Drivanker . D175 Nini. - Drabant 22

på en båd ikke skal spares, hvad angår det kulinariske og så altså
også kaffen. Det er selvfølgelig yderst praktisk med en gang
nescafe og dåsemad. Let at stuve af vejen, men fy for fanden,
hvor det smager. Det er sikkert en nødvendighed på langfart,
men et sted som det sydfynske, hvor der aldrig er langt til
nærmeste provianteringssted, er det en hån mod verden, at
investere i en gang totalt intetsmagende konserveringsmættet
upersonlig dåsemad. Hvis man så ikke engang kan få en rigtig
kop kaffe til at skylle dåsemaden ned med, er det bare helt dybt
godnat, men hver har sine prioriteringer.
Mens den simple kaffe blev drukket, kigger de ud af vinduet.
Der sejlede en båd forbi. Ret tæt syntes de. Så drev endnu en båd
forbi, og tætheden var blevet lige lovlig stor og nærgående. De
gik op på dækket for at se, hvad der foregik. Nu skulle de
elendige bådførere sandelig få en overhaling. Det lignede ikke
noget at sejle på så klods hold. Til deres store overraskelse, var
det ikke de andre, der sejlede, men dem der drev. Ankeret havde
simpelthen revet sig løs i løbet af natten, og fungerede nu
nærmest som et drivanker. Drev gjorde de i hvert fald. Hurtigt
blev ankeret trukket op og smidt ud igen. Det fik hurtigt fat i
bunden, og de kunne ånde lettet op. De havde været heldige.
Tænk, hvis de var drevet ind i en båd, mens de havde ligget og
sovet.
Det er dejligt at ligge for svaj, når bare ankeret kan holde, og
ikke river sig løs. Jo, Jensen er altid god for en historie.
Stig Rasmussen
D 175 Nini