denne rapport

aquacircle.org

denne rapport

5.2 Effekter af aggressiv adfærd

Regnbueørred

Aggressiv adfærd forårsager fysiske skader og øger størrelsesforskellen mellem

individer og påvirker en række stressfysiologiske parametre.

32

Finneskader kan være voldsomme hos laksefisk resulterende i tab af hele finner. Hos

intensiv opdrættede regnbueørreder, er alle finner udsatte for skader. Rygfinnen

udsættes for størst skade, og herefter i faldende grad, bryst-, hale-, gat- og bugfinner

(Ellis et al. 2002), hvilket stemmer godt overens med resultater opnået i projektets fase

2 forsøg. Finner udsat for bid bliver misfarvede og er mål for yderligere læsioner med

risiko for delvis eller fuldstændig tab af ryg-, bryst- og bugfinner, især ved lav

vandtemperatur. Finneskader heles og regenerere (gendannes) i varmere vand (ca. 10°C

eller derover) ved ophør af aggressivitet (Wedemeyer 1997).

Underordnede ørreder udviser en nedsat og ujævn dag-til-dag foderindtagelse.

Undersøgelser viser, at reduceret foderindtagelse hos underordnede fisk kan være en

direkte effekt af forhøjede plasma-kortisolniveauer (Ellis et al. 2002). I kampen om

foder er der fundet en positiv korrelation mellem de metaboliske omkostninger og

foderindtagelse hos både dominante og underordnede regnbueørreder, men de relative

omkostninger er størst blandt underordnede fisk (Metcalfe 1986).

Der er stærke beviser for, at sociale sammenstød forårsager et stressrespons hos

underordnede regnbueørreder. I forsøg med fisk holdt parvis udviste den underordnede

fisk fysiologisk stressrespons, bl.a. forhøjet plasma-kortisolniveauer i både korte og

langvarige eksperimenter (fra 11 til 42 timer), mens dominante ørreder ikke forekom

stressede. Endvidere er det vist, at underordnede regnbueørreder i højere grad lider af

bakterielle infektioner og højere dødelighed sammenlignet med dominante individer,

hvilket bl.a. tilskrives et forhøjet plasma-kortisolniveau (Ellis et al. 2002).

Ål

Større dominante ål tilbringer mere tid på bassinbunden end mindre underordnede ål,

der har højere svømmeaktivitet og tilbringer mere tid i den øverste del af vandsøjlen

(pelagiske), hvorved de undgår aggressive sammenstød. Endvidere er foderindtagelse

og vækst nedsat hos de mindste ål, ved tilstedeværelse af større ål, selv når ålene fodres

til mæthed. En højere dødelighed blandt små ål viste sig nærmere koblet til stress og

sult, frem for tæthed, skader eller sygdom (Knights 1987). I åleopdræt udviser

underordnede individer kronisk forhøjede kortisol-niveauer, blød og indskrumpet

mavesæk, henfald af tarmens slimlag og en undertrykkelse af immunapparatet. Andre

signifikante stressrelaterede ændringer er højere plasma-kortisol-, glukose- og

mælkesyreniveau, et lavere glykogenniveau og leukocytantal, samt reduceret

_________________________________________________________________

Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt

More magazines by this user
Similar magazines