denne rapport

102
I Debio skal vandet have så lav en grad af forurening, og så stort indhold af ilt, at
opdrætsdyrene ikke påvirkes negativt. Opdrættet må ikke placeres i nærheden af, eller
nedstrøms, en væsentlig forureningskilde.
I Soil er der krav om, at opdrætsfaciliteterne og/eller hydrografiske karaktertræk skal
sikre god vandudskiftning med vand af høj kvalitet i overensstemmelse med artens
behov. Vandudskiftningen skal minimum være 1 l/kg fisk/min (fuldt iltet strømmende
ferskvand) ved produktion af regnbue- og bækørred. I opdræt af atlanterhavslaks i
havvand skal vandhastigheden være moderat til høj, dvs. middel-strømhastigheder på
hhv. 5+ og 10+ cm/sek.). På visse tidspunkter af tidevandscyklussen bør
strømhastigheden overstige 1 kropslængde pr. sek. Certificeringsmyndigheden kan
tillade afvigelser fra disse niveauer for det enkelte fiskeopdræt i overensstemmelse med
lokalitetens specifikke forhold.
Lavt iltniveau og gasovermætning
Fisk er naturligt i stand til at tilpasse sig et lavere iltniveau i vandet, men forekommer
der et større akut fald i iltindholdet eller overskrides fiskens tolerancetærskel for
iltindhold, fører det til respiratorisk stress og eventuel nedsat ilttransport til vævene. En
mindre overskridelse af ilttolerancetærsklen nedsætter appetit og foderomsætning, men i
kritiske tilfælde kan fisken kvæles og dø, når iltkravet til basale stofskiftefunktioner
ikke længere opfyldes. I ældre videnskabelig litteratur anbefales minimalt iltniveauer op
til 6 mgO2/l hos regnbueørred og 5 mgO2/l ål, men i moderne opdræt med meget
energiholdigt foder, hurtigt voksende fisk og intensiv fodring anses disse niveauer ikke
altid at være tilstrækkelige, med mindre udfodringen reduceres. Opretholdes en normal
høj udfodring anbefaler foderfirmaer iltniveauer på f.eks. minimum 5,5 og 8,3 mg/l ved
vandtemperaturer på hhv. 5 og 20ºC, hvis foderudnyttelsen skal være maksimal. For
god trivsel blandt fiskene anbefales det at vandets iltindhold under opdræt tilpasses
ændringer i opdrætsbetingelser, hvor især udfodret energi, vandtemperatur,
fiskestørrelse og -stadium, vil indvirke på den krævede iltmængde.
Gasovermætning kan føre til dykkersyge, men der er stor forskel på om det er
atmosfærisk luft eller ren ilt, der forårsager gasovermætningen, idet vævenes iltforbrug
minimere risikoen for skade som følge af iltovermætning. Endvidere kan vandets
hårdhed minimere skadevirkning ved dykkersyge hos havgående (anadrome) ørreder.
Mange arter er robuste overfor overmætning med ilt, inklusiv regnbueørred og ål, men
er følsomme overfor en total gasovermætning forårsaget af inaktive gasser som
kvælstof. Tolerancer på 103-110% total gasovermætning er nævnt for laksefisk, med en
stigende tolerance med fiskens udvikling. I tilfælde af at fisk udsættes for en total
gasovermætning af vandet er det vigtigt ikke at foretage en pludselig gastrykreduktion,
men at afgasse vandet langsomt.
_________________________________________________________________
Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt