Bornholmske Samlinger - Bind 11 - 1917 - Bornholms Historiske ...

historisk.samfund.bornholm.dk

Bornholmske Samlinger - Bind 11 - 1917 - Bornholms Historiske ...

Bornholmske Samlinger, Ellevte Bind, Rønne 1917

80

røde, gulrøde og gule Kirsebær frem til Læske for

Vandringsmanden. Ligeledes udsaaede han Axelbær

og Hyld og plantede Pilestiklinger og Esp. Ud imod

Forstranden satte han en Hæk af Tjørneris med Bærrene

paa, for at Hvidtjørnen kunde saa sig selv. Han

havde skarpt øje for, at de i Landet voxende Vidjepile

og Senegræsser vilde kunne sprede sig selv, saa

snart der skabtes dem Fred til at sætte modent Frø;

og han foreslog indført fra Skaane Klittehavre, hvis

ha"arde Straa skyttede den mod at ædes af løstgaaende

Kvæg. "Det synes for mig," skrev han, "at

naar alle frøbærende Væxter ved Fred faa Tilladelse

at bære modent Frø, saa vil dette Frø forplante sig

selv, saa at Naturen, ved Fred hjulpen til sin Kraft,

vil blive Mester over Sandrogg; og skulde Naturens

største Mester give os flere saadanne fugtige Somre

som sidst [1820], saa vil Erfaringen sikkert stadfæste

mit Forslag."

"Fred er Hovedsag," skrev Jespersen, og han

mente den sikret ved de to Jorddiger for Enderne

af Sandflugtsbæltet og ved Hævd af det lange Rishegn

paa dets Landside. Men der stod en langvarig

og bitter Kamp tilbage. Han og hans tre Klitfogder

gik eller red aarle og silde, endog om Natten i Maaneskin,

ude i Sandrnarken for at optage løstgaaende

Kvæg. Især var Jens Munk i Blykobbehuset ivrig

Kvægfanger. Han indtog to Heste; men endnu inde

paa Sandflugten fratog Ejereri, Hans Kofoed paa

Mulebygaard, ham dem med de Ord: "Hestene ere

mine, og jeg skal bruge dem." Kofoed blev herfor

retsligt tiltalt og idømt en Mulkt paa elleve Rigsbankdaler

"for sine egne Heste." Nogle Dage senere tog

samme Klitfoged en' Tyr; Ejeren, Ole Kofoed Rømer

81

paa østre Aabygaard, nægtede at indløse den; den

skulde da sælges i Nyker Sogn til Dækning af OptageIsesbøden,

men Sandemanden P. Kure nægtede

at modtage den og stille den til Avktion. Kom Kreaturerne

endeligt til Avktion, vilde ofte ingen byde

paa dem, eller Ejermanden købte dem tilbage for

mindre end Optagelsespengenes Sum. Disse Opbringelser

af Husdyr vakte Sognefolkenes Harm og Had

og Haan. Aabymanden skrev: "Saaledes lever vi her

som imellem Røvere og vel verre; thi disse ville sige,

de have kongelig Tilladelse saaledes at behanle os,

hvorfor man maa tie og lide. Blive vi ikke paa nogen

Maade jolpne, da ere vi givne til Rov for de Onde."

Man mærker Trangen til i næste Øjeblik at gaa til

voldelige Haandgribeligheder dirre i Brevskriveren.

Naar Peder Jespersen færdedes i sit Kald, hørte han

Haansordet "dæjn stora Vautehorrijn" slynget efter

sig. Paa sine Nattefærder mødte han knippelrustede

Bønder, som truede ham med, at det var bedst at

sove om Natten, da man i andet Fald fik se, hvorledes

det vilde gaa. Han maatte da føre ladt Bøsse

med sig for at holde sig dem fra Halsen.

De indtagne Husdyr maatte Jespersen selv huse

og fodre paa sin Gaard, indtil Avktionen kunde komme

i Stand. Da Loven ikke tillagde ham nogen Foderløn,

gav ham dem frit Foder og Staldrum, men nødigt

vilde han paa den Maade støtte deres forsømmelige

Ejere. Særligt vanskeligt faldt det at optage Faar,

i det han kun paa Ryggen af en rask Hest kunde

indjage dem. For at raade Bod paa disse Forhold

fik han 16. December Rentekammerets Billigelse af,

at han indhegnede en Løkke ved Rønne Klitfogedhus

med Stengærde og Jordvold og derhos byggede

6

www.vang-hansen.dk

More magazines by this user
Similar magazines