29.07.2013 Views

TEMA VIRKELIGHED - ORDET

TEMA VIRKELIGHED - ORDET

TEMA VIRKELIGHED - ORDET

SHOW MORE
SHOW LESS

Create successful ePaper yourself

Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.

<strong>ORDET</strong><br />

efterår/vinter 2006 Tidsskrift for film og medier<br />

14<br />

<strong>TEMA</strong> Virkelighed <strong>VIRKELIGHED</strong><br />

08 Second life<br />

11 Mediernes politiske teater<br />

14 Konstruerede verdener


05<br />

06<br />

08<br />

11<br />

14<br />

16<br />

18<br />

indhold<br />

LEdEr øvrigE ArTikEr<br />

Vægelsindede cirkusklovne<br />

24<br />

Mener politikerne, hvad de siger - siger de, hvad de<br />

mener?<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Sensationsjournalistikkens eksistentielle søgen<br />

Natascha Kampusch<br />

<strong>TEMA</strong> FASTE iNdLÆg<br />

Virkelighedens komiske karakterer<br />

27<br />

Tv-serien Klovn<br />

Et andet liv, en anden virkelighed?<br />

Om den virtuelle verden Second Life<br />

Mediernes politiske teater<br />

Fogh, Nyrup og de moderne medier<br />

Konstruerede verdener<br />

Virtual reality på film<br />

Den nationale tvangstanke<br />

Er nationen andet end et forestillet fælleskab?<br />

Virkelighedsflugt: Guilty pleasures<br />

Du elsker filmen - men mobbes for det<br />

22 Blogs - mellem nyhedsformidling og selvfortælling<br />

Blogmediets karakteristika og betydning<br />

18<br />

<strong>ORDET</strong>14<br />

4. årgang<br />

efteråret 2006<br />

redaktion@ordet.net<br />

28<br />

30<br />

31<br />

31<br />

Kong or Donkey<br />

Ordets Hot/Not-liste<br />

Ud at se med ph.d.<br />

I isbjørnens fodspor<br />

No Futurism<br />

Tegneserie<br />

Film- og Medievidenskabeligt Fagråd<br />

Njalsgade 80<br />

08<br />

2300 København S<br />

www.ordet.net<br />

Fagrådsspalten<br />

Sidste nyt fra Fagrådet<br />

Schepelerns filmquiz<br />

Vind biograf-billetter<br />

14<br />

06<br />

3


KOLOFON<br />

Redaktion<br />

Adam Voigt | adam@ordet.net<br />

Andreas Halskov | andreas@ordet.net<br />

Aske Kammer | aske@ordet.net<br />

Jacob Ludvigsen | jacob@ordet.net<br />

Kenneth McNeil | kenneth@ordet.net<br />

Mette Lethin Axél | mette@ordet.net<br />

Mikael Svendsen | mikael@ordet.net<br />

Phillip Seidler |phillip@ordet.net<br />

Rasmus Krogh | rasmus@ordet.net<br />

Søren Langelund | soren@ordet.net<br />

Trine Andersen | trine@ordet.net<br />

Skribenter<br />

Adam Thorsmark<br />

Adam Voigt<br />

Aske Kammer<br />

Isak Thorsen<br />

Jacob Ludvigsen<br />

Kasper Andersen<br />

Kenneth Abildgaard<br />

Kenneth McNeil<br />

Mats Michelsen<br />

Mette Lethin Axél<br />

Mikael Svendsen<br />

Peter Schepelern<br />

Phillip Seidler<br />

Rasmus Krogh<br />

Søren Langelund<br />

Forside<br />

TV head | iStockphoto<br />

Layout<br />

Mikael Svendsen<br />

Aske Kammer<br />

Phillip Seidler<br />

Tak til Thure Munkholm for<br />

fotoassistence<br />

Tryk<br />

Frederiksberg Bogtrykkeri<br />

ISSN<br />

1602-5334<br />

Oplag<br />

500 stk.<br />

Annoncer<br />

annonce@ordet.net<br />

Input<br />

Brug <strong>ORDET</strong>! Indlæg, artikler og idéer<br />

modtages med glæde. Send en mail til<br />

redationen@ordet.net eller kontakt<br />

redationen.<br />

Ordet udgives med støtte af<br />

Nordisk Film Fond.<br />

LEDER<br />

vægelsindede Cirkusklovne<br />

Politikerne er blevet fuldstændig utilregnelige. Den<br />

ene dags udtalelse dementeres den næste og relati-<br />

veres så igen et par uger eller måneder senere. For<br />

et år siden blev socialminister Eva Kjer Hansen trynet<br />

først af offentligheden og siden af statsministeren<br />

for at betegne social ulighed<br />

som en god ting. Hun måtte<br />

æde sine ord, kun for at<br />

ytre dem igen sammen med<br />

beskæftigelsesminister Claus<br />

Hjort Frederiksen et lille års tid efter.<br />

Historien om Louise Freverts vanvittige eller lo-<br />

yale webmaster er velkendt, og senest har Anders<br />

Fogh Rasmussen indset eller tilstået, at situationen i<br />

Irak ikke er så lovende, som han ellers gav udtryk for<br />

under Folketingets åbningstale kort forinden. Samti-<br />

dig har Søren Espersen undergravet det sidste gode<br />

argument for at besætte Irak ved at sige, at han og<br />

hans parti aldrig har ment, at det er muligt at demo-<br />

kratisere kulturer som den irakiske.<br />

Virkelige og påtagede holdninger kæmper såle-<br />

des på lige fod om borgernes bevidsthed, hvilket i<br />

Den fjerde statsmagt<br />

kører på frihjul.<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

sidste ende gør, at man mister følingen med den po-<br />

litiske virkelighed. Hvad er det, folk virkelig mener?<br />

Er der ikke andet at forholde sig til end ’løsgående<br />

missiler’ og cirkusklovne i jakkesæt, der ikke aner,<br />

hvilket ben de må stå på?<br />

Den fjerde statsmagt kører på<br />

frihjul. At have et standpunkt til man<br />

tager et nyt (og endnu et nyt) er ble-<br />

vet helt acceptabelt. Når de ’kritiske’<br />

medier ikke holder politikerne op på<br />

deres falske vægelsind, reducerer de sig selv til plat-<br />

forme for revysatiriske udsagn og dementier uden<br />

mening og indhold. Resultatet er en forplumret og<br />

uigennemskuelig politisk virkelighed.<br />

I dette nummer af Ordet er temaet netop Virke-<br />

lighed, som den gengives og/eller skabes i film og<br />

medier. Ud over masser af spændende læsning by-<br />

der Ordet 14 også på æstetiske landvindinger i form<br />

af et spritnyt layout. God fornøjelse.<br />

Af Phillip Seidler<br />

Ordets redaktion har alle fået en identitet i den virtuelle verden Second Life. Ingen har ønsket at oplyse<br />

navnet på deres alter ego, men I er velkomne til at gætte hvem, der er hvem...<br />

Foto: Linden Labs<br />

5


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

Skrevet af Rasmus Krogh, stud.mag. i filmvidenskab Foto af Anders Holck<br />

6<br />

virkelighedens komiske karakterer<br />

I den påståede semidokumentariske Klovn ønsker Frank Hvam og Casper Christensen som altid at stimulere seerens<br />

lattermuskler. De har dog undgået formen fra den traditionelle sitcom og henter denne gang størstedelen af den<br />

humoristiske appel i en leg med den hårfine grænse mellem virkelighed og fiktion.<br />

Forleden eftermiddag zappede jeg<br />

over på en af de utallige genudsen-<br />

delser af Friends. I det pågældende<br />

afsnit lykkes det den pertentlige Monica<br />

at arrangere et stævnemøde med selveste<br />

Jean-Claude Van Damme. Til trods for hen-<br />

des gode intentioner viser stævnemødet<br />

sig hurtigt at tage en ret uventet drejning.<br />

Det belgiske muskelbundt har nemlig mis-<br />

forstået en række signaler og er derfor af<br />

den udtrykkelige opfattelse, at Monica er<br />

interesseret i en trekant med ham og Drew<br />

Barrymore.<br />

Humoren i denne scene henter største-<br />

delen af sin drivkraft i det forhold, at Van<br />

Damme spiller Van Damme. Der er altså ikke<br />

et skarpt skel mellem identiteten af skue-<br />

spilleren og den rolle, han spiller. På den<br />

måde tilskrives de iscenesatte handlinger<br />

til en vis grad den virkelige Van Damme,<br />

og scenen får således et ekstra humoristisk<br />

betydningslag. Det er dette ekstra lag, som<br />

udnyttes i Klovn. Her spiller Frank Hvam sig<br />

selv i ledtog med mange andre skuespillere,<br />

der ligeledes skal forestille at repræsentere<br />

deres ofte krukkede alter egoer.<br />

Men hvilke rødder har den tradition,<br />

som Klovn indskriver sig i, og hvordan er<br />

dens forankring i virkeligheden en af de<br />

primære årsager til dens humoristiske<br />

appel?<br />

Slørede grænser<br />

At udtvære grænserne mellem en karakter<br />

i en fiktiv fremstilling og den skuespiller,<br />

som agerer karakteren, er et interessant,<br />

men næppe synderligt nyt fænomen. Det<br />

er en gimmick, der især er blevet anvendt<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

inden for den amerikanske sitcom-tradi-<br />

tion.<br />

Som i eksemplet med Van Damme har<br />

berømtheder ofte optrådt som sig selv i<br />

enkeltstående episodeafsnit. Tendensen<br />

har dog sine rødder længere tilbage i nogle<br />

af de ældste sitcoms, hvor hele tv-seriens<br />

profil blev skabt på baggrund af en kendt<br />

skuespiller eller komiker. Det var tilfældet<br />

i The Andy Griffith Show og Mary Tyler Mo-<br />

ore, hvor hhv. Andy Griffith og Mary Tyler<br />

Moore lagde navn til udsendelserne. Selv-<br />

om de to serier afbilder utvetydige fiktive<br />

universer, bibeholdes en vis forankring til<br />

virkeligheden. Humoren knyttes til identi-<br />

teten af de to hovedrolleindehavere, og de<br />

to hovedkarakterer bærer ligeledes samme<br />

fornavn som deres alter egoer. Tendensen<br />

fortsætter i 90’er-sitcom’en Seinfeld, hvor<br />

der ikke klart skelnes mellem komikeren<br />

Jerry Seinfeld og den rolle, han agerer i et<br />

ellers fiktivt miljø. Men kulminationen må<br />

dog siges at være i Curb Your Enthusiasm,<br />

hvor tv-produceren Larry David – som også<br />

stod bag Seinfeld – spiller sig selv i rollen<br />

som en uudholdelig, ulidelig tv-producer.<br />

Her bliver ikke kun grænsen mellem ka-<br />

rakteren og skuespilleren sløret, men der<br />

skelnes heller ikke klart mellem et fiktivt<br />

miljø og det miljø, som Larry David normalt<br />

befinder sig i uden for fiktionens diegese.<br />

Det er ikke svært at se, at Curb Your<br />

Enthusiasm må have været en stor inspi-<br />

rationskilde for Christensen og Hvam. Nar-<br />

rativt og stilistisk benytter Klovn mange<br />

af de samme strategier i dens blanding af<br />

virkelighed og fiktion. Men ikke desto min-<br />

dre har Christensen og Hvam også tidligere<br />

leget med denne tanke. Hovedkarakteren<br />

i Langt fra Las Vegas var eksempelvis en<br />

semiautentisk Casper Christensen, der dog<br />

befandt sig i et ellers fiktivt miljø.<br />

Kendt og grinagtig<br />

Den mest åbenlyse effekt ved at sløre for-<br />

holdet mellem en karakter og identiteten<br />

af den skuespiller, som agerer karakteren,<br />

er naturligvis, at seeren skal være i tvivl<br />

om, hvad der er fiktion, og hvad der virke-<br />

lighed. I de første sæsoner hævdede Klovn<br />

desuden, at den var baseret på virkelige be-<br />

givenheder. En nærgående narrativ analyse<br />

af fortællestrukturen afslører imidlertid, at<br />

de enkelte afsnit er stramt strukturerede<br />

og uhyre konstruerede i et tæt samspil af<br />

setups og payoffs. Alligevel er det muligt,<br />

at seeren får et ekstra betydningslag – et<br />

betydningslag, som ikke kunne tilføres, hvis<br />

de afbildede karakterer ikke havde en eksi-<br />

stens uden for seriens diegese.<br />

God fiktion kan skildre situationer, som<br />

er næsten ubærlige, næsten umulige at<br />

være vidne til. Det kan være situationer,<br />

hvor karaktererne har begået så uhyre<br />

pinlige handlinger, at det ikke kan undgå at<br />

påvirke seerens følelsesmæssige oplevelse<br />

voldsomt. Dette kan dog også opnås – og<br />

til tider med større effekt – når seeren kan<br />

attribuere sådanne handlinger til ikke-fik-<br />

tive personer, som fx kendte mennesker. Et<br />

program som Rent Fup lever højt på inte-<br />

ressen i at se de kendte på glatis i pinlige<br />

øjeblikke, og i sin grundliggende tematik<br />

har Klovn blot udnyttet dette forhold. I<br />

hvert eneste afsnit er Frank ubetinget pin-<br />

lig og dummer sig konstant, og fundamen-<br />

tet for humoren ligger altså i, at det ikke er<br />

meningen, at seeren decideret skal sondre<br />

mellem karakteren Frank i Klovn og den vir-<br />

kelige Frank Hvam. Det forhold, som seeren<br />

opbygger til karakteren, er baseret på de<br />

fiktive hændelser, men henter en stor del<br />

af sin reelle betydning i den kendsgerning,<br />

at seeren kan tilskrive handlingerne den<br />

virkelige person. Effekten bliver altså, at<br />

det er muligt at gøre de pinlige hændelser<br />

endnu mere pinlige,<br />

tåbelige og mor-<br />

somme, da kilden til<br />

hændelserne i den<br />

konkrete seerre-<br />

ception er en ikke-<br />

fiktiv, kendt person.<br />

Man kunne selvføl-<br />

gelig indvende, at<br />

i takt med at se-<br />

rien udvikler sig, vil<br />

den afmystificere<br />

Hvams og de andre medvirkendes ’kendt-<br />

hed’, men gæsteoptrædener af berømthe-<br />

der, der agerer sig selv, er dog til stadighed<br />

med til at underbygge seriens humoristiske<br />

forankring i den virkelige verden.<br />

Klovns narrative og stilistiske udform-<br />

ning understreger også de pinlige øje-<br />

blikke. Deciderede punchlines og jokes<br />

eksisterer ikke og er i stedet erstattet af<br />

situationer, der henter næring i en gradvis<br />

eskalering af pinlige momenter. Udela-<br />

delsen af den distancerende dåselatter<br />

forstærker effekten, idet den larmende<br />

stilhed konstant fremhæver Franks pinlige<br />

opførsel, ligesom den tilstræbte ’fluen<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

på væggen’-æstetik til stadighed betoner<br />

forankringen i det virkelige.<br />

Det kan være situationer,<br />

hvor karaktererne har<br />

begået så uhyre pinlige<br />

handlinger, at det ikke kan<br />

undgå at påvirke seerens<br />

følelsesmæssige oplevelse<br />

voldsomt.<br />

En persona med konsekvenser<br />

Det er imidlertid interessant, om denne<br />

leg med virkeligheden har nogle omkost-<br />

ninger? Kunne det tænkes, at balancegan-<br />

gen på grænsen mellem det virkelige og<br />

fiktionen har en betydning for, hvordan<br />

Frank Hvam, Casper Christensen og de an-<br />

dre medvirkende i Klovn ellers opfattes og<br />

fremstilles i andre medieprodukter?<br />

Inden for retorikken findes begrebet<br />

persona, der betegner en rolle, en kom-<br />

munikator kan påtage sig for at stå gunstigt<br />

i en given situation. Da fx Casper Christen-<br />

sen i Klovn spiller sig selv, kan hans rolle<br />

opfattes som en kreeret persona, der har<br />

til formål at ironisere over de kendte og<br />

den galla og glamour, som berømtheder<br />

typisk forbindes<br />

med. Det interes-<br />

sante er imidlertid,<br />

at denne persona til<br />

en vis grad kommer<br />

til udtryk i andre<br />

udsendelser. I TV 2’s<br />

quizshow Deal No<br />

Deal er Christensen<br />

fx iført et jakkesæt,<br />

stråler af succes og<br />

penge, er flankeret<br />

af 25 smukke piger i gallakjoler og udtryk-<br />

ker på den måde mange af de glamourøse<br />

værdier, som han selvironisk forbindes<br />

med i Klovn. Der er ret langt fra Deal No<br />

Deal til Casper og Mandrilaftalen.<br />

Det er altså bemærkelsesværdigt, at<br />

denne leg på grænsen mellem virkelighed<br />

og fiktion kan tænkes at have visse konse-<br />

kvenser for opfattelsen af de involverede<br />

parters personligheder og værdisæt. Og<br />

det er bemærkelsesværdigt, at den per-<br />

sona, der skabes, ikke nødvendigvis er helt<br />

uden omkostninger.<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

7


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

Skrevet af Adam Thorsmark og Mikael Svendsen, stud. film- og medievidenskab - artiklen bygger på empiri foretaget til et bachelorprojekt i Medievidenskab.<br />

8<br />

Et andet liv,<br />

en anden virkelighed?<br />

Har du altid drømt om at være en flyvende ræv, eller blot overvejet hvordan det er at være det modsatte køn? Så går<br />

der måske ikke lang tid, før du har en figur i online-verdenen Second Life. Efter at have talt med så unikke skabninger<br />

som en lesbisk enhjørning med kærestesorger og en online prostitueret, der har fået krydret sit virkelige sex-liv, er det<br />

relevant at spørge sig selv: Hvor virkelig kan en virtuel verden være?<br />

Som han står der, muskuløs, mørkhå-<br />

ret og med en rank ryg der udstråler<br />

”her kommer jeg”-selvtillid, kan vi godt<br />

blive lidt misundelige på ”Pete Folsom”<br />

– vores Second Life (SL) avatar eller 3D alter-<br />

ego. Ligesom i den virkelige verden er der<br />

ikke to ens individer i Second Life – og det<br />

understøttes ekstremt eksplicit i graden af<br />

kreativitet, der lægges i skabelsen af folks<br />

avatars. Som udgangspunkt fødes alle ens,<br />

med repræsentative proportioner for et<br />

menneske i forhold til omgivelserne. I en<br />

verden, som har mottoet ”Your World, Your<br />

Imagination”, er der ingen, der gider være<br />

en masseproduceret standard, og der fin-<br />

des sågar ”flesh shops”, hvor du kan købe<br />

en helt ny krop, hvis du ikke har de tekniske<br />

evner til selv at skabe én. Det gør, at man<br />

ikke blot støder på mennesker, men også<br />

– i bogstaveligste forstand – hestepiger,<br />

discotrolde, kæmpemæssige edderkopper<br />

og mange andre fantasifostre. Som én af<br />

dem, vi møder, siger: ”I Second Life kan du<br />

være, hvad du vil, og hvem du vil”.<br />

Personlighedsspaltning<br />

I SL bestemmer man selv, om man vil have<br />

et andet, alternativt liv eller en forlæn-<br />

gelse af sit første. En ung og letpåklædt<br />

escortpige I SL fortæller om sit sande jeg<br />

på sin profil. Hun er i virkeligheden en gift<br />

kvinde med fire fuldvoksne børn, der alle<br />

er flyttet hjemmefra. Denne form for leg<br />

med identitet er et af kendetegnene for<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

verdener som SL, der desuden går under<br />

betegnelsen MMORPG (Massively Multiplayer<br />

Online RolePlaying Game). For 23-årige Per-<br />

nille bestemmer rollespillet, hvem hun er i<br />

SL, og hun har en klar adskillelse af hendes<br />

første liv fra hendes i alt 11 andre liv i SL.<br />

Ja, 11 forskellige, fiktive identiteter, der<br />

hver har lidt af hende selv i dem, men el-<br />

lers for hende betragtes som selvstændige;<br />

hver deres udseende, personlighed og<br />

præferencer. Livet i SL er for Pernille som<br />

“The Neverending Story”: The boy Bastian<br />

is reading a book, and finds out he’s a part<br />

of the book. Try imagening how that must<br />

feel; having yourself mentioned in the<br />

book... being a part of it”. Således placerer<br />

hun sine rollespilsfigurer i ganske drama-<br />

tiske situationer, som ikke hører hjemme i<br />

en børnebog; f.eks. oplever de at miste en<br />

kæreste, blive voldtaget eller næsten blive<br />

slået ihjel.<br />

…hendes fysiske krop kan blive påvirket med en god online-<br />

sexpartner, hvis hun vælger at leve sig ind i det.<br />

Fra en virkelighed til en anden<br />

Ikke alle synes dog at lægge deres person-<br />

lighed fra sig, når de klikker sig ind I deres<br />

andet liv. For dem er det et spørgsmål om<br />

at placere sig selv i nye omgivelser. Ikke<br />

nødvendigvis fordi de er utilfredse med<br />

det virkelige liv, de har skabt for dem selv,<br />

men fordi de har brug for at undslippe<br />

forpligtigelserne og den strukturerede<br />

hverdag. I SL kan de opleve frihed og det<br />

uforudsigelige og spontane i mødet med<br />

andre eskapister, som tager en pause fra<br />

dagligdagens trummerum. Frihed er ganske<br />

væsentligt for det nye mediebillede, hvor<br />

computeren og internettet spiller en afgø-<br />

rende rolle. SL er en del af dette.<br />

Et overskudsmedie<br />

De nye medier bliver sammenlignet med<br />

de traditionelle massemedier karakteriseret<br />

ved stor individuel valgfrihed. Som Michael<br />

Heim skriver i artiklen ”Avatarernes tid”:<br />

”Ved at bryde broadcastteknikkens trold-<br />

dom genvinder avataren den menneskelige<br />

frihed, genopliver spontaniteten trods pro-<br />

paganda og programmering og tilstræber<br />

at bebo den telenærværende verden på<br />

en kreativ måde”. Han fortsætter desuden<br />

således: ”Avatarrummet frigør de virkelige<br />

egoers fantasiidentitet (…) De opfordres<br />

til at genskabe sig selv og blive forvandlet<br />

ad fantasiens vej”. Denne egoisme kommer<br />

bl.a. til udtryk ved, at folk tager fra og giver<br />

til SL, hvad DE vil. Det er et overskudsme-<br />

die. Folk er der, når de har tid og lyst og<br />

opsøger og gør således kun,hvad de føler<br />

for. Pligter er der rigeligt af i det virkelige<br />

liv. Der synes næsten at være en fælles<br />

bevidsthed og indbyrdes forståelse for, at<br />

folk bruger eller udnytter SL. Det hele er jo<br />

blot en leg, man kan tage sig til, når virke-<br />

ligheden ikke kalder i baggrunden.<br />

Denne eskapisme tillader folk at skabe<br />

en alternativ livshistorie, hvor de person-<br />

lige og urealistiske drømme udleves. Her<br />

har man råd til huset med havudsigten og<br />

privatflyet i baghaven, mens man på ingen<br />

tid teleporterer sig fra en riverrafting-tur<br />

til live-koncert med Duran Duran.<br />

Virtuelle produkter, rigtige penge<br />

En ny krop eller en live-koncert er som i<br />

virkelighedens verden ikke gratis, og i SL<br />

er der tale om daglige handler på en halv<br />

million amerikanske dollars. Skaberne af SL<br />

skal have deres husleje, men ellers skifter<br />

pengene hånd mellem privatpersoner, som<br />

har startet forretning. Det er udbud og<br />

efterspørgsel, og SL tilbyder stort set alt<br />

det, der kan tjenes penge på i den virkelige<br />

verden. Folk designer tøj til andre brugere,<br />

er butiksassistenter, eller lokker folk med<br />

hjem og yder det tætteste, vi kommer på<br />

cybersex: En nøgen kvinde, der engagerer<br />

dig i alverdens 3-D sexpositioner, mens der<br />

chattes frækt . Ligesom i virkeligheden gæl-<br />

der mottoet ”Money talks, bullshit walks”.<br />

Da vi mødte en prostitueret i den virtuelle<br />

parallel til Amsterdams Red Light District<br />

og spurgte om et interview, blev vi affejet<br />

med ”I need earn some $, honey”. SL kan så-<br />

ledes være en fuldtidsbeskæftigelse, og det<br />

er ikke unormalt at bruge en 40 timers uge<br />

i SL - også selv om man ingen forretning har<br />

og bare er der for det sociale.<br />

Telesocialt nærvær<br />

Den sociale interaktion er, på trods af de<br />

lukrative indtjeningsmuligheder, stadig<br />

det primære omdrejningspunkt i såvel SL<br />

som i de fleste virtuelle verdener. Centralt<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Om Second Life<br />

Second life er en 3D online virtuel verden<br />

udviklet af Linden Labs.<br />

I Second Life er man til stede via en compu-<br />

teranimeret kropsliggørelse, en avatar. Beteg-<br />

nelsen stammer fra den hinduistiske mytologi,<br />

hvor avatar betyder en ånd, der har taget<br />

jordisk skikkelse.<br />

I skrivende stund er Second Life befolket af<br />

cirka 1,2 millioner forskellige brugere og er<br />

indtil videre arealmæssigt på størrelse med<br />

Luxembourg – proportionelt set.<br />

Musikverdenen har fået øje på mulighederne<br />

for eksponering i Second Life. Blandt andet har<br />

bandet Duran Duran planlagt en ’live’-koncert<br />

i SL.<br />

Om end lille så har SL også en filmindustri.<br />

Brugere udlever drømmen som instruktør og<br />

iscenesætter deres fortællinger i SL med hjælp<br />

fra andre brugere, som agerer skuespillere og<br />

statister. Besøg fx bellsandspurs.com og se<br />

filmen ”Silver Bells and Golden Spurs” – a movie<br />

made in Second Life.<br />

Foto: Linden Labs<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

...fortsat<br />

10<br />

for interaktionen er det, som Heim kal-<br />

der de ”spontane realtidsmøder” mellem<br />

folks forskellige avatars. I realiteten er SL<br />

på dette punkt en videreudvikling af den<br />

tekstbaserede, computer-medierede kom-<br />

munikation (CMC), som kendetegner for-<br />

skellige chatrum og fx Messenger. I SL har<br />

CMC dog fået en ekstra dimension. De simu-<br />

lerede samtaler mellem mennesker i SL sker<br />

fortsat i tekstform, men den visuelle re-<br />

præsentation gør, at interaktionerne bliver<br />

mere virkelighedsnære. På den måde er vi<br />

kommet det stykke tættere på en egentlig<br />

ansigt-til-ansigt situation. Det er fx muligt<br />

at repræsentere fysisk interaktion; et hånd-<br />

tryk, en dans eller et kys. SL simulerer i den<br />

forstand virkeligheden: Når to mennesker<br />

foretager en gensidig social interaktion,<br />

som fx en dans, så er det et signal, om at<br />

begge ønsker at være i hinandens selskab.<br />

Disse muligheder for to eller flere personer<br />

at være sociale i et visuelt rum, forstærker<br />

oplevelsen af de kropsløse venskaber som<br />

virkelige. Det på trods af, at man ikke har<br />

mødt, og måske aldrig kommer til at møde,<br />

hinanden i Real Life (RL).<br />

Alle oplevelser er virkelige<br />

”Jeg mødte min nuværende kæreste i<br />

SL. Nu flytter vi sammen i virkeligheden”.<br />

Unique lever sit andet liv som en forlæn-<br />

gelse af hendes første. Hun fik en kæreste<br />

i SL, mødte ham i RL, blev gift i SL, og skal<br />

nu flytte fra USA til Canada for at bo sam-<br />

men med ham. Selv før mødet i virkelighed<br />

var der tale om ægte følelser. Hun mindes<br />

deres første date i SL, som var den foregået<br />

i virkeligheden: ”It was very romantic, and<br />

he was so sweet, and we laid in a hammock<br />

under the stars and talked for hours… it<br />

felt like coming home”. For Unique og man-<br />

ge andre er disse oplevelser omtrent ligeså<br />

virkelige som virkeligheden selv. Aretha<br />

eksempelvis, der er glædespige og lidt af<br />

en swinger i SL, fortæller, at hendes fysiske<br />

krop kan blive påvirket med en god online-<br />

sexpartner, hvis hun vælger at leve sig ind<br />

i det. Det kaldes jo ikke ”virtual reality” for<br />

ingenting. Og selv om ikke alle, vi har ”talt”<br />

med, kan prale af samme indlevelse, så<br />

synes alle at svare det samme: ”It’s as real as<br />

you want to make it”.<br />

Den overordnede diskussion af virke-<br />

lighedsrepræsentation er således ikke et<br />

spørgsmål om fælles, fysisk tilstedeværelse<br />

kontra interaktion med numeriske repræ-<br />

sentation i virtuelle verdener. Det er et<br />

spørgsmål om den subjektive oplevelse,<br />

hvor indlevelsen i den digitale krop og<br />

verden forplanter sig til sanserne hos den,<br />

der sidder ved skærmen. Set i et Second<br />

Life-lys, synes den klassiske skelnen mellem<br />

”virtuelt” og ”virkeligt” derfor at fremstå<br />

banal og forældet. Selvom de fleste, vi<br />

har mødt, føler en vis grad af adskillelse<br />

mellem deres SL og RL, så føler man ikke,<br />

at virtuelle verdener er mindre ægte. Alle<br />

oplevelser er virkelige.<br />

Eftersom teknologien har magten til<br />

konstant at forandre og udvikle mediebil-<br />

ledet, er det måske ikke helt utænkeligt,<br />

at den også kan være med til at rokke ved<br />

vores begrebsfundament. En revurdering<br />

af ordet ”virkelighed” kunne måske derfor<br />

være på sin plads, således at det ikke lider<br />

samme skæbne som VHS- båndet – en kold<br />

gravsten på ordenes kirkegård.<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Relevant litteratur<br />

Heim, Michael i Når nettet ændrer ver-<br />

den: ”Avatarernes tid”, Børsens Forlag,<br />

2001<br />

Schroeder, Ralph (ed.): The Social Life of<br />

Avatars – Presence and Interaction in<br />

Shared Virtual Environments, Springer-<br />

Verlag, 2001<br />

The Daedalus Project: www.nickyee.<br />

con/daedalus<br />

Om virtuelle verdener<br />

Begrebet om virtuelle verdener er in-<br />

spireret af cyberpunk-litteraturen. Af<br />

titler kan nævnes ”Neuromancer”, ”Snow<br />

Crash” og ”Otherworld”.<br />

6 karakteristiske træk<br />

Fælles rum. Verdenen tillader mange<br />

brugere at deltage på samme tid.<br />

Grafisk brugergrænseflade. Verdenen<br />

afbilder rum visuelt.<br />

Umiddelbarhed. Interaktion finder sted<br />

i ’real time’.<br />

Interaktiv. Verdenen tillader brugere at<br />

ændre, udvikle, bygge eller implemen-<br />

tere skræddersyet indhold.<br />

Vedvarende. Verdenen fortsætter sin<br />

tilværelse ligegyldigt om individuelle<br />

brugere er logget in.<br />

Community. Verdenen tillader og op-<br />

fordrer til at ’in-world’ sociale grupper<br />

dannes; klubber, klikker, nabolag.<br />

Andre online verdener<br />

Everquest<br />

www.eqlive.station.sony.com<br />

Habbo Hotel<br />

www.habbohotel.com<br />

There<br />

www.there.com<br />

World of Warcraft<br />

www.worldofwarcraft.com<br />

”<br />

Vi føler alle, at vi kender Anders,<br />

Helle og Pia, selvom vi aldrig har<br />

mødt dem. Alle vores indtryk af<br />

dem stammer fra medierne, som i høj<br />

grad er med til at skabe den virkelighed,<br />

vi kender.”<br />

Sådan karakteriserer den politiske<br />

kommentator Rasmus Jønsson mediernes<br />

indflydelse på den politiske virkelighed,<br />

de danske borgere lever i, og der kan ikke<br />

herske nogen tvivl om, at de spiller en<br />

stor rolle på dette område. Men hvilken<br />

indflydelse har medierne egentlig, og<br />

hvordan kommer det til udtryk i den po-<br />

litiske kommunikation? For at få svaret er<br />

der brug for et lille historisk tilbageblik.<br />

Montage-politik<br />

Skrevet af Aske Kammer, stud.mag. i medievidenskab, og Søren Langelund, stud. film- og medievidenskab<br />

Mediernes politiske teater<br />

Formidlingen af politik har ændret sig kontinuerligt, men drastisk gennem de sidste hundrede år. Partipres-<br />

sen har i det 21. århundrede fundet sin afløser i politisk og økonomisk uafhængige medievirksomheder, og<br />

dermed har politikernes vilkår for at formidle deres holdninger på godt og ondt ændret sig gevaldigt.<br />

Omkring midten af det 20. århundrede<br />

var en fjerdedel af de stemmeberettigede<br />

danskere medlem af et politisk parti – i<br />

dag er kun omtrent fem procent af væl-<br />

gerne indmeldt, og andelen er stadigt<br />

dalende. Et af resultaterne af denne bor-<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

gernes løsrivelse fra partiorganisationerne<br />

er, at partierne og med dem politikerne<br />

har mistet en central kommunikations-<br />

platform i forhold til vælgerne, som de nu<br />

ikke i samme grad har uhindret adgang til.<br />

Også på medieområdet er der sket mar-<br />

kante ændringer igennem massemedier-<br />

nes selvstændiggørelse. Under fire-blads-<br />

systemets storhedstid omkring år 1900<br />

fungerede de store dagblade som talerør<br />

for de store partier, men medierne har<br />

nu gjort sig ”uafhængige af partipolitiske<br />

11<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

...fortsat<br />

12<br />

og økonomiske interesser”, som det hed-<br />

der i Informations avishoved. Parallelt med<br />

denne udvikling er den politiske styring af<br />

ledelsen og indholdet hos Danmarks Radio<br />

og TV 2 forsvundet eller i hvert fald blevet<br />

begrænset kraftigt i takt med, at kanalerne<br />

har skullet operere på et kommercielt mar-<br />

ked i stedet for i et monopol.<br />

Det har blandt andet haft den konse-<br />

kvens, at politikerne ikke i samme grad<br />

som tidligere selv kan formulere den<br />

politik, som når ud til befolkningen. Mas-<br />

semedierne har overtaget de traditionelle<br />

partikanalers rolle som formidlerne af den<br />

politiske kommunikation, så det nu er her,<br />

borgerne får deres information om det po-<br />

litiske felt. Det betyder også, at politikerne<br />

og borgerne ikke nødvendigvis længere<br />

lever i den samme politiske virkelighed.<br />

Politikernes virkelighed er forankret i deres<br />

hverdag, hvor de gør sig overvejelser om<br />

samfundets fremtid, går til møder, delta-<br />

ger i udvalgsarbejde og træffer strategiske<br />

beslutninger. Borgernes opfattelse af den<br />

politiske virkelighed er derimod – fordi<br />

kun en brøkdel af dem rent faktisk er i<br />

kontakt med den – et resultat af mediernes<br />

fremstilling af det politiske felt, hvilket<br />

har fået professor i<br />

medievidenskab Stig<br />

Hjarvard til at kon-<br />

kludere, at moderne<br />

politik i høj grad<br />

er at forstå som en<br />

mediemontage.<br />

Den politik, som når ud til befolkningen,<br />

er nemlig ikke den folkevalgtes detaljerede<br />

redegørelse for sine synspunkter, som den<br />

gives til journalisterne. Det er i stedet de<br />

enkeltstående citater fra politikeren, der<br />

bringes i den endelige nyhedsudsendelse<br />

om aftenen eller avisen dagen efter, og<br />

den ramme, som journalisterne sætter dem<br />

ind i. Politikken skabes altså gennem me-<br />

diernes montage af udsagn fra forskellige<br />

kilder (politikeren, eksperten, manden på<br />

gaden eller en helt fjerde), baggrundsstof<br />

og den journalistiske indskrivning af histo-<br />

rien i en bestemt sammenhæng.<br />

Ikke alt nyt er væsentligt<br />

Som følge af de strukturelle forandringer<br />

på især tv-området har også formen på<br />

den politiske kommunikation ændret sig<br />

markant i den seneste årrække, idet ny-<br />

hedsformidlingen på grund af den øgede<br />

konkurrence er begyndt at tilgodese en<br />

anden type nyheder end tidligere. Fordi<br />

der traditionelt set er gode seer-, lytter- og<br />

læsertal i solohistorier, er medierne for<br />

eksempel i højere grad begyndt at priori-<br />

tere nyhedshistorier med eksklusive vinkler<br />

og kilder. ”Ingen gider skrive den samme<br />

historie som konkurrenten,” som Rasmus<br />

Jønsson formulerer det.<br />

Det betyder også, at politi-<br />

kerne og borgerne ikke nød-<br />

vendigvis længere lever i den<br />

samme politiske virkelighed.<br />

Solohistorier har som sådan altid været<br />

attraktive, men forskellen er, at den i dag<br />

udgør et selvstændigt konkurrenceparame-<br />

ter, som automatisk giver gevinst for ny-<br />

hedsmedierne. Det har dog den bagside, at<br />

journalistikken i jagten på solohistorier ofte<br />

forfalder til at fokusere på konflikt- eller<br />

personstof, som skabes af de enkelte jour-<br />

nalister ved eksempelvis at sætte cita-ter<br />

fra Pernille Rosenkrantz-Theil op over for<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

citater fra Pia Kjærs-<br />

gaard. Det giver<br />

selvsagt en konflikt<br />

og dermed en hi-<br />

storie, som egner<br />

sig til at fastholde<br />

publikummet – men<br />

selvom konflikten måske er væsentlig i sig<br />

selv, så er spørgsmålet, hvor meget nyhed<br />

der egentlig er i det. ”Ikke alt væsentligt<br />

er nyt – og ikke alt nyt er væsentligt,” som<br />

den amerikanske medieforsker James Fal-<br />

lows har formuleret det (citeret fra Hede-<br />

gaard).<br />

En anden udvikling i det moderne ny-<br />

hedsbillede er, at den politiske journalistik<br />

er kommet under alvorligt pres som følge<br />

af de skærpede krav til at producere flere<br />

nyheder til flere forskellige medier på kor-<br />

tere tid. ”Deadline hvert 5. minut” er Ekstra<br />

Bladets hjemmesides slogan, og det er me-<br />

get rammende for journalisternes arbejds-<br />

situation, som yderligere besværliggøres af<br />

redaktionelle nedskæringer og et generelt<br />

mere internationaliseret og dermed kom-<br />

pliceret politisk landskab. Dette pres resul-<br />

terer i, at journalisterne endnu ofte vælger<br />

den lettere tilgang til stoffet, som konflikt-<br />

og personstoffet alt andet lige udgør.<br />

Denne tendens tiltaler ikke Rasmus<br />

Jønsson. Han frygter tværtimod, at nyheds-<br />

dramaturgiens konfliktkrav flytter fokus<br />

hen, hvor det ikke burde være: ”Politikerne<br />

bliver reduceret til stakler, der blot skal<br />

levere service frem for visioner eller dy-<br />

bere tanker. Den gennemsnitlige politiker<br />

får 10,2 sekunders taletid pr. indslag, og<br />

de bruges til at svare på ”hvad vil du gøre<br />

ved det?”-spørgsmål omkring enkeltsager.<br />

Således formes et entydigt billede af poli-<br />

tikeren som ham, der ikke har leveret den<br />

service han skulle,” siger han.<br />

Fogh i opvisningsstil<br />

I en dansk sammenhæng er der næppe<br />

nogle politikere, der så effektivt som stats-<br />

minister Anders Fogh Rasmussen har været<br />

bevidst om, hvordan han skulle undgå at<br />

lade sig styre af disse journalistiske arbejds-<br />

gange, men i stedet udnytte dem til sin<br />

egen fordel.<br />

Valgsejren i 2001 var først og fremmest<br />

bygget op omkring ét politisk emne, nem-<br />

lig integrationsproblematikken, som langt<br />

fra var tilfældigt udvalgt. Først og frem-<br />

mest var det et politisk betændt emne,<br />

som allerede ved valget i 1998 havde ulmet<br />

i befolkningen, men som på grund af Uffe<br />

Ellemann-Jensens modvilje mod at proble-<br />

matisere spørgsmålet ikke kom til at spille<br />

nogen væsentlig rolle i valgkampen. Util-<br />

fredsheden blandt borgerne voksede der-<br />

for støt og roligt, og i 2001 vidste Fogh, at<br />

debatten om indvandrerne ville skabe gode<br />

historier i medierne, og at hans politik der-<br />

med var sikker på at blive eksponeret over<br />

for befolkningen. Der var historierne om<br />

pengene, de fremmede kostede, volden de<br />

begik og ikke mindst en sand journalistisk<br />

lækkerbisken i form af spliden hos socialde-<br />

mokraterne på dette punkt, der bankede<br />

en kile ned igennem et i forvejen splittet<br />

parti. Ydermere var<br />

dette betændte<br />

og i befolkningen<br />

populære politiske<br />

emne også et af de<br />

relativt få, hvor der<br />

virkelig var for-skel<br />

på holdningerne<br />

partierne imellem,<br />

og dermed havde<br />

medierne mange<br />

muligheder for<br />

unikke solohistorier.<br />

Integrationsdebat-<br />

ten alene var således på alle måder et godt<br />

politisk afsæt til at vinde magten for Fogh,<br />

men også Fogh i dialog-busturen i løbet af<br />

valgkampen var en taktisk meget vellykket<br />

udnyttelse af de mediestrukturelle forhold.<br />

Mens Nyrup blev på Christiansborg og var<br />

omringet af de farlige og skarpe journali-<br />

ster, kom Fogh ud til befolkningen og blev<br />

eksponeret i en lang række af lokalmedier,<br />

der sjældent stillede kritiske spørgsmål.<br />

Mediernes nedprioritering af integri-<br />

tet til fordel for solohistorier blev også<br />

udstillet under 2005-valget, hvor Mogens<br />

Lykketoft gang på gang måtte svare på<br />

spørgsmål vedrørende mildest talt tvivl-<br />

somme økonomiske beregninger plantet<br />

af Venstre, og når han forsøgte at snakke<br />

politik, blev samtalen drejet over mod de<br />

dårlige meningsmålinger. Alt imens Fogh<br />

– på samme måde som før 2001-valget<br />

– havde brugt de foregående år på at for-<br />

klare og gentage sin politik til hudløshed.<br />

Så da valget blev udskrevet, var den ikke<br />

nyhedsskabende i sig selv. Dette efterlod<br />

medierne med et ’præsident-valg’, der blev<br />

afgjort på kandidaternes troværdighed<br />

frem for konkret politik, og i denne opsatte<br />

historie var Lykketofts rolle som den sikre<br />

taber klar fra starten.<br />

Medierne valgte nemlig<br />

kun at fokusere på, at Nyrup<br />

rev sider ud af Foghs bog<br />

om minimalstaten, hvilket<br />

taget ud af sammenhængen<br />

fremstillede den daværende<br />

statsminister som særdeles<br />

desperat og primitiv.<br />

På samme måde tabte Nyrup i 2001,<br />

ifølge medierne, den sidste duel mod Fogh,<br />

selvom han fremstod som klar vinder for<br />

de tilhørende i Valby-hallen. Medierne valg-<br />

te nemlig kun at fo-<br />

kusere på, at Nyrup<br />

rev sider ud af Foghs<br />

bog om minimalsta-<br />

ten, hvilket taget ud<br />

af sammenhængen<br />

fremstillede den<br />

daværende statsmi-<br />

nister som særdeles<br />

desperat og primitiv.<br />

Venstres pressechef<br />

Michael Kristiansen<br />

var månedsvis i for-<br />

vejen forberedt på,<br />

at bogen kunne bruges i valgkampen, og<br />

valgte derfor allerede i sommeren at føre<br />

diskussionen om bogens indhold offentligt.<br />

Så da valget kom i november, var hi-storien<br />

gennemtærsket, og Nyrup skød sig uviden-<br />

de i foden, da han efterlod medierne uden<br />

anden nyhedsvinkel end ’statsmanden i<br />

tovene’. Efter den demonstrative iturivning<br />

indså daværende partisekretær Claus Hjort<br />

Frederiksen hurtigt Nyrups selvmål og fik<br />

sendt en taxi af sted efter en frisk kopi af<br />

bogen, så Fogh kunne præsentere Nyrup<br />

for et intakt eksemplar ved afslutningen af<br />

debatten og dermed sikre bogens fokus på<br />

tv samme aften.<br />

Efter valgduellen stod Nyrup næsten<br />

alene på scenen og skrev et par autografer,<br />

mens Fogh hurtigt blev dirigeret over til<br />

horderne af jublende VU’ere, inden nyheds-<br />

udsendelsernes live-indslag begyndte. På<br />

denne måde så Familien Danmark ude ved<br />

kakkelbordene deres statsminister som<br />

desperat og helt isoleret, mens hans udfor-<br />

drer blev tiljublet.<br />

Slut med billige points<br />

Fogh er ikke Danmarks statsminister, fordi<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

han er bedre end sine modstandere til at<br />

kontrollere mediernes fremstilling af ham.<br />

Det er ubestrideligt, at han er dygtig og<br />

mestrer alle detaljer i det politiske hånd-<br />

værk, og at han fører en politik, som fler-<br />

tallet af danskerne bifalder. Men der kan<br />

heller ikke være nogen tvivl om, at hans<br />

kommunikative metoder får budskaberne<br />

klarere – og i mindre grad bearbejdede af<br />

journalister – ud til befolkningen end hans<br />

politiske konkur-renter. Det har spillet en<br />

enorm rolle, at han og hans rådgivere har<br />

været bedre til at få medierne til at vide-<br />

reformidle den politiske virkelighed, de<br />

foretrak.<br />

Det ser imidlertid ud som om, at opposi-<br />

tionspolitikerne med Naser Khader som det<br />

mest bemærkelsesværdige eksempel og<br />

Helle Thorning-Schmidt og Marianne Jelved<br />

har taget ved lære og er blevet bedre til<br />

selv at kontrollere billedet i medierne. Der-<br />

med har Fogh mistet denne fordel, og det<br />

er muligvis noget, som kan få konsekvenser<br />

ved det næste Folketingsvalg, som senest<br />

skal afholdes i slutningen af 2008. For når<br />

modpartens politik og befolkningens op-<br />

fattelse af den ikke længere i samme grad<br />

bliver skabt i mediemontagen, så bliver<br />

der ikke så stor mulighed at score de lette<br />

points.<br />

For mere læsning<br />

Hedegaard, Connie: ”Symptomer på en demo-<br />

kratisk syge” i Bro, Peter et al. (red.): Politisk<br />

journalistik og kommunikation (Forlaget Sam-<br />

fundslitteratur 2006)<br />

Stig Hjarvard: TV-nyheder i konkurrence (Forla-<br />

get Samfundslitteratur 1999)<br />

Stig Hjarvard: ”Politik som mediemontage” i<br />

Jørgen Goul Andersen et al. (red.): Den demo-<br />

kratiske udfordring (Hans Reitzels Forlag 1999)<br />

Michael Jeppesen: Før ørerne falder af (Ekstra<br />

Bladets Forlag 2005)<br />

Rasmus Jønsson & Ole Larsen: Professionel poli-<br />

tisk kommunikation (Akademisk Forlag 2002)<br />

13<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

Skrevet af Kasper Andersen, stud. film og medievidenskab<br />

konstruerede verdener<br />

Film om konstrueret virkelighed er ofte inspirerede af filosofi, mange involverer virtual reality, og de bygger næsten<br />

alle op til den store afsløring af konstruktionen. Men hvad gør egentligt disse film så fascinerende?<br />

Er verden konstrueret? Det spørgsmål har<br />

efterhånden været basis for mange film,<br />

der har insisteret på, at man ikke må tage<br />

virkeligheden for givet. I sluthalvfemserne<br />

udkom der inden for ganske kort tid en<br />

række film om emnet. Det paranoide tema<br />

kan tolkes som et produkt af den ube-<br />

grundede frygt, der herskede i tiden op til<br />

årtusindeskiftet, men interessen for denne<br />

subgenre skyldtes nok i lige så høj grad, at<br />

den hastige teknologiske udvikling satte<br />

gang i visse spekulationer.<br />

Inspiration i filosofi<br />

Mange film om konstrueret virkelighed er<br />

inspireret af den amerikanske science fic-<br />

tion-forfatter Philip K. Dicks dybt originale<br />

noveller fra 50’erne og 60’erne. Dick var<br />

meget optaget af forskellige opfattelser af<br />

virkelighed. I Waking Life (2001) udlægges<br />

adskillige personers livsfilosofier og opfat-<br />

telser af verdens større sammenhænge,<br />

og en af disse tager udgangspunkt i Philip<br />

K. Dicks essay How to Build a Universe that<br />

Doesn’t Fall Apart Two Days Later (1978).<br />

Heri redegjorde han for sin åbenbaring om<br />

rigtigheden af gnosticismens filosofi, hvis<br />

religiøse tilhængere tror på, at tiden – og<br />

derfor også virkeligheden – er en illusion,<br />

Satan har skabt med det formål at skjule<br />

sandheden, nemlig at menneskeheden er<br />

fastlåst i året 50 e.Kr., afventende Jesus’<br />

snarlige tilbagevenden.<br />

En hel del af Philip K. Dicks historier er<br />

skrevet med denne teori for øje, og da<br />

mange filmmagere som nævnt trækker på<br />

Dick, er det derfor ikke spor mærkeligt, at<br />

konceptet om virkeligheden som konstruk-<br />

tion virker bekendt. I film om virtual reality<br />

vendes tidforskydningen gerne, sådan at<br />

den konstruerede virkelighed modelleres<br />

ud fra fortiden i en verden, hvor tekno-<br />

logien har udviklet sig tilstrækkeligt til at<br />

kunne simulere virkelighed troværdigt.<br />

Dette er tilfældet i Abre Los Ojos (1997)<br />

og dennes remake Vanilla Sky (2001), der<br />

udmærker sig ved,<br />

at deres protagonist<br />

selv vælger at leve<br />

i en virtual reality-<br />

verden, som tilpasses<br />

specielt til ham. Den-<br />

ne verden udvikler sig<br />

dog til et sandt mare-<br />

ridt, og den spanske<br />

titels oversættelse ’åben dine øjne’ er en<br />

direkte opfordring til ham om at vågne op<br />

og indse, at hans verden er en konstruk-<br />

tion. Ligesom i Total Recall (1990), der er<br />

et eksempel på en direkte filmatisering af<br />

en af Dicks noveller, sløres overgangen fra<br />

protagonistens virkelighed til hans liv i en<br />

virtuel verden ved at manipulere ved hans<br />

hukommelse.<br />

Virtual Reality<br />

De absolut bedst kendte film med udgangs-<br />

punkt i virtual reality er naturligvis The<br />

Matrix-trilogien (1999-2003). I filmene har<br />

maskiner skabt en computersimuleret ver-<br />

den, der opfattes som virkelighed af hack-<br />

eren Neo og så godt som resten af jordens<br />

befolkning, hvis kroppe i virkeligheden<br />

ligger i dvale og fungerer som maskinernes<br />

energikilder. Hvor absurd denne idé end<br />

...’åben dine øjne’ er<br />

måtte forekomme, så er der ingen tvivl om,<br />

at ’hvad-nu-hvis?-faktoren’ udgør en stor<br />

del af historiens appel.<br />

en direkte opfordring til<br />

ham om at vågne op og<br />

indse, at hans verden er<br />

en konstruktion.<br />

Vil det i fremtiden blive muligt at op-<br />

finde hardware, der kan få den menneske-<br />

lige hjerne til at opfatte virtual reality som<br />

virkelighed? Dette har flere film beskæfti-<br />

get sig med. Strange Days (1995) er en af de<br />

mere realistiske af disse med inkluderingen<br />

af en opfindelse, der<br />

muliggjorde optagelsen<br />

af ens oplevelser, som<br />

andre senere kunne<br />

genopleve, så virke-<br />

lige som var det deres<br />

egne. Avalon (2001) og<br />

eXistenZ (1999) førte<br />

idéen videre og forudså<br />

interaktive virtual reality-computerspil, der<br />

af spillerne ikke kunne adskilles fra virke-<br />

ligheden. Samtidig påpegede de begge, at<br />

hvis man accepterer eksistensen af en så-<br />

dan teknologi, så vil afsløringen af et højere<br />

eksistensplan kun være starten på skruen<br />

uden ende, idet man aldrig vil kunne få<br />

vished om, at man er nået til det øverste<br />

lag af virkelighed.<br />

Dette pointeres også i Welt am Draht<br />

(1973) og dennes remake The Thirteenth<br />

Floor (1999), hvor programmører simulerer<br />

en by i deres computere, for senere at op-<br />

dage, at de selv befinder sig i en simuleret<br />

verden, som beskrevet i Daniel F. Galouyes<br />

bog Simulacron-3 (1964). Originalen er des-<br />

værre ikke udgivet efter sin visning på tysk<br />

tv, men er en tidlig forløber for film om<br />

virtual reality – et begreb der først blev op-<br />

fundet et årti senere. Filmen lægger meget<br />

vægt på at skabe en paranoid stemning,<br />

hvorimod remaken fokuserer mere på at<br />

få bygget op til twisten i sidste agt. Her er<br />

afsløringen af konstruktionen visualiseret<br />

ved, at protagonisten Douglas Hall opdager,<br />

at hans verden ikke er færdigbygget.<br />

Konstruktionens afsløring<br />

En lignende afsløring finder sted i Dark City<br />

(1998), hvis plot er næsten identisk med det<br />

i The Matrix. I filmen eksperimenterer rum-<br />

væsner med protagonisten John Murdoch<br />

og de andre indbyggere i en by, hvor det<br />

altid er nat, modelleret med deres sofistike-<br />

rede teknologi. Et af de mange fællestræk<br />

mellem de to film er, at protagonisterne<br />

udnytter en ny forståelse af deres verdens<br />

opbygning til at bøje de fysiske regler til<br />

egen fordel – Neo ved at hacke simule-<br />

ringens underliggende kode og Murdoch<br />

ved at ’tune’ rumvæsnernes maskiner. Den<br />

væsentlige forskel mellem filmene er, at<br />

rumvæsnerne med de omtalte maskiner<br />

fysisk har konstrueret virkeligheden i Dark<br />

City, i modsætning til at simulere den, hvil-<br />

ket umiddelbart eliminerer problematikken<br />

omkring en verden i flere lag.<br />

Dark Citys fokus ligger på opdagelsen af<br />

den konstruerede verden og filmen kon-<br />

centrerer sig om at bygge op til den ende-<br />

Historier om konstrueret virkelighed udfordrer vores<br />

opfattelse af vores egen virkelighed, og hverken virtual reality<br />

eller store afsløringer er åbenbart nødvendige forudsætninger<br />

for at fortælle disse historier.<br />

lige afsløring. Traditionelt udskydes overra-<br />

skelsen så længe som overhovedet muligt,<br />

som i for eksempel også i The Game (1997),<br />

hvor protagonisten Nicholas’ verden ufor-<br />

klarligt bryder sammen omkring ham. Her<br />

når han og publikum til indsigten<br />

om den konstruerede verden på<br />

samme tid, i filmens absolut sid-<br />

ste minutter. I The Truman Show<br />

(1998) vendes skabelonen dog på<br />

hovedet. Her har Truman hele sit<br />

liv uvidende spillet hovedrollen<br />

i et verdenskendt tv-show, men<br />

naturen af hans konstruerede<br />

verden bliver afsløret allerede i<br />

filmens begyndelse.<br />

Virkelighed<br />

Både Nicholas og Truman begyn-<br />

der i filmene at tvivle på deres<br />

egen forstand og kontrasten<br />

mellem at være sindssyg i en<br />

normal verden eller den eneste<br />

klarsynede i en sindssyg verden udforskes i<br />

det hele taget ofte i film, der stiller spørgs-<br />

målstegn til virkeligheden. Denne kontrast<br />

er central i Donnie Darko (2001), hvor teen-<br />

ageren Donnie går til psykolog og er tvun-<br />

get til at finde sammenhæng i et univers,<br />

der ligner virkeligheden til forveksling, men<br />

, som han indser, er på randen af et sam-<br />

menbrud. Tilsvarende drives matematike-<br />

ren Max i Pi (1998) til vanviddets rand i jag-<br />

ten på en forståelse af verdenen omkring<br />

ham. Er han gal eller genial? Han finder det<br />

ultimative svar i form af mønstre i et 216<br />

cifre langt tal, som ifølge den jødiske mysti-<br />

cisme kabbalah, der har nære forbindelser<br />

til gnosticismen, kan oversættes med det<br />

hebraiske alfabet til Guds sande navn og be-<br />

nyttes til at opnå en alvidende indsigt.<br />

I hverken Pi eller Donnie Darko afsløres<br />

det for publikum, hvad der ligger bag vir-<br />

keligheden – på trods af at både Max og<br />

Donnie ellers tilsyneladende opnår denne<br />

viden. Dette skyldes naturligvis, at det er<br />

svært at afdække banebrydende religiøse<br />

sandheder. Men selvom der altså ikke bliver<br />

givet nogle svar, så er spørgsmålene i sig<br />

selv fascinerende. Historier om konstruere-<br />

de verdener udfordrer vores opfattelse af<br />

vores egen virkelighed, og hverken virtual<br />

reality eller store afsløringer er åbenbart<br />

nødvendige forudsætninger for at fortælle<br />

disse historier. Det er dog stærke byg-<br />

geklodser, der giver filmene variation og<br />

hjælper til at formidle abstrakte filosofiske<br />

tanker. Hvilket vel er præcis, hvad der gør<br />

disse film så spændende; at de vækker<br />

nysgerrighed og opfordrer til overvejelser<br />

om et af livets helt store spørgsmål: Hvad<br />

er virkelighed egentlig?<br />

Philip K. Dick havde et bud på et svar:<br />

“Reality is that which, when you stop beli-<br />

eving in it, doesn’t go away.”<br />

Kommende<br />

Philip K. Dick filmatisering:<br />

A Scanner Darkly (2006) instrueret af<br />

Richard Linklater (instruktør af bl.a.<br />

Must-see animé om emnet:<br />

Ghost in the Shell 2: Innocence (2004) og<br />

Serial Experiments: Lain (1998)<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006 <strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

14 15<br />

Waking Life).<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

Skrevet af Phillip Seidler, stud.mag. i Medievidenskab Illustration af stud.mag. i medievidenskab Torben Andersen<br />

16<br />

den nationale tvangstanke<br />

Den sekulariserede vesterlænding har let ved at affærdige religioner som snyd og bedrag. For<br />

de fleste af os er religioner irrationelle. I virkeligheden findes der ikke nogen Gud. Til gengæld<br />

hører man sjældent nogen affærdige nationen på samme måde. Men findes nationen – lige som<br />

religionen – ikke kun som symbol og idé?<br />

I<br />

marts 2004 sad jeg og så TV-Avisen sam-<br />

men med en bekendt. En stribe bomber<br />

i to moskeer i Karbala og Bagdad havde<br />

dræbt omkring 300 shia-muslimske irakere.<br />

I kølvandet på bombningerne udviklede<br />

konflikten i Irak sig nærmest til en borger-<br />

krig mellem sunnier og shiaer. Min bekend-<br />

te var rystet. Hvordan kunne det dog gå til,<br />

at mennesker af samme nationalitet gik løs<br />

på hinanden på den måde?<br />

Han kunne ikke forstå, at et religiøst fæl-<br />

leskab kan være stærkere end et nationalt.<br />

Hvorfor er det nødvendigt for nogle sunni-<br />

muslimer at være mere sunni end iraker?<br />

Bag spørgsmålet ligger min sekulære ate-<br />

ist-bekendtes manglende forståelse for, at<br />

man overhovedet kan være religiøs i det<br />

21. århundrede. Ifølge ham er Gud jo død.<br />

Så det må alle de andre guder jo også være.<br />

Og bortset fra det, så er det der religions-<br />

halløj jo snyd og humbug. Det er en illusion.<br />

Det er et bedrag. Det er ikke virkelighed.<br />

Små to år senere sad vi igen og så TV-Avi-<br />

sen. Den danske ambassade i Libanon stod i<br />

flammer, og i dagene forinden havde mus-<br />

limer overalt i verden trådt på Dannebrog<br />

og sat det i brand. Igen var min bekendte<br />

chokeret. Et angreb på Dannebrog var et<br />

angreb på Danmark, hvilket kun kunne<br />

tolkes som et angreb på ham som dan-<br />

sker. Der var nogle mennesker, som havde<br />

vanhelliget hans nationale symbol. At Jyl-<br />

lands-Posten få måneder forinden havde<br />

forhånet profeten Muhammed, rørte ham<br />

til gengæld ikke. Al religion er jo fusk og<br />

irrationel. Islam er derfor uvirkelig og bør<br />

som alle andre religioner ikke blandes sam-<br />

men med politik. Men nationen er ægte<br />

og rationel. Den er virkelig og er derfor en<br />

legitim politisk faktor – eller hvad?<br />

Masseandagt for nationen<br />

At benægte, at staten Danmark er en rea-<br />

litet, er naturligvis en dødsejler. Men hvad<br />

med nationen Danmark? Er den virkelig så<br />

rationel, som den offentlige debat vil have<br />

os til at tro? Mange har forsøgt at definere<br />

begrebet ’nation’ – de færreste har forsøgt<br />

at afvise det.<br />

I begyndelsen af 1980’erne opstod der<br />

en ny tilgang til nationsbegrebet. Denne<br />

moderne tilgang, som den ofte kaldes,<br />

knytter nationen til andre karakteristika<br />

end tidligere. I stedet for at forbinde na-<br />

tionen med såkaldte objektive faktorer<br />

som fælles sprog, kultur, geografi, religion,<br />

historie osv., begyndte bl.a. historikerne<br />

Benedict Anderson og Eric Hobsbawm at<br />

opfatte nationen som en konstruktion.<br />

Anderson lancerede således ideen om<br />

nationen som et forestillet fællesskab<br />

– forestillet fordi de fleste mennesker i<br />

nationen aldrig vil møde eller for den sags<br />

skyld høre om hinanden, men alligevel<br />

vil de føle en national samhørighed. For<br />

Anderson er nationen altså noget mentalt;<br />

en ide, som slog igennem i europæernes<br />

bevidsthed samtidig med trykkapitalismen<br />

i 1700-tallet. Gutenbergs trykpresse (1454)<br />

gjorde det som bekendt muligt at masse-<br />

producere skrifter som avisen og romanen,<br />

der var med til at lægge grobunden for det<br />

forestillede fællesskab.<br />

Romanens indflydelse på det forstillede<br />

fællesskab ligger i dens kausalitet. Den<br />

konstruerer forskellige tidslinier, hvor ka-<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

raktererne agerer uafhængigt af hinanden.<br />

De har altså ikke nødvendigvis kendskab til<br />

hverandre, men de er ikke desto mindre<br />

til stede i den samme fortælling. Romanen<br />

skabte således en model for, hvordan men-<br />

nesker kan føle sig som del af den samme<br />

nationale fortælling uden at kende hinan-<br />

den.<br />

Avisens bidrag til dannelsen af det fore-<br />

stillede fællesskab ligger et andet sted.<br />

Avisens fortællinger er nemlig ikke kun<br />

uafhængige af hinanden i rum, men også i<br />

tid. Dermed simulerer avisens historier ikke<br />

den nationale fortælling på samme måde<br />

som romanen. Til gengæld giver avisen mu-<br />

lighed for en slags masseceremoni, idet<br />

den udkommer<br />

samtidigt<br />

overalt og i et stort oplag. Det medfører, at<br />

avisen læses mere eller mindre på samme<br />

tid alle steder. Læseren kender med sikker-<br />

hed ikke særlig mange af sine medlæsere,<br />

men alligevel er han/hun bevidst om, at der<br />

(i nationen) er mange andre, der foretager<br />

den samme handling. Denne masseandagt<br />

finder sted hver eneste dag året rundt<br />

og skaber et fællesskab omkring avisens<br />

historier.<br />

Mediekonstrueret fællesskab<br />

Anderson ser altså nationen som en ide<br />

konstrueret på baggrund af mediernes<br />

fortællestrukturer og mediebrugernes<br />

forbrugsvaner. Ifølge Anderson opstod na-<br />

tionen dog ikke kun fordi trykkapitalismen<br />

skabte rammerne for den. Det var i lige så<br />

høj grad, fordi de sekulariserede europæ-<br />

ere havde brug for et mentalt holdepunkt<br />

til at erstatte kristendommen. Der var brug<br />

for en ny fortælling; en national fortælling,<br />

der kunne overtage den religiøse fortæl-<br />

lings plads i samfundet.<br />

Dette er også Hobsbawms udgangs-<br />

punkt, men i stedet for mediekon-<br />

struerede fællesskaber foku-<br />

serer han på ’opfundne’<br />

traditioner som<br />

det, der<br />

skaber den nationale sammenhængskraft.<br />

Men hvad er det, der holder nationen<br />

i live i en tid, hvor medieforbruget frag-<br />

menteres mere og mere, og traditionerne<br />

udvandes? Hvis nationen da overhovedet<br />

kan siges at være i live? Spørgsmålet er<br />

relevant, fordi aviserne ikke længere har<br />

det samme antal læsere, der kan simulere<br />

et nationalt fællesskab over morgenbordet.<br />

Samtidig er fænomener som Krøniken, der<br />

kan samle 2,5 millioner danskere foran tv-<br />

skærmene en absolut undtagelse. End ikke<br />

TV-Avisen, som min bekendte og jeg tit ser<br />

sammen, har så bred national appel.<br />

Men hvor skjuler den nationale fortæl-<br />

ling sig, når den ikke længere entydigt kan<br />

spores i borgernes mediebrug? Med andre<br />

ord, hvad er trådt stedet for den nationale<br />

masseandagt?<br />

Banal religiøsitet<br />

Sociologen Michael Billig opererer i den<br />

forbindelse med begrebet banal nationa-<br />

lisme, hvilket i bund og grund betyder, at<br />

nationen reproducerer sig selv ved hjælp af<br />

symboler. Dronning Margrethe på mønter-<br />

ne. Dannebrog i parcelhushaverne. Varer<br />

mærket med ’Leverandør til Det Kongeli-<br />

ge Danske Hof’. I dagligdagen ubemærkede<br />

små symboler, der hele tiden opretholder<br />

det forestillede fællesskab. Med Billigs ord<br />

umuliggør den banale nationalisme forestil-<br />

lingen om en tilværelse uden det nationale<br />

fællesskab.<br />

Nationen findes således som symboler og diskurser i<br />

medietekster og ude i den nationale hverdag.<br />

De banale nationale symboler findes<br />

også i medierne. Vejrudsigten koncentrerer<br />

sig for eksempel om det område, der er<br />

interessant for den givne nation; sports-<br />

siderne i avisen lægger speciel vægt på<br />

nationale succes- eller fiaskohistorier, og i<br />

det hele taget er de nationale medier ind-<br />

rettet efter nationen som publikum. Den<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

intenderede modtager er således national,<br />

når studieværter såvel som politiske og<br />

sociale aktører i medierne taler om ’vi’, ’os’<br />

og ’vores’.<br />

Nationen findes således som symboler<br />

og diskurser i medietekster og ude i den<br />

nationale hverdag. Men nationen bliver<br />

næppe mere virkelig af den grund. Tilsva-<br />

rende religiøse symboler og diskurser trives<br />

jo også i Irak og i irakiske medier. Herved<br />

reproduceres religionen ved hjælp af en<br />

slags banal religiøsitet, som kan opfattes på<br />

lige fod med den banale nationalisme.<br />

I det lys er nationen et lige så stort (eller<br />

lille) fupnummer som religionen, hvilket<br />

Anderson også gennemskuede, da han så<br />

nationen som arvtager for kristendom-<br />

mens forestillede fællesskab. Nationen er<br />

en lige så stor tvangstanke som en hvilken<br />

som helst religion, hvilket gør det svært<br />

at argumentere for, at religion og politik<br />

skal adskilles, når nation og politik synes at<br />

være uadskillelige. Derfor er det vel heller<br />

ikke mærkeligt, at min bekendtes manglen-<br />

de respekt for Islam som religion afspejles<br />

i nogle muslimers manglende respekt for<br />

Danmark som nation.<br />

Relevant litteratur<br />

Anderson, Benedict: Imagined Commu-<br />

nities (Verso, 1991)<br />

Billig, Michael: Banal Nationalism (Sage<br />

Publications, 1995)<br />

Böss, Michael: Forsvar for nationen (År-<br />

hus Universitetsforlag, 2006)<br />

Gellner, Ernest: Nations and Nationalism<br />

(Cornell University Press 1983)<br />

Hobsbawm (Hobsbawn), Eric: The Inven-<br />

tion of Tradition (Cambridge University<br />

Press, 1993)<br />

17<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

18<br />

Bevares. Tim Burton<br />

og Christopher Nolan har<br />

da gjort hæderlige forsøg. Men<br />

den ægte Batman-ånd – den fra Batman: The Movie - har<br />

ingen af dem for alvor fanget. 1966-udgaven er et pragtstykke<br />

ud i distingveret dialog og subtile superhelteaktioner. Man beriges<br />

med en perlerække af uforglemmelige citater, som når Batman efter at<br />

have sat livet på spil for et redde en flok drankere siger: ”They may be drin-<br />

kers, Robin, but they’re still human beings.”<br />

Med Batmans vid, vovemod og effektive anti-haj-spray som remedier redder det<br />

umage par gang på gang sig selv såvel som verden ud af de mest håbløse situatio-<br />

ner; se blot, hvordan Batman på sokratisk maner lader Robin knække en af Gæk-<br />

kerens skumle gåder:<br />

Mange vil<br />

mene, at man ikke<br />

bør skamme sig over at<br />

kunne lide Ben-Hur. Den er jo fantastisk flot lavet og<br />

fortæller en historie om heltemod, opofrelse, kærlighed og<br />

Jesus. Tilmed er den pakket med action, gode effekter og impone-<br />

bEN-hur - 1 5 , wyLEr<br />

rende kulisser.<br />

Alligevel skammer jeg mig over at holde af denne episke Oscar-sluger. Den er<br />

nemlig noget af det mest monstrøse og fundamentalistiske, der nogensinde<br />

har forladt Hollywood. Hele ’Gud-er-med-mig-konceptet’ er så himmelråbende<br />

ulækkert, selvoptaget og indskrænket, at selv Gud må krumme tæer ved synet af<br />

Ben-Hur.<br />

At filmen trods dette er sikker på at blive set af undertegnede, hver gang den<br />

vises på tv, skyldes en sygelig masochisme, som udelukkende kan aktiveres<br />

af Charlton Hestons pinligt, kluntede og nærmest monumentale skuespil.<br />

Der er en mærkværdig væmmelsesfryd forbundet med Ben-Hur,<br />

som intet har at gøre med camp. For filmen er hverken<br />

dårlig eller ufrivilligt komisk. Den er bare grufuld.<br />

Af Phillip Seidler<br />

bATMAN: ThE MoviE - 1 66, MArTiNSoN<br />

Batman (læser den første gåde højt): ”What<br />

has yellow skin and writes?”<br />

Robin: ”A ball-point banana!”<br />

Batman (læser den næste gåde højt): ”What<br />

people are always in a hurry?”<br />

Robin: ”Rushing people... Russians!”<br />

Batman: ”So this means... ”<br />

Robin: ”Someone Russian is going to slip on<br />

a banana and break their neck!”<br />

Batman: ”Precisely, Robin!”<br />

Af Jacob Ludvigsen<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Virkelighedsflugt<br />

guilty pleasures<br />

Vi har alle en film eller to, som vi elsker at se – men som kun kan<br />

nydes med skyldfølelse. Pøbelagtige actionbrag tryldbinder den<br />

ene, oversøde romantiske candy-drops sætter gang i tårekanalerne<br />

hos den anden, mens den tredie morer sig over tvivlsom falden-på-<br />

halen-komik. Vi er alle syndere over for vores intellekt! For vi ved<br />

jo godt, hvad der er godt, og i hvert fald hvad der absolut ikke<br />

er godt. På de næste sider går Ordets redaktion til skrifte og<br />

åbenbarer en stribe pinlige yndlingsfilm. Men syndsforladelse<br />

er ikke forbeholdt de få! Har Du, kære læser, selv dårlig<br />

samvittighed over en filmfavorit, så send 700-1000<br />

anslag herom til redaktion@ordet.net. Bidragene<br />

vil blive lagt ud på Ordets hjemmeside.<br />

Bod er vejen til Paradis!<br />

Det var de<br />

glade VHS-dage<br />

sidst i 80erne. Som søn<br />

af en pædagog-mor, der bestemt ikke mente, at<br />

video var noget for børn, søgte jeg tilflugt hos min barn-<br />

domsven og nabo Martin, hvis forældre havde en noget mere<br />

laissez faire holdning til dette farlige nye medie. Her fandt jeg forbil-<br />

leder, der lå langt fra virkelighedens feministisk farvede pædagogik.<br />

Favoritfilmen var Top Gun og forbilledet var Maverick spillet af en colgate-<br />

smilende Tom Cruise med vandkæmmet sideskilling. Denne film lærte os, at<br />

Top guN - 1 86, SCoTT<br />

rigtige mænd kører motorcykel, spiller beachvolley og scorer damer, når ikke<br />

de lige sidder bag styrepinden i en brølende F-14-jager og sprænger kom-<br />

munistiske MIG-fightere til atomer. Mor satte en stopper for planerne om en<br />

motorcykel, og pigerne var stadig bare nogle, vi hev i håret. Men vi spillede<br />

en masse beachvolley, og én ting var sikker: Vi skulle være jagerpiloter!<br />

Desværre blev sædet i F-14-jageren skiftet ud med de adrenalinfor-<br />

ladte gange på KUA blandt metroseksuelle ventreorineterede<br />

medstuderende. Øv! Godt at Top Gun er udgivet på dvd!<br />

Af Adam Voigt<br />

Glem alt om filmen som<br />

syvende kunstart og alskens<br />

former for feinschmeckeri. Vi taler<br />

Armageddon – en ambitiøs akademikers akilleshæl. Jeg el-<br />

sker den film, men hvorfor? Den er selvfølgelig visuelt flot, men<br />

ujævnt instrueret, miserabelt spillet og fuldstændig utroværdig og<br />

ulogisk i sin udformning. Så hvordan kan det være, at jeg gang på gang<br />

drages af dette hollywoodske udstyrsstykke?<br />

ArMAgEddoN- 1 8, bAy<br />

Fordi det er FEDT at se på. Ja, ’fedt’ med store typer. Cinemascopeformaet<br />

kommer til sin fulde ret, når adskillige meteorer brager ned over Manhatten.<br />

WAUWW!! Med fuld smæk på hjemmeanlægget og subwooferen skruet op<br />

på max bliver man blæst væk gang på gang! Og så er det da i grunden lige<br />

meget, at filmen i sin grundlæggende præmis er uhyre fjollet; ville det måske<br />

ikke logisk set være lettere at træne astronauter i at være borebisser end at<br />

træne borebisser i at være astronauter? Men det er lige meget, for Ar-<br />

mageddon er sej, Armageddon er fed. På en tømmermænds-søndag,<br />

hvor det eneste alternativ til ti timers Onside er en dvd-skive på<br />

anlægget, er Armageddon den bedste virkelighedsflugt!<br />

Af Rasmus Krogh<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Den<br />

ofte pro-<br />

duktive og endnu<br />

oftere negligerede John Carpenters ultimative<br />

popcornfilm. Escape from New York er én af de små<br />

kultperler, der bliver en succes på trods af, frem for på grund<br />

af, dens afsæt. For det bliver næppe mere formularisk konstrueret<br />

end en dystopisk sci-fi/action-film, hvor den rå, ubarberede kriminelle<br />

ESCApE FroM NEw york - 1 81, CArpENTEr<br />

Snake Plissken (og hvilket navn!) får et døgn til at redde den nødstedte<br />

præsident og nationens hemmeligheder i et fremtidens Manhatten om-<br />

dannet til kriminel underverden. Der er deadlines, eksplosioner, maskinge-<br />

værer, tæsk, trusler og de gode mod de onde for alle pengene, og dialogen<br />

er reduceret til Kurt Russell som Snake arrigt vrissende ”get a new presi-<br />

dent!” og ”i don’t give a fuck!”. Slam! Bang! I don’t give a fuck! Det ene<br />

torturmord, det ene overlagte mord, følger det andet, og man<br />

når slet ikke at savne den mere nuancerede samfundskritik fra<br />

Carpenters Assault on Precinct 13, The Fog og The Thing.<br />

Nåja – og den gemene politimand pressende Snake er<br />

ingen ringere end Lee ’Den Onde’ Van Cleef!<br />

Af Kenneth McNeil<br />

1<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

...fortsat<br />

20<br />

Ole ’Bogart’ Michelsen<br />

tildelte den topkarakteren<br />

fem hatte, og The Academy nomi-<br />

nerede den til Oscar’en for ’Bedste Film’, men alligevel har<br />

mange intellektuelle filmfeinschmeckere svært ved at acceptere<br />

talende grise som fundament for et sandt eventyrligt mesterværk. Men<br />

en mere dårende dejlig, ustyrlig morsom og empatisk engagerende fabel<br />

end Babe er næppe skildret på celluloid, og end ikke selveste H.C. Andersen<br />

kunne have kreeret et mere rørende, charmerende eventyr til barnlige sjæle i<br />

alle aldre.<br />

Den romantiske og stemningsmættede brug af mise-en-scenen sætter rammen for<br />

en på alle måder utrolig og himmelsk historie, der som få kommer i nærkontakt<br />

med den skrøbelige flig af uberørt barnesjæl, som gemmer sig et sted i selv det<br />

mest hårdhudede voksenpanser.<br />

Den kære, godmodige grislings søgen efter sin identitet er en vidunderlig,<br />

gåsehudsfremkaldende og tidløs rejse ind i en af filmverdenens mest<br />

magiske eskapistiske fristeder for enhver, der for en stund tør<br />

åbne sit hjerte på klem. ”That’ll do, pig. That’ll do”.<br />

Af Søren Langelund<br />

bAbE - 1 5, NooNAN<br />

”<br />

Arnold Schwarze-<br />

negger slås med en<br />

mand i et bjørnekostume<br />

– og det er ham i kostumet, der yder filmens bed-<br />

ste skuespil.” Omtrent sådan skrev en filmanmelder om<br />

Arnolds første film Hercules in New York fra 1970, som da også<br />

for længst er blevet kanoniseret som et af verdens værste vær-<br />

ker. Selvom der måske er lidt om snakken, så er det en urimeligt hård<br />

dom. For reelt er der jo tale om en ovenud fornøjelig slå-på-tæven-film<br />

fuld af mindeværdige replikker og opfindsomme special effects, som<br />

samtidig ikke har berøringsangst overfor eksistentielle emner såsom<br />

hErCuLES iN NEw york - 1 70, SEidEL MAN<br />

faderopgør, tragisk kærlighed og vægtløftningens ædle kunst. Man er<br />

i godt selskab med den forviste gudesøn med den østrigske accent,<br />

og der er ikke mange kedelige øjeblikke i denne hæsblæsende<br />

og sprudlende fortælling om, hvad der sker, når det guddom-<br />

melige og det ordinære mødes. Hvis der er ét undervur-<br />

deret filmværk, som står mit hjerte nær, så er det<br />

Hercules in New York.<br />

Af Aske Kammer<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Titanic er den film,<br />

jeg ser, hver gang jeg<br />

er syg, fordi jeg kan alle scener og<br />

alle replikker udenad og derfor kan falde i søvn, lige når<br />

TiTANiC - 1 8, CAMEroN<br />

jeg vil og stadig have den kørende oppe i hovedet.<br />

Det er ikke kompliceret kærlighed som i Before Sunrise eller Recon-<br />

struction. Det er ren Hollywood-romantik, og jeg elsker alt lige fra de<br />

cheasy replikker til øjeblikket, hvor Rose placerer en ordentlig hakker i øjet<br />

på sin forlovede. Jeg lader mit teenagecrush på Mr. DiCaprio være usagt og<br />

kan kun konkludere, at jeg godt kan lide historiens ukomplicerede opbyg-<br />

ning, de forskellige og velspillede roller, samt den ulykkelige og alligevel<br />

lykkelige slutning. Det er altid svært at fundere det teoretisk eller logisk.<br />

Det eneste, jeg ved, er, at den rører mig.<br />

Og lige meget hvor mange gange jeg ser den, kan jeg aldrig<br />

undgå at få våde øjne de sidste døende minutter af filmen.<br />

Jeg kan sgu ikke gøre for det. I’ll never let go.<br />

Af Mette Lethin Axél<br />

v<br />

<strong>ORDET</strong> i nyt format!<br />

Selvom Ordet har<br />

skiftet format, er det<br />

fortsat muligt at få de<br />

studerende ved Film-<br />

og Medievidenskabs<br />

tidsskrift tilsendt med<br />

posten.<br />

Det koster 60 kr. for tre blade,<br />

som dækker forsendelsen.<br />

Send en mail til:<br />

abonnement@ordet.net<br />

Læs aktuelle filmanmeldelser på www.ordet.net


Skrevet af Kenneth McNeil og Jacob Ludvigsen, stud. film og medievidenskab<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

blogs - mellem nyhedsformidling<br />

og selvfortælling<br />

Opblomstringen af personlig, politisk nyhedsformidling<br />

og –kommentering i blogmediet stiller ikke kun<br />

spørgsmålstegn ved de traditionelle nyhedskriterier<br />

og teorier om samfund, demokrati og borgerlig<br />

offentlighed, men også ved nyhedsformidlingens basale<br />

virkelighedsrepræsentation. Bloggen blander på en<br />

hidtil uset måde den personlige betragtning med den<br />

distancerede.<br />

Hvordan får en irakisk kvinde afløb<br />

for sine oplevelser under og tanker<br />

om Irak-krigen? Eller hvad med en<br />

menig amerikansk soldat? Svaret ligger i<br />

ét ord: Blog. En blog er en forkortelse for<br />

det mere mundrette weblog, der bredt er<br />

defineret som en personlig hjemmeside,<br />

der opdateres med daterede indlæg om ét<br />

eller flere emner afhængigt af bloggerens<br />

egen agenda. De fleste bloggere koncen-<br />

trerer sig om deres eget liv, deres hund,<br />

deres interesse i triatlon o.l., men stadigt<br />

flere forholder sig til begivenheder, der<br />

ud fra en traditionel terminologi defineres<br />

som nyhedsstof – enten fra distancen som<br />

debattører eller fra tæt hold som brænd-<br />

punktsvidner.<br />

Det er særligt disse blogs, set i relation<br />

til traditionelle nyhedsmedier, der er inte-<br />

ressante ift. diskussioner om nyhedsformid-<br />

ling, demokrati, borgerlig offentlighed og<br />

– ikke mindst – virkelighedsfremstilling og<br />

potentiel –forvrængning.<br />

Hvilken retorik og diskurs anvender<br />

nyhedsformidlende bloggere egentligt?<br />

Hvordan forholder de sig til de traditio-<br />

nelle nyhedskriterier? Hvor bevidste er de<br />

om deres rolle i medielandskabet og det<br />

globale samfund? Og hvordan opfattes<br />

disse forskelle og sammenfald af<br />

bloglæseren?<br />

Afsenderens virkelighed<br />

Den mest iøjnefaldende forskel mellem<br />

bloggernes og de professionelle nyheds-<br />

journalisters retorik er, at de personlige<br />

stedord ’I’, ’we’ m.fl. og personlige erfarin-<br />

ger, altså oplevelsesjournalistik, er langt<br />

mere fremtrædende hos førstnævnte. De<br />

forsøger at sætte os i deres sko. Igen og<br />

igen. Frem for som nyhedsjournalisten at<br />

gå systematisk frem med argumentatio-<br />

nens velansete tricolo - påstand, belæg og<br />

hjemmel - forankret i facts (”valget i Irak<br />

er gået godt, fordi der kun blev dræbt<br />

33, og over 70 % stemte”), slører den ny-<br />

hedsformidlende blogger af typen Bagdad<br />

Burning og The Mudville Gazette (se boks)<br />

forholdet mellem patos, etos og logos ved<br />

at forholde sig til en personlig oplevet,<br />

ikke-verificerbar virkelighed frem for verifi-<br />

cerbare facts. Formidlingens konstaterende<br />

og definerende fase, hvor der typisk skabes<br />

enighed mellem afsender/modtager, er hos<br />

blogger/bloglæser underforstået - i stedet<br />

anvendes pladsen til den evaluerende og<br />

advokerende fase, hvor personlige vurde-<br />

ringer og handlingsperspektiver fremsæt-<br />

Den nærværende artikel bygger på bredere,<br />

generelle observationer af flere blogs og - mere<br />

specifikt – på empiri samlet fra to blogs, der<br />

blev studeret mere indgående:<br />

1) Bagdad Burning (http://riverbendblog.blogspot.com)<br />

– (angiveligt) skrevet af en 24-årig,<br />

civil irakisk kvinde.<br />

2) The Mudville Gazette (www.mudvillegazette.<br />

com) – (angiveligt) skrevet af en hærdet amerikansk<br />

soldat.<br />

tes.<br />

’Jeg’et’ gestaltes altså både bevidst<br />

og ubevidst af bloggeren. Det er ikke<br />

bare fortællende journalistik, som når en<br />

journalist under Irak-valget undtagelses-<br />

vist skriver ”selv gamle damer gik i går<br />

tværs over byen for at stemme”, men en<br />

selvfortællende journalistik, hvor man er<br />

nødt til at stole på den virkelighed, som<br />

bloggeren udlægger. Blogs skaber dermed<br />

en helt ny journalistisk etos domineret af<br />

autenticitet, menneskelig troværdighed<br />

og oprigtighed, og – i forlængelse af dette<br />

– et ændret afsender/modtager-forhold.<br />

Det skyldes dels det rent tekniske ved blog-<br />

gens indbyggede interaktivitetsfordrende<br />

kommentarsystem, dels den store grad af<br />

implicit underforståethed, hvor bloggeren<br />

ikke – som nyhedsjournalisten – fordres<br />

eksplicit at redegøre for sin udlægning af<br />

nyheden/virkeligheden.<br />

Forbedring, forværring eller...<br />

(Nyheds)bloggerens retoriske strategier<br />

tager sig altså væsentligt anderledes ud,<br />

end man er vant til fra de traditionelle<br />

nyhedsmedier. Når en ny formidlingstype<br />

opnår indflydelse i det politiske landskab,<br />

aktualiseres spørgsmålet om, hvorvidt vi<br />

nærmer eller fjerner os fra idealforestil-<br />

linger om mediernes rolle som formidlere<br />

af virkeligheden i demokratiet. Man bliver<br />

altså med andre ord nødt til at forholde<br />

sig til blogmediets potentielle følgevirk-<br />

ninger. Det er nærliggende at vurdere<br />

disse ud fra den mest udbredte idealtanke,<br />

nemlig den der normativt anser fornuft,<br />

objektivitet og dialog med konsensus<br />

som endemål for de styrende elementer i<br />

(oplysnings)samfundet, og som tager ud-<br />

gangspunkt i Jürgen Habermas’ tanker om<br />

den borgerlige offentlighed.<br />

Vi vil pege på fire overordnede, men<br />

tæt forbundne konsekvenser, som blog-<br />

mediet potentielt og isoleret set afføder i<br />

relation til den normative, rationalistiske<br />

medieopfattelse:<br />

1. Demokratisering<br />

Bloggen er græsrøddernes vej til uhindret<br />

adgang til medierne og derigennem be-<br />

folkningen; den underminerer traditionelle<br />

gate-keeper-begrænsninger og magthaver-<br />

nes genstandsfelt, afprofessionaliserer i et<br />

vist omfang journalistikken og er oftest løs-<br />

revet fra den kommercialisering, som ifølge<br />

Habermas svækker fx avisernes grundlag<br />

for at føre en ’herredømmefri samtale’. Og<br />

vigtigst af alt: Bloggen fremmer mulighe-<br />

den for at nærme sig en offentlighed af<br />

aktive borgere, der gennem bloggens in-<br />

teraktivitet og ubegrænsede, uredigerede<br />

plads diskuterer sig frem til enighed, som<br />

det er tilsigtet i Habermas’ model.<br />

2. Personliggørelse<br />

I mange blogs smelter det intimt lokale og<br />

bredt globale niveau sammen, og formid-<br />

lingen og formidlerens virkelighedsfrem-<br />

stilling kan ikke længere adskilles. Ud fra<br />

Habermas’ perspektiv er der her en afgø-<br />

rende svaghed: Skellet mellem den offent-<br />

lige og private sfære nedbrydes. Hvor er<br />

den kritiske distance blevet af? Adskillelsen<br />

af fornuft og følelser? Den reflekterende<br />

blogger vil måske indvende, at skellet kan<br />

opretholdes, men selv for denne er det<br />

vanskeligt at afskrive sammensmeltningen<br />

som grundvilkår. Den er simpelthen et af<br />

bloggens immanente karakteristika.<br />

3. Subjektivitet<br />

Af de klassiske nyhedskriterier opsluger<br />

identifikationskriteriet i blogmediet de<br />

andre kriteriers betydning: Væsentligheden<br />

og aktualiteten er underlagt, hvad der er<br />

væsentligt og aktuelt for den enkelte blog-<br />

ger; stræben efter objektivitet er underlagt<br />

den eksplicitte subjektivitet. Det interes-<br />

sante er dog, at bloggerens individuelle<br />

autenticitet og troværdighed kan synes vig-<br />

tigere for læseren, end at alle parter høres<br />

i den enkelte blog. Da troværdigheden ikke<br />

ligger i bloggens kontekstuelle ramme, som<br />

den i høj grad gør i traditionelle nyhedsme-<br />

dier, må bloggeren opnå sin troværdighed<br />

ved at fremstå umedieret, sympatisk og<br />

som autentisk førstehåndsvidne. Risikoen<br />

er her, at selvfortællingen nærmest bliver<br />

et nyhedskriterium i sig selv.<br />

4. Individualisering<br />

Bloggen afinstitutionaliserer og decentra-<br />

liserer medierne - og dermed også nyheds-<br />

forbruget. Borgerne søger deres nyheder<br />

og informationer utallige forskellige steder,<br />

hvorfor det fælles grundlag for menings-<br />

fuld dialog og diskussion er i fare for at<br />

smuldre. Hvis der ikke findes en central<br />

dagsorden og nogle fælles kendsgerninger<br />

at gå ud fra, taler man forbi hinanden. Det<br />

antages af flere, at bloggen kan realisere et<br />

’informed citizenry’, men der kan snarere<br />

blive tale om realiseringen af ’informed<br />

Foto: fra www.mudvillegazette.com<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår 2006<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår 2006<br />

22 23<br />

citizenries’.<br />

Perspektivrig og uigennemskuelig<br />

Erstatter man det her præsenterede,<br />

overvejende habermaske perspektiv med<br />

et postmoderne, vil tendenserne være<br />

intakte, men vurderingen noget anderle-<br />

des. For postmoderne tænkere som Gianni<br />

Vattimo undertrykker oplysningsidealerne<br />

retorik til fordel for fornuft. Men fornuft-<br />

sidealet er selv en retorisk strategi og ikke<br />

den almengyldige sandhed. I stedet for<br />

at tilstræbe en naiv, rationel objektivitet<br />

bør medierne derfor måske blot fremstille<br />

mangfoldige perspektiver gennem uende-<br />

lige, retoriske fortællinger. Det gør blogs-<br />

færen som helhed i sin yderste konsekvens.<br />

Hvis en endegyldig objektivitet desuden er<br />

ikke-eksisterende, ekspliciterer bloggens<br />

subjektivitet i det mindste dette, hvor<br />

traditionelle medier ofte gemt bag deres<br />

institutionelle facader postulerer objek-<br />

tiviteten. Problemet opstår, hvis man ud<br />

fra samme postmoderne anskuelse mener,<br />

at det, der i mangel af bedre skal træde<br />

i stedet for troen på den objektive virke-<br />

lighedsrepræsentation, er, at medierne i<br />

højere grad skal gøre sine metoder gen-<br />

nemskuelige og synlige for borgerne. Dette<br />

har blogsfærens anonymitet og nettets<br />

uigennemskuelige masker svært ved at leve<br />

op til – selvom den individuelle blogger<br />

uden om det strukturelle niveau naturligvis<br />

kan tilstræbe gennemskuelighed.<br />

Essentielle analyser<br />

Bortset fra enkelte tilfælde har blogmediet<br />

endnu ikke været lige så dagsordensæt-<br />

tende som de gamle medier. Den doku-<br />

menterede kraftige stigning i bloggens<br />

popularitet og de mange forandringer i<br />

mediebilledet gør det imidlertid essentielt<br />

med fremadskuende analyser, der indkaps-<br />

ler bloggens dynamik. Herigennem kan<br />

man uddifferentiere og forholde sig til de<br />

tendenser, en ny form for virkelighedsbear-<br />

bejdning afføder - uanset hvilket perspektiv<br />

man så vælger at lægge ned over disse.<br />

Litteratur: Drotner, Kirsten: Medier og Kultur<br />

(1996); Gallo, Jason: Weblog Journalism (internetartikel,<br />

2004) Gilmor, Dan: We the Media<br />

(2004); Habermas, Jürgen: Borgerlig Offentlighed<br />

(1962); Vattimo, Gianni: The End of Modernity<br />

(1988).<br />

T E M A : v i r k E L i g h E d


Skrevet af Jacob Ludvigsen, stud. film- og medievidenskab<br />

24<br />

”<br />

Sensationsjournalistikkens<br />

eksistentielle søgen<br />

De europæiske mediers voldsomme opmærksomhed på den uhyggelige sag om Natascha Kampusch er nem at tilskrive<br />

en tidstypisk perverteret snagetrang. Samme forklaringsmodel appliceres nemlig ofte på fremstillingen af tilfælde som<br />

Søren Ventegodt samt på intimsfære-tv som Extreme Makeover og Big Brother. Men er denne analyse for letkøbt? Bør<br />

vi i stedet søge i mere eksistentielle dybder for at forstå mediernes interesseområder? ttog professor i filosofi Ole Fogh<br />

Kirkeby analyserer Kampusch-sagen.<br />

Og nu den største gåde af dem alle,<br />

mine herrer: Hittebarnet Kaspar! Kas-<br />

par har med autoriteternes samtykke<br />

indvilliget i at komme her hver eftermid-<br />

dag og på den måde lette samfundets fi-<br />

nansielle byrde. Tak, Kaspar! Hans herkomst<br />

forbliver den dag i dag mørklagt, damer<br />

og herrer. Han er og bliver Det Europæiske<br />

Kontinents Gåde.”<br />

Sådan lyder (frit oversat) et brudstykke<br />

af cirkusdirektørens præsentation af Kas-<br />

par Hauser for byens befolkning i Werner<br />

Herzogs Jeder für sich und Gott gegen Alle<br />

(1974). Filmen bygger på den sande histo-<br />

rie om Kaspar Hauser, der som 16-årig på<br />

mystisk vis dukkede op i Nürnbergs gader<br />

uden at kunne tale eller gå; angiveligt efter<br />

at have levet i en mørk stald hele sit liv<br />

uden reel kontakt til andre mennesker.<br />

Efter flugten fra otte års fangenskab i<br />

kidnapperen Wolfgang Priklopils varetægt<br />

- og med en mørk kælder som fast bopæl<br />

- er den 18-årige Natascha Kampusch ble-<br />

vet Det Europæiske Kontinents Nye Gåde.<br />

Hendes sande historie forbliver den dag i<br />

dag mørklagt, damer og herrer, selvom hun<br />

med det voyeuristiske samfunds samtykke<br />

har indvilliget i at lette mediernes sensa-<br />

tionshungrende byrde. Tak, Natascha! Tak<br />

for at du lader dit ulykkelige liv spille en<br />

hovedrolle i mediecirkusset, som Hauser for<br />

en stund gjorde det i cirkusteltet!<br />

Experimentum crucis<br />

Og dog. Måske kan det ikke opstilles helt<br />

så polemisk. Måske kan den menneskelige<br />

drift efter at få et kick ud af andres fatale<br />

skæbner ikke alene forklare, hvorfor Hauser<br />

siden sin pludselige opdukken i 1828 har<br />

været genstand for talrige intellektuelles<br />

refleksioner og konspirationsteoretikeres<br />

spekulationer, på samme måde som Kam-<br />

pusch siden er blevet det.<br />

Ole Fogh Kirkeby, professor i filosofi på<br />

Handelshøjskolen i København, har fulgt<br />

Kampusch-sagen med stor interesse og<br />

mener ikke, at man skal undervurdere årsa-<br />

gerne til mediernes fascination af sådanne<br />

ekstremiteter: ”Man må spørge, hvorfor<br />

pressen egentlig er interesseret i sådan en<br />

historie, og det vil forekomme fuldstæn-<br />

digt meningsløst, hvis den eneste årsag er<br />

sensationsaspektet. I realiteten tror jeg slet<br />

ikke, at pressen fungerer sådan. Selv i den<br />

værste tabloidpresse undersøges der ofte<br />

nogle helt basale problemer.”<br />

Menneskets nysgerrighed omkring<br />

Kampusch såvel som Hauser udspringer i<br />

Ole Fogh Kirkebys optik fra samme kilde.<br />

”Grundaspektet er vel en indbygget fasci-<br />

nation af et ’experimentum crucis’ - et<br />

nøgleeksperiment, der kan bruges til at<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

finde ud af, hvordan mennesket forholder<br />

sig til det sociale og til sproget. Det er<br />

måske det eneste sted, man i praksis kan<br />

iagttage, hvor meget menneskerne skylder<br />

omgivelserne, og hvor meget vi har med<br />

fra begyndelsen.”<br />

Kærlighedens forbandelse<br />

Fundamentet for fascinationen er ifølge<br />

Ole Fogh Kirkeby en basal undren, der lig-<br />

ger til grund for filosofi som sådan. Undrin-<br />

gen tager helt oplagt fat i det anormale,<br />

der så trækkes ud af det patologiske og ind<br />

i en form, vi kan identificere os med. Dette<br />

sker blandt andet gennem medierne. Gan-<br />

ske naturligt ækvivaleres den almenmenne-<br />

skelige fascination og undren i mediernes<br />

genstandsfelt, og på et mere eller mindre<br />

ubevidst plan drages pressen derfor også i<br />

tilfældet Kampusch af mytiske, symbolske<br />

forhold. Kampusch-sagen er i den forstand<br />

ganske unik og indeholder mange væsentli-<br />

ge problemstillinger, mener Ole Fogh Kir-<br />

keby. Udover den føromtalte tematik om<br />

vores relation til, afhængighed af og arv fra<br />

omgivelserne og fællesskabet handler hi-<br />

storien – selvom det kan virke lidt prekært<br />

at hæfte netop det begreb på forholdet<br />

mellem Kampusch og Priklopil – om kær-<br />

lighed. ”Den udtrykker idealet om at have<br />

den, man elsker, fuldkommen for sig selv.<br />

Det at eje et menneske, næsten som man<br />

ejer sin egen krop, er den ene pol i kær-<br />

lighedsforhold i den vestlige kultur. På<br />

den anden side er der det paradoks, at<br />

jo mere vi elsker, jo mere må vi bruge<br />

magt, hvilket naturligvis er i modstrid<br />

med den anden pol af de menneske-<br />

lige relationer, nemlig det frie valg,”<br />

forklarer Ole Fogh Kirkeby.<br />

I sørgelig forlængelse af magtens for-<br />

bandelse i kærlighedsforholdet indeholder<br />

sagen i Wolfgang Priklopils skæbne en mere<br />

poetisk end filosofisk facet. ”Han udtrykker<br />

i radikal forstand menneskets ensomhed.<br />

Vi oplever alle sammen på et tidspunkt at<br />

være nødt til at stjæle eller tigge os til men-<br />

neskelige relationer. Selvfølgelig ikke i så<br />

ekstrem facon, men alligevel. Det er et råb<br />

på kærlighed og på retten til at have omsorg<br />

for nogen, som vi sagtens kan identificere<br />

os med.”<br />

Mennesket i en kødsæk<br />

Når magt på den måde udgør platformen<br />

for (den ensidige) kærlighedsrelation som<br />

hos Kampusch-Priklopil, øjnes desuden<br />

problematikker, som har optaget utallige<br />

filosoffer. ”Hvis man fuldkomment ønsker<br />

at beherske et menneske, gør man sig også<br />

fuldkomment afhængig af det. Det slår<br />

frygteligt tilbage på en selv, hvilket man<br />

også fornemmer i Kampusch-historien, og<br />

det stiller på den måde det mærkelige og<br />

væsentlige problem op om forholdet<br />

mellem bøddel og offer,” uddyber<br />

Ole Fogh Kirkeby. Et af de inte-<br />

ressante perspektiver er, at<br />

bøddelen Priklopil ikke har<br />

stået på afstand af sit offer,<br />

men har trådt frem for hende<br />

og blottet sig. Forståelsen af<br />

sådanne ekstreme eksempler på<br />

bøddel-offer-mekanismen er vital,<br />

da den kan hjælpe os til at afkode<br />

vores hverdagsinteraktion: ”Vi reproduce-<br />

rer hele tiden bøddel-offer-relationen i det<br />

små, i vores samvær med hinanden. Det er<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Foto:


T E M A : v i r k E L i g h E d<br />

...fortsat<br />

26<br />

en måde, hvorpå man relaterer sig til det<br />

sociale – at indgå i en social konstellation er<br />

jo altid at blive tilkendt en relationel betyd-<br />

ning, og som offer får du faktisk en ret stor<br />

betydning.”<br />

Medierne opererer i en eksistentiel dimension, men ved at køre ud af en tangent, hvor sagen<br />

mister sin appel til os, fastholder de ikke det prototypiske. Og det er dumt, for på den måde<br />

kunne sensationspressen godt være meget bedre,”<br />

I en mere grundlæggende eksistentiel<br />

forstand illustrerer Kampusch-historien,<br />

ifølge Ole Fogh Kirkeby, det spørgsmål om<br />

krop og sjæl, der har bekymret filosofien<br />

siden Descartes. ”Kroppen er på den ene<br />

side den kødsæk, der gør det muligt for<br />

os at være i verden, men den er også vo-<br />

res fængsel. Når kroppen spærres inde i<br />

et rum, fordobles fængselsmetaforen og<br />

følelsen af at blive fanget i vores kroppe.”<br />

Kroppen kontrollerer i den forstand vores<br />

frihed og udfoldelse i tid og rum, der der-<br />

med også tematiseres.<br />

Smædekampagner<br />

Det symbolske potentiale i Kampusch-ek-<br />

semplet er nærmest uudtømmeligt, og det<br />

er i Ole Fogh Kirkebys forståelse altså dy-<br />

best set disse mytiske træk, mennesker og<br />

medier tiltrækkes af. Problemet opstår, når<br />

medierne ikke forstår potentialet og gør<br />

sagerne platte. Da den første tid med in-<br />

tuitivt chok og entydig empati så småt var<br />

aftaget, begyndte flere europæiske medier<br />

at videreformidle og i nogle tilfælde lige-<br />

frem at stå bag smædekampagner og kon-<br />

spirationer om forholdet mellem Kampusch<br />

og Priklopil, Kampusch og moren, Priklopil<br />

og Kampusch’ far, Kampusch og medieråd-<br />

giverne osv. I den britiske tabloidavis The<br />

Mail On Sunday (17-09-2006) insinuerer Ruth<br />

Elkins for eksempel på det kraftigste, at<br />

Natascha Kampusch er en kynisk, kalkuleret<br />

og arrogant mediemanipulator.<br />

”Dér kommer medierne ud på kanten,<br />

hvor de overskrider deres beføjelser, i den<br />

forstand at man skal beskytte de menne-<br />

sker, der sættes i mediernes verden. Medi-<br />

erne opererer i en eksistentiel dimension,<br />

men ved at køre ud af en tangent, hvor<br />

sagen mister sin appel til os, fastholder<br />

de ikke det prototypiske. Og det er dumt,<br />

for på den måde kunne sensationspressen<br />

godt være meget bedre,” kommenterer Ole<br />

Fogh Kirkeby. Medierne forføres med andre<br />

ord af tematikker, som de ikke altid formår<br />

at udfolde, fordi de ikke gør sig bevidste<br />

om substansen i det, de beskriver.<br />

Ole Fogh Kirkeby ser tv som et proble-<br />

matisk nyhedsmedie, når det gælder om at<br />

udfolde potentialet og opretholde en en-<br />

keltsags stedfortrædende karakter. Skrift-<br />

lige medier fordrer en indbygget diskursiv<br />

distance, som gør, at læseren kan forholde<br />

sig kritisk til teksten, mens man er mere til-<br />

bøjelig til ukritisk at forveksle billeder med<br />

virkeligheden. Selv havde han derfor helst<br />

undgået at se det meget omtalte tv-inter-<br />

view med Kampusch. ”Der kommer man<br />

ind i hendes nærvær, hvor det er meget<br />

svært at bevare den problemorienterede<br />

distance. I en vis forstand ødelægger bil-<br />

lederne af hende det almene i sagen ved at<br />

lede fokus hen på andre ting som fx hendes<br />

psykologi.”<br />

Når det hellige skuffer<br />

Når distancen nedbrydes, reduceres histo-<br />

rien til sensation, hvilket kan få skæbne-<br />

svangre konsekvenser for sensationsobjek-<br />

tet, Natascha Kampusch. Her er vi tilbage i<br />

mediecirkussets manege med offeret som<br />

crowdpleaser. Her overskygger den gode<br />

fortælling moral og oplysning, og Kam-<br />

pusch’ person objektiveres på ny; denne<br />

gang af medierne. ”På en måde kommer<br />

hun tilbage i det der rum. Et virtuelt rum<br />

– men hun er der”, som Ole Fogh Kirkeby<br />

beskriver det. ”Når hun behandles dårligt,<br />

er det vel fordi, man opstiller nogle for-<br />

ventninger til hende, som man oplever,<br />

hun ikke kan leve op til. Fordi man måske<br />

gerne ville have, at hun var mere såret,<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

mere uhelt, end hun fremstår”. Kampusch’<br />

relativt sikre fremtoning i tv-interviewet<br />

var i disharmoni med mediernes genre-<br />

mæssige forskrifter om det sagesløse og<br />

traumatiserede offers natur, og det fik dele<br />

af medierne og befolkningen til at vende<br />

sig mod hende. Fra talrige kunstværker<br />

kender vi historien om den indledningsvist<br />

isolerede, der ved et tilfælde indlemmes<br />

i fællesskabet for senere igen at blive<br />

frastødt på det groveste – tænk blot på<br />

film som Tim Burtons Edward Scissorhands<br />

(1990) og David Lynchs The Elephant Man<br />

(1980). Ole Fogh Kirkeby fremfører, at i<br />

kunsten får de udstødte ofte status som<br />

’det hellige’. ”Der er den relation, at vi mø-<br />

der det hellige, som skuffer os. Det hellige<br />

havde ikke de egenskaber, som vi langt<br />

nede i vores bevidsthed tilskrev det, og det<br />

bliver vi vrede over. Selvom de ikke er sig<br />

bevidste om det, reagerer medierne igen<br />

eksistentielt frem for efter pragmatiske,<br />

strategiske love.”<br />

En ukendt dræbt af en ukendt<br />

Natascha Kampusch kan have skuffet nogles<br />

forestillinger om hellig, uskyldsren sårbar-<br />

hed, men hendes fortælling er alligevel så<br />

tankevækkende, at den bør stå til reflek-<br />

sion for eftertiden. Som Ole Fogh Kirkeby<br />

rammende udtrykker det: ”Medierne har<br />

ikke kunnet gøre sagen til en døgnflue,<br />

selvom de har forsøgt.” Kaspar Hauser blev<br />

myrdet af ukendte gerningsmænd som<br />

21-årig. Et mindesmærke for ham bærer<br />

teksten ’Hic occultus occulto occisus est’<br />

– ‘her blev en ukendt dræbt af en ukendt’.<br />

Fortsætter de overfladiske spekulationer<br />

om Natascha Kampusch, vil disse ord en-<br />

gang skulle indprentes på endnu et mindes-<br />

mærke. Med medierne som den anonyme<br />

gerningsmand.<br />

Kong or Donkey<br />

Second Life<br />

Skider højt og flot på klichéer<br />

som ”carpe diem”, ”du har<br />

kun ét liv” og ”husk at leve<br />

mens du gør det”.<br />

Daniel Craig<br />

Har større lighed med en ung Vladimir<br />

Putin end den 32-årige Sean Connery.<br />

Får eftersigende et par seriøse slag tæv<br />

i filmen (Rocky-style, ikke den normale<br />

svansede Bond-style). Slår Mads Mikkelsen<br />

ihjel. Han bliver en blæret Bond.<br />

Papiraviser<br />

Dem, der tror, at papiraviserne er uddøde om 10 år, underkender<br />

duften af tryksværte om morgenen.<br />

P1<br />

Man bliver opfattet som en 45-årig akademiker med islandsk<br />

sweater, lærredsbukser og hornbriller, når man siger det.<br />

Men den dybdegående journalistik lever altså i bedste velgående<br />

i programmer som P1 Orientering, Europa Lige nu,<br />

Dokumentarzonen og Mennesker og Medier.<br />

Brian Mikkelsen<br />

The greatest trick the devil ever pulled: Cool troldmand ved<br />

navn Harry Potter om natten, uanseelig og kikset kulturminister<br />

om dagen.<br />

Amerikansk valgkamp<br />

Demokraten Ron Kind stemte i Repræsentanternes Hus<br />

mod et forslag, der ville stoppe bevillingerne til forskning i<br />

seksualitet. Dette kommenterer en republikansk tv-reklame<br />

i Wisconsin med punchlinen ”Kind betaler for sex, men ikke<br />

for soldater”. Og så siger de, at vi er ved at få amerikanske<br />

tilstande i de danske valgkampe. Gid det bare var så vel.<br />

Tv-bøffer<br />

Barnligt at grine hæmningsløst over, men på den fede<br />

måde. Som da IBIS’ generalsekretær Vagn Berthelsen i Horisont<br />

til Kim Bildsøe Lassen fortalte, at: ”Bangladesh’ største<br />

eksportkilde er tøj. Altså testikler”.<br />

Hot/Not-lister<br />

Ligeså tidløst populære som rent drikkevand og fire timers<br />

fri bar sidst på måneden. Kan eventuelt relanceres under et<br />

marginalt anderledes navn.<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

Skrevet af Jacob Ludvigsen, stud. film- og medievidenskab<br />

Tv-seriemani<br />

En noget undervurderet afhængighedsform,<br />

følgeskaderne taget i betragtning:<br />

Voldsomt underskud af sollys, skilsmisse,<br />

manglende evne til at skelne fiktion fra<br />

virkelighed, aflysning af alle aftaler onsdag<br />

klokken 20.35, studiefravær mv..<br />

MTV-show-kritikere<br />

De folk, der sagde, at det kun var MTV og<br />

ikke København, der ville få reklame til<br />

de ikke så lidt omtalte MTV Awards, kan<br />

nok ikke forvente den helt store karriere<br />

i reklamebranchen.<br />

Fodboldkommentatorer<br />

…af typen, der råber ”MÅÅÅÅÅL”, så snart bolden bare er<br />

inden for tre meters afstand af buret, og som ikke er mænd<br />

nok til at indrømme, når den langsomme gengivelse tydeligt<br />

viser, at de tog fejl, da de råbte ”SVINESTREG – DIREKTE<br />

RØDT KORT” få sekunder forinden.<br />

Gael Garcia Bernal<br />

Pigernes yndling, en fantastisk dygtig skuespiller, et sympatisk<br />

og intelligent menneske. Gud går ind for social ulighed.<br />

Kasakhstan<br />

Er blevet godt fortørnet over, at Borat fremstiller det som<br />

et land af liderbukke. Men husk nu på, Kasakhstan – dårlig<br />

omtale er bedre end ingen.<br />

Quiz Direkte<br />

Vind 10.000 kroner, hvis du kender navnet på den grønne<br />

frugt med en sten i midten, som man ofte konsumerer med<br />

rejer, og som starter med ’avo’ og slutter med ’ado’. Nuvel,<br />

nemme penge. Men mere tåkrummende tv skal man lede<br />

længe efter.<br />

Ekko<br />

Rigtigt godt blad, men da alt for rosende reklame for et<br />

andet tidsskrift vil se dumt ud i dette forum, ryger det på<br />

donkey-listen.<br />

At zappe<br />

Zapning stinker, når man kun kan tage DR1, TV 2 og DR2 med<br />

sne på.<br />

27


Skrevet af<br />

Isak Thorsen, ph.d.-stipendiat<br />

u d A T S E M E d p h . d .<br />

i isbjørnens<br />

fodspor<br />

Besøg på et slagterimuseum, festsange fra Ole Olsens 70 års fødselsdag og<br />

propaganda for den tyske hær – arbejdet som ph.d.-studerende byder på<br />

mange og forskelligartede oplevelser. Isak Thorsen giver her et indblik i sit<br />

projekt om dansk films største økonomiske succes, Nordisk Film.<br />

I år har isbjørnen stået og brølet på toppen<br />

af jordkloden i 100 år. Nordisk Films Kom-<br />

pagni kan fejre sit jubilæum som verdens<br />

ældste stadigt aktive filmselskab. Sidste<br />

forår begyndte jeg på min afhandling om<br />

Nordisk Film som virksomhed i stumfilms-<br />

tiden.<br />

Målet for afhandlingen er at give en<br />

samlet fremstilling af selskabets historie og<br />

udvikling fra 1906 til 1928 og at give et svar<br />

på, hvordan det kunne lade sig gøre, at et<br />

selskab fra et lille land som Danmark blev<br />

et af verdens dominerende filmselskaber,<br />

samt hvorfor Nordisk Film ikke kunne op-<br />

retholde denne position.<br />

Man kan med rette mene, at Nordisk<br />

Films historie er blevet endevendt mange<br />

gange før, men overraskende nok er der<br />

stadig mange spørgsmål, som endnu ikke er<br />

besvarede: Hvor stort var selskabet? Hvor<br />

mange filialer havde det? Eller hvad var<br />

egentlig årsagen til, at Nordisk Film gik i be-<br />

talingsstandsning i 1928? I den traditionelle<br />

danske filmhistorieskrivning har vægten<br />

været lagt på filmene - den virksomheds-<br />

mæssige side af det, der er en af dansk<br />

filmhistories største økonomiske succeser,<br />

er stort set ubelyst.<br />

Hjemmebag og Gammel Dansk<br />

Oppe på første sal i Filmhuset i Gothers-<br />

gade har Nordisk Film Samlingen til huse.<br />

Det er selskabets bevarede kontorarkiv og<br />

er det bærende kildegrundlag for<br />

min afhandling, for arkivalierne<br />

i samlingen kan give et enestå-<br />

ende indblik bag kulisserne hos<br />

selskabet – breve, regnskaber,<br />

kontrakter og ikke mindst besty-<br />

relsesprotokoller, hvor man kan<br />

komme helt tæt på firmaets be-<br />

slutninger, er blot noget af det,<br />

samlingen rummer. I en interna-<br />

tional sammenhæng er det unikt,<br />

at så meget materiale er bevaret<br />

fra et filmselskab fra den periode,<br />

men samlingen kan alligevel ikke give<br />

svar på alle mine spørgsmål, da ikke alt<br />

har overlevet tidens tand. Derfor kan man<br />

til tider sammenligne min forskning med<br />

en slags detektivarbejde, hvor jeg må søge<br />

efter spor og oplysninger om Nordisk Film<br />

i både ind- og udland samt en lang række<br />

andre steder, som ikke umiddelbart har<br />

noget med stumfilm at gøre.<br />

Min søgen har blandt andet ført mig<br />

til Dansk Slagterimuseum, hvor jeg søgte<br />

oplysninger om Wilhelm Stæhr, som var en<br />

nøgleperson i organiseringen af Nordisk<br />

Films velsmurte filmfabrik. Samtidig med<br />

sin gerning som filmdirektør etablerede<br />

han et skinkekogeri i København i foråret<br />

1914, hvilket var en ganske heldig dispositi-<br />

on set i lyset af det kæmpe opsving, dansk<br />

konserveseksport fik under Den Første Ver-<br />

denskrig. Stæhr er i eksempelvis Olaf Fønss’<br />

og Clara Pontoppidans erindringer nævnt<br />

som en hård hund, der styrede studierne i<br />

Valby med jernhånd, men han er en person,<br />

vi ved meget lidt om. På slagterimuseet<br />

blev jeg hjerteligt modtaget af personalet,<br />

der bestod af 10 – 15 pensionerede her-<br />

rer, de fleste i blå termojakker, som alle<br />

tidligere havde været ansat i slagteri- og<br />

fødevarebranchen. Begejstret fortalte de<br />

om, hvad de syslede med i samlingerne,<br />

og jeg blev inviteret på kaffe, hjemmebagt<br />

kage og Gammel Dansk, inden jeg kunne<br />

begynde min egen research. Jeg fandt<br />

en hel del oplysninger om Stæhr og hans<br />

skinkekogeri. Ikke nye banebrydende oplys-<br />

ninger, men detaljer som vil blive til brikker<br />

i det puslespil om Nordisk Films historie, jeg<br />

er ved at lægge.<br />

Det er dog ikke altid, min research er<br />

frugtbar. Eksempelvis har jeg i Rigsarkivet<br />

forgæves forsøgt at få svar på, om Nordisk<br />

Film blev ’sort-listede’ af de Allierede under<br />

Første Verdenskrig. Det er ikke altid arkiva-<br />

lier, der umiddelbart burde være relevante,<br />

giver de svar, man søger. Andre gange, når<br />

man søger svar på et bestemt spørgsmål,<br />

er man heldig og finder meget mere, end<br />

man forventede.<br />

I UFA’s arkiver<br />

Da Nordisk Film var på sit højeste, blev<br />

selskabets film eksporteret til hele verden,<br />

og derfor griber selskabets historie ind i<br />

mange andre landes nationale filmhistorier.<br />

Jeg har derfor ført en livlig korrespon-<br />

dance med filmhistorikere fra det meste af<br />

verden, og i foråret tog jeg på en givende<br />

researchtur til Bundesarchiv i Berlin.<br />

Under Den Første Verdenskrig begyndte<br />

Nordisk Film en voldsom ekspansionspolitik,<br />

for i kraft af at Danmark var neutralt, kunne<br />

selskabet opretholde sin eksport af film. På<br />

det tyske marked begyndte Nordisk Film<br />

yderligere at opkøbe både filmselskaber<br />

og biografer. Nordisk Film var på god fod<br />

med den tyske administration, for ganske<br />

ekstraordinært fik det retten til at sende<br />

fotografer til de tyske fronter så tidligt som<br />

i efteråret 1914; det vil sige umiddelbart ef-<br />

ter krigens udbrud. Alt tyder på, at filmene,<br />

som blev optaget ved fronten, blev brugt<br />

som propagandafilm af det tyske militær.<br />

I Rusland købte Nordisk Film sig ind i det<br />

Isak Thorsen<br />

førende filmproduktions- og udlejnings-<br />

selskab Thiemann, Reinhardt og Osipov,<br />

og selskabet etablerede ligeledes filialer<br />

og biografer i Schweiz, Østrig-Ungarn og<br />

Holland. Hele forretningsnetværket i Tysk-<br />

land og Centraleuropa blev i slutningen af<br />

krigen købt af et tysk konsortium, der med<br />

propaganda for øje ville skabe et nyt natio-<br />

nalt filmselskab. Rygraden i det nye selskab,<br />

som senere blev til det berømte UFA, var<br />

Nordisk Films interesser, og denne del af<br />

Nordisk Films historie er stort set ubeskre-<br />

vet i dansk sammenhæng. Jeg blev bestemt<br />

ikke skuffet over det, jeg fandt i Bundesar-<br />

chiv. Særligt fandt jeg en masse detaljer<br />

om tiden efter verdenskrigen, hvor Nordisk<br />

Film og UFA’s fælles interesser gav sig ud-<br />

slag i en hel del forskellige selskaber, og der<br />

ligger endnu en stor opgave i at kortlægge<br />

det spind af forretningsnetværk, som UFA<br />

og Nordisk Film havde viklet hinanden ind<br />

i. Nordisk Film prøvede faktisk at overtage<br />

kontrollen med UFA helt frem til 1921, hvor<br />

det danske selskab dog solgte alle sine ak-<br />

tier i UFA og tabte store summer på grund<br />

af inflationen.<br />

Der er stadig meget mere for mig at<br />

hente i Bundesarchiv, hvor jeg skal tilbage<br />

til senere i mit ph.d.-forløb<br />

Når verden kommer til én<br />

Er cand.mag. i filmvidenskab og har blandt andet skrevet for<br />

Inquirer, som var forgængeren for Ordet. Hans ph.d.-projekt<br />

Isbjørnens anatomi – Nordisk Films Kompagni som erhvervs-<br />

virksomhed i perioden 1906–1928 ventes færdiggjort i 2008. De<br />

foreløbige resultater findes i artiklen ”The Rise and the Fall of<br />

the Polar Bear” i 100 Years of Nordisk Film (DFI, 2006).<br />

Et af privilegierne ved at være ph.d.-stipen-<br />

diat er de kurser og konferencer, man får<br />

mulighed for at deltage i, hvor jeg har haft<br />

mulighed for at lufte mit projekt for blandt<br />

andet organisationsteoretikere og militær-,<br />

virksomheds- og filmhistorikere. Heldigvis<br />

har jeg fået meget positive reaktioner på<br />

de præsentationer, jeg har givet, og det er<br />

med til at bevare troen på, at man bevæ-<br />

ger sig i den rette retning med sit projekt.<br />

Man har også lov at være heldig – nogle<br />

gange kommer verden til én. Efter jeg var<br />

blevet interviewet til Politiken i august i<br />

år, fik jeg et telefonopkald fra en herre i<br />

Jylland, som viste sig at være A. W. Mam-<br />

mens barnebarns mand. A.W. Mammen var<br />

en grosser og filmsmanuskriptforfatter,<br />

der sad i Nordisk Films bestyrelse fra 1911<br />

til 1924. Barnebarnets mand fortalte, at<br />

han havde samlet en lille pakke, jeg måske<br />

kunne være interesseret i – hvilket jeg<br />

naturligvis var. I pakken, som jeg modtog,<br />

lå et par breve til Mammen fra blandt an-<br />

dre Ole Olsen, regnskaber fra et selskab i<br />

Berlin samt tre festsange og bordplanen fra<br />

Olsens 70 års fødselsdag i 1933. Umiddelbart<br />

kunne det forekomme irrelevant for mit<br />

projekt, men de tilsendte papirer rummer<br />

detaljer, som understøtter og bekræfter<br />

mine foreløbige antagelser om Nordisk<br />

Films udvikling.<br />

I de kommende måneder vender jeg<br />

tilbage til Nordisk Film Samlingen, hvor<br />

jeg skal gennemgå de over 30.000 breve,<br />

selskabet sendte i perioden 1906-1915. Det<br />

kunne lyde som en kedelig opgave, men<br />

jeg glæder mig faktisk. Fra forskere, der<br />

har gennemgået brevene, ved jeg nemlig,<br />

at der gemmer sig mange nye og endnu<br />

ikke offentliggjorte spor efter isbjørnens<br />

tidlige år.<br />

Ud at se med ph.d.<br />

Tidligere artikler:<br />

Johannes Riis: ”Realisme i spillet”<br />

Esben Krohn: ”Lyslevende”<br />

Lars-Martin Sørensen: ”Egen tid”<br />

Anne Mette Thorhauge: ”Spil og mening<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006 <strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

28 2<br />

i Warcraft III”<br />

u d A T S E M E d p h . d .


30<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

F A g r å d S S p A L T E N<br />

Fagrådet er kommet godt i gang med det nye<br />

semester. Vi har fået valgt ny formand og siger<br />

hermed tak til Louise for et flot stykke arbejde<br />

som formand. Derudover kan det nævnes, at vi er<br />

gået i gang med at arbejde på en ny tilvalgsstudieord-<br />

ning og har fået en russer som kasserer. Vi kunne godt<br />

bruge nogle flere folk til møderne, men sådan er det<br />

jo altid. Alt i alt er vi glade. Hugos økonomi er rettet<br />

op efter en kanon støttefest, og det betyder, at Fagrå-<br />

dets økonomi er oven vande igen - selvom den endnu<br />

ikke er super sund. De nye russere støttede fint op om<br />

festen, og det ser alt i alt ud til, at vi har fået endnu et<br />

dejligt kuld nye.<br />

Der kommer til at ske store ændringer med beslut-<br />

ningsorganerne på instituttet i den nærmeste frem-<br />

tid, da Film- og Medievidenskab ikke længere vil have<br />

sit eget studienævn. I stedet skal der være ét fælles<br />

studienævn for alle studierne på instituttet, og det<br />

kommer i praksis til at betyde mindre indflydelse for<br />

Film- og Medievidenskab. Vi har allerede mistet råde-<br />

retten over pengene, så det ser lidt sløvt ud, men vi<br />

vil gøre, hvad vi kan, for at sikre så meget indflydelse<br />

som muligt for de studerende.<br />

Du kan være med til at sikre indflydelse ved at<br />

møde op til fagrådsmøderne, som er den første ons-<br />

dag i hver måned klokken 17:15 i Colorbar. Næste fag-<br />

rådsmøde er dog ikke planlagt endnu, men hold øje<br />

med IFM-News omkring tidspunkt og sted. Læg des-<br />

uden mærke til, at du inden for kort tid vil modtage<br />

stemmesedler til valget af den nye institutbestyrelse.<br />

Vore kandidater stiller op som støttekandidater for<br />

dem, fællesrådet opstiller, så en stemme på dem er en<br />

stemme for at få valgt de “rigtige” studerende.<br />

Derudover er det jo snart jul, og i<br />

den forbindelse kommer der også<br />

til at være julefrokoster på studiet.<br />

Det glæder vi os alle til, og jeg<br />

håber, at I får en god jul.<br />

Kenneth Abildgaard,<br />

formand<br />

Hvis du har nogle spørgsmål eller noget, du gerne vil have taget<br />

op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på kenabild@hotmail.com.<br />

Denne gang er emnet virkelighed. Javel. Det skulle<br />

vel ikke være så vanskeligt bortset fra, at film<br />

netop ikke er virkelighed, men film. Eller er det<br />

bare to sider af samme sag?<br />

1) De tror, de er autentiske mennesker, men faktisk<br />

er de bare aktører i et kæmpemæssigt computerprogram.<br />

Hvad hedder filmen?<br />

2) Han tror, han befinder sig i virkeligheden – i sin<br />

egen lille verden, hvor han lever et fuldstændig almindeligt<br />

liv som forsikringsmand med sød kone og gode<br />

venner, men i virkeligheden (!) er det hele kun et tvshow.<br />

Hvad hedder han?<br />

3) På film skal han hedde Erik Nietzsche. Hvad er hans<br />

virkelige navn?<br />

4) I det virkelige liv var hans elskerinde skuespillerinden<br />

Marion Davies, men i filmen er hun gjort til en talentløs<br />

sangerinde. Hvad hed hun i filmen??<br />

Sidste gangs quiz handlede om kroppen<br />

1) Man må ikke stjæle, og man må slet ikke stjæle kroppe. Men det er der nogen,<br />

der har gjort - faktisk er det en historie, der er blevet fortalt i film fra både 1956,<br />

1978 og 1994 med næsten samme titel. Hvilken titel?<br />

Invasion of the Body Snatchers<br />

2) Midt under morgenmaden opdager han, at hans krop rummer et andet væsen,<br />

som gerne vil ud. Hvad hedder skuespilleren?<br />

John Hurt i Alien<br />

3) “Doesn’t this body just drive you wild with desire?” Hvis krop taler vi om? Navnet<br />

på skuespilleren!<br />

Liza Minnelli i Cabaret<br />

4) Bare lige en enkelt pebermyntechokolade, og kroppen eksploderer. Hvad hedder<br />

karakteren? I hvilken film?<br />

Mr. Creosote i The Meaning of Life<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

31


30<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

F A g r å d S S p A L T E N<br />

Fagrådet er kommet godt i gang med det nye<br />

semester. Vi har fået valgt ny formand og siger<br />

hermed tak til Louise for et flot stykke arbejde<br />

som formand. Derudover kan det nævnes, at vi er<br />

gået i gang med at arbejde på en ny tilvalgsstudieord-<br />

ning og har fået en russer som kasserer. Vi kunne godt<br />

bruge nogle flere folk til møderne, men sådan er det<br />

jo altid. Alt i alt er vi glade. Hugos økonomi er rettet<br />

op efter en kanon støttefest, og det betyder, at Fagrå-<br />

dets økonomi er oven vande igen - selvom den endnu<br />

ikke er super sund. De nye russere støttede fint op om<br />

festen, og det ser alt i alt ud til, at vi har fået endnu et<br />

dejligt kuld nye.<br />

Der kommer til at ske store ændringer med beslut-<br />

ningsorganerne på instituttet i den nærmeste frem-<br />

tid, da Film- og Medievidenskab ikke længere vil have<br />

sit eget studienævn. I stedet skal der være ét fælles<br />

studienævn for alle studierne på instituttet, og det<br />

kommer i praksis til at betyde mindre indflydelse for<br />

Film- og Medievidenskab. Vi har allerede mistet råde-<br />

retten over pengene, så det ser lidt sløvt ud, men vi<br />

vil gøre, hvad vi kan, for at sikre så meget indflydelse<br />

som muligt for de studerende.<br />

Du kan være med til at sikre indflydelse ved at<br />

møde op til fagrådsmøderne, som er den første ons-<br />

dag i hver måned klokken 17:15 i Colorbar. Næste fag-<br />

rådsmøde er dog ikke planlagt endnu, men hold øje<br />

med IFM-News omkring tidspunkt og sted. Læg des-<br />

uden mærke til, at du inden for kort tid vil modtage<br />

stemmesedler til valget af den nye institutbestyrelse.<br />

Vore kandidater stiller op som støttekandidater for<br />

dem, fællesrådet opstiller, så en stemme på dem er en<br />

stemme for at få valgt de “rigtige” studerende.<br />

Derudover er det jo snart jul, og i<br />

den forbindelse kommer der også<br />

til at være julefrokoster på studiet.<br />

Det glæder vi os alle til, og jeg<br />

håber, at I får en god jul.<br />

Kenneth Abildgaard,<br />

formand<br />

Hvis du har nogle spørgsmål eller noget, du gerne vil have taget<br />

op i Fagrådet, så kontakt Kenneth på kenabild@hotmail.com.<br />

Denne gang er emnet virkelighed. Javel. Det skulle<br />

vel ikke være så vanskeligt bortset fra, at film<br />

netop ikke er virkelighed, men film. Eller er det<br />

bare to sider af samme sag?<br />

1) De tror, de er autentiske mennesker, men faktisk<br />

er de bare aktører i et kæmpemæssigt computerprogram.<br />

Hvad hedder filmen?<br />

2) Han tror, han befinder sig i virkeligheden – i sin<br />

egen lille verden, hvor han lever et fuldstændig almindeligt<br />

liv som forsikringsmand med sød kone og gode<br />

venner, men i virkeligheden (!) er det hele kun et tvshow.<br />

Hvad hedder han?<br />

3) På film skal han hedde Erik Nietzsche. Hvad er hans<br />

virkelige navn?<br />

4) I det virkelige liv var hans elskerinde skuespillerinden<br />

Marion Davies, men i filmen er hun gjort til en talentløs<br />

sangerinde. Hvad hed hun i filmen??<br />

Sidste gangs quiz handlede om kroppen<br />

1) Man må ikke stjæle, og man må slet ikke stjæle kroppe. Men det er der nogen,<br />

der har gjort - faktisk er det en historie, der er blevet fortalt i film fra både 1956,<br />

1978 og 1994 med næsten samme titel. Hvilken titel?<br />

Invasion of the Body Snatchers<br />

2) Midt under morgenmaden opdager han, at hans krop rummer et andet væsen,<br />

som gerne vil ud. Hvad hedder skuespilleren?<br />

John Hurt i Alien<br />

3) “Doesn’t this body just drive you wild with desire?” Hvis krop taler vi om? Navnet<br />

på skuespilleren!<br />

Liza Minnelli i Cabaret<br />

4) Bare lige en enkelt pebermyntechokolade, og kroppen eksploderer. Hvad hedder<br />

karakteren? I hvilken film?<br />

Mr. Creosote i The Meaning of Life<br />

<strong>ORDET</strong>14 efterår/vinter 2006<br />

31

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!