denne rapport

aquacircle.org

denne rapport

54

Tolerancer

Iltbehovet hos fostre af laksefisk ændres med deres udvikling. For æg er et anbefalet

minimal niveau indtil øjenægstadiet 6 mgO2/l og herefter indtil klækning op til 11 mg/l

(ved 10ºC). Efter klækning anbefales et opløst iltniveau på mindst 7,8 mg/l for

maksimal beskyttelse (Barton 1996). Årsagen til et højere iltbehov i det sidste

fosterstadie, er at den begrænsede effektive overflade til iltoptagelse over ægkapslen

(Groot 1996).

Generelt gælder det, at ved iltniveauer under ca. 5 mg/l tager laksefisk ikke føde til sig -

formentlig en adfærd der skal forhindre den normale stigning i iltoptagelse, som følge af

fodring og fordøjelse. Det minimale iltniveau for overlevelse ligger hos laksefisk på ca.

2 mg/l (Wedemeyer 1996a).

Da fisks iltbehov i høj grad afhænger af udfodring, stiller de moderne energirige

fodertyper specielle krav til vandets iltindhold. Dette betyder, at selv relativ ny

videnskabelig litteratur i denne sammenhæng er forældet. F.eks. en tidligere anbefalet

grænseværdi for regnbueørred på 4-4,5 mg/l (Alabaster og Lloyd 1980) og 3-4 mg/l for

ål (Wickins 1980) kan sikre normal adfærd og svømmepræstation, men vides ikke at

være tilstrækkelig under intensive opdrætsforhold. Grænseværdier angivet senere er

således øget til minimum 6 mg/l for laksefisk og 5 mg/l for ål (Wedemeyer 1996a og

1997), men også disse niveauer er i mange tilfælde af begrænset nytte, med mindre

udfodringen reduceres ved højere temperaturer. Med udgangspunkt i bedst mulig

foderudnyttelse hos regnbueørred anbefales af foderfirma f.eks. iltniveauer på minimum

ca. 5,5 og 8,3 mg/l ved hhv. 5 og 20°C, svarende til 42 og 91% iltmætning (se fig. 3,

BioMar foderkatalog 2000).

_________________________________________________________________

Undersøgelse af fiskevelfærd, -kvalitet og miljøbelastning i ørred- og åleopdræt

More magazines by this user
Similar magazines