Læs et uddrag

m.gad.dk

Læs et uddrag

K at h e r i n e B o o

V i n d e r a f P u l i t z e r P r i s e n

BAG DET

EVIGT

SMUKKE

”Skal læSeS! MuMbaiS SluM freMStillet og forStået på en helt

ny Måde i et intenSt SMukt Sprog” Salman RuShdie

New York Times besTseller


Til to forskellige Sunil’er.

Tak for det, I har lært mig om ikke at give op.


Katherine Boo

Bag det

evigt smukke

På dansk ved

Martin Aitken


ProLoG

den 17. juli, 2008 – mumbai

Mellem roser

Det nærmede sig midnat, den etbenede kvinde var slemt forbrændt,

og Mumbais politi var på vej for at hente abdul og hans

far. i en af slumbyens hytter ude ved den internationale lufthavn

nåede abduls forældre til enighed ved hjælp af, hvad der

for dem var usædvanligt få ord. Faderen var syg og ville vente

inde i hytten, hvor det flød med affald, og hvor familien på elleve

mennesker boede under et bliktag. han ville ikke modsætte

sig anholdelsen. abdul, der tjente pengene i familien, var den,

der måtte flygte.

hvad abdul selv mente om denne plan, var der som sædvanlig

ikke nogen, der havde spurgt ham om. allerede nu var han

lammet af panik. han var seksten år, eller måske var han nitten

– hans forældre var håbløse til datoer. i sin uudgrundelige visdom

havde allah formet ham som en splejset og nervøst anlagt

dreng. en kryster, sådan betegnede abdul sig selv. han havde

ikke forstand på, hvordan man kunne narre politiet. Det, han

havde forstand på, var hovedsageligt affald. Så langt han kunne

huske tilbage, i stort set samtlige timer, han havde været vågen,

havde han lavet handler med genbrugsvirksomhederne, købt

og solgt alt det, som de, der havde penge, smed væk.

nu fattede abdul, at han var nødt til at forsvinde, men ud

over den erkendelse slog fantasien ikke til. han satte i løb, men

vendte hurtigt om igen. Det eneste sted, han kunne komme i

tanker om at gemme sig, var i affaldet.

9


han åbnede døren til familiens hytte på klem og kiggede

ud. hans hjem lå midt i en række sammenflikkede hytter, og

det faldefærdige skur, hvor han opbevarede sit affald, lå lige ved

siden af. hvis blot han kunne nå frem til dette skur uden at

blive set af nogen, ville naboerne samtidig blive snydt for den

fornøjelse, det utvivlsomt ville være at overgive ham til politiet.

Dog var han ikke glad for månen. Den var fuld og lyste så

åndssvagt ned på den støvede plads ude foran hans hjem. ovre

på den anden side lå godt en snes andre hytter, der husede lige

så mange familier, og abdul var bange for, at han ikke var den

eneste, der stod bag en krydsfinérdør og tittede ud. nogle af

indbyggerne i denne slumby ønskede, at det skulle gå hans familie

dårligt på grund af de gamle modsætninger mellem hinduer

og muslimer. andre var imod dem af en mere moderne

årsag: økonomisk misundelse. Ved at påtage sig affaldsarbejdet,

som mange indere betragtede som foragteligt, var det lykkedes

abdul at hæve sin store familie op over sultegrænsen.

Der var i hvert fald stille på det tomme areal – næsten mærkværdigt

stille. arealet dannede en slags strandområde for den

omfattende sø af kloakvand, der udgjorde slumbyens østlige

grænse, og de fleste aftener var der et leben uden lige: folk, der

sloges, lavede mad, flirtede, badede, passede geder, spillede

cricket, ventede på at tappe vand fra den offentlige hane, stod i

kø uden for et lille bordel eller lå og sov rusen ud efter indtagelse

af den livsforkortende hjemmebrændte alkohol, der blev solgt

fra en hytte to døre fra abduls egen. Det tryk, der til stadighed

opstod i de overfyldte hytter i slummens snævre gyder, kunne

kun lettes på dette ene sted, som man kaldte for pladsen. Men

efter slagsmålet, efter at man havde sat ild til kvinden, de kaldte

den etbenede, havde folk trukket sig tilbage til deres hytter.

Blandt de omstrejfende grise, vandbøfler og de sædvanlige

sprittere, der lå og rodede rundtomkring, var der tilsyneladende

nu kun et enkelt menneske, der kiggede: en uforfærdet lille gut

fra nepal. han sad med armene om sine knæ i en glitrende, blå

dis ovre ved kloakvandssøen – genspejlingen fra en skilteskov i

10


neon ved et luksushotel på den anden side af vandet. abdul var

ligeglad med, om drengen så, hvor han gemte sig. Knægten,

som hed adarsh, var ikke nogen politispion, han kunne bare

godt lide at være sent oppe for at slippe for sin mor og hendes

natlige vredesanfald.

Bedre chancer end denne fik abdul nok ikke. han sprang

hen til affaldsskuret og lukkede døren bag sig.

indenfor var der kulsort, rotterne pilede febrilsk omkring, og

dog følte han sig lettet. Skuret her var hans – en ti-tolv kvadratmeter

proppet helt op til det utætte tag med alt det, som abdul

havde forstand på: tomme vand- og whiskyflasker, mugne aviser,

brugte tamponindføringshylstre, sammenpresset sølv papir,

paraplyer med kun stiverne tilbage efter monsunregnen, knækkede

snørebånd, gullige vatpinde, kassettebåndsalat, øde lagt

plastikemballage, som engang havde indeholdt Barbie-kopier.

et sted i mørket var der faktisk også en Berbee eller en Barblie,

som var blevet maltrakteret under et af de små forsøg, børn

med meget legetøj åbenbart godt kunne lide at udsætte de ting

for, som de var blevet trætte af. efterhånden var abdul blevet

ekspert i at se bort fra alt det unødvendige. Sådanne dukker

lagde han altid i bunken med patterne vendt nedad.

Undgå ballade. Det var udgangspunktet for abdul hakim

husain, et princip, han hyldede i en sådan grad, at det var lige

før, det stod prentet på hans krop. hans øjne sad dybt, og kinderne

var indfaldne. arbejdet havde givet ham et senet og lettere

skrutrygget udseende – han lignede en, der bestemt ikke

gjorde væsen af sig selv, når han snoede sig gennem slumbyens

menneskepakkede gyder. Stort set alting ved ham var indsunkent

bortset fra flyveørerne og det krøllede hår, der pigeagtigt

stod ud fra hovedet, hver gang han tørrede sveden af panden.

et beskedent væsen, der let lod sig overse, var en nyttig egenskab

i annawadi, som var det sumpede stykke slum, han boede

i. her i udkanten af de blomstrende vestlige forstæder til

indiens finanscentrum levede der tre tusinde mennesker, som

havde pakket sig sammen i – eller oven på – 335 hytter. Stedet

11


var et sammenrend af indvandrere fra hele indien – hovedsageligt

hinduer, der tilhørte alle mulige kaster og sub-kaster. hans

naboer repræsenterede så forskellige trosretninger og kulturer,

at abdul, der var en af slumbyens cirka 35 muslimer, ikke

kunne finde ud af det. Blot betragtede han annawadi som et

sted fyldt med fælder, der grundede sig i nye såvel som gamle

stridigheder, og som han var fast besluttet på ikke at ryge ned i.

For annawadi havde også en fabelagtig beliggenhed for en som

ham, der gjorde sig i rige menneskers affald.

abdul og hans naboer levede som besættere på jord, der tilhørte

indiens lufthavnsmyndigheder. Kun en stærkt befærdet vej

kantet med kokospalmer adskilte slumbyen fra indgangen til

den internationale terminal. til at betjene lufthavnens kunder

lå fem ekstravagante hoteller i en ring omkring annawadi: fire

overpyntede, marmoragtige kolosser samt et enkelt hyatt-hotel,

en skinnende konstruktion i blåt glas, fra hvis øverste vinduer

annawadi og nogle tilstødende bosættelser lignede landsbyer,

der var blevet nedkastet fra luften i mellemrummene mellem

alt det elegante og moderne.

“alt omkring os er roser.” Sådan havde abduls lillebror Mirchi

sagt. “og vi er lortet inde imellem.”

i det nye århundrede, i takt med at indiens økonomi voksede

hurtigere end nogen andens undtagen Kinas, skød lyserøde lejlighedskomplekser

og kontorbygninger af glas op i nærheden

af byens internationale lufthavn. et af firmadomicilerne bar slet

og ret det engelske navn More. Flere kraner til at bygge flere

huse, hvoraf de højeste udgjorde en fare for det stigende antal

fly, der landede der. overbyen var en tilsmogget, vækstdreven

forhindringsbane, hvorfra bundter af forretningsmuligheder

trillede ned i slumbyerne.

hver morgen bredte vifter af affaldsgribbe sig ud over lufthavnsområdet

i søgen efter salgbare genstande, der var blevet

tilovers – nogle ganske få kilo blandt de otte tusinde tons affald,

som Mumbai stødte ud hver eneste dag. Disse ådselædere for

12


frem efter sammenkrøllede cigaretpakker smidt fra biler med

tonede ruder. De gennemrodede kloakker og containere efter

tomme vand- og ølflasker. hver aften trak de hjem ad slumvejen

med sække fyldt med affald på ryggen, som et optog af

indtjeningsfikserede julemænd med dårlige tænder.

abdul tog imod dem med sin rustne vægtskål. i hierarkiet i

underbyens affaldsverden rangerede denne teenager et niveau

højere end affaldsgribbene: en handelsmand, som vurderede

og købte, hvad de andre fandt. hans egen indtjening kom fra at

sælge affaldet i store partier til de små genbrugsvirksomheder

nogle få kilometer derfra.

abduls mor var den tingende i familien. Gribbene, der forlangte

for meget for deres affald, overdængede hun med skældsord.

ord var noget, der kun modvilligt slap ud af abduls mund.

hans ekspertise bestod i sorteringen – den nøje og afgørende

proces, hvorved det indkøbte affald blev indplaceret i de tres kategorier

af papir, plastik, metal og så videre, for at det i det hele

taget kunne sælges.

han var selvfølgelig hurtig. han havde sorteret siden seksårsalderen,

da farens lunger var blevet ødelagt af tuberkulose

og affaldsarbejdet. abduls motorik havde udviklet sig i overensstemmelse

med hans arbejde.

“Du var alligevel ikke kvik nok til skolen,” havde faren for nylig

observeret. abdul følte ikke, han havde gået længe nok i skole

til at kunne have en mening om det. De første år havde han

bare siddet i et klasseværelse, hvor stort set intet skete. Derefter

havde den stået på arbejde. arbejde, som hvirvlede så meget

skidt op i luften, at hans snot var helt sort. arbejde, som dog var

mere kedeligt, end det var beskidt. arbejde, som han regnede

med at skulle udføre resten af sit liv. De fleste dage følte han sig

tynget af det fremtidsperspektiv, som var det en fængselsdom. i

aften, hvor han gemte sig for politiet, mærkedes det mere som

et håb.

13


Lugten af den etbenede, som de havde brændt, var knap så gennemtrængende

i skuret, al den stund den måtte konkurrere

med stanken af affald og den angstens sved, der gennemtrængte

abduls tøj. han klædte sig af og gemte sine bukser og sin

skjorte bag en stak pergamentagtige aviser ved døren.

hans bedste ide gik ud på at kravle om bag det to-tre meter

høje affaldsbjerg og derefter klemme sig ind mod bagvæggen så

langt som muligt fra døren. han var adræt, og i dagslys kunne

han bestige den afbalancerede dynge i løbet af femten sekunder.

Men satte han bare én fod forkert i mørket, ville det udløse

et jordskred af flasker og dåser, som ville afsløre hans gemmested

for enhver, der befandt sig inden for hørevidde, eftersom

væggene mellem hytterne var tynde og deltes med naboerne.

til højre for abdul – og noget foruroligende – lød der en stille

snorken: en lakonisk fætter, nys ankommet fra landet, som formentlig

nu gik ud fra, at det var en hverdagshandling i storbyen

at stikke ild til kvinder. abdul bevægede sig mod venstre, famlende

i mørket efter en bunke blå plastiksække. Støvfælder var

de, disse sække, og han hadede at skulle sortere dem. Men han

huskede, at han havde lagt dem oven på en stabel gennemblødt

pap – noget, som han ville kunne forcere forholdsvis lydløst.

han fandt sækkene og de fladmaste papkasser ovre ved sidevæggen,

den, som adskilte skuret fra hans hjem. han trak sig

op ad stablen og ventede. Pappet gav sig, rotterne flyttede sig,

men intet larmende faldt ned på gulvet. nu kunne han støtte sig

til sidevæggen for ikke at vælte, mens han overvejede sit næste

træk.

en eller anden sjokkede omkring på den anden side af væggen.

Formentlig var det hans far. han havde sikkert taget nattøjet

af nu og var iklædt den polyesterskjorte, der altid hang på

ham. Mon ikke han var optaget af at granske sin tobak? han

havde brugt hele aftenen på at stikke til tobakken, havde trukket

den rundt i håndfladen, indtil den dannede en cirkel, en trekant,

endnu en cirkel, om og om igen. Det var det, han gjorde,

når han ikke anede, hvad det var, han gjorde.

14


et par skridt til og lidt ubelejlig skramlen, så var abdul

omme ved bagvæggen. han lagde sig ned. nu ærgrede han sig

over, at han ikke havde bukser på: Myg og plastemballagens

skarpe kanter stak ham i baglåret.

Den brændte lugt, der hang i luften, var bitter, mere petroleum

og smeltet sandal end kød. hvis abdul var stødt på den

i en af slumbyens gyder, havde han nok ikke fået ondt i maven

af den grund. Det var som orangeblomster sammenlignet

med den rådnende hotelmad, der blev dumpet hver nat ved

annawadis udkant, og som holdt tre hundrede belortede grise i

live. Det med maven skyldtes, at han vidste, hvad det var for en

lugt, og hvem den stammede fra.

abdul havde kendt den etbenede siden den dag for otte år

siden, da hans familie var ankommet til annawadi. han havde

ikke haft andet valg end at kende hende, eftersom kun et lagen

havde adskilt hendes skur fra hans eget. heller ikke dengang

brød han sig om hendes lugt. Selv om hun var fattig, lykkedes

det hende på en eller anden måde at parfumere sig. abduls

mor, som lugtede af modermælk og stegte løg, misbilligede det.

Dengang i lagentiden var abdul – ligesom nu – sikker på, at

hans mor, Zehrunisa, havde ret med hensyn til det meste. hun

var mild og legesyg over for sine børn, og hendes eneste brist

af betydning ifølge abdul, som var hendes ældste søn, var det

sprog, hun anvendte, når hun tingede. Selv om det var normalt

med en vis banden, når man i affaldsbranchen prangede med

hinanden, syntes han, at hans mor efterlevede normen en tand

for ivrigt.

“Åndssvage alfons, har du en citron i stedet for en hjerne?”

kunne hun finde på at udbryde med påtaget fornærmelse. “tror

du, mine børn kommer til at sulte uden dine blikdåser? Jeg

burde trække dine bukser ned og skære den lille tingest af, du

har derinde!”

og det sagde en kvinde, som var vokset op i en eller anden

landsby ude på bøhlandet, hvor hun blev opdraget til at være

from og gå i burka.

15


abdul betragtede sig selv som “halvfems procent gammeldags”

og tillod sig at rette på hende: “hvad ville din far ikke

sige, hvis han hørte dig bande sådan på gaden?”

“han ville sige det værste,” svarede Zehrunisa en dag. “Men

det var ham, der sendte mig af sted for at gifte mig med en

mand, der var syg. hvis jeg bare havde siddet herhjemme og

holdt mund, ligesom min mor gjorde, ville alle de her børn

være døde af sult.”

abdul besad ikke det fornødne mod til at nævne sin fars –

Karam husains – store brist: for syg til at sortere ret meget affald,

ikke syg nok til at holde sig fra sin kone. Wahhabi-sekten,

som han var vokset op i, var imod prævention, og af de ti børn,

Zehrunisa havde født, havde de ni overlevet.

Med hver graviditet trøstede Zehrunisa sig med tanken om,

at hun var i færd med at producere fremtidens arbejdskraft.

abdul var til gengæld nutidens arbejdskraft, og hans bekymringer

steg, hver gang der kom en lille ny. han begik fejl, betalte

gribbene for godt for sække fyldt med værdiløse ting.

“rolig,” sagde hans far blidt. “Brug næsen, munden og ørerne,

ikke kun vægtskålen. Bank let på skrotmetallet med din

negl. Lyden kan fortælle dig, hvad det er lavet af. Bid i plastikken

for at bestemme kvaliteten. er den hård, så knæk den over

og snus til den. er lugten frisk, er det tegn på polyuretan af god

kvalitet.”

abdul havde suget til sig. Ét år havde de nok at spise. et andet

var boligen blevet forbedret. Lagenet var erstattet med en

skillevæg flikket sammen af aluminiumsrester og senere en

mur bygget af frasorterede mursten, hvilket gjorde hans hjem

til den mest solide bolig i rækken. De følelser, der skyllede igennem

ham, når han betragtede muren, var flere: stolthed, frygt

for at murstenene var af så dårlig kvalitet, at muren ville styrte

sammen, lettelse. nu var der en tre tommer tyk barriere mellem

ham og den etbenede, som modtog elskere, når ægtemanden

var ude at sortere affald eller befandt sig andetsteds.

De seneste måneder havde abdul kun lagt mærke til hende,

16


når hun humpede forbi på sine metalkrykker på vej hen til markedet

eller det offentlige toilet. Den etbenedes krykker syntes

for korte, for når hun gik, skød røven bagud med en vrikkende

bevægelse, der fik folk til at grine. Læbestiften var endnu en

kilde til morskab. Maler hun sig sådan bare for at sætte sig ved skidehullet?

nogle dage var læberne orange, andre gange lillarøde,

som om hun var klatret op i jamun-træet ovre ved hotel Leela

og havde guffet alle frugterne i sig.

Den etbenede hed i virkeligheden Sita. hun var lys i huden,

hvilket som oftest var en fordel, men det uudviklede ben

havde sendt brudeprisen i bund. hendes hinduforældre havde

taget imod det eneste tilbud, de fik: en fattig, utiltrækkende,

om end arbejdsom muslim, der tillige var gammel – “halvdød,

men hvem ville ellers have hende”, havde moren engang sagt

med sur mine. Denne usandsynlige ægtemand gav hende et

nyt navn, Fatima, og det umage par havde siden frembragt tre

skravlede piger. Den svageligste datter var dog druknet i en

spand i hjemmet. Fatima sørgede tilsyneladende ikke over det,

hvilket fik snakken til at gå. efter nogle dage trådte hun igen

frem fra hytten, atter vrikkende med hoften og med et blik i de

gyldne øjne, der på ny fæstnede sig stolt ved mandfolkene.

i det hele taget havde der været for meget krævementalitet

i annawadi på det seneste, i hvert fald virkede det sådan på

abdul. i takt med at indien oplevede økonomisk vækst, var de

gamle ideer om at acceptere det liv, man havde fået tildelt af sin

kaste eller sine guder, ved at blive erstattet af en tro på verdslig

genopfindelse. indbyggerne i annawadi talte nu henkastet

om udsigten til et bedre liv, som om velstand var en fætter, der

havde meldt sin ankomst på søndag, som om fremtiden ville

tage sig helt anderledes ud end fortiden.

abduls bror Mirchi havde ingen intentioner om at sortere

affald. han forestillede sig, at han skulle bære stivet uniform og

stemple ind til arbejdetet luksushotel. han havde hørt om

tjenere, der brugte hele dagen på at sætte tandstikkere i små

stykker ost eller lægge bestik på spisebordene, så det lå snorlige.

17


han ville gerne have sådan et job, som man ikke blev beskidt af.

“Bare vent!” havde han engang vrisset ad moren. “en dag får jeg

et badeværelse på størrelse med hele hytten her!”

Den drøm, som raja Kamble nærede, drejede sig om medicinsk

genfødsel. raja Kamble var en svagelig toiletrenser, der

boede i gyden omme bag ved abduls familie. hvis bare han

fik en ny klap til sit hjerte, ville han leve længe nok til at opfostre

sine børn. Meena, som var femten år gammel og boede i

en hytte rundt om hjørnet, længtes efter at tage del i friheden

og det eventyrlige liv, hun så i fjernsynsserierne, i stedet for

et arrangeret ægteskab og underkastelse i hjemmet. Sunil, en

underudviklet tolvårig grib, ville have mulighed for at spise så

meget, at han kunne begynde at vokse. asha, en kamphane af

en kvinde, der boede ved det offentlige toilet, nærede en anden

slags ambition. hun ville gerne være annawadis første kvindelige

slumlord og skamride byens ubønhørlige korruption direkte

ind i middelklassen. hendes teenagedatter, Manju, betragtede

sin egen målsætning som noget ædlere: at blive den første kvinde

i annawadi med en videregående uddannelse.

Den mest absurde skikkelse blandt disse drømmere var dog

den etbenede. Det syntes alle. hendes altopslugende interesse

var udenomsægteskabelig sex, men det var ikke kun for lommepengenes

skyld. Det ville hendes naboer trods alt have haft

forståelse for. Men den etbenede nærede tillige et ønske om at

sætte sig ud over den lidelse, som var årsag til hendes kaldenavn.

hun ville gerne respekteres og være attraktiv. Folk i annawadi

syntes, den slags ønsker var upassende for en krøbling.

abdul ønskede sig følgende: en kone, hvis uskyld udelukkede

ord som alfons og søsterknepper fra hendes ordforråd, og

som var ligeglad med, hvor meget han lugtede, og på længere

sigt et hus et andet sted, som ikke var annawadi. Som de fleste i

slumbyen – og i verden for den sags skyld – mente han, at hans

drømme var i overensstemmelse med hans evner.

18


Politiet var ankommet til annawadi og var nu på vej hen over

pladsen med retning mod hans hjem. Der måtte være tale om

politiet, for ingen, der boede i slumbyen, var i stand til at frembyde

tilnærmelsesvis lige så meget selvtillid.

abduls familie kendte mange af betjentene på den lokale

politistation, lige akkurat godt nok til at være bange for dem

alle. når de fik nys om, at en familie i slumbyen gjorde gode

forretninger, lagde de vejen forbi hver anden dag for at gøre

krav på deres andel. Den værste var politiassistent Pawar, som

havde mishandlet den lille Deepa, en hjemløs pige, der solgte

blomster ovre ved hotel hyatt. Men det gjaldt for de fleste af

dem, at de ikke ville holde sig tilbage for at pudse næse i dit

sidste stykke brød.

abdul havde ventet med skræk på dette øjeblik, hvor politibetjentene

krydsede hans families tærskel – på lyden af småbørn,

der skreg, af potter og pander, der blev væltet med vold.

Men de to betjente var helt rolige, venlige ligefrem, mens de

stod og fremlagde sagens kendsgerninger. Den etbenede havde

overlevet og havde fremsat visse beskyldninger fra sit sygeleje

på hospitalet, nemlig at abdul, hans storesøster og deres far

havde tævet og derefter stukket ild til hende.

Senere ville abdul huske tilbage på betjentenes ord, som

var de gået igennem skurets væg så langsomt som i en feberdrøm.

hans søster Kehkashan var altså også under beskyldning.

alene af den grund ønskede han, at den etbenede skulle dø.

og derefter ønskede han, at han aldrig havde ønsket det. hvis

den etbenede døde, ville hans familie blot være endnu mere på

skideren.

at være fattig i annawadi eller enhver anden slumby i Mumbai

var ensbetydende med, at man var skyldig i et eller andet.

nogle gange købte abdul skrotmetal, som gribbene havde

stjålet. han drev en forretning, beskeden som den var, uden

at være i besiddelse af den nødvendige tilladelse. Bare det at

bo i annawadi var ulovligt, eftersom lufthavnsmyndighederne

kræ vede, at bosættere som ham skulle forlade området. Men

19


hverken han eller nogen anden i hans familie havde stukket ild

til den etbenede. Det havde hun selv gjort.

abduls far bedyrede familiens uskyld med en stemme, som

var hvæsende og stakåndet, mens betjentene førte ham ud af

huset. “hvor er din søn?” forlangte den ene af dem at få at vide,

da de stod uden for døren ind til opbevaringsskuret. Betjentens

høje røst var i dette tilfælde ikke ment som en magtdemonstration.

han ville blot være sikker på, at han kunne høres hen over

lyden af abduls mor, der vrælede af sine lungers fulde kraft.

Zehrunisa husain var en tårefabrik, selv på sine bedste dage.

Faktisk var det en af hendes foretrukne metoder til at indlede en

samtale. Men nu blev hendes gråd forstærket af, at hendes børn

også græd. De små medlemmer af familien husain elskede deres

far mere umiddelbart, end abdul gjorde det, og den aften,

politiet kom for at føre ham bort, ville fremover være indprentet

i deres hukommelse.

tiden gik. Gråden døde hen. “han er hjemme igen om en

halv time,” sagde hans mor til de små i et syngende, højt tonefald,

som var et af dem, hun anvendte, når hun løj. abdul fandt

styrke i ordene hjemme igen. Åbenbart havde politiet forladt

annawadi, efter at de havde anholdt hans far.

abdul kunne ikke udelukke den mulighed, at betjentene

ville vende tilbage for at lede efter ham. Men med det, han

kendte til Mumbai-politis energiniveau, var det mere sandsyn-

ligt, at betjentene ville holde fyraften. Det gav ham en tre-fire

timer endnu med mørke, hvor han kunne planlægge en flugt,

der var mere fornuftig end bare at gemme sig i det tilstødende

skur.

Det var ikke sådan, at han ikke følte sig i stand til at vove

pelsen. en af hans private forfængeligheder var hans forestilling

om, at affaldssorteringen havde tilført hans hænder en

dræbende kraft – som gjorde, at han kunne knække mursten

midtover med et enkelt slag, ligesom Bruce Lee. “Så lad os da

finde en mursten,” havde en pige engang sagt, som han noget

uklogt havde delagtiggjort i netop denne overbevisning. abdul

20


havde bakket ud. Murstensforestillingen var noget, han gerne

gav næring til, men den skulle ikke afprøves.

hans bror Mirchi, som var to år yngre, var langt modigere

og ville aldrig have gemt sig i affaldsskuret. Mirchi holdt meget

af Bollywood-filmene, hvor de fredløse med bare maver sprang

ud af høje vinduer og løb hen over tagene af togvogne i bevægelse,

mens politiet, der jagtede dem, skød og ramte forbi. abdul

tog til gengæld alle farer, også dem i filmene, alt for alvorligt.

han græmmede sig stadigvæk over den aften, han og en anden

dreng var taget hen til et skur et par kilometer væk, hvor man

viste piratvideoer af de seneste film. Denne aftens film havde

handlet om et palæ, hvor der boede et uhyre nede i kælderen

et væsen med orangefarvet pels, som levede af at æde mennesker.

Da den var forbi, havde han set sig nødsaget til at betale

ejeren tyve rupier for at få lov til at sove på gulvet, eftersom

hans ben var for stive af skræk til at bære ham hjem.

Lige så flov han var, når de andre drenge blev opmærksomme

på hans frygt, lige så irrationelt syntes abdul, det var at ønske

sig anderledes. Mens han gik og sorterede aviser eller blikdåser

– opgaver, som beroede mere på at mærke end på at se

– betragtede han sine naboer. Det var en vane, der fik tiden til at

gå og gav ham anledning til at danne teorier. en af disse kom til

at vinde hævd over de andre. Det forekom ham nemlig, at skæbnen

i annawadi ikke kun formede sig efter, hvad folk gjorde,

eller hvor godt de gjorde det, men i høj grad efter de ulykker

og katastrofer, det lykkedes dem at undgå. et godt liv var det

tog, man netop ikke blev ramt af, den slumlord, man undgik at

fornærme, den malariasygdom, man ikke var blevet smittet af.

og mens han ærgrede sig over, at han ikke var klogere, mente

han alligevel at være i besiddelse af en egenskab, som var næsten

lige så værdifuld i de omgivelser, hvori han levede. han var

chaukanna – årvågen.

“Mine øjne kan se i alle retninger,” var en anden måde, han

formulerede det på. han mente, at han var i stand til at forudsige

katastrofen, mens der endnu var tid til at komme væk.

21


hændelsen med den etbenedes selvbrænding var den første,

der var blevet væk i hans blinde vinkel.

hvad var klokken? en nabo ved navn Cynthia stod ude på pladsen

og råbte: “hvorfor har politiet ikke arresteret resten af denne

familie?” Cynthia var veninde til Fatima den etbenede, og

hun havde foragtet abduls familie, lige siden hendes mands

egen affaldsvirksomhed var gået ned. “Lad os gå i optog til politistationen

og få betjentene herud for at tage dem med,” stod

hun og råbte til de andre indbyggere. inde fra abduls hjem

kom der kun tavshed.

efter et stykke tid holdt Cynthia heldigvis op. tilsyneladende

var der ikke den store opbakning til protestmarchen, kun irritation

over, at hun gik og forstyrrede folks nattesøvn. abdul

fornemmede, at nattens spændinger var i aftagende – lige indtil

et rabalder af potter og pander fik ham til at fare op af forskrækkelse

og forvirring.

et gyldent lys faldt ind gennem sprækkerne i døren. ikke

døren ind til hans lager. Det var en dør, han lige skulle bruge

et øjeblik på at placere. han stod med bukserne på, så vidt

han kunne bedømme hjemme hos den unge muslimske kok,

der boede ovre på den anden side af pladsen. Det var morgen.

Larmen omkring ham stammede fra andre annawadiindbyggere,

som nu var i gang med at lave morgenmad i de

tilstødende hytter.

hvornår var han gået over pladsen og hen til denne hytte? og

hvorfor? Panikken havde flået hul i hans hukommelse, og han

fik aldrig styr på, hvad der var sket i nattens sidste timer. Det

eneste, der stod klart, var, at han i sit livs alvorligste stund, som

krævede hans fulde mod og opfindsomhed, var blevet hjemme

i annawadi og var faldet i søvn.

i det samme vidste han, hvad han skulle gøre: han måtte

finde sin mor. Som flygtning havde han vist sig uduelig, nu

havde han brug for, at hun skulle fortælle ham, hvad han skulle

gøre.

22


“Se nu at komme af sted,” sagde Zehrunisa husain efter at

have givet ham sin instruks. “Skynd dig!”

abdul snuppede en ren skjorte og stak i løb. hen over det tomme

areal, ned ad den kringlede gyde med hytterne og ud til en hullet

grusvej. affald og vandbøfler på slumsiden. hyatts funklende

glas på den anden. han fumlede med skjorteknapperne, mens

han løb. efter et par hundrede meter kom han ud på den brede,

trafikerede vej til lufthavnen, som var kantet med blomstrende

haver. Den slags pynt tilhørte en by, han slet ikke kendte til.

Der var sågar sommerfugle. han strøg forbi dem og slog et

sving ind mod lufthavnen. Skilte viste vej mod ankomst- og afgangshallerne.

han løb langs med et blåt og hvidt aluminiumshegn,

bag hvilket trykluftborene dundrede og gravede fundamenterne

ud til en ny og prangende terminal. abdul havde fra

tid til anden spekuleret over sikkerhedshegnets pengemæssige

værdi. to hapsede aluminiumspaneler, så kunne en affaldsdreng

holde fri i et helt år.

han løb videre og drejede skarpt til højre ved de holdende

sorte og gule taxier, der skinnede i den voldsomme morgensol.

Så til højre igen og op ad en skyggefuld indkørsel. træer med

løvrige, lavthængende grene. endelig til højre igen, og så var

han indenfor på Sahar Politistation.

Zehrunisa havde læst sin søns ansigt: Drengen var for bange

til at gemme sig for politiet. hendes egen frygt, da hun vågnede,

var, at betjentene ville tæve hendes mand som straf for

abduls flugt. Det var den ældste søns pligt at beskytte en syg far

mod en sådan skæbne.

abdul ville gøre sin pligt – endda næsten, næsten med glæde.

at gemme sig var noget, man gjorde, hvis man var skyldig.

i og med at han var uskyldig, ville han have det stemplet i panden.

Så hvad skulle han ellers gøre end at overgive sig til den

stemplende myndighed – til loven, til retfærdigheden, begreber,

som hans begrænsede historik ikke havde givet ham nogen

som helst grund til at tro på? nu ville han anstrenge sig til det

yderste for at tro på dem.


en politiassistent iklædt kakiuniform med epauletter sad og

hang bag et gråt metalskrivebord. Da han fik øje på abdul, rejste

han sig op af bar forbavselse. hans læber under overskægget

var tykke og fiskeagtige, og abdul ville senere huske tilbage på

dem – måden, de åbnede sig en anelse på, inden han smilede.

More magazines by this user
Similar magazines