November 2007 - Retten til liv

rettentilliv.dk

November 2007 - Retten til liv

10. ÅRGANG NR. 2

NOVEMBER 2007

LIV

Medlemsblad for foreningen Retten til Liv

SIDE 8 MEDLEMSBIDRAG

REDDER ØKONOMIEN

SIDE 6 KD - NY ABORTPOLITIK

SIDE 8 ABORTMINDELUNDEN

LEVER VIDERE

SIDE 10 HYLDEST TIL

DE UFØDTES BISKOP

ISSN 1902-4967

1


2

Af foreningens vedtægter § 4 fremgår

det, at bevægelsens formål er

at arbejde for, at det kristne menneskesyn

bliver normgivende for det danske

folk og den danske lovgivning,

at arbejde for, at der skabes bedre rådgivning

til og vilkår for gravide kvinder,

således at fosterdrab ophører,

at arbejde for bedre behandling af

kvinder, som har psykiske følger af

provokeret abort.

At praktisere det kristne menneskesyn

indebærer, at livet skal respekteres fra

undfangelse til naturlig død. Det vil sige,

at ethvert menneske er en næste, som vi

RETTEN TIL LIV

Sekretariatet

Cedervej 1, Stjær

8464 Galten

MEDLEMSSKAB

Årskontingent:

Enlige .............................................. kr. 100,-

Ægtepar .......................................... kr. 150,-

Unge under 18 år

og studerende .................................. kr. 50,-

Giro: ...............................................923-8417

Netbank: Handelsbanken 7625 1359220

REDAKTION

Anette Tjørnemark, Anne Marie Rask, Anders Sune

Hansen og Ellen Højlund Nielsen (redaktør)

Layout: Graphic Care

Tryk: Øko-Tryk

Oplag: 2.000 stk.

ISSN: 1902-4967

– hvad vil vi?

viser kærlighed og omsorg. Det gælder i

særlig grad de svage, der har et specielt

behov, og barnet, født eller ufødt.

De ufødte mangler beskyttere. Det må

være tydeligt for enhver, og netop der

ser vi i foreningen vores kald. Hvert år

dræbes tusinder af ufødte i Danmark,

og der mangler i den grad mennesker,

der vil gå ind og være forsvarere, være

advokater, der påtaler disse overgreb, giver

den ufødte stemme, græder og lider

med dem, skriger deres tavse skrig ud,

og aldrig lader deres tårer tørre ud. Det,

der sker i den fri aborts navn, er dybt

inhumant. Der er derfor brug for, at vi

standser op og som den barmhjertige

samaritaner kommer vores nødlidende

næste til undsætning. Det betyder, at vi

kæmper for, at de ufødte får den ret til

SEKRETARIATET

Landssekretær

Ellen Højlund Wibe

Cedervej 1, Stjær,

8464 Galten

Tlf. 47 52 44 84

jegvilleve@rettentilliv.dk

www.rettentilliv.dk

ABORTLINIEN

Retten til Livs anonyme telefonrådgivning.

Åben hver dag mellem kl. 18 og 23.

Tlf.: 48 39 48 48

eller via nettet: www.abortlinien.dk

Leder af Abortlinien

Sognepræst

Thorkil Lundberg

Ringgade 39

7600 Struer

Tlf. 30 22 52 10

thlundberg@mail.com

livet, som ethvert menneske har.

Vi vil minde os selv og andre om, at

Gud har tænkt stort om vores ufødte

næste:

fra befrugtningsøjeblikket et unikum!

Et menneskeligt syn på barnet – også

barnet i mors mave – er det vigtigste, vi

kan give det danske folk tilbage.

Og fordi abort foregår i offentligt regi

– på sygehusene – skal de ufødtes råb

også høres i det offentlige rum, i diverse

medier, ved demonstrationer, ved kreative,

symbolske handlinger. Hvis ingen

protesterer, bliver historiens dom desto

hårdere over os. Men vi protesterer og

fastholder, at retten til liv kan ikke gradbøjes!

Christian N. Laursen

ØKONOMI

Regnskabsfører

Bodil Kousgaard Fomsgaard

Oldagerparken 32

6900 Skjern

bodilfomsgaard@skjern-net.dk

BESTYRELSE

Formand: Roland Knudsen, læge tlf. 66 14 90 13 |

Jeanne Marcher-Andersen, områdeleder for hjemmeplejen

tlf. 73 53 50 35 | Claus H. Olsen, sognepræst

tlf. 97 59 30 63 | Jette Johansen,

jordemoder tlf. 46 96 36 22 | Anders Rønn,

efterskolelærer tlf. 26 36 98 20


MEDLEMSBIDRAG

ALLERFØRST en stor TAK til jer venner

af sagen som har reageret på det

nødbrev, vi så os nødsaget til at sende ud

i september. Af samme grund kommer

der også først et medlemsblad nu.

Vi er dybt overrumplede og taknemmelige

over de mange penge, der er strømmet

ind siden nødbrevet, og vi er nu blevet

i stand til at betale de store regninger,

vi ikke tidligere var i stand til at betale.

Og vi kan igen kigge fremad.

Ikke desto mindre affødte den økonomiske

situations alvor hen over sommeren

en særdeles vanskelig drøftelse for bestyrelsen

i august. Her blev det vedtaget at

skære i forbruget af lønnede medarbejdere,

til vi havde et bedre overblik, da

lønudgifterne var på grænsen til at være

for høje i forhold til det samlede budget.

Et flertal i bestyrelsen besluttede at

afskedige landssekretær Anette Tjørnemark.

Desuden ville bestyrelsen forsøge

at spørge Thorkild Lundberg om at arbejde

uden løn et stykke tid og bede PRmedarbejder

Ellen Højlund Wibe overtage

de fleste af sekretariatsfunktionerne

i en lettere reduceret udgave, så der også

her kunne spares nogle få lønningskroner.

Thorkild Lundberg indvilligede og

Ellen Højlund Wibe ligeså.

NB

Der skal på denne plads lyde en stor tak

til Anette for dit helhjertede og indfølende

arbejde for de ufødte gennem næsten

3 år i Retten til Liv. Tak til din familie,

som ofte har været dine medarbejdere.

Og velkommen til Ellen til et udvidet

engagement.

Desuden har regnskabsfører Christian

Pedersen bedt om at måtte blive afløst.

Han havde fået en lederstilling, der lagde

beslag på meget tid. Bodil Fomsgaard,

Skjern, har herefter overtaget bogholderiet.

Stor tak til Christian for dit utrættelige

slid med at lægge økonomien over

i det helt nye internetbaserede system,

Winkas. Det har været et større arbejde

end beregnet. Velkommen til Bodil

Fomsgaard. Vi ser frem til et godt samarbejde.

Nogle medlemmer har undret sig over,

at vi kunne oparbejde et sådant underskud,

når økonomien ikke længe før tilsyneladende

var sund nok. En forståelig

reaktion, og vi vil bare henvise til vores

redegørelse for underskuddet i nødbrevet.

Som det fremgik af brevet var en del af

forklaringen, at vi ikke fik de beløb ind,

som medlemmerne har tegnet sig for. Det

skyldes sikkert forglemmelse, men man

kan gøre det let for sig selv ved at tilmelde

sig PBS, hvilket vi hermed indtrængende

vil opfordre vore medlemmer til. Tal

med din bank eller sparekasse om det,

eller udfyld det vedlagte indstik i bladet

og send det til os.

PBS sparer penge for os og jer, og det giver

langt større mulighed for økonomisk

styring og tryghed, hvilket er vigtigt når

der er lønnede medarbejdere! Og så sparer

det jer altså for at skulle huske / risikoen

for at glemme.

Vores engagement i Abortmindelunden

har også kostet os mange penge, men vi

tror dog, det har været mere end prisen

værd. Vi henviser til redegørelsen for

den sag inde i bladet ved Orla Villekjær.

Alt i alt har det været nogle vanskelige

måneder for foreningen, og vi har valgt

at skære noget længere ned end måske

nødvendigt for at være på den helt sikre

side og ikke skabe usikkerhed for ansatte

og desuden få ro til at koncentrere os om

arbejdet med at redde børn i stedet for at

skulle fundere over økonomi.

Sognepræst Claus Olsen,

bestyrelsesmedlem

På grund af nye skatteregler er det nødvendigt, at vi får oplyst jeres CPR-nr. Det

er et lovkrav til alle almenvelgørende foreninger, at de skal indberette gavebeløb

til Skat, for at gavegiveren kan få skattefradrag. Til indberetningen er det

tvingende nødvendigt at bruge CPR-nummeret. Brug derfor det indstik, der er

her i bladet.

3


4

Kristendemokraternes NY ABORTPOLITIK

Kristendemokraternes udmelding

om en NY ABORTPOLITIK

Reaktioner og kommentarer – en citatmosaik

DET VAR MED BESTYRTELSE, mange

i begyndelsen af juli modtog nyheden

om Kristendemokraternes uventede

udmelding om en ny abortpolitik. Som

formand Bodil Kornbek formulerede

det, ”dropper partiet den firkantede

abortmodstand”. En af partiets stiftere,

tidligere læge Inge Krogh, beklagede

dybt (bl.a. i DRs radioavis) den nye

kurs; hun udtalte bl.a. følgende: ”Jeg er

dybt chokeret. Vi har hele tiden arbejdet

for, at livet er ukrænkeligt. Det har været

selve grundlaget for partiet. Det her fjerner

selve partiets grundvold.” (Kristeligt

Dagblad (KD) 7. juli) - og en af partiets

tidligere formænd, Jan Sjursen, meldte

sig i protest ud af partiet.

Blandt mange tidligere støtter har forargelsen

været stor. Således skrev eksempelvis

sognepræst Henrik Højlund i KD

(10. juli): ”Kristendemokraternes skifte er

dramatisk. Indtil i sidste uge var det partiet,

der fastholdt, at der findes ufravigelige

sandheder, som et samfund i længden dør

af at gøre til genstand for politisk pragmatisme”.

Torben Riis, redaktør for bladet

RFM-nyt (der udgives af Landsbevægelsen

Respekt for Menneskeliv), skriver i

deres seneste nummer: ”Selv ikke med

opbydelsen af den yderste velvilje er det

muligt at se visdommen i Bodil Kornbeks

udmelding om, at partiet for fremtiden vil

undlade at stille forslag om afskaffelse af

den fri abort. Og det er det hverken ud fra

en ideologisk/moralsk eller ud fra en politisk/taktisk

synsvinkel”.

Selv hævder Kristendemokraterne, at de

er blevet mere ”nuancerede”, og at man

nu nemmere ville kunne komme igennem

med en række forslag, der ikke

har med abort at gøre, fordi man ”ikke

længere fremstår som partiet, der bare er

imod, men derimod som partiet, der er for

en masse forbedringer af vores samfund”.

(Jens Fogh, formand for Københavns

omegns Storkreds og folketingskandidat

for Kristendemokraterne, KD, 10. juli).

Bodil Kornbek siger som begrundelse for

ændringen bl.a.: ”Kristendemokraternes

identitet er ikke kun bygget op omkring

vores abortpolitik. Vi har i årtier kæmpet

for familien, u-landene, religionens plads

i det offentlige rum og et bæredygtigt klima.

Med udgangspunkt i de kristne værdier

ser vi ethvert liv som værdigt, blandt

andet det ufødte foster, den psykisk syge,

den fattige afrikaner og kontanthjælpsmodtageren,

og vi tager politisk ansvar

for dem.” (KD, 11. juli)

Bodil Kornbek mener, at hun blot sætter

ord på den realpolitiske praksis, der

har været gældende i 30 år: ”Sidste gang

Kristeligt Folkeparti stillede forslag om

afskaffelse af den fri abort var i folketingsåret

1976/77. Som formand for Kristendemokraterne

stiller jeg mig således side

om side med partiets abortpolitiske historie,

når jeg siger, at vi ikke vil stille forslag

om afskaffelse af den frie abort” (KD, 11.

juli)

I KD, 7. juli spørger Morten Rasmussen:

”Alligevel har I ikke ændret i principprogrammet,

som stadig taler om en afskaffelse

af den frie abort. Rider I ikke på to

heste, hvis I ikke ændrer i programmet,

men ændrer holdning” - og hertil svarer

Bodil Kornbek: ”Nej, for det her er en del

af den forandringsproces, jeg satte i gang,

da jeg blev valgt til formand. Nu tager vi

hele processen, og så venter vi med principprogrammet

til efter et valg”.

I en rystende pragmatisk udtalelse siger

formand for Østjyllands Storkreds, Per

Schultz-Knudsen: ”Det er på tide, at vi

forholder os til det samfund, vi lever i.

Man kan godt fortsat kæmpe mod vindmøller,

men ikke som politisk parti” (KD,

7. juli).


Kristendemokraternes NY ABORTPOLITIK

DAGBLADENES kommentarer har

stort set udtrykt forundring og skepsis

over for den nye kurs. I ’lederen’ i KD

10. juli hedder det, at ”Kristendemokraterne

skyder forbi målet i jagten på

nye vælgere”. Endvidere: ”Det virker dog

langt fra indlysende, at det rigtige valg

i denne nødvendige jagt på ny politisk

succes er at skrotte partiets traditionelle

politik vedrørende abort. For med den

nye politik, som bryder med den abortmodstand,

der ellers siden starten af

1970’erne har været et gennemgående

kendemærke, er partiet havnet i en alvorlig

identitetskrise. Modstanden mod

abort er så tæt knyttet sammen med det

livs- og menneskesyn, som gennemsyrer

resten af partiets politik, at det nu vil

blive uhyre vanskeligt at argumentere

klart for, hvad partiets grund-idé overhovedet

er”.

Berlingske Tidende skriver d. 7. juli i

kommentaren ”Et parti på vej mod udslettelse”

fl g.: ”Formanden Bodil Kornbeks

forsøg på at modernisere partiet

ved at give det en ny profi l og i den anledning

opgive den traditionelle modstand

mod fri abort er næppe nogen

klog beslutning. Hvis partiet skal have

den mindste chance for at overleve på

den overbefolkede politiske midte, må

det nødvendigvis have andet end lutter

almindeligheder på programmet”. Og

Morgenavisen Jyllands-Posten udtaler i

kommentaren ”Kristenpopulisterne” d.

7. juli fl g.: ”Af et stærkt ideologisk parti

som reminiscenserne af Kristeligt Folkeparti

kunne man måske have forventet,

at idégrundlaget vægtede tungere

end trangen til at fastholde et parti, blot

fordi det nu engang eksisterer”.

Sune Hansen

“Modstanden mod abort

er så tæt knyttet sammen

med det livs- og

menneskesyn, som gennemsyrer

resten af partiets

politik, at det nu vil

blive uhyre vanskeligt

at argumentere klart for,

hvad partiets grund-idé

overhovedet er.”

LEDER

Siden vi på redaktionsmødet for snart

længe siden vedtog at skrive om Kristendemokraterne

og deres nyformulerede

abortmodstand, er der udskrevet

valg. Et valg der bliver meget afgørende

for Kristendemokraternes fremtid. De

kritiske citater, vi bl.a. har valgt at bringe,

kan godt opfattes som vores bud på,

hvor krydset skal sættes – og ikke sættes

- til valget. Det har på ingen måde været

hensigten. Trods alt må man jo stadig

sige, at Kristendemokraterne stadig er

det (eneste?) parti, der fi nder det værd

at ofre politisk opmærksomhed på det

ufødte barn og dets rettigheder, og som

arbejder ud fra, at ”abort er dybt problematisk”.

Men valg eller ej: vi har ikke undladt at

ville gøre opmærksom på, at der er sket

et pragmatisk betonet skred med Bodil

Kornbæks udmelding i sommer i forhold

til starten i 1970. Partiet blev stift et

på to mærkesager: En protest imod lovliggørelsen

af pornografi en og protesten

imod den fri abort. Det er ikke længere

politisk ukorrekt at stille sig stærkt kritisk

overfor den fri pornografi s ”frugter”.

Den fri abort er heller ikke længere et

indiskutabelt gode, jo mere de svære

eft ervirkninger af en abort kommer

frem i lyset. Og abort omtalt som mord

høres nu fra både tilhængere og modstandere.

I takt med den udbredte brug

af scanningsbilleder dukker der et barn

frem på den indre nethinde, når man

forholder sig til abort. Kampen mod

den fri abort er mao. på ingen måde en

tabt kamp. Og uanset tidsånd, politiske

vinde osv. så gælder Kaj Munks ord: ”Aldrig,

aldrig spørge om det nytter, men om

det er sandt.” Ethvert menneske har fra

undfangelsen en ukrænkelig og gudgiven

ret til livet.

Ellen Højlund Wibe

5


6

Abortmindelunden

Abortmindelunden lever videre

Højesteretsdommen

Hvad betyder dommen i højesteret?

Dette spørgsmål har jeg fået stillet fl ere

gange siden dommen i juni. Spørgsmålet

er oft e blevet fulgt af endnu ét: Betyder

dommen, at abortmindelunden bliver

sløjfet?

Svaret på det sidste er et stort og klart

NEJ! Højesteretsdommen betyder for

så vidt ”kun”, at to ting skal fj ernes fra

grunden i Vedersø, nemlig landkortet og

obelisken. Dette vil ske i løbet af november

måned, og Retten til Liv drøft er en

mulig anden placering.

Knægtelse af ejendomsret og ytringsfrihed

Højesteretsdommen er et klart og tydeligt

overgreb mod den private ejendomsret og

mod enhver borgers ytringsfrihed. Vi har

ganske enkelt været oppe mod ”systemet”,

mod højesteretsdommere, som er opfostret

i den snævre juridiske kultur, som

leves i Justitsministeriet og hos magthaverne

på Christiansborg. Abort-mafi an i

Danmark gør alt for, at munden lukkes

på mennesker, som forfægter kirkens

klassiske opfattelse af menneskets ret til

livet. Bevares. Det sker på mange måder

pænt og venligt. Gennem en lokalplan.

Gennem juridisk-spidsfi ndige manøvrer

om privat grund kontra grund med offentlig

adgang osv. På landsplan afvises

vore sagligt velbegrundede ansøgninger

om del i midler, som Folketinget afsætter

til oplysning og information om problemstillinger

knyttet til fri abort. I stedet

får den statsfi nansierede og statskontrollerede

forening ”Sex og Samfund” stort

set alle økonomiske midler, således at

man fortsat kan manipulere og vildlede

ikke blot den opvoksende generation,

men hele familien Danmark!

Arne Munks brud med Retten til Liv

I forbindelse med omlægningen af Retten

til Livs hjemmeside valgte man at

nedlægge debatsiden, hvor Arne Munk

var næsten ene-leverandør. Både af den

grund og fordi man også var træt af tonen

i hans debatform, blev denne beslutning

truff et. Der er forskel på alene at

stå til regnskab for sine udtalelser, og så

at en forening gøres ansvarlig for dem.

Tilbuddet om at han kunne få sin egen

afdeling på hjemmesiden under overskrift

en ”Debat med Arne Munk” blev

afvist.

Det kom til et brud mellem Arne Munk

og Retten til Liv. Uden at rådføre sig med

Abortmindelundsudvalget, hvor jeg var

formand, valgte Arne Munk selv at gå

til højesteret. Og mon ikke de fl este af

bladets læsere i dagspressen har mødt

Arne Munks kritik af Retten til Liv. Jeg

kan kun dybt beklage dette brud. Vi kan

have forskellige opfattelser af ordvalg og

virkemidler, men massakren på de ufødte

er så smertefuld og voldsom, så vi har

brug for at stå sammen.

Jeg beklager Arne Munks højlydte brud

med Retten til Liv, men respekterer naturligvis

hans ret til selv at bestemme

over grunden i Vedersø, som han er den

retmæssige ejer af. Han har arvet den fra

sin far, Kaj Munk.

Jeg beundrer Kaj Munks kamp for det

ufødte barns ret til livet. Hans kamp står

monumentalt i vort folks historie. Jeg

beundrer Kaj Munks søn, Arne Munks

kamp for det ufødte barns ret til livet, og

vil godt på denne plads sige det samme,

som jeg personligt sagde til Arne Munk i

hans hjem i Vedersø i august måned: en

stor tak for et godt samarbejde gennem

mange år i kampen for de ufødtes ret til

livet.

Jeg er overbevist om, at Arne Munk – i

respekt for hans fars minde – fremover

vil værne om mindested og grund i Vedersø.


Abortmindelundens betydning

Det er tid til status. Hvad har vi egentligt opnåede siden indvielsen 4. jan. 1999?

Vi har efter min opfattelse opnået 3 vigtige ting:

1. Abortmindelunden har reddet

ufødtes liv

Vi har fl ere vidnesbyrd om, at abortmindelunden

har været den direkte årsag

til, at en mor har valgt at sige nej til

den abort, som hun ellers havde planlagt.

Abortmindelunden har virket direkte

såvel som indirekte. Abortmindelunden

har forbavsende mange gange været med

i mediernes prime-time. Abortmindelunden

har herved tvunget til standsning

og genovervejelse af massakren på

de ufødte.

Indirekte har den megen medieomtale

af abortmindelunden betydet fl ere opkald

til vores telefonrådgivning, ”Abort-

Linien”. Gennem ”AbortLinien” er der i

årenes løb reddet fl ere hundrede ufødte

drenge og piger.

Næppe ret mange voksne i Danmark

er i tvivl om, at der i Vedersø ligger en

Abortmindelund.

Abortmindelunden vil i kraft af sin blotte

eksistens også fremover redde ufødtes

liv.

2. Kaj Munk blev synlig

Vi er her i Danmark stolte af Kaj Munk.

Han er ganske enkelt et ikon. For rigtig

mange af os danske har Kaj Munk en vigtig

plads i vores historiske identitet. Da


På grunden står fortsat mindestenen,

som ikke er dømt til at fj ernes, og som

var begyndelsen til abortmindelunden,

afsløret 4. jan. 1999 på Kaj Munks

55-års dødsdag. På forsiden af mindestenen

er Kaj Munk-citatet: ”Hvad

har de gjort os?”. Citatet stammer fra

vi indviede Abortmindelunden i 1999,

lød der et voldsomt ramaskrig. Vi blev

anklaget for på uhæderlig vis at tage Kaj

Munk til indtægt for vores kamp mod

drabene på de ufødte. Men hurtigt kunne

landets førende Kaj Munk eksperter

bekræft e, at det, vi havde gjort i Vedersø,

rent faktisk var helt i Kaj Munks ånd. Kaj

Munk var en lidenskabelig tilhænger af

livet og i sin respekt over for Bibelen,

Guds Ord, var Kaj Munk også en lidenskabelig

modstander mod den ideologi

og de personer, som gjorde sig til ét med

denne ideologi, som forsøgte at overtale

det danske folk til at indføre en lov, som

i visse, få afgrænsede tilfælde tillod drab

på ufødte. Kaj Munk ”profeterede” om,

at en vedtagelse af den første svangerskabslov

i 1938 ville være ensbetydende

med at betræde en glidebane, som ville

føre til uanede overgreb mod ikke blot de

ufødte, men mod den danske folkesjæl

som helhed. Kaj Munk ”profeterede”, at

alle større provinsbyer ville få ”drabs-pavillioner”,

hvor man kunne henvende sig

for at få dræbt sit ufødte barn. I dag hedder

disse steder jo sygehusenes abort-afdelinger.

Abortmindelunden fi k sat Kaj Munk forrest

i vores kamp for ethvert menneskes

ret til livet. Dette var banebrydende.

Kaj Munks skuespil ”Selvtægt”. Det er

kirkeministeren som under drøft else af

den første abortlov med henblik på de

ufødte drenge og piger spørger: ”Hvad

har de gjort os?” – underforstået: siden

vi nu vedtager en lov, som giver deres

far og mor ret til at dræbe dem!!

På bagsiden af mindestenen står: ”Til

3. Abortmindelunden afslører Danmarks

”abort-mafi a”

Der fi ndes i vort folk en såkaldt ”politisk

korrekthed”. Vi taler her om de ”rigtige”

holdninger og den ”rigtige” adfærd.

Hvad der er ”rigtigt” bliver defi neret af

den intellektuelle og politiske elite, som

i øjeblikket er vort folks trendsættere, og

som har magten i medier og på Christiansborg.

Blandt disse ”rigtige” holdninger indtager

”fri abort” og ”kvindens ret til at

bestemme over sin egen krop” sammen

med ”ligeberettigelse” nogle fremtrædende

pladser.

Jeg har været dybt overrasket over, så

store overskrift er Abortmindelunden har

kunnet trække i de godt syv år, den har

eksisteret. Jeg har været dybt overrasket

over, så hårdt ”systemet” (= abort-mafi

aen) har kæmpet for at lukke munden

på os, som har lagt mund og mæle til kirkens

urgamle holdning til livet. Årsagen

er vel ganske enkelt: Abortmindelunden

har været et brohoved, som abort-mafi

an med djævelens vold og magt har

villet fj erne. Her har Abortmindelunden

til dato været en uvurderlig hjælp til at

afsløre vort lands ideologiske ”abort-mafi

a”.

Orla Villekjær

minde om de over 500.000 ufødte, som

det danske samfund har berøvet livet

fra 1973-1998”. Også det 5. bud står

der.

Grunden blev siden indviet til abortmindelund

ved en gudstjeneste, og

stedet besøges af mange tusind hvert

eneste år.

7


8

KONFERENCE

Reportage fra

KONFERENCEN OM

RESPEKT

- for det tidlige menneskeliv og for den abortramte kvinde

Ved Sune Hansen

PÅ EN SÆRDELES tåget efterårsmorgen

i IMs nye missionshus i Vejle indledte

Marianne Karlsmose konferencen med

at henvise til Bibelen som et pejlemærke

for os midt i ’tågen’. Konferencens to

foredragsholdere talte ud fra en hhv. psykologisk

og etisk vinkel og bidrog hver

for sig til at anskueliggøre de problemer

og dilemmaer, den fri abort og stamcelleforskning

har ført med sig. Begge talere

svarede efter deres foredrag kompetent

og relevant på spørgsmål fra de omkring

70 deltagere ved konferencen.

Psykolog Bjørn Håkonsson (dansk, men

bosiddende i Lund) fortalte i sit foredrag

om sine mangeårige psykologiske observationer

fra samtaler med kvinder,

der har været gennem en abort. Hans

(og andres) erfaring er, at abortindgreb

meget ofte fører nogle typiske psykiske

komplikationer med sig, men at disse

komplikationer ikke bliver anerkendt af

hverken læger eller psykologer. Eftersom

abortens psykiske eftervirkninger viser

et typisk sygdomsbillede, burde dette

sygdomsbillede og eftervirkningerne

have en selvstændig psykologisk kategori

i psykodiagnostikken, hvilket de ikke

har. Han foreslår derfor, at man betegner

disse eftervirkninger som et Post-abortsyndom

(PAS) – en term, der bruges af

abortkritiske forskere. I psykologiens

standardværker nævnes psykiske eftervirkninger

i forbindelse med abort imidlertid

aldrig, hvilket Håkonsson finder

meget mærkeligt, men også symptomatisk

for samfundets fornægtelse af disse

eftervirkningers reelle eksistens.

Man har som nævnt fra fagkundskabens

side ikke villet anerkende et specifikt

postabortsyndrom, men tal fra forskellige

undersøgelser peger på PAS som en

realitet. Abortlæge Hanne Söderberg,

der gennem ca. 30 år har praktiseret

i Malmö, har på baggrund af en snart

ti år gammel undersøgelse blandt 800

kvinder, der har aborteret, kunnet dokumentere,

at 76% af disse kvinder ikke

ville overveje at få abort igen, og at 88%

kunne berette om mere eller mindre omfattende

psykiske lidelser efter aborten.

Undersøgelsen viser, at ”en del af disse

kvinder ved interviewtidspunktet (et

år efter) var så medtagede, at de stadig

oplevede depression, skyldfølelse, en

tendens til pludselig gråd uden direkte

anledning, vanskeligheder ved at møde

børn og/eller gentagne fantasier om det

aborterede barn; hvordan det ville have

set ud i dag, om det var en dreng eller en

pige m.m.” Håkonsson fortæller, hvordan

han har konfronteret Hanne Söderberg

med hendes egne skræmmende tal,

der viser, at hun har sendt talrige kvinder

ud i svære psykiske lidelser efter en

abort. Hun indrømmer, at det er et problem,

men kan ikke give nogen løsning

på problemet.

Kvindens partner og familie oplever ofte

den overståede abort som en lettelse og

kan derfor ikke forstå hendes kvaler,

hvor følelser som sorg, vrede, skyld og

At fortrænge skyldfølelsen er

imidlertid skæbnesvangert, og

samfundets forbud mod skyldfølelse

kan for den abortramte

kvinde være en udløsende faktor

for psykiske komplikationer.

skam er almindelige udover depressive

følelser.

Lægevidenskaben arbejder ikke med

begrebet skyld, og psykolgien taler om

’selvværd’, men ikke ’moral’. At fortrænge

skyldfølelsen er imidlertid skæbnesvangert,

og samfundets forbud mod skyldfølelse

kan for den abortramte kvinde

være en udløsende faktor for psykiske

komplikationer. I tilfælde, hvor en

abortramt kvinde oplever stærk skyldfølelse,

oplever man, at hun kan finde på at

betegne sig selv som en morder. Hendes

skyldfølelse er imidlertid ikke bare irrationel;

den er reel nok, hvis hun føler,

hun har dræbt et barn. Psykologens svar

til hende i den situation kunne iflg. Håkonsson

være: ’Gå til en præst’.

Kvinden lades efter en abort alene tilbage

med ansvaret og skyldfølelsen. I

Sverige, fortæller Håkonsson, må lægen

ikke stille spørgsmål til valget af abort. I

Tyskland derimod skal kvinden tilbydes

en rådgivningssamtale, der har til formål

at redde barnet. Mange kvinder fortryder,

at de har fået foretaget en abort, men

som Håkonsson siger: Ingen kvinde fortryder,

at hun har født et barn.


Psykolog

Bjørn Håkonsson

Professor

Peter Øhrstrøm

Den anden foredragsholder, professor

Peter Øhrstrøm, medlem af Etisk Råd,

begyndte med at sige, at al fremskridt har

en pris. Denne kendsgerning kommer

f.eks. til udtryk i titlen på en skrivelse,

som Etisk Råd og Indenrigsministeriet

udgav i 1984; den hedder kort og godt

Fremskridtets pris. Den teknologiske udvikling

giver bestandig nye muligheder,

og med disse nye muligheder følger der

en række etiske spørgsmål, man ikke har

været stillet over for tidligere. Således

kan fremskridtets pris være af etisk art;

at man kan være fristet til at give køb på

etiske hensyn af hensyn til en gevinst på

andre områder – f.eks. det medicinske.

Etisk Råd tager løbende stilling til det

etisk forsvarlige eller uforsvarlige i forskellige

problemkomplekser. Når det

drejer sig om stamcelleforskning, er

problemet, om man etisk kan forsvare

at udføre eksperimenter på menneskefostre.

Etisk råd har i sine egne vedtægter

allerede i § 1 defineret det befrugtede æg

og fosteret som menneskeliv. I denne

første paragraf hedder det endvidere, at

respekten for menneskets integritet og

værdighed også omfatter disse. Men definitionen

kan komme under pres, f.eks.

i tilfældet med stamcelleforskning, hvor

Såfremt man lærer at afprogram-

mere disse stamceller, vil de kun-

ne bruges på lige fod med stamceller

fra fostre.

Etisk råd har i sine egne vedtægter

allerede i § 1 defineret

det befrugtede æg og fosteret

som menneskeliv.

man fremhæver de fordele, stamcelleforskningen

kan have for udvikling af

revolutionerende ny medicin.

Stamceller findes i fostre såvel som i

det færdigudviklede menneske, men

i sidstnævnte er stamcellerne allerede

programmerede til forskellige opgaver,

hvorfor de har begrænset interesse

for forskerne. Der har ligeledes været

tale om at benytte stamceller fra navlestrengsblod,

men da disse celler, ligesom

cellerne hos det voksne menneske,

allerede er programmerede, anses de

for uegnede. Såfremt man lærer at afprogrammere

disse stamceller, vil de

kunne bruges på lige fod med stamceller

fra fostre, men indtil da er videnskaben

fokuseret på stamcelleforskning i materiale

fra fosteranlæg, der er ca. 6 seks

dage gamle. De ikke-programmerede

stamceller hos fosteranlægget er såkaldt

’totipotente’, hvorved menes, at de kan

udvikle sig til en hvilken som helst del

af menneskelegemet, organer, lemmer

osv. Perspektivet her er fuldstændig enestående

i medicinsk øjemed, idet man

vil kunne helbrede førhen uhelbredelige

sygdomme samt genskabe organer og

lemmer.

Der findes to hovedpositioner i forhold

til synet på fosteranlægget. Den ene er

det etiske syn, der som nævnt betragter

fosteranlægget som et menneskeliv med

en unik værdighed og integritet. Den

anden position betegnes gradualisme.

Her betragtes fosteranlægget som en

celleklump med lav værdi, og fosterets

værdi øges gradvist, efterhånden som

det nærmer sig sin fulde udvikling. I

denne forståelse opnår fosteret mere

og mere menneskelighed og etisk status

i takt med den tiltagende biologiske

kompleksitet. Som Øhrstrøm siger, er

dette argument ikke holdbart; man ville

jo skulle hævde, at et menneske mistede

noget af sin etiske status, hvis nogle

af de biologiske funktioner satte ud. Et

andet gradualistisk argument er, at fosteret

ikke har nået at knytte relationer

til andre mennesker, og at relationer er

konstituerende for menneskelivet. Konsekvensen

af dette argument - siger Øhrstrøm

– er, at man så måtte påstå, at kun

de mennesker, der har gode relationer til

andre mennesker, er rigtige mennesker.

Neuropsykolog Lone Frank hævder, at

noget, der er så småt som det tidlige foster,

ingen værdi har. Men også dette argument

er meget dårligt, siger Øhrstrøm,

for størrelsen bestemmer ikke værdien

af en given genstand. F.eks har en stor

skrotbunke ingen særlig værdi på trods

af dens store størrelse. Anderledes med

menneskelivets begyndelse: allerede i det

befrugtede ægs ene celle dannes hele det

genetiske sæt i det fantastiske opskriftsværk,

som generne er – en opskrift, der

i omfang ville svare til en meter telefonbøger!

Der findes ikke – siger Øhrstrøm

– et bogværk af den slags, uden der står

en forfatter bag, og denne stærke appel

er for ham et tydeligt Gudsbevis.

9


10

TIL HVERDAG arbejder foreningens nye

formand, læge Roland Knudsen 32 år,

på Ortopædkirurgisk Afdeling på Kolding

Sygehus. Han har sammen med sin

engelske hustru Joanna drømme om at

gøre en forskel et sted ude i den store

verden på et tidspunkt. Indtil videre vil

de dog gøre en forskel derhjemme, når

en lille vietnamesisk pige på 1 år bliver

adopteret og skal vokse op sammen med

BOGANMELDELSE:

Helge Hoffmann:

Fanden hytter sine

Fokal (Forlagsgruppen Lohse)

199,95 kr.

HOFFMANNS BOG kan beskrives som

spændingsroman og krimi på én gang. I

bogen kommer en yngre dagbladsjour-

BOGANMELDELSE:

Heather Gennem:

OVERVÆLDENDE SKØNHED

Min vej fra voldtægt til

helbredelse

ProRex

199,95 kr.

VI PRÆSENTERER ROLAND KNUDSEN,

Retten til Livs formand siden Årsmødet i marts

Naomi på 5 og Samuel på 3 år hjemme

i Odense.

Roland er kendt som en flittig og samvittighedsfuld

person. Han trives med det

lange seje træk og væltes ikke i modvind.

Roland selv siger om sit engagement i

Retten Til Liv, hvor han har siddet med i

bestyrelsen i flere år:

Det har været en kamp, men det er jo

nalist (Bjarke Bindsgaard) på et slotsophold

på Skalborg Slot med henblik på at

skulle skrive en artikel om slottet. Han

indkvarteres hos det hyggelige slotsforvalterpar

Winding. Slottet ejes af en excentrisk

og utiltalende ældre baronesse,

der bor på slottet med sin unge hofdame.

Hendes barnebarn, Peter, bor ligeledes

på slottet. Den gamle præst kan sammen

med bla. forvalterparret berette, hvordan

der for 40 år siden har været afholdt

sorte (dvs. sataniske) messer i den nærliggende

lund. Disse messer genoptages

tilsyneladende af en formodet satankult,

der angiveligt har bragt et foster som

offer. Plottet drejer sig om dette og se-

En ung mor med to mindre børn sovende

i værelserne ved siden af bliver voldtaget

i sit eget hjem. Familien har valgt

at bo i et berygtet kvarter med mange

sorte og meget misbrug. Sådan har de

valgt bevidst for at knytte venskaber

med nogle af USA’s socialt mest udsatte

sorte. Overgrebet får store konsekvenser

for parret, ikke mindst da det går op for

Heather at hun er blevet gravid. Efter

svære overvejelser for Heathers mand

Steve, beslutter de at beholde barnet.

Steve, der som sin hustru er hvid, beslutter,

at det farvede barn, Heather venter,

netop, hvad vi kristne er kaldet til: ”At

tage Guds fulde rustning på....” Og en

kamp koster tid, sved og tårer, men det

er det hele værd. Især når vi hvert år har

historier om børn, som er blevet reddet.

Og kvinder, som har det svært, men som

er blevet hjulpet videre. I år er en kvinde

til og med blevet kristen igennem vores

rådgivning.

Anne Marie Rask

nere mord. Da Bjarke, der ikke selv er

synderligt kristen, bliver stillet overfor

de irrationelle fænomener, anfægtes han

lettere i sin ateisme, uden at han dog på

afgørende måde må tager stilling til det

overnaturlige. Ligeledes tvinges han til i

situationen at skulle forholde sig til, om

abort er mord. Men disse konfrontationer

med for ham ukendte sider af virkeligheden

virker desværre perifere og

uudnyttede i historien, hvorfor man aldrig

rigtig får fornemmelsen af, at Bjarke

for alvor bliver rystet i sin verdslige

grundvold; det kunne ellers have været

interessant.

Sune Hansen

skal være hans. Det giver i de kommende

år anledning til mange pudsige kommentarer

og antagelser fra fremmede.

Bogen fortæller helt uden generaliseringer

om et ægtepar, der magter at bryde

voldtægtens voldsspiral ved at give et

godt liv til den pige, der blev til efter den

aften, hvor bagdøren ikke var låst, og

voldtægtsmandens trusler fik Heather til

at dæmpe sin modstand. En meget velfungerende

kirke spiller en stor rolle for

parrets beslutning. Heather genvinder

sit mod og heles af Gud.

Anne Marie Rask


EN HYLDEST TIL BØRRE KNUDSEN!

De ufødtes biskop er han blevet

kaldt. Og med rette.

Børre Knudsen rundede den 24. september

de 70 år, og selvom han i dag lever

et relativt tilbagetrukket liv bl.a. pga. sin

svækkelse af Parkinsons sygdom, blev

dagen markeret med udgivelsen af et

festskrift til fødselaren.

Det var manden, der satte hele Norge

på den anden ende med sine symbolske

markeringer af sin modstand mod den

fri abort. Han var udskældt som få i de

år, og selv indenfor de kristne rækker var

meningerne delte.

Der var ingen plads til pragmatiske

kompromiser hos ham. Drab er drab,

og drab måtte aldrig accepteres som

en menneskeret. Da loven om fri abort

trådte i kraft i 1979 i Norge, udfærdigede

Børre Knudsen 17 teser, som han sendte

til kongen. I 5. og 6. tese lød det: ”Loven

om adgang til selvbestemt abort betyder

opgivelse af ethvert retsværn for det

gryende menneskeliv og indebærer en

principiel afskrivning af fosterets menneskeværd.”

Og videre i den 6. tese: ”Den

nye abortlov er derfor i direkte strid med

statens eget retsgrundlag, sådan som det

fremstilles i grundloven.”

Jeg husker, hvordan jeg tilbage til gymnasieårene

i begyndelsen af 80’erne

fulgte debatten og de retssager, som siden

fulgte, i de hjemlige medier. Hans

uforfærdethed og mod gjorde lige så

stort indtryk som retfærdigheden i den

sag, han kæmpede for. Overraskelsen

var derfor stor, da jeg mødte ham i virkeligheden

få år senere til et KFS-møde

i Århus. Kæmpen for det indre øje viste

sig at være ret lav af vækst og en ydmyg

person, ja, nærmest en smule genert.

Dog, da han først indtog talerstolen

(meget af tiden travede han dog rundt

på gulvet!), voksede en åndelig kæmpe

frem igen. Sjældent har jeg hørt så stærk

og åndsbåret en forkyndelse.

Børre Knudsen nøjedes ikke med at udsende

teserne; han nedlagde også den

statslige del af sit embede, dvs. varetagelsen

af vielser. Samtidig sendte han sin

statsløn retur, og han trofaste menighed

bakkede ham 100% op bl.a. med økonomiske

midler. ”Tro ikke på en kristendom,

som ikke tager Guds ord alvorligt”,

udtalte han. Og et andet sted: ”Selv har

jeg altid ment, at rigtige meninger er

bortkastede, hvis de ikke bruges til noget”.

Han gik selv foran.

Hans uhørte skridt måtte prøves ved

domstolene: Hvem havde forbrudt sig

mod grundloven: præsten som nedlagde

den statslige del af embedet, eller regeringen

som havde vedtaget en lov i strid

med sit retsgrundlag? I første omgang

frifindes Børre Knudsen. ”Retten kan

ikke se kunstigt fremkaldt abort som

noget andet, end at et lille menneske

dræbes”. Sagen ankes til Højesteret, og i

1983 bliver han afsat fra sin stilling i Den

norske Kirke. ”Abortloven strider ikke

mod grundloven, og derfor kan embedet

ikke opdeles”. Han fortsætter dog som

hidtil med at fungere som sognepræst

for den menighed, som han i sin tid blev

kaldet til.

I slutningen af firserne og nogle år frem

foretog han nogle symbolske sygehusaktioner

(sammen med kollegaen Ludvig

Nessa). Disse blev for provokerende for

samfundet: Han blev sat i fængsel i 14

dage og skrev for øvrigt herfra hæftet

”Dagbok fra celle 13”. (Den fås ved henvendelse

til sekretariatet).

Den 6. april 1997 blev han indsat som

biskop for ”Strandebarm Provsti”, en

slags selvbestaltet kirke i kirken for bekendende

præster og menigheder i den

norske kirke.

Vi lader hans egen kommentar på sin 70års

dag til den norske avis ”Vårt land” stå

til sidst: ”Jeg har forsøgt at være et enfoldigt

Guds barn, og jeg har fået lov til at

erfare, at det har bærekraft”.

Festskriftet,” Som en ild går Åndens

ord”, kan bestilles gennem sekretariatet.

Forlagsgruppen Lohse udgiver i 2008

en oversættelse af ”En præst og en

plage”, et yderst velskrevet

portræt af

Børre Knudsen og

hans kamp.

Senere udkommer

på samme forlag en

oversættelse af en prædikensamling

af ham, som tidligere er anmeldt i

dette blad: ”Nåden og sandheden”

11


12

Afsender

Retten til Liv

Sekretariatet

Cedervej 1, Stjær

8464 Galten

ANDAGT

”Træk ikke på samme hammel som

de vantro.”

Sådan lyder Andet Korintherbrev 6,14

i 1992-oversættelsen af Ny Testamente,

lidt misvisende. Rigtigere hed det i 1948oversættelsen:

”Træk ikke i ulige åg med

de vantro.”

Det er ord, der har deres aktualitet i

abortsagen. Jævnlig ytres det fra forskellige

sider, at der er ”for mange” provokerede

aborter, og at det ville være ønskeligt,

om antallet kunne ”nedbringes”.

Bl.a. er der politikere og erhvervsfolk,

som har bemærket den omstændighed,

at der mangler mellem en halv og en hel

million danskere, som er blevet slået ihjel

i moders liv siden indførelsen af den fri

abort, og hvis samfundet på lidt længere

sigt skal kunne bære ”ældrebyrden” og i

det hele taget fungere, må de manglende

erstattes med indvandrere i en hidtil uset

målestok.

Andre finder, at der er ”for mange” aborter,

fordi massedrabene belaster sundhedsvæsenets

resurser så voldsomt, eller

fordi det er så ubehageligt og griset med

alt det blod. Det må da kunne klares med

kondomer i festlige farver og p-piller, der

smager som dameskrå.

Skal vi som kristne glæde os over al den-

STØT RETTEN

TIL LIV PÅ GIRO

923-8417

ne bekymring for, at der er ”for mange”

aborter?

Ja, hvordan kan vi andet end glæde os

over hvert eneste menneske, der slipper

for at blive slået ihjel, sådan eller sådan.

Skal vi så samarbejde med de bekymrede?

Det spørgsmål er ikke så ligetil. At ”trække

på samme hammel” som de kan vi jo

slet ikke undgå, for også vi arbejder på

at nedbringe antallet af aborter, nemlig

til nul.

Så kan og må vi vel støtte ethvert initiativ,

der fører i den retning, om det

så kommer fra Fanden selv? Nej, det er

netop det, vi ikke kan. Djævelen - Beliar,

kalder Paulus ham i sammenhængen

i Andet Korintherbrev - har altid sin

skjulte dagsorden. Det er derfor, vi ikke

kan trække i ulige åg med de vantro.

Tænk på nazismens jødeudryddelser.

Hvad, hvis velmenende politikere o.a. i

Nazityskland af økonomiske, æstetiske

eller endog vagt moralske grunde havde

sagt: ”Der er for mange jødedrab. Det er

ønskeligt, hvis antallet kan nedbringes.”

Kunne kristne så have sunget med på

den sang? Det ville jo uvægerlig være

blevet forstået sådan, at også fra kristent

synspunkt var drab på jøder acceptabelt,

bare det ikke blev ”for mange”.

Retten til Liv har brug for din økonomiske støtte for at kunne:

■ advare og aktionere imod de overgreb, der dagligt begås imod det ufødte barn.

■ undervise og informere på skoler og i kirker om det kristne menneskesyn, vort

ansvar som medmennesker og forpligtelsen til at hjælpe kvinden, der er i nød.

■ drive Abortlinien, foreningens anonyme telefonrådgivning.

Der skulle OVERHOVEDET ikke dræbes

jøder, og der skal OVERHOVEDET

ikke dræbes børn i moders liv, og der

må aldrig et øjeblik vækkes tvivl om, at

det og det alene er den kristne holdning.

Ellers kan vi hurtigt komme til at skade

sagen mere, end vi gavner den ved alt,

hvad vi i øvrigt foretager os.

Desværre er det jo ikke ren teori. Der er i

nogle kristne lejre ved at ske et skred, under

slagord om, at vi må ”forene os med

alle gode kræfter”, at vi må ”samle os om,

hvad der realistisk kan opnås” og at det

gælder at ”tage maksimalt hensyn både

til barnet og til kvinden, som står med

det svære valg”. Det kommer så blideligt

listende i tidsåndens tåger, det kan synes

så rigtigt, det kan virke så kristeligt. Selv

evner vi ikke at gennemskue den sataniske

strategi.

Men det gør apostelen, det gør Bibelen,

det gør Guds Ånd:

”Træk ikke i ulige åg med de vantro, for

hvad har retfærdighed og lovløshed med

hinanden at skaffe? Eller hvad fællesskab

er der mellem lys og mørke? Hvordan

kan Kristus stemme overens med Djævelen?”.

Poul Hoffmann

HUSK AT GIVE OS DIT CPR.NR. HUSK AT GIVE OS DIT CPR.NR. HUSK AT GIVE OS DIT CPR.NR

More magazines by this user
Similar magazines