Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

skoletjenesten.dk

Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE

EN VANDRING

Lærervejledning for 7.-10. klasse


Litteratur:

Aries, Philippe

Dødens Historie i Vesten.

1986 Sjakalen.

Aries, Philippe

The Hour of Our Death.

1981 Allen Lane.

Egger, Gert Den dansende død.

1987 Stofskifte nr. 15

Tidsskrift for Antropologi.

Foucault, Michel Klinikkens fødsel.

2000 Hans Reitzels forlag.

Sontag, Susan

Illness as Metaphor.

1988 Penguin.

Valeur-Larsen

En tur på Assistens Kirkegård.

1960 Historiske meddelelser om

København.

Weitemeyer, H. Kulturskildringer fra

København i det 18. århundrede.

1916 Gads forlag.

Illustrationer:

1. Foto: Gert Egger, efter

Ludwig Suhls Akvarel (1783)

Fra Stofskifte nr. 15

Tidsskrift for Antropologi.

2. Udsnit af kalkmaleri fra Nørre

Saltum Kirke.

Fra: WWW. Kalkmalerier.dk.

3. Maleri af Alessandro Casolani:

Ung pige betragtende et dødningehoved.

Fra: Kunstmuseets Årsskrift 1950.

1951 Gyldendalske Boghandel.

Nordisk forlag.

4. Øvrige fotos: Formidlingscentret.

2


FORORD

Dette undervisningsmateriale er

udarbejdet med henblik på de

lærere, som ønsker at gå i dybden

med emnet død og sorg over et

længerevarende tilrettelagt forløb.

Baggrunden er dels undervisningstilbuddet

Døden i

Europæisk Kulturhistorie, som

finder sted i Etisk Værksted på

Assistens Kirkegård, og den relaterede

dialog med de mange

besøgende siden 1999, samt et

generelt udtalt behov for en tilgang,

der afdækker temaet.

Dette behov for at revitalisere –

eller genopdage – døden fremstår

i disse år med en så iøjnefaldende

intensitet, at det næsten forekommer

unødvendigt at præsentere

døden som et tabuiseret emne.

Det siger sig selv, at man ikke kan

ønske at genopdage "noget", som

ikke er godt og grundigt skjult,

og at der derfor samtidig er tale

om en besværlig størrelse.

At vi står over for et besværligt

emne, har derfor ingen nyhedsværdi

for unge mennesker, som

primært ønsker overblik i relation

til egen identitet og dermed fornemmelse

for tid og sammenhæng.

Intentionen med det foreliggende

materiale er foretaget med denne

problemstilling for øje.

Den teoretiske del af undervisningstilbuddet

Døden i Europæisk

Kulturhistorie har fra begyndelsen

ligget fast. Den er foretaget på

baggrund af litteraturstudier, som

detaljeret beretter om skiftende

tiders forestillinger om døden.

Disse forestillinger kan meget

tydeligt aflæses på Assistens

Kirkegård, fordi kirkegården er så

gammel og velbevaret, som den

er, og vi kan helt konkret slå fast,

at forestillinger om døden ikke er

statiske.

Den dialogbaserede del af undervisningstilbuddet

har af naturlige

årsager ikke været fastlagt, men

har opnået sin nuværende form i

samarbejde med besøgende unge

mennesker.

Det betyder, at jeg i mine kommentarer

til vandringen på kirkegården

har prioriteret at inkorporere

de mange, særdeles konkrete

spørgsmål, som har været gennemgående

fra aldersgruppen, og

ligeledes valgt at gøre opmærksom

på den tankevækkende

følsomhed, som især opstår på

kirkegårdens aktive del.

Det er således ikke tilfældigt, at

jeg omtaler fortidens skræk for

levende begravelser eller detaljeret

oplyser om lovgivning og sidst

men ikke mindst opfordrer til

specifikke iagttagelser på

Lokalkirkegården.

Det er her, vi kan opleve et nærvær,

som lægger op til en accept

af et fælles menneskeligt vilkår,

som hverken bør undskyldes eller

forties.

Marianne Devantier

Antropolog

3


DØDEN I

EUROPÆISK

KULTUR-

HISTORIE

Indledning.

Døden og forestillingen om døden

er og har altid været en balance

mellem det rationelle og det irrationelle.

Vi ved det ikke præcist.

"Det", vi som mennesker ikke ved

præcist, er mystisk og ubehageligt,

og alt, hvad der er mystisk og

EGENDØDEN

Hovedparten af Europas befolkning

var bønder, og det var mest

almindeligt med flere generationer

samlet i et hushold.

Gennemsnitslevealderen var lav

og børnedødeligheden meget stor.

Afslutningen på livet var derfor

ikke et fremmed syn for nogen

mennesker, men derimod en

naturlig begivenhed, man ofte var

vidne til. Som døende var man

derfor fortrolig med det, der nu

4

ubehageligt, er et smitsomt anliggende,

man i vor tid gemmer af

vejen.

Ovenstående er i korte træk

essensen af dødshistorikeren

Philippe Aries’ konkluderende

betragtninger om vor egen tid, og

de er næppe en enestående nyhed

for nogen.

Vi ved godt, at vi er fortrængningseksperter

med hensyn til

døden – på det nærmeste dødsfornægtende

– og vi er også vel

vidende om, at fortrængninger

generelt er en besværlig psykisk

størrelse, der appellerer til skyld.

Vi får det med andre ord rigtig

dårligt, når der er kendsgerninger,

vi ikke vil tænke på eller tale

om.

engang skulle ske, og man overlod

sin skæbne i kirkernes sikre

varetægt.

Man ved en del om menneskers

tro og forestilling om døden på

dette tidlige tidspunkt. Man

havde den forestilling, at man

som kristent menneske var sikret

et glorværdigt liv i Himmerige

efter en lang ventetid i søvnen.

Man ventede på Dommedag, altså

den dag hvor Vor Herre kollektivt

aflagde regnskab med alle afdøde

på én gang.

Døden er afgjort bedst på film!

Mennesker har imidlertid ikke

altid haft så svært ved at acceptere

døden, som vi har nu.

Der har været epoker, hvor menneskeheden

var fuldstændig fortrolig

med døden, og epoker, hvor

døden nærmest blev opfattet som

vidunderlig.

Vi vil nu vende blikket mod tidlig

Middelalder, omkring Korstogenes

tid i 1200- tallet. Fra dette tidspunkt

har dødshistorikerne en ret

stor viden om, hvorledes mennesker

har forestillet sig døden, og

hvordan denne forestilling langsomt

forandrer sig i løbet af middelalderen.

Forestillingen om den lange søvn

indtil Dommedag ændrede sig

ganske langsomt i løbet af de

næste par hundrede år af middelalderen.

Dommedag rykkede simpelt

hen nærmere dødsøjeblikket

og fortrængte hermed forestillingen

om kollektiv opstandelse.

Man blev mere og mere bevidst

om egen død og eget regnskab.

Døden blev ens egen.

Man havde naturligvis – ligesom

nu – etiske forestillinger og moralske

regelsæt for, hvad man anså


for rigtig og forkert levevis, men

moralske tilstande var – ligesom

nu – en fleksibel størrelse. Det

var svært altid at være et korrekt

menneske, og advarslerne mod

det afskyelige kunne derfor ikke

fortælles grundigt nok.

Man formidlede budskabet ved

hjælp af billedfortællinger i kirkerne.

Det var i kirkerne, mennesker

kom, det var her, man var

social.

Alle kirker havde disse billedfortællinger

– i form af kalkmalerier

– med en motivverden, der var i

fuld overensstemmelse med datidens

virkelighedsopfattelse. Man

forstod budskabet.

I vore dage forekommer kalkmalerierne

både besynderlige og absurde

og for enkelte motivers vedkommende

ligefrem pornografiske.

Mange kendte kalkmalerier i

Europa blev fjernet efter reformationen,

men i Danmark var man

mere sparsommelig, man kalkede

dem over. Billederne er nu tilgængelige

igen i mange af landets

middelalderkirker, til glæde og

forundring for nutiden.

Døden fra Lübeck eksisterer ikke

mere i bogstavelig forstand, men

vi ligner “ham” stadig en gang

imellem i overført betydning.

Hvornår er det i grunden, at vi

gør det?

Mennesket var – høj som lav –

forgængeligt, og enhver stod for

tur. Ingen havde lyst til at danse

med Døden fra Lübeck.

Forestillingen om Døden fra

Lübeck var absolut ikke en vittighed,

men derimod en cementeret

overbevisning.

Har man adgang til internet, kan

en del malerier iagttages på www.

Kalkmalerier.dk – her iblandt den

lille fyr med rumpen i vejret.

I løbet af middelalderen tog man

som nævnt højde for de betænkeligheder,

man måtte have haft i

forbindelse med Vor Herres regnskab,

og lod derfor kirkerne varetage

alt vedrørende død og

skæbne.

Man stolede på kirkens folk –

andre kunne være upålidelige –

og man lod dem foretage

begravelserne, der fandt sted i

selve kirkegulvet eller umiddelbart

uden for kirkerne.

I den tidligste epoke – ca. 12-

1300- tallet – hvor alle sov til

Dommedag, benyttede man hverken

gravsten eller inskriptioner,

men i takt med, at døden fik en

5


mere individuel karakter, blev

synlige navne og årstal betydningsfulde.

Man tog med andre

ord ingen chancer mere med hensyn

til, hvem man var, og hvor

man lå.

Bekymringen for egen skæbne

kulminerede i slutningen af middelalderen

med en form for "makabre"

gravsten, der i udformning

ikke blot angav afdødes data, men

tillige et udtryk for en indre forestilling.

Det blev almindeligt med

gravsten, som viste billeder af

kranier og knogler på en måde,

der ligesom kalkmalerierne fremstod

som Memento Mori, altså en

påmindelse om egen død og

skæbne.

Afslutningen af Middelalderen bliver

en forandringstid med hensyn

til, hvorledes mennesker forestiller

sig døden, og vi taler her om

en diametral ændring – et paradigmeskift.

Dels bryder det nordlige Europa

med katolicismen – hvilket er et

emne helt for sig selv – men der

er mange andre faktorer, som i

lige så høj grad som teologien

medvirker til det ændrede syn på

døden.

Dette nye syn vil vi vende tilbage

6

til efter en afrunding af den sidste

del af middelalderen på vore egne

hjemlige breddegrader.

Vi befinder os nu helt præcist i

begyndelsen af 1700- tallets

gamle København, hvor man

åbenlyst begynder at have behov

for en ændret begravelsespraksis.

København var på det tidspunkt

en klassisk middelalderby, der lå

beskyttet bag mure og volde.

Indbyggertallet var stærkt stigende,

og tilstedeværelsen af så

mange mennesker på dette relativt

lille areal betød, at leveforholdene

blev mere og mere kaotiske.

Vand fik man fra brønde, kloakker

fandtes ikke, og man brugte

gaderne til affald. Det var et slaraffenland

for bakterier og epidemisygdomme.

Pestepidemien, der florerede i

København i 1711, var eksempelvis

af en sådan voldsomhed, at

den forårsagede, at en tredjedel af

byens indbyggere døde.

De døde skulle naturligvis begraves,

og Regensianerne – studerende

som boede på Regensen – fik

status som autoriserede ligbærere

med "fri" uniform, hvilket vil sige

eget tøj.

Begravelserne fandt stadig sted

indenfor i kirkernes gulvareal og

på små tilstødende assistance-kirkegårde

– hvoraf der var seks –

som alle var overbelagt til det

ubeskrivelige!

Datidens lægevidenskab var

udmærket klar over, at tilstanden

var uholdbar. Det var mere end

uhygiejnisk med "lig i lag" i

nærheden af byens drikkevand,

men folketroen var svær at hamle

op med.

Man begyndte imidlertid at tale

om at anlægge en assistance-kirkegård

– altså en hjælpekirkegård

– langt uden for byen. Man talte i

meget lang tid om anlæggelsen,

faktisk talte man om ideen i ikke

mindre end 50 år, før Magistraten,

kirkerne og videnskaben blev

nogenlunde enige, og Assistens

Kirkegård blev en realitet.

I 1760 blev første del af kirkegården

indviet. Hver kirke fra den

indre by fik deres lille del, som de

selv skulle administrere, men succesen

var i begyndelsen til at overskue.

Det blev primært de fattige,

der inden for de næste 30 år lod

sig begrave på Assistens

Kirkegård. De, der havde råd til

det, foretrak stadig en plads i kirkegulvet

trods kraftige prisstigninger.


DEN ANDENS DØD

Menneskers holdninger til

begravelser og forestillinger om

døden var imidlertid begyndt at

ændre sig i denne periode, og

dommedagstanken i forbindelse

med døden blegnede. Døden blev

romantisk.

Det betød, at selve livet nu blev

opfattet som Vor Herres prøvelse,

og døden derimod som en velsignet

hjemkomst til Himmerige

og det evige liv i fællesskab med

andre kære afdøde.

Døden fik hermed karakter af at

være en afsked, og til denne

afsked fik familien for første gang

en betydningsfuld rolle.

Familierne overtog kirkernes

"monopol" og omsorg for

begravelser, fordi slægtninge nu

blev opfattet som de mest troværdige

og uundværlige iscenesættere

af afdødes dyder og gerninger i

relation til det jordiske livs

prøvelser. Familien kendte afdøde

bedst.

For denne tillid overtog familien

afdødes formue, og omsorgen for

den døde blev sat i system.

Udtryk for omsorg skulle først og

fremmest være synlig, og en synlig

iscenesættelse krævede plads.

Der var masser af plads på

Assistens Kirkegård, og de store

monumenter holdt deres indtog.

Det blev mondænt at blive begravet

under de skønneste forhold

med storslåede eftermæler og

inskriptioner, der udførligt berettede

om afdødes dyder og gerninger

i livet.

Denne overdådige pragt havde

naturligvis den konsekvens, at de

gamle gravsten forekom vulgære

og decideret ækle, og man ønskede

dem fjernet.

Det fremgår tydeligt af utallige

klageskrifter til Københavns

Magistrat, hvor man ikke blot

kræver ordnede forhold med

hensyn til de "latterlige" gravsten,

men også med den usømmelige

skovtursadfærd, der finder sted

mellem gravstenene.

De gamle gravsten med de "ildegrinende

dødningehoveder" bliver

fjernet, men det rekreative

aspekt på Assistens Kirkegård

kommer til at bestå – og består i

øvrigt stadig.

Det var imidlertid ikke kun på

kirkegården, at den synlige velstand

og iscenesættelse af døden

var dominerende.

De efterladtes sorg blev også sat i

system. Man viste åbenlyst sin

sorg og smerte i forbindelse med

et dødsfald, og det var helt legalt

at græde offentligt.

Sørgetiden, der var lang, krævede

specielle sørgeklæder, og man

7


deltog hverken i festligheder eller

indledte nye relationer i denne

periode. Man levede tilbagetrukkent.

Det var indlysende, at mindre bemidlede

mennesker havde svært

ved at leve op til guldaldertidens

luksus og normer. Børn skulle jo

forsørges, og kvinder kunne ikke

altid sidde til pynt.

Den overdrevne, romantiske forestilling

om døden blev derfor hurtigt

udsat for kritik fra tidens

"tænkere".

Kritikken betød naturligvis ikke,

at mennesker fra den ene dag til

den anden ændrede holdninger

og stil, men at man langsomt i

løbet af 1800- tallet blev mindre

pralende. Enkelhed og beskedenhed

blev i mere og mere udtalt

grad opfattet som en dyd, da rigdom

i sig selv ikke nødvendigvis

var et fortrin hos Vor Herre. Det

enkelte menneske skulle først og

fremmest være ansvarlig over for

sit eget liv og sin egen skæbne.

Individet fik en samvittighed,

der ikke kunne udstilles offenligt.

Det betød, at etiske spørgsmål om

godt og ondt blev et indre personligt

anliggende, som var uafhængigt

af andre menneskers og

institutioners vurdering; man

blev sin egen moralske vogter.

8

DEN OMVENDTE DØD

Den helt nye måde at forholde sig

til livets afslutning på, som åbenlyst

blev almindelig i slutningen

af 1800- tallet, var naturligvis

ikke kun forårsaget af etiske overvejelser.

Andre store samfundsændringer

havde været medvirkende

til, at mennesker fik en

helt ny forestillingsverden.

Industrialiseringen i 1800- tallet

havde blandt andet forårsaget, at

tusindvis af mennesker forlod

landbruget og migrerede til byerne

som arbejdskraft for industrien.

Befolkningsvæksten betød for

Københavns vedkommende, at

Brokvartererne i hast var blevet

opført, og en ny familieform –

som den, vi kender i dag – så

dagens lys. Denne konstruktion

betød, at generationerne herefter

meget ofte boede langt fra hinanden.

Folkesundheden var desuden blevet

så god som aldrig før. Man

vaccinerede mod tidligere så forfærdelige

sygdomme, børnedøde-

ligheden faldt, og menneskets

gennemsnitlige levealder steg.

Man levede simpelthen længere,

og det blev mest almindeligt at dø

på et hospital – med den ekspertise,

man nu engang havde – når

tiden var inde. Døden blev et

relativt professionelt anliggende.

Kommunernes begravelsesvæsen

havde i 1880´erne overtaget kirkernes

administration af begravelser,

ligbrænding blev indført

omkring århundredeskiftet, og

bedemandsforretninger tog sig i

stor udstrækning af det praktiske.

Døden var for alvor kommet på

afstand i menneskers dagligdag,

hvilket helt bogstaveligt betød, at

det blev en sjældenhed at se

døende eller afdøde mennesker.

Døden bliver fra dette tidspunkt

mere mystisk, og alt, hvad der er

mystisk – det man ikke ved –

forekommer ubehageligt og

appellerer til fortrængning.

Mennesket var på godt og ondt


levet sin egen moralske vogter,

og den enkelhed, man søgte, kom

i praksis til udtryk i en mere og

mere anonym form, hvilket vil

sige ønsket om ubemærkethed.

Flere og flere mennesker valgte i

forbindelse med egen død en

begravelse som ukendt på kirkegårdenes

nye fællesarealer eller et

mindre urnegravsted.

Sorgen for de efterladte blev ligeledes

anonym. Det blev i mere og

mere udtalt grad pinligt at vise

sine følelser offentligt. Følelser

holdt man for sig selv, og forventningen

fra det øvrige samfund

appellerede til, at man udadtil

opførte sig normalt få dage efter

et dødsfald. Man gik på arbejde

eller skole igen.

At være sin egen moralske vogter

fik også en mere direkte psykologisk

betydning for vores forestilling

om døden.

Troen på Vor Herre eller ej blev

en privat sag, og forestillingen

om Dommedag var ikke mere en

udvisket størrelse som i guldalderen,

men på det nærmeste et fænomen,

der blot indgik i vores

sprogbrug som anvendeligt for en

køsituation.

Menneskets ubehag ved tanken

om døden handlede altså ikke

mere om en "hinsides" forestilling

– om opstandelse eller ej – men

derimod om en meget jordisk

situation.

Ubehaget opstod, fordi mennesket

begyndte at frygte tanken om

tiden før døden.

Man var blevet så ansvarlig for sit

eget liv, at man næsten også følte

sig ansvarlig for sin egen dødelighed

som menneske.

Sygdom og svækkelse blev ens

egen skyld, det var fordi man

havde levet forkert.

Tanken om døden og svagheden

blev hermed så ubehagelig, at

man hverken ville tænke på den

eller tale om den. Man gemte

døden meget langt væk i et hjørne

af bevidstheden.

I løbet af 1980´erne – og vi nærmer

os nutiden – begynder der

ifølge dødshistorikerne at opstå

nogle holdningsændringer, og

disse forandringer foregår stadig

lige her og nu.

Vi er begyndt at se vores dødsfornægtelse

og fortrængninger i

øjnene.

Vi er med andre ord begyndt at

sætte spørgsmålstegn ved traumatiserende

"forbud".

Hvorfor skal livet se lykkeligt ud,

selv når livet til tider ikke er lykkeligt?

Hvorfor skal forfald skjules som

noget hæsligt?

Hvorfor har man kun ret til at

vise følelser i enrum, eller i biografen?

Hvorfor vækker synlig sorg afsky

og ikke medlidenhed?

Disse spørgsmål har helt konkret

haft betydning for de sidste årtiers

tiltag til at tale om ældre og

døende menneskers vilkår, og i

lige så høj grad om vores behov

for at udtrykke sorg.

Forestillinger om døden er ikke

statiske. De har ændret sig kolossalt

i tidens løb, og de ændrer sig

til stadighed.

Det vil I kunne se og aflæse på

Assistens Kirkegård, hvor det

samtidig er værd at huske på, at

det altid er mennesker, der har

foretaget forandringerne. Det

betyder, at vi også på nuværende

tidspunkt er medbestemmende

for, hvorledes vi i fremtiden

ønsker at forholde os til livets

afslutning.

Jeg vil efterfølgende foreslå en

vandring, hvor det både vil være

muligt at aflæse kulturhistorien i

praksis og opleve og tage stilling

til den gravkultur, som finder

sted lige her og nu.

9


FORSLAG TIL EN

VANDRING PÅ

ASSISTENS

KIRKEGÅRD

Forgangne tiders forestillingsverden

om døden og udtryk for sorgarbejde

kan tydeligt aflæses på

Assistens Kirkegård, fordi kirkegården

er så gammel og velbevaret,

som den er.

Vi kan iagttage enkelte eksempler

fra slutningen af middelalderen,

som mirakuløst har overlevet

guldaldertidens paradigmeskift og

"oprydningstrang", og vi kan selvfølgelig

opleve selve guldaldertidens

udtryksform.

De eksempler, jeg i den forbindelse

vil fremhæve, er ikke en stillingtagen

til de afdøde personers

kvaliteter – personalhistorien er et

kapitel helt for sig selv – men fortrinsvis

eksempler på den tids

forestillingsverden.

Man kan give sig god tid og finde

mange andre eksempler end dem,

jeg vil foreslå, og det samme vil

gøre sig gældende med efterfølgende

epokers gravkultur.

For lokalkirkegårdens vedkommende

har jeg fundet det upassende

at henvise til specifikke

10

gravsteder og har i stedet valgt at

referere til bestemte områder med

hensyn til kategorier og nye tendenser

på gravkultur.

Lokalkirkegården er – som aktivt

fungerende kirkegård – tilgængelig

for alle besøgende, og jeg vil

blot opfordre til at udvise hensyn

og følge kirkegårdens almindelige

reglement.

Vi vil nu begive os ind på Assistens

Kirkegård, nærmere bestemt

fra porten til Kapelpladsen.

Lige inden for porten tager vi

indgangen til højre side og står

nu på den ældste del af kirkegården

fra 1760. Denne del af

kirkegården har i dag museumsstatus,

hvilket vil sige, at der ikke

bliver foretaget nye begravelser

eller ændringer af det bestående.

Vi går til højre for det karakteristiske

hængebøgetræ og fortsætter

ad stien, til vi næsten når frem

til bagmuren.Vi går igen et par

meter til højre ad sidestien og

står nu foran Roslins familie-

gravsted. Det er et spændende

gravsted i den forstand, at det

repræsenterer to forskellige forestillingsverdener

og stilarter. Af

særlig betydning er den store flade

gravsten med det udhuggede kranie.

Gravstenen er ikke blot kirkegårdens

ældste gravsten, den er

også ældre end selve kirkegården.

Man ved med sikkerhed, at stenen

tidligere har været placeret uden

for Nicolaj Kirke på familiens

daværende gravsted i den indre

by.

Da kirkegården blev anlagt i 1760

vrimlede alle gravsten med den

type motiver, men billedsprogets

morale og løftede pegefinger virkede

stødende på guldalderens

nye tidsånd i 1800- tallet. Sjælens

skæbne kunne efter bedste overbevisning

ikke sammenlignes med

kroppens skæbne, og gravstenene

blev efter talrige anmodninger

fjernet.

En undtagelse er denne sten, som

nok helt bogstaveligt er for tung

at bugsere med, og middelalder-


moralen bliver i øvrigt også modsagt

af inskriptionen på det opslåede

bogrelief. Teksten fortæller

helt i guldalderens ånd, at de salige

"ere de som doe i Herren. De

hvile fra deres Arbejde men deres

Gerninger følge dem". Det jordiske

liv er med andre ord Vor Herres

prøvelse, mens Himmerige er

det betydningsfulde evige liv.

Referencen til "Den andens død"

– længslen efter Himmerige og

fremhævelsen af jorde-livets dyder

og gerninger – vil ligeledes

være lette at aflæse på de efterfølgende

gravsteder, jeg vil fremhæve.

Vi skrår ud på hovedstien og går

et lille stykke mod højre. Her finder

vi – ved selve muren – grev

Schmettaus gravsted, som er

prydet med hjelm og sværd.

Inskriptionen fortæller blandt

andet, at greven er "hædret af

kongen". Oplysningen forekommer

at være en vigtig dyd at fremhæve,

men sandhedsværdien er

selv i datidens øjne yderst tvivlsom.

Man mente, det var pral. Efter

Københavns bombardement i

1807 var det nemlig grev

Schmettau, der fik den ubehagelige

opgave at meddele kronprinsen

– som opholdt sig i Kiel – om

henholdsvis Københavns brand,

kapitulationen og overdragelsen

af hele den danske flåde til englænderne.

I den anledning hædrede

kronprinsen absolut ingen,

men gjorde derimod generalerne

ansvarlige for nederlaget.

Fortsætter vi herefter ad samme

sti, vil vi møde Finansraad G.D.F.

Koes gravsted og monument.

Inskriptionen giver med tydelighed

udtryk for en opfattelse af,

hvad livet er: "Et pust i sivet som

synker ned. Et spil af kræfter som

higer efter en evighed. Til evigheden

saa morgenrød gaar vei herneden

kun gennem død".

Efter dette livssyn fortsætter vi

lidt i samme retning til P.C.

Abildgaards monument med den

"mangebrystede" Artemis.

Der skal ikke herske tvivl om

Abildgaards dygtighed som videnskabsmand,

men inskriptionen

lader sig ikke nøje med dyder

som lærdom og oplyser til overflod,

at Abildgaard "som borger og

menneske (var) elsked for venne-

salig fromhed-, usvigelig trofasthed

og ædel beskedenhed".

Denne lidt "svulstige" retorik kan

findes på utallige andre monumenter

fra perioden, men det vil

jeg overlade til jer. Jeg vil nu henvise

til et fænomen, der ligeledes

var fremherskende i guldaldertidens

forestillingsverden – rædslen

for levende begravelse.

Vi bevæger os et lille stykke tilbage

ad stien og skrår derefter over

det åbne græsareal, til vi befinder

os på afdelingens midterste

hovedsti.

Her møder vi et stenbelagt

gravsted over Caroline F.

Simonsen, der umiddelbart er

mest bemærkelsesværdigt ved

dets åbenlyse behov for restaurering.

Det, vi skal koncentrere os om, er

det såkaldte "åndehul" midt på

gravstedet – et af mange på kirkegården.

Det er selvfølgelig ikke et

åndehul, men derimod en ventilationskanal

til gravkammeret

nedenunder, men – kanalen

omtales kun som et åndehul.

Navnet er et levn fra den kollektive

rædsel for at blive levende

begravet, som florerede overalt i

Europa i løbet af 1800- tallet.

Den almindelige forklaring på

denne overdrevne rædsel er, at

lægevidenskaben på dette tidspunkt

insisterer på at afgøre,

hvornår døden indtræder, men

møder modstand fra teologien og

folketroen. Til det formål er van-

11


drehistorier, som spreder skræk

og væmmelse, særdeles effektive.

Nyere forklaringer siger imidlertid,

at det er en forkert rekonstruktion.

Vandrehistorierne var

dønninger fra en videnskabelig

konflikt mellem to retninger

indenfor lægevidenskaben.

Det blev nødvendigt at bruge ligargumentationen

som overgang til

en positiv observation – altså

interessen for de levende – hvilket

vil sige den profylaktiske –

forebyggende – retning, som vi

kender i dag.

Vandrehistorier er ikke desto

mindre sejlivede, og alle ældre,

europæiske kirkegårde med

respekt for sig selv har sin "egen"

gyserhistorie. Det har Assistens

Kirkegård også.

Vi vil derfor forlade åndehullet og

fortsætte til højre ad stien mod

Nørrebrogademuren. Her møder

vi Bodenhoffs familiegravsted,

bevogtet af billedhuggeren

Wiedewelts smukke statuetter.

Den nederste sektion af gravstedet

er et eftermæle over det unge

familiemedlem Giertrud Birgitte,

som efter sigende bliver begravet

levende. Historien er i den grad

sigende, at den findes i tyve, måske

tredive udgaver.

Jeg vil kort referere til et par stykker

og overlade resten til jer.

Eventuelle nye udgaver vil være

mindst lige så korrekte.

Giertrud Birgitte blev efter datidens

normer begravet med alle

12

juvelerne på – og hun var meget

velhavende.

Hun fik omgående besøg af en

ligrøver, hvilket ikke var ualmindeligt.

Og nu starter gyset!

Idet ligrøveren løfter låget på

kisten for at tage for sig af varerne,

vågner Giertrud Birgitte, og

ligrøveren bliver så rædselsslagen,

at han slår den stakkels kvinde

ihjel med en skovl.

En mere moderat udgave af historien

lyder, at Giertrud Birgitte slet

ikke er blevet begravet endnu,

men ligger afventende i et af kirkegårdens

små kapeller, hvor hun

selvfølgelig får besøg af en ligrøver.

Idet røveren løfter låget på kisten,

vågner Giertrud Birgitte, og da

hun ser den fæle mand, bliver

hun så rædselsslagen, at hun dør

af skræk,– det gjorde kvinder

nemlig dengang.

Historiernes mangfoldighed førte

til en opgravning for ca. 50 år

siden, som imidlertid ikke førte til

noget som helst.

Personligt betragter jeg historierne

som eksempler på tidens skræk,

historier der i øvrigt er på-faldende

identiske med alle tidstypiske

historier – om især rige kvinder –

fra det europæiske kontinent.

Vi vil nu forlade emnet levende

begravelse og fortsætte til venstre

ad stien, indtil vi møder en ny

venstregående sti. Her går vi et

godt stykke frem, indtil vi står på

den åbne plads foran

Kierkegaards familiegravsted.

Gravstedet er selvfølgelig bemærkelsesværdigt

ved at være filosoffen

Søren Kierkegaards gravsted,

men også som eksempel på den

enkelhed og beskedenhed, der

blev normgivende i den sidste del

af guldalderen. Søren Kierkegaard

var – om nogen – kritisk

over for pral og iscenesættelse.

Ethvert individ er ansvarlig over

for eget liv i og med, at ethvert

menneske er i besiddelse af en

samvittighed, – en forestillingsverden,

der fra dette tidspunkt slår

igennem.

Vi kan på vores tur gennem kirkegården

iagttage mange lignende


gravsteder, der i al sin enkelhed

blot oplyser om afdødes data

eventuelt suppleret med et kors

eller et par strofer.

Vi vil herfra gå videre gennem

porten til kirkegårdens næste

afsnit, Mindeparken. I

Mindeparken forsøger man i lighed

med det museale afsnit at

bevare gravsteder af kulturhistorisk

værdi, men enkelte begravelser

foretages stadig. Det er desuden

på dette område af kirkegården,

at man om sommeren kan

iagttage det fænomen, som er helt

unikt for Assistens Kirkegård, at

den lokale befolkning – traditionen

tro – benytter stedet til solbadning,

eksamenslæsning og

almindelig hygge.

Man kan vælge at gå til højre for

porten og her fortsætte iagttagelsen

af guldaldertidens monumenter

og forestillingsverden, men jeg

vil foreslå en anden rute.

Vi vil gå til venstre ad stien, til vi

når Martin Vahls gravsted. Her

drejer vi til højre ad stien, der

fører ind mellem træerne.

På en lille åben plet kan vi se en

skulptur af en skildpadde. Det er

en gravsten, men – som vi kan

se– uden inskriptioner.

Vi har foretaget et spring i kronologisk

tid og befinder os nu i sidste

halvdel af 1900- tallet. Denne

periodes forestillingsverden –

1900- tallet som helhed – kan

være svær at få øje på, idet dens

anonymitet på meget sigende vis

netop glimrer ved dens fravær.

Det, vi imidlertid ser, er forfatteren

og maleren Hans Scherfigs

gravsted.

Han ønskede ikke inskriptioner

og i realiteten heller ikke et

gravsted som sådan. Men skulle

han hædres med en gravplads på

Assistens Kirkegård – som han i

øvrigt ofte brugte som "scene" i

sine romaner – var man velkommen

til at benytte skildpadden,

som stod i hans egen baghave.

Skildpadden har ifølge forfatteren

den funktion, at den kan tåle at

blive siddet på og leget med, og

det er man meget velkommen til.

Vi forlader skildpadden og skrår

lidt til venstre i retning af tværstien.

Her møder vi forfatteren Dan

Turèlls gravsted, og vi befinder

os nu i absolut nyere tid.

Da det er almindeligt kendt, at

Dan Turèll oprindeligt har udtrykt

ønske om en alternativ begravelsesform,

finder jeg det oplagt at

benytte lejligheden til at oplyse

om aktuel lovgivning og praksis

vedrørende begravelser i dagens

Danmark.

Dan Turèlls personlige ønske var

ligbrænding, og at hans aske

skulle strøs omkring Istedgade.

Dette ønske kunne ikke imødekommes.

Lovgivningen gør opmærksom

på, at askespredning kun er tilladt

over åbent hav i to vidners nærvær,

hvoraf den ene skal være ski-

bsføreren. Man kan altså hverken

benytte byen, naturen eller for

den sags skyld egen baghave til

formålet.

Hvad må man så, hvis man selv

ønsker at være medbestemmende?

Det er en god ide at stifte bekendtskab

med formularen, "Min

sidste vilje". Her vil det blandt

andet fremgå, at alle mennesker

har krav på en begravelse – med

eller uden ceremoni – og at

begravelsen betales af det of-fentlige,

såfremt boet er uden midler.

Det næste, man skal vide, er, at

gravsteder i almindelighed er på

åremål – undtagelser eksisterer i

forbindelse med trossamfund,

hvor overbevisningen kræver

gravfred til evig tid.

Det betyder i praksis, at en urnebegravelse

på kirkegårdens fællesareal

har en varighed på 10 år,

hvorefter den bliver sløjfet.

13


En urnebegravelse på et mindre

gravsted er for en 10-årig periode,

der imidlertid kan forlænges, så

længe det ønskes og finansieres.

En kistebegravelse er for ca. 20 år

– afhængig af jordbundsforhold -,

og gravstedet kan på samme vilkår

som med urnegravstedet forlænges.

Enhver form for udsmykning af

de enkelte gravsteder er herefter

dels et spørgsmål om økonomi og

retningslinier for de enkelte kirkegårde.

Det er altså ikke alle fænomenale

ideer, som kan imødekommes!

Før vi forlader Dan Turèlls

gravsted, er det værd at vide – og

må-ske kan det også iagttages – at

stedet bliver besøgt af rigtig

mange mennesker, som i forbifarten

mindes Turèll ved at lægge en

lille hilsen. Det er ofte en cigaret

eller lignende.

Vi tager herefter stien til venstre

og går helt frem til hovedstien

ved muren, hvor vi drejer til

højre. I det fjerne kan vi se en

lille gul bygning. Der skal vi hen.

Bygningen, vi ser, er kirkegårdens

eneste mausoleum. Det betyder,

at kisterne med de afdøde ikke er

begravet i jorden, men står på forhøjninger

inde i bygningen.

Gravstedet tilhører Peter von

Scholten - Generalguvernør for

De Dansk Vestindiske Øer. Han

var berejst i den store verden, og

han havde set, hvorledes gravste-

14

der og eftermæler kunne tage sig

ud andre steder end i Danmark.

Von Scholten var især charmeret

af tanken om et mausoleum, og

for at realisere dette alternative

ønske måtte han selv både tegne

og lade bygningen opføre for egne

midler.

Man kan forsigtigt åbne lågen, og

når lysforholdene tillader det, se

ind af vinduerne. Von Scholten

selv ligger i kisten til højre og

hans danske kone til venstre.

Efter dette besøg fortsætter vi ned

langs "benhusene" – tidligere

tiders små kapeller – hvorefter vi

drejer skarpt til venstre.

Umiddelbart før svinget kan vi til

højre side se et lille firkantet

område med nogle lidt "anderledes"

kors. Området tilhører den

russiske kirke – i øvrigt til evig

tid – og der er to sådanne områder

Assistens Kirkegård.

Vi vil imidlertid runde hjørnet, og

vi befinder os nu på

Lokalkirkegården, eller, om man

vil, den aktive del.

Her gælder almindelige kirkegårdsregler

for adfærd og dermed

hensyn til de besøgende ved

gravstederne.

Det store græsområde til højre

side er et eksempel på fællesgrave

med et mindesmærke, hvor

pårørende kan lægge blomster og

kranse.

Vi vil følge stien og gå lidt til

højre, når vi møder den første

tværgående hovedsti.

Her ser vi et område med helt

nye urnegravsteder. Dem vil jeg

anbefale, at vi betragter lidt nærmere.

Både disse gravsteder og mange af

de efterfølgende, vi vil se, er

eksempler på nutidens gravkultur.

Vi kan iagttage små personlige

hilsener, som pårørende –

udover blomster – har placeret på

gravstederne, og vi kan se, hvilke

inskriptioner man i vore dage

vælger.

Det samme vil efterfølgende gøre

sig gældende, når vi når frem til

den tværgående midtersti, hvor vi

kan se et område med mindeplader,

som er et alternativ til det

almindelige afgrænsede urnegravsted.

Man kan bruge lang tid på at læse

inskriptioner, og man kan undres

over enkeltheden eller over forskelle

og ligheder.

Nogle gravsten og mindeplader

nævner blot et fornavn, inskriptionen

"far" eller "mor", mens

andre har sentenser, som umiddelbart

kun forstås af de pårøren-


de. Atter andre nævner på traditionel

vis navne og årstal.

Det er mit indtryk, at dette

område af kirkegården generelt

appellerer meget til eftertænksomhed

og kommentarer,

og det er mest hensigtsmæssigt

at gå omkring i mindre

grupper.

Vi vil efterfølgende fortsætte

ad Lokalkirkegårdens midtersti i

retning af Kapelpladsen.

På det første stykke vej kan vi –

både til højre og venstre side –

iagttage nogle rækker af helt ensartede

gravsteder. Det er den

katolske del af Assistens

Kirkegård, og det er fortrinsvis

Sct. Josef Søstrene, som har deres

gravsteder her. Inskriptionen

R.I.P. – som findes på alle

gravstenene – er forkortelsen af

Requiescat In Pace, altså hvil i

fred.

Idet vi passerer endnu en

tværgående sti, begynder

Lokalkirkegårdens afsnit for kistegrave.

Det første område går

under betegnelsen kistefællesgrave,

hvilket er synligt ved, at de

enkelte gravsteder ikke er afgrænsede,

og at der er helt ens mindeplader.

Her vil vi gå ind til venstre side

og iagttage nogle af disse mindeplader.

Vi kan blandt andet se eksempler

på en del graverede aids-sløjfer.

Aids-sløjfer på et gravsted er et

stærkt symbol, som fortæller en

historie om levet liv, eller nærmere

bestemt om afslutningen på

livet.

Forekommer aids-sløjfen som

symbol anderledes på en gravsten

end på en frakke, og synes I, at

der er en morale?

Det er værd at fundere lidt over.

Herefter vil vi fortsætte lidt længere

frem, til vi møder de mere

traditionelle kistegravsteder.

På dette område vil jeg igen anbefale,

at vi giver os god tid til at

betragte den nyeste kirkegårdskultur.

Her er gravsteder, gravsten

og monumenter i alle formater og

afarter, og her findes sidst men

ikke mindst et meget synligt

udtryk for vore dages sorgbearbejdelse.

Vi kan iagttage utallige meget personlige

hilsener og prydsgenstande

og undre os over, at dette er et

helt nyt fænomen, der faktisk

kun har fundet sted de sidste 20

år.

Der er med andre ord en del, der

tyder på, at vi – som dødsforskerne

påpeger – er i færd med at

"genopdage" døden med et alt

andet end anonymt udtryk.

Vi har på vores vandring talt

om og ved selvsyn set udtryk

for forskellige forestillinger om

døden, og nogle har været

mere genkendelige – set med

vore dages øjne – end andre.

Vi ser også, at vi stadig producerer

forestillinger, men nu er

spørgsmålet så – hvordan?

Bruger vi for eksempel fortiden

til at tænke med, eller det

"fremmede", eller noget helt tredje;

og sidst men ikke mindst, hvordan

opnår vi en accept af døden, som

gør, at vi lever vores liv uden

skyldbetyngede fortrængninger?

Ingen bør forlade Assistens Kirkegård

uden at have besøgt H.C.

Andersens gravsted. Det vil vi

heller ikke.

Vi skrår ud på Poppelalléen og

går et lille stykke frem. Her går vi

ind til højre side og følger skiltningen,

til vi når frem til gravstedet.

Mange bliver lidt skuffede over

især stenens format, men gravstedet

repræsenterer til fuldkommenhed

den periode, hvor H.C.

Andersen døde.

Man var meget beskeden, og

oprindeligt var gravstedet heller

ikke H.C. Andersens eget. Det tilhørte

familien Collin, som han

ofte besøgte, og i hvis gravsted

han fik plads, da han døde, men

den historie er helt sin egen.

15


Den gamle

askehave

Jazzhaven

Fremtidig park

H.C. Andersens

have

Fremtidig park

urnegrave

JAGTVEJ

LOKALKIRKEGÅRDEN

Mindeparken

Assistens Kirkegård

Kistegrave

Kapel

pladsen

KAPELVEJ KAPELVEJ

askelund

Det museale område

NØRREBROGADE

Udgivet med støtte fra:

Københavns Kommune, Puljen for Kunst– og Kulturprojekter.

UniDanmark Fonden.

© 2002 Skoletjenesten / Formidlingscentret

Tekst: Antropolog Marianne Devantier

Layout: RAAA / Skoletjenesten

Tryk: Kailow Graphic

NØRREBROS

RUNDDEL

0

S

More magazines by this user
Similar magazines