For Studerende - Aarhus Universitet

studerende.au.dk

For Studerende - Aarhus Universitet

Aarhus Universitet

Institut for Kultur og Samfund

Bacheloruddannelsen i Historie

Sommereksamen 2013

Metode II

Eksamensdato: 29/5 – 3/6 2013.

Forside og aflevering: her skal du følge reglerne, som er oplyst på hjemmesiden

www.studerende.au.dk/arts - se ’Eksamen’ - se ’Forside og aflevering’.

Link:http://studerende.au.dk/studier/fagportaler/arts/eksamen/forsider-og-aflevering/

Opgave:

Djævle, Hekse og Trolddom i Danmark i 1690’erne

På grundlag af en kildekritisk analyse af det udleverede materiale ønskes en

diskussion af:

1. Hvorvidt de besatte piger, Ole Bjørn og hans medhjælpere faktisk var skyldige i

det bedrageri, de blev dømt for?

2. Opfattelsen af fænomener som trolddom og besættelse i den danske befolkning og

dens forskellige lag i 1690’erne

Med mindre andet er angivet er fodnoter i sættet opgavestillers.

Tekst i kursiv inden hver kildetekst er tilføjet af opgavestiller.

Tekst i kursiv inde i kildeteksterne er original kursivering / fremhævning.

Tekst i [ ] er forklarende tekst tilføjet at opgavestiller

... angiver, at nogle få ord eller en enkelt sætning er sprunget over

.. (...) .. angiver, at flere sætninger eller hele afsnit er sprunget over

Inklusiv denne forside består sættet af 33 sider med indledning og kildetekster nummereret 1-

10.

Bevarelsen må højst omfatte 10 sider á 2400 enheder (dvs. 24000 enheder i alt) inkl.

mellemrum og noter.


Djævle, hekse og trolddom i Danmark i 1690’erne

Indledning

Trolddomssagerne i det danske retsvæsen kulminerede under Christian 4. (1588-1648), men

fortsatte under hans efterfølgere Frederik 3. (1648-70) og Christian 5. (1670-99). De fleste

anklagede var kvinder, der havde haft ”hekserygte” i mange år, før de blev stillet for retten.

Efter en række sager i 1680’erne, bl.a. på Djursland, begyndte trolddomsprocesserne at ebbe

ud. Den sidste troldkvinde blev brændt på Falster i 1693, men først efter at være død en

naturlig død. Dødsdomme skulle for højesteret, og de fleste højesteretsdommere, bl.a. Matthias

Moth og Povl Vinding, var nu imod dødsdomme i trolddomssager.

En særlig slags trolddom var besættelsen, hvor en troldkvinde havde sendt en eller flere ånder,

som hun havde avlet med djævelen, ind i et andet menneske. Den kendteste besættelse i det 17.

århundrede var ”Køge huskors”, besættelsen af en købmand i Køge og hans husstand i årene

1608-15, som førte til henrettelse af mindst femten troldkvinder. Hans enke skrev ca.1620 et

lille skrift herom, der siden verserede i talrige afskrifter, indtil rektor på Herlufsholm, den

lærde nordmand Johan Brunsmand i 1674 udbyggede det til en bog. Bogen, der kom i flere

oplag, skulle advare folk mod lignende besættelser og danne modvægt mod en voksende

rationalistisk kritik af trolddomssagerne. Brunsmand var velbevandret i læren om onde ånder,

dæmonologien, som med udgangspunkt i Det Nye Testamentes beretninger om Jesu

uddrivelser nøje beskrev besættelser og deres symptomer og var en respekteret disciplin i

datidens ortodokse teologiske videnskab. Danmarks sidste store trolddomssag var en række

påståede besættelser i Thisted, der i 1698 endte med, at ikke troldkvinderne, men deres

anklagere blev dømt.

Sagen om besættelserne i Thisted har efterladt et fyldigere kildemateriale end nogen anden

dansk trolddomssag og er især interessant derved, at den tegner et detaljeret billede af sagens

eller rettere sagernes gang gennem alle niveauer fra Thisted og omegn til samfundets top. Alle

instanser var inddraget, både det gejstlige system fra sognepræsten og hans undergivne

kapellan, skolemester, rektor og lærere (hørere) ved latinskolen over provst og biskop til

Danske Kancelli, og det verdslige system fra by- og herredsfogeden over amtsniveauet med

amtmand, amtsforvalter og dennes fuldmægtig, videre over landstinget og en til lejligheden

nedsat kommissionsdomstol til højesteret. Selv landets øverste regering Geheimerådet med

kongen i spidsen var inddraget.

Forløbet var i sine hovedtræk følgende: den 3. marts 1696 blev en gammel kone, Anne

Christensdatter fra Skinnerup, anklaget for trolddom ved Hillerslev-Hundborg herreders ting.

Den højeste lokale myndighed, amtmand Jørgen Skeel Due, havde befalet amtsforvalter Jens

Hansen at lade hende pågribe og anklage, efter at Ole Langgaard, borger i Thisted, den 26.

februar havde indgivet skriftlig begæring herom. Langgaards 9-årige datter Kirsten var besat af

en ond ånd, som Anne Christensdatter skulle have sendt ind i hende. En anden ung pige, den

nogle-og-tyveårige Maren Spillemands fra Nors, var ligeledes besat og havde været det i 13-14

år. Begge piger havde været hos en lokal specialist i trolddom, præsten i Aggersborg, for at

blive behandlet, og han havde nævnt, at det nok var Anne Christensdatter, der stod bag. I

begyndelsen af 1696 havde sognepræsten i Thisted, Ole Bjørn, med hjælp fra to studenter, Poul

Rytter og Christian Frederik Mavors, indledt en behandling af de besatte piger. Den 22. februar

lod han dem konfrontere med Anne Christensdatter i mange vidners nærværelse. De onde

2


ånder begyndte straks at rumstere i pigerne og kalde Anne Christensdatter for deres mor.

Dagen efter blev pigerne ført råbende og skrigende op i koret i Thisted kirke foran hele

menigheden.

Ole Bjørn, hans medhjælpere, pigernes forældre og mere end 50 andre vidner blev afhørt ved

herredstinget, hvor sagen verserede frem til oktober 1696. Den udviklede sig hastigt i løbet af

foråret. Flere kvinder i Thisted viste sig at være besat, og flere hekse blev udlagt, blandt dem

Anne Søe, gift med Thisteds borgmester Enevold Nielsen Berregaard, ejer af flere godser og

Nordvestjyllands rigeste mand. Han havde indflydelse i de højeste kredse bl.a. hos Ole Bjørns

foresatte, biskop Jens Bircherod i Aalborg, og sagerne tog nu en afgørende vending. Bispen

rejste to sager mod Ole Bjørn for en gejstlig provsteret, én for ureglementeret håndtering af

sagen, og én for bedrageri. Til belysning af den sidste bad han by- og herredsfoged Emmik

Eriksen i Thisted om at afhøre nogle af de besatte kvinder.

I juli samme år nedsatte kongen på bispens anmodning en kommission til at efterforske

bedrageriet, bestående af amtmand Otto Skeel til Birkelse og vicestiftamtmand i Aalborg Niels

Jespersen, der var en berømt læge. Jespersen dannede sig hurtigt den opfattelse, at der var tale

om sygdom, nemlig kollektivt hysteri, snarere end om trolddom eller bedrageri. Biskoppen

derimod fastholdt, at både Ole Bjørn og de besatte var bedragere. Han lod sin tjener Lorends

Mein føre Maren Spillemand til Aalborg, hvor hun over for den unge latinskolehører

Christoffer Mumme, siden over for biskoppen og til sidst over for kommissionen aflagde

tilståelse om, at hendes anklager mod heksene i Thy havde været opdigtede. Men straks efter

kaldte hun sin tilståelse tilbage. Bispen mente, at en udsending fra Thisted, Peder Andersen,

havde overtalt hende til det. Hun, de øvrige besatte og Ole Bjørn havde mange tilhængere i

Thisted og også i Aalborg, hvor biskoppens egen tjener Lorends Mein havde stillet sig i

spidsen for dem. Kommissionen beordrede, via amtmand Jørgen Skeel Due i Thisted, by- og

herredsfoged Emmik Eriksen til også at sende Kirsten Langgaard og hendes far til afhøring i

Aalborg, men Langgaard nægtede. Kommissionen rejste til Thy og ankom den 4. august

sammen med bispen og amtmand Jørgen Skeel Due til Nors præstegård, hvor de afhørte

Kirsten Langgaard, hendes far, Ole Bjørn og andre vidner i sagen.

Ole Bjørn blev suspenderet fra sit embede, og pastor Holger Schandorph, Snedsted, indsat i

hans sted. 118 borgere i Thisted, fortrinsvis fra borgerskabets jævnere lag, indsendte på egne

og deres husstandes vegne skriftlig anmodning til kongen om at få deres gode præst Ole Bjørn

tilbage. Også andre borgere indsendte skriftlige attester om hans pletfrie opførsel og

forbilledlige måde at røgte sit kald på. Til Ole Bjørns parti hørte bl.a. amtsforvalterens

fuldmægtig Jens Rodsted, som på sin principals vegne førte sagen mod troldkvinderne.

Begge kommissionens medlemmer døde samme år, efter den 19. august at have indsendt en

kort beretning til kancelliet, som imidlertid var sporløst forsvundet, da højesteret skulle tage

stilling til sagen. I deres sted indtrådte biskop Bircherod og landsdommer Christoffer Bartholin

til Kaas, nu udpeget som vicestiftamtmand. En række af de besatte kvinder blev arresteret og

ført til Aalborg, hvor kommissionen fuldførte afhøringerne. Af de besatte tilstod Maren

Spillemand, den 9-årige Kirsten Langgaard, som blev overtalt af provstinde Reenberg, som hun

boede hos i Aalborg, samt Maren Hansdatter og fire andre letlevende kvinder i. Resten af de

besatte nægtede til det sidste trods hårdt pres og fængsel at have opdigtet besættelsen.

Kommissionens endelige beretning til kongen er dateret den 28. oktober 1696.

Hillerslev-Hundborg herreders ting kunne ikke nå til en dom over Anne Christensdatter for at

have udøvet hekseri. Hun benægtede alt, og dommerne var ikke enige. En anden udlagt

3


troldkvinde, den gamle Anne Vert, aflagde fuld tilståelse og blev dømt fra livet. Begge sager

skulle efter loven forelægges landstinget i Viborg, som i november 1696 frikendte begge

kvinder.

Kongen nedsatte 7. november 1696 en kommissionsdomstol til at dømme i sagerne mod de

besatte og mod Ole Bjørn og hans hjælpere. Som generalfiskal 1 udnævntes kancellisekretær

Mathias Rosenvinge. Resten af kommissionen udgjordes af landsdommerne og

vicelandsdommerne i Viborg samt biskop Braem, Århus, og provst Reenberg, Aalborg.

Kommissionen afsagde sin dom 14. maj 1697. De besatte, som ikke havde tilstået bedrageri

eller havde tilbagekaldt tilståelsen, nemlig Maren og Karen Spillemand, Anne Krogsgaard og

Karen Toftum, blev dømt til halshugning, Anne Jacobsdatter, som var erklæret syg, dog kun til

landsforvisning, og Inger Fusmand, som var død, til at begraves i uindviet jord. Resten af de

besatte havde aflagt en eller anden form for tilståelse og slap med kirkens disciplin, dvs.

offentligt skriftemål i Thisted kirke. Ole Bjørn dømtes fra kjole og krave, sin magistertitel og

alle andre gejstlige privilegier og til forvisning fra Jylland efter at have gjort offentlig afbigt i

Thisted kirke. Hans hjælper Poul Rytter dømtes ligeledes fra sine gejstlige privilegier, til

offentlig afbigt og forvisning fra stiftet, og Bjørns søstersøn Christian Frederik Mavors dømtes

til evig relegation fra universitetet og forvisning fra stiftet. Ole Langgaard blev fradømt al sin

ejendom, som blev solgt på auktion.

Hos kongen og hans nærmeste rådgiver Matthias Moth, der havde fulgt sagen fra begyndelsen,

var man imidlertid ikke tilfreds med kommissionens arbejde. Sagen kom derfor for højeste

højesteret, hvor Moth var en af dommerne. Højesterets dom faldt den 26. februar 1698. De

besatte kvinder blev med undtagelse af Kirsten Langgaard dømt til kagstrygning 2 og fængsel

på livstid, og sendt til forskellige fængsler, Maren Spillemands til Odense Hospital. Hun blev

benådet 1703, de andre tre år tidligere. Ole Bjørn blev dømt fra kjole og krave og til fængsel på

livstid. Han sad i fængsel på Hammershus og Christiansø, men blev benådet allerede 1699 kort

efter Frederik 4.’s tiltrædelse. Han fik dog ikke sine gejstlige rettigheder tilbage.

I Hillerslev Hundborg herreders justitsprotokol (Landsarkivet i Viborg) er - med undtagelse af

dom af 4/8 1696 over heksen Anne Vert – alle sagens akter, herunder vidneafhøringerne, slettet

ved overtværing af de pågældende indførsler med sværte.

Justitsprotokollen for Thisted købstad for årene 1689-96 er gået tabt.

Viborg Landstings domprotokoller for årene 1666-1719 er gået tabt. I Viborg Landstings

justitsprotokol er indførslerne om Thistedsagen slettet.

Den nedsatte kommission lod alle sagsakter føre til protokols, herunder afskrifter af de lokale

justitsprotokollers indførsler. De første findes indført på de første 50 sider af Aalborgs

Rådstueprotokol for årene 1697-1710 (Landsarkivet i Viborg), resten findes i en særlig

kommissionsprotokol, som opbevares i Rigsarkivet, og som rummer i alt 238 aktstykker.

Højesterets protokol med dom af 26/2 1698 og tilhørende sagsakter samt en særlig

voteringsprotokol med de 15 dommeres vota opbevares i Rigsarkivet.

1 Offentlig anklager.

2 En straffeform, der bestod i at man blev bundet til en pæl (en kag) og pisket.

4


5

10

15

Tekster:

1. Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98 (København 1959), bd. 1, s. 9-16

2. Steen Busk: Et landbosamfund i opbrud. Sundby Mors 1660-1800 (Århus 2011), bind 2, s.

885-893 (uddrag)

3. Danske Lov, 6. Bog, 1. Cap., art. 9-13

4. Kirkeritualet af 25. juli 1685, Cap. 6, art. 3 .

5. Kommissionsprotokollen (Bilag til jysk Missive ang. Kommission i den Thistedske

Besættelsessag, Rigsarkivet)

a) Udskrifter af Hillerslev-Hundborg herreders justitsprotokol.

b) Udskrifter af justitsprotokollen for Thisted købstad.

c) Uddrag af Ole Bjørns beretning til biskoppen.

d) Maren Spillemands bekendelse.

e) Jordemoderens attest om Inger Fusmand

f) Kommissionens afsluttende relation

6. Uddrag af biskop Jens Bircherods dagbog

7. Uddrag af Matthias Moths votum

8. Højesterets dom

9. Brev fra biskop Thomas Kingo til Bircherod

10. Kort og Sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted. Til alles

Efterretning af Original-akter og troværdige dokumenter uddragen og sammenskreven,

København 1699 (her gengivet fra en udgave fra 1891, s 37-39, 51-52, 98-102)

1. Anders Bæksted: Besættelsen i Tisted 1696-98 (København 1959), bind 1,

s. 9-16.

Anders Bæksted, cand.mag. i dansk og fransk, dr.phil. på en afhandling om runer, var

inspektør ved Nationalmuseet. Hans tobindsværk om besættelsen i Thisted, er skrevet i en

populariserende, dramatiserende stil.

De begivenheder, der går under navnet Besættelsen i Tisted, tog fart i begyndelsen af året

1696. På det tidspunkt følte præsten i Tisted Ole Bjørn sig overbevist om, at pigen Maren

Spillemands, som siden sine unge år havde været syg, var genstand for legemlig besættelse,

onde ånder, vist ind i hende af en hex.

Inden længe var over en halv snes kvinder, der iblandt et pigebarn på ni år, i samme eller

lignende situation.

Ole Bjørn optrådte som djævlemaner og hexejæger og spåede sig stor succes af sin virksomhed

i denne ”Guds og landsens almindelige sag”. Og han optrådte ganske uden persons anseelse;

der var fornemme fruer blandt de troldfolk, han var på jagt efter.

Ole Bjørns foresatte, biskop Jens Bircherod i Aalborg, som først var tilbøjelig til at give

præsten ret i hans synspunkter, fattede snart mistanke og fik sat grundigere undersøgelser i

gang. Og medens de lokale domstole dømte den værste af hexene til bål og brand, gik een af de

besatte kvinder til bekendelse, at hele besættelsen var opdigt fra ende til anden.

Hexene blev, selv i tilfælde af aflagt bekendelse, frikendt ved Viborg landsting. De foregivne

5


20

25

30

35

40

45

50

55

60

besatte kom for en kommissionsdomstol i Aalborg. En del af dem dømtes til døden, og en del

af deres medskyldige med Ole Bjørn i spidsen, idømtes andre strenge straffe.

Kommissionsdommen ændredes senere betydeligt ved Højesterets behandling af sagen i

slutningen af 1697. Men relativt set var man ikke kommet til andet resultat end kommissionen:

De besatte kvinder havde, måske for enkeltes vedkommende med nogen undskyldning i

sygelige tilstande, bevidst anstillet sig som besatte. Ole Bjørn havde af forskellige motiver

styrket dem deri, og hver af de andre interessenter havde af sine affekter ladet sig bevæge til at

tage del i sagen: avind, dumhed, forfængelighed o.l. Ved Højesterets behandling af sagen blev

det tillige klart, at der var forefaldet forskellige uregelmæssigheder ved den tidligere

behandling, især i kommissionen. Dette medførte ret strenge bødestraffe eller alvorlige

reprimander til et par af kommissionsmedlemmerne, til biskop Bircherod og til et par andre

kongelige tjenestemænd

… (...) …

Tisted-sagens omfang og form synes at være et normalt resultat af overtroens og det dertil

knyttede hexevæsens udviklingsgrad i det 17. århundrede. Ældre tiders bastante hexetro,

kosteskaftet, hexesalven 3 , sabbaten, hexens sorte kat o.s.v. var i mere oplyste kredse ved at

miste sin betydning, naturvidenskabernes kolossale fremskridt og den allerede længe af enkelte

modige mænd førte kamp mod hexeforfølgelserne var ved at sætte frugt. Fanden løb mindre

rundt med horn og hale og heste-hov, men foretrak at manifestere sig under subtilere, mere

mystiske former, lod sig se nu som halvt uvirkelige dyreskikkelser, nu som lysende

udladninger i luften, eller lod sig høre som en stemme, spottende eller truende. Og medens man

tidligere med forkærlighed havde sporet resultaterne af hans som regel ved onde menneskers

påkaldelse fremmede virksomhed som eens pludselige rigdom, en andens fattigdom, eens

utrolige magt over kvindekønnet, en andens triste impotens, eens held i sin hele næring og

bjæring, en andens uheld med både avl og bæster, kort sagt i den enes overmål af indbildt

lykke og den andens overmål af virkelig ulykke, lagde man efterhånden mere vægt på visse

andre af de gammelkendte sider ved hans virksomhed. Navnlig hans evne til i egen person eller

repræsenteret af ham undergivne onde engle at tage bolig i mennesker og arte sig enten som

åndelig besættelse, der medførte fortvivlelse og svækkelse af den saliggørende tro, eller som

legemlig besættelse, der viste sig ved, så længe anfægtelserne stod på, at sætte den besatte

person uden for, og ofte over, de normale grænser for menneskelig virksomhed. Nogle besatte

sås at svæve i luften, andre indtog i hvert fald sådanne stillinger med kroppen, som intet

normalt menneske kunde indtage. Nogle besad en så overmenneskelig styrke, at hverken

lænker eller bånd kunde holde dem, andre regerede i hvert fald sådan, at der måtte tre, ja fire

personer til for at hindre dem i at gøre skade på sig selv og andre. Nogle talte fremmede

tungemål, sprog, som de aldrig havde lært eller hørt, andre gav i hvert fald forskellige dyrs lyd

fra sig med skuffende lighed. Nogle havde kundskab til skjulte og fjerne begivenheder både i

fortid og fremtid, andre kunde i hvert fald udsige et og andet om naboerne, som disse måtte

vedgå som sandt.

Hexe blev beskyldt for at have givet de onde ånder adgang til de stakkels anfægtede. Og hexe

3 (Bæksteds note) Om disse uhyggelige rekvisitter har Lauritz Gentz skrevet en meget betydningsfuld afhandling,

hvori han bl.a. påviser en ret udstrakt anvendelse af bulmeurt (som afrodisiacum) i hexesalve, der hos brugeren

har vakt forestillinger af sexuelt betonet art om ridt i luften, om deltagelse i sabbats-fester o.l. (Vad förorsakade de

stora häxprocesserna, Arv, 1954, p.1-39).

6


65

70

75

80

85

90

95

100

105

blev endnu langt hen i det 17. århundrede her i landet, og andre steder endnu senere, henrettet.

Men det var faktisk ikke længere hexen, der var begivenhedernes centrale figur, for hende var

man godt på vej til at miste interessen. Nu var det den besatte selv, som frembød de

interessante tilfælde, og som blev gjort til genstand for experimenterende, nysgerrig

undersøgelse, den der endelig lykkeligt resulterede i, at ikke alene hexen, men endog Fanden

måtte frikendes for skyld i de tilstande, der så længe havde gået under navn af besættelse, men

som nu erkendtes som ganske vist endnu i lang tid uforklarlige sygelige fænomener. Samtidig

med den nøjere undersøgelse og skarpere iagttagelse forsvandt naturligvis de såkaldte besattes

uafhængighed af i tyngdeloven, deres unaturlige styrke, deres kundskaber i fremmede sprog,

deres spådomsevne. Tilbage blev deres hysteriske krampeanfald, deres uro, deres uartikulerede

lyde. De blev i stedse stigende grad genstand for lægens, i stedse aftagende grad genstand for

præstens opmærksomhed.

Men inden udviklingen var nået så vidt, havde netop besættelsesteorierne fejret store triumfer.

Tisted-sagen er kun et enkelt exempel på de massepsykoser, der optræder til alle tider, men

som særlig i det 16. og 17. århundrede, og navnlig når patienterne var af kvindekøn, fik navn af

og antog form som djævlebesættelser. Det vil være tilstrækkeligt her som markante exempler

at henvise til massebesættelsen i Ursulinerinde-klosteret i Loudun i 1630'erne, en begivenhed,

der var almindelig kendt over hele Europa, og til den med Tisted-sagen forbavsende ensartede

sag i Salem, Massachusetts, der udspilledes i 1690'erne. I Loudun optrådte præsten Urbain

Grandier, ikke uden lighedspunkter med Ole Bjørn, som centralfigur blandt de besatte kvinder.

Han blev brændt som troldmand i 1634, uden at besættelserne af den grund hørte op. I Salem

blev en flok unge piger gale, optrådte som besatte og beskyldte adskillige både fornemme og

jævne koner for at have optrådt som hexe. Af disse blev en halv snes stykker hængt. Endelig

blev som bekendt i sidste halvdel af det 17. årh. Sverige skueplads for en række hidsige

hexeforfølgelser.

At hele det gamle hexeapparat, med troen på kosteskaftet, hexesalven, sabbaten, hexens kat

o.s.v., lever videre hos de almueprægede interessenter også i disse mere moderne sager, siger

sig selv.

2. Steen Busk: Et landbosamfund i opbrud. Sundby Mors 1660-1800 (Århus

2011), bind 2, s. 885-893 (uddrag)

Steen Busck var mange år lektor i historie ved Aarhus Universitet, indtil han gik på pension i

2009. Den følgende tekst er et uddrag af hans doktordisputats fra 2011, som er den eneste

grundige bearbejdning af kildematerialet til besættelsen i Thisted siden Anders Bæksted:

Besættelsen i Tisted 1696-98 (København 1959).

Besættelsen i Thisted

Rigets sidste store trolddomssag rejstes i året 1696 for Hundborg-Hillerslev herreders ting i

Thisted, hvorfra den førtes videre gennem mange instanser til Højesteret. Den viser, at både

bønderne i Thy, borgerne og den menige almue i købstaden Thisted og hele eliten her i de

nordvestjyske amters administrative centrum med amtmanden i spidsen tog trolddommen

yderst alvorligt. Amtmanden, Jørgen Skeel Due, satte den næsthøjeste embedsmand,

7


110

115

120

125

130

135

amtsforvalter Jens Hansen, ind som anklager for den verdslige domstol, hvad der i sig selv

viser dens alvor. Men som i andre trolddomssager var det gejstligheden, der tog initiativet,

nærmere bestemt sognepræsten i Thisted, magister Ole Bjørn.

… (..) …

På højeste sted hos kongen og hans nærmeste rådgiver, Matthias Moth, var man imidlertid

utilfredse med sagens behandling [ved kommissionsdomstolen, som afsagde sin dom marts

1697]. Den kom for Højesteret, som mildnede dommene over pigerne til kagstrygning og

fængsel på livstid og skærpede Ole Bjørns straf til fængsel på livstid.

Meget tyder på, at der var tale om et justitsmord. Pigerne og alle i Thisted og omegn fra

amtmanden og amtsforvalteren og nedefter til gemene bønder, sandsynligvis også Ole Bjørn,

var overbevist om trolddommen, indtil den rige Enevold Berregaard gjorde sin indflydelse

gældende og begyndte at sværte ham til. Da slog by- og herredsfogeden og enkelte andre af

byens spidser om. Man aner borgmesterens pengepung og magt i byen og egnen bag de nye

vidneudsagn, som fældede Ole Bjørn.

En vigtig baggrund for omslaget var uden tvivl også, at man på højeste sted hos folk som

Matthias Moth og Poul Vinding stik imod lovens ord var i færd med at afskaffe trolddom som

forbrydelse. 4

… (..) …

Kampagnen virkede, i hvert fald i eliten. Godt tyve år senere skrev professor Ludvig Holberg

en komedie, Hexerie og blind Allarm, som gjorde tykt grin med overtroen i dette afsides

provinshul. Kampagnen virkede også i retssystemet på trods af lovens bogstav, som fortsat var

gældende. I alle senere sager om trolddom, var det ikke troldkvinder, der blev dømt, men

forfølgere, som havde taget sagen i deres egen hånd og henrettet troldkvinden, når nu

domstolene ikke ville. I Salling blev en heks brændt i sit hus i 1727, og så sent som år 1800

pryglede østjyske bønder en gammel kone til døde. 5 Der synes altså at være gået politik i

Thistedsagen. Flere ting tyder på, at man i de højere kredse godt var klar over, at Bjørn og de

besatte kvinder var blevet uskyldigt dømt, Biskop Bircherod fik en irettesættelse og en bøde på

1000 rdl for sin behandling af sagen, og de dømte blev alle løsladt et par år senere.

4 (Buscks note) En sag, som på flere måder var et forvarsel om Thistedsagens udgang, og som Bjørn havde kunnet

tage ved lære af, havde i 1686 udspillet sig i Nibe, hvor en velhavende borger var blevet udlagt som troldkarl og

beskyldt for at have sendt en djævel ind i en kvinde, som derefter var blevet behandlet af den lokale præst. Også

her gik den rige borger fri, og præsten blev ved højesteret af flere af de samme dommere dømt til at betale høje

bøder og erstatninger (J.C. Jacobsen: Besættelse og trolddom i Nibe 1686 (København 1973)).

5 (Buscks note) Gustav Henningsen: ’Hekseforfølgelser efter ”hekseprocessernes tid”, et bidrag til dansk

etnohistorie’, Folk og kultur 1975, s. 106ff. Jakob Lykke:’ ”Heksemordet” i Brigsted’, Aarbog for Historisk

Samfund for Aarhus Stift 1909, bd. 2, s. 19-61.

8


140

145

150

155

160

165

170

3. Kong Christian den Femtis Danske Lov 1683 (udg. af V.A. Secher,

København 1891), 6. Bog, 1. Capitel:

Danske Lov var en sammenfatning, en såkaldt kodifikation, af al tidligere dansk lovgivning i

en enkelt lovbog, som herefter var grundlag for retsudøvelsen overalt i riget, men som

løbende suppleredes med nye forordninger.

Artikel 9

Befindis nogen Troldmand, eller Troldqvinde, at have forsoret Gud og sin hellige Daab og

Christendom, og hengivet sig til Dievelen, den bør levendis at kastis paa Ilden og opbrændis.

Artikel 10

Hvo som bruger nogen galne indbildede Konster med Forsæt at ville forgiøre og skade en

anden, have sin Hovedlod forbrut; Og er det Mands-Person, da straffis hand med Jern og

Arbejd paa Bremmerholm, eller andet saadant Stæd, sin Livs Tid; Er det Qvindis-Person,

straffis iligemaade i Spindehuset.

Artikel 11

End bryde de ud, eller bortløbe, straffis paa deris Liv, om de kand antreffis.

Artikel 12

Dersom nogen befindis med Segnen, Manen, Maalen, Igienvisning, visse Dagis Udvælgelse,

Characterers Misbrug, at omgaais, og i saadanne mistænkte Konster kyndige og forfarne at

være, og dem øve og bruge, da skulle de have forbrut deris Boeslod, og rømme Kongens Riger

og Lande.

Artikel 13

De, som ere saadanne Folkis Medvidere, og deris Raad og Konster til sig, eller andre, bruge

eller bruge lade, skulle første Gang staa aabenbare Skrifte 6 , og give til næste Hospital to

tusinde Lod Sølv, om de Middel dertil have, ellers efter deris yderste Formue. Befindis nogen

anden Gang i samme Forseelse, da straffis den ligesom de, der saadan Ugudelighed og

Daarskab øve.

6 Åbenbart skrifte bestod i, at man bekendte sine synder overfor menigheden i kirken.

9


175

180

185

190

195

200

205

210

4. Kirke-Ritualet af 25. juli 1685, VI Cap. III Articul:

Her efter J. H. Schou: Chronologisk Register over de Kgl. Forordninger og Aabne Breve

(København 1822 ff). Ritualet, der var en forordning med fuld lovkraft, var udformet af

bisperne Hans Bagger, Thomas Kingo og Henrik Bornemann.

Om de Besatte og dem, som i en eller anden Maade plages af Dievelen eller hans onde

Redskab.

Bliver Præsten kaldet til nogen, som holdes for at være besat, eller i anden Maade plages af

Dievelen, da maae han ingenlunde afslaae det, men bør efter sit Embedes Pligt, i Herrens

Navn, efter foregaaende alvorlig Bøn og Paakaldelse til Gud, straks at forføie sig til den Syge

og fornemme hans Tilstand. End bliver han ikke kaldet, og det er vitterligt, at saadan en er i

hans Menighed, bør han dog komme af sig selv, og, om han saa tykkes, kan han tage sine

Medhielpere eller nogle andre Guds Børn med sig. Han maae ikke være for hastig til at dømme

derom, at han enten giør for lidet deraf, eller og for meget. Thi enskiønt slige Exempler, derfor

Gud være æret, ere nu omstunder rare 7 i Christenheden, saa bør man dog ikke holde det for

Fabel, Drømme eller melankolske Griller eller anden Sindets Uroelighed, naar saadant høres

iblant os, og ikke tænke, at vi nu ere aldeles frie for slige Satans Anfægtninger. Ikke heller skal

en Guds Tiener være for hastig til at troe den gemene Tale om saadanne Syge; men han bør

være betænksom i sine Domme, og i saadant Fald vel vide at giøre Forskiel paa slige Satans

Gierninger, saa at han ikke tager det ene for det andet, og dømmer den at være besat, som enten

ikkun udvortes plages af Dievelen, eller og ved Forgift eller anden Trolddom er bragt i den

Tilstand, eller og maaske af en naturlig Svaghed saaledes kan anstille sig; efterdi der ere

adskillige Sygdomme, som i et og andet ligne dem, som ere besatte, saasom Maanedsyge,

Raserie, den faldende Syge og andre deslige. Derfor, naar Præsten kommer til nogen, som er

saaledes anfægtet, skal han først og for alting vel give Agt paa, hvorledes den Syges Tilstand

er, og derhos nøie udforske, paa hvad Maade denne Anfægtning er overfalden ham. Hvilket

han straks skal give Superintendenten 8 tilkiende, efter alle Omstændigheder, og imidlertid med

Bøn, Trøst og Formaning flittig opvarte den Syge, saavelsom dagligen anregne, hvis (hvad) der

forefalder, for desbedre Underretning om Sygdommens Beskaffenhed. Siden skal

Superintendenten beskikke nogle visse Præster deromkring, som, tillige med Sognepræsten der

paa Stedet, skal skiftes til at opvarte den Anfægtede med Bøn og Læsning. Disse skal allerførst

i nogle medicorum 9 Overværelse nogle Gange komme tilsammen hos den Anfægtede, og vel

med hinanden overveie, om den Svaghed kan være naturlig eller ei, hvis ikke, om det da

maaske maatte være et græsk ord eller Satans Gøgelspil, hvorved han saa tit forblinder

Menneskene, og saaledes forvender deres Sind og Sandser, at det, de tænke, de see for deres

Øine, er dog slet intet; eller og om saadan en vel kan eragtes at være legemlig besat af

Dievelen, saa at han enten hersker og regierer i det ganske Legeme og alle dets Lemmer, samt

Sind, Fornuft og alle Siælens Egenskaber, eller og at han ikkun har bemægtiget sig en eller

anden særdeles Lem paa Legemet, som han selv boer i, og lader sin Magt fornemmelig see udi.

Thi endskiønt det for mange og store Aarsagers Skyld er meget vanskeligt nu i disse sidste

7 Sjældne.

8 Biskoppen.

9 Læger.

10


215

220

225

230

235

240

245

250

255

Tider at giøre Forskiel paa Aanderne og ret til Grunde at udforske saadan Satans legemlige og

personlige Besættelse i Menneskene, saa kan dog en Guds Tiener ikke lettelig fare vild derudi,

naar han spørger Gud til Raads derom og indretter sin Prøve efter Guds Ord, hvori alle Satans

Anslag med Menneskene ere os af Gud selv forud aabenbarede tilligemed en kraftig Recept og

Lægedom imod enhver af dem. Og da saadanne Dievle ikke fare ud uden ved Bøn og Faste, saa

skal en Guds Tiener fornemmelig tilholde saadanne Anfægtede, at de af al Magt imodstaa

Satan, og med en Hjertens andægtig og ivrig Bøn holde Gud deres himmelske Fader deres

store Nød og Elendighed for, at den dog for Christi Skyld vil forbarme sig over dem, skal

Bispen til den Ende forfatte en særdeles Bøn i sligt Tilfald for den Anfægtedes naadige

Befrielse, efter Guds behagelige Villie, hvilken Præsten, tillige med andre hosværende Guds

Børn, til det mindste tvende Gange hver Uge med tilbørlig Iver og Andagt paa sine Knæ skal

bede inde hos den Anfægtede, og slutte med Herrens Bøn og Velsignelsen over den Lidende.

Ellers skal de nærmeste Venner og de, som ere i Huset, 2de Gange hver Dag læse samme Bøn

for ham. Iligemaade skal og i alle Bedestunde, saavelsom og til hver Prædiken, giøres Bøn for

samme Menneske, baade før og efter Prædiken, ikke alene i den Sogne-Kirke, som Personen er

udi, men endog i alle andre Kirker der i Byen, saavel som i alle Herreds-Kirkerne der omkring,

om det er paa Landet; dog skal den Syge og Anfægtede ikke personlig opføres til Kirken, mens

samme Bøn holdes, som andensteds brugeligt har været, med mindre det for sær Aarsags Skyld

maatte vorde befalet, paa det Menigheden med des større Iver og Andagt maatte giøre deres

Bøn for ham. Dersom den Anfægtede med sin Ugudelighed selv har voldet sig denne store

Fristelse, at han enten har indgaaet en særdeles Pagt med Satan og i saa Maade forbundet sig

godvillig til hans Tieneste, eller og han med anden Ugudelighed har givet Satan Rum til sit

Tyrannie at forøve mod ham, da skal Præsten altid af Guds Ord holde ham for, hvor grovelig

han derudi har syndet imod Gud, vise ham, hvad Magt Satan har over Guds Foragtere. Men har

han været gudfrygtig og af et christelig Levnet, saa at ingen kan sige, at han selv har

foraarsaget sig denne Elændighed, som et Vredes Tegn fra Gud og en retfærdig Straf for nogen

grov dievelsk Gierning, da skal Præsten flittig trøste ham af Guds Ord og vise ham, at Gud

endog for særdeles Aarsager ofte saaledes tilstæder de Gudfrygtede til en Tid at plages af

Satan. Og dersom Præsten da finder den Anfægtede saaledes beskikket og fuld af Troe og

Kierlighed til Gud, taalmodig under Korsets Byrde, frimodig og nidkiær mod sin Fiende, og

særdeles begierlig efter sin Frelseres Jesu Christi helligste Legems og Blods Deelagtighed, da

kan han undertiden betiene ham dermed, naar han er fri for den Ondes Anfægtninger, og kan

agtes best beqvem dertil. Hvorpaa han efter en kort Paamindelse slutter med Herrens Bøn og

Velsignelsen over den Anfægtede, hvilket Præsten altid giør, saa tit han forlader ham.

5. Kommissionsprotokollen. Bilag til Jysk Missive ang. Kommission i den

Thistedske Besættelsessag (Rigsarkivet)

a) Udskrifter af Hillerslev-Hundborg herreders justitsprotokol.

Vidnesbyrd aflagt for herredstinget 3/3 1696 af Jens Knudsen og Esge Jensen af Thisted, som

2/3 1696 på øvrighedens foranledning havde afhørt Maren Christensdatter Spillemand, der

ikke selv pga. sin sygdom kunne være til stede på herredstinget (alle vidner skulle med to

oprakte fingre aflægge ed på, at det var sandt, hvad de sagde; hvis nogen blev grebet i mened,

var straffen at få de to fingre hugget af):

11


260

265

270

275

280

285

290

295

At for ti Aar siden til nu førstkommende Sankte Hans nat, da hun, Maren Christensdatter, og hendes

Søster, Karen Christensdatter, kom om natten fra Vækkeild 10 , som stod paa Stenbroen sønden for Erik

Nielsens i Skinnerup, og der de vilde gaa hjem og kom sønden Lille Thomases Vestenkier i Skinnerup,

kom tvende Qvinder mod dem, som kom høkkende paa deres Hæle i Vejsporen og havde lige som et

Skørt hver om sin hals. Hvorover Karen Christensdatter blev forskrækket, men Maren Christensdatter

bad god aften tvende gange til dennem, men de ikke vilde svare. Saa sagde hun atter igen: Svarer i

Guds navn! Da svarede den ene af fornævnte tvende Qvinder, som var Anne Christensdatter Lille

Thomases kone i Skinnerup: Ja, Maren, ti stille! Hvortil Maren Christensdatter svarede: Vil I gøre os

ræd? Hvi kommer I udi saadan Skikkelse? Hvortil Anne Christensdatter svarede: Gaar I hjem til Eders

Seng! Men den anden qvinde, som fulgtest med, svarede dennem intet.

Vidnesbyrd aflagt for herredstinget 3/3 1696 af Peder Christensen Fjerritslev, skolemester i Thisted:

… at Olle Pedersen Langgaards lille Datter, et lidet Pigebarn ungefær paa ni Aars alder, haver gaaet i

Skole til hannem en 3 Aars tid og haft et meget godt nemme. 11 Men mod det sidste Aar, hun gik i

Skole, som var anno 95, haver han tid efter anden bemærket nogle sære Miner og Fagter hos hende,

hvorover han sig undertiden noget forundrede, kunde dog ej andet tænke, end det var enten en sær

Barn-agtighed eller anden naturlig Svaghed. Men som hun paa det sidste blev saa svag, at hun

endeligen nødtest at qvittere Skolen, haver hun nogen stund ligget ved Sengen hjemme, og stedse efter

egen Bekendelse befunden stor Smerte i hendes ene Fod og Laar. Og som hun kom sig noget igen, er

hun af hendes Fader beskikket til Tugt og Lære hos hæderlig og vellærde Jacob Pedersen, collega

scholae, og hans Hustru udi Tisted, da det strax derefter er blevet rygtbar, at hun, Gud bedre det, af

Djævelen legemlig er besat. Og haver jeg efter den tid med mange andre Guds Børn ofte været til stede

i bemeldte Jacob Pedersens Huus saavel som udi Tisted kirke, naar dette onde samme liden pige er

paakommen, og med stor forskrækkelse, vemodighed og grædende Taare det anset, hvorledes den onde

Aand haver forvendt Barnets Ansigt med forfærdelige og Guds forbarmlige Siun og Fagter, og mesten

altid med en sær forvendt Røst liudelig talt igennem Barnets Mund mange underlige og gruelige Ord,

som jeg ikke nær kan erindre, og for vidtløftig er at opregne. Iblandt andet har han sagt, at Anne

Christensdatter, Lille Thomases kone i Skinnerup, var Hans Moder, og hun havde sagt ham tjeneste til

for 20 Aar siden på Engen imellem Tisted og Skinnerup. Og han havde sat et Tegn på hendes ene Side

eller Skulder. Desligeste, at han havde skaffet hende mange Penge, tid efter anden, hvilke han havde

stiaalet fra en Kiøbmand i Kiøbenhavn ved navn Jens Nielsen norden for Slottet, og hun havde skrevet

sig til hannem med Legem og Sjæl. I lige maade sagde den onde igennem Barnets Mund, at Karen

Lauridsdatter på Skovsted Bakke og hendes Søster ved Skovsted Vad var hans Søstere. Og sagde

samme Djævelskab sig at hedde Hvide Rot, og dersom baade hans Moder Anne Christensdatter og de

andre to i Skovsted ikke bleve brændt, da skulde han blive hos Barnet. Og hans Broder Luser, som var

hos Maren Spillemands, skulde ogsaa blive hos hende i ti Aar endnu. Sagde og, at Den store Mand

vilde nu endeligen have det aabenbaret og straffet, enddog han sagde det mod sin Vilje. Og om hans

10 Sankt Hans-bål.

11 Hun har været lærenem

12


300

305

310

315

320

325

330

335

Moder ikke kom ud til hannem, da skulde han aldrig vige.

Om Maren Spillemands og Kirsten Langgaards konfrontation med Anne Christensdatter fortæller

Peder Fjerritslev i samme vidnesbyrd:

Maren … laa ligesom dum og da ikke kunde tale, men strax derefter med underlig hul og sær Stemme

saa blideligen paa Anne Christensdatter. Og som velermeldte Magister Olle, som da var nærværendes,

haardeligen tiltalte samme Qvinde af Skinnerup, og hun benægtede sig at være skyldig i sligt, som den

onde Aand raabte paa hende for (vilde endogsaa forfejre (besmykke) sin Sag med Susannes

uskyldighed), da greb hun i det samme paa Magister Olufs Haand og rev Blodet ud af hans ene Finger,

som han strax viste for os alle, som da tilstede var, og sagde til Anne Christensdatter: Du skal faa

Skam, for du river mig! Hvad Mening har du med dette? Hvilket Anne Christensdatter strax

benægtede. Og som magister Olle saa vel som vi andre bad Gud hjerteligen, at han vilde give nogen

Tegn, om samme Qvinde af Skinnerup var skyldig udi dette, som hun beskyldtest for, da haver den

onde Fjende i samme Øjeblik skrækkelig og forfærdelig regeret samme Maren Spillemands. Og som

oftbemeldte Qvinde af Skinnerup kom i Jacob Pedersens Huus (hvor hun dog ganske nødig vilde været,

men omsider dog efter Øvrighedens Befaling endelig maatte gaa derind) og det første hun kom ind i

stuen, laa Barnet, ligesom hun havde været dum. Og der magister Oluf bad Anne Christensdatter, at

hun skulde lægge hendes Haand paa Barnet, da fløj Barnet op i samme Øjeblik og med stor Glæde og

Hænders Klappelse bad hende være velkommen og kaldede hende Moderlille mangfoldige gange.

Dernæst haver den onde Aand Barnet med gruelig, ynkelig og forskrækkelige Fagter, Raab og Skrig

plaget og tribuleret. Og som magister Olle befalede i den hellig Trefoldigheds Navn denne onde Aand

at udfare, svarede han, han kunde intet komme ud, saa længe hans Moderlille var derinde. Og da blev

bemeldte Anne Christensdatter befalet at gaa ud. Og der magister Olle atter befalede den onde Aand at

udfare, sagde han: Min Moder staar i Gangen endnu, jeg kan ikke fare ud, saa længe min Moder er her i

Huuset. Og der hun da blev udvist af Gangen, blev det strax godt med Barnet.

b)Udskrifter af justitsprotokollen for Thisted købstad (bytinget)

Afhøring af Jens Tingstrup og hans kone Maren Madsdatter juli 1696:

For en tyve Aar siden nu sidst afvigte Paaske, da var jeg, Maren Madsdatter, næsten kvalt udi min Seng

om Natten, og udi Forskrækkelse saa jeg op, og da øiensiunlig blev jeg var, det var fornævnte

Troldkvinde Anne Vert, eller den fule Aand i hendes Gestalt, som greb mig udi min Svælg og villet

kvalt mig. Nogle Dage derefter blev en af vores Køer galen, gabte i Gaarden og kunde ikke tude,

sprang i Veiret, saa Elendighed var at se paa den, vilde ikke æde det, som vi rørte vores Hænder ved,

og fik vi aldrig Nytte af den derefter. Min Mand var i Tingstrup med hæderlig Hr. Magister Anders

Hebo; hørte jeg Katter udi vores Gaard, som sang. Da jeg saa fornævnte Katter, nogle Snese, baade

blaa, hvide og graa og brogede, søgte de mig, saa jeg faldt baglæns ind ad vores Gaarddør. De sprang

ad mig som Hunde, begyndte at rive. Dog Gud mig naadelig fra dennem bevarede. Saa var og Ukræ af

Rotter og Mus her i Husene, uhørlig mange. De ikke alleneste skar deres Korn og hvællede ude og

13


340

345

350

355

360

365

370

inde, mens de grov Huller i Laden, løfte store Stene op, gjorde Graver og Huller som store Rævehuler.

Den første Vinter jeg kom til min Mand, sad fornævnte Anne Vert her i Huset. Da mesten altid havde

hun en Kat uden for Døren i Forstuen og mjevede. Og naar de bryggede, da laa der en Kat paa

Gærkarret, og jeg fik saa ingen Held af mine Brygninger. En sort Kat sprang til et stor Lius, som stod

og brændte i vores Bryggers, tog det i sin Mund og slæbede Liuset omkring i Ildingen 12 . Luen af

Liuset brændte bagefter Kattens Bene. Alt det vi løb kunde vi ikke naa at træde paa Liusbranden eller

faa det fra Katten. Strax derefter blev baade Katten og Liuset rent borte og forsvandtest. Derefter om

Natten øste vi Vand der, som fornævnte Kat løb, og befalede vores hus udi Guds Vold. Alt hvad Mad,

jeg kogede ved Ilden, da kunde jeg aldrig gaa saa snart fra det og komme tilbage igien, de tvende Parter

jo var borte af Maden. Og der var aldrig nogen Menneske tilstede, man derfor kunde have mistænkt.

Saa blev jeg Jens Tingstrup rasende og afsindig. Fire Karle maatte vaage over mig Nat og Dag i fjorten

Uger. Min Hemmelighed 13 blev mig fratagen. Jeg sov ingen Søvnblunde i fornævnte fjorten Uger. Jeg

kunde ikke taale at se min Kæreste for mine Øine. Naar jeg saa hende, vilde jeg gøre hende Ondt, brød

hendes Ryg i Stykker og kryste hendes Næse i sønder og udi adskillige Maader handlede ilde med

hende, og udi Rasenhed løb jeg Loftet over. Siden raadførte vi os med højlærde Magister Hebo, hvad

Raad der var til sligt. Sagde han: Siger til Anne Vert, den Troldqvinde, hun er skyldig i al Eders

Ulykke. I skal ellers ikke have med den Skarn at bestille. Saa drog den Skarn derefter til Torsted.

Ungefær for to Aar siden kom hun til mig paa Hald Ager og sagde: Vi havde agtet at faa Raad med

Eder, men den Gang stod I Eder.

Afhøring af Enevold Nielsen Berregaard juli 1696:

[Berregaard vil ikke nægte]…at det jo i Thisted har været en gemeen Tale blandt Almuen, at Mag. Oluf

Biørn paa en sær Maade examinerede det unge Qvindkøn i deres Børnelærdom … at Anders Pedersens

Hustru Anne Christensdatter 14 engang var kommen til hannem i hans Hus og i høieste Maader

beklagede sig, at Mag. Ole Biørn med usømmelig Haandgreb under Klæderne havde begegnet hendes

daatter Maren Andersdatter, og spurgte ham [Berregaard] til Raads, om hun skulde rejse til provsten i

Sjørrind at anklage Mag. Oluf, hvorpaa han svarede hende nej, hun skulde lade hannem falde for en

anden. Thi det siuntes at hans Ulykke var ikke langt fra Døren.

Afhøring af Maren Hansdatter (Zirichs) juli 1696. Maren Hansdatter havde et tvivlsomt rygte i byen:

…tog han [Ole Bjørn]hende en Dag ind i sit Kammer og lukte Døren for dennem og da med adskillige

utugtige Ord og Gebærder fristede hende til Letfærdighed. Men der hun derudi ikke vilde samtykke,

tog han et Ris ned af Sengen og sagde, hun for sin Ulydighed skulde have en faderlig Revselse, hvilken

han var hende pligtig som hendes Fader, og med Magt tog hende over og hendes Klæder op og gav

hende med Ris paa Rumpen det haardeste han kunde. Hvilket dog hun vel vidste ikke at være

12 Brændslet.

13 Potens.

14 Ikke heksen, men en anden person ved samme navn.

14


375

380

385

390

395

400

405

vederfaret hende alene, men endog andre flere baade Koner og Piger.

c) Ole Bjørns beretning til biskoppen af 18/4 1696

Beretningen blev sendt til bispen med Ole Bjørns foresatte, provst Poul Snedsted, Sjørring, som skulle

til møde (landemode) for stiftets provster i Aalborg. Den findes afskrevet i kommissionsprotokollen. Et

eksemplar i Aalborg Bispearkiv divergerer en smule herfra, men synes heller ikke at være den originale

beretning. De mange latinske betegnelser er formentlig hentet fra en håndbog i dæmonologi.

Kort og sandfærdig Beretning om de sig her udi Tisted befindende legemlig besatte Mennisker, og

dessen Beskaffenhed, som nu fast paa et fierding Aar, Tid efter anden, jo meere og meere haver yttret

sig, og befindes saaledes:

1. Er her en Pige fød i Skinderup, Navnlig: Maren Christens Daatter Spillemand, som for 13 Aar siden

først skal have fornummet til dette Onde, og skal af min Sal. Formand ofte været forsøgt at drive, men

ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10 Aars Tid før min Ankomst hid til

Kaldet, skal have givet sig tilkiende, men staaet i Tvil, om det skulle være en Legemlig Besættelse,

eller anden forgiftig Troldoms Effect formedelst Satans onde Redskab, eller og nogen anden ugemeen

og fast overnaturlig Svaghed, ja endeel haver og vildet føre det stakkels Menniske i Mistanke, som der

skulle være noget selvgiort Skrømteri og affectat Verk der under.

Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igien begyndt at tee sig forfærdeligere, som jeg og ved

Guds Ords og Aands Kraft nogle gange haver drevet, saa Mennisket er kommet til sin Rolighed og

forige Helbrede igien, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed og relinqveret in

suspense 15 , hvad det egentlig kunde være, omendskiønt det nok lod sig ansee at være Diævelens

Spøgeri og Troldom der under.

2. Men forleden Sommer 16 haver et lidet Barn paa 9 Aars Alder, navnlig Kirsten Olufs Daatter, som er

Oluf Pedersen Langgaards Daatter her i Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle

gange havde været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være nesten af samme

Beskaffenhed, som med ovenbemælte Pige, men derhos ikke ulig et Fang af den faldende Syge 17 eller

deslige naturlig Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadde Barnets Fader, at hand skulde lade hende

komme ned til Aalborg, at forfarne Medici tillige med Byens Præster og Geistlige disbedre kunde

fornemme hendes Tilstand og derom skiønne; Hvilket mit Raad hand og lod sig befalde og lovede at

følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end til Agersborg, hvor hun nogen

kort Tid udi Sognepræstens Hr. Pales Huus, og under hans Opsyn er forbleven.

Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igien, haver det Onde efterhaanden kiendeligere

yttret sig, men er dog ved Bøn og Guds Paakaldelse saavidt dreven og bragt til Stilhed igien, at Barnet

mestendeelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alleene som nogle Levninger af en naturlig

Svaghed at være efterladt hos hende.

3. Men der det kom ungefer til mit in Januario udi nærværende Aar, haver det omsider for alvor yttret

sig hos begge oven-bemælte Personer, at mand efter Haanden haver kundet ligne det eene med det

15 Ladet uafgjort.

16 I 1695.

17 Epilepsi.

15


410

415

420

425

430

435

440

andet, og Tid efter anden jo meere og meere kunde fornemme vera obsessionis corporalis signa 18 , saa

som 1. Abditarum rerum notitiam 19 , at de haver vist adskilligt som skede fraværende, særdeles

indbyrdes hos de besatte, som dog var lang fra hinanden i adskillige Huse; Kiendt adskillige fremmede

Personer, og vist at nævne dennem ved deres Navne, som Menniskene aldrig tilforn havde seet eller

kiendt, ejheller efter at den paroxysmus 20 var over og det Onde drevet, kunde kiende, og andet saadant

meere. 2. Admirandum & praeter naturale robur & potentiam 21 , saa at end ogsaa Barnet undertiden ikke

af 7 eller 8 stærke Mennisker kunde holdes og styres; Alleeniste Latinsk eller andre fremmede sprog

haver mand ikke fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end hand saa

undertiden kunde støde ud med et Ord, og sige: som for Exempel: jeg er en Diabolus, og tilspurd hvad

Diabolus var? svared en Forfører og Bagvasker, it. 22 at Satan var en Modstandere i sin Betydning etc.

Qvam Secundaria Obsessionis Signa 23 , saa som

(a) Horrendam vociferationem&ululatum 24 ,hvor iblant de saa tydelig haver exprimeret Kattes, Hundes,

Haners, Svins, Oxers og andre Besters Lyd, saa at de som ikke saae hvad det var, kunde ikke skille det

fra Dyrenes eget Lyd.

(b) Dei blasphemationem, proximi cavillationem 25 , som haver været forskrekkelig at høre, særdeles af

den grumme Bespottelses Aand som regerer hos Barnet.

(c) Gestuum deformationem 26 , med forfærdelig Siun, Ansigtets, Munds og Øynes grumme

Forvendelse og Udspilelse, umenniskelig Skaagren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænders

Skiæren, og Klæders Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.

… (..) … [Ole Bjørn nævner endnu en række tegn på legemlig besættelse]

4. Her haver mand og faaet at vide ved den onde Aands Tilkiendegivelse, en Deel onde Mennisker og

Satans Lemmer, som skulde forvoldet de arme Mennisker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en

eeniste er paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret Bekiendelse, formedelst hendes

forstokkede Hiertes Haardhed, førend flere af de andre bliver sat hver paa sit Stæd, at den ene kand

frygte for den anden.

5. Tilmed er fornummen, at Barnet for 7 Aar siden skal først have faaet det Onde i sin Fod, da hun ikke

haver været to Aar gammel, som hun endnu gemeenligen finder ofte at sætte sig under Fodbladet, som

en Flintsteen, hvorfra det i et Øjeblik springer omkring, og giver sig op i de andre Lemmer, Bryst,

Hovet, Ansigt, Øjne, etc.

6. Foruden ovenbemældte tvende, er og kommen hid til Byen, i den Forhaabning, ved Guds Naade og

min ringe Tieniste at blive hiulpen, en anden Pige af Lægind udi Nørhaa Sogn, navnlig Anne Jens

18

Sande tegn på legemlig besættelse.

19

Kundskab om skjulte, afsidesliggende ting.

20

Heftigt anfald.

21

Beundringsværdig og overnaturlig styrke og kraft.

22

Ligeledes, fremdeles.

23

Dertil også sekundære tegn på besættelse.

24

Skrækkelig skrigen og hylen.

25

Gudsbespottelse og forhånelse af næsten.

26

Mærkelige gebærder.

16


445

450

455

460

465

470

475

480

Daatter, som nesten skal være af samme Beskaffenhed som de andre, alleniste det Onde er hidindtil

ikke kommen til den Tummel og Raseriis Høyde, som hos de andre, men haver dog nogle Gange saavit

ladet sig forstaa, at være der indmanet af en Kvinde udi Istrup som er Oluf Fiskers Kone sammestæds,

og at mand skulle tage hende fat, hvilket og igiennem de andre Besættes Munde er bekræftet, og tillige

navngivet to Diævle som skulle være i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal være stum,

hvorudover det Onde sielden og lidet hidindtil hos hende taler.

7. Den Diævel som gemeenligen regerer hos Barnet, kalder sig Hvid Rotte, i hvilken Gestalt hand og

ofte er seet, ikke alleniste af de Besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian

Friderich Mavors, i Jacob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i Huset, og end her i mit

Sengekammer af min Tieniste Pige, som ellers og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset

af adskillige fornemmes.

8. Den Diævel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser, og raaber de begge idelig paa deres

Moder, som de kalder den Qvinde der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres

Pronunsiasion gemeenlig falder, og truer stærk, at dersom de ikke lader hende med nogle andre, som de

og meget paaraaber, brænde, da skulde de fare i dennem, og særdeles i Amtmanden og hans Børn.

… ( ..) ... [Ole Bjørn beretter nu om, hvordan det gennem langvarig bøn og afsyngelse af salmer

tilsyneladende lykkes at uddrive det onde fra de besatte]

12. Men at det Onde saa idelig og hastig kommer igien, skeer ikke uden GUds besynderlige Raad og

Villie, ikke for at plage disse arme Mennisker frem for andre, (som kand kiendes af de mangfoldige

underlige Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller Sands, Helbred eller Fornuft)

men derved ligesom at drive Menniskene, særdeles Øvrigheden, at de ikke skulle blive søvnagtige i saa

forfærdelig en Sags ivrige Inqvisition til Retfærdigheds Befordring og de Skyldiges Straf; Det jeg (efter

den Erfaring jeg hidindtil haver) holder for et utvilaglig Kiendetegn, og kand ikke ominere 27 nogen

endelig Ophør eller Befrielse fra dette Onde, førend saadan Exsecution over de Skyldige

uforbigiængeligen skeer.

13. Forandringen udi Stiil og Skrift viiser nok, hvad Rolighed jeg haver til at sammenskrive dette, thi

Barnets elendige Tilstand (som er her i mit Huus) haver med Skraal og Vraal ofte interrumperet det for

mig, saa nyligen 19 Diævle fra hende er dreven, som hun haver bekiendt at være udfaren saa

efterhaanden to og to tillige, ligesom Ravne.

14. Iligemaade er og de 18 onde Geister og Gaster, som i Aftes blev dreven fra Maren Spillemands,

dennem hun og saae udfare som en Sverm af Bier eller Fluer, med et hvidt eller blank Sværd efter sig, i

Dag kommen igien, og atter ved GUds Naade de nærværende Studenteres 28 og andre Guds Børns

Bønner, og mine (endskiøndt fraværendes, som og nogle gange tilforn er skeed) inderlig Suk,

uddreven, saa hun haver seet dennem fare ud efter haanden, først 6, siden 4, og saa 2 og 2 indtil de alle

ere kommen bort, Gud forbarme sig over os, og giøre her paa en god Ende for sit hellige Navns skyld,

Amen.

27 Forudsige.

28 Poul Rytter og Christian Frederik Mavors.

17


485

490

495

500

505

510

Dette er saa vit jeg i denne Skynding haver kundet samle og erindre, som og videre af de Akter og

Vidnisbyrd som til Tinge er gangen, kand oplyses; Ellers synes mig at denne Handel meget ligner den

bekendte Historie og Beretning om Kiøge Huskaars, ja i mange Maader overgaar den i Forskrekkelse,

saa at den onde Aand end ogsaa offentlig her i Kirken haver ladet sig høre imod mig, da jeg stod paa

Prædikestolen i mit Embedes Forretning, ikke allene af de Besættes Mund, (som tit er skeed) mens end

og af Kirke-Hvelvingen, som særdeles blev hørt sidst afvigte Dominica Invocavit 29 , efter at jeg midt

under Prædiken havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren Spillemands, som

var bleven meget urolig i Kirken under Prædiken, og der jeg havde giort offentlig Taksigelse til Gud

for samme hendes Befrielse, og var imod Enden med Prædiken og sagde disse Ord, at mand ingen

Plads skulle give Diævelen, thi hvor hand fik en Fod eller Finger ind, ville hand have det alt, da blev

mig lydeligen svaret af det Nørre Udskud 30 Articulata voce 31 trende gange, ligesom til Konfirmation

paa det jeg havde sagt, ja det vil jeg, ja det vil jeg, trende gange i rad, som jeg baade selv og andre

mange Mennisker hørte og kand bevidne; Gud vende alting til herlige Navns Ære, Satans

Beskiemmelse og Menniskenes Frelse. Amen.

d) Maren Spillemands bekendelse for Christoffer Mumme i Aalborg 30/6 1696

Da Christoffer Mumme 32 kom ind i stuen til hende, og hun ikke vidste os tvende at være hemmelig

nærværendes, der foreholdt han hende af Guds ord, hvor højt hun havde fortørnet Gud med denne store

Bespottelse, saa hun dermed vilde ligesom narre baade Gud og Menneskene, og bad hende derfor

bekende sine Synder, men fornemmelig dette store Bedrageri, saafremt hun vilde have Naade hos Gud.

Da sagde hun, at hun nok vilde bekende det, men paa den Forsikring, han havde gjort hende tilforn, at

han aldrig vilde røbe hende.

Derpaa tilspurgte han hende:

1. Om hunikke bekiendte, at hun selv havde giort sig dette (sc. den formente Besættelse)? Hvortil hun

svarede: Jo, men meget deraf ved Satans Indskydelse.

2. Spurgte han hende, hvorledes hun imidlertid havde brugt Altarens Sacramente? Hvortil hun svarede:

Ligesom et Spøgelse! Sagde sig og vel ofte at ville haft nogen Andagt derved, men kunde aldrig have

nogen Anger eller Andagt.

3. Blev hun tilspurgt, om hun ikke i den paroxysmo 33 kunde vel have tvingt sig selv og ikke udraabt saa

manges Navne som Troldkvinder, om hun havde villet? Svarede: Jo; dog ligesom i en Forstyrrelse.

Men strax tilspurgt, om hun dog ikke kunde holdt inde med saadan Raaben, svarede: Jo, somme tider.

4. Tilspurgt: Hvorfor hun ikke lige saa vel udlagde andre som Anne Sø? Svarede: at hun altid havde talt

29 1. søndag i fasten.

30 Kirkens nordre sideskib.

31 Med klar røst.

32 Den 20-årige nordmand Christoffer Mumme var hører ved latinskolen i Aalborg efter først at have været ansat ved

latinskolen i Thisted, hvor han hørte til Ole Bjørns tilhængere. I Aalborg gik han over på Bircherods parti. Han blev senere

præst og provst i Vendsyssel og til sidst biskop i Aalborg.

33 Heftigt anfald.

18


515

520

525

530

535

540

545

550

ilde om hende. Item 34 : Hvorfor hun ikke lige saa vel raabte paa andre som paa Karen Skægsø, Anne

Vert etc.? Svarede: Fordi de vare berygtede tilforn.

5. Tilspurgt: Om hun ikke havde oplagt Raad med de andre, som paa samme maade sig anstiller?

Svarede: Nej. Dog syntes hende, at det var paa samme Maader med dem, som med hende.

6. Tilspurgt: Om hun aldrig herefter vilde faa det mere? Svarede: Nej, saa sandt hun vilde vente sig

Naade hos Gud.

7. Imellem disse Spørgsmaal tog hun trende gange Løfte af Christoffer Mumme, at han aldrig skulde

røbe hende, men den sidste gang med de Formalier: saa sandt han vilde møde hende for Guds Dom.

Dette overskrevne saaledes at være passeret i vores Paahør testerer vi, saa sandt vi vil vente os hjælp af

Gud og hans hellige Ord, og vil være gestændige hvor og naar paaæskes.

Otto Jørgensen Stenløs Mikkel Frandsen

[Maren Spillemand tilbagekaldte sin tilståelse og berettede senere for kommissionen, hvordan

bekendelsen var fremkommet. I kommissionsprotokollen står bl.a.:]

Strax er kommen til mig N. N. med Trussel og Undsigelse i Magister Peder Reenbergs Hus den 30.

junii sidst afvigte, at een skulde holde mig og tvende skulde piske mig, jo, Bøddelen skulde skære min

Tunge levendes af min Nakke og afhugge mit Hoved og sætte det paa en Stage og mit Legem i

Galgebakken, om jeg ej vilde sige jo, at jeg havde gjort mig det selv. Men vilde jeg sige ja dertil, vilde

han fly mig over til Sundby, Biskoppen uafvidende, at jeg skulde komme hjem igen. Hvilket var

Christoffer Mumme. Og paa det han kunde faa mig desto bedre besnæret, var tvende bestilt af ham,

som stod bag ved et Skærmbræt, mig uafvidende. Og der jeg udi min Fristelse (som det nylig havde

forladt mig, at jeg ikke havde min fulde Sands) svarede ham ja, kom de frem. Og han bad dem drages

til Minde, at jeg havde sagt, jeg havde gjort mig det selv. Og i samme hans Forlokkelse kom han mig

under med venlig Favnetag og kyste mig, som Judas gjorde ved Christum.

e) Jordemoder Anne Andersdatters attest om Inger Fusmand

Anno 1696 d. 28. December blev jeg Anne Andersdatter, Jordemoder her i Aalborg, hentet af Geske

Hermansdatter op til en Kone, som berettedes at være kommen fra Tisted og at være en af de formente

besatte Mennesker, navnlig Inger Fusmand. Og da jeg kom til hende, var hun i Barnenød, hvor jeg da

maatte forblive hos hende til om Onsdagen d. 30. dito, da Gud forløste hende om Formiddagen ved

Klokken 10 slet med en ung Søn, som fik Daab og Christendom hjemme i Huset og døde om

Eftermiddagen halvgaaen 4 slet. Og var til stede i hendes Barnefødsel Anne Sørensdatter Mads

Jensens, Geske Hermansdatter og Anne Tauring Lorends Meins, hvor jeg Anne Andersdatter

Jordemoder var gaaen ud i Byen fra hende om Onsdag Morgen og kom strax ind til hende igen og

sagde til bemeldte Inger Fusmand udi i hendes største Ve og Pine, at de siger i Byen, hun blev ikke

forløst, førend hun bekendte hendes bare Sandhed, at hun havde løjet paa sig selv, hun havde gjort sig

det Onde selv. Da lagde hun begge hendes Hænder sammen og bad til Gud, hun aldrig skulde blive

34 Ligeledes.

19


555

560

565

570

575

580

585

forløst, om hun havde gjort sig det selv eller vidste mere af sig selv, naar hun var siug, end den Døde

under Jorden. Derpaa forløste Gud hende strax ungefær en halv Time derefter.

[Attesten er underskrevet af Anne Andersdatter og de tre andre tilstedeværende kvinder. Inger Fusmand

blev syg oven på fødslen. Indimellem fik hun krampeanfald, og den onde ånd talte ud af hendes mund.

Mange af Ole Bjørns tilhængere både fra Thisted og Aalborg, hvor Lorends Mein var en slags anfører

for dem, flokkedes om hendes seng i hans hus, hvor hun lå. 3/1 1697 fik hun besøg af en præst Mads

Vogelius, som var udsendt af biskoppen. Han spurgte, om hun ville modtage den sidste nadver. Det

ville hun meget gerne, men han nægtede at give hende nadveren, før hun tilstod. Hun tilstod ikke.

Hendes mand, som var til stede, støttede hende heri. Senere kom en anden udsending fra bispen, Jens

Rimand, på besøg. Hun bad stadig om at modtage den sidste nadver, men nægtede fortsat at tilstå,

hvorefter han gav hende et slag med en stok. Kort efter døde hun.]

f) Uddrag af Kommissionens afsluttende relation til kongen af 28. oktober 1696

Stormægtigste, allernaadigste Arve-Konge og Herre.

Efter Eders Kongl. Majestæts allernaadigste Befaling af 22. September haver de fire af de formente

besatte Qvindfolk, Karen Toftum, Anne Krogsgaard, Karen Spillemand og Anne Jacobsdatter (saasom

Oluf Langgaards Datter var allerede tilforn af Faderen bortført) hid til Aalborg ladet bringe, og dennem

her sammesteds med største Flid, og paa den Maade, som vi tjenligst kunde eragte, examineret, men

funden hos dennem en halstarrig Forhærdelse, saasom de ingenlunde, hverken med onde eller med

gode Ord eller Trusler til nogen ret Sandheds Bekiendelse haver vaaren at bringe. Ikke desmindre ere

os dog fra de fleste Præster i Thy, hvilke dennem af Begyndelsen ofte besøgte, saavel som og fra

adskillige andre Godtfolk, gejstlige og verdslige, hvilke deres Adfærd længst ofte haver observeret,

mange Dokumenter, Attester og Vidnesbyrd tilskikkede, af hvilke baade disse Personers og de andre

saakaldede Besættes impostura og selvgiort Raseri letteligen kan blive dem overbevist. Thi:

1. Er aldrig det ringeste præternaturale 35 , enten hvad robur 36 ,scientiam 37 eller andet deslige angaar,

nogensinde set eller hørt hos dennem, hvoraf nogen Besættelse eller anden Dæmonis assistentia sive

incantatio 38 kunde sluttes. Men hvad Fabuler og Snak iblandt Folk kan være udført om adskillige

Mirakler og overnaturlige Hændelser ved deres saakaldet Anfægtning, befindes alt sammen opdigtet og

usandfærdigt.

2. Ses ingen Sygdoms Tegn hos dennem, men de ere af en sund og rød Farve, friske og føre paa

Lemmerne i alle Maader. Og omendskiønt de nu ofte klager sig at være ilde tilpas, saa kan de dog ikke

lettelig herudi staa til troendes, efterdi man af alle circumstantiis noksom kan eragte, at de for at

palliere 39 med nogen Paaskud deres forrige Misgierninger, nu saadan Svaghed opdigter. Og er det end

herhos mærkværdigt, at saalænge Folk var omkring dennem, saasom Besatte, med Vagt og Varetægt,

da fandt de aldrig til ringeste Hovedværk og vidste (saasom de selv, naar deres fingeret paroxysmus var

35 Overnaturligt

36 Styrke.

37 Viden.

38 Djævels tilstedeværelse eller fortryllelse.

39 Besmykke.

20


590

595

600

605

610

615

620

overstanden, foregav) ikke af deres Anfægtning at sige uden Vagtens Beretning. Men nu man lader

dem i deres Fængsel tage sig selv, hedder det, at de finder sig saa ganske matte og svage, naar deres

Anfægtning er forbi.

… (…) …

10. Det er observeret af alle, som dennem haver omgaaets, at de i deres formente Paroxysmis 40

have nøie taget sig vare for Lemmernes Stød eller Beskadigelse

… (…) …

15. Herforuden haver vi ellers bekommen en god Del Attester om adskillige choses particulières 41 , som

man hos enhver især af ovenbemeldte Personer haver Tid efter anden observeret til deres Bedrageris

kendelige Bevisning og Aabenbaring. E. g. at Maren Hansdatter … simulerede sig at være paa sit

Legemes Underdel vissen og kunde ikke sit Helbrede igien erlange, uden hun kom i Mag. Ole Biørns

Seng og Sengeklæder at ligge…

Og saasom vi ellers af de andre ingen videre Bekiendelse, end som nu allerunderdanigst refereret er,

enten med det gode eller det onde, i hvor skarpeligen vi dennem end har examineret, endnu haver

kundet bekomme, men Forhærdelsens Aand siunes at være kommen over dennem til deres

Misgierningers fortrædelige Benægtelse i den Tanke og vrange Indbildning, at naar de ikkun intet

Selv om sig bekiendere, saa skal der ingen Fare være for dennem…

Aalborg d. 28.octob. An. 1696 J. Bircherod Bartholin

6. Uddrag af Biskop Jens Bircherods historisk-biographiske Dagbøger 1658-1708,

udgivet af Christian Molbech, København 1846.

Jens Bircherod (1658-1708) havde som dekan for det filosofiske fakultet ved Københavns Universitet

været involveret som ekspert i trolddomssagen på Falster1693 (se indledningen). Kort efter blev han

biskop over Vendelbo Stift, som omfattede Vendsyssel, Hanherrederne, Thy og Mors. Molbechs uddrag

af dagbøgerne udgør ca. det halve af indførslerne i de originale bind, et for hvert år. Der forekommer

5-10 indførsler pr. måned. Alle indførsler, som omhandler besættelsen, er medtaget her. Bircherods

håndskrift er meget ensartet gennem alle bind.

Anno 1696

Den 8. Febr. Fik jeg allerførste Gang ved nogle tilreisende Personer fra Thy, Tidender om 3 Mennesker

i Thisted, nemlig et Pigebarn paa 10 Aar, item 2 andre voxne Qvindfolk, Maren Spillemand og Ane

Jensdatter, som skulde være legemlig af Diævelen besatte. Denne Spargement 42 , hvilken havde sig

allerede over den største Deel af Landet udbredt, tiltog siden mere og mere med mangfoldige og fast

40 Anfald.

41 Bestemte ting.

42 Rygte.

21


625

630

635

640

645

650

655

urimelige Relationer, som ikke letteligen fandt Sted hos mig, endeel formedelst deres store Absurditet,

endeel fordi jeg fra Sognepræsten, Mag. Ole Biørn, ingen skriftlig Underretning om denne Handel

bekom.

D. 16. April: - Velb. Jørgen Skeel Due, Amtmand udi i Thy og Mors, besøgte mig, og fortalte mig

adskilligt om det besynderlige Væsen i Thisted, og om de to Pigers Adfærd, hvilke han selv

fuldkommelig troede at være corporaliter obsessae 43 .

23. April: Vaar jeg atter fra om Morgenen kl. 7 til om Eftermiddagen kl. 2 med Dn. Præpositus

(provsten) paa Conventhuset, hvor vi med vidtløftig Discurs gav hinanden vores Betænkning tilkiende

om de besatte og anfegtede Mennesker i Thisted.

D. 18. Jun. Tilbragtes mig Skrivelse fra Provsten i Hundborg Herred, Hr. Poul Snedsted, saavel som og

fra Mag. Ole Biørn, hvorudi mig tilkiendegaves, at nu vaar der i Thisted, foruden de forrige, ti andre

Qvindes-Personer blevne med legemlig Besættelse angrebne, hvorfor de begierede indstændeligen, at

jeg, foruden de tre Herreders Præster, hvilke hidindtil havde besøgt og opvartet de Anfegtede, vilde

endnu beordre Præsterne af Refs Herred og Vesterhanherred til samme Tieneste, paa det at der saaledes

kunde være 4 eller 5 Præster tillige ved denne Opvartning tilstede der i Byen.

D. 1. Jul. Skrev jeg vidtløftigen til Justitsraad P. Vinding, og refererede ham den hele Historie om det

bedragelige Diævels-Væsen i Thisted, og hvorvidt vi allerede var kommen i Sandheds Erfaring.

D. 20. Jul. Fra Justitsraad Poul Vinding i Kiøbenhavn bekommet Skrivelse af den 14. hujus 44 , hvis

Anfang 45 var saaledes: ”Jeg er min høilærde kiære Svoger høiligen forobligeret 46 for hans udførlige

Relation om de formeentlig besatte Folk i Thisted, hvilken haver synderlig fornøiet mig og flere Andre,

der hidindtil haver været i lige Tanker med min Svoger, at der vaar noget Bedrageri under; og kan man

ikke noksom see sig for i slige Tilfælde. Jeg haver og efter Begeiering talt med Hr. Geheimeraad Moth

om den begierte Commission, som han med forderligste vil stræbe hos hans Kongl. Majestæt at

expedere”.

D. 23. Jul. Der jeg fra Amtsforvalteren i Thisted, Jens Hansen, en Skrivelse bekom, hvoraf jeg fornam,

hannem mere end tienlig eller fornøden eragtedes udi den saakaldede Besættelseshandel at indvikle, og

at være i lige Vantro og Vildfarelse med de andre Stedens Indbyggere, skrev jeg hannem igien tilbage,

med tromenende Advarsler, at han ville udi dette farlige og vidtudstrakte Verk tage sig vare.

D. 29. jul. Vaar jeg tilligemed de tvende forordnede Commissarier, Otto Skeel og N. Jespersen, udi

Conventstuen i den hellig Aands Kloster i Aalborg, hvor vi lod Maren Spillemands kalde ind for os,

som da tredje Gang med angergiven Bodfærdighed giorde sin fuldkomne Bekiendelse (hvorvel nogle

clandestini emmissarii 47 havde foregaaende Dag giort al deres Flid hende derfra at afvende).

D. 30. Jul. Om Aftenen kom Amtmanden af Thye, Velb. Jørgen Skeel Due, til mig med skrækkelige

43 Legemligt besat.

44 Samme måned.

45 Begyndelse.

46 Hengiven, forpligtet eller taknemmelig.

47 Hemmelige udsendinge.

22


660

665

670

675

680

685

Relationer.

D. 4. Aug. Tog jeg tilligemed Monsieur Skeel, Monsr. Due og Monsr. Jespersen fra Øsløs til Voers

Præstegaard, hvor Commissarierne strax giorde Anstalt til de saakaldte Besattes Afhentelse fra Thisted.

D. 5. Aug. Efterat vi havde hørt Prædiken udi Voers Kirke, lod vi først Oluf Langgaard, en trodsig og

stivsindet Kompan, fra Thisted ud til os udfordre, og læste hannem Texten for.

D. 7. Aug. Havde jeg udi Voer Kirke om Formiddagen alle Provster og præster af Hillerslev Herred,

Hundborg Herred og Hassing Herred forsamlede, hvor jeg i begge kongelige Commissariers, Otto

Skeels og N. Jespersens Præsents med en vidtløftig Tale foreholdt dennem, efter Guds Ord og den

sunde Fornuft, deres store Vildfarelse ved den formeente Besættelses Trolddomshandel, erindrede

dennem deres Eed og Embedspligt, hvorved de tilholdtes dogmata falsa et fanatica [at forkaste].

D. 9. Aug. Holdt Mag. Holger Schandorph, efter min Ordre, sin første Prædiken udi Thisted Kirke, og

da prædikede for Menigheden en anden Lærdom, end de (desværre) en Tidlang sammesteds havde hørt,

idet han lod dennem vide, hvad Vildfarelse og Vantro de vare geraaden udi; endog denne Tale var det

forblindede Folk heel uangenem at høre.

D 10. Aug. Bekom jeg Kongl. Majestæts allernaadigste Befaling og Skrivelse, den 1. August, Hafniæ

dateret, hvorved jeg befaledes Mag. Oluf Biørn, Sognepræst i Thisted, fra sit Embede (saafremt det

ikke allerede var skeet) strax at suspendere.

Den 18. Aug. Fra Mag. Holger Schandorph Skrivelse bekommet, hvori han høiligen beklager sig over

den store Difficultet, hannem ved Prædike-Embedets Administration i Thisted udi disse Dage er mødt,

formedelst den Vildfarelse og Forhærdelse, i hvilken den blinde Almue af deres ulyksalige Sognepræst,

Mag. Oluf Biørn, endnu ved privata colloqvia 48 dagligen styrkes, efterat det er hannem forbuden

publice at lære.

Den 19. Aug. Skrev jeg til Geheimeraad Moth vidtløftigen om den Tumult og Satans Bedragerie i

Thisted, med Begiering, at Sagen saaledes hans Kongl. Majestæt maatte andrages og fremstilles.

D. 29. Aug. Skrev jeg til Odense og lod begiere Medicorum Urbis practicorum 49 Betænkning og

Iugement om de skarns Qvindfolk i Thisted og deres Raseri, nemlig om den kunde (som

Commissarierne nu agtede at foregive) henføres til nogen naturlig Sygdom, særdeles efterdi her vare

saa mange besynderlige Circumstantier og indicia.

D. 31. Aug. Skrivelse bekommen fra Geheimeraad Moth, dat. Hafniæ 50 d. 25. hujus, hvori han

prommitterer mig Kongl. Majestæts allernaadigste og kraftigste protection udi mit Embedes

Forretninger ved det farlige Væsen i Thy, saavelsom og sin bevaagne Assistents udi det samme Værk.

Nok en Missive 51 fra Justitsraad Vinding bekommet, circa eandem materiam 52 .

48 Private sammenkomster.

49 Byens praktiserende lægers.

50 København

51 Lukket brev.

52 Om samme sag.

23


690

695

700

705

710

715

720

D. 2. Sept. Supplicerede jeg til Kongl. Majestæt med den Begiering, at Facultas Medica ved

Universitetet maatte allernaadigst anbefales at indgive deres Erklæring og Betænkning over nogle

Propositioner 53 (angaaende den Thistedske Sag).

D. 4. Sept. Affærdigede jeg Bud og Skrivelser til Borgemester Envold Nielsen, item Erik Eriksen,

Byefoged i Thisted, angaaende den foretagne Trætte og Proces med Mag. Oluf Biørn, og gav dennem

nogle fornødne Commissioner og Instruxer om Vidnesbyrdenes Førelse i samme Sag.

D. 5. Sept. Skrev jeg atter til Geheimeraad Moth om Oluf Langgaard, som jeg fornam til Kiøbenhavn at

være overreist, og gav hannem om samme Mand og hans opsætsige Gienstridighed adskilligt tilkiende.

D. 8. Sept. Skrev jeg til Mag. Holger Schandorph, og befoel ham, at han skulde tage en Præstemand til

sig og med hannem forføie sig til Mag. Oluf Biørns Huus, givendes ham dette tilkiende, at han Thisted,

efter kongl. streng Befaling, ufortøvet skulde qvittere, og sig til Aalborg udi det ham anviste logement

begive.

D. 17. Sept. Lod jeg tvende Discipler af Thisted Skole (hvilke jeg efter Mag. Schandorphs Begiering,

havde ladet hid til Aalborg nedføre) ved binos hypodidascalos 54 , Jens Skottenburg og Christopff.

Mumme, skarpelig examinere; saasom man havde refereret mig, dennem at være Medvidner i en stor

Deel af det Bedrageri i Thisted.

D. 26. Sept. Lod jeg min foretagne Proces og Sag imod Sognepræsten i Thisted, Mag. Oluf Biørn, udi

det Sønder-Capel ved vor Frue Kirke i Aalborg ordentlig agere fra Kl. 9 Formiddag indtil 2

Eftermiddag.

D. 5. Oct. Denne, og de tvende efterfølgende Dage, blev 4 af de skarns Qvindfolk, som sig tanqvam

obsessas 55 havde anstillet, nemlig Ane Krogsgaard, Karen Toftum, Ane Jacobsdatter og Karen

Spillemands, efter Justitsraad Bartholins Anstalt og Anordning, fra Thisted til Aalborg fængsligen

nedførte.

D. 11. Oct. Ved Degnen af Rheer, Lafrids Væbo, som overreiste til Kiøbenhavn, skrev jeg til

Episcopum 56 Sellandiæ, Dr. Bornemann 57 , og sendte ham tillige med min Memorial til Facultatem

Theologicam, over de Qvæstiones, paa hvilke, jeg deres Resolution og Betænkning begierede.

D. 19. Oct. Blev i vor Frue Kirkes Capel udi Aalborg Sagen mellem mig og Mag. Oluf Biørn (efter at

de 3 Uger, i hvilke man havde den optaget, nu vare forløbne) atter ageret.

D. 21. Oct. Fra Kl. 10 til 12 blev den anden Sag, som jeg havde imod Mag. Ole Biørn, hans Bortreise af

Kongens Arrest og opsætsige Ulydighed imod kongl. Ordres angaaende, i Vor Frue Kirkes Capel agerit

af Jens Pedersen Rhimand, Iudicibus 58 Jacopo Langebek, Dom. Magno Dyræo et Dn. Paulo Mørch.

Men som ingen paa Vederpartens Vegne i Retten mødte, blev denne Sag med min Bevilgning ogsaa i 3

53 Udsagn eller forslag.

54 To skolelærere.

55 Som besatte.

56 Biskop.

57 Sjællands Biskop og Bircherods forgænger i Aalborg.

58 Dommere.

24


725

730

735

740

745

750

Uger opsat. 59

D. 22. Oct. Anfangede jeg tilligemed Justitsraad Christopher Bartholin den osAllernaadigst anbefalede

Commission med de saakaldede Besattes Examen.

D. 24. Oct. Skrev til Geheimeraad Moth og bortskikkede til hannem Slutningen af Provsten Hr. Anders

Jensens Dom udi den Sag mellem Mag. Ole Biørn og mig, som næst foregaaende Mandag var faldet.

D. 26. Oct. Tog Justitsraad, Landsdommer Bartholin bort fra os igien, efterat vi havde forrettet vores

Commission, hvad Inqvisitionen i det formeente Besættelsesvæsen angaaer, og med vore Hænder

underskrevet Relationen til Kongl. Majestæt. Førend han tog bort, udstedte han paa

Stiftbefalingsmandens 60 Vegne den Stævning og Citation 61 , ved hvilke jeg Provstens Hr. Anders

Jensens Dom over Mag. O. Biørn til Overretten (ei alleene til Confirmation, men endog til Skærpelse)

lod indstævne.

D. 16. Nov. Landsdommer og generalfiscal Mathias Rosenvinge gav mig ved et Brev, af 10de hujus,

Hafniæ dateret, tilkiende, at han haver erholdt Kongl Majestæts allernaadigste Befaling, for de

forordnede Commissarier udi Aalborg at tiltale de formeente besatte Mennesker i Thisted, og at lade

hænde Dom over enhver af dennem, efter Lands Lov og Ret.

D. 24. Nov. Heel behagelig Tidender fra Thisted bekommet, nemlig: at Maren Hans Datter Zirichs, der

hun efter Justitsraad Bartholins ordre og Anstalt skulde vaaren ført hid til Aalborg, lod hun sig af Gud

til Omvendelse og Bekiendelse røre.

D. 25. Nov. Om Aftenen døde paa Birkelse i Vendsyssel Velb. Otte Skeel, herre til Birkelse,

Hammelmose, Hiermitslefgaard, Ræfkier og Dybvad, Etats- og Commerceraad, saa og Amtmand over

Børglum, Aastrup og Segelstrup Amter, anno ætatis 61.

D. 9. Dec. Om Aftenen ankom omsider til Aalborg Oluf Langgaard af Thisted, tilligemed sin Datter

Kirsten Langgaard, efterat han en Tid lang havde holdt hende nu paa Morsøe, nu andensteds

forstukken.

D. 20. Dec. Nu gik, Gud skee Lov, Barnet Kirsten Langgaard, foruden nogen Tvang eller haard

Medfart godvilligen til Bekiendelse, at hun aldrig enten havde været besat, eller havde troet sig at være

besat, men vaar til sit Bedrageri forført og instigeret af andre.

D. 21. Dec. Om Eftermiddagen lod jeg i Mag. Peder Reenbergs Stue Oluf Langgaards liden Datter,

Kirsten Langgaard, med en anden af de saakaldte Besatte confrontere, udi min og Præsternes

Nærværelse. Og kunde vi ikke andet end med Forundring høre paa adskillige sælsomme Practiquer og

choses 62 , som Barnet tydede hende paa i Øinene.

D. 29. Dec. Havde jeg om Formiddagen hele Minsterium Aalborgense 63 udi Peder Reenbergs Huus

59 Dom. og Dn. er forkortelser for ’dominus’ eller herre, i dette tilfælde formodentlig præster

60

Stiftsamtmandens.

61

Stævning.

62

Ting.

63

De aalborgensiske præster.

25


755

760

765

770

775

780

785

forsamlet, hvor jeg lod Maren Hans Datter Zirichs for os indkomme, som gjorde i vores Nærværelse sin

Sandheds klare og fuldkomne Bekiendelse, hvilken jeg lod ved Hr. Mogens Dyre føre til Pens.

Anno 1697

D. 2. Jan. Opsatte jeg en Supplique 64 til Hs. Kongl. Majestæt med denne allerunderdanigste Begiering

og Forslag, at eftersom Mathias Rosenvinge vaar befalet at procedere imod de saakaldte besatte eller

bedragerske Qvindfolk af Thisted, samt deres Complices og Interessenter, han Kongl. Majestæt da

ogsaa naadigst vilde beordre hannem, Sagen imod deres Principalanfører Mag. Oluf Biørn iligemaade

for den berammede Kongl. Commission at forfølge, og Dom over hannem at lade hænde.

D. 18. Jan. Eftersom Jens Rhimann, scholæ Alburg. Collega, vaar i Dag af nogle Factionister til

Aalborg Byting indstævnet, fordi han den 7. Jan. Afvigte havde givet en af de saa kaldede Besatte et

Slag over Armen med en Stok, da hun laae i sin selvgjorte Raseri, hvilket hendes fortrædelige Anhang

til et Vold vilde hentyde: Saa tog jeg mig imod denne uretmæssige Procedure Rhimanum an 65 , og lod

imod Vidnernes Førelse en skriftlig Protestation paa Tinge fremlægge, efter hvilken Byfogden ogsaa

Sagen fra sig henviste.

D. 23. Jan. Om Eftermiddagen ankom fra Kiøbenhavn Landsdommer og Generalfiscal Mathias

Rosenvinge til Aalborg, for at procedere i den saakaldte Besættelses-Sag.

D. 25. Feb. Om Aftenen ankom til Aalborg Episcopus Dr. Johan Braem, som af Kongl. Majestæt vaar

forordnet at dømme med de andre Commissarier i Oluf Biørns Sag, og indlagde sig udi mit Hus i

logement.

D. 14. Mai. Der Kl. vaar 11, blev Commissariernes Dom over Mag. Oluf Biørn, samt de saakaldte

besatte Qvindfolk fra Thisted, saa og deres fornemste Handlangere og Interessentere, i Mag. Reenbergs

Huus i Aalborg offentligen afsagt.

[16. juli rejste Bircherod til København for at være til stede ved Højesterets behandling af sagen.]

D. 7. Aug. Skrev jeg til Mag. Peder Reenberg i Aalborg, at han paa mine Vegne skulde lade Mag. Ole

Biørn vide, hvorledes han sig ved sin forestundene Reise til Kiøbenhavn skulde forholde.

D. 25. Aug. Saasom fire af vores Pseudergumenis Tistadiens: 66 nemlig Maren og Karen Spillemand,

Anne Krogsdatter og Karen Toftum, vare de præcedente, fra Aalborg til Kiøbenhavn, til Skibs

ankomne, og i Slutteriet efter Kongelig Befaling indsatte, saa talte jeg med Byfogden, Friderich

Eisenberg, og gav ham min Betænkning tilkiende, hvorledes…

D. 23. Sept. Arnas Magnæus, designatus Antiquitatum patr. Professor 67 , kom til mig om Aftenen med

adskillig fornøielig Discurs, anlangende hans Sentiment om det formeentlig Besættelses Galenskab fra

Thisted.

D. 4. Nov. Fra Høiesteret spurgte jeg, at den uforskammede Mand, Mag. Oluf, havde i Dag med svare

64

Supplik. Et bønskrift til kongen.

65

Så påtog jeg mig at forsvare Rhiman mod denne uretmæssige procedure.

66

Bedragere fra Thisted.

67

Udnævnt (men endnu ikke tiltrådt) professor i fædrelandets antikviteter dvs. håndskrifter og historie.

26


790

795

800

805

810

815

Forgribelser imod Kongl Majestæt selv, og Rettens høie Betjente, skammeligen plumpet i, sig til liden

Baade. Saa lærer de dog engang Krudtet at kiende.

D. 17. Nov. Med Dr. Peter Jespersen, Hofprædikanten, talte jeg paa 3 Timers Tid alvorligen om vor

langvarige og viderværdige Sags Beskaffenhed, i hvilken han efter sine Præconceptas opiniones 68 ,

moverede, more suo 69 , adskillige Scrupuler. Men lod sig dog ved de Demonstrationer, som jeg derimod

gjorde, nogenledes bringe til Raison.

D. 23. Nov. Provsten Mag. Johan Adolph Bornemann, besøgde mig paa et Par Timers Tid, og gav mig

tilkiende, at han og Mag. Dorschæus, Sognepræst til Hellig Geistes, havde faaet kongelig Befaling, at

de skulde nogle Gange om Ugen besøge de i Slutteriet fængslede Qvindfolk, som sig for Besatte haver

udgivet, og tentere 70 , om de ved gudelige Formaninger dennem til Omvendelse og Sandheds

Bekiendelse kunde bringe.

D. 7. Dec. Indgav jeg for Høiesteret et underdanigst Indlæg, temmelig vidtløftig forfattet, til Besvarelse

mod alle de gravamina 71 og Beskyldninger….

D. 18. Dec. Endte Mag. Oluf Biørn for Høiesteret sin duplique og sidste Irettesættelse, efter at Sagen

nu i 13 Uger havde været ageret.

Anno 1698

D. 9. Febr. Hoc et sequente Die 72 blev Mag, Oluf Biørns og hans Interessenteres Sag, udi hans høie

Excellentses den gamle Statholder Gyldenløves Stue (efter kongelig Befaling) discuteret af 4

Geheimeraader, nemlig meerbemelte Gyldenløve, Grev Reventlov, Harbo og Jessen, hvilke ei havde

siddet med i Retten, medens Sagen for Høisteret ageredes.

D. 24. Febr. Om Formiddagen fra Kl. 9 til 12 blev den omtvistede Besættelses-Sag for hans Kongl.

Majestæt udi Geh. Conseil paa Kiøbenhavns Slot prolixe 73 refereret af Etatsraad Niels Benzon og

Justitsraad Povel Vinding, udi de kongelige Geheimeraads Gyldenløves, Grev Reventlovs, Moths,

Harboes og Jessens præsentz.

D. 26. Febr. Der Klokken vaar imellem 9 og 10 Formiddag, blev Høiesterets Dom udi den saakaldte

Besættelses- og Trolddoms Sag paa Kiøbenhavns Slot offentlig afsagt, efter Manges lange Forventelse.

D. 3. Marts. En synderlig Rencontre 74 hændtes mig om Morgenen, da jeg bag Slottet strax ved

Løngangen kom agendes i min Karet (og havde vaaren hos nogle mine Venner, for at valedicere 75

dennem inden min Bortreise) idet en høi Person, her ubenævnt, som hidindtil havde giort mig, udi min

68

Forudfattede meninger.

69

På sin egen måde.

70

Prøve.

71

Klager.

72

Denne og den efterfølgende dag.

73

Langvarigt.

74

Møde.

75

Tage afsked med.

27


820

825

830

835

840

845

fortrædelige Sag imod Mag. Oluf Biørn og hans Anhang, størst Modstand og Difficultet, 76 begegnede

mig paa benævnte Sted uformodendes, sprang strax ud af sin Caross imod mig, og med fryntlig og

obligeant Tale, forsikrede mig om sin Faveur og venskab, Herre Gud, tænkte jeg, hvor foranderlige ere

dog Menneskens Gemytter! Men godt endda, naar den alvise og naadige Gud vil saaledes omsider røre

min Avindsmands Samvittighed, til at kiende sin ubillige Forhold imod mig. Hvilket er mig, efter al

min udstandne Wiederwertigkeit 77 , ei en liden soulagement. 78

7. Uddrag af højesteretsassessor geheimeråd Matthias Moths votum 23/12 1797 i

Højesterets voteringsprotokol (Rigsarkivet)

Matthias Moth (1647-1719) var uddannet læge, men kom som broder til kongens maitresse Sophie

Amalie Moth i besiddelse af en lang række vigtige stillinger. Bl.a. var han oversekretær i og faktisk

leder af Danske Kancelli, dommer i højesteret og medlem af Geheimerådet, datidens regering. Da

Christian 5. døde, mistede han alle sine poster og trak sig tilbage til sine lærde studier.

…Til denne hans [Ole Bjørns] Opsætsighed at excusere haver han for Højesteret paastaaet, at ingen er

obligeret til at adlyde sin Øvrighed videre end hans Samvittighed tilsteder, og illustrerede det med dette

Exempel: ”Dersom en Soldat blev befalet noget af sin Officerer, som Soldaten syntes at være mod

Kongen, burde han ej at adlyde sin Officerer, langt mindre en Præst, om Biskoppen befalede noget,

som Præsten syntes at være mod Gud.” Hvilken mag. Olufs lærdom vilde være af allerstørste og

skadeligste conseqvents, om han eller andre Præster skulde faa det Raaderum den enfoldige Almue

sligt at indprædike.

… (…) …

Til at stille dette Besættelses og Trolddomsværk haver mag. Oluf, saa vidt af de fremlagte Dokumenter

kan sluttes, fornemmelig være tilskyndet 1, af et ukristelig Had mod Borgemester i Tisted, fordi han

nægtede ham sin Datter til Ægtefælle, og haver ved de formente Besattes Paaraabelse villet gjort hans

Kone til en Troldkone, og, om ej at faa hende brændt, hænge Huset en klik paa og saaledes hævne sig.

2, af Letfærdighed, for ved den Besættelses Skræk at have Qvinde-kønnet efter sin vilje. 3, af en utidig

Ærgerrighed at være anset af Folk for en stor Helgen, som kunde gøre lige saa store Mirakler som

Apostlerne.

8. Højesterets dom (efter Højesterets Dombog i Rigsarkivet)

Afsagt 26/2 1698 efter at være godkendt af kongen selv i geheimerådet 24/2. Dommen følger i det

væsentlige Moths votum.

76 Der er muligvis tale om Geheimeraad og Højesteretsassessor Marcus Giøe, hvis votum udviser den allerskarpeste kritik af

Bircherods førelse af sagen.

77 Modgang.

78 Lindring.

28


850

855

860

865

870

875

880

885

Maren Spillemands, som trende Gange frivilligen og utvungen haver bekendt, at hun, styrket ved

Satans onde Tilskyndelse, haver øvet denne formente Besættelses Handel, den hende overbeviste

Ugudelighed og Galskab, bør sig selv til vel fortjent Straf og andre ligesindede til Afsky, stryges til

Kaget og siden indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs-Tid. Og bør Peder Andersen af Tisted,

som haver bragt hende fra hendes forrige velvillige gjorte Bekendelse, at udstaa Kirkens Disciplin.

Anne Jacobsdatter, som foruden tvende Gange begangne Løsagtighed, haver i lige Maade øvet

adskillig Ugudelighed og udsagt skændige og usømmelige Ting, bør stryges til Kaget og siden

indsættes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs Tid.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum bør til Arbejde udi Spindehuset eller anden

steds efter kongl. allernaadigst egen Anordning indsættes.

Med Maren Hansdatter, Anne Dahl, Anne Pedersdatter Jens Bondes hustru forbliver det efter

Kommissariernes Kendelse.

Inger Fusmands Lig, som endnu ubegravet henstaar, bør med kristelige Ceremonier og Jords

Paakastelse af Præsten henbæres om Aftenen til sit Lejersted, og bør Jens Rimand, Hører udi Aalborg

Skole, som med hug og slag voldeligen haver overfaldet hende udi hendes Barselseng og egen Frelse,

betale sine Voldsbøder samt 50 rdlr. udi Processens Omkostning til hendes Husbonde, som er bleven

hindret af Bispen at udføre sin Sag til Tinge imod hannem, og desforuden bør han have sin Hørers

plads udi Aalborg Skole forbrudt.

Anne og Gertrud Andersdøtre bør for Commissariernes Kendelse, at udstaa Kirkens Disciplin,

aldeles frie at være. Barnet Kirsten Langgaard bør herefter under god og forsvarlig Tilsyn samt

kristelig Optugtelse forblive hos hendes Moster Maren Lauridsdatter paa Overgaard og af den hende

tilfaldne mødrene Arv underholdes og ikke tilstedes uden kongelig egen allernaadigst Tilladelse at

være under hendes Faders Ole Langgaards Opsigt og Varetægt.

Paul Rytter bør efter Commissariernes Kendelse være in perpetuum relegeret fra Universitetet og have

sine gejstlige Privilegier forbrudt og under højeste Straf ikke lade sig finde i Aalborg Stift. Saa bør og

Christian Frederik Mavors og Charlotte Amalie Mavors 79 at entholde sig fra Aalborg Stift under

højeste Straf, og han desforuden at være relegeret fra Universitetet et Aars tid.

Lorends Mein bør for sin usømmelige Procedure og anden utilbørlig Adfærd gøre Bispen Mag. Jens

Bircherod og Provsten mag. Peder Reenberg en offentlig Afbigt udi egen Person paa det første

Landemode udi Stiftet, samt betale for sine Skældsord fire rigsdaler til Vor Frelsers Kirke.

Commissariernes haarde og ugrundede Dom bør ej komme Ole Langgaard til præjudice paa hans

Person og Boeslod i nogen Maade, men han alene for sin Uvillighed med sit Barns Nedførsel til

Aalborg efter Øvrighedens Begæring at betale Kongens Faldsmaal efter Loven, som for trende Gange

bedrager sig fyrretyve rigsdaler og en halv, og som hans Midler og Formue er ham bleven forvendte og

auktionerede, førend endelig Dom i Hovedsagen for Højeste Ret var gangen, eller han selv kunde have

tid til at faa Commissariernes Dom beskreven til Appel, da bør samme auktionerede Midlers Værd

hannem af assessor Rosenvinge, som dennem ved Byfogden i Tisted haver ladet auktionere, igen

saaledes restitueres, som Ole Langgaard ved højeste Saligheds Ed kan dennem estimere.

Mag. Ole Bjørn, som udi mange Maader haver forgrebet sig imod Kongl. Majestaets højpriselige

79 Chistian Frederik Mavors søster, som havde kæmpet indædt for hans og Ole Bjørns sag.

29


890

895

900

905

910

915

920

925

Regering samt allernaadigste Lov og Ritualet og ikke har holdet sig i denne formente

Besættelseshandel som en retsindig Præstemands Ed og Embede vel egner og anstaar, bør andre til

Exempel og sig selv til velfortjent Straf have sit Kald og Præsteembede forbrudt, samt hans Boslod og

Naadsensaar være Kongen hjemfalden, og bør han derforuden afføres den Habit og Dragt, som

Embedet sømmer og indsættes i evig Fængsel paa det sted, som hans kongelig Majestæt allernaadigst

behager at forordne.

Biskoppen udi Aalborg Stift, Mag. Jens Bircherod, som udi al denne Handel ikke haver brugt den

Forsigtighed og Tilsyn, som hans Embede udkrævede, og uden allerunderdanigst Forespørgsel et og

andet foretaget samt uden Lov og Dom fraholdet adskillige Personer fra Alterens Sakramente, bør at

betale til Vor Frelsers Kirke eet tusinde rigsdaler, og Justitsraad Christoffer Bartholin, der udi

Stiftamtmandens sted haver tilligemed Biskoppen tilladt uden sær kongl. allernaadigst Dispensation at

sammenkalde et extraordinære Landemode over Mag. Oluf Bjørn, at betale i lige maade til Vor Frelsers

Kirke et halv hundrede rigsdaler.

Amtmanden Jørgen Scheel Due, som udi begærte Forfølgning over de formente og paaraabte

Troldqvinder samt udi den Handel med Ole Langgaard udi Tisted ikke haver forholdet sig saa lovligen,

som hans Embede udfordrede, bør i lige Maade betale til Vor Frelsers Kirke et halv hundrede rigsdaler.

Amtsforvalter Jens Hansen tyve rigsdaler, og hans fuldmægtig Jens Christensen Rodsted for sin

usømmelig Procedure og Rettergang 50 rigsdaler.

Hvisellers udi denne Sag er passeret adskillige Godtfolk til præjudice paa deres gode Navn og Rygte,

saavel som alt denne formente Besættelseshandel angaaende udi Tingbøgerne og Raadstueprotokollerne

er indført, bør aldeles derudi annulleres og udslettes, og denne Højeste Rettes Doms

Slutning der igen til alles Efterretning indføres.

9. Uddrag af Brev af 27/6 1698 fra biskop Thomas Kingo i Odense til Biskop Jens

Bircherod

Afskrift i Bircherods dagbog som appendiks

…Den Maren Spillemands, som vi her har fået udi Buur, er en sær Fugl og en Satans halstarig Qvind,

fuld af Satans Dristighed, endnu at forsvare sin formeente Uskyldighed, og sige, at Hun var fra sit Sind,

der hun giorde den Contrabekiendelse for Rætten i Aalborg.

10. Uddrag af Kort og Sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi

Thisted. Til alles Efterretning af Original-akter og troværdige dokumenter uddragen

og sammenskreven, København 1699 (her gengivet fra en udgave fra 1891, s. 37-39,

51-52, 98-102).

30


930

935

940

945

950

955

960

I 1699 udkom en anonym trykt beretning om sagen med Ole Bjørn og de besatte kvinder i Thisted.

Beretningen tilskrives normalt Arni Magnusson, som var arkivsekretær i Geheimearkivet; men det

antages, at initiativet kom fra Magnussons foresatte, Matthias Moth. Nedenstående rummer tre uddrag

af beretningen. Det første uddrag begynder med, at biskop Bircherod hører om sagen; det andet

uddrag omhandler den bekendelse, som Maren Spillemand gjorde i Aalborg; det sidste uddrag

begynder med Højesterets dom over Ole Bjørn.

Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og sælsomme Ting refereres om dennem,

at han og kom udi den Mening, at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helt efterdi han

havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og forsikrede sig om, at han ikke

gav noget an, som han jo tilforn efter Ritualet 80 vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i

samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne Relation til Biskoppen ankom 81 , holdtes det almindelige

Landemode 82 der i Stiftet, saa gav Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende

Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og betjene disse tvende Mennesker tillige

med hannem. 83 Dog blev derhos erindret, at man skulde først konsultere Lægerne efter Ritualets

Tilhold, om det ikke matte være nogen naturlig Sygdom.

Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsultere, men de begjærede Præster indfandt sig straks derpaa i Thisted,

og var altid tilstede hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de derimod

stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds Ord.

Og ihvorvel samme Præster sjuntes, atudi deres Væsen var intet overnaturligt, ja en Del deraf

offentligen sagde Mag. Oluf imod, at her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte

de dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte straks høre, at de selv var

aandeligt besat, de forstod det intet, hand vilde disputere 84 det med hvem, der turde binde sig an med

hannem.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin Relation og Brev til biskoppen været

nidkær for at faa en Trolddoms-Inkvistion anrettet, saa blev her og i disse Dage ført mangfoldige

Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder 85 , alle af Indhold, at Djævelen af de besatte Munde

havde befyldt dennem. Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider, at hvis de

skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar guldkæder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for Troldfolk adskillige fornemme godt

folk, og iblandt dennem først og sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf

havde bedet om og faaet Nej.

... (…) …

80 Kirkeritualet.

81 Ole Bjørns relation er i denne tekstsamling gengivet som kilde 5c.

82 Møde mellem provsterne i stift, under forsæde af Stiftamtmanden og biskoppen.

83 Ifølge en del af beretningen, som ikke gengives her, imødekom biskop Bircherod her et ønske fremsat af Bjørn selv. De to

nævnte mennesker er Maren Spillemand og Kirsten Langgaard.

84 Forsvare.

85 Dvs. de kvinder, der blev udlagt som hekse.

31


965

970

975

980

985

990

995

Da hun 86 nu blev stillet til Forhør for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen helt

besvadig 87 og vidste vel at forsvare sig, men omsider gik hun til Bekjendelse og sagde, at af

Begyndelsen, der hun var i hendes Alders trettende Aar, fandt hun undertiden til noget krybendes i

hendes Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages ved noget ondt, som

skulle være hos hende, hvorudover hun og i Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget

Spøgeri hos hende. Men nu en tid lang havde hun forsætlig gjort sig de sælsomme Gebærder og ingen

Tid været af Djævelen besat paa den Maade, som hun havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf

Langgaards Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an 88 , da blev hun efter Satans onde

Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker

om sin legemlig Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for Trolddom

beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets ord nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for

nogen Trolddom vidste at beskylde.

... (…) …

Mag. Oluf Bjørn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig mod kongl. Majestæts

Regjering , Lov og Ritual, ikke forholdet sig udi denne Besættelses Handel, som en retsindig

Præstemand egnede og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have forbrudt hans Kald

og indsættes udi Fængsel for hans Livs Tid.

Derpaa blev Mag. Oluf henført ad Borringholm 89 og der indsat udi Fængsel. De forførte Kvindes

Personer beviste Kongen Naade, saa at de to blev fri for at straffes til Kagen 90 , og de alle fem blev skilt

fra hinanden og indlagt udi adskillige hospitaler udi Riget, hvor de nu lever udi Roelighed og intet lader

se af deres forrige Galskab eller Gebærder.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede Besættelses Sag efter at Mag. Oluf den,

som før er meldet, siden Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret og

dermed ført godt Folk en Del udi Landery 91 og Udraab, en Del udi Fortræd, skade og Omkostning,

mange enfoldige Mennesker udi Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhængere udi stor Synd

og Gudsfortørnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres verdslig Velfærd udi Fængsel og

Elendighed.

Nu paa det enhver, som læser denne historie, kan vide den rette Grund og Aarsage, hvad der haver

bevæget denne Mand til at stifte dette onde og ugudelige Værk og hvad Henseende han derunder haver

haft, saa tjener det for det første til Efterretning, at der i Nærværelsen, som han var Præst, boede en

fornemme, velhavende Mand, hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begærte til Ægte, men

blev hans Begæring nægtet. Herudover fattede han et uudlæskeligt 92 Had til samme Hus og lovede at

ihukomme den Spot, som han mente sig der at være vederfaren.

Nu var den gemene almue deri Egnen (som det og gaar til andre Steder) ilde oplyst og tilbøjelig til

allehaande Overtro, som at der skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkærlinger, som

ved overnaturlige Kunster kunde forgjøre baade dennem og deres Kvæg, tage mælken af deres Køer,

86 Maren Spillemand.

87 Rapkæftet.

88 Gjorde indtryk på barnet.

89 Bornholm.

90 Dvs. de slap for kagstrygning.

91 At blive kendt i hele landet.

92 Uudslukkeligt.

32


1000

1005

1010

1015

1020

1025

1030

1035

Smørret af deres Kærne, vise Djævelen ind i hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke

fra en og give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man nu eftertænker dette

Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne Historie alle Vegne kan ses, er det let at dømme,

hvor snart de, som han undte ilde, skulde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i en og anden

Maade, som her og er sket, at den forbemeldte fornemme Mands Kone iblandt andre blev af denne

vildfarende Almue udraabt for at være troldkone og ved Djævlens Kunster at have tilført hendes mand

en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfærdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet den første Anledning, eller i det

ringeste (som af Historien klarlig ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende at

hævne sig paa samme fornemme Hus og om ikke ganske at skille de vedkommende ved Ære, Liv og

Velfærd, da dog i det mindste at hænge dennem en evig Klik og Vanære paa.

For det andet blev han til dette ugudelige Værk dreven af en utidig Ærgjerrighed, menende derved at

gjøre sig et stort Navn og passere for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det

tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besættelse, var en stor Letfærdighed. Thi det

er klart af Historien, hvor færdig 93 han var med at lade føre de formente Besatte i hans Hus og

Sengekammer, og kan enhver let gætte, hvad der videre maa være passeret, helst naar man derhos

betragter det, som anlangende denne Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Præst, og

for Højeste-Ret øjensynligen blev bevist, at han almindeligen fodrede 94 til sig i hans Studerekammer

det unge Kvindekøn, som agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og det

ikkun en ad gangen under Prætekst at lade sig overhøre. Naar de nu ikke kunde besvare hans

Spørgsmaal, hed det, at de skulde have en faderlig Revselse hvilken, som før er meldt, bestod i nogle

Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe. Og, naar de af blyfærdighed

vægrede sig herudi, svarede han, at han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod,

ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede med Gud om Omskærelsen.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi denne Lydighed, saa er det let at

slutte, hvad de ikke skulde tilstede saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var

saa hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa Djævelen og drive ham i hvad Krog

han vilde.

Anlangende de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede Besættelses Værk, da udviser

Historien at nogle deraf haver været enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi

denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre, om imod deres bedre Vidende

haver ladet sig bruge til denne Ugudelighed, haver været en del nogle berygtede og for andre Udyder

bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige usle Mennesker, som ved dette

opdigtede Væsen led 95 vel, levede kræsen og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa,

indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede alle Folk til Medlidenhed og

Barmhjærtighed mod dennem.

93 Dygtig.

94 Fordrede, forlangte.

95 Trivedes.

33

More magazines by this user
Similar magazines