Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

More documents

Recommendations

Info

drehistorier, som spreder skræk og væmmelse, særdeles effektive. Nyere forklaringer siger imidlertid, at det er en forkert rekonstruktion. Vandrehistorierne var dønninger fra en videnskabelig konflikt mellem to retninger indenfor lægevidenskaben. Det blev nødvendigt at bruge ligargumentationen som overgang til en positiv observation – altså interessen for de levende – hvilket vil sige den profylaktiske – forebyggende – retning, som vi kender i dag. Vandrehistorier er ikke desto mindre sejlivede, og alle ældre, europæiske kirkegårde med respekt for sig selv har sin "egen" gyserhistorie. Det har Assistens Kirkegård også. Vi vil derfor forlade åndehullet og fortsætte til højre ad stien mod Nørrebrogademuren. Her møder vi Bodenhoffs familiegravsted, bevogtet af billedhuggeren Wiedewelts smukke statuetter. Den nederste sektion af gravstedet er et eftermæle over det unge familiemedlem Giertrud Birgitte, som efter sigende bliver begravet levende. Historien er i den grad sigende, at den findes i tyve, måske tredive udgaver. Jeg vil kort referere til et par stykker og overlade resten til jer. Eventuelle nye udgaver vil være mindst lige så korrekte. Giertrud Birgitte blev efter datidens normer begravet med alle 12 juvelerne på – og hun var meget velhavende. Hun fik omgående besøg af en ligrøver, hvilket ikke var ualmindeligt. Og nu starter gyset! Idet ligrøveren løfter låget på kisten for at tage for sig af varerne, vågner Giertrud Birgitte, og ligrøveren bliver så rædselsslagen, at han slår den stakkels kvinde ihjel med en skovl. En mere moderat udgave af historien lyder, at Giertrud Birgitte slet ikke er blevet begravet endnu, men ligger afventende i et af kirkegårdens små kapeller, hvor hun selvfølgelig får besøg af en ligrøver. Idet røveren løfter låget på kisten, vågner Giertrud Birgitte, og da hun ser den fæle mand, bliver hun så rædselsslagen, at hun dør af skræk,– det gjorde kvinder nemlig dengang. Historiernes mangfoldighed førte til en opgravning for ca. 50 år siden, som imidlertid ikke førte til noget som helst. Personligt betragter jeg historierne som eksempler på tidens skræk, historier der i øvrigt er på-faldende identiske med alle tidstypiske historier – om især rige kvinder – fra det europæiske kontinent. Vi vil nu forlade emnet levende begravelse og fortsætte til venstre ad stien, indtil vi møder en ny venstregående sti. Her går vi et godt stykke frem, indtil vi står på den åbne plads foran Kierkegaards familiegravsted. Gravstedet er selvfølgelig bemærkelsesværdigt ved at være filosoffen Søren Kierkegaards gravsted, men også som eksempel på den enkelhed og beskedenhed, der blev normgivende i den sidste del af guldalderen. Søren Kierkegaard var – om nogen – kritisk over for pral og iscenesættelse. Ethvert individ er ansvarlig over for eget liv i og med, at ethvert menneske er i besiddelse af en samvittighed, – en forestillingsverden, der fra dette tidspunkt slår igennem. Vi kan på vores tur gennem kirkegården iagttage mange lignende
gravsteder, der i al sin enkelhed blot oplyser om afdødes data eventuelt suppleret med et kors eller et par strofer. Vi vil herfra gå videre gennem porten til kirkegårdens næste afsnit, Mindeparken. I Mindeparken forsøger man i lighed med det museale afsnit at bevare gravsteder af kulturhistorisk værdi, men enkelte begravelser foretages stadig. Det er desuden på dette område af kirkegården, at man om sommeren kan iagttage det fænomen, som er helt unikt for Assistens Kirkegård, at den lokale befolkning – traditionen tro – benytter stedet til solbadning, eksamenslæsning og almindelig hygge. Man kan vælge at gå til højre for porten og her fortsætte iagttagelsen af guldaldertidens monumenter og forestillingsverden, men jeg vil foreslå en anden rute. Vi vil gå til venstre ad stien, til vi når Martin Vahls gravsted. Her drejer vi til højre ad stien, der fører ind mellem træerne. På en lille åben plet kan vi se en skulptur af en skildpadde. Det er en gravsten, men – som vi kan se– uden inskriptioner. Vi har foretaget et spring i kronologisk tid og befinder os nu i sidste halvdel af 1900- tallet. Denne periodes forestillingsverden – 1900- tallet som helhed – kan være svær at få øje på, idet dens anonymitet på meget sigende vis netop glimrer ved dens fravær. Det, vi imidlertid ser, er forfatteren og maleren Hans Scherfigs gravsted. Han ønskede ikke inskriptioner og i realiteten heller ikke et gravsted som sådan. Men skulle han hædres med en gravplads på Assistens Kirkegård – som han i øvrigt ofte brugte som "scene" i sine romaner – var man velkommen til at benytte skildpadden, som stod i hans egen baghave. Skildpadden har ifølge forfatteren den funktion, at den kan tåle at blive siddet på og leget med, og det er man meget velkommen til. Vi forlader skildpadden og skrår lidt til venstre i retning af tværstien. Her møder vi forfatteren Dan Turèlls gravsted, og vi befinder os nu i absolut nyere tid. Da det er almindeligt kendt, at Dan Turèll oprindeligt har udtrykt ønske om en alternativ begravelsesform, finder jeg det oplagt at benytte lejligheden til at oplyse om aktuel lovgivning og praksis vedrørende begravelser i dagens Danmark. Dan Turèlls personlige ønske var ligbrænding, og at hans aske skulle strøs omkring Istedgade. Dette ønske kunne ikke imødekommes. Lovgivningen gør opmærksom på, at askespredning kun er tilladt over åbent hav i to vidners nærvær, hvoraf den ene skal være ski- bsføreren. Man kan altså hverken benytte byen, naturen eller for den sags skyld egen baghave til formålet. Hvad må man så, hvis man selv ønsker at være medbestemmende? Det er en god ide at stifte bekendtskab med formularen, "Min sidste vilje". Her vil det blandt andet fremgå, at alle mennesker har krav på en begravelse – med eller uden ceremoni – og at begravelsen betales af det of-fentlige, såfremt boet er uden midler. Det næste, man skal vide, er, at gravsteder i almindelighed er på åremål – undtagelser eksisterer i forbindelse med trossamfund, hvor overbevisningen kræver gravfred til evig tid. Det betyder i praksis, at en urnebegravelse på kirkegårdens fællesareal har en varighed på 10 år, hvorefter den bliver sløjfet. 13
Page 1 and 2: DØDEN I EUROPÆISK KULTURHISTORIE
Page 3 and 4: FORORD Dette undervisningsmateriale
Page 5 and 6: for rigtig og forkert levevis, men
Page 7 and 8: DEN ANDENS DØD Menneskers holdning
Page 9 and 10: levet sin egen moralske vogter, og
Page 11: moralen bliver i øvrigt også mods
Page 15 and 16: de. Atter andre nævner på traditi

Assistens Kirkegård - Skoletjenesten

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?