l< f - Egnssamlingen

Onsdag den 10. august 1988 l< f
t. :1Ali v
S • •
Blade af et klitsogns dagbog IV:
Skæbner og hårde halse
Signalement af Hune sogn o. 1700
I artiklen »Kryle Klit i Lokalavisen 18. februar
1987 citerer Karl Hansen en præsteindberetning
fra 1700-tallet, hvori det hedder:
»at så stor skade af sandet som i Tornsmark
(Tornmarken) og i Kryge (Kryle) er
sjælden set, al den stund folk forlængst er
flyttet fra bjerget (må være Lien vestpå) for
at redde sig for sandet, som dænger sig sammen
over landet!«
Hvem af de fire præster i Saltum-Hune pastorat
i 1700-tallet der står bag indberetningen,
står foreløbig hen. Men ellers afslører
forskellige indberetninger, at sandflugten ikke
var ene om at skabe ravage i det hærgede
sogn.
Jacob Holm, som var præst i Saltum-Hune
fra 1685-1717, har i 1699, den 21. juli visitats
i Hune Kirke af biskop Bircherod, Aalborg,
som ifølge sin dagbog ikke har lagt
fingrene imellem. Han skriver, at »de forsamlede
børns og tjenestefolks kunnen og
forhold nogenlunde kan gå an, men hvad de
gamles høviskhed angår, da måtte jeg vel
kalde dem en meget grov menighed.«
Der foreligger intet om pastor Holms reaktion,
men han har vel tænkt mere på sit arme
sogns skæbne og ellers noteret sig, at når
børn og tjenestefolk fandt nåde for biskoppens
øjne, så var sognet på den rette vej, for
så var degnen, Benjamin Pedersens læsning
med ungdommen ikke gået hen over hovederne
på de 5-17 årige, som mødte i kirken
hver søndag en halv time før gudstjenes,tetid
til katekismus, salmevers og bibelhistorie;
Jo, sognet var på ret kurs. Sådan da!
For på de sandflugtshærgede marker faldt
udbyttet katastrofalt, og kirketiendet fulgte
med nedad, så kongen mistede interessen for
Hune Kirke, som han i 1710 solgte på auktion.
Den nye ejer blev herren på »Lundergaard«.
Kirkens smukke oblatæske i sølv er
et minde fra den tid.
To generationer
Magister Hans Winde, præst i Saltum-Hune
1717-41 var i hvert fald i Hune den rette
mand på den rette plads familiens skæbne er
i store træk røbet i indskriften på det sjældne
og smukke epitafium, som ses i Hune Kirkes
kor. Også egepladen, som er en tilføjelse, har
sin historie at fortælle.
Hans Winde beklædte forud for sin tiltræden
som præst stillingen som rektor ved Latinskolen
i Thisted. Forinden udnævnelsen i
Saltum-Hune var han i 1716 blevet magi-
ster. 1718 bliver han gift på Gjøl med Birthe
Wibroe. Det bliver ren velsignelse, for epitafiet
oplyser, at ægteparret i tiden 1719-39 får
15 børn, men så er det også næsten forbi -
begge ægtefæller dør i 1741 og får deres sidste
hvilested i Hune Kirkes kor, hvor en lille
pige, som de mistede i 1732, i forvejen var
begravet.
Hvorfor de havde valgt Hune Kirkes kor
som deres gravplads, foreligger der intet om,
med mindre man mellem linjerne læser, at
Hans Winde, der i 1735 udnævnes til provst,
havde såvel et godt forhold som et godt
kendskab til Hune Sogn.
I hvert fald - samme år som Winde bliver
provst, indberetter han nøgternt - og måske
med skjult hensigt - at »Udi Hune Sogn er
der intet skolehus, ej heller venteligt at få no
get, fordi sognefolkene er af så ringe vilkår,
at de intet kan udrede, som kan have bestandighed,
thi de kan ikke selv opholde deres
fattige«.
Det hjalp. I 1741, det år magister Winde
døde, havde Hune Sogn fået sin første skole.
Den lå ved kirken!
Hvordan gik det så de forældreløse børn?
Ja, epitafiet fortæller, at »blandt fremmede
Epitafiet over Hans Winde og
Birthe Wibroe.
\
i
haver hver på sin vej sporet utallige prøver
på Guds ufattelige forsyn«. Det er da også
sønnen, Lauritz Winde, som i 1772 bekoster
det kostbare epitafium i marmor, åbenbart
ikke helt i samråd med resten af flokken. For
egepladen er en protest opsat i 1774 af sønnerne
Christen, degn i Vrensted og Thise, og
Jens, degn i Saltum og Hune.
Om Jens ved vi, at han blev teol. kandidat
1760, og at han er anden generation af slæg
ten Winde i kirkens tjeneste i Hune. Fra
1759-76 er han nemlig degn her, og der står
om ham, at han ikke alene er en god degn,
men også en flittig skoleholder.
Epitafiet har endnu to budskaber. Dels et
bibelord fra Salmernes bog. Det er fra salme
37,5: »Læg din skæbne i Herrens hånd, stol
på ham, for han griber ind.« ord, som vi genkender
i »Befal du dine veje«. Og så er der de
ord, som er lagt forældrene i munden: »Men
lad os sove her med fred, til vi vor Jesum
møde«
Men fred blev riu ikke hovedordet for
Saltum-Hune Pastorat de næste 40 år.
Hjælp, biskoppen kommer!
Det blev Jens Windes skæbne som degn at
gøre tjeneste under sin faders efterfølger,
Laurids Fugl, der var præst i Saltum-Hune
1741-82. De 41 år gik ikke stille af, ja rent
ud: de to menigheder fik kam til deres hår.
Særlig de første år faldt der mange drøje
hug, ikke ålene fra præsten, men også fra
menigheden.
Pastor Fugl var optaget af den herrnhutiske
bevægelse og forstod det som en del af
sin opgave at stifte små pietistiske kredse og
holde møder, hvor »de små brødre« fra Christiansfeld,
den tids lægprædikanter, prædikede.
Det lykkedes til dels i Saltum, men
med et mildt udtryk;*det holdt hårdt i Hune.
Inden længe er pastor Fugl i åbenlys kamp
med sognebørnene her. Og biskop Broder
Brorson, en bror til salmedigteren, må forsøge
at gyde olie på de oprørte vande - og
om muligt dele sol og vind lige.
Kun to år efter pastor Fugls tiltræden finder
den første visitats sted, og så er biskop
Brorson ellers i skudlinien i Hune sogn i årene
1746-49-54-57 og 61.
I biskoppens indberetning fra 1743 hedder
det, at Laurids Fugl forklarer evangeliet opbyggeligt,
og at hans levned hidindtil! har
været anstændigt, og at menigheden ikke
klagede over ham, men at han ikke var helt
tilfreds med menigheden og hævdede, at en
del af den hadede sandhed.
Det skulle blive værre. 1. april 1745 indsendte
de to menigheder, Saltum og Hune,
en klage over pastor Fugl. De er opbragte og
skriver, at bliver de ikke hørt af provst og biskop,
går de til kongen selv, for såvel præst

»Til Hune Kirche foræret af vel^edle hr. Jens Gleerup til
Lundergaard 1760« lyder indskriften. Foto: Bent Foto
som kapellan bruger grovfilen og kalder de
to menigheder for Satans slaver, trælle og
livegne, fortabte og fordømte.
Det fandt de" to sognemenigheder for groft
og fremfører, at »Vor velsignede frelser ikke
med sin nåde og forsoning mere har gået Saltum
og Hune forbi end verdens mennesker i
almindelighed.«
Og så får pastor Laurids Fugl ellers læst
og påskrevet: han afviger fra ritualerne, både
ved skriftemål, ved hjemmedøbte børns
fremstilling og ved vielser, og så siger han
»denne forsamling« i stedet for »denne kristne
menighed.« Tilmed træffes han sjældent
hjemme - og hvad værre er: han kalder sin
forgænger, magister Winde, for en falsk profet.
Som kronen på værket kalder han konfirmanderne
for Satans børn »så de ønsker, de
ikke var født, ja, de kommer grædende hjem
og er rent fortvivlede«. Og ikke sjældent
overlader præsten forberedelsen til snart en,
snart en anden student.
Signalet til oprør høres tydeligt i slutningen:
»Vi andre, som ere gamlere, må ofte
søge fremmede kirker for der at høre det,
som Hans Winde har lært os.«
Så tøver biskop Brorson ikke længere. Inden
3 uger får provst Bondorph besked om
personligt at meddele pastor Fugl, at ritualerne
skal holdes, og at han skal være »mere
sagtmodig, kjærlig og tålmodig over for me-
' nighederne.«
Så går det tåleligt, men heller ikke mere.
Og pastor Fugl synes at have »hævnet sig«
ved i kirkebogen at lade små kommentarer
følge åbenbare syndere til dørs, og kirkebogens
små bemærkninger rimer ikke ganske
med biskop Brorsons konklusion om den
stridbare præst, da han i 1761 noterer om
Fugl, at »han sår ordet i suk og vander med
tårer.« E. Gaardsted-Jørgensen, Hune.
Kilder bl.a.
Chr. Petrcsch Christensen: Vendsysselske Visitatsind
beretninger 1738-64.
Carl Klitgaard: Hune Kirke.
Carl Klitgaard: Hvetbo Herred.