Verdens vilde dyr - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

Verdens vilde dyr - De Berejstes Klub

Marts 2008 / nr. 31

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b

TEMA:

Verdens vilde dyr

CARIBIEN

blandt KoMMunIster

oG Gadeludere

TASMANIEN

straffefanGernes Ø

teMa:

UGAnDA - bjerggorillaer

noRGe - Undervandsjagt

boTSWAnA - okavango-deltaet

GAbon - Vilde mandriller

bolIVIA - På krokodillejagt

MADAGASCAR - lemurer

TAnZAnIA - Serengeti-safari


Udstyr til alle der

deler facinationen af,

hvad der ligger rundt

om det næste hjørne!

Medlemsrabat 15%. Gps og

kano/kajak er undtaget fra

rabatordningen. Medlemskort

med billede skal fremvises.

www.friluftsland.dk

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30

AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50

2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24

12

teMa

6 TEMA: 5 TRUEDE DYREARTER -

3 DYREFORKÆMPERE

af Søren Fodgaard og Jakob Øster

Læs om fem af verdens mest eksotiske dyrearter

og om dem, der kæmpede for dyrene.

12 BOTSWANA: PÅ BLACK MARKET

SAFARI I OKAVANGO

af Jakob Øster

I telt blandt vilde dyr på en ikke helt almindelig

safari i det enorme Okavango-delta.

22 UGANDA: BLANDT VERDENS

SIDSTE BJERGGORILLAER

af Jørgen Oulund

Vagter med AK47 følger med Jørgen på

hans vej op til regnskovens kæmper.

32 TANZANIA: MED FJOLLEDE DYR

af Jacob Gowland Jørgensen

Tag med på safari i Serengeti og

Ngorongoro og mød storken Air Tanzania.

38 NORGE: FRIDYKNING MED HARPUN

af Morten Villadsen

Uden ilt og bevæbnet med harpuner jager

Morten & co. i det kolde dyb.

46 MADAGASCAR: BRUGSANVISNING

TIL LEMURERNE

af Niels Iversen

Alt om lemurer fra vores alle sammens

omvandrende naturleksikon.

52 GABON: PÅ JAGT EFTER

GORILLAER OG MANDRILLER

af Lars Munk

Eventyrlig beretning fra nogle af verdens

mindst besøgte nationalparker.

58 BOLIVIA: PÅ KROKODILLEJAGT I

RURRENABAQUE

af Jakob Øster

I Bolivias lavland fanger Jakob piratfisk,

anacondaer og sprællende krokodiller.

18

artIKler

36

9 BELIZE: DYKNING I

VERDENSKLASSE

af Søren Bonde

Tag med til søvnige, uprætentiøse Belize

og følg med Søren ned i dybet.

18 CARIBIEN: BLANDT

KOMMUNISTER OG GADELUDERE

af Jesper Grønkjær

Forrygende fortælling om at blive

arresteret og om mødet med lokale

prostituerede.

26 INDIEN: SONEPURS

ELEFANTASTISKE MARKED

af Søren Lauridsen

Tag med, når der under Indiens fuldmåne

afholdes et gigantisk kvægmarked.

30 LA PAZ/BOLIVIA: ET LAND/EN BY

af Mads Fiil Hjorth

5 ting du må vide om La Paz – og en

billedrejse rundt i Bolivia.

36 SUDAN: DARFUR - HVAD VIL DU VIDE?

af Rasmus Krath

Anderledes beretning fra et af verdens

mest udsatte brændpunkter.

42 TASMANIEN: STRAFFEFANGERNES Ø

af Arne Runge

Hør, hvordan der er vendt op og ned på

det hele i landet nedenunder downunder.

56 LIBERIA: LIBERIA PÅ GODT OG

ONDT

af Birthe Malmos

Birthe er kommet til Monrovia før turisterne

og fortæller Liberias blodige historie.

62 SPANIEN: LYDEN AF SIESTA

af Henrik Frier Hansen

Kom så tæt på Sevilla i Henriks lyriske

artikel, at du næsten føler du selv er der.

Klubben

46

4 Leder

Dette nummer af Globen er viet til

beretninger om verdens vilde dyr.

5 Næste tema

Get your kicks. Vi sætter fokus på ture ad

verdens veje med temaet road trips.

41 Forsidekandidater

Se de flotte fotos, der var med i opløbet

om at komme på forsiden.

49 Konkurrence

De bedste artikler i konkurrencen: Snydt

og bedraget.

• 10 years guarantee af Uffe Jochumsen

• Rullet af en mørk skønhed i Indonesien

af Jesper Grønkjær

De døendes hospital af Ann Kledal

63 Tyge Korsgaard runder 100 lande

Læs portrættet af klubbens seneste 100lande-jubilar.

64 Mødeaktiviteter 2007

Se listen over afholdte arrangementer i

DBK-regi for 2007.

65 Nye medlemmer

Se de sidste nye ansigter i klubben.

66 Klubbens kontaktpersoner

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 3


Medlemsblad for De Berejstes Klub

Redaktion:

Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, Søren

Fodgaard, Gerner Thomsen, Per Allan Jensen.

Adresser s. 66

Indsendelse:

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til:

globen@berejst.dk

Tekst / fotos:

Medlemmer af De Berejstes Klub

Forsidefoto:

Jakob Øster

Gepard, Otjitotongwe Cheetah Park, Namibia

Scan af billeder: Per Danielsen

Tryk:

Scanprint

Jens Juuls Vej 2

DK-8260 Viby J

Oplag: 500

ISSN: 1603-1458

Deadline til næste nummer:

5. maj 2008

Tema: Road Trips

Annoncer:

annoncer@berejst.dk

Medlemskab:

www.berejst.dk

Formand:

Jens Poul Madsen, adresse s. 66

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. Alt

stof og alle meninger, der kommer til udtryk i

bladet, er derfor skribentens synspunkter og

deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller

klubbens øvrige medlemmer.

Alle rettigheder til de enkelte artikler og

fotografier forbeholdes de respektive forfattere

og fotografer og indholdet må ikke videreformidles

eller sælges uden ophavsmandens

godkendelse deraf.

intro redaktørens forord næste tema road trips

Dyrenes verden

Der kan være lang vej ud til naturens vilde dyr fra dagligdagen herhjemme. Men helt

derude, langt bag zoologisk have og endnu længere bag den grå vinters trummerum,

ligger moder jords fascinerende natur og venter. Træerne rasler i regnskoven, når aberne

sætter dem i bevægelse. Rovdyrene jager på savannen, mens den opstigende sol maler

himlen rød. For dyrene er det blot endnu en dag på kontoret, når naturen går sin vante

gang.

I dette nummer tager vi dig rundt i hele verden og ganske tæt på nogle af klodens mest

fascinerende dyr. Troede du, at du vidste meget om lemurer, må du nok tro om igen, når

du har læst niels Iversens artikel fra Madagascar. og selv hvis du normalt ikke interesserer

dig for fiskeri, har du sikkert lyst til at tage med, når Morten Villadsen dropper den traditionelle

fiskestang og tager på undervandsjagt i Nordnorge og dykker ned efter havets sære

krabater. Uden ilt, men med harpun.

Afrika er naturligvis stærkt repræsenteret, når det gælder beretninger om vilde dyr. Du

kan læse om turen op til Ugandas vilde bjerggorillaer, om de fjollede dyr i Serengeti og

ngorongoro i Tanzania, om black market safari i det vældige okavango-delta i botswana

samt høre om en tur til fods blandt Gabons’ spøjst udseende og lidt farlige mandriller.

Udover de spændende temaartikler om dyr anbefaler jeg dig varmt at tage med Jesper

Grønkjær til Caribien, hvor du kan møde smukke gadeludere og ihærdige kommunister,

herunder sågar Fidel Castro himself. Desuden får du chancen for at høre mere om liberia,

et af Afrikas mindst besøgte lande, hvor birthe Malmos har lagt vejen forbi. læs også de

mægtigt velskrevne historier fra Søren bonde og Søren lauridsen om henholdsvis dykning

i belize og om et farvestrålende kvægmarked i Indien.

Tak til de mange frivillige forfattere og fotografer for endnu en gang at have forsynet

Globen med fremragende, personlige artikler og flotte billeder. Og - som altid - en stor tak

til de øvrige medlemmer af redaktionen for deres ihærdige arbejde uden hvilken vi ikke

kunne producere dette blad.

God fornøjelse med bladet.

Jakob Øster

Road trips

Snup en kiks på Route 66! Globen gør klar til at rulle vinduet ned, skubbe solbrillerne på plads, starte motoren med et brøl

og fræse ud over asfalten. Har du kørt gennem guds eget land i en gammel ottecylindret flyder, gennem Østeuropa i en Lada,

gennem Sydamerika i hestevogn eller gennem Vietnam i en cykeltaxa, hører vi gerne fra dig.

er du mere til at lappe cyklen, indstille din GPS og montere saddeltaskerne, før du begiver dig af sted mod et besynderligt

rejsemål, reserverer vi også plads til det. Selv hvis du kun har begivet dig ned på rutebilstationen og købt en billet til lidt før

verdens ende og bumlet gennem spændende lande i bevaringsværdige busser, finder vi nok også plads til dig. Uanset dit transportmiddel

vil vi således gerne bringe din underholdende historie, så længe den er foregået ad verdens veje.

Globen går i Kerouacs fodspor, og nu har du chancen for at komme med din personlige beretning, om den så er fra Silkevejen,

Roskildevej eller Karakorum Highway. Skriv som altid meget gerne en mail til redaktionen, før du går i gang - især hvis din

beretning foregår i USA. Husk, at deadline for næste nummer er 5. maj.

Kommende temaer

september 2008:

Mellemøsten

(deadline 5. august)

december 2008:

Det indiske subkontinent

(deadline 5. november)

Fotos: Morten Elm og Martin Bergmann

Marts 2009:

Caribien

(deadline 5. februar)

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 5


tema verdens vilde dyr

5 truede dyrearter

Globen tager dig her med på en rundrejse til fem af klodens vildeste og

sjældneste dyrearter. de er alle i fare for at uddø, men heldigvis bliver der

gjort en stor indsats for at få bestandene til at vokse. læs også om tre

ildsjæle, der viede deres liv til kampen for dyrene.

TeksT: søren Fodgaard og Jakob øsTer

kilde: Wikipedia

Isbjørne

Kendetegn: Isbjørnen er en stor gullighvid

bjørn. Den kan blive cirka 2,8

meter lang og vejer op til 500 kilo, hvilket

gør den til den største bjørneart.

ernæring: Isbjørnen lever af sæler,

fisk, sneharer, polarræve, lemminger,

søfugle og unge hvalrosser.

bestand: Anslået 20-25.000.

trusler: Truet dyreart pga. global opvarming,

forurening og smeltende is.

sådan ser du vilde isbjørne:

Isbjørne lever i de arktiske egne:

nordpolen, Grønland, Svalbard, Canada

og Alaska. Størst chance for at se dem

er på snescooter i slutningen af marts

på østkysten af Svalbard (1 dag kr.

2.250) eller ved Churchill i Canada (3

dage fra kr. 8.000).

store hvide hajer

Kendetegn: op til 7 meter lang og den største haj inden for familien af hvidhajer. Dens gab

kan blive op til en meter bredt, og den har ikke noget problem med at bide et menneske

midt over, da dens tænder er knivskarpe. en hvid haj er dog i gennemsnit ”kun” 3-4 meter

lang.

ernæring: Har hjemme i den absolutte top af fødekæden. Den kan dermed frit vælge af

havets goder og er bestemt ikke kræsen, dog er dens yndlingsmåltid sæler og søløver.

bestand: Kendes ikke, men findes stadig i stort antal og langs en lang række kyster.

trusler: Status som truet dyreart. Dens værste fjende er uden tvivl mennesket, men den

kan også blive angrebet af sin egen art og af de berygtede dræberhvaler, spækhuggerne,

som kan spise hele hvide hajer.

sådan ser du vilde hvide hajer: Det mest populære sted at dykke i bur med store hvide

hajer er ud for Gansbaai i Sydafrika. en dagtur fra Cape Town koster ca. 1.000 kr. Det er

også muligt at dykke med hvide hajer i bur ud for Australien og ud for baja California.

sibiriske tigre

Kendetegn: Den sibiriske tiger eller amurtigeren lever i Kina og den østlige del af Rusland.

Amurtigeren er den største af de fem arter af tigre. Hannen kan veje op til 300 kilo og den

kan være mere end 2,5m lang.

ernæring: Primært vildsvin og forskellige typer rådyr. Desuden harer, kaniner og sågar laks,

samt sorte og brune bjørne.

bestand: anslået 500 individer.

trusler: Stærkt udrydningstruet grundet jagt og krybskytteri samt mangel på føde i visse

områder. bestanden er dog svagt stigende, og et kinesisk projekt planlægger snart at sætte

omkring 600 opdrættede sibiriske tigre fri.

sådan ser du vilde sibiriske tigre: et af verdens sværeste dyr at se i det fri. Russiske bureauer

arrangerer undertiden ture for 2.000 dollars uden tigergaranti. Der findes desuden to

tiger-nationalparker i Kina (i Harbin og Jilin), hvor tigrene kan ses boltre sig i sneen.

bjerggorillaer

Pandaer

Kendetegn: lever i området nær grænsen mellem Demokratiske Republik Congo, Rwanda

og Uganda. lever i regnskoven omkring Virunga vulkanerne i mellem 2.000 og 4.200 meters

højde.

ernæring: Hovedsageligt planteædende samt få insekter (0,1%). Spiser op til 35 kg. planter

pr. dag.

bestand: 700

trusler: Stærkt udrydningstruet. Trues af krybskytteri, sygdomme overført fra mennesker

samt skovfældning. bestanden er dog steget en smule i de senere år.

sådan ser du vilde bjerggorillaer: Ture arrangeres i Parc nationales Des Volcans, Rwanda

samt bwindi Impenetrable national Park, Uganda (se artikel side 22). normalt max. 8 turister

pr. gorillagruppe. Pris for en-dags trek 375$ (Uganda) og 500$ (Rwanda).

Kendetegn: Pandaen eller kæmpepandaen

er et pattedyr i bjørnefamilien. Pandaen

lever i 1.500-3.500 meters højde i de kinesiske

tågeskove. området kan afgrænses

til de kinesiske provinser Sichuan, Gansu

og Shanzi. Hanner og hunner lever hver for

sig. Det er grunden til det gamle kinesiske

navn for pandaer: ”skovens eneboere”.

ernæring: Pandaen er et rovdyr, selv

om dens kost primært er vegetarisk.

Pandaen æder i op til 14 timer om dagen.

Hovedsageligt bambus. Der er ikke ret megen

næring i bambus, så en voksen panda

er nødt til at spise mellem 10 og 20 kilo om

dagen for at overleve.

bestand: 1.000-2.000

trusler: Stærkt udrydningstruet pga.

skovfældning, indavl, dræberorme (fra

bambus) samt en utrolig kort drægtighedsperiode.

sådan ser du vilde pandaer i Kina: I

laoxiancheng Panda Reserve i Shaanxi

provinsen og i Wuyipeng i baiyan-området

kan man se vilde pandaer. Turene koster

10-20.000 kroner og foregår under meget

basale forhold. Sidstnævnte er så vidt vides

kun for videnskabsfolk.

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008


tema verdens vilde dyr

3 kendte dyreforkæmpere

jacques-Yves Cousteau (1910 - 199 )

Blev uddannet i den franske flåde,

hvilket gav ham de første muligheder

for at udforske dyrelivet i havet. Han

deltog i 2. verdenskrig og opfandt i

1943 - sammen med Émile Gagnan

- SCUbA lungeautomaten, som gjorde

det muligt at ånde under vand samtidig

med at man kunne svømme frit. I 1950

købte han skibet Calypso og besøgte i

de følgende år en række havområder

og floder. Under disse rejser lavede

han adskillige bøger og film, som

vandt mange priser, bl.a. tre oscars og

Den Gyldne Palme. I 1963 udviklede

han sammen med Jean de Wouters

et undervandskamera, som senere

blev fremstillet af nikon under navnet

nikonos. Sammen med Jean Mollard

skabte han en tomands-ubåd, der

kunne nå en dybde på 350 m, og blev

leder af forsøg med langtidsdykning. I

1960 organiserede han en kampagne

mod dumping af radioaktivt affald i havet.

Gennem sine mange film og bøger

og sin politiske indsats har han været

med til at sætte fokus på havets dyreliv

og truslerne mod det.

stephen robert Irwin (19 2 - 200 )

Steve Irwin - også kendt som krokodillejægeren

- voksede op på en krybdyrfarm,

som hans forældre drev i det østlige

Australien. Som voksen blev han

krokodillefanger og fjernede krokodiller

fra beboede områder mod at kunne

beholde dyrene i sin zoo. Han blev

verdensberømt for sine TV-udsendelser

”The Crocodile Hunter” på bl.a. Animal

Planet og Discovery Channel. Han arbejdede

aktivt for at beskytte dyrelivet

ved at frede deres naturlige levesteder

og kaldte sig selv ”wildlife warrior”.

Han mente den bedste metode var at

dele sin egen begejstring for dyr med

andre frem for at holde forelæsninger.

Han opfordrede folk til at gå ind for

bæredygtig turisme og at undlade at

købe genstande, der er fremkommet

gennem krybskytteri. Steve Irwin døde

i 2006 efter at være blevet stukket

i brystet af en giftig pilrokke under

filmoptagelser. Han efterlod sig en

kone og to børn. Der blev optaget en

film af hans kamp med pilrokken, men

den er destrueret efter aftale med hans

efterladte.

dian fossey (1932 - 1985)

Fossey startede i 1966 feltstudier

i Rwanda med støtte fra national

Geographic Society, som i 1970 bragte

en artikel om hendes indsats for at

redde gorillaerne fra at uddø, bl.a. med

det første billede af en fredelig kontakt

mellem mennesker og gorillaer. Det

gav massiv international opmærksomhed

og var med til at fjerne King Kong

myten om gorillaen som et aggressivt

vilddyr. Fossey gik stærkt ind for, at

dyrene skulle beskyttes gennem ”active

conservation”, dvs. patruljer mod

krybskytter og bevarelse af dyrenes

naturlige levested, frem for ”theoretical

conservation” i form af turisme. Hun

var også stærkt imod zoologiske haver,

bl.a. fordi indfangning af dyr som regel

krævede, at de fleste dyr i familiegrupperne

blev dræbt. Hun er kendt for sin

storsælgende bog ”Gorillas in the Mist”.

Bogen blev filmatiseret efter hendes

død. Fossey blev brutalt myrdet i sin

hytte i 1985. De skyldige er næppe

krybskytter, snarere ledende politikere

i Rwanda med økonomiske interesser

i turistindustrien omkring gorillaerne.

Dian Fossey blev bisat på en begravelsesplads,

som også rummer mange

gorillaer, der er dræbt af krybskytter.

tema vilde dyr

Belize

- Dykning i verdensklasse

jeg kan næten ikke vente med at få fødderne i vandet. efter en måneds rejse gennem

Mellemamerikas skove og bjerge er jeg omsider nået ud til kysten. nu skal det vise

sig, om det var besværet værd at slæbe dykkergrejet rundt i busser og toge.

TeksT og FoTo: søren bonde

Det er mørkt, da jeg ankommer til hoved-

staden belize City. Men trods sit navn er

byen lille og overskuelig. Alligevel lykkes

det mig at gå forkert. Jeg leder efter ly

for natten, og valget er faldet på et af

byens billigste steder: north Front Street

Guest House. Jeg spørger en mand om

vej. Han har helt klart vestafrikanske

aner; næsten sort og høj og muskuløs.

Typisk for kystbyerne i belize. Han prøver

at forklare vejen, men beslutter i stedet

at lede mig.

belize City ligger lige ned til vandet og

er gennemkrydset af kanaler og broer

ligesom Venedig. På en mole sidder nogle

drenge og fisker i skæret fra en lygte. De

hygger sig. Et par småfisk spræller i en

spand.

”north Front Street Guest House”, siger

min nye ven med kreolsk accent. Jeg

takker, og stikker ham et par belize

dollars. Han lyser op og spørger, om der

er andet han kan hjælpe med? Det er der

ikke. Jeg er træt. Inden jeg går i seng

spørger jeg lige mama, hvornår bådene

sejler ud til småøerne: ”They go all the

time, dear. Don’t you worry”. Det lader

jeg så være med. Jeg er allerede vild med

belize. Stemningen er dejlig ubekymret

og uprætentiøs. Jeg beslutter mig for at

være ligeså. nu skal der slappes af.

søvnig og afslappet

belize er velsignet med det længste

koralrev på den vestlige halvkugle.

Øerne ud for kysten – de såkaldte ”keys”

eller ”cayes” – rummer uanede muligheder

for dykkere og strandløver. Der

En spotted pufferfish kommer pludselig helt tæt på foran

det farvestrålende rev

er lidt for enhver pengepung; nogle øer

er omdannet til luksuriøse ”resorts”,

andre er gearet til backpackere. og

så er mange af øerne let tilgængelige,

hvad enten man tager turen med båd

fra Belize City eller flyver ind direkte fra

Cancun i Mexico.

Den lille perle, Caye Caulker, er nok

den populæreste af øerne. En fin, hvid

linie af hvidt sand står i kontrast til det

indbydende dybblå vand. Hovedgaden er

af sand og befærdes af døsige fodgængere

og cyklister. Der er ingen biler, og

selv sherifkorpset kører kun rundt i golfvogne.

om dagen står den på dykning, snorkeldykning,

fiskeri, strand og vand.

om aftenen nydes solnedgangen bedst

8 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 9


fra hængekøjen med en Cuba libre i

hånden inden middagen, og Happy Hour

begynder.

Indtil for nylig var stemningen på den lille

hummerfiskerø ekstremt søvnig. I dag

tiltrækkes flere og flere turister af øens

behagelige klima, restauranter og aktiviteter.

Stemningen er gået fra søvning

til afslappet.

Ikke langt fra Caye Caulker findes

dykkerdestinationer i verdensklasse,

såsom ”Hol Chan Marine Park” og ikke

mindst ”The blue Hole”. Jeg besøger alle

øens dykkercentre for at få det bedste

tilbud. Det er nemlig ikke helt billigt at

blive sejlet ud til de gode steder. Til min

fortrydelse har de ensrettet priserne, og

jeg må slippe, hvad der svarer til 1200

kroner for dagsturen inklusive tre dyk.

Instruktøren checker mit certifikat;

”The blue Hole” er et dybt dyk på den

anden side af 40 meter, så man skal

som minimum være ”Advanced Diver”

for at komme med. Det er jeg. Det er

ikke hver dag, de tager derud. ”Saturday

looks promising”, siger instruktøren og

smiler. I overmorgen. Så må jeg bare

håbe, at der er dykkere nok til at danne

en gruppe.

dyk i the blue Hole

Fredag får jeg grønt lys fra dykkercentret.

Jeg skal afsted i morgen. Jeg glæder

mig enormt og ser på billeder af stedet.

Selvom ”The blue Hole” får blandede

anmeldelser af dykkere, er der ingen

tvivl om, at det er helt specielt. Det er

udnævnt til national Monument og er et

særligt geologisk fænomen: et kraterhul

på over 300 meter i diameter og over

150 meter dybt. Krateret er muligvis

resultatet af en sammenstyrtet undersøisk

hule, som i 1984 blev undersøgt af

den berømte Jacques Cousteau.

lørdag morgen. Klokken er 06.00.

Solen er knap stået op, men jeg står

klar ved båden. Vi er otte dykkere, der

går ombord plus en ”divemaster” og

en instruktør, som er guider på de tre

dyk. Jeg kaster et blik på de tre store

motorer, som sidder bag på båden.

”200”, står der på dem. I alt 600 hestekræfter.

De spilder så sandelig ikke tiden

her. Dykkerudstyret checkes for fejl og

mangler. Fortøjninger løsnes, og så går

det ellers afsted med en fart, så vandet

føles hårdt, og ansigtsrynkerne glattes

ud.

10 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

Turen er lang. Jeg falder i snak med John,

en midaldrende englænder, som netop

lige er blevet certificeret som ”Advanced

Diver”. Han har ikke mere end 18-20 dyk

på bagen, men vil ikke misse chancen

for at opleve ”The blue Hole”. Jeg forstår

ham godt, men synes det er vovet. Jeg

siger ingenting. Jeg kender ham ikke, og

beslutningen er hans egen.

De 600 heste stopper, og vi kan kun

høre havets skvulpen. Instruktøren

briefer os om dykket, som går for at

være et af verdens mest interessante.

”Any questions?”. Det er der ikke. Jeg

skæver til John, som ser lidt forvirret

ud. Én efter én træder vi et skridt ud af

båden og plumper i. Udstyret med kraftige

lygter synker vi langsomt dybere og

dybere ned. Det trykker en smule for

ørerne, men det udlignes let ved at holde

for næsen og puste ud.

Ørerne popper, og jeg giver divemasteren

”oK”-tegnet. Det samme gør de andre

bortset fra John, som tilsyneladende

har problemer med at udligne trykket.

Han virker meget nervøs. Divemasteren

får ham beroliget, og sammen følger de

med os andre ned i dybet.

Vandet er en smule grumset, hvilket er

usædvanligt i belize men forventeligt

her, hvor vandudskiftningen er væsentlig

mindre end ude på åbent hav. Hullet er

farveløst, og der er ikke meget liv. Få

fisk, ingen koraller. Kun kratervæggen,

som forsætter ned i mørket. Alt er stille.

Man kan kun høre luftens rytmiske

boblen, når den stiger mod overfladen.

Det virker altid beroligende på mig.

nærmest mediterende.

Tankerne flyver, og jeg mindes pludselig

et usædvanligt dyk, jeg engang foretog i

en vulkansk bjergsø på Solomon Islands

i Sydhavet. Det var også geologisk interessant,

men stendødt og farveløst.

Vandet var meget varmt og blev ligefrem

ubehageligt, jo længere man kom ned.

Sådan er det ikke her. Temperaturen

ændrer sig ikke mærkbart men holder

sig stort set på 27 grader.

Da dybdemåleren viser 43 meter, gør

divemasteren tegn til at stoppe. Forvisset

om at alle er ok, svømmer han forrest

ind i grotten. en ad gangen følger vi trop.

Pludselig går englænderen i panik. Han

kigger forbi mig med opspilede øjne og

basker desperat med armene. luftbobler

vælter ud af munden på manden.

Jeg følger hans blik. Der er ikke noget

at se. Det må være grotten, som har

gjort ham bange. Den ser nu heller ikke

ligefrem gæstfri ud. Men det gjorde de

enorme japanske fragtskibsvrag på

Solomon Islands heller ikke. Dér svømmede

vi rundt i sorte lastrum og ind og ud

af torpedohuller. Det kræver lidt tilvænning

at dykke den slags steder. Ikke

underligt, at der findes særlige ”Wreck

Diver”- og ”Cave Diver”-certifikater. Vrag

og grotter er ikke for begyndere.

Jeg svømmer hen mod John, men overhales

af divemasteren. Han griber fat i

John, som nu er ude af kontrol. Forvisset

om at Johns udstyr er i orden, hiver divemasteren

ham op mod overfladen. Jeg

husker pludselig tilbage på dengang, jeg

tog mit begynderkursus: PADIs ”open

Water”. På et af de sidste dyk stod ilttilførslen

pludselig af. Dér var jeg så på 15

meters dybde og gispede desperat efter

vejret, indtil divemasteren tilbød mig luft

fra sin egen flaske. Den slags oplevelser

glemmer man ikke.

Jeg kigger rundt og føler mig pludselig

lidt alene. De andre dykkere venter

henne ved indgangen til grotten. Jeg

giver instruktøren mit ”oK” og peger

forklarende op mod de to dykkere, som

langsomt stiger opad. Vi må videre. 43

meters dybde er noget, som tærer på

luften. Vi har begrænset tid.

Grotten og mørket lukker sig omkring

os. Ingen tvivl om, at det er geologien,

som har gjort stedet berømt; stalagmitter

og stalagtitter skaber et måneagtigt,

undersøisk landskab. Vi svømmer

ind mellem stalagtitterne, hvor det bliver

endnu mørkere. I lygternes skær får vi

øje på et par store hajer, der cirkler rundt

som søvnige nattevagter i en forladt

stalagmit-by. Vi er på deres område. Helt

i orden. Det er alligevel tid til at komme

op.

dyk i Marine Park

efter frokost og en times pause på

dækket er vi klar til to dyk ved ”Hol

Chan Marine Park”. også John. Han er

meget stille, men frygten er forsvundet.

Marineparken er helt anderledes end

”The blue Hole”. Her er mange skildpadder

og store stimer fisk, og korallernes

farverigdom er fantastisk. Dykket

er ikke nær så dybt og varer derfor

længere. nogle rokker gemmer sig i

sandet, så kun øjnene stikker op. De

blafrer majestætisk væk, da vi forsigtig

Baggrund: En rokke gemmer sig i sandbunden

nærmer os. en hummer stikker hovedet

frem fra sin koralgrotte, mens den adva-

rende holder begge arme frem for sig.

Kejserfisk og kæmpe havbarser glider

ubekymret forbi.

Jeg fjerner mine svømmefødder og

”moonwalker” på havbunden. Det er

syret. Jeg bliver aldrig træt af den fornem-

melse. Det er noget af det tætteste, man

kan komme på vægtløshed, og det føles

fantastisk.

det her er livet

Vi er stadig helt oppe at køre, da

kaptajnen atter sætter kursen mod Caye

Caulker. Solen bager ned fra en skyfri

himmel. Alle er enige om, at dagens tre

dyk har været suveræne. Dykkere er

næsten værre end lystfiskere, når det

handler om, hvad de så, og især hvad de

andre gik glip af.

Selvom vi er i samme gruppe, er vores

oplevelser meget forskellige. Ingen

hævder dog at have set kæmpeblæk-

sprutter eller russiske ubåde. Flere

sukker efter hvalhajer, som ingen af os

så denne gang. Men verdens største

fisk kan faktisk opleves omkring fuld-

måne i marts og april længere sydpå ved

den lille by Placencia. Måske skulle man

gøre det. Måske skulle jeg tage afsted i

morgen.

Vi er tilbage sidst på eftermiddagen. Det

har været en lang, men god dag. Jeg

tager afsked med gruppen og sætter

kurs mod mit foretrukne spisested på

stranden. God atmosfære og med sand

som gulv. Frit udsyn til solnedgangen

over bølgen blå. Ikke overraskende er

der grillet fisk på menuen. Desværre

er det uden for hummersæsonen. De

velsmagende kræ får en fortjent pause

fra medio februar til medio juli for at få

bestanden på ret køl.

en overdrevent pæreformet mand og

hans melonformede kone smiler genkendende

til mig og serverer straks en fisk

med tilbehør. Der er frugt til dessert. Jeg

spiser som om det er mit sidste måltid.

Dykning gør mig altid sulten. Jeg betaler

melon-damen og rejser mig mæt og

tilfreds. ”If you come back tomorrow

you’ll get a discount!”, råber pæren efter

mig. Jeg smiler. Det her er livet.

En fantastisk fri fornemmelse – næstefter rummet

er dykning det tætteste man kommer på ”vægtløs

tilstand”


tema verdens vilde dyr

På black market safari i

Okavango

”Hvor alt dette vand bliver af er et mysterium”. sådan sagde aurel schultz

i 1897. Okavango er verdens største indlandsfloddelta og udgør et kæmpe

sumpområde. jakob (312) og Charlotte (313) satte sig for at udforske det

berømte delta. det skulle vise sig ikke at blive helt let, da de ikke som alle

andre havde booket en luksus grupperejse hjemmefra. I stedet endte de på

black market safari.

TeksT og FoTo: Jakob øsTer

turen til Maun

omkring 1200 kilometer. Det mener vi

sagtens vi kan nå på en dag i vores lille,

lejede Fiat Palio. Vi har foldet kortet

over det sydlige Afrika ud på jorden,

foran vores telt i etosha. nu prøver vi

med vores fingre at måle afstanden.

De første 800-900 km er i det nordlige

namibia, hvor vejen på kortet ser god

ud. De sidste nogle hundrede kilometer

går gennem Caprivi striben og det nordlige

botswana. På de kanter aner vi ikke

hvordan vejen er, og vi har hørt rygter

om at æsler og kvæg dér skulle slås om

pladsen med bilerne. Kække begiver vi

os af sted.

Caprivi striben er en smal stribe land nær

grænsen til Angola. Her ser vi masser af

små traditionelle afrikanske landsbyer

med runde, stråtækte lerhytter. Her er

fattigt, men folk er meget smilende og

vinker til os, når vi standser for at tage

fotos. børn og kvinder i farvestrålende

kjoler bærer ekvilibristisk alverdens

habengut på hovederne.

Selv om vi er stået umenneskelig tidligt

op når vi selvfølgelig ikke frem før

mørket sænker sig og vi opsluges af

den afrikanske nat. Det sidste stykke er

vi alene i mørket med æsler og kvæg.

Kvæget holder sig pænt inde langs siden

af vejen. Æslerne er mindre samarbejdsvillige,

og de krydser flere gange vejen

frygtløst lige foran bilen. Med nød og

næppe undgår vi kollisioner, og efter 14

timers kørsel ankommer vi udmattede

til Maun, indgangsbyen for okavango

deltaet.

floden der ender i en ørken

okavango deltaet er et område, der

geografisk omtrent er på størrelse med

Danmark. Okavango-floden har modsat

de fleste af verdens andre mægtige

floder ikke udløb i havet. Den ender midt

i Kalahari-ørkenen. Som en enorm oase

forsyner deltaet et areal på 15.000 km²

af Kalahari-ørkenen med vand. Vand der

i den grad falder på et tørt sted. Resten

af ørkenen er lige så tør som en kloak i

Sahara.

Maun er den eneste egentlige by i

området, og der hvor der er bedst

muligheder for at arrangere ture ind

i deltaet. byen er ikke, som vi havde

forestillet os, men en beskidt og kaotisk

‘one street town’ med en lidt lovløs

stemning over sig. Vi går forbi et par

butikker, en livlig busstation og et lille

marked, hvor en betragtelig sort dame

med en strutnumse så bred som en

havebænk sælger appelsiner. Hun ligner

en der er kommet til at dyrke for meget

Ritter Sport. Folk er kulsorte og fattige.

botswana har en af verdens højeste

koncentrationer af HIV, med op mod 35

% smittede i befolkningen. At livet kan

Løvernes konge er ikke ved at lægge an til at spise en nysgerrig turist, den er blot en kende træt og gaber

frygtindgydende.

blive kort og hårdt her fornemmes på

den rå stemning i gaden.

Vi forstår det ikke. Stort set alle turister,

der besøger det fantastiske delta,

kommer igennem Maun, og da okavango

er et af de steder i Afrika, hvor priserne

for safari efter europæiske forhold er

pebrede og efter afrikanske forhold

eksorbitante, havde vi forventet en

velfungerende, rig lille by spækket med

turoperatører og rige lokale. Men bortset

fra et par turist-camps og hoteller samt

nogle enkelte rejsebureauer ude ved

byens lille lufthavn virker her på en

gang dødt, fattigt og anarkistisk.

elendig organisation og ublu

priser

Vi går i gang med at organisere vores

safari ind i deltaet, men det går hurtigt

op for os, at det ikke er så let som vi

havde håbet på. - Hvor skal vi tage hen

i det kæmpe område? - Skal vi flyve,

sejle eller køre? - Hvor er der flest dyr?

- Skal vi selv arrangere turen? - Hvad

med udstyr? Spørgsmålene er mange,

og muligheden for lokal rådgivning er

overraskende begrænsede i betragtning

af, hvor højt prislejet er.

Først skal vi beslutte os for hvor i

deltaet, vi skal tage til. Man kan tage

på mokoro-tur, hvor man sejler i en

udhulet træstamme i det enorme sump-

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 13


område og camperer på de landfaste

områder i deltaet. Rygtet vil dog vide,

at man når man er på mokoro-tur stort

set ikke ser vilde dyr. Da vi synes en

safari uden dyr lyder cirka lige så sjov

som en bager uden brød dropper vi

hurtigt den idé. Vi overvejer så at flyve

til små øer med luksushoteller i det

indre delta. Men da det viser sig, at ture

hertil koster fra omkring 3.000 kr. pr.

person pr. dag, kommer vi igen hurtigt

på andre tanker.

Sidste mulighed er at tage på en mere

traditionel bil-safari i Moremi Wildife

Reserve. Moremi er den landfaste dyrepark,

som den østlige del af deltaet

grænser op til. Det ender med at vi

beslutter os for tre dage med firhjulstrækker

i Moremi og en dag med Mokoro

ind i deltaet. Mokoro-turen viser sig

ganske rigtigt at byde på lige så få dyr

som der er gifler i et for længst nedlagt

bageri, men det er en helt anden

historie.

Moremi er en af verdens sidste dyreparker,

hvor det fortsat er tilladt at

campere på egen hånd, og hvor der

ikke er hegn om campingpladserne for

at holde dyrene ude. Der er få veje i

Moremi, og de består primært af sand,

så adgang til dyreparken forudsætter en

firhjulstrækker. Vi vil egentlig helst leje

vores egen firhjulstrækker og køre ind

i parken på egen hånd, men da det er

dyrere at leje en firhjulstrækker end at

tage på campingsafari med en turoperatør,

dropper vi også den idé.

Dét skal - trods diverse opstartsproblemer

- vise sig at blive en god beslutning.

Den sydafrikansk ejede camp vi bor i

arrangerer ligesom de andre hoteller i

området hundedyre campingsafarier.

Måske er de høje priser et forsøg på et

regulere antallet af turister og beskytte

deltaet fra at blive udpint. ellers forstår

vi dem ikke. Selve adgangen til parken

er overraskende billig, lokal arbejdskraft

kan i botswana hyres for et par

dollars om dagen, og udgifterne ved at

køre rundt i en ældre bil, sove i telt og

lave mad over bålet synes beskedne.

Ture for op til otte personer der koster

1.500 kr. pr. person pr. dag købt lokalt

i den tredje verden skulle man tro ville

byde på vild luksus, men sådan er det

åbenbart ikke her. Det lyder nærmere

som skrabede netto-ture til ublu priser.

1 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

overskuddet synes at forsvinde ud af

landet til primært sydafrikanske forretningsmænd.

black market safari

Da vi hverken har ambitioner om at gøre

de hvide sydafrikanere alt for rige eller os

selv alt for fattige beslutter vi os i stedet

for at prøve det sorte marked. Vi får

oplyst navnene på to lokale, afrikanske

‘black market’ campingsafari operatører.

Den første får vi ikke fat i. Den

anden på listen hedder Kenson Kgaga.

Han har et lille firma, der hedder Naga

Safaris. Kontoret er et faldefærdigt skur

på tolv kvadratmeter med et undseligt

skilt, der er ved at falde ned, hvorpå der

står at camping safari arrangeres fra

dag til dag. Kenson er der ikke, men det

er hans kønne og smilende datter Mavis.

Mavis fortæller os, at vi for 3.000 kr. pr.

person kan få en privat campingsafari

i tre dage i Moremi med egen guide og

kok. Prisen er altså nu nede på 1.000 kr.

pr mand pr dag. billigere bliver det ikke

i Moremi. Til gengæld får vi det hele for

os selv.

Da Kenson ankommer viser han os stolt

sin store firhjulstrukne Toyota safarivogn.

Den ser umiddelbart fin ud. Da vi

har betalt, skifter Kensons ellers gode

humør pludselig til det sørgmodige. Han

fortæller, at han for to dage siden har

begravet sin søster og at hans pengekasse

er ved at være tom. Uha uha, det

lyder lidt ildevarslende, tænker vi. I det

mindste håber vi at vi ved at tage med

hans ’black market’ selskab, kan hjælpe

hans lille firma lidt i gang igen.

Dagen efter skal vi afhentes klokken

otte. Kort før klokken ti har vi ikke

set skyggen af naga Safari, som dog

har ringet og sagt, at de er på vej.

Velkommen til Afrika. Det viser sig, at

vi skal have en tilladelse til at overnatte

i parken fra et kontor i byen og da det

var helligdag dagen før, har der været

lang kø på kontoret i morges. Ikke den

bedste start. Men vi kommer af sted.

Med på turen er Kenson, der både

agerer chauffør og guide, Rose, der

skal lave mad, og en ung knægt, der

hedder lennart, som vi får at vide er

med for at spotte dyr. Vi kører to timer,

før vi kommer ind i parken, og derefter

to timer ad en vej, der består af hjulspor

i højt sand, hvor vi ikke ser andre

dyr end et par giraffer på lang afstand.

Kenson er en fremragende chauffør,

men desværre også indehaver af en

usædvanlig grim og vedvarende hoste,

og vi begynder at overveje, om manden

er alvorligt syg.

Ingen dyr og flade dæk

Pheew – lyden varsler ilde. Vi er

punkteret. På en sandvej! Vi tjekker

dækkene, og de er blanke som en tiliset

finsk skovsø. Da Kenson og Lennart har

fået sat reservehjulet på og begynder

at pumpe det med en cykelpumpe, er

vores tålmodighed ved at være brugt

op. Vi er på safari i botswana med en

syg guide i en gammel spand af en bil,

det er snart syv timer siden, at vi stod

klar til at tage af sted, og det eneste

vi har set er tre giraffer på tohundrede

meters afstand. Vi spekulerer over, om

vi måske alligevel ikke selv skulle have

lejet vores egen firhjulstrækker.

Vi drejer fra hjulsporet i sandet, som

viser sig at være en af hovedvejene i

Moremi, og kører ad små stier gennem

strå, krat, buske og træer. Her er grønt

og frodigt på grund af de mange sumpområder.

Så snart vi er drejet væk fra

hovedvejen begynder dyrene at kigge

frem. Der er antilopper, hjorte og sjove,

eksotiske fugle alle vegne.

Vi kommer til Xakanaxa campen, der er

et lille stykke land, hvor hjælpsomme

flodheste har ryddet jorden for græs,

og der er oprettet en bygning med bad

og toilet. en elefant går rundt i lejren

og ernærer sig fornøjet af bladene på

træerne over teltene. Vi sætter lejren

op. Der er plads til fem lejre i alt på

pladsen. Vi møder et par østrigere, og

et par fra Sydafrika/botswana, ewert

og Antonnette. begge par er kørt ind i

parken på egen hånd, og ingen af dem

har set rovdyr. Det fatter vi ikke. Moremi

har en af verdens højeste koncentrationer

af løver. Men åbenbart er de ikke

sådan lige til at finde hvis man selv

sidder bag rattet.

Senere finder vi ud af at bare det at finde

vej i parken er lidt af en præstation.

Der findes ingen ordentlige kort over

området. Der er ingen veje, kun hjulspor

på kryds og tværs over savannen.

og hjulsporene ender undertiden i store

dybe sumpe som er umulige at forcere.

om eftermiddagen tager Kenson os på

et ‘afternoon drive’. Rose og lennart

bliver hjemme i lejren. Det viser sig, at

lennart i virkeligheden ikke kun er med

for at spotte dyr, men også for at passe

på Rose, der ikke tør være alene i lejren

omgivet af de vilde dyr. Skydevåben er

bandlyst i Moremi – det er dyrenes hjem,

og vi er blot deres gæster, får vi at vide.

Hvordan lennart så skal passe på Rose

melder historien ikke noget om.

På vores ‘game drive’ ser vi et bredt

udsnit af det varierede dyreliv, der lever

her: Kudu, zebraer, giraffer, næsehornsfugle,

elefanter, krokodiller, flodheste

og en tsessebe, som er en af de sjældnere

antiloper og efter geparden det

næsthurtigste dyr i Afrika. et par gange

fører Kensons udflugter os til blindgyder,

hvor hjulsporene ender i dybt vand, så

vi må vende om.

Vi finder først nu ud af, at vores bil - i

modsætning til stort set alle andre safarivogne

- ikke har en indbygget safarisnorkel,

der sikrer luftindtag til motoren

ved kørsel i dybt vand. Fandens. Vi har

heller ingen radio, så Kenson må selv

finde dyrene. En fin uniform som de

andre chauffører har, er der heller ikke

blevet plads til i naga safaris beskedne

budget, så Kenson må klare sig med en

hullet t-shirt og sit gode humør. På det

sorte marked kan man ikke få det hele.

jagten på en leopard

Da det afrikanske nattemørke med

sædvanlig hast begynder at sætte ind

kører Kenson hurtigt hjem mod lejren.

På et tidspunkt stopper han op, lytter,

og kører derefter med afsindig fart over

den knoldede vej og ind i et buskads

mellem nogle træer. Vi tumler rundt i

vores udsatte position på bænken på

det åbne lad og spekulerer på, om vi

risikerer at flyve helt ud af vognen.

Da han standser, hvisker han: ‘Kig til

venstre, der er en leopard eller en løve

her et sted’. Vi kører lidt dybere ind i

bevoksningen og ganske rigtigt lunter

en slank, adræt udseende leopard af

sted ti meter foran os. Den har set os og

løber langsomt væk, uden at virke som

om den føler sig truet. I små ti minutter

forfølger vi den, mens vi beundrer,

hvordan Kenson kan manøvrere en stor

og klodset vogn gennem et uvejsomt og

tilvokset terræn samtidig med, at han

har styr på, hvor leoparden befinder sig

selv om mørket efterhånden er faldet

på. opstemte efter vores møde med

leoparden funderer vi over om en chauffører

med en fin ny uniform mon også

ville være kørt herind.

om aftenen sidder vi ved bålet og

hører lydene af den afrikanske nat.

Flodhestene pruster i sumpen bag

sivene, men vi kan ikke se dem. Vi bliver

vartet fyrsteligt op. Vores safaritelt er

enormt - sammenlignet med det lille

kuppeltelt vi ellers bor i på turen - og

stort nok til at rumme to feltsenge. På

lejrpladsen er der opstillet stole og bord

med dug og servietter. over bålet har

Rose på magisk vis tryllet en herlig toretters

menu frem til os – hovedretten

er en gedigen kyllingegryde med sovs,

grøntsager, kartofler og salat. Efter

middagen tager Rose med de bare

hænder fat om den glohede kedel, der

har stået 20 minutter inde i flammerne

på bålet og skænker os en kop kaffe.

Vi snakker lidt med Kenson. Vi spørger,

hvordan han fandt leoparden. ‘Jeg

hørte en antilope udstøde et lille skrig,

og så vidste jeg, at der var et rovdyr i

området’, siger han. Han hoster stadig

grimt, og vi spørger til hans helbred.

‘Jeg skulle have været til lægen i dag,

men så kom I’, fortæller han uden at

uddybe. Vi spørger til hans søster.

‘Først fik hun ondt i den ene arm, og så i

benet, og så gik det ned ad bakke’, siger

han. Han virker på en gang sørgmodig

og underligt distanceret. I et land, hvor

den store sygdom med det lille navn

æder befolkningen op indefra, spekulerer

vi lidt over om det mon er den, der

spiller ind. Meget nærmere kommer vi

det ikke. I forruden på hans bil sidder et

stort klistermærke med påskriften AbC.

budskabet mod spredningen af HIV.

Abstain, be faithful og Condomize.

Billede 1: En velvoksen krokodille tager sig en slapper i den sø de lokale kalder for ”crocodile pool”

Billede 2: Tre ud af seks efterladte løveunger kigger nervøst frem bag et termitbo, og spejder efter deres

mødre, som vi lige har set jage en antilope ikke langt herfra.

Billede 3: Jeg ved ikke om der findes et dansk navn for denne specielle fugl. Men på engelsk hedder den en

”lilac breasted roller”. Mange opfatter den som Botswanas nationalfugl.

Billede 4: En tsessebe - Afrikas næsthurtigste dyr efter geparden - skuer ud over savannen i aftenskumringen.

Billede 5: Da Moremi Wildlife Reserve er en del af Okavango deltaet er der ikke overraskende mange vandhuller,

søer og sumpområder som dyrene fornøjede trasker igennem.

Billede 6: To unge løver slapper af midt på dagen, og den ene øver sig i at se utrolig farlig ud.


I telt blandt vilde dyr

Før vi går i seng starter lennart og

Kenson bilen og gasser op og kører

langsomt frem mod en lidt galsindet

elefant, der bliver ved med at forvilde

sig ind i lejren. Heldigvis lykkes det

dem at skræmme den væk. De hænger

også lys rundt om vores telt og parkerer

bilen, så den bedst beskytter lejren.

Vores naboer på campen fortæller, at de

har fundet løvespor i lejren natten før.

Kenson siger, at hvis vi skal på toilettet

om natten, skal vi bare lyse ud af teltet

med vores lygte. Hvis lyset reflekteres

i nogle store øjne, skal vi kalde på ham

siger han. Idéen er at han så vil lyse for

os med en projektør tilkoblet bilbatteriet

og skræmme dyrene væk. Således

opmuntrede ligger vi os at sove i håbet

om naturen ikke vil kalde på os i løbet af

natten. Toilettet altså. Resten af naturen

må kalde ligeså tosset den vil.

næste dag kører vi tidligt om morgenen

ud for at se dyr. Det er bidende koldt

den første time, indtil solen kommer

op, og det bliver ikke mindre koldt af

at sidde på ladet af en åben safarivogn.

Igen ender vi et sted, hvor grusvejen

bliver til mose. Kenson smøger

bukserne op og trasker ud i vandet for

at bestemme dybden. Det går ham til

lidt under livet, før han stopper. ‘Det går

nok’ siger han. Vi er lidt nervøse for, om

motoren kan få luft uden snorkel, men

vi kommer igennem på trods af vandet

og det mudrede underlag. ‘Hvis vi sidder

fast, finder jeg bare noget træ at lægge

under hjulene nede under vandet’, siger

Kenson og tilføjer, ‘Det har jeg gjort så

tit’.

Kort efter møder vi en anden safarivogn,

der fortæller, at de har set en flok

løver fem hundrede meter væk. Sådan.

Vi finder løverne bag nogle buske, hvor

de ligger og soler sig. Det er en flok på

otte. En kæmpe han, tre hunner og fire

unge løver, som kun er halvt udvoksede.

”før vi går i seng starter lennart og Kenson bilen

og gasser op og kører langsomt frem mod en lidt

galsindet elefant, der bliver ved med at forvilde sig

ind i lejren. ”

På mokoro-tur ind i Okavango deltaet. På mokoroturen

så vi lige så mange vilde dyr som man gør en

lørdag eftermiddag på Nørrebrogade.

Vi stopper et par meter fra dem og har

dem helt for os selv. Det er vores første

løver, og vi er overvældede. Hvem er

det lige, der har fundet ud af, at man

kan køre helt hen til en flok løver i en

åben vogn uden at blive spist, tænker

vi. efter at have betragtet os nysgerrigt

i et par minutter, lægger løverne

sig ligeglade tilbage i græsset. I lysebrune

klumper ligger de dovent i det

høje gullige græs. Fra hundrede meters

afstand havde vi sikkert aldrig opdaget

dem hvis vi ikke havde fået at vide hvor

de var. Til sidst rejser de sig. Den store

han gaber et kæmpe gab, og sammen

lunter flokken væk over savannen.

Vi er i den syvende himmel. Vi har været

i parken under et døgn og har allerede

set både løver og en leopard. Fra

at være helt i kulkælderen dagen før,

glæder vi os over, at vi valgte at tage en

lokal guide med på turen, og at vi har

Roses kødgryder og vores safari-luksus

telt at vende hjem til.

løvernes konge

Vi holder siesta midt på dagen, hvor

dyrene ifølge Kenson ikke er aktive. At

dyrene skulle være sværere at se midt

på dagen er vist lidt af en skrøne, så det

handler nok mere om at den hårdtarbejdende

og hostende Kenson har brug for

en velfortjent middagslur. om aftenen

lykkes det på utrolig vis for Rose ved

hjælp af et par gryder over bålet at

bikse en fremragende lasagne sammen.

Hjemmelavet lasagne på bål midt på

savannen i Afrika - en beundringsværdig

bedrift.

Charlotte spørger Kenson, om der er sket

ulykker herude som følge af at lejrene

ikke er indhegnede. Han fortæller, at for

et år siden var der en ti-årig dreng på

en privat safari, som fik lov til at være

alene i familiens lejr om aftenen. Han

lå i sit telt med en lommelygte for at

spotte dyr i mørket. Drengen faldt i søvn

med teltdøren åben og blev dræbt af en

sulten hyæneflok, som gik til angreb på

ham. Vi lyner omhyggeligt teltet op, da

vi går i seng, og afholder os endnu en

nat fra at gå på toilettet.

Den tredje og sidste dag pakker vi lejren

sammen, Kenson og lennart lapper

og pumper dækket på vores reservehjul.

Vores venner fra lejren ewert og

Antonnette, har stadig ikke set løver, og

Kenson giver dem lov til at køre efter

os. Vi kører til området omkring Khwai

River ad en smuk rute, hvor vi ser flere

elefanter, antilopper, flodheste, vortesvin,

storke, ørne, aber og antiloper.

Men ingen løver.

Lejrene er ikke indhegnede, og Okavango er en af de få parker i Afrika, hvor man må campere uden at

have en guide med. Her er jumbo på uventet besøg.

Midt på dagen giver vores venner op og

kører hjem til deres lejr. blot en halv time

senere kalder vores unge dyrespotter

lennart: ‘lion!’. bag et træ står en stor

hunløve og holder øje med en antilope,

der står tre hundrede meter væk på den

åbne savanne. Vi kører tættere på og

ser, at der er tre hunløver, som kredser

om antilopen. Antilopen betragter vores

bil og løverne. Hvorfor den ikke tager

benene på nakken er ikke til at forstå.

Den har ikke travlt. Den ved hvor den

har dem og den ved at den er hurtigere

end dem’, siger Kenson, som havde han

læst vores tanker. lidt længere fremme

kigger seks små løvehoveder op bag et

termitbo. Hovederne viser sig at tilhøre

seks efterladte løveunger, der ikke helt

har forstået at de skal holde sig skjult

indtil deres mødre er færdige med at

jage.

‘Jeg er kongen af Moremi’ siger Kenson ikke

uden stolthed over, hvor mange dyr han har

fundet til os. Han tøver lidt og tilføjer: ‘Jeres

venner må være verdens mest uheldige på

safari’. Vi kan kun give ham ret.

røverhistorier og luksus

Smilende, hostende Kenson sætter

os af for sidste gang ved vores camp

i Maun. Vi tager afsked med vores lille

afrikanske entreprenør og ønsker ham

og hans familie det bedste helbred og

en blomstrende forretning. Safarien har

på en gang budt på frustrationer, fantastiske

oplevelser og uforudsete eventyr,

der ikke kan købes for penge. Men frem

for alt har han givet os hvad vi kom

efter: et privat møde med savannens

vilde dyr.

efter safarien er en aften på vores

camp i Maun det rene paradis. Vi møder

flere af vores bekendtskaber fra safarien,

fortæller røverhistorier og spiser

et overdådigt måltid i den lækre, store

restaurant, der er bygget i afrikansk

safari-stil med træ og stråtag. Alle

tænkelige, spiselige vilde dyr synes

selvfølgelig repræsenteret på buffeten

Selv om vi skal sove endnu en iskold nat

i vores eget lille to-mands telt, der er

halvt fyldt med sand og ikke halvt så

luksuriøst, som det vi sov i på safarien,

er det rart at være tilbage i civilisationen.

Følelsen af at skulle være på vagt

for løver og flodheste, når vi går op til

bygningen med bad og toiletter sidder

dog stadig i baghovedet det første

stykke tid.

Hun-kuduer spidser ører. Havde mennesket arvet kuduernes høreegenskaber ville opfindelsen af høreapparatet

sikkert have været af mindre betydning.

Praktiske oplysninger

fly:

Der er rutefly til Gabarone og Maun.

Langt de fleste der flyver ind er på

organiseret gruppetur.

billeje:

botswana er et dyrt land at leje bil.

Priserne er mere end dobbelt så dyre

som i Sydafrika. omkring 800 kr. pr

døgn for 2WD og fra omkring 1500 kr.

pr. døgn for 4WD. Vi betalte 200 kr pr.

døgn for en lille Fiat i Cape Town, men

denne pris var ved 21 dages leje.

safari:

De fleste arrangerer safari hjemmefra

eller fra Sydafrika. De samme ture

kan arrangeres lokalt i Maun gennem

sydafrikanske operatører. Forskellige

operatører tilbyder hhv. Mokoro-ture,

rundflyvninger over deltaet, fly&drive

eller fly&mokoro safarier til det indre

delta. Samt luksus- eller campingsafarier

til Moremi Wildlife Reserve.

I Maun kan der arrangeres ture med

lokale sorte tur-operatører til Moremi

som vi gjorde. På de billigste safarier

skal man være indstillet på muligheden

for nedbrud pga. dårligt materiel,

dårlig organisation, kulturelle

forskelle, og en god portion eventyr.

De billigste camping-safarier kan

arrangeres med eller uden forplejning.

1 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 1


Blandt kommunister og

gadeludere

tryllekunstneren jesper Grønkjær har gjort det til sin vane at rejse verden

rundt og optræde hos de intetanende lokale. Med sin rejsemakker thomas

optrådte de sidste år på en turné, der bragte dem fra new York videre til

texas, for endelig at slutte i Caribien. Her følger en beretning, fra da de kom

i nærkontakt med caribiske narkoprostituerede og siden blev anholdt af

kommunistpolitiet på Cuba.

TeksT og FoTo: Jesper grønkJær

boca Chica er navnet på en caribisk

ferieby, hvortil mænd fra hele verden

valfarter for at købe sex med unge

skønheder. Det anede vi imidlertid ikke,

da vi ankom til stedet en sen nat, så det

var et overraskende syn, der mødte os.

Sidste stop på vores turné skulle

egentlig havde bragt os til Haiti, hvor

vi ville opsøge voodoo-miljøet og dens

sorte magi. På grund af en voldsom

borgerkrig i landet blev vi mødt med

mange advarsler om at rejse ind i

landet. I stedet omlagde vi ruten og

landede derfor en nat i Santa Domingo i

Den Dominikanske Republik.

Åbner tryllekufferten

Konceptet med vores optræden rundt i

verden er, at vi ikke vil have aftaler på

forhånd. Jeg åbner blot min tryllekuffert

i de tilfældige lufthavne, hvorefter jeg

giver en lille smagsprøve på mit show.

efter få minutter er det halve af lufthavnens

mennesker samlet i en råbende

klynge, der alle forundret vil se mere.

når stemningen er på sit højeste, lukker

jeg kufferten, og fortæller, at jeg er

fra et fjernt land der hedder Danmark,

at jeg er tryllekunstner, og at jeg vil

optræde kvit og frit, såfremt der er

nogen der har kendskab til et sted, hvor

min forestilling kan skabe glæde. På den

måde er jeg havnet på AIDS-hospitaler

i Afrika, på børnehjem i Sydamerika, i

fængsler, skoler, kirker og private hjem

samt mange andre spændende steder.

Dette var baggrunden for, at vi frimodige

sprang ind i et gammelt vrag af

en bil, da en mand i lufthavnen mente,

at han lige kendte et sted for ”sådan

nogle” som Thomas og mig. Snart efter

drønede vi ud gennem natten for at

komme til boca Chica, som skulle vise

sig at være en lille by, der først og fremmest

lever af sexturisme og narkotika.

Det havde manden bare glemt at informere

os om.

Hede blikke

Allerede den første nat skulle vi selvfølgelig

ud at se på det lokale liv, og dér fik

vi lidt af en oplevelse:

Vi var knap nok kommet ud fra vores

værelse, før vi blev antastet af kønne,

unge piger, der sendte os hede blikke.

Vi blev naturligt nok smigret, men da

tilnærmelserne fortsatte fra alle sider,

kom vi i tvivl om deres intentioner. en

flink, lokal fyr bød os med indenfor

på en bar, hvor det hurtigt viste sig

at klientellets blandingsforhold var 7

smukke, chokoladebrune piger pr. én

gammel, svedig europæer. På samme

vis kæmpede stedets piger nu om at

komme til at dyrke sex med os.

Vi var med andre ord havnet midt i en

stor berygtet ”luderrede” - Caribiens

svar på Thailands sexturisme-paradis,

Pattaya. Den lokale fyr, vi havde mødt,

viste sig hurtigt at være en af byens

mange alfonser og narkopushere.

Hængelås på lynlåsen

Tilbage på værelset sundede vi os og

havde mange overvejelser. Vi kunne

vælge at anskue disse menneskers

liv som noget forargeligt, som vi ikke

ville beskæftige os med. omvendt var

udgangspunktet for vores rejsekoncept,

at alle er lige og alle har brug for et smil.

Derfor valgte vi at tro, at disse kvinder

rummede mere end deres tydelige

signaler om, at mænd er objekter, der

kan finansiere deres forbrug af kokain –

noget de fleste i øvrigt viste sig at være

afhængige af.

Vi har før optrådt for kendte sangere og

skuespillere, for kongelige, på tv osv.

Hvis der var mennesker, som måske

netop havde brug for noget at smile ad,

var det måske i virkeligheden piger som

disse. Mange danskere vil typisk vende

det blinde øje til en flok narkoprostituerede

piger og skynde sig videre på

rejsen, så de efter deres hjemkomst kan

berette om det perfekte og eksotiske

fremmede. Vi valgte det modsatte.

I godt selskab! – Her med lokale narkoprostituerede i Boca Chica. Pigerne

blev som små glade børn, da de opdagede, at vi ikke ville sprede ben, men

sprede smil.

næste aften vendte vi tilbage i mere

”velforberedt” tilstand. Til pigernes

store grin og overraskelse afviste vi

deres ihærdige tilbud ved bogstavelig

talt at have hængelåse på vores lynlåse

- med henvisning til vores kærester

derhjemme. Da vi i stedet begyndte

at optræde for dem med små gags og

trylleri, krakellerede deres facade fuld-

stændig, og de blev som små børn der

hyggede sig og skreg af grin. Det var

noget helt nyt for dem, at der her var

et par turister, der ikke var interesseret

i deres ydelser, men som i stedet gav

noget den anden vej.

Det førte til, at kvinderne pludselig anså

os mere som venner end som kunder,

hvorfor de stoppede med at forsøge

at sælge sig til os. når andre kvinder

ankom, blev de hurtigt jaget væk med

forklaringen om, at vi to fyre ikke skulle

tilbydes nogen former for sex. og hvor

var det et sjovt syn, når luderne stod

og forhandlede med mændene, imens

de nussede de ballondyr, jeg havde

lavet. Ved én lejlighed kom det næsten

til tumultagtige scener, da kvinderne

blev så glade for ballondyrene, at de var

ved at komme op at slås indbyrdes om

dem.

Vores optræden gav os på få dage

venskaber, vi ikke havde drømt om.

Pigerne elskede, at der pludselig var

Det danske trylleshow er klar til at drage mod

Havanna’s slum i deres lejede slæde.

mænd, som ikke var ude på at sprede

ben, men i stedet sprede smil. Som de

selv sagde, så kiggede vi ikke på deres

bryster, men helt ind bagved i deres

hjerter.

tilbud på kvinder og narko

efter en tid i boca Chica drog vi videre

til Cuba. I Havana lejede vi en af de

legendariske store amerikanske biler

fra før Fidel Castros revolution. Med en

pensioneret oberst bag rattet gik det

rundt i byen og ud på landet. Dog først

efter den ”sorte” økonomiske aftale

diskret var forhandlet på plads på et

sted udenfor de kommunistiske overvågningskameraer,

som filmer byen.

Myndighederne ved AlT om Alle,

fortalte obersten, der selv havde en

fortid i Castros regime. Det forstod vi

ikke de første dage, hvor vi ofte blev

tilbudt både kvinder og narko. Men ifølge

en lokal er mange af dem som tilbyder

dette civile betjente, som prøver at

lokke folk i en fælde!

På et hemmeligt mødested blev vi

samlet op af obersten, som i sin ”flyder”

af en Chrysler Dodge cruisede derudad.

Den 65-årige oberst, der i øvrigt var gift

med en 28-årig skønhed - på 11. år - var

tydelig stolt over sin bil fra 1958, som

han selv havde kørt i 35 år!

Første stop på turen gik til en lille fattig

landsby, som hurtigt kom på den anden

ende, da det gik op for indbyggerne, at

de to besøgende var entertainere. efter

mindre end et kvarter var en stor del

af byen samlet midt på gaden, hvor de

jublede til dansk trylleri og musik som

Poul Kjøller, Jodle birger m.m.

arresteret af politiet på

Cuba

Sådan var stemningen også, da det

senere samme dag blev til show i et

af Havanas slumkvarterer. netop som

forestillingen var slut, blev vi overmandet

og ført bort af det cubanske

politi, som tydeligvis ikke satte lige så

stor pris på underholdningen som det

øvrige publikum.

Problemet med den slags optrædener

er, at de lokale ofte synes for godt om

initiativet. Forklaringen fik vi fortalt,

mens vi stod og blev kropsvisiteret: På

Cuba må der nemlig kun være én, som

folk kan se op til: Fidel Castro. Så nytter

det jo ikke noget, at vi samler folk og får

dem til at juble og grine.

Men derudover bestod vores ”forbrydelse”

også i, at vi havde filmet dele

af slumshowet, hvilket ikke var tilladt,

da Fidel kun ønsker at vise de ”pæne

sider” af landet til omverdenen. Så

mens publikum så måbende til, blev et

18 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 19


Med cubansk grin og glæde blev vi mødt af de lokale, når jeg tryllede for

dem. Deres imødekommenhed var kolossal og venskaber opstod på tværs

af kulturer.

par knap så kække danskere kørt bort

i en faldefærdig politi-lada, med tre

gravalvorlige betjente. Videokamera

og fotoudstyr var blevet konfiskeret, og

angsten for afhøring og fængselsstraf

fór gennem hovederne på os.

langsommelig afhøring

På et lille primitivt kontor, hvor der

akkurat var plads til et skrivebord fra

1960erne, og hvor skodderne for vinduerne

kun tillod sparsomt lys, blev det

til en langsommelig afhøring foretaget

af en ældre gråsprængt politiinspektør.

Han talte kun spansk, hvilket ikke var

heldigt, eftersom vi ikke forstod noget

af det. omvendt forstod inspektøren

heller ikke noget, da indholdet af tryllekufferten

skulle undersøges, og jeg tog

chancen og lavede et hurtigt trick foran

den forbløffede mand.

Jeg vidste ikke, om jeg turde gøre det,

for det ville med stor sandsynlighed

få situationen til at tippe enten til det

20 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

Sidste nyt studeres – hvad sker der mon i USA? Medierne er statskontrollerede, så

hvad kan man egentlig stole på?

positive eller det negative. Inspektøren

lignede én, der lige var skvattet ned fra

månen, og forlod pludselig kontoret.

om han skulle fortælle sine kollegaer

om oplevelsen eller sunde sig, fandt vi

aldrig ud af.

Senere var det vores tur til at undres.

Inspektøren forsøgte ihærdigt at

udspørge os om, hvornår vi var kommet

ind i landet, og hvornår vi atter skulle

videre. Vi forstod ham ikke, så han fandt

sin gamle papirkalender frem. Jeg bladrede

febrilsk i kalenderen og kunne ikke

få datoerne til at passe, indtil det gik op

for mig, at han sad med en kalender fra

1997 – altså næsten ti år gammel.

både inspektøren og de øvrige betjente

spurgte meget ind til, om vi havde relationer

til USA, og om vi havde været

der. om end vi jo netop var ankommet

fra new York og Texas, valgte vi at fortie

dette, så det ikke skulle give problemer

for os.

Ballondyr gør lykke hos enhver – også når ens hverdag består af købesex og narko.

Derfor var det en anelse svært for dem

at skjule deres forbløffelse, da vi igen

blev kropsvisiteret. For i en af mine

hemmelige lommer fandt et fotografi,

hvor Thomas og jeg stod storsmilende

foran Frihedsgudinden.

Heldigvis endte det dog godt, og efter

en del ventetid kom beskeden så, at vi

frit kunne gå. Da inspektøren tog afsked

med os uden for stationen, hviskede

han sin dybe beklagelse over deres

tilbageholdelse af os. På sit sparsomme

engelske hviskede han ”Sorry – not me,

but Cuba” og lod dermed forstå, at han

syntes godt om os og det var Castros

styre, der tvang til disse restriktioner.

Det ikke var personligt ment.

Det var flotte ord fra den ellers strikse

embedsmand. Da vi gav ham hånden til

afsked, blev det helt akavet for begge

parter. Han tog tilløb til et knus. Jeg

havde slet ikke forventet det, og når alt

kommer til alt, så tror jeg heller ikke

han selv havde. Så hele seancen endte

dermed lidt forkvaklet, da vi nærmest

var ved at gokke hovederne sammen!

blandt 200.000 fideltilhængere

Fidel Castro nåede vi også at opleve,

da vi var en del af det optog på næsten

200.000 tilhængere, der var samlet for

at tiljuble Castros møde med Venezuelas

præsident på Revolutionspladsen.

Det var helt vildt. Mere end dobbelt

så mange mennesker som på f.eks.

Roskilde-festivalen.

om eftermiddagen blev hele hovedstaden

forvandlet. Der var busser i kilometervis,

og folk kom myldrende fra

alle sider. De første havde ventet i fem

timer, og vi startede med at stå langt

bag ved de 20.000 opstillede stole. Men

efterhånden fik vi os mast så langt frem,

at vi faktisk stod 50 meter fra ham, og

kunne se ham lIVe.

overalt blev der råbt og skreget,

vinket med flag og vimpler, mens folk

sang slagsange. I højtalerne skrattede

marchmusikken, og folk var hysteriske.

Det hele så ”frivilligt” ud, men vi hørte

siden fra en systemkritiker, at når man

er statsansat eller medlem af Partiet, så

havde man ikke andre muligheder end

at møde op.

Hver gang ”el Comandante”, som Fidel

kaldes, sagde noget folk syntes om, gik

folk amok i jubelbrøl og viftede vanvittigt

med små medbragte cubanske og

venezuelanske papirflag.

Det var en enestående oplevelse at se

en af verdens mest legendariske mænd.

oven i købet viste det sig senere, at

denne offentlige tale blev en af de

absolut sidste, Castro holdt, inden han

blev alvorligt syg.

Han er kendt for sine maratontaler,

og dette var ingen undtagelse. Hans

personlige rekord er fra 2001, hvor

han talte i syv timer. Dog besvimede

han undervejs, men han er en stædig

gammel rad, så da han vågnede, gik

han atter på talerstolen og fortsatte sin

enetale.

Den mand har betydet så meget for en

hel verden. Uanset om man er tilhænger

eller modstander, så kan man ikke

komme uden om, at han er én af de mest

markante skikkelser siden 2. verdenskrig.

Derfor var det ubeskriveligt at stå

næsten ansigt til ansigt med ham.

Kørte med chaufføren

efter festlighederne forlod vi

Revolutionspladsen. Det havde

længe været mørkt, men vi fandt en

ældgammel, rusten cykeltaxa med flade

og skæve dæk, og hvor den ene pedal

manglede. Den forhutlede og cyklende

chauffør svedte som en pony i sauna, da

han uden lys oksede af sted med os, fem

kilometer ad hullede veje, mens kæden

konstant sprang af. Hans skjorte var

gennemblødt af sved, og jeg havde helt

ondt af manden, der brugte sin sidste

energi på at tjene 15 kroner på os.

Jeg prikkede ham på skulderen og fik med

tegnsprog forklaret, at jeg forlangte at

vi byttede plads, så han kunne sidde bag

i vognen mens jeg cyklede. Han gloede

på mig, som var det Fidel Castro, der

havde taget plads i den gamle rickshaw.

Han fattede intet, og jeg forklarede det

igen. Pludselig gik det hele op for ham,

men han vendte genert hovedet væk og

fortsatte sin kamp på cyklen.

Da jeg insisterende tog ham i armen

og skubbede ham om på bagsædet, så

lo han over hele hovedet. Med Thomas

ved sin side og mig som ny chauffør

hjulede vi af sted igennem den mørke

nat. Han storgrinede og havde med

garanti aldrig før prøvet, at der var en

kunde der havde givet ham en køretur

– og slet ikke en hvid turist. behøver

jeg at sige, at manden var pavestolt,

da vi kørte forbi hans kollegaer, som

han ivrigt vinkede til, mens de alle stod

målløse tilbage, som var det en ufo, der

lige havde passeret dem.

det glade folk

Cuba var et ubeskriveligt dejligt sted,

og vi var forbløffede over så glade,

de lokale virkede. Men som en lokal

kunstner fortalte, så lever de fleste for

musik, dans og sex.

Ifølge ham er de sørgmodige indeni,

fordi livet er så besværligt i et land, hvor

man f.eks. droppede overgangen fra

”Ifølge ham er de sørgmodige indeni, fordi livet er

så besværligt i et land ... hvor man afskaffede julen

i 19 9 og mange år frem, fordi alle økonomiske

midler skulle bruges på udvikling. ”

sommertid til vintertid for at spare på

elektriciteten, og hvor man afskaffede

julen i 1969 og mange år frem, fordi

alle økonomiske midler skulle bruges på

udvikling.

Ikke desto mindre var befolkningen

så søde og imødekommende imod os.

Vores smilende eventyrrejse kunne ikke

være endt et bedre sted end her, hvor

både smilet og eventyret lever i bedste

velgående.

200.000 fremmødte tilskuere jublede over mødet

med Fidel Castro. Det blev en af hans sidste offentlige

taler.


Blandt verdens sidste

bjerggorillaer

folk tør simpelthen ikke tage herop, og rejsebureauerne annullerer deres

bestillinger af frygt for angreb på gæsterne, som vil skade deres ry. Vi har

til gengæld hele 7 mænd med os: én guide, 2 stifindere (gorillaspejdere)

med macheter, 2 assistenter med spyd og to soldater bevæbnede med det

sædvanlige Kalashnikov/aK stormgevær.

TeksT: Jørgen oulund

FoTo: Jørgen oulund og Jakob øsTer

tema verdens vilde dyr

Jeg har taget en stor beslutning. Jeg MÅ

se verdens sidste bjerggorillaer, inden

de uddør, eller jeg selv dør. Der er ca.

700 højlandsgorillaer tilbage, men kun

én af mig på hele kloden. Så jeg håber,

de overlever mig – jo, det gør jeg natur-

ligvis. De har også de bedste odds.

Af de få steder hvorfra man kan komme

op til dem har jeg valgt bwindi i Uganda

– det er nok det smukkeste af alternativerne,

som er Rwanda og Congo. Det

er i hvert fald det sikreste, især fordi

Congos præsident Kabila lige er blevet

myrdet få kilometer ovre på den anden

side af grænsen.

Min rejsekammerat Poul og jeg tog

med bussen fra nairobi (også kaldet

nairobbery) til Kampala, hovedstaden i

Uganda. Det var en oplevelse i sig selv;

med slalomkørsel mellem hovedvejens

talløse potholes hele vejen tværs over

Kenya og en bid ind i Uganda.

efter at have sundet os oven på den

lange busrejse fandt vi ”billetkontoret”

for gorillatreks. Det er heldigvis staten,

der styrer det, så der går forhåbentligt

lidt flere af ”billetpengene” (hele 250 US

dollars) til gorillaerne og lidt mindre i

private lommer.

Til vores store overraskelse kunne vi

komme på trekket allerede to dage

senere. Det var dog for hurtigt, vi skulle

først finde derop og bussen stoppede

35 kilometer fra basecamp. Resten af

vejen måtte vi gå eller finde en eller

anden transport. Så vi valgte at bruge

en lille uge til at finde derop i.

Det viste sig senere, at mordet på

Kabila havde fået en masse rejsearrangører

til at annullere deres bestillinger.

Turisterne turde simpelt hen ikke tage

derop.

Moar, jeg skal tisse!

efter at have fundet den rigtige bus med

de sædvanlige høns, geder og cykler

både ovenpå og inde i bussen (suppleret

med en variant: 2 madrasser placeret i

den meget smalle midtergang), gik det

derudad. Poul skulle selvfølgelig tisse

hver gang bussen gjorde holdt, så det

En af de gamle gorillamødre bider sig i tungen og skuer ud over familien.

Der var hele syv mænd til at passe på os to. Én guide, 2 stifindere med macheter, 2 assistenter

med spyd og to bevæbnede soldater, som ikke ville med på billedet.

kostede ham en bjergbestigning over

madrasserne og mellem cyklerne hver

gang, mens jeg holdt på bussen, så den

ikke kørte fra ham.

Jeg foreslog en akut prostataoperation

på det nærmeste hospital, hvilket

han pure nægtede. Vi havde tidligere

oplevet, at bussen kørte fra os på

grænsen mellem Uganda og Tanzania,

hvor vi vinkede farvel til én bus og to

rygsække. nå, men det er en helt anden

historie.

landsbyens skræk

Vi ankom uden uheld til bussens endestation.

byen var ganske lille og helt

udenfor lonely Planets rækkevidde. Vi

fandt dog en venlig familie, som både

bød på et måltid og en seng. Da de jo

lige skulle lave maden, gik vi en tur

langs byens eneste egentlige gade,

nemlig landevejen der gik gennem byen,

mens vi smilede og nikkede pænt til de

nysgerrige indvånere.

Foran en lille negerhytte stod et par

piger med hinanden i hånden. en storesøster

på omkring de 10 år og den

lille på måske det halve. Pludselig tog

fanden ved den lille, da de så os. Hun

slap den stores hånd og spænede ind

i sikkerhed i hytten med storesøster

efter sig. Utroligt – havde hun aldrig set

en hvid mand før, eller var Poul bare for

grim at se på? Vi troede på det første

(især Poul), tænk en sådan reaktion i

det herrens år 2001.

Vi ville ikke skræmme flere af byens

børn, så vi fandt en transport dagen

efter op til bwindis basecamp. Her

ankom vi til bukoma, der var et pragtfuldt

sted med venlige mennesker, som

installerede os i en behagelig stråtækt

hytte. Vi nød nogle fredfyldte dage på

det smukke sted mens vi ventede på …

DAGen.

den største fare er de

mindste dyr

Så oprandt DAGen. nu bliver det virkeligt

spændende, om vi overhovedet kan

finde dem. Guiden, den eneste i øvrigt,

som kan tale engelsk, understreger

omhyggeligt, at der ingen garanti er for,

at vi overhovedet kan finde dem. Og

hvis vi finder dem, så ser vi dem måske

kun flygtigt og på afstand.

området vi skal igennem hedder

bwindi Impenetrable national Park og

viser sig at leve fuldt op til sit navn:

Uigennemtrængelig – næsten da. Det er

et stort regnskovsområde, der befinder

sig i højden 1160-2007 m, hvilket også

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 23


Pludselig rejser de tre unger sig op, som om de tænker, nu får de sgu ikke mere for pengene i

dag. Og vi nænnede ikke at gå efter dem, men lod dem være i fred.

forklarer, hvorfor vi bliver så forpustede.

I denne uigennemtrængelige regnskov

lever halvdelen af klodens sidste bjerggorillaer,

ca. 300 individer. Resten findes

i Rwanda og Congo, hvor det for tiden

er umuligt at komme ind på grund af

krigen og de forskellige oprørsgrupper,

som for to år siden dræbte 7 turister og

to guider her i området. Guiden lover os

dog, at militæret har kontrol over situationen

lige netop her.

nå, men vi stiller kl. 8:00 på dagen på

rangerstationen, læsset med masser

af film, proviant, vand, kamera, bredskygget

hat og store forventninger. Vi

hilser på vores jungleguide, som briefer

os om regler og farer. Den eneste store

fare er de mindste dyr i junglen, nemlig

hærmyrerne. Får vi dem på os, må alt

tøjet af og alle myrerne fjernes, ellers

er det ren tortur.

Hvis du møder en gorilla

er reglerne: tal sagte

– løft ikke armene – peg

ikke – bevæg dig meget

langsomt og hvis de går

dig i møde, så træk dig

roligt tilbage – hold 5

meters afstand – læg

vandrestaven, inden du

nærmer dig.

folk tør simpelthen ikke

tage herop

Hvis vi finder gorillaerne er reglerne:

Tal sagte – løft ikke armene – peg ikke

– bevæg dig meget langsomt og hvis de

går dig i møde, så træk dig roligt tilbage

– hold 5 meters afstand – læg vandrestaven,

inden du nærmer dig.

Det viser sig, at vores gruppe består kun

af Poul og mig, selv om op til 6 personer

må gå ind til dem hver dag. I den anden

gruppe er der bare én mand, en canadier.

Folk tør simpelthen ikke tage

herop, og rejsebureauerne annullerer

deres bestillinger af frygt for angreb på

gæsterne, som vil skade deres ry.

Vi har til gengæld hele 7 mænd med

os: én guide, 2 stifindere (gorillaspejdere)

med macheter, 2 assistenter

med spyd og to soldater bevæbnede

med det sædvanlige Kalashnikov/AK 47

stormgevær. Det har vi set alle vegne,

dog mest da vi var i Ægypten. Her

ser vi egentligt kun lidt militær, men

de forsikrer os om, at de er der, ikke

mindst pga. drabet på præsident Kabila

i forrige uge. Vi ser da også en opmarcheret

tank lige i starten af turen med

kanonen rettet direkte mod grænsen

ind til Congo, få kilometer herfra.

Guiden fortæller os også, at hvis vi

hører skudsalver, så er det bare ugandiske

soldater, som afprøver deres

våben. Den historie tror vi dog ikke på.

Det siger han kun for at berolige os.

Gorillaerne var fredfyldte og legesyge og udstrålede en nærmest menneskelig intelligens. Vi fik udtrykkeligt besked på at holde 5 meters afstand, hvilket vi naturligvis også gjorde.

Gorillaerne havde åbenbart ikke fået samme besked.

spejderne mærker på

lortene

Spændte af forventning begiver vi os

på vej. Det første stykke følger vi et

hjulspor, som senere bliver til en sti.

”baggrundsmusikken” er fra de mindst

350 forskellige fuglearter, som skoven

byder på, mens de mange forskellige

berusende dufte i denne rene og klare

bjergluft stammer fra de hundredvis af

forskellige arter af træer og blomster.

nu begynder strabadserne, som viser

sig at blive voldsomme. Vi bevæger os

mere og mere væk fra stien og direkte

ind i den tætte jungle. Forrest går de to

spejdere. Med hver sin machete hugger

de vej gennem den tætte regnskov for

at bane vej for os.

efter en times tid gør vi holdt. Mens vi

hviler, går de to spejdere videre ind i

vildnisset. Soldaterne er altid på hver

side af os andre. Her er nu helt stille.

Pragtfulde sommerfugle svirrer omkring

os. I det fjerne hører vi macheterne

hugge sig frem.

efter lang tid kommer spejderne tilbage,

de har fundet gorillaernes reder – dér

hvor de har sovet i nat. nu har vi et

udgangspunkt for ”jagten”. Vi følger

sporene, som består af brækkede grene,

nedtrampede planter og afføring.

efter endnu en times tid gør vi holdt.

Det har været meget anstrengende at

forcere dette ufremkommelige terræn.

Vi har bevæget os op og ned gennem

krat med giftige torne, igler og filtrede

lianer mellem træerne. Højdemåleren

viser 1690 m. Vi er steget næsten 300 m.

Det kniber med at få pusten, da tempoet

er højt. Hvilet gør godt. Spejderne

har været af sted igen og kommer nu

tilbage, og vi skifter retning.

nu bliver gorillaernes efterladenskaber

friskere, spejderne mærker på lortene

og trykker dem lidt i hånden, jo, nu er de

ligefrem godt håndvarme. Vi er tæt på.

efter endnu et hvil har jeg på fornemmelsen,

at vi er meget tæt på.

Vi knæler, holder vejret,

og…

Spejderne virker anspændte. De hvisker,

tempoet går ned, og pludselig stopper

de. nu – nu er vi der. De beder os lægge

stavene og tage kameraerne frem. Den

ene spejder har været med til at opspore

gruppen i sin tid og med til at vænne

den til klodens værste og farligste individer:

menneskene. Han har fundet sin

gorillagruppe igen – heldet er med os.

Vi bliver langsomt ført hen til en lille

lysning. nu får jeg øje på en stor lodden

ryg – den første gorilla. Vi knæler,

holder vejret og – ja, jeg kan ikke

finde ordene. Foran os er hele familien.

Fatter, den store sølvryg, ligger og slår

mave og fordøjer frokosten. omkring

ham er resten af familien: et par koner,

en teenage-pige, en dreng på 8-10 år,

en mindre pige og to rollinger på 3-4

år – alle sammen menneskeår; ligesom

jeg bruger menneskebetegnelser på

børnene, da det grangiveligt ligner en

ganske almindelig familie på skovtur.

Da de får øje på os, bliver de nysgerrige.

De små vimser rundt lige foran os,

meget tillidsfulde. De lidt ældre børn

kigger på os – ikke bare omvendt. De

er nysgerrige og hopper hurtigt forbi,

mens de skæver til os. Teenagepigen

nærmer sig og sætter sig et par meter

fra os. Kigger intenst på os. Disse kloge,

sigende, menneskelige og alligevel

uudgrundelige dybe, bløde, brune øjne

– jeg mangler ord igen. lidt bagude

ligger ældste-hunnen og giver mælk

til et par babyer. Fatter er stadig helt

uberørt af situationen, brummer lidt af

og til, eller snorker måske.

Godt vi ikke er krybskytter, så var

hele familien blevet udryddet i løbet

af få minutter. De dræber lydløst med

spyd, men rangerne har også ordre til

at skyde først og se hvem de har skudt

bagefter. Med den glæde, der er over at

bevare og beskytte deres elskede gorillaer,

og den tillid der er oparbejdet hos

hele personalet, er alle ansvarlige for, at

ingen krybskytter får fat på en eneste

gorilla her i skoven – af de tilvænnede to

grupper i det mindste.

nå, de små kommer nu meget tæt på

os...stirrer, tjatter lidt til hinanden,

som om de ville sige: ” Har du set de

der mærkelige, blege gorillaer der, de

trænger vist til lidt af Afrikas dejlige sol”.

Vi nyder endnu en rum tid det ubeskri-

velige samvær med denne menneskelige

familie, mens vi fyrer 3 ruller film af, og

så pludselig rejser den ældste hun sig,

som om hun tænker, nu får de sgu ikke

mere for pengene i dag, og trisser af

sted. Den lille unge løber efter hende.

Så rejser også den kæmpemæssige

sølvryg sig (cirka 200 kilo, mest

muskler), gaber lidt, og lunter så efter

de andre i samlet gåsegang, men først

efter at sidste unge i familien er kommet

med. Så slutter han en beskyttende

bagtrop, fuldstændig som den ene af

soldaterne hele tiden gør for os to hvide

gæster her i denne pragtfulde skov.

Hjemturen blev også meget anstrengende.

Vi spiste en meget sen frokost,

men gav det meste til det hold, som

bragte os denne – nok næststørste

oplevelse i livet. efter en hård nedtur

var vi tilbage ved 15-tiden, efter næsten

7 timers strabadser, men hvert eneste

minut var det hele værd – ja hele rejsen

værd.

og min største oplevelse?

Fødselsøjeblikket af mine børn!

2 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 25


Sonepurs elefantastiske

marked

Hvor floden Gandak løber ind i den mægtige og hellige Ganges holdes hvert

år ved fuldmåne et gigantisk kvægmarked. Markedet der hedder Kartik

Purnima afholdes på det vigtigste tidspunkt på året, hvor man med gudernes

hjælp planlægger fremtiden.

TeksT og FoTo: søren lauridsen

overalt i Indien er der markeder. Men

ikke et, der er så stort som Sonepurs

kvægmarked. Det er ikke alene Indiens,

men formentlig hele Asiens største, hvor

der handles hundredvis af elefanter og

tusindvis af andre dyr. over en million

mennesker samles i de 15 dage, som

markedet varer.

Allerede natten før åbningsdagen

begynder folk at valfarte til markedet,

»Indbyggertallet« vokser med omkring

25.000 hver time, og når solen står

op er en lille halv million pilgrimme og

handlende i farverige klæder klar til

åbningen.

Det første de besøgende gør, er at

gå til det hellige tempel Hariharnath,

hvor man laver små ofringer og hilser

på guderne - puja. Ventetiden er stor,

og langs køen til templet har tiggerne

praktisk og strategisk slået sig ned.

Foran templet sælges glas- og lakarmbånd

samt farvepulvere, der bruges til

gudefigurerne, til pandetikaer og til at

farve skilningen i hovedbunden, som de

gifte hindukvinder gør.

når så mange mennesker samles,

kommer naturligvis også handlende og

kræmmere. og det vrimler med astrologer,

åndemagere, slangetæmmere og

kvaksalvere. et omrejsende tivoli har

2 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

en hårrejsende dødsdrom, hvor en træt

motorcykel med hostende to-takt tøffer

rundt i faretruende zig-zag. Mange af

dødsdromens lodrette planker mangler,

og et suk går gennem publikum, når

køreren rammer et hul. et pariserhjul

fra Kolkata knirker og drejer rundt, som

et ekset cykelhjul.

Kvæget laver kokager

Hundredvis af ”rygende travle” små

spisesteder skyder op som paddehatte

fra den bare jord. efter lugten

at dømme stammer røgen ikke kun fra

træbrændsel, men også fra kokagebriketter.

Disse leveres frisk fra producenterne,

der også er her på markedet.

I modsatte ende af markedet i nogle

banan- og bambuslunde holder det store

kvægmarked til. Her omdannes hø og

græs gennem de fire-mavede kværne

til køkken-brændsel.

»Kokagerne« når dårligt at ramme

jorden før lav-kastekvinder samler dem

op. Nogle står med en flettet kurv direkte

under »hanen«. Kokagerne blandes med

lidt halm og formes til tallerkenrunde

briketter, der tørres i solen.

Det virker som om vandbøflerne er de

største producenter. Godmodige som få

andre væsner står de roligt med lavtsænkede

hoveder og tygger drøv. Ind

imellem udstøder de en veltilfreds kort

kliklyd - ikke et brøl som andet kvæg.

Men de har vel også grund til at være

tilfredse. Deres mørke glatte skind

bliver vasket og poleret, og de halvmåneformede

store horn efterjusteres med

et halvskarpt stemmejern og lakeres

derefter.

Kvæget skal vises frem og forhåbentlig

sælges. De handlende bor ved deres

dyr. et stykke lærred samt et par stolper

udgør et telt, og en stråmåtte fungerer

som sengeleje. Maden, der laves på små

bål, indtages siddende i skrædderstilling.

en rigtig cow-wash

Fra brønde med snoretræk trækkes

spande op med vand. Der er mange

chai-komfurer - tekøkkener. Teblade

og krydderier koges op i mælk, leveret

frisk fra yver. Derefter tilsættes sukker.

Teen serveres i terracotta-engangskrus.

Hundreder af små komfurer af ler holder

gryderne i konstant vibration.

Dansk udseende sort-hvid broget malkekvæg

er her også. nogle køer har endog

fået gule eller lyserøde farvestriber fra

tidligere festivitas. De får også en cowwash

og massage. nogle kalve dier hos

deres mor, og andre køer håndmalkes

og mælken sælges til den kardekommekrydrede

Chai.

blandt kvæget sidder barbererne

med deres kunder. I hugsiddende stil-

Når man har fire ben og snabel, så kræver man altså lige

lidt respekt – og måske lidt mere plads. I øvrigt havde vi

reserveret tid til badning. Som en lynlås åbner elefanter

her den spraglede menneskemasse.

Efter morgenbadet renser nogle sadhuer sjælen med mantraer og læsning. Deres ”makeup”

viser både Vishnu (panden) og Shiva (trisul på overarmen). Sadhuerne, hellige hinduistiske

mænd (og få kvinder) er kommet til det punkt i livet, hvor de arbejdsmæssige samt familiære

forpligtelser er overstået. De er nu på evig pilgrimsrejse, med askese og yoga, mod det endelige

mål Moksha (frelsen, hvor man ikke bliver genfødt)


Verden over må manden arbejde, mens kvinderne

er på shopping!

Selv om man er på rejse, er man ikke fri for forpligtelser.

Flodens vand kan virke lidt grågrønt,

men tøjet bliver rent, så mudder er både godt

for hud, tøj og hår.

ling føres skarpe rageklinger gennem

mælkehvide tilsæbede skægstubbe. en

studsning blandt studene udføres også,

og fuldmånen giver tilsyneladende frisørerne

inspiration.

Majestætiske okser og vilde

heste

Dromedaren er ikke et traditionelt

trækdyr i bihar. en enkelt har dog sneget

sig ind på markedet, og den skaber stor

opmærksomhed. Den er nu ikke eneste

repræsentant for den pukkelryggede

familie. Majestætiske hvide brahmanokser

med sunde og velnærede pukler

er her også. Disse høje, stolte dyr med

deres elegante gang bruges parvis som

trækdyr foran korte, knirkende kærrer

med træhjul så store som »møllehjul,«

der ofte er rigt dekorerede.

Af andre trækdyr ses også heste af

alle størrelser. Hingstene står ranke,

som var de modeller til rytterstatuer,

og lige så bundne til deres plads - fra

hvert ben går en stram snor til en pløk

for at hindre sparkeri. Hingstene bliver

totalt uregerlige, når en hoppe i løbetid

nærmer sig.

Ind imellem løsnes snoren. Ikke fordi

hesten skal slappe af, den skal prøverides.

I vild sadel-løs galop foregår det

under en række træer med lavthængende

grene. Heldigvis har mange af

mændene en stødabsorberende turban

på. For nogle af rytterne er rideturen

et mareridt, men med stive arytmiske

hoppende kroppe er de til stor morskab

for tilskuerne.

Godt humør er der nemlig masser af -

uden druk, men med masser af tobak

og beteltyggeri. nogle af mændene kan

dårligt tale, fordi de har munden fyldt

af betel. Underkæben må skubbes frem

foran næsetippen for at kunne indeholde

mest muligt af denne blodrøde spytblandede

stimulans. »Arkalapepepehpaisa«

lyder det. engang imellem lader

de safterne gå, uden hensyntagen til de

forbipasserende.

fjerlette elefanter i bad

Under store luftige tamarind-træer

holder markedets ukronede konger, godt

hundrede elefanter, til. Kun få handler

dog elefanter. Det er kun rigmænd,

der har råd til at spendere 10-15 lakh

rupees, ca. 300.000 på en elefant, som

samtidig kræver personale og store

mængder føde.

De tunge elefanter spankulerer hver

morgen fjerlet og lydløst gennem

horderne af mennesker for at få et

bad i floden. De nyder det mundrede

vand. elefantførerne, mahout’erne, må

bruge alle kræfter på at vaske dem bag

ørerne og skrubbe den seje, rynkede

grå hud. Dyrene er selv aktive i badescenen.

Snablen bruges effektivt til et

opstødslignende efterbrus. efter bad og

soltørring skal mastodonterne sminkes.

På en spinkel bambusstige balancerer

sminkøren med pensler og maling. Han

forvandler de tonstunge jumboer til

starletter.

elefanterne betragter med deres små

kritiske øjne menneskemængden, der

konstant er i bevægelse. Hunelefanten

udsender tilsyneladende inspirerende

dufte, for ind imellem lader hannerne

deres »femte ben« rulle ned på jorden,

og det ser ud som om de får sig et billigt

grin af de indiske mænds forlegne fniseri

og misundelige blikke.

Infernalsk støj

Samtidig med elefanternes vasketur

bader de besøgende fra flodens bred,

fuldt påklædte. Uden at afsløre det

mindste skiftes behændigt til noget

tørt. Flodens bred er en palet af farvestålende

tøj.

Hen under eftermiddagen er lyden fra

de handlendes højtalere infernalsk. I

Indien skal alle overdøve hinanden. Det

er svært, men alle forsøger, og det selv

om inderne ikke lader sig påvirke af støj,

eller røg og møg for den sags skyld.

Direkte under en højtaler, der rytmisk

hopper og danser for fuld lydstyrke,

sidder en familie og laver mad. De smiler

fornøjet.

Da solen er gået ned samles folk på

deres måtter i grupper. nogle synger

eller danser, andre forkynder gudernes

ønsker gennem egen mund. en lille

gruppe går i vibrerende ekstase,

nærmest i trance, under ledsagelse af

nogle tamblaer, små trommer. Selv om

de sidder i skrædderstilling letter de fra

jorden. elefanterne lader sig slet ikke

mærke af postyret, men hundene, der

om natten normalt gør som gale, får

ikke et ben til jorden.

Fuldmånen slører lidt af røgen fra de

mange bål - endnu engang er man

overbevist om, at Indien er en anden

verden.

Det kræver sin mand, her en mahout (elefant-fører/

opdrætter), at børste tænder på en elefant. Vand og

stødtænder kan lyde som en farlig blanding, især når

der også er kraftig strøm i floden.

Morgenfred i solen.


1 2 3 4

Højden

la Paz ligger i en højde

af ca. 3700 meter, og

lufthavnen i over 4000

m. Hvis man ankommer

med fly er man altså

ikke akklimatiseret, og

så bør man tænke på

ikke at overanstrenge

sig de første dage.

Alternativt bør man for

at blive akklimatiseret

overveje at transportere

sig over land. Under

alle omstændigheder er

det en prustende oplevelse

at bevæge sig i de

stejle gader.

LA PAz

Heksemarked

Her finder man spåkoner,

og der handles med

diverse indtørrede dyr,

mystisk pulver og alverdens

ingredienser til

heksegryden. Markedet

byder dog også på et

utal af farvestrålende

ponchoer, huer og

handsker i alpacauld.

Udover dette lidt særprægede

marked findes

mange andre markeder

som udelukkende handler

med mere traditionelle

varer. Gå en tur

i byen og kig!

Zoo

Tag i zoologisk have,

lige uden for la Paz,

en søndag eftermiddag

og oplev, hvordan en

stor del af befolkningen

bruger stedet som

udflugtsmål for familien.

Maden medbringes

og laves i haven, mens

børnene skiftevis spiller

fodbold på de meget

sparsomme græsområder

og kigger på

dyrene. I oplever ikke

en flot have med et

rigt dyreliv, men får en

fantastisk dag blandt

bolivianerne.

5ting du ifølge

Mads fiil Hjorth skal

vide om la Paz

Prisniveau

Kost og logi kan gøres

utrolig billigt. Husk

blot at pris og kvalitet

hænger sammen.

er man kræsen, sart,

magelig og samtidig

over 180 cm høj, bør

man ikke blindt acceptere

alt man får tilbudt.

Kødet er sandsynligvis

sejt og indeholder

muligvis brusk, mens

seng og sengetøj ikke

er nyredt og af den

rette længde. Prøv dog

alpacakød, der kan

være meget godt. Husk

– det er alt sammen en

del af det store eventyr.

5sprogkursus er dit spanske begrænset

til ”hola” og

”adios” kunne et uges

intensivt sprogkursus

være løsningen. Det er

hårdt, tidskrævende og

til tider frustrerende,

men de efterfølgende

rejseoplevelser,

herunder kontakten

med de lokale, bliver

så meget bedre, at det

helt klart kan anbefales.

Prisen for 20 timers

ene-undervisning er

med 90 USD nærmest

latterlig billig.

Alpaca

Ligner en fin dame med

øjenskygge og er værdsat

for både kødet og ulden.

Befolkningen

et stopfyldt 3. klasses nattog

bringer dig fysisk tæt på

befolkningen.

Laguna Verde

Spejlblank sø en iskold

morgen i højderne nær den

chilenske grænse.

BoLiViA

Lake Titicaca

Mellem Peru og bolivia

findes små afsondrede

øsamfund tæt mod himlen.

Potosi

Sølv- og zinkmine i verdens

højest beliggende by i 4070

meters højde.

Rurrenabaque - Pampas

Fra anakondajagt og svømning

med floddelfiner til

usædvanlig bestialske myg!

Rurrenabaque - Jungle

Tag en svingtur i lianerne

dybt inde i bolivias jungle.

Salar de Uyuni

Køretur gennem et snehvidt

landskab - verdens største

saltørken.

Tupiza

Nyd den flotte og fredfyldte

natur på hesteryg nær den

argentinske grænse.

30 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 31


tema verdens vilde dyr

Med fjollede dyr i Tanzania

Her er en lille beretning om den ubetinget største wild-life oplevelse jeg har

haft i mit liv - en safari i det nordlige tanzania. der var mange organiserede

oplevelser, men endnu flere uforglemmelige overraskelser af den firbenede

slags.

TeksT: Jacob goWland Jørgensen

FoTo: Jakob øsTer

efter tilfældigt at have stødt ind i fjollede

dyr på en fantastisk rejse til new

Zealand måtte jeg erkende, at mødet

med vilde dyr bare giver de der helt

store rejseoplevelser, som man husker

år efter år. Mere vil have mere, så nu

var pingvinerne og søelefanterne ikke

nok, og valget faldt på en tur til Afrika,

hvor Ghana og Kenya blev opvarmningen

til en tur til Tanzania. Safarien til

ngorongoro-krateret og Serengeti står

og stråler øverst på min top-20 liste

over de største rejseoplevelser, fordi

alt gik op i en højere enhed. Tonsvis

af tropedyr, venlige og interessante

mennesker, en natur der tager pusten

fra dig, og ikke mindst er det hele lettilgængeligt.

Man skulle så lige lægge 570

US$ for fem dage, men så blev det hele

også serveret efter dine egne ønsker.

Selvom det var den vilde oplevelse, vi

ledte efter, blev man lullet ind i sådan

en Knuthenborg-tryghedsfølelse, fordi

det hele var så organiseret, og der

var så mange udbydere, der konstant

råbte efter én: ”Jambo, my friend, you

safari?”

” ..... man skal huske at lade være

med at planlægge alt hjemmefra.

Huske at give tid, give plads – og

lade sig overraske. ”

Men på denne tur stod små og store

overraskelser i kø, og hvor var det dog

rart at få bekræftet, at det fascinerende

ved at rejse jo er at blive overrasket.

At det fedeste ofte er noget helt andet,

end det man troede hjemmefra, og at

man derfor skal huske at lade være med

at planlægge alt hjemmefra. Huske at

give tid, give plads – og lade sig overraske.

bavianen i baobab´en

Vores dygtige chauffør, guide, kok m.m.

stopper lige ved siden af et 20 meter

højt baobab-træ, hvor bavianerne leger

og skriger. Vi har kun kørt et kort stykke

på savannen og bliver derfor noget

paffe, da han siger, at her skal vi bo i

nat, og dér er toilettet, og peger på et

åbent betonskur. Hvis jeg var et skummelt

og sultent dyr, ville jeg helt sikkert

bo derinde, mumler jeg, mens pigerne i

den lille rejsegruppe forgæves spejder

efter hegnet. Min rejsekompagnon og

jeg var løbet ind i to schweizere inde

i Arusha, og selvom de sagde, at de

følte sig mere trygge på et bjerg (som

derhjemme), havde vi fået dem med på

denne tur, så vi kunne dele en firehjulstrækker.

Vi sidder så og spiser ved et campingbord,

mens vores alt-i-en-lille-mand

fortæller, at baobab

betyder ”upside-downtree”,

fordi det unægtelig

ser ud som om,

nogen har fået stukket

det omvendt i jorden,

da det var et babytræ.

Til gengæld kan træet rumme over

100.000 liter vand i sin opsvulmede

vom, og det knager en smule, som

hilser det os velkommen. bagved tøffer

zebraer forbi, og en stolt bavianmor

viser sin lille baby frem, og vi sidder dér

midt på savannen og tænker, at nu kan

Knuthenborg godt gå hjem.

natten er helt rolig, og vi falder overraskende

i søvn uden at tænke for meget

på, hvor tynd teltvæggen er set i forhold

til et sæt rovdyrkløer på jagt efter et

stykke dansk opdrættet kød.

En pigegarde på flere tons

Det er morgen, og vi kører ned ad en

lang bakke, men stopper med et ryk, da

vi åbenbart har mødt en hunelefant på

det forkerte tidspunkt i hendes cyklus.

Hun nærmest galoperer frem og tilbage,

og hun trompeterer, så næstved pigegarde

ville blive misundelige. et tysk

filmhold overhaler og prøver at snige sig

udenom, men de når ikke langt og bliver

tvunget tilbage af et par blafrende ører

og et sæt små, stirrende øjne.

Der er mange elefanter i området, som

godmodigt trasker igennem vildnisset,

og vi følger dem og girafferne, fuglene

og zebraerne i et stykke tid, før den

store elefantmutter opgiver og surt

sjosker væk. Fascinationen vil ingen

ende tage, og udover den evige trykken

på kameraet hører man ikke andet end

dyrene.

Vi holder en kørepause ved en lille flod,

hvor alt ånder fred og idyl, indtil et par

velvoksne flodheste pludselig dukker

op, prustende og skidende, og leger ettagfat

i vandet. Vores guide fortæller, at

deres gab kan åbne op til 150 grader,

da en af dem pludselig kigger på os

og åbner op til et slaraffenland af blaf-

rende kød og vældig lange stødtænder.

Nu forstår vi, hvorfor flodhesten er

Afrikas farligste dyr, og hvorfor Dolph

måtte være en flodhest. De er grimme,

lugtende, farlige og overvægtige, de

sprayer gerne deres lort ud med halen,

og så er de helt og absolut ligeglade med

vores tilstedeværelse. Vi er helt solgt,

og flodhesten bliver vores rejseven,

som gang på gang får begejstringen til

at løbe af sted med os, mens vi lovpriser

dens trinde former og fuldkomne evne

til bare at være sig selv.

den modige

honninggrævling

efter en god morgenmad i det fri på

endnu et halv-tilfældigt campingsted,

kører vi ind i Serengeti national Park og

ser den flade og enorme slette åbenbare

sig. Vi ved alle, at det er her, mange af

dyreprogrammerne bliver optaget, og

En hunløve på blot 5 meters afstand. Serengeti er mest af

alt kendt for sin enorme koncentration af rovdyr.

Hyænen har hårde, skarpe tænder, der kan bide næsten

hvad som helst over.

inden længe ved vi også hvorfor. Fem

meter fra vejen ligger en gepard med et

nyligt nedlagt offer, og festen er blodig

og intens. Der er hyæner, som flader ud

i vandpytterne, gazeller, zebraer, gnuer

og cirklende gribbe, der lander i de

karakteristiske savanne-træer – akacietræet

med den flade trækrone. Overalt

er der show for alle pengene og dyr, dyr,

dyr.

Guiden fortæller, at det eneste dyr, der

rigtig angriber safaribilerne er en lille

skarptandet satan kaldet en honninggrævling,

der frygtløst tager kampen op

med offroad-dæk, og som ellers muntrer

sig med at indtage bistader. Vi ser den

ikke, men får at vide, at selvom der er

lidt forvokset hamster over den, skal

man bare smutte hurtigt. Vi ser vores

lodge dukke frem ved nogle klipper, og

ser frem til at få et bad og en rigtig seng

– selvom vi er ved at vænne os til de

små telte med den bedste komfort, jeg

har prøvet i et telt.

Morgenen efter går vi tur på trægangene

omkring lodgen, og dér, lige 30 cm

fra mine fødder, ligger der en hel stribe

af forvoksede hamstre, som heldigvis

viser sig ikke at være honninggrævlingens

familie, men en klippegrævling-familie,

der prøver strudsetricket:

”Vi er her ikke, vi er her ikke”. Vores

guide fortæller insisterende, at den

lille behårede fyr naturligvis er i familie

med elefanten - og kan klatre!! Al den

mangfoldighed giver underholdning til

mange timer, hvor mange fantasifulde

slægtskaber afprøves på vores guide,

men han benægter bl.a. at bavianen

er i familie med zebraen, selvom det

lyder ligeså logisk som klippegrævlingeelefanten.

og hvem skulle have troet,

Migrerende gnuer. Serengeti (Tanzania) og Masai Mara (Kenya) er verdenskendt for

gnuernes vandring, der foregår i en kæmpe cirkel, som det varer gnuerne et år at

fuldføre.

Air Tanzania på besøg i lejren. Den vældige Marabou-stork spreder sine vinger

og lægger an til at lette ud over Ngorongoro krateret, som skimtes i baggrunden.

32 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 33


at den største oplevelse ved en lodge

i Serengeti var sådan en lille fætter og

dens søde familie?

air tanzania ved ngorongoro

Vi kører opad og øjner, at der er noget

stort til højre for os, som rigtig udfolder

sig, da vi lander på turens mest organiserede

campingplads med udsigt over

det efter sigende største vulkankrater

på kloden: ngorongoro national Park.

Det danner et over 260 km2 naturligt

amfiteater, som er surrealistisk

og smukt. Krateret rummer også det

største antal store vilde dyr pr. kvadratmeter

i Afrika.

Sprogfolk skændes åbenbart om, hvorfor

det hedder ngorongoro, for det kan både

betyde et koldt sted, et bjergrigt sted og

et stort hul, men det passer det hele,

og i 2200 meters højde bliver det både

turens fysiske og oplevelsesmæssige

højdepunkt. Vi sidder og småsnakker,

mens aftensmaden simrer.

Uden varsel lander der en storkelignende

sag lidt væk – den er nok 1,5

meter høj, har et vingefang på flere

meter og kigger fredeligt på os fra sine

tynde, hvide ben, mens den retter på

sin blålige fjerdragt. Vi omdøber den

Hvis du vil vide mere:

fluks til Air Tanzania og ser beundrende

til, mens den letter over krateret.

en mand råber: ”Tempo, tempo”, og

en hanelefant vader roligt ind igennem

lejren og spiser lidt fra træerne. Den bor

jo her, tænker jeg, så hvorfor skulle den

ikke bare tage sin aftentur? Men den er

godt nok stor, sådan en elefant uden

snor eller elefantfører. Den forsvinder

igen, lige så hurtigt som den dukkede

op, og vi bekræfter hinanden i (med fjollede

smil på læberne), at den sørme var

god nok – der var dæleme en fin elefant

lige her midt i det hele for lidt siden!

”Hakuna matata”, lyder det kækt fra

vores ellers diskrete guide, hvilket

betyder ”no worries” på det fjollede,

men underholdende kunstsprog swahili.

Det må være en underfundig kolonist,

der har opfundet det, funderer jeg. og

det er det da også, en tysker vistnok –

med det formål at kunne kommunikere

med alle stammerne. Tænk, at kalde et

langsomt dyr som elefanten for ”tempo”

– han må have stødt ind i elefanter som

hende vi mødte nogle dage tidligere.

natten falder på, og vi skal sove, men

selvom jeg aldrig har været tættere på

ækvator, og det endda er juli, er her

rigtig koldt - omkring 8 grader. Med

alt vores tøj på hører vi vortesvinene

grynte udenfor, mens vi fryser som små

pingviner med olie på fjerene.

Dagen efter vandrer vi rundt med en

bevæbnet ranger og møder en venlig

masai, der også har sit spyd med, når

han cykler, og vi ser kraterets overflod

af dyreliv og den fine Rift Valley, som

er menneskehedens udgangspunkt. Vi

er fyldt til bristepunktet med alle oplevelserne

og vinker farvel til guiden og

schweizerne, som allerede har lovet, at

de vil vise os deres bjerge næste gang

vi har ferie.

Men mere vil ha´ mere, så nu går jeg

og pønser på, hvordan vi kan få sneget

en safari til det centrale eller sydlige

Afrika ind i rejseprogrammet. Det skal

nok lykkes en dag – ellers vil jeg først

blive rigtig overrasket – og indtil da må

vi tage ned til lolland og lege safari i

hyggelige Knuthenborg.

transport:

Det er nemt at komme til Arusha, som er indgangsbyen til nationalparkerne i området. Vi kørte i bus i nogle timer

fra Nairobi i Kenya, og ellers kan man flyve fra Dar Es Salaam i Tanzania. Ulempen ved Kenya-vejen er en overnatning

i ubehagelige Nairobbery samt et ekstra visum. Man kan også flyve direkte fra Arusha til Zanzibar og på den

måde få en super oplevelse på krydderiøen med i købet.

Vi fløj med Etiopian Airlines, som havde topservice, nye fly og uden sammenligning byens bedste tilbud på en billet,

der skulle (og kunne!) dække både Øst- og Vestafrika. De er desværre holdt op med at flyve fra Danmark, men

flyver dog fra Stockholm, London og Frankfurt.

safari:

Safarier kan fås i mange prisklasser på stedet, men inkluderer en del afgifter til nationalparkerne. Så en billig fornøjelse

er det ikke. Der er en del fuskere i byen, så brug tid på at besøge kontoret og snakke med arrangøren. Så

længe man holder sig til de officielle lister over safari-udbydere, er man i gode hænder.

Vi betalte 700 kr/dag alt inklusive med eget valg af rute og overnatningsform hos Roy Safaris, som havde en del

safaribiler og lå prismæssigt i mellemklassen. Vi oplevede ikke nogle af de skrækhistorier vi har hørt om safarier,

nemlig at der fx kan være 50 biler på det samme sted, hvis der er løver i området. Det sjældne sorte næsehorn

i ngorongoro trak seks biler – måske fordi parkerne er så store i Tanzania, at der ikke virker overfyldt (25 % af

Tanzania er udlagt til nationalparker og reservater). Safari er oplagt fra juni til februar, men med store forskelle i

temperaturer og dyreliv.

de lokale:

Tanzanianerne er et venligt og fredsommeligt folkefærd. Udover uroligheder på nogle af øerne (fx øen Mafia, gad

vide hvorfor...) og langs grænsen til Congo i vest virker Tanzania som et sikkert og relativt ukompliceret rejseland.

Kælne løver fanget i morgenlyset netop som dagen gryer.

Der er løver alle vegne i Serengeti, og utroligt nok så vi

flere løver end elefanter.

En Masai med sin vandrestok. Masai-folket er

krigere, der lever af at jage de vilde dyr i krateret

og på savannen.

De noget uheldigt udseende Maraboustorke

agerer levende fugleskræmsler i

træerne i solopgangen.

Mange af dyreracerne i Serengeti synes at

være gode venner. Her småfugle, zebra og

akrobatisk giraf indenfor få meter.

En glubsk grib våger over den ufattelige

store Serengeti-slette, mens vi

ivrigt spejder efter et muligt nedlagt

bytte i nærheden.

3 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 35


Darfur – hvad vil du vide?

TeksT og FoTo: rasmus kraTh

På trods af løfter om det modsatte bombarderer den sudanesiske regering stadig civile landsbyer i dele

af Darfur, hvor lokale bønder og oprørsgrupper kræver adgang til egen jord. Billedet er sløret, da det blev

taget i smug gennem en flyrude.

når jeg nu skriver, at jeg har været i

Darfur-provinsen i Sudan – hvad vil du

som læser så gerne, at jeg skriver om?

Hvad vil du vide, og hvilke billeder vil du

gerne se derfra?

Hvis jeg skriver, at der i Darfur er store byer

med asfaltveje, gadekryds med stoplys

og sågar et universitet med studerende i

medicin, økonomi og marketing, får du så

lyst til at læse videre? Jeg kunne så skrive

om alle de mennesker, der lever i brunrøde

murstenshuse, og går på arbejde, efter de

har sendt deres børn i skoler i Darfur - og

så medsende et par fotos af børnene og

skolerne. Ville det være ok?

eller ville det være at intimidere de næsten

to millioner mennesker, der er flygtet fra

krig i næsten alle dele af Darfur til andre

dele af Darfur, hvor de nu bor i enorme

flygtningelejre og savner de medlemmer

af deres familie, der er blevet skudt eller

voldtaget til døde?

eller ville det bare kede dig som læser at

vide noget om skolerne i forhold til flygtningelejrene?

det er da meget normalt

Da jeg kom tilbage til Khartoum efter at

have været i Darfur med Fn var jeg både

lettet, forvirret og lidt mærkeligt uforløst.

Der så da meget normalt ud de fleste

steder…”, måtte jeg sige til mig selv.

3 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

Men da jeg kiggede op i aftenhimlen over

Khartoum og så det hvidmalede passagerfly

med overmalede vinduer, der

lettede fra hovedstadens lufthavn med

kurs mod vest, så vidste jeg godt, at regeringsbomberne

ville regne over Darfur igen

i nat. bare ikke de steder jeg havde været

derude, men de steder, hvor næsten ingen

udefra kommer, og hvor folk ikke kan råbe

efter hjælp fra Fn eller andre. I hvert fald

ikke uden en militsgruppe lugter blod.

Darfur er kæmpestort. På størrelse med

Frankrig. Danmark kan ligge 12 gange i

Darfur.

Kaster med brosten

”Hvordan er Danmark?”, spurgte en sudaneser

fra Khartoum mig om en dag. ”Jeg

har hørt, at man kaster med brosten på

gaderne i byerne og slår politibetjente

ihjel”.

”Joo, men sådan er det jo ikke over det

hele…”, svarede jeg.

Mange verdener

Jeg oplevede Darfur som mange verdener.

Som et sted beskrevet øverst i dette brev.

Som et sted med ørken, får, kameler og

storslået natur. og som et sted, hvor en

oprørskrig er i gang ude i mange små

ikke ens samfund. et vidstrakt land, hvor

mange forskellige folkegrupper kæmper

om at få mere indflydelse og ret til jord,

og hvor nogle militser under fællesbeteg-

nelsen Janjaweed (arabisk ord for ”mand

til hest med våben”) støttet af regeringen

kæmper den anden vej og samtidig

udnytter uroen til at bryde stort set alle de

menneskerettigheder, der findes.

nogle steder i Darfur er der krig og mord.

Andre steder er der fredeligt, og millioner

af folk passer deres job og har tag over

hovedet. nogle af dem var trætte af, at jeg

kom og ville høre deres historie om død

og ødelæggelse. De gik jo bare på arbejde

og kendte ikke nogen af de fordrevne,

voldtagne og mishandlede mennesker i

Darfurs mange flygtningelejre.

Hvad vil du gerne høre om?

Sort, hvidt – eller begge ting?

er folk i Darfur bedst tjent med, at vi kun

forholder os til de forfærdelige ting, der

vitterligt foregår, og opretholder billedet af

forpinte og forfulgte mennesker, der ikke

har nogen fremtid?

eller vil det styrke området på sigt, at

omverdenen også ser på Darfur som et

sted, der ”fungerer” i et vist omfang, hvor

mange menneskers liv ikke er synonym

med flygtningelejre og lidelse, men med

aktivitet og produktivitet; så vi rent faktisk

kan tro på, at der også kan gro noget positivt

ud af området i årene frem?

Kan vi have begge forestillinger på samme

tid?

Vagt foran FN´s og Den Afrikanske Unions hovedkvarter

i El Fasher, Darfur. Flere vagter er blevet skudt

ned i El Fasher by, og ugen forinden mit besøg i byen

var hovedkvarteret blevet angrebet af militssoldater.


tema verdens vilde dyr

Fridykning med harpun i

Nordnorge

Vi havde kørt i mere end 2 timer. det var fugtigt, koldt og blæsende. Ingen

af os fem i den røde fiat Punto havde fået mere end et par timers søvn,

siden vi havde forladt danmark. fra København havde vores kurs næsten

været stik nord, og nu hvor vi stod nord for polarcirklen, under snedækkede

bjerge og på glatte sten i vores mm tykke våddragter, gik det op for mig,

at undervandsjagt i nordnorge havde virket som en langt bedre idé, mens vi

var derhjemme. nå, men iskoldt eller ej - i vandet det skal vi!

TeksT og FoTo: morTen Villadsen

Vi er et slæng af studerende der dyrker

undervandsjagt. Vi kender hinanden fra

studier, konkurrencer og klubber, og der

er lagt op til en uges hardcore dykning fra

tidlig morgen til vi falder i søvn 19.30 om

aftenen – de aftener vi ikke natdykker,

selvfølgelig.

På danske sommerdage hvor algerne

har snadret de indre danske farvande til

og iltsvindet har luret, har vi drømt om

nordatlantens kølige klare sigtbarhed og

rige liv. Vi har købt nyt grej, slebet spyddene,

skiftet til lidt tykkere elastikker

og studeret søkortet. Vi har simpelthen

glædet os.

Men når man står med røven bar og

skifter til klam neoprenbeklædning på

en kold rasteplads i nordnorge og både

himmel og hav ser gråt ud, kan man godt

få sin tvivl om hvad det er, der igen har

fået en til at handle stik imod de fleste

menneskers fornuft. Men nu er vi her

– og i vandet skal vi!

norge, et eldorado for en

undervandsjæger

Da jeg lægger mig og kigger ned fra overfladen

stikker kulden mig i ansigtet på de

ubeskyttede kinder, og huden trækker

sig sammen som om hele hovedet skal

implodere. Det eneste man kan gøre

er at ignorere smerten og vente på at

blodet forlader de overfladiske blodårer

og finder andre mere temperaturbevarende

veje rundt i kredsløbet.

Strømmen er temmelig stærk, men sigtbarheden

er +10m. overalt svømmer

store stimer af små sejer, og nedenunder

stimefiskene cruiser de store torsk

og lubber, roligt og afventende.

Det her er ligesom at se en DVD. eller at

drømme. Jeg må knibe mig selv i kinden

for at mærke at det her er virkelighed, og

at jeg fridykker rundt midt i det hele – på

undervandsjagt!

efter et par minutter hvor jeg vænner

mig til omgivelserne ser jeg den lange

blå krop fra en havkat. Den er lige

præcis så grim som jeg er blevet fortalt.

nordmændene har mange myter om

denne dybvandsskabning. Med dens

store kæber siges det at den kan knække

et kosteskaft selv 3 timer efter dens død.

Det meste af året lever den dybt ude i

havet, men i den tidlige sommer kommer

nogle enkelte havkatte ind på lavt vand

og indenfor rækkevidde af undervandsjægere.

Denne havkat ligger nede på 8

m dybde, men jeg kan tydeligt se den fra

overfladen. Min kammerat tager billeder

imens jeg tager en dyb indånding og

nærmer mig bunden med min harpun,

mens jeg gør mig umage for ikke at

skræmme dyret væk.

Fra 3 m afstand sætter jeg spyddet lige

bag øjnene og forsøger med det samme

at få kontrol over den stærkt kæmpende

og – nu – ret rasende havkat. efter et

lille minuts tid har jeg så meget kontrol

over denne blålige midgårdsorm at jeg

kan aflive den med en kniv i nakken. Men

jeg er stadig ikke helt tryg ved at håndtere

den. Hvis den nu tager fejl af mine

fingre og et kosteskaft…

Med tusinder af kilometer af klippekyst,

verdens stærkeste tidevandsstrømme

og kun fire millioner indbyggere byder

norge på noget af europas bedste

undervandsjagt. Sej, torsk, lubbe (også

kaldet lyssej), rødspætte, pighvar,

makrel, havkat, havtaske og helleflynder

kan fanges i størrelser og antal som

får enhver sammenligning med andre

steder til at falde ud til norges fordel.

Alle nævnte arter er desuden rigtig gode

spisefisk, og nu vi er ved den kulinariske

del af undervandsjagt så byder det

nordlige Atlanterhav også på delikate

kammuslinger, kongekrabber, taskekrabber

og hummere. Men på grund af

fortidens overfiskning af hummere er de

nu beskyttet af fredning.

livet på de yderste skær

Vi sejler rundt i skærgården i en glasfiberbåd

som vi har slæbt efter bilen fra Danmark.

Vi skiftes til at være bådfører, så de andre

undervandsjægere roligt kan dykke uden

at skulle tænke på risikoen for at blive ført

væk af strømmen. Herude blandt små

nøgne klipper kommer vi tæt på havørne

og oddere der ligesom os nyder godt af det

rige fiskeliv. Havørnene sidder på skærene

og venter på at der skal drive en halvdød

fisk forbi. Odderen er anderledes aktiv i sin

fødesøgning, og med list kan en snorkeldykker

komme tæt på begge rovdyr.

Tidligere på dagen havde jeg et superfiskeri

i de yderste skove af kelp (alger). Jeg

behøvede bare at vente 20-30 sekunder på

6-8 meters dybde før de nysgerrige lubber

svømmede i cirkler omkring mig. Indimellem

kom der også torsk hen og tjekkede mig ud.

Snart havde jeg fanget min selvvalgte fiskekvote

og ville op og slappe af i båden. Min

kammerat, Johan, var glad for afløsningen

og sprang glad i bølgen mens jeg tog en lur

med en af de uheldige fisk som hovedpude.

Da jeg senere vågnede var båden drevet et

par hundrede meter, og jeg sejlede nu rundt

til de orange overfladebøjer og fik folk op i

båden igen.

Johan kunne fortælle om hvordan han som

en anden krokodille i overfladen havde

gledet ind mod en odder der sad på land

og spiste sushi. Da han var blevet nødt til

at få lidt af kroppen ud af vandet havde han

dækket ansigtet med blæretang og odderen

havde først forladt spisebordet på få meters

afstand – med et ordentligt plask!

under den hvide bro

I den uge vi var af sted fik vi skudt en del

fisk og set endnu flere. Vi samlede kammuslinger

til vores læber blev blå, og ved en

enkelt lejlighed blev den meget delikate –

men også meget aggressive – dybhavsfisk,

havtasken, fanget med de bare hænder! Fra

vores hytte kunne vi se marsvin i solnedgangen,

og på hele turen var vi velsignet

med fladt vand og blå himmel.

Men højdepunktet hver dag var når vi afsluttede

med et par dyk på det lokale hotspot:

Den hvide bro med de fire piller. Vi opdagede

dette meget spændende sted den allerførste

dag, og det var næsten kærlighed ved

første blik. Stimerne af sej og makrel syntes

uendelige her – og det samme gjaldt de

større lubber og torsk der tog sig en småfisk

i ny og næ.

Men jo mere vi dykkede på stedet, jo dybere

ned søgte stimerne – og med dem forsvandt

også de nu større – og nu mere sky – rovfisk

mod bunden.

En anskudt havkat skal behandles med varsomhed og en god portion råstyrke.

Men indimellem blev en torsk eller lubbe

alligevel lidt nysgerrig efter at se hvad det

dog er for et kluntet væsen der kom ned

fra overfladen, og hurtigt blev vi meget

selektive med hensyn til hvilke fisk vi efterstræbte.

At fylde fryseren ville ikke være

noget problem, men heller ikke nogen

særlig sportslig eller etisk opførsel. I stedet

nød vi at svømme blandt de mellemstore

fisk og trykkede kun på aftrækkeren når de

helt store trofæfisk kom på skudhold.

efter et par lange dybe vejrtrækninger

dykker en af jægerne ned langs en bropille.

Han venter – neutralt svævende i vandet

på 20 m dybde – og begynder snart at

forfølge en fed, dovent svømmende torsk.

Den svømmer langsomt væk fra ham og

gemmer sig bag en af de mindre søjler som

pillerne står på. Han nærmer sig pillen og

pludselig ser han den! Ikke torsken, men ud

af det mørke vand på 23 m dybde dukker en

fuldt udvokset lubbe frem, og den har ikke

har tænkt sig at afvige fra sin rute lige forbi

ham. ZAK! Skuddet sidder næsten perfekt

bag hovedet, men under opstigningen bliver

fisken viklet ind i liner der får snoet sig rundt

om søjlerne. Heldigvis har spyddet godt fat

i fisken og problemerne med linerne bliver

let løst i næste neddykning. Da han kigger

op efter andet dyk ser vi alle måbende på

turens største fisk og dagens lykkeligste

undervandsjæger.

38 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 39


Ugens største fisk. En lubbe på 9.3 kg. Fanget af en Kalundborgdykker

ved Kristiansund.

om undervandsjagt

undervandsjagt nyder fortsat en

meget lille udbredelse i danmark, men

er ved at blive mere populært – dog

gør de nordiske vandtemperaturer

nok deres til at det aldrig bliver lige

så almindeligt som i Middelhavet hvor

undervandsjagten har sin oprindelse.

Fiskeriet foregår uden iltflasker (dvs.

snorkeldykning eller fridykning)

på dybder mellem 0 og 0 meter.

undervandsjægere bruger meget

tætsiddende våddragter der ikke

giver plads til nogen vandudskiftning,

men som til gengæld er varme

nok til alle skandinaviens årstider.

I norden jages der ofte med harpuner

drevet af tykke gummielastikker og

med en maksimal rækkevidde på ca.

meter. fra harpunen bruger mange

jægere en line der går op til en

orange overfladebøje sådan at man

kan slippe harpunen uden at miste

den i tilfælde af problemer med store

fisk på dybt vand.

norsk undervandsjagt –

det praktiske

Havkattene kommer ind på lavt vand i de tidlige sommermåneder og er

ofte nemme at komme tæt på, når de først er opdaget.

to fede torsk er blevet fanget blandt makrelstimerne under den

hvide bro.

transport:

ofte vil det være en fordel at køre

i bil da mange af de gode dykkerområder

ligger langt fra alfarvej. en

båd vil absolut være det mest optimale.

undervandsjagten:

det er som regel mest liv på de

ydre skær og helst steder med god

strøm. broer vil ofte være et godt

sted at starte. der kræves ingen

tilladelse til at harpunere, intet

fisketegn, men der må ikke jages i

ferskvand eller efter ørred og laks.

Vandtemperaturen er mellem 2 og

1 grader. den bedste sæson er

fra april til november alt efter hvor

nordligt man rejser. sigtbarheden

kan være alt mellem og 0 meter.

begynder med lyst til at komme

i gang?

se følgende hjemmesider fra danske

forums, kurser og undervandsjagtklubber:

www.reginamaris.dk

www.huh.as

www.naknemo.dk

www.kskdyk.dk

www.spearfishing.dk

eller kontakt artiklens forfatter:

telefon: + 5 2 21 90 3

Mail: villadsen.morten@gmail.com

norske og internationale sider:

www.kristiansundcup.no

www.frivannsliv.no

www.medfish.com

Et smukt dobbeltportræt fra Tromsø af to af artiklens

hovedpersoner under svævende havørne og blå himmel.

”billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder af vilde dyr.

det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.”

FORSIDEKANDIDATER

Marts 2008 / nr. 31

Globen

leopard, etosha, namibia

Foto: Jakob Øster

Marts 2008 / nr. 31

Globen

Træt sæl, Antarktis

Foto: Mogens nielsen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b

Marts 2008 / nr. 31

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b

løvepar, Murchinson Falls, Uganda

Foto: Rasmus Krath

Marts 2008 / nr. 31

Globen

M e d l e M s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b

Tukan, Parque das Aves, brasilien

Foto: Morten elm

0 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 1


Tasmanien -

straffefangernes ø

amerika har alcatras, frankrig har djævleøen, og briterne har tasmanien.

straffekolonier folk sjældent vendte tilbage fra. Mange franskmænd og

briter blev sendt til disse straffekolonier på oversøiske destinationer for,

hvad vi i dag ville betegne som bagateller. Papillon blev sendt til djævleøen

for at have stjålet en cykel, og på tasmanien mødte jeg en kiwi, hvis oldefar

fra skotland, blev sendt halvvejs rundt om jorden for at have stjålet et

armbåndsur. I dag eksisterer kun ruinerne og historierne om de mange

skæbner. jeg besøgte den gamle straffekoloni i Port athur og snakkede med

folk om Mary, danmarks kommende dronning.

TeksT og FoTo: arne runge

Fængslet for britiske straffefanger i Port Athur på Tasmanien.

Der var hundekontrol i lufthavnen, og jeg

var sikker på det var drugs, hunden ledte

efter. Det værste var at den stoppede

ved min rygsæk og logrede helt vildt

med halen, mens den kradsede ivrigt

på rygsækken. Jeg havde lige været

på Filippinerne, hvor alle backpackerne

røg marihuana hver aften. Fem kroner

grammet, kostede det, så der blev røget

en hel del, og min hashpibe var blevet

brugt flittigt.

Jeg var skrækslagen. Måske var der

stadig lidt marihuanarester i piben, eller

endnu værre, noget marihuana, der

havde sneget sig ned i rygsækken. Der

stod jo navn på sækken, så der var kun

ét at gøre: Jeg gik hen til tolderen og

fortalte, at det var min rygsæk, hunden

var så glad for. Han kikkede alvorligt

på mig og spurgte, om jeg havde noget

mad i rygsækken. Det havde jeg. Der var

lidt brød, sukker, teposer, nescafe og et

par æbler. Her har vi problemet, sagde

han. Det er forbudt at indføre frugt i

Tasmanien, har du ikke læst skiltene?

Jeg fortalte, at jeg ikke havde bestilt

noget hotel, så jeg havde forgæves kikket

efter en turistinformation, der kunne

hjælpe mig med at finde et sted, før jeg

tog ind til byen. Derfor havde jeg ikke

bemærket skiltet med, at det var forbudt

at indføre frugt. Du kan være glad for at

jeg er i godt humør i dag, sagde han og

tog æblerne, ellers havde du fået en stor

bøde. Mange tak, sagde jeg brødebe-

tynget, og fik lov at gå. Uha da, tænkte

jeg, det var godt nok en nervepirrende

oplevelse.

Jeg skyndte mig ud på gaden og tog en

shuttlebus ind til centrum. Hvilket hotel,

spurgte chaufføren. Jeg har desværre

ikke bestilt noget, men jeg vil gerne bo

på et hostel midt i centrum. Har du et

forslag, spurgte jeg. Det havde han, lad

os prøve lloyd’s backpacker. Det er et

stort hostel, og der er som regel plads.

og det var der gu’skelov.

tasmanien, øen nedenunder

downunder

Hvis Australien er downunder, må

Tasmanien vel være down under,

downunder. Øen ligger temmelig

isoleret, godt 12 timers sejlads sydpå

fra Melbourne på det australske kontinent.

Australien har, på godt og ondt, for

nylig fået et lavprisflyselskab, ligesom vi

efterhånden har en del af i europa. Det

gode er, at det er billigt, det dårlige er, at

man går glip af oplevelsen ved at rejse

overland, når man flyver.

Selskabet hedder Jetstar, og det flyver fra

Sydney til Tasmanien for 79 dollars. Det

koster 160 dollars at sejle fra Melbourne

til Tasmanien. Så jeg valgte, ligesom de

fleste andre backpackere, at flyve. Kun

folk, der vil have deres bil med, eller er

parat til at betale for oplevelsen med

“Spirit of Tasmania”, tager færgen.

Aboriginere optræder i

Sydney Harbour.

Tassie – kælenavnet for Tasmanien – har

det hele. Øen er simpelthen et skatkammer

med store ubeboede områder

med masser af vild natur, masser af vilde

dyr, bjerge, floder og søer. Mulighederne

er enorme. bushwalking, cykling, rafting

og kajaksejlads. Men de lokale har været

længe om at tage mulighederne til sig.

Svaret ligger i en grim fortid. Vær ikke

overrasket, hvis du engang imellem

får en uforklarlig følelse af tristhed.

Spøgelset fra fortiden er reelt, og det

har taget lang tid for tassierne at forliges

med det.

et land bygget op af

kriminelle briter

Jeg har det med at spørge hvide mennesker,

der bor i Afrika, Amerika og

Australien, hvilket land de nedstammer

fra. Mange amerikanere kender efterhånden

deres rødder. De ved, at deres

bedstefar eller oldemor kom fra Spanien,

Italien, england, eller engang imellem

fra Skandinavien. Men når man spørger

en australier, hvor hans familie stammer

fra, siger de fleste Australien.

Jamen, du må jo nedstamme fra europa

med din hudfarve, plejer jeg at sige,

men nej, det interesserer man sig ikke

så meget for i Australien. og grunden er

selvfølgelig, at mange af dem, der kalder

sig australiere, nedstammer fra britiske

straffefanger, der for et par hundrede år

siden blev tvangsforflyttet til fængslerne

i Australien. De fleste kom aldrig tilbage

til Storbritannien, men blev gift og stiftede

familie her downunder. og det var

de, indtil for ikke ret mange år siden,

ikke særlig stolte af.

Det er heldigvis ved at skifte. I dag ved

de fleste, om de stammer fra England,

Skotland, eller måske Irland, men der er

kun ganske få, der har undersøgt deres

rødder og kan fortælle om forfædre

blandt straffefanger.

Jeg mødte dog en ældre mand i Hobart,

hovedstaden på Tasmanien, der havde

undersøgt sit stamtræ og fundet ud af,

at hans greatgreatgrandfather var fra

london. Tiptipoldefaren havde på et

tidspunkt stjålet et armbåndsur, og da

politiet forsøgte at arrestere ham, havde

han slået et par tænder ud på en af politimændene.

Derfor blev han sendt til Port

Arthur, en by i nærheden af Hobart. Han

kom aldrig tilbage til england, men blev

på Tasmanien, hvor han stiftede familie

med en kvindelig eksfange og altså nu

2 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 3


havde en sønnesønnesøn, som syntes

det var en ret interessant fortid, hans

familie havde haft.

Det var ikke kun mænd, men osse

kvinder, der blev sendt af sted på en

enkeltbillet til Australien. Jeg deltog i en

guidet rundtur i Port Arthur, hvor vi så

fængslerne og hørte om nogen af skæb-

nerne. På en af øerne i havnen var der

et børnefængsel, og guiden fortalte, at

mange af de indsatte børn, som var børn

af eksfanger, kun havde begået mindre

forbrydelser, såsom at stjæle et brød

på grund af sult. Handlinger som i dag

vel havde medført en skideballe eller en

bøde, var dengang nok til at blive sendt

i straffe- eller forbedringslejr. I det hele

taget var det meget triste historier, som

guiden fortalte os.

I 1830 valgte guvernør Arthur at aflukke

den halvø, hvor Port Arthur ligger, så

den var reserveret til fanger, som havde

begået gentagne kriminelle handlinger i

kolonien. Halvøen er forbundet med øen

med en stribe land, mindre end hundrede

meter bredt, kaldet The eaglehawk neck.

For at undgå flugt blev store hunde kædet

sammen som et levende hegn mod flugt,

mens rygter cirkulerede om det hajfyldte

farvand på begge sider af landtangen.

Det lykkedes kun meget få at flygte.

Fra 1830 til 1877 gennemlevede 12.500

fanger en hård og brutal fængselstid i Port

Arthur. For de fleste var det et helvede på

jord, men faktisk havde de, der opførte

sig ordentlig, ofte bedre forhold end de

indsatte i de britiske fængsler hjemme i

england, Skotland og Irland.

Port Arthur blev midtpunkt for et

netværk af straffelejre på halvøen.

Fangerne byggede fine bygninger med

en blomstrende, selvforsynende fængselsindustri,

blandt andet med dyrkning

af grøntsager, bygning af savværker og

skibe, en kulmineindustri, skomagerværksteder,

og produktion af mursten

og søm.

Australiens første jernbane løb de syv

kilometer mellem norfolk bay og long

bay. Straffefanger skubbede vognene

langs sporene, og en telegraf tillod hurtig

kommunikation mellem Port Arthur,

andre stationer og hovedstaden Hobart.

et drengefængsel blev bygget på øen

Port Puer, til at reformere og uddanne

ungdomsfanger, og en kirke blev rejst.

Tro ikke, at du kan forblive uberørt af,

hvad du ser. Der hviler en tristhed, en

grotesk følelse af sorg over halvøen,

hvilket måske var grunden til, at en

fortvivlet ung mand begik massedrab

her i april 1996. Han dræbte 35 mennesker

og sårede endnu flere. Efter at have

nedbrændt et lokalt guesthouse, blev han

til sidst overmandet. Ved retten i Hobart

fik han en livstidsdom med påskriften:

“never to be released”.

aboriginerne

Historien om øens indfødte befolkning,

the aboriginals, er ikke mindre tragisk.

Da de europæiske landmænd ankom til

Australien, indhegnede de store landområder

med frugtbar jord til landbrug.

Aboriginerne mistede mere og mere af

deres traditionelle jagtmarker, hvilket

førte til krig mellem de indfødte og de

hvide, de såkaldte black Wars.

I 1828 blev der erklæret krigstilstand,

og aboriginerstammer blev systematisk

myrdet eller fængslet. Mange andre

døde af de sygdomme, europæerne

medbragte, som tuberkulose og syfilis.

Man tog slaver, og mange briter stiftede

familie med indfødte slavekvinder.

I dag er der ingen aboriginere tilbage på

Tasmanien. Den sidste fuldblods tasmaniske

aboriginer døde engang sidst i det

nittende århundrede. De eneste halvblods

aboriginer, jeg så på min rejse,

optrådte for turister i Sydney Harbour og

på bondi beach. ellers lever de få, der er

tilbage, i Uluru, Ayers Rock, i northern

Territory.

frede og Mary

Der var engang en ung kongesøn i

Danmark der, ligesom H.C.Andersen,

måtte gå så grueligt meget igennem,

før det endelig lykkedes ham at blive

lykkelig. Hans far, som var franskmand,

mente, at dem man elsker, skal man

tugte. og det gjorde han så.

Da kongesønnen blev teenager, forelskede

han sig flere gange i smukke unge

piger, men hver gang han tog dem med

hjem, sagde hans mor, som var dronning,

og derfor bestemte: nej, duer ikke,

om igen.

Men så en dag rejste han sammen med

sin lillebror Joakim og nogle gode venner,

som alle var sejlere, til Australien, som lå

helt omme på den anden side af jorden.

De skulle overvære De olympiske lege.

en aften, efter de havde sejlet hele

dagen, gik de ind på en pub for at drikke

nogle fyraftensbajere. og her mødte han

Mary.

Hun troede, han var sportsmand, hvad

han jo osse var, men vidste ikke, at

han osse var kronprins af Danmark.

Kærligheden mellem dem blev så stor, at

han tog chancen og præsenterede hende

for sin mor, dronningen. og fan’me om

ikke hun vendte tommelfingeren opad

og sagde ja. Hun er jo ikke bare smuk,

sagde hun, hun er osse sød, og så har hun

ingen fortid. I hvert fald ikke i Danmark.

og alle blev glade, ikke bare i Danmark,

men osse på Tasmanien, hvor pigen kom

fra. og nu lever de, forhåbentlig lykkeligt,

lige til deres dages ende.

Meget få tassier har i de sidste mange

år befundet sig i alverdens spotlight,

og ingen har nogensinde gjort sig mere

bemærket internationalt, end Mary

Donaldson, pigen fra Taroona, som lige

nu gennemlever et moderne dages H.C.

Andersen eventyr i europa.

Mary blev født i Hobart i 1972 hos familien

Scots, som var emigreret til Australien

fra Skotland årtier tidligere. Hun var den

yngste af fire børn og gik på Taroona

gymnasium og opnåede i 1993 en business-

og jura-degree fra University of

Tasmania. efter at have færdiggjort sin

uddannelse flyttede Mary til Melbourne

og arbejdede et stykke tid i reklamebranchen.

Derefter rejste hun europa og

USA rundt som backpacker, før hun til

sidst vendte hjem til Australien og slog

sig ned i Sydney.

Mary mødte Danmarks kronprins i

Sydney på pubben Slip Inn under De

olympiske lege i 2000, hvor Frederik var

i Australien med det danske sailorteam.

Parret begyndte et forhold, som satte

alverdens sladdermagasiner i et vanvid

af spekulationer, indtil Mary og Frederik

annoncerede deres forlovelse i oktober

2003. De giftede sig i København i maj

2004 med et hav af lykønskninger fra

folk, som stod i gaderne, viftende med

det danske og australske flag.

efter alt at dømme er interessen for

Tasmanien som rejsemål for danskere

steget betydeligt, og mange tassieprodukter

har fundet et nyt eksportmarked

på grund af den intense

nysgerrighed om Mary og hendes

baggrund. Journalister prøver at gætte

sig til alt, og hun er jævnligt på forsiden

af alverdens dameblade.

Alle aspekter af hendes liv bliver endevendt.

er hun for tynd? ejer hun for

mange par sko? Var det en galdesten,

hun fik fjernet, eller er hun gravid igen? I

dag har kronprinseparret to børn, sønnen

Christian og datteren Isabella.

bottleshops

Alkoholmæssigt er der næsten svenske

forhold i Australien. Vil man købe en

flaske sprut, eller bare en enkelt øl, må

man gå til en bottleshop, en specialforretning

med licens til at sælge alkohol,

nogenlunde som Systembolaget i

Sverige. Det skal dog tilføjes at der

gu’skelov er mange flere bottleshops i

Australien, end der er systembolager i

Sverige, så det er aldrig svært at skaffe

sig alkohol. I hvert fald til klokken ti om

aftenen, hvor bottleshopperne lukker.

Mange restauranter og cafeer reklamerer

med, at de har fuld licens, hvilket vil sige

at man kan få en øl eller et glas vin til

maden. Men alkohol er, ligesom cigaretter

og tobak, betydelig dyrere end i

Danmark. De billigste cigaretter koster

55 kroner for en pakke, en pakke pibetobak

koster 130 kroner, og en håndbajer

sniger sig let op i 15 kroner i en

bottleshop. Det var lidt svært at vænne

sig til, når man lige var ankommet fra

Filippinerne, hvor en pakke cigaretter

kostede halvanden krone og en liter

Tanduay Rom lidt under en tier.

jul midt om sommeren

Alt er upside down i Australien. Det er

sommer om vinteren, og efterår om

foråret. Årets lyseste dag er den 24.

december, juleaften, så det er meget

svært at komme i julestemning, selv om

jeg aldrig nogen steder i hele verden har

set så mange julemænd som i Australien.

De er alle vegne. buschaufførerne

klæder sig ud som julemænd med rød

jakke, hvid paryk og hvidt skæg og råber

- ho ho ho, Merry Christmas - ud til folk

der passerer på gaden.

Det bliver endnu sjovere, når de rejser

sig, og man opdager, at de har shorts

på. en julemand i shorts, det har jeg

sku’ aldrig set før. og selvfølgelig bliver

julemandens kane trukket af kænguruer.

Alt er upside down i Australien, sådan er

det, og sådan skal det vel bare blive ved

med at være, ikke?

Slip inn - pubben i Sydney hvor Frede mødte Mary.

Australsk julemand i shorts.

I Australien er det kænguruer der trækker julemandens kane.

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 5


tema verdens vilde dyr

Brugsanvisning til

Madagascar og Lemurerne

da sammenslutningen af afrikanske lande ”organisationen for afrikansk

enhed” i 19 3 skulle oprettes, foreslog Madagascars præsident i fuldt alvor

at kalde den: ”organisationen for afrika og Madagascar”. et godt billede

på, at folk på øen er lidt for sig selv. det er Madagascars dyreliv også. tag

med når niels opsøger et væld af de eksotiske lemurer, der kun kan ses på

Madagascar.

TeksT og FoTo: niels iVersen

Da Madagascar løsrev sig fra Indien for

ca. 80 millioner år siden og begav sig på

sin vej fra Asien til Afrika, var de ægte

aber endnu ikke opfundet - der fandtes

kun halvaber. Da de ægte aber sidenhen

opstod rundt omkring i verden, viste de

sig at være hurtigere, stærkere, smar-

tere, mere fingernemme og totalt skru-

pelløse, og de fik hurtigt overtaget over

halvaberne.

Halvaberne forsvandt dog ikke helt. De

blev fordrevet til ydmyge nicher: de

såkaldte ’bush babies’ (galagoer) sidder

således stadig og græder hjerteskæ-

rende i den afrikanske nat, mens deres

fjerne slægtninge i Sydøstasien, lori-

erne, sniger sig forknytte rundt i bulder-

mørket og stirrer på verden med deres

store runde øjne, mens de spekulerer

på, hvordan alting dog kunne gå så galt.

Kun på Madagascar slap halvaberne for

illoyal konkurrence fra de ægte aber, og

her udviklede der sig med tiden et mylder

af lemurarter af alle mulige slags.

Fra omkring år 200 til 500 blev øen

imidlertid koloniseret af indvandrere

fra Indonesien, og det er stadig deres

efterkommere, der udgør 99% af

befolkningen. Det var ikke så heldigt for

lemurerne, for indvandrerne drev sved-

jebrug, og resultatet blev at næsten al

oprindelig natur har været brændt af

indtil flere gange.

I dag er ca. 17.000 km 2 ud af 587.000

km 2 udlagt til nationalparker, men

der bliver for tiden gjort en indsats

for at udvide dette areal - bedre sent

end aldrig. For resten er forholdene

i Danmark ikke et hak bedre: der er

næsten intet af den danske natur, der

kan kaldes oprindelig, og nationalparker

er - udenfor Grønland - noget helt nyt

og ukendt. Så vi er måske ikke de rette

til at belære malagasserne.

forskellige lemurarter

Alle eksisterende lemurarter og -racer

er fåtallige og truede, nogle mere end

andre. Hertil kommer, at de fleste kun

lever i begrænsede områder.

Således findes de velkendte ringha-

lede kattaer kun på den sydlige del

af øen i forholdsvis tørre og bjergrige

områder, og det anbefales at besøge

berenty reservatet, hvis man vil se

dem. Sifakaerne med den skægge sidelæns

hoppende gangart findes i små

populationer på tre adskilte steder på

øen: mod syd i samme område som

kattaerne, i nordvest samt i omegnen af

Ranomafana midt på øen.

Aye-ayerne, der lever af at grave larver

ud af mørnet træ med en ekstremt

forlænget knokkelfinger, findes spredt

på flere lokaliteter, og de har endda fået

deres eget reservat ’nosy Mangabe’.

Men sandsynligheden for at se disse

kulsorte sky natdyr er minimal selv der

- det kan tilmed være svært at spotte

dem i et bur i en zoologisk have.

Jeg havde kun et par uger, og

Madagascar er en stor ø med elendig

infrastruktur. Derfor nøjedes jeg med at

trille fra hovedstaden Antananarivo til

Toamasina på østkysten, herfra med båd

ad Canal des Pangalanes til økoresortet

bush House, herfra tilbage mod hovedstaden

med ophold ved nationalparken

Antanasibé. Jeg havde reserveret det

hele hjemmefra, inklusive transport med

bus og båd. busselskabet hed Madabus,

og færgeselskabet hed Cap St-Marie

– de to firmaer har kontorer dør om dør

i Antanararivo, og de har noget ellers

totalt uhørt på de kanter: køre- hhv.

sejlplaner med faste afgangstider.

ellers er transporten i Madagascar

baseret på bush taxaer, der først kører

når de er fulde. Det er billigt og nemt

hvis man skal samme vej som alle andre,

men upraktisk hvis man har specielle

ønsker. I stedet kan man tage taxa,

men med risikoen for at det er en halvtreds

år gammel Peugeot med vandret

gearstang og en knækket fjeder. På

lange stræk betaler det sig at investere

i flybilletter.

bush House

bush House viste sig at bestå af en

restaurationsbygning uden vægge og

et antal bungalower, der lå med udsigt

over en af søerne langs østkysten og

bagtil med såkaldt sekundær skov (dvs.

skov der er opstået efter rydning eller

afbrænding af den oprindelige skov).

Franskmændene forbandt hele raden

af søer med den såkaldte Pangalaneskanal,

der imidlertid nu er ved at sande

til og desuden er fuld af vandhyacinter.

Men medmindre man tør risikere 25

km på en hullet vej, som kunne få

en firhjulstrækker til at græde snot i

stænger, er der kun adgang ad søvejen.

På de mest problematiske steder står

der mænd klar, som for en skilling hiver

båden gennem sandbankerne.

På grund af disse svære adgangsforhold

kan det ikke undre, at bush House

er et meget fredeligt sted. Man kan

her se sorthvide varier, diverse arter

af eolemur-slægten og bambuslemurer.

Det skal imidlertid pointeres at

begrebet ’vildt dyr’ kan gradbøjes, for

folkene på bush House lagde bananer

ud til bambuslemurerne, og hver dag kl.

17 dut ankom der så en flok bambuslemurer

for at spise dem. no problem

- lemurerne var glade, jeg var glad, og

folkene på bush House var glade, når

bare jeg var glad (og ellers betalte min

regning og roste maden).

Jeg så også uspecificerede Eolemurlemurer

(de almindelige standard

gennemsnitslemurer, der findes i et utal

af arter og underarter), plus en enkelt

sorthvid vari. Det komplicerer sagen lidt

at bush House’s nærmeste nabo er et

sted ved navn Palmarium, hvortil man

har indført forskellige arter fra andre

dele af øen, men selv her farer lemurerne

frit rundt i træerne, undtagen når

de dukker op ved fodringsstederne for

at indtage dagens socialhjælp i form af

frugt og grønt.

Jeg kan jo ikke vide, om de lemurer

jeg så i glimt nær bush House bare var

på en dagsudflugt fra Palmarium. Men

de gjorde tydeligvis hvad der passede

dem, herunder at parre sig i flæng

med repræsentanter for andre underarter,

der slet ikke skulle have været

der. Men sådan gør mennesker jo også,

og lemurer har åbenbart ikke hørt om

zoologisk nomenklatur og racehygiejne.

Rødbuget lemur og en uidentificeret hybrid nær

Palmarium - det kan være svært nok at holde rede

på alle arter og underarter af Eolemurer, især når

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 de så oven i købet parrer sig i flæng…

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

Den ringhalede katta er en af

de mest kendte lemurarter og

lever kun på den sydlige del

af Madagascar.


Sorthvid vari lidt nord for Bush House - dvs. næppe en af dem der hører til

ved Palmarium, som ligger længere mod syd

andasibé

nationalparken Andasibé (= ”stor handelsplads”) ligger

midtvejs mellem østkysten og hovedstaden. Jeg havde

her reserveret en hytte i komplekset Feonny Ala nær

hovedvejen (alle andre overnatningssteder lå i landsbyen

Andasibé flere kilometer fra hovedvejen). Jeg fik

imidlertid nær ikke set parken, for da jeg ville besøge

den, spadserede jeg nordpå til et sted, der hed Misinjo

besøgscenter. Her fandt jeg ud af at man skulle hyre en

guide for at se stedet. Så jeg blev nødt til at drage tilbage

til Feonny Ala hvor jeg kunne hyre en guide til næste

formiddag.

Næste dag spadserede vi så rundt i fire timer og så alt

hvad man kunne ønske sig, herunder de berømte indrier.

Indrier er haleløse og de største nulevende lemurer (der

fandtes tidligere lemurer så store som bjørne, men dem

gnaskede malagasserne i sig længe før europæernes

ankomst). De lever i familiegrupper oppe i træerne, og

hver formiddag sidder de så deroppe og synger serenader,

så alle de andre indri-familier ved hvor de er.

Disse svarer så igen med deres egen lille hylekoncert, og

så fremdeles indtil henad middag, hvor alle efterhånden

ved, hvor hinanden er. Så lægger de sig med god samvittighed

til at sove middagssøvn, og den varer med korte

afbrydelser til næste morgen, hvor de er klar til en ny

dags vokalekvilibristiske udgydelser.

efter denne rundtur spadserede jeg op mod landsbyen og

bemærkede på vejen et stort hus på højre side af vejen.

Det viste sig at være indgangen til den RIGTIGe nationalpark

- Misinjo var ’bare’ et privat projekt baseret på

et stykke land med sekundær skov. Artsrigdommen her

skulle angiveligt være mindre, men jeg var nu godt tilfreds

med, hvad jeg så der. nå, nu måtte jeg jo så først tilbage

til Feonny Ala for at sikre mig en nat mere, derefter skulle

jeg bestille en guide til næste dags formiddag, og så først

kunne jeg spadsere op til landsbyen, der viste sig at være

totalt uinteressant.

næste dag i nationalparken spadserede jeg rundt med

en kvindelig guide og så på orkideer og øgler og fugle og

spindelvæv og insekter og - selvfølgelig - indrier. De er

faktisk ikke så svære at finde, for man skal bare gå efter

lyden. Men jeg tog fusen på min guide ved at opdage en

bambuslemur, før hun så den. og lige efter fandt jeg en

vandrende pind lige under den gekko, som hun stod og

pegede på. lidt har man da lært.

epilog

Udover de lemurarter jeg har nævnt ovenfor, findes der

også forskellige andre typer af lemurer, men de er knap

så iøjnefaldende. Det drejer sig dels om små brune ’sportive

lemurs’ - jeg aner ikke, hvad de hedder på dansk,

men de ligner bambuslemurerne, og derudover er der

de endnu mindre muselemurer, hvoraf den mindste er et

kræ, der blot vejer 30 gram. Men sandsynligheden for at

se disse arter i den fri natur er ikke stor.

I øvrigt anbefales det at anskaffe en bog om øens dyreliv

inden ankomsten dertil - selv i Antananarivo lykkedes det

mig ikke at opdrive sådan en.

Makaklemur fotograferet ved stranden nedenfor Palmarium - en af de

mange slags ’ægte’ lemurer (slægt Eolemur), men nok også en af dem der

lever af socialhjælp i form af bananer.

konkurrence snydt og bedraget

under temaet ”snydt og bedraget” har dommerkomiteen denne

gang valgt Uffe Jochumsens artikel, om den gang han fik renset ører

i Indien! desuden bringes 2 andre medrivende artikler, der var med

i opløbet.

10 years guarantee

aF uFFe Jochumsen

2 . februar 199

Jeg går med selvsikre skridt imod centralparken

i new Delhi. 366 dage med

rygsækken har garvet mit rejseskind, og

det er med et skævt smil, at jeg ser Mr.

Singh og hans ven sidde under et af de få

træer midt i den grønne oase. Dagen er

smuk og solrig, og herlig varm som Indien

trods alt også er, dog ikke for varm. Måske

er det derfor, Mr. Singh har en flot sort

læderjakke på, der egentlig ikke klæder

hans i øvrigt mere traditionelle beklædning,

men den tjener sit formål som

statussymbol, og det ganske formidabelt.

Mine skridt finder selv vej over plænen, og

da jeg kommer indenfor indernes privatsfære,

vender deres blikke sig sultent

mod endnu en turist. Jeg ignorer deres

hurtige bemærkninger om ”how are you,

sir?”, ”Where are you from, sir?”, og ”Can

I show you something, sir?”, men siger

spøgefuldt til Mr. Singh: ”Can I have that

jacket, please?”

2 . februar 1993

For 12 timer siden havde mit største

eventyr været en spejderrejse til det

centrale Schweiz. nu er det Indien. Jeg er

20 år, og kulturchokket har ramt mig som

en hammer. Kl. 7 om morgenen sidder

jeg grædende og fuldstændig oprørt på

den smalle seng i det forudbestilte hotel

i new Delhi’s gamle bydel. egentlig var alt

klappet som det skulle, men jeg kunne slet

ikke overskue noget som helst. Jeg ville

hjem. Det her er for meget.

Min kæreste og rejseledsager overtaler

mig til at sove lidt, en nærmest umenneskelig

handling, jeg vil jo bare ud i lufthavnen

igen! Det lykkes dog, og endnu

mere påvirket af jetlag, men dog mere

frisk, bevæger vi os ud i vel nok verdens

største smeltedigel af oplevelser for alle

sanser. Duftene er så meget mere ander-

ledes og intense: millioner af gadekøkkener,

kloakken, bilerne og scootere,

krydderier i sækkevis og ikke mindst

blomster. Der er blomster overalt i Indien,

der er altid en gud der skal have en ranke

på et sted, altid noget at fejre.

nærmest tilfældigt kommer vi til en stor

grøn park med popcornsælgere, legende

børn og masser af tiggere. To smukke

indiske mænd, der nærmer sig ret uindisk,

sætter sig på græsset ved siden

af os og spørger interesseret til, hvor vi

er fra, hvor længe vi har været i Indien,

om det er første gang og så videre. Husk,

kære læser, dette er min første tur udenfor

europa, så jeg tager faktisk spørgsmålene

alvorligt og tror, de er oprigtigt ment.

Mr. Singh fører ordet og samtalen, må jeg

tilstå. Han er med sit perfekt trimmede

skæg, smukke hud og øjne og pæne tøj

ganske tillidsvækkende. På et tidspunkt

finder han en lille samling sager frem.

Pincet, vatpinde, diverse olier samt en

lille bog. Han begynder at fortælle mig

Uffe Jochumsen

får tilsendt

denne bog for sin

underholdende

vinderartikel

1. plads

om, hvor meget snavs der er i vores ører!

Det kræver en god ørepiller at få det hele

ud, siger han sagligt, mens han bladrer i

bogen, der nærmest ligner en teenagers

dagbog, fyldt med sider skrevet med

forskellige håndskrifter og på forskellige

sprog. ”Her!”, siger han højt og peger på

en side, mens han vender bogen, så vi kan

læse. Her er en dansk piges beretning om

Mr. Singhs fortræffelige egenskaber.

Jeg bladrer lidt videre og kan se, at der

nederst på alle sider er tilføjet beløbene

på, hvad behandlingerne har kostet. Alt

fra 40 til 100 dollars. Mr. Singh forklarer

videre, at alle hans olier er særligt importeret

fra bl.a. Japan og Kina, lavet af alverdens

sjældenheder, flere af dem fra truede

dyrearter.

nuvel, jeg ender ”under kniven”, og ca.

10 minutter senere med velduftende ører

og ganske anseelige klatter voks på Mr.

Singhs vatpinde er jeg så også 20 dollars

fattigere. billigt synes jeg, det er jo halv

pris af alle de andre!

Herudover, tilføjer Mr. Singh, er der

garanti for, at jeg ikke skal rense ører i

de næste 10 år, så pengene er godt givet

ud, synes han. ”Ja, ja” siger jeg, ”What if I

have to clean my ears before the 10 years

have passed?”. Mr. Singh svarer med det

perfekte sælgersmil: ”If you have to do

that sir, I will give you my jacket”!

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 9


konkurrence snydt og bedraget

Rullet af en mørk

skønhed i Indonesien

aF Jesper grønkJær

Hver gang jeg står i en lufthavn, eller

på en menneskefyldt plads, kan jeg på

lang afstand genkende lommetyve, som

står og spotter turisterne ud. Som tryllekunstner

kan jeg tydeligt se adfærden

hos tricktyve, der ikke blot benytter

deres manipulation til ren underholdning.

Ikke desto mindre endte jeg selv

med at blive snydt af én, der åbenbart

kunne ”trylle” bedre end mig.

bounty-ø med bordeller

efter at have overstået en ekspedition

på flere uger i tæt jungle i Ny Guinea,

ville min rejsemakker og jeg slappe

af med nogle dage på en indonesisk

ferieø. Vi opdagede hurtigt, at det ikke

var, hvad vi søgte. Dels var vi fysisk og

psykiske ødelagte efter den hårde jungletur,

dels var det som om livet på en

bounty-ø var for stor en kontrast til det,

vi netop kom fra.

Der var fest overalt, og ikke mindst

tilbuddet af bordeller var enormt.

Mange steder skiltede de skumle huse

med ”Karaoke & Massage”. Det viste sig

hurtigt at være præcist, hvad det udgav

sig for: en beværtning, hvor man kunne

synge karaoke og få massage af de

mørke piger. en lidt sjov kombination.

Jeg tror ikke mange mænd i Danmark

tænker: Ih, jeg har lyst til en gang sex,

så jeg går lige ud og synger en sang

først. Dermed er det også sagt, at

jeg valgte at bruge mine lommepenge

på sang og ikke på den anden del af

konceptet.

En meget flink kvinde

Den sidste nat inden vi skulle hjem var

min makker gået i seng. Jeg ville have

det sidste indtryk med, så jeg slentrede

gennem den mørke nat, og var nu på vej

tilbage mod vores værelse.

en smuk kvinde, der tydeligvis var mere

end almindelig flink overfor mænd,

havde henvendt sig til mig på gaden.

Jeg havde tidligere afvist hende og blot

smilet ad hende, da hun, bag på en

scooter med en ung mand som chauffør,

kørte langsomt forbi mig og løftede op

i sin bluse, så hendes bryster blev blottede.

Da jeg kom ned ad den totalt mørklagte

gade, trådte hun pludselig frem bag et

vejskilt. Hun gik direkte over mod mig

og gav mig først et klask bagi, hvorefter

hun tog mig i skridtet. Jeg takkede for

hendes tilbud, men gik hastigt videre.

Med ét slog det mig, at hun givetvis

havde bestjålet mig, og jeg opdagede i

det samme, at min tegnebog var væk.

Jeg vendte mig hurtigt om. Hun sad

trusseløs på jorden og tissede, og jeg

blev temmelig paf. Jeg råbte, at hun

havde stjålet fra mig, men hun afviste

og pegede i stedet på min pung, som

jeg havde tabt på jorden. Jeg tjekkede

lynhurtigt pungen, men pengene manglede.

Jeg hev hende op, og hun viste mig sine

tomme lommer, da gaden i det samme

blev lyst op. Hun skreg, at det var politiet,

og at jeg kunne blive anholdt for

at stå med en prostitueret. Jeg slap mit

greb og så, at det ikke var politiet, men

hendes ven på scooteren. Hun sprang

bag på og var væk på et sekund.

Hvad der virkelig skete

Først efter nogle sekunder gik det op

for mig, hvad der var sket: Hun var

De prostituerede stod i kø for at lokke turisterne

med sig. Foto: Jesper Grønkjær.

gennemprofessionel i sin afledningsmanøvre.

Først da det var for sent, kunne jeg

forstå, at da hun slog mig bagi, havde

hun først tjekket i hvilken baglomme

min pung var. Dernæst tog hun mig i

skridtet, hvorved enhver mand vil bukke

sig let forover, og pungen er nemmere

at få op. berøringen på dette ømtålige

sted havde samtidig taget opmærksomheden

fra følelsen af pungen, der

forsvandt.

Da jeg vendte mig om, og hun sad og

tissede, var dette også en strategisk

handling. Hun havde da allerede tømt

min pung, og kunne kaste den hen ad

jorden, så hun kunne påstå jeg havde

tabt den. Havde hun smidt den fra sig,

mens hun stod oprejst, ville den have

ramt jorden med et afslørende bump.

og mens hun sad der på hug, er jeg

sikker på, hun gemte pengesedlerne

oppe i sit underliv. Dermed kunne hun

roligt vise mig sine tomme lommer og

blot vente på, at hendes medsammensvorne

ville komme på scooteren. Ved

at bilde mig ind, at det var politiet, og at

jeg dermed kunne blive anholdt, sikrede

hun sig, at jeg slap hendes arm.

På den måde fik jeg utilsigtet finansieret

den i øvrigt kønne luder. normalt er det

mig, der snyder mit publikum, men her

var det pludselig tryllekunstneren selv,

der blev rullet.

konkurrence snydt og bedraget

De døendes

hospital

aF ann kledal

”Ja, jeg forstår godt at du alene skal forsørge

30 mennesker i din landsby, at dette tæppe er

unikt og et enestående billigt tilbud, men jeg

skal altså ikke have det”. Godt forsøgt, alle skal

jo overleve – især i Indien. Mere irriterende er

det, når man hos en mindre travel agent bliver

konfronteret med ”Flybilletten er desværre

steget med 50$ siden sidste uge, hvor du

bestilte den - grundet ditten og datten”. og

man ved det er løgn, men orker ikke at gå et

andet sted hen. og når man aftaler en pris

med rickshaw eller taxi og de AlTID prøver at

få mere, skønt man allerede har betalt langt

over inderpris.

et kæmpebrag

Det er marts 2005, og jeg er i Indien for første

gang. Jeg har rejst meget i Østen og er forberedt

på lidt af hvert. Det er jo det sjove ved at

rejse på egen hånd. Jeg synes jeg er blevet ret

god til at have antennerne ude og ikke være for

naiv. og stadig rejse med åbent sind og have

tillid til folk.

Jeg tager toget alene fra Delhi til Varanasi,

hvor jeg ankommer tidligt næste morgen.

Jeg læser i lonely Planet i afsnittet ”Dangers

and Annoyances” om hvilke fælder, der venter

én. Der findes en del ”persistent touts and

predatory rickshaw-wallahs” står der, og

videre ”ignore nonsens from rickshaw drivers

about your hotel being closed or burnt down”

og ”be firm and persistent” og mere af samme

skuffe.

Så ”firm and persistent” tager jeg en rickshaw

til et hotel ved The Ghats. efter en hård togtur

på 2. klasse lægger jeg mig ved 15 tiden for at

få en lur. en halv time efter lyder der et kæmpe

brag lige ved siden af hotellet. nå, tænker jeg,

de er nok i gang med en af deres utallige festivals

og fyrer noget ulovligt fyrværkeri af.

Jeg står op og slendrer ned mod Manikarnika –

eller burning Ghat – for at se på ligbrændingen.

På vejen bliver jeg passet op af en mand, der

spørger, om jeg har hørt eksplosionen. Det

viser sig at være en gaskedel, der eksploderede

og dræbte mindst syv – heriblandt en

turist – og sårede flere. 100 m fra mit hotel.

Jeg bliver ret rystet, for jeg kunne selv have

været der, hvis jeg ikke skulle hvile.

ligbålet tændes

Manden slår følge med mig og fortæller mere

om eksplosionen. Han taler rimelig godt

engelsk og jeg sænker paraderne og suger til

mig. nede ved Ghat’en er de allerede ved at

lave det første ligbål til et af ofrene, der døde

mindre end en time før. Ældste søn er i hast

blevet opsporet, bragt derned, blevet kronraget,

iført hvidt klæde og chokeret ført ned til

bålet. Selv efter indiske forhold er det et drama,

og det følges af hundredvis af mennesker.

Min ”guide” fortæller hvor dyrt et ligbål er.

Træet skal fragtes dertil, og der skal buges

250 kg à 150 rupee kiloet. Altså 5000 kr! en

svimlende sum, som de fattige ikke har råd

til. Her burde min sunde fornuft have sat ind

– det kunne simpelthen ikke passe. Det er jo

flere årslønninger. Men nej – situationen taget i

betragtning æder jeg det hele. Derfor, fortæller

Ligbrænding er ”business as usual”. Ingen afskedsscener eller grædende

pårørende, da tårer er dårligt for sjælen, når den forlader legemet. Kvinder

kremeres i deres brudesari. Foto: Ann Kledal

næste konkurrence

han, er han ansat til at bede turister give en

”donation” til et hospital for fattige døende,

som ligger lige derhenne. Han peger på et

faldefærdigt hus, der overhovedet ikke ligner

et hospital, men hvad ved jeg? Jeg bliver ført

hen til en gammel kvinde, der sidder i døren

og modtager ”donations”, som højtideligt bliver

ført ind i en bog. 400 rupees giver jeg og får en

velsignelse!

den gamle dame

Jeg kunne have levet i lykkelig uvidenhed om

dette snyd og bedrag, hvis ikke jeg havde

været på en bådtur på Ganges om aftenen. Jeg

viser bådmanden ”hospitalet” og han kigger

opgivende på mig og fortæller om ”guiden”,

der er hjemløs junkie på ”brown sugar” – altså

heroin! Han får turister lokket op til den gamle

dame, som velsigner én. Hun får 10 rupee.

Resten beholder han selv.

Dagen efter spotter jeg ”guiden”. Jeg løber

hen til ham, skælder ud og ønsker ham dårlig

karma. et mindre opløb følger. Jeg forklarer, og

en ældre mand siger, at ”guiden” er ”a very bad

man”. Da jeg truer med politiet, går ”guiden”

skumlende derfra. ”Politiet”, siger manden.

Glem alt om det. De ligger lige bag ”hospitalet”

og ved alt om, hvad der foregår, for ”guiden”

skal aflevere en del af byttet til dem!

”en usædvanlig ankomst”

Konkurrence: Har vi ikke alle prøvet at ankomme midt om natten til en fremmed by

uden at vide, hvor vi skal bo, eller hvem vi tør stole på? Fortæl os din røverhistorie om

en besynderlig ankomst, og hvad du gjorde i den pågældende situation. Kategorien

omfatter alt omkring ankomster: Taxachauffører der kørte dig det forkerte sted hen,

problemer med visum, hoteller der pludselig ikke eksisterede, kontaktpersoner der ikke

dukkede op osv. Fortæl os, hvad der skete, og hvordan du - enten ved egen eller lokal

hjælp - reddede dig ud af problemerne. Artikler vurderes alene på tekst, men send meget

gerne ét billede med, der kan illustrere artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn.

Præmie: Through the lens: ”national Geographic” Greatest Photographs

50 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 51


tema verdens vilde dyr

Øjebliksbillede fra

Gabon: en banegård

i den centrale del af

landet, lige syd for

ækvator. et tropisk

regnskyl passerer

stationen. naturen

underholder med

tordens buldren og

lynenes luxudladninger,

mens regnen tromler

på stationens bliktag

og stationspladsens

asfalt. det er en hel

symfoni. Klokken er 21.

efter sigende skulle der

i løbet af aftenen afgå

et tog mod franceville

(i den sydøstlige del af

landet, tæt på grænsen

til Congo), men endnu

lader det vente på sig.

jeg er ikke alene. der

sidder omkring 0

personer i solidaritet

med mig. nogle ligger

på bænke og sover,

godt pakket ind i

kulørte stoffer. andre

hyggespiser. nogle

stirrer bare ud i luften.

en enkelt knægt har sit

besvær med to høns,

som han har bundet

sammen. de gider

absolut ikke ligge og

slappe af, så de hopper

og danser og gør alt for

at slippe væk, hvilket

knægten er godt træt

af… Hønsene var de

første ”vilde dyr”, jeg

skulle få at se i Gabon.

TeksT og FoTo: lars munk

På jagt efter Gorillaer og

Mandriller i Gabon

Da jeg tog hul på Gabon, besøgte jeg et

land, jeg absolut intet kendte til. Gabon

var stort set jomfrueligt for rejsende,

og idet der kun findes sparsomt rejselit-

teratur om landet, var det ikke nemt

at finde nogle konkrete informationer

om landet. Dog bor der en stor fransk

befolkningsgruppe, så uvant med vest-

europæere er Gabon ikke. Qua min

noget mangelfulde viden om landet,

havde jeg naturligvis ingen forudindta-

gelser om landet. Jeg anede ikke, hvilke

steder jeg skulle – eller kunne – besøge.

Det var regntid i landet, hvilket bestemt

ville besværliggøre transporten. Med

andre ord - jeg gjorde det ikke lettere

for mig selv. Men jeg var klar til Gabon.

Jeg var klar til at møde det ukendte, og

jeg var klar til at forvente det uventede.

Jeg var klar til det ypperligste inden

for rejseriets ædle kunst – at rejse i et

ukendt land. Der skulle improviseres, og

muligheder skulle udnyttes.

Gabons nationalparker

en af de få ting, jeg vidste om Gabon

var, at landet stort set var urørt af turi-

ster og rejsende, hvilket også gør sig

gældende for størstedelen af landets

13 nyetablerede nationalparker – ja

rent faktisk er Gabon det land i verden,

der har dedikeret næststørst areal til

nationalpark i forhold til dets størrelse,

kun overgået af Costa Rica. et par af

parkerne var dog i forvejen etableret

som reservater, hvor man kunne tage på

safari, så i disse parker findes der noget

turistinfrastruktur. en infrastruktur,

man får lov til at betale urimelig meget

for at benytte. De parker sprang jeg

over. Andre af nationalparkerne ligger

så langt ude for lands lov og ret, at de

er umuligt at besøge – hvis man da ikke

lige har en helikopter. Atter andre af

nationalparkerne kan man kun komme

til, hvis man er i besiddelse af 4WD.

Det var derfor ikke umiddelbart let at

besøge en gabonesisk nationalpark,

medmindre man ville betale en herregård

for det. Jeg vurderede, at der var

en fair chance for at besøge nationalparkerne:

lekedi, som var mulig at

besøge fra Franceville, samt Mayumba

nationalpark, beliggende 30 km syd for

landsbyen Mayumba, op til grænsen til

Congo og ud til Atlanterhavet

lekedi nationalpark

I den sydøstlige del af Gabon, klods op

ad landsbyen bakumba, ligger der en

lille nationalpark med navnet lekedi.

Parken syner ikke af meget – den er 86

km i omkreds – men den er fyldt med en

fantastisk flora og fauna. Oprindeligt var

der hegn hele vejen rundt om parken,

men stille og roligt har naturen selv

fået bugt med masser af hegn, hvilket

betyder, at parken nu i princippet er en

integreret del af den omkringliggende

natur. Krybskytter kommer ind, dyr

kommer ud, og den omgivende naturs

dyr kommer både ind og ud.

Jeg drog til bakumba, og den efterfølgende

dag stod lekedi-parken for skud.

Idet jeg var den eneste gæst i parken,

havde jeg den luksus at have en hel

safarivogn og en hel nationalpark for

mig selv, så da nationalparkbetjenten

Ulrik og jeg hoppede op i 4WD og satte

kurs mod parken, var jeg ikke sen til at

føle mig hjemme på pickuppens lad.

når man kommer ind i parken, mødes

man af et stort savanneområde, og

det ser ærligt talt lidt kedeligt ud, men

idet jeg var spændt på dagens menu

af oplevelser, spejdede jeg ivrigt efter

selv den mindste bevægelse i græsset.

Vi cruisede lidt rundt på må og få i

det tykke græs, og efter kort tid spottede

vi en Embula i fuld firspring samt

en Sitatunga, som også fornøjeligt

hoppede af sted. næste skridt på vejen

var en sø, man anvender til fiskedambrug.

Her så vi en kæmpehejre, med et

enormt vingefang, elegant svævende 1

m over vandskorpen og spejle sig selv i

den blanke overflade.

Dagen bød på vekslende kørsel over

savanne, hvor vi så flere forskellige

antilopearter og grupper af græssende

bøfler; gennem regnskov, hvor

en tyk vegetationsvæg ofte spærrede

for et indblik i selve skoven; og kørsel

igennem bushen, der primært består

af lave træer og buske. Jeg havde mit

domæne på ladet af safarivognen, og da

Ulrik til tider var lidt af en racerkører,

havde jeg en adrenalinpumpende tur

med at stå og forsøge at holde fast i

førerhuset, mens bilen drønede ud over

det vekslende terræn.

Inde i parken har man etableret et

indhegnet område for 3 voksne chimpanser

og to unger, samt en gruppe

mandriller (aber i 60-70 cm højde, som

kun lever i Cameroun, equitorial Guinea

og Gabon - hannen har et blåt/rødt/

hvidt ansigt). Det indhegnede område

er en del af skoven, men afspærret for

såvel indtrængning som flugt. Vi kom til

Vild han-Madril fra Lekedi nationalpark. Jeg blev en anelse nervøs, da dette farvestrålende hoved dukkede op i

skovbunden. Den havde nogle ordentlige bisser. Nationalparken forsøger at tæmme en Madrilflok, men endnu

er flokken så vild, at det er svært at få kontakt med den.

området ved fodringstid og var tilskuer

på første banket til at se abernes

indbyrdes kampe om maden. Der var

dog rigeligt til alle. Chimpanserne er

langt større end mandrillerne, så der

herskede en vis respekt omkring dem.

en af chimpanserne – Tom – var en

rigtig charmetrold, som nød selskabet

med mennesker. når vi kørte langs

indhegningen, drønede han af sted på

alle fire, mens han hylede og skreg og

klappede i sine hænder.

Vilde Mandriller

Hen ad middagstid var det tid til at

spore en flok vilde mandriller, som bor i

parken. Parken forsøger at vænne dem

til mennesker, men endnu er gruppen

så vild, at det kan knibe med at komme

i kontakt med den. Én af aberne er

udstyret med en radiosender, så vha. et

trackingsystem kan man spore sig ind på

det område, aberne befinder sig i. Ulrik

forsøgte at pejle sig ind på gruppen, og

da vi nogenlunde havde lokaliseret den,

hoppede vi ud af bilen og forsatte til fods.

Vi blev snart mødt af en væg af træer,

lianer og bregner, som Ulrik huggede

sig igennem med sin machete, før vi

kunne fortsætte ind i den dunkle skovbund.

langsomt blev signalet svagere

og svagere – gruppen bevægede sig

væk fra os... Pokkers... op i bilen igen,

videre til et andet passende sted, hvor

der var godt signal, ud af bilen, igennem

vegetationsvæggen – og signalet blev

igen svagere... Jeg synes, det var kanon

skægt, men efter samme mønster

gentog sig endnu en gang, begyndte

Ulrik at blive en smule utålmodig, og jeg

begyndte at vinke farvel til mødet med

madrillerne. ”Sidste forsøg”, sagde Ulrik,

da vi endnu engang stod foran en vegetationsvæg...

Vi huggede os igennem,

lyttede til signalet – og konstaterede, at

det ikke blev svagere. Aberne var altså

blevet tilpas nysgerrige for at se, hvad

vi var for nogle væsner.

Ulrik råbte op som en gal, hvilket af

og til blev besvaret med nogle barske

hyl – der var kommunikation. Jeg aner

ikke, hvad de råbte til hinanden, men

ligegyldig hvad det nu end var, hjalp

råberiet os til at finde frem til flokken.

Ellere rettere – hjalp flokken til at finde

frem til os. Pludselig – og uden en lyd

- dukkede der et rød/hvidt ansigt frem

i skovbunden. Ulrik vendte ryggen til

ansigtet og sagde, at vi skulle trække os

tilbage, stille og roligt, uden pludselige

bevægelser og uden at kigge den store

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 53


han i øjnene. Hvis han bliver bange,

bliver han farlig. Vi trak os tilbage ad det

spor, Ulrik havde lavet med macheten,

og 5-6 m bag os fulgte flokken. Først

hannen og så de andre. Jeg skal gerne

indrømme, at situationen var lige så

tilpas spændende, at jeg blev en anelse

nervøs... Den har nogle ordentlige

bisser, sådan en krabat. Stille og roligt

blev vi omringet af aber, både i skov-

bunden og i træerne omkring os. Vi

nåede en lille lysning, hvor vi vendte os

mod hannen, og så fik Ulrik travlt med

at fodre madrillerne. Først blev hannen

bestukket med nogle klaser bananer,

og da gruppen konstaterede, at han

var tilfreds, begyndte de at kaste sig

over kage og andre lækkerier, som Ulrik

kastede til dem. Til at begynde med var

der nogle drabelige indbyrdes kampe om

maden, men efterhånden som de indså,

at der var mad nok til alle, opstod der

mere ro i gruppen. De kom nu helt tæt

på os - de store i skovbunden, de små

i træerne - og da vi stille luskede ud af

skoven, fulgte de os lige til skovbrynet.

Der er nu 35 aber i gruppen, men indtil

for nyligt var der 42 – leoparden har

nappet de 7 sidste.

Hen under aftenen kørte vi ud til en

udkigspost, hvori der er etableret et

par senge, og her skulle en anden parkbetjent

– Dominique – og jeg tilbringe

natten. Altså overnatning midt ude i

junglen, 15 m over jorden. Mens solen

langsomt gik ned bag regnskovens

canopy, og skovens smukke silhuetter

blændede op på vores nethinder, listede

vi os ud på ”abejagt”. Ikke en vind rørte

sig, så bevægelser i trætoppene var let

at identificere som monkeybusiness,

og der gik da heller ikke lang tid, før vi

havde lokaliseret en gruppe Puttynosedaber,

som til stor irritation for visse fugle

terroriserede i trætoppene.

Ved udkigstårnet fyrede vi op under

et bål, så vi sad under himlens nattehvælving,

hvorfra fuldmånen kastede

et spøgelsesagtigt skær over skoven og

lyttede til, at regnskovens filharmoniorkester

trykkede den af: Chikaderne

filede løs, som om de var akkordaflønnede,

fugle udtrykte sig yndefuldt med

forskellige næb, mens et par frøer førte

oboerne. Da vi noget senere kastede os i

soveposerne, var melodien den samme.

Fantastisk godnatvise.

jungle Gorilla-jagt

5 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

natten bragte regn med sig, og da vi

stod op med solen, kunne vi se en frisk

dampende regnskov forbrænde nattens

vand. Flot skue. Morgenen stod på

”Jungle Gorilla-jagt”. Få dage forinden

var der blevet spottet en Gorilla i

området, og den ville vi naturligvis

uhyre gerne studere. Idet den vilde

natur efterhånden har fået stor magt

i parken, har man ingen ide om, hvor

mange vilde gorillaer og chimpanser,

der er i parken, men det er bestemt

ikke få. Vi listede os stille ad et hjulspor,

lyttende til hver en lyd, og hver gang vi

hørte noget usædvanligt, frøs vi og trak

dårligt vejret. Af og til forlod vi sporet

og trængte ind i skovbunden for at følge

en lyd, men hver gang viste lydene at

stamme fra småaber – og ikke en 2 m

høj gorilla. På en af disse manøvrer fandt

vi et par patronhylstre – krybskytter.

Hylstrene var maks. to dage gamle, så

der var blevet affyret skud i området

efter gorillaen var blevet set, og den var

formentlig over alle bjerge. Krybskytter

nedlægger normalt ikke gorillaer, men

går oftest efter antiloper. Håbet svandt

om at se en gorilla – og der dukkede da

heller ikke nogen op på resten af vores

tur.

Vi hoppede op i pickuppen og drønede

en tur rundt i junglen, idet Dominique

lige skulle inspicere noget af det hegn,

der endnu står tilbage rundt om parken.

bilen skød en fart på 30-40 km/t, da der

pludselig, på den anden side af hegnet

var et ordentlig dyr, der tog forfølgelsen

op. ”WoW... Det er sikkert en chimpanse”,

tænkte jeg, velvidende den

mængde larm, Tom kunne producere.

Men det her dyr var betydelig hurtigere

og større end en chimpanse, og pludselig,

hvor hegnet ikke var fuldstændig

dækket af vegetation, dukkede der en

ordentlig klippert op af en... leopard!!!

Det hele gik ufattelig stærkt, men da

leoparden indså, at der dels var et

hegn imellem os, dels at bilen var større

end den, forsvandt den ud i skoven.

Dominique standsede brat bilen og

hoppede op på motorhjemlem, mens jeg

sprang op på taget af bilen, for at spore

katten. Han var helt oppe og køre – at

se leoparder hører til sjældenhederne

– og jeg var naturligvis helt i ekstase.

Jeg har talt med nationalparkbetjente,

der har set fodspor fra leoparder, men

som selv efter års tjeneste aldrig har set

en. Dominique havde godt nok to gange

tidligere haft held til at se en leopard,

men aldrig så tæt på og aldrig så stor

en bandit... Vi kørte langsomt videre

og pludselig, fra noget tæt buskads på

den anden side af hegnet, hørte jeg en

voldsom hvæsen, fra et eller andet dyr,

der bestemt havde nogle kilo bag sig...

”Shit”, råbte jeg af overraskelse, hvilket

fik Dominique til at stoppe bilen. Jeg

tog hurtigt bestik af hegnet og besluttede,

at det sikkert var mere sikkert at

sidde i førerhuset, så jeg forsvandt ned

fra ladet. Vi bakkede til stedet, hvor jeg

hørte den hvæsende lyd, men der var

ingen leopard at spore. Den var væk...

og jeg kravlede tilbage på min plads på

pickuppen...

Jeg så hverken gorillaer eller vilde chimpanser

i lekedi-parken, men jeg så en

leopard – noget som mange nationalparkbetjente

ville give deres højre arm

for at opleve. I øvrigt blev der samme

formiddag observeret en stor hangorilla

– en silverback – i en anden del

af parken. Dagen var en stor dag for den

lille park.

transport

næste nationalpark, der stod for skud,

var Mayumba nationalpark. Første

forhindring var dog at komme til landsbyen

Mayumba. Jeg befandt mig centralt

i landet i byen Koualumuto, hvorfra jeg

på turens første etape mod Mayumba

brugte 7 ½ time som gast bag på en

4WD. Jeg stod med to andre gutter

på en tværgående stang bag ladet og

klamrede mig fast til et stålskelet, som

de øvrige passagerer på ladet kunne

holde fast i. Jeg fandt aldrig helt ud af,

hvor mange passagerer, der egentlig

var på ladet, men på et tidspunkt talte

jeg 21 personer, siddende/stående på

¾ af ladet på en Toyota – den resterende

¼ af ladet blev brugt til bagage.

Vejen, vi kørte ad, var Gabons hovedvej

6, men at der var tale om en hovedvej

var absolut ingen garanti for godt

føre. Vejen var skrækindjagende ringe

– og kanonskæg, selv om den til tider

også var en anelse træls. Vi hoppede

og dansede over et kuperet landskab

(Massive Central), konstant med den

stedsegrønne regnskov omkring os, så

snart – fra bakketoppe – havde vi de

smukkeste udsigter ud over skoven, og

snart – i dalene – passerede vi floder via

smalle træanordninger (broer dækker

ikke som begreb her), eller ved at luske

os igennem vandet. nogle steder var

der kun et muddersøle at køre i, så der

måtte chaufføren bruge alle bilens hestekræfter

og 4-hjulstrækket – selv om

bilen af og til stejlede og kun anvendte

tre hjul i dens kamp over forhindringer –

og ellers alt sin ekspertise for at komme

videre. Generelt for turen var dog, at

træer og buske rakte ind over ”sporet”,

så naturen gav mig en ordentlig lag

tæsk med grene, bambusser og andre

mærkelige beplantninger. et par høns

ligger nu et eller andet sted, ganske

flade og med Goodyear dækaftryk på

ryggen, og en gul fugl forsøgte undervejs

at nikke bilen en skalle, men uagtet

disse naturangreb fortsatte bilen sin

kamp, og fik kun skiftet kølervæske (i

form af mudret flodvand) fire gange

undervejs. Transport i Gabon... På en

tur i den sydlige del af landet, hvor jeg

atter forsøgte at holde balancen på

ladet af en pickup, var bagagebjerget

blevet kronet med en cykel – og en lille

død krokodille. Jeg ved ikke, om det var

krokodillen, eller om det var den fyr, der

stod ved siden af mig, der stank – men

god var luften ikke. Krokodillen havde

fået nogle ordentlige slag i kraniet

– formentlig med en machete – så der

var kraniesplinter rund om de to revner,

macheten havde efterladt, så hvis man

skulle have lyst til nærmere studier af en

krokodillehjerne, havde man det fineste

udsyn til krokodillens øverste etage.

endvidere var det ene øje poppet ud af

dens hoved og hang i nerver og tråde

og dinglede i takt med bilens rytme.

Men krokodillen lå velplaceret og fastsurret

på cyklen og gnæggede i bedste

Hamlet-stil, mens vi andre forsøgte at

holde fast i bagagestropper, hinanden,

cyklen .... og krokodillen.

Mayumba nationalpark

Mayumba nationalpark er en marinenationalpark,

og den har således til

formål at beskytte havets beboere.

Delfiner springer i Atlanterhavets brænding

tæt ind under kysten, lidt længere

ude surfer Pukkelhvaler i vandskorpen,

og områdets strand er verdens mest

populære æglægningssted blandt de

kæmpestore leatherback-skildpadder.

Parken beskytter også et stykke regnskov,

hvor gorillaer, chimpanser, bøfler,

flodheste og elefanter af og til kommer

ud på stranden og hygger sig. Jeg

besluttede mig for at tage til landsbyen

Mayumba, og så måtte jeg forsøge at

komme ud til parken derfra...

landsbyen Mayumba er stille, rolig og

støvet. Der sker ikke noget i landsbyen,

udover at folk mægtig godt kan lide at

snakke. efter et par dage i byen hørte

man i gaderne: ”Hi lars”, ”bonjour

Monsieur Munk”, ”larsson: How are

you?”, og så skulle vi sludre lidt på en

eller anden mellemting mellem engelsk,

fransk og tegnsporg. Det handlede

dog oftest om, at de ville besøge mig i

Danmark, og at de ville forære mig en af

deres søstre i gave.

Parkens administration blev varetaget

i landsbyen af en engelsk fyr og hans

amerikanske kæreste: Richard og Aimee

– dem fandt jeg hurtigt frem til. Richard

og Aimee kunne desværre ikke umiddelbart

hjælpe mig med at komme til selve

parken, idet den ligger noget isoleret

fra infrastrukturen. Aimee skulle selv i

båd i samme retning – ud og undervise

nogle landsbyer i naturlære – men hun

havde forgæves ventet på 4 liter motorolie

til parkens båd i 4 dage. olien skulle

bringes fra nabobyen Thibanga, men

indtil nu havde ventetiden altså været

resultatløs. Jeg var dog velkommen til

at tage med hende, hvis der altså skulle

dukke noget motorolie op.

Jeg blev hængende i byen for en tid,

ventende på at der skulle komme 4 liter

motorolie fra nabobyen. Jeg meldte mig

naturligvis straks under nationalparkens

faner for det tilfældes skyld, at der var

brug for et ekstra par hænder, og hurtigt

blev jeg sat i arbejde med at hjælpe til

med at rydde op på en strandbred tæt

på landsbyen, hvor der var skyllet olieforurening

op (nationalparkadministrationen

tager sig af miljøet i hele området

– ikke kun i parken). Dagen efter lånte

jeg en kajak af parken under påskud af,

at jeg så kunne kontrollere, om der var

olie i en lagune, der ligger lige bagved

landsbyen – det var der heldigvis ikke,

men der var en fantastisk natur at

kigge på. Jeg roede et pænt stykke ind i

lagunen, hvor jeg kunne betragte springende

fisk og østersfiskere. Østers er en

yderst populær spise i området, og der

er masser af dem på bunden af lagunen.

Jeg fortsatte op ad en flod, hvor vandet

var helt stille, og hvor ikke en vind

rørte sig i trætoppene. Vegetationen

var mangrove-skov, så flodbredden var

domineret af lange rødder, desperat

søgende efter vand. nogle har engang

fortalt mig, at flodheste og krokodiller

ikke lever så pokkers tæt på menne-

skelig tilstedeværelse, hvilket jeg ikke

turde andet end at stole på, når nu

jeg sad med bagdelen i vandskorpen

i kajakken. Meeen – bredderne blev

omhyggeligt tjekket for næsebor og

lurende øjne...

Efter fire dage i Mayumba var der stadig

ikke dukket noget motorolie op, så jeg

besluttede at tage afsked med landsbyen.

og sådan går det ofte i Afrika.

Hvad man planlægger, og hvad man

håber på, går sjældent i opfyldelse,

men til gengæld sker der som regel en

masse andre uventede ting i stedet for.

Ikke engang venskab med en nationalparkadministrator

eller min frivillige

arbejdskraft kunne bringe mig til nationalparken.

Men om natten, langt ude

i havets horisont, kunne jeg se lysene

brænde fra olieboreplatforme...og jeg

manglede bare 4 liter motorolie for at

komme til selve nationalparken.

Billede øverst: Chimpansen Tom synes at være

tilfreds med prædikatet: ”storcharmøren af Lekedi

nationalpark”. Tom lever i et indhegnet område i

selve Lekedi nationalpark.

På en køretur i den sydlige del af Gabon var bagagen

bl.a. kronet med en gammel cykel – og en død

krokodille.


Liberia på godt og ondt

“WARNING: Liberia is finally at peace, but it`s still a fragile peace, and the

country is not yet geared for tourism. In general, independent travel outside

of Monrovia is not yet possible.” (lonely Planet 200 )

TeksT og FoTo: birThe malmos

Jeg besøgte liberia i oktober 2007

sammen med Annette Grønkær (også

medlem af DbK), sandsynligvis som

de eneste turister – i hvert fald på det

tidspunkt. Vores plan var, at vi skulle

besøge en veninde, der arbejder som

uddannelsesrådgiver udsendt af IbIS

og udstationeret i Zwedru i det nordøstlige

liberia. For at komme derop kan

man enten flyve med en FN-helikopter,

hvis der er plads, eller køre derop på de

hullede veje, hvilket normalt tager 10-

12 timer gennem regnskoven.

Fn havde imidlertid skærpet reglerne

for, hvem de kunne tage med deres

helikopter, så vi havde kun én mulighed

tilbage: at køre. Hvad vi ikke lige havde

taget i betragtning var, at det var

regntid – tilmed en mere voldsom en

af slagsen, hvor oversvømmede floder

samt ødelagte og mudrede veje afskar

os fra at komme udenfor Monrovia.

lidt historie

Det lille vestafrikanske land mellem

Sierra Leone og Elfenbenskysten fik

navnet fra ”liberty”, da landet blev grundlagt

af frigivne slaver fra USA i 1822.

De første mange præsidenter var efterkommere

af disse slaver, de såkaldte

americo-liberians, som desværre regerede

landet under et apartheid-lignende

styre. Det gik ikke meget bedre, da de

oprindelige indbyggere overtog styret

ved et militærkup i 1980. Herefter

fulgte korruption, borgerkrige, krigsforbrydelser

mod befolkningen, brug af

børnesoldater og mange andre grusomheder.

I dag slikker liberia sårene efter 14

års blodig borgerkrig, som sluttede i

2003. Sidste år fik landet deres første

demokratisk valgte præsident – tilmed

den første kvindelige i Afrika – ellen

Johnson-Sirleaf. Siden da er det langsomt

gået fremad, og befolkningen tror

på ”Ma ellen” og fremtiden.

Der er fred i landet, dog stadig kun

med hjælp fra Un-MIl’s fredsbevarende

styrker på ca. 15.000 soldater

fra hele verden. Udover dem, er der en

del nGo`er og folk fra diverse kristne

foreninger, som gør et kæmpearbejde

i genopbygningen og med at få folk

til at tro på livet igen. F.eks bliver der

arbejdet en del med psykiske mén efter

sexmisbrug, da ikke mindre end 80% af

befolkningen (både kvinder, mænd og

børn) blev udnyttet og misbrugt under

krigen.

Det officielle sprog er engelsk, eller

noget der ligner, da liberianerne taler

det sprog, slaverne talte i USA. Det vil

sige en slags kreolsk, hvor man ”bider

endelserne af” og blander det med en

vis portion slang. Det var svært for os at

forstå, men med gentagelser og fagter

gik det alligevel.

Monrovia lignede et

bombekrater.

Vi havde en lille uge i hovedstaden, men

det gav os bestemt også et godt indtryk

af byen efter borgerkrigen. bybilledet

var stadig præget af ruiner af bombede

huse og officielle bygninger, men der

var godt gang i genopbygningen.

Infrastrukturen lignede noget, man

troede var løgn. elforsyningen kom

stadig fra private generatorer, men

kun for dem, der var heldige at have

en sådan og samtidig havde råd til ”at

fodre” den. Den oprindelige vandforsyning

var også ødelagt, og vandet kom

derfor nu mest fra regnvandsbeholdere

på tagene samt vandpumper – en noget

ustabil forsyning, i hvert fald på det

gæstehus, hvor vi boede.

Hovedvejene havde engang været

asfalterede, men var nu en blanding af

kæmpe granathuller og rester af asfalt,

mens sidevejene var kuperede jordveje,

der blev ufremkommelige, når

det regnede, hvilket ofte skete, mens vi

var der (det regner ca. 6 m om året).

Kineserne skulle dog til at renovere

vejnettet.

Den offentlige transport var nogle gule

fællestaxaer, der lignede udrangerede

”skrotbiler”, som blev fyldt til bristepunktet.

Vi blev advaret mod at køre

med dem, hvis der allerede sad nogle

i dem, da det kunne ske, at det var en

bande, som kun var ude på at stjæle

fra deres ofre. Men hvad pokker skulle

vi gøre? Der var jo ingen busser, kun

dem, som hentede ”staff” til de større

arbejdspladser, f.eks. til hospitalet. Det

gik dog heldigvis godt for os med at

køre med de gule taxaer.

Så kom vores store problem, nemlig at

finde et postkort og få det sendt det til

De berejstes Klub”. efter en halv dags

søgen og diverse forespørgsler hos

gadesælgerne og forskellige butikker,

lykkedes det os at finde manden med

den hengemte plasticpose. Han havde

sørme 3 forskellige slags postkort, og

de så rimelige ud, hverken ødelagt af sol

eller gennemvædet af regn.

næste skridt var så posthuset. Vi var så

heldige, at det netop var genåbnet efter

krigen for kun 3 uger siden, og havde

nytrykte frimærker med ”Ma ellen”, og

vi var tilmed de eneste kunder. nu er

det så spændende, om kortet når frem

til klubben!!!

arresteret på åben gade:

Der er ikke nogen specielt interessante

seværdigheder i Monrovia. lonely Planet

fremhæver nationalmuseet med ordene:

”...en skygge af sig selv med nogle

støvede masker, trommer og malerier”.

Jeg synes nu også, det fortalte noget

om stammeritualer og landets interessante

historie.

Vi skulle da også se Mononic Templet

(Americo-liberianernes symbol). Det

var engang det største mindesmærke,

men ligger nu i ruiner. en vagtmand

advarede os mod at komme for tæt på,

da bander holdt til i ruinerne og kunne

finde på at overfalde os.

Udover museet og templet blev de første

dage brugt på at indsnuse stemninger.

Vi besøgte bl.a. gaden med hårfletterne

og ”Waterside-markedet”, hvor

de fleste ”butikker” var trillebører med

diverse varer, bl.a. ting som kan finde

i en Matas-butik, sko, tøj, musik eller

madvarer som fisk og tørrede aber – alt

sammen midt imellem affald i hobevis

og ildelugtende kloakvand.

Jeg kunne ikke stå for sceneriet med de

gule taxaer og markedet med trillebører,

så jeg tog nogle billeder af det. Hvad jeg

uheldigvis ikke havde bidt mærke i var,

at der også stod en politibetjent midt

på gaden, som agerede ”blinklys”. Han

kaldte mig ud midt på gaden Jeg havde

ikke meget lyst til at parere ordre, men

blev så hentet derud. Jeg nåede dog lige

at slette ”beviset” fra kameraet.

Han tog fat i min arm, mens han fortalte

mig, at jeg var arresteret for at have

taget et billede af ham. Med den anden

hånd stod han og flagrede med sin

mobiltelefon og gjorde mig opmærksom

på, at han ville ringe efter en politibil,

som ville tage mig med på stationen,

sætte mig i fængsel og sende mig med

første fly hjem. Jeg forsøgte på flere

måde at snakke mig ud af situationen,

da jeg bestemt ikke havde lyst til at se

en liberiansk fængselscelle indefra, men

han var ”kold”.

På et tidspunkt fik jeg spurgt, hvad jeg

så kunne gøre, og fik straks svaret ”20

dollars”, som jeg skulle give til ”en stakkels,

fattig mand”, der sad på fortovet.

Derefter skulle jeg så bare fortsætte

hen ad fortovet, hvilket jeg så gjorde.

Puha!!!

Mercyship i havnen

De øvrige dage brugte vi bl.a. til at kigge

nærmere på det topmoderne hospitalsskib,

som sjovt nok var den gamle storbæltsfærge

”Dronning Ingrid”. Den var

Øverst, venstre:

”Musikbutikken”

med mulighed for

at høre det udvalgte

musik vha. et bilbatteri.

Foto Annette

Grønkær.

Øverst, højre: ”Slagterbutikken”

med

det såkaldte ”bush

meat”, som var

tørrede, halve aber.

Dette var det eneste

kød, man i slutningen

af borgerkrigen

kunne få, da alle

husdyrene var spist,selv

hundekød var

stadig i høj kurs.

Nederst, venstre:

En påmindelse til

befolkningen om,

at bedre tider er på

vej, og at de skal tro

på præsidenten ”Ma

Ellen”.

Nederst, højre:

Gadebillede fra Monrovia,

domineret af

de gule fællestaxaer,

som var det eneste

offentlige transportmiddel

i byen.

bygget om med plads til 60 patienter på

timandsstuer placeret på dækket, hvor

der stadig var rester af togskinner. Der

var en besætning på 600 mand bl.a.

dygtige kirurger, øjenlæger og 3 tandlæger

(en fordobling af tandlægebestanden

i landet).

Sikkerheden var høj på skibet med ind-

/udskrivning og id-kort. Vi blev vist

rundt af en dansk lærer, som underviste

besætningens børn. Hospitalsskibet var

noget af en kontrast til livet udenfor og

det andet hospital uden CT-scannere,

specialister m.m. Til december skulle

det sejle videre til en ny destination.

Hjemmefra havde jeg fået kontakt

med en lutheransk kirkelig organisation

støttet af Danida og Indre Mission i

Gjern ved Silkeborg, som arbejder med

et projekt for Aids-ramte (værksteder,

hospice, rådgivning) og deres efterladte

børn. Projektet finder sponsorer til disse

forældreløse børn. Vi var ud at se flere

af børnene på forskellige skoler og var

så heldige at få mulighed for at vælge

vores egne sponsorbørn samt se deres

skole og hjem hos deres tante.

efter en lille uge i Monrovia havde vi set,

at liberia er på vej i den rigtige retning.

Der er godt gang i byggeriet, flygtningene

er ved at vende hjem, og folk er

begyndt at tro på en bedre fremtid. Jeg

tror dog, det varer nogle år, før landet

er stabilt nok til at modtage turister.

Fyldt op af indtryk fløj vi tilbage til

Ghana, et helt anderledes velfungerende

afrikansk land.

5 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 5


tema verdens vilde dyr

På krokodillejagt i

Rurrenabaque

drømmer du om at komme på et rigtigt eventyr? om at efterligne tarzan

og fange en krokodille med de bare næver dybt inde i amazonas? om

at fiske piratfisk og fange Anacondaer i junglen? Om at svømme med

lyserøde floddelfiner? Så tag med på turen ned ad dødens landevej til

amazonbassinet i rurrenabaque.

TeksT og FoTo: Jakob øsTer

den dovne dræber

Underligt nok anede krokodillen ikke

uråd. Fredsommeligt lå den dér på

bredden ganske tæt på det mudrede

brune flodvand. Under et virvar af lavt

hængende grene lå den bomstille og

missede med øjnene mod den skarpe

sol. Halvt fisk, halvt øgle, som den var,

lå den dovne dræber med den vidt åbne

mund, mens livet på floden uendeligt

langsomt passerede forbi den. Den var

svær at få øje på. Med dens muddergrå

farve og de sorte pletter camouflerede

den sig godt og skilte sig ikke meget ud

fra jorden omkring den, der var plettet

af grenenes skygger. Havde vi ikke

vidst, hvad vi skulle kigge efter, da vi

sejlede forbi, havde vi sikkert slet ikke

fundet den.

Den lange smalle træbåd vi befandt os i,

var under ti meter væk. I stævnen stod

Dennis fra Canada bevæbnet med en

lang, tynd træpind. På pinden var fast-

Krokodille som vi selv var med til at fange.

Jeg gav den mine solbriller på for at beskytte

den mod blitzlyset.

Artiklens forfatter i stævnen med vores sindrigt konstruerede

krokodillegalge, som var en simpel men

yderst effektiv anordning til krokodillefangst.

gjort et reb, der i spidsen var bundet

som en løkke, hvorefter rebet var ført

tilbage til hans frie venstre hånd. et

træk i rebet ville stramme løkken. en

sindrigt konstrueret hjemmelavet krokodillegalge

dinglede således fra enden

af hans pind ned mod vandet, mens

stævnen pløjede sig det sidste stykke

gennem det høje sumpgræs mod den

dovne krokodille. Vi forsøgte at forholde

os i ro. Så meget i ro som det nu kunne

lade sig gøre for syv mand i en træbåd

med en larmende påhængsmotor og

med nedfaldne grene skrabende højlydt

mod bådens bund. Trods vores klodsede

og larmende entré forholdt krokodillen

sig fuldstændigt i ro. Det undrede os.

Dyret virkede omtrent ligeså intelligent,

som det bræt det lignede. Hvordan kan

klodens ældste dyrerace stadig bestå,

hvis den er så let at komme ind på livet

af, tænkte vi. Heldigt for krokodillen,

at mennesket ikke er særlig interesseret

i at jage dem, når syv tumper på

en tømmerflåde kan sejle direkte op til

den, uden at den fortrækker en mine.

Kampen mod krokodillen

båden var nu så tæt på land, at den

var tæt på at gå på grund. Dennis gik

ned i knæ og bøjede sig forover, mens

han balancerende på stævnen forsøgte

at liste løkken rundt om bæstets hoved

og ned om dets hals. ”Selv om krokodiller

stort set hverken kan høre eller

se, skal I ikke tage fejl af dem”, sagde

Carlos. ”De er hurtige og mærker selv

den mindste bevægelse, så hvis rebet

strejfer snuden, er den væk som et lyn”.

Dennis kæmpede nu halvt oprejst med

at holde balancen forrest i båden, mens

han viklet ind i grene og med forbavsende

rolig hånd akrobatisk manøvrerede

løkken forenden af pinden forbi

krokodillens hoved. Så trak han til.

løkken strammedes, og rebet greb fat

om dyrets smalle hals. Den halvanden

meter lange krokodille blev flået fremad

og ud i vandet, mens Dennis nær var

væltet bagover og ned i det mudrede

Vores guide, Carlos, trasker barfodet rundt og løfter

åkander for at se om der mon skulle ligge en spændende

kæmpeanakonda et sted i søen.

krokodillefyldte vand. Det var tid for

Carlos at tage over. Carlos var ekspeditionens

leder. en ung, tætbygget og

smilende fyr, der havde levet det meste

af sit liv her i den bolivianske jungle.

Krokodillen sprællede og kæmpede for

at komme fri, mens vi langsomt trak

den hen til båden. et frygteligt syn af

desperat krokodille mødte os, da vi

trak den op ad vandet. Smæk, sagde

det hver gang dens kæmpe kæber fyldt

med store, spidse tænder hårdt klappede

sammen i dens forsøg på at enten

komme fri eller i det mindste få bidt

nogen. Krokodillen viste sig slet ikke

at være en krokodille, men en kaiman,

som tilhører alligatorfamilien, hvilket

den nu beviste ved, som en sand alligator,

at lave dens formodede dødsrulning

mod urets retning. Farligt så det

ud, da Carlos kæmpede en hård kamp

med at holde det snappende gab lukket

længe nok til, at vi kunne få surret det

sammen. Det lykkedes heldigvis med

alle lemmer intakte, og kampen var

ovre. Pacificeret resignerede krokodillen,

og vi benyttede lejligheden til at

tage den bundne krokodille på skuldrene

og få taget billeder, der dokumenterede

vores fangst.

den bolivianske pampas

området omkring Rurrenabaque i det

bolivianske lavland bød på både slette

og jungle. Vi befandt os i det, der betegnedes

som sletten, på pampastur i det

bolivianske Amazonbassin, selv om

ordet ”slette” ikke gav noget retvisende

billede af dette frodige delta af floder og

sumpe. Året var 1999, og jeg fordrev lidt

af ventetiden frem mod årtusindeskiftet

og den store fest på stranden i Rio med

denne tur rundt på ”pampassen” - i

dette naturparadis, der bød på ikke så

få eventyr. Udover Carlos bestod vores

gruppe på turen af en lille broget skare

på seks personer fra fem forskellige

lande, som snart fandt ud af, at vi svingede

ualmindeligt godt sammen, og alle

havde det samme mål med turen, nemlig

at udfordre skæbnen mest muligt. Med

vores fælles pres var det til vores store

glæde lykkedes os at overtale Carlos til

at give os lov til selv at prøve at fange

krokodiller. nu stod den på nye eventyr.

Bevæbnet med fiskesnøre med små

kroge påført bloddryppende rødt kød,

gik vi i gang med at fange piratfisk fra

bredden af floden. Som hvepse om en

honningmelon sværmede de små fisk

med de sylespidse tænder om vores

madding, og når de glubskt huggede

tænderne i deres bytte, trak vi i snøren

og kunne smide endnu en lille sprællende

dræber over i kurven med friskfangede

piratfisk. Til frokost ristede vi

sagte de magre fisk over vores lejrbål

og indtog dem med stor vellyst og følte

os som nogle fandens karle.

Lyserøde delfiner

Helt så fandens karle var vi ikke senere

på dagen, da vi fra båden iagttog det

grumsede vand. Det var ulideligt varmt

og pokkers fugtigt, og en svalende

svømmetur stod ret højt på agendaen,

Vejen fra Rurrenabaque er i slutningen af regntiden i en

temmelig miserabel forfatning. Selvfølgelig punkterer vi

tillige midt i muddersuppen.


Billede øverst: Måske er det ikke synderligt

begavet at trække en farlig krokodille op til

sig når man sidder syv mand i en lille usikker

træbåd? Missionen lykkes heldigvis uden

tilskadekomne.

Billede nederst: En friskfanget piratfisk får lov

at posere lige inden vi rister den over bålet og

sætter den til livs.

da Carlos meddelte: ”I må da godt

tage en svømmetur drenge, men det

er på eget ansvar, I har jo set kroko-

dillerne”. Det fik midlertidigt lysten til

en tur i floden til at fortage sig, indtil

vi kom til et knæk i floden, hvor en lille

flok af nogle af verdens

særeste skabninger

svømmede rundt. ”Pink-

nosed river dolphins”

kaldte Carlos dem, og

ganske rigtigt stod der

et lyserødt skær fra

næserne på delfinerne,

der lystigt boltrede sig

omkring båden. ”Så, nu

kan I roligt hoppe i vandet drenge”,

sagde Carlos. ”Hvor der er delfiner, er

der ingen krokodiller, I kan bare slå jer

løs”. Vi kiggede lidt ned på det grum-

sede, brune flodvand med en sigtbarhed

på under fem centimeter og spekulerede

lidt på, hvad der mon befandt sig dernede

af farlige skabninger. ”Piratfiskene skal

I ikke bekymre jer om”, sagde Carlos,

som om han havde læst vores tanker.

”Så længe I ikke har store åbne sår,

napper de jer højst lidt bagi”.

Således opmuntret overvandt lysten

til en svømmetur frygten for det

djævelske vand, og vi sprang kækt i

floden. Desværre med det resultat, at

vores delfinvenner straks fortrak og

svømmede lidt væk fra båden. Vi kunne

ikke se vores egne kroppe gennem det

grumsede vand, men fra tid til anden

kunne vi mærke dem, når piratfiskene

nappede blidt i os. De sidste to, der kom

tilbage op i båden efter endt svømmetur,

var Roy og eran fra Israel. eran var, for

at det ikke skulle være løgn, stormester

i skak og kunne snildt banke resten af

bådens besætning på en gang, selv om

han sad med ryggen til skakbrættet.

Som alle israelere var de eventyrlystne,

og de var - i modsætning til ganske

mange andre unge israelere på rejse i

Sydamerika - utroligt sympatiske. Knap

var Roy og eran kommet op i båden, før

de ophidset råbte noget til hinanden på

hebræisk. Så pegede eran lidt fremad

og råbte ”Crocodile!”, hvorpå de begge

sprang i vandet i den retning, eran lige

havde peget. lamslåede så vi andre til

og fik øje på en lille flok krokodiller i

vandet. Krokodillerne var højst tredive

meter fra båden og højst halvtreds

meter fra delfinerne på den anden side

af båden. Mens vi i båden undrede os

over, hvordan en begavet stormester

kunne finde på noget så dumt som at

hoppe i vandet med en flok krokodiller,

gik sammenhængen op for os. ”Camera,

camera” skreg Roy. ”Find my camera. I

want a photo with us in the water with

the crocodiles!”

”Piratfiskene skal I ikke bekymre

jer om”, sagde Carlos, som om

han havde læst vores tanker. ”så

længe I ikke har store åbne sår,

napper de jer højst lidt bagi”.

flodsvin og anakondaer

efter igen at være blevet fuldtallige

sejlede vi videre ned ad den spændende

brune flod og betragtede det

særdeles mangfoldige dyreliv. Her var

flere krokodillearter end noget andet

sted på kloden, og over os fløj fra tid

til anden farverige papegøjer. Gus fra

england, der forstod at overdrive sine

historier, mente med sikkerhed han

havde set en tukan. Langs floden sad

også med jævne mellemrum flokke af

de mystiske forvoksede marsvin, der lød

navnet Hydrochoerus hydrochaeris. På

dansk kendt som flodsvin eller kapivar,

der betyder ”Herren over græsset”.

et i sandhed mærkværdigt dyr denne

rødbrune græssets herre og verdens

største gnaver, der trods ligheden med

marsvinet var på størrelse med en fuldvoksen

gris. ”Som flodhesten lever den

det meste af dagen af at æde planter

nede under vandoverfladen”, fortalte

Carlos, da vi sejlede forbi.

Slanger var der også masser af i området.

Vi traskede rundt i de mange sumpe

i et område, som var kendt for, at de

lokale guider kunne fange og håndtere

de giftige slanger. Alle tre arter af den

sjældne anakonda fandtes i området,

og efter vores krokodillefangst var vi

stærkt opsatte på, at det skulle være

vores næste bytte. Her var vi dog ikke

vilde med at bistå i indfangningsarbejdet,

der gik ud på i timevis barfodet

at traske rundt i sumpvæksten i vandkanten

langs bredden af de mange små

søer og løfte lidt på åkanderne for at se,

om verdens største og tungeste slange

skulle ligge på lur et sted i vandet.

efter nogle timer, hvor den eneste der

havde set en kvælerslange var Gus, der

bestemt mente at have set en to meter

lang kleppert kravle forbi lige bag os,

indstillede vi jagten. På vejen hjem

fandt Carlos dog en lille trøste-cobra

til os. Det var lidt uklart, hvorvidt den

var giftig eller ej, men gladelig holdt

vi den alle på skift, mens vi omhyggeligt

klemte to fingre sammen om dens

hoved og hals, så den ikke kunne lave

ulykker.

el Camino de la Muerte

Der var tre måder at komme til

Rurrenabaque fra la Paz. Den første og

suverænt letteste var i al sin enkelhed at

stige ombord på en lille propelmaskine,

flyve lavt hen over de ufremkommelige

Andesbjerge og lande i Rurrenabaque på

en græsmark. Den anden og suverænt

billigste var at tage bussen tyve timer

ned ad ’verdens farligste vej’. Vejen, der

helt blev lukket for motoriseret trafik i

2006, tog i gennemsnit livet af en person

om dagen tilbage i 1999. Jeg valgte den

tredje og suverænt sjoveste mulighed,

nemlig at cykle de 64 kilometer ned ad

’verdens farligste vej’, som de lokale

også kaldte for ’el Camino de la Muerte’,

og derfra tage bussen det sidste lange

stykke.

Vores lille gruppe stod derfor småfrysende

en tidlig morgen iført alt, hvad

vi havde af tøj i 4700 meters højde

på toppen af la Cumbre, hvor vores

chauffør Emilio fra firmaet Gravity

Assisted Mountain biking lige havde

kørt os op. blot 64 kilometer skulle vi

cykle ned ad denne vej til byen Yolanda.

Vejen var den eneste, der forbandt la

Paz på det bolivianske altiplano med

den bolivianske regnskov, den såkaldte

Yungas. et fald på hele 3.600 meter

fordelt på sølle 64 kilometer, svarende

til et gennemsnitligt fald på knap 6 %,

skulle vi forcere - til alt held i nedadgående

retning, og på de heldigvis

moderne udseende mountainbikes, vi

fik udleveret på toppen.

De første femten kilometer fløj vi for fuld

fart nedad på den smukt asfalterede vej

og havde endda til tider overskud til

at nyde det dramatiske bjerglandskab.

Så hørte asfalten op, og vi begav os i

krig med djævelens landevej. Heldigvis

havde man året forinden besluttet

at ensrette trafikken, så man i tolv af

døgnets timer kun måtte køre op og i

de andre tolv timer kun køre ned. Det

betød, at vi kun kunne risikere at møde

lastbiler og andre køretøjer, der som os

var på vej nedad bjerget. Desværre fore-

skrev reglerne på de kanter endvidere,

at man altid skulle overhale udenom,

det vil sige ud mod skrænten, så det var

med bævende hjerte og nerverne uden

på tøjet, når vi med 40 km/t overhalede

de store trucks på de stenede og til tider

mudrede veje, mens vi prøvede at lade

være med at kigge ud over skrænten.

Fra tid til anden stoppede vi og betragtede

med morbid fascination de mange

vrag af busser og trucks, der hjælpeløst

lå smadrede for bjergets fod. Men ned

skulle vi, og ned kom vi uden at bruge

vores kræfter på meget andet end

at holde os oprejst på cyklen samt at

bremse med de to håndbremser, som til

sidst var rødglødende takket være den

evige friktion.

Gennem vandfald og mudder nåede vi

endelig Yolanda. emilio, der havde været

så venlig at følge efter os hele vejen ned

i servicevognen med lappegrej, gav os

slutteligt et lift op til Coroico - en herlig

oase i den bolivianske regnskov. Her

vaskede vi mudderflagerne af og brugte

et par dage til at forsøge at dulme de

værste fingersmerter - forårsaget af

evig nedbremsning - ved at lægge dem

på is. Dette var lettest gjort ved kontinuerligt

at have en iskold øl i begge

hænder.

Det sidste stykke fra Yolanda til

Rurrenabaque foregik i en bus, der

var som busser i Sydamerika på det

tidspunkt var flest. En gammel smadderkasse

med langt flere passagerer

end sæder, hvorfor mellemgangen var

fyldt op med indianerkoner på små

røde plastictaburetter, og intet armlæn

syntes blottet for en bred sydamerikansk

bagdel. Men humøret var højt, mens

chaufføren for at tage del i festen, og

måske for bedre at kunne koncentrere

sig om de mange hårnålesving, delte

en gibbernakker med et par mandlige

passagerer. Således vel underholdt af

vanvittig kørsel på randen af intetheden

nåede vi en tidlig morgen endelig frem til

den lille idylliske landsby Rurrenabaque,

hvorfra eventyret i Amazonbassinet

kunne påbegyndes.

Billede øverst: En ” Hydrochoerus hydrochaeris”

bedre kendt som et flodsvin hygger sig

i solen, mens vi driver forbi i vores udhulede

træbåd.

Billede nederst: Det farligste øjeblik er når

krokodillen trækkes op i båden og dens kæber

skal surres sammen.

0 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 1


Lyden af siesta

siesta i sevilla. en lille pause i storbyens liv. jeg forsøger at få en

middagslur, men byen bliver ved med at friste, og jeg kan ikke lade være

med at nyde stilheden – og lytte til den.

TeksT & FoTo: henrik Frier hansen

der er næsten stille i sevilla.

Det er siesta tid, og Andalusiens hovedstad

holder en let og behagelig pause.

Den ellers vibrerende og pulserende

storby er på standby, klar til igen at

udfolde sig – blot senere.

Men den ulmer stadig.

Som en stor motor, der kører i tomgang.

Den er ikke slukket, ikke gået i stå –

men heller ikke sat i gear. Den ulmer.

Den slumrer og simrer, som en vulkan,

der er i hi og hvert øjeblik kan eksplodere.

Der lyder en guitar et eller andet sted

fra gaden. Der er én der øver sig i

flamencospil. Skalaer pudses af, og et

par enkelte akkorder afprøves. Det lyder

simpelt, men godt. Det er som om lyden

af guitar passer så godt til akustikken i

disse små, smalle gader – lyden trænger

hult igennem.

Her er næsten stille. Det summer lidt,

og man kan høre få men tydelige lyde.

lyden af siesta. en lille baby vågner fra

middagsluren og græder et sted langt

væk.

Jeg kan høre lyden af menneskestemmer

summe et par gader væk. nogle vasker

op, jeg kan høre lyden af tallerkener der

stables.

Der er fred, men ikke helt stille. Det

normale høje lydniveau af byen er væk,

trafikken er stort set standset, og hvis

man lytter godt efter, kan man høre alle

deltaljerne.

lyden af stilethæle er begyndt at fange

min opmærksomhed. Der er ikke langt

imellem lyden af spadserende kvinder,

men det er jo en behagelig lyd. Man

kan ligefrem forestille sig de velklædte

andalusiske kvinder bevæge sig gennem

byen med en vis ynde og elegance.

nu lyder kirkeklokken, klokken er ved at

være 5. Klokkerne slår hver halve time

her omkring. De lyder hult og lidt voldsomt,

men klokkerne giver en følelse

af fjern fortid som - her blandt alle de

gamle huse - passer godt til byens stilstand

lige nu.

lyden af øltønder er her også. Fra baren

på sidegaden kan jeg høre tjenerne

skifte ankre af øl. Ikke en høj ubehagelig

lyd, men snarere lyden af stille

aktivitet – som imellem to halvlege.

nu er kl. allerede 5 og jeg har efterhånden

opgivet at få sovet min

middagslur. Jeg sidder blot her og lytter

til verden. og nyder freden.

Måske jeg skulle åbne en kold øl?

nabokonen er på spil. Hendes metalskærer

stemme ryger ud af døren og

ud i opgangen, hvor den forstærkes

af de gamle mure og højden til loftet.

Hun råber noget til sin besøgende, der

allerede er gået ned ad trappen og ud

på gaden. Hendes ord bliver hængende

i opgangen, bremses af den lukkede

gadedør – og kastes rungende tilbage

op mod vores lille lejlighed.

en knallert fræser forbi på Adrianogaden.

en af disse små 50cc knallerter,

der presser al sin kompression ud

igennem et lille og meget kort udstødningsrør,

uden særlig lyddæmpning.

Man kan høre den hele vejen ud til ringvejen.

Så falder lyden ud og overtages af en

hund der gør. Det lyder som en stor

hanhund, der lige er vågnet af middagssøvnen.

en tung, dyb og lidt søvnig

WoF... Det bliver ikke til mere end et par

kraftige bjæf, og det lyder nu mere som

om han er fortsat med middagsluren…

en due basker forbi vinduet – efterladende

en lyd af dovne, flappende

vinger.

et øjebliks stilhed. Tilbage til stand-by

tilstanden. lidt småsnak. en kaffemaskine

der brygger i et køkken tæt på.

en gadedør åbnes blidt og lukkes med

den største nøjsomhed. Ikke som vores

nabokone, der åbner og lukker med et

smæk.

en scooter passerer nu. Men det er tydeligvis

en Vespa, lyden er mere moderat

end de små knallerter. Ikke så høj i

tonen og slet ikke generende.

Den lille sorthårede servitrice i baren

fra i går huserer stadig i min underbevisthed.

Jeg må se at komme tilbage

og drikke et glas Rioja og nyde synet af

hende, når hun står i det åbne køkken

og laver ’salmorejo’.

en garagedør åbner. en bil starter. et

ungt par kører bort i en lille åben sports-

Frokosttid i Sevilla

vogn. Zoommm… Døren lukker igen og

tilbage til stand-by.

Kl. er nu 17.30, og nu begynder dette

fantastiske gyldne aftenlys at trænge

ned i lejligheden via husmuren overfor.

Jeg tror sjældent jeg har oplevet et

lys så flot og så gyldent som på denne

solbeskinnede novemberdag. Det er så

gyldent og varmt at man får varmen

blot ved at se på det. Det er ikke temperaturen

der varmer, det er tonen og

farven.

Jeg går ud på balkonen og ser straks

den specielle blå farve som himlen får,

når solen står lavt. en mørk og meget

kraftig azur-blå farve, der får himlen til

at se voldsom og dragende ud.

en bil standser, og en far med hans

to små døtre stiger ud. På gaden står

to ældre damer og venter. Mødet med

bedste- og oldemoderen er rørende. De

to små børnebørn smækkysses så det

kan høres helt herop. Det er fire generationer

der mødes her, gensynet er

glædeligt, og det er varmt og pragtfuldt

at se på.

efterhånden begynder gadebilledet igen

at blive fuldt af liv. Der er mennesker

overalt og larmen begynder. bilerne,

trafikken, snakken, folk der råber,

raslen med kopper og glas fra barerne

og caféerne. Slumre-tilstanden afløses

af begyndende aktivitet. Som en stor

motor der startes op og får det hele

til at køre. nabokonen er begyndt at

råbe igen efter middagsluren. Siestaen

er slut og aftenen er kun lige begyndt.

Sevilla syder igen...

klub info

Tyge Korsgaard

runder 100 lande

aF per allan Jensen

en våd og mørk aften, d. 18. april 2001, blev

det månedlige DbK-møde afholdt i Tyges

lejlighed på Østerbro. Tyge havde netop fortalt

lidt om en skiferie i Kasakhstan, og ud på de

små timer, da den ene øl var fulgt efter den

anden, sad vi og blev enige om, at vi burde

benytte Tyges forbindelser derude til at arran-

gere en trekkingtur i klubregi.

Som sagt så gjort. Turen blev berammet til

august 2002 og annonceret gennem både

klubblad og internet. en håndfuld medlemmer

viste umiddelbart interesse, men da planlægningen

begyndte at blive så håndgribelig, at der

skulle betales et kontant depositum, faldt folk

stille og roligt fra. Men ingen grund til panik,

Tyge fyldte bare op med venner og kolleger, så

turen alligevel kunne gennemføres.

næste interessante udvikling kom i juni, da

en lakonisk mail fra Tyge bekendtgjorde, at

han netop havde fået job i Uganda og derfor

ikke kunne deltage i ”sin egen” tur! Jobbet

som turansvarlig blev herefter overladt til

en af Tyges kolleger, og det blev - trods den

lidt usædvanlige start - en fantastisk god tur

(DbK’s første klubtur i øvrigt).

Som nævnt forlod Tyge sin lederstilling hos

FIH til fordel for fem års arbejde for Danida i

Uganda, med udgangspunkt i ambassaden

i Kampala. Formålet har været at etablere

og udvikle partnerskaber med henblik på at

udnytte danske erhvervserfaringer direkte,

uden at involvere eksterne konsulenter.

Det har - iflg. Tyges egne udtalelser - været

fem gode og udbytterige år i Uganda, hvor

der - ud over det rent faglige - også har været

tid til en masse rejseaktivitet på ’det sorte

kontinent’. Sidste år blev det således til et

par rejser - med 4WD - fra Uganda til Cape

Town og retur. ned gennem Kenya, Tanzania,

Malawi, Mocambique, Zimbabwe, Swaziland og

lesotho, og retur gennem namibia, botswana,

Zambia, Zimbabwe, Malawi, Tanzania og

Rwanda.

Sidst i oktober gik turen så - stadig i 4WD -

hjem mod Danmark, gennem Kenya, etiopien,

Djibouti, eritrea, Sudan, egypten, libyen,

Tunesien, Algier og Marokko, hvor Tyge

befinder sig i skrivende stund (6. februar). Og

når du læser dette, skulle jubilaren gerne være

tilbage i Danmark, efter 5-6 spændende år og

58.000 km’s kørsel. Der må da virkelig være

basis for et par beretninger på klubmøder og

i Café Globen!

Vi ønsker Tyge tillykke med jubilæet og

velkommen tilbage til det kolde nord.

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 3


klub info

Mødeaktiviteter 2007

Der blev i løbet af 2007 afholdt i alt 22

møder, med deltagelse af fra 7 til 51

deltagere (sidstnævnte til årets julefest

i Café Globen). I alt 129 af klubbens

medlemmer deltog i et eller flere møder

(svarende til 48% af medlemmerne).

Det gennemsnitlige antal mødedeltagere

var 21, hvilket er en markant stigning

i forhold til tidligere år.

deltagere:

Titlen som årets flittigst mødedeltager

tilfalder - for første gang i mange år -

ikke undertegnede selv, men derimod

ewa bylinska (11 møder) efterfulgt af

Kaj Heydorn (10 møder) samt Søren

Padkjær og Per Danielsen (9 møder).

Derefter følger (med 8 møder) Christian

bøjgaard, Anders Andersen og Per Allan

Jensen.

*) Antal medlemmer (og % ud af samtlige),

der har deltaget i 1 eller flere

møder.

lokaliteter:

De 22 møder var geografisk fordelt med

15 i HT-området og 7 i Jylland.

Indhold:

Der har været 3 ’hyggemøder’ uden

speciel underholdning (heraf 2 med

eksotisk buffet i Café Globen), 1

weekend-arrangement, 1 generalforsamling

+ julefrokost og 17 almindelige

møder.

Værter:

Af årets 22 arrangementer blev de 9

afholdt i Café Globen og de resterende

13 hos 13 forskellige værter - tak for

det.

Rettelse

foredragsholdere:

Selvforsyningsgraden er nu helt i top,

idet vi i år overhovedet ikke har benyttet

eksterne kræfter.

bemærkning:

Igen i år har den reelle mødeaktivitet

(specielt i Københavns-området) været

betydeligt højere end tallene antyder,

da der har været afholdt et meget stort

antal arrangementer (med offentlig

adgang) i Café Globen, hvoraf mange

har været med klubmedlemmer som

foredragsholdere eller arrangører.

Per Allan Jensen

2001 2002 2003 200 2005 200 200

Antal møder 24 21 24 25 30 21 22

Medlemmer ultimo 112 110 129 150 194 240 270

Forsk. deltagere *) 71 (63%) 68 (62%) 83 (64%) 91 (61%) 113 (58%) 110 (46%) 129 (48%)

Gns. deltagerantal 12 15 15 17 16 17 21

Ved en fejl var noget af teksten i Rasmus Kraths forrygende artikel

’Somalia - et ”ikke” land’ faldet ud i sidste nummer af Globen. Artiklen

kan læses i sin helhed på berejst.dk. Redaktionen beklager.

klub info

Nye medlemmer

03: søren Gudmann

Jeg har taget udgangspunkt i Interrail ture i 80’erne, herefter har jeg haft længere ture til Sydamerika og

Canada og almindelig backpacking. Jeg boede 3 år i brasilien, hvorfor skiturene gik til Chile og Argentina.

Fra 1990’erne en del ture i forbindelse med mit arbejde. Fra 1998 første gang i Himalaya. Rejserne har

siden primært været for at bestige bjerge eller anden udendørs aktivitet, herunder især Seven Summit

turen i 2005, hvor jeg som første dansker besteg hvert af de syv kontinenters højeste bjerg.

0 : Mariann Hedegaard nielsen

Jeg er 33 år og uddannet pædagog. Jeg har været på højskole to gange og i den forbindelse besøgt bl.a.

Indien og de baltiske lande. Jeg har altid været meget optaget af rejse. I starten mest i europa, men

med alderen er jeg kommet længere ud i verden. De bedste rejseoplevelser har jeg haft jo tættere jeg er

kommet ind på befolkningen, og oplevet nye kulturer og ikke mindst naturområder. Jeg er især optaget af

livet i den 3. verden - specielt Afrika.

05: jacob langebæk Hegner

Jeg er kulturgeograf og interesserer mig for forskellige landes og folkeslags kulturer. Mine rejser

har i høj grad været præget af udvekslinger, hvor jeg har boet i kortere og længere tid hos familier

rundt om i verden. Det har udviklet sig til længerevarende menneskelige relationer og skabt

forståelse for de lokale kulturers opfattelse af deres eget land og omverden. oplevelser, som er

med til at sætte en unik dimension på rejser i et land, dets kultur og dets indbyggere.

0 : Camilla Kornerup

Jeg er 35 år og uddannet cand. mag. i spansk og religion, og arbejder pt. i rejsebranchen på femte år. Jeg

har studeret, arbejdet og rejst i en række lande, jeg har været rejseleder på kulturhistoriske rundrejser og

arbejder med at udvikle nye rejsemål i Hannibal & Marco Polo. Jeg har boet i Chile og Sri Lanka. Min sidste

rejse var et krydstogt mellem Galapagos-øerne. Jeg er glad for at vandre, dykke og køre i bus og tog, fra

sted til sted og opleve folkeslag i alle kroge af verdenen. Min næste rejse går nok til Sibirien og Mongoliet.

0 : Kim bramstrup nielsen

Jeg holder meget af at bo privat, når jeg rejser rundt. Så efter en årrække som lonely Planetrejsende,

er jeg nu internet-rejsende (finder folk at bo hos via internettet). Jeg bliver gerne

adskillige måneder hvert sted. Derfor har jeg meget hurtigt indtjent rejseomkostningerne (f.eks. via

undervisning og andre små-erhverv). Jeg har således aldrig haft de store omkostninger ved at rejse

– og jeg hører nok til dem der kan leve på en sten :)

08: eva Maria Hein

Som barn har jeg boet i norge, det sydlige Kina og Thailand. I 2002-03 var jeg udvekslingsstudent i nanjing, Kina, og

det var en fantastisk måde at komme ind under huden på en fremmed kultur. I dag læser jeg Kinesisk/Østasiensstudier

i København, og jeg har læst et semester på universitetet i Beijing. Jeg har rejst flere gange i Kina og Australien, været

på cykeltur i Sydøstasien, og på bådtur til Fiji, Tuvalu, Kiribati, Marshall Øerne og Hawaii. Jeg rejser fordi jeg synes at

det er lærerigt at møde fremmede kulturer. byer kan være spændende, men jeg foretrækker naturoplevelser.

09: Peter jensen

Jeg er uddannet på Handelshøjskolen og arbejder i dag med kapitalforvaltning. Mine fritidsinteresser er

især sport og rejser, og det har jeg kombineret ved bl.a. at løbe maraton i new York og buenos Aires,

gå 100 km og 200 km-march i belgien og Holland, og besteget Kilimanjaro. Mine rejser har omfattet

alt fra rygsæk- til business-ture. Højdepunkterne er pyramiderne i Ægypten, vandfaldene i Iguazú, den

transsibiriske jernbane fra Moskva til Vladivostok samt Kilimanjaro.

10: Kasper Krogh

Jeg er uddannet journalist og historiker fra RUC. Sammen med min kæreste har jeg rejst i

europa, Sydafrika, USA, Mexico og forbereder en tur til Cuba. Jeg rejser meget i forbindelse

med mit arbejde som journalist på berlingske Tidende, og det bliver til 2-3 måneder om året.

Jeg foretrækker ture, hvor der sker noget, hvor jeg kan kombinere det at bruge kroppen og

være aktiv samtidig med at jeg får en på opleveren.

11: eva Hansen

Jeg er startet ret sent med mit rejseliv. omkring 1990 begyndte jeg så småt med charterture til Sydeuropa,

og min første tur uden for europa var i 1995 hvor jeg besøgte min datter (Sisse Skipper Andersen, medl.

193) på bali, Indonesien. Herefter har jeg fået smag for eventyret, og det er blevet til overland-ture igennem

Afrika, kryds gennem Sydamerika, og flere ture i Asien. Jeg rejser nu 2-3 måneder om året. Næste tur er

jorden rundt på 3 måneder sammen med Sisse og mine 2 børnebørn, hvor den ældste, natasha, er medl. 380.

12: asger domino

Rejserne startede med at jeg var i kibbutz i Israel i 1975, udvekslingsstudent i louisiana i 1976 og på

jordomrejse med rygsæk i 1982. Jeg har i mange år haft internationale karrierejobs, men i september

2007 købte jeg et rejsebureau – Stjernegaard Rejser A/S – som har speciale i kultur- og naturrundrejser

med danske rejseledere, individuelle oplevelsesrejser og eksotiske badeferier. Sydøstasien er mit

favoritområde på grund af totaloplevelsen med kultur, natur, mennesker, det kulinariske og varmen.

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 GLOBEN nr. 31 / Marts 2008 5


klub info

Kontaktpersoner DBK

Jens Poul Madsen

info@berejst.dk

Pelargonievej 27

2000 Frederiksberg

Tel. 20 66 76 33

Formand

Jakob Øster

globen@berejst.dk

Stavnsbjerg Allé 30

2730 Herlev

Tel. 32 11 31 11

Globen, ansv. redaktør

Per Danielsen

kasserer@berejst.dk

Rørholmsgade 7A, 5

1352 København K

Tel. 33 13 56 18

Kasserer

Gerner Thomsen

annoncer@berejst.dk

Marathonvej 21, 1.-5

2300 København

Tel. 3259 6095

PR-ansvarlig / Sponsorer

Jakob Linaa

toastmaster-west@berejst.dk

Katrinebjergvej 67, 2. th

8200 Århus N

Tel. 2086 7777

Toastmaster vest

Nikolaj Witte

nikolaj@wayout.dk

Balders Plads 4, 1 tv.

2200 København N

Tel. 86 18 11 36 / 22 79 03 84

Sekretær

GLOBEN nr. 31 / Marts 2008

Niels Iversen

webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Tel. 86 28 18 56

Webmaster og adresseændringer

Kirsten Kjærsgaard

nytmedlem@berejst.dk

Møllestien 34

8000 Århus C

Tel. 86 20 91 33

Medlemskontakter

Thomas Snorgaard

toastmaster-east@berejst.dk

Borgmestervangen 22 st. tv.

2200 København N

Tlf. 35 38 25 83

Toastmaster øst

Lars K. Munk

munkens@gmail.com

Smedetoften 24, 1. th

2400 København NV

Tel. 3834 8980

Næstformand

Per Allan Jensen

globen@berejst.dk

Bernhard Bangs Allé 51A, 2th

2000 København F

Tlf: 38 10 10 78

Globen, statistik og korrektur

Anja Povlsen Olsen

apovlsen@yahoo.dk

Holcks Plads 4, st. th.

2700 Brønshøj

Tel. 24 65 55 22

Globen, grafisk design

Viktors Farmor

World-Wide Expeditions

VANDREfERiE PÅ DEN KiNESiSKE MUR

De dele af Den Kinesiske Mur som vi skal gå på og langs ligger i de smukke bjergrige egne nord

for Beijing og ud til Det gule Hav.

Der er lagt vægt på, at vi bevæger os mest muligt på eller langs med Den Kinesiske Mur. Dette

for at give et indtryk af, ikke bare et stykke mur, men af et stykke natur, et stykke kultur, et stykke

historie og arkitektur, som mennesker har skabt, - et mindesmærke i tid og rum.

4. til 17. maj 2008 • 17.100 kr.

KiRGiSiStAN & tAJiKiStAN

Landene er rige på kultur, landskabelig skønhed og venlige mennesker, som gerne

vil i kontakt med verden udenfor. På rejsen oplever vi fantastisk natur i bjerge og

dale, søer og højlandssteppe, der bebos af nomader, ørne, bjerggeder og sneleoparder.

Vi ser kulturer med spor fra Alexander den Stores hære, fra buddhister,

sufi-bevægelser og forskellige etniske grupper, der har en historie, der går 5000 år

tilbage.

19. maj til 5. juni 2008 • 22.200 kr..

SUMAtRA – bJERGE oG JUNGLE

Sumatra, den store ø i Indonesien, er et utrolig naturskønt sted med floder, bjerge,

søer og tropiske regnskove. En stor del af Sumatra er dækket med jungle, og dyre-

og planteverden er helt unik.

Her lever stadig tigre, elefanter, orangutanger, næsehorn og mange andre spændende

dyr.

En stor oplevelse er dagene i junglelodge, hvor man kommer helt tæt på naturen

og alle dens dyr og lyde. Her kan man vælge at tage på trekkingtur inkluderet elefantridt

og vask af elefanterne i floden.

1. til 19. juli 2008. 22.600 kr.

EcUADoR

– MED hVALER VED PUERto LoPEz

Ecuador er et tropisk land ved Andesbjergene med både højland og jungleområder.

I starten stifter vi bekendtskab med den helt unikke koloniale by Quito, verdens næsthøjest

beliggende hovedstad med smukke udsigter til Andesbjergene. På heldagsudflugt til øen “Isla de

la Plata” kan vi se mange af de fugle, der normalt ses på Galapagos. I Amazon-området bor vi tre

døgn på en charmerende lodge, hvor vi om dagen sejler på Napo-floden, vandrer i regnskoven

med naturguide og om aftenen samles omkring lejrbålet.

2. til 20. juli 2008. 21.400 kr.

tANzANiA oG zANzibAR

Natur og safari i det ægte Afrika som vi oplever på nærmeste hold i de sydlige

nationalparker: Selous, Ruaha og Mikumi. Den sydlige del af Tanzania er ikke

“opdyrket” i forhold til turisme, så vi er mere uforstyrrede. Rejsen afsluttes med

4 dage på Zanzibar hvor vi dels oplever den koloniale stemning fra slavetiden

og dels skal slappe af på strandene i nord.

7. til 22. juli 2008 • 26.800 kr.

SMÅ GRUPPER • DANSKE REJSELEDERE

Også rejser til: Jordan – Libyen – Yemen – Oman - Iran – Namibia – Ethiopien – Ghana – Peru – Burma – Indien

www.viktorsfarmor.dk • 86 22 71 81 • info@viktorsfarmor.dk


THAILAND, fly fra kr. 4.995

NYHEDER: Unikke adventure oplevelser hvor asfalten ender og uden for de

gængse turistruter. Prøv f.eks. vores nye tur i husbåd ved De Tre Pagoders

Pas i Sangkhlaburi eller tag med thailandske rangers på trek i Khao Yai

National Park. Bagefter kan du slappe af på vores skønne resort Koh Kood

Beach Bungalows, der har egen pool og er et perfekt valg for en afstressende

solferie.

Ankomstpakke Bangkok, inkl. 2 nætter, fra 245

Koh Kood Beach Bungalows, 1 nat, fra 165

Sea Safari, 7 dage, fra 2.120

Jungletrek: Umphang, 5 dage, 1.665

NYHED Jungletrek: Khao Yai Ranger Tour, 4 dage, 1.570

NYHED Husbåd: Lake Safari Sangkhlaburi, 6 dage, 2.185

Jysk Rejsebureau har eget servicekontor og hotel i Bangkok.

DRØMMEREJSER jorden rundt

Hos Jysk Rejsebureau er vi eksperter i at sammensætte Jorden rundt rejser,

der er skræddersyet netop til dine ønsker og behov. Du kan få stop overs

overalt i verden, - og billetterne er gyldige i op til et år. Vi kan lave Jorden

rundt til alle rejsende, men for unge under 26 år og studerende kan vi tilbyde

særlige rabatter og kombinationer.

Asien og USA, ungdomspris fra 9.365*

Rute: København-Bangkok-Manila-Los Angeles/San Francisco // New York-

København.

Asien, Australien, New Zealand og USA, ungdomspris fra 13.585*

Rute: København-Bangkok-Manila-Sydney-Auckland // Christchurch-Nadi-

Los Angeles // New York-København.

*Priserne er inkl. skatter og afgifter og med forbehold for eventuelle prisændringer.

/ = eller. // = rejse på egen hånd.

Læs mere på www.jysk-rejsebureau.dk

NEPAL, fly fra kr. 6.230

Nepals mægtige Himalaya-bjerge betyder, at landet har nogle af verdens bedste

muligheder for trekking og rafting på alle niveauer. Nepal er samtidig et velvalgt

udgangspunkt for spændende ture til Tibet og Bhutan. Her kan Jysk Rejsebureau

hjælpe dig til at få unikke oplevelser, som du ikke kan få på egen hånd.

Ankomstpakke Kathmandu, inkl. 2 nætter, fra 240

Bhairav Kund Trek, 10 dage, fra 3.715

Annapurna Rundt, Tehus trek, 18 dage, fra 6.015

Ekstrem trekking, Mera Peak, 21 dage, fra 13.505

Rafting Kali Gandaki, 3 dage, fra 680

Safari Chitwan, 3 dage, fra 610

Bhutan, 4 dage, fra 7.935

Everest High Pass, grupperejse m. dansk rejseleder, 23 dage, fra 19.695

Jysk Rejsebureau har eget servicekontor i Kathmandu

FILIPPINERNE, fly fra kr. 7.075

Et eventyr i verdensklasse! Tag med Jysk Rejsebureaus eget skib Hans Christian

Andersen på Adventure Cruise i Filippinerne. Oplev det uspolerede

øhav, vidtstrakte strande, traditionelle fiskerlandsbyer samt enestående

dykning og snorkling. Kombinér dit cruise med trekking eller oplev de

smukke risterrasser fredet af Unesco.

Adventure Cruise, 8 dage inkl. helpension, fra 4.995

Børn under 12 år fra 2.995

Dykkerpakke, 6 dyk med eget udstyr fra 950

Rundrejse og risterrasser, 5 dage, 2.465

NYHED Svøm med hvalhajer, 4 dage, 2.385

NYHED Vulkantrekking, 5 dage, 3.060

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216

www.jysk-rejsebureau.dk

More magazines by this user
Similar magazines