Untitled - Boghallen

HELEN SIMONSON
Majorens
sidste forelskelse
Roman
Oversat fra engelsk
af Kirsten A. Nielsen
POLITIKENS FORLAG

Kapitel 1
i
Major Pettigrew var stadig chokeret over telefonopringningen fra sin
brors kone, så da det ringede på døren, gik han helt automatisk ud
og lukkede op. Ude på de fugtige fliser stod mrs. Ali henne fra landsbyens
købmandsbutik iført et stribet sjal og en fornuftig, grøn uldfrakke.
Det gav et ganske svagt gib i hende, og hun hævede et kraftigt
øjenbryn let og trådte et halvt skridt tilbage, da han åbnede døren.
Majorens kinder blev røde af forlegenhed, og han strøg sig ned over
den røde, blomstrede housecoat med et par hænder, der føltes som
spader.
“Åh!” udbrød han.
“Major?”
“Mrs. Ali?” Der opstod en pause, som syntes at vokse langsomt,
ligesom universet, hvis dele – havde han for kort tid siden læst – skubbede
sig fra hinanden, efterhånden som det blev ældre. ‘Æld ningsprocessen’,
kaldte de det i søndagsavisen.
“Jeg kommer efter avispengene. Avisdrengen er blevet syg,” sagde
mrs. Ali, idet hun gjorde sin lille skikkelse så høj som muligt og talte
i det hurtige og strenge tonefald, de andre damer i landsbyen brugte.
7

Han foretrak den lave og blide stemme, hun talte med, når der var
stille i butikken, og de som begejstrede tedrikkere kunne diskutere
kvaliteten og duften af den te, som hun blandede specielt til ham.
“Selvfølgelig, jeg beklager meget.” Han havde glemt at lægge
ugens avispenge i en kuvert under måtten uden for døren. Han begyndte
at fumle for at finde sine bukselommer et sted under den røde
housecoat med klematisblomster. “Jeg beklager meget,” gentog han.
“Det er ligegyldigt. De kan bare aflevere pengene i butikken senere
– på et mere belejligt tidspunkt.” Hun havde allerede vendt sig
halvt om, da han blev grebet af en trang til at forklare sig.
“Min bror er død,” sagde han. Hun vendte sig om igen. “Min bror
er død,” gentog han. “Jeg blev ringet op her til morgen. Jeg har ikke
haft tid.” Morgenkoret af fugle havde stadig siddet og skræppet oppe i
den kæmpestore taks, der stod op mod vestenden af hans hus, og himlen
havde været lyserød, da telefonen ringede. Majoren, der havde
været tidligt oppe for at ordne sin ugentlige rengøring af huset, blev
nu klar over, at han havde siddet og været helt fortumlet lige siden
da. Med en hjælpeløs håndbevægelse pegede han på sin besynderlige
påklædning og tørrede sig derefter over panden. Pludselig følte han,
at hans knæ blev slappe, og at blodet løb fra hans hoved. Han mærkede
ganske uventet dørkarmen mod sin skulder, og mrs. Ali, der var
hurtigere end hans øjne kunne følge, stod pludselig ved hans side og
holdt ham oppe.
“Jeg tror, at vi hellere må få Dem indenfor og ned at sidde,” sagde
hun med en stemme, der var mild og bekymret. “Hvis De tillader
det, henter jeg et glas vand til Dem.” Eftersom det meste af følelsen
i majorens fødder syntes at være forsvundet, havde han ikke andet
valg end at indvillige. Mrs. Ali førte ham hen over entreens ujævne
stengulv og anbragte ham i en øreklapstol lige inden for døren i den
lyse opholdstue, som var fyldt med bøger. Det var den stol, han holdt
mindst af at sidde i, da polstringen var ujævn, og den havde en hård
trækant på det forkerte sted i forhold til hans nakke, men han kunne
jo ikke så godt klage.
8

“Jeg fandt glasset på opvaskebakken,” sagde mrs. Ali og rakte ham
det solide vandglas, som han brugte til opbevaring af sin tandbro om
natten. Den svage lugt af pebermynte gav ham opkastningsfornemmelser.
“Har De det bedre nu?”
“Ja, meget bedre,” sagde han, mens hans øjne begyndte at fyldes
med tårer. “Det er meget venligt af Dem ...”
“Skal jeg ikke lave en kop te til Dem?” Hendes tilbud fik ham til at
føle sig svagelig og ynkelig.
“Jo tak,” sagde han. Han ville sige ja til hvad som helst for at få
hende ud af stuen, mens han genvandt fatningen og fik sig befriet for
housecoaten.
Det var underligt, tænkte han, igen at sidde og lytte til en kvindes
skramlen med tekopper ude i køkkenet. På kaminhylden smilede
hans hustru, Nancy, fra fotografiet; hendes brune krøllede hår var let
forpjusket, og hendes fregnede næse var en smule rød af solen. De
havde været i Dorset i maj i et regnfuldt år, sikkert 1973, og et strejf
af sollys havde kortvarigt livet op i den blæsende eftermiddag, men
det havde været længe nok til, at han havde kunnet indfange hende,
mens hun stod og vinkede som en ung pige oppe fra Corfe Castles
brystværn. I seks år havde hun været borte. Og nu var Bertie også
borte. De havde efterladt ham alene tilbage, det sidste familiemedlem
i deres generation. Han foldede hænderne for at standse en let
skælven.
Der var selvfølgelig Marjorie, hans usympatiske svigerinde, men
ligesom sine afdøde forældre havde han aldrig helt accepteret hende.
Hun havde højrøstede og dårligt formulerede meninger samt en
nordlig dialekt, der skurrede i ørerne som en sløv barbermaskine.
Han håbede bestemt ikke, at hun nu ville forsøge sig med en højere
grad af fortrolighed. Han ville bede hende om et nyere fotografi af
Bertie, og så selvfølgelig om Berties jagtgevær. Deres far havde gjort
det klart, da han fordelte parret mellem sine to sønner, at det skulle
samles igen i tilfælde af den enes død, således at det i intakt stand
kunne gå i arv i familien. Majorens eget gevær havde nu ligget alene
9

i mange år i valnøddetrækassen, hvor en fordybning i fløjlsforingen
fortalte, at dets mage manglede. Nu ville geværerne få deres fulde
værdi igen – omkring hundred tusind pund, forestillede han sig. Ikke
fordi han nogen sinde kunne drømme om at sælge dem. I et kort
øjeblik så han tydeligt sig selv ved den næste jagt – måske på en af gårdene
ved floden, der altid var plaget af kaniner – afslappet bærende
de to knækkede geværer over armen.
“Du milde, Pettigrew, er det et par Churchill­geværer?” ville nogen
spørge – måske lord Dagenham selv, hvis han var med på jagten
den dag – og så ville han kigge flygtigt på dem, som om han helt
havde glemt dem, og svare:
“Ja, et matchende par Churchill­geværer. Det var noget prægtigt
valnøddetræ, man brugte, dengang disse her blev lavet.” Og så ville
han holde dem frem, for at man kunne inspicere og beundre dem.
En raslende lyd, da noget stødte mod dørkarmen, rev ham ud af
denne behagelige drøm. Det var mrs. Ali med en tung tebakke. Hun
havde taget sin grønne uldfrakke af og svøbt sit stribede sjal om skuldrene,
oven over en enkel, marineblå kjole samt et par snævre sorte
bukser. Majoren blev klar over, at han aldrig havde set mrs. Ali uden
det store, stive tunika­agtige forklæde, hun altid gik med i butikken.
“Lad mig hjælpe med bakken.” Han begyndte at rejse sig op fra
stolen.
“Jeg klarer det udmærket selv,” sagde hun og stillede bakken på det
nærmeste bord, mens hun skubbede den lille stak læderindbundne
bøger til side med et hjørne af bakken. “De skal hvile Dem. De har
sikkert fået et chok.”
“Det kom helt uventet, telefonen, der ringede så urimeligt tidligt.
Klokken var ikke engang seks. Jeg tror nok, at de havde været på hospitalet
hele natten.”
“Det var uventet?”
“Ja, et hjerteanfald. Tilsyneladende ret voldsomt.” Han strøg sig
eftertænksomt over sit stive overskæg. “Det er underligt, men man
regner jo med nu om dage, at de kan redde folk, der bliver ramt af
10

hjerteanfald. Sådan ser det altid ud i fjernsynet.” Mrs. Ali stødte tekandens
tud mod kanten af en kop. Det gav et højt klink, og majoren
frygtede, at der var gået en flis af. For sent kom han i tanke om, at
hendes mand også var død af et hjerteanfald. Det var nok halvandet
eller to år siden nu. “Jeg beklager, det var tankeløst ...” Hun afbrød
ham med en forstående håndbevægelse og fortsatte med at hælde te
op. “Han var et godt menneske, Deres mand,” tilføjede han.
Det, han huskede bedst, var den store og rolige mands selvbeherskelse.
Alt var ikke gået helt glat efter mr. Alis overtagelse af mrs.
Bridges butik i landsbyen. Ved mindst to lejligheder havde majoren
set mr. Ali en frisk forårsmorgen stå stille og roligt og skrabe spraymaling
af sit nye spejlglasvindue. Adskillige gange, hvor major Pettigrew
havde været i butikken, havde nogle små drenge stukket hovedet ind
ad døren og råbt: ‘Perkere, rejs hjem!’ Så plejede mr. Ali at ryste på
hovedet og smile, mens majoren fremstammede nogle undskyldninger.
Postyret døde til sidst ud. De samme små drenge luskede ind i
butikken klokken ni om aftenen, når deres mødre var løbet tør for
mælk. De mest stædige fra den lokale arbejderklasse blev trætte af at
køre over seks kilometer for at købe deres lodsedler til det nationale
lotteri i en ‘engelsk’ butik. Landsbyens øverste klasser, anført af damerne
fra de forskellige lokale komiteer, kompenserede for de lavere
klassers uforskammethed ved at vise en stærkt overdreven respekt for
mr. og mrs. Ali. Majoren havde hørt adskillige damer tale stolt om
‘vores kære pakistanske venner henne i butikken’ som bevis på, at
Edgecombe St. Mary var en utopi af multikulturel forståelse.
Da mr. Ali døde, havde alle sørget på passende vis. Byrådet, som
majoren sad i, havde diskuteret, om man skulle afholde en mindehøjtidelighed
af en eller anden slags, og da det blev opgivet (hverken
kirken eller pubben havde man fundet passende), var det endt med,
at byrådet havde sendt en meget stor krans til begravelsen.
“Jeg er ked af, at jeg aldrig fik lejlighed til at møde Deres vidunderlige
hustru,” sagde mrs. Ali og rakte ham en kop te.
“Det er nu seks år siden, hun døde,” sagde han. “Mærkeligt nok
11

synes det både at være en evighed siden og samtidig bare et kort øjeblik.”
“Ja, det er meget forvirrende,” sagde hun. Hendes distinkte udtale,
som mange af landsbyens beboere kunne lære noget af, forekom ham
at lyde som en velstemt klokke. “Nogle gange føler jeg, at min mand
er lige så nær mig, som De er nu, og andre gange føler jeg mig helt
alene i verden,” sagde hun.
“De har jo familien.”
“Ja, en temmelig stor familie.” Han bemærkede et anstrøg af ironi
i hendes tonefald. “Men det er ikke det samme som det tætte bånd
mellem mand og kone.”
“Det er fuldstændig rigtigt,” sagde han. De drak deres te, og han
tænkte på, hvor forunderligt det var, at mrs. Ali – uden for butikkens
kontekst og her i hans egen opholdsstue – skulle vise sig at være en
kvinde, der var så forstående. “Med hensyn til housecoaten,” sagde
han så.
“Housecoaten?”
“Den der beklædningsgenstand, jeg var iført.” Han nikkede hen
mod en kurv fyldt med numre af National Geographic, som housecoaten
nu lå oven på. “Den brugte min hustru altid, når hun gjorde
rent. Nogle gange så ...”
“Jeg har en gammel tweedjakke, som min mand plejede at gå
med,” sagde hun stille. “Nogle gange tager jeg den på og går en tur
rundt i haven. Og nogle gange stikker jeg hans pibe i munden for at
opleve smagen af hans bitre tobak.” Hun rødmede, så hendes hud
fik en varmere glød, og kiggede ned på gulvet med sine dybe brune
øjne, som om hun havde sagt for meget. Majoren bemærkede hendes
glatte hud og hendes ansigts markerede træk.
“Jeg har også noget af min hustrus tøj endnu,” sagde majoren.
“Her efter seks år ved jeg ikke, om det stadig har bevaret duften af
hendes parfume, eller om det bare er noget, jeg forestiller mig.” Han
ville gerne fortælle hende, at han nogle gange åbnede skabslågen og
trykkede sit ansigt ind mod de grove ulddragter og de bløde chiffon­
12

luser. Mrs. Ali kiggede op på ham, og bag hendes øjne med de tunge
øjenlåg anede han, at hun også tænkte på den slags fjollede ting.
“Skal jeg skænke Dem en kop te mere?” spurgte hun og rakte hånden
frem efter hans kop.
Da mrs. Ali var gået – efter at have undskyldt, at hun sådan havde
inviteret sig selv indenfor i hans hjem, og han havde undskyldt, at
han sådan havde besværet hende med sin pludselige svimmelhed
– iførte majoren sig atter housecoaten og gik ud i det lille bryggers
bag ved køkkenet for at færdiggøre arbejdet med at rense sit gevær.
Han kunne mærke en spænding i hovedet og en let brændende
fornemmelse i halsen. Det var sorgens dumpe smerte i den virkelige
verden – og det mindede mere om fordøjelsesbesvær end om
lidenskab.
Han havde stillet en lille porcelænskop med mineralsk olie til
opvarmning over en lyseholder. Han dyppede fingrene i den varme
olie og begyndte at gnide den langsomt ind i geværskæftet, der var af
valnødderod. Træet blev silkeagtigt under hans fingerspidser. Han
slappede af med dette arbejde og mærkede, hvordan sorgen lettede
og gav plads til en lille smule nysgerrighed.
Mrs. Ali var, havde han halvvejs en mistanke om, en dannet kvinde,
et kulturelt menneske. Nancy havde også været en sådan sjælden
person, der holdt af bøger og små kammerkoncerter i landsbykirkerne.
Men hun havde ladt ham alene, så nu var han prisgivet den omsorg,
som de ukultiverede og grove kvinder i deres bekendtskabskreds
udviste for ham. Det var kvinder, som talte om heste og velgørenhedslotteri
ved jagtballet, og som fandt fornøjelse i at sladre om, at en eller
anden upålidelig ung mor fra de kommunale boliger nu igen havde
ødelagt arrangementet i ugens legegruppe i forsamlingshuset. Mrs.
Ali var mere ligesom Nancy. Hun var en sommerfugl ved siden af
den kværnende dueflok, som de andre kvinder udgjorde. Han indrømmede
over for sig selv, at han gerne ville møde mrs. Ali igen uden
for butikken, og han spekulerede over, om dette måske var et bevis
13

på, at han ikke var så forstokket, som hans otteogtres år og landsbylivets
begrænsede muligheder kunne lade formode.
Opmuntret af denne tanke følte han, at han nu kunne klare den
opgave at ringe til sin søn Roger i London. Han tørrede fingrene af i
en blød gul klud og stirrede koncentreret på de mange forkromede
knapper samt lysdiodeskærmen på den trådløse telefon – en gave fra
Robert. Med dens hurtigopkald og stemmeaktivering var den nyttig
for ældre mennesker, havde Roger sagt. Major Pettigrew var uenig
i begge dele: at telefonen skulle være let at betjene, og at han selv
skulle være et ældre menneske. Det var irriterende, men helt almindeligt,
at så snart børnene var fløjet fra reden og havde etableret sig
i eget hjem – i Rogers tilfælde en funklende ny penthouse­lejlighed
indrettet i sort og messing i et højhus, der ødelagde Themsen og
lå tæt ved Putney – begyndte de at behandle deres egne forældre
som børn og ønske, at de var døde eller i det mindste gemt væk på
et plejehjem. Det var alt sammen meget klassisk, tænkte majoren.
Med en olieret finger lykkedes det ham at få trykket på knappen, der
var mærket ‘1: Roger Pettigrew, VP, Chelsea Equity Partners’, som
Roger havde skrevet med store, barnlige bogstaver. Rogers private
finansieringsselskab havde til huse på to etager i et kontorhøjhus af
glas i Londons Docklands, og da telefonen ringede med en metallisk
tikkende lyd, forestillede majoren sig Roger sidde i et ubehageligt
sterilt rum sammen med en hel række computere og en bunke
mapper, som en meget dyr arkitekt ikke havde gidet sørge for skuffer
til.
Roger havde allerede hørt det.
“Jemima har påtaget sig at ringe rundt. Pigebarnet er hysterisk,
men alligevel ringer hun rundt til alle og enhver og deres hunde.”
“Det hjælper hende måske at holde sig beskæftiget,” foreslog majoren.
“Det drejer sig snarere om at svælge i rollen som den sørgende
datter, hvis du spørger mig,” sagde Roger. “Det er ret hysterisk, men
sådan har de jo altid været, er det ikke rigtigt?” Han talte med en
14

mumlen, så majoren gik ud fra, at det betød, han endnu en gang sad
og spiste ved sit skrivebord.
“Det der er ikke nødvendigt, Roger,” sagde han strengt. Faktisk var
hans søn ved at blive lige så udannet som Marjories familie. Byen var
fyldt med uciviliserede, arrogante unge mænd nu om dage, og Roger,
der nærmede sig de tredive, viste flere tegn på at have taget ved lære
af dem.
“Undskyld, far. Jeg er ked af det med onkel Bertie.” Der var en
pause. “Jeg glemmer aldrig, dengang jeg havde skoldkopper, og han
kom med et modelfly­byggesæt til mig. Han blev der hele dagen og
hjalp mig med at lime de der bittesmå træstykker sammen.”
“Så vidt jeg husker, smadrede du det imod vinduet næste dag, selvom
jeg havde advaret dig mod at flyve med det indendørs.”
“Ja og du brugte det som optændingsbrænde i køkkenkomfuret.”
“Det var gået i stykker, og der var ingen grund til at lade det gå til
spilde.” Denne historie var velkendt for dem begge to. Den kom frem
en gang imellem og blev fortalt ved familiefester. Nogle gange blev
den fortalt som en sjov historie, og de grinede alle sammen. Andre
gange var det en advarende belæring til Jemimas egenrådige søn. I
dag lå der en antydning af bebrejdelse i den.
“Kommer du herned aftenen før?” spurgte majoren.
“Nej, jeg tager toget. Men du skal ikke vente på mig, far. Måske
sidder jeg fast.”
“Sidder fast?”
“Jeg er ved at drukne. Der er vild panik lige nu. To milliarder dollars,
fjendtligt opkøb af selskabsobligationer – og kunden er nervøs.
Men giv mig besked, når der er besluttet en dato, så indfører jeg det
i min kalender som et ‘must’, men man kan aldrig vide.” Majoren
tænkte på, hvordan han mon blev indført i sønnens kalender. Han
forestillede sig, at det skete med en lille gul post­it­seddel – vigtig,
men ikke tidsfølsom, måske.
15

Begravelsen blev fastsat til tirsdag.
“Det passede for de fleste,” sagde Marjorie anden gang, hun ringede.
“Jemima har aftenundervisning om mandagen og om onsdagen,
og jeg skal til en bridgeturnering torsdag aften.”
“Bertie ville bestemt have ønsket, at I fortsatte med jeres gøremål,”
sagde majoren, der dog hørte en let sarkastisk tone i sin stemme. Han
var sikker på, at begravelsen også var fastlagt under hensyntagen til
Marjories skønhedssalonaftaler. Hun ville være sikker på, at hendes
gule hår var nysat og hendes hud tonet eller vokset – eller hvad hun
nu gjorde for at få et ansigt, der lignede udspændt læder. “Jeg går ud
fra, at fredag er udelukket?” tilføjede han.
Han havde netop fået en tid tirsdag hos sin læge. Lægesekretæren
havde været meget forstående, omstændighederne taget i betragtning,
og havde straks insisteret på at flytte et årligt tjek af et barn med astma
til fredag for at presse hans EKG­undersøgelse ind. Så han brød sig
ikke om at aflyse.
“Præsten har ‘Unge­i­krise’ om fredagen.”
“Jeg går ud fra, at de unge er i krise hver dag i ugen,” sagde majoren
skarpt. “Der er tale om en begravelse, for pokker. Lad dem sætte
andres behov foran deres egne for en gang skyld. Det kan de måske
lære noget af.”
“Indehaveren af begravelsesforretningen mente, at fredag var en
upassende festlig dag til en begravelse.”
“Javel ...” Han var fuldstændig målløs og overvundet af dette absurde
argument. “Jamen så ses vi på tirsdag, omkring klokken fire?”
“Ja. Kører Roger dig?”
“Nej, han kommer direkte ned fra London med tog og tager en
taxa. Jeg kører selv.”
“Er du nu sikker på, at du kan klare det?” spurgte Marjorie. Hun
lød faktisk ægte bekymret, og majoren blev rørt over hendes omsorg.
Hun var selvfølgelig også alene nu. Han blev ked af, at han havde
været så vred på hende, og forsikrede hende venligt om, at han var i
stand til at køre selv.
16

“Og du tager selvfølgelig med hjem bagefter. Vi skal have lidt at
drikke og en bid mad. Noget helt enkelt.” Han bed mærke i, at hun
ikke inviterede ham til at blive natten over, så han ville være nødt til
at køre hjem i mørke. Hans empati for hende skrumpede igen. “Og
måske er der noget af Berties, som du gerne vil have. Det må du lige
kigge på.”
“Det er vældig betænksomt af dig,” sagde han, idet han forsøgte
at dæmpe den iver, der livede hans stemme op. “Faktisk var det min
plan at snakke med dig om netop det på et passende tidspunkt.”
“Jamen selvfølgelig,” sagde hun. “Du skal da have en lille ting, et
minde. Det ville Bertie have insisteret på. Der er nogle helt nye skjorter,
som han aldrig har brugt ... Men det skal jeg lige tænke over.”
Da han slukkede telefonen var det med en følelse af fortvivlelse.
Hun var virkelig en forfærdelig kvinde. Han sukkede ved tanken om
den stakkels Bertie og funderede over, om han mon nogen sinde havde
fortrudt sit valg. Måske havde han ikke tænkt ret meget over den
sag. Ingen spekulerer over døden, når de tager de beslutninger, der
gælder for livet, tænkte majoren. Og hvis de gjorde, hvilke andre valg
kunne de så tage?
Der var kun tyve minutters kørsel fra Edgecombe St. Mary til den
nærliggende kystby Hazelbourne­on­Sea, hvor Bertie og Marjorie boede.
Byen var et travlt handelscentrum for det halve amt og var altid
fyldt med folk på indkøb og turister, så majoren havde lavet omhyggelige
beregninger vedrørende trafikken på ringvejen, mulige parkeringsvanskeligheder
i de smalle gader omkring kirken og tid til at tage
imod kondolencer. Han havde besluttet at tage af sted ikke senere
end halv to. Og alligevel sad han nu her i bilen foran sit hus uden at
røre sig. Han kunne mærke, at blodet flød gennem hans krop så langsomt
som lava. Det virkede, som om han var ved at smelte indvendig
og hans fingre allerede havde mistet knoglerne. Han var ikke i stand
til at bevæge rattet. Han forsøgte at dæmpe sin panik ved at trække
vejret dybt nogle gange. Han kunne umuligt gå glip af sin egen brors
17

egravelse, og alligevel var det ikke muligt for ham at dreje startnøglen
om. Han overvejede kort, om han måske var ved at dø. Det var
bare en skam, at det ikke var sket i går, for så kunne de have begravet
ham samtidig med Bertie og sparet alle for at møde op to gange.
Der lød et bank på bilruden, og han drejede hovedet som i en
drøm og fik øje på mrs. Ali, der så bekymret ud. Han tog en dyb
indånding og fik placeret en finger på knappen til de automatiske
ruder. Han havde været modvillig over for den idé med, at alt skulle
være automatisk. Nu var han glad for, at han ikke skulle dreje på et
håndtag.
“Er alt i orden, major?” spurgte hun.
“Det tror jeg nok,” sagde han. “Jeg skulle bare lige have vejret. Jeg
skal af sted til begravelse, som De ved.”
“Ja, det ved jeg,” sagde hun. “Men De ser meget bleg ud. Er De
frisk nok til at køre bil?”
“Jeg har ikke andet valg, kære ven,” sagde han. “Jeg er bror til den
afdøde.”
“Måske skulle De stige ud og trække lidt frisk luft et øjeblik,” foreslog
hun. “Jeg har en kold sodavand, som måske kan kvikke Dem lidt
op.” Hun bar på en lille kurv, hvori han kunne se et skinnende grønt
æble, noget let fedtet papir, der tydede på indpakkede kager, og en
høj grøn flaske.
“Ja, måske lige et øjeblik,” sagde han og steg ud af bilen. Det viste
sig, at kurven var en lille hilsen, som hun havde tænkt sig at stille på
hans trappe, til når han kom hjem igen.
“Jeg var bekymret for, om De huskede at få noget at spise,” sagde
hun, mens han drak sodavanden. “Jeg spiste ikke noget i fire dage
efter min mands begravelse. Jeg endte på hospitalet med dehydrering.”
“Det er meget venligt af Dem,” sagde han. Efter at have drukket
den kolde sodavand havde han det bedre, men hans krop rystede stadig.
Han var alt for bekymret til at føle situationen ydmygende. Han
var nødt til at nå frem til Berties begravelse på en eller anden måde.
18

Bussen kørte kun hver anden time med reduceret kørsel om tirs dagen
og sidste bus tilbage klokken 17. “Jeg må vist hellere se, om der er en
taxa ledig, for jeg er ikke sikker på, at jeg er i stand til at køre bil.”
“Det er ikke nødvendigt,” sagde hun. “Jeg kan køre Dem. Jeg var
alligevel på vej til Hazelbourne.”
“Åh, det kan jeg umuligt ...” begyndte han. Han brød sig ikke om at
blive kørt af en kvinde. Han hadede deres forsigtige kørsel i vejkryds,
deres klodsede ligegyldighed over for nuancerne i gearskiftning og
deres totale ukendskab til bakspejlet. Mangen en eftermiddag havde
han sneglet sig af sted ad de snoede veje bag en langsom kvindelig
bilist, der muntert bevægede hovedet i takt til popmusikken fra en
radiostation, mens hendes tøjdyr sad og nikkede i takt på bagrudehylden.
“Det kan jeg umuligt,” gentog han.
“De må gøre mig den ære at lade mig være til lidt hjælp,” sagde
hun. “Min bil står parkeret ude på vejen.”
Hun kørte som en mand, idet hun aggressivt skiftede gear i svingene
og med stor fornøjelse styrede den lille Honda hen over bakkerne
med god fart. Hun havde åbnet vinduet i sin side en lille smule, så
den friske vind fik hendes rosa silketørklæde til at blafre og kaste sorte
hårlokker hen over hendes ansigt. Hun fejede dem utålmodigt væk,
mens hun speedede op, så bilen nærmest fløj hen over en lille, kraftigt
hvælvet bro.
“Hvordan har De det?” spurgte hun, og majoren vidste ikke lige,
hvad han skulle svare. Hendes kørsel gav ham en smule kvalme, men
på den spændende og gode måde, som små drenge oplever det, når
de kører i rutsjebane.
“Jeg føler mig ikke så ødelagt som før,” sagde han. “De kører godt.”
“Jeg kan lide at køre bil,” sagde hun og smilede til ham. “Bare
mig og maskinen. Ingen til at fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Ingen
regnskaber, ingen statusopgørelse – bare den åbne vejs muligheder
og mange ukendte destinationer.”
“Sandt nok,” sagde han. “Har De kørt mange ture?”
“Ih nej,” svarede hun. “Jeg plejer bare at køre ind til byen hver
19

anden uge for at hente forsyninger. De har et pænt udvalg af indiske
specialbutikker på Myrtle Street. Ellers bruger vi hovedsageligt bilen
til udbringning.”
“De skulle køre en tur til Skotland eller sådan et sted,” sagde han.
“Og der er også motorvejene i Tyskland. Der skulle være behageligt
at køre, har jeg hørt.”
“Har De kørt meget i Europa?” spurgte hun.
“Nej, Nancy og jeg snakkede om det. Køre igennem Frankrig og
måske lidt ind i Schweiz. Men vi fik det aldrig gjort.”
“De skulle tage af sted,” sagde hun. “Mens De har muligheden.”
“Og hvad med Dem?” spurgte han. “Hvor kunne De tænke Dem
at tage hen?”
“Mange steder,” sagde hun. “Men der er jo butikken.”
“Vil Deres nevø ikke snart være i stand til at passe butikken alene?”
spurgte han. Hun lo, men det var ikke en glad latter.
“Åh jo,” sagde hun. “Han vil meget snart være i stand til at passe
butikken alene, og så bliver jeg overflødig.”
Nevøen var et nyt og ikke særlig behageligt element i landsbybutikken.
Han var en ung mand på omkring femogtyve. Han gik med en
stiv holdning og havde en antydning af hovmod i sit blik, som om han
altid var forberedt på at blive konfronteret med en ny fornærmelse.
Han havde intet af mrs. Alis stilfærdige og charmerende tjenstvillighed
og intet af afdøde mr. Alis tålmodighed. Selv om majoren på et
eller andet plan var klar over, at det var hans ret, følte han det akavet
at stille et spørgsmål om prisen på frosne ærter til en mand, der
forventede at blive hånet netop ved at få stillet et sådant spørgsmål.
Desuden optrådte nevøen altid med en behersket strenghed over for
tanten, hvilket majoren ikke brød sig om.
“Har De tænkt på at trække Dem tilbage?” spurgte han.
“Det er blevet foreslået,” sagde hun. “Min mands familie bor oppe
nordpå og håber, at jeg vil sige ja til at bo hos dem og indtage min
retmæssige plads i familien.”
“En kærlig familie kan sikkert kompensere for at være nødt til at
20

o i det nordlige England,” sagde major Pettigrew, der dog tvivlede
på sine egne ord. “Jeg er sikker på, at De vil nyde at være den agtede
bedstemor og matriark.”
“Jeg har ikke selv fået børn, og min mand er død,” svarede hun i et
syrligt tonefald. “Derfor vil jeg nok blive mere ynket end agtet. Det
forventes, at jeg overdrager butikken til min nevø, der så vil få råd til
at hente sig en god hustru fra Pakistan. Til gengæld vil jeg få husly og
sikkert æren af at passe andre familiemedlemmers små børn.”
Majoren var tavs. Han følte på én gang forfærdelse og ulyst til at
høre mere. Dette var netop grunden til, at folk for det meste snakkede
om vejret. “De kan da ikke tvinge Dem ...” begyndte han.
“Ikke i retslig henseende,” sagde hun. “Min vidunderlige Ahmed
brød med familietraditionen for at sikre sig, at butikken gik til mig.
Men der er dog noget gæld, der skal betales. Desuden, hvad er retssikkerhed
mod vægten af en families holdning?” Hun drejede til venstre
og pressede sig ind i et lille hul i den travle trafik på kystvejen. “Man
er nødt til at overveje, om det er umagen værd at kæmpe, hvis resultatet
bliver, at man mister familien og bryder traditionen.”
“Det er jo fuldstændig umoralsk,” sagde majoren chokeret og holdt
så fast i armlænet, at hans knoer var helt hvide. Det var problemet
med disse indvandrere, tænkte han. De foregav at være engelske.
Nogle af dem var oven i købet født her. Men under overfladen lå der
alle disse barbariske holdninger og troskab mod fremmede skikke.
“De er heldig,” sagde mrs. Ali. “Angelsakserne har for en stor dels
vedkommende brudt med denne afhængighed af familien. Hver generation
føler, at den har ret til at gøre, som den vil, og er heller ikke
bange for det.”
“Det er rigtigt,” sagde majoren og godtog automatisk denne kompliment,
selv om han slet ikke var sikker på, at hun havde ret.
Hun satte ham af på hjørnet nogle få meter fra kirken, og han skrev
sin svigerindes adresse på et stykke papir.
“Jeg kan bare tage en bus tilbage eller noget,” sagde han, men de
21

vidste begge to, at det ikke var tilfældet, så han opgav sin protest. “Jeg
regner med at være færdig klokken seks, hvis det kan passe?” tilføjede
han.
“Helt bestemt.” Hun tog hans hånd i sine et øjeblik. “Jeg ønsker Dem
et stærkt hjerte og familiens kærlighed denne eftermiddag.” Majoren
blev meget bevæget og håbede, at han kunne bevare denne følelse, når
han stod over for Berties stivnede krop i en valnøddetræskiste.
Højtideligheden var stort set den samme blanding af farce og sorg,
som han huskede fra Nancys begravelse. Kirken var stor og skummel.
Det var en presbyteriansk kirke fra midten af århundredet, hvis
nøgne beton ikke blev mildnet af røgelse, vokslys og mosaikruder som
i Nancys elskede St. Mary’s Church of England. Her var der ikke et
gammelt klokketårn eller en mosbegroet kirkegård med kompenserende
skønhed og roen ved at se de samme navne hugget i sten gennem
generationer. Den eneste trøst var den lille tilfredsstillelse ved
at se, at så mange var mødt op til højtideligheden, således at også to
rækker klapstole bagved var optaget. Berties kiste stod over en lille
fordybning i gulvet, næsten ligesom en afløbskanal, og på et tidspunkt
under ceremonien blev majoren helt forskrækket, da der lød en mekanisk
brummen, og Bertie pludselig blev sænket ned. Han blev ikke
sænket mere end ti centimeter, men majoren måtte kvæle et uvilkårligt
udbrud, mens han ufrivilligt rakte en hånd frem. Det havde han
ikke været forberedt på.
Både Jemima og Marjorie holdt en tale. Han havde regnet med at
forholde sig ironisk til deres taler, især da Jemima, iført en bredskygget
sort stråhat, der var mere passende til et elegant bryllup, oplæste et
digt, hun havde skrevet til ære for sin far. Men selv om digtet virkelig
var gyseligt (han huskede kun, at det var en hel masse om bamser og
engle, som slet ikke stemte overens med den presbyterianske lære),
forvandlede hendes ægte sorg det til noget virkelig rørende. Hendes
mascara løb ud over hele hendes magre ansigt, og hun måtte næsten
bæres ned fra læsepulten af sin mand.
22

Majoren var ikke på forhånd blevet bedt om at holde en tale. Han
betragtede dette som en alvorlig forglemmelse og havde forberedt
adskillige sætninger, mens han havde ligget søvnløs i de mellemliggende
ensomme nætter. Men da Marjorie, på vej ned til sin plads
igen efter den korte og tårevædede afsked med sin mand, lænede sig
ind mod ham og spurgte, om han ville sige noget, sagde han nej. Til
sin egen overraskelse følte han sig igen svag, og både hans stemme og
syn var sløret af bevægelse. Han greb begge hendes hænder og holdt
dem et langt øjeblik, mens han forsøgte at holde tårerne tilbage.
Efter ceremonien, da han stod ude i foyeren med de røgfarvede
vinduesruder og gav hånd til folk, var han blevet rørt over at se så
mange af sine og Berties gamle venner, heriblandt nogle, han ikke
set i mange år. Martin James, som var vokset op sammen med dem
begge i Edgecombe, var kørt hele vejen fra Kent. Berties gamle nabo
Alan Peters, som var en dygtig golfspiller, men i stedet for var blevet
en ivrig fuglekigger, havde kørt helt ovre fra den anden side af landet.
Mest overraskende var det dog, at waliseren Jones, en af majorens
gamle soldaterkammerater tilbage fra officersskolen, som havde mødt
Bertie et halvt dusin gange en sommer og var fortsat med at sende dem
begge et julekort hvert år, var kommet ned helt fra Halifax. Majoren
greb hans hånd og rystede på hovedet i en ordløs tak. Øjeblikket blev
dog ødelagt af Jones’ anden kone, en kvinde, som hverken han eller
Bertie havde haft lejlighed til at møde, og som græd fortvivlet ned i
sit store lommetørklæde.
“Hold nu op, Lizzy,” sagde Jones. “Jeg beklager, men hun kan ikke
gøre for det.”
“Jeg er meget ked af det,” jamrede Lizzy og pudsede næse. “Det
samme sker, når jeg er til bryllup.” Majoren havde ikke noget imod
det. Hun var i det mindste kommet. Roger var ikke dukket op endnu.