Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>ORDET</strong><br />
efterår/vinter 2006 Tidsskrift for film og medier<br />
14<br />
<strong>TEMA</strong> Virkelighed <strong>VIRKELIGHED</strong><br />
08 Second life<br />
11 Mediernes politiske teater<br />
14 Konstruerede verdener
05<br />
06<br />
08<br />
11<br />
14<br />
16<br />
18<br />
indhold<br />
LEdEr øvrigE ArTikEr<br />
Vægelsindede cirkusklovne<br />
24<br />
Mener politikerne, hvad de siger - siger de, hvad de<br />
mener?<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Sensationsjournalistikkens eksistentielle søgen<br />
Natascha Kampusch<br />
<strong>TEMA</strong> FASTE iNdLÆg<br />
Virkelighedens komiske karakterer<br />
27<br />
Tv-serien Klovn<br />
Et andet liv, en anden virkelighed?<br />
Om den virtuelle verden Second Life<br />
Mediernes politiske teater<br />
Fogh, Nyrup og de moderne medier<br />
Konstruerede verdener<br />
Virtual reality på film<br />
Den nationale tvangstanke<br />
Er nationen andet end et forestillet fælleskab?<br />
Virkelighedsflugt: Guilty pleasures<br />
Du elsker filmen - men mobbes for det<br />
22 Blogs - mellem nyhedsformidling og selvfortælling<br />
Blogmediets karakteristika og betydning<br />
18<br />
<strong>ORDET</strong>14<br />
4. årgang<br />
efteråret 2006<br />
redaktion@ordet.net<br />
28<br />
30<br />
31<br />
31<br />
Kong or Donkey<br />
Ordets Hot/Not-liste<br />
Ud at se med ph.d.<br />
I isbjørnens fodspor<br />
No Futurism<br />
Tegneserie<br />
Film- og Medievidenskabeligt Fagråd<br />
Njalsgade 80<br />
08<br />
2300 København S<br />
www.ordet.net<br />
Fagrådsspalten<br />
Sidste nyt fra Fagrådet<br />
Schepelerns filmquiz<br />
Vind biograf-billetter<br />
14<br />
06<br />
3
KOLOFON<br />
Redaktion<br />
Adam Voigt | adam@ordet.net<br />
Andreas Halskov | andreas@ordet.net<br />
Aske Kammer | aske@ordet.net<br />
Jacob Ludvigsen | jacob@ordet.net<br />
Kenneth McNeil | kenneth@ordet.net<br />
Mette Lethin Axél | mette@ordet.net<br />
Mikael Svendsen | mikael@ordet.net<br />
Phillip Seidler |phillip@ordet.net<br />
Rasmus Krogh | rasmus@ordet.net<br />
Søren Langelund | soren@ordet.net<br />
Trine Andersen | trine@ordet.net<br />
Skribenter<br />
Adam Thorsmark<br />
Adam Voigt<br />
Aske Kammer<br />
Isak Thorsen<br />
Jacob Ludvigsen<br />
Kasper Andersen<br />
Kenneth Abildgaard<br />
Kenneth McNeil<br />
Mats Michelsen<br />
Mette Lethin Axél<br />
Mikael Svendsen<br />
Peter Schepelern<br />
Phillip Seidler<br />
Rasmus Krogh<br />
Søren Langelund<br />
Forside<br />
TV head | iStockphoto<br />
Layout<br />
Mikael Svendsen<br />
Aske Kammer<br />
Phillip Seidler<br />
Tak til Thure Munkholm for<br />
fotoassistence<br />
Tryk<br />
Frederiksberg Bogtrykkeri<br />
ISSN<br />
1602-5334<br />
Oplag<br />
500 stk.<br />
Annoncer<br />
annonce@ordet.net<br />
Input<br />
Brug <strong>ORDET</strong>! Indlæg, artikler og idéer<br />
modtages med glæde. Send en mail til<br />
redationen@ordet.net eller kontakt<br />
redationen.<br />
Ordet udgives med støtte af<br />
Nordisk Film Fond.<br />
LEDER<br />
vægelsindede Cirkusklovne<br />
Politikerne er blevet fuldstændig utilregnelige. Den<br />
ene dags udtalelse dementeres den næste og relati-<br />
veres så igen et par uger eller måneder senere. For<br />
et år siden blev socialminister Eva Kjer Hansen trynet<br />
først af offentligheden og siden af statsministeren<br />
for at betegne social ulighed<br />
som en god ting. Hun måtte<br />
æde sine ord, kun for at<br />
ytre dem igen sammen med<br />
beskæftigelsesminister Claus<br />
Hjort Frederiksen et lille års tid efter.<br />
Historien om Louise Freverts vanvittige eller lo-<br />
yale webmaster er velkendt, og senest har Anders<br />
Fogh Rasmussen indset eller tilstået, at situationen i<br />
Irak ikke er så lovende, som han ellers gav udtryk for<br />
under Folketingets åbningstale kort forinden. Samti-<br />
dig har Søren Espersen undergravet det sidste gode<br />
argument for at besætte Irak ved at sige, at han og<br />
hans parti aldrig har ment, at det er muligt at demo-<br />
kratisere kulturer som den irakiske.<br />
Virkelige og påtagede holdninger kæmper såle-<br />
des på lige fod om borgernes bevidsthed, hvilket i<br />
Den fjerde statsmagt<br />
kører på frihjul.<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
sidste ende gør, at man mister følingen med den po-<br />
litiske virkelighed. Hvad er det, folk virkelig mener?<br />
Er der ikke andet at forholde sig til end ’løsgående<br />
missiler’ og cirkusklovne i jakkesæt, der ikke aner,<br />
hvilket ben de må stå på?<br />
Den fjerde statsmagt kører på<br />
frihjul. At have et standpunkt til man<br />
tager et nyt (og endnu et nyt) er ble-<br />
vet helt acceptabelt. Når de ’kritiske’<br />
medier ikke holder politikerne op på<br />
deres falske vægelsind, reducerer de sig selv til plat-<br />
forme for revysatiriske udsagn og dementier uden<br />
mening og indhold. Resultatet er en forplumret og<br />
uigennemskuelig politisk virkelighed.<br />
I dette nummer af Ordet er temaet netop Virke-<br />
lighed, som den gengives og/eller skabes i film og<br />
medier. Ud over masser af spændende læsning by-<br />
der Ordet 14 også på æstetiske landvindinger i form<br />
af et spritnyt layout. God fornøjelse.<br />
Af Phillip Seidler<br />
Ordets redaktion har alle fået en identitet i den virtuelle verden Second Life. Ingen har ønsket at oplyse<br />
navnet på deres alter ego, men I er velkomne til at gætte hvem, der er hvem...<br />
Foto: Linden Labs<br />
5
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
Skrevet af Rasmus Krogh, stud.mag. i filmvidenskab Foto af Anders Holck<br />
6<br />
virkelighedens komiske karakterer<br />
I den påståede semidokumentariske Klovn ønsker Frank Hvam og Casper Christensen som altid at stimulere seerens<br />
lattermuskler. De har dog undgået formen fra den traditionelle sitcom og henter denne gang størstedelen af den<br />
humoristiske appel i en leg med den hårfine grænse mellem virkelighed og fiktion.<br />
Forleden eftermiddag zappede jeg<br />
over på en af de utallige genudsen-<br />
delser af Friends. I det pågældende<br />
afsnit lykkes det den pertentlige Monica<br />
at arrangere et stævnemøde med selveste<br />
Jean-Claude Van Damme. Til trods for hen-<br />
des gode intentioner viser stævnemødet<br />
sig hurtigt at tage en ret uventet drejning.<br />
Det belgiske muskelbundt har nemlig mis-<br />
forstået en række signaler og er derfor af<br />
den udtrykkelige opfattelse, at Monica er<br />
interesseret i en trekant med ham og Drew<br />
Barrymore.<br />
Humoren i denne scene henter største-<br />
delen af sin drivkraft i det forhold, at Van<br />
Damme spiller Van Damme. Der er altså ikke<br />
et skarpt skel mellem identiteten af skue-<br />
spilleren og den rolle, han spiller. På den<br />
måde tilskrives de iscenesatte handlinger<br />
til en vis grad den virkelige Van Damme,<br />
og scenen får således et ekstra humoristisk<br />
betydningslag. Det er dette ekstra lag, som<br />
udnyttes i Klovn. Her spiller Frank Hvam sig<br />
selv i ledtog med mange andre skuespillere,<br />
der ligeledes skal forestille at repræsentere<br />
deres ofte krukkede alter egoer.<br />
Men hvilke rødder har den tradition,<br />
som Klovn indskriver sig i, og hvordan er<br />
dens forankring i virkeligheden en af de<br />
primære årsager til dens humoristiske<br />
appel?<br />
Slørede grænser<br />
At udtvære grænserne mellem en karakter<br />
i en fiktiv fremstilling og den skuespiller,<br />
som agerer karakteren, er et interessant,<br />
men næppe synderligt nyt fænomen. Det<br />
er en gimmick, der især er blevet anvendt<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
inden for den amerikanske sitcom-tradi-<br />
tion.<br />
Som i eksemplet med Van Damme har<br />
berømtheder ofte optrådt som sig selv i<br />
enkeltstående episodeafsnit. Tendensen<br />
har dog sine rødder længere tilbage i nogle<br />
af de ældste sitcoms, hvor hele tv-seriens<br />
profil blev skabt på baggrund af en kendt<br />
skuespiller eller komiker. Det var tilfældet<br />
i The Andy Griffith Show og Mary Tyler Mo-<br />
ore, hvor hhv. Andy Griffith og Mary Tyler<br />
Moore lagde navn til udsendelserne. Selv-<br />
om de to serier afbilder utvetydige fiktive<br />
universer, bibeholdes en vis forankring til<br />
virkeligheden. Humoren knyttes til identi-<br />
teten af de to hovedrolleindehavere, og de<br />
to hovedkarakterer bærer ligeledes samme<br />
fornavn som deres alter egoer. Tendensen<br />
fortsætter i 90’er-sitcom’en Seinfeld, hvor<br />
der ikke klart skelnes mellem komikeren<br />
Jerry Seinfeld og den rolle, han agerer i et<br />
ellers fiktivt miljø. Men kulminationen må<br />
dog siges at være i Curb Your Enthusiasm,<br />
hvor tv-produceren Larry David – som også<br />
stod bag Seinfeld – spiller sig selv i rollen<br />
som en uudholdelig, ulidelig tv-producer.<br />
Her bliver ikke kun grænsen mellem ka-<br />
rakteren og skuespilleren sløret, men der<br />
skelnes heller ikke klart mellem et fiktivt<br />
miljø og det miljø, som Larry David normalt<br />
befinder sig i uden for fiktionens diegese.<br />
Det er ikke svært at se, at Curb Your<br />
Enthusiasm må have været en stor inspi-<br />
rationskilde for Christensen og Hvam. Nar-<br />
rativt og stilistisk benytter Klovn mange<br />
af de samme strategier i dens blanding af<br />
virkelighed og fiktion. Men ikke desto min-<br />
dre har Christensen og Hvam også tidligere<br />
leget med denne tanke. Hovedkarakteren<br />
i Langt fra Las Vegas var eksempelvis en<br />
semiautentisk Casper Christensen, der dog<br />
befandt sig i et ellers fiktivt miljø.<br />
Kendt og grinagtig<br />
Den mest åbenlyse effekt ved at sløre for-<br />
holdet mellem en karakter og identiteten<br />
af den skuespiller, som agerer karakteren,<br />
er naturligvis, at seeren skal være i tvivl<br />
om, hvad der er fiktion, og hvad der virke-<br />
lighed. I de første sæsoner hævdede Klovn<br />
desuden, at den var baseret på virkelige be-<br />
givenheder. En nærgående narrativ analyse<br />
af fortællestrukturen afslører imidlertid, at<br />
de enkelte afsnit er stramt strukturerede<br />
og uhyre konstruerede i et tæt samspil af<br />
setups og payoffs. Alligevel er det muligt,<br />
at seeren får et ekstra betydningslag – et<br />
betydningslag, som ikke kunne tilføres, hvis<br />
de afbildede karakterer ikke havde en eksi-<br />
stens uden for seriens diegese.<br />
God fiktion kan skildre situationer, som<br />
er næsten ubærlige, næsten umulige at<br />
være vidne til. Det kan være situationer,<br />
hvor karaktererne har begået så uhyre<br />
pinlige handlinger, at det ikke kan undgå at<br />
påvirke seerens følelsesmæssige oplevelse<br />
voldsomt. Dette kan dog også opnås – og<br />
til tider med større effekt – når seeren kan<br />
attribuere sådanne handlinger til ikke-fik-<br />
tive personer, som fx kendte mennesker. Et<br />
program som Rent Fup lever højt på inte-<br />
ressen i at se de kendte på glatis i pinlige<br />
øjeblikke, og i sin grundliggende tematik<br />
har Klovn blot udnyttet dette forhold. I<br />
hvert eneste afsnit er Frank ubetinget pin-<br />
lig og dummer sig konstant, og fundamen-<br />
tet for humoren ligger altså i, at det ikke er<br />
meningen, at seeren decideret skal sondre<br />
mellem karakteren Frank i Klovn og den vir-<br />
kelige Frank Hvam. Det forhold, som seeren<br />
opbygger til karakteren, er baseret på de<br />
fiktive hændelser, men henter en stor del<br />
af sin reelle betydning i den kendsgerning,<br />
at seeren kan tilskrive handlingerne den<br />
virkelige person. Effekten bliver altså, at<br />
det er muligt at gøre de pinlige hændelser<br />
endnu mere pinlige,<br />
tåbelige og mor-<br />
somme, da kilden til<br />
hændelserne i den<br />
konkrete seerre-<br />
ception er en ikke-<br />
fiktiv, kendt person.<br />
Man kunne selvføl-<br />
gelig indvende, at<br />
i takt med at se-<br />
rien udvikler sig, vil<br />
den afmystificere<br />
Hvams og de andre medvirkendes ’kendt-<br />
hed’, men gæsteoptrædener af berømthe-<br />
der, der agerer sig selv, er dog til stadighed<br />
med til at underbygge seriens humoristiske<br />
forankring i den virkelige verden.<br />
Klovns narrative og stilistiske udform-<br />
ning understreger også de pinlige øje-<br />
blikke. Deciderede punchlines og jokes<br />
eksisterer ikke og er i stedet erstattet af<br />
situationer, der henter næring i en gradvis<br />
eskalering af pinlige momenter. Udela-<br />
delsen af den distancerende dåselatter<br />
forstærker effekten, idet den larmende<br />
stilhed konstant fremhæver Franks pinlige<br />
opførsel, ligesom den tilstræbte ’fluen<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
på væggen’-æstetik til stadighed betoner<br />
forankringen i det virkelige.<br />
Det kan være situationer,<br />
hvor karaktererne har<br />
begået så uhyre pinlige<br />
handlinger, at det ikke kan<br />
undgå at påvirke seerens<br />
følelsesmæssige oplevelse<br />
voldsomt.<br />
En persona med konsekvenser<br />
Det er imidlertid interessant, om denne<br />
leg med virkeligheden har nogle omkost-<br />
ninger? Kunne det tænkes, at balancegan-<br />
gen på grænsen mellem det virkelige og<br />
fiktionen har en betydning for, hvordan<br />
Frank Hvam, Casper Christensen og de an-<br />
dre medvirkende i Klovn ellers opfattes og<br />
fremstilles i andre medieprodukter?<br />
Inden for retorikken findes begrebet<br />
persona, der betegner en rolle, en kom-<br />
munikator kan påtage sig for at stå gunstigt<br />
i en given situation. Da fx Casper Christen-<br />
sen i Klovn spiller sig selv, kan hans rolle<br />
opfattes som en kreeret persona, der har<br />
til formål at ironisere over de kendte og<br />
den galla og glamour, som berømtheder<br />
typisk forbindes<br />
med. Det interes-<br />
sante er imidlertid,<br />
at denne persona til<br />
en vis grad kommer<br />
til udtryk i andre<br />
udsendelser. I TV 2’s<br />
quizshow Deal No<br />
Deal er Christensen<br />
fx iført et jakkesæt,<br />
stråler af succes og<br />
penge, er flankeret<br />
af 25 smukke piger i gallakjoler og udtryk-<br />
ker på den måde mange af de glamourøse<br />
værdier, som han selvironisk forbindes<br />
med i Klovn. Der er ret langt fra Deal No<br />
Deal til Casper og Mandrilaftalen.<br />
Det er altså bemærkelsesværdigt, at<br />
denne leg på grænsen mellem virkelighed<br />
og fiktion kan tænkes at have visse konse-<br />
kvenser for opfattelsen af de involverede<br />
parters personligheder og værdisæt. Og<br />
det er bemærkelsesværdigt, at den per-<br />
sona, der skabes, ikke nødvendigvis er helt<br />
uden omkostninger.<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
7
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
Skrevet af Adam Thorsmark og Mikael Svendsen, stud. film- og medievidenskab - artiklen bygger på empiri foretaget til et bachelorprojekt i Medievidenskab.<br />
8<br />
Et andet liv,<br />
en anden virkelighed?<br />
Har du altid drømt om at være en flyvende ræv, eller blot overvejet hvordan det er at være det modsatte køn? Så går<br />
der måske ikke lang tid, før du har en figur i online-verdenen Second Life. Efter at have talt med så unikke skabninger<br />
som en lesbisk enhjørning med kærestesorger og en online prostitueret, der har fået krydret sit virkelige sex-liv, er det<br />
relevant at spørge sig selv: Hvor virkelig kan en virtuel verden være?<br />
Som han står der, muskuløs, mørkhå-<br />
ret og med en rank ryg der udstråler<br />
”her kommer jeg”-selvtillid, kan vi godt<br />
blive lidt misundelige på ”Pete Folsom”<br />
– vores Second Life (SL) avatar eller 3D alter-<br />
ego. Ligesom i den virkelige verden er der<br />
ikke to ens individer i Second Life – og det<br />
understøttes ekstremt eksplicit i graden af<br />
kreativitet, der lægges i skabelsen af folks<br />
avatars. Som udgangspunkt fødes alle ens,<br />
med repræsentative proportioner for et<br />
menneske i forhold til omgivelserne. I en<br />
verden, som har mottoet ”Your World, Your<br />
Imagination”, er der ingen, der gider være<br />
en masseproduceret standard, og der fin-<br />
des sågar ”flesh shops”, hvor du kan købe<br />
en helt ny krop, hvis du ikke har de tekniske<br />
evner til selv at skabe én. Det gør, at man<br />
ikke blot støder på mennesker, men også<br />
– i bogstaveligste forstand – hestepiger,<br />
discotrolde, kæmpemæssige edderkopper<br />
og mange andre fantasifostre. Som én af<br />
dem, vi møder, siger: ”I Second Life kan du<br />
være, hvad du vil, og hvem du vil”.<br />
Personlighedsspaltning<br />
I SL bestemmer man selv, om man vil have<br />
et andet, alternativt liv eller en forlæn-<br />
gelse af sit første. En ung og letpåklædt<br />
escortpige I SL fortæller om sit sande jeg<br />
på sin profil. Hun er i virkeligheden en gift<br />
kvinde med fire fuldvoksne børn, der alle<br />
er flyttet hjemmefra. Denne form for leg<br />
med identitet er et af kendetegnene for<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
verdener som SL, der desuden går under<br />
betegnelsen MMORPG (Massively Multiplayer<br />
Online RolePlaying Game). For 23-årige Per-<br />
nille bestemmer rollespillet, hvem hun er i<br />
SL, og hun har en klar adskillelse af hendes<br />
første liv fra hendes i alt 11 andre liv i SL.<br />
Ja, 11 forskellige, fiktive identiteter, der<br />
hver har lidt af hende selv i dem, men el-<br />
lers for hende betragtes som selvstændige;<br />
hver deres udseende, personlighed og<br />
præferencer. Livet i SL er for Pernille som<br />
“The Neverending Story”: The boy Bastian<br />
is reading a book, and finds out he’s a part<br />
of the book. Try imagening how that must<br />
feel; having yourself mentioned in the<br />
book... being a part of it”. Således placerer<br />
hun sine rollespilsfigurer i ganske drama-<br />
tiske situationer, som ikke hører hjemme i<br />
en børnebog; f.eks. oplever de at miste en<br />
kæreste, blive voldtaget eller næsten blive<br />
slået ihjel.<br />
…hendes fysiske krop kan blive påvirket med en god online-<br />
sexpartner, hvis hun vælger at leve sig ind i det.<br />
Fra en virkelighed til en anden<br />
Ikke alle synes dog at lægge deres person-<br />
lighed fra sig, når de klikker sig ind I deres<br />
andet liv. For dem er det et spørgsmål om<br />
at placere sig selv i nye omgivelser. Ikke<br />
nødvendigvis fordi de er utilfredse med<br />
det virkelige liv, de har skabt for dem selv,<br />
men fordi de har brug for at undslippe<br />
forpligtigelserne og den strukturerede<br />
hverdag. I SL kan de opleve frihed og det<br />
uforudsigelige og spontane i mødet med<br />
andre eskapister, som tager en pause fra<br />
dagligdagens trummerum. Frihed er ganske<br />
væsentligt for det nye mediebillede, hvor<br />
computeren og internettet spiller en afgø-<br />
rende rolle. SL er en del af dette.<br />
Et overskudsmedie<br />
De nye medier bliver sammenlignet med<br />
de traditionelle massemedier karakteriseret<br />
ved stor individuel valgfrihed. Som Michael<br />
Heim skriver i artiklen ”Avatarernes tid”:<br />
”Ved at bryde broadcastteknikkens trold-<br />
dom genvinder avataren den menneskelige<br />
frihed, genopliver spontaniteten trods pro-<br />
paganda og programmering og tilstræber<br />
at bebo den telenærværende verden på<br />
en kreativ måde”. Han fortsætter desuden<br />
således: ”Avatarrummet frigør de virkelige<br />
egoers fantasiidentitet (…) De opfordres<br />
til at genskabe sig selv og blive forvandlet<br />
ad fantasiens vej”. Denne egoisme kommer<br />
bl.a. til udtryk ved, at folk tager fra og giver<br />
til SL, hvad DE vil. Det er et overskudsme-<br />
die. Folk er der, når de har tid og lyst og<br />
opsøger og gør således kun,hvad de føler<br />
for. Pligter er der rigeligt af i det virkelige<br />
liv. Der synes næsten at være en fælles<br />
bevidsthed og indbyrdes forståelse for, at<br />
folk bruger eller udnytter SL. Det hele er jo<br />
blot en leg, man kan tage sig til, når virke-<br />
ligheden ikke kalder i baggrunden.<br />
Denne eskapisme tillader folk at skabe<br />
en alternativ livshistorie, hvor de person-<br />
lige og urealistiske drømme udleves. Her<br />
har man råd til huset med havudsigten og<br />
privatflyet i baghaven, mens man på ingen<br />
tid teleporterer sig fra en riverrafting-tur<br />
til live-koncert med Duran Duran.<br />
Virtuelle produkter, rigtige penge<br />
En ny krop eller en live-koncert er som i<br />
virkelighedens verden ikke gratis, og i SL<br />
er der tale om daglige handler på en halv<br />
million amerikanske dollars. Skaberne af SL<br />
skal have deres husleje, men ellers skifter<br />
pengene hånd mellem privatpersoner, som<br />
har startet forretning. Det er udbud og<br />
efterspørgsel, og SL tilbyder stort set alt<br />
det, der kan tjenes penge på i den virkelige<br />
verden. Folk designer tøj til andre brugere,<br />
er butiksassistenter, eller lokker folk med<br />
hjem og yder det tætteste, vi kommer på<br />
cybersex: En nøgen kvinde, der engagerer<br />
dig i alverdens 3-D sexpositioner, mens der<br />
chattes frækt . Ligesom i virkeligheden gæl-<br />
der mottoet ”Money talks, bullshit walks”.<br />
Da vi mødte en prostitueret i den virtuelle<br />
parallel til Amsterdams Red Light District<br />
og spurgte om et interview, blev vi affejet<br />
med ”I need earn some $, honey”. SL kan så-<br />
ledes være en fuldtidsbeskæftigelse, og det<br />
er ikke unormalt at bruge en 40 timers uge<br />
i SL - også selv om man ingen forretning har<br />
og bare er der for det sociale.<br />
Telesocialt nærvær<br />
Den sociale interaktion er, på trods af de<br />
lukrative indtjeningsmuligheder, stadig<br />
det primære omdrejningspunkt i såvel SL<br />
som i de fleste virtuelle verdener. Centralt<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Om Second Life<br />
Second life er en 3D online virtuel verden<br />
udviklet af Linden Labs.<br />
I Second Life er man til stede via en compu-<br />
teranimeret kropsliggørelse, en avatar. Beteg-<br />
nelsen stammer fra den hinduistiske mytologi,<br />
hvor avatar betyder en ånd, der har taget<br />
jordisk skikkelse.<br />
I skrivende stund er Second Life befolket af<br />
cirka 1,2 millioner forskellige brugere og er<br />
indtil videre arealmæssigt på størrelse med<br />
Luxembourg – proportionelt set.<br />
Musikverdenen har fået øje på mulighederne<br />
for eksponering i Second Life. Blandt andet har<br />
bandet Duran Duran planlagt en ’live’-koncert<br />
i SL.<br />
Om end lille så har SL også en filmindustri.<br />
Brugere udlever drømmen som instruktør og<br />
iscenesætter deres fortællinger i SL med hjælp<br />
fra andre brugere, som agerer skuespillere og<br />
statister. Besøg fx bellsandspurs.com og se<br />
filmen ”Silver Bells and Golden Spurs” – a movie<br />
made in Second Life.<br />
Foto: Linden Labs<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
...fortsat<br />
10<br />
for interaktionen er det, som Heim kal-<br />
der de ”spontane realtidsmøder” mellem<br />
folks forskellige avatars. I realiteten er SL<br />
på dette punkt en videreudvikling af den<br />
tekstbaserede, computer-medierede kom-<br />
munikation (CMC), som kendetegner for-<br />
skellige chatrum og fx Messenger. I SL har<br />
CMC dog fået en ekstra dimension. De simu-<br />
lerede samtaler mellem mennesker i SL sker<br />
fortsat i tekstform, men den visuelle re-<br />
præsentation gør, at interaktionerne bliver<br />
mere virkelighedsnære. På den måde er vi<br />
kommet det stykke tættere på en egentlig<br />
ansigt-til-ansigt situation. Det er fx muligt<br />
at repræsentere fysisk interaktion; et hånd-<br />
tryk, en dans eller et kys. SL simulerer i den<br />
forstand virkeligheden: Når to mennesker<br />
foretager en gensidig social interaktion,<br />
som fx en dans, så er det et signal, om at<br />
begge ønsker at være i hinandens selskab.<br />
Disse muligheder for to eller flere personer<br />
at være sociale i et visuelt rum, forstærker<br />
oplevelsen af de kropsløse venskaber som<br />
virkelige. Det på trods af, at man ikke har<br />
mødt, og måske aldrig kommer til at møde,<br />
hinanden i Real Life (RL).<br />
Alle oplevelser er virkelige<br />
”Jeg mødte min nuværende kæreste i<br />
SL. Nu flytter vi sammen i virkeligheden”.<br />
Unique lever sit andet liv som en forlæn-<br />
gelse af hendes første. Hun fik en kæreste<br />
i SL, mødte ham i RL, blev gift i SL, og skal<br />
nu flytte fra USA til Canada for at bo sam-<br />
men med ham. Selv før mødet i virkelighed<br />
var der tale om ægte følelser. Hun mindes<br />
deres første date i SL, som var den foregået<br />
i virkeligheden: ”It was very romantic, and<br />
he was so sweet, and we laid in a hammock<br />
under the stars and talked for hours… it<br />
felt like coming home”. For Unique og man-<br />
ge andre er disse oplevelser omtrent ligeså<br />
virkelige som virkeligheden selv. Aretha<br />
eksempelvis, der er glædespige og lidt af<br />
en swinger i SL, fortæller, at hendes fysiske<br />
krop kan blive påvirket med en god online-<br />
sexpartner, hvis hun vælger at leve sig ind<br />
i det. Det kaldes jo ikke ”virtual reality” for<br />
ingenting. Og selv om ikke alle, vi har ”talt”<br />
med, kan prale af samme indlevelse, så<br />
synes alle at svare det samme: ”It’s as real as<br />
you want to make it”.<br />
Den overordnede diskussion af virke-<br />
lighedsrepræsentation er således ikke et<br />
spørgsmål om fælles, fysisk tilstedeværelse<br />
kontra interaktion med numeriske repræ-<br />
sentation i virtuelle verdener. Det er et<br />
spørgsmål om den subjektive oplevelse,<br />
hvor indlevelsen i den digitale krop og<br />
verden forplanter sig til sanserne hos den,<br />
der sidder ved skærmen. Set i et Second<br />
Life-lys, synes den klassiske skelnen mellem<br />
”virtuelt” og ”virkeligt” derfor at fremstå<br />
banal og forældet. Selvom de fleste, vi<br />
har mødt, føler en vis grad af adskillelse<br />
mellem deres SL og RL, så føler man ikke,<br />
at virtuelle verdener er mindre ægte. Alle<br />
oplevelser er virkelige.<br />
Eftersom teknologien har magten til<br />
konstant at forandre og udvikle mediebil-<br />
ledet, er det måske ikke helt utænkeligt,<br />
at den også kan være med til at rokke ved<br />
vores begrebsfundament. En revurdering<br />
af ordet ”virkelighed” kunne måske derfor<br />
være på sin plads, således at det ikke lider<br />
samme skæbne som VHS- båndet – en kold<br />
gravsten på ordenes kirkegård.<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Relevant litteratur<br />
Heim, Michael i Når nettet ændrer ver-<br />
den: ”Avatarernes tid”, Børsens Forlag,<br />
2001<br />
Schroeder, Ralph (ed.): The Social Life of<br />
Avatars – Presence and Interaction in<br />
Shared Virtual Environments, Springer-<br />
Verlag, 2001<br />
The Daedalus Project: www.nickyee.<br />
con/daedalus<br />
Om virtuelle verdener<br />
Begrebet om virtuelle verdener er in-<br />
spireret af cyberpunk-litteraturen. Af<br />
titler kan nævnes ”Neuromancer”, ”Snow<br />
Crash” og ”Otherworld”.<br />
6 karakteristiske træk<br />
Fælles rum. Verdenen tillader mange<br />
brugere at deltage på samme tid.<br />
Grafisk brugergrænseflade. Verdenen<br />
afbilder rum visuelt.<br />
Umiddelbarhed. Interaktion finder sted<br />
i ’real time’.<br />
Interaktiv. Verdenen tillader brugere at<br />
ændre, udvikle, bygge eller implemen-<br />
tere skræddersyet indhold.<br />
Vedvarende. Verdenen fortsætter sin<br />
tilværelse ligegyldigt om individuelle<br />
brugere er logget in.<br />
Community. Verdenen tillader og op-<br />
fordrer til at ’in-world’ sociale grupper<br />
dannes; klubber, klikker, nabolag.<br />
Andre online verdener<br />
Everquest<br />
www.eqlive.station.sony.com<br />
Habbo Hotel<br />
www.habbohotel.com<br />
There<br />
www.there.com<br />
World of Warcraft<br />
www.worldofwarcraft.com<br />
”<br />
Vi føler alle, at vi kender Anders,<br />
Helle og Pia, selvom vi aldrig har<br />
mødt dem. Alle vores indtryk af<br />
dem stammer fra medierne, som i høj<br />
grad er med til at skabe den virkelighed,<br />
vi kender.”<br />
Sådan karakteriserer den politiske<br />
kommentator Rasmus Jønsson mediernes<br />
indflydelse på den politiske virkelighed,<br />
de danske borgere lever i, og der kan ikke<br />
herske nogen tvivl om, at de spiller en<br />
stor rolle på dette område. Men hvilken<br />
indflydelse har medierne egentlig, og<br />
hvordan kommer det til udtryk i den po-<br />
litiske kommunikation? For at få svaret er<br />
der brug for et lille historisk tilbageblik.<br />
Montage-politik<br />
Skrevet af Aske Kammer, stud.mag. i medievidenskab, og Søren Langelund, stud. film- og medievidenskab<br />
Mediernes politiske teater<br />
Formidlingen af politik har ændret sig kontinuerligt, men drastisk gennem de sidste hundrede år. Partipres-<br />
sen har i det 21. århundrede fundet sin afløser i politisk og økonomisk uafhængige medievirksomheder, og<br />
dermed har politikernes vilkår for at formidle deres holdninger på godt og ondt ændret sig gevaldigt.<br />
Omkring midten af det 20. århundrede<br />
var en fjerdedel af de stemmeberettigede<br />
danskere medlem af et politisk parti – i<br />
dag er kun omtrent fem procent af væl-<br />
gerne indmeldt, og andelen er stadigt<br />
dalende. Et af resultaterne af denne bor-<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
gernes løsrivelse fra partiorganisationerne<br />
er, at partierne og med dem politikerne<br />
har mistet en central kommunikations-<br />
platform i forhold til vælgerne, som de nu<br />
ikke i samme grad har uhindret adgang til.<br />
Også på medieområdet er der sket mar-<br />
kante ændringer igennem massemedier-<br />
nes selvstændiggørelse. Under fire-blads-<br />
systemets storhedstid omkring år 1900<br />
fungerede de store dagblade som talerør<br />
for de store partier, men medierne har<br />
nu gjort sig ”uafhængige af partipolitiske<br />
11<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
...fortsat<br />
12<br />
og økonomiske interesser”, som det hed-<br />
der i Informations avishoved. Parallelt med<br />
denne udvikling er den politiske styring af<br />
ledelsen og indholdet hos Danmarks Radio<br />
og TV 2 forsvundet eller i hvert fald blevet<br />
begrænset kraftigt i takt med, at kanalerne<br />
har skullet operere på et kommercielt mar-<br />
ked i stedet for i et monopol.<br />
Det har blandt andet haft den konse-<br />
kvens, at politikerne ikke i samme grad<br />
som tidligere selv kan formulere den<br />
politik, som når ud til befolkningen. Mas-<br />
semedierne har overtaget de traditionelle<br />
partikanalers rolle som formidlerne af den<br />
politiske kommunikation, så det nu er her,<br />
borgerne får deres information om det po-<br />
litiske felt. Det betyder også, at politikerne<br />
og borgerne ikke nødvendigvis længere<br />
lever i den samme politiske virkelighed.<br />
Politikernes virkelighed er forankret i deres<br />
hverdag, hvor de gør sig overvejelser om<br />
samfundets fremtid, går til møder, delta-<br />
ger i udvalgsarbejde og træffer strategiske<br />
beslutninger. Borgernes opfattelse af den<br />
politiske virkelighed er derimod – fordi<br />
kun en brøkdel af dem rent faktisk er i<br />
kontakt med den – et resultat af mediernes<br />
fremstilling af det politiske felt, hvilket<br />
har fået professor i<br />
medievidenskab Stig<br />
Hjarvard til at kon-<br />
kludere, at moderne<br />
politik i høj grad<br />
er at forstå som en<br />
mediemontage.<br />
Den politik, som når ud til befolkningen,<br />
er nemlig ikke den folkevalgtes detaljerede<br />
redegørelse for sine synspunkter, som den<br />
gives til journalisterne. Det er i stedet de<br />
enkeltstående citater fra politikeren, der<br />
bringes i den endelige nyhedsudsendelse<br />
om aftenen eller avisen dagen efter, og<br />
den ramme, som journalisterne sætter dem<br />
ind i. Politikken skabes altså gennem me-<br />
diernes montage af udsagn fra forskellige<br />
kilder (politikeren, eksperten, manden på<br />
gaden eller en helt fjerde), baggrundsstof<br />
og den journalistiske indskrivning af histo-<br />
rien i en bestemt sammenhæng.<br />
Ikke alt nyt er væsentligt<br />
Som følge af de strukturelle forandringer<br />
på især tv-området har også formen på<br />
den politiske kommunikation ændret sig<br />
markant i den seneste årrække, idet ny-<br />
hedsformidlingen på grund af den øgede<br />
konkurrence er begyndt at tilgodese en<br />
anden type nyheder end tidligere. Fordi<br />
der traditionelt set er gode seer-, lytter- og<br />
læsertal i solohistorier, er medierne for<br />
eksempel i højere grad begyndt at priori-<br />
tere nyhedshistorier med eksklusive vinkler<br />
og kilder. ”Ingen gider skrive den samme<br />
historie som konkurrenten,” som Rasmus<br />
Jønsson formulerer det.<br />
Det betyder også, at politi-<br />
kerne og borgerne ikke nød-<br />
vendigvis længere lever i den<br />
samme politiske virkelighed.<br />
Solohistorier har som sådan altid været<br />
attraktive, men forskellen er, at den i dag<br />
udgør et selvstændigt konkurrenceparame-<br />
ter, som automatisk giver gevinst for ny-<br />
hedsmedierne. Det har dog den bagside, at<br />
journalistikken i jagten på solohistorier ofte<br />
forfalder til at fokusere på konflikt- eller<br />
personstof, som skabes af de enkelte jour-<br />
nalister ved eksempelvis at sætte cita-ter<br />
fra Pernille Rosenkrantz-Theil op over for<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
citater fra Pia Kjærs-<br />
gaard. Det giver<br />
selvsagt en konflikt<br />
og dermed en hi-<br />
storie, som egner<br />
sig til at fastholde<br />
publikummet – men<br />
selvom konflikten måske er væsentlig i sig<br />
selv, så er spørgsmålet, hvor meget nyhed<br />
der egentlig er i det. ”Ikke alt væsentligt<br />
er nyt – og ikke alt nyt er væsentligt,” som<br />
den amerikanske medieforsker James Fal-<br />
lows har formuleret det (citeret fra Hede-<br />
gaard).<br />
En anden udvikling i det moderne ny-<br />
hedsbillede er, at den politiske journalistik<br />
er kommet under alvorligt pres som følge<br />
af de skærpede krav til at producere flere<br />
nyheder til flere forskellige medier på kor-<br />
tere tid. ”Deadline hvert 5. minut” er Ekstra<br />
Bladets hjemmesides slogan, og det er me-<br />
get rammende for journalisternes arbejds-<br />
situation, som yderligere besværliggøres af<br />
redaktionelle nedskæringer og et generelt<br />
mere internationaliseret og dermed kom-<br />
pliceret politisk landskab. Dette pres resul-<br />
terer i, at journalisterne endnu ofte vælger<br />
den lettere tilgang til stoffet, som konflikt-<br />
og personstoffet alt andet lige udgør.<br />
Denne tendens tiltaler ikke Rasmus<br />
Jønsson. Han frygter tværtimod, at nyheds-<br />
dramaturgiens konfliktkrav flytter fokus<br />
hen, hvor det ikke burde være: ”Politikerne<br />
bliver reduceret til stakler, der blot skal<br />
levere service frem for visioner eller dy-<br />
bere tanker. Den gennemsnitlige politiker<br />
får 10,2 sekunders taletid pr. indslag, og<br />
de bruges til at svare på ”hvad vil du gøre<br />
ved det?”-spørgsmål omkring enkeltsager.<br />
Således formes et entydigt billede af poli-<br />
tikeren som ham, der ikke har leveret den<br />
service han skulle,” siger han.<br />
Fogh i opvisningsstil<br />
I en dansk sammenhæng er der næppe<br />
nogle politikere, der så effektivt som stats-<br />
minister Anders Fogh Rasmussen har været<br />
bevidst om, hvordan han skulle undgå at<br />
lade sig styre af disse journalistiske arbejds-<br />
gange, men i stedet udnytte dem til sin<br />
egen fordel.<br />
Valgsejren i 2001 var først og fremmest<br />
bygget op omkring ét politisk emne, nem-<br />
lig integrationsproblematikken, som langt<br />
fra var tilfældigt udvalgt. Først og frem-<br />
mest var det et politisk betændt emne,<br />
som allerede ved valget i 1998 havde ulmet<br />
i befolkningen, men som på grund af Uffe<br />
Ellemann-Jensens modvilje mod at proble-<br />
matisere spørgsmålet ikke kom til at spille<br />
nogen væsentlig rolle i valgkampen. Util-<br />
fredsheden blandt borgerne voksede der-<br />
for støt og roligt, og i 2001 vidste Fogh, at<br />
debatten om indvandrerne ville skabe gode<br />
historier i medierne, og at hans politik der-<br />
med var sikker på at blive eksponeret over<br />
for befolkningen. Der var historierne om<br />
pengene, de fremmede kostede, volden de<br />
begik og ikke mindst en sand journalistisk<br />
lækkerbisken i form af spliden hos socialde-<br />
mokraterne på dette punkt, der bankede<br />
en kile ned igennem et i forvejen splittet<br />
parti. Ydermere var<br />
dette betændte<br />
og i befolkningen<br />
populære politiske<br />
emne også et af de<br />
relativt få, hvor der<br />
virkelig var for-skel<br />
på holdningerne<br />
partierne imellem,<br />
og dermed havde<br />
medierne mange<br />
muligheder for<br />
unikke solohistorier.<br />
Integrationsdebat-<br />
ten alene var således på alle måder et godt<br />
politisk afsæt til at vinde magten for Fogh,<br />
men også Fogh i dialog-busturen i løbet af<br />
valgkampen var en taktisk meget vellykket<br />
udnyttelse af de mediestrukturelle forhold.<br />
Mens Nyrup blev på Christiansborg og var<br />
omringet af de farlige og skarpe journali-<br />
ster, kom Fogh ud til befolkningen og blev<br />
eksponeret i en lang række af lokalmedier,<br />
der sjældent stillede kritiske spørgsmål.<br />
Mediernes nedprioritering af integri-<br />
tet til fordel for solohistorier blev også<br />
udstillet under 2005-valget, hvor Mogens<br />
Lykketoft gang på gang måtte svare på<br />
spørgsmål vedrørende mildest talt tvivl-<br />
somme økonomiske beregninger plantet<br />
af Venstre, og når han forsøgte at snakke<br />
politik, blev samtalen drejet over mod de<br />
dårlige meningsmålinger. Alt imens Fogh<br />
– på samme måde som før 2001-valget<br />
– havde brugt de foregående år på at for-<br />
klare og gentage sin politik til hudløshed.<br />
Så da valget blev udskrevet, var den ikke<br />
nyhedsskabende i sig selv. Dette efterlod<br />
medierne med et ’præsident-valg’, der blev<br />
afgjort på kandidaternes troværdighed<br />
frem for konkret politik, og i denne opsatte<br />
historie var Lykketofts rolle som den sikre<br />
taber klar fra starten.<br />
Medierne valgte nemlig<br />
kun at fokusere på, at Nyrup<br />
rev sider ud af Foghs bog<br />
om minimalstaten, hvilket<br />
taget ud af sammenhængen<br />
fremstillede den daværende<br />
statsminister som særdeles<br />
desperat og primitiv.<br />
På samme måde tabte Nyrup i 2001,<br />
ifølge medierne, den sidste duel mod Fogh,<br />
selvom han fremstod som klar vinder for<br />
de tilhørende i Valby-hallen. Medierne valg-<br />
te nemlig kun at fo-<br />
kusere på, at Nyrup<br />
rev sider ud af Foghs<br />
bog om minimalsta-<br />
ten, hvilket taget ud<br />
af sammenhængen<br />
fremstillede den<br />
daværende statsmi-<br />
nister som særdeles<br />
desperat og primitiv.<br />
Venstres pressechef<br />
Michael Kristiansen<br />
var månedsvis i for-<br />
vejen forberedt på,<br />
at bogen kunne bruges i valgkampen, og<br />
valgte derfor allerede i sommeren at føre<br />
diskussionen om bogens indhold offentligt.<br />
Så da valget kom i november, var hi-storien<br />
gennemtærsket, og Nyrup skød sig uviden-<br />
de i foden, da han efterlod medierne uden<br />
anden nyhedsvinkel end ’statsmanden i<br />
tovene’. Efter den demonstrative iturivning<br />
indså daværende partisekretær Claus Hjort<br />
Frederiksen hurtigt Nyrups selvmål og fik<br />
sendt en taxi af sted efter en frisk kopi af<br />
bogen, så Fogh kunne præsentere Nyrup<br />
for et intakt eksemplar ved afslutningen af<br />
debatten og dermed sikre bogens fokus på<br />
tv samme aften.<br />
Efter valgduellen stod Nyrup næsten<br />
alene på scenen og skrev et par autografer,<br />
mens Fogh hurtigt blev dirigeret over til<br />
horderne af jublende VU’ere, inden nyheds-<br />
udsendelsernes live-indslag begyndte. På<br />
denne måde så Familien Danmark ude ved<br />
kakkelbordene deres statsminister som<br />
desperat og helt isoleret, mens hans udfor-<br />
drer blev tiljublet.<br />
Slut med billige points<br />
Fogh er ikke Danmarks statsminister, fordi<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
han er bedre end sine modstandere til at<br />
kontrollere mediernes fremstilling af ham.<br />
Det er ubestrideligt, at han er dygtig og<br />
mestrer alle detaljer i det politiske hånd-<br />
værk, og at han fører en politik, som fler-<br />
tallet af danskerne bifalder. Men der kan<br />
heller ikke være nogen tvivl om, at hans<br />
kommunikative metoder får budskaberne<br />
klarere – og i mindre grad bearbejdede af<br />
journalister – ud til befolkningen end hans<br />
politiske konkur-renter. Det har spillet en<br />
enorm rolle, at han og hans rådgivere har<br />
været bedre til at få medierne til at vide-<br />
reformidle den politiske virkelighed, de<br />
foretrak.<br />
Det ser imidlertid ud som om, at opposi-<br />
tionspolitikerne med Naser Khader som det<br />
mest bemærkelsesværdige eksempel og<br />
Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved<br />
har taget ved lære og er blevet bedre til<br />
selv at kontrollere billedet i medierne. Der-<br />
med har Fogh mistet denne fordel, og det<br />
er muligvis noget, som kan få konsekvenser<br />
ved det næste Folketingsvalg, som senest<br />
skal afholdes i slutningen af 2008. For når<br />
modpartens politik og befolkningens op-<br />
fattelse af den ikke længere i samme grad<br />
bliver skabt i mediemontagen, så bliver<br />
der ikke så stor mulighed at score de lette<br />
points.<br />
For mere læsning<br />
Hedegaard, Connie: ”Symptomer på en demo-<br />
kratisk syge” i Bro, Peter et al. (red.): Politisk<br />
journalistik og kommunikation (Forlaget Sam-<br />
fundslitteratur 2006)<br />
Stig Hjarvard: TV-nyheder i konkurrence (Forla-<br />
get Samfundslitteratur 1999)<br />
Stig Hjarvard: ”Politik som mediemontage” i<br />
Jørgen Goul Andersen et al. (red.): Den demo-<br />
kratiske udfordring (Hans Reitzels Forlag 1999)<br />
Michael Jeppesen: Før ørerne falder af (Ekstra<br />
Bladets Forlag 2005)<br />
Rasmus Jønsson & Ole Larsen: Professionel poli-<br />
tisk kommunikation (Akademisk Forlag 2002)<br />
13<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
Skrevet af Kasper Andersen, stud. film og medievidenskab<br />
konstruerede verdener<br />
Film om konstrueret virkelighed er ofte inspirerede af filosofi, mange involverer virtual reality, og de bygger næsten<br />
alle op til den store afsløring af konstruktionen. Men hvad gør egentligt disse film så fascinerende?<br />
Er verden konstrueret? Det spørgsmål har<br />
efterhånden været basis for mange film,<br />
der har insisteret på, at man ikke må tage<br />
virkeligheden for givet. I sluthalvfemserne<br />
udkom der inden for ganske kort tid en<br />
række film om emnet. Det paranoide tema<br />
kan tolkes som et produkt af den ube-<br />
grundede frygt, der herskede i tiden op til<br />
årtusindeskiftet, men interessen for denne<br />
subgenre skyldtes nok i lige så høj grad, at<br />
den hastige teknologiske udvikling satte<br />
gang i visse spekulationer.<br />
Inspiration i filosofi<br />
Mange film om konstrueret virkelighed er<br />
inspireret af den amerikanske science fic-<br />
tion-forfatter Philip K. Dicks dybt originale<br />
noveller fra 50’erne og 60’erne. Dick var<br />
meget optaget af forskellige opfattelser af<br />
virkelighed. I Waking Life (2001) udlægges<br />
adskillige personers livsfilosofier og opfat-<br />
telser af verdens større sammenhænge,<br />
og en af disse tager udgangspunkt i Philip<br />
K. Dicks essay How to Build a Universe that<br />
Doesn’t Fall Apart Two Days Later (1978).<br />
Heri redegjorde han for sin åbenbaring om<br />
rigtigheden af gnosticismens filosofi, hvis<br />
religiøse tilhængere tror på, at tiden – og<br />
derfor også virkeligheden – er en illusion,<br />
Satan har skabt med det formål at skjule<br />
sandheden, nemlig at menneskeheden er<br />
fastlåst i året 50 e.Kr., afventende Jesus’<br />
snarlige tilbagevenden.<br />
En hel del af Philip K. Dicks historier er<br />
skrevet med denne teori for øje, og da<br />
mange filmmagere som nævnt trækker på<br />
Dick, er det derfor ikke spor mærkeligt, at<br />
konceptet om virkeligheden som konstruk-<br />
tion virker bekendt. I film om virtual reality<br />
vendes tidforskydningen gerne, sådan at<br />
den konstruerede virkelighed modelleres<br />
ud fra fortiden i en verden, hvor tekno-<br />
logien har udviklet sig tilstrækkeligt til at<br />
kunne simulere virkelighed troværdigt.<br />
Dette er tilfældet i Abre Los Ojos (1997)<br />
og dennes remake Vanilla Sky (2001), der<br />
udmærker sig ved,<br />
at deres protagonist<br />
selv vælger at leve<br />
i en virtual reality-<br />
verden, som tilpasses<br />
specielt til ham. Den-<br />
ne verden udvikler sig<br />
dog til et sandt mare-<br />
ridt, og den spanske<br />
titels oversættelse ’åben dine øjne’ er en<br />
direkte opfordring til ham om at vågne op<br />
og indse, at hans verden er en konstruk-<br />
tion. Ligesom i Total Recall (1990), der er<br />
et eksempel på en direkte filmatisering af<br />
en af Dicks noveller, sløres overgangen fra<br />
protagonistens virkelighed til hans liv i en<br />
virtuel verden ved at manipulere ved hans<br />
hukommelse.<br />
Virtual Reality<br />
De absolut bedst kendte film med udgangs-<br />
punkt i virtual reality er naturligvis The<br />
Matrix-trilogien (1999-2003). I filmene har<br />
maskiner skabt en computersimuleret ver-<br />
den, der opfattes som virkelighed af hack-<br />
eren Neo og så godt som resten af jordens<br />
befolkning, hvis kroppe i virkeligheden<br />
ligger i dvale og fungerer som maskinernes<br />
energikilder. Hvor absurd denne idé end<br />
...’åben dine øjne’ er<br />
måtte forekomme, så er der ingen tvivl om,<br />
at ’hvad-nu-hvis?-faktoren’ udgør en stor<br />
del af historiens appel.<br />
en direkte opfordring til<br />
ham om at vågne op og<br />
indse, at hans verden er<br />
en konstruktion.<br />
Vil det i fremtiden blive muligt at op-<br />
finde hardware, der kan få den menneske-<br />
lige hjerne til at opfatte virtual reality som<br />
virkelighed? Dette har flere film beskæfti-<br />
get sig med. Strange Days (1995) er en af de<br />
mere realistiske af disse med inkluderingen<br />
af en opfindelse, der<br />
muliggjorde optagelsen<br />
af ens oplevelser, som<br />
andre senere kunne<br />
genopleve, så virke-<br />
lige som var det deres<br />
egne. Avalon (2001) og<br />
eXistenZ (1999) førte<br />
idéen videre og forudså<br />
interaktive virtual reality-computerspil, der<br />
af spillerne ikke kunne adskilles fra virke-<br />
ligheden. Samtidig påpegede de begge, at<br />
hvis man accepterer eksistensen af en så-<br />
dan teknologi, så vil afsløringen af et højere<br />
eksistensplan kun være starten på skruen<br />
uden ende, idet man aldrig vil kunne få<br />
vished om, at man er nået til det øverste<br />
lag af virkelighed.<br />
Dette pointeres også i Welt am Draht<br />
(1973) og dennes remake The Thirteenth<br />
Floor (1999), hvor programmører simulerer<br />
en by i deres computere, for senere at op-<br />
dage, at de selv befinder sig i en simuleret<br />
verden, som beskrevet i Daniel F. Galouyes<br />
bog Simulacron-3 (1964). Originalen er des-<br />
værre ikke udgivet efter sin visning på tysk<br />
tv, men er en tidlig forløber for film om<br />
virtual reality – et begreb der først blev op-<br />
fundet et årti senere. Filmen lægger meget<br />
vægt på at skabe en paranoid stemning,<br />
hvorimod remaken fokuserer mere på at<br />
få bygget op til twisten i sidste agt. Her er<br />
afsløringen af konstruktionen visualiseret<br />
ved, at protagonisten Douglas Hall opdager,<br />
at hans verden ikke er færdigbygget.<br />
Konstruktionens afsløring<br />
En lignende afsløring finder sted i Dark City<br />
(1998), hvis plot er næsten identisk med det<br />
i The Matrix. I filmen eksperimenterer rum-<br />
væsner med protagonisten John Murdoch<br />
og de andre indbyggere i en by, hvor det<br />
altid er nat, modelleret med deres sofistike-<br />
rede teknologi. Et af de mange fællestræk<br />
mellem de to film er, at protagonisterne<br />
udnytter en ny forståelse af deres verdens<br />
opbygning til at bøje de fysiske regler til<br />
egen fordel – Neo ved at hacke simule-<br />
ringens underliggende kode og Murdoch<br />
ved at ’tune’ rumvæsnernes maskiner. Den<br />
væsentlige forskel mellem filmene er, at<br />
rumvæsnerne med de omtalte maskiner<br />
fysisk har konstrueret virkeligheden i Dark<br />
City, i modsætning til at simulere den, hvil-<br />
ket umiddelbart eliminerer problematikken<br />
omkring en verden i flere lag.<br />
Dark Citys fokus ligger på opdagelsen af<br />
den konstruerede verden og filmen kon-<br />
centrerer sig om at bygge op til den ende-<br />
Historier om konstrueret virkelighed udfordrer vores<br />
opfattelse af vores egen virkelighed, og hverken virtual reality<br />
eller store afsløringer er åbenbart nødvendige forudsætninger<br />
for at fortælle disse historier.<br />
lige afsløring. Traditionelt udskydes overra-<br />
skelsen så længe som overhovedet muligt,<br />
som i for eksempel også i The Game (1997),<br />
hvor protagonisten Nicholas’ verden ufor-<br />
klarligt bryder sammen omkring ham. Her<br />
når han og publikum til indsigten<br />
om den konstruerede verden på<br />
samme tid, i filmens absolut sid-<br />
ste minutter. I The Truman Show<br />
(1998) vendes skabelonen dog på<br />
hovedet. Her har Truman hele sit<br />
liv uvidende spillet hovedrollen<br />
i et verdenskendt tv-show, men<br />
naturen af hans konstruerede<br />
verden bliver afsløret allerede i<br />
filmens begyndelse.<br />
Virkelighed<br />
Både Nicholas og Truman begyn-<br />
der i filmene at tvivle på deres<br />
egen forstand og kontrasten<br />
mellem at være sindssyg i en<br />
normal verden eller den eneste<br />
klarsynede i en sindssyg verden udforskes i<br />
det hele taget ofte i film, der stiller spørgs-<br />
målstegn til virkeligheden. Denne kontrast<br />
er central i Donnie Darko (2001), hvor teen-<br />
ageren Donnie går til psykolog og er tvun-<br />
get til at finde sammenhæng i et univers,<br />
der ligner virkeligheden til forveksling, men<br />
, som han indser, er på randen af et sam-<br />
menbrud. Tilsvarende drives matematike-<br />
ren Max i Pi (1998) til vanviddets rand i jag-<br />
ten på en forståelse af verdenen omkring<br />
ham. Er han gal eller genial? Han finder det<br />
ultimative svar i form af mønstre i et 216<br />
cifre langt tal, som ifølge den jødiske mysti-<br />
cisme kabbalah, der har nære forbindelser<br />
til gnosticismen, kan oversættes med det<br />
hebraiske alfabet til Guds sande navn og be-<br />
nyttes til at opnå en alvidende indsigt.<br />
I hverken Pi eller Donnie Darko afsløres<br />
det for publikum, hvad der ligger bag vir-<br />
keligheden – på trods af at både Max og<br />
Donnie ellers tilsyneladende opnår denne<br />
viden. Dette skyldes naturligvis, at det er<br />
svært at afdække banebrydende religiøse<br />
sandheder. Men selvom der altså ikke bliver<br />
givet nogle svar, så er spørgsmålene i sig<br />
selv fascinerende. Historier om konstruere-<br />
de verdener udfordrer vores opfattelse af<br />
vores egen virkelighed, og hverken virtual<br />
reality eller store afsløringer er åbenbart<br />
nødvendige forudsætninger for at fortælle<br />
disse historier. Det er dog stærke byg-<br />
geklodser, der giver filmene variation og<br />
hjælper til at formidle abstrakte filosofiske<br />
tanker. Hvilket vel er præcis, hvad der gør<br />
disse film så spændende; at de vækker<br />
nysgerrighed og opfordrer til overvejelser<br />
om et af livets helt store spørgsmål: Hvad<br />
er virkelighed egentlig?<br />
Philip K. Dick havde et bud på et svar:<br />
“Reality is that which, when you stop beli-<br />
eving in it, doesn’t go away.”<br />
Kommende<br />
Philip K. Dick filmatisering:<br />
A Scanner Darkly (2006) instrueret af<br />
Richard Linklater (instruktør af bl.a.<br />
Must-see animé om emnet:<br />
Ghost in the Shell 2: Innocence (2004) og<br />
Serial Experiments: Lain (1998)<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006 <strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
14 15<br />
Waking Life).<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
Skrevet af Phillip Seidler, stud.mag. i Medievidenskab Illustration af stud.mag. i medievidenskab Torben Andersen<br />
16<br />
den nationale tvangstanke<br />
Den sekulariserede vesterlænding har let ved at affærdige religioner som snyd og bedrag. For<br />
de fleste af os er religioner irrationelle. I virkeligheden findes der ikke nogen Gud. Til gengæld<br />
hører man sjældent nogen affærdige nationen på samme måde. Men findes nationen – lige som<br />
religionen – ikke kun som symbol og idé?<br />
I<br />
marts 2004 sad jeg og så TV-Avisen sam-<br />
men med en bekendt. En stribe bomber<br />
i to moskeer i Karbala og Bagdad havde<br />
dræbt omkring 300 shia-muslimske irakere.<br />
I kølvandet på bombningerne udviklede<br />
konflikten i Irak sig nærmest til en borger-<br />
krig mellem sunnier og shiaer. Min bekend-<br />
te var rystet. Hvordan kunne det dog gå til,<br />
at mennesker af samme nationalitet gik løs<br />
på hinanden på den måde?<br />
Han kunne ikke forstå, at et religiøst fæl-<br />
leskab kan være stærkere end et nationalt.<br />
Hvorfor er det nødvendigt for nogle sunni-<br />
muslimer at være mere sunni end iraker?<br />
Bag spørgsmålet ligger min sekulære ate-<br />
ist-bekendtes manglende forståelse for, at<br />
man overhovedet kan være religiøs i det<br />
21. århundrede. Ifølge ham er Gud jo død.<br />
Så det må alle de andre guder jo også være.<br />
Og bortset fra det, så er det der religions-<br />
halløj jo snyd og humbug. Det er en illusion.<br />
Det er et bedrag. Det er ikke virkelighed.<br />
Små to år senere sad vi igen og så TV-Avi-<br />
sen. Den danske ambassade i Libanon stod i<br />
flammer, og i dagene forinden havde mus-<br />
limer overalt i verden trådt på Dannebrog<br />
og sat det i brand. Igen var min bekendte<br />
chokeret. Et angreb på Dannebrog var et<br />
angreb på Danmark, hvilket kun kunne<br />
tolkes som et angreb på ham som dan-<br />
sker. Der var nogle mennesker, som havde<br />
vanhelliget hans nationale symbol. At Jyl-<br />
lands-Posten få måneder forinden havde<br />
forhånet profeten Muhammed, rørte ham<br />
til gengæld ikke. Al religion er jo fusk og<br />
irrationel. Islam er derfor uvirkelig og bør<br />
som alle andre religioner ikke blandes sam-<br />
men med politik. Men nationen er ægte<br />
og rationel. Den er virkelig og er derfor en<br />
legitim politisk faktor – eller hvad?<br />
Masseandagt for nationen<br />
At benægte, at staten Danmark er en rea-<br />
litet, er naturligvis en dødsejler. Men hvad<br />
med nationen Danmark? Er den virkelig så<br />
rationel, som den offentlige debat vil have<br />
os til at tro? Mange har forsøgt at definere<br />
begrebet ’nation’ – de færreste har forsøgt<br />
at afvise det.<br />
I begyndelsen af 1980’erne opstod der<br />
en ny tilgang til nationsbegrebet. Denne<br />
moderne tilgang, som den ofte kaldes,<br />
knytter nationen til andre karakteristika<br />
end tidligere. I stedet for at forbinde na-<br />
tionen med såkaldte objektive faktorer<br />
som fælles sprog, kultur, geografi, religion,<br />
historie osv., begyndte bl.a. historikerne<br />
Benedict Anderson og Eric Hobsbawm at<br />
opfatte nationen som en konstruktion.<br />
Anderson lancerede således ideen om<br />
nationen som et forestillet fællesskab<br />
– forestillet fordi de fleste mennesker i<br />
nationen aldrig vil møde eller for den sags<br />
skyld høre om hinanden, men alligevel<br />
vil de føle en national samhørighed. For<br />
Anderson er nationen altså noget mentalt;<br />
en ide, som slog igennem i europæernes<br />
bevidsthed samtidig med trykkapitalismen<br />
i 1700-tallet. Gutenbergs trykpresse (1454)<br />
gjorde det som bekendt muligt at masse-<br />
producere skrifter som avisen og romanen,<br />
der var med til at lægge grobunden for det<br />
forestillede fællesskab.<br />
Romanens indflydelse på det forstillede<br />
fællesskab ligger i dens kausalitet. Den<br />
konstruerer forskellige tidslinier, hvor ka-<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
raktererne agerer uafhængigt af hinanden.<br />
De har altså ikke nødvendigvis kendskab til<br />
hverandre, men de er ikke desto mindre<br />
til stede i den samme fortælling. Romanen<br />
skabte således en model for, hvordan men-<br />
nesker kan føle sig som del af den samme<br />
nationale fortælling uden at kende hinan-<br />
den.<br />
Avisens bidrag til dannelsen af det fore-<br />
stillede fællesskab ligger et andet sted.<br />
Avisens fortællinger er nemlig ikke kun<br />
uafhængige af hinanden i rum, men også i<br />
tid. Dermed simulerer avisens historier ikke<br />
den nationale fortælling på samme måde<br />
som romanen. Til gengæld giver avisen mu-<br />
lighed for en slags masseceremoni, idet<br />
den udkommer<br />
samtidigt<br />
overalt og i et stort oplag. Det medfører, at<br />
avisen læses mere eller mindre på samme<br />
tid alle steder. Læseren kender med sikker-<br />
hed ikke særlig mange af sine medlæsere,<br />
men alligevel er han/hun bevidst om, at der<br />
(i nationen) er mange andre, der foretager<br />
den samme handling. Denne masseandagt<br />
finder sted hver eneste dag året rundt<br />
og skaber et fællesskab omkring avisens<br />
historier.<br />
Mediekonstrueret fællesskab<br />
Anderson ser altså nationen som en ide<br />
konstrueret på baggrund af mediernes<br />
fortællestrukturer og mediebrugernes<br />
forbrugsvaner. Ifølge Anderson opstod na-<br />
tionen dog ikke kun fordi trykkapitalismen<br />
skabte rammerne for den. Det var i lige så<br />
høj grad, fordi de sekulariserede europæ-<br />
ere havde brug for et mentalt holdepunkt<br />
til at erstatte kristendommen. Der var brug<br />
for en ny fortælling; en national fortælling,<br />
der kunne overtage den religiøse fortæl-<br />
lings plads i samfundet.<br />
Dette er også Hobsbawms udgangs-<br />
punkt, men i stedet for mediekon-<br />
struerede fællesskaber foku-<br />
serer han på ’opfundne’<br />
traditioner som<br />
det, der<br />
skaber den nationale sammenhængskraft.<br />
Men hvad er det, der holder nationen<br />
i live i en tid, hvor medieforbruget frag-<br />
menteres mere og mere, og traditionerne<br />
udvandes? Hvis nationen da overhovedet<br />
kan siges at være i live? Spørgsmålet er<br />
relevant, fordi aviserne ikke længere har<br />
det samme antal læsere, der kan simulere<br />
et nationalt fællesskab over morgenbordet.<br />
Samtidig er fænomener som Krøniken, der<br />
kan samle 2,5 millioner danskere foran tv-<br />
skærmene en absolut undtagelse. End ikke<br />
TV-Avisen, som min bekendte og jeg tit ser<br />
sammen, har så bred national appel.<br />
Men hvor skjuler den nationale fortæl-<br />
ling sig, når den ikke længere entydigt kan<br />
spores i borgernes mediebrug? Med andre<br />
ord, hvad er trådt stedet for den nationale<br />
masseandagt?<br />
Banal religiøsitet<br />
Sociologen Michael Billig opererer i den<br />
forbindelse med begrebet banal nationa-<br />
lisme, hvilket i bund og grund betyder, at<br />
nationen reproducerer sig selv ved hjælp af<br />
symboler. Dronning Margrethe på mønter-<br />
ne. Dannebrog i parcelhushaverne. Varer<br />
mærket med ’Leverandør til Det Kongeli-<br />
ge Danske Hof’. I dagligdagen ubemærkede<br />
små symboler, der hele tiden opretholder<br />
det forestillede fællesskab. Med Billigs ord<br />
umuliggør den banale nationalisme forestil-<br />
lingen om en tilværelse uden det nationale<br />
fællesskab.<br />
Nationen findes således som symboler og diskurser i<br />
medietekster og ude i den nationale hverdag.<br />
De banale nationale symboler findes<br />
også i medierne. Vejrudsigten koncentrerer<br />
sig for eksempel om det område, der er<br />
interessant for den givne nation; sports-<br />
siderne i avisen lægger speciel vægt på<br />
nationale succes- eller fiaskohistorier, og i<br />
det hele taget er de nationale medier ind-<br />
rettet efter nationen som publikum. Den<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
intenderede modtager er således national,<br />
når studieværter såvel som politiske og<br />
sociale aktører i medierne taler om ’vi’, ’os’<br />
og ’vores’.<br />
Nationen findes således som symboler<br />
og diskurser i medietekster og ude i den<br />
nationale hverdag. Men nationen bliver<br />
næppe mere virkelig af den grund. Tilsva-<br />
rende religiøse symboler og diskurser trives<br />
jo også i Irak og i irakiske medier. Herved<br />
reproduceres religionen ved hjælp af en<br />
slags banal religiøsitet, som kan opfattes på<br />
lige fod med den banale nationalisme.<br />
I det lys er nationen et lige så stort (eller<br />
lille) fupnummer som religionen, hvilket<br />
Anderson også gennemskuede, da han så<br />
nationen som arvtager for kristendom-<br />
mens forestillede fællesskab. Nationen er<br />
en lige så stor tvangstanke som en hvilken<br />
som helst religion, hvilket gør det svært<br />
at argumentere for, at religion og politik<br />
skal adskilles, når nation og politik synes at<br />
være uadskillelige. Derfor er det vel heller<br />
ikke mærkeligt, at min bekendtes manglen-<br />
de respekt for Islam som religion afspejles<br />
i nogle muslimers manglende respekt for<br />
Danmark som nation.<br />
Relevant litteratur<br />
Anderson, Benedict: Imagined Commu-<br />
nities (Verso, 1991)<br />
Billig, Michael: Banal Nationalism (Sage<br />
Publications, 1995)<br />
Böss, Michael: Forsvar for nationen (År-<br />
hus Universitetsforlag, 2006)<br />
Gellner, Ernest: Nations and Nationalism<br />
(Cornell University Press 1983)<br />
Hobsbawm (Hobsbawn), Eric: The Inven-<br />
tion of Tradition (Cambridge University<br />
Press, 1993)<br />
17<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
18<br />
Bevares. Tim Burton<br />
og Christopher Nolan har<br />
da gjort hæderlige forsøg. Men<br />
den ægte Batman-ånd – den fra Batman: The Movie - har<br />
ingen af dem for alvor fanget. 1966-udgaven er et pragtstykke<br />
ud i distingveret dialog og subtile superhelteaktioner. Man beriges<br />
med en perlerække af uforglemmelige citater, som når Batman efter at<br />
have sat livet på spil for et redde en flok drankere siger: ”They may be drin-<br />
kers, Robin, but they’re still human beings.”<br />
Med Batmans vid, vovemod og effektive anti-haj-spray som remedier redder det<br />
umage par gang på gang sig selv såvel som verden ud af de mest håbløse situatio-<br />
ner; se blot, hvordan Batman på sokratisk maner lader Robin knække en af Gæk-<br />
kerens skumle gåder:<br />
Mange vil<br />
mene, at man ikke<br />
bør skamme sig over at<br />
kunne lide Ben-Hur. Den er jo fantastisk flot lavet og<br />
fortæller en historie om heltemod, opofrelse, kærlighed og<br />
Jesus. Tilmed er den pakket med action, gode effekter og impone-<br />
bEN-hur - 1 5 , wyLEr<br />
rende kulisser.<br />
Alligevel skammer jeg mig over at holde af denne episke Oscar-sluger. Den er<br />
nemlig noget af det mest monstrøse og fundamentalistiske, der nogensinde<br />
har forladt Hollywood. Hele ’Gud-er-med-mig-konceptet’ er så himmelråbende<br />
ulækkert, selvoptaget og indskrænket, at selv Gud må krumme tæer ved synet af<br />
Ben-Hur.<br />
At filmen trods dette er sikker på at blive set af undertegnede, hver gang den<br />
vises på tv, skyldes en sygelig masochisme, som udelukkende kan aktiveres<br />
af Charlton Hestons pinligt, kluntede og nærmest monumentale skuespil.<br />
Der er en mærkværdig væmmelsesfryd forbundet med Ben-Hur,<br />
som intet har at gøre med camp. For filmen er hverken<br />
dårlig eller ufrivilligt komisk. Den er bare grufuld.<br />
Af Phillip Seidler<br />
bATMAN: ThE MoviE - 1 66, MArTiNSoN<br />
Batman (læser den første gåde højt): ”What<br />
has yellow skin and writes?”<br />
Robin: ”A ball-point banana!”<br />
Batman (læser den næste gåde højt): ”What<br />
people are always in a hurry?”<br />
Robin: ”Rushing people... Russians!”<br />
Batman: ”So this means... ”<br />
Robin: ”Someone Russian is going to slip on<br />
a banana and break their neck!”<br />
Batman: ”Precisely, Robin!”<br />
Af Jacob Ludvigsen<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Virkelighedsflugt<br />
guilty pleasures<br />
Vi har alle en film eller to, som vi elsker at se – men som kun kan<br />
nydes med skyldfølelse. Pøbelagtige actionbrag tryldbinder den<br />
ene, oversøde romantiske candy-drops sætter gang i tårekanalerne<br />
hos den anden, mens den tredie morer sig over tvivlsom falden-på-<br />
halen-komik. Vi er alle syndere over for vores intellekt! For vi ved<br />
jo godt, hvad der er godt, og i hvert fald hvad der absolut ikke<br />
er godt. På de næste sider går Ordets redaktion til skrifte og<br />
åbenbarer en stribe pinlige yndlingsfilm. Men syndsforladelse<br />
er ikke forbeholdt de få! Har Du, kære læser, selv dårlig<br />
samvittighed over en filmfavorit, så send 700-1000<br />
anslag herom til redaktion@ordet.net. Bidragene<br />
vil blive lagt ud på Ordets hjemmeside.<br />
Bod er vejen til Paradis!<br />
Det var de<br />
glade VHS-dage<br />
sidst i 80erne. Som søn<br />
af en pædagog-mor, der bestemt ikke mente, at<br />
video var noget for børn, søgte jeg tilflugt hos min barn-<br />
domsven og nabo Martin, hvis forældre havde en noget mere<br />
laissez faire holdning til dette farlige nye medie. Her fandt jeg forbil-<br />
leder, der lå langt fra virkelighedens feministisk farvede pædagogik.<br />
Favoritfilmen var Top Gun og forbilledet var Maverick spillet af en colgate-<br />
smilende Tom Cruise med vandkæmmet sideskilling. Denne film lærte os, at<br />
Top guN - 1 86, SCoTT<br />
rigtige mænd kører motorcykel, spiller beachvolley og scorer damer, når ikke<br />
de lige sidder bag styrepinden i en brølende F-14-jager og sprænger kom-<br />
munistiske MIG-fightere til atomer. Mor satte en stopper for planerne om en<br />
motorcykel, og pigerne var stadig bare nogle, vi hev i håret. Men vi spillede<br />
en masse beachvolley, og én ting var sikker: Vi skulle være jagerpiloter!<br />
Desværre blev sædet i F-14-jageren skiftet ud med de adrenalinfor-<br />
ladte gange på KUA blandt metroseksuelle ventreorineterede<br />
medstuderende. Øv! Godt at Top Gun er udgivet på dvd!<br />
Af Adam Voigt<br />
Glem alt om filmen som<br />
syvende kunstart og alskens<br />
former for feinschmeckeri. Vi taler<br />
Armageddon – en ambitiøs akademikers akilleshæl. Jeg el-<br />
sker den film, men hvorfor? Den er selvfølgelig visuelt flot, men<br />
ujævnt instrueret, miserabelt spillet og fuldstændig utroværdig og<br />
ulogisk i sin udformning. Så hvordan kan det være, at jeg gang på gang<br />
drages af dette hollywoodske udstyrsstykke?<br />
ArMAgEddoN- 1 8, bAy<br />
Fordi det er FEDT at se på. Ja, ’fedt’ med store typer. Cinemascopeformaet<br />
kommer til sin fulde ret, når adskillige meteorer brager ned over Manhatten.<br />
WAUWW!! Med fuld smæk på hjemmeanlægget og subwooferen skruet op<br />
på max bliver man blæst væk gang på gang! Og så er det da i grunden lige<br />
meget, at filmen i sin grundlæggende præmis er uhyre fjollet; ville det måske<br />
ikke logisk set være lettere at træne astronauter i at være borebisser end at<br />
træne borebisser i at være astronauter? Men det er lige meget, for Ar-<br />
mageddon er sej, Armageddon er fed. På en tømmermænds-søndag,<br />
hvor det eneste alternativ til ti timers Onside er en dvd-skive på<br />
anlægget, er Armageddon den bedste virkelighedsflugt!<br />
Af Rasmus Krogh<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Den<br />
ofte pro-<br />
duktive og endnu<br />
oftere negligerede John Carpenters ultimative<br />
popcornfilm. Escape from New York er én af de små<br />
kultperler, der bliver en succes på trods af, frem for på grund<br />
af, dens afsæt. For det bliver næppe mere formularisk konstrueret<br />
end en dystopisk sci-fi/action-film, hvor den rå, ubarberede kriminelle<br />
ESCApE FroM NEw york - 1 81, CArpENTEr<br />
Snake Plissken (og hvilket navn!) får et døgn til at redde den nødstedte<br />
præsident og nationens hemmeligheder i et fremtidens Manhatten om-<br />
dannet til kriminel underverden. Der er deadlines, eksplosioner, maskinge-<br />
værer, tæsk, trusler og de gode mod de onde for alle pengene, og dialogen<br />
er reduceret til Kurt Russell som Snake arrigt vrissende ”get a new presi-<br />
dent!” og ”i don’t give a fuck!”. Slam! Bang! I don’t give a fuck! Det ene<br />
torturmord, det ene overlagte mord, følger det andet, og man<br />
når slet ikke at savne den mere nuancerede samfundskritik fra<br />
Carpenters Assault on Precinct 13, The Fog og The Thing.<br />
Nåja – og den gemene politimand pressende Snake er<br />
ingen ringere end Lee ’Den Onde’ Van Cleef!<br />
Af Kenneth McNeil<br />
1<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
...fortsat<br />
20<br />
Ole ’Bogart’ Michelsen<br />
tildelte den topkarakteren<br />
fem hatte, og The Academy nomi-<br />
nerede den til Oscar’en for ’Bedste Film’, men alligevel har<br />
mange intellektuelle filmfeinschmeckere svært ved at acceptere<br />
talende grise som fundament for et sandt eventyrligt mesterværk. Men<br />
en mere dårende dejlig, ustyrlig morsom og empatisk engagerende fabel<br />
end Babe er næppe skildret på celluloid, og end ikke selveste H.C. Andersen<br />
kunne have kreeret et mere rørende, charmerende eventyr til barnlige sjæle i<br />
alle aldre.<br />
Den romantiske og stemningsmættede brug af mise-en-scenen sætter rammen for<br />
en på alle måder utrolig og himmelsk historie, der som få kommer i nærkontakt<br />
med den skrøbelige flig af uberørt barnesjæl, som gemmer sig et sted i selv det<br />
mest hårdhudede voksenpanser.<br />
Den kære, godmodige grislings søgen efter sin identitet er en vidunderlig,<br />
gåsehudsfremkaldende og tidløs rejse ind i en af filmverdenens mest<br />
magiske eskapistiske fristeder for enhver, der for en stund tør<br />
åbne sit hjerte på klem. ”That’ll do, pig. That’ll do”.<br />
Af Søren Langelund<br />
bAbE - 1 5, NooNAN<br />
”<br />
Arnold Schwarze-<br />
negger slås med en<br />
mand i et bjørnekostume<br />
– og det er ham i kostumet, der yder filmens bed-<br />
ste skuespil.” Omtrent sådan skrev en filmanmelder om<br />
Arnolds første film Hercules in New York fra 1970, som da også<br />
for længst er blevet kanoniseret som et af verdens værste vær-<br />
ker. Selvom der måske er lidt om snakken, så er det en urimeligt hård<br />
dom. For reelt er der jo tale om en ovenud fornøjelig slå-på-tæven-film<br />
fuld af mindeværdige replikker og opfindsomme special effects, som<br />
samtidig ikke har berøringsangst overfor eksistentielle emner såsom<br />
hErCuLES iN NEw york - 1 70, SEidEL MAN<br />
faderopgør, tragisk kærlighed og vægtløftningens ædle kunst. Man er<br />
i godt selskab med den forviste gudesøn med den østrigske accent,<br />
og der er ikke mange kedelige øjeblikke i denne hæsblæsende<br />
og sprudlende fortælling om, hvad der sker, når det guddom-<br />
melige og det ordinære mødes. Hvis der er ét undervur-<br />
deret filmværk, som står mit hjerte nær, så er det<br />
Hercules in New York.<br />
Af Aske Kammer<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Titanic er den film,<br />
jeg ser, hver gang jeg<br />
er syg, fordi jeg kan alle scener og<br />
alle replikker udenad og derfor kan falde i søvn, lige når<br />
TiTANiC - 1 8, CAMEroN<br />
jeg vil og stadig have den kørende oppe i hovedet.<br />
Det er ikke kompliceret kærlighed som i Before Sunrise eller Recon-<br />
struction. Det er ren Hollywood-romantik, og jeg elsker alt lige fra de<br />
cheasy replikker til øjeblikket, hvor Rose placerer en ordentlig hakker i øjet<br />
på sin forlovede. Jeg lader mit teenagecrush på Mr. DiCaprio være usagt og<br />
kan kun konkludere, at jeg godt kan lide historiens ukomplicerede opbyg-<br />
ning, de forskellige og velspillede roller, samt den ulykkelige og alligevel<br />
lykkelige slutning. Det er altid svært at fundere det teoretisk eller logisk.<br />
Det eneste, jeg ved, er, at den rører mig.<br />
Og lige meget hvor mange gange jeg ser den, kan jeg aldrig<br />
undgå at få våde øjne de sidste døende minutter af filmen.<br />
Jeg kan sgu ikke gøre for det. I’ll never let go.<br />
Af Mette Lethin Axél<br />
v<br />
<strong>ORDET</strong> i nyt format!<br />
Selvom Ordet har<br />
skiftet format, er det<br />
fortsat muligt at få de<br />
studerende ved Film-<br />
og Medievidenskabs<br />
tidsskrift tilsendt med<br />
posten.<br />
Det koster 60 kr. for tre blade,<br />
som dækker forsendelsen.<br />
Send en mail til:<br />
abonnement@ordet.net<br />
Læs aktuelle filmanmeldelser på www.ordet.net
Skrevet af Kenneth McNeil og Jacob Ludvigsen, stud. film og medievidenskab<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
blogs - mellem nyhedsformidling<br />
og selvfortælling<br />
Opblomstringen af personlig, politisk nyhedsformidling<br />
og –kommentering i blogmediet stiller ikke kun<br />
spørgsmålstegn ved de traditionelle nyhedskriterier<br />
og teorier om samfund, demokrati og borgerlig<br />
offentlighed, men også ved nyhedsformidlingens basale<br />
virkelighedsrepræsentation. Bloggen blander på en<br />
hidtil uset måde den personlige betragtning med den<br />
distancerede.<br />
Hvordan får en irakisk kvinde afløb<br />
for sine oplevelser under og tanker<br />
om Irak-krigen? Eller hvad med en<br />
menig amerikansk soldat? Svaret ligger i<br />
ét ord: Blog. En blog er en forkortelse for<br />
det mere mundrette weblog, der bredt er<br />
defineret som en personlig hjemmeside,<br />
der opdateres med daterede indlæg om ét<br />
eller flere emner afhængigt af bloggerens<br />
egen agenda. De fleste bloggere koncen-<br />
trerer sig om deres eget liv, deres hund,<br />
deres interesse i triatlon o.l., men stadigt<br />
flere forholder sig til begivenheder, der<br />
ud fra en traditionel terminologi defineres<br />
som nyhedsstof – enten fra distancen som<br />
debattører eller fra tæt hold som brænd-<br />
punktsvidner.<br />
Det er særligt disse blogs, set i relation<br />
til traditionelle nyhedsmedier, der er inte-<br />
ressante ift. diskussioner om nyhedsformid-<br />
ling, demokrati, borgerlig offentlighed og<br />
– ikke mindst – virkelighedsfremstilling og<br />
potentiel –forvrængning.<br />
Hvilken retorik og diskurs anvender<br />
nyhedsformidlende bloggere egentligt?<br />
Hvordan forholder de sig til de traditio-<br />
nelle nyhedskriterier? Hvor bevidste er de<br />
om deres rolle i medielandskabet og det<br />
globale samfund? Og hvordan opfattes<br />
disse forskelle og sammenfald af<br />
bloglæseren?<br />
Afsenderens virkelighed<br />
Den mest iøjnefaldende forskel mellem<br />
bloggernes og de professionelle nyheds-<br />
journalisters retorik er, at de personlige<br />
stedord ’I’, ’we’ m.fl. og personlige erfarin-<br />
ger, altså oplevelsesjournalistik, er langt<br />
mere fremtrædende hos førstnævnte. De<br />
forsøger at sætte os i deres sko. Igen og<br />
igen. Frem for som nyhedsjournalisten at<br />
gå systematisk frem med argumentatio-<br />
nens velansete tricolo - påstand, belæg og<br />
hjemmel - forankret i facts (”valget i Irak<br />
er gået godt, fordi der kun blev dræbt<br />
33, og over 70 % stemte”), slører den ny-<br />
hedsformidlende blogger af typen Bagdad<br />
Burning og The Mudville Gazette (se boks)<br />
forholdet mellem patos, etos og logos ved<br />
at forholde sig til en personlig oplevet,<br />
ikke-verificerbar virkelighed frem for verifi-<br />
cerbare facts. Formidlingens konstaterende<br />
og definerende fase, hvor der typisk skabes<br />
enighed mellem afsender/modtager, er hos<br />
blogger/bloglæser underforstået - i stedet<br />
anvendes pladsen til den evaluerende og<br />
advokerende fase, hvor personlige vurde-<br />
ringer og handlingsperspektiver fremsæt-<br />
Den nærværende artikel bygger på bredere,<br />
generelle observationer af flere blogs og - mere<br />
specifikt – på empiri samlet fra to blogs, der<br />
blev studeret mere indgående:<br />
1) Bagdad Burning (http://riverbendblog.blogspot.com)<br />
– (angiveligt) skrevet af en 24-årig,<br />
civil irakisk kvinde.<br />
2) The Mudville Gazette (www.mudvillegazette.<br />
com) – (angiveligt) skrevet af en hærdet amerikansk<br />
soldat.<br />
tes.<br />
’Jeg’et’ gestaltes altså både bevidst<br />
og ubevidst af bloggeren. Det er ikke<br />
bare fortællende journalistik, som når en<br />
journalist under Irak-valget undtagelses-<br />
vist skriver ”selv gamle damer gik i går<br />
tværs over byen for at stemme”, men en<br />
selvfortællende journalistik, hvor man er<br />
nødt til at stole på den virkelighed, som<br />
bloggeren udlægger. Blogs skaber dermed<br />
en helt ny journalistisk etos domineret af<br />
autenticitet, menneskelig troværdighed<br />
og oprigtighed, og – i forlængelse af dette<br />
– et ændret afsender/modtager-forhold.<br />
Det skyldes dels det rent tekniske ved blog-<br />
gens indbyggede interaktivitetsfordrende<br />
kommentarsystem, dels den store grad af<br />
implicit underforståethed, hvor bloggeren<br />
ikke – som nyhedsjournalisten – fordres<br />
eksplicit at redegøre for sin udlægning af<br />
nyheden/virkeligheden.<br />
Forbedring, forværring eller...<br />
(Nyheds)bloggerens retoriske strategier<br />
tager sig altså væsentligt anderledes ud,<br />
end man er vant til fra de traditionelle<br />
nyhedsmedier. Når en ny formidlingstype<br />
opnår indflydelse i det politiske landskab,<br />
aktualiseres spørgsmålet om, hvorvidt vi<br />
nærmer eller fjerner os fra idealforestil-<br />
linger om mediernes rolle som formidlere<br />
af virkeligheden i demokratiet. Man bliver<br />
altså med andre ord nødt til at forholde<br />
sig til blogmediets potentielle følgevirk-<br />
ninger. Det er nærliggende at vurdere<br />
disse ud fra den mest udbredte idealtanke,<br />
nemlig den der normativt anser fornuft,<br />
objektivitet og dialog med konsensus<br />
som endemål for de styrende elementer i<br />
(oplysnings)samfundet, og som tager ud-<br />
gangspunkt i Jürgen Habermas’ tanker om<br />
den borgerlige offentlighed.<br />
Vi vil pege på fire overordnede, men<br />
tæt forbundne konsekvenser, som blog-<br />
mediet potentielt og isoleret set afføder i<br />
relation til den normative, rationalistiske<br />
medieopfattelse:<br />
1. Demokratisering<br />
Bloggen er græsrøddernes vej til uhindret<br />
adgang til medierne og derigennem be-<br />
folkningen; den underminerer traditionelle<br />
gate-keeper-begrænsninger og magthaver-<br />
nes genstandsfelt, afprofessionaliserer i et<br />
vist omfang journalistikken og er oftest løs-<br />
revet fra den kommercialisering, som ifølge<br />
Habermas svækker fx avisernes grundlag<br />
for at føre en ’herredømmefri samtale’. Og<br />
vigtigst af alt: Bloggen fremmer mulighe-<br />
den for at nærme sig en offentlighed af<br />
aktive borgere, der gennem bloggens in-<br />
teraktivitet og ubegrænsede, uredigerede<br />
plads diskuterer sig frem til enighed, som<br />
det er tilsigtet i Habermas’ model.<br />
2. Personliggørelse<br />
I mange blogs smelter det intimt lokale og<br />
bredt globale niveau sammen, og formid-<br />
lingen og formidlerens virkelighedsfrem-<br />
stilling kan ikke længere adskilles. Ud fra<br />
Habermas’ perspektiv er der her en afgø-<br />
rende svaghed: Skellet mellem den offent-<br />
lige og private sfære nedbrydes. Hvor er<br />
den kritiske distance blevet af? Adskillelsen<br />
af fornuft og følelser? Den reflekterende<br />
blogger vil måske indvende, at skellet kan<br />
opretholdes, men selv for denne er det<br />
vanskeligt at afskrive sammensmeltningen<br />
som grundvilkår. Den er simpelthen et af<br />
bloggens immanente karakteristika.<br />
3. Subjektivitet<br />
Af de klassiske nyhedskriterier opsluger<br />
identifikationskriteriet i blogmediet de<br />
andre kriteriers betydning: Væsentligheden<br />
og aktualiteten er underlagt, hvad der er<br />
væsentligt og aktuelt for den enkelte blog-<br />
ger; stræben efter objektivitet er underlagt<br />
den eksplicitte subjektivitet. Det interes-<br />
sante er dog, at bloggerens individuelle<br />
autenticitet og troværdighed kan synes vig-<br />
tigere for læseren, end at alle parter høres<br />
i den enkelte blog. Da troværdigheden ikke<br />
ligger i bloggens kontekstuelle ramme, som<br />
den i høj grad gør i traditionelle nyhedsme-<br />
dier, må bloggeren opnå sin troværdighed<br />
ved at fremstå umedieret, sympatisk og<br />
som autentisk førstehåndsvidne. Risikoen<br />
er her, at selvfortællingen nærmest bliver<br />
et nyhedskriterium i sig selv.<br />
4. Individualisering<br />
Bloggen afinstitutionaliserer og decentra-<br />
liserer medierne - og dermed også nyheds-<br />
forbruget. Borgerne søger deres nyheder<br />
og informationer utallige forskellige steder,<br />
hvorfor det fælles grundlag for menings-<br />
fuld dialog og diskussion er i fare for at<br />
smuldre. Hvis der ikke findes en central<br />
dagsorden og nogle fælles kendsgerninger<br />
at gå ud fra, taler man forbi hinanden. Det<br />
antages af flere, at bloggen kan realisere et<br />
’informed citizenry’, men der kan snarere<br />
blive tale om realiseringen af ’informed<br />
Foto: fra www.mudvillegazette.com<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår 2006<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår 2006<br />
22 23<br />
citizenries’.<br />
Perspektivrig og uigennemskuelig<br />
Erstatter man det her præsenterede,<br />
overvejende habermaske perspektiv med<br />
et postmoderne, vil tendenserne være<br />
intakte, men vurderingen noget anderle-<br />
des. For postmoderne tænkere som Gianni<br />
Vattimo undertrykker oplysningsidealerne<br />
retorik til fordel for fornuft. Men fornuft-<br />
sidealet er selv en retorisk strategi og ikke<br />
den almengyldige sandhed. I stedet for<br />
at tilstræbe en naiv, rationel objektivitet<br />
bør medierne derfor måske blot fremstille<br />
mangfoldige perspektiver gennem uende-<br />
lige, retoriske fortællinger. Det gør blogs-<br />
færen som helhed i sin yderste konsekvens.<br />
Hvis en endegyldig objektivitet desuden er<br />
ikke-eksisterende, ekspliciterer bloggens<br />
subjektivitet i det mindste dette, hvor<br />
traditionelle medier ofte gemt bag deres<br />
institutionelle facader postulerer objek-<br />
tiviteten. Problemet opstår, hvis man ud<br />
fra samme postmoderne anskuelse mener,<br />
at det, der i mangel af bedre skal træde<br />
i stedet for troen på den objektive virke-<br />
lighedsrepræsentation, er, at medierne i<br />
højere grad skal gøre sine metoder gen-<br />
nemskuelige og synlige for borgerne. Dette<br />
har blogsfærens anonymitet og nettets<br />
uigennemskuelige masker svært ved at leve<br />
op til – selvom den individuelle blogger<br />
uden om det strukturelle niveau naturligvis<br />
kan tilstræbe gennemskuelighed.<br />
Essentielle analyser<br />
Bortset fra enkelte tilfælde har blogmediet<br />
endnu ikke været lige så dagsordensæt-<br />
tende som de gamle medier. Den doku-<br />
menterede kraftige stigning i bloggens<br />
popularitet og de mange forandringer i<br />
mediebilledet gør det imidlertid essentielt<br />
med fremadskuende analyser, der indkaps-<br />
ler bloggens dynamik. Herigennem kan<br />
man uddifferentiere og forholde sig til de<br />
tendenser, en ny form for virkelighedsbear-<br />
bejdning afføder - uanset hvilket perspektiv<br />
man så vælger at lægge ned over disse.<br />
Litteratur: Drotner, Kirsten: Medier og Kultur<br />
(1996); Gallo, Jason: Weblog Journalism (internetartikel,<br />
2004) Gilmor, Dan: We the Media<br />
(2004); Habermas, Jürgen: Borgerlig Offentlighed<br />
(1962); Vattimo, Gianni: The End of Modernity<br />
(1988).<br />
T E M A : v i r k E L i g h E d
Skrevet af Jacob Ludvigsen, stud. film- og medievidenskab<br />
24<br />
”<br />
Sensationsjournalistikkens<br />
eksistentielle søgen<br />
De europæiske mediers voldsomme opmærksomhed på den uhyggelige sag om Natascha Kampusch er nem at tilskrive<br />
en tidstypisk perverteret snagetrang. Samme forklaringsmodel appliceres nemlig ofte på fremstillingen af tilfælde som<br />
Søren Ventegodt samt på intimsfære-tv som Extreme Makeover og Big Brother. Men er denne analyse for letkøbt? Bør<br />
vi i stedet søge i mere eksistentielle dybder for at forstå mediernes interesseområder? ttog professor i filosofi Ole Fogh<br />
Kirkeby analyserer Kampusch-sagen.<br />
Og nu den største gåde af dem alle,<br />
mine herrer: Hittebarnet Kaspar! Kas-<br />
par har med autoriteternes samtykke<br />
indvilliget i at komme her hver eftermid-<br />
dag og på den måde lette samfundets fi-<br />
nansielle byrde. Tak, Kaspar! Hans herkomst<br />
forbliver den dag i dag mørklagt, damer<br />
og herrer. Han er og bliver Det Europæiske<br />
Kontinents Gåde.”<br />
Sådan lyder (frit oversat) et brudstykke<br />
af cirkusdirektørens præsentation af Kas-<br />
par Hauser for byens befolkning i Werner<br />
Herzogs Jeder für sich und Gott gegen Alle<br />
(1974). Filmen bygger på den sande histo-<br />
rie om Kaspar Hauser, der som 16-årig på<br />
mystisk vis dukkede op i Nürnbergs gader<br />
uden at kunne tale eller gå; angiveligt efter<br />
at have levet i en mørk stald hele sit liv<br />
uden reel kontakt til andre mennesker.<br />
Efter flugten fra otte års fangenskab i<br />
kidnapperen Wolfgang Priklopils varetægt<br />
- og med en mørk kælder som fast bopæl<br />
- er den 18-årige Natascha Kampusch ble-<br />
vet Det Europæiske Kontinents Nye Gåde.<br />
Hendes sande historie forbliver den dag i<br />
dag mørklagt, damer og herrer, selvom hun<br />
med det voyeuristiske samfunds samtykke<br />
har indvilliget i at lette mediernes sensa-<br />
tionshungrende byrde. Tak, Natascha! Tak<br />
for at du lader dit ulykkelige liv spille en<br />
hovedrolle i mediecirkusset, som Hauser for<br />
en stund gjorde det i cirkusteltet!<br />
Experimentum crucis<br />
Og dog. Måske kan det ikke opstilles helt<br />
så polemisk. Måske kan den menneskelige<br />
drift efter at få et kick ud af andres fatale<br />
skæbner ikke alene forklare, hvorfor Hauser<br />
siden sin pludselige opdukken i 1828 har<br />
været genstand for talrige intellektuelles<br />
refleksioner og konspirationsteoretikeres<br />
spekulationer, på samme måde som Kam-<br />
pusch siden er blevet det.<br />
Ole Fogh Kirkeby, professor i filosofi på<br />
Handelshøjskolen i København, har fulgt<br />
Kampusch-sagen med stor interesse og<br />
mener ikke, at man skal undervurdere årsa-<br />
gerne til mediernes fascination af sådanne<br />
ekstremiteter: ”Man må spørge, hvorfor<br />
pressen egentlig er interesseret i sådan en<br />
historie, og det vil forekomme fuldstæn-<br />
digt meningsløst, hvis den eneste årsag er<br />
sensationsaspektet. I realiteten tror jeg slet<br />
ikke, at pressen fungerer sådan. Selv i den<br />
værste tabloidpresse undersøges der ofte<br />
nogle helt basale problemer.”<br />
Menneskets nysgerrighed omkring<br />
Kampusch såvel som Hauser udspringer i<br />
Ole Fogh Kirkebys optik fra samme kilde.<br />
”Grundaspektet er vel en indbygget fasci-<br />
nation af et ’experimentum crucis’ - et<br />
nøgleeksperiment, der kan bruges til at<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
finde ud af, hvordan mennesket forholder<br />
sig til det sociale og til sproget. Det er<br />
måske det eneste sted, man i praksis kan<br />
iagttage, hvor meget menneskerne skylder<br />
omgivelserne, og hvor meget vi har med<br />
fra begyndelsen.”<br />
Kærlighedens forbandelse<br />
Fundamentet for fascinationen er ifølge<br />
Ole Fogh Kirkeby en basal undren, der lig-<br />
ger til grund for filosofi som sådan. Undrin-<br />
gen tager helt oplagt fat i det anormale,<br />
der så trækkes ud af det patologiske og ind<br />
i en form, vi kan identificere os med. Dette<br />
sker blandt andet gennem medierne. Gan-<br />
ske naturligt ækvivaleres den almenmenne-<br />
skelige fascination og undren i mediernes<br />
genstandsfelt, og på et mere eller mindre<br />
ubevidst plan drages pressen derfor også i<br />
tilfældet Kampusch af mytiske, symbolske<br />
forhold. Kampusch-sagen er i den forstand<br />
ganske unik og indeholder mange væsentli-<br />
ge problemstillinger, mener Ole Fogh Kir-<br />
keby. Udover den føromtalte tematik om<br />
vores relation til, afhængighed af og arv fra<br />
omgivelserne og fællesskabet handler hi-<br />
storien – selvom det kan virke lidt prekært<br />
at hæfte netop det begreb på forholdet<br />
mellem Kampusch og Priklopil – om kær-<br />
lighed. ”Den udtrykker idealet om at have<br />
den, man elsker, fuldkommen for sig selv.<br />
Det at eje et menneske, næsten som man<br />
ejer sin egen krop, er den ene pol i kær-<br />
lighedsforhold i den vestlige kultur. På<br />
den anden side er der det paradoks, at<br />
jo mere vi elsker, jo mere må vi bruge<br />
magt, hvilket naturligvis er i modstrid<br />
med den anden pol af de menneske-<br />
lige relationer, nemlig det frie valg,”<br />
forklarer Ole Fogh Kirkeby.<br />
I sørgelig forlængelse af magtens for-<br />
bandelse i kærlighedsforholdet indeholder<br />
sagen i Wolfgang Priklopils skæbne en mere<br />
poetisk end filosofisk facet. ”Han udtrykker<br />
i radikal forstand menneskets ensomhed.<br />
Vi oplever alle sammen på et tidspunkt at<br />
være nødt til at stjæle eller tigge os til men-<br />
neskelige relationer. Selvfølgelig ikke i så<br />
ekstrem facon, men alligevel. Det er et råb<br />
på kærlighed og på retten til at have omsorg<br />
for nogen, som vi sagtens kan identificere<br />
os med.”<br />
Mennesket i en kødsæk<br />
Når magt på den måde udgør platformen<br />
for (den ensidige) kærlighedsrelation som<br />
hos Kampusch-Priklopil, øjnes desuden<br />
problematikker, som har optaget utallige<br />
filosoffer. ”Hvis man fuldkomment ønsker<br />
at beherske et menneske, gør man sig også<br />
fuldkomment afhængig af det. Det slår<br />
frygteligt tilbage på en selv, hvilket man<br />
også fornemmer i Kampusch-historien, og<br />
det stiller på den måde det mærkelige og<br />
væsentlige problem op om forholdet<br />
mellem bøddel og offer,” uddyber<br />
Ole Fogh Kirkeby. Et af de inte-<br />
ressante perspektiver er, at<br />
bøddelen Priklopil ikke har<br />
stået på afstand af sit offer,<br />
men har trådt frem for hende<br />
og blottet sig. Forståelsen af<br />
sådanne ekstreme eksempler på<br />
bøddel-offer-mekanismen er vital,<br />
da den kan hjælpe os til at afkode<br />
vores hverdagsinteraktion: ”Vi reproduce-<br />
rer hele tiden bøddel-offer-relationen i det<br />
små, i vores samvær med hinanden. Det er<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Foto:
T E M A : v i r k E L i g h E d<br />
...fortsat<br />
26<br />
en måde, hvorpå man relaterer sig til det<br />
sociale – at indgå i en social konstellation er<br />
jo altid at blive tilkendt en relationel betyd-<br />
ning, og som offer får du faktisk en ret stor<br />
betydning.”<br />
Medierne opererer i en eksistentiel dimension, men ved at køre ud af en tangent, hvor sagen<br />
mister sin appel til os, fastholder de ikke det prototypiske. Og det er dumt, for på den måde<br />
kunne sensationspressen godt være meget bedre,”<br />
I en mere grundlæggende eksistentiel<br />
forstand illustrerer Kampusch-historien,<br />
ifølge Ole Fogh Kirkeby, det spørgsmål om<br />
krop og sjæl, der har bekymret filosofien<br />
siden Descartes. ”Kroppen er på den ene<br />
side den kødsæk, der gør det muligt for<br />
os at være i verden, men den er også vo-<br />
res fængsel. Når kroppen spærres inde i<br />
et rum, fordobles fængselsmetaforen og<br />
følelsen af at blive fanget i vores kroppe.”<br />
Kroppen kontrollerer i den forstand vores<br />
frihed og udfoldelse i tid og rum, der der-<br />
med også tematiseres.<br />
Smædekampagner<br />
Det symbolske potentiale i Kampusch-ek-<br />
semplet er nærmest uudtømmeligt, og det<br />
er i Ole Fogh Kirkebys forståelse altså dy-<br />
best set disse mytiske træk, mennesker og<br />
medier tiltrækkes af. Problemet opstår, når<br />
medierne ikke forstår potentialet og gør<br />
sagerne platte. Da den første tid med in-<br />
tuitivt chok og entydig empati så småt var<br />
aftaget, begyndte flere europæiske medier<br />
at videreformidle og i nogle tilfælde lige-<br />
frem at stå bag smædekampagner og kon-<br />
spirationer om forholdet mellem Kampusch<br />
og Priklopil, Kampusch og moren, Priklopil<br />
og Kampusch’ far, Kampusch og medieråd-<br />
giverne osv. I den britiske tabloidavis The<br />
Mail On Sunday (17-09-2006) insinuerer Ruth<br />
Elkins for eksempel på det kraftigste, at<br />
Natascha Kampusch er en kynisk, kalkuleret<br />
og arrogant mediemanipulator.<br />
”Dér kommer medierne ud på kanten,<br />
hvor de overskrider deres beføjelser, i den<br />
forstand at man skal beskytte de menne-<br />
sker, der sættes i mediernes verden. Medi-<br />
erne opererer i en eksistentiel dimension,<br />
men ved at køre ud af en tangent, hvor<br />
sagen mister sin appel til os, fastholder<br />
de ikke det prototypiske. Og det er dumt,<br />
for på den måde kunne sensationspressen<br />
godt være meget bedre,” kommenterer Ole<br />
Fogh Kirkeby. Medierne forføres med andre<br />
ord af tematikker, som de ikke altid formår<br />
at udfolde, fordi de ikke gør sig bevidste<br />
om substansen i det, de beskriver.<br />
Ole Fogh Kirkeby ser tv som et proble-<br />
matisk nyhedsmedie, når det gælder om at<br />
udfolde potentialet og opretholde en en-<br />
keltsags stedfortrædende karakter. Skrift-<br />
lige medier fordrer en indbygget diskursiv<br />
distance, som gør, at læseren kan forholde<br />
sig kritisk til teksten, mens man er mere til-<br />
bøjelig til ukritisk at forveksle billeder med<br />
virkeligheden. Selv havde han derfor helst<br />
undgået at se det meget omtalte tv-inter-<br />
view med Kampusch. ”Der kommer man<br />
ind i hendes nærvær, hvor det er meget<br />
svært at bevare den problemorienterede<br />
distance. I en vis forstand ødelægger bil-<br />
lederne af hende det almene i sagen ved at<br />
lede fokus hen på andre ting som fx hendes<br />
psykologi.”<br />
Når det hellige skuffer<br />
Når distancen nedbrydes, reduceres histo-<br />
rien til sensation, hvilket kan få skæbne-<br />
svangre konsekvenser for sensationsobjek-<br />
tet, Natascha Kampusch. Her er vi tilbage i<br />
mediecirkussets manege med offeret som<br />
crowdpleaser. Her overskygger den gode<br />
fortælling moral og oplysning, og Kam-<br />
pusch’ person objektiveres på ny; denne<br />
gang af medierne. ”På en måde kommer<br />
hun tilbage i det der rum. Et virtuelt rum<br />
– men hun er der”, som Ole Fogh Kirkeby<br />
beskriver det. ”Når hun behandles dårligt,<br />
er det vel fordi, man opstiller nogle for-<br />
ventninger til hende, som man oplever,<br />
hun ikke kan leve op til. Fordi man måske<br />
gerne ville have, at hun var mere såret,<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
mere uhelt, end hun fremstår”. Kampusch’<br />
relativt sikre fremtoning i tv-interviewet<br />
var i disharmoni med mediernes genre-<br />
mæssige forskrifter om det sagesløse og<br />
traumatiserede offers natur, og det fik dele<br />
af medierne og befolkningen til at vende<br />
sig mod hende. Fra talrige kunstværker<br />
kender vi historien om den indledningsvist<br />
isolerede, der ved et tilfælde indlemmes<br />
i fællesskabet for senere igen at blive<br />
frastødt på det groveste – tænk blot på<br />
film som Tim Burtons Edward Scissorhands<br />
(1990) og David Lynchs The Elephant Man<br />
(1980). Ole Fogh Kirkeby fremfører, at i<br />
kunsten får de udstødte ofte status som<br />
’det hellige’. ”Der er den relation, at vi mø-<br />
der det hellige, som skuffer os. Det hellige<br />
havde ikke de egenskaber, som vi langt<br />
nede i vores bevidsthed tilskrev det, og det<br />
bliver vi vrede over. Selvom de ikke er sig<br />
bevidste om det, reagerer medierne igen<br />
eksistentielt frem for efter pragmatiske,<br />
strategiske love.”<br />
En ukendt dræbt af en ukendt<br />
Natascha Kampusch kan have skuffet nogles<br />
forestillinger om hellig, uskyldsren sårbar-<br />
hed, men hendes fortælling er alligevel så<br />
tankevækkende, at den bør stå til reflek-<br />
sion for eftertiden. Som Ole Fogh Kirkeby<br />
rammende udtrykker det: ”Medierne har<br />
ikke kunnet gøre sagen til en døgnflue,<br />
selvom de har forsøgt.” Kaspar Hauser blev<br />
myrdet af ukendte gerningsmænd som<br />
21-årig. Et mindesmærke for ham bærer<br />
teksten ’Hic occultus occulto occisus est’<br />
– ‘her blev en ukendt dræbt af en ukendt’.<br />
Fortsætter de overfladiske spekulationer<br />
om Natascha Kampusch, vil disse ord en-<br />
gang skulle indprentes på endnu et mindes-<br />
mærke. Med medierne som den anonyme<br />
gerningsmand.<br />
Kong or Donkey<br />
Second Life<br />
Skider højt og flot på klichéer<br />
som ”carpe diem”, ”du har<br />
kun ét liv” og ”husk at leve<br />
mens du gør det”.<br />
Daniel Craig<br />
Har større lighed med en ung Vladimir<br />
Putin end den 32-årige Sean Connery.<br />
Får eftersigende et par seriøse slag tæv<br />
i filmen (Rocky-style, ikke den normale<br />
svansede Bond-style). Slår Mads Mikkelsen<br />
ihjel. Han bliver en blæret Bond.<br />
Papiraviser<br />
Dem, der tror, at papiraviserne er uddøde om 10 år, underkender<br />
duften af tryksværte om morgenen.<br />
P1<br />
Man bliver opfattet som en 45-årig akademiker med islandsk<br />
sweater, lærredsbukser og hornbriller, når man siger det.<br />
Men den dybdegående journalistik lever altså i bedste velgående<br />
i programmer som P1 Orientering, Europa Lige nu,<br />
Dokumentarzonen og Mennesker og Medier.<br />
Brian Mikkelsen<br />
The greatest trick the devil ever pulled: Cool troldmand ved<br />
navn Harry Potter om natten, uanseelig og kikset kulturminister<br />
om dagen.<br />
Amerikansk valgkamp<br />
Demokraten Ron Kind stemte i Repræsentanternes Hus<br />
mod et forslag, der ville stoppe bevillingerne til forskning i<br />
seksualitet. Dette kommenterer en republikansk tv-reklame<br />
i Wisconsin med punchlinen ”Kind betaler for sex, men ikke<br />
for soldater”. Og så siger de, at vi er ved at få amerikanske<br />
tilstande i de danske valgkampe. Gid det bare var så vel.<br />
Tv-bøffer<br />
Barnligt at grine hæmningsløst over, men på den fede<br />
måde. Som da IBIS’ generalsekretær Vagn Berthelsen i Horisont<br />
til Kim Bildsøe Lassen fortalte, at: ”Bangladesh’ største<br />
eksportkilde er tøj. Altså testikler”.<br />
Hot/Not-lister<br />
Ligeså tidløst populære som rent drikkevand og fire timers<br />
fri bar sidst på måneden. Kan eventuelt relanceres under et<br />
marginalt anderledes navn.<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
Skrevet af Jacob Ludvigsen, stud. film- og medievidenskab<br />
Tv-seriemani<br />
En noget undervurderet afhængighedsform,<br />
følgeskaderne taget i betragtning:<br />
Voldsomt underskud af sollys, skilsmisse,<br />
manglende evne til at skelne fiktion fra<br />
virkelighed, aflysning af alle aftaler onsdag<br />
klokken 20.35, studiefravær mv..<br />
MTV-show-kritikere<br />
De folk, der sagde, at det kun var MTV og<br />
ikke København, der ville få reklame til<br />
de ikke så lidt omtalte MTV Awards, kan<br />
nok ikke forvente den helt store karriere<br />
i reklamebranchen.<br />
Fodboldkommentatorer<br />
…af typen, der råber ”MÅÅÅÅÅL”, så snart bolden bare er<br />
inden for tre meters afstand af buret, og som ikke er mænd<br />
nok til at indrømme, når den langsomme gengivelse tydeligt<br />
viser, at de tog fejl, da de råbte ”SVINESTREG – DIREKTE<br />
RØDT KORT” få sekunder forinden.<br />
Gael Garcia Bernal<br />
Pigernes yndling, en fantastisk dygtig skuespiller, et sympatisk<br />
og intelligent menneske. Gud går ind for social ulighed.<br />
Kasakhstan<br />
Er blevet godt fortørnet over, at Borat fremstiller det som<br />
et land af liderbukke. Men husk nu på, Kasakhstan – dårlig<br />
omtale er bedre end ingen.<br />
Quiz Direkte<br />
Vind 10.000 kroner, hvis du kender navnet på den grønne<br />
frugt med en sten i midten, som man ofte konsumerer med<br />
rejer, og som starter med ’avo’ og slutter med ’ado’. Nuvel,<br />
nemme penge. Men mere tåkrummende tv skal man lede<br />
længe efter.<br />
Ekko<br />
Rigtigt godt blad, men da alt for rosende reklame for et<br />
andet tidsskrift vil se dumt ud i dette forum, ryger det på<br />
donkey-listen.<br />
At zappe<br />
Zapning stinker, når man kun kan tage DR1, TV 2 og DR2 med<br />
sne på.<br />
27
Skrevet af<br />
Isak Thorsen, ph.d.-stipendiat<br />
u d A T S E M E d p h . d .<br />
i isbjørnens<br />
fodspor<br />
Besøg på et slagterimuseum, festsange fra Ole Olsens 70 års fødselsdag og<br />
propaganda for den tyske hær – arbejdet som ph.d.-studerende byder på<br />
mange og forskelligartede oplevelser. Isak Thorsen giver her et indblik i sit<br />
projekt om dansk films største økonomiske succes, Nordisk Film.<br />
I år har isbjørnen stået og brølet på toppen<br />
af jordkloden i 100 år. Nordisk Films Kom-<br />
pagni kan fejre sit jubilæum som verdens<br />
ældste stadigt aktive filmselskab. Sidste<br />
forår begyndte jeg på min afhandling om<br />
Nordisk Film som virksomhed i stumfilms-<br />
tiden.<br />
Målet for afhandlingen er at give en<br />
samlet fremstilling af selskabets historie og<br />
udvikling fra 1906 til 1928 og at give et svar<br />
på, hvordan det kunne lade sig gøre, at et<br />
selskab fra et lille land som Danmark blev<br />
et af verdens dominerende filmselskaber,<br />
samt hvorfor Nordisk Film ikke kunne op-<br />
retholde denne position.<br />
Man kan med rette mene, at Nordisk<br />
Films historie er blevet endevendt mange<br />
gange før, men overraskende nok er der<br />
stadig mange spørgsmål, som endnu ikke er<br />
besvarede: Hvor stort var selskabet? Hvor<br />
mange filialer havde det? Eller hvad var<br />
egentlig årsagen til, at Nordisk Film gik i be-<br />
talingsstandsning i 1928? I den traditionelle<br />
danske filmhistorieskrivning har vægten<br />
været lagt på filmene - den virksomheds-<br />
mæssige side af det, der er en af dansk<br />
filmhistories største økonomiske succeser,<br />
er stort set ubelyst.<br />
Hjemmebag og Gammel Dansk<br />
Oppe på første sal i Filmhuset i Gothers-<br />
gade har Nordisk Film Samlingen til huse.<br />
Det er selskabets bevarede kontorarkiv og<br />
er det bærende kildegrundlag for<br />
min afhandling, for arkivalierne<br />
i samlingen kan give et enestå-<br />
ende indblik bag kulisserne hos<br />
selskabet – breve, regnskaber,<br />
kontrakter og ikke mindst besty-<br />
relsesprotokoller, hvor man kan<br />
komme helt tæt på firmaets be-<br />
slutninger, er blot noget af det,<br />
samlingen rummer. I en interna-<br />
tional sammenhæng er det unikt,<br />
at så meget materiale er bevaret<br />
fra et filmselskab fra den periode,<br />
men samlingen kan alligevel ikke give<br />
svar på alle mine spørgsmål, da ikke alt<br />
har overlevet tidens tand. Derfor kan man<br />
til tider sammenligne min forskning med<br />
en slags detektivarbejde, hvor jeg må søge<br />
efter spor og oplysninger om Nordisk Film<br />
i både ind- og udland samt en lang række<br />
andre steder, som ikke umiddelbart har<br />
noget med stumfilm at gøre.<br />
Min søgen har blandt andet ført mig<br />
til Dansk Slagterimuseum, hvor jeg søgte<br />
oplysninger om Wilhelm Stæhr, som var en<br />
nøgleperson i organiseringen af Nordisk<br />
Films velsmurte filmfabrik. Samtidig med<br />
sin gerning som filmdirektør etablerede<br />
han et skinkekogeri i København i foråret<br />
1914, hvilket var en ganske heldig dispositi-<br />
on set i lyset af det kæmpe opsving, dansk<br />
konserveseksport fik under Den Første Ver-<br />
denskrig. Stæhr er i eksempelvis Olaf Fønss’<br />
og Clara Pontoppidans erindringer nævnt<br />
som en hård hund, der styrede studierne i<br />
Valby med jernhånd, men han er en person,<br />
vi ved meget lidt om. På slagterimuseet<br />
blev jeg hjerteligt modtaget af personalet,<br />
der bestod af 10 – 15 pensionerede her-<br />
rer, de fleste i blå termojakker, som alle<br />
tidligere havde været ansat i slagteri- og<br />
fødevarebranchen. Begejstret fortalte de<br />
om, hvad de syslede med i samlingerne,<br />
og jeg blev inviteret på kaffe, hjemmebagt<br />
kage og Gammel Dansk, inden jeg kunne<br />
begynde min egen research. Jeg fandt<br />
en hel del oplysninger om Stæhr og hans<br />
skinkekogeri. Ikke nye banebrydende oplys-<br />
ninger, men detaljer som vil blive til brikker<br />
i det puslespil om Nordisk Films historie, jeg<br />
er ved at lægge.<br />
Det er dog ikke altid, min research er<br />
frugtbar. Eksempelvis har jeg i Rigsarkivet<br />
forgæves forsøgt at få svar på, om Nordisk<br />
Film blev ’sort-listede’ af de Allierede under<br />
Første Verdenskrig. Det er ikke altid arkiva-<br />
lier, der umiddelbart burde være relevante,<br />
giver de svar, man søger. Andre gange, når<br />
man søger svar på et bestemt spørgsmål,<br />
er man heldig og finder meget mere, end<br />
man forventede.<br />
I UFA’s arkiver<br />
Da Nordisk Film var på sit højeste, blev<br />
selskabets film eksporteret til hele verden,<br />
og derfor griber selskabets historie ind i<br />
mange andre landes nationale filmhistorier.<br />
Jeg har derfor ført en livlig korrespon-<br />
dance med filmhistorikere fra det meste af<br />
verden, og i foråret tog jeg på en givende<br />
researchtur til Bundesarchiv i Berlin.<br />
Under Den Første Verdenskrig begyndte<br />
Nordisk Film en voldsom ekspansionspolitik,<br />
for i kraft af at Danmark var neutralt, kunne<br />
selskabet opretholde sin eksport af film. På<br />
det tyske marked begyndte Nordisk Film<br />
yderligere at opkøbe både filmselskaber<br />
og biografer. Nordisk Film var på god fod<br />
med den tyske administration, for ganske<br />
ekstraordinært fik det retten til at sende<br />
fotografer til de tyske fronter så tidligt som<br />
i efteråret 1914; det vil sige umiddelbart ef-<br />
ter krigens udbrud. Alt tyder på, at filmene,<br />
som blev optaget ved fronten, blev brugt<br />
som propagandafilm af det tyske militær.<br />
I Rusland købte Nordisk Film sig ind i det<br />
Isak Thorsen<br />
førende filmproduktions- og udlejnings-<br />
selskab Thiemann, Reinhardt og Osipov,<br />
og selskabet etablerede ligeledes filialer<br />
og biografer i Schweiz, Østrig-Ungarn og<br />
Holland. Hele forretningsnetværket i Tysk-<br />
land og Centraleuropa blev i slutningen af<br />
krigen købt af et tysk konsortium, der med<br />
propaganda for øje ville skabe et nyt natio-<br />
nalt filmselskab. Rygraden i det nye selskab,<br />
som senere blev til det berømte UFA, var<br />
Nordisk Films interesser, og denne del af<br />
Nordisk Films historie er stort set ubeskre-<br />
vet i dansk sammenhæng. Jeg blev bestemt<br />
ikke skuffet over det, jeg fandt i Bundesar-<br />
chiv. Særligt fandt jeg en masse detaljer<br />
om tiden efter verdenskrigen, hvor Nordisk<br />
Film og UFA’s fælles interesser gav sig ud-<br />
slag i en hel del forskellige selskaber, og der<br />
ligger endnu en stor opgave i at kortlægge<br />
det spind af forretningsnetværk, som UFA<br />
og Nordisk Film havde viklet hinanden ind<br />
i. Nordisk Film prøvede faktisk at overtage<br />
kontrollen med UFA helt frem til 1921, hvor<br />
det danske selskab dog solgte alle sine ak-<br />
tier i UFA og tabte store summer på grund<br />
af inflationen.<br />
Der er stadig meget mere for mig at<br />
hente i Bundesarchiv, hvor jeg skal tilbage<br />
til senere i mit ph.d.-forløb<br />
Når verden kommer til én<br />
Er cand.mag. i filmvidenskab og har blandt andet skrevet for<br />
Inquirer, som var forgængeren for Ordet. Hans ph.d.-projekt<br />
Isbjørnens anatomi – Nordisk Films Kompagni som erhvervs-<br />
virksomhed i perioden 1906–1928 ventes færdiggjort i 2008. De<br />
foreløbige resultater findes i artiklen ”The Rise and the Fall of<br />
the Polar Bear” i 100 Years of Nordisk Film (DFI, 2006).<br />
Et af privilegierne ved at være ph.d.-stipen-<br />
diat er de kurser og konferencer, man får<br />
mulighed for at deltage i, hvor jeg har haft<br />
mulighed for at lufte mit projekt for blandt<br />
andet organisationsteoretikere og militær-,<br />
virksomheds- og filmhistorikere. Heldigvis<br />
har jeg fået meget positive reaktioner på<br />
de præsentationer, jeg har givet, og det er<br />
med til at bevare troen på, at man bevæ-<br />
ger sig i den rette retning med sit projekt.<br />
Man har også lov at være heldig – nogle<br />
gange kommer verden til én. Efter jeg var<br />
blevet interviewet til Politiken i august i<br />
år, fik jeg et telefonopkald fra en herre i<br />
Jylland, som viste sig at være A. W. Mam-<br />
mens barnebarns mand. A.W. Mammen var<br />
en grosser og filmsmanuskriptforfatter,<br />
der sad i Nordisk Films bestyrelse fra 1911<br />
til 1924. Barnebarnets mand fortalte, at<br />
han havde samlet en lille pakke, jeg måske<br />
kunne være interesseret i – hvilket jeg<br />
naturligvis var. I pakken, som jeg modtog,<br />
lå et par breve til Mammen fra blandt an-<br />
dre Ole Olsen, regnskaber fra et selskab i<br />
Berlin samt tre festsange og bordplanen fra<br />
Olsens 70 års fødselsdag i 1933. Umiddelbart<br />
kunne det forekomme irrelevant for mit<br />
projekt, men de tilsendte papirer rummer<br />
detaljer, som understøtter og bekræfter<br />
mine foreløbige antagelser om Nordisk<br />
Films udvikling.<br />
I de kommende måneder vender jeg<br />
tilbage til Nordisk Film Samlingen, hvor<br />
jeg skal gennemgå de over 30.000 breve,<br />
selskabet sendte i perioden 1906-1915. Det<br />
kunne lyde som en kedelig opgave, men<br />
jeg glæder mig faktisk. Fra forskere, der<br />
har gennemgået brevene, ved jeg nemlig,<br />
at der gemmer sig mange nye og endnu<br />
ikke offentliggjorte spor efter isbjørnens<br />
tidlige år.<br />
Ud at se med ph.d.<br />
Tidligere artikler:<br />
Johannes Riis: ”Realisme i spillet”<br />
Esben Krohn: ”Lyslevende”<br />
Lars-Martin Sørensen: ”Egen tid”<br />
Anne Mette Thorhauge: ”Spil og mening<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006 <strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
28 2<br />
i Warcraft III”<br />
u d A T S E M E d p h . d .
30<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
F A g r å d S S p A L T E N<br />
Fagrådet er kommet godt i gang med det nye<br />
semester. Vi har fået valgt ny formand og siger<br />
hermed tak til Louise for et flot stykke arbejde<br />
som formand. Derudover kan det nævnes, at vi er<br />
gået i gang med at arbejde på en ny tilvalgsstudieord-<br />
ning og har fået en russer som kasserer. Vi kunne godt<br />
bruge nogle flere folk til møderne, men sådan er det<br />
jo altid. Alt i alt er vi glade. Hugos økonomi er rettet<br />
op efter en kanon støttefest, og det betyder, at Fagrå-<br />
dets økonomi er oven vande igen - selvom den endnu<br />
ikke er super sund. De nye russere støttede fint op om<br />
festen, og det ser alt i alt ud til, at vi har fået endnu et<br />
dejligt kuld nye.<br />
Der kommer til at ske store ændringer med beslut-<br />
ningsorganerne på instituttet i den nærmeste frem-<br />
tid, da Film- og Medievidenskab ikke længere vil have<br />
sit eget studienævn. I stedet skal der være ét fælles<br />
studienævn for alle studierne på instituttet, og det<br />
kommer i praksis til at betyde mindre indflydelse for<br />
Film- og Medievidenskab. Vi har allerede mistet råde-<br />
retten over pengene, så det ser lidt sløvt ud, men vi<br />
vil gøre, hvad vi kan, for at sikre så meget indflydelse<br />
som muligt for de studerende.<br />
Du kan være med til at sikre indflydelse ved at<br />
møde op til fagrådsmøderne, som er den første ons-<br />
dag i hver måned klokken 17:15 i Colorbar. Næste fag-<br />
rådsmøde er dog ikke planlagt endnu, men hold øje<br />
med IFM-News omkring tidspunkt og sted. Læg des-<br />
uden mærke til, at du inden for kort tid vil modtage<br />
stemmesedler til valget af den nye institutbestyrelse.<br />
Vore kandidater stiller op som støttekandidater for<br />
dem, fællesrådet opstiller, så en stemme på dem er en<br />
stemme for at få valgt de “rigtige” studerende.<br />
Derudover er det jo snart jul, og i<br />
den forbindelse kommer der også<br />
til at være julefrokoster på studiet.<br />
Det glæder vi os alle til, og jeg<br />
håber, at I får en god jul.<br />
Kenneth Abildgaard,<br />
formand<br />
Hvis du har nogle spørgsmål eller noget, du gerne vil have taget<br />
op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på kenabild@hotmail.com.<br />
Denne gang er emnet virkelighed. Javel. Det skulle<br />
vel ikke være så vanskeligt bortset fra, at film<br />
netop ikke er virkelighed, men film. Eller er det<br />
bare to sider af samme sag?<br />
1) De tror, de er autentiske mennesker, men faktisk<br />
er de bare aktører i et kæmpemæssigt computerprogram.<br />
Hvad hedder filmen?<br />
2) Han tror, han befinder sig i virkeligheden – i sin<br />
egen lille verden, hvor han lever et fuldstændig almindeligt<br />
liv som forsikringsmand med sød kone og gode<br />
venner, men i virkeligheden (!) er det hele kun et tvshow.<br />
Hvad hedder han?<br />
3) På film skal han hedde Erik Nietzsche. Hvad er hans<br />
virkelige navn?<br />
4) I det virkelige liv var hans elskerinde skuespillerinden<br />
Marion Davies, men i filmen er hun gjort til en talentløs<br />
sangerinde. Hvad hed hun i filmen??<br />
Sidste gangs quiz handlede om kroppen<br />
1) Man må ikke stjæle, og man må slet ikke stjæle kroppe. Men det er der nogen,<br />
der har gjort - faktisk er det en historie, der er blevet fortalt i film fra både 1956,<br />
1978 og 1994 med næsten samme titel. Hvilken titel?<br />
Invasion of the Body Snatchers<br />
2) Midt under morgenmaden opdager han, at hans krop rummer et andet væsen,<br />
som gerne vil ud. Hvad hedder skuespilleren?<br />
John Hurt i Alien<br />
3) “Doesn’t this body just drive you wild with desire?” Hvis krop taler vi om? Navnet<br />
på skuespilleren!<br />
Liza Minnelli i Cabaret<br />
4) Bare lige en enkelt pebermyntechokolade, og kroppen eksploderer. Hvad hedder<br />
karakteren? I hvilken film?<br />
Mr. Creosote i The Meaning of Life<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
31
30<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
F A g r å d S S p A L T E N<br />
Fagrådet er kommet godt i gang med det nye<br />
semester. Vi har fået valgt ny formand og siger<br />
hermed tak til Louise for et flot stykke arbejde<br />
som formand. Derudover kan det nævnes, at vi er<br />
gået i gang med at arbejde på en ny tilvalgsstudieord-<br />
ning og har fået en russer som kasserer. Vi kunne godt<br />
bruge nogle flere folk til møderne, men sådan er det<br />
jo altid. Alt i alt er vi glade. Hugos økonomi er rettet<br />
op efter en kanon støttefest, og det betyder, at Fagrå-<br />
dets økonomi er oven vande igen - selvom den endnu<br />
ikke er super sund. De nye russere støttede fint op om<br />
festen, og det ser alt i alt ud til, at vi har fået endnu et<br />
dejligt kuld nye.<br />
Der kommer til at ske store ændringer med beslut-<br />
ningsorganerne på instituttet i den nærmeste frem-<br />
tid, da Film- og Medievidenskab ikke længere vil have<br />
sit eget studienævn. I stedet skal der være ét fælles<br />
studienævn for alle studierne på instituttet, og det<br />
kommer i praksis til at betyde mindre indflydelse for<br />
Film- og Medievidenskab. Vi har allerede mistet råde-<br />
retten over pengene, så det ser lidt sløvt ud, men vi<br />
vil gøre, hvad vi kan, for at sikre så meget indflydelse<br />
som muligt for de studerende.<br />
Du kan være med til at sikre indflydelse ved at<br />
møde op til fagrådsmøderne, som er den første ons-<br />
dag i hver måned klokken 17:15 i Colorbar. Næste fag-<br />
rådsmøde er dog ikke planlagt endnu, men hold øje<br />
med IFM-News omkring tidspunkt og sted. Læg des-<br />
uden mærke til, at du inden for kort tid vil modtage<br />
stemmesedler til valget af den nye institutbestyrelse.<br />
Vore kandidater stiller op som støttekandidater for<br />
dem, fællesrådet opstiller, så en stemme på dem er en<br />
stemme for at få valgt de “rigtige” studerende.<br />
Derudover er det jo snart jul, og i<br />
den forbindelse kommer der også<br />
til at være julefrokoster på studiet.<br />
Det glæder vi os alle til, og jeg<br />
håber, at I får en god jul.<br />
Kenneth Abildgaard,<br />
formand<br />
Hvis du har nogle spørgsmål eller noget, du gerne vil have taget<br />
op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på kenabild@hotmail.com.<br />
Denne gang er emnet virkelighed. Javel. Det skulle<br />
vel ikke være så vanskeligt bortset fra, at film<br />
netop ikke er virkelighed, men film. Eller er det<br />
bare to sider af samme sag?<br />
1) De tror, de er autentiske mennesker, men faktisk<br />
er de bare aktører i et kæmpemæssigt computerprogram.<br />
Hvad hedder filmen?<br />
2) Han tror, han befinder sig i virkeligheden – i sin<br />
egen lille verden, hvor han lever et fuldstændig almindeligt<br />
liv som forsikringsmand med sød kone og gode<br />
venner, men i virkeligheden (!) er det hele kun et tvshow.<br />
Hvad hedder han?<br />
3) På film skal han hedde Erik Nietzsche. Hvad er hans<br />
virkelige navn?<br />
4) I det virkelige liv var hans elskerinde skuespillerinden<br />
Marion Davies, men i filmen er hun gjort til en talentløs<br />
sangerinde. Hvad hed hun i filmen??<br />
Sidste gangs quiz handlede om kroppen<br />
1) Man må ikke stjæle, og man må slet ikke stjæle kroppe. Men det er der nogen,<br />
der har gjort - faktisk er det en historie, der er blevet fortalt i film fra både 1956,<br />
1978 og 1994 med næsten samme titel. Hvilken titel?<br />
Invasion of the Body Snatchers<br />
2) Midt under morgenmaden opdager han, at hans krop rummer et andet væsen,<br />
som gerne vil ud. Hvad hedder skuespilleren?<br />
John Hurt i Alien<br />
3) “Doesn’t this body just drive you wild with desire?” Hvis krop taler vi om? Navnet<br />
på skuespilleren!<br />
Liza Minnelli i Cabaret<br />
4) Bare lige en enkelt pebermyntechokolade, og kroppen eksploderer. Hvad hedder<br />
karakteren? I hvilken film?<br />
Mr. Creosote i The Meaning of Life<br />
<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />
31