A4 TEMA - Djursland Landboforening

landboforening.dk

A4 TEMA - Djursland Landboforening

tema

NATUR- OG VILDTVENLIG SKOV

• Hvad siger skovloven

• Planlæg indsatsen

• Natur- og vildthensyn i skovens drift

• Lysninger

• Vildtagre

• Dækning og skjul

• Vand i skoven

• Skovbryn

• Gamle og døde træer


Kære læser

Mange landbrug besidder udover de primære produktionsarealer arealer bevokset med

skov. Disse småskove har i samspil med områdets øvrige natur stor betydning for ejendommens

samlede naturindhold og værdi. Samtidig kan de have væsentlig rekreativ værdi

for både ejere og lokalområde. Ofte er ejerens interesse for skoven da også primært natur,

vildt og herlighedsværdi. Det er vores erfaring, at mange sådanne ”bondeskove”ikke drives

hensigtsmæssigt i forhold til ejerens ønsker og arealets størrelse.Vi vil med dette temahæfte

derfor sætte fokus på mulighederne for natur- og vildtvenlig drift af småskove.

Hvad siger skovloven

Skovloven giver vide rammer for flersidige hensyn til

natur og vildt i skoven.

Anvendelsen af Danmarks skove

er blevet reguleret gennem lovgivning

siden 1241.

Skovlovgivningen har gennem tiden

afspejlet de til den tid gældende

behov og den samfundsmæssige

udvikling. Skovene har

altid haft en flersidig anvendelse,

og har således gennem tiden fungeret

som f.eks. vedproducent,

græsningsareal, jagtområde og re-

2

kreativt område.

Størstedelen (90 %) af Danmarks

skove er fredskov, og reguleres

derfor af skovlovens bestemmelser.

Hvorvidt en skov er pålagt

fredskovspligt, fremgår af tingbogen.

Fredskov kan købes af alle,

hvorimod udstykning ikke

uden videre er tilladt. Ved ønske

om udstykning af fysisk sammenhængende

fredskovsarealer skal

der søges om dispensation. Som

udgangspunkt skal de enkelte

arealenheder efter udstykningen

være på mindst 50 ha på gode jorder

stigende til 300 ha på magre

jorder.

Skovenes alsidige udnyttelse

Skovloven skal fremme bæredygtig

skovdrift. Ved driften af det

enkelte areal skal det derfor tilstræbes

at:

• Fremme opbygningen af robuste

skove

• Sikre skovens produktion

• Bevare og øge skovenes biologiske

mangfoldighed

• Tilgodese hensyn til landskab,

naturhistorie, kulturhistorie,

miljøbeskyttelse og friluftsliv

Der er derfor mange grunde til at

dyrke skov. I småskovene er det

altovervejende interesser som natur,

vildt og herlighedsværdi, der

står højt på dagsordenen, og i

mindre grad produktion af ved.

Som skovejer har man vide rammer

for anvendelsen af sin skov

indenfor skovlovens bestemmelser

om anvendelse af fredskovspligtige

arealer.

Hvad skal man

På fredskovsarealer skal der stå

træer, der danner, eller kan danne

en sluttet skov af højstammede

træer. Senest 10 år efter afdrift af

en bevoksning skal arealet være


evokset igen. Den 10-årige tidshorisont

betyder, at bevoksninger

enten kan reetableres ved plantning,

selvforyngelse, såning eller

naturlig succession.

Bevoksninger samt enkelttræer

må ikke fældes, før de er hugstmodne.

Dette gælder dog ikke

udtynding af bevoksninger.

Kravet om hugstmodenhed betyder,

at bevoksninger ikke må fældes,

før de har nået den for arten

og lokaliteten typiske omdriftsalder

eller måldiameter.

Hugstmodenhed indtræffer, før

bevoksningen går i opløsning, og

væksten stagnerer.

Hvad må man

Skovloven indeholder ikke specifikke

krav om drift, og det er derfor

muligt at lade hele skoven være

urørt eller tage udprægede

naturhensyn.

På op til 10 pct. af skovens areal

må der etableres stævnings- eller

græsningsskov. Ved stævningsdrift

skæres træer som rødel, eg,

hassel og ask ned i en ung alder,

hvorefter de skyder igen fra stødet.

Græsning med husdyr på

skovbevoksede arealer medfører

en meget åben bevoksningsstruktur.

Begge driftsformer tilgodeser

en række specialiserede fugle og

insekter.

Ydermere må der etableres 10 pct.

åbne naturarealer ud over de

arealer, der ved skovlovens ikrafttræden

juni 2004 lovligt var uden

træbevoksning. Naturarealerne er

fritaget fra kravet om sluttet skov

af højstammede træer. Arealerne

kan f.eks. etableres for at skabe

lysninger til vildtet. De skal have

karakter af et naturareal. Det er

derfor ikke lovligt at dyrke landbrugsafgrøder.

Yderligere kan der

etableres vildtagre i det omfang,

de er nødvendige for driften. I

tvivlstilfælde kan det lokale statsskovdistrikt

spørges til råds.

Dette betyder, at der i øget udstrækning

gives plads til at drive

skoven med andre hensyn end

produktion for øje, såsom natur,

jagt, vildt og rekreation.

Tilskud

Skov- og Naturstyrelsen tilbyder

tilskudsordninger til fremme af

bæredygtig skovdrift.

Ansøgningsfristerne er henholdsvis

1. marts og 1. september.

Tilskudsordningerne bliver løbende

revideret, og de aktuelle kan

ses på Skov- og Naturstyrelsens

hjemmeside:

www.skovognatur.dk

3


Planlæg indsatsen

Se skoven med vildtets øjne, og brug det som et

værktøj til at planlægge nye vildtvenlige aktiviteter.

Alle vildtarter stiller krav til deres

levested, men de enkelte vildtarters

krav er forskellige. For at

kunne målrette de vildtvenlige

aktiviteter i driften er det derfor

nødvendigt først at fastlægge de

målsætninger, der gælder for både

ejendommen og vildtplejen og

4

herunder udpege de prioriterede

vildtarter. Herefter at danne sig et

præcist billede af ejendommens

arealanvendelse og udpegninger

m.v., der kan blive relevante i forbindelse

med vildtplejen. Først

derefter kan øjnene rettes mod

terrænets nuværende tilstand og

værdi for de prioriterede vildtarter.

Analysen skal finde de begrænsende

faktorer for vildtarterne.

En grundig planlægning gør

det langt lettere at definere terrænets

ønskede tilstand og udforme

en handlingsplan for de planlagte

aktiviteter.

Skoven og det øvrige landskab

Planlægningen skal være med til

at sikre, at skoven kan opfylde

vildtets livskrav. Behovet for føde

og dækning går igen hos alle arter,

men derudover skal skoven

og dens opbygning blandt andet

også garantere tilstrækkelige

spredningsmuligheder. Skoven

og det omkringliggende landskab

bør fungere som et grønt netværk

af spredningsveje for vildtet. Det

grønne netværk skal binde skoven

sammen med landskabets øvrige

bevoksede elementer i form

af levende hegn, remiser m.v., så

der ikke opstår isolerede øer.

Etablering af nye levende hegn eller

udnyttelse af striber af landbrugsjord

til særlige vildtformål

kan være løsningen - afhængig af

vildtarten. Selve kantzonen mellem

skov og det åbne land er af

historiske årsager meget skarp,

men når der findes veludviklede

ydre skovbryn samtidigt med, at

de yderste meter af landbrugsjorden

ikke dyrkes traditionelt, kan

der skabes en bredere og langt

mere værdifuld overgang mellem

skov og mark til glæde for mange

vildtarter.

Inde i skoven vil store ensartede

bevoksninger kunne fungere som

barrierer for især mindre arter,


men et veludviklet net af indre

skovbryn vil være en stor hjælp

til at oprette grønne korridorer.

Idéen er at binde skoven sammen

på en sådan måde, at de vildtarter,

der er særligt tilknyttet bestemte

områdetyper i skoven, kan

færdes mellem disse og udnytte

dem som levesteder. En problemstilling

der er særlig aktuel for

skovens vådområder, der ofte ligger

isoleret placeret.

Et simpelt eksempel

Ejeren af en mindre kombineret

skov- og landbrugsejendom har

et ønske om at udøve en rentabel

skovdrift samtidig med, at der

ønskes udført en vildtpleje, der

målrettes specielt mod råvildt.

Der er tale om fredskov, og skoven

er dermed omfattet af reglerne

i skovloven. Med hjælp fra en

vildtkyndig konsulent gennemgås

ejendommen med særligt

henblik på at identificere områder

med stor betydning for råvildtets

mest basale livskrav – behovet for

føde og dækning. Det viser sig

under gennemgangen, at skoven

rummer ret begrænsede arealer,

der kan udgøre et fødegrundlag

for råvildt. Skoven er domineret

af nåletræer i varierende aldre, og

kun meget få steder er det muligt

for sollyset at trænge igennem, så

skovbunden er de fleste steder

bar og uindbydende. Til gengæld

tilbyder en række unge nåletræskulturer

rigeligt med dækning.

Set ud fra råvildtets synspunkt viser

det sig dermed, at en ret stor

del af skovens areal slet ikke er

interessant som levested og ikke

bidrager med noget positivt for

råvildtet. Det konkluderes derfor,

at den utilfredsstillende lave råvildtbestand

med en vis sandsynlighed

kan forklares ud fra det begrænsede

udbud af råvildtegnet

føde, og der lægges en plan for,

hvordan dette kan forbedres i

fremtiden. Planen indeholder, at

et par udvalgte hugstmodne bevoksninger

konverteres til vildtagre

og tilsås med råvildtegnede

afgrøder. Planerne om etablering

Arbejdsgang for planlægning af indsatsen:

af vildtagre godkendes af det lokale

statsskovdistrikt og føres senere

ud i livet. Planen indeholder

også idéer om etablering af et par

levende hegn på landbrugsarealerne,

så ejendommens øvrige remiser

bindes sammen med skoven.

Derved lettes råvildtets evne

til at færdes frit på ejendommen i

skjul af vegetationen.

Hjælp til overblik

Inspiration til ejendommens terrænpleje

kan bl.a. opnås gennem

naturplaner og grønne driftsplaner.

Endvidere kan rådgivning fra

natur- og vildtkonsulenter være

en god hjælp til at se skoven fra

en vildtmæssig vinkel og definere

mål og anbefalinger i vildtplejen.

MÅLSÆTNINGER

• Ejendommens målsætning • Vildtplejens målsætning

EJENDOMSBESKRIVELSE

• Overordnet arealanvendelse • Retslige bindinger og udpegninger

TERRÆNETS NUVÆRENDE TILSTAND

• Naturelementernes antal, udstrækning og arealandel

TERRÆNETS ØNSKEDE TILSTAND

• Naturelementernes antal, udstrækning og arealandel

HANDLINGSPLAN

• Tidsplan

5


Natur- og vildthensyn i skovens drift

Skovdriften bestemmer indirekte vildtarternes livsbetingelser. En drift som sikrer en

varieret skov, fremmer løv- og lystræarter samt skaber en stor aldersvariation mellem

og i bevoksninger, øger naturindholdet og hjælper vildtet.

Vildtpleje i skov er ikke kun de

tiltag, der retter sig meget direkte

mod vildtet som etablering af

vildtagre og vådområder.

Vildtpleje handler handler også

om mere indirekte at tage hensyn

i den almindelige skovdrift, der

fremmer skovens naturindhold

og værdi for vildtet. Derved opstår

en fornuftig balance mellem

en fortsat rentabel form for skovdrift

og en passende udnyttelse af

skovens natur- og vildtmæssige

potentiale.

Renafdrift

Renafdrift medfører store åbne

arealer, der de første år har en for

vildtet indbydende vegetation af

næringsrige urter. Senere udvikler

vegetationen sig i retning af

mere græs for senere at forsvinde

helt, når de plantede træers grene

når sammen og mindsker lyset til

skovbunden. Når grenene slutter

sig sammen, tilbyder træerne til

gengæld god dækning for mange

vildtarter. Det varer dog kun en

vis tid, inden træerne vokser sig

større og mister både nåle og grene

ved jorden, hvilket gør dem

uinteressante som dækningsmulighed.

Efter denne fase har bevoksningen

meget lidt at tilbyde

vildtet angående såvel føde som

dækning, hvilket stort set fortsætter

indtil træerne afdrives og ud-

6

viklingen starter forfra. Det medfører,

at der i de fleste skove er en

stor andel af det bevoksede areal,

der ikke fungerer som brugbar

biotop for vildtet. Den manglende

kombination mellem føde og

dækning i såvel tid og sted gør

renafdrift som driftsform til den

mindst interessante for vildtet.

Naturnær dyrkning

Helt anderledes interessant er den

mere naturnære form for dyrkning,

med en blandingsskov af

forskellige træarter og -aldre. Når

træerne når en passende størrelse

fældes de enten enkeltvis eller i

mindre grupper. På arealet indplantes

en ny gruppe planter, eller

man udnytter de selvsåede

planter, der enten allerede er til

stede eller som indfinder sig senere.

Den naturnære driftsform giver

langt større variation i skovbilledet

end den traditionelle

renafdrift. De mange grupper af

træer i forskellig art og størrelse

giver mulighed for en stor randeffekt,

hvilket er til vildtets fordel.

Derved opstår der en tæt mosaik

mellem føde og dækning, og stort

set hele skovarealet udgør en anvendelig

biotop for vildtet. For

den del af vores flora og fauna,

der har meget begrænsede spredningsmuligheder,

er driftsformen

god, idet ændringen i levebeting-

elserne sker mere gradvist, og afstanden

til et potentielt nyt levested

er begrænset.

Andre driftsformer

Driftsformerne renafdrift og naturnær

dyrkning er yderformer,

og imellem dem ligger en række

øvrige driftsformer placeret. For

langt de fleste dyrearter vil enhver

bevægelse af driftsformen i

retning af den naturnære drift

være at foretrække. Helt andre

eksempler på driftsformer er

stævningsdrift og skovgræsning,

som begge er historiske driftsformer,

der rummer både kulturelle

og biologiske værdier. For vildtet

medfører driftsformerne en lysåben

skov med et stort fødepotentiale.

Stævningsdrift betyder, at

arealet drives i kort omdrift, og

træerne med jævne mellemrum

(5 – 25 år) stævnes, så de igen kan

skyde fra stød og rødder. Hassel

og rødel er traditionelle eksempler

på arter velegnede til stævningsdrift,

men lokalt har der været

tradition for også at stævne

andre arter. Skovgræsning er

græsning med husdyr på skovbevoksede

arealer. Disse to driftsformer

er med den nye skovlov tilladt

på op til 10 % af fredsskovs

-arealet.


Skovens træartsfordeling

Mængden af lys til skovbunden

er afgørende for, hvor meget undervegetation

der udvikler sig.

En stærkt udviklet undervegetation

rummer både føde- og dækningsmuligheder

for vildtet, og

træartsvalget kan derfor have stor

betydning for vildtets nytte af

arealerne. Overordnet set giver

løvtræer natur og vildt bedre betingelser

end nåletræer. De fleste

af de almindeligt anvendte løvtræer

er oprindelige og indgår

derfor i flere af naturens kredsløb

end nåletræerne gør.

Blandt både løv- og nåletræer er

der dog forskel på, hvor meget

lys de lader passere igennem kronerne.

Lystræer lader en større

mængde lys slippe igennem til

skovbunden. I modsætning hertil

kaster skyggetræer en del skygge.

Lystræerne skaber bedre den attraktive

lysåbne skov med en veludviklet

undervegetation, der byder

på både føde og skjul. Blandt

lystræerne findes arter som skovfyr,

birk, eg og ask, hvorimod

skyggetræerne blandt andet er

bøg, lind, rødgran og alm. ædelgran.

I den natur- og vildtvenlige skov

er det mest interessant at satse på

løv- og lystræer. De stedsegrønne

nåletræer har dog stadig til visse

særlige formål deres berettigelse,

idet de om vinteren frembyder

velegnede vinterskjul, hvor meget

af den øvrige skov har mistet sin

dækning. Der skal dog ikke mange

stedsegrønne holme til at opfylde

denne funktion, og det berettiger

ikke til større arealer med

nåletræer.

Vedvildtagre

Træartsvalget bestemmer ikke

kun den potentielle fødemængde

i undervegetationen, men træerne

udgør også en fødekilde i sig selv.

Vedplanter indgår i de fleste hjortevildtarters

vinterdiæt i betydelig

mængde, men repræsenterer i

øvrigt en tilgængelig fødekilde

hele året rundt. Etablering af såkaldte

vedvildtagre, der fungerer

som bide- og skrællebeplantninger

med træer og buske, kan øge

den tilgængelige fødemængde for

især hjortevildtet. Det kan måske

være med til at begrænse de

uundgåelige bidskader på kultur-

træarter. Vedvildtagre kan med

fordel placeres langs kanter af almindelige

vildtagre eller langs

veje. Træer som eg, ask, skovabild

samt røn og diverse pilearter er

gode bud på artsvalget. For at

holde beplantningen i vildtets

bidhøjde skal arealerne undertiden

sættes på rod.

Interessant for vildtet er også de

træer og buske, der producerer

store mængder frugter og bær. I

den forbindelse kan blandt andet

nævnes almindelig røn, slåen,

tjørn, fuglekirsebær, skovabild og

hestekastanie. For øjet fungerer

arterne også som et flot indslag i

skovbilledet, når de placeres på

synlige steder i indre og ydre

skovbryn og langs skovsporene.

Skovens aldersklassesammensætning

Efterhånden som træerne bliver

ældre bidrager de til skovens

funktion som levested for vildtet

på forskellig vis. Jo større aldersmæssig

variation - jo flere forskellige

levesteder vil findes.

Betydningen er størst, når variationen

findes indenfor den enkelte

bevoksning. Det er derfor vigtigt

at sikre, at skoven har en

aldersmæssig variation og ikke

bliver for ensaldrende, hvilket

den naturnære dyrkningsform

blandt andet kan være med til at

sikre.

7


Langt størsteparten af skovenes

oprindelige ubevoksede arealer

som moser og enge er efterhånden

opdyrkede og tilplantede.

For vildtet har denne udvikling

været uheldig, da skovens ubevoksede

arealer byder på et varieret

fødeudbud, som blandt andre

hjortevildt og harer nyder godt af.

Også fuglevildtet kan her finde

en række eftertragtede frø og insekter.

For planteæderne er den

tilgængelige fødeproduktion på 1

ha skoveng af samme størrelsesorden

som for 30 ha gennemsnitlig

nåleskov. De lysåbne ubevoksede

arealer har derfor

overordentlig stor betydning for

skovens samlede føderessource.

Etablering af selv ret begrænsede

ubevoksede arealer vil mangedoble

vildtets føderessourcer og

omdanne skoven til et muligt levested

for langt mere vildt.

Udover føde bidrager de åbne

områder også med lys og varme,

og er også af den grund foretrukne

opholdssteder. Vildtets behov

for dækning tilgodeses dårligt på

de ubevoksede arealer, men i

langt de fleste skove kan vildtet

tilbydes rigeligt med velegnede

dækningsmuligheder.

8

Lysninger

Etabler lysninger der åbner skoven for vildtet

og gør den til et bedre levested.

En vildtvenlig skov er en varieret

skov med en tæt mosaik af ubevoksede

og bevoksede arealer,

der også vil være en tiltalende

skov at opholde sig i for både jægere

og andre naturbrugere.

Eksisterende lysninger

På grund af de mange positive

værdier som lysningerne bidrager

til skoven med, bør eksisterende

lysninger i form af eksempelvis

moser, enge, overdrev og heder

plejes, så de ikke gror til. Vildtets

udnyttelse af arealerne bidrager

til plejen, men er sjældent nok.

Disse arealer er oftest beskyttede

naturtyper. Selv de mindste ubevoksede

arealer i form af sporenes

midterstriber og rabatter samt

læggepladserne er interessante

for vildtet. Hyppig slåning af enten

den selvsåede vegetation eller

udsåede kløvergræsblandinger

vil skabe egnede levesteder for

vildtet på et areal, der sammenlagt

udgør en ikke ubetydelig andel

af de fleste skove. Det er vigtigt

at udføre slåningen tilpas

hyppigt, så vegetationen hele tiden

fremstår kortklippet. Ellers

opstår der fare for at lemlæste

skjult vildt under slåningen.

Alternativt kan slås en eller flere

gange fra sidst i juli til og med

september måned.

Etablering af nye lysninger

I ikke-fredskove er der kun begrænsede

forhindringer, når det

gælder om at etablere nye ubevoksede

arealer i skoven. I enkelte

tilfælde kan naturbeskyttelsesloven

hindre rydning af

bevoksning.

I fredskove er det med den seneste

lovændring muligt både at

skabe midlertidige lysninger ved

at udskyde gentilplantningen efter

hugst samt at etablere mere

permanente åbne naturarealer.

Midlertidige lysninger på

utilplantede arealer

Som et grundlæggende element i

skovloven gælder, at et areal efter

hugst af de gamle træer atter skal

gentilplantes indenfor 10 år. En

hurtig gentilplantning medfører,

at vildtet får mindre fornøjelse af

de fremragende fødemuligheder,

der opstår, når gammel skov fældes,

og ny vegetation spirer frem.

I særdeleshed når gentilplantningen

suppleres med opsætning af

dyrehegn, så det større vildt helt


udelukkes fra en af skovens bedste

føderessourcer. Hegn bør derfor

altid nedtages, så snart træerne

er over bidhøjde. Fristen på 10

år gør det muligt at anvende utilplantede

arealer som midlertidige

lysninger. Naturlig tilgroning er

desuden en godkendt foryngelsesmetode.

Alternativt kan arealet

helt eller delvist medregnes til de

åbne naturarealer. Et areal der

henligger i 10 år kan være besværligt

at gentilplante på grund

af græs og ukrudt, men det er op

til ejeren at vurdere, om ikke fordelene

overstiger ulemperne.

Udlæg åbne naturarealer

Åbne naturarealer kan etableres

på op til 10 % af skovens fredskovspligtige

areal. For fysisk adskilte

skove gælder procentsatserne

for skovene enkeltvis. Ved

åbne naturarealer forstås arealer i

en ekstensiv drift, fx skovenge,

beskyttede naturtyper eller arealer

under tilgroning, hvorimod

arealer med en mere intensiv

drift, fx landbrugsafgrøder, frugttræer,

bærbuske og lignende, ikke

kan godkendes. For vildtet vil de

åbne naturarealer uanset type være

et stort plus, som blandt andet

kan forbedre fødemulighederne

mærkbart. Hvor grænsen går

mellem åbne naturarealer som eksempelvis

skovenge og egentlige

vildtagre er svært at gøre rede for.

Det lokale statsskovdistrikt er

myndigheden, som man i tvivlstilfælde

kan rette henvendelse til.

Ved etablering af åbne naturarealer

er skovlovens sædvanlige krav

om hugstmodenhed ikke gældende.

Det er med andre ord muligt

at erstatte selv unge bevoksninger

med åbne naturarealer, hvis arealet

skønnes velegnet til formålet.

Det er oplagt, at konvertere marginalområder

for skovdrift til åbne

naturarealer, men der kan være

god grund til ikke

udelukkende at udnytte frostudsatte

lavninger, der også for vildtet

vil have sine begrænsninger.

Vildtagre

Vildtagre er også at betragte som

en form for lysninger, og ofte anvendes

ubevoksede arealer som

brandbælter til vildtagre.

Indre skovbryn

På overgangen mellem skovens

ubevoksede og bevoksede arealer

vil et veludviklet indre skovbryn

bidrage positivt. Kantzoner, der

forbinder det bevoksede med det

ubevoksede, er centrale levesteder

for både flora og fauna. For

vildtet kan et varieret indre skovbryn

sikre en passende kort afstand

mellem de ubevoksede

arealers føderessource og den

nærmeste dækningsmulighed.

Visse steder vil det kræve en aktiv

indsats med plantning før skovbrynene

opstår, hvorimod det andre

steder kan være muligt at

fremme skovbrynenes udvikling

ved hjælp af mere passive metoder

byggende på hårde hugstindgreb

i de tilgrænsende bevoksninger,

så der med tiden opstår et

bryn på baggrund af fremspirede

træer og buske.

9


Vildtagre

Etablering af vildtagre i og udenfor skoven forbedrer

vildtets føde- og dækningsmuligheder.

Vellykkede vildtagre kan forbedre

vildtets levebetingelser markant

og i sidste ende give mere vildt.

Udover det jagtbare vildt kan

vildtagre også ofte hjælpe den øvrige

vilde fauna. For hjortevildt

og hare er det især vigtigt at kunne

tilbyde et ekstra fødetilskud i

form af grøntføde, når naturens

øvrige fødeproduktion er lavest,

hvilket som oftest er sidst på vinteren.

For fuglevildtet kan vildtagrene

have et bredere sigte, der

både forbedrer fødemulighederne,

samt giver den fornødne dækning,

som beskyttelse mod fjender.

Formål

Godt forarbejde øger sandsynligheden

for succes. Først skal vildtagerens

formål fastlægges, og

dermed hvilken funktion vildtageren

skal opfylde. Det skal

blandt andet overvejes, hvilke

vildtarter man ønsker at tilgodese,

om vildtageren skal tilbyde føde

og/eller dækning og på hvilket

tidspunkt. Her bør de enkelte

vildtarters krav inddrages, og potentielle

afgrøder vælges i forhold

hertil. Endelig bør det aktuelle

areal vurderes. Klimatiske og

jordbundsmæssige forhold er

sammen med den forudgående

dyrkningshistorie centrale parametre

i den forbindelse.

Vildtagre i skoven

Vildtagre, der primært skal tilgodese

skovens vildt, kan enten placeres

inde i selve skoven eller på

tilgrænsende skovnære land-

10

brugsarealer. Uanset valget er det

vigtigt at placere vildtagrene tæt

på vildtets naturlige opholdssteder.

Inde i skoven vil det især

være hjortevildtet, der får gavn af

de anlagte vildtagre. Placering af

vildtagre langs tætte tykninger

kan medføre, at hjortevildtet får

mulighed for at indtage føde i løbet

af døgnets lyse timer, hvilket

er en del af hjortevildtets naturlige

døgnrytme. Ro er afgørende

for vildtets benyttelse af vildtagrene,

så vildtagre kan med fordel

indgå som en naturlig del af mere

eller mindre forstyrrelsesfrie områder.

Mindre og spredte vildtagre

er som hovedregel bedre end

store samlede arealer. Dels føler

vildtet sig oftest mere trygt på

små arealer, og spredte vildtagre

vil også som regel komme flere

dyr til gode, fordi vildtet lever

spredt i skoven. Ideelle vildtagre

for råvildt behøver ikke være

større end 200 m 2 . For det større

hjortevildt er større vildtagre mere

relevante, og vildtagre mellem

0,1 og 0,5 ha anbefales.

Langstrakte smalle vildtagre opsøges

bedst af vildtet, fordi afstanden

til dækning altid er kort,

men en minimumsbredde på

15-20 meter er hensigtsmæssig.

Arealerne skal helst modtage sollys

i minimum 3-4 timer/dag for

at kunne opnå en tilfredsstillende

fødeproduktion, fordi mange

vildtafgrøder er sædvanlige landbrugsafgrøder

med et stort lysbehov.

Vildtagerens form og størrelse,

højden på nabobevoksninger

samt placering i forhold til verdenshjørnerne

er med til at bestemme

den tilgængelige lysmængde.


Vildtagre udenfor skoven

For mange småvildtarter er skovkanter

et velegnet levested, som

kan forbedres yderligere, når dele

af de skovnære landbrugsarealer

benyttes til vildtagre. Enten ved

hjælp af mere ekstensive løsninger,

der bygger på spildfrø fra tidligere

landbrugsafgrøder eller udsåning

af andre afgrøder. I

mangel af egnede områder i skoven

er de skovnære landbrugsarealer

også oplagte til at producere

grøntføde til hare og hjortevildt

Vildtagrene bør ikke placeres på

en måde, så vildtet lokkes til at

passere veje, jernbaner og lignende.

Lovgivning

For ikke-fredskov er der ingen

nævneværdige begrænsninger. I

fredskov er vildtagre tilladt i et

omfang, der er nødvendigt for

skovdriften, men detaljerne om

det tilladte omfang er ikke nærmere

beskrevet. Vildtagre regnes i

den forbindelse sammen med andre

typer af ubevoksede arealer i

form af blandt andet veje, læggepladser

og brandbælter. Det lokale

statsskovdistrikt er myndigheden,

som man i tvivlstilfælde kan

henvende sig til.

På landbrugsarealer varierer mulighederne,

alt afhængig af om

det anvendte areal er dyrket,

udyrket eller udtaget (brak). På

dyrkede arealer er mulighederne

mange. Der er særlige regler for

udyrkede og udtagne arealer. For

særlige naturtyper i både ikkefredskov

og fredskov kan naturbeskyttelsesloven

være relevant.

Henvendelser angående naturbeskyttelsesloven

rettes til kommunen.

Jordbundskvalitet

For at få en fornuftig udvikling

kræver også vildtafgrøder, at

jordbunden opfylder visse minimumskrav

angående næringsstofindhold

samt pH. For landbrugsjorder

er den

dyrkningsmæssige tilstand oftest

udmærket, men for arealer i skov

kan situationen være en ganske

anden. Det kan være en udmærket

idé at udtage en række jordprøver

fra arealerne og analysere

dem angående eksempelvis pH

og indholdet af plantetilgængeligt

kalium og fosfor. Landets landboforeninger

kan være behjælpelige

med at udtage og analysere jordprøver

og tolke resultaterne i retning

af behovet for efterfølgende

kalkning og/eller gødskning.

Afgrødevalg og –blandinger

Vildtagerens formål er et naturligt

sted at starte, når afgrøderne til

vildtageren skal findes. De enkelte

vildtafgrøder værdsættes af

vildtet i forskellig grad og vildtets

interesse kan variere over året.

Dertil kommer, at vildtafgrøder

11


Vildtagre

har vidt forskellige egenskaber.

Nogle arter producerer store

mængder grøntføde (fx fodermarvkål,

vinterraps), hvorimod

andre bidrager til et rigt insektliv

(fx boghvede), en masse frøføde

(fx quinoa) eller især er velegnet

til at yde dækning (fx gul stenkløver).

Der er med andre ord et

næsten ubegrænset antal muligheder.

Hver især har vildtafgrøderne potentiale,

men i langt de fleste tilfælde

vil afgrødeblandinger være

at foretrække. Ved at blande forskellige

arter opnås et mere varieret

tilbud for vildtet, og en længere

udnyttelsesperiode, da

afgrødeblandinger kan udvikles

over året, hvor forskellige afgrøder

afløser hinanden. Derudover

er der også arbejdstekniske besparelser

at hente, fordi såmaskinen

ikke skal stilles om hele tiden.

Endelig er der også ved

blandinger en form for risikospredning,

så der som regel altid

kommer et eller andet op af jorden,

der er anstrengelserne værd.

12

Ulempen kan være, at visse arter

bliver dominerende og undertrykker

de øvrige, hvorfor blandingsforholdet

mellem arterne er

afgørende. Fordelene er dog større

end ulemperne, og blandinger

vil i langt de fleste situationer være

det bedste valg.

Se dyrkningsvejledning på jægerforbundets

hjemmeside.

Etablering og pleje

Et godt såbed er det bedste udgangspunkt

for en vellykket

viltdtager. Udover en grundig

jordbearbejdning vil også en forudgående

ukrudtsbekæmpelse

være fordelagtig. Såning bør ikke

ske, før jordtemperaturen overstiger

8 0 C, og gerne 2-3 uger efter

almindelig landbrugssåning. På

arealer med særlig fare for udtørring

er det dog vigtigt ikke at

komme for sent i gang. På større

arealer er maskinhjælp at foretrække

til såningen, men håndsåning

kan fungere udmærket. Ved

håndsåning vil en efterfølgende

harvning eller tromling få frøene i

jorden. Under planlægningen af

vildtagrenes placering er det vigtigt

at overveje hele arbejdsgangen,

hvilket også inkluderer at

sikre fornuftige adgangsveje til

eventuelle maskiner.

Når vildtagrene er veletablerede

bør de plejes løbende, så de hele

tiden opfylder deres formål. For

de fleste vildtagre vil det betyde,

at de med mellemrum skal gødes,

så afgrøder, der helst skal ædes af

vildtet, opretholder et højt næringsstofindhold,

hvilket gør dem

mere attraktive.

Arbejdsgang

• Formål med vildtageren

• Fastlæggelse af placering,

størrelse og udformning

• Forberedende jordbundsundersøgelser,

gødskning og

kalkning

• Afgrødevalg

• Jordbearbejdning

• Såning

• Pleje


Dækning og skjul

En forudsætning for et rigt dyreliv i skoven er, at der

findes tilstrækkeligt med tæt bevoksning, der giver

dyrene den nødvendige dækning.

De tætte bevoksninger giver dyrene

skjul, og dermed mindre risiko

for at blive opdaget, jaget eller

på anden vis forstyrret. Desuden

er den læ for vind og vejr, der findes

i de tætte bevoksninger af

meget stor værdi. Prøv en blæsende

vinterdag at gå fra en åben bevoksning

og ind i en ung nåletræsbevoksning

med grene til

jorden – mikroklimaet er så markant

bedre i den tætte bevoksning,

at selv et menneske i vintertøj

mærker det.

En række forskellige bevoksningstyper

giver den nødvendige

dækning. Unge bevoksninger af

nåletræ giver en fantastisk god

dækning, som mange pattedyr og

fugle har glæde af året rundt.

Efterhånden som nåletræsbevoksningerne

bliver ældre, forsvinder

de lavtsiddende grene og dermed

dækningseffekten – det er altså en

begrænset årrække, at den enkelte

bevoksning bidrager som dækningsgiver.

I unge løvtræsbevoksninger kan

næsten den samme effekt opnås,

specielt hvis der er tale om bevoksninger

opstået ved naturlige

foryngelser, eksempelvis bøge-

selvforyngelser. Forskellige former

for kratområder bestående af

brombær, pil, birk, slåen mv. vil

ligeledes opfylde mange arters

behov for dækning.

Forekomsten af dækningsgivende

bevoksninger er en forudsætning

for, at dyrelivet kan få glæde af de

kvaliteter, som skovens øvrige bevoksninger

og arealer har.

Eksempelvis har råvildt meget

større glæde af fødesøgning på

lysåbne områder, når der findes

en tæt bevoksning i umiddelbart

nærhed. De fleste dyr har behov

for hurtigt at kunne komme i sikkerhed.

Det er således en fordel at have

de tætte bevoksninger spredt i hele

skoven – hellere flere og mindre

dækningsgivende bevoksninger

end nogle få og store.

Da de fleste bevoksninger kun giver

gode dækningsmuligheder i

en kortere årrække, er det fornuftigt

hele tiden at have de kommende

dækningsgivende bevoksninger

i tankerne. De områder,

der skal yde dækning om 10-15

år, skal planlægges nu.

13


Vand i skoven

Åbent vand i skoven i form af vandhuller, moser og vandløb er meget værdifuldt

for den natur- og vildtvenlige skov. En lang række dyr og planter har brug for eller

er knyttet til vand i skoven. Selv de mindste grøfter og småvandhuller giver således

mulighed for, at flere arter kan indfinde sig.

Våde bevoksninger

Vand i skoven kan være i form af

våde bevoksninger som pile- og

ellesumpskove, askemoser og birkemoser.

Er der den slags områder

i skoven, bør de bevares. Ofte

er decideret drift også vanskelig

eller umulig på grund af netop

den høje vandstand. De kan med

fordel udlægges som urørt skov

eller drives som ekstensiv stævningsskov.

Sump- og stævningsskove

rummer et varieret og specialiseret

fugle- og insektliv.

Hugstindgreb begrænses til gruppevis

nedskæring/udtynding

med års mellemrum. Det kan fordelagtigt

gøres i frostperioder,

hvor færdsel og arbejdet lettes.

14

Genskab vådområder!

Mange skove er ret tørre, da de

naturlige lavbundsarealer, moser

og lignende er afvandede og tilplantede.

I mange tilfælde med

begrænset succes. Her kan det

overvejes at afdrive dem og genskabe

den naturlige eller i hvert

tilfælde en højere vandstand. Blot

ved at sløjfe eller ændre på enkelte

grøfter, kan vandstanden hæves

på mange arealer. Det er naturligvis

mest oplagt, hvor

træerne ikke trives på grund af

frost, høj vandstand eller vanskelige

jordbundsforhold. Om muligt

kan skovens grøfter oprenses mere

skånsomt, så der bliver bedre

leveforhold i dem.

Vandhuller og søer

Mange småsøer i skovene ligger

tæt omkranset af høje træer. De

skygger for solen og medfører

mørkt og koldt vand uden meget

liv. Skovsøer og vandhuller, der

ligger lysåbent, har stor omsætning

i vandet. Her trives både

padder og vandinsekter samt

mange fugle. Ikke kun selve

vandfladen, men også de omgivende

sumparealer og fugtig løvskov

giver levesteder til dyr og

planter. Udtynd eller ryd høje bevoksninger

tæt omkring vådområdet.

Særligt mod syd. Det giver

lys og luft. En god tommelfingerregel

er 2,5 gange træhøjden til

vandkanten. Dyrk helst løvtræ


ned mod vådområder og vandløb.

Skovvandløb

Måske er man så heldig at have

en bæk eller å igennem sin skov.

Skovvandløb er ofte af høj kvalitet

og ret upåvirkede. Mange

vandløbsdyr og –insekter, der er

trængte i andre vandløb, findes

her. Mange små skovbække er

vigtige gydevandløb for ørreder.

De er derfor følsomme overfor

påvirkninger og forurening.

Rørlagte grøfter og vandløb giver

ingen naturværdi til skoven.

Åbnes de kan det tilføre skoven

nye attraktive elementer.

Desuden virker vandløbene som

spredningsveje fra skoven ud i

landskabet.

Nye vandhuller

Nye vandhuller bør etableres på

lave og lysåbne arealer i skoven.

Det gode vandhul udformes, så

det falder naturligt ind i terrænet,

med bugtede bredder, dybere

partier med vanddybde på 1,5-2

meter og fladvand langs bredden

(flade anlæg 1:5 - 1:3). Opgravet

jord udjævnes, så bredderne bliver

jævnt skrånende og går naturligt

over i det omgivende terræn.

Det bør i det hele taget tilstræbes

at følge terrænkurverne og opnå

et naturligt udseende af vandhullet.

Det areal omkring vådområdet,

den opgravede jord udspredes

på, bør så vidt muligt

efterlades som utilplantet. Det

sikrer en lysåben sø og fungerer

som en attraktiv lysning i skoven.

Ønsker man at anlægge vandhuller

i sin skov, kræver det tilladelse

fra kommune samt statsskovdistriktet,

hvis det er fredskov. Der

kan ofte søges tilskud til etablering

af vandhuller fra jagttegnsmidlerne.

15


Skovbryn

Skovbryn har stor værdi for vildtet

i form af skjul, føde, lys og varme.

Gamle skovbryn er blandt de

mest værdifulde naturområder i

skov, fordi de ofte rummer et meget

stort antal træer og buske i

forskellige aldre, og fordi de uden

afbrydelse har dækket det samme

areal i mange år. Mange dyr og

fugle lever en stor del af deres tilværelse

i eller omkring skovbryn,

uanset om der er tale om et ydre

eller indre skovbryn. De ydre

skovbryn udgør skovens facade

ud mod det dyrkede land, og virker

ofte som et godt skjulested for

de dyr, der finder deres føde i det

åbne. På samme måde virker de

skovbryn, der inde i skoven danner

en overgang mellem bevoksninger

og åbne arealer som veje,

brandbælter og lysninger. I og

omkring et skovbryn findes der

masser af skjul, føde, lys og varme,

så vil man tilgodese naturen i

en skov, er det naturligt at starte

16

med at se på, hvordan skovbrynene

forvaltes.

Det er dog ikke kun naturen, der

vinder ved eksistensen af brede

skovbryn. I de bevoksninger, der

findes bag brynene, bliver det lettere

at dyrke skov, idet den læ

som skovbrynene skaber, giver

mindre udtørring af jorden og

bedre spirings- og vækstmuligheder.

Drift og pleje af skovbryn

Gamle skovbryn bør have høj

prioritet i plejen af skoven. I mange

tilfælde vil skovbrynet udvikle

sig til det bedste naturområde,

hvis blot det får lov til at henligge

helt eller delvist urørt. Andre steder

vil skovbryn efterhånden

vokse til og få karakter af højstammet

skov, hvis ikke de plejes

aktivt med målrettede hugstindgreb.

Ved hugst bør der især sat-

ses på at hugge meget skyggegivende

træer og buske såsom bøg,

ær (ahorn), gran og glansbladet

hæg. På den måde sikres der mere

lys i skovbrynet, og mange lyskrævende

buske og træer vil derfor

ofte indfinde sig af sig selv.

Det er typisk arter som ask, eg,

birk, røn, hassel, hyld, tjørn, tørst,

slåen, almindelig hæg m.fl. Disse

lystræer lader så meget lys slippe

igennem til skovbunden, at denne

kan dækkes af græs og urter og

dermed udgøre et alsidigt levested.

Udnyt naturlig fremspiring

De samme arters villighed til at så

sig selv kan udnyttes ved etablering

af såvel ydre som indre bryn

og løvtræbælter, der er med til at

forbedre skoven som levested for

vildt. I stedet for dyre plantninger,

kan man mange steder med

fordel blot udnytte den fremspiring,

der fortrinsvis etablerer sig i

kanterne af de eksisterende bevoksninger.

I stedet for at betragte

opvæksten som et problem i

skovdriften, kan man vælge at

bruge den aktivt ved i stedet for

at hugge for den. Derved dannes

der efterhånden et bælte af naturligt

fremvoksede løvtræer og -buske.

Af hensyn til dyrelivet bør

man først og fremmest pleje indre

bryn langs brede spor og veje


Kan man få tilskud til sine skovbryn?

Der findes muligheder for at få tilskud til at plante nye skovbryn,

blandt andet via vildtplantningsordningen, der administreres

af Skov- og Naturstyrelsen. Vildtplanter kan anvendes

ved beplantning på landbrugsjord eller i skove der ikke er pålagt

fredskovpligt. Mulighederne er beskrevet på Skov- og

Naturstyrelsens hjemmeside www.skovognatur.dk.

samt omkring lysninger. Disse

steder vil der også være lys, varme

og fødemuligheder.

Plantning af nye bryn

Hvor man enten ikke kan eller vil

satse på naturlig opvækst er

plantning et udmærket alternativ.

Nøjagtig som nævnt under plejen

af eksisterende bryn bør vægten

lægges på arter, der lader lys

trænge ned til bunden. Fra kanten

og ind mod skoven vil man normalt

også gradvist øge andelen af

høje træer, således at de yderste

rækker fortrinsvis består af meget

lyskrævende buske og små træer,

og de inderste rækker i højere

grad består af større træer og mere

skyggetålende buske.

Afhængigt af skovens øvrige udformning

og størrelse, samt hensyn

til produktion og økonomi

bør ydre skovbryn have en bredde

af 20-50 meter. Det kan måske

virke voldsomt at lade skovbryn

optage så meget plads, men det er

veldokumenteret, at de bedste

livsvilkår for dyr og planter findes

i de brede skovbryn.

Plant i grupper

Sæt gerne buskene i grupper med

5-10 planter af samme art og gerne

med forholdsvis stor planteafstand.

Den gruppevise plantning

giver den enkelte art bedre mulighed

for at klare sig i konkurrence

med naboplanter, og vil medvirke

til at danne små buskadser, frem

for at mindre konkurrencedygtige

arter bliver undertrykt af hurtigere

og kraftigere voksende naboplanter.

Hvor der i forvejen findes

god naturlig fremspiring af træer

og buske, kan man nøjes med at

plante grupper af andre arter,

man vil supplere med. Ved at sætte

grupperne på stor afstand, så

de f.eks. kun dækker mellem en

tredjedel og halvdelen af arealet,

skabes der plads til naturlig opvækst.

Fasanen – skovbrynets vildt

Både danske og engelske undersøgelser har tydeligt vist værdien

af skovbryn for bl.a. fasaner. Undersøgelserne viste, at der er stor

forskel på forskellige skovbryns værdi for fasaner, der foretrækker

brede skovbryn med mange buske. Der er derimod ikke tegn på, at

fasanen foretrækker bestemte buske frem for andre. Indre skovbryn

langs 30 meter brede åbne bælter kan forbedre forholdene for

fasanerne om vinteren. Er der derimod tale om at øge antallet af

territorier og dermed forbedre yngleforholdene, kræver fasanerne

normalt op til 70 meter mellem modstående skovbryn, for at der

kan være territorier på begge sider af det åbne areal.

17


Gamle og døde træer

Værn om de gamle, henfaldende og døde træer

– det skaber grundlag for et rigt og varieret dyreliv.

Langt de fleste danske skove er

gennemregulerede, og bevoksningerne

indeholder træer, der

skoves når produktionen topper

– det vil sige lang tid før træerne

egentlig bliver gamle og dør.

Gamle, henfaldende og døde træer

er med andre ord en mangelvare

for de mange planter og dyr,

hvis liv netop er knyttet til disse

gamle og døde træer.

Gamle træer fascinerer de fleste.

Alene størrelsen, alderen og historien

bag de gamle træer er i sig

selv nok. Men også betragtet fra

en biologisk synsvinkel er de

gamle træer værdifulde. Et gammelt

træ kan være levested for

masser af små og større dyr – en

gammel eg kan rumme flere

hundrede insektarter. De gamle

træer levner også mulighed for at

fugle, der ruger i huller, som eksempelvis

blåmejse, spætter og

natugle, kan finde ynglesteder.

18

I skovdriften er det en forholdsvis

enkelt sag at sikre den naturrigdom,

de gamle træer giver:

• Bevar de nuværende gamle træer.

Undlad at fælde dem når resten

af bevoksningen fældes,

skær generende opvækst ned,

så de gamle træer bliver ved

med at have plads og undlad at

plante for tæt på de gamle træer.

• Udvælg allerede nu de træer,

der om mange år skal glæde både

dyr og mennesker på grund

af deres høje alder. Giv dem

plads, og markér evt. deres tilstedeværelse,

så den sikres i

årene fremover.

Døde træer giver liv

Synet af døde træer har i mange

år været en sjældenhed i danske

skove, men fuldstændig som

mange dyrearter er knyttet til de


gamle levende træer, er det samme

tilfældet for døde træer.

Naturmæssigt set er der ingen

grund til at rydde op i skoven.

Frygt for opformering af skadevoldende

insekter har fået mange

til fjerne alt dødt træ fra skoven.

Den frygt er dog ikke berettiget

under normale forhold, og af den

grund bør man ikke afholde sig

fra at sikre forekomsten af dødt

træ i skoven.

Driftsmæssigt kan det let lade sig

gøre ved at tænke på følgende

råd:

• Undlad at fjerne alle større grene

og hugstaffald efter skovning.

Lad gerne grenbunker blive

liggende.

• Efterlad et antal træer til henfald

og død i hver bevoksning.

• Lad enkelte væltede og knækkede

træer bliver liggende til

glæde for svampe, insekter og

fugle.

Skov- og Naturstyrelsen ønsker at

fremme mængden af gamle og

døde træer i de danske skove.

Derfor er det muligt at få tilskud

Sortspætten

Sortspætten er et eksempel på

en fugleart, der er knyttet til

gamle og døde træer. Det er en

fåtallig ynglefugl i Danmark,

men den findes efterhånden i

flere dele af landet. Sortspætten

foretrækker at leve i blandskove,

hvor der findes ældre løvtræ

i blanding med nåletræ.

Den hugger gerne sit redehul i

ældre eller døde løvtræer, og

man regner med, at netop mangel

på egnede redetræer er en

af de primære grunde til, at arten

ikke breder sig til større dele

af landet. Skal der være plads

til flere sortspætter eller andre

hulrugere, skal skovene indeholde

flere gamle træer.

til at efterlade gamle træer og udlægge

arealer til urørt skov på

fredskovpligtige arealer. Se mere

på www.skovognatur.dk

19


tema

NATUR- OG VILDTVENLIG SKOV

Danmarks Jægerforbund

Steffen R. Bengtsson

Ole Noe

Thomas Holst Christensen

www.jaegerforbundet.dk

Djursland Landboforening

Lars Skou Gleerup

Rikke Skyum

www.landboforening.dk

Temahæftet er udarbejdet med støtte

fra Direktoratet for FødevareErhverv

Foto: Djursland Landboforening

og Danmarks Jægerforbund

Grefta Tryk, Grenaa

More magazines by this user
Similar magazines