SKOLETJENESTEN KØBENHAVNS MUSEUM

Parby, der er museumsinspektør
på Københavns Museum, som i
øjeblikket viser udstillingen “At
blive københavner”.
“Samtidig ændrer de enkelte
indvandrere hver især en lille
smule på, hvad det vil sige at
være københavner. De, der bor
her i forvejen, og de, der kommer
til byen, er hele tiden i gang
med den forhandling. Sådan var
det i 1500-tallet, hvor indvandrerne
var svenskere og tyskere.
Og sådan er det i dag, hvor det
også er folk fra fjernere egne.”
Restriktioner
Er der noget, der er blevet
diskuteret i Danmark de seneste
år, er det jo netop indvandring.
Herunder især begrænsningen
af samme, og i hvilket omfang
og med hvilke midler indvandring
kan eller skal begrænses. Familiesammenføringsreglerne
var vist
ikke så indviklede i 1500-tallet,
som de er i dag. Men ellers var
der nu ret skrappe restriktioner:
Lige efter reformationen var
man meget opsat på at holde
dem, der ikke havde den rette
tro, ude. Til andre tider har det
mere været de fattige omrejsende,
som man ikke ville have.
I 1200-1300-tallet var det især
fremmede købmænd, der var
restriktioner over for. For håndværkere
krævedes det således,
at de var medlem af et lav, og
at de havde den rigtige uddannelse.
De skulle også bevise,
at de havde en vis sum penge.
Som minimum skulle man have
nogen i byen, der kunne sige
god for én.
Jødefejden
I tusinder af år havde jøderne
været et omvandrende folkefærd.
Først i 1670’erne kommer
den første jødiske familie til
København. I nutidens indvandrerdebat
ville det blive betegnet
som “intelligent indvandring”,
22 I Ønsket/uønsket
eller at jøderne kom ind på en
slags forskerordning. Kongen,
Frederik VI, havde luret, at
jøderne lå inde med nogle
internationale forbindelser og
nogle lånemuligheder, som
staten kunne have god brug af.
Han løsnede derfor en del på de
religiøse restriktioner.
Men mange københavnere
syntes, at jøderne var for fremmedartede.
De troede jo på noget
helt forkert og var ikke til at
stole på. Op gennem 1700-tallet
fik jøderne mere frihed: Nu kunne
de blive medlem af lavene, de
fik adgang til universitetet, og i
1814 fik de helt lige rettigheder
med de øvrige københavnere.
Men det var krisetid. Nederlaget
til England i 1801 og 1803
sved stadig. Der var økonomisk
krise på grund af Napoleonskrigene.
En stemning af, at det hele
var jødernes skyld, begyndte at
brede sig. 3. september 1819
blev der sat et opslag op på
Børsen med en opfordring til
“alle gode og kristelige Borgere”
om at samles for at fordrive
jøderne, “denne Samfundets
Pest”, ud af byen.
Stenkast mod byens jøder
Adskillige hundrede mennesker
mødte op – ret mange i en by
med i alt 110.000 mennesker.
Folk kastede sten gennem
jødernes butikker i Østergade og
overfaldt jøder på gaden. Politiet
kunne ikke klare uromagerne
alene, så man indkaldte hæren
og borgervæbningen for at slå
urolighederne ned, og det tog
seks dage at få opløbet nedkæmpet.
Meget af vreden var
også rettet mod kongen,
Frederik VI, fordi han hjalp
jøderne. Uroligheder og hetzer
mod jøderne blussede op igen
og igen gennem mere end
halvandet år. Men efter de første
uroligheder blev det mere sporadisk
og med større og større
Bodil Kjer i filmen “Elly Petersen”, baseret på Mogens
Klitgaards roman fra 1941.
Filmen handler om en ung pige, der kommer til København
fra Aalborg for at blive stuepige.
Elly er fuld af håb om at skabe sig et nyt, farverigt liv i
den store by og er en hyldest til den moderne kvinde.
Hun møder dog mange skuffelser i storbyen og ender
med at tage tilbage til provinsen. Foto: ASA Film.
SKOLETJENESTEN · KØBENHAVNS MUSEUM