Traumatiserede i beskæftigelse - Professionshøjskolen UCC

ucc.dk

Traumatiserede i beskæftigelse - Professionshøjskolen UCC

Traumatiserede i beskæftigelse

Metodehæfte til sagsbehandlere, undervisere samt job- og

virksomhedskonsulenter, der arbejder med traumatiserede udlændinge


Traumatiserede i beskæftigelse

Metodehæfte til sagsbehandlere, undervisere samt job- og

virksomhedskonsulenter, der arbejder med traumatiserede udlændinge


Traumatiserede i beskæftigelse

Udgiver:

Center for tosprogethed og interkulturalitet, UC2

Professionshøjskolen UCC, University College Capital

September 2010

Publikationen er støttet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Forfatter:

Jette Skadhauge i samarbejde med Mia Omø Larsen

Redaktion og bearbejdning:

Merete Thorøe

ISBN:

978-87-91786-00-6

Oplag:

1.000 eksemplarer

Grafisk tilrettelæggelse og tryk:

www.printgrafik.dk

Foto:

Lars Svankjær side 11, 14, 17, 38, 43 og 46.

Jette Skadhauge side 15, 20, 25, 29, 31, 34, 35 og 41.

Publikationen findes på:

www.didak.ucc.dk/videncentre/uc2/projekter


Indhold

Indledning ........................................................................................ side 7

1. TRIB i tal – målgruppe og resultater ................................................ side 9

2. Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen ......................... side 15

3. Her lykkes det .................................................................................. side 17

4. Hvad skal fagpersoner kunne? ........................................................ side 20

5. Case management .......................................................................... side 22

6. Vejledning ....................................................................................... side 25

7. Visitation og afdækning .................................................................. side 28

8. Tilpasset danskundervisning ........................................................... side 31

9. Praktik og brobygning ..................................................................... side 35

10. Kontakt til virksomhederne ............................................................. side 39

11. Mentor ............................................................................................ side 42

12. Efterværn ........................................................................................ side 47

Delprojekter i TRIB .......................................................................... side 50

Bilag ................................................................................................ side 51


Indledning

Udviklingsprojektet TRIB - Traumatiserede i beskæftigelse - har

haft til formål at få traumatiserede flygtninge og indvandrere i

beskæftigelse og at klarlægge, hvad der skal til for, at traumatiserede,

der har potentiale til at arbejde, kan få job og tilknytning

til arbejdsmarkedet.

Projektet er afviklet i perioden 2007-2010 og er finansieret af

satspuljemidler fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration under temaet ’Særlig indsats for traumatiserede

flygtninge’. Det er Center for tosprogethed og interkulturalitet,

UC2, i Professionshøjskolen University College Capital, der har

administreret projektet.

En række institutioner har gennemført delprojekter under TRIB.

Det er:

• Traumecenter Sønderborg i Sønderborg Kommune

• Gørtlervejens Skole i Ringe i Faaborg Midtfyn Kommune

• Etnisk Rådgivningscenter NOOR, Center for Beskæftigelse

Sprog og Integration i Københavns Kommune

• Sprogcenter Vejle i Vejle Kommune

• SYNerGAIA institutionerne i Århus, Holstebro og Herning

kommuner.

Disse institutioner (adresser og kontaktpersoner findes bagerst i

dette hæfte) har samarbejdet med en række lokale partnere og

virksomheder og har i forløbet udbygget og styrket deres indsats

for, at traumatiserede kan komme tættere på arbejdsmarked og

uddannelse.

TRIB projektet har afprøvet en række forskellige indsatser,

nemlig:

• Visitation og afdækning

• Vejledning

• Praktik- og brobygningsforløb

• Tilpasset danskundervisning

• Kontakt til virksomheder

• Mentorordning

• Case-management

• Efterværn

Det er erfaringerne fra alle fagpersonernes arbejde med de

forskellige indsatser og kombinationen af dem, der er opsamlet i

dette metodehæfte i en generaliserende form. Her er eksempler

7

på, hvordan der i praksis er arbejdet med at udmønte og kombinere

indsatserne, og i bilagene til slut i hæftet findes konkret

inspiration til, hvordan der kan arbejdes med arbejdsmarkedet

som mål og som tema i rehabilitering i kommunerne.

Hvad der formidles i dette metodehæfte er således rundet af

praksis, men TRIB projektet har haft et solidt vidensgrundlag

i fagområderne traumatologi, rehabilitering, tilpasset andetsprogsundervisning

og socialfagligt arbejde - alt med fokus på

beskæftigelse og arbejdsmarked.

Hver indsats i TRIB har fået sit eget kapitel for overskuelighedens

skyld. Det betyder ikke, at indsatserne ikke hænger sammen. Det

gør de, og nogle af dem overlapper hinanden. Det er umuligt

at lave et trinforløb, som alle traumatiserede med evne og vilje

til at arbejde, skal igennem. Der findes ikke nogen let løsning.

Da de enkelte traumatiseredes skæbne og muligheder er helt

forskellige, og fordi kommunernes tilbud varierer fra sted til

sted, har vi valgt at lade både traumatiserede og fagpersoner

komme til orde i metodehæftet i form af et indledende interview

i starten af hvert kapitel.

Hæftet er primært skrevet til undervisere, sagsbehandlere samt

job- og virksomhedskonsulenter, men alle, som arbejder med

målgruppen, kan have glæde af at læse med.

Om det lykkes flere traumatiserede flygtninge at komme i

arbejde afhænger i høj grad af politiske beslutninger i stat og

kommuner, af økonomiske konjunkturer og helt specifikke lokale

forhold. TRIB projektet har vist, at det kan lade sig gøre – selv

for nogle, som ofte opleves som vanskelige at få i arbejde, fx

enlige, kortuddannede kvinder med børn. Det har også vist sig,

at både den enkelte traumatiserede borger og i lige så høj grad

det system, der møder den traumatiserede skal have motivation,

evne og vilje til at gøre en stor indsats. Ellers lykkes det ikke at få

traumatiserede på lønningslisten.

Tak til alle borgere og fagpersoner, som har bidraget med deres

historier og erfaringer.

København, september 2010

Jette Skadhauge

Projektleder


Fødselsår

Hvis man ser på kursisternes alder, er 89 ud af 103 kursisterne født i perioden fra 1960 til

1980, hvilket vil sige, at de er mellem 30 og 50 år. Lykkes det at få denne målgruppe i

arbejde eller knyttet tættere til arbejdsmarkedet, vil de sandsynligvis have et langt arbejdsliv

Kapitel 1

foran sig.

TRIB i tal – målgruppe og resultater

Diagrammet nedenfor illustrerer, hvordan kursisterne fordeler sig i forhold til deres

fødselsår.

35

30

25

20

15

10

5

0

1

1

2

1

3

1

3

12

Tabel 2: Kursister fordelt på fødselsår

2

4

4

7

4

3

13

1

4

2

4

7

Oprindelsesland

35

Kursisterne 30 kommer fra 4mindst

15 forskellige lande, hos nogle kursister er deres

oprindelsesland ikke noteret 2

25

2 i forbindelse med indskrivning, men den region, de kommer fra,

er noteret. Næsten halvdelen 3

20

4

af kursisterne kommer fra tre forskellige lande, Sønderborg nemlig Irak,

det tidligere Jugoslavien 4 og Afghanistan, hvilket søjlediagrammet nedenfor også NOOR viser.

15

10

5

0

1 8

4 1

4 5

20

3

3

1

2

6

Tabel 7: Kursister fordelt på antal børn i familien

4

3

4

2

5

1

1

3 1

2 1

2

3

6

2

1

9

Sønderborg

NOOR

Ringe

Vejle

SYN.G.

Dette 25

betyder, at en gruppe af kursisterne både er traumatiserede og alene-forældre, hvilket

er problematisk for såvel børnene som forældrene.

20

Økonomi

Kursisternes forsørgelsesgrundlag består for langt hovedparten af enten kontanthjælp eller

starthjælp. 15 Langt størstedelen – cirka 80 pct. – er på kontanthjælp, mens omkring 15 pct. har

starthjælp som forsørgelsesgrundlag. Den sidste andel er enten på dagpenge, får løntilskud

eller har ingen indtægt. Dvs. at det generelt er gældende for målgruppen, at de ikke har en

10

20

stor økonomisk frihed, 18 men at de tværtimod kan have svært ved at få deres økonomiske

situation 14 til at hænge sammen i hverdagen.

5

0

5

Tabel 3: Kursister fordelt på oprindelsesland

4

9

4 4

2

Ringe

Vejle

SYN.G.

Ved en nærmere analyse af tallene for de enkelte delprojekter, viser det sig, at der er en

8

2

3

1

5

2 2

1 1

Fødselsår

Langt størstedelen af borgerne er mellem

30 og 50 år.

SLUTEVALUERING AF TRIB-PROJEKTET

Antal børn

Størstedelen af deltagerne har børn

– de 14 fleste har 2-4 børn.

RING AF TRIB-PROJEKTET

Oprindelsesland

Næsten halvdelen af de traumatiserede deltagere

kommer fra enten det tidligere Jugoslavien, Irak

eller Afghanistan.


80

70

60

50

40

30

20

10

0

1

1

4

7

1

16

9

6

40

1

Ligesom ved spørgsmålet om, hvorvidt kursisterne har fået stillet en diagnose, eksisterer der

Tabel 8: Kursister fordelt på økonomisk situation

store forskelle delprojekterne imellem. I Sønderborg og Vejle anvender størstedelen af

kursisterne psykofarmaka, mens det er cirka halvdelen af kursisterne i Ringe, der angiver, at

Når de anvender det gælder psykofarmaka. forsørgelse af I NOOR børn, fremgår er det omkring det af indskrivningsskemaerne, en tredjedel af kursisterne, at der en tredjedel anvender

33

af psykofarmaka, kursisterne 35 er mens alene fordelingen om at forsørge i SYNerGAIA familien. svarer Omkring til det 60 generelle pct. har angivet, billede. at de ikke er

alene 30om

at forsørge familien, mens cirka 10 pct. ikke har besvaret spørgsmålet.

Har borgeren været tortureret 23 eller vidne til krigslignende omstændigheder?

25

Ifølge indskrivningsskemaerne har lidt over 20

Helbred

1/3 af kursisterne eller mere præcist 36 ud af

103 kursister 20

Ifølge oplysningerne oplyst, at fra de indskrivningsskemaerne har været tortureret, mens har 46 48 kursister har svaret ud nej. af 103 Der oplyst, skal dog at gøres de har

opmærksom på, 13

fået stillet 15 en diagnose.

at der for

Der

19

skal

kursisters

dog gøres

vedkommende

opmærksom

er

på,

svaret

at for

"ved

ca. 1/4

ikke"

af

eller

kursisterne

spørgsmålet

er

spørgsmålet

er ikke besvaret.

10 angående diagnose ikke besvaret eller 7besvaret

med 'ved ikke', hvilket må anses

for at være et højt antal. Af de kursister, der har svaret, har knap 60 pct. fået stillet 4 en

I delprojektet 5 NOOR har 2/3-dele af kursisterne været udsat for 2

diagnose.

tortur, 1mens

omkring

halvdelen 0 af kursisterne i Vejle ligeledes har oplevet at blive tortureret. For de resterende

projekter angiver 1-4 år hovedparten 5-9 år 10-14 af kursisterne, år 15-19 år at 20-24 de ikke år har 25-29 oplevet år 30-35 at blive år tortureret.

ikke

besvaret

Til gengæld angiver mere end ¾-dele af alle kursisterne, at de enten har været vidne til eller

Tabel 4: Kursister fordelt på opholdstid i Danmark

har deltaget i krigslignende omstændigheder, hvilket diagrammet nedenfor illustrerer.

Opholdsstatus

I forhold til kursisternes opholdsstatus viser opgørelsen, at mere end halvdelen af

80

12

kursisterne – ca. 60 pct. – er flygtninge med permanent opholdstilladelse. Derudover er cirka

70

20 pct. flygtninge med

60

20 midlertidig opholdstilladelse, mens godt 10 pct. er indvandrere (de

Sønderborg

sidste 10 pct. er andet/ikke besvaret).

50

8

NOOR

40

10

Ringe

30

Vejle

70 20

10

60

0

30

6

3

9

2 20

10

SYN.G.

50

17 Ja Nej Ved ikke/ikke

besvaret

Sønderborg

40

Tabel 10: Kursister, der 9 har været vidne til eller deltaget i krigslignende omstændigheder NOOR

30

8

Ringe

Vejle

Som 20 ved de tidligere spørgsmål omhandlende kursisternes sundhed og helbred 10 er der store

2

2

2

1

Sønderborg

NOOR

Ringe

Vejle

SYN.G.

Forsørgelsesgrundlag

Næsten alle borgere modtog ved projektstart

kontanthjælp – en mindre del var på

kontanthjælp.

SLUTEVALUERING AF TRIB-PROJEKTET

Opholdstid i DK

De fleste deltagere (3/4) har været i Danmark

mellem 5 og 19 år.

19

Vidne til eller deltaget i

krigslignende omstændigheder

NG AF TRIB-PROJEKTET

Cirka ¾ af borgerne har været vidne til eller

deltaget i krigslignende omstændigheder.

PROJEKTET


11

Galawej arbejder på bocenter for mennesker med psykiske lidelser.


Kapitel 1

TRIB i tal - målgruppe og resultater

107 borgere har været indskrevet i TRIB projektet. Fire deltagere

blev dog indskrevet så sent, at de ikke indgår i den efterfølgende

beskrivelse af målgruppen.

Ved projektets start blev deltagerne defineret som: voksne og

unge flygtninge og indvandrere med PTSD eller lignende symptomer,

hvis modstandskraft og helbredsmæssige forhold er

sådan, at de formodes at kunne komme i beskæftigelse.

I bilag 1 findes en oversigt over de symptomer, der kendetegner

PTSD, og som mange deltagere i TRIB projektet har været belastet

af. Betragter man gruppen af deltagere under ét, tegner

der sig dette billede:

• Der er flest kvinder

• Størstedelen har børn, de fleste 2-4 børn

• Kun lidt over halvdelen af alle er gift

• Hovedparten er mellem 30 og 50 år

• ¾ har været i Danmark 5-20 år, og mere end halvdelen er

flygtninge med permanent opholdstilladelse

• ¾ har været vidne til eller deltaget i krigslignende

omstændigheder og langt størstedelen kommer fra lande

med krig eller lande, som har været i krig.

Køn og familieforhold

Kvinderne var i klart overtal blandt de indskrevne i projektet

– der var 74 kvinder og 29 mænd. Kun lidt over halvdelen

af borgerne er gift, mens 44 er alene, men med børn. Langt

størstedelen har børn i Danmark, kun hver 10. har slet ingen

børn. De fleste – 68 borgere – har mellem 2 og 4 børn. Kun

relativt få har en meget stor børneflok, dog har 5 deltagere 8

børn. At målgruppen består af så forholdsvis mange kvinder,

hvoraf en del er enlige med børn, betyder, at det er en

udfordring at få familien og en hverdag til at fungere ved siden

af arbejde eller praktik. Samtidig er det en belastende faktor at

være både traumatiseret og alene-forælder.

Alder og forsørgelse

Hovedparten – 89 af deltagerne - er mellem 30 og 50 år. De

befinder sig således midt i den arbejdsdygtige alder, men

12

ved projektets start var stort set alle, nemlig 96 borgere, på

kontanthjælp – heraf var 16 på starthjælp. Det vil sige, at hele

målgruppen har en meget stram økonomi og kan have svært

ved at få hverdagen til at hænge sammen - også rent økonomisk.

Hvis denne gruppe kommer i arbejde eller bliver tættere til-

knyttet arbejdsmarkedet, vil de sandsynligvis have mange

arbejdsår foran sig, og deres forsørgelsesgrundlag vil blive

stærkt forbedret.

Tilknytning til Danmark

Lidt over halvdelen af deltagerne har boet i Danmark i 10 år

eller mere, og hovedparten (3/4) har været her mellem 5 og 19

år – dog uden at være kommet i arbejde. En enkelt har været i

Danmark hele 35 år. Mere end halvdelen af borgerene – nemlig

62 - er flygtninge med permanent opholdstilladelse i landet,

mens 19 har midlertidig opholdstilladelse. Kun 12 er registeret

som indvandrere. For hovedparten af deltagerne kan den

manglende tilknytning til arbejdsmarkedet altså ikke tilskrives

”begyndervanskeligheder” i Danmark eller usikkerhed om

opholdsstatus, men skyldes derimod andre barrierer.

Oprindelsesland og krigsoplevelser

De 107 deltagere kommer fra ca. 20 forskellige lande, men

næsten halvdelen kommer fra 3 lande, nemlig det tidligere

Jugoslavien (20 personer), Irak (18) og Afghanistan (14). Det er

lande, som i mange år har været præget af krig, borgerkrig og

uroligheder, og ¾ af borgerene har været vidne til eller deltaget i

krigslignende omstændigheder. Blandt andet har 36 været udsat

for tortur – det skal dog bemærkes, at 19 deltagere enten ikke

har besvaret dette spørgsmål eller svaret ”ved ikke”. Det kan

skyldes, at de ikke ønsker at dele en sådan oplysning med en evt.

kommende arbejdsgiver – eller af frygt for at blive stigmatiseret.

Krig og tortur har naturligvis sat sine tydelige spor på

målgruppen. 46 oplyser, at de har fået stillet en diagnose af en

læge eller psykiater, og 42 borgere tager psykofarmaka. Cirka ¼

af deltagerne har imidlertid ikke besvaret eller svaret ”ved ikke”

til spørgsmålet vedr. diagnose – til spørgsmålet vedr. brug af

psykofarmaka gælder det ca. 1/10. De manglende svar på disse

spørgsmål kan skyldes samme forhold som ovenfor.


Resultater

Af de 107 indskrevne i TRIB projektet, var 51 udskrevet igen ved

projektets afslutning. Heraf er i alt 18 kommet i beskæftigelse

eller uddannelse i direkte forlængelse af TRIB forløbet:

• 8 borgere har fået ordinært ustøttet arbejde

(5 i rengøringsjob, 3 i kantinejob)

• 1 har startet egen virksomhed - efter projektets afslutning

har yderligere én startet egen virksomhed

• 2 kom i job med løntilskud mhp. ordinær ansættelse

• 6 kom i gang med uddannelse

(fx VUC, bus- eller taxachauffør, teknisk skole)

• 1 gik i gang med ordinær sprogundervisning

Syv borgere er derudover udskrevet til praktik eller aktivering,

som også er skridt på vejen til beskæftigelse. Flere indskrevne

deltagere er i gang med uafsluttede forløb, som kan føre til

beskæftigelse.

TRIB projektet viser, at det er en vanskelig opgave at få traumatiserede

flygtninge i beskæftigelse - men projektet viser

også, at det er muligt – selv for svært belastede personer, som

ellers var opgivet af systemet. To enlige mødre uden nogen

tidligere erhvervserfaring er fx blandt de fastansatte. Men det

forudsætter en særlig indsats med en bred vifte af forskellige

tilbud, der matcher den enkeltes situation.

Ingen model, der gælder for alle

Det er ikke muligt at give et entydigt svar på, hvilke indsatser

og kombinationer af indsatser, der er mest hensigtsmæssige

og ”rigtige”, når det gælder udslusning til arbejdsmarkedet.

De traumatiserede er trods mange fælles belastende forhold

meget forskellige, og kommunernes tilbud er forskellige. Det

individuelle fokus er meget afgørende, så der kan tilbydes

indsatser – gerne parallelle indsatser - i forhold til den enkeltes

specifikke behov. Ikke alle har fx behov for praktik.

TRIB projektet har udviklet bud på metoder og aktiviteter,

der ifølge fagpersoners vurderinger er frugtbare. Tre centrale

erfaringer, der har vist sig at gælde for alle, skal trækkes frem

her:

Tid skal der være nok af

Rehabilitering efter traumatiske oplevelser tager tid, fordi de

symptomer, der ligger i traumernes kølvand omfatter krop

og psyke, identitet og følelser – og de lægger sig oveni de

“almindelige” udfordringer ved at skulle integreres i et nyt land:

At lære et nyt sprog, at forstå og indgå i en ny kultur og at leve

13

med minoritetsstatus. Derfor skal denne gruppe borgere have

mere tid til fx at lære dansk og til at genvinde mod og evne til

at komme tilbage til samfundet. Og systemet bør koordinere og

effektivisere sine indsatser så meget som muligt. Der er brug for

tid – og tiden må ikke spildes!

Bilag 2 skitserer rehabiliteringens tre centrale faser.

Den stabile sagsbehandler er et must

En af de store udfordringer er at sikre stabilitet, tryghed

og sammenhæng i sagsbehandlingen i kommunerne. Den

traumatiserede har qua sine oplevelser fx under tortur mistet

tillid til andre mennesker, og det kræver meget at genopbygge

den. Opsplitning i sagsbehandling og ydelse i kommunale

forvaltninger gør, at en traumatiseret ofte har kontakt til

flere sagsbehandlere i forskellige afdelinger. Kommunale

omstruktureringer, sammenlægninger og udskiftning i personale

medfører, at en traumatiseret borger løbende kan blive

præsenteret for nye fagpersoner. Det betyder, at den nødvendige

tillidsfulde relation ikke etableres. Når en sagsbehandler med

viden om PTSD i værste fald erstattes med én, der ikke har den

særlige viden, er det også meget negativt for borgeren. Det kan

virke direkte retraumatiserende og så angstfremkaldende, at et

positivt forløb let bliver sat halve eller hele år tilbage.

Kommunale omrokeringer, der kan have effektivisering

som formål, kan for traumatiserede borgere betyde det stik

modsatte: Spild af tid og tab af mod og evne til at komme videre.

Gruppeforløb giver positiv energi

I TRIB har det vist sig, at den arbejdsmarkedsrettede indsats

med fordel kan foregå i gruppe. Det er nyt, men ligger i tråd med

tendenser i behandlingen, hvor fx psykoedukative forløb afvikles

med grupper af traumatiserede.

TRIB deltagere har forberedt sig sammen til praktikforløb, har

efterbearbejdet og delt erfaringer i gruppe og er blevet udsluset

i job til den samme arbejdsplads. Denne metode ser ud til at

hjælpe dem med at hjælpe hinanden videre og at skabe positiv

energi.

Læs mere

For yderligere beskrivelse af målgruppen og information om

resultater og erfaringer henvises til ”Slutevaluering af TRIB

projektet” , udført af Teori- og Metodecentret, UCC, 2010.

Slutevalueringen kan findes på www.didak.ucc.dk/videncentre/

uc2/projekter.


Jeg føler mig tilfreds med mig selv ved at udføre et nyttigt arbejde, siger Ahmed.

14


Kapitel 2

• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker

med sindslidelse – efter at have været i job med løntilskud

samme sted. Gør rent, hjælper og ledsager beboerne,

fungerer af og til som chauffør.

• Forstår og taler dansk rimelig godt, har aldrig tidligere været

på arbejdsmarkedet i Danmark

• Kommer fra Irak og har i hjemlandet været soldat hele sit

voksne liv. Har siddet i fængsel og været i en berygtet

fangelejr i 7 år, hvor han var udsat for tortur. Har været 12 år

i Danmark. Bor alene efter skilsmisse fra sin

familiesammenførte kone.

Et normalt menneske har job

Hvad laver du i løbet af en arbejdsdag?

»Jeg møder kl. 9 og går i gang med at gøre rent i gangen og

i køkkenet, og derefter går jeg igennem beboernes rum og

hjælper med at rede seng etc. Vi holder pause med beboerne

og har korte samtaler med dem. Nogle gange ledsager jeg en

af beboerne på indkøb i supermarked. En dag blev jeg og Mona

(mentor og kollega) inviteret på friskpresset juice i byen af en

beboer. Det var en dansker, og vi er lidt venner. Jeg er meget

engageret i mit arbejde, og når jeg tager derhen, så glemmer jeg

alle mine bekymringer og fortiden. Så jeg har bedt om at arbejde

flere timer. Nu arbejder jeg 6 timer om dagen.

Ingen troede, han kunne arbejde

Jobkonsulent Miroslav Rajic fortæller:

Interview med Ahmed, 43 år.

Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen

- Job giver indhold og struktur i livet

15

Hvorfor er det godt at arbejde?

Jeg føler mig tilfreds med mig selv ved at udføre et nyttigt

arbejde. Så jeg er glad og tilfreds, når jeg kommer hjem og hviler

mig. Det har skabt en vis rytme i min dagligdag. Når jeg kommer

hjem, slapper jeg af, laver mad og går i seng. Før var det hele

noget rod, og jeg vidste ikke, hvornår jeg skulle noget. Jeg går

senest i seng kl. 23.30 og er udhvilet kl. 7, når jeg står op.

Hvad troede du selv, da du kom?

Da jeg kom til Danmark, var jeg meget motiveret for at arbejde.

Jeg har været i et åbent fængsel i Saudi Arabien, hvor jeg lærte

mig selv at klippe hår. Jeg spurgte, om jeg kunne komme på

kursus og lære at klippe rigtigt. Men det kunne jeg ikke, for de

sagde, at jeg var for gammel til at få læreplads og uddannelse.

Jeg ville gerne tjene penge ved at bruge mine evner. Men jeg

skulle systemets vej. Det tog lidt af motivationen fra mig. Til sidst

hørte jeg om Miroslavs (jobkonsulent) tilbud om jobvejledning

og blev glad for det. For så er NOOR ikke kun et behandlingssted,

men et sted, hvor man kan komme ud som et normalt menneske

med job i sidste ende.

Hvad laver du om 5 år?

Når jeg møder venner på gaden, siger de til mig, at jeg ser ti

år yngre ud nu end tidligere. Jeg har tabt mig meget, og lægen

siger, at det er godt. Arbejdspladsen har et motionsrum, som

jeg har brugt lidt. Arbejdet er dejligt, og jeg håber, at jeg kan

blive ved med at arbejde. Hvis jeg bliver ved med at have et godt

forhold til beboerne, så håber jeg, at min indsats kan gøre andre

glade - og også mig selv glad«.

»Der er ikke nogen, der har henvist Ahmed til mig. Ingen troede, at han kunne arbejde. Jeg blev inviteret ind i danskundervisningen

for at fortælle om det danske arbejdsmarked. Ahmed sad og lyttede, og han sagde: ’Hvis du finder et arbejde til mig, og jeg

bliver sur og slår nogen ihjel, så er det dig, der kommer i fængsel’. Jeg sagde til Ahmad, at hvis jeg fandt ham et job, og han slår

nogen ihjel, så er det ham, der ryger i fængsel og mig, der går hjem. Men skal vi ikke finde et job, der passer til dig?«


Beskæftigelse som mål og tema i rehabiliteringen

- Job giver indhold og struktur i livet

Det er rehabiliterende at få job.

Gevinsten af arbejdsmarkedsrettet undervisning, vejledning og

brobygningsaktiviteter er tydelig for den traumatiserede, når det

fører til ansættelse og job: Mindre fattigdom, bedre sundhed,

deltagelse i samfundslivet og en styrket familie med børn, der

oplever en rask, kompetent og aktiv forælder.

Men ikke alle kan umiddelbart klare et almindeligt fuldtidsjob.

Nogle har brug for mere tid eller for særligt tilpassede ordninger

og skånehensyn på kort og langt sigt. Og andre kommer måske

slet ikke i job, fordi de er for syge eller for nedslidte.

For alle traumatiserede ser det imidlertid ud til at være positivt

at have beskæftigelse og arbejdsmarked som et tema i det

rehabiliterende program. Det er traumatiserede borgere, lærere,

sagsbehandlere og jobkonsulenter i TRIB forløbet meget enige

om.

Den nyeste forskning indenfor rehabilitering peger på, at den

indsats, der sker efter de traumatiske begivenheder, og som har

fokus på venner, sproglige kompetencer, uddannelse og arbejde

har afgørende positiv betydning for den traumatiseredes videre

liv og mulighed for at komme sig (se Læs mere).

Venner, sproglige kompetencer, uddannelse og arbejde er der

netop mulighed for at få, når man deltager i rehabiliterende

undervisnings- og udslusningsforløb med fokus på job og

arbejdsmarked.

Hvad giver arbejdsmarkedsperspektivet?

Når job og arbejdsmarked er et tema, oplever lærere og

jobkonsulenter, at den traumatiserede borger i højere grad kan:

1. Genfinde ressourcer

2. Genskabe identitet

3. Rette sig mod normalitet

4. Opnå ligeværd

5. Få tilhørsforhold og netværk

6. Blive set som et menneske der har krav på respekt

7. Genvinde status

16

8. Få tilført viden der giver mulighed for at være aktiv i og

ansvarlig for eget liv

9. Være en bedre støtte for børn og unge

10. Få inspiration fra andre der er i praktik eller arbejde

11. Få håb og retning for fremtid

12. Blive en del af samfundet uden sygdomsidentitet.

Det vil alt i alt sige, at den traumatiserede i højere grad

kan opleve sig selv som en voksen og myndig person, der

forventes at kunne yde et bidrag til samfundet. For dem, der

har potentialet til at komme i beskæftigelse, er det at kunne

bruges til noget og tage del i samfundet et uhyre vigtigt

element på vejen mod en ny tilværelse som medborger. Det

fremtidsperspektiv, der ligger i at beskæftige sig med job og

arbejdsmarked, kan styrke den traumatiseredes tro på, at

han eller hun kan få det godt igen på lidt længere sigt og give

en større tro på, at det hele nytter noget. Desuden kan fx

virksomhedsbesøg og praktik give inspiration og ny viden, som

den traumatiserede kan anvende i andre sociale sammenhænge,

fx som støtte til børn og unge.

Selv hvis indsatsen ikke umiddelbart fører til job, er det altså

positivt at sætte beskæftigelse på dagsordenen.

Læs mere

“Traumatic experiences prior to arrival seem to be of less

importance for recovery during time in exile than exile-related

factors, such as networks of friends, language competences,

school and work.”

Citatet er fra Bengt H. Sjölund m.fl: ”Rehabilitating torture

survivors” i Journal of Rehabilitation Medicine, 2009, 41 (9), side

689-696.

Artiklen kan findes på www.rct.dk/Publications/Research_

publications/Articles.aspx

Adam Johansen: ”Arbejdets betydning for flygtninge med

traumer – og andre forhold i eksiltilværelsen, der spiller

ind på det psykiske helbred”, Forskningsregistrant. Dansk

Flygtningehjælp, 2008.

Forskningsregistranten findes på www.flygtning.dk/

fileadmin/uploads/pdf/Saadan_hjaelper_vi_PDF/CUF_PDF/

forskningsoversigt_med_forside_01.pdf


Alle har ressourcer

Kapitel 3

Interview med Miroslav Rajic, jobkonsulent, Etnisk Rådgivningscenter NOOR

Her lykkes det

- Klar tale og velmente puf giver pote

Hvordan er din tilgang til de traumatiserede borgere?

»Alle har ressourcer. De skal bare graves frem. Jeg siger: ’Du kan

godt med den rette hjælp. Jeg kan ikke leve livet for dig – det

skal du selv, men jeg kan hjælpe dig.’

Hvad gør du for at motivere borgerne til arbejdsmarkedet?

Jeg bruger et meget direkte sprog. Mine kollegaer synes nogen

gange, det er for meget og for provokerende. Jeg vil gerne

provokere. De her borgere har været til utallige kurser om

Danmark: Det er et kongerige, vi har en dronning og et socialt

system, der fungerer sådan og sådan. De gaber - og kan ikke se

sig selv. For at styrke motivationen spørger jeg meget jordnært

og konkret– forsøger at tale ind i deres hverdagsproblemer. Eller

opruller de positive scenarier, hvis de kommer videre og får

arbejde. Hvornår har du sidst set din mor? Hvornår har du været

på ferie? Vil du gerne købe et flot tv?

Borgerne ved tit ikke, hvad det er, de kan opnå ved at få et

arbejde - hvad det betyder helt konkret for dem. Det har de ikke

lært på de der kurser om kultur- og samfundsforståelse. Jeg

fortæller dem også, hvad det betyder at være en rollemodel.

Hvis børnene ser både far og mor på kontanthjælp vil de synes,

det er normalt. Det frembringer mange reaktioner især hos

kvinderne. Det handler også om at bryde en social arv.

Hvad opnår du ved at være meget direkte i din

kommunikation?

Jeg vil gerne have borgerne til at prøve og forklarer dem, at de

ikke kan miste noget. Hvis de får arbejde, får de mange gevinster

– hvis det ikke lykkes, er de bare tilbage til der, hvor de er nu,

og så har de ikke mistet noget. Hvis du rammer dem direkte på

det helt basale, så laver det et klik i hovedet – her er nogen, der

snakker i et sprog, de kan forstå.

Og så hører jeg efter, hvad de siger. Hvad er dit største problem?

Hvordan kan jeg hjælpe dig? Nogen gange er folk ikke helt

realistiske, så prøver jeg at få en dialog om, hvad der er realistisk.

17

Hvordan hjælper man bedst traumatiserede?

Mange ser traumatiserede som mennesker uden ressourcer, som

ruiner af mennesker, der ikke kan fungere. Og traumatiserede

synes ofte selv, det er umuligt at leve normalt igen. Alle danskere

har stor empati, synes det er synd, og at de her mennesker

måske skal pensioneres. Hvordan kan vi ellers hjælpe? Men

hvis noget gør ondt, går du til læge og prøver at behandle det.

Sådan skal man også se på traumer. De skal behandles, og de

traumatiserede skal ikke bare sendes hjem igen. Det er virkelig

synd for dem at sige: Gå bare hjem. Det er en katastrofe at

isolere folk.«


Her lykkes det

- Klar tale og velmente puf giver pote

Et delprojekt i TRIB har haft succes med at få traumatiserede

borgere i ordinært arbejde. Det er Etnisk Rådgivningscenter

NOOR i Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration i

Københavns Kommune. NOOR tilbyder en samlet pakke til de

traumatiserede i form af tilbud hos psykologer, socialrådgivere,

socialpædagoger, afspændingspædagoger, jobkonsulenter og

dansklærere. Der er tilknyttet psykiatrisk rådgivning og tolke.

Borgerne er i tilbuddet i ca. 9 til 12 måneder. I sidste fase af

behandlingsforløbet tilbydes intensiv støtte fra jobkonsulenten

til udslusning til arbejde. Jobkonsulenten kan i det forløb henvise

til opkvalificeringskurser i form af enten hygiejnebevis, kørekort

eller rengøringsbevis, alt efter hvad borgerne har brug for i deres

videre forløb.

Udslusning til job – hvordan?

Fra NOOR er en gruppe traumatiserede borgere blevet ansat

med løntilskud på samme arbejdsplads som springbræt til

ordinær ansættelse. Borgerne har ikke været i gennem noget

forudgående praktikforløb, men har fået opkvalificerende,

erhvervsrettede kurser.

I den proces har jobkonsulenten mange konkrete opgaver:

• Informere i danskundervisningen om muligheden for at

afslutte eller kombinere rehabiliteringsforløb med job

søgning. Fremlægge konkrete og hverdagsnære fordele ved

at arbejde.

• Samle en gruppe borgere ud fra forventning om samme

jobmuligheder. Fælles forberedelse i gruppen til udslusning

til beskæftigelse.

• Styrke gruppen via fælles aktiviteter som oplevelsesture,

sportsaktiviteter, gruppesamtaler og uformelle sammenkomster,

så deltagerne kan støtte hinanden, dele viden og

erfaringer - og få gode oplevelser.

• Arrangere virksomhedsbesøg med gruppen på arbejdspladser,

som kunne være relevante, eller som allerede

har ansat traumatiserede borgere for at give viden om

arbejdsmarkedet og afprøve ønsker.

• Kontakte mulige arbejdspladser.

• Videresende borgere til opkvalificering, fx hygiejnebevis.

18

• Forberede og afvikle jobsamtaler individuelt. Samarbejde

med dansklæreren om det sproglige.

• Løbende individuel rådgivning evt. i form af “wake-up”

samtaler vedrørende motivation samt sygdom og sundhed. I

samarbejde med øvrige faggrupper yde støtte til problemer

med opholdsstatus, boligforhold, familiemæssige problemer

m.v.

• Lave aftaler med virksomheder, kontaktpersoner og borgere

om ansættelse – herunder afklaring af vilkår og rammer.

• Foretage jævnlige, formelle og uformelle besøg på

virksomhederne efter ansættelse, kontakt til ledelsen pr.

telefon og mail efter behov.

• Give mulighed for efterværn i form af akutte samtaler og

støtte til fastholdelse herunder henvisning til psykolog,

psykiater eller socialrådgiver om nødvendigt.

Traumatiserede, som ikke indgår i gruppeforløb, er også kommet

videre i arbejde efter samme model.

Hvorfor lykkes det for NOOR?

Erfaringerne fra NOOR viser, at det primært er følgende

metoder, der i kombination kan hjælpe traumatiserede i job:

• Individuel og personlig vejledning i en stabil relation, når

borgeren har brug for det

• Gruppemetode

• Case-management i form af koordinering, opfølgning og

sikring af rettigheder i forhold til borgerens daglige

udfordringer og behov i kontakt med myndigheder og andre

• Tværfagligt samarbejde og koordinering mellem flere

faggrupper

• Opsøgende, personlig og løbende kontakt til virksomheder

• Brug af kontaktperson og mentorordninger.

Men metoderne gør det ikke alene, der skal også være andre

forudsætninger til stede. Eksempelvis virksomheder, der vil tage

socialt ansvar, er fleksible, har brug for arbejdskraft og derfor

gerne vil ansætte traumatiserede.


I Købehavnsområdet er det lykkedes at finde sådanne

virksomheder.

Derudover gøres der flittigt brug af løntilskudsordningen,

som giver refusion til arbejdspladsen og sikrer oplæring og

genoptræning af faglige, sociale eller sproglige kompetencer, og

som i NOOR har gjort praktik overflødig.

Desuden har borgerne i NOOR’s regi de nødvendige

helbredsmæssige forudsætninger og motivation for at få

beskæftigelse. Her har de traumatiserede nemlig typisk

været igennem et langt tværfagligt rehabliteringsforløb med

behandling, undervisning, vejledning og case-management med

stabile medarbejdere.

Endelig er det en afgørende forudsætning, at jobkonsulenten

har stor faglig viden om PTSD, har netværk og kontakt

til virksomheder samt personlige kompetencer som

situationsfornemmelse, udadvendthed, tålmodighed,

handlekraft og mod til at tage en chance. Og naturligvis

tilstrækkelig med tid og ressourcer.

19


Kapitel 4

Interview med Nadil, 58 år.

Hvad skal fagpersoner kunne?

- Slå ørerne ud og fokusér på ressourcer

• Er via Traumecenter Sønderborg i arbejdsprøvning på REVA

mhp. afklaring af mulighed for flexjob.

• Har tidligere deltaget i danskundervisning på DU2 og været i

praktik flere gange.

• Havde egen skrædderbutik i hjemlandet gennem 13 år.

• Kommer fra tidl. Jugoslavien. Kom til Danmark som flygtning

i 1992 med sin kone og 2 børn. Har problemer med knæ og

skuldre.

Jeg vil ikke have pension

Har du arbejdet i Danmark?

»Kun praktik, mange gange. Hele tiden praktik. Jeg har også

været på et værksted - i kommunen. Og jeg har haft et job

med løntilskud på en fabrik i 6 måneder, men så flyttede jeg

til Sønderborg. Jeg har taget kørekort i Danmark – det lille, det

store kørekort er dyrt.

Du har været i praktik på en politistation?

Som pedel, men jeg havde ondt i mit knæ og måtte stoppe. Og

så sagde sagsbehandleren, at jeg skulle i praktik igen, jeg måtte

ikke holde sommerferie.

Gevinst på enhver arbejdsplads

Nadils case-manager, Birthe Søllingvrå fra Sønderborg Traumecenter, siger:

»Kommunen tænkte på pension, men Nadil var ikke interesseret og ville

gerne arbejde - derfor blev han henvist til arbejdsprøvning på REVA. Men en

psykiatrisk udredning bevirkede, at psykologen i REVA afviste at optage Nadil,

fordi det blev vurderet, at han ikke kunne klare det. Jeg argumenterede for, at

han godt ville kunne klare det. Han kom i gang, samtidig med at han har deltaget

i efterværnsforløb i Traumecentret en dag om ugen. REVA’s værkstedsleder

endte med at vurdere, at Nadil vil være en gevinst på enhver arbejdsplads,

hvor der er skånehensyn. Han er nu godkendt til flexjob. Hvis man sender et

stærkt traumatiseret menneske til en psykiater - som de traumatiserede ofte er

meget bange for - skal man være opmærksom på, at det ikke er et fuldstændigt

billede, man får.«

20

Nu er du på REVA - hvorfor?

For at få et arbejde, jeg vil ikke have pension. Jeg vil arbejde. Jeg

har sagt til min sagsbehandler, at jeg ikke vil være pensionist.

Hvorfor vil du gerne arbejde?

Jeg vil gerne snakke med mennesker og ikke kun gå hjemme, og

jeg vil også gerne tjene penge. Min kone er pensionist. Hele mit

liv i Danmark har jeg været i praktik, nu vil jeg arbejde.

Hvor mange timer om dagen vil du gerne arbejde?

Jeg er på REVA 4 timer om dagen, og det passer godt. Jeg

hjælper også min kone, hun har migræne. Jeg vasker vinduer og

gør rent.

Hvilket arbejde vil du gerne have?

Det var godt at være på værksted, men det kan også være en

butik. Jeg vil bare gerne arbejde.

Hvad siger din sagsbehandler?

Du må vente – først skal du være på REVA. På REVA siger de, at

det går godt. Der skal snart være et møde. Min sagsbehandler

har misforstået mig, og der har været problemer, men nu går det

godt. Der skal være en tolk til møderne.«


Hvad skal fagpersoner kunne?

- Slå ørerne ud og fokusér på ressourcer

Det er ikke en let opgave at skaffe traumatiserede flygtninge i

arbejde. Mange forudsætninger i familien og i det omgivende

samfund skal være i orden. Og ikke mindst skal borgeren også

selv være klar til arbejdsmarkedet både fysisk og psykisk.

Lovgivning og administrative praksisser er langt fra altid

optimale, men det har alligevel vist sig at kunne lade sig gøre for

nogle.

En vigtig faktor for at det kan lykkes, er institutioner med

ressourcer, viden, ledelsesmæssig opbakning samt vilje til

at sætte fokus på de ressourcer og den motivation, som

traumatiserede har med sig – trods alt.

Men ligeså vigtige er de fagpersoner, altså jobkonsulenter,

sagsbehandlere og lærere, der er primærpersoner for

de traumatiserede. Her er det rigtige miks mellem viden,

kompetencer og personlige kvaliteter afgørende for, om

indsatsen kan hjælpe traumatiserede i gang på arbejdsmarkedet.

Der er i høj grad brug for personlige kvaliteter, men det er

samtidig uhyre vigtigt, at de administreres på en bund af solid

faglig viden og professionelle kompetencer.

Hvad rykker?

Erfaringer fra TRIB projektet viser, at fagpersoners viden,

kompetencer og kvaliteter på følgende områder er vigtige

forudsætninger for at få det til at rykke for en traumatiseret

borger:

Fantasi og handlekraft gav cykel

21

Viden om:

• PTSD og rehabilitering

• Arbejdsmarkedet og relevant arbejdsmarkedslovgivning –

gælder også for de fagpersoner, der ikke formelt set skal

have denne viden fx sproglærere

• Egen kernefaglighed og faglighed hos samarbejdspartnere

Kompetencer (kan læres):

• Evne til at indgå i relationer hvor man er både professionel

og personlig uden af blive privat

• Evne til at se ressourcer i stedet for mangler

• Evne til at se – og se bort fra – forskelle i kultur og traditioner

• Evne til at lytte

• Evne til at etablere og vedligeholde netværk og indgå i

samarbejder med andre fagpersoner

• Evne til at agere i gråzoner i særlige tilfælde

Kvaliteter (er personlige, kan delvis læres):

• Nærvær

• Fantasi

• Opmærksomhed

• Tålmodighed

• Handlekraft

• Mod

• Situationsfornemmelse

Den virkelighed, fagpersoner skal navigere indenfor, er præget

af dokumentation, kontrol, paragraffer og skemaer. Det betyder,

at det kan være vanskeligt at få tid til at udfolde de kompetencer

og kvaliteter, der skal til for at få fokus på den traumatiseredes

ressourcer.

Da Dara flyttede, fik han behov for en cykel, så han kunne cykle fra stationen til den børnehave, hvor han var i praktik. Men

han havde ikke penge til en cykel, så hans case-manager gik ind til en cykelhandler og spurgte, om han ville donere en cykel

til Dara, så han kunne komme i praktik. Det ville cykelhandleren gerne, og sådan fik Dara sin cykel, som han er meget glad for!

Vi baner vejen

Birthe Søllingvrå, leder, Traumecenter Sønderborg:

»Meget af lovgivningen er præget af kontrol og dokumentation. Det virker som om, udgangspunktet er, at borgerne kun er ude

på at snyde systemet. Det er der givet nogle, som er, men det rammer traumatiserede mennesker dybt og bekræfter deres

oplevelse af, at de er forkerte, at ingen tror på dem og at alle er efter dem. Kontrollen og dokumentationskravene er formentlig

lavet for at presse mennesker i arbejde. For vores målgruppe har det imidlertid den stik modsatte effekt – de vil ofte blive

presset længere ned i traumehullet, og vi der arbejder med dem, må bruge meget tid på at forklare, forsvare, argumentere,

”feje op” og rydde af vejen, før vi kan arbejde.«


Kapitel 5

Interview med Birgitte Jensen, underviser og case-manager, SYNerGAIA

Case-management

- Det stabile link mellem systemerne

Vi hjælper med at gøre livet mere

overskueligt

Hvilke udfordringer er der i samarbejdet mellem de forskellige

systemer, som traumatiserede er i kontakt med?

»De primære udfordringer er hyppigt skiftende kommunale

sagsbehandlere, lange ventetider i visse dele af systemet og

mangel på traumefaglig viden. Et sagsbehandlerskifte koster tid

og er en udfordring for den traumatiserede, som endnu en gang

skal udlevere sin livshistorie og vise tillid et fremmed menneske.

Lange ventetider til fx decideret traumebehandling og det at

systemerne ikke arbejder i samme takt, betyder at forskellige

aktører kan komme til at sidde og vente på hinanden, og der

kan opstå usikkerhed om, hvem der skal handle hvornår. Endelig

kan manglende viden om traumer og forskellige fagtraditioner

i de forskellige systemer betyde, at vi har forskellige oplevelser

af, hvad en bestemt borger har brug for. En læges løsning kan fx

være en langtidssygemelding, mens vi ved, at den traumeramte

ville have bedre af at blive støttet til at komme hjemmefra og ud

af isolationen.

Hvad er de største problemer i relationen mellem en

traumatiseret og det offentlige system?

Uoverskueligheden! Der er mange skranker, mange døre og

mange papirer. Nye sagsbehandlere, forskellige sagsbehandlere i

fx bistandsafdeling, famileafdeling og ydelseskontor samt mange

forskellige læger og andre behandlere, fx fysioterapeut, psykolog

mv.. Og så hele papirmøllen og de store krav til argumentation

og dokumentation ved ansøgning af enkeltydelser til fx medicin,

briller, tandbehandling og transport. Traumatiserede mennesker

har i særdeleshed brug for hjælp til at forstå kravene og

fremskaffe de rigtige papirer. Uden hjælp opgiver de typisk og

går derved glip af enkeltydelser, som de ellers ville have krav på.

Hvordan samarbejder SYNerGAIA med de øvrige dele af

systemet?

Vi sørger for at opbygge en god personlig relation til de øvrige

fagpersoner, inviterer dem på besøg og holder netværksmøder

for alle aktører omkring den traumeramte, så vi kommer

til at føle os som kollegaer. Og så informerer vi vores

samarbejdspartnere hyppigt, så de løbende er inddraget og

dermed mere parate til at handle, når det er nødvendigt.

22

Hvordan påvirker uoverskueligheden traumeramte borgere?

Deres nervesystem er i overgear, og de er så stressede og

pressede, at selv små, uløste problemer kan komme til at

fylde det hele og blokere for alt andet. Samtidig gør dårlig

hukommelse, koncentrationsbesvær og mangel på overblik det

yderligere svært for dem at navigere i systemet. Uden støtte

bliver traumatiserede nemt deprimerede, handlingslammede og

opgivende. De bliver ofre frem for at få muligheden for at tage

ansvar i eget liv. Og borgere, som tidligere har været udsat for

systemovergreb, kan udvise angst og paranoia overfor systemet.

Dem skal vi overbevise om, at systemet ikke vil dem noget ondt.

Hvilken gavn gør en case-manager?

Vi hjælper med at få taget hul på problemerne, men gør ikke

arbejdet for den traumeramte. Meningen er jo, at de senere selv

kan udfylde papirerne, for de vokser ved følelsen af gradvist at

blive herre i eget liv. Vi ledsager også gerne til læge mv., men

lader den traumatiserede selv føre ordet. Det kan imidlertid

– både sprogligt og følelsesmæssigt - være svært at forstå

den traumeramte, så jeg kan hjælpe med at få deres budskab

igennem – at formidle deres indre virkelighed til den ydre

verden. Som talsperson bruger jeg min faglige autoritet, som

jeg oplever i høj grad bliver respekteret andre steder i systemet.

Man kan sige, at en case-manager på en vis måde kompenserer

for det samlede systems mangel på helhedsorienteret indsats.

Og ikke at forglemme, så er der omkring en traumeramt næsten

altid en lige så ramt og udsat familie, som også drager nytte af

indsatsen.

Hvilke perspektiver ser du for case-management?

Alle traumeramte burde have tilbud om en case-manager. Og

funktionen måtte gerne blive mere formaliseret med beskrivelse

af, hvilke ydelser den indeholder. Så ville der være rene linier, og

alle ville få det samme tilbud.


Case-mangement

- Det stabile link mellem systemerne

Traumatiserede med PTSD symptomer kan ikke sidestilles med

andre borgere, der skal på arbejdsmarkedet – selvom de både

er motiverede og har ressourcer til at arbejde eller uddanne

sig. Fordi deres krop, psyke, følelser og relationer er ramt, har

de ikke en tilstrækkelig god base. På grund af sorg og tab har

de måske heller ikke umiddelbart den styrke, der skal til for

at navigere i system-Danmark. Derfor bør de traumatiserede,

der har brug for det i en periode have en særlig støtte på linje

med fx sindslidende – og her kan en case-manager være den

afgørende hjælp.

Uden denne indsats kan den traumatiserede risikere at blive

fastholdt i en dårlig situation, hvor små eller store problemer,

der kunne løses, bliver ved med at være en hindring for at

komme videre.

Systembarrierer spænder ben

Efter ca. 1½ års udviklingsarbejde i TRIB projektet var der i alle

delprojekter en lang række eksempler på, hvordan arbejdet

Systemet kan ikke håndtere usædvanlige sager

- et eksempel:

23

med undervisning, vejledning, praktikaftaler og kontakt

til virksomheder bliver besværliggjort af vanskeligheder i

sagsbehandlingen i kommuner og jobcentre. Vanskelighederne

skyldes dels lovgivningen, der adskiller sagsbehandling fra

ydelsesudbetaling, og dels manglende koordinering mellem fx

myndigheder, behandlere og sagsbehandlere.

I bilag 3 findes nogle konkrete eksempler på systembarrierer.

Det er således en generel erfaring fra TRIB projektet, at

jobcentrenes sagsbehandling – i praksis – ofte ikke er

helhedsorienteret, overskuelig og sammenhængende. Der

er fx mange indberetninger om, at sager bliver væk, sådan at

dokumentation og ansøgning skal skaffes og fremsendes igen,

eller at sagsbehandling tager urimelig lang tid.

Mange traumatiserede, der har mistet både slægtninge og

personlige papirer kan derudover have helt særlige problemer,

som det kræver en særlig rådgivning og stor ihærdighed for

at løse, fordi de ikke har mulighed for kontakt til hjemlandets

myndigheder.

En burmesisk mand kan ikke få sit forsørgelsesgrundlag afklaret, fordi han hverken kan bevise, at hans kone er død eller finde

hende, eftersom hun forsvandt under tsunamien. Konen har derfor stadig principielt en forsørgelsespligt. Der findes ikke relevante

blanketter for den slags, og manden og jobkonsulenten har brugt mange timer og rendt mange kontorer på dørene for at få sagen

afklaret. Undervejs er manden blevet meget dårlig, fordi han hele tiden bliver konfronteret med sin kones forsvinden.

Også systembarrierer i sundhedsvæsnet

Susanne Jensen, case-manager, Gørtlervejens Skole:

»Vi havde en kursist med mange diffuse smerter, migræne og mange PTSD symptomer. Hun var altid træt og havde massivt

fravær. Intet hjalp uanset hvor mange læger, hun opsøgte. En dag bad jeg hende om at tage sin medicin med, og hun kom med

en hel bærepose fuld af bl.a. 6 forskellige morfinpræparater, flere andre slags smertestillende og 3 forskellige sovemidler. Hun

tog nogle piller, når hun havde det lidt dårligt og alle slags, når hun havde det meget dårligt. Der var ingen, som have fortalt

hende hvordan, hvorfor og hvor meget, hun skulle bruge medicinen. Vi lavede et forløb, hvor jeg var med til møde hos hendes

praktiserende læge hver 14. dag. Mellem lægebesøgene arbejdede vi med et skema, hvor hun hver dag skulle beskrive sine

symptomer, hvilken medicin hun tog og hvordan virkningen var. Efter et halvt år var hun ude af morfin og sovemidler og fik én

migrænepille en gang om måneden. Men det var svært at give slip på den identitet som syg og svag, som systemet havde givet

hende. Her kunne hun godt have brugt en psykolog. Generelt er det et massivt problem, at systemerne ikke taler sammen. Det

gælder ikke kun denne borger.«


Hvad laver en case-manager?

Nogle helt konkrete eksempler på opgaver for en case-manager

kan være:

• Hjælpe borgeren med at finde ud af hvem der er hans eller

hendes sagsbehandler

• Udfylde skema til enkeltydelse, fx briller og koordinere i

forhold til optiker

• Gå med til tandlæge og tilrettelægge forløb omkring

tandoperationer

• Sikre nødvendig tolkning til møder

• Rådgive om økonomi og deltage i møder med bankrådgiver

• Koordinere behandling fra flere speciallæger

• Støtte ved boligskifte fx ved familiesammenføring

• Læse og forklare breve fra offentlige myndigheder sammen

med borgeren

• Fremskaffe erstatning for papirer som er blevet væk under

flugt eller i kommunen.

En case-manager arbejder således overordnet med at:

• Skabe sammenhæng indenfor og på tværs af sektorer

• Koordinere og sørge for at myndigheder støtter hinandens

indsatser

• Varetage opfølgning og sikre kontinuitet over tid i et

rehabiliteringsforløb

• Fungere som mægler og fortaler

• Effektivisere og øge kvalitet af ydelser i kommuner og hos

behandlere

• Sikre at borgerens rettigheder opfyldes.

I behandlingscentret NOOR, som har haft stor succes med

at udsluse traumatiserede til arbejdsmarkedet, findes alle

hjælpefunktioner (psykolog, psykiater, fysioterapeut, dansklærer

og ikke mindst jobkonsulent) under samme tag, således at

koordinering kan ske hurtigt og ubureaukratisk.

I bilag 4 beskrives et andet konkret eksempel på samarbejde

mellem Gørtlervejens Skole og kommunen. Her er casemanagement

et centralt omdrejningspunkt.

24

Borgerens talsperson

For mange traumatiserede borgere er case-management

nødvendigt, og det er en klar anbefaling fra TRIB projektet, at

tilbyde case-management og at sætte denne indsats i værk

så hurtigt som muligt. I sprogcentre eller rehabiliterende

institutioner, som ikke har behandlere, undervisere og

jobkonsulent under samme tag, skal der udpeges og skaffes

finansiering til en koordinerende case-manager. Det kan

være en underviser eller en anden central person, som den

traumatiserede borger har tillid til, og som er stabil.

Det er afgørende, at case-manageren er borgerens talsperson.

Derfor anbefales det, at case-manageren ikke er en

myndighedsperson, som har magt til fx at regulere i ydelser

eller træffe beslutninger om forhold vedrørende børn eller

lignende. Case-mangement kan eventuelt udliciteres til et

behandlingscenter eller sprogcenter med rehabiliterende tilbud.

Læs mere

Marie Lund m.fl: ”MTV om behandling og rehabilitering af PTSD

– herunder traumatiserede flygtninge”, Region Syddanmark,

Center for Kvalitet, 2008.

Bogen kan downloades på www.regionsyddanmark.dk eller på

www.centerforkvalitet.dk


Kapitel 6

Interview med Lillian Bach, underviser, Gørtlervejens Skole i Ringe:

Vejledning

- Den røde tråd og den personlige støtte

Jeg viser dem, at man kan handle

Hvornår startede du med at undervise traumatiserede, og

hvordan har det udviklet sig?

»Jeg startede i 1997 med en gruppe serbiske og albanske

kvinder, som blev udskilt fra de almindelige sprogskolehold på

Dansk Flygtningehjælps sprogskole i Svendborg, fordi de lærte

for langsomt på disse hold. De skulle støtte deres mænd og

børn og havde mange problemer. De havde brug for, at nogen

kunne hjælpe og støtte dem og for at kunne græde. De havde

mange ressourcer, og lidt efter lidt tog de prøver. Det var bl.a.

almenprøve 2 og andre afsluttende prøver.

Jeg supplerede danskundervisningen med at bruge tid på at

snakke med dem – kvinde til kvinde – og på at hjælpe dem med

at løse deres problemer. Derudover brugte jeg en del af min fritid

på at støtte kvinderne, bl.a. ved at besøge dem hjemme og på at

finde psykolog og psykiater til dem.

Hvordan har din egen udvikling været som fagperson?

Det har været en proces, hvor jeg er gået fra at synes, at ’det er

synd’ til at have stor medfølelse. Det er en form for empati, der

også hænger sammen med handling. Jeg kan vise dem, at de kan

handle sig ud af mange problemer, og at man skal være stædig.

Jeg skal ikke overtage, for så læner de sig tilbage. Ved også selv at

udvise handlekraft kan jeg trække kursisterne med mig. Livet kan

være hårdt for traumatiserede, men spørgsmålet er: Hvad gør vi

ved det? Jeg spørger: Hvad gør du – hvad gør jeg?

Og så spiller jeg gerne fransk klovn. Det er utrolig vigtigt, at vi kan

grine. Man skal sørge for, at der er latter. Det viser kursisterne,

at der er ressourcer, som ikke er døde, og at det er tilladt at

lave sjov, selvom det er hårdt. Så kommer de én i møde med

fortrolighed og tillid. Det hele skal ikke kun være alvorligt.

25

Det er vigtigt at have sin faglighed i orden, men man skal også

have en personlighed, hvor man giver af sig selv. Man skal ville

det her, turde vove lidt af sig selv, og så skal man have styr på

sig selv, for ellers kan man risikere at blive trukket ned. Det skal

vægtes ved ansættelsessamtaler.«


Interview med Lan, 42 år.

• Går på VUC og læser dansk mhp. uddannelse. Har været

indskrevet ved Gørtlervejens Skole i Ringe, hvor hun nu er i

efterværn og modtager lektiehjælp og vejledning.

• Har bestået DU 2. Har ingen arbejdserfaring fra hjemlandet,

men har været i flere praktikker i Danmark, uden at det har

ført til job.

• Er bådflygtning fra Vietnam. Har været i Danmark i 17 år. Er

alene med to børn på 13 og 17 år.

Når vi snakker sammen, er mit hjerte

ikke så tungt

Tidligere gik du på det almindelige sprogcenter og kom

samtidig her på Gørtlervejens skole. Hvordan var det at gå

begge steder samtidig?

Jeg var på DU2 på sprogcentret og også her, hvor Lillian

(underviser) hjalp mig med lektier og øvelser. Hvis jeg ikke havde

det så godt, så snakkede vi sammen, og hun kunne hjælpe mig

med problemer. Hvis jeg fx havde problemer inde i mit hjerte,

så kunne vi snakke sammen, og så var mit hjerte ikke så tungt

bagefter.

Der var ikke plads på VUC i januar, kun om aftenen, og det kan jeg

ikke med to drenge. Så jeg skulle vente til august. Jeg lærer dansk

grammatik, læsebog, besøg til museer og den slags. Jeg tager kun

ét fag, for måske får jeg stress, hvis jeg tager to fag. Jeg er på VUC

11 timer om ugen. Jeg kommer her i Ringe torsdag formiddag, jeg

kan ikke komme hver dag, det er lidt besværligt med toget.

Jeg håber, at jeg bliver bedre til dansk sprog. Jeg kommer også

her for at snakke med andre og træne min udtale. Vi taler også

om private problemer, men ingen kan behandle mit hjerte. Der

er ligesom et ar inden i kroppen, men måske kan det blive lidt

lettere. Hvis jeg ikke havde Lillian, så ville det være svært at løse

problemerne, for jeg kender ikke nogen, der kan hjælpe frivilligt.«

26

Vigtige sociale kompetencer

Lans socialrådgiver fortæller:

Lan har udviklet sig meget socialt. Da hun kom til

Gørtlervejens Skole sad hun alene, arbejdede alene,

spiste alene. Nu er hun sammen med de andre. Det er

en meget vigtig kompetence på enhver arbejdsplads at

kunne være sammen med andre. Hun har fået nogle

vigtige sociale færdigheder.


Vejledning

- Den røde tråd og den personlige støtte

Vejledning af traumatiserede er en basisindsats. Det er den røde

tråd, der slynger sig ind og ud af alle de andre indsatser, som er

beskrevet i dette metodehæfte.

Vejledning er både en professionel indsats – men også en helt

almindelig almen menneskelig aktivitet overfor et medmenneske,

der har oplevet noget svært og lidt tab.

Vejledning af traumatiserede på vej mod beskæftigelse kan bestå

af mange forskellige ting. Vejledning kan forstås og tilrettelægges

ud fra de tre elementer, som indgår i en rehabiliterende proces.

Det vil sige den proces, der drejer sig om at skabe et sikkert sted

med grundlæggende tryghed, at give plads til at sørge og mindes

samt at give muligheder for at knytte bånd til et nyt normalt

hverdagsliv (se bilag 2).

Vejlederen skal altså:

• Slå en cirkel rundt om den traumatiserede og derved skabe

’det sikre sted’.

• Vejlede ’indad’ imod identitet (“hvem er jeg med de tab

jeg har lidt”) og selverkendelse (“hvad kan og vil jeg nu?”)

for at skabe motivation og håb.

• Vejlede ’udad’ imod samfundsdeltagelse, arbejde eller

uddannelse (“hvad skal jeg kunne, vide og gøre for at få et

arbejde og komme videre?”).

Udvidet vejledning efter en sådan model kan supplere behandling

og i nogle tilfælde have en så positiv effekt, at den kan erstatte

behandling.

Hvem vejleder?

Erfaringerne fra TRIB er, at i kommunerne kan traumatiserede

borgere desværre ikke regne med at have kontakt til en fast

sagsbehandler eller jobkonsulent, som har tid til at yde en

fortløbende, tilstrækkelig og personlig vejledning. Det er derfor

typisk lærere, ledere eller særligt udpegede kontaktpersoner,

der vejleder. Findes der ikke adgang til samtaler og vejledning,

er den traumatiserede dårligt stillet, og udsigten til at komme i

beskæftigelse meget ringere.

Individuelle samtaler

Der findes forskellige former for vejledning, der retter sig mod

beskæftigelse eller uddannelse, men den vejledning, der har

fokus på motivation, er særlig vigtig for mange traumatiserede.

Det handler basalt om at hjælpe borgeren til at se muligheder,

27

finde ressourcer og definere handlemuligheder. Når vejlederen

fastholder håb om og tro på, at borgeren kan komme videre,

opretholder han eller hun på den traumatiseredes vegne

motivation og håb, indtil borgeren selv kan. Man taler om, at

fagpersonen bliver det stedfortrædende håb.

Hvad drømmer du om, hvad kan du, og hvad kan så lade sig

gøre? Disse spørgsmål kan stilles til alle, der skal vejledes ud

mod arbejde eller uddannelse. For traumatiserede skal der være

meget mere fokus på og tid til overhovedet at finde tro, håb og

drømme frem end for andre borgere. Mistillid og kontrol i denne

proces er meget kontraproduktivt, fordi det understøtter den

traumatiseredes tendens til at give op.

Motivationen skal fastholdes ved nøje at overveje hvert trin, som

den traumatiserede skal igennem på vej til beskæftigelse. Ikke

alle skal igennem et langt integrationsforløb – fx behøver alle ikke

praktik, hvis de er klar til ordinært arbejde og kan finde det. Det er

heller ikke alle, der har brug for lange behandlingsforløb.

I bilag 5 findes eksempler på forskellige typer vejledningssamtaler.

Gruppevejledning

Vejledning kan i mange tilfælde med fordel foregå i gruppe. I en

gruppe kan traumatiserede spejle sig i hinanden til gensidig støtte

og inspiration. Den svage kan måske nogle gange være den stærke,

viden og erfaringer kan gøres fælles, gode ideer kan spredes, og

tendensen til isolation og angst kan modarbejdes. De, der har brug

for vejledning, kan vejlede hinanden, fordi de deler situation.

Vejledning i gruppe som forberedelse til praktik, uddannelse eller

beskæftigelse kan fx være:

• Motivations - og oplevelsesture (tur i skoven, fisketur, besøg

på virksomhed), hvor gruppens medlemmer lærer hinanden

at kende, så de kan støtte og inspirere hinanden. De træner

sig i at være del af en gruppe og oplever noget sammen, der

bringer dem ud af isolation og håbløshed. Gruppefælleskabet

er i særdeleshed positivt for dem, der kan sluses videre i

beskæftigelse på samme arbejdsplads.

• Psykoedukationsforløb om, hvordan man mestrer PTSD

relaterede symptomer fx stress, angst og vrede.

• Opsamlingsmøder, hvor erfaringer fra praktik deles og

diskuteres med andre – gerne med udgangspunkt i notater fra

en praktikdagbog.

• Undervisningsbaseret vejledning om arbejdsmarked,

uddannelsesmuligheder og jobfunktioner.


Kapitel 7

Interview med Ferizada, 39 år.

Visitation og afdækning

- Det realistiske fokus på ressourcer

• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker med

sindslidelse efter at have været i job med løntilskud samme

sted. Arbejder i kantinen, gør rent, hjælper personalet og

snakker med beboerne.

• Har afsluttet danskuddannelse 2. Har 7-9 års skolebaggrund.

• Hjalp til i forældrenes grønthandlerforretning og har også

arbejdet som gartner i hjemlandet.

• Er krigsflygtning fra Bosnien. Ophold i Danmark siden

begyndelsen af 1990’erne. Har to børn på 4 og 8 år.

Forudsætningerne skal være i orden

Hvad synes du om din arbejdssituation?

»Jeg er meget tilfreds med mit arbejde. Arbejdstiden fra kl. 8 til

14 er aftalt, så jeg kan aflevere mine to børn om morgenen og

hente dem efter skole. Børnene er glade og kan mærke, at mor

har det godt. ’Jubii, mor er ikke syg mere…’, siger de.

Hvad ville du gerne, lige da du kom til Danmark?

Da tænkte jeg ikke så meget på arbejde – det havde jeg det for

dårligt til. Jeg var angst og turde næsten ikke gå ud.

Hvad har hjulpet dig mest til at få arbejde?

Det meste i NOOR har hjulpet. Min psykolog har hjulpet meget,

og dernæst er det min jobkonsulent, som har hjulpet mig til

at nå dertil, hvor jeg er i dag. Nu er jeg interesseret i at få en

fuldtidsstilling. Jeg er ansat i alt seks måneder med løntilskud. Og

jeg er tilknyttet jobkonsulenten i mindst seks måneder endnu.

I 2003 havde jeg haft et arbejde i tre måneder, da jeg var ude

for en bilulykke. Ulykken fik mig til at falde helt sammen, og

Svært at finde deltidsjob

Jobkonsulent Miroslav Rajic fortæller:

28

jeg gik hjemme. Først i 2005 snakkede jeg med min læge om,

at jeg sov dårligt og følte mig anspændt. Lægen henviste mig

til NOOR, hvor jeg gik til samtaler med en psykolog. Da fik jeg

det bedre. I 2008 startede jeg med behandling hos en psykiater

og fik medicin, og jeg havde også et behandlingsforløb med

en afspændingspædagog. Det hele hjalp meget, og bagefter

begyndte jeg at søge arbejde i samarbejde med jobkonsulenten.

Hvad har du lært om at håndtere PTSD?

Fordi jeg har fået et arbejde, er jeg ikke længere vred. Psykologen

har lært mig nogle teknikker og metoder, som jeg kan bruge, så

jeg kan mestre mine reaktioner.

Hvordan har du forberedt dig til arbejdsmarkedet?

Jeg har været i arbejde før, så der var ikke nogle nye ting omkring,

hvordan arbejdsmarkedet er i Danmark. Jeg har deltaget i et

hygiejnekursus og fået hygiejnebevis. Bagefter deltog jeg i et

gruppeforløb, hvor vi var 5, som sammen blev introduceret

til job på plejehjemmet. Det er en stor fordel, at vi 5 kender

hinanden og kan støtte hinanden. Vi spiser nu frokost sammen på

arbejdspladsen.

Var der noget, du var bekymret for ved at komme i arbejde?

Nej, jeg har ikke har været bekymret. Men mit danske sprog

har været meget afhængig af, hvordan jeg har haft det. Når jeg

har det godt, kan jeg mærke, at det går bedre med sproget. Jeg

bruger meget tid med lektier og lærer meget af at se fjernsyn. Jeg

har afsluttet danskuddannelse 2.

Hvordan tror du, din arbejdssituation ser ud om tre år?

Det går godt. Jeg vil gerne blive, hvor jeg er. Og jeg vil gerne have

fast job.

»Det er svært at finde et deltidsjob. Det tog ca. et halvt års målrettet jobsøgning, før det lykkedes Ferizada at blive ansat. Jeg

har sammen med Ferizada været til jobsamtaler 3 gange. Efterfølgende har vi haft samtaler om erfaringer og nye behov for

vejledning og evt. undervisning.«


Visitation og afdækning

- Det realistiske fokus på ressourcer

I TRIB projektet har kommunerne henvist borgere til sprogcentre

eller institutioner med pædagogisk rehabiliterende tilbud. I

disse tilbud er der foretaget en første visitationssamtale. I

nogle delprojekter er der herefter iværksat et længerevarende

afdækningsforløb.

I bilag 6 er der et eksempel på spørgeguide til den første visitations

samtale.

Når man som fagperson skal visitere og afdække ressourcer og

kompetencer hos en traumatiseret borger på vej i arbejde eller

uddannelse, er der en række forhold, man skal være opmærksom

på. Forhold som hos traumatiserede udgør særlige udfordringer,

og som derfor kræver et specielt fokus i afdækningsfasen.

Vigtigt at handle på potentielle barrierer

Inger Feldthaus, sagsbehandler i Faaborg Midtfyn

Kommune:

»Der har ikke været fokus på behandling af traumer i

kommunerne. Vi er to socialrådgivere på banen nu, der

arbejder med udlændinge. Vi har begge uddannelse

med fokus på udlændinge, så vi har nok en større viden

om kultur mv. Når vi får flygtninge i kommunen, er det

vigtigt, at spørge ind til, hvad der ligger af oplevelser og

mulige barrierer. Tidligere har man fået deres historie

i grundsamtalen, men man har ikke handlet på det

eller vidst, at de historier kunne medføre barrierer i

integrationsperioden. Nu tager vi fat i det i samtalerne, fx

om søvn, symptomer, hvordan de har det mv.

De er konstant stressede over økonomien og har ikke

råd til medicin eller vigtige ting til børnene. De låner af

hinanden, fordi de ikke kan låne i banken, og det stresser

yderligere. Hvis de får afslag på enkeltydelser til medicin,

så de søger ikke en gang mere. De bliver passive og

opgivende.«

29

At sammenknytte fortid, nutid og

fremtid

For en traumatiseret er det en udfordring at knytte nutid, fortid

og fremtid sammen, fordi krig, tortur eller flugt har ødelagt

sammenhængen i livet. Erfaringer og kompetencer fra fortiden

skal igennem nutidens justerende og rehabiliterende arbejde for at

blive omsat til afklaring og fremadrettet arbejdsmarkedstilknytning

– enten i form af uddannelse eller arbejde. Hvad kunne jeg før?

Hvad kan jeg nu? Hvad kan det bruges til?

At erkende ressourcer

Sagsbehandler, jobkonsulent, undervisere og den traumatiserede

selv har brug for klarhed over:

• Hvilke ressourcer har borgeren at trække på

- herunder familiemæssige?

• Hvilke belastninger har borgeren, som der træningsmæssigt

kan gøres noget ved?

• Hvilke begrænsninger har borgeren, som der trænings-

mæssigt ikke kan gøre noget ved, og som må accepteres?

At turde være ærlig

Hvis der skal laves en holdbar og bæredygtig plan for fremtiden,

er det nødvendigt at både borger og fagperson udviser gensidig

tillid og ærlighed. Borgeren skal støttes i at være ærlig omkring

ønsker og drømme som udgangspunkt for at lave en holdbar plan

for fremtiden.


En traumatiseret flygtning kan ofte have tendens til hjælpeløshed

og til at give op og har derfor brug for støtte til at tage ansvar for

sig selv.

Alt dette kommer ikke af sig selv. Det tager tid. For den

traumatiserede udgør alle disse udfordringer en lærings- og

erkendelsesproces, som er del af afdækningen af ressourcer og

kompetencer.

At sige farvel

Mange traumatiserede har lidt så store fysiske og psykiske tab,

at det ikke er muligt at genoptage fortidens erhverv. Andre

har lidt store personlige tab i form af ægtefælles eller andre

familiemedlemmers død og skal lære at klare sig uden dem.

Endelig har mange mistet social status og fået forringede

materielle vilkår i Danmark. De har brug for hjælp til at sige farvel

til meget fra fortiden og for forståelse af, at det ikke er let.

Fra fabrikschef til pizzeria

Hishar, 40 år:

»Jeg arbejdede med symaskiner i mit hjemland. Jeg havde

15 symaskiner og var chef. Men så kom der problemer, og

jeg måtte flygte til Libanon og så videre til Danmark. Jeg vil

gerne arbejde i Danmark. Jeg har arbejdet på en virksomhed,

men jeg skulle sidde ned 8 timer, så jeg blev meget træt. Jeg

har brug for mange pauser, ellers kan jeg ikke få luft. Nu er

jeg i praktik i 2 – 3 timer i et pizzeria, 2 gange om ugen. Jeg

er i køkkenet. Jeg skærer tomater, salat og agurk.«

Fokus på ressourcer og fremskridt

Det er som regel nemt at se, hvilke mangler og vanskeligheder en

traumatiseret borger har. Men hvordan får alle parter øje på de

ressourcer, der skal bygges videre på, og hvordan kan der sættes

fokus på de store og små fremskridt, der sker i den rehabiliterende

proces? TRIB projektet har udviklet en individuel ressourceliste,

med udsagn, der peger på de ressourcer, man skal have inden

for 3 vigtige områder: Den gode medarbejder, Dansk og job samt

Helbred og sundhed. Listen kan bruges som inspiration til at

opstille mål ved individuelle samtaler og dermed mål for, hvad der

kan arbejdes med i undervisningen.

Ressourcelisten findes i bilag 7.

30

Afdækning i gruppe

Afdækning kan kobles til den tilpassede danskundervisning og kan

med fordel foregå i gruppe med andre, så der bliver mulighed for

at spejle sig i hinanden.

I TRIB projektet har de traumatiserede i Synergaia og

Traumecenter Sønderborg som noget nyt arbejdet i mindre

grupper med Ressourceprofilen, som er kommunernes redskab til

at afdække arbejdsevne.

Borgerne er blevet undervist i nogle af Ressourceprofilens 12

punkter, fx omstillingsevne, indlæringsevne, arbejdsidentitet,

interesser, arbejdsrelevante ønsker, netværk og social

kompetence. I disse undervisningstimer kan de hjælpe og inspirere

hinanden og ikke mindst udvikle mere selverkendelse og ansvar.

Samtidig lærer deltagerne det ordforråd og de sproglige vendinger,

som er nyttige at kunne. Et gruppeforløb med ressourceprofilen

kan vare fra 14 dage til 3 måneder.

Undervisningen indgår i et samarbejde med sagsbehandlere og

jobkonsulent. Visse afsnit af Ressourceprofilen udfyldes således

af sagsbehandleren, og resten udfyldes i den sprogpædagogiske

proces. Jobkonsulenten inddrages som oplægsholder og kan

derved effektivisere den tid, der fra jobcentret skal bruges på

rådgivning og information om arbejdsmarkedsforhold. Det

er en god idé at knytte virksomhedsbesøg til arbejdet med

ressourceprofilen.

Det er også nyttigt at udarbejde supplerende øvelser og lege til de

enkelte temaer, så den sproglige og vidensmæssige læring bliver så

stor som mulig for alle deltagere.

Læs mere

Den sprogpædagogisk bearbejdede ressourceprofil med fokus på

traumatiserede kan downloades på www.synergaia-rehabilitering.

dk. Den findes under ’Metode og indhold’.

Om kommunernes Ressourceprofil (arbejdsevnemetoden), se

http://www.dukh.dk/viden/dukhs-lovgivningsguide/

lovgivningsguider-i-pdf/arbejdsevnemetoden.pdf


Kapitel 8

Interview med Merete Quist, underviser, Traumecenter Sønderborg:

Tilpasset danskundervisning

- Tid, tillid og struktur

Vi starter med at tømme hovedet

Hvad er det særlige for denne målgruppe, når man skal lave

danskundervisning?

»Kursisterne er ramt på følelser, tanker, opmærksomhed og

koncentration, og der er ofte kaos i hovedet, når de kommer til

undervisning. Så skal man på en måde ’tømme deres hoveder’

og hjælpe med at skabe fokus. Kaos medfører en ukoncentreret

tilstand, og så kan man ikke lære. Opmærksomhed er 100

procent nødvendigt. Det kan man arbejde med på flere måder.

Vi starter dagen med ’sofa-snak, hvor alle fortæller om, hvad der

er vigtigt for dem lige nu - på den måde starter vi undervisningen

med at få tømt hovederne. Vi zoomer ind på hele personen,

så efter at have sat fokus på hovedet i sofasnakken, går vi ind i

træningsrummet og zoomer ind på kroppen. Der er 5 stationer,

hvor nogle enkle øvelser hjælper med at styrke bevægelse,

balance, styrke, og hvor man kan give og få massage.

Nogle gange laver vi også nogle koncentrationsøvelser, hvor

kursisterne skal farvelægge en mandala-tegning. De arbejder

individuelt og med musik i baggrunden - det gør, at de slapper af,

og det giver fokus.

Der er altså vigtige forudsætninger for, at de traumatiserede

overhovedet kan lære og forbedre deres sprog. Men den slags

tager jo tid – og tid er helt centralt med denne gruppe. Jeg

prøvede en dag at springe det over, og så gik det helt i kage.

Hvilke principper har du for tilrettelæggelse af

danskundervisningen?

Den kommunikative tilgang er meget vigtig. Vi arbejder rigtig

meget mundtligt, så kommer mange på banen. De har også mest

brug for det mundtlige, hvis de kommer i praktik eller arbejde.

Derudover er der flere overvejelser:

For det første er der behov for at strukturere undervisningen

meget og sætte overskuelige mål. Når man har kaos i hovedet,

skal der være overskuelighed og struktur rundt om én, og man

har brug for hjælp til at strukturere sine tanker.

31

For det andet arbejder jeg meget med kursisternes forforståelse.

Hvilken viden har de i forvejen om arbejdsmarkedet? Hvordan

kan vi strukturere den viden, de allerede har? Derved tager jeg

også udgangspunkt i, hvad den enkelte vil og spørger om. Hvis

de skal lære noget, skal det komme fra dem selv, og det skal

man som underviser afbalancere med den struktur, der er lagt

for undervisningen. Man skal være fleksibel og være der, hvor

kursisterne er. Hvis man kommer ind og siger: Nu skal I høre

noget om arbejdsmarkedet, så taber man dem lynhurtigt. Alt det

skal spille sammen.

Og så er det rigtig godt at bruge humor. Kursisterne genopdager

og mærker sig selv, når de har det sjovt. Det giver håb. Humor

har været gemt langt væk for mange, og så er det en god måde at

være ligeværdige på.

Hvilken betydning har relationen til læreren?

Det betyder alt. Tillid er alfa og omega. Mange har mistet tilliden

til andre. Og de har ofte prøvet at lære dansk og at komme

videre 27 gange før, men har haft nederlag hele vejen. Nogle har

været i projekter, hvor de har passet sig selv hele tiden, og det

giver alt sammen dårligt humør og en følelse af afmagt. Kan det

nytte noget?, spørger de. De har stor motivation, men mangler

håb og har svært ved at tro på, at det kan lykkes, eller at de kan

magte det.

Hvordan skaber du tillid?

Det vigtigste er nok at møde kursisterne med rummelighed,

empati og troværdighed. Sådan som lovgivningen er skruet

sammen, og som den forvaltes i kommunerne med hyppige skift

i sagsbehandler, bliver det tillidsforhold som den traumatiserede

måske har opbygget med sin sagsbehandler ofte brudt, og det

forværrer den traumatiseredes symptomer. Tillid tager tid, og

hvis man forcerer eller springer den fase over, risikerer man at

blokere for motivationen. Vi arbejder med at lytte til kursisterne,

hjælpe dem og vise, at det er OK at have det dårligt. Vi har

strukturer og ritualer, der giver forudsigelighed, fleksibilitet og

tryghed.«


Tilpasset danskundervisning

- Tid, tillid og struktur

Mange traumatiserede kursister har et stort behov for at tilegne

sig mere dansk, når de skal ud på arbejdsmarkedet. Det er

primært mundtlige kompetencer – lytte, forstå og tale - der er

brug for. Og det er et dansk, der er præcist målrettet jobbet og

hverdagen på arbejdspladsen.

Traumatiserede har ofte dårligere indlæringsforudsætninger

end andre. De har typisk problemer med opmærksomhed,

koncentration og hukommelse, og de kan have svært ved at indgå

i grupper og sociale sammenhænge. Mange har desuden helt

mistet håb og retning. Derfor er det nødvendigt at tilrettelægge

undervisningen efter nogle særlige principper.

Undervisning efter disse principper fungerer bedst:

• Ro, overblik og struktur og god tid

• Undervisning i små grupper - det giver tryghed, stabilitet

og mulighed for at spejle sig i andre, hjælpe andre og få fælles

oplevelser

• Et fleksibelt læringsrum med flere ”stationer” - det giver plads

til både at bruge hoved og krop og til at arbejde både

individuelt og i fællesskab

• Individuelt fokus med vægt på den enkeltes ressourcer – frem

for på mangler

• Motivation og identitet skal gøres til genstand for

undervisning - især når det gælder motivation til job og

arbejde

• Konkret og anvendelsesorienteret undervisning

• En tillidsfuld og kontinuerlig relation til underviseren - det er

afgørende vigtigt for, at det hele lykkes.

• Humor kan bryde isen – og er en mulighed for at mødes på en

ligeværdig måde.

Bedst i små portioner

Ahmed, ansat på et bocenter for mennesker med

sindslidelse:

»Jeg har gået på sprogskole, men de fleste klasser jeg

har gået i, har været beregnet til ’normale’ mennesker,

og det har ikke gavnet mig ret meget. I modsætning til

NOOR’s skole, hvor jeg kan mærke, at jeg begyndte at få

noget ud af det. Det var 3 gange om ugen i 2 timer. Jeg

kunne komme, uden at der blev lagt pres på mig, og jeg

fik undervisning i små portioner. Det motiverede mig.«

32

Motivation og identitet

Traumatiserede kursister, der har mistet håb og retning i livet, har

også ofte svært ved at have tillid til andre, at se egne ressourcer og

at fastholde motivationen for undervisning og arbejde. Der ligger

derfor en særlig opgave for alle fagpersoner i at styrke kursistens

motivation og identitet. Den gruppebaserede danskundervisning

er en oplagt mulighed for at arbejde med disse dimensioner.

Nogle få og enkle principper i arbejdet med motivation og

identitet er:

• Lyt til borgeren – også til det ønske som måske endnu ikke er

formuleret

• Giv information om at arbejde er muligt – og formidl relevant

viden

• Tro på det – og styrk dermed borgerens håb om, at det kan

lade sig gøre

• Find en rollemodel, der har fået arbejde - brug fx et interview

fra TRIB projektet.

Der findes mange måder at arbejde med motivation, afklaring og

ressourcer i danskundervisningen. I bilag 8 findes der tre konkrete

eksempler.

Virksomhedsbesøg

Besøg på virksomheder er en god optakt til praktik eller

ansættelse. Virksomhedsbesøg giver viden, nye oplevelser og

energi til dem, der skal i arbejde. Og det er en meget vigtig indsats

for traumatiserede kursister, som ofte mangler viden om det

danske arbejdsmarked, og som kan være nervøse og angste for,

om de kan leve op til forventningerne og indgå i fællesskabet på en

arbejdsplads.

Virksomhedsbesøg skal forberedes godt, så kursisterne kan føle

sig trygge under besøget. Der skal bl.a. formuleres konkrete

spørgsmål til virksomheden og trænes ordforråd, der matcher det

aktuelle besøg. Da mange traumatiserede har svært ved at huske,

skal ordforråd og vendinger trænes igen og igen og på forskellige

måder.

Virksomhedsbesøg kan forberedes på mange måder. I bilag

9 findes der nogle konkrete øvelser, der kan bruges som

forberedelse.


I praktik eller arbejde

Også praktik eller ansættelse skal forberedes godt og grundigt

i danskundervisningen, så kursisten rent sprogligt kan føle sig

så sikker og kompetent som muligt. Eksempelvis giver det både

selvtillid og nyttig viden til leder og kollegaer på arbejdspladsen,

hvis praktikanten eller den nyansatte kan præsentere sig selv på

en kvalificeret måde. Det drejer sig ikke kun om familieforhold,

hjemland og sprog, men især om at kunne fortælle hvad man

tidligere har lavet, og hvad man er god til. Lær fx kursisten at sige

“Jeg har arbejdet på en virksomhed, der fremstillede...” eller “Som

husmor er jeg rigtig god til at…”. Det virker langt bedre end bare at

kunne sige “Jeg kommer fra Irak, jeg er gift og har 4 børn”.

Træn det på mange måder og igen og igen, så de, der har

hukommelsesproblemer, også kan være med. Udenadslære virker!

I hverdagen på en arbejdsplads er det utrolig vigtigt at kunne indgå

i small talk - fx ved at deltage aktivt i fælles morgenkaffe og i øvrigt

kommunikere med kollegaerne i det daglige. Da traumatiserede

kan have tendens til at isolere sig af angst for at komme i

situationer, hvor de får flash-backs, er det nødvendigt at træne

kursisterne i small talk.

I bilag 10 er der idéer til, hvordan man konkret kan træne

de vidensmæssige, sproglige og sociale kompetencer, der er

forudsætninger for small talk.

Hvis den traumatiserede er bekymret for, om han eller hun kan

mestre stress eller følelser som angst, nervøsitet eller vrede, kan

et psykoedukativt forløb endvidere være en god forberedelse til

praktik eller arbejde. Det psykoedukative forløb skal fokusere på,

hvilke udfordringer, der kan opstå på arbejdspladsen, på kursistens

reaktioner og på hvordan reaktionerne kan håndteres.

I bilag 11 er der forslag til psykoedukative aktiviteter med

arbejdsmarkedsperspektiv.

Når den traumatiserede er kommet i praktik eller arbejde, kan

en mentor eller kontaktperson være en stor støtte i den fortsatte

sprogtilegnelse.

33

Dialog trods forvirring

Ahmed, ansat på et bocenter for mennesker med sindslidelse:

»Jeg har dårlig udtale, men jeg forstår det meste.

Beboerne siger, at jeg bare skal snakke alligevel - også

selvom jeg laver fejl. Det er ikke almindelig konversation

eller dialog vi har, for der er specielle ord om medicin og

sygdom, og hver person fejler noget forskelligt. Det kan

godt skabe en forvirring hos mig, men normalt går det

fint.«

Læs mere

For en generel beskrivelse af dansk som andetsprog for

traumatiserede se Jette Sk adadhauge og Charlotte Bie:

”Undervisning af traumatiserede flygtninge og indvandrere. Dansk

som andetsprog med rehabiliterende perspektiv”. Udgivet af

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, 2005.

Findes på www.nyidanmark.dk/bibliotek/publikationer/

rapporter/2005/undervisning_traumatiserede_flygtninge/pdf/

undervisning_traumatiserede_flygtninge.pdf

For gode ideer til hvordan frivillige fx mentorer og kontatkpersoner

kan understøtte fortsat sprogtilegnelse se Jette Skadhauge

og Karina Kleivan: ”Frivillige og Danskuddannelse”, udgivet af

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, september

2006.

Findes på www.nyidanmark.dk/NR/rdonlyres/8144B94A-FE94-

4151-93FA-221E483AB790/0/FrivilligeLow.pdf

”Dansk på arbejde” - netbaseret materiale, der støtter

sprogtilegnelse i praktik og på arbejde. Findes på

http://www.dansk-paa-arbejde.dk/


34

Hatice er i praktik og har god støtte i sin kontaktperson.


Kapitel 9

Forventninger skal afstemmes

før praktik

Interview med Malin Johansson, underviser, Synergaia Integrering:

Praktik og brobygning

- Kan bane vejen til arbejdsmarkedet

Hvad er din holdning til praktik?

»Praktik er godt, hvis det virker. Der skal være overskud,

ansvarsfølelse og omsorg i virksomheden. Så får borgerne

en oplevelse af, at de kan bruges, og at de kan komme ud

af systemet. Folk vil jo gerne bidrage. Men det kan også gå

den modsatte vej, så der opstår mistillid. Det kan ske pga.

misforståelser og uafklarede forventninger, som nemt kan give

praktikanten en følelse af, at hans eller hendes arbejdskraft

udnyttes.

Lige nu har vi en kvinde i praktik i en idrætshal mhp. afklaring

til fleksjob. Hun har været i praktik eller aktivering 8 gange før.

Hun er blevet skuffet hver gang, fordi hun har troet, det førte til

arbejde. Hun har ikke fået en ordentlig forklaring på, at når det fx

drejer sig om afklaring af arbejdsevne, så er hensigten ikke job. Vi

har nu haft jobkonsulenten – med tolk - ude i undervisningen og

forklare, hvad praktik går ud på. Det er helt nødvendigt.

Hvordan forbereder du praktikken?

Vi starter meget tidligt i den undervisning, der har

arbejdsmarkedsperspektiv. Vi fokuserer på den enkeltes

personlige ressourcer og på at aktivere gruppens helende

kræfter. Vi arbejder med afklaring og drømme og taler om,

hvad borgerne har prøvet før. Her kigger vi bl.a. på, hvad de kan

klare fagligt og fysisk. Alt sammen for at de skal tage ejerskab

for deres eget liv og blive mere motiverede for en fremtid på

arbejdsmarkedet.

Virksomhedsbesøg er en vigtig ting i forberedelsen. Det giver

visioner og perspektiver på, hvad man kan. Borgerne er tit

meget begrænsede, når det gælder om, hvilke muligheder der

er. Det giver energi at komme ud og opleve ting og snakke med

mennesker om, hvad de laver på en arbejdsplads. Det vækker

idéer og øger motivationen. Vores kursister har lavet en lang liste

med ønsker til, hvilke arbejdspladser de vil besøge.

Vi har fx også inviteret chefen og en kontaktperson fra et

tidligere praktiksted på besøg til frokost. Kursisterne var

utrolig engagerede og havde lavet spørgsmål til dem om deres

tanker om at have folk i praktik, hvorfor de gør det, hvordan

35

de klarer det, hvis praktikanten ikke kan så meget dansk osv.

Virksomheden får på den måde en større indsigt i vores hverdag

og målgruppe, og når virksomheder og kursisterne kommer i

direkte dialog, skabes der både vilje og motivation til videre

samarbejde – hos begge parter. Målet er selvfølgelig også at pleje

gode forbindelser til virksomheden og at vise, at vi værdsætter,

det de gør. Og så håber vi naturligvis, at de vil tage en praktikant

en anden gang.

Hvordan arbejder kursisterne med erfaringer fra praktikken?

Praktikanterne har en praktikdagbog, hvor de skal dokumentere,

hvad de laver, hvem de arbejder sammen med, hvilke nye ord de

lærer, og hvordan de har det både fysisk og psykisk.

Sideløbende med praktikken nogle dage eller timer om ugen

deltager praktikanterne i gruppebaseret undervisning her i

Synergaia Integrering. Her er de i kendte rammer og siger ting,

som de måske ikke tør ude på arbejdspladsen. Efter praktikken

fremlægger de i gruppen deres erfaringer og oplevelser, og de

gennemgår et praktikskema. Når de gør det sammen, opdager

de, at det de oplever er normalt – andre oplever måske det

samme. Det fungerer som en slags udvidet psykoedukation, hvor

praktikanterne får vendt deres udfordringer med andre og bliver

bedre til at mestre dem.

Følger du praktikanten under praktikken?

Ja, det er meget vigtigt for denne gruppe. Jobkonsulenten er på

besøg i virksomheden hver tredje måned, men det er ikke nok.

Jeg fungerer som en slags uformel kontaktperson og brobygger,

både i undervisningen og på arbejdspladsen. Jeg er med den

første praktikdag og har inden da ofte afprøvet transportruten

med borgeren. Derefter kommer jeg på besøg mindst hver anden

uge for at følge op på aftaler og hjælpe med at rydde eventuelle

misforståelser af vejen. Det kan fx være om, hvordan man holder

pauser på den specifikke arbejdsplads eller den enkelte borgers

behov for pauser. Det kan også dreje sig om at give en mundtlig

og uformel information til arbejdspladsen om praktikantens PTSD

symptomer.

Derved bliver jeg også en kontaktperson til arbejdspladsen,

som altid har mulighed for at ringe, når der er behov. Nogle

gange yder vi næsten en form for supervision eller traumefaglig

undervisning af borgerens kontaktperson.«


Praktik og brobygning

- Kan bane vejen til arbejdsmarkedet

Praktik kan være en god brobygning til arbejde eller uddannelse,

men det er ikke alle traumatiserede, der har brug for praktik.

Det viser erfaringerne fra TRIB projektet. Nogle kan gå direkte

fra rehabilitering til job med løntilskud og derfra videre i

fastansættelse.

Praktik er godt, når den bruges som:

• Del af en pædagogisk rehabiliteringsproces hvor viden, sprog

og kompetencer afklares og udvikles.

• Afklaring til arbejde eller evt. pension.

Gevinster

Gevinsterne ved praktik er, at det:

• Styrker motivation, livslyst og håb

• Giver et reelt og selvoplevet indblik i forholdene på en

arbejdsplads

• Inspirerer til at se sig selv i beskæftigelse

• Bidrager til uddannelses- eller erhvervsvalg

• Øger viden om arbejdsmarkedet i Danmark – og imødegår

fordomme

• Giver et almindeligt hverdagsliv og tilknytning til samfundet.

Fælder og forudsætninger

Der er imidlertid også en række fælder, når det gælder praktik for

traumatiserede borgere.

Praktik virker demotiverende, hvis borgeren sendes i den ene

praktik efter den anden, og det ikke fører til beskæftigelse eller

afklaring. Praktik er også negativt, hvis der ikke er det rigtige

match mellem praktikantens ønsker og evner på den ene side og

arbejdspladsen og jobfunktionen på den anden side.

Desuden kan manglende fleksibilitet i praktikken hvad angår

antal timer om dagen/ugen medføre, at praktikforløbet helt må

afbrydes, hvis der opstår pludselig stress eller angst, som er typisk

for traumatiserede. Endelig er det en afgørende forudsætning, at

praktikanten inden eller sideløbende med praktikken får orden på

hverdagens udfordringer, styr på medicin og helbred mv. - ellers

går det ikke.

Der findes alt i alt en række forudsætninger, der skal være på

plads, for at praktik kan blive en succes. Til brug for vurderingen

af, om en traumatiseret er klar til praktik eller arbejde, har job- og

36

virksomhedskonsulenter i TRIB projektet opstillet en tjek-liste. Den

findes i bilag 12.

Hvem finder praktikken?

Det er jobcentrene, der skal finde praktikplads. I TRIB forløbet har

både lærere, ledere og den traumatiserede imidlertid også selv

fundet flere praktikpladser, fordi kommunerne ikke har kunnet

levere dem. Det kan lykkes, når man aktiverer personlige netværk

og kontakter lokale virksomheder – helst ved direkte fremmøde i

virksomheden.

Fandt selv praktikplads

Lavdije, ung bosnisk kvinde, som aldrig tidligere har haft

lønarbejde:

»Jeg havde først ventet, at kommunen ville finde en

praktik, men det kunde de ikke, de sagde, det var svært.

Konsulenten har ikke kun mig. Så prøvede jeg selv. Jeg

spurgte først i Matas, men de havde lige fået en praktikant.

Jeg handler rigtig meget i BR, så der gik jeg selv hen for at

spørge. ’Jeg er interesseret i praktik. Hvem skal jeg snakke

med’, sagde jeg. Bagefter var der et møde, og kommunen

sagde, at det lød godt. Min søster har sagt: Du skal ikke gi’

op – hun har presset mig på en god måde.«

Undervejs i praktikken

Der er brug for tæt opfølgning og samarbejde mellem praktikplads,

kommune og den rehabiliterende institution. Der skal flere

møder, besøg og telefonkontakter til end med andre borgere, så

uforudsete situationer og reaktioner kan udredes og forklares.

En traumatiseret person kan ikke nødvendigvis forudse

sine reaktioner, og derfor skal der være fleksibilitet, tid og

rummelighed.

Praktik som del af et gruppeforløb

Delprojektet Synergaia har arbejdet med praktik som del af et

gruppeforløb, og har erfaret, at det kan være en stor fordel at

kombinere det individuelle praktikforløb med gruppeforløb. Dels

fordi praktikanterne så kan støtte og inspirere hinanden, og dels

fordi det giver mulighed for at inddrage forberedelse og afvikling

af praktikken i undervisningen.


En måde at organisere gruppeforløbet på er at lade en gruppe

af traumatiserede borgere på vej mod arbejdsmarkedet

mødes løbende, fx en dag om ugen. Temaet for deres fælles

læringsaktiviteter er arbejdsmarkedet, og sideløbende kan de

deltage de i andre rehabiliterende undervisningsaktiviteter,

danskundervisning og måske i behandling.

Når de er klar, sluses gruppens medlemmer ud i individuel praktik

– eller 2 eller 3 deltagere kan evt. komme i praktik samme sted for

derved at støtte hinanden. Det kan være kortere punktpraktik eller

arbejdspraktik.

• Punktpraktik har til formål at give viden og at praktikanten

afprøver sig selv. Der er fokus på oplevelse, test af egne

ressourcer og kompetencer eller på sprogtilegnelse i en

bestemt arbejdssammenhæng.

• Arbejdspraktik har til formål af få job og har fokus på afklaring

til arbejde.

Virksomhedsbesøg som optakt

Virksomhedsbesøg er en effektiv og inspirerende forberedelse til

de individuelle praktikforløb. Besøgene giver viden om arbejdsmarkedet,

og hvad det indebærer at have job i Danmark. Desuden

kan virksomhedsbesøg give konkrete ideer til, hvor man kan

komme i praktik og hvad der kræves.

Virksomhedsbesøg hjælper

Lavdije, ung bosnisk kvinde, som aldrig tidligere har haft

lønarbejde:

»Vi har besøgt et sted, hvor man kan komme i praktik og

prøve forskelligt arbejde. Det har hjulpet mig, fordi de

siger: ’Hvis du ikke kan lide det, skal du stoppe, men du

skal prøve.’ Virksomhedsbesøg hjælper, fordi man ser

ting. Så er man ikke hele tiden nervøs. Det har hjulpet

mig rigtig meget. Derfor har jeg søgt praktik, jeg skal

selv prøve det. Jeg har lært mange ting om det danske

arbejdsmarked – ting, jeg ikke vidste før.«

37

Læs mere

Regler for virksomhedspraktik findes her: www.cabiweb.dk/

forside/generelt/lovstof/andet/virksomhedspraktik


Man er nødt til at være rummelig her, siger Kirsten, der er souschef på arbejdsplads hvor flere traumatiserede er kommet i arbejde.

38


Kapitel 10

Interview med Kirsten Lohman, souschef på Thorupgården.

Kontakt til virksomheder

- Personlig kontakt kan åbne døre

Interview med Kirsten Lohman, souschef på Thorupgården,

bosted for mennesker med sindslidelse. Virksomheden har haft

6 traumatiserede borgere i job med løntilskud. Flere er blevet

fastansat på ordinære vilkår.

Det kræver vilje, fleksibilitet og

rummelighed

Hvad gør I som arbejdsplads for at støtte traumatiserede i

løntilskud?

»De bliver taget blødt på. Det er jo arbejdet, det handler om, så

vi snakker om, hvad kan du klare og hvor længe. De må sige til og

fra, og det bliver respekteret.

Hvad får institutionen ud af det?

Vi får arbejdskraft. Og vi får succes – noget vi kan være stolte

over lykkes. Vi ved, at de er her, og vi ved, at det er godt og

rigtigt. Som gruppe får rengøringsassistenterne det ud af det, at

det er dem, der løfter opgaven. Det giver selvværd, og de bliver

respekteret og får kredit for det. Endelig oplever beboerne – vi

har også beboere med anden etnisk baggrund - at vi ansætter

andre end danskere. Vi vil gerne ansætte medarbejdere uanset

etnicitet, for vi arbejder også med mangfoldighed.

Hvad er vigtigt, for at det kan lykkes?

Rengøringspersonalet prioriterer selv. Alting går ikke efter tid her,

der er ikke noget med at krydse af. De har et arbejdsområde, der

er deres og inden for det, kan de selv tilrettelægge, hvordan de

vil gøre det. Der er mulighed for at være fleksible. Det betyder, at

der mentalt er plads. Og så skal der være vilje til det!

Nu har vi fx Galawei i løntilskud. Først var hun her et halvt år og

er nu forlænget med et halvt år mere under forudsætning af, at

hun får job - siger jobkonsulenten. Vi kan selvfølgelig ikke love

det, men mon ikke det kan lade sig gøre. Med de andre er det

lykkedes, de har fungeret med deres opgaver, de har været her

og de har gerne villet. Og så har vi også gjort os umage og har

fundet arbejde og timer. Men de skal kunne det, de skal kunne.

39

Så får de til gengæld også nogle kompetencer, så de måske

kan komme videre. Men der kan være en udfordring med det

sproglige. Det ville være godt med mere sprogundervisning.

Hvordan bruger I kontaktpersoner i indslusningen?

Alle rengøringsassistenterne har et møde en gang om måneden

med deres leder, hvor de taler om løst og fast, ferieafvikling

og den slags. Der har vi præsenteret forespørgselen fra

jobkonsulenten, om vi kunne tage nogle ind. Lederen tilkendegav,

at det kunne vi da godt. Gruppen finder så selv ud af, hvem der

melder sig som kontaktperson. Nogle vil gerne og melder sig

frivilligt.

Hvad får de at vide om borgerne?

Kontaktpersonerne får at vide, hvornår de kommer, hvor

længe de skal være her, hvad aftalen er og at de har haft

traumatiserende oplevelser. Og så må vi ellers prøve os frem.

Der skal være nogen her på arbejdspladsen, der kan rumme, at

de nye ikke kan sproget, og at de kan være trætte, selvom de ser

friske ud.

Hvordan kan I være så rummelige?

De traumatiserede i løntilskud er jo oveni. Det er den formelle

del. Og så har det noget at gøre med kulturen. Man er nødt til at

være rummelig her. Der er ikke meget, der kan foregå efter en

snor på et bosted som det her. Men så er det jo også sådan, at de

fastansatte ikke bare kan gå hjem - de skal lave det de skal lave!

Hvad betyder det, at de traumatiserede er i gruppe, eller at de

kender hinanden?

Det kommer an på det personlige, men jeg tror, det er vigtigt.

Hvis de kan tale samme sprog, kan de tale sammen og forklare

ting for hinanden. De støtter hinanden i det daglige. Jeg er ikke

sikker på, at deres baggrund betyder så meget – deres historier

bliver ikke brugt. Der er fokus på arbejdet her.«


Kontakt til virksomheder

- Personlig kontakt kan åbne døre

Trods finanskrise og ledighed over hele landet har det vist sig

muligt at finde virksomheder, der vil tage traumatiserede borgere

i praktik og beskæftigelse. Der findes arbejdspladser - store som

små, offentlige og private - der har behov for ny arbejdskraft, og

som er motiverede for at tage traumatiserede ind og derved tage

et socialt ansvar.

Men det kræver en indsats at finde de motiverede og egnede

virksomheder. Det kan tage tid, og det kan være sværere nogle

steder i landet end i andre.

I de kommuner, hvor der er såkaldte partnerskabsaftaler mellem

jobcenter og virksomheder, er der allerede skabt grundlag for at

samarbejde om virksomhedspraktik. Partnerskabsaftaler mindsker

jobkonsulentens tidsforbrug og gør det derved lettere at sluse

traumatiserede borgere videre mod beskæftigelse.

Vi får også noget ud af det

Medarbejder i børnehaven, der har en traumatiseret

borger i praktik, siger:

»Vi gjorde ikke kun Dara en tjeneste ved at sige ja til

praktikken. Vi havde også en forestilling om, at vores børn

kunne få noget ud af dagligdagen med Dara. Der bor ikke

så mange etniske minoriteter her i området, og han ser jo

lidt anderledes ud og har en anden historie end de fleste.

Han er med til at gøre verden større for vores børn. Og

de spørger ham jo direkte selv: Hvorfor ser du sådan ud,

hvorfor har du sort hår, hvorfor har du ring på… De er

nysgerrige og vil gerne vide mere.«

Hvem tager aktion – og hvordan?

Det er ikke entydigt, hvem der skal tage kontakt til mulige

arbejdspladser. Der er typisk tre muligheder:

• Job- eller virksomhedskonsulenten

Ofte har de svært ved at finde tid, men i TRIB projektet

har det været dem, der har taget langt de fleste kontakter til

arbejdspladser.

• Sprogcentret/læreren

De kender borgeren godt, men har ikke opgaven som en del

af deres grundydelse. I TRIB har sprogcentret/læreren skaffet

flest kontakter til virksomhedsbesøg.

40

• Borgeren selv

På trods af mangel på både netværk og mod har borgere i

nogle tilfælde alligevel selv fundet en praktikplads.

Et spørgsmål om tid og ressourcer

Per Walter, jobkonsulent i Ikast – Brande Kommune:

»Jeg har 53 borgere og 160 arbejdstimer om måneden.

Det er under 3 timer til hver, som skal bruges til samtaler,

besøg på praktikpladserne, transport og til skrivearbejde.

Det betyder, at jeg højst kan brug en ½ time på den

enkelte ude på en virksomhed. Det er ikke nok, og det

flytter ikke borgerne. Det er et spørgsmål om ressourcer.

Skal jeg hjælpe en ung dreng med at komme i gang og

skaffe indvandrerens børn i uddannelse? Eller bruge

kræfter på en af de ældre indvandrerkvinder, som har

det meget dårligt? Når det gælder de ledige, tager vi fra

den gode ende først. Jeg har forsøgt med løntilskudsjob,

men det er ikke prioriteret i kommunen, og vi er for lidt

mandskab til at kunne få det i gang.«

Det kan altså være svært, så hvad skal der til? Mundtlig og

personlig kontakt til virksomhederne er alfa og omega. Det sætter

ansigt og/eller stemme på den, der henvender sig og vidner om

engagement og handlekraft.

Brug

• Personlige og faglige netværk. Ofte giver de personlige

netværk mest, fx min tandlæge, min svoger eller mit barns

børnehave kan da vist bruges til…

• Virksomheder “rundt om hjørnet” i nærmiljøet eller

virksomhedsnetværk, hvis de findes.

• Evne og mod til at handle - prøv noget og forfølg en god ide.

• Direkte mundtlig kontakt – face-to -face eller næstbedst i

telefonen.

• Tid til at gøre det – ellers kan det være lige meget.

For nogle traumatiserede kan det være et nyttigt trin på vejen

mod arbejdsmarkedet at starte i praktik eller arbejde hos familie

og venner, der har virksomheder. Det føles mere sikkert, og

borgeren kan få hjælp og støtte til mange flere ting end det direkte

arbejdsrelaterede. Det har mange traumatiserede brug for.


Jeg vil gerne hjælpe

Pizzeriaindehaveren, der har en praktikant, siger:

»Jeg vil gerne hjælpe med, at han kommer i arbejde, og

han skulle have hjælp for at komme i gang. Han har været

i arbejde én gang før, men har haft problemer. Han kunne

starte hos mig. Jeg har en uddannelsesbaggrund, og jeg

vil gerne hjælpe, jeg er selv flygtning. Jeg hjælper ham

med flere forskellige ting.«

Hvilke virksomheder egner sig?

Når man som jobkonsulent eller anden fagperson er på udkig efter

virksomheder til praktik eller fast beskæftigelse, er der en række

faktorer, det er vigtigt være opmærksom på:

• Vil de?

Virksomheden skal tage et socialt ansvar og ønske at give en

chance til nogen, der har brug for det.

• Er de gode til mennesker?

Find evt. en virksomhed, der i forvejen er vant til at være

rummelig og tilpasse sig brugere eller kunder - fx et plejehjem

eller en børnehave.

• Har de en opgave, der skal løses?

Virksomheden skal opleve et behov for ekstra hænder, hvis

praktik skal føre til ansættelse.

• Kan de være fleksible?

Virksomheden skal have evne og vilje til at tilrettelægge

arbejde og arbejdstider efter individuelle behov i en periode.

• Er alle med på det?

Forskellige medarbejdergrupper skal være informeret og

måske have indflydelse på, hvordan den traumatiserede

indsluses.

• Er der nogen, som kan støtte i det daglige?

Virksomheden skal udpege en kontaktperson eller mentor,

som har lyst og evne til at introducere, vejlede og støtte den

traumatiserede.

41

Information om PTSD

Virksomheder, der har sagt ja til en traumatiseret borger i praktik

eller job, skal klædes på til at tage imod den nye kollega og til

at tage de fornødne hensyn. Det kan imidlertid være en svær

balancegang at oplyse virksomheden om konkrete skader og

reaktioner, for nogle traumatiserede ønsker ikke, at der fortælles

om deres oplevelser og vanskeligheder. Det må derfor i hvert

enkelt tilfælde vurderes, hvad det er nødvendigt at formidle til

virksomheden. Hovedsagen er, at den traumatiserede inddrages i

vurderingen, så tillidsforholdet bevares. Samtidig er det vigtigt at

oplyse om forhold, der kan få betydning i arbejdsfunktionen, så

der ikke opstår misforståelser.

Informationen skal gives mundtligt.

Jobkonsulenten eller en anden fagperson kan holde et kort,

generelt oplæg for de nærmeste kollegaer om traumatisering

og rehabilitering ved praktikkens eller ansættelsens start - eller

eventuelt senere for alle på virksomheden.

Leder og kollegaer på arbejdspladsen skal vide:

• At traumatiserede er udsatte borgere, som kan have flere

forskellige udfordringer fysisk såvel som psykisk.

• At de kan se fysisk friske ud, men have det psykisk meget

dårligt.

• At ikke alle er gode til at sige til og fra i forhold til, hvad de kan

klare.

• At der kan være specifikke skader, der kan have betydning for

jobfunktionen.

• Eventuelt noget om den familiemæssige og sociale situation.


Kapitel 11

Interview med Habiba, kvinde, 43 år.

Mentor

- En vejviser i nye situationer

• Er via NOOR i ordinær beskæftigelse på et bocenter for

mennesker med sindslidelse – efter at have været i job med

løntilskud samme sted. Gør rent og hjælper med ved frokost.

• Taler kurdisk, ringe danskkundskaber.

• Har arbejdet i landbrug i hjemlandet. Ingen arbejdserfaring i

DK.

• Kommer fra Irak. Hendes mand og andre pårørende blev

henrettet i Kurdistan, hvorfra hun siden var på flugt i

flere år. Kom til Danmark i 2003 sammen med en

slægtning. Fik sit første barn som 15-årig og har nu 8 børn.

Min kontaktperson er min vigtigste

hjælp

Hvordan forløber din arbejdsdag?

»Jeg møder hver dag kl. 9, hvor jeg gør rent i kantinen. Kl. 11.30

starter frokosten, og så gør jeg rent igen bagefter. Jeg er færdig

kl. 15.00, og så går jeg hjem. Hver dag arbejder jeg fra 9 til 15,

det er godt.

Har du kontakt til dine kollegaer?

Nogle gange arbejder jeg alene, andre gange sammen med

Kirsten. Kirsten er min kontaktperson. Jeg taler med Kirsten og

Galawej (kollega) i mine pauser. Kirsten har forklaret det hele fra

starten, og hun har besvaret mine spørgsmål. Kirsten er vigtig,

fordi jeg ikke har arbejdet i Danmark før.

Hvorfor vil du gerne arbejde?

Jeg fik ingen penge, så jeg var nødt til at arbejde. Jeg arbejder på

grund af økonomi. Det er også vigtigt at lære mere sprog. Jeg har

lært mere sprog ved at snakke med Kirsten og de andre end til

den almindelige danskundervisning.

42

Hvad siger din familie?

De synes, det er godt, men nogen gange er det for meget – og

jeg bliver træt, sover dårligt og får hovedpine. Jeg havde det

dårligt, da jeg kom til Danmark. Jeg har det lidt bedre nu. Det

har været godt de sidste 3 måneder, hvor jeg har arbejdet. Alle

børnene går i skole, så det er ok for dem, at jeg arbejder. Men de

bliver kede af det, når de ser, at jeg er træt og har det dårligt.

Hvilken hjælp fik du hos NOOR?

Jeg havde samtaler med en psykolog og en psykiater ca. 5 gange,

og så gik jeg til danskundervisning. Ja, og så gik jeg til samtaler

med Miroslav (jobkonsulent) vedrørende arbejde. Jobcentret

prøvede at presse mig til at komme i praktik, men det får jeg ikke

noget for, så jeg nægtede. Jeg ville arbejde.

Hvad har hjulpet dig mest?

Miroslav har hjulpet mig meget. Han har søgt efter arbejde til

mig, der passer til min situation. Og han følger os. Han kommer

og hjælper, hvis vi har problemer. Der er ikke en fast kontakt,

men jeg kan altid kontakte ham. Han har været her for at se,

hvordan det går med mig. Kirsten har også hjulpet mig meget.

Hun er min vigtigste hjælp. Vi taler også om private ting.

Har du lært noget om Danmark ved at være her?

Jeg har ikke mødt noget mærkeligt, men jeg er overrasket over

den service, man får. Man får støtte her. Hvor jeg kommer fra, får

man ikke sådan en service.

Hvordan ser fremtiden ud for dig?

Jeg tænker ikke på fremtiden – jeg tænker ikke engang på i

morgen.

Tror du, at du fortsætter med at arbejde?

Ja!


En pædagogisk og taktisk kontaktperson

Ahmed, i ordinært arbejde på bocenter for mennesker med sindslidelser:

»Når man starter et nyt sted, så er det meget normalt, at man er lidt nervøs og usikker. Jeg sagde til Mona: Fortæl mig, hvad

du forventer, at jeg gør, og så finder jeg ud af det på min måde. De første 2 uger gik jeg hjem kl. 12, selvom jeg egentlig skulle

være der til kl.15. Det var en taktik fra hendes side, at hun ikke pålagde mig en masse opgaver på en gang. Det gav mig større

mulighed for at lære tingene ordentligt. Hun gav mig en chance for komme ind i arbejdet. Mona har også haft god pædagogik,

når hun gav mig nye opgaver. Hun har afværget nogle problemer ved at overtage ansvaret for en situation. For eksempel var

der en person, der havde skidt i bukserne. Her gik Mona selv ind og bad mig blive udenfor, for hun sagde, at jeg måske ikke ville

kunne klare det.«

Jobkonsulenten Miroslav fra NOOR holder gruppevejledning med mandegruppen.

43


Mentor

- En vejviser i nye situationer

Alle deltagere i TRIB projektet, som er kommet i arbejde eller

tættere på arbejdsmarkedet, har haft en kontaktperson eller

mentor. Formaliserede mentorordninger er dog kun brugt i

begrænset omfang. De uformelle aftaler synes at være lettere at

håndtere, bl.a. fordi de ikke kræver nogen form for papirarbejde

og er mindre tidskrævende. Manglende viden om de formelle

ordninger kan også være en årsag til at de har været brugt i ringe

grad.

Traumatiserede har behov for en mentor, der:

• Forklarer om arbejdspladsen og vejleder konkret i forhold til

jobfunktionen

• Er bindeled mellem den traumatiserede og ledelse og

kollegaer

• Er sprogstøtte, som kan korrigere og hjælpe med tilegnelse af

dansk

• Viser vejen – forklarer og støtter i forhold til arbejdsmarked

eller uddannelse generelt

• Tager den traumatiserede i hånden som samtalepartner og

motivator, der giver livsstøtte og opmuntring.

Hvad kan mentorordningen bruges til?

Jobcentret kan yde støtte til en mentor hvis det er del

af en beskæftigelsesrettet indsats. Ifølge lov om Aktiv

Beskæftigelsesindsats § 78-81 gælder det, når en person skal

ansættes eller fastholdes i job, herunder fleksjob, eller en

person skal fastholdes i tilbud, uddannelse eller et kontaktforløb

i jobcentret. Mentorstøtten skal rumme mere end det, en

virksomhed eller en uddannelsesinstitution normalt gør for en

ny medarbejder eller studerende. Mentorordningen kan også

omfatte indsatser udenfor arbejdspladsen eller uddannelsesstedet.

Det kan fx dreje sig om at:

• Møde personen i hjemmet/institutionen/på arbejdet

• Være bisidder ved møder

• Hjælpe med praktiske gøremål

• Deltage i sociale aktiviteter m.m.

Arbejdsgiveren eller uddannelsesinstitutionen får dækket

lønomkostningerne for den medarbejder, der skal være mentor, og

der kan også gives tilskud til uddannelse af en mentor.

44

Hvem kan være mentor?

Det er ikke afgørende, om mentoren i udgangspunktet er

kendt eller ukendt for den traumatiserede. Det afgørende for

mentorordningens succes er den gode, personlige og tillidsfulde

kontakt.

I TRIB projektet har der været flere forskellige måder at organisere

mentorstøtte på. Her er et par eksempler:

• En lærer som kendt, formel mentor

En dansklærer i det rehabiliterende tilbud fik opgaven som

kendt mentor, og der blev aftalt mentortimer til lektiehjælp

og personlig støtte for borgere, som skulle starte på VUC eller

teknisk skole. I starten var det 4 timer om ugen, siden blev det

nedtrappet til 2 timer om ugen.

Den fortsatte kontakt til en kendt medarbejder i en tryg

relation var med til at øge den enkelte borgers chance

for succes på uddannelsen, fordi mentoren blev en

overgangsfigur, der bl.a. kunne hjælpe med at bære de

traumatiseredes historie videre til det nye studiemiljø.

• En kollega som ukendt, uformel kontaktperson

En kollega, som havde lyst til opgaven, meldte sig som

kontaktperson for en nyansat traumatiseret medarbejder

i job med løntilskud. Kontaktpersonen fik ingen særlig

oplæring i PTSD, men blev informeret om, at den nye kollega

havde haft traumatiserende oplevelser. Der var tilstrækkelig

fleksibilitet vedr. arbejdstid og arbejdets tilrettelæggelse

til, at kontaktpersonen kunne bruge tid på vejledning og

samtaler. Og der var også plads til snak om hverdags- og

familieliv. Konktaktpersonen kunne via en hot-line kontakte

jobkonsulenten efter behov.

Oplæring af ukendte mentorer

I et forløb i TRIB, hvor flere borgere var kommet i

opkvalificeringsforløb mhp. rengøringsarbejde på et stort hospital,

afholdt jobkonsulenten et informationsmøde for de formelle

mentorer med information om PTSD, symptomer, faresignaler m.v.

Mentorerne har efterfølgende fået en hot-line til jobkonsulenten,

som også ledelsen på arbejdspladsen kan benytte.


Balance mellem skrøbelighed og

normalitet

På bocentret, hvor flere traumatiserede er ansat i ordinære

jobs, har man fundet en balance mellem på den ene side at

være informeret om de traumatiseredes baggrund og mulige

skrøbelighed og på den anden side det helt normale i at gå på

arbejde og blive oplært i en ny jobfunktion. Når en sådan god

balance findes, undgår man stigmatisering. De nærmeste kollegaer

ved, at de nye medarbejdere har oplevet noget svært, men

derudover er der ikke særlig fokus på traumer.

Læs mere

Om formelle mentorordninger, se: www.cabiweb.dk/forside/

generelt/lovstof/rekruttering/mentorordning

45


Galawej får rådgivning og vejledning af sin mentor på arbejdspladsen.

46


Kapitel 12

• Er via NOOR i ordinært job på et bocenter for mennesker

med sindslidelse – efter at have været i job med løntilskud

samme sted. Arbejder i kantinen, gør rent, hjælper

personalet og snakker med beboerne.

• Har deltaget i danskundervisning på DU2 . Ingen tidligere

erhvervserfaring.

• Kommer fra Irak. Har set sin far og mor samt to onkler bliver

henrettet. Har været 16 år i Danmark. Eneforsørger til 4 børn

i alderen 10-18 år.

Kommunen havde opgivet mig

Hvilke opgaver har du på plejehjemmet?

»Jeg møder kl. 9 og er på 3. sal. Der er to kantiner og nogle

værelser, der skal gøres rent efter en ugentlig plan. Vi har delt

opgaverne. Jeg går ikke ind på værelserne, men arbejder mest

i køkkenet, på gangene og i kantinen. Jo flere opgaver jeg får, jo

bedre har jeg det.

Hvorfor vil du gerne arbejde?

Som bistandsmodtager var det meget svært, fordi folk tænker

dårligt om mig. Jeg får 2.500 kr. mindre, end jeg fik før, men

alligevel fortsætter jeg her. Jeg har det bedre her – det giver

selvtillid. Jeg var flov over at være bistandsmodtager, så jeg vil

hellere klare mig for 5.000 kr. Jeg har det meget bedre. Og det

er også bedre for mine børn. De kan lide, at jeg arbejder. Det

er meget bedre, når de bliver spurgt i skolen: ”Hvad laver dine

forældre”. Jeg har det godt med at komme ud hjemmefra. Hvis

man ikke arbejder, ligner man bare en genstand, der ikke kan

noget.

Rydder misforståelser af vejen

Jobkonsulent Miroslav Rajic, fortæller:

Interview med Galawej, 43 år.

Efterværn

- En livline, der giver tryghed

47

Er det første gang, du arbejder i Danmark?

Ja, jeg har haft to biluheld. Kommunen havde opgivet mig, men

jeg har selv prøvet at få arbejde. Det var slemt for mig i starten

her på arbejdet - jeg havde selv hjemmehjælp derhjemme, men

jeg fortsatte på arbejdet. Jeg var syg i januar – kunne ikke gå, nu

er det bedre. Jeg får mere energi af at gå på arbejde.

Hvordan hjælper arbejdspladsen dig?

De tager hensyn. Jeg får ingen tunge opgaver. Jeg har også

kontakt til Kirsten (kontaktperson). Alle kan lide hende. Hun

hjælper meget.

Hvordan har de 2 år på NOOR hjulpet?

Miroslav (jobkonsulent) er meget flink. Jeg har snakket med

Helle (dansklærer) om arbejde, og hun har snakket med Miro.

Jeg har også snakket med psykologen – også om arbejde, og han

synes også, det er en god ide.

Hvad laver du om 3 år?

Det er Guds vilje, at jeg bliver fastansat her og får lidt højere

løn – inshalla! Måske kan de også anbefale et andet sted. Jeg vil

gerne arbejde flere timer – lave alt muligt. Jeg er ikke syg. Jeg

har haft det dårligt, men det er blevet bedre.

Har du lært noget om Danmark ved at arbejde her?

Ja, vi har lært meget om, hvordan man arbejder, og at man skal

være flinke ved hinanden. Jeg er venlig overfor beboerne, fordi

jeg tænker, at jeg selv kan ende i samme situation.«

»Galawej blev tilbudt en fast stilling på sin arbejdsplads, men blev så bekymret for ikke at kunne klare de nye forventninger, at

hun ringede til mig og sagde, at nu ville hun holde helt op. Hun var bange og meget deprimeret. Jeg indkaldte hende i løbet af

en halv time til et møde på mit kontor – med en tolk – for at finde ud af, hvad det handlede om. Næste dag tog vi et møde med

ledelsen på arbejdspladsen og talte om forventninger og vilkår. Vi fandt ud af, hvad det var for nogle misforståelser, der var. Og

så sagde Galawej ja tak til jobbet! Efterfølgende har jeg haft to samtaler for at høre, hvordan det går. Nu er hun i gang med et

danskkursus på arbejdspladsen sammen med de andre. Det er vigtigt, at man akut kan gøre noget, og at der er mulighed for

tolk.«


Efterværn

- En livline, der giver tryghed

Hvordan forhindrer man, at små misforståelser

stopper en positiv udvikling?

Hvordan sikrer man, at der bliver samlet op og forklaret,

inden det er for sent?

Hvordan skaber man mulighed for at lave nye aftaler,

når der er brug for det?

Efterværn er en form for brobygning, der gør overgangen fra

noget kendt (en behandlingsinstitution fx) til noget ukendt (en

arbejdsplads fx) lettere og tryggere for den, der skal ud i noget

nyt. Det er også en indsats som en virksomhed, der modtager

en traumatiseret medarbejder, kan drage fordel af, hvis der

opstår et problem, som det er svært at udrede. I TRIB har

efterværn været en lille, men meget vigtig indsats med en stor

positiv betydning for den traumatiserede borger, der er på vej ud

i arbejde.

Hvad er efterværn?

Alle borgere, der er kommet i ordinært arbejde i TRIB projektet,

har haft brug for efterværn. Omfanget har været 4-5 samtaler

indenfor det første halve år. Efterværn har haft forskellige

former:

1. Borgeren henvender sig pr. telefon eller personligt til

jobkonsulenten eller en anden kendt person, der varetager

efterværnsopgaven, med forskellige spørgsmål efter

udslusning

2. Jobkonsulenten indkalder til og afholder akutte møder

3. Jobkonsulenten besøger uformelt arbejdspladsen for at

høre både borgeren og arbejdsgiveren om, hvordan det går

4. Borgeren får ekstra støtte i form af samtale hos psykolog,

møde med fysioterapeut eller med sagsbehandler som et

engangstilbud

5. Borgeren deltager i visse aktiviteter fx sociale

sammenkomster i den institution, han eller hun er udsluset

fra.

48

Hvorfor efterværn?

Traumatiserede har behov for efterværn af flere grunde.

Hvis den traumatiserede eksempelvis kan genkende sig selv

i følgende udsagn er det en god indikator på, at efterværn

kan være en afgørende faktor i at fastholde borgeren på

arbejdsmarkedet:

• Jeg er usikker og genert

• Jeg bliver let stresset

• Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, når jeg bliver bange og får

angstanfald

• Jeg har udfordringer med at få min hverdag til at hænge

sammen rent praktisk

• Jeg er bekymret for ikke at være god nok

• Jeg tør ikke rigtig spørge, om det jeg ikke forstår

• Jeg har svært ved at sige fra

• Jeg føler mig ikke stærk nok til at fremsætte ønsker

• Jeg har svært ved at tale med en leder

• Jeg ved ikke, hvad feriepenge er

På en arbejdsplads kan der opstå talrige af den slags

udfordringer, og selv velforberedte og velinformerede kollegaer

kan ikke altid hjælpe. Derfor er adgang til samtaler og vejledning

hos en kendt person i form af efterværn vigtigt.

Ukendte oplevelser kan skræmme

Ahmed, i job med løntilskud på bocenter for mennesker

med sindslidelse:

»Der har været ét problem. Mona (kontaktperson) gav

mig instruks om at gøre et værelse på 3. sal rent. Da

jeg var på vej ud af værelset, kom beboeren ind. Jeg

kunne se, at han blev vred på mig, og han sagde, at hans

værelse ikke skulle gøres rent, og at jeg skulle gå min

vej. Det var et sygt menneske, der tager medicin, men

jeg blev skræmt. Jeg fortalte det til Mona, som sagde, at

det skulle jeg ikke tage mig af. Min chef har sagt, at jeg

altid gerne må komme over til ham, hvis der opstår nogle

problemer. Men han var der ikke den dag, så jeg talte i

stedet med psykologen på NOOR. Jeg har senere fundet

ud af, at beboeren ikke er aggressiv, men at psykisk syge

mennesker tit er trætte og ikke kan klare det.«


Hurtigt og nemt

Det er afgørende, at efterværnet er meget nemt tilgængeligt

for borgeren, så der hurtigt og uden ventetid kan afholdes en

samtale, hvis der akut opstår en vanskelig situation. Et smidigt

og fleksibelt efterværn kan bidrage til at undgå retraumatisering

og frafald.

Ved udslusning til arbejde skal der laves klare aftaler om, hvem

der yder efterværn, og hvad det består i.

Læs mere

Pernille Jensen (red.): ”Recovery på dansk. At overvinde

psykosociale handicap”, Systime 2004.

Marit Borg og Alain Topor: ”Virksomme relasjoner. Om

bedringsprocesser ved alvorlige psykiske lidelse”, Oslo 2003.

49


Delprojekter i TRIB

Disse institutioner har gennemført delprojekter under TRIB:

Etnisk Rådgivningscenter NOOR i Center for Beskæftigelse,

Sprog og Integration

Hejrevej 10

2400 København NV

Tlf: 3317 6806

Kontaktperson: Miroslav Rajic

www.noor.dk

Sprogcenter Vejle

Klostergade 4

7100 Vejle

Tlf. 7681 3804

Kontaktperson: Britta Toft

www.sprogcentervejle.dk

Synergaia Rehabilitering

Silkeborgvej 65

7400 Herning

Tlf. 9627 8012

Kontaktperson: Birgitte Jensen

www.synergaia-rehabilitering.dk

Traumecenter Sønderborg

Ørstedsgade 53

6400 Sønderborg

Tlf. 3023 8280

Kontaktperson: Birthe Søllingvrå

www.traumecentret.dk

Gørtlervejens Skole

Gørtlervej 4

5750 Ringe

Tlf. 6261 4110

Kontaktperson: Susanne Jensen

www.aofsydfyn.dk/sprogintegration/ringeprojektet/

50


Bilag

Bilag 1:

PTSD – diagnose og symptomer

Nedenstående skal være opfyldt for at få stillet diagnosen PTSD

A: En traumatisk begivenhed er kendetegnet ved de to

nedenstående forhold:

• Personen oplevede, var vidne til eller blev konfronteret med

en begivenhed eller begivenheder, som indebar død eller

trusler om død eller alvorlig kvæstelse eller trusler mod

egen eller andres fysiske integritet

• Personens reaktion involverede intens frygt, hjælpeløshed

eller rædsel.

B: Den traumatiske begivenhed bliver til stadighed

genoplevet på mindst én af følgende måder:

• Gentagne, invaderende og belastende erindringer om det

skete

• Gentagne, belastende drømme

• Pludselig oplevelse af eller ageren som om den traumatiske

begivenhed gentog sig i nuet (illusioner, hallucinationer,

dissociative episoder ”flashbacks”)

• Intenst psykisk stress ved oplevelse af begivenheder,

der kan symbolisere eller ligner aspekter af den traumatiske

begivenhed

• Fysiologisk reaktion ved ditto.

C: Vedvarende forsøg på at undgå stimuli, der er forbundet

med traumet (mindst tre af følgende):

• Forsøg på at undgå følelser eller tanker forbundet med

traumet

• Forsøg på at undgå aktiviteter og situationer, der kan give

erindring om traumet

• Manglende evne til at genkalde sig vigtige aspekter af

traumet

• Tydelig nedsat interesse for vigtige aktiviteter

• Oplevelse af følelsesmæssig afsondrethed eller

fremmedgørelse overfor andre

• Begrænsning i det følelsesmæssige spektrum, fx manglende

evne til at føle kærlighed

• Oplevelse af begrænsede fremtidsmuligheder

51

D: Vedvarende symptomer på øget stress, som ikke var til

stede før traumet (mindst to af følgende):

• Vanskeligheder ved at falde i søvn eller sove igennem

• Irritabilitet og vredesudbrud

• Koncentrationsvanskeligheder

• Overvagtsomhed

• Overreaktion på forskrækkelse

• Fysiologisk reaktion ved oplevelse af begivenhed, der

symboliserer eller ligner aspekter af den traumatiske

begivenhed

E: Forstyrrelsen skal have varet mindst én måned.

F: Forstyrrelsen forårsager en klinisk set betydelig belastning

eller forringelse på det sociale, arbejdsmæssige eller andre

vigtige funktionsområder.

Kilder:

Ulrik Jørgensen og Stephen Mathiasen (red.): ” At overleve vold.

Om psykisk traumatisering, mestring og behandling”,

Forlaget Klim, 1998.

Peter Elsass (red.): ”Håndbog i kulturpsykologi – et fag på tværs”,

Gyldendal, 2003.

Bilag 2: Rehabiliteringens faser

I rehabilitering af traumatiserede og torturoverlevere er der tre

helt centrale faser:

• At finde et sikkert sted

• At sørge og mindes

• At knytte bånd til en ny normal hverdag

Det er staten, der ved sikring af opholdstilladelse kan give

flygtningen den nødvendige oplevelse af at, ”her er jeg

i sikkerhed”. Det er kommunerne, der helt konkret ved

boligplacering og støtte til at skaffe et nyt hjem, hjælper

flygtningen til at få ”et sikkert sted”, og det er også i den daglige

kontakt med borgeren, at kommunen kan blive god til at støtte

oplevelsen af det sikre sted bl.a. ved at have faste medarbejdere

i kontakten med de traumatiserede.


Det kan være behandlere eller andre, der støtter borgeren

i at sørge og mindes, så fortiden kan blive følelsesmæssigt

bearbejdet og så og sige blive lagt på plads, så der er energi til at

komme videre.

Når det gælder om at knytte bånd til en normal hverdag igen

er en fungerende familie, arbejde eller uddannelse, venner og

netværk - og en identitet som normal og ikke syg - det vigtigste.

Kilde:

Judith Herman: ”I voldens kølvand”, Hans Reitzels Forlag, 1995.

Hvem? En psykisk belastet kvinde har meget

dårlige tænder og voldsomme smerter

af den grund. Hendes mand, der er i arbejde,

har samme problemer.

Hvad? Familien, der er selvforsørgende,

har valgt at bruge deres ressourcer på at

få ordnet mandens tænder først. Kvinden

skaffer med støtte fra sit rehabiliterende

tilbud et overslag fra tandlægen på, hvad

det vil koste (15.000 kr.) at få lavet sine

tænder. Der afleveres en ansøgning med

bilag til sagsbehandleren.

Problemet? Efter lang tid kommer der besked

om, at der mangler yderligere bilag,

som fremskaffes. Der går igen lang tid uden

svar fra kommunen. Kvinden er i mellemtiden

konstant på stærk smertestillende

medicin, hvilket påvirker hendes indlæringsevne.

Efter et par måneder viser det sig,

at sagen ikke er gået videre i systemet, og

nu er overslaget fra tandlægen og bilagene

forældede. Med støtte fra lærere og socialrådgiver

fremskaffes et nyt overslag og anden

opdateret dokumentation.

Resultat? Sagen når frem til ydelseskontoret,

og efter et år bevilges der 8.000 kr. til

tandbehandling.

Hvem og hvad? En traumatiseret borger fik

sin integrationsydelse udbetalt for sent og

kunne derfor ikke betale husleje til tiden.

Problemet? Der løb gebyr på samtidig

med, at borgeren ikke havde penge til mad.

Ved en forespørgsel på ydelseskontoret om

at få udtalt et beløb, blev borgeren spurgt,

om hun ikke havde nogen venner, hun

kunne spise hos. En medarbejder i kvindens

sprogcenter bad på hendes vegne om at få

gebyret udtalt som en enkeltydelse, fordi

den forsinkede husleje var uforskyldt.

Resultat? Det blev afvist.

Hvem? Et burmesisk ægtepar på starthjælp,

hvor manden er svært traumatiseret efter

tortur, får en ekstra indtægt i 3 måneder,

idet konen får sæsonarbejde (ordinær beskæftigelse)

i et gartneri.

Hvad? Den ekstra indtægt bruges til indkøb

af flyverdragter til børn + fodboldstøvler,

som familien ved, at der ikke vil være råd til

ved sæsonarbejdets ophør.

Resultat? Manden trækkes i sin starthjælp

efter ansættelsens ophør, og familien har

midt i måneden ingen penge. Ved sprogskolens

hjælp bevilges “overlevelseshjælp”,

som familien skal tilbagebetale med den

begrundelse, at de har udøvet uansvarlige

økonomiske handlinger. Familien har ikke

pengene, og tilbagebetaling udskydes, til

de igen får en arbejdsindkomst.

52

Bilag 3: Systembarrierer

Frem til midtvejsopsamlingen i juni 2009 blev der i TRIB

projektet registreret mere end 50 konkrete eksempler på

såkaldte systembarrierer i de 5 delprojekter. Her resumeres

nogle af de eksempler på systembarrierer, der gør casemanagement

nødvendigt. Sager som disse er ikke enestående,

og der rapporteres især om mange frustrationer og megen

tidsspilde pga. bortkomne sager og ansøgninger samt i

nogle tilfælde om langsom og bureaukratisk kommunal

sagsbehandling.

Langsom sagsbehandling Problemer med udbetaling Koordination omkring sundhed

Hvem? En traumatiseret kvinde med

både psykiske og fysiske skader og et stort

medicinforbrug, viser sig ved visitationen

til det rehabiliterende tilbud at have markante

synsproblemer.

Hvad? Kvinden vurderes at have et sprogligt

potentiale, der kan bygges videre på - også

arbejdsmarkedsrettet. Hun er indstillet til

operation for grå stær og er uafklaret om

behov for briller. Kvinden ønsker at stoppe i

tilbuddet, da hun ikke kan se, men lærerne

tager kontakt til Center for Kommunikation

og hjælpemidler mhp. på at få foretaget en

udredning om kvindens syn.

Resultat? Sygehus, Center for kommunikation

og hjælpemidler, egen læge, en

privat optiker, sprogcenter og en kommunal

sagsbehandler er efter knapt et år ikke

lykkedes med at få foretaget en udredning

af kvindens synsproblemer. Hun har mange

smerter og får konstateret sukkersyge. Udmeldes

af tilbuddet og indstilles til behandling

på Center for Traume- og Torturoverlevere.


Bilag 4: Samarbejde mellem

en rehabiliteringsinstitution og

kommunen

For at skabe sammenhæng for den traumatiserede borger

og for at effektivisere den samlede indsats, har Gørtlervejens

Skole og Faaborg Midtfyn kommune udviklet et velfungerende

samarbejde. Kodeordene for samarbejdet er ro, stabilitet og

overblik.

Gevinster ved samarbejdsmodellen er, at de sårbare

traumatiserede borgere får overblik og ro, fordi der er en klar

rollefordeling og sikkerhed for opfølgning på sager. Der er ro

omkring undervisningen, fordi underviserne ikke skal afsætte

tid til alt muligt andet end deres kerneopgaver. Kommunen får

bedre grundlag for at lave kontinuerlige forløb, fordi der er et

tæt, stabilt samarbejde med bedre muligheder for at udveksle

information, opsætte fælles mål for borgeren, justere indsatser

og sikre hurtig indsats. Det sikrer en mere effektiv indsats, hvor

flere får en chance for at komme i beskæftigelse.

Samarbejdsmodellen består af

• Én fast socialrådgiver fra jobcentret med særlige

kompetencer på flygtningeområdet har kontakt til

skolen og er bindeled mellem borgerne og kommunen.

Socialrådgiveren deltager i teammøder på skolen og er

fast på skolen ½ dag om ugen for at holde kontakten til

borgerne. Socialrådgiveren varetager:

1) visitation til tilbuddet

2) opfølgningssamtaler efter 6 uger og siden hver 3.

måned

3) kontakt til virksomhedskonsulent mhp. igangsættelse

af praktik.

• En case-manager på skolen, som varetager kontakt

til kommunen, behandlere, uddannelsesinstitutioner,

virksomheder m.fl. for alle kursister, og som er bindeled til

de øvrige ansatte.

Case-manageren har en række opgaver i forhold til forskellige

samarbejdspartnere:

1. Kommunen: Er fast kontaktperson til sagsbehandleren i

53

jobcentret og andre sagsbehandlere fx i ydelsesafdeling,

børne-unge afdeling samt handicap- og sundhedsafdeling.

Deltager i opfølgningssamtaler med kursist og

sagsbehandler, skriver kompetenceprofiler mv.

2. Kursister: Afvikler individuelle vejledningsforløb,

tilrettelægger forløb om sundhed – herunder

motion, massage og kropslige øvelser. Tilrettelægger

psykoeducationsforløb i gruppe. Deltager i fællesaktiviteter

som frokost, ture virksomhedsbesøg mv.

3. Behandlere: Samarbejder med praktiserende læger og evt.

fysioterapeuter efter samtykke fra kursisten. Koordinerer

særlige behandlingsforløb og behov for hjælpemidler.

Kontakt til behandlingscenter.

4. Uddannelsesinstitutioner: Tager kontakt til mulige

uddannelsesinstitutioner, afklarer optagelseskrav mm.

Deltager evt. i informationssamtale på uddannelsessted og

aftaler mentorforløb.

5. Virksomheder: Hjælper med at finde praktikpladser og laver

opfølgning i praktikken. Indgår aftaler om kontaktperson

eller mentor.

6. Kollegaer: Deltager i teamsamarbejde og deltager i

sprogundervisning.

Bilag 5: Eksempler på forskellige typer

af vejledningssamtaler

Vendepunktsamtaler eller wake-up call:

En dybt alvorlig samtale, hvor der skal tages beslutning om, hvad

der skal ske. Vil du det her for alvor? Skal vi gå videre? Samtalen

kan være et positivt vendepunkt, og jobkonsulenten eller

underviseren vurderer, hvornår i forløbet denne type samtale

er nødvendig. Det er mest nyttigt, når jobkonsulenten kan se,

at borgeren har ressourcer og potentialer, der kan udfoldes og

bære.

Vejledningssamtale: Fortæl hvad du kan!

Støt og træn borgeren i at ’sælge sig selv’ ved samtaler med en

mulig arbejdsgiver i forbindelse med praktik eller ansættelse.

Vejled om, hvorfor det er nødvendigt. Det er nyt og svært for

mange, så træn svarene igen og igen. Det giver selvtillid og mod.

Typiske spørgsmål og svar kan være:


Hvordan vil du berige vores virksomhed?

Hvordan har du det med team samarbejde?

Hvad kommer du med?

Spørgsmål Svar

“Hold fast” – vejledning:

Når modet svigter, når nattesøvnen har været alt for dårlig,

eller når familien giver problemer, kan der være brug for,

at vejlederen i en konkret situation går med fx til møder i

kommunen, hos læge eller følger til jobsamtale og måske venter

udenfor døren. Der skal være tid til “hold fast”-vejledning.

Bilag 6:

Spørgeguide til visitationssamtale

Eksempel på spørgeguide til brug ved første, individuelle

visitationssamtale til arbejdsmarkedsrettet tilbud.

• Erhvervserfaring i hjemlandet (hvor længe, niveau, trivsel)

• Erhvervserfaring i hjemmet – i hjemlandet

• Skolebaggrund i Danmark

• Erhvervserfaring i Danmark

• Socialt (flygtningestatus, civilstand, børn/aktuel

pasningsordning, netværk i Dk, interesser)

• Fysiske gener (lægepapir eller diagnose)

• Psykiske gener (trivsel i gruppe, søvn, koncentration,

hukommelse andet)

• Sagsbehandleren: henvisningsårsag

• Kursisten: Ønsker drømme, håb for eget liv

• Mål for forløbet

(hvad tænker du selv der skal til for at nå målet?)

• Aftale: hvad skal vi støtte dig i i den nærmeste periode

(nærmeste udviklingszone)

• Starttidspunkt

• Visitation foretaget af …

• Sagsbehandler; navn, mail og tlf. nr.

Ved samtale efter 3 måneder gennemgås spørgeguiden igen, og

mål og aftaler justeres.

54

Jeg kommer med mange erfaringer og kender kunder med

anden etnisk baggrund end dansk

Jeg har det godt med at arbejde sammen med andre og

dele min viden og finde løsninger sammen

Jeg har lyst til at arbejde med mennesker og vil gerne

være med til at alle får det godt her

Bilag 7: Ressourceliste

TRIB projektet har udviklet en individuel ressourceliste vedr.

temaerne: Den gode medarbejder, Dansk og job samt Helbred

og sundhed. Listens jeg-kan-statements kan bruges som

inspiration til afdækning og til opstilling af mål og handleplan.

Den gode medarbejder:

- Jeg kender mine ønsker for arbejde i fremtiden (ønsker og

håb)

- Jeg tror på, at jeg kan få arbejde (ønsker og håb)

- Jeg har håb for min fremtid (ønsker og håb)

- Jeg kan komme til tiden (ansvar)

- Jeg kan ringe afbud (ansvar)

- Jeg kan arbejde selvstændigt (ansvar)

- Jeg kan tage initiativ til at gøre noget nyt eller noget andet

(ansvar)

- Jeg kan samarbejde med en anden (samarbejde)

- Jeg kan samarbejde med mange (samarbejde)

- Jeg kan hjælpe mine kolleger (samarbejde)

- Jeg kan arbejde på forskellige tidspunkter (fleksibilitet)

- Jeg kan tage overarbejde (fleksibilitet)

- Jeg kan omstille mig og lave noget andet end det planlagte

(fleksibilitet)

- Jeg kan lide at tale med mine kolleger i pausen (samvær og

humor)

- Jeg kan forstå når mine kolleger fortæller noget sjovt og selv

fortælle noget sjovt (samvær og humor)

- Jeg kan lide at deltage i fællesarrangementer (samvær og

humor)


- Jeg kan tale med nogen (kolleger, chef, familie,

venner, læge) om stress, hvis jeg føler mig presset

(stresshåndtering)

- Jeg kan tage en pause, når jeg har brug for det

(stresshåndtering)

- Jeg kan sige nej til en opgave, hvis jeg ikke magter den

(stresshåndtering)

- Jeg kan gøre gode ting for mig selv, når jeg er stresset

(stresshåndtering)

- Tilføj selv flere…

Helbred og sundhed:

- Jeg kan transportere mig til skole, praktik og arbejde (fysik

og sundhed)

- Jeg kan klare at stå, gå eller sidde, som det kræves (fysik og

sundhed)

- Jeg kan styrke min krop gennem gymnastik el. lign. (fysik og

sundhed)

- Jeg kan bruge de hjælpemidler, jeg har brug for (fysik og

sundhed)

- Jeg kan tage min medicin, som lægen foreskriver (fysik og

sundhed)

- Jeg kan få kontrol over min søvnrytme, så den passer med

undervisning/arbejde (søvn)

- Jeg kan koncentrere mig om en enkelt konkret opgave

(koncentration)

- Jeg kan koncentrere mig om forskellige opgaver

(koncentration)

- Jeg kan huske en instruktion (hukommelse)

- Jeg kan huske de aftaler jeg har (hukommelse)

- Jeg kan huske det jeg har lært (hukommelse)

- Jeg kan acceptere svære følelser og tanker (følelser og

tanker)

- Jeg kan handle når jeg bliver bange eller angst (følelser og

tanker)

- Jeg kan kontrollere vrede, irritabilitet og aggressioner

(følelser og tanker)

- Jeg kan søge støtte, hvis jeg har det svært (følelser og

tanker)

- Jeg kan være sammen med min familie (følelser og tanker)

- Tilføj selv flere…

55

Dansk og job

- Jeg kan forstå en almindelig besked, som er sagt direkte til

mig (forstå)

- Jeg kan forstå arbejdsinstruktioner (forstå)

- Jeg kan forstå en besked i telefon (forstå)

- Jeg kan forstå spørgsmål fra kunder, kolleger, medkursister

(forstå)

- Jeg kan forstå pausesnak, når jeg taler med en af mine

kolleger/medkursister (forstå)

- Jeg kan forstå pausesnak, når der er flere der taler sammen

(forstå)

- Jeg kan forstå oplæg og informationer på møder (forstå)

- Jeg kan forstå diskussioner på et møde (forstå)

- Jeg kan præsentere mig selv (tale)

- Jeg kan forklare en jobsituation jeg er i (tale)

- Jeg kan give almindelige beskeder (tale)

- Jeg kan give information videre til kolleger/medkursister

direkte (tale)

- Jeg kan give information videre til kolleger/medkursister via

telefon/højtaler (tale)

- Jeg kan stille spørgsmål, når der er noget jeg ikke forstår

(tale)

- Jeg kan sige det på en anden måde, hvis jeg ikke bliver

forstået (tale)

- Jeg kan forklare et opstået problem (tale)

- Jeg kan fortælle, hvordan jeg har det (tale)

- Jeg kan ringe afbud (tale)

- Jeg kan sige nej til en opgave (tale)

- Jeg kan læse en besked om almindelige ting (fødselsdage,

ekskursioner, personalearrangementer mv.) (læse)

- Jeg kan læse en besked om arbejdet (læse)

- Jeg kan læse skilte, sikkerhedssymboler, opslagstavler mv.

(læse)

- Jeg kan læse arbejdsinstruktioner og manualer mv. (læse)

- Jeg kan læse vagtskemaer, arbejdssedler mv. (læse)

- Jeg kan læse mødereferater, nyhedsbreve mv. (læse)

- Jeg kan skrive beskeder om arbejdet (skrive)

- Jeg kan udfylde vagtskema (skrive)

- Jeg kan udfylde ordresedler (skrive)

- Jeg kan udfylde arbejdssedler (skrive)


- Jeg kan skrive og opdatere CV og ansøgninger (skrive)

- Jeg kan tænde og slukke computeren (IT)

- Jeg kan bruge tastaturet (IT)

- Jeg kan bruge tegnsætning, samt store og små bogstaver

(IT)

- Jeg kan skrive en enkelt tekst i Word (IT)

- Jeg kan finde, åbne og gemme en tekst i egen mappe (IT)

- Jeg kan læse og skrive en e-mail (IT)

- Jeg kan søge på Internet/Intranet (IT)

- Tilføj selv flere…

Bilag 8: Motivation og identitet

Eksempler på, hvordan man kan arbejde med motivation og

identitet.

Arbejdstræet:

Bed kursisten om at tegne sit eget, personlige arbejdstræ. Hvad

har du lavet før? Hvad kan du? Tegn det ind og sæt ord på. Tegn

også din families arbejdstræ. Hvad har I forsørget jer ved? Hvad

kan I i din familie?

Ved at gå på opdagelse i familiens og i egen tidligere

arbejdsidentitet får kursisten øje på ressourcer og på det, der

kan bygges videre på, når der skal formuleres ønsker til et

arbejdsliv i Danmark.

Drømmetavlen:

Tegn en cirkel med kursistens navn i midten. Udenom noteres

drømme(som et mind-map) med relation til interesser, familie,

arbejde og uddannelse, materielle ting samt fysisk og psykisk

helbred.

Omsæt mind-mappen til en planche med symboler, billeder og

ord eller lignende. Denne drømmetavle bruges som baggrund

for at planlægge aktiviteter i undervisningen og til samtaler om,

hvilket ansvar den enkelte selv har for at opnå drømmen og få

det bedre.

56

Kan man formulere en drøm i ord, kan man også bedre få øje

på mulighederne for, at drømmen kan gå i opfyldelse. Hvis den

ikke går i opfyldelse, kan man analysere, hvorfor det ikke gik og

derfor måske lade være med at opgive alt håb.

Eksempel: Hvis en kursist gerne vil være pilot, kan det

ønske bruges som springbræt til at undersøge, hvad det er i

pilotjobbet, der er spændende, og hvor man kan finde noget af

det i et mere realistisk job.

Trekanten:

I de tre hjørner i en trekant skrives: “Jeg vil” – “Jeg kan” – “Jeg

skal”. Underviser og kursist udfylder med jævne mellemrum,

hvad der skal stå under overskrifterne i de tre hjørner på det

givne tidspunkt. Trekanten giver ideer til og mål for, hvad der

skal arbejdes med individuelt, den synliggør ressourcer og

understøtter handling.

Når trekanten er blevet brugt flere gange, er det tydeligt, hvilke

mål der er opfyldt. Hold fast i små mål og små fremskridt - de

kan blive grundlaget for større mål og større fremskridt senere.

Bilag 9: Forberedelse af

virksomhedsbesøg

Øvelser, der kan bruges som forberedelse til virksomhedsbesøg:

• Brainstorm med spørgsmål til virksomheden og de ansatte.

Hver kursist vælger et vigtigt spørgsmål og er ansvarlig for at

stille det under besøget

• Spørgsmål skrives på tavlen, læreren visker enkelte ord ud,

som kursisterne skal huske og sige eller skrive igen

• Kursisterne sidder i rundkreds og sender sætninger rundt

på kryds og tværs ved at kaste en bold eller et knyttet

tørklæde. Den, der griber bolden, skal sige en af de

sætninger, der er trænet (det forstår jeg ikke?)

• Ordene fra kursisternes sætning klippes ud og gives til de

andre, som skal finde frem til den korrekte sætning ved at

stille sig op i rigtig rækkefølge

• Læreren laver en lytteøvelse ved at sige sætningen.

Kursisterne skal lytte efter, hvor mange ord der indgår

• Kimsleg, hvor ord i en sætning klippes ud og lægges på

bordet. Et ord mangler. Kursisterne skal gætte hvilket ord,

der mangler, og lægge det på den rette plads.


Bilag 10: Small talk

Idéer til, hvordan man kan træne de vidensmæssige, sproglige

og sociale kompetencer, der er forudsætningen for small talk:

Viden: Hvad taler man om?

Tag fx kursisterne med på en oplevelsestur i naturen, til

fodboldkamp eller på fisketur og brug det som baggrund for

at træne small talk. Næste dag kan undervisningen indledes

ved at arbejde systematisk med small talk ud fra gårsdagens

begivenheder og kursisternes personlige oplevelser af dem.

Kursisterne skiftes til at åbne og vedligeholde en small talk.

Sprogligt: Hvilke sproghandlinger bruges?

Træn igen og igen sproghandlinger, der kan bruges til at åbne,

vedligeholde og lukke small talk. Som fx “Har du hørt…?”, “Så du

i avisen i går, at...?” eller “Har du set...?”

Til træning af small talk, kan der spilles kort (fx fisk) med

sætninger, der indgår i en række uformelle samtalesituationer.

En kursist trækker et kort med fx ”Dejligt vejr i dag”, næste

kursist skal finde et kort med en sætning, der kunne kommer

efter den første. Næste kursist finder et relevant kort med en

sætning, der kan bringe samtalen videre osv.

Socialt: Hvordan skal jeg gebærde mig?

Det skal arbejdes med motivation, generthed og kropssprog.

Det er ikke befordrende for samtalen med en kollega, hvis den

traumatiserede fx sidder og stirrer ned i bordet. Rollespil er god

måde at blive opmærksom på kropssprog.

Bilag 11: Psykoedukation med

arbejdsmarkedsperspektiv

Forslag til psykoedukative aktiviteter:

Forventningsskema:

Overblik og gensidigt afklarede forventninger giver ro og

tryghed. Udarbejd sammen med kursisten et forventningsskema

med oplysninger om arbejdsgiveren, arbejdstid, mulighed

for pauser samt oplysninger om helbred til praktik- eller

arbejdspladsen. I skemaet kan der også indgå en række

57

vendinger, som kursisten kan træne og bruge, hvis det bliver

nødvendigt at sige fra over for spørgsmål, man helst ikke vil

svare på. Fx “Det vil jeg helst ikke svare på lige nu, men måske

senere” eller “Jeg bliver i dårligt humør, når jeg taler om det”.

Stresshåndtering:

Lav et undervisningsforløb med henblik på at give viden om

stress. Hvordan føles det i kroppen? Hvilke psykiske symptomer

kan der være? Hvad kan man gøre? Træn også her sproglige

vendinger og ordforråd, der knytter sig til emnet stress.

Hotline til hjælp:

Opret en hotline til en kendt person, evt. jobkonsulent eller

dansklærer. Hvis den traumatiserede oplever en situation, hvor

fx vrede eller angst er løbet af med vedkommende, skal der

være mulighed for hurtigt at kunne tale med nogen om det.


Bilag 12: Tjek-liste vedr. parathed til

praktik eller job

Job- og virksomhedskonsulenter i TRIB projektet har opstillet

denne tjek-liste til brug for at vurdere, om en borger er klar til

praktik eller arbejde.

- Være motiveret – og kunne formulere det

- Være engageret

- Kunne se en mening og et perspektiv med praktikken

- Have nogenlunde stabilt helbred

Borgeren skal: Fagpersonen skal:

- Have en realistisk opfattelse af egen sygdom

- I praktik eller arbejde, der ligger indenfor eget

interesseområde

58

- Kunne konstatere stabilt fremmøde i forudgående

undervisning (ca. 70 %)

- Modtage afbud fra borgeren, når det er relevant

- Vurdere om borgeren kan klare et fremmøde i praktik

på mindst 3 dage á 3 timer

- Lave en forventningsafstemning mellem alle parter

om:

Hvad kan borgeren klare fysisk og psykisk?

Hvad er et realistisk mål?

Hvad skal det føre det til?

Og sikre at det er forstået!

- Observere et dansksprogligt minimum (uden tolk)

dels ift. hvad borgeren skal kunne på jobbet og dels

ift. pausesnak med kollegaer

- Være overbevist om at borgeren har et tilstrækkeligt

kendskab til arbejdsmarkedet


September 2010

Center for tosprogethed og interkulturalitet, UC2

Professionshøjskolen UCC, University College Capital

Titangade 11

2200 København N

Tlf. 4189 7000

More magazines by this user
Similar magazines