denne rapport

aquacircle.org

denne rapport

102

I Debio skal vandet have så lav en grad af forurening, og så stort indhold af ilt, at

opdrætsdyrene ikke påvirkes negativt. Opdrættet må ikke placeres i nærheden af, eller

nedstrøms, en væsentlig forureningskilde.

I Soil er der krav om, at opdrætsfaciliteterne og/eller hydrografiske karaktertræk skal

sikre god vandudskiftning med vand af høj kvalitet i overensstemmelse med artens

behov. Vandudskiftningen skal minimum være 1 l/kg fisk/min (fuldt iltet strømmende

ferskvand) ved produktion af regnbue- og bækørred. I opdræt af atlanterhavslaks i

havvand skal vandhastigheden være moderat til høj, dvs. middel-strømhastigheder på

hhv. 5+ og 10+ cm/sek.). På visse tidspunkter af tidevandscyklussen bør

strømhastigheden overstige 1 kropslængde pr. sek. Certificeringsmyndigheden kan

tillade afvigelser fra disse niveauer for det enkelte fiskeopdræt i overensstemmelse med

lokalitetens specifikke forhold.

Lavt iltniveau og gasovermætning

Fisk er naturligt i stand til at tilpasse sig et lavere iltniveau i vandet, men forekommer

der et større akut fald i iltindholdet eller overskrides fiskens tolerancetærskel for

iltindhold, fører det til respiratorisk stress og eventuel nedsat ilttransport til vævene. En

mindre overskridelse af ilttolerancetærsklen nedsætter appetit og foderomsætning, men i

kritiske tilfælde kan fisken kvæles og dø, når iltkravet til basale stofskiftefunktioner

ikke længere opfyldes. I ældre videnskabelig litteratur anbefales minimalt iltniveauer op

til 6 mgO2/l hos regnbueørred og 5 mgO2/l ål, men i moderne opdræt med meget

energiholdigt foder, hurtigt voksende fisk og intensiv fodring anses disse niveauer ikke

altid at være tilstrækkelige, med mindre udfodringen reduceres. Opretholdes en normal

høj udfodring anbefaler foderfirmaer iltniveauer på f.eks. minimum 5,5 og 8,3 mg/l ved

vandtemperaturer på hhv. 5 og 20ºC, hvis foderudnyttelsen skal være maksimal. For

god trivsel blandt fiskene anbefales det at vandets iltindhold under opdræt tilpasses

ændringer i opdrætsbetingelser, hvor især udfodret energi, vandtemperatur,

fiskestørrelse og -stadium, vil indvirke på den krævede iltmængde.

Gasovermætning kan føre til dykkersyge, men der er stor forskel på om det er

atmosfærisk luft eller ren ilt, der forårsager gasovermætningen, idet vævenes iltforbrug

minimere risikoen for skade som følge af iltovermætning. Endvidere kan vandets

hårdhed minimere skadevirkning ved dykkersyge hos havgående (anadrome) ørreder.

Mange arter er robuste overfor overmætning med ilt, inklusiv regnbueørred og ål, men

er følsomme overfor en total gasovermætning forårsaget af inaktive gasser som

kvælstof. Tolerancer på 103-110% total gasovermætning er nævnt for laksefisk, med en

stigende tolerance med fiskens udvikling. I tilfælde af at fisk udsættes for en total

gasovermætning af vandet er det vigtigt ikke at foretage en pludselig gastrykreduktion,

men at afgasse vandet langsomt.

_________________________________________________________________

Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt

More magazines by this user
Similar magazines