Kapitel 11 Offentlige sektor

naalakkersuisut.gl

Kapitel 11 Offentlige sektor

Kapitel 11: Offentlige sektor og

finanser

11.1 Introduktion

Den offentlige sektor i Grønland er opbygget efter de samme principper som i de skandinaviske

lande. Den offentlige sektor er stor og tilvejebringer et stort udbud af velfærdstjenester og et

socialt sikkerhedsnet. Den offentlige sektor er dominerende for hele landets økonomi. De

offentlige udgifter udgør omkring 60 % af den samlede indkomst i landet og omkring 80 % af den

samlede produktion. Gennem de seneste år har de offentlige udgifter vokset samtidig med, at de

offentlige indtægter er stagneret. Indtægterne fra bloktilskuddet er låst fast ved lov, mens

indtægter fra skatter og afgifter har været præget af den lave økonomiske aktivitet i samfundet.

Den offentlige sektor i Grønland adskiller sig fra andre landes offentlige sektor ved at være større

end den økonomiske aktivitet umiddelbart tilsiger. Det kan kun lade sig gøre pga. indtægterne fra

bloktilskuddet. Derudover er det et særligt kendetegn, at befolkningen er lille og spredt over store

geografiske afstande. Universelle ydelser er derfor svære at stille til rådighed i hele landet, og en

af de sværeste udfordringer for den offentlige sektor er at prioritere mellem ensartede tilbud til

alle og niveauet på kvaliteten, samt at sikre en realistisk organisering af den offentlige sektor.

En særlig problematik er et stort erhvervsengagement for den offentlige sektor. De største

virksomheder i Grønland er ejet af Selvstyret. De drives som aktieselskaber efter et arms‐længde‐

princip, så de i videst muligt omfang agerer som private, profitmaksimerende virksomheder.

Gennem servicekontrakter søger Selvstyret at synliggøre de ydelser det samlede samfund har

gavn af. I kontrakterne kompenseres virksomhederne for de omkostninger der er forbundet med

at levere de ydelser der er specificeret i kontrakterne. Trods dette har dette ejerskab stor

betydning for de offentlige finanser og risikoeksponeringen.

De seneste år er finansloven godkendt med underskud på Drift, Anlæg og Udlåns‐saldoen (DAU)

og det har været med til at udhule likviditeten. I 2008 var likviditeten over 2 mia. kr., men pga.

underskud på DAU saldoen og ekstraordinære udbetalinger til Royal Greenland i 2009

budgetteres der med en likvidbeholdning på knapt 700 mio. kr. ved udgangen af 2010. I lyset af

den offentlige sektors dominerende rolle i økonomien er det vigtigt, at landskassen til enhver tid

er solid. Derfor har Selvstyret en målsætning om at have en likviditet på minimum 10 % af de

samlede udgifter svarende til godt 600 mio. kr.

Fremadrettet vil de offentlige finanser komme under betydeligt pres. Grønland oplever ligesom

mange andre lande, at de ældre om nogle år vil udgøre en stigende del af befolkningen. Derfor er

der behov for, at der allerede nu tages initiativer der sikrer at der er holdbarhed på de offentlige

finanser, jf. Skatte‐ og Velfærdskommissionen (2010) og Grønlands Økonomiske Råd (2010). Det

er således en særlig udfordring for de offentlige finanser at sikre finanspolitisk holdbarhed. Dette

er en forudsætning for en stabil økonomisk udvikling. I Strukturudvalgets betænkning blev det

1


foreslået, at den offentlige sektor blev omstruktureret, og de 18 gamle kommuner er derfor slået

sammen i 4 storkommuner, ligesom handicapområdet er flyttet fra Selvstyret til kommunerne.

Formålet med omstruktureringen var at få en mere effektiv offentlig sektor. Det er en fortsat

udfordring at sikre en hensigtsmæssig organisering af den offentlige sektor for at sikre en effektiv

opgaveløsning og administration til lavest mulige omkostninger.

I dette kapitel diskuteres nogle overordnede forhold i relation til den offentlige sektors rolle og

organisering, samt styringen af de offentlige finanser.

11.2 Effektivisering

Alene det at finansiere velfærdssamfundet med dets nuværende indretning rejser et stort

problem, jfr. diskussionen i kapitel 1. Imidlertid er det usandsynligt at krav til offentlig

opgaveløsning ikke vil øges fremadrettet, især må dette forventes at være tilfældet inden for

sundhedsområdet (se f.eks. OECD(2006)). Der vil imidlertid ikke være finansielt råderum til at

imødekomme sådanne krav. Et sådant råderum må derfor primært fremskaffes via

rationaliseringer og effektiviseringer på andre områder inden for den offentlige sektor.

Skatte‐ og velfærdskommissionen har stillet en række forslag, der implicerer forenklinger og

dermed mulighed for en mindre administrativ krævende opgaveløsning. Dette giver muligheder

for effektiviseringer og omkostningsbesparelser.

Udover disse forslag rettet mod administrative forhold er der imidlertid en række forhold af stor

betydning for den offentlige opgaveløsning, og hvor der kan være mulighed for både forbedringer

i den kvalitative opgaveløsning og effektiviseringer og omkostningsbesparelser. Dette afsnit ser

nærmere på sådanne muligheder.

11.2.1 Tiltrække og fastholde personale

På centrale velfærdsområder som sundhed, uddannelse og det sociale område er

opgaveløsningen hæmmet både af problemer med rekruttering af personale med de nødvendige

kvalifikationer og af meget stor personaleomsætning. Den store udskiftning af personalet giver

mange problemer i det daglige arbejde og vanskeliggør kontinuitet i den offentlige opgaveløsning.

Et stort problem i forhold til at øge effektiviteten blandt de offentligt ansatte, er den lave

anciennitet i mange ansættelser.

I tabel 11.1 er personaleomsætningen i den offentlige sektor i form af Selvstyret og kommunerne

opgjort for forskellige personalegrupper. Personaleomsætningen er defineret ved den andel af

personalet, som fratræder deres stilling i løbet af et år. Der skal gøres opmærksom på, at for

dataene anvendt i tabellen registreres en opsigelse først, når en person ikke længere er ansat

under deres hidtidige overenskomst. Det betyder, at et jobskifte for f.eks. en administrativ

medarbejder i mellem to departementer i Selvstyret ikke registreres som en opsigelse, så længe

personen er ansat under det samme overenskomstområde i det nye job. Den reelle

personaleomsætning vil derfor være større end angivet i tabellen.

2


Tabel 11.1. Personaleomsætning i den offentlige sektor

Data er for perioden 1. juli 2008 til 30. juni 2010 og

omfatter ansatte i Selvstyret og kommunerne.

Antal årsværk

i perioden i

gennemsnit

Antal årlige

fratrædelser i

gennemsnit

Personale-

omsætning

Administrativt personale 965 318 33 %

Administrativt personale - DJØF'ere 166 54 33 %

Personale i sundhedsvæsenet, månedslønnede 805 220 27 %

SIK, månedslønnede 2.404 677 28 %

Pædagoger 477 131 27 %

Pædagogmedhjælpere 481 181 38 %

Lærere, månedslønnede 936 117 12 %

Lærere, timelønnede 269 90 33 %

Kilde: Grønlands Selvstyre

Anm.: 1. Vikarer er i sagens natur ikke medtaget i opgørelsen.

2. En opsigelse registreres først i det øjeblik, at personen ikke længere er ansat under deres

hidtidige overenskomst. Dvs. skifter en lærer fx job fra en skole til en anden, så registreres det

ikke som en opsigelse.

Det fremgår af tabel 11.1, at personaleomsætningen varierer noget for de forskellige faggrupper,

men personaleomsætningen må overordnet set betegnes som værende ganske høj. Således er

personaleomsætningen for det samlede administrative personale på 33 %, hvilket betyder, at en

administrativ medarbejder i Selvstyret eller kommunerne har et ansættelsesforhold, som i

gennemsnit varer i 3 år.

De månedslønnede lærere skiller sig ud med en væsentligt lavere personaleomsætning end de

øvrige faggrupper i opgørelsen. Med en personaleomsætning på 12 % for denne faggruppe, er de

månedslønnede lærere i gennemsnit ansat godt 8 år i skolevæsenet. Eftersom det i dataene ikke

registreres som en fratrædelse, når en lærer skifter job fra en skole til en anden, vil

personaleomsætningen for denne faggruppe ude på de enkelte skoler opleves som værende

noget større end de 12 %.

Den betydelige mangel på personale inden for visse faggrupper i primært sundhedsvæsenet, gør

det er nødvendigt at anvende en betydelig grad af vikardækning og anden løst ansat arbejdskraft

for at kunne udføre arbejdsopgaverne. I tabel 11.2 er brugen af fastansatte, vikarer og

timelønnede opgjort for udvalgte faggrupper, som omfatter faggrupper inden for

sundhedsvæsenet og lærerne.

3


Tabel 11.2. ‐ Brug af fastansatte, vikarer og timelønnede for udvalgte faggrupper

Antal personer

registrerede

som ansatte i

perioden

Antal årsværk i

perioden i

gennemsnit

Dækning af

samlede

årsværk

Læger – fastansatte 86 50,7 57 %

Læger ‐ vikarer 319 37,9 43 %

Sygeplejersker – fastansatte 338 207,5 79 %

Sygeplejersker ‐ vikarer og timelønnede 425 53,7 21 %

Sundhedsassistenter ‐ fastansatte 226 147,7 90 %

Sundhedsassistenter ‐ vikarer og timelønnede 119 16,3 10 %

Andre faggrupper i sundhed 1 ‐ fastansatte 100 55,9 67 %

Andre faggrupper i sundhed 1 ‐ vikarer og timeløn. 224 27,8 33 %

Lærere – fastansatte 1138 935,7 74 %

Lærere ‐ vikarer og timelønnede 1957 328,6 26 %

Kilde: Grønlands Selvstyre, ‐ Data er for perioden 1. juli 2008 til 30. juni 2010 og omfatter ansatte i

Selvstyret og kommunerne.

1 : Andre faggrupper i sundhed omfatter tandlæger, jordemødre samt fysio- og

ergoterapeuter, som alle er faggrupper med et forholdsvist lille antal årsværk i

sundhedsvæsenet

Det fremgår af tabel 11.2, at for læger blev 43 % eller knap halvdelen af det præsterede årsværk

dækket af læger ansat som vikarer. Over en 2‐årig periode har der således været registreret 319

læger ansat som vikarer, hvor de har udført et årsværk på 37,9 fuldtidsbeskæftigede i gennemsnit

i perioden.

For gruppen af sundhedsassistenter er 90 % af det præsterede årsværk blevet dækket af

fastansatte i perioden, hvilket må betegnes som højt. Sundhedsassistenterne udgøres primært af

hjemmehørende personale.

For lærerne er 26 % af det præsterede årsværk blevet udført af vikarer og timelønnede. Det

bemærkes, at 1.957 personer har været registreret som værende ansatte som vikarer og

timelønnede over den 2‐årige periode. Det dækker over en betydelig anvendelse af vikarer med

en ofte meget kort ansættelsesperiode i skolerne.

Den høje personaleomsætning og brug af vikarer medfører brud på kontinuitet og tab af viden og

erfaring for de enkelte institutioner. Denne viden er svær og dyr at opbygge og derfor er det et

stort tab når den forsvinder. Derudover er det en belastning for organisationen, at arbejdsopgaver

ofte rykkes rundt og ofte ender svære opgaver i hænderne på ansatte med lille erfaring eller som

ikke har fået de nødvendige kompetencer gennem uddannelse. Samtidig bliver belastningen på

den mere ”stabile” arbejdskraft større. Dette kan også gå ud over arbejdsmiljøet på den enkelte

arbejdsplads, og dermed medvirke til at forstærke personaleomsætningen.

4


En af grundene til den lave anciennitet er, at de ansatte ikke har fået de nødvendige kompetencer

fra uddannelsen, og derfor ikke kan løse de opgaver arbejdet kræver. En anden grund er, at en del

af de ansatte i det offentlige rekrutteres fra udlandet, hovedsagligt Danmark. Blandt andet på

grund af de store omvæltninger, det medfører at flytte til et andet land, er det ikke alle der bliver

længe i deres nye grønlandske job.

Fastholdelse af medarbejdere er et stort problem på alle niveauer og både i den private og den

offentlige sektor. I yderdistrikter er problematikken meget udtalt. Her er der i forvejen et meget

lille udbud af kvalificeret arbejdskraft, hvilket giver et større behov for at tiltrække arbejdskraft fra

de større bygder og byer. På folkeskoleområdet i yderdistrikterne er dette et markant problem,

men også en række sociale institutioner har problemer med at tiltrække og fastholde kvalificeret

arbejdskraft. Og uden kvalificeret personale er effekten af de sociale indsatser mindre end de

kunne være.

Det er urealistisk at tyndt befolkende områder kan dækkes ind med veluddannet arbejdskraft.

Derfor anbefaler kommissionen på en række områder øget brug af rejsehold og turnusordninger,

f.eks. inden for børneområdet og undervisningsområdet.

Den vanskelige situation på personaleområdet betyder ofte at offentlige og kommunale

institutioner ender med at konkurrere med hinanden om den samme arbejdskraft. Selvom dette

kan have nogle gunstige effekter, kan det også betyde en uhensigtsmæssig stor

personaleomsætning. For den enkelte medarbejder er det naturligt, at man er tiltrukket af nye og

bedre tilbud, men det kan betyde at institutioner i bekneb for ansatte går på kompromis med krav

(f.eks. erfaring eller uddannelse), og på den måde ender man med at underbyde hinanden til

skade for helheden. Den enkelte institution, der løser et akut problem ved at tiltrække en

medarbejder fra et andet område, tager ikke hensyn til det tab af viden og

oplæringsomkostninger, man påfører den afgivne arbejdsplads.

Den store personaleomsætning kan modvirkes ved

• Øget brug af kvalifikations og erfaringsbaserede løntillæg

• Overgangssum ved rekruttering af medarbejder fra anden offentlig institution

• Større enheder giver bedre faglige miljøer

Ved at opbygge større enheder bliver der bedre mulighed for at skabe faglige miljøer, hvilket vil

medvirke til at fastholde personale i større grad. Små enheder er mere følsom overfor udskiftning

i medarbejderstaben. Derudover kan stærke faglige miljøer bedre medvirke til at udvikle

medarbejderne og dermed opbygge større viden og erfaring. Denne erfaring – fastholdelse og

opbygning af viden i organisationen – vil kunne forbedre både effektiviteten i opgaveløsning og

mindske jobrotationen.

Inden for den offentlige sektor kan den store jobomsætning begrænses ved indførelse af en

kompensationsordning, hvor rekruttering af en ansat fra en anden offentlig institution overfor

den afgivne institution kompenseres for at dække de herved tabte oplæringsomkostninger. En

5


sådan kompensation kan gøres afhængig af ansættelsesforholdets længde, så man ikke

begrænser den enkeltes mulighed for at skift job på en uhensigtsmæssig måde.

Desværre er det ofte tilfældet, at nye politiske initiativer ikke har den tiltænkte effekt fordi det

ikke er muligt at tiltrække kvalificeret personale til at udføre initiativerne. Det nytter f.eks. ikke

noget at åbne en døgninstitution for unge, hvis ikke der er kvalificeret personale til at besætte

pladserne. Især på socialområdet er det et stort problem. I alle forslag til nye initiativer, er det

vigtigt, at der indarbejdes planer for, hvordan man sikrer, at der er kvalificeret personale til at føre

initiativet ud i livet.

11.2.2 IT

IT har mange anvendelser i den offentlige sektor. Derfor er der også forskellige

effektiviseringspotentialer i at forbedre brugen af IT. Brugen af IT kan opdeles i tre hovedgrupper:

For det første er der et særskilt anvendelsesområde på uddannelsesområdet. Den anden del

handler om at bruge IT til at møde borgerne. Den tredje del handler om, at bruge IT i den

offentlige sektor til at forbedre administration og arbejdsgange samt øge kvaliteten i afgørelserne.

Kommissionen mener, at der på uddannelsesområdet generelt er store gevinster ved at forbedre

brugen af IT, jf. kapitel 4. I mange andre lande satses der markant på at bruge IT i undervisningen,

da det giver de studerende mulighed for at blive undervist af de bedste undervisere, også selvom

de befinder sig i andre lande. De studerende får mulighed for at bo langt fra

uddannelsesinstitutionen samtidig med, at de studerende får større kendskab til og indblik i

mulighederne med IT. Når andre lande kan se et stort potentiale i at anvende IT, kan man undre

sig over, at det ikke er mere udbredt i Grønland, hvor gevinsterne i mange tilfælde er større, fordi

transportomkostningerne er meget høje.

For 30 år siden var Grønland førende indenfor radiokæde‐teknologi, fordi der var et behov for

kommunikation, som blev løst. Grønland kunne også være et foregangsland inden for brug af IT

baseret undervisning.

Det fremføres fra flere sider, at brug af IT‐baserede løsninger begrænses af medarbejdernes

kendskab og fortrolighed med IT. Dette peger på en stor brist i hele uddannelsessystemet. Ved at

tilegne sig IT kundskaber tidligt i uddannelsessystemet, bliver det lettere at tage en videregående

uddannelse, uanset om denne uddannelse er placeret i Grønland eller i et andet land. Allerede i

dag indgår IT i folkeskolen og i de videregående uddannelser. Skatte‐ og Velfærdskommissionen

anbefaler, at denne indsats forstærkes og systematiseres. En af begrænsningerne for at udnytte

potentialet i IT i undervisningen, er, at mange undervisere ikke har de fornødne kompetencer til

at bruge IT i undervisningen eller decideret undervise i brugen af IT. En anden begrænsning er de

tekniske muligheder og herunder taksterne. Med tanke på de potentielt store gevinster, både på

kort og langt sigt, ved at udnyttelse af IT er der behov for en øget indsats på området.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler

• Alle uddannelsesinstitutioner bør evaluere IT‐indhold i uddannelserne

• Indsats for efteruddannelse af lærerne

6


• Øget brug af fjernundervisning i de videregående uddannelser

Selvstyret har igangsat et projekt der handler om bedre borgerservice, hvor der opbygges en

internetportal. Portalen fungerer som en ”one‐door” portal til de offentlige kontorer og giver

letforståelige forklaringer på regler m.m. Dette har stort potentiale, især i yderdistrikter, hvor der

ikke er fysiske offentlige kontorer. Portalen giver alle borgere lige mulighed for at få svar på deres

henvendelse, og portalen sikrer, at borgerne får det samme svar på det samme spørgsmål.

Portalen kan også forbedre administrationen og sikre retssikkerheden ved at offentligt ansatte

bruger systemet. Gennem chat‐ og videoprogrammer vil det være muligt for de ansatte i

lokalafdelinger at spørge kolleger til råds, selvom de sidder i en anden by eller bygd. Det

medvirker til, at borgerne får en hurtigere og en mere præcis vejledning når de kontakter de

offentlige kontorer, og det giver nogle af de samme fordele, som opbygning af større enheder

giver. Skatte‐ og Velfærdskommissionen mener, at IT er en god måde at gøre det lettere for

borgerne at henvende sig til de offentlige kontorer. Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt for

kommissionen at vurdere projektet i detaljer, men beskrivelsen af formål og fremgangsmåde, er

et skridt i den rigtige retning.

Geografien og infrastrukturen betyder, at der hvert år bruges store summer på at transportere

offentligt ansatte rundt i landet og til Danmark for at holde møder og kurser. Ved at udnytte

potentialerne i videokonferencer og andre redskaber kan man mindske denne udgift – ikke mindst

i de byer, der er tilknyttet søkablet.

Kommissionen har på en række områder peget på behovet for en mere systematisk

informationsindsamling og registrering. Dette er af stor vigtighed for opfølgning og vurdering på

centrale politikområder, men samtidigt er det vigtigt, at dette ikke skal udvikle sig til store

administrative belastninger, der tager tid fra kerneaktiviteterne. Det har været uden for

kommissionens tidsramme og kompetencer, at gå detaljeret ind i dette, men behovet for

udvikling af simple og brugervenlige systemer er af stor betydning.

Kommissionen foreslår introduktion af en Kiffaq‐konto (se kapitel 9 for nærmere forklaring og

diskussion) til håndtering af skattebetalinger, sociale ydelser m.m. Denne IT‐baserede løsning vil

være til fordel for borgerne og virksomhederne, men vil også muliggøre betydelige forenklinger i

den offentlige administration. Det gælder både i forhold til restanceinddrivelse m.m., men også i

forhold til at have et bedre grundlag for udmåling af sociale ydelser (se kapitel 6 og 8).

11.2.3 Forenkling af regler og forbedrede kvalifikationer

Der er et stort behov for, at den offentlige administration gøres enklere. Det grønlandske

velfærdssamfund har gennem en årrække udviklet sig og ligesom i de skandinaviske

velfærdssamfund har det medført, at kompleksiteten i regler og love løbende er forøget. Denne

udvikling er gået hurtigt. Udviklingen betyder, at der er en gruppe borgere der ikke kan

manøvrere sikkert i det moderne velfærdssamfund. Udviklingen har også betydet, at der stilles

større krav til de offentligt ansatte.

De ansatte har i dag ikke altid de nødvendige kompetencer med fra deres uddannelse til at løse de

komplekse spørgsmål, som det nuværende regelsæt medfører. For eksempel på skatteområdet

7


forekommer det, at reglerne ikke administreres korrekt, da det ikke er muligt at tiltrække

kvalificeret personale, der kan administrere komplicerede skattespørgsmål korrekt. På det sociale

område er der også regler der er svære at administrere, hvor der tilmed er en række

skønsbaserede ydelser, som stiller store krav til administrationen.

Ved at forenkle administrationen, vil man opnå større retssikkerhed. Enkle regler gør det

nemmere for borgerne at manøvrere sikkert rundt i samfundet. Forenkling af reglerne vil også

lette administrationen og giver sikrere afgørelser, som giver bedre mulighed for at være på

forkant og forbedre procedurer frem for hele tiden at være på bagkant af udviklingen. I den

forbindelse skal det sikres at uddannelserne hele tiden følger med tiden, så nyuddannede har de

nødvendige kompetencer. Samtidig skal der løbende tilbydes efteruddannelse og opkvalificerende

kurser.

I kommissionens anbefalinger er der derfor lagt vægt på, at de foreslåede ændringer er enkle at

administrere. Derved opnår man større sikkerhed for at de har de tiltænkte effekter. Mange

steder er det også muligt at forenkle den nuværende administration. For eksempel inden for

inddrivelsesområdet bruges der flere ressourcer på at inddrive små beløb end der indhentes i

provenu, jf. Kiffaq‐kontoen.

På sundhedsområdet har de ansatte flere muligheder for at starte på uddannelsesforløb og på

andre områder kan man med fordel lade sig inspirere af denne model. Inden for socialområdet

anbefales oprettelse af muligheder for, at personalet kan starte på et uddannelsesforløb. På

andre områder er det måske uddannelse i form af enkeltkurser, der er behov for. Det ligger uden

for kommissionens kompetencer, at fremlægge en detaljeret udformning af uddannelsestilbud,

men det er vigtigt at påpege nødvendigheden af, at arbejdsstyrken har de nødvendige

kompetencer. Ellers risikerer man, at nyttige initiativer ikke har nogen effekt.

Ved at øge uddannelsesindsatsen øges udbuddet af kvalificeret arbejdskraft, som der er stor

efterspørgsel efter, både i den private og den offentlige sektor. Skatte‐ og Velfærdskommissionen

anbefaler

• at der oprettes flere uddannelsesforløb, hvor ansatte kan efteruddanne sig, eller tage en

uddannelse fra bunden, sideløbende med arbejdet.

11.2.4 Effektvurdering og planlægning

Når der igangsættes nye initiativer er det vigtigt, at man kan måle om det har haft den tiltænkte

effekt. For eksempel, er det vigtigt, at effekterne af misbrugsbehandling evalueres. På den måde

finder man den behandling der giver de bedste resultater. Formålet med at anbringe børn uden

for hjemmet, er at give børnene en tryggere opvækst. Men hvis ikke man har evalueringer, kan

man ikke prioritere om f. eks. plejefamilier eller institutioner er det bedste redskab. På nogle

områder findes der internationale resultater, som man kan bruge, men ikke på alle områder.

Derudover, så er det ikke sikkert, at man kan overføre resultaterne fra forskning i andre lande til

8


Grønland. Et tilbud der fungerer godt for den ene, fungerer ikke nødvendigvis også godt for den

anden.

På folkeskoleområdet foreslås det, at de enkelte skoler hvert år indberetter status på udvalgte

områder, som fravær, undervisningstimer o. lign. til de kommunale skolebestyrelser. Se kapitel 3

om uddannelse for en nærmere diskussion af dette. Man skal være opmærksom på, at ved at

indføre målepunkter, så vil skolerne forstærke tiltag der giver udslag på målepunkterne. Det er

dog ikke altid sådan, at de tiltag der giver positivt udslag på målepunkterne, er de tiltag der rent

faktisk er brug for. Derfor skal man udvælge målepunkterne med omhu. Men det er nødvendigt,

at der placeres ansvar og etableres systemer, der følger udviklingen.

Det er vigtigt at evaluere effekterne af de enkelte projekter, men det er også vigtigt, at der

opbygges databaser som gør det muligt, at få et samlet overblik over udviklingen. Muligheder for

at samkøre databaser på forskellige områder er vigtigt at tænke ind i opbygningen. Grønlands

Statistik leverer allerede mange relevante data, som giver et billede af samfundet, men for at

have mulighed for at forbedre et moderne samfund som det grønlandske, er der behov for

yderligere indsamling og samkøring af data. Der findes allerede mange databaser, hvor man kan

finde relevante oplysninger. Men der er også mange områder, hvor vidensgrundlaget er meget

lille. På mange områder er oplysningerne forældede eller mangelfulde fordi databaserne ikke er

opdaterede og indsamling af oplysninger ikke er systematiseret. For eksempel er der i dag ikke et

register over samtlige boliger i Grønland og der er ikke oplysninger om værdien af boligmassen.

Kommissionen har været interesseret i at vurdere arbejdsmiljøet på offentlige arbejdspladser,

men en hel basal registrering af f.eks. sygefraværet findes ikke.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler,

• at der som udgangspunkt indbygges en evalueringsplan i alle nye initiativer.

Ved initiativets start skal der være defineret nogle klare målepunkter og evalueringskriterier for at

vurdere effekterne af tiltagene. Formen skal være sådan at der er gennemsigtighed for tredjepart

og mulighed for at vurdere initiativet.

11.2.5 Offentlig organisering

En lille befolkning gør det svært at skabe kritisk masse og udnytte stordriftsfordele. Dette bliver

ikke nemmere af, at befolkningen er spredt over et stort areal med besværlige

transportmuligheder. En tynd spredning af indsatsen går ud over kvaliteten, og det er ikke

realistisk med en ensartet høj dækning på denne måde.

Kommissionen mener, at den kvalificerede arbejdskraft på nogle områder kan udnyttes bedre,

hvis den samles i større enheder med ansvaret for at løse konkrete opgaver. Det har en række

potentialer, som f.eks. bedre mulighed for oplæring og deling af viden med nye medarbejdere,

mindre følsomhed for udskiftning af enkelte medarbejdere samt ikke mindst bedre service til

borgerne. På folkeskoleområdet er der i forvejen en situation, hvor byskolerne har større faglige

9


miljøer, og har flere kompetencer både indenfor det faglige, administrative og pædagogiske end

de omkringliggende bygdeskoler. Ved at give byskolerne et medansvar for bygdeskolerne

pålægger man mere ansvar på de stærkeste enheder og dermed øger man mulighederne for at

løfte niveauet i undervisningen. Den konkrete løsning skal findes i samarbejde og under

hensyntagen til de lokale forhold, men kan f.eks. indeholde turnusordninger eller rejsehold, hvor

faglærere giver intensiv undervisning i en kortere periode. I den periode kan den eller de lokale

bygdelærere evt. stå for undervisningen på byskolen eller deltage i opkvalificerende kurser.

På socialområdet er der også mulighed for at udnytte det kvalificerede personale bedre.

Oprettelse af familiecentre er kommissionens forslag til at samle kompetencer indenfor

socialområdet. Det er nærliggende at familiecentrene også skal have et medansvar for

administrationen i de nærliggende bygder eller mindre byer.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler, at der i organiseringen af de offentlige institutioner

lægges vægt på at skabe nogle større enheder og faglige miljøer, som kan løfte opgaven med at

administrere reglerne og tilbyde kvalificeret service for borgerne. Det er også baggrunden for at

kommissionen anbefaler, at der oprettes familiecentre, som kan give større enheder og faglige

miljøer ved at samle kompetencer indenfor socialområdet.

Det er ikke muligt, at opbygge større enheder i alle byer og bygder. Det er derfor heller ikke muligt

at tilbyde alle borgere den samme service. I dag kan man konstatere, at organiseringen af den

offentlige sektor er bygget op omkring, at alle skal have de samme tilbud. Det er en dyr løsning og

det kan konstateres, at der ikke tilbydes den samme service. En mere målrettet brug af de

ressourcer der findes i dag, kan give et højere serviceniveau end det nuværende.

11.3 Selvstyre og kommuner

Organiseringen af den offentlige sektor er i mange lande niveau‐delt, ofte med tre led: stat,

regioner og kommuner. Denne deling afspejler forskelle i opgaveportefølje og fordele ved

henholdsvis centralisering og decentralisering. Traditionelle statsopgaver er i sagens natur

centrale, mens de meget borgernære ting som udgangspunkt er velegnet for decentralisering.

Decentralisering giver mulighed for tilpasning til lokale forhold og ønsker, og giver også mulighed

for konkurrence mellem enheder for at udvikle og tilbyde løsninger i overensstemmelse med

befolkningens ønsker.

Denne tre‐deling passer meget dårligt til den grønlandske situation. Befolkningen er simpelthen

for lille, og geografien for stor til, at denne model er hensigtsmæssig. Med den seneste

strukturreform er der valgt en løsning med fire kommuner på det decentrale plan. Kommunerne

dækker imidlertid så store geografiske områder, at den traditionelle decentrale eller kommunale

funktion er svær at opretholde.

11.3.1. Opgavedeling

Selvstyret varetager opgaver inden for en række områder, som er typisk statslige opgaver.

Endvidere løses en række opgaver af Selvstyret, som i mange andre lande ikke løses fra centralt

10


egi, men som følge af landets lille befolkningsstørrelse, er det hensigtsmæssigt at varetage

opgaven fra centralt regi.

Opgaver der udelukkende varetages af Selvstyret omfatter opkrævning af skatter, inddrivelse af

restancer til det offentlige, sundhedsvæsenet og råstofområdet. Kommunerne har bl.a. ansvaret

for driften af folkeskolen og en række opgaver på teknik og miljøområdet. For det sociale område

gælder der, at fordelingen af opgaverne og varetagelsen af området mellem Selvstyret og

kommunerne er forholdsvis kompleks. Således er området for den sociale indsats i forhold til

socialt udsatte personer og familier, herunder børn og unge, formelt set en kommunal opgave,

men Selvstyret har især i de senere år afsat flere og flere midler og styrket denne indsats i eget

regi. De afsatte midler i Selvstyret anvendes bl.a. til tilskud til familie‐ og krisecentre,

familiehøjskoler, tiltag for personer der har været udsat for seksuelt misbrug, tiltag for

plejefamilier og diverse andre aktiviteter rettet mod omsorgssvigt. I forhold til den sociale indsats

for udsatte børn og unge, er det udelukkende kommunerne, som afholder udgifterne til

anbringelser af børn og unge uden for hjemmet, hvor det kan være anbringelse i plejefamilie, de

landsdækkende børn og unge institutioner drevet af Selvstyret eller på en privat institution. Figur

11.1 giver et overblik over fordelingen af udgifterne i 2009 opdelt på områder for Selvstyret og

kommunerne.

Figur 11.1 – Udgifterne i Selvstyret og kommunerne i 2009 fordelt på områder

Mia. kr.

3,5

3,0

2,5

2,0

1,5

1,0

0,5

0,0

Generelle offentlig tjenester

Forsvar

Offentlig orden og sikkerhed

Økonomiske anliggender

Kilde: Grønlands Statistik, Statistikbanken

Kommunerne Selvstyret

Miljøbeskyttelse

Boliger og offentlige faciliteter

Sundhedsvæsen

Fritid, kultur og religion

Undervisning

Social beskyttelse

Andre poster

11


Figur 11.1 viser, at kommunerne finansierer hovedparten af udgifterne til det sociale område. Det

sociale område er det klart største udgiftsområde for kommunerne. Selvstyret finansierer alle

udgifter til sundhedsvæsenet og hovedparten af udgifterne til området for undervisning.

I forlængelse af gennemførslen af strukturreformen af kommunerne i 2009 er det hensigten, at

kommunerne skal overtage varetagelsen af en række opgaver fra Selvstyret. Ved indgangen til

2011 overgik ansvaret for handicapområdet til kommunerne. Endvidere er der mulighed for, at

området for pædagogisk og psykologisk rådgivning (PPR) samt vidtgående specialundervisning

overgår til kommunerne i 2011. Ved overdragelse af opgaver fra Selvstyret til kommunerne

overføres de afsatte midler til formålet i finansloven til kommunerne gennem en forhøjelse af det

kommunale bloktilskud.

11.3.2 Det kommunale bloktilskud, refusioner og anlæg

I 2010 udgjorde det kommunale bloktilskud 789 mio. kr., hvilket svarer til godt 25 % af

kommunernes samlede indtægter. Størrelsen af det kommunale bloktilskud afklares gennem

årlige forhandlinger mellem kommunernes landsforening (KANUKOKA) og Departementet for

Finanser, som fra Selvstyrets side varetager de økonomiske relationer med kommunerne.

Det væsentligste element i forhandlingerne om det kommunale bloktilskud er økonomisk

kompensation til kommunerne for udgifter til opgaver, som kommunerne bliver pålagt at udføre

som følge af de love Inatsisartut vedtager med økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Endvidere omfatter det afregning af kommunernes udgifter til de lovbundne udgifter for

førtidspension og boligsikring.

Desuden skal budgetterne for de landsdækkende døgninstitutioner for børn og unge samt

handicapinstitutionerne afklares. Driften af disse varetages af Selvstyret, men finansieres af

kommunerne. Halvdelen af de budgetterede udgifter til driften af disse institutioner finansierer

kommunerne ved forlods modregning i det kommunale bloktilskud, mens den resterende halvdel

finansieres af kommunerne gennem takstbetaling fra den anbringende kommune. Denne

konstruktion for driften af institutionerne kan være uhensigtsmæssig, da kommunerne ikke kan

sikre sig, at Selvstyret foretager den mest hensigtsmæssige drift af institutionerne i form af at

sikre fuld belægning mv. Selvstyret har driftsansvaret, men ikke det økonomiske ansvar. Dette kan

løses ved at overgå til finansiering af institutionerne gennem 100 % takstbetaling eller

kommunerne kompenseres økonomisk, såfremt aftalte mål for en minimumsbelægning på

institutionerne ikke er opfyldt.

Selvstyret har i de senere år anvendt det kommunale bloktilskud som et finanspolitisk

styringsinstrument, hvor Selvstyret har foretaget en finanspolitisk stramning ved at nedsætte det

kommunale bloktilskud med 30 mio. kr. fra 2010 og 8 mio. kr. fra 2011.

Udover de elementer, som er indeholdt i det kommunale bloktilskud, så er der andre

driftsøkonomiske relationer mellem Selvstyret og kommunerne. Således yder Selvstyret et tilskud

på halvdelen af de samlede udgifter til driften af vejlednings‐ og introduktionscentrene

Piareersarfiit, mens kommunerne forestår driften og finansierer den anden halvdel af udgifterne.

12


Desuden gælder der, at Selvstyret har afsat midler til bl.a. mobilitetsfremmende ydelse,

vidtgående specialundervisning og en række tiltag på det sociale område, hvor midlerne kan

udbetales til kommunerne efter ansøgning.

For det lovbundne område administrerer kommunerne en række ydelser for hovedsageligt det

sociale område, hvor kommunerne udbetaler ydelserne til borgerne og efterfølgende får

refunderet en andel af disse udgifter fra Selvstyret. I tabel 11.3 fremgår de gældende

refusionsordninger for de lovbundne ydelser.

Tabel 11.3 Refusionsordninger for de lovbundne ydelser

Område Finansieringsandel ‐

Selvstyret/Kommunerne

Administration

Barselsdagpenge 90/10 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

Børnetilskud 100/0 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

Boligsikring 60/40 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning. Kommunerne

kompenseres for deres udgifter gennem en

forhøjelse af det kommunale bloktilskud.

Alderspension 90/10 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

Førtidspension,

gammel ordning

Førtidspension,

Ny ordning

Underholdsbidrag og

adoption samt

bisidder‐

bistand til børn og

unge.*

Revalidering

90/10 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

50/50 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning –

men korrigeres også i bloktilskuddet, hvor

kommunerne kompenseres for 80 % af deres

udgifter.

100/0 Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

50/50

Kommunen sender månedlig

refusionsanmodning.

*: Underholdsbidrag omfatter i denne forbindelse kun de tilfælde, hvor faderskabet til barnet ikke

er fastslået eller hvor den ene forælder er afgået ved døden.

Tabel 11.3 viser, at der ikke er nogen entydig linje i størrelsen af finansieringsandelen for de

lovbundne ydelser mellem Selvstyret og kommunerne. Samtidig kompenseres kommunerne for

nogle områder helt eller delvist for deres andel af udgifterne gennem en forhøjelse af det

13


kommunale bloktilskud. F.eks gælder der for boligsikring, at kommunerne finansierer 40 % af

udgifterne til området, men samtidig kompenseres kommunerne for denne udgift gennem en

forhøjelse af det kommunale bloktilskud, hvorfor Selvstyret reelt finansierer hele denne udgift.

For førtidspension gælder der jf. tabel 11.3, at der er en gammel og en ny ordning. Den nye

ordning omfatter førtidspensionister, som er blevet tilkendt ret til førtidspension efter den 1.

januar 2002. Den nye ordning blev indført som følge af ønske om at undgå tilskyndelse til

kassetænkning i kommunerne, så kommunerne ikke arbejdede for, at personer på offentlig hjælp

med en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet overgik til førtidspension. Eftersom Selvstyret

finansierede 90 % af udgifterne til førtidspensionen og kommunerne finansierede udgifterne til

offentlig hjælp, så var det hensigtsmæssigt for kommunerne, at disse personer overgik fra

offentlig hjælp til førtidspension.

Den nye ordning for førtidspension finansieres reelt set på tilsvarende vis som den gamle ordning

i forholdet 90/10 % mellem Selvstyret og kommunerne, hvor kommunerne kompenseres for 80 %

af kommunernes samlede udgifter til førtidspension under den nye 50/50 %‐ordning for

førtidspension. Kompensationen foretages gennem en forhøjelse af det kommunale bloktilskud.

Ideen har været at kommunen har en mindre direkte økonomisk interesse i at placere en given

person på førtidspension. Det har i praksis været vanskeligt for kommunerne at administrere de

to ordninger. Således er der eksempelvis kommuner, som har kommet til at placere nytilkomne

førtidspensionister under den gamle ordning, hvilket har resulteret i nogle utroværdige

regnskabstal, som har gjort det besværligt at foretage en korrekt regulering af kommunernes

bloktilskud på baggrund af forbruget under de to ordninger. Det har betydet store ændringer af

størrelsen af det kommunale bloktilskud fra år til år, hvilket giver en uhensigtsmæssig

budgetlægning i såvel Selvstyret som kommunerne.

Generelt gælder det, at det er uhensigtsmæssigt med refusionsordninger, der tilskynder

kommunerne til at bruge de offentlige tilbud finansieret af Selvstyret mere, end der er reelt behov

for. Endvidere gælder det, at der skal undgås refusionsordninger, som medfører unødvendig

megen administration og giver anledning til fejlkilder. Et eksempel på dette er de to ordninger for

førtidspensionsområdet. Den gamle ordning kan med fordel afskaffes, og førtidspensionisterne

under den kan overføres til den nye ordning med kompensation til kommunerne gennem det

kommunale bloktilskud. Såfremt det skulle medføre store ekstraudgifter til en kommune, så er

det muligt at lave en simpel aftrapningsordning af denne merudgift gennem fordelingen af det

kommunale bloktilskud mellem kommunerne.

For anlægsområdet er der ikke er nogen entydig linje i hvorledes finansieringen er delt mellem

Selvstyret og kommunerne. Områder som anlæg af lufthavne, havne, sundhedsvæsenets

bygninger, skoler og anlæg for landsdækkende døgninstitutioner for børn og unge samt

handicapinstitutionerne finansieres 100 % af Selvstyret, mens skolehjem, ældreboliger og

anlæggelse af veje inden for beboet område finansieres 100 % af kommunerne.

14


Endvidere er der en lang række områder, hvor Selvstyret har mulighed for at yde en kommune et

tilskud på op til 50 % af anlægsudgiften, mens kommunen finansierer den resterende del og de

efterfølgende driftsudgifter. Det gælder bl.a. ældreinstitutioner, børnehaver, fritidshjem og

daginstitutioner. Kommunerne skal fremsende ansøgning om et sådant tilskud.

Hensigten med muligheden for at Selvstyret kan yde tilskud på op til 50 % af anlægsudgiften til

visse anlæg var oprindeligt, at en del anlæg kunne være for stor en opgave at finansiere for

mange kommuner under den gamle struktur med 18 kommuner. Efter gennemførslen af

strukturreformen er dette behov ikke tilstede i samme omfang. Derfor kan det være

hensigtsmæssigt, at overføre nogle midler for anlægsområdet til kommunerne mod, at der så ikke

er mulighed for at Selvstyret kan yde et tilskud på op til 50 % af anlægsudgiften. Det vil styrke den

decentrale prioritering af midlerne for de områder kommunerne varetager og betyde en kortere

proces med at gennemføre de enkelte anlægsprojekter.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler,

• at der gennem en generel oprydning og afskaffelse af refusionsordningerne skabes en

mere entydig og klar fordeling af finansieringen af de lovbundne ydelser.

• at det vurderes hvilke opgaver der reelt kan løses på kommunalt niveau, eller mest

hensigtsmæssigt fastlægges på landsplan, med decentral udførelse.

• at det sikres, at refusionsordningerne ikke giver anledning til incitamentsproblemer,

unødig administration og fejlkilder.

• at den offentlige myndighed der har den økonomiske udgift for driften af et område, også

har ansvaret for udgifterne til anlæg for dette område.

11.3.3 Kommunale skattesatser og udligningsordninger

Kommunerne fastsætter selv deres skatteprocent i dag. I 2011 udgør skatteprocenten 25 % i

Kommuneqarfik Sermersooq og Qeqqata Kommunia, mens den udgør 28 % i Kommune Kujalleq

og Qaasuitsup Kommunia, som begge har hævet skatteprocenten med et procentpoint for 2011 i

forhold til 2010. Der er altså en betydelig forskel på 3 procentpoint i skatteprocenterne i de mest

velstillede kommuner i forhold til de dårligst stillede.

Hertil kommer, at der foretages økonomisk udligning mellem kommunerne gennem udligning af

personskatter, fordelingen af det kommunale bloktilskud samt fordelingen af provenuerne for

den fælleskommunale skat og selskabs‐ og udbytteskatten. Dermed foretages den økonomiske

udligning mellem kommunerne gennem 4 systemer i dag. Dette er med til at gøre

udligningsordningerne uoverskuelige for alle aktører, og risikoen for fejl og ”bureaukratiske

kampe” øges. Den store personaleomsætning blandt det administrative personale i den offentlige

sektor medvirker til at øge disse problemstillinger.

Udligning af personskatter foretages ved, at kommunerne modtager/afgiver i det omfang deres

indkomstgrundlag er mindre end 90 % af gennemsnittet/over 115 % af gennemsnittet.

Indkomstgrundlag beregnes ved en kommuneskat på 20 %, som er den lavest mulige

skatteprocent. Udligningsordningen for personskatter medfører, at Kommuneqarfik Sermersooq i

15


dag årligt afgiver omkring 78 mio. kr. til udligningsordningen, hvoraf Qaasuitsup Kommunia

modtager omkring 75 mio. kr., mens Kommune Kujalleq modtager de resterende 3 mio. kr.

Qeqqata Kommunia befinder sig i det interval, hvor den hverken bidrager eller modtager.

Det kommunale bloktilskud samt provenuerne for den fælleskommunale skat og selskabs‐ og

udbytteskatten fordeles efter samme metode. Det indebærer, at disse fordeles efter kommunens

relative befolkningstal vægtet med kommunens relative forsørgerbyrde. Forsørgerbyrden

beregnes ved summen af børn og unge under 18 år og antallet af ældre over 65 år i forhold til

antallet af personer i den arbejdsduelige alder mellem 18 år og 64 år. Midlerne fordeles på den

måde for at sikre, at pengene følger borgerne i form af børn, unge og ældre, der er de

aldersgrupper, som kommunerne typisk afholder flest udgifter til.

Det kommunale bloktilskud har gennem de senere år udgjort i størrelsesordenen 800 mio. kr.,

mens provenuerne for den fælleskommunale skat på 6 % samt selskabs‐ og udbytteskatten udgør

henholdsvis omkring 425 mio. kr. og 100 mio. kr. årligt. Dermed fordeles der i alt omkring 1.325

mio. kr. årligt mellem kommunerne efter denne metode. Eftersom der er relativt flere i den

erhvervsaktive alder, som er bosiddende i Kommuneqarfik Sermersooq, end i de andre

kommuner, så betyder det, at Kommuneqarfik Sermersooq modtager væsentligt mindre pr.

borger end de tre andre kommuner ved fordelingen af disse midler.

I 2009 udgjorde Kommuneqarfik Sermersooqs indtægter over 63.000 kr. pr. borger, hvilket er

godt 10.000 kr. mere pr. borger end i de 3 andre kommuner 1 . Med de gældende skatteprocenter

og udligningsordninger er det udtryk for at indkomstniveauet blandt borgerne i Kommuneqarfik

Sermersooq er væsentligt højere end i de andre kommuner.

Forskellige kommunale skattesatser bruges i andre lande som instrument til at tiltrække

skattebetalende borgere eller virksomheder. Den konkurrence kan være medvirkende til at sikre

mere omkostningseffektive løsninger, og tilpasninger af udbud til borgernes ønsker. Den kan dog

også have uheldige effekter i form af et såkaldt ”race to the bottom”, hvor kommunerne forsøger

at overføre problemer til andre kommuner eller underbyde andre kommuner med dårligere

service til følge.

Forudsætninger for en effektiv kommunal ”konkurrence” er ikke til stede i Grønland.

Kommunernes geografiske størrelse og spredning gør sådan en mobilitet illusorisk. Borgerne har

generelt ikke mulighed for at bosætte sig i en kommune for så at pendle til arbejde i en anden

kommune. Her er det i langt de fleste tilfælde placeringen af arbejds‐ og uddannelsessteder, der

er afgørende for borgernes bosættelse. Derfor kan der stilles spørgsmål tegn ved, om den

decentrale kommunale struktur overhovedet er en god løsning på organiseringen af den

offentlige sektor.

1 Kilde: De kommunale regnskaber for 2009, www. Kanukoka.gl.

16


Forskellige kommunale skattesatser kan ikke bruges til at tiltrække store råstofprojekter, da disse

projekters placering alene er bestemt af, hvor råstofpotentialet er placeret. Der er ikke nogen god

økonomisk begrundelse for forskellige kommunale skattesatser.

Med ovenstående begrundelse samt ønsket om at øge gennemskueligheden og mindske

bureaukratiet omkring kommunernes økonomi, så anbefaler kommissionen, at kommuneskatten

afskaffes. Provenuet for alle skattearter skal tilgå Selvstyret. Det vil endvidere give Inatsisartut

bedre mulighed for at styre de samlede offentlige finanser.

Kommunernes primære indtægtsgrundlag skal i stedet udgøres af det kommunale bloktilskud,

hvorfor kommunerne skal kompenseres for de mistede skatteindtægter gennem en forhøjelse af

bloktilskuddet. Ved fordelingen af det kommunale bloktilskud mellem kommunerne skal der

fortsat i et vist omfang tages højde for den demografiske sammensætning i kommunerne, da det

vil sikre et ensartet niveau for den kommunale service.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler,

• at den kommunale udskrivningsret for skatter afskaffes og provenuet for alle skattearter

herefter tilgår Selvstyret.

• at kommunerne kompenseres for de mistede skatteindtægter gennem en forhøjelse af

det kommunale bloktilskud. Ved fordelingen af det kommunale bloktilskud skal der

fortsat tages højde for demografien i kommunerne.

11.4 Offentlige selskaber og udlån

Den offentlige sektor har et stort engagement i den private sektor. Gennem ejerskab eller

medejerskab af de største virksomheder i Grønland er Selvstyret i højere grad med til at præge

samfundsudviklingen end i langt de fleste andre lande. Samtidig betyder dette ejerskab en stor

eksponering og risiko for de offentlige finanser.

11.4.1 Offentlige selskaber

Selvstyret er ejer eller medejer af de største erhvervsvirksomheder i Grønland. Disse

virksomheder er meget dominerende, og de fleste har monopol på det indenlandske marked,

hvor de også har langt størstedelen af deres omsætning. Royal Greenland har som det eneste

store selskab deres største omsætning i udlandet. Nogle af selskaberne er engageret i væsentlige

samfundsmæssige opgaver. Som f.eks. transport. En anden væsentlig faktor for samfundet er, at

en meget stor del af de lokale arbejdspladser findes i de offentligt ejede selskaber.

Det store offentlige erhvervsengagement har historisk været begrundet i et forsyningsargument

for at sikre adgang til specifikke ydelser og varer. Da kapitalmarkedet er smalt i Grønland og en

del af projekterne er store, har det været vanskeligt at sikre denne tilgængelighed på almindelige

markedsvilkår. Endvidere har fordelingspolitiske hensyn spillet en stor rolle primært via påvirkning

af prissætningen af de pågældende ydelser og varer. Alle aktieselskaberne drives nu i princippet

efter arms‐længde‐princippet, og via såkaldte servicekontrakter tilstræbes det at øge

gennemsigtigheden i Selvstyrets tilskud til selskaberne. Gennem servicekontrakterne betaler

Selvstyret den enkelte virksomhed for at løse specifikke opgaver og sikrer, at selskaberne også

17


leverer samfundsmæssige ydelser. Servicekontrakterne omfatter bl.a. lufthavnsvæsen, havne,

SAR‐beredskab, el‐, vand‐ og varmeforsyning samt bankforsyning, vareforsyning og godstransport

til bygder og yderdistrikter, hvor det gælder, at Selvstyret indgår kontrakter med leverandører om

levering af disse ydelser for at sikre, at hele befolkningen i et vist omfang har adgang til disse

ydelser uanset bosted. Leverandørerne kan være såvel nettostyrede virksomheder, helt eller

delvist selvstyreejede virksomheder eller private virksomheder. En servicekontrakt synliggør den

del af virksomhedens produktion der går til at dække samfundets behov, mens resten af

virksomhedens produktion kan foregå på almindelige markedsvilkår.

18


Tabel 11.4 Offentligt ejede selskaber, ultimo 2009

Navn Branche

Royal Greenland A/S 1

Ejerandel

%

Anskaffelses

værdi (ultimo)

Fiskeri og

fiskeproduktion 100 1.248.565

KNI A/S Handel og service 100 612.764

TELE Greenland A/S Telekommunikation 100 310.490

Royal Arctic Line A/S Skibstrafik 100 124.718

Air Greenland A/S Flytrafik 37,5 13.625

Rederiafviklingsselskabet

af 1.4.2006 2

Afviklingsselskab 100 77.849

NunaMinerals A/S Mineralefterforskning 37,1 88.000

A/S Boligselskabet INI Boligadministration 100 32.785

Grønlands Turist‐

og Erhvervsråd A/S Turisme 100 15.315

Great Greenland A/S Skind og pels 100 77.849

Inuit Service Company Service 100 100

Greenland Venture A/S Ventureselskab 100 150.632

NunaOil A/S Olieefterforskning 100 101.529

Grønlandshavnens

Ejendomme A/S 3

Logistik 50 27.500

Grønlandsbanken A/S Bank 13,7 89.045

Greenland

Development A/S Udvikling 100 511

Ejendomsselskabet Illuut A/S Boligbyggeri 100 0

I alt 2.893.428

Kilde: Landskassens Regnskab 2009

Enhed: Procent og tusinde kr.

1. I 2009 er der indskudt 250 mio. kr. som ny aktiekapital, 2. Selskabet er i 2009 overdraget til Inuit Service Company A/S,

3. Forventes solgt 1. januar 2011.

19


Der foregår i dag en betydelig krydsprissubsidiering mellem forskellige aktiviteter og dermed en

reel omfordeling. Det er især tydeligt i Royal Arctic Line (RAL) og Tele Greenland. RAL skal hvert år

sørge for regelmæssig besejling af byer og bygder på ruter, der ikke er kommercielt bæredygtige,

og det kræver ekstra omkostninger for selskabet, som skal betales af andre dele i selskabet. Tele

Greenland leverer internet på ens vilkår i hele landet, selvom der i nogle dele af landet er

mulighed for at øge trafikken uden, at det behøvede at betyde meromkostninger for selskabet.

De særlige vilkår i Grønland giver en anden baggrund for arbejdsdelingen mellem den private

sektor og den offentlige sektor. Markedsstørrelse og segmentering gør det på mange områder

vanskeligt at etablere de sædvanlige vilkår for fri konkurrence. En væsentlig forudsætning herfor

er en fri tilgang af virksomheder. Skalaforhold gør imidlertid, at der ikke er basis for mange

virksomheder i et beskedent afgrænset marked, og dette skaber et såkaldt naturligt monopol.

Samtidig er projekterne ofte store i forhold til Grønlands økonomi og har dermed også en særlig

risikoprofil, der sammenholdt med et tyndt kapitalmarked gør privat finansiering vanskelig. Derfor

er en intervention fra det offentlige nødvendig. Fravær heraf betyder enten, at der ikke vil være

nogen forsyning, eller at der skabes en situation med et lukrativt privat monopol. Offentlig

intervention er imidlertid ikke uden problemer, og formen, det sker på, er af stor betydning.

Selvom der tilstræbes et armslængde princip, vil der ofte opstå en politisk forhandlingsposition,

hvor det faktum, at aktiviteterne er nødvendige, og der ikke er noget alternativ, skaber en ”too

big too fail”‐situation. Det betyder, at Selvstyret kommer til at stå i en situation, hvor der ikke er

noget reelt alternativ til at give økonomisk støtte. Det var tilfældet med Royal Greenland i 2009.

Men med stor sandsynlighed for offentlig støtte og tilskud er der en risiko for, at virksomheden

ikke bliver drevet tilstrækkeligt effektivt ud fra økonomiske kriterier. Der er det yderligere

problem, at offentlige selskaber også har en monopolsituation, som kan udnyttes til forskellige

former for ”rent‐seeking”, hvor man tilgodeser andre hensyn end det samfundsmæssige mål. Der

er derfor en risiko for, at man erstatter et privat monopol med et bureaukratisk monopol. For at

undgå dette er det helt afgørende, at der fastlægges klare målsætninger for de offentlige ejede

selskaber i forhold til det driftsøkonomiske resultat, og at ledelsen har et klart ansvar herfor og

står overfor en reel risiko (dvs. fyring). Det er også afgørende, at fordelingspolitiske hensyn ikke

tages via målsætninger knyttet til driften i selskaberne, men sikres via indretningen af det sociale

sikkerhedsnet samt skatte‐ og afgiftssystemet. Ellers skaber man uklare målsætninger og

manglende gennemskuelighed.

Med de ovennævnte muligheder for at præge udviklingen i de store virksomheder, skal dette

engagement tænkes ind i de samlede prioriteringer. Det betyder, at der skal formuleres en klar

politik om hvad der ønskes opnået af det offentlige engagement. Især på beskæftigelsesområdet

mangler der en klart formuleret politik om de langsigtede mål med de offentligt ejede

virksomheder. Det er således uklart hvor stor en rolle, beskæftigelsesmæssige hensyn skal spille i

forhold til virksomhedernes profitabilitet. Som eksempler herpå kan nævnes Royal Greenland og

KNI.

I tabel 11.4 er anskaffelsesværdien for det offentlige ejede selskaber opgjort, og det er til den

værdi Selvstyret aktieportefølje er optaget i den finansielle status, men mange af selskaberne må

20


anses for at være vanskeligt omsættelige. Selvstyret løber en stor finansiel risiko ved ejerskab af

disse selskaber. Den investerede kapital kan ikke nemt omdannes til likviditet.

Der kan også rejses spørgsmål til transparensen i rapporteringen af de store offentlige

investeringer. Der er ikke nogen systematisk og løbende opgørelse af det offentliges

kapitalapparat. Det er problematisk af flere grunde, men primært fordi det kan være med til at

skjule eventuelle vedligeholdelsesefterslæb. Det samme gælder for garantiforpligtigelser, det

offentlige har påtaget sig. Dette er en væsentlig oplysning for at vurdere den samlede risikoprofil

for de offentlige finanser.

Et særligt spørgsmål rejser sig i forbindelse med ejerskabet af NunaOil A/S, hvor det anbefales, at

der formuleres en klar politik, hvordan Selvstyret vil forvalte det ejerskab. Det er diskuteret

nærmere i kapitel 10. Skatte‐ og Velfærdskommissionen afventer resultatet fra arbejdsgruppen

der skal komme med anbefalinger til Naalakkersuisut på området.

11.4.2 Offentlige udlån

Det offentlige udfører en kapitalmarkedsfunktion ved at yde lån til blandt andet boliger. Særligt i

tyndt befolkede områder kan det være svært at finde markedsmæssig finansiering, eller den er

kun tilgængelig mod betaling af meget høje risikopræmier. Årsagen er, at alternativanvendelsen

af boligen kan være meget begrænset, og derfor er finansieringsrisikoen tilsvarende større. På

større mere sammenhængende markeder er private finansieringskilder tilgængelige og giver gode

muligheder for risikospredning mellem långiver og låntager. En sådan risikospredning kan være

sværere at sikre i geografiske begrænsede markeder, og markedsrenterne er derfor høje pga. af

høje risikopræmier 2 . Der kan derfor være argumenter for et offentligt engagement i forhold til

visse udlånstyper.

En del af Selvstyrets udlån, herunder udlån til kommuner, Nukissiorfiit og mellemværende med

virksomheder m.fl. ydes med en forrentning svarende til markedsvilkår.

For andre låntagere, især på boligområdet og erhvervsstøtteudlånene, har den hidtidige

udlånspolitik imidlertid impliceret ganske store subsidier til låntager. Således har

forrentningsvilkårene på disse områder været væsentligt bedre end de vilkår Selvstyret kan låne

eller placere midler til. Man har således ikke alene løst et kreditadgangsproblem, men også givet

en subsidiering. Som diskuteret i kapitel 4 stiller Skatte‐ og Velfærdskommissionen forslag om, at

offentlige udlån til boligformål skal ydes med forrentning svarende til markedsvilkår.

I tabel 11.5 fremgår Selvstyrets udlån opgjort ultimo 2009. Det fremgår af tabellen, at det samlede

udlån udgjorde 3,1 mia. kr., og det er udlån til virksomheder og boliger, som udgør langt

hovedparten af de samlede udlån.

2 Den samfundsmæssige risikopræmie kan være mindre end den markedsbestemte grundet

bedre muligheder for risikospredning eller fordi afledte effekter kan indgå i den

samfundsmæssige vurdering.

21


Tabel 11.5 Selvstyrets udlån, ultimo 2009

Hovedposter Beløb, i 1.000 kr.

Mellemværende med virksomheder 74.602

Udlån til virksomheder 1.629.095

Boligstøtte 1.176.609

Erhvervsstøtteudlån 90.154

Uddannelsesstøtte 60.300

Kommune Udlån 53.000

Andre udlån 13.589

Udlån i alt 3.097.350

Kilde: Grønlands Selvstyre

Den løbende rapportering om udlån er mangelfuld. Der savnes en detaljeret oversigt over de

samlede udlån, herunder afdrag og afkast, samt eventuelle hensættelser og tab. For alle udlån bør

der være en løbende registrering og den bør være et fast element i den årlige rapportering om de

offentlige finanser som en del af f. eks. finanslovsforslaget.

Nogle udlån, f.eks. til Nukissiorfiit, er blevet aktiveret i Selvstyrets budgetter. Men f. eks. udlån til

boligområdet har hidtil ikke været aktiveret i de offentlige budgetter, dvs. de er blevet betragtet

som en løbende udgift og dermed i princippet fuldt afskrevet. Dette er en uheldig praksis set i

forhold til ønsket om at føre en finanspolitik, hvor der er balance mellem udgifter og indtægter,

da disse udlån til bl.a. boligområdet dermed indgår som en udgift, og ikke det udlån til en

investering det reelt er. Der er en række gode argumenter for denne forsigtige budgetpolitik med

balance mellem udgifter og indtægter, og kommissionen støtter denne budgetpolitik. Uagtet

dette er det et problematisk regnskabsprincip ikke at aktivere udlån. Det mindsker synlighed

omkring udlån og ikke mindst subsidierne givet i form af favorable forrentningsvilkår samt tab.

Med en eksplicit rapportering vil det blive tydeligt hvor meget afkast forskellige lånetyper giver,

og dermed vil der være et mere klart politisk beslutningsgrundlag.

I forhold til kreditmarkedsfunktionen er der i de senere år sket en udskillelse af aktiviteter i

selskaber, f. eks. på boligområdet, og disse selskaber har mulighed for at optage lån i det private

marked. Dette betyder, at den offentlige lånegrænse som følge af princippet om et balanceret

budget opblødes. Dette er en hensigtsmæssig strategi, hvor en sådan selskabsudskillelse er mulig,

og hvor det kan ske med en klar ansvarsfordeling efter arms‐længde‐princippet. Det er imidlertid

vigtigt at have overblik over eventuelle kreditgarantier påtaget af Selvstyret, og nogen sådan

samlet oversigt findes ikke i dag.

11.5 Offentlige finanser

Selvstyret har i Finansloven for 2010 budgetterede udgifter for i alt 6.262 mio. kr. i 2010, mens

Selvstyrets budgetterede indtægter udgjorde i alt 6.035 mio. kr. i 2010. Heraf udgjorde statens

bloktilskud 3.495 mio. kr. i 2010.

22


Af kommunernes regnskaber for 2009 fremgår det, at de samlede udgifter udgjorde 3.262 mio. kr.

Endvidere fremgår det af kommunernes regnskaber, at kommunernes samlede indtægter i 2009

udgjorde 3.184 mio. kr. Heraf udgjorde bloktilskuddet fra Selvstyret til kommunerne 834 mio. kr.

Underskuddene i de senere år betyder, at der skal ske en stram styring af de offentlige udgifter.

Fremadrettet vil disse problemer blive større pga. af holdbarhedsproblemet, jfr. ovenfor og

kapitel 1 og 12.

11.5.1 Budgetprincipper og rapportering

I tabel 11.6 fremgår udviklingen i Selvstyrets DAU‐resultatet (Drifts‐, Anlægs‐ og Udlåns‐resultat),

gæld og likviditet for perioden 2004‐2009. Det fremgår, at DAU‐resultatet udviste et overskud

frem til og med 2006, hvorefter der var fra 2007 har været betydelige underskud, især i 2009.

Årsagen til underskuddene på DAU‐resultatet fra 2007 kan primært forklares med udlånene til

Nukissiorfiit til anlæg af vandkraftværker. For 2009 er DAU‐resultatet desuden påvirket af det

ekstraordinære indskud i og udlån til Royal Greenland A/S på i alt 500 mio. kr.

Det fremgår af tabellen, at Selvstyret i en årrække ikke har haft nogen langfristet gæld og

likviditeten har samtidig udgjort over 2 mia. kr. Det store underskud i 2009 har naturligvis

reduceret likviditeten betydeligt.

Eftersom den grønlandske økonomi er meget lille og sårbar, da den er kritisk afhængig af

udviklingen inden for fiskeriet, er det vigtigt at føre en forsigtig budgetpolitik. Selvom de store

erhvervsprojekter vil medvirke til at mindske denne afhængighed, så vil disse projekter være

meget store og fåtallige, og derfor vil der fortsat være en stor sårbarhed.

Tabel 11.6 DAU‐resultatet, gæld og likviditet, historisk, mio. kr.

2004 2005 2006 2007 2008 2009

Driftsudgifter 2.267 2.403 2.465 2.618 2.789 2.973

Lovbundne udgifter 739 744 750 760 811 850

Tilskud 1.563 1.671 1.529 1.516 1.588 2.229

Anlæg 637 492 700 1.003 929 807

Udgifter i alt 5.206 5.310 5.444 5.897 6.117 6.859

Indtægter ‐5.365 ‐5.585 ‐5.484 ‐5.631 ‐5.800 ‐5.910

DAU resultat ‐159 ‐275 ‐40 267 318 950

Langfristet gæld, ultimo 87 66 0 0 0 0

Likviditet, ultimo 1.698 1.968 2.025 2.262 2.073 1.320

Kilder: Landskassens Regnskab 2006 og Landskassens Regnskab 2009

Budgetpolitikken, og ikke mindst rapporteringen, implicerer, at det kan være svært at sondre

mellem løbende udgifter og anlægs/investeringsaktiviteter. De to typer af aktivitet er meget

forskellige, da anlægs/investeringsaktiviteterne gennemføres med sigte på i fremtiden at give et

afkast. Der har været en international diskussion om at basere budgetpolitikken på et såkaldt

”Golden Rule” princip. Med dette forstås, at budgettet har en skarp adskillelse mellem løbende

udgifter og investeringer. For udgifterne skal der gælde et balanceret budgetprincip (dvs. skal

23


være finansieret af de løbende indtægter fra primært skatter og statens bloktilskud), mens

investeringsaktiviteterne kan finansieres ved låntagning, da de netop gennemføres fordi de giver

et samfundsmæssigt afkast. Selvom dette princip umiddelbart kan virke attraktivt lider det af det

problem, at det i praksis ofte er svært præcist at opsplitte udgifter i løbende udgifter og

investeringsudgifter. Dette indebærer også en politisk risiko for at løbende udgifter klassificeres

som investering for at omgå kravet om budgetbalance. Af denne grund og den ovenfor omtalte

sårbarhed anbefales det ikke at følge dette princip.

Imidlertid er det vigtigt at have en mere præcis opgørelse og opdeling af offentlig udgifter. Det er

vigtigt med en sådan registrering for at kunne foretage en løbende vurdering af de igangsatte

investeringsprojekter.

I forhold til store investeringsprojekter er det også vigtigt at gøre sig de budgetmæssige

implikationer klart. Dette gælder også selvom det er et kriterium, at sådanne projekter kun skal

gennemføres såfremt en samfundsøkonomisk analyse viser, at det er hensigtsmæssigt. En

samfundsøkonomisk analyse kan indeholde både ”costs” og ”benefits” som ikke er monetære, og

typisk vil mange ”benefits” ikke være monetære. Det betyder, at en del af afkastet ikke giver et

direkte monetært afkast i form af f.eks. en skatteindtægt. Derfor vil et sådant projekt belaste det

offentlige budget og under et balanceret budgetkrav fortrænge andre aktiviteter eller finansiering

af velfærdsydelser. Det er derfor vigtigt at sondre mellem de direkte budgeteffekter og de

generelle samfundsøkonomiske effekter af sådanne projekter, for at tage stilling til deres

eventuelle gennemførelse.

11.5.2 Finanspolitiske pejlemærker

De fremadrettede finansieringsproblemer er store. Skatte‐ og Velfærdskommissionen fremlægger

i denne betænkning en forslagspakke (se kapitel 12), der samlet set vurderes at være finansieret.

Det er dog samtidig nødvendigt at betone den store usikkerhed både knyttet til det underliggende

grundforløb og effekterne af forslagspakken. Generelt gælder der, at der er usikkerhed omkring

den fremtidige udvikling, selvom retningen kan forudsiges med meget stor præcision er der

selvklart usikkerhed omkring de mere specifikke detaljer, og desto længere horisont, desto større

usikkerhed. Usikkerheden forstærkes af et mangelfuldt statistisk grundlag og analyseværktøjer

tilpasset den grønlandske økonomi. Usikkerhed er ikke et argument for ikke forholde sig til

fremtidige udfordringer, men usikkerheden skal tages alvorligt.

Da en robust finansiering af velfærdssamfundet er helt afgørende for at det kan være

velfungerende anbefaler Skatte‐ og Velfærdskommissionen, at finanspolitikken løbende styres

efter nogle pejlemærker og en regelmæssig revurdering af de fundamentale udviklingstræk.

Med et ønske om at føre en finanspolitik, hvor der er balance mellem indtægter og udgifter, så vil

der være en risiko for, at der i perioder med højkonjunktur gennemføres udgiftsøgninger og

investeringer, som ikke er finanspolitisk holdbare på længere sigt. I perioder med lavkonjunktur vil

der omvendt være behov for at sænke udgifter og investeringer for at opnå balance mellem

indtægter og udgifter, hvilket vil medvirke til at forværre og forlænge lavkonjunkturen. Det er

24


derfor hensigtsmæssigt at have nogle klare pejlemærker, og at opbygge stødpuder til at klare

negative situationer med.

Af tabel 11.7 fremgår investeringerne i den offentlige sektor og Selvstyrets anlægsudlån.

Selvstyrets anlægsudlån var markant højere i 2007‐2009 end i 2004‐2006, hvilket også afspejlede

sig i de forværrede DAU‐resultater i 2007‐2009, jf. tabel 11.6.

Tabel 11.7 Investeringer i det offentlige og Selvstyrets anlægsudlån

Beløb i mio. kr. 2004 2005 2006 2007 2008 2009

Investeringer i den offentlige sektor 453 457 584 470 555 552

Selvstyrets anlægsudlån 146 204 215 458 437 403

I alt 599 661 799 928 992 955

Kilder: Grønlands Statistik og Landskassens Regnskab for 2006 og 2009

Anm.: Investeringer i den offentlige sektor viser de samlede kapitaludgifter.

Selvstyrets anlægsudlån omfatter udlån til Nukissiorfiit og boliger.

I perioden 2004‐2006 oplevede Selvstyret budgetforbedringer som følge af en gunstig

konjunkturudvikling i perioden. Jf. tabel 11.6 over DAU‐resultatet, gæld og likviditet, så medførte

det en forøgelse af Selvstyret likviditet, som kom til at udgøre over 2 mia. kr. I perioden 2007‐

2009 blev den forbedrede likviditet bl.a. anvendt til at øge investeringerne i vandkraftværker og

boligbyggeri, jf. stigningen i Selvstyrets anlægsudlån i tabel 11.7 i perioden 2007‐2009. Som følge

af den internationale finanskrise blev det nødvendigt at tilføre Royal Greenland A/S 500 mio. kr. ,

hvilket har medvirket til at udhule likviditeten i landskassen. På den baggrund havde det ud fra en

finanspolitisk synsvinkel været mere hensigtsmæssigt at udsætte nogle af investeringerne i

vandkraftværker, så likviditeten var blevet styrket i perioden med højkonjunktur, og der var en

bedre likviditet til at gennemføre disse investeringer i en periode med lavkonjunktur, så der kunne

blive skabt noget aktivitet.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen anbefaler,

• at der indføres et flerårigt budgetloft for de samlede offentlige udgifter. Budgetloftet kan

f. eks. løbende fastsættes for 4 år. Ændrede udgiftsbehov inden for et område må

ledsages af samtidige forslag til omprioriteringer

• at der fastsættes for mål for udviklingen i den samlede private beskæftigelse, og dermed

skattebasernes udvikling

• at der oparbejdes en stødpude til håndtering af uforudsete hændelser

• at fremskrivninger og vurderinger af finanspolitisk holdbarhed gennemføres hvert 2. eller

3. år f.eks. af Økonomisk Råd.

11.6 Konklusion

I dette kapitel er der peget på og stillet en række forslag i forhold til generelle forhold i den

offentlige sektor. Givet den offentlige sektors størrelse og betydning for økonomien er det

centralt løbende at vurdere organisering og opgaveløsning. Det er kommissionens vurdering, at

25


der på en række områder er muligheder for at opnå forbedringer ved omorganiseringer og

systematisk brug af IT‐løsninger.

En særskilt problematik er ansættelse og fastholdelse af tilstrækkeligt kvalificeret personale. Den

fundamentale løsning på dette problem skal ske via uddannelsessystemet, men der er store

muligheder for at forbedre disse forhold både ved muligheder for efteruddannelse, og

fastholdelse af arbejdskraft. En organisering i større enheder vil kunne give mindre sårbare miljøer

og også medvirke til at skabe en kritisk masse af betydningen for kvaliteten af opgaveløsningen.

De offentlige finanser har en stor risikoeksponering grundet økonomiens struktur og et ganske

betydeligt erhvervs‐ og udlånsengagement. Denne eksponering kan ikke elimineres, men der er et

behov for en mere klar regnskabspraksis for at få overblik over eksponeringen, og for at skabe et

bedre politisk beslutningsgrundlag. Den gældende praksis betyder at mange tilskud og tab ikke er

tilstrækkeligt synlige.

Fremadrettet vil der være behov for en tæt styring af de offentlige finanser. Af den grund foreslår

kommissionen en række pejlemærker samt en mekanisme for styring af de offentlige udgifter for

at sikre mere stabilitet og gennemskuelighed i beslutningsstrukturen.

26


Henvisninger

OECD, 2006, Projecting OECD Health and Long‐term care expenditures: What are the main

drivers, OECD Economics Departement Working Paper 477.

Grønlands Økonomiske Råd, 2010, Økonomisk Råds Rapport, Nuuk.

Skatte‐ og Velfærdskommissionen, 2011, Baggrundsnotat om den offentlige sektor, Nuuk

Skatte‐ og Velfærdskommissionen, 2010, Fremtidens velfærd og vækst, Nuuk.

27

More magazines by this user
Similar magazines