Göran Rosenbergs bog: Pligten, profitten og ... - Steen Lykke.dk

steenlykke.dk

Göran Rosenbergs bog: Pligten, profitten og ... - Steen Lykke.dk

1

GÖRAN ROSENBERG

PLIGTEN, PROFITTEN OG KUNSTEN AT VÆRE MENNESKE

Tiderne skifter, 2005

Hvordan uddanner vi mennesker i livsvisdom?? Hvordan uddanner vi nogen

til professionelt at gøre det, som vi inderst inde véd bør gøres, når den som

forventes at gøre det i stigende grad må arbejde inden for organisationer

og virksomheder, som drives af andre kræfter og motiver end dem, som

styrer vores samvittighed? Hvordan skal vi få mennesker, som kun kan

forventes at gøre deres arbejde, til samtidig at udføre vores allesammens

pligt?

Rosenbergs ærinde

GR.s ærinde var oprindeligt at skrive en pamflet mod ideen om at aktiviteter og institutioner, der

tidligere var drevet af forpligtelsen over for næsten og omsorg, pleje, opdragelse, nu drives af profit.

Mod ideen om at profitten som drivkraft bliver mere effektiv, ældreomsorgen mere menneskelig og

skolen mere levende. I stedet for profit hedder det konkurrence, effektivitet, mangfoldighed og

rentabilitet. Udgangspunktet er også at mange offentlige virksomheder trængte til at forandres eller

endda nedlægges. Sverige var gået for langt i statsliggørelsen af gensidige forpligtelser mellem

mennesker. Det problematiske var at så mange almene menneskelige forpligtelser var blevet forvandlet

til statslige varer og tjenester. Det at gøre disse forpligtelser til private blev gjort til et

effektivitetsproblem – hvordan kan offentlige varer og tjenester produceres bedre og billigere? - i

stedet for et politisk spørgsmål – hvilke fælles forpligtelser skal vi opretholdes og udføres hvordan?

Sverige fik i hurtig rækkefølge profitbaserede skadestuer, lægehuse, skoler, børnehaver og

ældreboliger og det blev foreslået at Sverige også skulle have profitbaserede fængsler og

socialkontorer. GR.s hypotese er, at det, der kaldes et effektivitets- og frihedsproblem er er

spørgsmål om faldende fælles forpligtelser. Mange af de offentlige virksomheder, som skulle

effektiviseres af profitorienterede aktører, udførte virksomhed, som slet ikke kan måles – i penge.

Effektiviteten i penge risikerede at bliver til ineffektivitet i forpligtelsen og nedskæringer i den. Hvad

mener men med øget effektivitet i omsorgen for gamle, spørger han? Effektiviteten i opdragelsen af

børn ?Osv. Alt sammen aktiviteter, ”hvis effektivitet ….bør måles ved evnen til at skabe langsigtede

forpligtelser mellem mennesker som ved deres evne til at levere det rette produkt til rette pris”.

”Jeg havde tænkt mig at angribe det syn på individ og samfund, som havde gjort det helt normalt at

definere elever som resultatenheder, skoler og sygehuse som produktionssteder, og svage og

hjælpeløse som kunder og klienter.

Sagerne bliver imidlertid mere indviklet for GR.

Undervejs må han stille spørgsmålene:

Er vi ikke alle villige deltagere i frigørelsen af os selv fra de langsigtede afhængigheder og

forpligtelser?

Er vi ikke alle villige forbrugere af de stadig flere varer og ydelser, som lover at erstatte tvang med

valgfrihed og forpligtelser med rettigheder?

Er vi ikke alle fanger i det samme kollektive dilemma? Vi medvirkede alle til at gøre os uafhængige af

mennesker vi var afhængige af. Vi bidrog alle til at forvandle pligtstyrede institutioner pog relationer

til profitbaserede varer og tjenester. Vi valgte at erstatte uskrevne sociale koder med trykte

virksomhedskontrakter.


Vi har alle bidraget til at skabe mellemmenneskelige relationer, baseret på beregning på bekostning af

mellemmenneskelige relationer, baseret på tillid.

Det fører ham frem til overvejelserne om KUNSTEN AT VÆRE MENNESKE.

Men inden da har han to spændende afsnit om det, han kalder for pligten og for profitten

betegnelser der er vanskelige og ikke så entydige som de lige antyder.

EKSISTENS

GR bruger det lidt gammeldags ord ”lod”.

Udgangspunktet formulerer GR s.22 med Albert Camus :

Vores lod som mennesker er at leve i ”kløften mellem åndens higen og verden, som skuffer den”.

Anderledes udtrykt : Vi har forestillinger om verden og vi har oplevelser, erfaringer med verden.

Menneskets lod er at leve i kløften imellem verden som vi forestiller os den og verden som den møder

os. Men vi behøver ikke acceptere andres eller gamle forestillinger.

”Vi kan ”gennem utrættelig, stadig fornyet, stadig anspændt bevidsthed” holde konflikten mellem

verden og vor tanke levende.

Vi lever i fortællinger. I perioder ændrer vores fortællinger sig. I det øjeblik vi bliver klar over det er

en fortælling, har den ikke levende kraft længere.

GR. mener vi lever i en verden af hensygnende fortællinger. Vi har biologiens fortælling om menneskets

befrielse fra kroppens begrænsninger og teknikkens fortælling om menneskets befrielse fra naturens

begrænsninger. Begge har det uafhængige individ i helterollen.

Denne fortælling gør GR op med . Vores liv hverken begynder eller ender med os selv.

Vi er knyttet til dem, der kom før os og dem, der kommer efter os.

”Tilknytninger er både forpligtelse og frihed. Forpligtelsen over for de bånd som

former os, er det som giver os friheden til at forme vores egne bånd…. Vi må

håndtere vores tilstand af afhængighed, ikke bare af mennesker i vores umiddelbare

nærhed…men også mennesker som vi ikke kender og ikke kommer til at kende,

mennesker i en tid før os og i en tid efter os…” (s.32)

2

Hvorfor gør vi hvad vi gør, selv om vi ikke har

nogen personlig nytte af det, ja selv om det

endda kan volde os smerte og lidelse?

Vi foretager os jo bestandig handlinger, som

ikke kan forklares med at vi har personlig gavn

af dem.

Aristoteles:

Et godt menneskeligt liv kan kun virkeliggøres i

et fællesskab med andre mennesker, baseret på

selvrefleksion og selvkontrol.


Skabelsen af en samvittighed forudsætter et samfund med forholdsvis langlivede institutioner til

overføring af værdier, følelser og kundskaber fra én generation til en anden.

Intet menneske begynder sit liv uden noget på forhånd givet.

”Vi fødes til en verden af minder, drømme og erfaringer….Et nyfødt barn, som vokser op uden kontakt

med andre mennesker, bliver ikke til et menneske…højst et intelligent dyr. Ingen vælger frit hvem de

bliver. Hver eneste af os bliver til i et dybtgående følelsesmæssigt og socialt samspil med andre

mennesker…Man må være et socialt væsen før man bliver et individ. Man må være bevidst om sin

afhængighed, før man bliver bevidst om sin frihed. Et menneske bliver ikke til ved at blive oplyst om

principperne for menneskelig adfærd. Det bliver til ved at få indpodet den følelsesmæssige baggrund

for dem.” (s. 11)

Vi bærer alle vores egen første rose. Som den lille prins.

Saint Exuperis lille prins forbandt sig med speciel rose. Da han opdager den ligner alle andre roser

føler han isg frarøvet noget værdifuldt.

”Vi bliver til mennesker ved at gå fra det specielle til det universelle. Uden det unikke kan det

almengyldige ikke formuleres. Uden at noget bliver os givet, har vi ingenting at give selv.”

”Det er afhængigheden af andre mennesker, ikke friheden fra dem, der gør os til mennesker.

Afhængigheden af og taknemmeligheden over for andre mennesker”(s. 12)

”Et menneskes værdier formes ..i de tidligste møder med og oplevelser af mennesker og miljøer…I

oplevelser som skaber vores jeg og som får os til at overskride det. I det ene formes vores

individualitet, i det andet vores samhørighed. I samspillet mellem dem formes vi som mennesker…

Svaret på spørgsmålet ”Hvem er jeg?” må for en stor del søges i svaret på spørgsmålet ”Hvem er jeg

forbundet med?”

Lyd og bevægelser og biokemiske impulser påvirker os allerede i livmoderen. Den første berøring, de

første stemmer, de første kontakter med andre mennesker påvirker os øjeblikkeligt….Vi bliver til i

uundgåelig afhængighed af andre mennesker.” (s.16)

Værdier erfarer vi os til.

PLIGT

Det er evnen til at handle for at bevare noget, som rækker ud over det personlige livs grænser.

Det er hvad der får mennesker til at stå vagt om de langsigtede forudsætninger for vores egen

eksistens. Evnen til at afstå fra egen vinding.

Det er hvor friheden og afhængigheden, der forenes i en enhed – Mennesker, der ikke overskrider sig

selv i livet, efterlader sig ingen spor i døden.

Selv liberalismens fader, Adam Smith taler om en anden og stærkere drivkraft hos mennesket end

egeninteressen, nemlig behovet for andre menneskers kærlighed og respekt…og en sans for

retfærdighed.

For filosoffen Kant bundede al pligt i moral og al moral i ”ubetinget bydende love som vi skal handle

efter”. Mennesket gør ikke det rette, fordi det kan føle det rette, men fordi det har en evne til at

vide hvad der er det rette.

Kants kategoriske imperativ bød mennesker ikke at handle efter andre principper end dem, de selv

gerne ville se ophøjet til almen lov. Kants særlige tro var at fornuften kunne adskilles fra følelsen.

I modsætning til filosoffen David Hume, der mente at fornuften er følelsernes slave. Derfor var han

interesseret i hvordan følelser opstår, hvordan følelsesmæssige sympatier kan udstrækkes til mere

abstrakte bånd af pligt og retfærdighed.

Skridtet fra den mindre kreds´s loyalitet til den større kreds´retfærdighed er ikke selvindlysende.

For Kant skulle skridtet til større samhørighed tages med fornuften, for Hume v.hj.a. følelsen.

3


Forestillingen om at mennesket frit kunne forandre alt sejrede over forestillingen om at mennesket

var afhængig af forhold, som ikke så let lod sig forandre. Måske bortset fra i praksis.

Rettigheder er ikke meget værd uden forpligtelser. En rettighed som ingen respekterer er ikke meget

værd.

”Betragter vi samfundet som en måde at organisere vores afhængigheder af hinanden, lægger vi større

vægt på forpligtelserne. Betragter vi samfundet som en måde at organisere vores frihed fra hinanden,

lægger vi større vægt på rettigheder.”(s.97)

For GR har Hume mere ret end Kant m.h.t. grundlaget for vores forpligtelser over for hinanden. GR

mener at kun gennem udviklingen af følelsesmæssige forbindelser med andre mennesker, kan vi

bevæges til at tage skridtet fra det nære og kortsynede til det fjerne og langsigtede og

samfundsfremmende.(s.98) Den kritiske faktor er tilliden. Mangler tilliden i det små, bliver man fanget

af den sociale fælde i det store.(s.99)

”For at ud vikle og bevare langsigtede forpligtelser mellem mange mennesker må samfundet derfor

være i stand til at etablere fortællinger, traditioner, love og institutioner, som gør foprpligtelserne

følelsesmæssigt bindende, og som igen forstærker tilliden mellem mennesker.”(s.100)

”Pligter, ikke rettigheder, er nøglen til et meningsfuldt liv og er uadskilleligt fra det. I fornægtelsen

af vores pligter, fornægter vi at vores liv har en mening. I hvert fald fornægter vi at andres liv er

afhængige af vores.”(s.101)

”Det vigtigste kendetegn for en aktivitet, som udføres af pligtfølelse, er dermed at den overskrider

vores individuelle livshorisont…det er fordringer fra de endnu ufødte til de, som med tiden skal

dø.”(s.102)

Det er problematisk når de samfundsmæssige institutioner, der bygger på pligt – sygehuse, skoler osv.-

erstattes af markedet og medierne, der ikke bygger på pligt, men på profit.

Det er, iflg. GR, et selvbedrag når vi overlader ansvaret for børns opdragelse til barnet selv.

Ligesom det er et selvbedrag at betragte opdragelsen af børn som et produkt af markedet – som når

der (i Sverige) oprettes profitbaserede skolekoncerner. Med begreber som ”kunder” og ”leverandører”.

Al opdragelse bygger på viden og erfaringer fra generationer. Ligesom man ikke sige at en investering i

børns opdragelse i dag giver økonomisk afkast i morgen.

Opdragelse kan ikke ske ud fra forventning om udbytte, kun ud fra pligtfølelse.

Det samme gælder pleje og omsorg. Pleje og omsorg bør kunne motiveres, også når effekten på egen

lykke er negativ.

”Plejens måske vigtigste funktion i et samfund er at opøve og bevare evnen hos de raske og stærke til

at forestille sig deres egen svaghed og deres egen afhængighed og dermed samfundets behov for

forpligtelser, som rækker ud over de raske og stærkes livshorisont. ”(s.108)

”Svagheden hos et andet menneske kan ikke blot få os til at se svagheden hos os selv, men også for os

til at føle en ubetinget samhørighed med ”den anden”….Et menneske, som har brug for vores hjælp,

styrker vores evne til at hjælpe. Ud fra den eksistentielle svagheds fællesskab fødes sympatien og

empatien. Vores relation til den anden forvandles fra beregning til ansvar, fra en betinget byttehandel

til en ubetinget gave.”(s.109)

Forpligtelsen til at pleje og yde omsorg kommer af vores langsigtede behov for følelsesmæssigt at

etablere og bekræfte vores afhængighed af hinanden, hvilket er forudsætningen for at vi kan

organisere vores fælles sårbarhed og svaghed.”(s.109) Det er dér vi udvikler vores etiske evne.

Vi kan ikke definere pleje som produkter eller koncepter som ”den gode dag”, da ingen kan kende den

gode dag konkret – den må man være parat til at indgå i – den kan ikke forhåndsproduceres, da det

handler om at betyde noget i de ukendte konkrete situationer.

4


Problemet med den offentlige sektor er ikke så meget manglende effektivitet, som en

samfundsmæssig svækkelse i forpligtelse, eller snarere i en forpligtelse som vi ikke længere formår at

organisere.

PROFITTEN

GR har et overraskende begreb om profit:

”Alle de aktiviteter og projekter, som har til formål at berige vores egne liv her og nu, få os til at

vokse og modnes som individer, hjælpe os til selv at tage verden i besiddelse, motiveres af noget som

jeg har valgt at kalde profit” (s.119)

Den rene egeninteresse er sjælden. At gøre noget foren anden er i regelen dybt berigende for én selv.

At berige vores personlige eksistens i verden er at tage verden i besiddelse. GR støtter sig til

filosoffen Levinas: Alle de aktiviteter og projekter, som har til formål at berige vores egne liv her og

nu, få os til at vokse og modnes som individer, hjælpe os til selv at tage verden i besiddelse, motiveres

af noget, der kan kaldes profit. De giver os følelsen af nogenlunde at have vores liv i egne hænder.

Det driver os til at tilpasse, forny og udvikle forudsætningerne for vores eksistens – de motiveres ikke

af pligt men af profit.(s.119)

Op imod menneskets berigelse af sig selv ved at gøre verden til sin, stiller Levinas en verden, som det

aldrig kan gøre til sin, som altid må forblive det Andet, som altid må minde os om grænserne for vores

selvcentrerede magt og frihed. Konfrontationen med det Andet ”indskrænker ikke min frihed, men

kalder den til ansvar og grundlægger den” , skriver Levinas.

Konfronteret ansigt til ansigt med det Andet stilles mennesket over for det etiske valg enten at

opfylde sin forpligtelse over for det, som aldrig kan blive en del af os selv – eller at angribe og

bekæmpe det.

En ubændig kraft driver mennesket til at inkorporere verden i sig selv. En anden kraft, mere eller mind

ubændig, driver os ind imellem til at lade være.”(s. 121)

5

Forleden så jeg en ung sygeplejer

tage sig af en gammel kvindes hjemve.

Arm i arm gik de ned ad gangen,

forbi de hjælpeløse oliemalerier,

til vægge og lofter var besejret.

Det skete ikke ved salmesang

eller boglært terapi.

Jeg begriber ikke hvordan de bærer sig ad,

så selvfølgeligt.

Et menneske som ikke formår at berige sit eget liv,

formår ikke i længden at se det berigende i at leve.

Et væsen, hvis eksistens er dybt afhængig af dem som kommer før én i livet og dem som kommer

efter én, har hverken fuld kontrol over årsagerne til sine handlinger eller over deres virkninger. Et

væsen som aldrig fuldt ud kan adskille fornuft fra følelse (og det kan mennesket ikke), kan aldrig fuldt

ud beregne hvad det bør gøre og hvorfor. Ethvert menneskeligt møde er et potentielt valg af

livsretning. Og en potentiel forpligtelse.


Drivkraften profit kommer biologisk set før drivkraften pligt.

Barnet frigør sig, det modne menneske binder sig.

Mennesket er et socialt væsen som må lære sig at knytte sine bånd med andre mennesker godt og

grundigt for at kunne leve godt, og det offentligt ærefulde er derfor også det privat fordelagtige.

For GR er profitten i sig selv en side af livet. Det problematiske er når den bliver et mål i sig selv.

Så vil den undergrave kapitalismen dens menneskelige livskilde og entreprenørarbejdets sociale

forudsætninger. Når samfundet bliver til for økonomiens skyld og ikke økonomien der er til for

samfundets skyld.

Profitten har tabt sin kollektive fortøjning, som den f.eks. længe havde i familien. Pligten har mistet

sit individuelle fodfæste.

KUNSTEN AT VÆRE MENNESKE.

Med renæssancen (genfødslen)formuleres menneskets mulighed for at skabe kunsten, verden. En god

samfundsorden var mulig, ligesom en ond. Machiavelli formulerer den for antikken og rennæssancen

fælles opfattelse, at et menneske handler i overensstemmelse med sit væsen, når det handler ud fra

almenhedens bedste. Virtu er det menneskeligt mulige – til forskel fra det tvingende nødvendige og

det uforudsigelige, overmægtige. Virtu er den kraft der forvandler politik fra et nødvendigt onde til

en nødvendig kunst..

GR låner kraft fra en anden kilde nemlig Desmond Tutu og det afrikanske begreb ubuntu: Vi mennesker

er led i en ubrudt kæde af menneskelige kundskaber og indsigter overleveret fra generation til

generation, og det er samfundets opbyggede formue af visdom og erfaring som gør det muligt for

mennesket at overleve som menneske. (s. 153)

Hvad kendetegner en livskunstner?

GR: ”Jeg beundrer dem, der går deres egne veje og alligevel ikke går for sig selv. Jeg beundrer dem

som altid synes at gøre hvad der er det vigtigste for dem, og alligevel altid synes at vide, hvad der er

vigtigst for andre…dem, som ser livets muligheder, men alligevel aldrig lukker øjnene for dets

grænser…dem, som har modet til at se mørket uden at miste kraften til at forestille sig lyset…hvordan

bærer de sig ad?” (s. 156)

At skabe virkelighed ud af en lille mulighed, at påvirke det, der er muligt, at overvinde stor sorg eller

svær sygdom eller økonomisk krise, være optimistiske hvad angår vores kollektive evne til at udvikle

nye kundskaber og erfaringer, møde nye sociale og politiske udfordringer, opfinde nye tekniske

hjælpemidler, løse nye miljøproblemer og undvige selvskabte risici.

Samtidig er kende det uundgåelige…døden, sygdommen, skrøbeligheden, det, der faktisk er der, eller

det vi ikke kan forudse, afhængigheden af andre, vejret og jordens gang.

At være livskunstner er at kunne se både fristelsen og tragedien i at leve med visheden om det

uundgåelige og uvisheden om det uforudsigelige. (s. 157)

Kunsten at leve som menneske er ikke at vinde men at kæmpe godt.

GR.s kritik af vore dages forestillinger er netop at vi dyrker forestillingen om at det uforudsigelige og

uundgåelige kan begrænses og besejres med videnskab og teknik og økonomisk vækst, og at tragedien

er et ulykkestilfælde, som vi endnu ikke har opfundet midler imod….defekte kropsdele kan skiftes ud,

angst og ensomhed medicineres, uheld omprogrammeres…

”Hvordan vi skal leve for at leve godt, er helt enkelt ikke noget, vi behøver at tænke på længere,

eftersom vi ikke længere er tvunget til at kæmpe med lidelsens, modgangen og nederlagets

uforudsigelighed og uundgåelighed.” (s.158)

6


GR ser et stort problem i ”den nye uærlighed og den nye grådighed og den nye kortsynethed hos

repræsentanter for den nye økonomiske elite med deres stadig svagere bånd til de samfund, som de

tilfældigvis levede og arbejdede i og deres stadig svagere følelse for deres virksomheders

afhængighed af noget samfund i det hele taget.”(s.160)

Mennesket lever i forestillingerne om verden – meget modsatrettede forestillinger. Vi må kunne handle

for at virkeliggøre en mulig frihed, og for at kunne organisere en uundgåelig afhængighed.

GR vender sig derfor mod det græske begreb techne – videnkrævende færdighed, noget som

mennesket kan tilegne sig og opøve. Retfærdighed kan opøves – under disciplin.

Vi kender tanken, at mennesket drives af indbyrdes modsatrettede kræfter, f.eks. driften mod

fornuften og indimellem styrken til at afveje det ene mod et andet. Evnen til balance for at kunne leve

godt er en socialt indlært færdighed og en personligt opøvet kunst og ikke en biologisk medfødt

egenskab.

Vi må derfor være opmærksomme på, på hvilke områder vi lader hvilke drivkræfter få spillerum.

GR trækker her på en amerikansk urbanitetsforsker ved navn Jane Jacobs (på svensk : Moralläre för

2000-tallet). Hun giver eks. på hvad der sker når et moralsæt får lov at spille sig ud på et område

hvor det ikke hører til : mafiaen – den kommercialiseret og privatiserede stat, kommunismen – de

statsliggjorte forretningsliv, og i dag : når samfund lader profittens drivkraft overtage aktiviteter,

som i længden må drives af pligt(samvittighed). Når vi blander to behov .

1. Behovet for vor arts særegne afhængighed af andre mennesker for at blive mennesker.

2. Vor arts særegne frihed til at forestille sig vores liv

De to typer af behov fører til to forskellige typer af etik og adfærd:

7

PROFIT

Købslå på markedet

Konkurrér – om produkt, idé

Vær utålmodig og illoyal og troløs

over for et dårligt produkt, ide eller

organisation

Forny – skab ændringer, udvikling,berig

det liv, som du kan overskue

Vær sparsommelig og effektiv ( for at

Forny og forbedre)

Vær selvcentreret ( for at gøre verden

til din)

Vær optimistisk (hvad angår den mulige

frihed)

Nedbryd sociale hierarkier (det er

resultater, der tæller)

Undgå vold eller trusler om vold (for at

gennemføre forretninger

PLIGT

Købslå ikke om retfærdigheden

Regulér m.hbl.p. principper og forud-

sigelighed

Vær tålmodig og loyal og trofast

mennesker som er afhængige af dig

Bevar – sæt pris på det som gør

samfundet muligt og dermed det liv

som du kan overskue

Vær generøs og empatisk (for at

pleje, opdrage og bevare)

Vær selvopofrende (fordi verden ikke

kun er din)

Vær fatalistisk (over for den

uundgåelige afhængighed)

Respekter sociale hierarkier (det er

autoriteten og legitimiteten som

gælder)

Accepter vold eller trusler om vold

(for at værne om samfundets

eksistens)


GR gennemgår to eks. på sammenblanding af de to tankegange, nemlig fængselsvæsenets og

sundhedsvæsenets udvikling.

Konsekvenserne af indførelse af profitbaserede hospitalskæder og børsnoterede sundhedskoncerne

haqr i USA været kvantificering og specificering af sygdomstilstande og behandlingsmetoder, så de

kan prissættes, sammenlignes og markedsføres. Konsekvensen har også været et stort antal

bedrageri- og korruptionsskandaler.

Det er sker er jo at en tillidsbaseret relation forvandles til en markedsbaseret kontrakt, så tilliden

erstattes af kontrol.

Profitorienteringen undergraver tilsyneladende uigenkaldeligt forudsætningerne for en tillidsbaseret

sygepleje.

Som individuelle forbrugere (af sygeplejeprodukter) forventes vi at være illoyale, kritiske,

nytteorienterede, omkostningsbevidste og markedsorienterede.

Af dem, der skal pleje os når vi bliver syge, forventer vi at de tager et professionelt ansvar for vores

sag, er ubetinget loyale over for vores person og ofrer deres tid og ressourcer på os.

Afgørende for kunsten at være et menneske er altså individets forhold til samfundet.

Individet er jo de sidste århundrede blevet mere og mere løsgjort fra bånd, som var bindende : bånd

til historien, familien, hjemegnen, arbejdet, allerede trufne livsvalg og til kommende. Du kan bestandig

begynde forfra – tilsyneladende. Men hvilken type samfund er muligt med en sådan frihed? Og hvilken

type menneske?

GR postulerer at mennesket i dag ikke længere bevidst om de sociale vilkår for dets egen eksistens, om

sin ”indlejring” i et større kollektiv. Derfor er vi heller ikke bevidst om konflikten imellem det private

og det offentlige, hvad man kan gøre for sig selv og hvad man bør gøre for andre, mellem frihed og

afhængighed.

”Det er et menneske, som ikke udtrykker sin individualitet i personlige forpligtelser, men i frigørelsen

fra personlige forpligtelser. Kravet om autenticitet er blevet

uforeneligt med kravet om bindinger til et kollektiv.

Imidlertid er den enkelte i dag helt afhængig af staten. Det er staten der gør det muligt for den

enkelte at leve sit live i uafhængighed af tidligere bindinger – f.eks. til familien, miljøet osv. Individets

interesse kommer nu før familiens i stadig flere love – om skatter, ægteskab, skilsmisser,

underholdsbidrag, pleje osv. Familien ses ofte som stående i vejen for individet. Familiens svækkelse

giver f.eks. skolen store problemer. Vi har taget skridtet fra den stærke afhængighed af nogle få til

den svagere afhængighed af flere og flere, fra en lille og følelsesmæssig varm kreds til en stadig

større og følelsesmæssigt stadig køligere.”(s. 187). Individet tager i dag samfundet for givet, ser ikke

de bindinger, der holder samfundet sammen.

GR citerer den franske sociolog Alain Touraine : ”Vi må vænne os til tanken om, at selv samfundet er

ved at forsvinde.” – ”samfundet som det regulerende princip for adfærden”. Vi har fået et samfund

uden individer og et individ uden samfund. Individet er blevet alene og samfundet usynligt.” I det

tomrum bliver profitten den kollektive effektivitets altoverskyggende målestok og drivkraft.” (s. 195)

Det sidste spørgsmål GR stiller er :

Hvordan kan vi rekonstruere og bedre synliggøre de tynde bånd af følsomme afhængigheder, som gør

den moderne frihed mulig?

Og han vender blikket imod stoikerne. Stoikerne, der havde to bærende ideer:

Individet som verdens centrum (evnen til inde i sig selv at finde den rette måde at leve på) og

8


Verden (kosmos) som individets hjem : For stoikerne var der ingen grænse for, hvor langt verdens

grænse kunne udvides : fra selvkærligheden, over familien og vennerne til byen og nationen og til

menneskeheden som helhed. Et menneske som var hjemme i sig selv, var hjemme overalt.

Vi lever nu i en verden af markeder, fællesskaber og individer, og ikke længere i en verden af

institutioner. Foreningen imellem individ og samfundet er en forandring af individet. Et personligt

oprør mod de markedskræfter og de fællesskaber, som vil forvandle individet fra subjekt til objekt. I

den kamp finder du glæden ved ”at holde de dødbringende kredse på afstand og lykken ved at genfinde

dig selv i dit livs begivenheder.”(s. 200) Igen citerer han Touraine :

Individet må genskabe ”en personlig og autonom livserfaring – en livserfaring som hverken kan eller vil

vælge imellem…globalisering og…identitet.”

Men GR tror det er nødvendigt genopdage nye institutioner, fordi vi har brug for sociale rum,” hvor

forbindelsen imellem vores afhængighed og vores frihed kan blive tydelig, mellem den verden som

former os og den verden vi former for os selv, mellem vores uafvendelig tilværelse som objekt for

kræfter vi ikke behersker, og vores mulige tilværelse som subjekt i vores egne liv, mellem vores behov

som samfundsvæsener og vores behov som individer.”

”Kunsten at være menneske er i dag at organisere det moderne samfunds grænseløse frihed i en

grænseløs kreds af afhængigheder.”(s. 201)

9

More magazines by this user
Similar magazines