31 floder observeret at s

31 floder observeret at størrelsen af det arealmæssige territorium ikke hænger sammen med antallet af observerede indtrængende individer på et territorium pr. time, men er omvendt relateret til den lokale fisketæthed (Keeley og McPhail 1998). Når vilde territoriale ørreder tvinges til at dele det samme areal ved højere populationstætheder overtages territoriehævdelse delvist af et dominanshierarki (Ellis et al. 2002). Etableringen af dominanshierarkier er sandsynligvis til en vis grad genetisk betinget (Pennell og McLean 1996), men styrken af hierakiet påvirkes af størrelsesforskelle mellem individerne og bestandstæthed (Wedemeyer 1997), fiskens livsstadium (Ellis et al. 2002) samt udfodring, skygge, bundens fysiske struktur og temperatur (Alanärä 1996). Ål Ål udviser ligesom laksefisk i forskellig grad aggressiv adfærd, etablerer dominanshierarkier og vokser med forskellig hastighed, så størrelsesforskelle mellem individerne udvikles over tid. I forsøg med blot to ål udviste ål følgende aggressiv adfærd (Peters et al. 1980): - "Truende": Ålen svømmer med vidt-åben mund og spredte finner som truende adfærd. Modparten reagerer ved at flygte eller udvise lignende adfærdsmønster. - "Støde og bide": Den truende aggression kan pludselig føre til hurtig og kraftfuld stød og bid. Pga. modpartens flugtreaktion, tildeles bidene ofte i haleregionen. Ekstremt aggressive dyr forsøger at bide, fastholde og ryste modpartens krop. Truende adfærd, jagt og kropsbid manifesteres af ål i alle størrelser, men udføres primært af de største ål (Knights 1987). Adfærdsstudier med både yngel og voksne ål har vist, at der i mindre forsøgstanke etableres et hierarki (Knights 1987; Peters et al. 1980). Primært er den hirakiske orden baseret på kropsstørrelse med de største individer i toppen af hierakiet. Ål lærer deres position i et hieraki ud fra udfaldet af gentagne aggressive sammenstød. Hos yngel var dominans eller undvigelse mest markant, når de største individer havde ca. 50% større kropsvægt i forhold til mindre ål. Hyppigheden af aggressive sammenstød falder markant når flere ål sættes sammen (Knights 1987). _________________________________________________________________ Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt

5.2 Effekter af aggressiv adfærd Regnbueørred Aggressiv adfærd forårsager fysiske skader og øger størrelsesforskellen mellem individer og påvirker en række stressfysiologiske parametre. 32 Finneskader kan være voldsomme hos laksefisk resulterende i tab af hele finner. Hos intensiv opdrættede regnbueørreder, er alle finner udsatte for skader. Rygfinnen udsættes for størst skade, og herefter i faldende grad, bryst-, hale-, gat- og bugfinner (Ellis et al. 2002), hvilket stemmer godt overens med resultater opnået i projektets fase 2 forsøg. Finner udsat for bid bliver misfarvede og er mål for yderligere læsioner med risiko for delvis eller fuldstændig tab af ryg-, bryst- og bugfinner, især ved lav vandtemperatur. Finneskader heles og regenerere (gendannes) i varmere vand (ca. 10°C eller derover) ved ophør af aggressivitet (Wedemeyer 1997). Underordnede ørreder udviser en nedsat og ujævn dag-til-dag foderindtagelse. Undersøgelser viser, at reduceret foderindtagelse hos underordnede fisk kan være en direkte effekt af forhøjede plasma-kortisolniveauer (Ellis et al. 2002). I kampen om foder er der fundet en positiv korrelation mellem de metaboliske omkostninger og foderindtagelse hos både dominante og underordnede regnbueørreder, men de relative omkostninger er størst blandt underordnede fisk (Metcalfe 1986). Der er stærke beviser for, at sociale sammenstød forårsager et stressrespons hos underordnede regnbueørreder. I forsøg med fisk holdt parvis udviste den underordnede fisk fysiologisk stressrespons, bl.a. forhøjet plasma-kortisolniveauer i både korte og langvarige eksperimenter (fra 11 til 42 timer), mens dominante ørreder ikke forekom stressede. Endvidere er det vist, at underordnede regnbueørreder i højere grad lider af bakterielle infektioner og højere dødelighed sammenlignet med dominante individer, hvilket bl.a. tilskrives et forhøjet plasma-kortisolniveau (Ellis et al. 2002). Ål Større dominante ål tilbringer mere tid på bassinbunden end mindre underordnede ål, der har højere svømmeaktivitet og tilbringer mere tid i den øverste del af vandsøjlen (pelagiske), hvorved de undgår aggressive sammenstød. Endvidere er foderindtagelse og vækst nedsat hos de mindste ål, ved tilstedeværelse af større ål, selv når ålene fodres til mæthed. En højere dødelighed blandt små ål viste sig nærmere koblet til stress og sult, frem for tæthed, skader eller sygdom (Knights 1987). I åleopdræt udviser underordnede individer kronisk forhøjede kortisol-niveauer, blød og indskrumpet mavesæk, henfald af tarmens slimlag og en undertrykkelse af immunapparatet. Andre signifikante stressrelaterede ændringer er højere plasma-kortisol-, glukose- og mælkesyreniveau, et lavere glykogenniveau og leukocytantal, samt reduceret _________________________________________________________________ Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt