Tanker om lille Fisen! - Felis Danica

24
Tanker omkring “Lille Fisen”
Graviditet og fødsel
Af Conni Nissen
Jeg synes efterhånden ikke længere, at jeg er uerfaren
m.h.t. kattefødsler. Mine burmesere er nedkommet
med seks kuld i min tid som opdrætter.
Det har hver gang været en utrolig spændende tid under
graviditeten – og selvfølgelig også en spændt venten
og lidt nervøsitet: ”Går det nu godt?” Men glæden
ved at skulle have killinger har altid overskygget frygten,
så killingerne er modtaget meget roligt af katten
og delvis roligt af mig.
Heldigvis har alle fødslerne været nogenlunde ukomplicererede.
Der har kun været én killing, der er død efter
at være blevet født med åben bug, og én dødfødt uudviklet
killing, så egentlig burde jeg kun være glad og
have grund til at glæde mig helt vildt, da min lille Singapura
Spookipawz Mis Sophia (Lille Fisen) var blevet par-
ret af min egen Jinnomni Hetherhills Charmer. Men af
uforklarlige årsager var jeg nervøs for den lille kat. To
uger før ”termin” tog vi en tur til mine dyrlæger (som
må være verdens mest forstående!), som undersøgte
Lille Fisen og fandt hende sund og rask. De fandt også
ud af, at hun i alt fald skulle have to killinger og sansynligvis
tre, og mine dyrlæger lovede, at de ikke ville rejse
bort omkring det tidspunkt (19. januar), hvor Lille Fisen
havde termin! Beroliget tog vi hjem, og jeg besluttede
at slappe af.
Alligevel lurede jeg konstant på katten, og først da hun
begyndte at prale med at vise sin mave frem (som burmeserne
altid gør), blev jeg roligere. Jeg kunne jo ikke
lade være med at sammenligne burmesernes opførsel
med singapuraens, hvilket man nok skal være forsigtig
med og i stedet tænke ”OK, sådan gør hun det.” Burmeserne
har også altid ”indtaget” fødekassen cirka en
uge før nedkomst og ofte fyldt den op med ”vennerne”.
Lille Fisen var slet ikke interesseret, selvom hun ellers
havde fået en fi n tyskfremstillet ”Wurfkiste”, hvor
burmeserne har måttet nøjes med diverse papkasser!
Om aftenen den 18. januar kravlede Lille Fisen som
sædvanligt op i sengen til mig og spandt og spandt.
Fint, tænkte jeg, det bliver i nat, så frem med telefon,
køkkenrulle, plastposer, vægt og lidt slik til mig. Men
nej! En nat uden meget søvn - og uden killinger. Næste
aften fi k jeg lokket Lille Fisen i fødekassen i fodenden af
min seng. Ved tretiden vågnede jeg, og her var det tydeligt,
at en killing var på vej! Svupti, fem minutter efter
var den første killing født. Den blev rengjort og nusset

og pusset og fandt hurtigt mælken. Et kvarter senere
var næste killing født. Jeg havde heldigvis nået at vække
Marie på ni år (der selv skal være katteopdrætter, når
hun bliver voksen). Nu var jeg jo overbevist om, at der
ville komme én til, så det var ikke let at få Marie i skole!
Det blev en spændende dag, hvor jeg hele dagen ventede
en killing mere - men nej!
Jeg gik tidligt i seng med min Wurfkiste i fodenden og
udsigt til en omsorgsfuld mor, der ammede sine små
pus. Den 20. stod jeg op ved ottetiden, kiggede i kassen
og så Lille Fisen ligge trygt med sine killinger. Jeg gik i
bad og tog tøj på og var nu klar til ”killingekig og -
kæl”. Lidt forundret lagde jeg mærke til, at der var lidt
indtørret blod på betrækket. Det var ellers skiftet to
gange, inden jeg gik i seng. Jeg fl yttede mor og børn -
og talte TRE killinger! Helt utroligt havde Lille Fisen selv
født killing nummer tre, gjort rent efter sig og afl everet
en tør, fi ks og færdig killing med navlestrengen bidt
over lige der, hvor man skal! Min dygtige kat, som jeg
havde haft så mange spekulationer over, kunne bare
det der med fødsler! Og så er hun en perfekt mor, der
ikke tåler meget pivpiv, før hun er hos de små.
Historien er nok mest skrevet for at minde mig selv om,
at det naturlige overlever, selvom jeg som opdrætter
tror, at jeg ”ved bedst” og ikke kan undværes!
25