Døvblinde Nyt nr. 3, 2010 - Servicestyrelsen

DøvblinDe nyt 

Videnscenter for døVBlindfødte nr. 3 decemBer 2010 

Brug Bolden 

– idræt for døvblindfødte

åb op – og gør det nu! 

Som de fleste nok er bekendt med, så fusionerer 

Videncenter for Døvblinfødte (VCDBF) snart med en 

række andre videnscentre og bliver til Videnscenter 

for Handicap og Socialpsykiatri (ViHS) – du kan læse 

mere på side 6-7. Mange ved sikkert også allerede, at 

ViHS får en afdeling i Aalborg, der kommer til at bestå 

af os fire, der nu er ansat i VCDBF. Det er vi rigtigt 

glade for, for det er et meget kraftigt signal om, at 

vort fremtidige fokus fortsat skal være døvblindfødteområdet. 

Kan vi alle sammen så ikke bare læne os tilbage og 

tro på, at den hellige grav er vel forvaret, selv om der 

fra nytår ikke længere er et videnscenter, der udelukkende 

arbejder med medfødt døvblindhed? 

Svaret er nej! Det vil være rigtigt dumt. ViHS bliver 

i høj grad brugerstyret. Det er vigtigere end nogensinde, 

at I – brugerne af centret – finder ud af, hvad I 

synes, vi skal beskæftige os med, og hvad døvblindfødte 

feltet har brug for. Virkeligheden er nemlig, at 

vi bliver en meget lille del af et stort videnscenter, og 

at vi alle sammen derfor skal være ekstra gode til at 

gøre opmærksomme på vort lille og meget specielle 

område. Ellers risikerer vi at forsvinde i mængden. 

Gennem de seneste årtier er der udviklet rigtigt meget 

viden på døvblindfødte-området, især når man 

tænker på, hvor lille området er. Vi har haft gode muligheder 

for at opbygge faglige netværk, vidensdele 

og for at fordybe os. Dette skulle gerne blive ved, men 

jeg er sikker på at det ikke fortsætter medmindre I 

reflekterer over, diskuterer, og ikke mindst gør ViHS 

opmærksom på, hvad I har brug for, for at komme 

videre i jeres arbejde. For hvis I ikke gør det nye videnscenter 

opmærksomme på det, så får I 

det ikke. 

Vi vil meget gerne hjælpe jer med at 

finde ud hvor og overfor hvem, I skal 

fortælle om jeres behov. Men i den 

sidste ende er det jer der bestemmer 

om døvblindefeltet også i fremtiden 

skal have et videnscenter. 

Vi er trods alt jeres videnscenter. 

God læselyst 

Marianne Disch. 

2 døvblindenyt nr. 03 december 2010 

Idræt gIver 

større selvtIllId 

en gruppe af døve og døvblindfødte børn har hoppet, 

trillet og leget sig til både venskaber, selvtillid 

og en bedre kommunikation. siden sommerferien 

har de deltaget i et projekt om tilpasset idræt og 

bevægelse, som på få måneder har givet et markant 

løft til børnene. 

” 

indhold 

KOlOFOn 

Jeg tør godt sige, at basisuddannelsen 

har gjort mig 

til en bedre partner for 

vores beboer. Jeg har fået 

en masse viden, som jeg 

måske ikke havde før 

døvblinde nyt, december 2010 / 26. årgang 

Copyright videnscenter for døvblindfødte og forfatterne 

synspunkter, der kommer til udtryk i interview, kommentarer o.l. er 

ikke nødvendigvis dækkende for videnscentret. 

redaktion: Marianne disch (ansv.) og troels Møller (redaktør). 

design og tryk: datagraf. 

Forsidefoto: Ajs smed nielsen. 

oplag: 1.300. 

Issn: 13961632 (print) og 1602 – 4095 (web) 

døvblinde nyt udkommer tre gange om året. 

Kontakt redaktionen eller tegn et gratis abonnement 

på trm@servicestyrelsen.dk. 

videnscenter for døvblindfødte har til opgave at udarbejde, indsamle, 

bearbejde og formidle viden om funktionsnedsættelsen medfødt døvblindhed. 

Centret er en del af servicestyrelsen under socialministeriet. 

videnscenter for døvblindfødte, sohngaardsholmsvej 61, 9000 Aalborg. 

tlf: 41 93 24 65. 

Hjemmeside: www.dovblindfodt.dk 

NORDISK MILJØMÆRKNING 

541 Tryksag 166

Foto: Ajs Smed Nielsen 

6 VCDBF indgår i stor fusion 

videnscenter for døvblindfødte bliver fra nytår en del 

af videnscenter for Handicap og socialpsykiatri. 

13 Viden er alfa og omega 

Interview med lone Christensen, der for nylig har afsluttet 

basisuddannelsen om medfødt døvblindhed. 

synet er IKKe 

AltId noK 

selv om mange døvblinde har en synsrest, så bør deres partnere alligevel 

støtte dem taktilt i kommunikationssituationer. synets betydning bliver nemlig 

ofte overvurderet af pædagoger og andre, der arbejder med personer, som 

er døvblindfødte. 

s. 16 

s. 69 

20 Bettinas dagbog 

bettina slutter sin dagbog med dette kapitel, hvor hun 

sender en opfordring til at tage hul på alle de tabuer, 

der følger med at være handicapforælder. 

22 Bogomtaler 

nye bøger på videnscenter for døvblindfødtes bibliotek: 

Ivana Marková, Anette Holmgren, Karensofie pettersen, 

M. suzanne Zeedyk m.fl. 

nr. 02 september 2010 døvblindenyt 3 

Foto: Shutterstock

Uddannelse & kurser 

KUnstRappORt eR lagt på nettet 

En rapport om kunstneriske aktiviteters og deres positive indvirkning på mennesker med 

medfødt døvblindhed er langt om længe blevet gjort tilgængeligt på nettet. Rapporten har 

været undervejs i nogle år, og nu kan den altså downloades på Nordens Velfærdscenters hjemmeside 

på adressen www.nordicwelfare.org/KunstErNogetViGor. 

I rapporten beskriver og analyserer tre konsulenter – Kari Schjøll Brede, Flemming Ask 

Larsen og Steen Raahauge – erfaringerne fra Nordisk Kulturforbunds kursusuger, hvor døvblindfødte 

har danset, spillet og skulptureret sammen med deres partnere og professionelle 

kunstnere. 

Blandt konklusionerne i rapporten er, at kreativt og kunstnerisk samspil ”er medvirkende 

til, at det bliver lettere for partneren at lægge til rette for en frisættende, inkluderende og 

værdsættende måde at være sammen på”. 

Nyt faghæfte om døvblindefeltets 

histiorie 

Er du interesseret i at blive klogere på døvblindefeltets 

historie, så er der snart hjælp på vej. Midt i 

december måned forventer Videnscenter for Døvblindfødte 

at udgive et faghæfte, hvor den historiske 

udvikling inden for vort lille specialområde bliver 

beskrevet sort på hvidt. 

Hæftet er forfattet af Inger Rødbroe, der har 

arbejdet med medfødt døvblindhed i flere årtier og 

blandt andet har en fortid som leder af Videnscenter 

for Døvblindfødte. 

Du kan finde faghæftet på www.dovblindfodt.dk 

omkring 13. december. 


RaDiO Om livet 

sOm DøvblinD 

Fra 22. til 26. november sendte Danmarks Radios P1 en række udsendelser 

om, hvordan det er at være døvblind. 

Udsendelserne er optaget på det aalborgensiske bosted Minibo, hvor den 

prisbelønnede journalist Torben Påske for nogle måneder siden var forbi 

med sit optageudstyr. Torben Påske er manden bag ”Reportagen”, der sendes 

12.35 til 13.00 på hverdage. 

- En af vores tidligere medarbejdere kender Torben Påske privat og har 

i den sammenhæng fortalt om Minibo og vore beboere. Og så synes Torben 

det kunne være spændende at lave noget radio om livet som voksen døvblind, 

fortæller Susanne Stouge, der er leder af Minibo. 

DR-journalisten brugte et par dage på at optage og interviewe personale 

på bostedet. Hvad han har fået ud af anstrengelserne, kan du høre på Reportagens 

hjemmeside, hvor udsendelserne er lagt ud. Adressen er www. 

dr.dk/P1/Reportagen. 

Workshop på 

verdens konference 

i Brasilien? 

Scientific Committee for DbIs næste verdenskonference ”Inclusion for a Lifetime of 

Opportunities” har nu udsendt information om tilmelding af workshops. 

Konferencen afholdes den 27. september - 1. oktober 2011 i Sao Paulo i Brasilien, 

og tilmelding af workshops skal indsendes ikke senere end den 31. januar 2011. 

Har du tanker om at præsentere en workshop på konferencen, er det altså tid 

at gå i gang med planlægningen. En præcis beskrivelse af workshoppen er første 

skridt for at komme igennem nåleøjet og få workshoppen godkendt. Beskrivelsen 

skal følge de retningslinjer som Scientific Committee har lagt fast. Du kan finde de 

nævnte retningslinjer på DbI’s hjemmeside, www.deafblindinternational.org.

NVC laver kursus for ledere 

Er du leder af et tilbud af et tilbud for personer med medfødt døvblindhed, 

så har Nordens Velfærdscenters døvblindeafdeling (NVC) 

et helt særligt tilbud til dig. 

I starten af april måned 2011 holder centret nemlig et kursus, 

der er forbeholdt ledere inden for døvblindfødte-området. På kurset 

vil du få en række bud på, hvad du kan gøre for at sikre en høj 

faglige kvalitet på din arbejdsplads. Du får også mulighed for at 

dele erfaringer med ledere fra en række andre tilbud til døvblinde 

i Norden. 

Kurset ledes af Videnscenter for Døvblindfødtes egen Marianne 

Disch, og hun vil komme ind på temaer som vidensspredning i 

organisationer, faglige fokuspunkter i tiden og organisationsudvikling. 

Du kan læse mere om leder-kurset i NVC’s kursuskatalog for foråret 

2011, som du finder på hjemmesiden www.nordicwelfare.org. 

I kataloget kan du også læse om et kursus for undervisere på 

døvblindfødte-området, et arbejdsseminar om taktil sproglighed 

samt ét om CI hos døvblinde. 

Tilmeldingfrist for forårets kurser er 15. januar 2011 

DøvblinD manD FåR sin egen hjemmesiDe 

Hvem siger, at livet skal være trist, bare fordi 

man er født døvblind? 

Tormod Steigen Johnsgård er et levende bevis 

på, at det ikke behøver at være sådan. Den 

24-årige nordmand har CHARGE-syndrom og 

er derfor født døvblind, men det forhindrer 

ham ikke i at opleve en masse. 

Her i bladet har vi tidligere fortalt om 

Tormods spændende liv, og nu har du selv mulighed 

for at følge med i – og måske blive inspireret 

af – den unge mands oplevelser. 

Tormod har nemlig fået sin helt egen hjemmeside 

med masser af billeder og tekst om 

hans liv. Adressen er www.tormodsj.com. Tjek 

det ud. 

KOm til lanDsKOnFeRence i 2011 

Besøg os på nettet 

For et par måneder siden lancerede Videnscenter for Døvblindfødte 

en ny hjemmeside. I forhold til den gamle version 

af www.dovblindfodt.dk er der kommet en række nye 

og spændende funktioner til. For eksempel har vi tilføjet 

en funktion, der giver dig mulighed for at 

læse og bladre i vore publikationer direkte 

på skærmen. 

Samtidig har vi selvfølgelig videreført 

alt det, der fungerede rigtig godt på det 

gamle site. Det vil sige, at du stadig kan 

finde downloade alle vore publikationer 

på siden, du kan låne online på vort bibliotek, 

få et overblik over uddannelser og 

kurser, blive opdateret på det seneste nye 

inden for feltet og en hel masse mere. 

Alt sammen på den samme hjemmeside 

– www.dovblindfodt.dk. 

Som det tidligere har været nævnt i disse spalter, så bliver den næste landskonference for 

døvblindepersonale afholdt den 9.-10. maj næste år. Planlægningen er i fuld gang, og de fleste 

brikker i puslespillet er allerede faldet på plads. 

Titlen på konferencen er ”Kultur, sprog og etik”, og deltagerne vil blandt andet blive præsenteret 

for oplæg af filosof Jørgen Husted, antropolog og sociolog Nanna Mik-Meyer, psykolog 

Hans Erik Frölander og Grethe Steigen, der er mor til en ung døvblindfødt mand. 

På konferencen kan deltagerne også som sædvanligt vælge mellem tre streams, der angriber 

det overordnede tema fra hver sin vinkel. 

I løbet af nogle få uger kan du læse mere om konferencen på www.dovblindfodt.dk, hvor 

du også får mulighed for at melde dig til. 

nr. 3 december 2010 døvblindenyt 5


Disch: 

både Fordele 

og uleMper 

det er med lidt blandede følelser, 

at Marianne Disch ser 

frem mod den kommende 

fusion på videnscenter-området. 

Lederen af Videnscenter for Døvblindfødte 

kan nemlig både få øje 

på mulige forbedringer og potentielle 

forringelser for vores lille 

specialområde. 

– Det er selvfølgelig positivt, 

at vi bliver i Aalborg. Det er et 

siden starten af 

1990’erne har døvblindfødte-området 

haft sit eget videnscenter, 

men efter nytår er det 

slut. Videnscenter for 

Døvblindfødte (VCDBF) 

fusionerer med 12 andre 

centre inden for det 

sociale område og med 

meget tydeligt signal om, at vi 

fortsat skal arbejde med medfødt 

døvblindhed, selv om vi bliver en 

del af Videnscenter for Handicap 

og Socialpsykiatri (ViHS), siger Marianne 

Disch, der også kan få øje 

på andre plusser ved fusionen, når 

hun tager ja-hatten på. 

– Med fusionen bliver vi en del 

af en meget større enhed, og vi får 

mulighed for at trække på nogle 

vIdensCenter For døvblIndFødte 

inDgåR i stOR FUsiOn 

tre vidensnetværk, der 

tilsammen kommer til 

at hedde Videnscenter 

for Handicap og Socialpsykiatri. 

Dermed er det 

slut med VCDBF, som du 

kender det. 

Beslutningen om fusionen 

er taget af socialminister 

Benedikte Kiær (K), 

der ønsker at styrke det 

samlede vidensarbejdet 

på handicapområdet. 

– Sammenlægningen 

betyder, at vi bedre kan 

udnytte ressourcerne, 

så de, der hidtil har fået 

rådgivning, fortsat kan 

få det, samtidig med at 

vi kan yde en service 

helt andre ressourcer, end vi har 

i dag. Vi bliver for eksempel kollegaer 

med folk fra syns-, høre-, 

døvblindeområdet og fra VIKOM 

(medarbejdere fra Videnscenter 

om Kommunikation og Multiple 

Funktionsnedsættelser hos Børn 

og Unge uden et Talesprog, red.), 

og dem tror jeg, vi kan have rigtigt 

meget ud af at arbejde sammen 

med, fortsætter centerlederen. 

over for andre grupper, 

som ikke hidtil har haft 

deres eget videnscenter, 

siger socialministeren 

i en pressemeddelelse 

om etableringen af Videnscenter 

om Handicap 

og Socialpsykiatri. 

Hidtil har centrene 

og netværkene arbejdet

Hun fremhæver 

også muligheden for, at 

døvblindfødte-området kan 

indgå i større tværgående 

projekter, som et af de perspektiver, 

hun umiddelbart 

kan få øje på i ViHS. Projekter, 

som man kan hive viden ud 

af til gavn for professionelle, der 

arbejder med døvblindfødte. 

den store risiko 

Det er dog ikke kun positive vinkler, 

Marianne Disch kan finde på 

fusionen. På sigt er der nemlig en 

risiko for, at den viser sig at være 

en bagdel for vidensudviklingen 

på døvblindfødte-området. 

– Vi ved med rimelig stor sikkerhed, 

at vi på grund af fusionen 

skal lukke ned for Døvblinde 

Nyt og www.dovblindfodt.dk (videnscentrets 

blad og 

hjemmeside) inden 

for en overskuelig 

fremtid. Det er selv- 

med hvert sit afgrænsede 

område, men ved at 

samle alle ressourcer i én 

organisation kan man 

efter planen skabe nogle 

synergieffekter, så ViHS 

kan overkomme at dække 

hele handicapområdet 

samt socialpsykiatrien. 

en afdeling i aalBorg 

Hvordan Videnscenter 

for Handicap og Socialpsykiatri 

bliver organiseret, 

er i skrivende stund 

følgelig ikke 

godt for vores 

mulighed for at 

formidle viden om medfødt 

døvblindhed, siger 

Marianne Disch, der også 

er nervøs for, at fusionen 

kommer til at koste døvblindefeltet 

på andre måder. 

– Den helt store risiko er selvfølgelig, 

at vores område lige så 

stille bliver drænet for ressourcer. 

I Videnscenter for Handicap og 

Socialpsykiatri er oplægget, at vi 

skal dække flere områder, end de 

små centre tilsammen gør i dag. 

Og når vi skal dække bredere med 

det samme antal medarbejdere, 

så er der selvfølgelig en risiko for, 

at det kommer til at gå ud over 

vidensarbejdet inden for blandt 

andet medfødt døvblindhed, 

siger centerlederen. 

ikke endeligt afgjort. 

Det ligger dog fast, at 

centret får ca. 80 medarbejdere 

og hovedsæde i 

København. Derudover 

er det også afgjort, at Videnscenter 

for Handicap 

og Socialpsykiatri får en 

afdeling i Århus og en lille 

satellit i Aalborg, hvor 

de nuværende VCDBF- 

medarbejdere fortsat vil 

have deres arbejdsplads. 

Begrundelsen for ikke 

at rykke alle jyske medarbejdere 

til Århus er, 

at der også skal arbejdes 

med medfødt døvblindhed 

i det nye videnscenter. 

Derfor er det vigtigt 

at blive boende i Aalborg 

tæt på det landsdækkende 

tilbud på området, 

Center for Døvblindhed 

og Høretab, lyder argumentationen. 

Desuden er det også 

afgjort, at ViHS skal have 

et fagligt råd, som skal 

bestå af repræsentanter 

for brugerorganisationer. 

Repræsentanterne er 

ikke udpeget på nuværende 

tidspunkt, men det 

ligger fast, at alle brugerorganisationer, 

der i dag 

har et videnscenter på 

deres område, vil blive 

tilbudt en plads i rådet. ❚❙ 

Af troels møller 

” 

Med fusionen bliver vi en del af en 

meget større enhed, og vi får mulighed 

for at trække på nogle helt andre 

ressourcer, end vi har i dag. 

Ifølge Marianne Disch er det 

blandt andet op til professionelle 

fra fagområdet at sørge for, at medfødt 

døvblindhed også fremover 

vil være på dagsordenen i ViHS. 

– De medarbejdere, der i dag 

arbejder på Videnscenter for Døvblindfødte, 

vil selvfølgelig gøre 

hvad de kan, for at der fortsat vil 

være meget aktivitet på vores 

område. Men vi kan slet ikke løfte 

opgaven alene. Vi har rigtigt 

meget brug for, at pædagoger, 

lærere, konsulenter 

og alle andre, der arbejder 

med døvblindfødte, 

samt de pårørende 

fortæller 

ViHS, hvad de 

vil have af viden. 

Ellers tror 

jeg altså ikke, at de 

skal regne med at få den, 

siger Marianne Disch. ❚❙ 


l 

Planlagte arrangementer i 2011 

5-6 marts: Forældrekursus, ry 

Indbydelse er sendt ud. Se også hjemmesiden. 

9. aPril: generalForsamling i aalborg 

Nye bestyrelsesmedlemmer søges. 

27-29. maj: Familiekursus Feriecenter slettestrand 

Husk sidste chance for at betale kontingent 100kr pr. person er 31. december. 

Danske Døvblindfødtes Forening ønsker alle en glædelig Jul samt et velsignet Nytår. 

Pbv. 

Vibeke Faurholt, 

Formand, DDBF 


Én af pladserne i det faglige råd, 

der skal agere sparringspartner 

for Videnscenter for Handicap og 

Socialpsykiatri, er reserveret til 

Danske Døvblindfødtes Forening 

(DDBF). 

Det bliver med alt sandsynlig 

foreningens formand, Vibeke Faurholt, 

der kommer til at repræsentere 

DDBF, og hun ser frem til at 

arbejde for døvblindfødtes rettigheder 

i det store nye videnscenter. 

– Der er selvfølgelig nogle generelle 

problematikker på handicapområdet, 

som vi gerne vil bakke 

op om, at videnscentret tager fat 

www.ddbf.info og tlf. 22 89 62 99 

ddbF Får plAds I brugerråd 

på, men vi vil selvfølgelig først og 

fremmest arbejde for, at der stadigvæk 

bliver lavet vidensarbejde 

på døvblindfødte området, siger 

Vibeke Faurholt. 

- På mange af de store områder 

er der så mange aktører, at udviklingen 

foregår helt af sig selv, men 

sådan er det altså ikke hos os. Vi 

er meget afhængige af at have et 

videnscenter, hvis vi skal fortsætte 

med at udvikle døvblindepædagogikken. 

Og vi er også meget 

afhængige af, at centrets medarbejdere 

får mulighed for at arbejde 

sammen med fagpersoner i andre 

Danske Døvblindfødtes Forening 

Forening for døvblindfødte og deres forældre 


lande, så det er nogle af de ting, vi 

vil prøve at få i gennem, fortæller 

DDBF-formanden. 

Det faglige råd i Videnscenter 

for Handicap og Socialpsykiatri 

kommer i alt til at få mellem 20 og 

25 medlemmer, der bliver udpeget 

af brugerorganisationer fra handicapområdet. 

Alle de organisationer, 

der i dag har et videnscenter 

inden for deres område, bliver 

tilbudt en plads i rådet. Derudover 

skal paraplyorganisationen DH udpege 

4-6 repræsentanter til brugerrådet 

fra de områder, der ikke er 

dækket af et videnscenter i dag. ❚❙

Idræt er 

For Alle 

på Center For døvblIndHed og HøretAb ArbeJder to Idrætslærere 

Meget Målrettet Med At tIlpAsse IdrætsundervIsnIngen tIl en 

gruppe døve og døvblIndFødte børn. proJeKtet HAr Kørt sIden 

soMMerFerIen, og det HAr Allerede gIvet Meget posItIve resultAter 

Hvis Niklas tænkte højt, ville 

man sikkert kunne høre 

ham sige ”du kan godt, du 

kan godt”. 

Den spinkle teenager står på en 

plint i skolens gamle, trætte gymnastiksal. 

Han knuger fingrene om 

de gymnastikringe, der dingler 

ned fra salens loft. En god meters 

penge fra ham står en anden plint. 

Niklas’ opgave er at svinge sig derover 

uden hjælp. 

For de fleste 15-årige ville det 

ikke være nogen udfordring, men 

for Niklas kræver det overvindelse 

at sætte af. Han har CHARGEsyndrom, 

og derfor fungerer synet, 

” Hvis vi rammer det 

rette niveau, så får 

børnene nogle rigtig 

gode succesoplevelser 

ud af undervisningen. 

de finder ud af, at de 

faktisk kan mere, 

end de tror 

hørelsen, balancen og motorikken 

langt fra optimalt. 

Niklas læner sig fremover og 

mærker, hvordan kroppens tyngde 

begynder at trække ham nedad. Så 

snapper han luft ind, spænder de 

små muskler omkring kæben og 

trækker benene op under brystet. 

I en stille bue glider han over 

gabet og planter fødderne på 

den anden plint. Men bare et 

sekund. Så ryger benene op 

i halvfems grader igen, og 

Niklas ryger baglæns tilbage 

til sit udgangspunkt. 

Alle i salen jubler ved 

at ryste hænderne over 

hovedet. 

– Godt, Niklas. Du er dygtig, 

fortæller idrætslærer Mads 

Kopperholdt på tegnsprog, inden 

han stepper udfordringen en smule 

op for sin elev. 

– Kan du nu svinge frem og tilbage. 

Men denne gang skal du gøre 

det uden at røre! 

idræt for alle 

Sammen med fem andre børn 

fra skoleafdelingen på Center for 

Døvblindhed og Høretab (CDH) 

Fotos: Ajs Smed Nielsen 

er Niklas en del af et 

projekt om tilpasset 

idræt og bevægelse. 

Hver torsdag har 

de en lektion efter 

frokost, hvor de træner 

forskellige 


l 


…Idræt er For Alle 

tilpasset iDRæt Og bevægelse 

Tilpasset idræt og bevægelse (TIB) er en 

måde at tilrettelægge på, så alle mennesker 

med nedsat funktionsevne kan dyrke idræt 

eller være deltagende i bevægelse sammen 

med andre. 

Tilpasning af aktiviteter foregår ved, at regler, 

rammer, redskaber og undervisningsstil 

forandres og justeres, så den enkelte får de 

bedst mulige forudsætninger for at deltage. 

Indenfor TIB fokuserer man på muligheder 

frem for begrænsninger. Glæde og lyst er 

drivkraften i aktiviteterne, men TIB kan 

samtidigt anvendes som middel til at opnå 

nytteeffekter som f.eks. sundhed og handlekompetence, 

uden at glæden og lysten af 

den grund går tabt. 

I ideologien bag TIB er der fremhævet en 

lang række positive effekter ved at tilpasse 

idræt, så mennesker med funktionsnedsættelse 

har mulighed for at deltage. Fordelene 

er bl.a.: 

• Den fysiske udfoldelse fører til forbedret 

funktion. 

• TIB giver forbedret selvopfattelse og 

selvagtelse på grund af en større tillid til 

kroppen. 

• Mentale problemer (eks. store følelsesmæssige 

udsving) mindskes. 

• Øget social accept som følge af et højere 

aktivitetsniveau. 

• Gode oplevelser inden for idræt giver mod 

på at mestre udfordrende og krævende 

situationer andre steder. 

Kilde: Tilpasset Idræt og Bevægelse – introduktion, 

Handicapidrættens Videnscenter 


l 

kropslige øvelser i gymnastiksalen. 

Børnene er enten døvblinde eller 

døve med yderligere funktionsnedsættelser, 

og derfor kan de ikke 

dyrke idræt på samme vilkår som 

normalt fungerende børn. 

Det er de to idrætslærere Mads 

Kopperholdt og Anders Rundh, der 

har startet projektet. For et par år 

siden deltog de på en konference 

om tilpasset idræt og bevægelse for 

mennesker med funktionshæmninger. 

Det blev de to idrætslærere 

så inspirerede af, at de har taget 

idéerne med hjem til Aalborg. 

– Vi syntes ikke, at idrætsundervisningen 

blev prioriteret højt nok 

på skolen dengang. Det var typisk 

sådan noget med at lave nogle øvelser, 

som fysioterapeuten havde anbefalet, 

og vi syntes, at alt det sjove 

ved idrætten var forsvundet. 

Der var ikke rigtig nogen glæde 

eller udfordringer i det, og det sociale 

aspekt var også væk, forklarer 

Mads Kopperholdt. 

Mens Anders Rundh hjælper 

en af eleverne ned på et rullebræt, 

læner Mads Kopperholdt sig op af 

væggens ribber og uddyber: 

– Vores tanke er, at idræt er for 

alle – også for børnene herinde. 

Det kræver bare, at vi tilpasser 

øvelserne præcist til den enkelte. 

De må ikke være så svære, at børnene 

ikke kan, men omvendt må 

de heller ikke være så lette, at det 

ikke er nogen udfordring for dem. 

Hvis vi rammer det rette niveau, så 

får børnene nogle rigtig gode suc-

cesoplevelser ud af undervisningen. 

De finder ud af, at de faktisk 

kan mere, end de tror, siger Mads 

Kopperholdt. 

Idrætslæreren holder inde et 

øjeblik, mens han lader øjnene 

følge lille Emma. Den lyslokkede 

pige drøner storgrinende hen over 

det mørkebrune parketgulv på et 

rullebræt. Hun er kørestolsbruger, 

men armene fungerer fint og de 

pisker hende fremad, så en voksen 

mand skal sætte i løb for at følge 

med. 

– Når vi er hernede, så tænker 

jeg nogle gange, at det faktisk er 

normale børn, vi har med at gøre. 

Vi skal bare tilpasse rammerne til 

deres behov, så fungerer de lige 

som alle andre. Det glemmer vi 

af og til, filosoferer Mads Kopperholdt 

med et skævt smil. 

inspiration fra tiB 

Det er efterhånden nogle måneder 

siden, at de to idrætslærere 

begyndte at arbejde systematisk 

” 

vi skal bare tilpasse rammerne til deres 

behov, så fungerer de lige som alle andre. 

det glemmer vi af og til ... 

med idræt og bevægelse. Da det indeværende 

skoleår startede, håndplukkede 

Anders Rundh og Mads 

Kopperholdt tre døvblindfødte 

elever og tre døve elever, som har 

yderligere funktionsnedsættelser. 

De sørgede for at vælge børn, som 

ikke lå alt for langt fra hinanden 

rent funktionsmæssigt. Ellers ville 

det være tæt på umuligt at finde 

øvelser, som alle børnene kan deltage 

i. 

Når timerne går i gang, så har 

Anders Rundh og Mads Kopperholdt 

lagt en meget detaljeret plan 

for, hvordan lektionen skal forløbe. 

De har valgt øvelser ud og stillet 

redskaber op, så de i løbet af undervisningen 

kan koncentrere sig 

fuldt ud om at afstemme øvelsernes 

sværhedsgrad efter de enkelte 

elevers forudsætninger. 

Niklas kan for eksempel selv 

svinge frem og tilbage i ringene, 

mens Emma skal have en solid og 

hjælpende hånd rundt om maven, 

når hun svæver fra den ene 

plint til den anden. Men selv om 

de laver øvelsen på to forskellige 

måder, så har børnene den samme 

oplevelse, når de slipper ringene: 

jeg gjorde det. 

– Det kræver rigtigt meget forarbejde 

at få det her til at fungere. 

Vi bruger en del tid på at evaluere 

hver lektion og på at planlægge 

den næste, men heldigvis har ledelsen 

bakket rigtigt flot op om 

projektet. Vi har fået en del ekstra 

timer til undervisningen i år, og 

det giver os også mulighed for at 

have ekstra personaler med i salen 

hver torsdag, fortæller Mads Kopperholdt. 

De to lærere henter primært inspiration 

i den tænkning, der under 

én hat bliver kaldt for tilpasset 

idræt og bevægelse – eller bare TIB 

for nemheds skyld – når de tilrettelægger 

deres undervisning. 

TIB handler grundlæggende 

om, at en kørestol eller et synshandicap 

ikke skal forhindre nogen 

i at dyrke idræt. Alle – uanset 

hvilken funktionsnedsættelse de 

måtte have – kan dyrke idræt, så 

længe omgivelserne bare bliver 

tilpasset deres særlige behov, og de 

bliver stillet over for udfordringer, 

som de kan løse. 

Ifølge ideologien bag TIB, så 

rykker det i høj grad ved selvforståelsen 

for mennesker med funktionsnedsættelser, 

når de dyrker 

idræt på deres egne vilkår. Større 

l 


…Idræt er For Alle 

” l 


Jeg kan selvfølgelig ikke påstå, at det udelukkende 

skyldes, det vi har gang i hernede i 

gymnastiksalen. Men jeg er helt overbevist 

om, at det er en del af forklaringen. 

handlekompetence, en forbedret 

selvopfattelse og en øget social 

accept er nogle af gevinsterne, og 

dem kan idrætslærerne også godt 

få øje på i den gamle gymnastiksal 

på CDH. 

– Det har virkelig givet børnene 

noget selvtillid at være med til det 

her. Det synes jeg tydeligt, vi kan 

mærke, selv om det faktisk ikke er 

ret lang tid siden, vi startede op, 

fortæller Anders Rundh. 

sociale geVinster 

Hos nogle børn har forandringerne 

været små, mens andre har taget 

syvmileskridt, siden de startede 

med idrætsprojektet for fire måneder 

siden. Et par af pigerne er blevet 

meget gode veninder, og nogle 

af de døvblinde børn har lært en 

række nye tegn, fordi de har været 

med i gymnastiksalen. 

Anders Rundh peger på Niklas, 

som den elev, hvor den positive udvikling 

har været mest markant. 

Den langlemmede teenager 

med brillerne og CI-implantatet 

står midt i salen og hopper på en 

trampolin. Foran ham er en bom 

sænket ned fra loftet, og han har 

begge hænder plantet solidt på 

tværribben, mens han sætter af på 

den udspændte dug. 

Pludselig dratter han omkuld. 

Bukselinningen har ikke kunnet 

holde til de fysiske udfoldelser. 

Benklæderne er røget ned om anklerne 

på Niklas og har fået ham til 

at miste balancen. 

De andre i salen kan ikke holde 

et par højlydte grin tilbage. Der går 

et kort øjeblik, så klukker Niklas 

med, mens han fisker bukserne op 

om livet, hvor de hører hjemme. 

For fire måneder var det utænkeligt, 

at han ville reagere på 

den måde. Dengang var han en 

stille og lidt indadvendt dreng, der 

kunne finde på at gemme ansigtet 

bag en ketcher i gymnastiksalen 

og for øvrigt kun henvendte sig til 

den lærer, han kendte fra skolen, 

nemlig Anders Rundh. 

– Nu hilser han, når han møder 

de andre børn på gangene. Han 

hjælper også med at skubbe nogle 

af eleverne herind i kørestol, og 

han kan finde på at spørge til de 

andre børn, hvis de af en eller 

anden grund ikke kan komme en 

dag. Sådan har han aldrig gjort før, 

fortæller Anders Rundh. 

– Jeg kan selvfølgelig ikke påstå, 

at det udelukkende skyldes, det vi 

har gang i hernede i gymnastiksalen. 

Men jeg er helt overbevist om, 

at det er en del af forklaringen. 

Hernede oplever han, at han kan 

en masse ting. De andre elever 

jubler med ham, når han lykkedes 

med noget, og han gør det samme

for dem. Og når han går ud herfra, 

så tager han selvfølgelig de 

oplevelser med sig, siger Anders 

Rundh. 

rig på succes 

Timen er ved at være forbi. Børn 

og voksne samles omkring midtercirklen 

i gymnastiksalen for at 

nyde det faste afslutningsritual. 

Småsnak og saftevand. 

Emma er dog ikke helt klar til 

at slutte endnu. Hun griber fat i armen 

på Mads Kopperholdt og kigger 

spørgende på ham, mens hun 

lader den ene hånds pegefinger og 

” 

langemand hoppe op og ned i den 

anden hånds flade. 

– Nej, vi kan ikke hoppe i trampolin 

mere. Nu er det slut, siger 

idrætslæreren til den lille pige. 

Imens har Niklas rejst sig og bevæget 

sig rundt om hele flokken. 

Han har fæstnet øjnene på Emmas 

kørestol, og et øjeblik senere står 

han ved siden af hende med den 

firhjulede og markerer med en høj 

lyd, at kareten er klar. 

Emma bliver hjulpet op i kørestolen, 

og de to børn følges ad mod 

udgangen. Friske, glade og et par 

succesoplevelser rigere. ❚❙ 

det har virkelig givet børnene noget 

selvtillid at være med til det her. det 

synes jeg tydeligt, vi kan mærke, selv 

om det faktisk ikke er ret lang tid siden, 

vi startede op, 

inteRnatiOnalt samaRbejDe på vej 

Der findes ikke noget internationalt samarbejde 

om tilpasset idræt og bevægelse (TIB) 

for døvblinde og døve med tillægshandicap, 

men det vil to idrætslærere fra Center for 

Døvblindhed og Høretab lave om på. 

Anders Rundh og Mads Kopperholdt er i 

øjeblikket i gang med at starte et europæisk 

netværk op, og de har foreløbig tilsagn om 

deltagelse fra skoler i Sverige og Holland. 

- TIB for vores målgruppe er altså ikke et område, 

der findes ret meget viden om. Derfor 

prøver vi for øjeblikket at få et samarbejde 

op at stå, hvor vi kan dele erfaringer med 

andre, der gerne vil arbejde med idræt på 

samme måde som os, fortæller Mads Kopperholdt. 

Sammen med kollegaen Anders Rundh har 

han planer om at lægge sine erfaringer ud på 

en hjemmeside, hvor samarbejdspartnere 

fra andre europæiske lande kan logge sig på 

og blive inspireret. På samme måde håber 

de to aalborgensiske idrætslærere, at de kan 

drage nytte af erfaringer, som kollegaer har 

gjort sig på skoler i Stockholm, Nijmegen eller 

et helt tredje sted. 

– Der er jo ingen grund til, at vi alle sammen 

skal opfinde den dybe tallerken til hver 

undervisningstime. Hvis vi har haft succes 

med at køre et forløb her på skolen, så er der 

en god chance for, at det også kan bruges 

til døvblinde børn i f.eks. Sverige, fortæller 

Mads Kopperholdt. 

De to lærere er for øjeblikket i gang med at 

søge EU-midler til samarbejdet. Pengene 

skal bruges til at dække rejseomkostninger, 

så de implicerede skoler får mulighed for at 

tage på studiebesøg hos hinanden. 


” 


viDen eR 

AlFA og oMegA 

bAsIsuddAnnelsen HAr gIvet lone CHrIstensen en 

MAsse ny vIden oM MedFødt døvblIndHed og en 

større IndsIgt I de pædAgogIsKe udFordrInger, 

der er Inden For døvblInde-Feltet 

lone Christensen tøver ikke 

mere end et splitsekund, inden 

hun svarer. 

– På en skala fra et til ti? Så skal 

den havde 9 – hvis der ikke havde 

været bøvl med teknikken i noget 

af undervisningen, så havde det 

tangeret et rent 10-tal. Det har været 

virkeligt godt. 

Den garvede pædagogmedhjælper 

fra Center for Døvblindhed 

og Høretab sidder i sin stue en 

stille efterårsdag og fortæller om 

basisuddannelsen i medfødt døvblindhed. 

Hun læner sig ind over 

bordet og smiler og nikker, mens 

hun deler karakteren ud. Hun er 

mildest talt godt tilfreds med det 

uddannelsesforløb, hun afsluttede 

for ganske få uger siden. 

Som navnet kraftigt antyder, så 

er basisuddannelsen den grundlæggende 

efteruddannelse inden 

for døvblinde-området. Uddannelsen 

består af to kursusuger og en 

mellemliggende projektperiode, 

og den er bygget op omkring nogle 

af hjørnestenene inden for døvblindepædagogikken. 

Blandt andet 

er der oplæg om sansernes samspil, 

videoanalyse og udvikling af kommunikation 

på programmet. 

Lone Christensen husker 

tydeligt, hvordan hun lige fra 

uddannelsens start begyndte 

at proppe nyt værktøj i 

den faglige rygsæk. Hun 

betragter det som en tid 

fuld af højdepunkter. 

– Der var virkelig 

mange døre, der åbnede 

sig inden i hovedet 

af mig. Jeg kan 

huske, at jeg skrev i 

min lille blok, at ”jo 

mere jeg får at vide, 

desto mere finder jeg 

ud af, at jeg ikke ved”. 

Og det var allerede en 

af de første dage på basisuddannelsen, 

fortæller Lone 

Christensen. 

en forfærdelig aha-opleVelse 

En af de ting, der i dag står lysende 

klart for Lone Christensen er, at 

det er vældigt stressende at være 

døvblind. Når man fjerner syn og 

der var virkelig mange døre, der åbnede sig 

inden i hovedet af mig. Jeg kan huske, at jeg 

skrev i min lille blok, at ”jo mere jeg får at vide, 

desto mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved

hørelse fra mennesker, så stiger 

stressniveauet automatisk. Det fik 

Lone Christensen og hendes medkursister 

at føle på egen krop under 

en mobility-øvelse på uddannelsen. 

De studerende blev delt op i 

par. Den ene fik propper i ørene og 

høreværn på samt specielle briller, 

der lukker af for alle synsindtryk. 

Den anden kursist fik så til opgave 

at ledsage den – for en kort bemærkning 

– døvblinde rundt. 

– Den her oplevelse af at være 

totalt isoleret var en forfærdelig 

aha-oplevelse for mig. Jeg ved godt, 

at man ikke kan sammenligne, 

men jeg prøvede alligevel at få et 

lillebitte glimt af, hvordan det må 

føles at være døvblind. At være 

så afhængig af andre ... Det var 

enormt stressende, og jeg fik faktisk 

helt kvalme af det, siger Lone 

Christensen mens hun tager sig til 

halsen, som om den ubehagelige 

fornemmelse ikke helt er forsvundet 

endnu. 

– Der fik de alligevel trykket 

på nogle knapper hos mig, Sådan 

har jeg faktisk aldrig rigtigt 

tænkt over døvblindhed før. 

Men efter den oplevelse er 

jeg sikker på, at jeg altid vil 

være opmærksom på stressniveauet 

hos de personer 

med medfødt døvblindhed, 

jeg skal arbejde med 

fremover. 

Foto: Privat 

Bedre rustet til joBBet 

De mange input Lone Christensen 

har fået på basisuddannelsen, har 

hun taget med hjem på Center for 

Døvblindhed og Høretab, hvor hun 

allerede bruger dem i praksis. 

Til dagligt arbejder Lone Christensen 

på et enkeltmandsprojekt 

med en beboer, der til tider har en 

udadreagerende adfærd. Det er af 

og til et ret krævende job for per- 

” 

sonalet på afdelingen, men med 

sin nye faglige viden synes Lone 

Christensen helt afgjort, at hun er 

blevet bedre rustet til at passe sit 

arbejde. 

– Jeg er jo blevet bevidst om, 

at vores beboer hele tiden har et 

rimeligt højt stressniveau. Derfor 

er jeg meget bevidst om ikke at 

presse hende ved at stille for store 

krav. Men det er en hårfin balance 

og en stor pædagogisk udfordring 

at ramme det rigtige niveau. For vi 

svigter hende jo også, hvis vi slet 

ikke stiller krav, siger den pædagogiske 

medhjælper. 

I øjeblikket fokuserer hun meget 

på at give beboeren den tid, 

UDDannelsesstigen 

inden for døvblindeområdet findes 

der en række efteruddannelser 

for pædagogisk personale – den 

såkaldte uddannelsesstige. Stigen 

består af i alt fire trin, som vi præsenterer 

her i bladet i den kommende 

tid gennem en række interviews 

med pædagoger og lærere, der har 

gennemført de pågældende kurser. 

som beboeren har brug for, når 

de for eksempel skal tørre bord af 

sammen. Når Lone Christensen 

har vredet en klud op og bedt 

beboeren om at gå i gang, kan der 

godt gå et minut eller to, før beboeren 

samler kluden op. 

– Latenstiden (den tid, der går 

fra en påvirkning til en reaktion, 

red.) er bare en anden for døvblinde, 

end den er for os, som kan 

Jeg tør godt sige, at basisuddannelsen har 

gjort mig til en bedre partner for vores 

beboer. Jeg har fået en masse viden, som 

jeg ikke havde før 

høre og se. Det var også noget af 

det, jeg har taget med fra basis. Og 

hvis jeg kan mærke, at det går for 

stærkt, når jeg er sammen med 

beboeren, så er det mit ansvar at 

skrue ned for tempoet, siger Lone 

Christensen, inden hun bruger et 

stille øjeblik på at formulere, hvilken 

forskel det har gjort for hende 

at gennemføre basisuddannelsen. 

– Jeg tør godt sige, at basisuddannelsen 

har gjort mig til en bedre 

partner for vores beboer. Jeg har 

fået en masse viden, som jeg ikke 

havde før, og når man arbejder 

med døvblinde, så er viden alfa og 

omega, slutter Lone Christensen. ❚❙ 

i denne udgave af døvblinde nyt 

lægger vi ud med det nederste trin i 

stigen, nemlig med basisuddannelsen 

om medfødt døvblindhed. 

basisuddannelsen. 

national grunduddannelse 

diplomuddannelse 

Masteruddannelse 




jamen, HAn 

selv oM døvblInde HAr en synsrest, bør de AltId 

tIlbydes tAKtIl støtte I KoMMunIKAtIonen Med 

deres pArtnere. betydnIngen AF synet blIver 

neMlIg oFte overvurderet. 

vi er i begyndelsen af halvfemserne. 

Thomas og jeg sidder 

overfor hinanden ved et 

bord (Thomas er et opdigtet navn. 

Hans rigtige navn er redaktionen 

bekendt, red.). Mellem os ligger der 

et farvestrålende instrument, som 

han er rigtig glad for. Når man 

trykker på det, kan det sige forskellige 

lyde. Det kan Thomas høre, 

fordi han har en lille hørerest. 

Instrumentet har også nogle 

gode kontrastfarver, så Thomas 

– med sin synsrest – kan skelne apparatets 

fire felter fra hinanden. 

Dejligt at vi har fundet noget, 

han er motiveret for, tænker jeg. 

Og han kan selv! 

Thomas tager fat i min hånd og 

lægger den ovenpå instrumentet. 

Så er det, at læreren kommer op i 

mig. 

– Nej, du kan selv, siger jeg på 

tegnsprog og trækker min hånd 

tilbage. 

” 

Hænder er vigtige. 

Som kommunikationspartner 

er man nødt 

til at være opmærksom 

på den døvblindes 

hænder, uanset hvor 

godt man mener, 

personen bruger sin 

synsrest. 

Dette gentager sig mange gange. 

Og så gider han ikke mere, og så 

var den leg slut. Ingen af os var 

særlig tilfredse. 

Hvad var det der skete? Da vi efterfølgende 

analyserede en videooptagelse 

af seancen, fik jeg en af 

de store aha-oplevelser i min karriere 

som døvblindearbejder. Dette 

vender jeg tilbage til, men der er 

ingen tvivl om, at Thomas’ hænder 

spillede en meget mere kompleks 

rolle i den situation, end jeg troede 

i første omgang. 

snyder de? 

Det kan være vanskeligt for en 

partner at forstå, hvordan personer 


bruger sine sanser i en social 

relation. Hvis personen har en 

synsrest, kan synet være en stærk 

motivationsfaktor og blive brugt 

i mange situationer, mens synet i 

andre situationer ikke kan bære 

hele byrden. 

En person med erhvervet døvblindhed 

fortalte en gang, at han 

ofte bliver skældt ud i bussen. Hans 

centralsyn fungerer godt, men han 

har intet perifert syn. I praksis betyder 

det, at han kan fokusere på 

enkelte elementer – for eksempel 

bogstaver – så han kan læse, men 

han kan ikke se, hvad der sker omkring 

ham. 

Grunden til, han får skældud, 

er, at han bruger sin hvide stok for 

at finde vej ind i bussen, hvilket 

får de andre passagerer til at afgive 

en plads til ham. Når han så klap- 

per sin stok sammen, tager avisen 

frem og begynder at læse, føler 

folk sig snydt! 

Mandens historie viser, at et 

nedsat syn kan bruges i nogle situationer. 

I andre er man nødt til 

at benytte andre strategier. Det er 

her, den taktile sans kommer ind 

i billedet. 

For personer med medfødt 

døvblindhed er konsekvenserne af

KAn Jo se! 

det kombinerede sansetab meget 

komplekst, specielt i forhold til at 

udvikle og opretholde omverdensforståelse 

og mening i samspil med 

andre. 

at se med hænderne 

Opmærksomhed via syns- og/eller 

hørerest er ofte kortvarig for personer 

med medfødt døvblindhed. 

Af og til fungerer disse fjernsan- 

ser, andre gange ikke. I langt de 

fleste tilfælde fungerer syns- og/eller 

høreresten bedst, når de bliver 

støttet samtidigt af bevægelse og 

berøring, altså af den taktile sans. 

Når man er døvblind, kan den 

ene nedsatte fjernsans ikke kompensere 

for den anden. Personer 

med døvblindhed kan for eksempel 

have store problemer med at 

se ansigtsmimik hos partneren 

samtidigt med, at de lytter eller aflæser 

tegn/tegnsprog, for så bruger 

de ofte al energi på at forstå selve 

budskabet. 

Dette kan forklare, hvorfor der 

er stor fare for, at personer med 

medfødt døvblindhed kun får fat 

i delvis eller usammenhængende 

information, når de skal opbygge 

deres mentale billeder af omverden. 

Den samme risiko er i kom- 

Af marianne Disch 

Foto: Troels Møller 

selv om mange 

personer med 

medfødt døvblindhed 

har en synsrest, 

er det vigtigt 

at støtte dem 

taktilt i kommunikationssituationer. 

ModelFoto. 

l 


…JAMen, HAn KAn Jo se! 

l 

” 


munikationen, hvis den taktile 

sans ikke bliver brugt. 

I visuel kommunikation, skal synet 

kunne varetage mange funktioner 

på en gang: 

• tolkning af budskabet 

• bekræftelse af, at man er blevet 

forstået 

• etablering og opretholdelse af 

kontakt 

• turtagning i dialogen 

• at kunne referere til et fælles 

tema 

• til at kunne afslutte og eventuelt 

genoptage kommunikationen, 

efter at den har været 

afbrudt. 

Det er meget individuelt, hvor 

personer med medfødt døvblindhed 

har brug for taktil støtte. Det 

kan være til at varetage en eller 

flere af de nævnte dele af kommunikationen, 

og det kan også 

variere fra gang til gang på grund 

af omgivelsernes forskellighed. Det 

er derfor vigtigt, at man som kommunikationspartner 

har viden 

om, hvordan kommunikation kan 

se ud, når den eller dele af den, udtrykkes 

eller aflæses gennem den 

taktile sans. 

Hænder er vigtige. Som kommunikationspartner 

er man nødt 

til at være opmærksom på den 

døvblindes hænder, uanset hvor 

godt man mener, personen bruger 

sin synsrest. 

Jeg er ret sikker på, at opmærksomhed 

omkring hænder er 

vanskeligere, når man er sammen 

med personer med synsrest, end 

når vedkommende er helt blind. 

Hvorfor er det så svært for os? 

Synet er meget dominerende og 

motiverende, og vi lader os narre 

af en god synsfunktion i forhold 

til for eksempel orientering. Det er 

bare det, at et nedsat syn ikke kan 

varetage alle de funktioner, som et 

normalt syn kan. 

Hænderne er nødt til at få en 

ekstra rolle. De vil i mange tilfælde 

fungere som værktøj, sanseorgan 

og stemme. Derfor er det 

afgørende, at man som kommunikationspartner 

er overordentligt 

opmærksom på hænder. I mange 

når man er døvblind, kan den ene nedsatte 

fjernsans ikke kompensere for den anden. 

Personer med døvblindhed kan for eksempel 

have store problemer med at se ansigtsmimik 

hos partneren samtidigt med, at de lytter 

eller aflæser tegn/tegnsprog 

tilfælde vil den døvblindes hænder 

indikere, hvad han/hun har sin 

opmærksomhed rettet mod i øjeblikket. 

Men den taktile sans kan 

også – på samme måde som synet 

– være en motivationsfaktor. Ved 

at være i berøring med den andens 

hænder henledes opmærksomheden 

mod dem, og synet kan nemmere 

finde ud af, hvad partnerens 

hænder prøver at sige. 

at Være taktil 

kommunikationspartner 

Jeg har hørt udtalelser som ”det 

handler om motivation. Han ser, 

hvad han vil se, for jeg har set, at 

han kan få øje på en chokoladeknap 

på en meters afstand”, ”han 

skal træne sin synsrest”, ”når der 

ikke er nogen indikation på, at 

han bliver blind, gør vi ham bare 

mere handicappet ved at anvende 

den taktile sans” og ”han kan ikke 

lide, at vi tager hans hænder”. 

Alle disse udtalelser bygger på 

én stor misforståelse. Kommunikationen 

med døvblinde er enorm 

kompleks, og ved ikke at tilbyde 

taktil støtte (jeg siger tilbyde, ikke 

pådutte) fratager vi den døvblinde 

person muligheden for selv at 

vælge, hvad der fungerer bedst for 

ham/hende i den givne situation. 

Dette betyder, at vi skal gøre os tilgængelige. 

Ikke kun mentalt, men 

også kropsligt. 

Ved at støtte kommunikationen 

taktilt er man som kommunikationspartner 

nødt til at positionere 

sig anderledes end ved visuelt 

tegnsprog. Det kan godt være lidt 

besværligt, specielt hvis den døvblinde 

person sidder eller ligger 

ned. Det er så en udfordring! 

En anden udfordring kan være, 

om man overhovedet tør. Beboere, 

der har for vane at slå ud efter andre, 

inviterer ikke umiddelbart til, 

at man går meget tæt på og udsætter 

sig selv for slag.

Foto: Troels Møller, MODELFOTO 

” thomas ønskede at etablere fælles opmærksomhed 

omkring det, han var optaget af. Hvis 

jeg ikke havde været så optaget af, at han skulle 

lære at gøre ting selv, ville vi have fået et meget 

mere avanceret samspil og have haft noget at 

samtale om undervejs og efter 

Der kan være mange hypoteser 

om, hvorfor de slår. Jeg tør godt 

vove den påstand, at der i nogle 

tilfælde kan skyldes en opbygget 

frustration hos den døvblinde 

over, at han/hun gennem mange 

år har oplevet, at hans eller hendes 

udtryk (med krop eller hænder) 

ikke er blevet set. Den døvblinde 

person har bedt om kontakt eller 

prøvet at henlede partnerens opmærksomhed 

mod noget, og så får 

man for eksempel at vide at, ”du 

kan selv”. Hvordan udtrykker man 

sig så? 

Vi har heldigvis set tilfælde, 

hvor man har været i stand til at 

gå tættere på og har tilbudt taktil 

støtte, og hvor den døvblinde person 

efter noget tid har taget det til 

sig og tydeligt føler sig mødt på en 

anden måde. 

thomas’ Verden 

Tilbage til Thomas. Da vi så videoen 

igennem, opdagede vi, at Thomas 

så intenst på mig, mens han 

tog fat i min hånd og førte den 

over på instrumentet. Han kiggede 

slet ikke ned på instrumentet. 

Vores hypotese var, at han tog 

min hånd og førte den hen mod 

det, han var optaget af. Han ønskede 

med andre ord, at jeg skulle 

se, hvad han havde gang i, men på 

grund af det nedsatte syn kunne 

han ikke være sikker på, hvor jeg 

havde min opmærksomhed. 

Han kunne simpelthen ikke 

bruge synet til at tjekke, at jeg så, 

hvad han så. Han kunne ikke se 

mig bekræfte, at jeg havde set det, 

og han havde ikke mulighed for at 

aflæse et budskab, som eventuelt 

kom tilbage fra mig. 

Thomas ønskede at etablere fælles 

opmærksomhed omkring det, 

han var optaget af. Hvis jeg ikke 

havde været så optaget af, at han 

skulle lære at gøre ting selv, ville 

vi have fået et meget mere avanceret 

samspil og have haft noget at 

samtale om undervejs og efter. 

Jeg tror ikke, der er modstand 

mod at bruge taktil støtte i samspil 

og kommunikation med personer 

med medfødt døvblindhed, der har 

en synsrest. Men jeg tror, at vi som 

kommunikationspartnere nogle 

gange bliver snydt af, hvor velfungerende 

et relativt dårligt syn kan 

være, når synet kun skal bruges til 

en ting ad gangen, for eksempel til 

at få øje på en enkelt genstand. 

Vi tænker ikke altid på, hvor 

mange delelementer en kommunikationssituation 

består af, og hvor 

komplekst det derfor er. 

Jeg mener derfor, at alle personer 


bør tilbydes taktil støtte i alle 

situationer. Så vil personer med 

døvblindhed kunne vælge det til 

og fra undervejs, alt efter om det 

føles meningsfuldt eller ej. ❚❙ 



BETTINAS DAGBOG – kapitel 7 

sIg det bAre HøJt 

tirsdag d. 23. noVemBer 

Sneen har lige så stille lagt sig 

udenfor, og farvet hele byen hvid. 

Jeg sidder herinde i varmen og 

prøver at samle mig til at lave det 

sidste kapitel af min dagbog. For 

dette bliver det sidste kapitel. 

Min mission er efterhånden 

fuldført, synes jeg. Og hvad er så 

missionen, tænker du måske? Det 

skal jeg sige dig. 

Jeg har valgt at lade jer læse 

med i min dagbog, fordi jeg synes, 

det er vigtigt, at vi forældre 

tør stille os frem og fortælle om, 

hvad der rører sig inden i os. Vi 

bærer rundt på så utroligt meget 

på grund af 

vores børn. Bekymringer, tunge 

beslutninger, følelsesmæssige rutchebaneture. 

Hvis det ikke skal vokse inden i 

os og gøre livet surt, så er det vigtigt, 

at vi åbner op. Det er i hvert 

tilfælde min erfaring. 

Som person synes jeg selv, at 

jeg er meget afklaret og åben omkring 

de ting, der fylder hos mig. 

Alligevel kan det ikke undgås, at 

der er ting, som hober sig op. Når 

man har et barn som Oliver, så 

havner man af og til i situationer, 

hvor der ikke er gode løsninger. 

Kun rigtigt dårlige og mindre 

dårlige. 

Dengang vi sendte Oliver på 

institution, for eksempel. Han var 

kun to år gammel, og så lille et 

barn skal selvfølgelig være hos sin 

mor og far. Så hvordan kunne vi 

nænne at sende ham af sted? 

Det var noget af det sværeste, 

jeg har gjort i hele mit liv, og jeg 

kan stadig huske, hvordan vi kæmpede 

med at tage beslutningen. 

Da Oliver var lille, var vi på besøg 

hos et par, der var forældre til 

en multihandicappet teenagepige 

som netop var flyttet hjemmefra. 

Mens konen var ude at sætte kaffe 

over, fortalte manden os, at de 

burde have sendt deres datter af 

sted langt tidligere. De havde holdt 

hende hjemme og gjort alt, hvad 

de overhovedet kunne for hende. 

Men på et tidspunkt havde de 

glemt sig selv og hinanden. For da 

datteren rykkede ud, var der ikke 

rigtigt noget tilbage, der bandt 

dem sammen. De var ikke mand 

og kone, blot mor og far til et fælles 

barn. 

Så de blev separerede. Måske 

kunne de have haft et godt ægteskab 

den dag i dag, hvis de havde 

handlet anderledes. Hvis de 

havde turdet erkende overfor 

sig selv og hinanden, at de 

ikke skulle ofre alt for barnet, 

men at de også blev nødt til at 

tænke på sig selv. Det troede 

manden i hvert tilfælde på, og 

hans ord gjorde stort indtryk 

på os. 

Kort tid efter tog vi som sagt 

beslutningen om at placere 

Oliver på en institution. Det 

var ikke noget, vi havde lyst til, 

men det var den eneste måde vi 

kunne overleve som familie på. 

Der var et hav af gode grunde 

til, at vi gjorde som vi gjorde. 

Det var den bedste løsning for 

alle parter. Men det er ikke altså

noget, du kan gøre uden at få en 

snert at dårlig samvittighed. 

Har jeg gjort, alt hvad jeg overhovedet 

kunne? Slår jeg ikke til 

som mor? Er jeg et dårligt menneske? 

Vil andre tænke sådan om 

mig? 

Det var et af de første tabuer jeg 

oplevede som mor til et handicappet 

barn. Jeg havde slet ikke lyst til 

at snakke om, at Oliver ikke boede 

hjemme hos os længere. Forestil 

dig, hvordan det føles at efterlade 

dit barn et fremmed sted. To år 

gammel. 

Men det er jo ikke lige sådan 

noget, man kan gå rundt og skjule 

– og heldigvis for det. Jeg er blevet 

konfronteret med det igen og igen 

og igen, og de fleste kan faktisk 

godt forstå mig. Der har været 

enkelte, som ikke kunne, men det 

har jeg lært at se stort på. 

For mig har det været en stor 

hjælp, at det simpelthen ikke har 

kunnet lade sig gøre at holde Olivers 

flytning for mig selv. Når folk 

spørger ind til, hvorfor min dreng 

ikke bor hjemme, så bliver jeg jo 

nødt til at forholde mig til det. 

Jeg er tvunget til at tænke efter, 

og hver gang bliver jeg faktisk 

bekræftet i, at vi har valgt rigtigt. 

Min erfaring er, at det hjælper 

at snakke om tingene. Især 

det, der føles rigtigt svært. Sig 

det bare højt. Det bliver det 

altså ikke værre af. 

Jeg har prøvet at være 

hudløst ærlig i mine dagbøger, 

og jeg håber, at mine 

oplevelser kan bruges til 

noget derude. Mit mål har været at 

prikke hul på nogle af alle de emner, 

der er vanskelige at tage fat på 

og lægge dem åbent frem. At hive 

nogle af tabuerne frem i lyset, så 

de ikke er så farlige mere. 

Når alt kommer til alt, så skal vi 

huske på, at vore børn på trods af 

deres funktionsnedsættelser giver 

os rigtigt meget at glædes over. Vi 

kan meget bedre nyde vore unger, 

hvis vi kan forlige os med den situation, 

vi er havnet i – og det gør 

vi altså nemmest ved at lukke op 

for posen, når der er noget, som 

nager os. 

Den amerikanske forfatterinde 

Emily Pearl Kingsley har skrevet 

det meget berømte ”Rejsen til Holland” 

om glæden ved at få et handicappet 

barn. Jeg kan ikke skrive 

det bedre selv, og derfor får hun 

lov til at få dagbogens sidste ord. 

Emily sammenligner udsigten 

til at få et barn med en drømmerejse 

til Italien. Man sætter sig ind 

i flyet, men da det lander, er det 

ikke i Italien, men derimod i Holland. 

Et sted, der tilsyneladende er 

trist og kedeligt, men efterhånden 

som man lærer landet at kende, er 

der faktisk meget at være begejstret 

for. Det bliver aldrig Italien, 

men Holland er nu heller ikke 

værst. 

De sidste linjer i digtet betyder 

utroligt meget for mig. De lyder 

sådan her: 

Smerten ved det vil aldrig nogensinde fortage sig 

for tabet af drømme har stor betydning. 

Men hvis du bruger dit liv til at sørge over den kendsgerning 

at du aldrig kom til Italien, bliver du aldrig fri 

til at værdsætte og nyde det helt specielle, 

det virkelige vidunderlige ved Holland 

Dette var det sidste afsnit af Bettinas dagbog. 

Redaktionen siger stort tak til Bettina 

Nielsen, fordi hun har haft modet til 

at stå frem og fortælle sine historier. 


Bøger 

FRa teRapi til pæDagOgiK 

HAns reItZel 

Anette HolMgren, 

Mette Melby bAK M.Fl. 

282 SIDER, CA. 300 KR. 

aneRKjennelse Og pROFesjOn 

CAppelen AKAdeMIsK ForlAg 

KAren-soFIe pettersen og evA 

sIMonsen 

80 SIDER, CA. 250 KR 


Forlagene skriver: 

Fra terapi til pædagogik 

Fra terapi til pædagogik handler om 

narrativ praksis med særligt fokus på 

det pædagogiske arbejde inden for især 

de specialpædagogiske og socialpædagogiske 

områder. Der ligger en stor udfordring 

for enhver pædagog, psykolog, 

psykiater, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver 

i at afstå fra at ”vide bedre” i 

mødet med eleven, borgeren, klienten eller 

patienten. Som narrativ praktiker må 

man lægge sin egen fortolkning af ”situationen” 

på hylden. Narrativ praksis tilbyder 

et radikalt alternativ til diagnoser og 

fortolkning og har det fundamentalt positive 

og konstruktive udgangspunkt, at 

hvor der er liv, er der altid en livskraft til 

stede. Bogen beskriver, hvordan narrativ 

Anerkjennelse og profesjon 

Anerkjennelse og profesjon er en bog for 

studenter og professionelle. Den handler 

om hvordan fagfolk møder og håndterer 

mennesker i deres professionelle liv. Det 

kan være udfordrende at møde mennesker 

i udsatte positioner og vanskeligt at 

se deres behov, uanset om du er socialarbejder, 

lærer eller sundhedspersonale. 

Anerkendelse er et aspekt af professionel 

praksis. Forfatterne viser forskellige måder 

at forstå fænomenet anerkendelse på, 

og viser også hvordan det er knyttet til 

professionel praksis og professionel etik. 

Centrale temaer, der bliver beskrevet og 

drøftet, er blandt andet: 

pædagogik kan praktiseres i forskellige 

professionelle sammenhænge – uden for 

terapirummet. Forfatterne arbejder alle 

med narrativ pædagogik i hverdagen, og 

bogens mange cases stammer fra deres 

gode erfaringer med inddragelse af narrative 

metoder i deres daglige arbejde. 

Bogen indeholder desuden kapitler, der 

indfører læseren i teoretisk og metodisk 

narrativt arbejde. Fra terapi til pædagogik 

er redigeret af Anette Holmgren, 

leder af Center for narrativ terapi. Den 

henvender sig til en bred kreds af professionelle 

inden for bl.a. behandling, 

rådgivning, coaching, sygepleje, specialpædagogik 

og undervisning. 

Hvad er profession? 

Hvad er anerkendelse? 

Anerkendelse og inkludering 

Faglig etik, foragt og krænkelser 

Ligebehandling versus accept af forskelle 

og mangfoldighed 

Favorisering og forskelsbehandling 

Erfaring og evidens 

Bogen har en række eksempler. Dette 

giver fagfolk og studerende inden for social- 

og sundhedsfagene samt på læreruddannelsen 

ny viden og nye muligheder 

for at reflektere over deres praksis og 

professionelle rolle. 

Bogen udkommer på dansk i marts 2011, men kan allerede nu forudbestilles.

promoting social interaction for individuals 

with communicative impairments 

Alle mennesker er født med et behov for 

og en evne til at kommunikere med andre. 

Denne bog præsenterer vellykkede 

tiltag, som kan understøtte de kommunikative 

evner hos mennesker, der har en 

form for kommunikationshandicap. 

Forfatterne beskriver en bred vifte af 

tilgange, herunder intensive interaction, 

co-creative communication, sanseintegration 

og musikterapi, der egner sig til 

en række handicap, bl.a. autisme, svære 

indlæringsvanskeligheder, døvblindhed, 

svær tidlig omsorgssvigt og demens. 

Denne bredde i perspektiver giver et indblik 

i, hvordan det føles at kæmpe med 

en kommunikativ funktionsnedsæt- 

Dynamikkerne i tillid og mistillid er 

centrale områder i forståelsen af det 

moderne samfund. Disse dynamikker er 

tydelige på alle niveauer i samfundet, fra 

barnets forhold til sine forældre til den 

enkeltes forhold til staten. De spænder 

fra tillidsfulde relationer, som vi tager 

for givet, til interaktioner, der er meget 

reflekterende og foregår på forhandlede 

vilkår. 

Samlingen af artikler i denne bog sætter 

spørgsmålstegn ved de forskellige 

måder, hvorpå begrebet tillid tidligere 

er blevet anvendt, og taler samtidig for 

en sammenhængende teoretisering af 

de socio-kulturelle dynamikker af tillid 

og mistillid. I denne udgave bliver tillid 

og mistillid analyseret i forhold til at 

lægmandsviden og placeres i historiske, 

kulturelle og interaktionelle kontekster. 

telse, og hvordan dem, der arbejder med 

og holder af disse personer kan og bør 

tænke mere kreativt over, hvordan de 

kan komme i kontakt med dem. 

Bogen omfatter både teorien bag tiltagene 

og den praktiske gennemførelse af 

dem, og denne bog vil være uvurderlig 

for ansatte inden for sundheds- og socialområdet, 

for psykologer, psykoterapeuter, 

rådgivere, talepædagoger, samt forskere, 

undervisere og studerende på disse områder. 

(Oversat af red.) 

trust and distrust: sociocultural perspectives 

De analyserede kontekster indbefatter 

heksejagten under reformationen, 

Kina før og efter indførelsen af kapitalisme, 

opbygningen af nære personlige 

relationer i Sydkorea, forekomsten af 

politisk korruption i Brasilien, turisters 

forhandlinger om prisen på souvenirs i 

Himalaya, udmeldingen om, at man er 

hiv-positiv i Indien, den historiske udvikling 

af tillid i Portugal, og den rolle tillid 

og mistillid spiller i den økonomiske udvikling 

i de baltiske lande. Igennem disse 

analyser og i tilknyttede kommentarer 

og teoretiske kapitler er fokuset på den 

kulturelle og sociale konstruktion af tillid 

og mistillid. 

pROmOting sOcial 

inteRactiOn 

JessICA KIngsley ForlAg 

M. suZAnne ZeedyK (red.) 

192 SIDER, CA. 150 KR. 

tRUst anD DistRUst 

InForMAtIon Age publIsHers 

IvAnA MArKová og 

Alex gIllespIe (red.) 

320 SIDER, CA. 360 KR. 


Landskonference 

– for døvblindepersonale 

9. og 10. maj næste år afholder Videnscenter 

for Døvblindfødte landskonference 

for professionelle, der arbejder med 

døvblindfødte. 

Konferencens overordnede tema er 

”Kultur, sprog & etik”. Bag overskriften 

gemmer sig blandt 

andet et oplæg 

fra filosof Jørgen 

Husted fra Århus 

Universitet, der vil 

fortælle om etik og 

værdier i socialt arbejde. 

Jørgen Husted 

er en af landets største kapaciteter på 

området, og han udgav sidste år en bog 

om emnet, som blandt andet har fået 

en blændende anmeldelse på www.dovblindfodt.dk. 

På konferencen kan du også opleve 

den svenske psykolog Hans Erik Frölander. 

Han holder oplæg om, hvordan man 

kan bruge narrative fortællinger i arbej- 

FOR DØVBLINDEPERSONALE 

det med forældre til personer, der er døvblinde 

– noget, som Hans Erik Frölander 

selv har gjort i årevis med stor succes. 

Videnscenter for døVblindfødte 

tiD: 9.-10. maj 2011 

SteD: Severin Kursuscenter, 

Skovsvinget 25, 5500 Middelfart 

Antropolog og sociolog Nanna 

Mik-Meyer holder også oplæg på landskonferencen, 

og det gør norske Grete 

Steigen også. Grete er mor til Tormod, 

der er døvblindfødt, og hun er altid en 

oplevelse, når hun på sin hjertevarme og 

smittende positive 

facon fortæller om 

sine erfaringer. 

Desuden vil 

deltagerne have mulighed 

for at vælge 

sig på en stream på 

konferencen. Der er 

tre forskellige at vælge imellem: Sorg – 

om at miste, når sproget ikke rækker, 

Det gode liv – om motion, kost og livsstil, 

Den gode historie – om beskrivelser, 

narrativitet og identitet. 

MålgRuppe foR teMaDageN: 

Pædagoger, lærere, konsulenter og andre, 

FOR DØVBLINDEPERSONALE 

som arbejder med personer, der er 

døvblindfødte. 

pRiS: 2.600 kr. pr. pers. i enk. 

værelse 2.250 kr. pr. pers. i 

db.værelse.

Døvblinde Nyt nr. 3, 2010 - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?