldsstof i metermål

og arbejdstøj.

Gulvet var et terazzogulv. Det

blev vasket hver lørdag efter lukketid

(og skuret til jul), hvorefter

det var rigtig pænt. Men lige

inden for indgangsdøren var

der en rist, og her var det ikke

ualmindeligt, at nogle folk der

skråede, afl everede en spytklat,

og det var ikke altid at de var lige

heldige med at ramme risten.

I den ene ende af butikken var

der en dør til ”bagbutikken”, der

bestod af to mindre lagerrum og

et stort samt et loftsrum og et

kælderrum. Det første af de to

mindre lagerrum (afvejningsrummet)

var stedet hvor sukker,

fi nt og groft salt, kartoffelmel

mv. blev afvejet. Sukker blev

afvejet i et-, to-, og fem kilos

poser. Enhver ledig stund blev

brugt til at veje af, så ekspeditionerne

kunne gå hurtigere.

En del af afvejningen var at

lukke poser, og lukningen skulle

kunne holde også når posen blev

vendt på hovedet. For enhver ny

lærling var det en rigtig god fornemmelse,

første gang han lærte

at lukke en pose der kunne holde

til at blive vendt på hovedet.

I afvejningsrummet var der også

en petroleumspumpe med måleapparat,

hvor der dagligt blev

pumpet mange liter op i mindre

dunke. I det næste lagerrum lå

blandt andet sukker i 50 kilos

sække. Sækkene skiftede hurtigt

opholdssted, først til afvejningsrummet

og derefter til hylderne

i butikken. I det yderste, store

lagerrum var der et stort åbent

område med plads til ugentligt

at modtage varer fra FDB, og

med plads til at stille de varer der

skulle bringes ud til medlemmer

på den ugentlige varetur.

Loftsrummet var fortrinsvist

fyldt med landbrugsredskaber og

-udstyr, men her var også gummistøvler,

træsko og sommersko

i mange forskellige størrelser og

glas i store trækasser. Isak skar

selv glas til efter mål.

Spegesild, ost og reb

Kælderrummet var et kapitel for

sig. Her var først og fremmest øl

og sodavand. Husholdningsøl,

maltøl (der var efterspurgt af

kvinder der nyligt havde født) og

bajersk øl i trækasser med 50 i

hver. Men der var sandt for dyden

mange andre ting i kælderen.

Rugbrød og franskbrød med nye

forsyninger tre gange om ugen,

et afl ukket skab med forskellige

”giftprodukter”, spegesild i 10

liters dunke, reb i store ruller,

hele oste der skulle vendes med

mellemrum indtil de blev hentet

op i et glasskab i butikken. Hertil

kom sirup, høstbindegarn i

nøgler til selvbinderen, store

baljer med brun sæbe og mange,

mange andre ting. Det hele

bidrog til en ubeskrivelig duft i

kælderrummet.

Landmændene leverede mælk til

mejeriet som lå lige ved siden af

brugsen. De havde en landmand

til at køre mælketuren. I de


første år foregik det med hesteforspand

og en fl ad mælkevogn.

Senere hen blev hesteforspandet

erstattet af traktorer. Dagligt

havde mælkekusken bud med

til brugsen og så gjaldt det om at

få varerne ekspederet og leveret

inden han kørte retur igen. For

sin tjeneste fi k mælkekusken nu

og da en cigar.

Udover ”mælkekuske-tjenesten”

var der selvfølgelig den ugentlige

varetur. Det foregik på den

måde, at mandag morgen startede

medlemmerne med enten

at ringe deres ordrer ind eller

måske lade et barn på vej til

skole afl evere en dosmeseddel i

brugsen. Herefter blev varerne

fundet frem og pakket, typisk i

æggekasser af træ Dansk Andels

Æg med plads til 360 æg. Om

tirsdagen og om onsdagen blev

varerne så kørt ud til de enkelte

medlemmer ad en fastlagt rute.

I de første år skete det ved hjælp

af en lokal vognmand, men i

begyndelsen af halvtredserne

anskaffede Isak selv en varebil

til formålet, og vi overtog selv

opgaven. På tilbagevejen tog

vi æg med fra medlemmerne.

Æggene blev afl everet på Brande

Ægpakkeri og når afregningen

kom fra ægpakkeriet, blev de

enkelte medlemmer godskrevet

i deres kontrabog for det antal

æg de havde leveret.

Udover kolonialvarer havde vi

også hønsefoder, koks. briketter,

petroleum og cement, og ikke

mindst 11 kilos gasfl asker med

på vareturen.

Det fungerede rigtig godt. Medlemmerne

var glade for at få

kolonialvarerne leveret lige

til køkkendøren, hønsefoderet

Magna og Isak Dupont

fotograferet udenfor Uhre

Brugsforening i 1945.

leveret lige til hønsehuset, den

tomme gasfl aske udskiftet med

en fyldt osv., og selvfølgelig var

de glade for at komme af med

deres æg og tomme fl asker. Det

betød at vareturschaufføren tit

og ofte blev budt på kaffe – så

kunne man jo også få høre lidt

nyt fra byen.

Vareturen optog altså en god del

af ugens tre første dage. Torsdag

kom der varer fra FDB.

Når vognmanden havde været

der med varer, var det yderste

baglokale som regel fyldt op i en

grad så det næsten ikke var til at

komme hverken frem eller tilbage.

Så gjaldt det om så hurtigt

som muligt at få varerne placeret

på rette plads.

Brød sig ikke

om hulkort

I de seneste år af vores tid i

brugsen ændrede FDB bestillingsproceduren,

så det nu skulle

ske ved at prikke huller i såkaldte

hulkort. Det brød Isak sig slet

ikke om. I bund og grund var han

måske mere ”den frie købmand”

end han var egentlig besjælet

af andelstanken. Den udvikling

der skete indenfor brugsforeningsbevægelsen

og FDB i

løbet tresserne med stadig mere

centralisering var ham i hvert

fald meget imod. Så meget, at

han på et tidspunkt begyndte at

indkøbe almindelige dagligvarer

ved private grossister.

Om torsdagen kom en slagter fra

Andsager med lever og medisterpølse

samt hele rullepølser og

mange andre slags pålæg. Det

var herefter min opgave at få

kødet delt og pakket i små pakker

med forskelligt vægtindhold,

få indhold og vægt skrevet på

pakken og herefter få det i fryseren.

Det var før, der var noget der

hed fødevarekontrol. I dag ville

den slags være helt utænkeligt.

Hvert forår modtog vi græsfrø

og roefrø fra FDB. De kom i en

jernbanevogn til Brande Station.

Jernbanevognen, der næsten var

fyldt helt op, blev kørt ud på et

sidespor, og så fi k vi et afmålt,

kort tidsrum til at få den tømt.

Der var rigtig mange jutesække

i forskellig vægt alt efter hvilke

slags frø der var tale om. Det

var et stort stykke arbejde at

få de mange sække sorteret på

medlemmer. Det var vi nødt til,

så vi bagefter kunne køre ud på

gårdene og afl evere frøene.

Festdag for

bestyrelsen

Den 1. juli hvert år (eller nærmeste

hverdag) blev forretningen

lukket og der blev holdt optælling

af det samlede varelager. Det

var de ansatte og brugsens bestyrelse

der stod for optællingen.

Brande Jul 2011 11


12

For bestyrelsesmedlemmerne

var det en udpræget festdag. For

mig, som uddelerkone, var det en

lang og hård arbejdsdag. Som en

sjov episode vil jeg nævne, det

år hvor et bestyrelsesmedlem,

lærer Pedersen, havde sovet

for længe på optællingsdagen.

Kort efter at lærer Pedersen var

ankommet til brugsen ringede

hans kone til mig og sagde om

jeg ikke lige kunne lave noget

havregrød til ham, da han jo ikke

havde nået at få det der hjemme.

Det gjorde jeg så. Men ellers så

var det sådan på optællingsdagen,

at bestyrelsen ankom kl.

9:00 om morgenen og det blev

hurtigt til en tradition, at man

startede med bøf og spejlæg.

Herefter var der optælling i et

par timer (med fri sodavand og

øl i kælderen). Så var det frokosttid

med en menu der vel næsten

kunne måle sig med, hvad der i

dag er almindelig ved julefrokoster.

Herefter et par timer med

optælling igen før eftermiddags-

Sønnen John Dupont fotograferet i butikken i 1954..

Brande Jul 2011

kaffe. Sådan fortsatte det. Der

blev også serveret både aftensmad

og aftenskaffe og efter alle

måltider blev cigarkassen budt

rundt. Det var som regel langt

ud på aftenen før ”optællingen”

sluttede. Jo det var en festdag –

for bestyrelsen.

Mange gode år

I en række år var der en tradition

med, at alle lærere ved Uhre

skole kom til os i brugsen en

aften kort før jul, efter normal

lukketid for at udvælge slikvarer,

som de ønskede at købe. Det

udvalgte blev så stillet til side, så

vi næste dag kunne lave pakker,

få det noteret i deres kontrabøger

og endelig få slikvarerne leveret.

Slikvarer var dyrt, så det var altid

spændende at tælle kontrabøgerne

sammen for at se, hvor

meget de havde købt. Hvis det

blev til mere end 25 kroner pr.

side var vi ovenud tilfredse.

At være uddelerpar i de år, var

et alsidigt arbejde - det fremgår

vist af det foregående. Desværre

endte det med at Isak fi k sclerose

hvilket tvang os til at stoppe i

1971, men i tilbageblik står tiden

i Uhre Brugsforening for mig

som mange og rigtig gode år.

En tid jeg er taknemmelig for at

have oplevet.


Juletilbud

Sanita fl extræsko

Str. 36-48.

350.-

Føres også

i hvid str. 36-41.

Sort kaptræsko

Str. 36-48.

380.-

LIDT

FLERE SKO

SKOLAND

Storegade 14 . Brande . Tlf. 97 18 42 90


Jan Glud Østergård

kåret til ”Årets Brandit

Årets Brandit

blev hyldet på Torvet

med taler, blomster,

champagne og

naturligvis sang

og musik.

Det var en tydelig rørt Jan Glud

Østergård, souschef i Ikast-

Brande Musikskole, der, fuldt

fortjent, blev kåret til ”Årets

Brandit 2011” af Brande Borgerforening.

-”Årets Brandit” er ikke en

person, der bevæger sig i de

fi nkulturelle lag i Brande, men

han har med sin ildsjæl og sit

engagement på sin egen ydmyge

facon gjort en stor forskel. Med

sin indsats har han skabt aktivitet

og glæde for både børn og

voksne i vores by og kommune i

rigtig mange år, lød begrundelsen

fra Jørgen Larsen, medlem af

Brande Borgerforenings bestyrelse.

For mere end 30 år siden blev Jan

G, Østergård ansat til at starte

Brande Musikskole. Gennem

årene har han skabt en aktiv,

dynamisk og kompetent musikskole,

der har haft stor betydning

for det kulturelle liv i Brande.

-Jan har med sit store engagement

og sin evne til at motivere

og engagere børnene i musikskolen

i høj grad skabt opbakning og

opmærksomhed om musikskolens

tilbud og aktiviteter, sagde

Jørgen Larsen.

Meget passende hyldede Brande

Swing Singers Ӂrets Brandit

med en sang specielt skrevet til

lejligheden.


Alle Ӂrets

Branditter”

gennem årene

Ved årets Brande Marked kunne Brande

Borgerforening kåre Jan Glud Østergård,

souschef i Ikast-Brande Musikskole

til ”Årets Brandit 2011”. Samtidig

benyttede man lejligheden til at afsløre

11 fl iser med navnene på alle ”Årets

Branditter” siden prisen blev indstiftet

i 1997.

Foreningens formand, Peder Holt

forklarede om idéen og benyttede

lejligheden til at takke Peter Stubkjær

Sørensen, grundlægger af Bonus Møllen

og selv udnævnt til ”Årets Brandit

2008” for idéen og økonomisk

støtte til at få hugget navne i fl iserne.

Kåret til ”Årets Branditter” er følgende:

1997: Kunstmaler Kai Husum.

1998: Nancy Nielsen, formand for Foreningen Norden.

1999: Arkitekt Kristian Kristiansen.

2000: Troels Holch Povlsen, Bestseller.

2001: Sognepræst Arne Ørtved.

2003: Birgit Vinge, formand for Kulturremisen.

2005: Kirsten og Mogens Sommer Madsen, Brande Højskole.

2007: ”Remisebanden” ved Preben Christensen, Kay Laursen og Poul Laursen.

2008: Peter Stubkjær Sørensen, Bonus Møllen.

2009: Vita Jørgensen, Brande Gymnastik- og Ungdomsforening.

2010: Ole Berg Mortensen, Brande Idrætsforening.

2011: Jan Glud Østergård, Ikast-Brande Musikskole.

Ved Brande Marked afslørede Emond

Rahbek og Preben Christensen fra

bestyrelsen i Brande Borgerforening

denne fl ise på Torvet, der fortæller, at det

er foreningen, der kårer ”Årets Brandit”.

Brande Jul 2011 15


16

Brande Jul 2011

Storegade 27

Billedet stammer fra 1912, hvor ejendommen

Storegade 27 blev bygget. Det er Marius Dinesen,

som står i butikkens døråbning drev EBM.

(Engelsk Beklædnings Magasin). Den anden

forretning er købmand M.N. Madsens, senere

efterfulgt af I.C. Madsen og London Herremagasin.

Da Dinesen fl yttede EBM til Storegade 12 i

1917, blev han efterfulgt af Holm & Skovgaards

forretning med kjoler, damehatte og broderi.

Brande Brugsforening havde en overgang bygningen

med i brugsforeningen. I 1972 etableres

Rio Brande, der i en årrække blev drevet af Nanny

og Laurits Højgaard. Efter i en længere årrække

at have været lukket blev ejendommen solgt på

tvangsauktion i 2010 til Erik Møller og Jakob

Brun, som i fællesskab renoverede ejendommen

med nye lejligheder og et butikslokale ud mod

Storegade, hvor Hair Fashion ved Alice Nielsen

fl yttede ind i efteråret 2011.


Vi er på landevejen

hver dag...

Med 82 biler kører vi rundt i landskaberne med

turister, passagerer og patienter - hver dag året rundt.

12 BUSSER KØRER TURISTFART, 50 KØRER RUTER OG 30 MINI-

BUSSER OG 1 TAXA BETJENER VORE KUNDER I NÆROMRÅDET.

1. november 2008 overtog vi Herning Turisttrafik og beskæftiger

i dag 58 ansatte. Har I brug for en bus eller anden form for transport

- så kontakt os på tlf. 97 18 26 36

- vi har altid et godt tilbud på hånden..!

Med venlig hilsen Rune, Ronny, Elsebeth og Aage Gasbjerg

HERNING

TURIST

Taksvej 8 . 7400 Herning

Tlf. 97 12 89 11

Langkærvej 35 . 7330 Brande

Tlf. 97 18 26 36


18

Brande Jul 2011


Til slægtens ære

Tør vi – kan vi være det bekendt?

Det var nogle af de overvejelser

Helene Haarmark og Kristian

Knudsen var igennem, da tankerne

om at fælde det gamle

ahorntræ på gårdspladsen første

gang kom frem.

-Hvis vi fældede træet, ville vi

samtidig fjerne en væsentlig del

af gårdens historie og kunne vi

være det bekendt overfor vore

forfædre, som havde dyrket

jorden, boet og levet på gården

gennem generationer, fortæller

Kristian Knudsen, der er fjerde

generation på ejendommen

Skerrisvej 15.

Træet havde fået lov til at vokse

sig så stort, at kronen næsten

dækkede hele gårdspladsen og

hindrede lyset i at trænge ind ad

vinduerne i stuehusets køkken

og stue.

Efter mange og lange overvejelser

besluttede parret, at træet

måtte falde for motorsaven. Men

det skulle ikke være en ganske

almindelig og brutal fældning,

man havde nemlig fået en idé.

Det gamle træ skulle omdannes

til en skulptur – og sådan er det

blevet.

I dag prydes gårdspladsen af en

skulptur forestillende Marie og

Hans Peter Møller Knudsen, som

i 1870 plantede ahorntræet samtidig

med, at gården blev bygget.

Parret kontaktede Søren Brynjolf,

der er kendt for at udføre

skulpturer i træ og han er en

mester i at se, hvilken skulptur,

der gemmer sig i træets indre.

Han påtog sig opgaven og i løbet

af to dage havde han med sine

motorsave fremtryllet Marie

og Hans Peter Møller Knudsen,

stående hånd i hånd midt på

gårdspladsen.

-Det var imponerende at følge

hans arbejde med motorsavene

og se, hvordan han lidt efter lidt

skabte skulpturen, der havde

gemt sig i det gamle træ, siger

Helene Haarmark.

Hun fortæller, at man havde

været inde i overvejelser om,

at træet skulle omdannes til en

trold eller en drage, men parret

er glad for beslutningen.

I dag står den og troner som et

værdigt minde over slægten,

der har drevet gården gennem

generationer.

Hvis træet kunne tale

Hvis det gamle ahorntræ kunne

tale, ville det berette om et

ungt par, Marie og Hans Peter

Møller Knudsen, der en gang

i 1870’erne plantede et lille

ahorntræ ved deres nyopførte

landejendom på Skerrisvej 15 i

Langkær.

Det ville berette om, at de gik på

aftægt i 1922 for at give plads til

sønnen Karl Kristian Knudsen

og dennes hustru, Johanne, som

drev ejendommen frem til 1961.

Her tog næste generation over,

da sønnen Gunnar og svigerdatteren

Hanne Marie fl yttede ind.

I 2002 fik deres søn, Kristian

Knudsen skøde på gården og

i dag danner den rammen om

hans, Helene Haarmark og deres

to børns liv.

Billedet til venstre viser Søren

Brynjolf i fuld gang med

sin motorsav at fremtrylle

skulpturen ud af det gamle

ahorntræ og to dage senere

Kristian Knudsen og kunstneren

foran det færdige resultat.

Brande Jul 2011 19


0

Arne Ørtved, pensioneret sognepræst i Brande, har på opfordring af Brande Jul skrevet en julehistorie om sognets

lærde præst, hans ølbrygning og den uhyggelige spådom.

Julen i Brande i 1779

Af Arne Ørtved

Den norske præst

Pastor Clausen glædede sig ikke til det nye år; og

derfor faldt arbejdet dobbelt tungt for ham her i

december. Vi nærmede os det skæbnesvangre år

1780, - det år han frygtede. Og han skammede sig

over det. Han var ellers ikke overtroisk. Tværtimod!

Han var en praktisk mand. Just en præst

efter den ny tids smag. Han kunne mere end sit

Fadervor. Han havde prøvet mangt og meget her

i livet. Han havde rejst, og han havde læst.

Og det kom alt sammen hans sognebørn i Brande

til gode. Præsten kunne lære dem mange udmærkede

ting om jordens dyrkning og moderne landbrug

på de magre jorde her på heden. Han brugte

ofte en god del af sin prædiken på disse spørgsmål.

Gerne den første del, mens kirkegængerne endnu

var vågne; og da prædikenen aldrig varede under

en time, kunne det godt blive til en del gavnlig

lærdom for de fattige bønder.

Nogle af de gamle klagede sig. Især konerne. De

Brande Jul 2011

sagde, at der ikke var mange Guds ord i den præst;

og det er troligt nok, at de har haft ret, men sådan

var nu tidens stil for præster. De forstod sig ikke

på at mane og helbrede og vende vinden og den

slags. Det kaldte han sort lærdom, og så indførte

han i stedet alle de nye skikke. Minsandten om

han ikke også bildte sig ind, at han havde bedre

forstand på ølbrygning end dem. Men hans øl

smagte nu i hvert fald ikke nær så godt som deres,

selvom man så heller ikke fi k så meget tyndskid

og hovedpine af hans øl. Og man blev også hurtigt

snurrig i hovedet af det.

Jo, meningerne om pastor Clausen var delte i

sognet. Nu havde han været her i 17 år, men

mange havde ikke vænnet sig til ham endnu. Og

det kneb med at forstå ham. Det var nærmest som

om han sang i stedet for at tale. Han var fra Norge.

Faderen havde været købmand i Kristiania; men

da Niels Christian havde mere lyst til bogen end til

handelen, blev han sendt til København for at stu-


dere. Der fi k han alle de moderne griller i hovedet,

som faderen bestemt heller ikke var tilfreds med.

Det var en hel lettelse, da han fi k embede langt fra

hjemmet, først i en lille bygd ude vest på og senere

i det allernordligste Norge, nemlig i Tromsø. Der

kunne han ikke bruge meget af det, han havde

lært i København. Jo, naturligvis alt det teologiske,

men hvad med alt det praktiske? Hvad med

folkeopdragelsen?

Pastor Clausen gav ikke op. Naturligvis havde en

mand, der kunne læse og skrive, noget at kunne

give til sine sognebørn – også af rent praktisk art.

Gud havde vel givet os mennesker forstand og

fornuft, for at vi skulle bruge det. Var ikke Adam

blevet sat til at give alle dyrene navne af Skaberen

selv? En præst kunne betyde meget for sognebørnenes

oplysning, så de bedre kunne blive i stand

til at tage var på det liv, de skulle leve i kald og

stand. Jo, præsten skulle både prædike og opdrage

og undervise. Og det kunne man naturligvis også

i Tromsø, selvom det var drøjt. Det var tunge folk

at bakse med.

Da det i de år farligt trak op til krig mod den

gamle arvefjende Sverrig, blev pastor Clausen

udnævnt til feltpræst. Det er ikke let at sige, om

det var en forfremmelse eller det modsatte; men

det betød i hvert fald, at han kom væk fra Tromsø.

Feltpræsten kom vidt omkring; til hovedstaden

København først og fremmest naturligvis, men

også Sjælland og Fyn og Jylland kom han til. Og

overalt sørgede han for at få hilst på biskoppen

og andre, som havde indfl ydelse på embeders

besættelse.

Pastor Clausen fl ytter til Brande

En skønne dag i 1763 kom den store og måske

glædelige meddelelse: Han var blevet kaldet til

sognepræst i Brande sogn inde midt på den jyske

hede. Det var omtrent ligeså slemt som i Tromsø.

Uden for lands lov og ret. En smuk og velholdt

kirke var der dog; oven i købet med orgel! Det

havde han ikke ventet! Den nye præst havde et

par meget musikalske døtre. Også præstegården

var rimelig velholdt, og så var haven berømt over

det ganske land. 20 år før havde den navnkundige

provst Risom anlagt en hel paradishave på

skråningen syd for præstegården. Der var store

løvtræer og græsplæner anlagt efter engelsk

mønster. Og der kom ofte folk rejsende for at se

den smukke have.

Men ellers var præstegårdens jorde ikke noget at

råbe hurra for. Det var magert sand det meste af

det, og så nogle engdrag langs åen. En stor del lå

hen i lynghede, som kunne bruges til græsning

for får og ungkreaturer. Et rimeligt embede, hvis

det blev drevet rigtigt.

Pastor Clausen tog med energi og fortrøstning fat

på arbejdet i Brande sogn. Det var et stort sogn

at komme rundt i; og vejene var ikke de bedste.

Og Clausen kom vidt omkring i dette landets

største sogn, hvad areal angik. Han ville gerne

lære både sognet og sognebørnene at kende. Og så

var der hans landbrugsinteresser! Der lå allerede

adskillige skrifter hjemme i præstegården, som

pastoren havde hjemforskrevet om muligheden

for at dæmpe sandfl ugten og få mest ud af de

sandede jorde.

Konfi rmandundervisningen

og præstens lærestreg

Også konfi rmandundervisningen tog pastor Clausen

fat på med stor energi. Det var ikke engang

30 år siden, konfi rmationen var indført i landet,

så der var ikke mange erfaringer med den nye

undervisning for ungdommen. Det stod ringe til

med kendskabet til landets religion; men Clausen

gjorde, hvad han kunne. De fl este kunne ikke læse,

så præsten fortalte bibelhistorie og læste op af

Luthers lille katekismus. Så skulle konfi rmanderne

gentage efter ham, sætning efter sætning,

til de kunne det udenad.

Det var en træg omgang. De var frygtelig tunge,

de unge mennesker. De var trætte, når de kom og

faldt ofte i søvn. Salmerne gik det bedre med, fordi

de kunne synges ind i dem; og dem kendte de også

hjemmefra. Hvert år til foråret kom overhøringen.

Det var katastrofalt! Næsten ingen af dem kunne

deres katekismus; og de måtte altså gå til præst

et år til og måske et år mere, før de kunne blive

konfi rmeret og få deres frihed. Ingen måtte tag

plads uden for sognet, før de var konfi rmeret.

Efterhånden blev pastor Clausen helt berygtet for

sin konfi rmandundervisning; men det nyttede ikke

noget at klage, for både provst og biskop var nødt

til at bakke ham op.

Men så fik de plagede konfirmander en overraskende

hjælp ovenfra – fra Gud selv! Pastor

Clausen skulle en tur til Norge for at besøge sine

gamle forældre. Undervejs på rejsen blev det et

forfærdeligt stormvejr, og de kom i havsnød. Da

faldt pastor Clausen ned på knæ på det gyngende

skibsdæk og bad Gud hjælpe dem frelste i land.

Til gengæld lovede han aldrig mere at plage sine

konfi rmander. De kom alle frelste i land; og fra

den dag blev pastor Clausen betydeligt blidere

over for konfi rmanderne. Alle fi k lov at slippe

Brande Jul 2011 21


2

gennem overhøringen første gang, så ingen kom

til at gå til præst mere end et år. Og sådan har det

fungeret siden.

Den lærde præst.

Nu var der faldet ro over konfi rmandundervisningen,

men der var stadig alt det, præsten mente at

have forstand på udover sin præstegerning. Ikke

nok med at præsten fyldte sine prædikener med

gode råd til bønderne, men han skrev sandelig

også bøger om det. De blev godt nok ikke læst

hjemme i sognet, for en profet er sjældent agtet i

sin fædreneby, som Vorherre sagde engang. Men

folk vidste nok, hvad bøgerne handlede om. Der

var f.eks. den: Om en bondegårds passende størrelse

og en Om sandfl ugtsdæmpning. Det var da

tydeligt, hvor han havde stoffet fra til de bøger. Og

hvad havde han mon så skrevet om dem? Ingen

vidste det, men rygterne gik.

Også dette spørgsmål faldt der ro om, da pastor

Clausen i 1771 blev kaldt til København for at

modtage majestætens overrækkelse af både en

guld- og en sølvmedalje fra General Landvæsenskollegiet.

Det var en stor ære både for præsten

og for sognet, for som man siger: Når det regner

på præsten, drypper det på degnen.

Præsten og købmanden

En ting, der ikke faldt ro om, var præstens uvenskab

med købmanden lige over for præstegården.

Det var en pinlig historie, og ingen – heller ikke

sagens hovedpersoner – huskede længere, hvordan

det var startet, og hvad uvenskabet egentlig

drejede sig om. Nu skulle der imidlertid ingen

ting til for at gøde dette uvenskab. Alt hørtes med

mistænksomhed, og var der mulighed for misforståelser,

blev de grebet med begærlighed på begge

sider af vejen. Ikke mindst konerne var fl ittige til

at pleje disse misforståelser.

Tag f.eks. præstens bog Om Amerikas opdagelse

har skadet eller gavnet. Købmanden tog det som

en personlig fornærmelse og beskyldte præsten for

at ville skade ham i næringen. Det var jo helt uden

for enhver diskussion, hvilken kolossal betydning

Amerikas opdagelse havde haft for købmænd og

andre handlende. Der var kommet masser af nye

varer på hylderne til gavn for kunderne og til

støtte for omsætningen og dermed købmandens

fortjeneste. Hvordan kunne man overhovedet

skrive bøger om den slags? Nej, han var selvfølgelig

misundelig, den gode præst.

Men faktisk var det netop dette synspunkt, præsten

belyste i sin bog. Det vidste købmanden bare ikke;

Brande Jul 2011

han læste ikke bøger. Slet ikke når de var skrevet

af præsten.

Det var imidlertid slet ikke det, der pinte præsten

her i december- Han var blevet så vant til gniderierne

mellem de to familier. Næsten dagligt måtte

de have bud over til købmanden; men det var

altid en af pigerne, der gik derover. Pinligt var det

nu for præsten, da de i august skulle brygge øl i

præstegården og måtte konstatere, at gæret havde

mistet sin kraft. Så måtte de over til købmandens

madam og hente gær. Enhver vidste, at hendes

øl var det bedste i byen, så det ville være tosset

ikke at hente gær hos hende. Pigen blev omhyggeligt

instrueret i, hvad hun skulle sige derovre.

Købmandsmadammens smil var sødt som nykogt

urt, da hun afl everede gæren og bad pigen hilse

præstemadammen.

Det ærgrede derefter præsten, at han for sig selv

måtte indrømme, at præstegårdsøllet var blevet

ikke så lidt bedre efter at være blevet gæret med

købmandsmadammens gær. Men det sagde han

ikke noget om til sin kone, for så havde der nok

ligget et hus til ham.

Denne pinlige episode i genboforholdet havde præsten

nu forvundet; og i morgen skulle de brygge

for tredje gang på den gær i præstegården, så nu

kunne de snart betragte det som deres eget.

Nej, det var noget helt andet, der pinte præsten;

og det havde slet ikke noget med købmanden at

gøre. Nej uviljen mod købmanden fortonede sig

fuldstændigt i forhold til præstens plagsomme

tanker.

Den uhyggelige spådom

Det var snart mange år siden, han havde fået det at

vide; og han lo hjerteligt, da han hørte den første

gang. Siden havde han hørt beretningen fl ere

gange; og han vidste godt, at man fulgte nøje med

på årstallet rundt om i hytter og på gårde. I begyndelsen

forsøgte han at belære sognebørnene om, at

den slags var gammel sort overtro; men det havde

han opgivet. De gamle fortællinger var stærkere

end præstens belæring. Nu måtte virkeligheden

selv gøre det af med overtroen.

Og så opdager præsten minsandten her i december,

hvor man nærmer sig det skæbnesvangre år,

at han selv har fået en snert af overtroen. Ja, endog

en temmelig kraftig snert. Han kan nærmest ikke

tænke på andet. Gang på gang griber han sig selv

i at sidde og stirre tomt frem for sig. 1780! Måske

skulle han have søgt væk inden? Nej, hold nu op!

Gamle skrøner skal da ikke bestemme, hvordan

en moderne fornuftig præst handler. Tværtimod!


FØR

EFTER

Nybygning - tilbygning -

ombygning - reparationsarbejde

Flere og flere lægger vægt på at bevare og fremtidssikre en eksisterende bygningsstil

– renovere for at forbedre og modernisere - eller bygge nyt i en særlig stil.

Det er ofte detaljen, der sætte prikken over i’et

– så hvorfor ikke få prikken med, når der skal bygges

nyt, bygges til, bygges om eller blot udføres reparationsarbejde?

Det betaler sig at bygge med kvalitet fra starten!

• Udskiftning af vinduer og døre

• Udskiftning af køkken

• Reparation af tag og isolering

• Glasarbejde

Mange huse fra 60erne og 70erne kan få et

tiltrængt løft: Byggestilen kan moderniseres,

udnyttelsesmulighederne kan forbedres og ikke

mindst kan energiforbruget reduceres væsentligt.

UDESTUE

FØR

EFTER

Vi kommer gerne til dig for en helt uforpligtende drøftelse

af dine planer – vore medarbejdere kan lide at

lave det, de er gode til - det siger ikke så lidt.

Og så rydder vi op efter os, selvom ”mor” ikke er

med på arbejde!

Borupvej 1 - 7330 Brande - Tlf.: 97 18 70 63 - Fax: 97 18 72 01 - ad@tdcadsl.dk - www.arnedanielsen.dk

mmarketing


24

1780 må da blive året, hvor pastor Clausen virkelig

kan lære sine sognebørn, at man ikke skal ligge

under for gammel overtro, men bruge sin forstand

og sin fornuft og holde sig til kirkens lære.

Jamen det var virkelig en skrøne af den værste

slags, der dannede udgangspunkt for præstens

spekulationer: I år 1700 var der gået ild i præstegården.

Det blæste kraftigt, og ilden havde godt

fat i stråtaget på staldlængen. Man pøsede vand

på, men lige lidt hjalp det; ilden bredte sig og fi k

fat i stuehusets tag.

Præsten havde allerede bemægtiget sig kirkebøgerne

og præstemadammen arvesølvet, da der

pludselig kom en sort rytter jagende ind i præstegården.

Han red hen til stuehuset og greb en

håndfuld af det brændende tag, hvorefter han igen

jog ud af gården. Et godt stykke fra den nærmeste

bebyggelse stoppede rytteren op og smed den

brændende håndfuld strå på jorden, hvorefter han

trampede løs, til ilden var omhyggeligt slukket. I

det samme slukkedes også ilden i præstegården;

men rytteren gav sig god tid til omhyggeligt at

tælle alle de svedne strå på jorden.

Flere var fulgt efter rytteren, og nu kom også

præsten. Han takkede manden og spurgte ham,

hvornår præstegården skulle brænde igen. Der

var 80 strå, så det bliver 80 år, svarede manden

uden tøven. Men kan du også sige mig, hvor længe

jeg skal leve, spurgte præsten. Det kan jeg godt,

svarede manden, men det vil jeg helst ikke svare

på. Men præsten pressede ham, og til sidst sagde

rytteren: Præsten skal dø om to år fra i dag!

Det kom til at gå i opfyldelse. Da der var gået

to år, blev præsten alvorligt syg. På sit dødsleje

tilkaldte han den sorte rytter og formanede ham

på det strengeste aldrig mere at fortælle noget

menneske, hvor lang tid de havde tilbage at leve i.

Så måtte rytteren jo minde præsten om, hvordan

præsten selv nærmest havde tvunget ham til at

sige det; men at han nok skulle lade være med

det for eftertiden. Kort efter døde præsten, - just

på to års dagen for branden.

Det var denne fordømte skrøne, pastor Clausen

ikke kunne få ud af hovedet. Hvad ville det år

1780 bringe af ulykker over præstegården? Hvis

den brændte, skulle han jo selv bekoste genopbygningen;

forsikring var der ikke noget, der hed.

Skulle man bare lade som ingenting i det nye år,

eller skulle man træffe sine forholdsregler? Kunne

man indfl ette nogle ord om ildsvåde i julebønnen?

Nej, det duede ikke, så ville folk bare blive endnu

mere overtroiske.

Brande Jul 2011

Den katastrofale ølbrygning

Næste dag var det bryggedag i præstegården. Det

var altid en spændende og festlig dag, især her

til jul. Allerede aftnen før blev alting gjort klar.

Bryggekarret blev skrubbet og skuret med malurt

og derefter fyldt med vand. Masser af brænde blev

båret ind i bryggerset. To granitsten blev anbragt

midt i ildstedet sammen med brændet. Den ene

skulle bruges til at få vandet i kog i bryggekedlen.

Der blev simpelthen fyldt vand i, og når den glødende

sten blev sænket ned i karret, kom vandet

i kog.

Den anden sten skulle præstemadammen bruge.

Hun skulle rundt i sognet og besøge de fattige

familier. Det var en gammel skik. Senere tog hun

også på besøg på de store gårde; men det var længere

hen mod julehøjtiden; for det besøg tjente

også til at minde gårdmændene om juleofferet.

Det var en vigtig del af præstens løn; og de skulle

jo nødigt være for sparsommelige.

Den nat havde præsten mange sære drømme.

Han så den sorte rytter ride rundt fra hus til hus

og gård til gård i hele byen. Men han slukkede

ikke ilden. Tværtimod havde han en fl ammende

fakkel i sin hånd, og med den tændte han ild i

gård efter gård. Det mærkelige ved drømmen var,

at rytteren begyndte og endte i præstegården. Og

begge gange tændte han ild i den gård, der ikke

blot var præstens bolig, men også hans vigtigste

indtægtskilde.

Endelig blev det morgen! Præsten rejste sig fra det

leje, som havde beredt ham så frygtelige mareridt.

Nu skulle dagens travlhed i hvert fald give ham

andet at tænke på. Pigerne havde allerede været i

gang en rum tid. De havde tændt for ilden under

det store kogekar, inden de gik ud at malke. Præstemadammen

kom ud og overvågede, at alt gik

til, som de skulle, inden hun skulle ud på sognets

forblæste vinterveje.

Der blev skrubbet og skuret. Kar med dampende

kogt vand blev båret rundt i bryggerset og hældt

over malten og humlen. Det lugtede lifl igt og

lokkede karlfolket til; men ingen måtte smage

den søde urt, før præsten selv havde været der og

fået et krus. Her om julen var urten så sød, at man

næsten ikke kunne skille læberne ad efter at have

smagt på den, så meget klistrede den. Hvis der var

kommet en ny karl til gården, som skulle drilles,

gav man ham i stedet et krus af den afkogte humlesaft.

Det var bittert og smagte afskyeligt; og det

var festligt at se en sådan karl spytte drikken langt

fra sig, medens alle gårdens piger så grinende til.

Præstemadammen kunne lige nå sine husbesøg,


inden gæren skulle tilsættes. Det skulle hun og

pastoren stå for sammen. De fremsagde naturligvis

ikke de gamle halvhedenske formler, men måske

lød de i deres indre, og rundt om kunne man se

nogle af gården folk bevæge læberne ganske lydløst,

men gæren blev drysset i.

Gårdskarlen havde allerede spændt for, og madam

Clausen var blevet pakket godt ind for at modstå

den bidende kulde. Hun satte sig til rette og sagde

så til karlen: Kom så med stenen Jens! Den varme

sten fra ildstedet skulle bæres ud, men idet han gik

forbi rummet med halm til ølbrygningen snublede

han over et kødben, som en af hundene havde

efterladt. For ikke at blive forbrændt, kastede

han den varme sten fra sig, og den rullede ind i

halmrummet.

I ét nu stod rummet i lys lue. Pigerne fór skrigende

ud. Karlen så sig forvildet om efter en spand vand;

men alt vand var i ølkarrene. Han greb en strippe

med humlevand, men den forslog ikke noget

overfor det buldrende bål. Snart måtte karlen følge

efter de forskræmte piger. Udenfor var præsten

kommet til hidkaldt af larmen. I hast uddelte han

ordrer. Der dannedes en kæde fra bryggerset til

brønden, og naboerne blev tilkaldt. Flere strømmede

de til.

I fl ere timer kæmpede man med ilden, Kirkebøgerne

og arvesølvet var bragt i sikkerhed ovre i

kirken. Det gjaldt om at redde så meget af stuehuset

som muligt og nogle af staldbygningerne.

Hele byen hjalp til; selv købmanden var til stede.

Madam Clausen var bragt til sæde ovre hos købmandsmadammen.

Der sad de og drak købmandens

lækre øl med en lille opstrammer til. Kaffe

drak man sjældent, og hvad ville det også have

hjulpet i den situation?

Bryggers, køkken, storstue og pigekamrene

udbrændte, men det lykkedes at redde den østlige

ende af præstegården med den fi ne stue og

præstens studerekammer. Men jul kunne man

naturligvis ikke holde i præstegården. Alting var

sodet til og lugtede af røg. Karle og piger blev

anbragt rundt om på gårde i omegnen, medens

selve præstefamilien måtte tage bolig i købmandsgården.

Det gamle fjendskab var glemt for en

stund, og selv de to madammer havde glæde af

hinandens selskab.

Julenat

Julenat mødtes de alle til gudstjeneste. Det sodede

stuehus kunne ses fra kirkedøren. Det lå der i den

hvide glimtende sne som en uhyggelige sort ruin

i måneskinnet. Præsten sukkede tilfreds. Det var

trods alt godt, det var i 1779 gården brændte, når

det nu skulle være. Så passede den gamle spådom

alligevel ikke; og de havde da reddet det meste.

Om lidt skulle han sammen med menigheden

synge den ældgamle julesang Den signede dag,

som vi nu se ned til os fra himmelen komme. Nu

behøvede han ikke frygte den nye dag og det nye år.

Det var vel ikke rigtig julefred i kristelig forstand,

der sænkede sig over hans sind; men fred var det

dog. Så blev det altså alligevel ikke jul i den gamle

præstegård. Det blev det til gengæld i den gamle

købmandsgård.

Spådommen går i opfyldelse

Hvad pastor Clausen gudskelov ikke kunne vide

den aften var, at han aldrig mere skulle holde jul

i præstegården. I løbet af foråret fi k de ganske vist

bygget nyt stuehus, men den 16. september 1780

brændte hele Brande by; kun kirken stod tilbage,

da den ulykkeligste dag i mands minde havde lagt

byen i ruiner.

Om det var gammel overtro eller et tilfælde, ved

ingen. Man havde ellers truffet alle forholdsregler;

men da en bonde i den østlige ende af byen

kastede vand på et glødende ildsted for at sikre

sig mod den brand, han havde drømt om natten,

så eksploderede det hele. Og i løbet af et øjeblik

stod gården i lys lue. Derfra bredte ilden sig i den

kraftige vind til hele byen. Præstegården gik med

i købet. – Hele præstegården.

Fra den dag talte pastor Clausen ikke så meget om

den sorte overtro. Som et lidet plaster på såret fi k

bønderne besked på at yde hjælp både økonomisk

og praktisk til byggeriet af en ny præstegård, skønt

de havde nok at se til med deres eget. Byggeriet

trak ud i fl ere år, og inden byggeriet var helt færdigt,

blev pastor Clausen forfl yttet til et embede

i Fredericia, hvor han virkede de sidste seks år af

sin embedstid.

I 1792 gik han på pension med 160 rigsdaler om

året. Han fl yttede til København, men hans tanker

gik ofte til Brande og til den sorte rytter, der red

ind i præstegården i år 1700. Hvem var han? Og

hvem stod han i ledtog med? Når han fi k de spekulationer

tog han sin salmebog frem og sang af

sine gamle lungers fulde kraft verset fra Luthers

gamle julesalme:

Lad fnyse her, lad rase hist!

Guds slægt dog sejre må til sidst.

Så tak da Gud af hjertens grund

tålmodig glad i allen stund.

Brande Jul 2011 25


26

En ”gammel” og en ”ny” brandit – læge Allan Vinge og sognepræst Arne Holst-Larsen – studerer den nye Brande-bog.

I baggrunden har Jan Svendsen travlt med at signere bøger til Arne Danielsen og Arne Eriksen med ryggen til.

Borgerne skrev

deres egen historie

”Ved urhanens fj er”

Brande Kommunes

historie 1970-2010.

Erik Lauritzen

Den 6. januar 2008 præsenterede

forfatter og journalist

Jan Svendsen sin arbejdsplan

for tilblivelsen af Brande

Kommunes historie 1970-

2010. Her fastsatte han

den 1. november klokken

15.00 som tidspunktet, hvor or

bogen skulle være klar til præsentation.

Samtidig var det

Brande Jul 2011

Jan Svendsen

Redaktion Jan Svendsen


Brande Kommunes historie 1970-2010

DialogForum.dk

ambitiøse mål at skrive den

bedst bog af sin art.

Begge dele lykkedes.

Det blev afsløret med blot

fem minutters forsinkelse

ppå

Brande Bibliotek mandag

dden

1. november 2010, hvor

oomkring

70 involverede i spæn-

di ding ventede på at få det færdige

re resultat i hånden. Resultatet var

en

bog skrevet af branditter for

br branditter og andet godtfolk,

mmen

også for tilfl yttere, der har

ly lyst til at kende den egn, der er

ko kommet til.

1.568 1. personer

”Ved urhanens fjer” når utrolig

vidt omkring, hvor den for


eksempel nævner 700 butikker,

liberale erhvervsdrivende,

håndværkere og industrier. 100

foreninger. Den rummer 55

portrætartikler, 12 citatsider,

50 faktabokse og 165 fotos. Navneregistret

omfatter 426 navne,

men dertil kommer personer,

som står nævnt i for eksempel

en opremsning, så alt i alt tæller

bogen 1.568 personer.

Bogen bygger først og fremmest

på de mange personers egne

fortællinger om politik og trafi k,

forsyninger og foreninger, kirker

og skoler, kultur og natur. Historien

trækker også spor bagud til

dengang de skovløse sogne lå

dækket af hede, og bogen følger

Brande fra landsby til stationsby

og fra handelsby til industriby.

En historisk

guldgrubbe

Arbejdsgrupperne har produceret

694 A4-sider, heraf har

Jan Svendsen brugt, hvad der

svarer til 301 A4-sider. De mange

forskelligartede indlæg har han

skrevet sammen til en bog på

320 sider mod de 272 planlagte.

I to ringbind på 694 sider i alt og

på to usb-stik råder de to lokalhistoriske

foreninger i Brande og

Blåhøj over det samlede råmanus

til ”Brande Kommunes historie

1970-2010”, som interesserede

kan studere nøjere.

-Nok er urfuglen død i både vores

natur og kommunevåben, men

i bogen fl agrer fjerene fortsat,

sagde Jan Svendsen.

Disse tre spørgsmål

har vi stillet tre

unge mennesker på

Præstelundskolen

Hvad har været det bedste i 2011?

Hvad glæder du dig mest til i 2012?

Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke?

Kira Meldgård Opstrup, 15 år.

Det bedste, der hændte for mig i år, var en tur til

Norge med min bedstemor. Det blev desværre den

sidste tur, inden hun døde.

-Jeg glæder mig til min søsters konfi rmation og

til en ferietur til Australien.

Ønsket for 2012 er, at jeg får en god eksamen og

at jeg kommer i en god klasse på gymnasiet.

Brande Jul 2011 27


8

Igen i år havde Egon (Ina Bøgedal) en

genial plan, der skulle gøre ham selv,

Benny (Annette Riber Rasmussen) og Keld

(Brian Hansen) styrtende rige. Blåhøjs

revyhold var atter på banen og bød på

masser af gymnastik for lattermusklerne

med indslag om stort og småt fra årets

gang i Blåhøj og nærmeste omegn.

Der var sus i skørterne da Uhre

Revyen indtog det blå telt ved

sommerfesten i Uhre Naturpark. Fra

venstre ses Gitte Lindberg, Marianne

Schandorff, Jan Grarup og de to

debuttanter AnneMarie Pedersen og

Tina Søndergård.

Nedzad Boskailo, 15 år.

Hvad har været det bedste i 2011?

Det bedste i 2011 var at begynde i 9.

klasse, så er der nemlig ikke så lang

tid til, jeg er færdig med folkeskolen.

Hvad glæder du dig mest til i 2012?

Jeg glæder mig til at begynde på Ikast-

Brande Gymnasium.

Har du særlige ønsker til 2012

– hvilke?

Mit ønske for 2012 er, at jeg får en

god start på mine tre år i gymnasiet.

Brande Jul 2011

Selv om man havde fundet de bløde hatte

frem, måtte holdet fra Langkærvej alligevel

nøjes med andenpladsen ved gadekampen,

som var årets nyskabelse ved sommerfesten

i Drantum. ”Kineserne” fra Risbjergvej løb

af med sejren. Gadekampen bestod blandt

andet i gummistøvlekast og ballerulning.



Er boligmarkedet

gået i stå?

Så er der brug

for en mægler,

der ikke er det

danbolig Brande


Er det svært at sælge boliger i øjeblikket? Det kommer an på, hvordan man ser på det.

I danbolig er vi selvstændige mæglere, som har erfaring nok til at vide, at boligmarkedet går op

og ned. Og at det er et spørgsmål om at kunne sit håndværk til bunds, for at dit boligsalg skrider

planmæssigt frem. Det vil vi gerne fortælle mere om. Giver du en kop kaffe?

danbolig Brande

Statsaut. ejendomsmægler & valuar, MDE · Jernbanegade 7, 7330 Brande · Tlf. 9718 0815 · brande@danbolig.dk · www.danbolig.dk


30

Med rygsæk på ryggen og vandrestav i hånden lægger Sigrid Møller, i lighed med mange andre pilgrimme, en sten.

Helst skal man have stenen med hjemmefra, og når man lægger den her, slipper man af med sine bekymringer.

Indtryk fra min

vandring på Caminoen

Fortalt af Sigrid Møller,

tidligere turistchef i

Brande.

Efter at have læst en artikel skrevet

af en journalist, som havde

gået noget af El. Caminoen i

Spanien, fi k jeg lyst til at gøre

det samme.

Jeg var blevet alene og havde en

masse problemer, men da alt var

ordnet, havde jeg et stort behov

for en lang vandring. Jeg deltog

i en del pilgrimskurser og vandringer

omkring Silkeborg, blev

Brande Jul 2011

medlem af pilgrimsforeningen i

Viborg og købte et pilgrimspas.

Købte rygsæk, sovepose og gode

støvler

Den 23. september 2008 fl øj jeg

til Bordeaux og derfra videre

med tog til Saint Jean Pied-de

Port, hvor jeg var så heldig at

have bestilt en overnatning i et

meget hyggeligt refugium eller

alberge som det også kaldes og

fi k et stempel i mit pilgrimspas.

Vidste at turen over Pyrenæerne

er en af de hårdeste etaper og på

28 km, så det var klogt at lade

rygsækken sende til Roncesval-

les. Jeg kendte ingen, så det hele

var lidt underligt, men det søde

hollandske par, som bestyrede

stedet sørgede for fælles middag,

hvor vi hver især skulle fortælle,

hvor vi kom fra og hvorfor vi ville

gå. Jeg kom til at sove sammen

med 5 andre kvinder og vi var

alle fra forskellige lande. Det blev

især Marleen på omkring 40 fra

Belgien, som jeg talte meget med

på den første del af turen.

Næste morgen startede jeg på

min tur og efter nogle kilometer

kom en yngre spanier, José og

spurgte, om vi skulle følges ad


og lidt efter Maria fra Italien, det

gjorde vi, men ofte gik vi hver for

sig. Ruten er afmærket med gule

pile eller muslingeskaller. Det

blev en hård tur over Pyrenæerne,

men åndeløs smuk. Nåede

endelig Roncesvalles.

Vi overnattede i et gammelt

kloster, som var omdannet til

et refugium med mange køjesenge.

Vi var til messe i kirken,

hvor munkene gav hver enkelt

pilgrim deres velsignelse. Det var

svært at sove med de mange lyde.

Næste morgen videre gennem

ege- og bøgeskove ad snoede

veje op og ned, mødte Franz

fra Achen i Tyskland og vi gik

sammen et stykke tid og det kom

vi til mange gange i løbet af de

næste uger. Strålende solskin 25

grader, smukt at vandre i Baskerlandet.

Det fyldte mig med stor

taknemlighed at få lov at opleve

denne tur. Kom til Zubiri over en

gammel pilgrimsbro over fl oden

Aga om eftermiddagen, fi k mit

stempel i refugiet. Her mødte

jeg igen Marleen, som fortalte

mig, at hun havde cancer og at

lægen havde sagt, at hun skulle

gå pilgrimsturen, som hun

sådan havde ønsket sig, inden

det blev for sent. Hun beklagede

sig aldrig og havde det dejligste

smil, ville helst gå alene, men var

glad for at være sammen med os

når vi nåede frem..

Under stjernehimlen

Da det var svært at sove, stod jeg

ofte meget tidligt op og startede

turen i mørke med den smukke

stjernehimmel og mælkevejen

lige over.

Det var helt utroligt at gå i

stilheden og langsomt opleve

himlen blive lysere og solen stå

op som en stor ildkugle. Komme

til en lille landsby, gå gennem de

snævre gader, se de små stalde

hvor køerne blev drevet ud for at

komme på græs. Det var næsten

altid konen med kittel og tørklæde,

med stok i hånden, der

fi k de 5 til 10 køer af sted ud på

græs. Finde en lille “Bar” sætte

rygsækken udenfor, gå ind og få

en café con leche, en bocadillo og

møde andre pilgrimme.

Nåede Pamplona i Navarra

gennem den franske byport og

befæstningsområdet helt fra år

75 f.Kr. Det var den første større

by med en smuk katedral. Der

var tyreløb i gaderne, det var

festligt at opleve, især spaniernes

begejstring.

Vandring for sjælen

Turen næste morgen gennem

vinmarker og efter ca. 5 km lå

der en vinbodega med en udendørs

hane med vin, men tidligt

på dagen er en mundfuld nok.

Derefter en hyggelig lille by

Azqueta, hvor Pablito tog imod

og inviterede ind i sin have. Han

solgte hjemmegjorte pilgrimsstokke

og han vidste lige, hvad

der passede til en. Jeg fik en

herlig stok, som jeg brugte på

hele turen. Jeg kom til at elske

min stok og følte mig nu som en

rigtig pilgrim. Hvis jeg glemte

den, gik jeg altid tilbage for at

hente den.

Det utrolige er at vandre helt

alene, kun omgivet af naturen -

tænke tanker til ende, gennemgå

gode og dårlige oplevelser, lære

at tilgive sig selv og andre. Jeg

tror aldrig, jeg har oplevet noget

så godt. Jeg følte, hvor lidt de

mange materielle goder betyder,

når det kommer til stykket.

Gik langs marker og fl oder og

sommetider svale fødderne i en

fl od eller ligge og kikke op på

himlen med smukke skyer. Nyde

de mange forskellige landskaber,

møde andre pilgrimme, mange

som har oplevet en stor sorg.

Som en ældre fransk læge. Han

havde mistet sin datter og familie

i en ulykke nogle år tilbage. Han

gik hvert år mange kilometer og

det hjalp ham meget - og som

han sagde: Mange sygdomme

kan kureres på sådan en tur, også

dem i sjælen.

Sover tæt

Når ind i Riojadistriktet og går

ad stien gennem vin og store

høstede kornmarker. Stakkede

halmballer, et godt sted at få et

lille hvil i læ for vinden.

Overnattede på et kirkeloft i

Granon, hvor vi lå på rullemadrasser

tæt sammen, da der

hele tiden skulle være plads til

en mere. Parret, som bestyrede

stedet, lavede en herlig suppe til

os alle. Her mødte jeg et ungt

par fra Hjørring. Vi gik hen til et

lille kapel, hvor vi sad på jorden

hver med et stearinlys i hånden.

Man skulle på sit eget sprog

sige til sin sidemand hvad man

ønskede vedkommende skulle

opleve på turen til og i Santiago.

Gik på den stejle skovvej til San

Juan de Ortega, var nu meget

sammen med Barrie fra Holland

og vi overnattede i klosteret med

koldt vand og uden køkken,

derfra videre til Burgos, som er

en storby med et enestående bygningsværk

den gotiske katedral.

Det er betagende at være inde

i katedralen, som er fyldt med

smukke kunstværker. Regnen

styrtede ned og det blev et vældigt

tordenvejr, men næste dag

skinnede solen igen.

Efter to dage fortsætter vi og

kommer efterhånden ud på den

castilianske højslette, som ikke

er fl ad, men med bløde bakker

så langt øjet rækker, her er så

stille og det er dejligt at være på

landet igen.

Kommer ind til Leon, en dejlig by

med en smuk katedral fra 1063,

med 737 glasmosaikvinduer en

unik bygning, man kan studerer

i timevis. Vi tog et hotelværelse

og nød bylivet sammen med de

Brande Jul 2011 31


32

mange pilgrimme sidde ude og

nyde et glas vin og spise tapas,

Med sten i hånd

Næste dag videre til Astorga, som

er en af de vigtige byer på pilgrimsvejen,

her støder sølvvejen

fra Sevilla til. Der er en bymur

og kirken er næsten en katedral

og Gaudis bispepalads med pilgrimsmuseet

blev besøgt. Vejen

fra Astorga er meget varieret

og vi kom til Rabanal en dejlig

lille by med et hyggeligt refugium

med vældig søde engelske

værtsfolk og lige overfor på

restauranten den herligste galiciske

grønsagssuppe. Her fi ndes

også et benediktinerkloster hvor

munkene gerne tager imod også

til en andagt i kirken og det på

engelsk. Til refugiet hører der

en hyggelig have, hvor vi fandt

sammen og havde en skøn aften

med sang og guitarmusik.

Fortsætter videre og det går op

ad mod Jernkorset, et koldt og

blæsende sted i 1500 meters

højde. Jernkorset står på toppen

af en ti meter høj pæl, her ligger

dynger af sten i alle størrelser

og hver sten repræsenterer en

pilgrim som er gået over passet.

Helst skal man have stenen med

hjemmefra, og når man lægger

den her, slipper man af med sine

”bekymringer”. På mange af

stenene står der små vers eller

en lille tegning.

Fordybelse

nær himlen

Videre til EL Acebo med mange

pittoreske huse i en slugt, og

videre over den gamle pilgrimsbro

til Molinaseca, det var dejligt

at svale fødderne i fl oden

Maruelos og fortsætter til Pon-

Vandringen på Caminoen bød på

al slags vejr, lige fra høj sol til den

strideste blæst og regn.

Brande Jul 2011

ferrada for at overnatte og besøge

den gamle tempelridderborg fra

1178. Vi opholdt os meget længe

i borgen, da der var så meget at

se både ude og inde, så det blev

middag inden vi fortsatte til Villafranca.

Det sidste stykke var

hårdt i varmen og stejlt op ad

støvede stier. Næste dag lod vi

rygsækkene sende, da vi valgte

den alternative rute gennem

bjergene. Det går stejlt op og

derefter fortsætter det let opad i

Real-bjergkæden i nogle timer.

Det var så smuk en tur – jeg gik

alene for rigtigt at kunne fordybe

mig så nær himlen.

Vi når La Faba nær toppen, og

landskabet åbner sig i en vidunderlig

udsigt ud over bjergene,

det er næsten ikke til at fatte,

at der kan være så smukt. Det

bliver til en pause i græsset og

snart er vi en hel fl ok - en ung

tysker skærer hjerter i min stok.

Vi når snart grænsen mellem

Leon og Galicien, apostlen

Jacobs land og stenen der viser

at der er 152,50 km til Santiago.

Fuglesang

og kobjælder

Vi fortsætter og tager et hvil

undervejs på en mark med kun

fuglesang og kobjælder. Igen

møder vi Franz fra Achen, han


liver glad for at se os igen og vi

beslutter at følges ad til Samos

klostret, som er det ældste i Spanien.

At overvære vesperandagten

er noget særligt. Vi møder

igen kendte ansigter og snart går

snakken om, hvad vi har oplevet

siden sidst. Selve sovesalen er

kold og stor, med mange lyde

både snorken og knirkene køjer,

bare man vender sig det mindste.

Altså tidligt af sted næste morgen

og snart kommer vi til en slags

trylleskov med meget varieret

bevoksning, som ender i et fl odlandskab.

Vi går hver for sig og

mødes først om eftermiddagen

og overnatter i en lille fl ække.

Næste dag går turen til Portomarin

meget af turen går på

jordveje som beskyttes af stendiger

fra den ene landsby til den

næste. Her er der mange mange

Horréos, som er en form for lade

til at tørre majs i. Et lille hus

stående på fi re stenpæle, der alle

ender i en stor rund stenfl ade.

Væggene er lavet af træbrædder,

så der er konstant udluftning. De

fi ndes kun i Asturien og Galicien.

Vejen går stejlt ned i Minodalen,

her blev fl oden Mino dæmmet op

for at give plads til et elektricitetsværk

i 1962 og man opførte

en ny by oppe på skråningen,

man flyttede sten for sten på

kirken og man kan se numrene

på stenene. Tog afsked med

Barrie som skulle rejse hjem.

Videre gennem små landsbyer

og forbi et sjældent kors fra

1670 af sten og udhugget på

alle fi re sider. Længere fremme

forbi et kors som viser, at her er

en gammel pilgrimskirkegård.

Så kort før målet måtte mange

bukke under efter den udmattende

vandring. Jeg overnatter i

Palas do Rei og starter i mørke

næste morgen, som altid en

stor oplevelse at se dagen gro

frem og alt er så stille. Et stykke

af vejen på en original romersk

vejbelægning. Tænk her har gået

mange pilgrimme gennem årene

alle med det samme mål.

Tæt ved målet

Næste morgen de sidste ca. 15

km. og i Monte Do Gozo ser jeg

for første gang tårnene på katedralen

i Santiago de Compostella,

nu går det hurtigt og man er ved

målet, det er en skøn følelse.

Så op på pilgrimskontoret og

få sit pilgrimsbevis på at have

gennemført turen. Så det store

øjeblik at betræde katedralen,

denne berømte og smukke bygning

som hurtigt er fyldt med

pilgrimme og man genkender

mange. Det bliver til smil, tårer

og knus. Selve messen med en

lille spinkel nonne som synger

så smukt, at man glemmer alt

omkring sig. Et stort røgelseskar

svinger gennem rummet, jo der

er en særlig stemning.

Oppe ved alteret står en stor

statue af apostlen Jakob, som vi

går forbi og lægger armene om

hans hals og nede i krypten kan

man besøge hans kiste. Bagefter

Efter en lang vandring er det dejligt

at hvile ud i læ af en høstak, tage

støvlerne af og blot lade solen bage

på de hårdt prøvede fødder.

Brande Jul 2011 33


34

mødes vi til en øl på torvet ved

katedralen - utroligt at vi ses

igen, fra så mange forskellige

lande. Der er en varme og glæde

mellem os, og vi føler Caminoen

har haft stor betydning også

fremover.

Afsked med turen

Selvom vejret er ved at være

regnfuldt og koldt går jeg videre

mod Finisterre vi er ikke ret

mange og snart er jeg helt alene

de næste 80 km. Det bliver en

god tur især over Tampre fl oden

som fortsætter ud i en opdæm-

Ruten var afmærket med gule pile

eller muslingeskaller.

Lisa Emily Petersen, 15 år.

Brande Jul 2011

met sø. Ponte Maceira hedder

byen og man kan slet ikke lade

være ned at blive lidt i byen, her

er så smukt og det er kun det

lille vandfald som kan høres.

Jeg går en omvej ud til Muxia

som er et pilgrimssted og efter

en hård nedstigning nåede jeg

frem i mørket, På refugiet var

der kun en ung tysker og da jeg

sagde at det havde været hårdt,

sagde han ganske rigtigt at det

var bedre at dø på Caminoen

end på et alderdomshjem. Næste

dag videre mod Finesterre. Her

mødte jeg Jose og Marie de to fra

Hvad har været det bedste i 2011?

Det bedste, der er hændt mig i år er, at

jeg var hos min farfar, da han døde.

Endvidere var jeg på et godt højskoleophold

sammen med andre unge.

Hvad glæder du dig mest til i 2012?

Jeg glæder mig til sidste skoledag og

en god sommerferie, som endnu ikke

er planlagt.

Har du særlige ønsker til 2012 – hvilke?

Ønsket for 2012 er, at jeg kommer ind

på Ikast-Brande Gymnasium.

den første dag, det blev et glædeligt

gensyn og de inviterede

mig til at spise med. Næste dag

genså jeg en dansk kvinde, og et

par fra Schweiz, så vi tilbragte

den sidste aften med fælles

madlavning. Næste dag gik jeg

det sidste stykke og nåede stenen

med 00 km på. Det var fantastisk

at stå der på klipperne ud mod

Atlanterhavet og igen strømmede

der en varme igennem

mig. Senere satte jeg mig på en

sten på stranden og tog afsked

med turen, som havde givet mig

så meget.

Beviset på at have gennemført pilgrimsvandringen – et pilgrimspas fyldt med

stempler.


Henrik Overgaard

Direktør, Brande

Hvordan kan vi hjælpe dig?

I Handelsbanken har vi altid sat tæring efter næring og vil hellere være på den

sikre side end at tage chancen. Det lyder måske lidt kedeligt, men det har gjort os

til verdens næststærkeste bank og givet os Nordens mest tilfredse kunder*.

Som kunde i Handelsbanken får du:

en personlig rådgiver uden salgsmål og bonusløn

produkter og løsninger, som er tilpasset dine behov og din økonomi

en bank med tid til dig – mød din rådgiver også uden for de officielle

åbningstider, på dit arbejde, hjemme hos dig eller i filialen

Vi ønsker dig og din familie en rigtig god jul og et godt nytår.

*Ifølge EPSI og Bloomberg

Åbningstider:

Man 10-16

Tirs-ons 9-16

Tor 9-17

Fre 9-16

Storegade 36 / 7330 Brande / tlf. 4456 4800

brande@handelsbanken.dk / www.handelsbanken.dk/brande


36

Disse tre skolepiger ser ud til at nyde regnvejret, de tog sig nemlig en ”vandcykeltur” ad Strømmen på vej hjem fra skole,

da Brande den 18. august 2010 på det nærmeste druknede i regn. På den modsatte side sss nogle situationsbilleder fra

forskellige steder i byen. Blandt andet ved musikskolen, på Østre Allé og i Præstelunden.

Brande druknede i regn...

Branditterne kæmpede

mod vandmasserne.

Erik Lauritzen

Onsdag den 18. august 2010 gik

Brande Å gik over sine bredder,

veje og broer skyllede væk og

adskillige private kæmpede for at

holde vandet ude, da et kraftigt

skybrud overfaldt byen.

Masser af kældre stod under vand

og adskillige boliger langs åen fi k

vand ind i stuerne, andre steder

kæmpede man med sandsække

og pumper for at forhindre vandets

indtrængen.

I Brande Hallerne blev vandet

presset op gennem kloakkerne

Brande Jul 2011

med det resultat, at hele kælderen

blev oversvømmet.

I Musikskolen ved Brande Bibliotek

stod vandet meterhøjt

og mange instrumenter, blandt

andet skolens fl ygel blev vanskadet.

Ved Musikskolen anlagde Beredskabet

en dæmning, for at hindre

yderligere vandskade og for at

kunne pumpe den megen vand

væk fra skolens lokaler. Her

kørte store lastbiler i pendulfart

med grus for at klare opgaven.

På H.C. Andersensvej stod vandet

op i husene og fl ere steder løb

vandet både ind fra åen og fra

området ved Digterparken.

På Præstelunden stod adskillige

kældre, køkkener og stuer under

vand, ligesom dele af fortov og

vej var skyllet bort.

Ved Engparken gik åen også over

sine bredder og dækkede det

meste af haven. På modsatte side

stod kældre under vand og Østre

Allé blev overskyllet ved broen,

der blev stærkt undermineret.

På et tidspunkt blev vejen lukket

for trafi k.

Anlægget langs Ørbækvej var på

det nærmeste omdannet til en

stor sø og fl ere broer var skyllet

væk. Det samme skete ved renseanlægget

på Sandfeldvej, som

stod under vand.

Alt i alt oplevede Brande sine

mest omfattende vandskader i

omkring 30 år.


Brande Jul 2011 37


38

Der er noget bagved!

Af Ingrid Husum

Det mener lille Dagmar i hvert

fald, hun spejder horisonten

rundt med sine små, røde evigt

rindende øjne efter noget, der

ligger bagved. Hvis Dagmar er

et livstykke, så er det et meget

tyndt et. Hun har så rigeligt at

gøre med at holde sig selv oppe.

Og som hun fryser! Vinter og

sommer er hun ligedan klædt

på; en falmet rød jakke, så lang,

at den når ned over gummistøvlerne,

et tørklæde bundet

fast under hagen, grå kjole og

ternet forklæde. Sådan går hun

derhjemme og sådan går hun

til Brugs.

Det sidste gør hun mindst to

gange om ugen. At cykle har hun

aldrig fået lært, biler er hun gal

på. Der skal gode argumenter

og langt bekendtskab til, hvis

man skal lokke hende ind i sådan

noget djævelskab og hun truer

med sine magre arme efter dem,

der kører om ved hende.

-Lille Dagmar er ikke som de

andre, siger de voksne. Det ved

børnene godt, men hun er ikke

en, de har lyst til at drille. På sine

gode dage keder Dagmar sig ikke,

hun snakker og hun griner. Det

er især hendes mange søskende,

hun fører lange samtaler med,

men hun går alene rundt og

tuller med at bære brændsel ind,

hente vand, skrælle kartofl er og

skælde ud på de mange katte,

der render om benene på hende.

Mens hun er på vej til Brugsen,

snakker hun også med sig selv;

det er dosmersedlen hun har på

”lystavlen” og læser højt. Den

er også det eneste hun læser.

Undtagen altså det, hun læser i

skyerne eller af himlens kulør. –

Der er noget bagved, siger hun,

Brande Jul 2011

bøjer det lille fuglehoved bagover

og plirrer med øjnene. Og så er

det lige meget om der ikke er en

sky i sigte. Måske har hun evenre

til at se mere end os andre?

Det ville der også være en vis retfærdighed

i, der er nok, hendes

evner ikke rækker til. Dagmar

bliver ikke skånet; hun hjælper

til ved alt forefaldende arbejde

derhjemme, og der forfalder både

stald- og markarbejde, spande at

vaske, bær at plukke og meget

andet. Dagmar deltager i det

hele. Altså hvis det passer hende!

Engang imellem er der slet ikke

noget, der passer lille Dagmar,

hun har sine ”tovlige dage”. Og

sært ser det ud, når hun går

til brønden, pumper to store

spandfulde vand, bærer dem op

på gårdspladsen og svinger dem

rundt under høje, skingre hyl!

At hun dog ikke bliver træt i de

tynde arme! Sådan kan hun blive

ved en hel dag! Men så er hun

også træt, for det varer længe,

før hun gentager forestillingen.

Når Dagmar remser sin indkøbsseddel

op i Brugsen, er der én

ting, der er helt sikkert; nederst

står der: Bolsjer! For 50 øre

blandede.

Det første nyder hun, så snart

hun er kommet rundt om hjørnet.

Det står hun og udsøger

sig der allerbedste, mens hun

samtidig holder kig med, om der

kommer nogen. Ingen skal kigge

i hendes bolsjepose! Nærmer der

sig børn eller hunde, er posen

lynhurtig nede i lommen.

Og så trasker hun hjemad, det

tager sin tid. Dagmar må af og til

stoppe og op se på skatten. Tage

et bolsje mere og holde øje med

hundene – og hvad der er bagved.

Uden for køkkenvinduet i det,

der engang var en have, står et

lille skævt træ. Det er hendes.

Hvert år i god tid før jul, pynter

hun det med et par krøllede

kræmmerhuse, en skæv stjerne

og nogle julehjerter, der er gået

op i fl etningen. Så er hun klar;

rundt og rundt hopper hun,

griner og hujer glad. Intet juletræ

kan give større glæde. Hun

tager et par ture rundt om det

hver dag. Efterhånden blæser

pynten af. Noget bliver fanget

og gemt, andet må fornyes næste

jul. Det kan godt vare hen til

fastelavn, før det sidste slipper

taget – julen varer længe…


2100 KVM.

VAREHUS I BRANDE

Vi har ombygget og moderniseret vores varehus, og kan

nu tilbyde mere plads og større vareudbud til vore kunder.

Besøg bl.a. vores...

Store tekstilafdeling Flotte grøntafdeling

Parfume og

kosmetikafdeling

Slagterafdeling med

friskkåret kød hver dag


www.kvickly.dk

Bagerafdelingen med

friskbagt brød


40

Brande Jul har bedt 34-årige Jesper Nygaard, om at skrive om julen i Brande, sådan som han husker den.

Jesper Nygaard er født og opvokset i Brande. Han bor i dag i Gjellerup ved Herning med Anne og parrets to

døtre og arbejder som redaktør på Mediehuset Herning Folkeblads nyhedsite AOH.DK og to radiostationer.

Jul – og så skal vi på kro

Eller historien om en

emigrants erindringer

og traditioner fra julen

i Brande

Brande Jul 2011

Af Jesper Nygaard

Smask.

Den landede lige på hovedet på

ham. Altså snebolden. Og det var

min skyld. Jeg havde tyret den

hårdt sammenpressede kugle

så højt op i luften, som mine

arme magtede. Og selv om jeg

kun gik i 4. klasse, var det altså

– i al beskedenhed – ret højt.

Så snebolden slog hårdt, da den

bragede ned i hovedet på den

sagesløse fyr fra 7. klasse.

Det var i skolegården på Dalgasskolen,

at ”uheldet” skete. Han

tudbrølede. Jeg blev bange. Hans

venner blev rasende. Jeg blev

skrækslagen. Så stak jeg af. Løb

ind på skolens gang og blev vist

nok reddet af klokken. De fi k i

hvert fald aldrig fat i mig.

Det er så sikkert som strømper

under juletræet (og det er ret

sikkert), at jeg hvert år kommer

til at tænke på snebold-dramaet

fra min barndom i Brande, når

julefreden sænker sig hjemme

hos os en dag eller to før 24.

december. Det er med andre ord

en vaskeægte juletradition.

Nu er jeg skruet sådan sammen,

at jeg generelt set ikke hænger

mig voldsomt meget i traditioner.

Nostalgi bliver vist heller

aldrig en af mine foretrukne

livsanskuelser. Men hændelser

For en kort stund krydsede Jesper

Nygaard sit ungdoms spor, her

ved Vagns Krostue, hvor der er

tradition for at mødes den 23.

december med vennerne fra dengang

decembertraditionerne også bød på

julebadminton i Brande Hallerne.


og begivenheder som det fantastiske

sneboldkast holder jeg nu

alligevel af at tænke tilbage på

hver jul. Fordi de minder mig om

gode, sjove og på nogle områder

skelsættende oplevelser fra den

by, der i min barn- og ungdom

fyldte det meste af min verden.

Og fordi jeg selv her 12 år efter

at være fl yttet fra Brande stadig

føler mig knyttet til byen – ikke

mindst da mine forældre stadig

bor her.

Så når først snebold-episoden

popper frem på øverste etage, er

det givet, at andre erindringer fra

barndommens juledage dukker

op i kølvandet. For eksempel

kælketurene på marken ved

Bøgevænget, hvor der altid var et

par stykker, som endte i bækken,

så de plaskvåde og iskolde måtte

traske hjem. Var du ikke en af

dem, Allan Baunsgaard? Og hvad

med dig, Mark Skov Madsen – du

strøg vist også i engang?

Mark var min bedste ven, helt

fra før vi begyndte i skole. Vi

boede begge på Blåbærvej, og

han er også fast inventar i mine

jule-erindringer. Utallige er de

snemænd, vi har bygget i vores

have. Og når vi ikke byggede

snemænd, spillede vi fodbold – i

sne selvfølgelig. Sådan husker

jeg det i hvert fald. Der var altid

sne, da jeg var dreng…

Der var også altid andespil i

Brande Hallerne. December

måneds højdepunkt i badmintonklubben.

Jeg elskede det.

Det står som et af de allerbedste

juleminder fra min barndom.

Verden udenfor kunne vælte.

Jeg tonsede rundt på banen. Og

hyggede mig med vennerne.

Søren, Peter, Rasmus, Torsten,

Mads og Erik.

Eriks far er for øvrigt også med

i mine tanker hver jul. Bent

Møller. Min badmintontræner

gennem mange år. Jeg var begejstret

for ham. Bent var en dygtig

træner. Og så kunne han få os til

at høre efter på en – synes jeg -

meget fi n måde.

Han råbte HOLD SÅ KÆFT eller

HØØØR EFTER helt utroligt

højt. Og når man så stivnede og

kiggede på ham, stod han der

med en lille venlig trækning ved

munden og et glimt i øjet. Ingen

var i tvivl om, at manden var fast

besluttet på at få ro. Men ansigtsmimikken

afslørede samtidig, at

han holdt af os. Klasse!

Apropos klasse. Jeg ved ikke,

hvorfor to bestemte og sammenhængende

episoder fra min

klasse på Dalgasskolen ligeledes

altid dukker op i mine tanker her

omkring juletid, for det skete

rent faktisk en sommerdag. Men

det gør de altså. Måske fordi de

handler om godhjertet drilleri,

som hører nisserne til.

Første omgang vandt jeg. I en

hjemkundskabstime – det var

vist i ottende klasse – fik jeg

min aldeles fremragende lærer

Susanne Rasmussen og min

klassekammerat Lise-Lotte til

at stille sig på hver sin side af en

bradepande fyldt med vand. Midt

i vandet lå en kugle af sølvpapir.

Jeg forklarede, at når jeg sagde

”nu”, gjaldt det om at puste

kuglen over til den anden. Sådan

var konkurrencen.

Begge bøjede i knæene og stak

næsen helt ned til bradepanden

– parat til at puste. I det samme

råbte jeg nu og klaskede mine

hænder ned i vandet, så Lise-

Lotte og Susanne blev plaskvåde.

Igen måtte jeg fl ygte.

Men Susanne vandt alligevel til

sidst. Få dage senere bankede

fru Møller, skolens sekretær og

i øvrigt Bent Møllers hustru,

på ind til klassen. Med en meddelelse

til mig. Børnetandplejen

på rådhuset havde ringet og sagt,

at jeg skulle skynde mig derned,

lød beskeden.

Dengang havde jeg seriøs tandlægeskræk.

Men der var ikke så

meget at gøre. Op på cyklen og

af sted. Da jeg nåede frem, forklarede

jeg assistenten, at jeg var

blevet bedt om at komme. Det

kunne hun da ikke lige forstå,

så hun spurgte, hvilken besked

jeg havde fået på skolen.

- Jamen, I ringede og sagde, at

jeg skulle komme, fordi jeg har

abnorme tænder, skælvede jeg.

I det samme kom min tandlæge,

Erik Midtgaard, ud til receptionen,

og med et kæmpe smil

på læben sendte han mig ud af

døren med en bemærkning om,

at så slemt stod det nu heller ikke

til med mine tænder.

Da jeg nåede tilbage til skolen,

stod ALLE mine klassekammerater

i vinduerne og skraldgrinede.

Susanne havde fået sin hævn.

Raffineret. Gennemtænkt. Og

lærerigt. Den dag fandt jeg ud af,

hvad abnorm betyder…

Og nu skal jeg ikke trætte dig

længere, kære læser. For nu

skal jeg på kro. Eller det skal

jeg i hvert fald lige om lidt. 23.

december. Vagns Krostue. For

at møde de gamle venner og

bekendte. Og en masse andre,

som har samme tradition. En

årligt tilbagevendende Brandebegivenhed

for alle med tid og

lyst og mulighed. Ses vi?

PS: Til dig jeg ramte med snebolden

– undskyld.

Brande Jul 2011 41


42

Hilsen fra Argentina ntina

Peter Gjaldbæk fra

Brande er i år af Rotary

i Brande udsendt som

udvekslingsstudent til

Argentina. Her beretter

han om nogle af sine

oplevelser.

Jeg håber, I nyder tilværelsen

hjemme i Danmark, for jeg nyder

min hernede fuldt ud. Siden jeg

skrev til jer sidst, er der da også

sket noget spændene, både i

familien, i skolen og med Rotary

hernede, som jeg da lige synes I

skal høre om.

I skolen, som nævnt i tidligere

brev er en landbrugsskole, har

vi f.eks. lært at fange køer med

lasso – og ja, det er bestemt

sværere end man tror, så jeg er

altså ikke verdensmester endnu,

men det skal nok komme en dag.

Som det store emne i skolen

lige for tiden, har vi haft om:

”Hvordan man ”stjæler” sæden

fra en tyr”. Fint nok for mig –

det skal vi vel bruge maskiner

til. Men nej, der blev jeg sgu

overrasket. Vi skulle have fat i

en tyr og en ko. Og så skulle de

ellers i gang med deres form for

lagengymnastik – eller hvad man

kalder det blandt køer – og når

de så er i gang, skal man egentlig

afbryde deres lille leg, ved at tage

fat på tyrens ”sjover” med sin

egen hånd, og så putte den ind i

en kunstig skede, og derfra skal

man ellers bare sørge for at tyren

fortsætter med at være tilfreds.

Og når tyren så er færdig, trækker

man sig ellers ud, og så skal

sæden ellers bare opbevares ved

37 grader. Om det er en smule

ulækkert... ja.

I skolen er de i gang med deres

Brande Jul 2011

sidste årsprøver, da deres skoleår

er anderledes end vores, så vi

skal til at have sommerferie nu.

Jeg tager ikke prøverne, så jeg

sidder på diskoteket sammen

med de andre, som heller ikke

har prøver på det tidspunkt. Jeg

tog dog en prøve i engelsk og fi k

95% rigtige, så det er jeg godt

tilfreds med.

Med Rotary hernede har vi alle

fået fornyet vores VISA. Det var

lidt af en bøvlet oplevelse. Vi fi k

at vide, at vi skulle på en rejse til

Uruguay for at få dem fornyet, og

vi havde en dag til at tilmelde os.

Uden vi vidste, hvad det kostede,

hvor lang tid eller noget som

helst.

Men vi fi k det dog løst og kom

med - og så kunne vi næsten

ikke komme af turen igen. Vi

havde fået at vide, turen ville vare

4 dage, men 3. dag fi nder vi ud

af, at vi bliver sat af på en tankstation

11 km. fra en by, og 150

km fra vores by, som vi bor i. Så

der skulle vi i gang med at ringe

til familier og counsellor for at

høre, hvordan vi kom hjem, midt

om natten søndag til mandag.

Men vi kom hjem.

Men ellers kan jeg rigtig godt

lide vores Rotary Klub hernede

og de er rigtig hjælpsomme, plus

min counsellor snakker dansk,

så det er da også dejligt lige at

få snakket lidt dansk en gang i

mellem.

I familien har vi haft besøg af

moderens forældre som bor i

Mar del Plata, de kom og var

her en hel weekend. Det var nu

meget hyggeligt.

Men ellers er familien jo stadig

den samme. Og jeg skulle efter

planen skifte familie den 5.

januar.

Jeg har været så heldig at mødes

Peter står sammen med en tidligere

udvekslingsstudent Fran, som

bor i Argentina. Fran har været

udvekslingsstudent her i Brande

2004/2005.

med Fran som var udvekslingsstudent

i Brande i 2004/2005.

Fran boede hos os i 4 måneder,

så jeg har altid ønsket at mødes

med ham, hvis jeg kom til Argentina

og det lykkes. Jeg husker

Fran som en stor legedreng, men

nu var han jo en voksen mand.

Så det var lidt underligt at se

ham igen. Vi har aftalt, at vi skal

ses igen inden jeg rejser hjem til

Danmark.

Jeg har det rigtig godt her, og har

på intet tidspunkt tænkt på at

overveje at tage hjem, da jeg har

fået nogle utrolig gode venner

hernede. Både folk fra Argentina

og andre udvekslingsstudenter.

Til sidst vil jeg da lige minde

jer om, at I skal nyde vinteren

og kulden hjemme i Danmark,

mens jeg, her i denne 3 måneders

lange SOMMERferie, skal

bo i en strandby sammen med

mine familier og venner.

Endnu en gang tak til Rotary

Klub Brande fordi I giver mig

denne oplevelse, det er jeg Jer

meget taknemmelig for.

Peter Gjaldbæk


ERHVERVS- OG UDDANNELSESRETTET – ISÆR FOR ORDBLINDE!

H E R N I N G V E J 1 4 · 7 3 3 0 B R A N D E · T L F . 9 7 1 8 4 5 4 5 · B R A N D E H S . D K · Å R S P L A K A T E N 2 0 1 1 · A C R Y L P Å L Æ R R E D A F K I R S T E N L Y N G E M A D S E N


44

Året 2010 i glimt

Den 9. januar kunne Brande

Taekwondo Klub festligholde

indvielsen af sportens elitecenter

under Dansk Taekwondo

Forbund. Det har til huse på

Dalgasskolen.

I januar kunne Folkekirkens

Nødhjælp markere 30 år med

genbrugsbutik i byen.

Den 30. januar kunne Skærlund

Forsamlingshus fejre 100-års

jubilæum.

I januar kunne Foreningen

Norden fejre 60-års jubilæum. I

den tid foreningen har eksisteret

har man kun haft to formænd,

nemlig provst Kr. Otte og Nancy

Nielsen, som har beklædt posten

siden 1972.

Hos damerne blev årets fi rmaskydning

vundet af holdet fra

Siemens, mens holdet fra Serup

Olesen var bedst hos herrerne.

Brande Jul 2011

Individuelt vandt Jytte Lund fra

Siemens, mens Peter Rasmussen

fra Bestseller var bedst hos

herrerne.

I februar kunne Brande Højskole

markere indvielsen af sin seneste

udvidelse, der rummer en fl ot

stor festsal samt en glassal med

masser af muligheder.

I begyndelsen af marts kunne

Korskolen ved Brande Kirke

markere, at man havde sunget

i 25 år.

Ved generalforsamlingen i

Brande Venstre blev 34-årige

Morten Bak Pedersen valgt som

ny formand. Han afl øste Karlo

Kragsig Kristensen.

I marts blev tidligere bibliotekar

Thorkild Kjær udnævnt til

æresmedlem i Lokal- og Slægtshistorisk

Forening for Brande og

Omegn.

Lørdag den 30. januar 2010 kunne Skærlund Forsamlingshus markere sin

100 års fødselsdag, og mange gæster var mødt frem for at fejre den runde

dag. Blandt andet en gruppe tidligere formænd med den nuværende i spidsen.

Fra venstres ses Søren Skærlund, Henning Nielsen, Peter Eriksen, Herluf

Mortensen, Lars Mathiesen, Ida Pedersen, Poul Pedersen, nuværende formand

Aage Nielsen og Sigvald Holmgaard.

I slutningen af marts kunne

Brandtex fejre 75-års jubilæum.

I maj kunne Brande Folkekor

markere sig 25-års jubilæum.

Ved Brande Marked lørdag den

29. maj kårede Brande Borgerforening

Ole Berg Mortensen

som ”Årets Brandit”.

Søndag den 30. maj var Brande

Kirke fyldt af sognebørn, der

ønskede at tage afsked med sognepræst

Inge Marie Mols efter 36

år i embedet.

Den 18. juni markerede Handelsbankens

direktør, Benny Larsen

sit 40-års jubilæum i banken.

Den 1. juli markerede organist

Irma Andersen sit 25-års jubilæum

som organist ved Brande

og Uhre kirker med en koncert

i Uhre kirke.

For en kort stund kom Brande

Tæppet frem i dagens lys. Det havde

været opmagasineret i kælderen

under Brande Bibliotek, som blev

oversvømmet i august.


I juli blev gavlmaleriet ”Rene

linjer” i Jernbanegade renoveret.

Gavlmaleriet stammer fra 1990

og er malet af norske Adolph

Denis Horn, der deltog i genindvielsen.

Den 1. august kunne salgsassistent

Jette Nielsen fejre 40-års

jubilæum i Kvickly Brande.

I slutningen af juli kunne man

afholde fernisering på den sidste

udstilling efter Den Internationale

Workshop for Billedkunstnere.

Den første workshop fandt

sted i 1993 i RemisenBrande.

Den 15. august kunne Tove

Vingborg fejre 40-års jubilæum

i Handelsbanken. Samme dag

markerede Hanne O. Eriksen og

Annette Krogstrup deres 25-års

jubilæum i banken.

Onsdag den 18. august oplevede

Brande nogle af sine værste oversvømmelser

i mange år. Regnen

væltede ned med mange skader

til følge. Åen gik over sine bredde

og adskillige huse fik vand i

kældre og stuer. Blandt andet

forvoldte vandet store skader på

Brande Musikskole.

Den 1. september kunne Svend

E. Rasmussen fejre 25-års jubilæum

med S.E. Biler på Brandlundvej.

I september trampede dygtige

cykelfræsere i Uhre 100.000 kr.

ind til et nyt fl ygel til skolen.

Den 23. september kunne

Brande Soroptimistklub fejre

10-års jubilæum.

Den 1. oktober overtog Gitte

Schnedler Colorame på Torvet

efter Rasmus Sørensen.

Efter to tvangsauktioner lyk-

kedes det Erik Møller og Jakob

Brun at købe Rio Brande med

henblik på at renovere bygningen

og indrette lejligheder.

Den 1. oktober kunne Ulla og

Mogens Petersen markere 30-års

jubilæum med MP Boligtekstil.

I slutningen af oktober åbnede

Den Jyske Sparekasse en afdeling

i Brande med Peter Munkholm

som leder. Banken har til huse i

det gamle rådhus på Storegade.

Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev

Erik Thomsen udnævnt til ”Årets

borger i Blåhøj”.

Den 1. november kunne Dorthe

Vestergaard Hansen fejre 25-års

jubilæum i Nordea.

Teaterkompagniet havde stor

succes med forestillingen ”Midt

om Natten” i RemisenBrande.

Den 1. november kunne Jan

Svendsen præsentere ”Ved urhanens

fjer” Brande Kommunes

historie 1970-2010.

Den 26. november kunne Brande

Elværk fejre 100-års jubilæum

og samme dag kunne frisørmester

Jacob O. Madsen markere,

Vikingerne indtog Blåhøj ved årets sommerfest.

at han havde været formand i 31

år – og dagen efter rundede han

selv de 90.

I november blev Ikast-Brande

Kommune sunget sammen ved

et stort korarrangement for alle

kor i kommunen. Det foregik i

RemisenBrande.

Ole Berg Mortensen blev kåret som

Årets Brandit 2010”.

Brande Jul 2011 45


46

Året i glimt 2011

Ved årsskiftet kunne optiker

Hanne Damgaard Hald fejre

20-års jubilæum med Brande

Brillecenter.

Lørdag den 26. februar kunne

Drantum Forsamlingshus fejre

genindvielse efter en omfattende

restaurering og ombygning.

Hermed er forsamlingshuset

i fi n stand, når det i 2012 kan

markere 100-års fødselsdag.

I marts, efter 41 år som møbelhandler

i Brande, besluttede

Ole Møbjerg at lukke sin butik,

Brande Bolighus

Den 25. marts blev Tania Dondes

Christensen, ny sognepræst

i Brande, ordineret i Viborg

Domkirke.

I slutningen af marts kunne

Henrik Kraglund, formand for

Brande Fjernvarme tage det

første spadestik til værkets nye

fl isfyr på Mylius Erichsensvej.

Den 1. april overtog Jette Nielsen

stafetten som turistchef efter

Jytte Gottlieb.

Den 1. april kunne frisørmester

Peter Mikkelsen fejre 20-års

jubilæum som selvstændig frisør

i Brande.

Den 12. april blev Dina Blomstrand

valgt til ny formand for

Brande Handelsstandsforening.

Hun afl øste Hans Ulbrichsen, der

få måneder forinden midlertidigt

overtog posten fra Ulla Sørensen.

I slutningen af april flyttede

Butik Tankestrejf ind i nye lokaler

i Storegade 40.

Brande Jul 2011

Den 1. maj tiltrådte Henrik

Overgaard stillingen som ny

afdelingsdirektør i Handelsbanken.

Han afl øste Benny Larsen.

Den 1. maj kunne Centrum

Farver Colorama fejre 75-års

jubilæum.

Den 1. maj kunne Arne og Marianne

Andersen fejre 30 år med

Hotel Dalgas.

I maj kunne Bjarne Kristensen

fejre 45-års jubilæum hos Euromaster

i Brande.

I maj måned blev gavlmaleriet

”Dødens Eliksir” på Stationsvej

5 renoveret for fjerde gang.

Gavlmaleriet, der stammer fra

1970 er malet af norske Adolph

Denis Horn.

I slutningen af maj markerede

bestyrelsen bag Uhre Mølle

genindvielsen af møllens gamle

pakhus efter endt restaurering.

Den 31. maj kunne Ragnhild

Christensen, Skolestien 1, fejre

sin 100-års fødselsdag.

Den 1. juni kunne Niels Henrik

Nielsen markere sit 40-års jubilæum

som ansat i kommunen.

Den 1. juni fejrede erhvervskundemedarbejder

Lene Holm

25-års jubilæum i Nordea.

Midt i juni tiltrådte Sigurd

Kristensen stillingen som ny

halinspektør i Brande Hallerne.

Han afl øste Martin Reinevald.

I juni ansatte Brande Handelsstandsforening

Thomas Juul

som ny citychef.

Ved Brande Marked den 18. juni

udnævnte Brande Borgerforening

Jan Glud Østergård, souschef

i Ikast-Brande Musikskole

til ”Årets Brandit 2011”.

Glenn Holm Frandsen fra

Brande Jagtforening skød sig til

DM-guld i Nordisk Kombinationsskydning.

Den 4. juli var Lillian Rauff i

audiens hos Dronning Margrethe

for at takke for fortjenstme-

Børnene fra byens børneinstitutioner dannede et farvestrålende optog i

forbindelse med Brande Marked.


daljen hun havde modtaget for

40 års tjeneste i Flyvevåbnet.

Den 9. juli kunne Hanne Madsbjerg

fejre 40-års jubilæum i

Handelsbanken.

I begyndelsen af juli blev det

første spadestik til en ny Faktabutik

på Østre Allé taget. Butikken

åbnede den 24. november.

Den 1. august åbnede Simone

Søderberg butikken ”Dyrenes

Lykke” i Storegade.

Den 1. august kunne Margit

Risbjerg fejre 40-års jubilæum i

kommunens tjeneste.

Den 2. august markerede skoleleder

Susanne Rasmussen, viceskoleleder

Bodil Schulz og skolebibliotekar

Bitten Jacobsen på

Dalgasskolen 25-års jubilæum.

Fredag den 12. og lørdag den 13.

august markerede Lions Club

10-års jubilæet for Sensommer

Rock med to dages fuld musik.

I august blev Lars Heide ansat

som ny forpagter af klubhuset

Brande Stadion.

Glenn Holm Frandsen fra Brande

Jagtforening skød sig til DM-guld i

Nordisk Kombinationsskydning.

Den 1. september kunne Jette

Kaas Pedersen fejre 25-års jubilæum

i Den jyske Sparekasse.

I september blev Ikast-Brande

Kommune for andet år i træk

udnævnt til ”Årets Erhvervskommune”.

Den 15. september kunne Pia

Høj fejrer 25-års jubilæum i

Handelsbanken.

Den 16. september fejrede Dorit

Haahr 25-års jubilæum hos BTX

Group.

Den 23. september fejrede Uhre

Vindmøllelaug sit 25-års jubilæum

med navngivning af 3

MW-møllen i Drantum.

Den 1. oktober blev Jimmy

Andersen udnævnt til ny direktør

for Stark i Brande.

Den 1. november kunne Yvonne

Fuglsang fejre 25-års jubilæum

i Handelsbanken.

Den 1. november kunne Jytte

Frydensbjerg fejre 25-års jubilæum

som sekretær på Uhre

Friskole.

Børn festligt udklædt til Brande

Marked.

Den 3. november åbnede optiker

Hanne Damgaard Hald sin nye

butik, Brande Smykkecenter

Ved Løvfaldsfesten i Blåhøj blev

Karina Faartoft kåret til ”Årets

Blåhøj-borger”.

Den 8. november blev Brande

Fjernvarmeværks fl isanlæg sat

i gang.

I november havde Teaterkompagniet

stor succes med ”Styrmand

Karlsens Flammer”.

Den 10. november blev Danske

Bank i Brande udsat for røveri.

Den 17. november havde Brande

Soroptimistklub 370 gæster til

modeshow i RemisenBrande.

Det gav et overskud på 130.000

kr. til fordel for NANU-børn, der

arbejder for bedre forhold for

grønlandske børn.

Den 17. november åbnede Rema

1000 sin nye butik på Vestergårdsvej

3.

Den 24. november fl yttede Fakta

fra Kirkegade og til nybygget

butik på Østre Allé.

Den 26. november markerede

Brande Atlet Klub sit 75-års

jubilæum med boksestævne i

Brande Hallerne.

Redaktionen er sluttet den 1.

december.

Brande Jul 2011 47


året går på hæld...

MERE DIG DIG

Peter Munkholm

filialchef

tlf.: 97 14 81 02

GLADE OG TILFREDSE KUNDER LØFTER

JULESTEMNINGEN ENDNU MERE ...

Erik René Pedersen

erhvervsrådgiver

tlf.: 97 14 81 03

Tanja Hansen

erhvervsrådgiver

tlf.: 96 60 14 79

2011 har været et travlt år i Den Jyske Sparekasse

i Brande og det er vi naturligvis taknemlige for.

Rigtig mange private og erhvervsvirksomheder

fra lokalområdet har valgt at blive kunder hos os

og indlede et samarbejde, hvor fortrolighed, tillid

og gensidig respekt er nøgleværdier!

Jette Kaas Pedersen

kundemedarbejder

tlf.: 97 14 81 05

Jette Meyer Pedersen

kundemedarbejder

tlf.: 97 14 81 04

Joan Johnsen Hansen

kunderådgiver

tlf.: 97 14 81 06

I din lokale sparekasse er hjælp og gode råd aldrig

længere væk end et telefonopkald, en smsbesked

eller et museklik.

Vi vil gerne ønske kunder, samarbejdspartnere og

venner af huset en god jul og et godt nytår. Vi

glæder os til at have travlt igen i 2012.

Storegade 5 | 7330 Brande | Tlf. 97 14 81 00 | www.djs.dk

More magazines by this user
Similar magazines