Fattigdom - definitioner, grænser og omfang - Københavns Madhus

kbhmadhus.dk

Fattigdom - definitioner, grænser og omfang - Københavns Madhus

Fattigdom definitioner, grænser og omfang En reflekteret videnssynopsis med fokus på børn og operationelle muligheder i forhold til tilskud til skolemad. Af Mine Sylow, Videnskonsulent Københavns Madhus april 2012 www.kbhmadhus.dk 1


Indholdsfortegnelse Indledning ………………………………………………………………………………………... 3 Synlig eller usynlig fattigdom ……………………………………………………………………………………… 3 Tilskud til skolemad i Københavns Kommune ……………………………………………………………. 3 Læsevejledning ……………………………………………………………………………………………………………. 3 Hvad er fattigdom? …………………………………………………………………………….. 5 Relativ fattigdom – en definition …..……………………………………………………………………………. 5 Internationale definitioner på fattigdom …………………………………………………………………….. 7 Forskellige metoder til afgrænsning af fattigdom ...………………………………… 9 Fattigdommens varighed …………………………………………………………………………………………….. 9 Indkomstmetoden ……………………………………………………………………………………………………….. 10 Budgetmetoden ……………………………………………………………………………………………………………. 13 Den københavnske fattigdomsafgrænsning ……………………………………………………………….. 14 Afsavnsmetoden …………………………………………………………………………………………………………… 18 Andre operationelle muligheder ………………………………………………………………………………….. 22 Andre lande ………………………………………………………………………………………………………………….. 23 Metoderne og deres fattigdomsgrænser – opsamling ………………………………………………… 24 234.000 fattige i Danmark ………………………………………………………………….. 26 Antal fattige i København ……………………………………………………………………………………………. 27 Hvem er fattige i Danmark? ………………………………………………………………… 28 Hvor bor de fattige ………………………………………………………………………………………………………. 28 De fattige børn ………………………………………………………………………………….. 29 Hvor mange børn er fattige ..………………………………………………………………………………………. 30 Konsekvenser af børnefattigdom …………………………………………………………. 32 Hvad får de fattige børn (ikke) at spise …………….................................................. 32 Materielle afsavn fører til social afsavn ………………………………………………………………………. 32 Fattigdom og ulighed i sundhed …………………………................................................. 33 Oplevelser af fattigdom ………………………………………………………………………. 35 Oplevelser af fattigdom i relation til tilskud til skolemad …………………………………………… 36 Børns oplevelse af fattigdom ………………………………………………………………………………………. 37 De andre børn …………………………………………………………………………………… 38 Konkluderende refleksioner ………………………………………………………………… 39 Litteraturliste ……………………………………………………………………………………. 41 2


Indledning Uagtet at der i Danmark ikke opereres med en officiel fattigdomsgrænse eller definition på hvad fattigdom er, gik danskerne ud af år 2011 med diskussionen af fattigdom højt på dagsordnen. Politiske uenigheder satte et enormt fokus på definitioner, levevilkår mv. I mediedebatten, der fulgte, opstod på den ene side en diskussionslyst hos den menige dansker med udgangspunkt i, hvorvidt der overhovedet findes fattige i Danmark. Ofte i kombination med en anden af diskussionens stridspunkter – kan det betale sig at arbejde? På den anden side afstedkom mediedebatten en forplumring eller forsimpling, af hvad fattige og fattigdom egentlig er, og om vi overhovedet kan tillade os at tale om fattige i Danmark, når vi ser, hvor mange "virkelige" fattige der findes, f.eks. i Afrika. Synlig eller usynlig fattigdom Synlig fattigdom er den, vi møder på gaden i form af hjemløse, posedamer, tiggeren på gågaden og drankeren på bænken. Skæbner, der gør det oplagt at forbinde fattigdom med nød, men i Danmark er den usynlige fattigdom langt større end denne synlige – det kan f.eks. være den enlige mor i et beskedent hjem eller en almindelig kontanthjælpsmodtager med børn i et alment boligbyggeri eller de, der søger om julehjælp, indvandrerfamilier på laveste sociale ydelser osv. At den er usynlig, kan gøre den svær at italesætte, ikke mindst, når der ingen officiel definition eller fattigdomsgrænse findes, men det får den ikke til at forsvinde og gør det ikke mindre sårbart for de børn, der er en del af disse fattige familier. I det følgende er fokus primært på denne såkaldte usynlige fattigdom, der dog som indledningsvis beskrevet var ganske present i den politiske debat og det danske mediebillede i slutningen af 2011. Tilskud til skolemad i Københavns Kommune Denne rapport er en del af Børne- og ungdomsforvaltningens pilotprojekt om tildeling af tilskud til skolemad i Københavns Kommune, med det formål at gøre skolemad lige tilgængelig for alle samt at fremme lighed i sundhed ved, at dem med mest behov for at sundt måltid mad også får det. Fokus i nærværende rapport/kapitel vil derfor, med afsæt i fattigdomsfeltet, særligt være på børn i fattige familier. Formålet er, gennem et udvalg af tilgængelige danske rapporter og undersøgelser af fattigdom og social ulighed, at skabe en fælles platform for en videre diskussion af emnefeltet og de tilhørende problematikker. Rapporten er desuden et udtryk for et behov for afklaring af feltet omkring de fattige børn, hvor mange er de, hvor kommer de fra, hvilke ordninger vil komme flest mulig af dem til gavn osv. Herved håbes, at anbefalingerne til de københavnske politikere kan gives på et så nuanceret og oplyst grundlag som muligt. Læsevejledning Første del af rapporten gennemgår de gængse fattigdomsdefinitioner og metoder til fastlæggelse af fattigdomsgrænser (indkomstmetoden, budgetmetoden, den københavnske metode og afsavnsmetoden), og i den forbindelse de operationelle muligheder ved metoderne i relation til mulighederne for tildeling af tilskud til skolemad. An- 3


den del har fokus på antallet af fattige i Danmark og København herunder hvem de er, konsekvenserne af fattigdom særligt i forhold til sundhed og hvordan disse mennesker oplever det at være fattige, igen med et særligt fokus på børnene. Undervejs diskuteres forskellene på fattigdom og ulighed ligesom disse begreber diskuteres i forhold til tilskudsprojektet. Tallene I rapporten optræder en hel del tal dels på antal fattige og dels på fattigdomsgrænser i form af beløb for disponibelindkomst, minimumsbudgetter mv. Københavns Madhus har til denne rapport ikke selv opdyrket tal fra tilgængeligt datamateriale. Alle tal og beløb er således refereret fra de citerede rapporter og opgørelser. Så vidt muligt er det de nyeste opgørelser, der citeres fra og det vil altid fremgå hvilket år opgørelsen er fra eller i hvilket årstal priserne er opgjort for. I forhold til ønsket om eksakte tal på eksempelvis antallet af fattige børn vil der således altid være tale om cirka tal eller procenter. I slutningen af 2011 fik Danmark en ny regering, der bl.a. som noget af det første afskaffede 'starthjælp' og de laveste kontanthjælpsydelser. Dette har formentlig en betydning for antallet af fattige herunder antal børn, således at der vil være en faldende tendens i antallet. Chefanalytiker Jonas Schytz Juul i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er forelagt dette spørgsmål særligt i forhold til de københavnske forhold og de mange fattige indvandrere og deres efterkommere, der ifølge opgørelserne findes her. Hans vurdering er, at det formentlig kun er en mindre del, der forsvinder ud af fattigdom som resultat af den anderledes socialpolitik. 1 Opgørelserne af antal fattige børn dækker børn i alderen 0-18 år. Når baggrunden for denne rapport er muligheden for og omkostningerne ved tilskud til skolemad, skal der derfor tages højde for, at andelen af fattige skolebørn selvfølgelig mindre end de samlede tal for fattige børn. Sidst skal nævnes at studerende ikke regnes som fattige, da tiden på SU er afgrænset og selvvalgt og at man ved uddannelse kvalificerer sig til en højere indkomst senere. De nævnte tal i rapporten indeholder således ikke studerende. 1 Mailkorrespondance 14-2-2012 4


Hvad er fattigdom? I talen om fattigdom tages der overordnet udgangspunkt i tre hovedforhold: 1. Ekstrem elendighed, f.eks. opstået ved hungersnød eller ødelæggelse af lokalsamfund pga. krig eller katastrofer. Her er fattigdom et akut og katastrofebestemt problem, som man som dansker ofte kun møder gennem mediedækning og landsindsamlinger. 2. Overlevelsestruende fattigdom, hvor en befolkning eller gruppe i befolkningen lever på et eksistensminimum og derved ikke har nok indkomst til at kunne indfri grundlæggende behov for bolig, tøj, mad osv. Denne type fattigdom forsvandt i Danmark omkring første verdenskrig, og er i dag også noget, danskerne typisk kun møder gennem mediedækning af forhold i andre lande. 3. Relativ fattigdom, der er knyttet til det at leve i rige industrialiserede (vestlige) velfærdssamfund. 2 Sagt på anden vis kan fattigdom anskues som henholdsvis absolut eller relativ. At anskue fattigdom relativt vil sige, at fattigdom ses i relation til den tid og det land, man lever i (Hansen 2008, s. 5) 3 . I forhold til danske forhold giver det mening at arbejde med 'relativ fattigdom' og den tilgang begrebet rummer. At fattigdom i Danmark nødvendigvis må anskues relativt, og derfor ikke kan sammenholdes med levevilkårene i Afrika repræsenterer desuden den forståelse, der til tider har manglet i den verserende fattigdomsdebat anno 2012. Relativ fattigdom – en definition Førende fattigdomsforsker og afdelingsleder for analyseinstituttet CASA Finn Kenneth Hansen, der har lavet en stor del af de danske fattigdomsundersøgelser, definerer, inspireret af ophavsmanden til begrebet Peter Townsend 4 , relativ fattigdom som følgende: "At have så få ressourcer, at man påtvunget bliver udelukket fra de mest elementære livsmønstre, vaner og aktiviteter i det land man lever i. Man mangler de nødvendige ressourcer til fx at opnå den kost, deltage i aktiviteter og have de levekår, som er normale, eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund, som man hører til" (Hansen, 2008, s. 5). Denne definition mener de fleste danske fattigdomsforskere giver god mening i en dansk kontekst. I forhold til nærværende rapports fokus på tilskud til skolemad åbner den desuden op for en diskussion og en bedre forståelse, af dels de muligheder fattige børn har (eller ikke har) for at indgå i elementære sociale aktiviteter, og dels de mu- 2 Noter fra undervisning ved Ulla Christensen Institut for Folkesundhedsvidenskab 3 Spørgsmålet er i den forbindelse om ikke fattigdom også f.eks. i tredje verdens lande ikke altid vil være relativ. 4 Townsend Centre For Poverty Research, et multidiciplinært forskningcenter under Bristol University 5


ligheder, de har for at opnå de levekår, som er normale og anerkendte, f.eks. i forhold til sund mad. Derfor anvendes denne definition i nærværende rapport som reference for forståelsen af fattigdom. Det er dog i den sammenhæng væsentligt at holde sig for øje, at det at anskue fattigdom relativt ikke bør give anledning til at forveksle fattigdom med ulighed. Ulighed versus fattigdom Ulighed er, at nogen har mere eller mindre i forhold til nogen andre, f.eks. indkomst, eller, at man er dårligere eller bedre stillet i forhold til f.eks. helbred, uddannelse osv. Men i modsætning til ulighed er der med relativ fattigdom ikke kun tale om "den uretfærdighed, der består i, at nogen har så meget mindre end andre trods alt har, men at (de fattige) har så få ressourcer, at de har vanskeligheder med at klare sig i det samfund, de lever i" (Hansen, 2008 s. 5). I lande med stor ulighed vil der formentlig også findes fattigdom, men der kan også være lande med stor ulighed, uden at det pr definition fører til, at der også er fattigdom. Hansen og flere med ham opfordrer derfor til at skelne mellem ulighedsproblemer og fattigdomsproblemer. I henhold til ønsket om at kunne give særligt trængende (fattige børn) tilskud eller gratis skolemad i København er det derfor væsentligt at gøre sig klart, hvori begrundelsen ligger. Ønsker man, at det københavnske skolemadsprojekt EAT skal være tilgængeligt for alle. At alle børn skal have lige adgang til dette kommunale tilbud, hvorfor man bliver nødt til at kompensere økonomisk i de tilfælde, hvor ordningen er for dyr for de pågældende børns forældre. Eller ønsker man via skolemadsordningen, at kunne give ressourcesvage børn mulighed for at få mindst et sundt måltid mad om dagen grundet nogle større socioøkonomiske betragtninger om et samfundsmæssigt ansvar for udsatte børn, muligheden for at bryde den sociale arv osv. Det ene er lige så legitimt som det andet, og formentlig vil det i vid udstrækning være de samme børn, det kommer til gavn, men oplægget og begreberne/retorikken bør være forskellig. Når det er påpeget behøver der dog ikke være tale om et enten eller. Motivationen for at have skolemad i København handler bl.a. om sundhedsfremme og i kommunens sundhedspolitik er der en målsætning om at bekæmpe social ulighed i sundhed. Kobles dette til de elementer i EAT-konceptet, der har fokus på den sociale deltagelse omkring måltidet, hænger ønsket om at give tilskud til skolemad godt sammen med definitionen af relativ fattigdom ovenfor og den nedenfor citerede definition af fattigdom som en 'ikke-deltagelse' i gængse samfundsaktiviteter. Fattige og socialt udsatte At fattigdom defineres som et socialt problem betyder ikke, at alle med sociale problemer kan eller skal betragtes som fattige – en prostitueret eller alkoholiker er ikke pr. definition fattig. På Socialministeriets hjemmeside kan man læse en sammenstilling af at være socialt udsat og fattig. Førstnævnte gruppe defineres som hjemløse, 6


stof- og alkoholmisbruger, sindslidende og prostituerede 5 . Kategoriseres gruppen af fattige udelukkende ved at se på sociale problemer og uden at skele til reelle økonomiske forhold, er gruppen af fattige væsentligt mindre, end den ville være, hvis man også anskuede fattigdom ud fra et økonomisk perspektiv. Eksempelvis fanger denne måde at se på fattigdom ikke forsørgelsesproblemer, som f.eks. lavtlønnede eller familier med flere børn på overførelsesindkomster oplever (Hansen 2004, s. 23) jf. betragtningerne om de synlige og usynlige fattige. Gruppen af socialt udsatte har dog mange træk tilfælles med dem, der kendetegner gruppen af økonomiske fattige: "De har meget lidt materielt, og på mange måder er der tale om sårbare mennesker, der har svært ved at klare sig i samfundet" (Hansen 2004, s. 23). Grupperne af henholdsvis fattige og socialt udsatte er hver især karakteriseret ved deres sociale problemer, men væsentligt er det i denne forbindelse at understrege, at man ikke nødvendigvis er socialt ekskluderet, hvis man er lever i fattigdom, og omvendt er man ikke nødvendigvis fattig, fordi man har sociale problemer: "Fattigdom omhandler manglende økonomiske ressourcer og den ikkedeltagelse, som måtte være en konsekvens heraf, mens social eksklusion måler deltagelse vs. ikke-deltagelse i en bredere forstand" (Fattigdom i Københavns kommune 2010, bilag 2 s. 2). I relation til børn er det dog nødvendigt at forholde sig til, at selv om nogle af de ovennævnte socialt udsatte ikke er fattige i henhold til en økonomisk definition, kan de manglende personlige ressourcer hos forældrene medføre de samme oplevelser af afsavn og social eksklusion, som fattige børn kan opleve. Eksempelvis kan det være en udfordring for socialt udsatte forældre at sikre et sundt måltid, hvad enten det er en hjemmesmurt madpakke eller det at kunne håndtere tilmelding til skolemad over nettet. Dette belyses nærmere i afsnittet om "de andre børn". Internationale definitioner på fattigdom OECD opererer med en af de mest brugte fattigdomsgrænser, der sættes til 50 % af medianindkomsten i et givet land 6 . OECD's definition af fattigdom forholder sig derfor primært til det økonomiske aspekt af fattigdom: "Et indkomstniveau der er betragtet som minimum tilstrækkeligt til at forsørge en familie med mad, bolig, tøj, medicin osv." 7 (egen oversættelse) EU's definition på fattige er udtrykt mere bred end OECD's og kan sammenlignes med Finn Kenneth Hansens definition på relativ fattigdom. Fattige defineres som omfattende dem, der på grund af manglende ressourcer ikke kan opnå de mest basale nød- 5 http://www.sm.dk/temaer/sociale-omraader/udsatte-voksne/politik/de-udsatte-grupper/Sider/Start.aspx 6 Mere om denne metode under metoder til fattigdomsafgrænsning 7 OECD Online, http://stats.oecd.org/glossary/detail.asp?ID=6337 , 22/11/11, 13.50 7


vendigheder, og som er udelukket fra almindelige vaner og normer i det samfund, de lever i (Hansen 2010, s. 3): ".. Man siger folk lever i fattigdom, hvis deres indkomst og ressourcer er så utilstrækkelige, at det udelukker dem fra en levestandard, der er betragtet som acceptabel i det samfund, de lever i. Grundet deres fattigdom kan de opleve diverse ulemper igennem arbejdsløshed, lav indkomst, dårlige boligforhold, utilstrækkelig hjælp fra sundhedsvæsnet og barrierer i forhold til læring, kultur, sport og fritidsinteresser. De bliver ofte ekskluderet og marginaliseret fra at deltage i aktiviteter (økonomisk, socialt og kulturelt) som er normen for andre mennesker, og deres adgang til fundamentale rettigheder kan være begrænset.” Eurostat 2010 (Hansen 2010, s. 17)(egen oversættelse) EU sætter i forhold til OECD deres fattigdomsgrænse ved 60 % af medianindkomsten. Internationalt findes der definitioner af begrebet fattigdom, der favner bredere. Det gælder f.eks. WHO's udredning af fattigdom. Denne påpeger, at selv om fattigdom ofte defineres med udgangspunkt i en absolut grænse refererende til indkomst, er de fattigdomsrelaterede konsekvenser for sundheden langt vigtigere at have for øje: "Fattigdom er associeret med underminering af en række nøglegoder, inklusiv sundhed. De fattige er udsat for langt større personlige og miljømæssige sundhedsrisici, de har dårligere ernæringstilstand, de er mindre informerede, og de er i mindre grad i stand til at få hjælp fra sundhedsvæsnet; hvilket betyder højere risiko for sygdom og handicaps. Omvendt kan sygdom reducere opsparing, formindske indlæringsevnen, reducere produktivitet samt lede til formindsket livskvalitet, og dermed fastholde eller yderligere øge fattigdommen.” 8 (egen oversættelse) WHO understreger i den sammenhæng, at ligegyldigt om der er tale om høj-, mellem- eller lav-indkomstlande, så synes der at være en tæt sammenhæng mellem lav socioøkonomisk status og det at være disponeret for dårligt helbred. 9 Sidst kan nævnes Verdensbanken, der opererer med et entydigt fattigdomsbegreb, der fastlægger den globale fattigdomsgrænse til 1 US dollar om dagen for lande med meget lav indkomst og 2 US dollar om dagen for lande med middel indkomst. Ud fra denne betragtning er der ikke fattige i Europa. 10 8 WHO Online, http://www.who.int/topics/poverty/en/, 22-11-11, kl.13.34 9 WHO Online, http://www.who.int/topics/poverty/en/, 22-11-11, kl.13.34 10 http://da.wikipedia.org/wiki/Fattigdomsgr%C3%A6nse 8


Forskellige metoder til afgrænsning af fattigdom På trods af at der i Danmark ikke opereres med en officiel fattigdomsgrænse, optræder der alligevel i forskningsrapporter, opgørelser og i den offentlige debat definitioner på fattigdom og deraf afledte antal fattige. I dansk sammenhæng er den oftest benyttede afgrænsning af fattige, de der indkomstmæssigt befinder sig under 50 % af den danske medianindkomst. 11 Det hænger sammen med, at denne grænse også har en vis international udbredelse f.eks. i forskningsverden og i OECD. I dansk sammenhæng anvendes 50 %-grænsen bl.a. af Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 10). Begrundelsen for, at det netop er den grænse der benyttes, er dog ikke enslydende (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s.10). Tre overordnede metoder til afgrænsning af fattigdom Ud over 50 %'s grænsen, der også kaldes indkomstmetoden, findes overordnet set to andre typer af metoder til at fastsættelse af fattigdomsgrænser: Budgetmetoden (hvad koster det at leve) og afsavnsmetoden. Dertil kan der forekomme forskellige andre definitioner eller betegnelser i forskellige rapporter f.eks. kontanthjælpsfattigdom, gældsinddragelsesgrænsen (Hansen 2008, s. 10, 14). Disse er dog i vid udstrækning variationer over de førnævnte tre. I det følgende vil de nævnte tre metoder samt 'Københavner-metoden' – en variant over budgetmetoden, blive beskrevet. Dertil vil fordele, ulemper samt overvejelser om modellernes administrative udfordringer i henhold til tilskud til skolemad blive ridset op. Fastlæggelse af fattigdomsgrænser er i en vis grad en kombination af tal og teknik. For de mennesker, der bliver omfattet af tallene er tidsperspektivet en mindst lige så væsentlig faktor. Inden beskrivelse af de nævnte metoder opridses derfor nedenfor kort de forskellige overvejelser tidsperspektivet kan afstedkomme i afgrænsningen af fattigdom, særligt i relation til børn og tilskud til skolemad. Fattigdommens varighed Et vigtigt parameter i diskussionen af fattigdom, er fattigdommens varighed. Forstået som den tidsmæssige periode en given person eller familie befinder sig under fattigdomsgrænsen. Det kan være misvisende kun at opgøre fattigdom på baggrund af den økonomiske situation i et enkelt år (Hansen 2008, s.12). Et så kort tidsrum er følsomt overfor tilfældige indtægtsudsving f.eks. hos selvstændige erhvervsdrivende. Et mere reelt billede af antallet af fattige får man ved at se efter antallet af personer, der i en længere periode ligger under fattigdomsgrænsen. Flere år med lav indtægt vil gøre det stadig 11 Se nedenfor om indkomstmetoden 9


vanskeligere at få hverdagen til at hænge økonomisk sammen, da de ressourcer og reserver man måtte have efterhånden slipper op. Det bliver sværere at erstatte eller anskaffe materielle goder til husholdningen og f.eks. til børn i skolealderen – årstidsrelateret tøj og sko, skoletaske, gymnastiktøj mv. Ligeledes er der stor sandsynlighed for, at de sociale og psykologiske konsekvenser af de manglende materielle og sociale muligheder øges i takt med, at antallet af år under fattigdomsgrænsen stiger. Dette påvirker selvfølgelig også eventuelle børn i husstanden. Defineres fattigdom som antallet af personer, der er fattige i en længere periode end et år, vil der være væsentlig færre, der ligger under fattigdomsgrænsen, end hvis man tæller kortere perioder med fattigdom med. Til gengæld er der en stigende risiko for at blive hængende i fattigdom, jo flere år man ligger under grænsen. Undersøgelser fra henholdsvis Det Økonomiske Råd og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at 5 % af dem, der er fattige i et enkelt år fortsat vil være det efter 10 år og at gruppen af fattige, der har været fattige mere end tre år, er stærkt stigende (Hansen 2008, s. 12-13). Varighed og behov for tilskud Tidsperspektivet kan således være væsentligt at have in mente ved udtænkning af grænser for tilskud til skolemad, men hvordan det skal håndteres er ikke nødvendigvis enkelt. Et barn, i en familie der i flere år ligger lige på grænsen af fattigdom, kan i realiteten være hårdere ramt økonomisk og afsavnsmæssigt, end et barn, hvis familie i en kort periode er nede under grænsen. Omvendt kan en familie, der af uforudsete grunde et år ryger under fattigdomsgrænsen, vælge netop at nedprioritere det sunde måltid til børnene, f.eks. skolemaden. Selv et kort ophold under grænsen kan derfor have konsekvenser for børns sundhed og sandsynligvis også for deres oplevelser af eksklusion i forhold til kammeraterne. Administrativt vil det kunne blive en udfordring at medtænke varighedsperspektivet og sondringen mellem kort- og langtidsfattige eller dem, der er lige på grænsen. Det mest reelle i den sammenhæng vil være at lade en del af tilskudsfordelingen bero på skøn fra skolens personale, der formentlig vil have en ret god fornemmelse af barnets forhold. Indkomstmetoden Indkomst er en af de mest brugte parametre i fattigdomsdiskussionen og afgrænsningen af denne. Ser man bort fra lånemuligheder sætter indkomst en absolut grænse for forbrugsmulighederne, og dermed også en grænse i forhold til, om man kan fungere i samfundet og dagligdagen på rimelig vis, da mange aktiviteter og social ageren typisk koster penge. Disponibel indkomst Grundlaget i indkomstmetoden er den disponible indkomst, der er summen af alle typer af indkomster (inkl. børnecheck, boligsikring og øvrige overførselsindkomster) for alle familiens medlemmer over en given periode, typisk et år, fratrukket skat og obligatoriske bidrag (f.eks. atp) (Tranæs 2006, s. 37). Den disponible indkomst giver et 10


billede af det beløb, som en familie har til rådighed til privatforbrug og opsparing – eller afbetaling. Familier har forskellige sammensætninger, derfor er der i metoden indlagt en vægtning af voksne og børn (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 5). Dette sker ved hjælp af ækvivalensskalaen 12 , der gør det muligt at sammenligne på tværs af forskellige familie- og husstandstyper. Skalaen kan variere fra undersøgelse til undersøgelse med forskellig vægtning for voksne og børn, men typisk vil voksen nr. 2 vægte mindre end den første voksen, ligesom børn vægter mindre end voksne. Grænsen for fattigdom Fattigdomsgrænsen fastsættes dernæst som en procentdel af det generelle (ækvivalensvægtede) indkomstniveau. Oftest ved medianen, der angiver størrelsen af den midterste indkomst i det pågældende samfund, forstået sådan at 50 % af befolkningen har en indkomst, der er højere end medianen og 50 % har en indkomst, der er lavere. OECD opererer med en fattigdomsgrænse, der regner folk for fattige, når deres indkomst ligger under 50 % af medianindkomsten. EU har hævet sin grænse til 60 % af medianen i forbindelse med Lissabon Traktaten i 2007. Denne noget større gruppe i det pågældende land betegner ifølge EU dem, der er i risiko for at komme til at leve i fattigdom (Hansen 2010). I forhold til børn, er et barn, ifølge Heidi Sørensens rapport om fattigdom i børnehøjde, fattigt, hvis det bor i en familie, hvor den disponible indkomst er under 50 %grænsen (Sørensen 2010, s. 16). Med udgangspunkt i prisniveauet i 2011 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udregnet følgende fattigdomsgrænser med udgangspunkt i indkomstmetoden og den disponible indkomst efter skat. Folk eller familier med en disponibel indkomst efter skat under disse beløb defineres herved som værende fattige: Antal personer i familien Grænse familie/ år Kroner efter skat Grænse person/år Kroner efter skat Grænse person/mdr. Kroner efter skat 1 101.128 101.128 8.427 2 153.281 76.641 6.387 3 (1 barn) 195.499 65.166 5.431 4 (2 børn) 232.331 58.083 4.840 5 (3 børn) 265.615 53.123 4.427 6 (4 børn) 296.321 49.387 4.116 (Schytz Juul 2011a, s. 21) 12 Ækvivalensskalaen anvendes til at vurdere og sammenligne økonomien i husholdninger med forskellig størrelse og sammensætning. Skalaen angiver udgiftsbehovenes relative størrelse i forskellige typer familier med forskellige indkomster. Tidligere sammenlignede man den gennemsnitlige husstandsindkomst pr. husstandsmedlem. I de senere år er skalaer, der tager højde for, at der er en vis stordriftsfordel forbundet med at bo mange sammen, blevet det mest almindelige. I de fleste nyere analyser anvendes derfor den såkaldte ækvivalensskala, som indebærer, at familiens medlemmer tildeles hver sin vægt, jo flere personer i husstanden, jo lavere vægtning af de ekstra familiemedlemmer; fx kan den første voksne i familien sættes til 1, den næste til 0,7 og børn til 0,5. Vægtene lægges sammen og divideres op i familiens indkomst. Hvis indkomstbegrebet er disponibel indkomst, får man på den måde den disponible indkomst pr. ækvivalent familiemedlem. (Kilde sammenskriv af flere opslag fra "Den store danske…" på nettet) 11


Det har ikke været muligt at finde beløbet for en enlig forsørger med et barn eller flere børn. I Red Barnet anvendes ovennævnte tal for et par til fattigdomsgrænsen for en enlig med et barn dvs. 12.774 kr. om måneden. 13 Fordele og ulemper ved indkomstmetoden Den store fordel ved indkomstmetoden, og formentlig årsagen til dens udbredelse er, at den giver mulighed for et overblik over antallet af fattige, idet oplysningerne er tilgængelige som registerdata. Dertil er de anvendte tal i overvejende grad objektive og kan trækkes uden involvering af de pågældende mennesker. Det gør det muligt at sammenligne her og nu samt over tid og lande imellem. Metoden kritiseres for at være et indirekte mål for fattigdom, der ikke kan bruges som et direkte udtryk for en given families levekår. Indkomstmetoden med udgangspunkt i 50 % af medianindkomsten er en relativ afgrænsning, der alene beskriver, at der er nogen, der har en lavere indkomst end andre. Den heraf afledte fattigdomsgrænse forholder sig ikke til, om man kan leve et acceptabelt liv for det pågældende disponible beløb (Hansen 2008, s. 6). Frem for at definere størrelsen på gruppen, der lever i fattigdom, siger metoden og beløbene snarere noget om ulighed og lighed. At der er tale om en relativ afgræsning gør dertil, at grænsen vil flytte sig, alt efter hvordan lønudviklingen er i det pågældende samfund, og dette vil påvirke antallet af definerede fattige. Sådanne ændringer af grænseindkomsterne, såsom hvilken betydning en regulering af grænsen op eller ned reelt har for levevilkårene under denne grænse, tager metoden ikke hensyn til. Indkomstmetoden i praksis Befolkningens disponible indkomst kan trækkes via Danmarks Statistik det gør den til en oplagt mulighed i forhold til fastsættelse af antal fattige. I forhold til det operationelle niveau er indkomstmetoden omvendt ikke helt så tilgængelig, da det kan være vanskeligt for den enkelte familie at danne sig et overblik over de tilskud mv., der tilsammen udgør den disponible indkomst. En løsning herpå kunne være administrativt at udregne forskellige typer af 'tilskudspakker' baseret på gennemsnitlige familier med og uden arbejde, med x antal børn, boende til leje eller eje osv. Den pågældende ansøger skal herved kun oplyse hovedindtægt efter skat og hvad, men ikke hvor meget familien får af tilskud. Det samlede og ofte komplicerede regnestykke for den disponible indkomst udregnes således af ordningens administrative personale. Forarbejdet vil være stort, men efterfølgende vil det lette ansøgningsprocessen for de pågældende familier, der måske for nogens vedkommende vil fravælge ansøgningsmuligheden pga. af de ansøgningstekniske barrierer. Udgangspunktet i en 50 %'s medianindkomstsgrænse gør det desuden muligt at graduere tilskudsbeløbet i henhold til procentsatser af medianindkomsten – fuldt tilskud til dem under 50 %'s grænsen, delvist tilskud til børn af familier med en disponibel indkomst mellem 50 og 60 % af medianindkomsten osv. Formentlig bliver det mere 13 www.redbarnet.dk/Nyhed.aspx?ID=25&PID=54&NewsID=653 12


og mere administrativt tungt jo flere gradueringer, der indlægges, hvorfor de udbetalte eller sparede beløb altid bør holdes op imod de administrative omkostninger. I henhold til kritikken er en væsentlig anke ved metoden dog om indkomstmetodens fattigdomsgrænse fanger alle dem, der reelt har brug for tilskud til skolemad, da den alene ser på økonomisk fattigdom. Budgetmetoden Budgetmetoden tager udgangspunkt i, hvad det koster at leve, altså det modsatte af indkomstmetoden, som blot sætter fattigdomsgrænsen ved et givet beløb. Den har sin oprindelse i USA, hvor man i 1960'erne sammensatte 'en kurv med nødvendige madvarer'. Udgiften til denne kurv ganges med en såkaldt faktor 3, der afspejler udgiften til øvrige forbrugsgoder. Samlet giver disse to tal et udtryk for, hvad det koster at leve (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 6) Grænsen for fattigdom Med udgangspunkt i denne metode har man i flere lande, heriblandt også i Danmark (Forbrugerstyrelsen), udarbejdet et standardbudget for et rimeligt almindeligt forbrug. Med udgangspunkt i sådanne standartbudgetter er det muligt at konstruere et minimumsleveniveau. Forskellen mellem et standartbudget og et budget sammensat på baggrund af et minimumsleveniveau er, at fokus bliver på det 'nødvendige', 'beskedne' eller 'acceptable' frem for det 'rimelige' og 'typiske'. Benyttes budgetmetoden til fastsættelse af fattigdomsgrænsen vil grænsen således være en forbrugsgrænse, der på den ene side giver mulighed for at leve et sundt liv med en aktiv deltagelse i familie- og samfundsmæssige sammenhænge og på den anden side ikke afspejler nogen form for luksus (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 7 og Hansen 2008, s. 14). Et minimumsbudget udgør ca. 50 % af et standartbudget (Sørensen 2010, s. 18) og indeholder eksempelvis ikke poster til ferie og varige forbrugsgoder (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 7). Er sund frokost et nødvendigt behov? Udfordringen ved sammensætningen af et minimums-budget er, at det kan være problematisk, også politisk, at definere et leveniveau, der som sådan ikke er efterstræbelsesværdigt (Hansen 2008, s. 14). Hører det at kunne tilbyde sine børn et sundt frokostmåltid eller blot på linje med andre at skabe variation i sit barns frokost f.eks. til det acceptable eller rimelige indhold i tilværelsen? Konklusioner til fordel for mad som basisydelse er en del det incitament, der kan ligge bag et velfærdssamfunds, i dette tilfælde Københavns Kommunes, ønske om at tilbyde at betale skolemaden for de, der har behov for det, hvis deres eget budget ikke rummer mulighed for det. Fordele og ulemper ved budgetmodellen Fordelene ved budgetmetoden, også i forhold til en afgrænsning af fattigdom, er, at den netop forholder sig til, hvad det koster at leve, frem for, som det var tilfældet med indkomstmetoden 'blot' at sætte en grænse ved et givet beløb. Budgetmetoden medtager stort set alle forbrugsposter herunder transport, kommunikation, personlig 13


hygiejne, tøj, motion mv. Justeres 'kurven med forbrugsgoder' dertil dels i forhold til inflation og dels i forhold til udviklingen i det pågældende samfunds generelle forbrugsmuligheder, er den et brugbart udtryk for grænsen for minimumsleveomkostninger. En udfordring i forhold til selve budgetposterne er udgiften til bolig. Det er svært at finde en relevant standard for boligposten, fordi der er så store udsving i boligudgifter/husleje, f.eks. geografisk bestemte udsving, men også forskellen i udgiften ved at være henholdsvis lejer og ejer. Udfordringen generelt ved budgetmetoden som grundlag for en fattigdomsgrænse er, at den ikke tager højde for subjektivt forbrug og ikke indfanger livsstil og forbrug, der afviger fra det 'rimelige og sædvanlige'. Heidi Sørensen påpeger i rapporten Fattigdom i Børnehøjde, at "den [metoden] indfanger ikke personer, som har råd til standartbudgettet, men som alligevel oplever mangler, og dem, som ikke har råd, men som ikke oplever afsavn" (Sørensen 2010, s. 19). Budgetmetoden tager ligeledes heller ikke højde for, om familier evt. får økonomisk hjælp fra andre eller har adgang til naturalier 14 , hvorfor den kan komme til at overvurdere de reelle leveomkostninger. Andre kritikpunkter kan være, at det kan være vanskeligt i det hele taget at standardisere folks indkomst eller budgetter. Budgetmetoden i praksis Ovenstående pointer understreger vigtige problematikker i forhold til metoden og dens operationelle muligheder, hvis den skal anvendes ved tildeling af tilskud til skolemad. Administrativt kræver brugen af budgetmetodens fattigdomsgrænse, at man dels har en udspecificeret minimumsbudget, der indeholder alle udgifter inkl. boligudgifter (fattigdomsgrænsen) og dels den pågældende families disponible indkomst, da det er matchet af disse to tal, der vil være udslagsgivende i forhold til tildeling af tilskud. Dette er som det eneste sted i Danmark forsøgt gjort operationelt i den Københavnske fattigdomsafgrænsning, der bliver beskrevet i følgende afsnit. Den københavnske fattigdomsafgrænsning Københavns kommune satte sig i 2006 for at kortlægge antallet af fattige i kommunen. Til dette formål blev konstrueret "Den københavnske fattigdomsgrænse". Grænsen bygger på ovennævnte budgetmodel. Kommunen har konkret konstrueret et minimumsbudget for en person eller familie bestående af en række forbrugsgoder, som det antages der skal være adgang til for ikke at være fattig. Disse forbrugsgoder prissættes. På baggrund heraf defineres alle, der lever for mindre end dette skrabede budget, som fattige. Københavns kommune ønsker også at bruge den fremkomne fattigdomsgrænse til at fastslå, hvor mange fattige der findes i kommunen, de konstruerede budgetter er derfor holdt op mod tal fra Danmarks Statistik vedr. borgernes disponible indkomst. Undersøgelsen gentages hvert andet år, nye tal ventes således i indeværende forår. (Fattigdom i København 2010, s. 5 og bilag 1, s. 1). 14 En ulempe, der kan siges at gælde for stort set alle metoder, der tegner generelle og ikke individuelle 'portrætter' af fattigdom. 14


Københavnermetodens budgetter og deres konkrete udformning For at være operationelle er de københavnske budgetter meget detaljerede og kommer hele vejen rundt om alle leveomkostningerne. Overordnet består Københavnerbudgettet af tre overordnede poster: • Faste udgifter, som dækker udgifter til bolig, institutioner, licens, tandlæge o.l. • Faste udgifter i forbindelse med arbejdsmarkedet, hvilket dækker over A-kasse, efterlønsbidrag, fagforeningskontingent samt transport til og fra arbejde. • Et rådighedsbeløb, som dækker udgifter til mad, drikke, beklædning, hygiejne og andre dagligvarer. Københavnerbudgettet indeholder ikke udgifter til gæld, selvom de fleste personer har en eller anden form for lån. Der er heller ikke gjort plads til opsparing, ligesom der ikke indgår udgifter til fritid, fødselsdage, hobby og ferie (Fattigdom i København 2010, s. 6). De københavnske minimumsbudgetter matcher således fremgangsmåden beskrevet for minimumsbudgetterne i kontrast til standartbudgetter under budgetmetoden – der er tale om et tåleligt, men skrabet budget. I forhold til udfærdigelse af budgetterne er der lavet forskellige typer af budgettet alt efter: • Antallet af voksne i husstanden • Antal af børn i husstanden • Tilknytning til arbejdsmarkedet I sidstnævnte budgettype skelnes der mellem de personer, som har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet (førtidspensionister, alderspensionister og efterlønsmodtagere,) og de personer som er, eller som "burde være" på arbejdsmarkedet (lønmodtagere, dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere mv.) (Fattigdom i København 2010, bilag 1 s. 1-2). Selv om budgetterne er forskellige, er der en række fælles forudsætninger, der går igen i alle budgetterne (Fattigdom i København 2010, bilag 1 s. 2): • Livsførelsen skal være minimal – der vælges altid det billigste alternativ. • Alle i familien har et normalt helbred, og der skal derfor ikke være plads til ekstra ordinære udgifter til medicin og udstyr i budgettet. • Familien skal inden for rammen af budgettet kunne bo i en minimal bolig og skal kunne have minimale udgifter til el, varmt vand og varme. • Familien skal udover disse faste udgifter have et minimalt rådighedsbeløb til den daglige livsførelse. Det vil sige til mad, drikke, beklædning og andre dagligvarer. 15


Derudover er der en række specifikke budgetposter, som gælder for alle budgetterne i Københavnermodellen. Posterne er med i budgetterne, fordi de skønnes at være aktiviteter og goder, man skal have adgang til for at kunne have en rimelig, men dog minimal livsførelse. Disse er: • Familien skal have råd til at betale licens til radio og TV, så man har mulighed for at orienterer sig om samfundsforhold. • Familien skal kunne tegne en familieforsikring for at kunne forsikre sig mod ekstraordinære udgifter i forbindelse med indbrud og lignende. • Alle familiens medlemmer skal have råd til at gå til tandlæge to gange årligt for at opretholde en basal sundhedstilstand For personer, der er eller ”burde være” på arbejdsmarkedet, er det en forudsætning, at: • Det skal være økonomisk muligt at have eventuelle børn i daginstitution. • Alle voksne medlemmer af familien skal kunne være medlem af en fagforening, arbejdsløshedskasse og betale til efterløn inden for budgettets rammer. • Det skal være muligt for voksne medlemmer af familien at transportere sig til og fra arbejde med offentlige transportmidler. Det forudsættes, at jobbet er beliggende i Københavns Kommune. For personer, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet (førtidspensionister, efterlønnere og alderspensionister) er det en forudsætning, at: • Der ikke skal være plads til transportudgifter til og fra arbejde, udgifter til fagforening, arbejdsløshedskasse og efterlønsbidrag i budgettet. • Budgettet ikke efterlader økonomi til institutionsudgifter til eventuelle børn. Børn i disse familier antages at blive passet i hjemmet. Institutionsudgifter medtages dog i budgettet, hvis det kun er den ene person, som er pensionist eller efterlønner. Københavnermetodens fattigdomsgrænser Ovennævnte punkter er operationaliseret i følgende københavnske fattigdomsgrænser baseret på de ovenfornævnte forskellige budgettyper/familietyper (Fattigdom i København 2010, s. 7). Tallene er 2008 tal efter skat. 16


Antal voksne Antal børn Månedligt Årligt 1 som er i arbejde 0 9.525 114.300 1 som er i arbejde 1 10.806 129.672 2 som er i arbejde 2 15.214 182.892 1 som ikke er i arbejde 0 8.372 100.464 1 som ikke er i arbejde 1 9.454 113.448 2 hvor begge ikke er i arbejde 2 12.909 154.908 2 hvor den ene ikke er i arbejde 2 14.061 168.732 Med kritikpunkterne beskrevet under selve budgetmodellen in mente sammenholdt med ovennævnte eksempler på budgetposter f.eks. at der medtænkes licens, fagforeningskontingent, forsikring mv. kan man mene, at de københavnske fattigdomsgrænser på nogle punkter er baseret på en vis grad af korrekthed. En undersøgelse lavet i sammenhæng med arbejde med de københavnske fattigdomsgrænser viser f.eks. at tegne en ulykkes- og indboforsikring og være medlem af en a-kasse er noget af det, der nedprioriteres, når økonomien bliver stram og hverdagen hård at få til at hænge økonomisk sammen (Andersen 2008, s. 19). Fordele og ulemper ved metoden Københavnermetodens anvendelighed til afgrænsning af fattigdom lider på linje med budgetmodellen, under den udfordring, at den, trods sine meget detaljerede budgetter, ikke nødvendigvis tegner et fyldestgørende billede af en families faktiske valg af forbrugsgoder og aktiviteter. Mange borgere vil i praksis formentlig foretage andre økonomiske prioriteringer, end der er indlagt i budgettet for en skrabet livsførelse jf. ovennævnte påpegning. De københavnske budgetter er således et normativt udtryk for, hvad man bør have råd til, og ikke et faktisk billede af personer eller familiers økonomiske prioriteringer. Budgetterne skal læses som en fastsættelse af en bestemt situation, som opfattes som det lavest acceptable leveniveau (Fattigdom i København 2010, s. 5). Fordelene ved de ret detaljerede budgetter er omvendt, at de netop, ved at rumme alle forbrugskategorier, giver mulighed for at vurdere, om folk har mulighed for at leve på det mindst acceptable leveniveau, og dermed om de har mulighed for ikke at leve i fattigdom. Københavnermetoden i praksis Modsat de øvrige metoder til afgrænsning af fattigdom har København med ovennævnte budgetter lavet det forarbejde, der gør det muligt at operationalisere grænsen. Der er truffet beslutninger om hvilke forbrugsforhold, der bør tælle med i det acceptable, ligesom der gøres brug af ret præcise budgetposter fra etablerede tilskudsordninger – boligsikring, søskenderabat i forhold til institutionspladser, posten til forsikring er efter skattefradrag osv. 15 De anførte beløb er forholdsvis nye, og der er 15 Disse poster kunne eksempelvis benyttes som udgangspunkt for de foreslåede standart tilskudspakker under indkomstmetoden i praksis. 17


budgetter på forskellige familiesammensætninger. Rent praktisk forudsætter anvendelsen af de københavnske fattigdomsgrænser dog dels at budgetterne stadig er up to date og dertil, som ved indkomstmetoden, at det er muligt at skaffe de pågældende familiers disponible indkomst, da det til en hver tid er den, det valgte budget skal sammenholdes med. Dertil fordrer brugen af den københavnske fattigdomsafgrænsning, at man er enig i konstruktionen af de nævnte budgetter ellers skal der lægges et stort arbejde i at konstruere nye budgetter. I og med, at Københavns kommune anvender budgetmetoden og de opstillede budgetter dels som fattigdomsgrænse og dels til at tælle sine fattige med giver det rigtig god mening i forhold til tilskud til skolemad at anvende samme grænse for fattigdom, da forskellige forvaltninger ellers vil operere med forskellige definitioner på fattigdom herunder antal fattige. Hvilken operationel metode man derpå vil anvende for at afgøre hvorvidt en familie ligger over eller under grænsen er måske mindre afgørende. Afsavnsmetoden Afsavnsmetoden tager udgangspunkt i den før omtalte fattigdomsdefinition af Peter Townsend side 6 jf. begrebet "relativ fattigdom". Afsavnsmetodens udgangspunkt er familiens eller individets økonomiske ressourcer, og hvorvidt disse rækker til at leve et liv i overensstemmelse med de normer og rutiner, der er almindeligt accepterede i samfundet (Hansen 2004, s. 11). At lide afsavn forstås som, at der er noget man må give afkald på, som man har brug for. Ifølge afsavnsmetoden kan afsavn defineres som; "at den enkelte person eller familie ikke har økonomisk mulighed for at erhverve goder eller udøve aktiviteter, som der er bred enighed om, at alle skal have mulighed for. Det gælder fx økonomiske ressourcer til "at kunne invitere gæster hjem", "at give gaver til fødselsdag", "købe nødvendig medicin", "gå til frisør" og "gå til tandlæge"" (Hansen 2004, s. 11). Afsavn bliver herved et direkte aftryk for deres faktiske levevis, og kan være af både social og materiel karakter. Begge dele kan være lige alvorligt, men kan, som det beskrives nedenfor, opleves forskelligt fra person til person. At leve versus at eksistere Afsavnsmetoden tager det perspektiv, at det ikke kun er et spørgsmål om at eksistere, jf. budgetmetoden, men også et spørgsmål om at leve, forstået som at kunne tage del i det, der anerkendes som almindelig adfærd i det pågældende land/samfund. I en fattigdomssammenhæng gør det det vigtigt at kunne skelne mellem basale behov og luksusbehov. Børns oplevelse af social integration/eksklusion i relation til afsavn Denne forståelse af fattigdom giver begrebet en øget sociologisk vinkel, da perspektivet forskydes fra en fokusering på de økonomiske ressourcer alene til et spørgsmål om social integration. Dette gør bl.a. metoden interessant i forhold til børn, da man ved at fokusere på de afsavn børn oplever, tydeligere kan tegne sig et billede af, hvordan det er at være barn i økonomisk svagt stillede familier. Man kan f.eks. blive klogere på, hvordan og hvornår den manglende økonomiske formåen påvirker barnets 18


oplevelse af social integration, eller hvornår og i hvilke situationer familiens fattigdom fører til social eksklusion i forhold til kammeraternes adfærd og handlemuligheder. Undersøgelser af afsavn I afsavnsundersøgelser forsøges det at få informanterne til at svar på et så objektivt niveau som muligt. Spørgsmålene stilles, så informanterne skal tage stilling til, om de rent faktisk har undladt at gøre forskellige ting i en given periode. Den modsatte version af denne tilgang er de opinionsundersøgelser, der fra tid til anden dukker op i medierne, hvor der spørges til, hvorvidt man er fattig, hvis man f.eks. ikke har råd til at holde fødselsdagsfest, købe en computer, gå i biografen en gang om måneden eller sende sine børn til sport i fritiden mv. Altså, hvad der opfattes som fattigdom af den brede befolkning. Ugebrevet A4 offentliggjorde en sådan undersøgelse i december 2011, der viste, at der på tre år er sket et voldsomt skred i synet på fattigdom. Ifølge undersøgelsen skal der i 2011 mere til for at blive betragtet som fattig, end da samme undersøgelse blev foretaget i 2008. Grundene hertil skal formentlig findes i de seneste års krise; hvis man selv har fået mindre og må konstatere, at der er ting man ikke har råd til, betragter man f.eks. ikke andre folk med samme eller lignende afsavn som fattige. Desuden lå pågældende undersøgelse lige efter den såkaldte "Carina-sag" 16 , hvilket måske også har påvirket tallene og opfattelserne. (Larsen 2011). Det rimelige og acceptable kan således flytte sig over tid, ligesom noget, der blev betegnet som luksus tidligere f.eks. privat computer med internetadgang, mobiltelefon mv., gradvist kan blive flyttet over i kategorien for basale behov. I de afsavnsundersøgelser, der er foretaget i Danmark f.eks. den, der blev foretaget i København i 2007 som led i undersøgelsen af fattigdom i Københavns kommune (Andersen 2008), er der lagt vægt på nødvendigheder i dagligdagen, sociale aktiviteter, sundhedsmæssig adfærd samt materielle nødvendigheder. Her er informanterne f.eks. blevet spurgt om de af økonomiske grunde har måttet undlade at…( En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 8): • købe lægeordineret medicin • gå til tandlæge • give gaver til fødselsdag • dyrke fritidsinteresser • besøge familie og venner • invitere gæster hjem • holde ferie uden for hjemmet • spise tre måltider mad om dagen 16 Carina sagen eller 'fattig Carina' som mange medier døbte casen var en del af den store debat om fattige i Danmark eller ej, der rullede i slutningen af 2011 ikke mindst med udgangspunkt i politikerne Joachim B Olsen (LA) og Özlem Cekic (SF)'s besøg hos Carina, der ifølge Cekic var at betegne som fattig. Efterfølgende viste det sig, at Carina på trods af status som kontanthjælpsmodtager havde et større rådighedsbeløb end flere lavtlønnede, og det fik debatten både politisk og mediemæssigt til at rase. 19


• spise frisk frugt og grøntsager dagligt • købe nyt fodtøj, tøj og overtøj • betale husleje, el, gas og vand til tiden • have telefon/mobiltelefon • have tv i hjemmet I afsavnsundersøgelser kan man også vælge at fokusere på aktiviteter og adfærd i forhold til børnene, ved f.eks. at stille følgende spørgsmål: At man af økonomiske grunde har måttet undlade at…(En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 9): • fejre børnenes fødselsdag • lade børnene dyrke sport eller andre fritidsinteresser • lade børnene komme med på skoleudflugter • invitere børnenes venner hjem • købe tøj og fodtøj til børnene Afsavn ikke nødvendigvis ensbetydende med fattigdom De undersøgelser, der er lavet på baggrund ovennævnte indikatorer, viser, at den overvejende del af danske personer og familier (77 %) ikke oplever afsavn. 6 % har rapporteret, at de har mindst 4 afsavn begrundet i dårlig økonomi (Hansen 2004, s. 46). Der er en tydelig sammenhæng mellem afsavn og økonomisk formåen, men der er ikke tale om en entydig sammenhæng. I undersøgelserne optræder familier og personer med relativt høje indkomster, der giver udtryk for, at de oplever afsavn, og modsat optræder der familier med lave indkomster, der ikke oplever at lide afsavn (Hansen 2004, s. 46). At lide afsavn kan derfor ikke nødvendigvis sidesættes med at være fattig. Alle lever ikke i overensstemmelse med 'den almene livsstil', og afvigelser kan skyldes meget andet end manglende økonomiske ressourcer. Oplever en person eller familie derimod en række afsavn på flere forskellige områder på samme tid, hvilket betegnes "multiafsavn", er der sandsynligvis tale om fattigdom (Hansen 2004, s. 20). Børn og afsavn I rapporten "Fattigdom i børnehøjde" defineres afsavn som "børns oplevelser af uønskede afvigelser fra kammeraternes livsførelse" (Sørensen 2010, s. 16). Sådanne afsavn kan være en konsekvens af fravalg pga. forældrenes livsstil eller præferencer, men Sørensen påpeger, at der, hvor der ikke er tale om luksusbehov eller -ønsker, er afsavnene ofte relateret til økonomi. Ser man på de minimumsbudgetter, der ligger til grund for fattigdomsgrænsen i budgetmetoden (eksempelvis dem, der er konstrueret til de københavnske fattigdomsgrænser) er det tydeligt, at der stort set kun er plads til det basale og derved ikke store muligheder for prioriteringer i forhold til børnenes ønsker. I diskussionen af fattigdom giver det derfor god mening også at forholde sig til børnenes oplevelser og afsavn, især set i forhold til, hvad der er normalen blandt deres jævnaldrende, og hvilke afsavn det afstedkommer, hvis familiens økonomi ikke kan leve op til normalen blandt disse. Således anvendt vil der formentligt kunne iagt- 20


tages forskellige typer eller grader af afsavn alt efter hvilke lokalområde der fokuseres på. Kommer børnene fra et skoleområde, der generelt er præget af lavindkomst grupper vil ønskerne hos børnene nok være de samme som hos børn i skoleområder med økonomisk stærkere stillede forældre, men her vil størstedelen af børnene formentlig være i samme båd mht. oplevelsen af afsavn relateret til ønskerne. Den reelle oplevelse af afsavn relateret til kammeraterne vil der formentlig være større for et fattigt barn i en 'rig' klasse med heraf følgende større chance for social eksklusion. Det relative fattigdomsbegreb er i forhold til børn ekstrem nærværende. Fordele og ulemper ved metoden En fordel ved afsavnsmetoden er, at den kommer rundt om langt flere dimensioner af fattigdommen end de øvrige nævnte metoder. Metoden giver mulighed for at brede fattigdomsproblematikken ud. Dels fordi man ikke ser snævert på det økonomiske aspekt, men også, fordi metoden lægger op til at skelne mellem at 'eksistere' kontra at 'leve' i det pågældende samfund uden at føle sig socialt ekskluderet. Den helt store udfordring ved metoden er dog, at det er svært at omsætte denne fordel til en grænse for fattigdom. Det, der opleves som afsavn for den enkelte er som nævnt, er ikke nødvendigvis en indikation på manglende økonomisk formåen, det kan også være udtryk for forskelle i levevis og prioriteringer. Dertil er det en reel udfordring at sætte en grænse for, hvor mange afsavn ud af et givent antal mulige, man skal opleve for at blive betragtet som fattig, og hvor tit afsavnene skal optræde. Dette gør det tilsvarende vanskeligt at bruge metoden til at fastsætte antallet af folk, der er fattige defineret ud fra afsavnsmetoden (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 9). Afsavnsmetoden i praksis På trods af de åbenlyse fordele ved afsavnsmetoden, kan den på grund af ovennævnte ulemper ikke anvendes i praksis, hvis målet er administrativt overkommeligt at kunne skille en gruppe børn ud som 'værdigt' eller 'særligt' trængende. Afsavn som fattigdomsgrænse vil objektivt set være nærmest umulig at administrere i praksis – hvilke eller hvor mange afsavn skal eksempelvis udløse tilskud til skolemad. Ønsker man en tilskudsmetode, der forholder sig individuelt til det enkelte barn er fokus på afsavn derimod et rigtig godt værktøj for de professionelle voksne omkring barnet f.eks. at det kan udløse tilskud eller gratis skolemad, hvis læreren eller sundhedsplejersken har observeret, at det pågældende barn lider basale afsavn f.eks. i forhold til dagens måltider eller sundhedsværdien af samme. Eller at den manglende mulighed for at købe skolemad kan give yderligere social eksklusion for det pågældende barn i forhold til kammeraterne. Afsavnsbegrebet bør derfor ikke afskrives fuldstændig på trods af de administrative eller metodiske udfordringer, da man med denne metode har fat i nogle af de fokuspunkter, der ville gøre det muligt at lade tilskuddet komme dem til gavn, der virkelig har brug for det herunder også børn af andre ressourcesvage familier end de økonomisk fattige. Udfordringen vil i den sammenhæng formentlig være, hvordan man kan 21


designe individuelle tildelingsmuligheder, der stadig er gangbare i et offentligt system eksempelvis i forhold til klagemuligheder. Andre operationelle muligheder Der findes allerede i det offentlige system en række systemer for tildeling af tilskud. En af de mest udbredte er tilskudsordningen i forhold til dagtilbud. Her kan forældre alt efter indtægtsniveau (før skat) ansøge om hel eller delvis tilskud til deres barn/børn. Indtægtsskalaen – kaldet fripladsskalaen 17 , hvormed tilskuddet beregnes har næsten 100 inddelingstrin gående fra en indtægt under 156.301 kr. der udløser 100 % friplads til 485.500 kr. eller over, hvor der er 100 % forældre betaling. Ordningen er således ikke bundet op på en fattigdomsgrænse eller definition af, at det kun er de fattigste, der skal have tilskud til dagtilbuddene. Administrering af denne meget differentierede ordning er omkostningstung, hvorfor den vil være uhensigtsmæssig at anvende i forhold til tilskud til skolemad. Ser man på henholdsvis prisen på en daginstitutionsplads og på et måltid skolemad kan det også synes ude af proportioner dels at have så mange tilskudssatser, og dels at forældre med relativ høj indkomst også skal kunne søge om tilskud. Fordelen ved brugen af en gradueret skala for tildeling af tilskud frem for en grænse, i forhold til hvilken forældrenes indtægt enten vil befinde sig over eller under, er dog, at førstnævnte ikke giver incitament til at definere sig fattigere for herved at komme under grænsen og herved være berettiget til tilskud. Det kan have betydning dels i forhold til snyd, men også i forhold til stigmatisering af de pågældende børn og forældre. I forhold til tilskud til skolemad kunne det være interessant at gå nærmere ind i baggrunden for, at fripladsordningen opererer med indkomst før skat, hvad vindes og hvad tabes ved at se bort fra den disponible indkomst og de i denne rapport beskrevne metoder. De kommunale socialkontorer kunne også være et oplagt sted at søge viden i forhold til tildeling af støtte i relation til en presset økonomisk eller menneskelig situation. Netop socialkontorerne er i mange tilfælde i kontakt med de målgrupper, som tilskud til skolemad også søger at nå og vil måske herved kunne indgå i den konkrete tildeling også efter principper, der ikke alene relaterer sig til indkomst. Tages sådanne muligheder i betragtning skal man blot være opmærksom på, at der kan være lavindkomst-familier, der vil gøre meget for ikke at blive klientliggjort, og som derfor ikke kommer på socialkontorerne, men hvis børn kunne være blandt målgruppen for ordningen. Som en del af Satspuljemidlerne er der i 23 kommuner mulighed for at give børn et "Fritidspas", der gør det muligt for ikke fritidsaktive børn og unge i udsatte områder at 17 www.uvm.dk/Uddannelser-og- dagtilbud/Dagtilbudsomraadet/~/media/UVM/Filer/Udd/Dagtilbud/111102%20Fripladsskala%20pr%201%20januar%20201 2%20bilag.ashx 22


gå gratis til fritidsaktiviteter. At dømme efter kommunernes hjemmesider administreres ordningen forskelligt, men f.eks. i Høje-Taastrup kommune er det en kontaktlærere på udvalgte skoler, der tildeler Fritidspassene. Hvordan det gøres i praksis og til hvem, kunne også være en inspirationskilde for tilskud til skolemadsprojektet 18 . Sluttelig skal nævnes de frivillige organisationer, der for en dels vedkommende også uddeler økonomisk hjælp f.eks. til jul. I forbindelse med udarbejdelse af denne rapport er Mødrehjælpens erfaringer blevet inddraget. At komme i betragtning til julehjælp fordrer her en lav indkomst og der ansøges via et ansøgningsskema bl.a. med en motiveret begrundelse for modtagelse af hjælp samt et overordnet budget. Mødrehjælpen oplever, at omfanget af dette skema er en reel barrierer i forhold til ansøgerne. De arbejder derfor på at optimere processen, sådan at ansøgerne skal oplyse så lidt som muligt, hvorefter de, som beskrevet under indkomstmetoden i praksis, netop opererer med standardiserede beløbsposter, der lægges til den af ansøgeren oplyste indkomst og økonomiske situation. Helst vil de frem mod at kunne antage, at lav indkomst pr automatik giver et lavt rådighedsbeløb og det er der, der udløser hjælpen. Dette ikke mindst for at undgå, at ansøgerne i ansøgningsprocessen skal opleve en øget offergørelse samt være nødt til at gøre sig dårligere end man er for at komme i betragtning. Dertil opereres ikke kun med den økonomiske fattigdom som tilskudsudløsning, der inddrages også en socialfaglig vurdering. Andre lande De ovenfor beskrevne metoder til fattigdomsafgrænsning er som grundmetoder også dem, der går igen i landene omkring os. Indkomstmetoden forstået som OECD's 50 %'s grænse og EU's tilsvarende 60 % af medianindkomsten bruges mange steder. Nogle steder f.eks. i Norge og Holland kombineres grænsen med varighed, og afgrænsningen omfatter den del af befolkningen, der har levet tre år under fattigdomsgrænsen. I Holland opererer man desuden med både 50 og 60 %'s grænsen. I Norge og Sverige benyttes budgetmodellen i forhold til kontanthjælpsloftet (En dansk fattigdomsgrænse 2010, s. 10-11). Og i USA bruges som nævnt budgetmetoden eller Orshansky-metoden, opkaldt efter økonomen Orshansky, der alene på baggrund af en opstillet 'kurv med madvarer' fastlagde USA's fattigdomsgrænse, beregnet som udgiften til madvarer ganget en faktor tre, Ovenstående er de lette tal og definitioner at finde frem til. I relation til nærværende projekt om at finde frem til den bedste operationelle metode i forhold til tildeling af tilskud med relation til en given fattigdomsgrænse kræves langt større research for eksempelvis at finde ud af om der i de nævnte lande er tilsvarende ordninger, hvor de givne fattigdomsgrænser og definitioner er gjort operationelle med udgangspunkt i individer frem for populationer. 18 http://www.servicestyrelsen.dk/born-og-unge/fritid/fritidspas-websted 23


Metoderne og deres fattigdomsgrænser – opsamling Som vist er der ingen fuldstændig præcis eller dækkende metode til at afgrænse antallet af fattige eller til at præcisere, hvad det 'kræver' for at blive defineret som fattig. Hver metode har deres fordele og ulemper eller begrænsninger om man vil. Da økonomi, som skrevet, er en stor drivkraft i et samfund som det danske, giver det god mening at benytte en økonomisk afgrænsning, men bruger man alene indkomstmetoden forholder man sig ikke til det liv, det er eller ikke er muligt at leve for det pågældende beløb, og om det kan eller ikke kan betegnes eller opleves som fattigt. Tager man modsat udgangspunkt i, hvad kræver det at leve, står man ikke nødvendigvis overfor færre udfordringer. Budgetmetodens budgetter vil til en hver tid være generelle og derved ikke sige noget om individets oplevelse af at skulle (over)leve for dem. Diskussionen af ulighed versus fattigdom er her væsentlig at have in mente. Afsavnsmetoden, der modsat de andre netop tager udgangspunktet i oplevelsen af fattigdom baseret på aktiviteter og handlinger, der er forbundet med normer, sædvaner og adfærd, som hviler på værdier og traditioner, der ikke ændrer sig fra den ene dag til den anden, på samme måde som prisen på forbrugsgoder gør, bliver omvendt meget individuel. Den er derfor vanskelig at anvende i forhold til fastsættelse af eksempelvis tilskudssatser i henhold til en defineret beskrivelse af, hvem der er fattige og hvem der ikke er. Omvendt kan afsavnstilgangen netop pga. fokus på konsekvenserne af den manglende økonomi bedre end de andre fange de børn, der virkelig lider afsavn. Den giver mulighed for et mere nøjagtigt billede af de konsekvenser fattigdommen har for individer. Hvor indkomstmetoden siger meget lidt om levevilkårene for de mennesker, der befinder sig under grænsen, fortæller afsavnsmetoden en hel masse blot ikke om antallet og en operationel fattigdomsgrænse. Koordinator i Socialforvaltningen i København Rune Hagel Andersen har set på flere af fattigdomsundersøgelserne og som konklusion på ovenstående konkluderer han, at metoderne kommer "på trods af forskellige målemetoder – frem til at definere de samme personer som fattige og til de samme karakteristika ved fattige" (Andersen 2008, s. 17). Valg af en afgrænsning/metode frem for en anden kan være afgørende i en given situation, men overordnet set rokker valget af metode således ikke nævneværdigt ved antallet af fattige i Danmark, og i hvert fald er det et faktum, som også de forskellige metoder kommer frem til, at rigtig mange børn lider uforskyldt under forældrenes økonomiske situation. Administrative overvejelser Rent operationelt i forhold til definition af fattigdomsgrænse og antal fattige kræver de beskrevne metoder, med undtagelse af indkomstmetoden, en grundig operationalisering, hvis man ønsker at anvende dem i en konkret kontekst. Dette arbejde har Københavns Kommune eksempelvis valgt at lave. I forhold til alle metoderne, også Københavnermetoden, og tildeling af tilskud står man dog overfor at skulle finde den lettest mulige vej i forhold til administration. Tildeling af tilskud sker jo netop på individniveau og ikke via et udtræk fra Danmarks Statistik. Opgaven er her at finde den 24


mindst tunge administrative måde at få de oplysninger fra forældrene, som skal bruges i vurdering af egnethed til tilskud set fra kommunens/skolens side. Omvendt er det vigtigt, at det at søge tilskud ikke kommer til at kræve så mange oplysninger og indberetninger, at de ofte ressourcesvage forældre helt står af og derved undlader at søge selv om deres børn ville være berettiget til tilskud jf. Mødrehjælpens erfaringer og fremgangsmåder i forhold til julehjælp. Ligegyldig hvilken metode eller fattigdomsgrænse man sværger til, vil de tal, man vil have brug for være den disponible indkomst efter skat. Dertil bør der, jf. de oplistede fordele, overvejes mulighederne for også at inddrage afsavn f.eks. i form af, at de professionelle omkring barnet, ud fra nogle fastsatte parametre (kommer i skole uden mad x af x dage, har aldrig spist morgenmad osv.), kan lave tilskudsindstillinger, der kan supplere eller tilsidesætte den disponible indkomst set i relation til en given grænse for tilskud. Indkomstmetoden og de københavnske fattigdomsbudgetter Indkomstmetoden synes at være den mest anvendte både mht. at definere hvem og hvor mange fattige, der er i Danmark. København har valgt at anvende budgetmetoden og heraf lave et så grundigt stykke arbejde, at det er muligt konkret at definere hvem og hvor mange fattige, der er i København. Det gør det relevant at se på, om det er den samme økonomiske grænse der opereres med, om det er den samme disponible indkomst, der gør en fattig i de københavnske opgørelser som i dem på landsplan. I forhold til den økonomiske side af grænsen er det ikke muligt at finde særlig mange sammenlignelige tal, ligesom det heller ikke i regi af denne rapport har været muligt at gå bag om de publicerede tal for at finde grundene til forskellene. Men ved brug af de i denne rapport anvendte beløbsgrænser ser det ud til, at man ud fra de københavnske fattigdomsbudgetter skal have en mindre disponibel indkomst for at falde under fattigdomsgrænsen end det er tilfældet ved indkomstmetoden. Det vil med andre ord sige, at en københavner med en disponibel indkomst lige under 50 % af medianindkomsten ikke nødvendigvis defineres som fattig efter københavner metoden 19 : Indkomstmetoden Grænse familie/mdr. Københavnermetoden Grænse familie/mdr. Forskel Familie/mdr. 1 voksen + 1 barn 12.774 10.806 1968 2 voksne + 2 børn 19.360 14.061 5299 Kun i forhold til enlige uden børn ligger fattigdomsgrænsen beløbsmæssigt henholdsvis på linje eller lavere ved indkomstmetoden frem for københavnermetoden alt efter om personen er i arbejde eller ej: 19 Tallene i de to skemaer er de samme som anført under henholdsvis indkomstmetoden og københavnermetoden. 25


Indkomstmetoden Grænse person/mdr. Københavnermetoden Grænse person/mdr. Forskel/mdr. 1 voksen uden arbejde 8.427 8.372 55 1 voksen med arbejde 8.427 20 9.525 1098 Ud fra en ren økonomisk betragtning giver det således god mening at anvende den københavnske fattigdomsgrænse, da den vil give et færre antal fattige og formentlig derfor også et færre antal fattige børn, der vil skulle have tilskud til skolemad med tilfældet er ved at anvende indkomstmetoden. Der kan dog være andre forhold, der spiller ind sådan, at regnestykket ikke kan opstilles så simpelt Dette bør udmønte sig i, at der ud fra Københavns egne tal er færre fattige i København, end det antal de nationale opgørelser kommer frem til. Ud fra det tilgængelige talmateriale anvendt i nærværende rapport er resultatet dog det modsatte, at der er langt flere fattige i København opgjort efter budgetmetoden end ved brug af medianindkomst-grænsen (se nedenfor). Det ligger udenfor denne rapports muligheder at gå nærmere ind i disse uoverensstemmelser, der måske skyldes forhold omkring udregning mv. 234.000 fattige i Danmark Opgørelser fra henholdsvis Finansministeriet, Eurostat og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser enstemmigt, at den andel af befolkningen, der har en indkomst under 50 % af medianindkomsten (fattigdomsgrænsen ifølge indkomstmetoden) er stigende. Med andre ord er antallet af fattige i Danmark stigende og det har det været de sidste 20 år bortset fra et mindre fald i midten af 1990'erne (Schytz Juul 2011c, s. 2). 21 Fratrækkes de studerende, der i de fleste opgørelser ikke medregnes i gruppen af fattige, med den begrundelse, at de er i gang med at kvalificere sig til at kunne erhverve en højere indkomst og at deres lave økonomi baseret på SU er selvvalgt og i en afgrænset periode, er antallet af fattige ifølge AE 234.000 mennesker 22 . Dette svarer til en stigning på 83.000 mennesker siden 2001, svarende til 55 % flere fattige i 2009 (Schytz Juul 2011, s. 4). Som tidligere beskrevet, er det relevant at overveje varigheden af 'opholdet' under fattigdomsgrænsen, når antallet af fattige skal opgøres. AE’s opgørelse fra 2011 viser, at også den langvarige fattigdom (mindst 3 år under medianindkomsten) er steget kraftigt, for de 30-64-årige i perioden 1996-2009. Fra 1996 til 2001 steg antallet med 20 I de tilgængelige tal vedr. indkomstmetoden skelnes ikke mellem om personen er i arbejde eller ej. 21 Tallene nedenfor er fra samme rapport 22 Andelen af befolkningen med en disponibel indkomst under 50 % af medianindkomsten inkl. studerende er 333.000. 26


cirka 5.000 til i alt små 21.000, hvorefter antallet næsten fordobles til at udgøre omkring 41.000 mennesker i 2009. Antal fattige i København Ønsker man at finde frem til antallet af fattige i København er der mange tal at vælge imellem, og de er langt fra ens. AE har på baggrund af tal fra Danmarks statistik 2009 opgjort andelen af fattige i København til 7,6 % (Schytz Juul 2011a, s. 29-30). Dette tal tager udgangspunkt i indkomstmetoden (50 % af medianindkomsten). I fattigdomsundersøgelsen fra København opgør de også andelen af borgere med indkomst under 50 % af medianen og kommer her fra til at andelen er 9,1 % (Fattigdom i København 2010, s. 11). I statusrapporten fra København findes også mere detaljerede opgørelser opgjort efter budgetmetoden. Ud over at hovedkonklusionerne følger tendensen for ovennævnte stigninger i antal af fattige (Fattigdom i København 2010, s. 4) tegner de et billede af langt flere fattige københavnere end opgjort efter indkomstmetoden nemlig i alt 17,4 % fattige mod de førnævnte 9,1 %: • Antallet af fattige i Københavns Kommune er steget med 7 pct. fra 2005 til 2008, svarende til en stigning fra 66.058 til 70.867 personer. • Antallet af korttidsfattige 23 københavnere er steget ca. 13 pct. siden 2005, svarende til 4.161 personer. • Antallet af mellemlangtidsfattige 24 københavnere er steget ca. 7 pct. siden 2005, svarende til 1.296 personer. • Antallet af langtidsfattige og permanent fattige 25 københavnere er faldet med 4 pct. Svarende til 648 personer siden 2005. • Der er færre fattige blandt de unge i alderen 18-24 år i forhold til 2005. • 54,4 pct. af kontanthjælpsmodtagerne var fattige i 2008. Andelen af langtidsfattige og permanent fattige kontanthjælpsmodtagere er steget siden 2005 fra 21,1 pct. til 27,3 pct. Type af fattigdom Antal fattige 2008 Procent af Københavns indbyggere Korttidsfattige 35.831 8,9 % Mellemlangtidsfattige 20.206 4,8 % Langtidsfattige og permanent fattige 14.830 3,7 % I alt fattige 70.867 17,4 % 26 23 Personer, der har været fattige i 1 år. 24 Personer, der har været fattige i 2-3 år. 25 Personer, der har været fattige i 4 år eller mere. 26 Dette tal er fremkommet ved sammenlægning. Andet sted i rapporten Fattigdom i København 2010 opgøres antallet af fattige i kommunen til 17,7 % i 2008, s. 9. 27


Hvem er fattige i Danmark? Opgjort efter indkomstmetoden er den største gruppe med betegnelsen fattige, på trods af de fraregnede studerende, de unge i aldersgruppen 18-30. Den mindste andel findes derimod i aldersgruppen over 60 år. Groft optrukket finder man de fattige blandt enlige, familier med mange børn, indvandrere, personer uden erhvervskompetencegivende uddannelse, personer uden for arbejdsmarkedet og selvstændige erhvervsdrivende. Mere specifikt er enlige forsørgere oftere fattigere end enlige uden børn, og jo flere børn, jo sværere er det, at komme ud af fattigdommen igen. Andelen af fattige er større blandt indvandrere og deres efterkommere end blandt danskere 27 (Hansen 2008, s. 8). Som nævnt tidligere i afsnittet om socialt udsatte, er der blandt de fattige også grupper, der skiller sig ud, fordi de er tynget af nogle tunge sociale problemer. Det drejer sig f.eks. om gruppen af hjemløse eller sindslidende. Disse vil dog ikke blive behandlet særskilt her. I forhold til fattige i København er hovedkonklusionerne fra kommunens egen statusrapport (Fattigdom i København 2010, s. 4): • at enlige med et barn /flere børn og par med flere end tre børn er særligt udsatte for fattigdom. • at indvandrere og efterkommere af indvandrere i særlig grad er udsat for fattigdom, særligt langtidsfattigdom og permanent fattigdom • at de langtidsfattige og permanent fattige hovedsageligt består af kontanthjælpsmodtagere og folkepensionister Hvor bor de fattige De fattige fordeler sig skævt i Danmark. De største byer sammen med en række af de københavnske vestegnskommuner har en markant større andel af fattige end. Dertil er en række udkantskommuner ramt af den stigende fattigdom. I de nævnte kommuner fordeler fattigdom sig også skævt i forhold til boligområder og typer af boliger. Der er en tendens til, at fattige bor i almene boliger og de såkaldte ghettoområder (Schytz Juul 2011a, s. 28). Nedenfor ses en opgørelse over fordelingen af fattige i ghettoområderne i København. Som det fremgår, har Mjølnerparken på Nørrebro den største andel. Her er tæt på hver fjerde beboer fattig, hvis man bruger indkomstmetodens fattigdomsgrænse. (Schytz Juul 2011a, s. 36-37): 27 Nævnte betegnelser (indvandrer, efterkommere og danskere) går igen i diverse rapporter, da det er den opdeling Danmarks Statistik bruger. 28


Københavnske boligområde Andel fattige Mjølnerparken (kbh n) 24 % Aldersrogade (kbh ø/n) 17,1 % Blågården (kbh n) 16,2 % Tingbjerg/Utterslevhuse (Brønshøj) 14,8 % Sjælør Boulevard (kbh sv) 14,5 % Akacieparken (Valby) 13,7 % Bispeparken (kbh nv) 13,3 % Lundtoftegade (kbh n) 13,1 % Hørgården (kbh s) 10,3 % Gadelandet/Husumgård (Brønshøj) 9,5 % AE's rapport om "Fordeling og levevilkår 2011" viser, at de kommuner, der i forvejen havde den største andel af fattige også har haft den største vækst i antallet af fattige siden 2002 (Schytz Juul 2011a, s. 30). Dette gør sig i høj grad også gældende for de ovennævnte ghettoområder, hvor antallet af fattige f.eks. i Mjølnerparken er steget med 8,9 procentpoint fra 2002 til 2009 svarende til en procentvis vækst af fattige i dette område på 58,8 %. Tilsvarende tal for Aldersrogade og Blågården er henholdsvis 56,8 og 42,5 % (Schytz Juul 2011a, s. 38). Københavns egen statusundersøgelse støtter op om dette ved at konkludere, at den største andel fattige findes i bydelen Nørrebro (Fattigdom i København 2010, s. 4). De fattige børn Børnefattigdom kan måles på flere forskellige måder og ud fra mange forskellige kriterier f.eks. afsavn, sundhed, kriminalitet og fritidsmuligheder. Langt de fleste undersøgelser af børnefattigdom tager dog, som de øvrige fattigdomsundersøgelser, udgangspunkt i økonomi, og definerer fattigdom ud fra økonomiske kriterier (Deding og Gerstoft 2009 s. 12). Fattige børn defineres således som børn boende i familier, hvor forældrene betegnes som fattige – altså de fattiges børn. Karakteristikken af fattige ovenfor er for en stor del derfor også karakteristika ved de forældre de fattige børn har: - enlige forsørgere - forældre uden kompetencegivende uddannelse - forældre, der står uden for arbejdsmarkedet - selvstændige - indvandrere og -efterkommere. De fattige børns forældre er yngre end gennemsnittet af forældre til ikke-fattige børn. Mødre til fattige børn er f.eks. i gennemsnit ca. 4 år yngre end mødre til tilsvarende ikke-fattige børn. Aldersmæssigt er der flest fattige børn i aldersgruppen 0-2 år, i 3- 13 års alderen udligner tallene sig og de fattige børn re underrepræsenteret i aldersgruppen 14-17 år. Dette kan formentlig ses i sammenhæng med de ovennævnte unge mødre, der når de får børn også er nye på arbejdsmarkedet med lav løn eller arbejds- 29


løshed til følge, forhold der for en del ændrer sig med tiden sådan at de indkomstmæssigt ligger over fattigdomsgrænsen, når deres børn når skolealderen (Deding og Gerstoft 2009, s. 24). Danske fattige børn bor ofte hos enlige forsørgere, oftest deres mor. Fraregnes de børn, der er anbragt uden for hjemmet er det op imod halvdelen af de fattige børn, der bor hos en enlig forsørger. At enlige forsørgere hyppigst falder under fattigdomsgrænsen skyldes bl.a., at der i disse familier er færre personer til at generere en indtægt (Deding og Gerstoft 2009, s. 22). Fattigdom for danske børn skyldes ofte brud f.eks. skilsmisse, hvilket matcher med, at flest danske fattige børn bor med deres mor ((Deding og Gerstoft 2009, s. 32). Der er en overhyppighed af fattige børn blandt indvandrere og deres efterkommere, og andelen af fattige børn i denne gruppe er steget markant fra 2002-2006 (Deding og Gerstoft 2009 s. 9). Disse fattige børn bor modsat deres fattige danske kammerater oftest i familier. Selvom der er potentielt set er to forsørgere i indvandrerfamilier, står de begge ofte udenfor arbejdsmarkedet med dertilhørende overførelsesindkomster (Deding og Gerstoft 2009, s. 9). To voksne i familien er for indvandrere og deres efterkommere altså ikke en 'beskyttelse' mod fattigdom, som det ellers ses i danske familier. Ses der specifikt på københavnske forhold udgør børn af fattige enlige forsørgere 41 % af de børn, der lever i fattige familier. Det samlede antal børn boende hos enlige forsøger udgør kun 27 % af børnepopulationen. Både hvad angår fattige børn af enlige forsørgere og fattige børn i parfamilier er der sket en stigning i forhold til korttidsfattige i perioden 2005-07, hvorimod andelen af børn, der bor i familier, der har været fattige i fire år eller mere er faldet i samme periode (Fattigdom i København 2010, s. 18). Blandt fattige børn oplever 5 % på landsplan (2006 tal) desuden, at en af deres forældre har været i fængsel, dette er kun tilfældet for 3,5 % af ikke-fattige børn (Deding og Gerstoft 2009, s.31). Hvor mange børn er fattige Fattige børn ifølge indkomstmetoden Ifølge AE's opgørelse fra 2011 var der i 2009 knap 65.000 fattige børn i Danmark. Tallet er opgjort efter indkomstmetoden, og børn af studerende er ikke regnet med. Det svarer til, at 5,4 % af børn i Danmark lever i fattige familier. I forhold til samme opgørelse fra 2002 er tallet steget med 21.500 børn svarende til en procentvis stigning på 51 % (Schytz Juul 2011b, s. 2). Lolland er den kommune med flest fattige børn (9,4 %), men København kommer ind på en andenplads med 8,9 % fattige børn (fraregnet børn af studerende). Nedefter 30


følger en del af Vestegnskommunerne, men ellers er det primært udkantskommunerne, der har den største koncentration af fattige børn (Schytz Juul 2011b, s. 3). Fattige børn opgjort som 60 % af medianindkomsten Opgør man antallet af fattige børn efter en fattigdomsgrænse på 60 %' af medianindkomsten, befandt 11 % af Danmarks børn sig i 2006 under denne grænse. 50-70.000 børn levede således i 2006 i en familie med en indkomst mellem 50 og 60 % af median indkomsten (Deding og Gerstoft 2009, s. 18). 60 %'s grænsen er, som tidligere nævnt, EU's fattigdomsgrænse og bruges til afgrænsning af dem, der er i risiko for at blive fattige. Der befinder sig således en ganske stor gruppe børn i Danmark på grænsen til potentiel fattigdom, med de konsekvenser det må have. Det må derfor formodes, at ligesom at København har en meget høj andel af de fattige børn vil man formentlig også finde en procentdel over gennemsnittet af disse 50-70.000 børn i Københavns kommune. Fattige børn i København De nyeste tal er som citeret ovenfor AE's opgørelser over børnefattigdom i hele Danmark, heri defineres andelen af fattige børn i Københavns kommune til at være 8,9 % (2009 tal). Ifølge kommunens egen opgørelse fra 2007 levede der på daværende tidspunkt cirka 6.400 børn i fattige familier i København. Det svarer til cirka 7 % af alle børn i København (Fattigdom i København 2010, s. 18). Dette tal er udtryk for en stigning, således er der fra 2005 til 2007 kommet 8 % flere fattige børn i kommunen, mens det samlede antal børn kun er steget med 6 % i samme periode. Som nævnt i sammenstillingen af de forskellige fattigdomsafgrænsningsmetoder kan man ikke fuldstændig sammenstille den københavnske budgetgrænser med AE's indkomstafgrænse, men det er nærliggende at konkludere, at den stigning, der er kortlagt i København fra 2005-07 er fortsat op til 2009, hvorfor der sandsynligvis ikke ville være så stor forskel på de to procenttal, hvis der blev lavet en opdateret status i København baseret på budgetmetoden. Følgende tabel viser antal børn i fattige københavnske familier opgjort 2007 (Fatigdom i København 2010, s. 19), og hvor det tydeligt ses, at fordelingen af fattige børn hos henholdsvis enlige forsørger og familier, ligegyldig varigheden af fattigdommen, er anderledes end gældende for alle de københavnske børn: Korttidsfattige Mellemlangtids fattige Langtids- og permanent fattige alle københavnske børn Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Antal Pct. Enlige 1.599 41,7 694 42,4 365 40,6 21.449 26,6 Par 2.237 58,3 943 57,6 534 59,4 59.916 73,4 Antal 3.836 100 1.637 100 899 100 81.365 100 31


Konsekvenser af børnefattigdom Hvad får de fattige børn (ikke) at spise I SFI's undersøgelse "Børnefattigdom i Danmark 2002-2006", slås det fast, at økonomisk fattigdom i Danmark ikke betyder, at børn går sultne i seng, men "den betyder, at børnene risikerer at blive marginaliserede i forhold til deres kammerater, fordi deres forældre ikke i samme omfang som andre børnefamilier har råd til fx ferier eller fødselsdage" (Deding og Gerstoft 2009 s. 10). Rapporten "Fattigdom i børnehøjde", en undersøgelse fra 2010 af børns oplevelser af en opvækst i fattigdom følger i dette spor og konkluderer, at ingen af de otte interviewede fattige børn giver udtryk for, at de går sultne i seng, men de giver til gengæld udtryk for utilfredshed med ensformigheden i deres kost (Sørensen 2010, s. 60). CASA rapporten "Livet på de laveste sociale ydelser" fra 2010, der er en kvalitativ interviewundersøgelse med deltagelse af 16 husstande (børn og voksne), sammenfatter på lignende vis ovennævnte konklusioner vedr. maden i dagligdagen: "Interviewpersonernes beskrivelser af deres hverdagsliv tydeliggør, at det er en stor belastning, at familierne ikke har mulighed for at servere den mad, de plejer eller at have et fyldt køleskab. Vi ser eksempler på, at det at skaffe mad på bordet bliver en daglig kamp for at få pengene til at strække. Forældrene har et ønske om at give deres børn en sund kost, men frugt og grønt bliver nedprioriteret, da det er dyre fødevarer, og det piner forældrene, at de må nøjes med de billigste og oftest mest usunde råvarer. […]. Interviewene vidner således om, at de laveste ydelser medfører økonomiske konsekvenser, som umuliggør den kost, som anbefales i dag. Seks stykker frugt om dagen og fedtfattigt mad er sjældent en del af kosten hos interviewgruppen pga. den stramme økonomi. De laveste ydelser betyder, at disse grupper ikke kan spise den mad, som er sundhedsmæssigt mest forsvarlig og almindelig anerkendt i det omgivende samfund". (Müller mfl. 2010, s. 12) På trods af ovenstående konklusioner er det formentlig ikke umuligt, at i den periode, hvor der blev indført kontanthjælpsforringelserne, indførelsen af starthjælp mv. også har været børn af fattige familier, f.eks. indvandrerfamilier, der reelt har oplevet, og måske stadig gør det, en form for mangel på mad. Dertil vil der være nogle fattige børn, hvis forældre af forskellige grunde ikke magter at prioritere mad, hvorfor disse børn måske reelt går sultne i seng – eller som man vil sige i folkemunde "går for lud og koldt vand". Materielle afsavn fører til sociale afsavn Ud over børns materielle afsavn 28 påpeger SFI (Deding og Gerstoft 2009, s. 10), at fritidsaktiviteter som sport eller klub er et andet område, der risikere at blive sparet 28 Ud over (sund) mad er der her ofte tale om legetøj, elektronisk udstyr, nyt tøj, sko mv. 32


væk i fattige familier. Sådanne aktiviteter er vigtige i en social sammenhæng, og det kan have alvorlige konsekvenser for barnets trivsel at fravælge dem, ikke mindst fordi alternativet for mange børn er for meget tid, hvor de er overladt til sig selv. Ud over de rent økonomiske problemer vil der samtidig ofte også være mange andre problemer i de dårligst stillede familier. Mange af de fattige børns forældre har f.eks. et dårligt psykisk eller fysisk helbred, og disse ressourcesvage forældre kan have svært ved at kompensere for børns økonomiske udsathed (Deding og Gerstoft 2009, s. 10). Med dette for øje giver det til en vis grad mening at trække børn af forældre, der studerer, ud af det samlede antal fattige. Mange af disse vil formentlig have overskuddet og de menneskelige ressourcer til at kompensere for den manglende økonomi og de deraf afledte sociale afsavn. Dertil måske også et ressourcestærkt netværk, der kan komme børnene til gode. Fattigdom og ulighed i sundhed Som det indirekte beskrives i ovenstående afsnit betyder familiernes økonomiske begrænsninger, at der er sandsynlighed for, at børnene også får en mindre sund ballast med sig end deres jævnaldrende 'ikke-fattige' kammerater. F.eks. i forhold til sund og nærende mad til at vokse og udvikle sig af. Konsekvenserne af dette kan føre til det, der på samfundsniveau betegnes som ulighed i sundhed, og som ofte er en brik i den negative sociale arv, som disse børn får med sig. I rapporten "Fattigdom og social ulighed i sundhed" opsummeres dette som følgende: "Uanset om man ser på den sociale ulighed ud fra uddannelse, socioøkonomisk status eller indkomst, er der store forskelle i sygelighed og dødelighed – fx på den måde at personer med de højeste indkomster eller uddannelse er sundere end henholdsvis personer med de laveste indkomster eller ingen uddannelse" (Hansen og Hansen 2007, s. 18) Rapporten slår videre fast, at ønsker man at bryde den negative sociale arv i forhold til social ulighed i sundhed, bør man se på livsstilsfaktor og de dertilhørende årsagsforklaringer: "Børns opvækstvilkår, uddannelse, boligområde, ergonomiske og psykosocialt arbejdsmiljø, trafikforhold, forældres sundhed og indstilling hertil" (Hansen og Hansen 2007, s. 40). En amerikansk undersøgelse refereret i Arbejdspapiret "Dårlige økonomiske forhold som risikofaktor: Hvordan klarer børn, der vokser op i fattigdom, sig?" udgivet af SFI i 2003 viser på lignende vis, at der er en stærk sammenhæng mellem lav husstandsindkomst og dårligt helbred hos børn. Undersøgelsen viste også, at sundheden hos børn af forældre med lav indkomst falder hurtigere med alderen. Det vil sige, at børn af fattige forældre alt andet lige har dårligere sundhed, når de bliver voksne. Dette resultat gælder også, når man kontrollerer for genetisk arv ved også at se på adoptivbørn (Bonke 2003, s. 3). Arbejdspapiret konkluderer desuden, hvilket er særdeles interessant i forhold til tilskud til skolemad: 33


"Mindre sunde børn bruger mindre tid i skolen, da de oftere er syge, usund kost påvirker koncentrationsevnen og dermed indlæringen i skolen, som måske påvirker lysten til at gå i skole". (Bonke 2003, s. 3) En løsning på dette kan være mere sundhed i folkeskolen, f.eks. i form af lige muligheder for sund mad. Rapporten "Fattigdom og social ulighed i sundhed" fra SFI fremsætter f.eks. følgende forslag til fremtidige politiske handleplaner på området: "Endelig bør der laves en statslig rammepolitik i forhold til sund mad i institutionerne og skolerne således, at alle børn har lige muligheder for at få sund mad i løbet af dagen" (Hansen og Hansen 2007, s. 40). Skolebørn og sundhed i relation til socialgrupper For at konkretisere nogle af ovennævnte tendenser yderligere citerer vi i det følgende tal og eksempler fra "Skolebørnsundersøgelsen 2010" 29 fra Statens Institut for Folkesundhed. En gruppe skolebørn stilles her en række spørgsmål, og svarene fordeles på børnenes socialgruppetilhørsforhold. Man opererer som bekendt med 6 socialgrupper. Gruppe 1 i toppen, hvor børn af forældre med de 'bedste' stillinger, uddannelse mv., ofte også de økonomisk set bedst stillede, hører til, til gruppe 6 i bunden, der omfatter familier, hvor forældrene ikke har arbejde og lever af overførelsesindkomst. Denne gruppe vil i vidt omfang være synonym med fattige familier, defineret ud fra indkomstmetoden. Derfor er besvarelserne for netop denne socialgruppe interessant i nærværende sammenhæng (Rasmussen og Due 2011, s. 88): • Andelen af overvægtige eller fede følger socialgrupperne med henholdsvis 15 og 14 % overvægtige eller fede hos gruppe 5 og 6, mod 4 % i socialgruppe 1. • 37 % af børn i socialgruppe 6 mod 13 % i gruppe 1 spiser kun morgenmad højest to hverdage om ugen. Tallet er stigende jævnt fra socialgruppe 1 til 6, men tager et stort hop fra gruppe 5 til 6. • I forhold til frokost på hverdage er det kun 7 % i gruppe 1, der højest spiser frokost to dage om ugen, hvor tallet stiger stødt op mod socialgruppe 6, hvor 16 % højest spiser frokost to dage om ugen. • I forhold til frugt- og grøntindtaget spiser børn i socialgruppe 5 og 6 mindst frugt og grønt, mens børn fra socialgruppe 1 forventeligt spiser mest. • I socialgruppe 1 spiser 5 % slik hver dag. Tallet stiger jævnt for at tage et stort hop til social gruppe 6, hvor 14 % af børnene spiser slik hver dag. 29 Undersøgelsen udgør det danske bidrag til det internationale forskningsprojekt Health Behaviour in School-aged Children (HBSC) – a World Health Organization (WHO) Collaborative Cross-national Study. Undersøgelsen danner basis for grundforskning om skolebørns helbred, sundhedsadfærd og trivsel og involverer derigennem en stor gruppe nationale og internationale forskere med meget forskellige faglige baggrunde. Samtidig udgør undersøgelsen en løbende monitorering af børn og unges trivsel, adfærd og helbred. 34


• 17 % af børnene i socialgruppe 6 drikker sodavand hver dag. I socialgruppe 5 er det 9 %, mens det kun er tilfældet for 4 % i socialgruppe 1. • Næsten hver fjerde barn i socialgruppe 6 spiser fast food mindst to dage om ugen, og 10 % spiser det mindst fem dage om ugen. Samme tal for socialgruppe 1 og 2 er henholdsvis 7/8 % (to dage/uge) og 1/2 % (5 dage/uge). Det er interessant at notere, set i forhold til konsekvenser af fattigdom, at undersøgelsen også dokumenterer, at dobbelt så mange børn i socialgruppe 6 (22 %) har en lav livstilfredshed i forhold til børnene i socialgruppe 1 (10 %). Skolebørnsundersøgelsen understreger dermed det, der mere overordnet er beskrevet i de foregående afsnit, at der er omfattende social ulighed i alle forhold, der vedrører levekår, sociale relationer, helbred og trivsel. Afslutningsvis er der i rapporten følgende konklusion: "De nævnte sociale uligheder er ofte overordentlig store, ofte mere end en fire-fem-dobling i faresignaler fra højest til laveste socialgruppe. […] I de fleste tilfælde er disse sociale uligheder graduerede, dvs. at forekomsten af faresignaler er jævnt stigende fra den højeste til den laveste socialgruppe. […] De traditionelle politiske formuleringer af et 80-20 samfund, hvor man opfatter at 80 % har det godt, mens der er et mindretal på 20 % med problemer holder ikke: Uligheden er gradueret" (Rasmussen og Due 2011, s. 91) Ovenstående citat synes vigtig i forhold til retorikken omkring tilskud til skolemad – at det måske ikke kun er de allerdårligst stillede, der har en udfordring omkring sund mad. Den graduerede ulighed i sundhed er også værd at bide mærke i, hvis et af formålene med lige adgang til et sundt frokost måltid er at bryde en social arv mht. dårlig sundhed hos de københavnske børn, forstået som at det ikke kun er de fattigste, der har et problem omkring adgangen til sund mad. Hertil kan det være relevant også at se bredere på problematikken, at det formentlig ikke kun er mangel på penge, men også tilhørende manglende viden og måske også overskud, der gør at der er så mærkbar forskel på sundhed og ikke mindst indtag af usund mad fra socialgruppe 1-6. Oplevelser af fattigdom En undersøgelse af livet som fattig, der bl.a. er baseret på 20 interview med fattige borgere i København, viser, at det at være fattig, økonomisk set, går ud over det sociale liv med venner og den øvrige familie (Andersen 2008). Dette er også en vigtig pointe ved afsavnsmetodens fattigdomsafgrænsning, som beskrevet tidligere. Men på trods af det fremstår personerne med trængt økonomi i interviewene i høj grad som 35


aktive personer, der lægger strategier og håndterer deres situation aktivt (Andersen 2007, 18). Hvordan disse mennesker oplever deres liv i fattigdom hænger derimod bl.a. sammen med, hvordan de oplever mulighederne for at kunne komme ud af fattigdommen igen, og hvor længe de har befundet sig i situationen. Interviewpersoner med børn synes i højere grad end andre at opleve, at deres situation er dårlig. Andersen konkluderer, at det hænger sammen med, at "her handler det ikke kun om dem selv, men også om at give børnene det, der efter deres mening skal til for at give dem et godt liv" (Andersen 2007, s. 24). Oplevelser af fattigdom i relation til tilskud til skolemad Ifølge Andersen kommer den daglige oplevelse af at leve i fattigdom til udtryk på fire måder (Andersen 2007, s. 25): • At der ikke er plads til spontanitet • Som en oplevelse af skam • At det er nødvendigt at opretholde en facade • Nødvendigheden af at fokusere på det positive I relation til temaet om tildeling af tilskud til skolemad er det værd at forholde sig til disse oplevelser. Det er f.eks. vigtigt at holde sig for øje, at man ikke utilsigtet kommer til at tale tilskuddet ind i en eventuel oplevelse af skam. Ligeledes er det vigtigt at huske på i udformningen af tilskudsordningen, at nogle forældre til fattige børn bruger meget energi på at opretholde en facade for ikke at falde ind i kategorien af 'synlige fattige' (usoignerede, slidt tøj, modtagelse af gratis mad fra hjælpeorganisationer f.eks. et måltid sammen med hjemløse i en kirke osv.). Maden nedprioriteres til fordel for sociale aktiviteter Andersens interviewundersøgelse er en del af en større undersøgelse som Socialforvaltningen i København lavede i 2007. Her svarede 1512 borgere på, hvad de henholdsvis mener, er nødvendigheder, og hvilke af disse de af økonomiske grunde har måttet undvære. 80 % af københavnerne (fattige som ikke-fattige) mener, at det er nødvendigt at kunne gå til tandlægen, købe lægeordineret medicin, spise tre måltider om dagen og købe frisk frugt og grønt. 83,7 % af de adspurgte fattige mente eksempelvis, at det at spise tre måltider om dagen er nødvendigt, men 32,2 % af dem har undladt at gøre det pga. økonomisk smalhals (Andersen 2008, s. 18). Det samme gør sig gældende for indkøb af frisk frugt og grønsager. I forhold til den sundhedsmæssige standart som den samlede gruppe adspurgte giver udtryk for, giver de fattige i undersøgelsen således udtryk for, at de har økonomisk svært ved at leve op til denne standard. At en aktivitet opleves som meget nødvendig gør altså ikke, at det så er den, der bliver prioriteret. Dette understøttes af Andersens kvalitative interview, der viser, at en måde at håndtere det manglende rum for spontanitet og de manglende penge til sociale aktiviteter er at skære på den eneste variable post i budgettet – nemlig maden (Andersen 2008, s. 19, 21). 36


I forhold til børn må det nødvendigvis betyde, at sund mad nedprioriteres, ligesom madbudgettet til tider er i spil i forhold til deltagelse i sociale aktiviteter, som forældrene forståeligt nok også gerne vil give deres børn mulighed for. En sidste pointe fra undersøgelsen, der er værd at tage med i forhold til, hvilke vilkår børn vokser op med i fattige familier, er at de voksnes evige kamp med økonomien går ud over deres humør og på sigt måske deres mentale helbred. En enlig mor bliver citeret for følgende, hvilket uundgåeligt også må kunne mærkes af børnene: "Det [økonomien] giver mig meget angst… det er sådan nogle bekymringer som, kan jeg klare måneden? Kan jeg klare regningerne? Hvorfor er regningerne så høje? – det giver mig hjertebanken og knuder i maven" (Andersen 2008, s. 25) Børns oplevelse af fattigdom Fattig eller ikke fattig, børn har ofte en ret god føling med situationen i familien og ikke mindst forældrenes sindsstilstand. Man må derfor gå ud fra, at fattige børn er ganske bevidste om den økonomiske situation, med tilhørende konsekvenser, deres familie og dermed de selv lever under. Undersøgelsen "Fattigdom i børnehøjde" (Sørensen 2010), som dette afsnit tager afsæt i, er baseret på interview med 8 børn. Generelt gælder det for disse børn, at de har tillagt sig en adfærd, der vidner om loyalitet overfor forældrene og en accept af familiens økonomiske situation (Sørensen 2010, s. 85). Børnene plager f.eks. ikke, og de har lært at begrænse deres behov og spare op om muligt. Sørensen konkluderer, at udgangspunktet nok er økonomi, men at de manglende økonomiske ressourcer har langt mere vidtrækkende konsekvenser end materielle afsavn, hvorfor det økonomiske aspekt er for fattigt til at fortælle hele historien om en opvækst i fattigdom: "En opvækst i fattigdom er en opvækst med materielle afsavn i periferien af fællesskabet. Det handler mest om at være med, men penge er en dominerende adgangsbillet til fællesskabet" (Sørensen 2010, s. 107). Følgende er et uddrag af Sørensens konklusion, som er valgt medtaget her for mere direkte at belyse oplevelsen af fattigdom set fra børnenes side. "Analyse af børnenes livsverden viser, at de lever i relativ fattigdom og lider en række afsavn. De har tag over hovedet, tøj på kroppen, får mad hver dag og har basale fornødenheder, som er almindelige i det danske samfund anno 2010: TV, pc med internet, spillekonsol, køkkenudstyr og møbler. Men når man inviteres indenfor i børnenes ”natural settings” og lytter til børnenes fortællinger, ser det anderledes ud: Slidte hjem, hvor hullede vægge med afskallet maling vidner om en boligstandard, der ligger under de fleste børnefamiliers. Og når man hører om tilværelsen fra børnenes perspektiv, ser det markant anderledes ud. Børnene oplever ikke de umiddelbart almindelige fornødenheder som almindelige. Fra et børneperspektiv er 37


hjemmet, tøjet og maden præget af afsavn. Børnene fortæller om vinterkulde, der fiser ind gennem de hullede vægge, så det er koldt om natten og om ensformig kost, genbrugstøj, spillekonsoller, computere, tøj og fødselsdage, der ikke lever op til peer-gruppens standarder. Det er afsavn, som kan være svære at se, fordi det netop er børnenes oplevelser, der definerer dem som afsavn. Børnene har en Playstation og en computer med internet, nogle har en mobiltelefon, de kan godt få smart tøj i genbrugsen, de kommer til børnefødselsdag og på koloni hver sommer. Men goderne og aktiviteterne ligger så langt under peer-gruppens standarder, at de opleves som afsavn – som ikke at have de nødvendige goder, som kammeraterne i det børnesociale felt har." (Sørensen 2010, s. 70) Overordnet set er det selvfølgelig vigtigst at rammerne er i orden, at der er tag over hovedet, mad at spise og tøj at tage på også i forhold, der matcher de almene standarter i samfundet. Set fra børnenes perspektiv er det blot væsentligt at forstå, at oplevelsen af fattigdom i børnehøjde også er relativ og at det den måles op mod er standart og normalen i deres verden. Spørger man børnene selv, er der derfor fokus på de elementer af en børneopvækst, der i den offentlige debat om fattigdom negligeres eller henvises til luksusbehov. Set i forhold til børnenes muligheder for social inklusion og en opvækst uden konstant stigmatisering er det dog væsentligt også at forstå denne side af børnenes oplevelse. Skolemad kan på den ene side opfattes som basal fornødenhed; at give forældre mulighed for at kunne give deres børn et sundt måltid mad. Men i relation til ovenstående uddrag af Sørensens konklusion kan tilskud til skolemaden også ses i et andet lys– som at give børnene en mulighed for at kunne det samme som kammeraterne. Gratis skolemad kan ikke fjerne børnenes oplevelse af de materielle mangler, men den kan give de fattige børn en mulighed for, på dette område at opleve, at de ikke skiller sig ud fra deres klassekammerater. De andre børn Som berørt flere gange i de tidligere afsnit, er det ikke nødvendigvis kun børn af økonomisk fattige forældre, der kan have gavn af en tilskudsordning. Af forskellige årsager kan der være forældre, der ikke kan prioritere eller prioriterer (sund) mad til deres børn, hvilket f.eks. kan komme til udtryk som manglende madpakker. Skolebørnsundersøgelsen, som tidligere beskrevet, viser f.eks. tydeligt, at det ikke kun er børn af forældre i socialgruppe 6, der får for meget sukker, sodavand og for sjældent frugt og grønt. Og ej heller kun denne gruppe, der for ofte spiser fastfood og for sjældent frokost og morgenmad. 38


Børn af andre ressourcesvage familier end de deciderede økonomiske fattige, kan f.eks. være børn af forældre med psykiske lidelser, f.eks. depression. For psykisk syge forældre kan det være uoverskueligt at smøre madpakker hver morgen. Det kan også være børn, der har en far eller mor med et alkohol- eller stofmisbrug. Børn, der har en forælder, der er i fængsel, eller børn som bor med en enlig mor, der har nattearbejde eller møder meget tidligt og derfor ikke er hjemme til at sørge for, at der bliver spist morgenmad og lavet madpakke. Der kan også være tale om børn fra familier med alvorlig sygdom, hvor de personlige ressourcer og overskuddet til børnenes madpakke ikke er til stede. Mange af disse børn vil formentlig også befinde sig under den økonomiske fattigdomsgrænse, men ikke nødvendigvis alle. Ifølge tal fra Københavns kommune lever eksempelvis mindst 8.000 børn i familier med alkoholproblemer 30 , hvilket er flere børn end antallet af fattige børn i kommunen. Det kriminalpræventive Råd anslår, at der er mellem 4-7.000 børn i Danmark, der har en mor eller far i fængsel. 31 Konkluderende refleksioner Dagbladet Politiken og flere andre medier kommenterede i slutningen af januar 2012 de nyeste tal fra EU's statistiske bureau Eurostat, der viste, at antallet af fattige i Danmark er fordoblet i perioden 2001-2007 fra 4 til 7,9 %. 32 Dette i kontrast til de øvrige nordiske lande, der har formået at få fattigdommen til at falde. I forhold til debatten om eksistensen af fattige i Danmark og mere konkret muligheden eller behovet for tilskud til skolemad påpeger artiklen, at det formentligt er fremmed for de fleste danskere, at der er sket en stigning i antallet af mennesker, der kan betegnes fattige. Forståelsen har været, at såvel ulighed som fattigdom i Danmark har været faldende siden 2. verdenskrig i takt med velfærdsstatens udbredelse og dens ydelser i from af sikkerhedsnet, hvis man f.eks. blev syg, mistede sit arbejde osv. Det er svært at forholde sig til noget, man ikke ser – eller at have ondt af noget, man ikke ved. Som tidligere beskrevet i forbindelse med forskellen på den synlige og usynlige fattigdom, er stigningen i antallet af fattige formentlig sket pga. hårdere økonomiske sanktioner mod f.eks. indvandrere og folk uden arbejde. Med andre ord er det en stigning i den 'usynlige fattigdom', hvor økonomien er udgangspunkt for de sociale problemer som fattigdom medfører, f.eks. at børnene ikke får mulighed for at sundt måltid mad, eller ikke kan deltage i skolelivet på linje med deres kammerater f.eks. eksemplificeret ved at kunne købe skolemad. 30 www.kk.dk/Borger/DetSocialeOmraade/UdsatteBoernOgFamilier/BoernOgUngeIFamilierMedAlkoholproblemer.aspx 31 www.boerneraadet.dk/b%C3%B8rner%C3%A5det+mener/om+for%C3%A6ldre+i+f%C3%A6ngsel 32 http://politiken.dk/indland/ECE1523355/antallet-af-fattige-er-fordoblet-det-seneste-aarti/ 30-1-2012 39


Som nævnt indledningsvis bliver man nødt til at forholde sig relativt til begrebet fattigdom, når det diskuteres i en kontekst som den danske. De fysiologiske behov er en del af dette (budgetmetoden), men en væsentlig del af det relative fattigdomsbegreb er afsavnene. Mennesket er sociale væsner, det lever ikke af fysiske behov alene, men også sociale: "Mennesker er ikke alene individuelle organismer, der kræver næring for deres fysiske eksistens. De er sociale væsener, der forventes at leve op til socialt krævende roller som arbejdere, borgere, forældre, ægtefæller, naboer og venner. De er ikke alene forbrugere af fysiske goder, men også producenter af disse goder og medlemmer af komplekse sociale fællesskaber." (Townsend, 1979 citeret i Hansen, 2004 s. 19) Nogle af disse socialt krævende roller er f.eks. rollen om, at gode forældre er forældre, der formår at give deres børn sund mad, og herved forskydes forståelsen af fattigdom fra fokusering på de økonomiske ressourcer til også at være et spørgsmål om social integration. 40


Litteraturliste Andersen, Rune Hagel (2008), Livet som fattig - om ikke at kunne gøre som de fleste. (Artikel). Tidsskriftet Uden for nummer nr. 17, Dansk Socialrådgiverforening. Bonke, Jens et al. (2003), Dårlige økonomiske forhold som risikofaktor: Hvordan klarer børn, der vokser op i fattigdom, sig? (Rapport). Socialforskningsinstituttet Dam, Rasmus (2012), Antallet af fattige er fordoblet det seneste årti. (Artikel). Politiken Deding, Mette og Gerstoft, Frederik (2009), Børnefattigdom i Danmark 2002-2006. (Rapport). Red Barnet og SFI En dansk fattigdomsgrænse (2010), Notat udgivet af: Rådet for socialt udsatte, Red Barnet, Arbejderbevægelsens erhvervsråd, Frelsens Hær, Dansk Socialrådgiverforening, LO, Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) Fattigdom i Københavns kommune 2010 – en status. Herunder bilag 1 og 2 Hansen, Finn Kenneth og Hansen, Henning (2004), At eksistere eller at leve. Fattigdom og lave indkomster i Danmark – hvordan måler man fattigdom? (Rapport). CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) Hansen, Finn Kenneth og Hansen, Henning (2007), Fattigdom og social ulighed i sundhed – rapport om Den Danske Nationale Handlingsplan. CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) Hansen, Finn Kenneth (2008), Fattigdom i Danmark - erkendelse og viden. (Artikel). Tidsskriftet Uden for nummer, Dansk Socialrådgiverforening. Hansen, Finn Kenneth (2010), Fattigdom i EU-landene – og fattigdom i europæisk perspektiv. CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) Juul, Jonas Schytz (2010), Fattigdom i Danmark. Børnefattigdommen eksploderer – yderkanstdanmark holder for. (Analyse). AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) Juul, Jonas Schytz (2011a), Den sociale arv tynger Danmark. Fordeling og levevilkår 2011. AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) 41


Juul, Jonas Schytz (2011b), Fattigdom i Danmark. Børnefattigdommen stiger og er skævt fordelt i Danmark (Analyse). AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) Juul, Jonas Schytz (2011c), Fattigdom i Danmark. Tal fra Finansministeriet viser stigende fattigdom. (Analyse). AE (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) Larsen, Allan (2011), Danskerne: Fattige skal være fattigere. (Artikel). Ugebrevet A4 Müller, Maja, Andersen, John et al. (2010), Livet på de laveste sociale ydelser – En kvalitativ undersøgelse om livsbetingelser og copingstrategier. (Rapport). CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) Rasmussen, Mette og Due, Pernille (2011), Skolebørnsundersøgelsen. Statens Institut for Folkesundhed Sørensen, Heidi (2010), Fattigdom i børnehøjde. Børns oplevelser af en opvækst i fattigdom. (Rapport). CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) Tranæs, Torben et al. (2006), Skat, arbejde og lighed – en undersøgelse af det danske skatte- og velfærdssystem. Gyldendal Københavns Madhus Bastbygningen www.kbhmadhus.dk Ingerslevsgade 44 1705 København V t:+45 4090 9109 42

More magazines by this user
Similar magazines