denne rapport

aquacircle.org

denne rapport

30

vrikkende kropsbevægelser (Ellis et al. 2002). Angreb fra regnbueørreder begynder

med, at den angribende fisk står stille, orienterer sig og svømmer herefter direkte mod

forsvarerens krop, hale- og rygfinner. Hvis forsvareren ikke flygter, vil angriberen

snappe i vandet eller bide efter modstanderen. En kamp ender med at én af fiskene

flygter eller signalerer en underordnet status ved mørkfarvning, passivitet og position i

bassinet (Ellis et al. 2002).

Regnbueørred hører til blandt de mest aggressive laksefisk, der er undersøgt. I en

adfærdsundersøgelse blev aggression sammenlignet mellem regnbueørred,

atlanterhavslaks, hav- og fjeldørred ved vurdering af 7 adfærdsmønstre hos mindre fisk

(7-14 g). Resultatet var, at regnbueørred angreb og bed hyppigst af alle undersøgte arter

og i højere grad udviste tyrannisk dominans i forhold til atlanterhavslaks og havørred.

Selv om fiskene var fodret ad libitum, blev et hierarki etableret mellem fiskene (Mork

1995). Regnbueørreders køn har ikke vist sig at have indflydelse på hierakidannelsen i

en gruppe med både hanner og hunner (Noakes et al. 1977). Umiddelbart efter at

regnbueørreder er sat sammen, er den aggressive adfærd hos regnbueørred størst, men

falder herefter til et lavt niveau efter nogle dage. Hos både yngel af regnbueørred og

kildeørred (Salvelinus fontinalis) blev der i den første uge observeret stor bide- og

jageaktivitet, men aggressiviteten faldt til et lavt niveau i løbet af en måned (Chew

1987).

Hyppigheden og graden af aggressiv adfærd hos regnbueørred ændrer sig med fiskenes

udvikling og størrelse (Johnson 1993). Hyppighed, varighed og kompleksitet af

aggressive sammenstød hos regnbueørred var stigende op til en alder af 30 dage.

Herefter blev de aggressive sammenstød overtaget af øget signalerende adfærd (Cole og

Noakes 1980 fra Ellis et al. 2002). I fangenskab danner regnbueørred let sociale

hierakier, især i de yngre stadier (Pickering 1992). Sådanne hierakier afhænger i stor

udstrækning af størrelsesforskelle mellem individerne (Alanärä 1996; Johnsson 1993),

men farvedragten signalerer også social rang, hvor store, lysfarvede yngel normalt

dominerer over mindre mørkfarvede artsfæller (Chew 1987). En vægtforskel på ca. 5%

er fundet tilstrækkelig for at større individer sikrer sig dominans blandt regnbueørredyngel

(Abbott og Dunbrack 1985). Denne vægtforskel forøges med tiden, hvis ikke

fiskene sorteres undervejs (Abbot og Dill 1989 fra Wedemeyer 1996; Li og Brocksen

1977).

Det arealmæssige territorium stiger med øget fiskestørrelse (Keeley og McPhail 1998).

For visuelt orienterede dyr som regnbueørreden er størrelsen af et territorium dog

påvirket af udsyn eller sigtbarheden. I en efterligning af naturlige miljøer blev der hos

unge regnbueørreder fundet en omvendt sammenhæng mellem muligheden for udsyn og

størrelse af territorium. Et nedsat udsyn reducerer således størrelsen af et territorium

(Imre et al. 2002). Endvidere er det i naturlig bestand af steelhead regnbueørreder i to

_________________________________________________________________

Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt

More magazines by this user
Similar magazines