HÅNDVÆRK - Skoletjenesten

H ÅNDVÆRK
I MIDDELALDEREN
Lærermateriale

Romansk gravkors 1150-1200 tallet. Landsbyhåndværker og altmuligmand.
Han er afbildet med smedeværktøj og måleinstrumenter. Muligvis er han kirkens bygmester. Vindeslev kirkegård. Tegning: Aage Jørgensen, Nationalmuseet.
Håndværk
Håndværk var i teorien et erhverv, der kun måtte
udøves inden for bymuren. Kun ganske få håndværkere
havde lov til at fungere ude på landet, hvor langt
den største del af middelalderens befolkning boede.
Bonden kunne meget tit selv fremstille, hvad han
behøvede, men hvis han en sjælden gang havde brug
for en professionel håndværker, var han nødt til at
tage ind til den nærmeste købstad.
Smedene var vigtige i middelalderens samfund, fordi
det var dem, der producerede en stor del af dagligdagens
redskaber. Smedehåndværket var specialiseret i
mange retninger. Der var grovsmede, klejnsmede,
våbensmede, kedelsmede, knivsmede og grydestøbere,
for bare at nævne nogle. Derudover var der guld- og
sølvsmedene, der også kunne fremstille mønter. (Rum
106-107)
En anden stor gruppe af håndværkere i Danmark
var dem, der beskæftigede sig med beklædning, der
både kunne fremstilles i læder, pels og klæde.
Meget arbejds- og hverdagstøj var fremstillet i skind
og læder, så det var ikke kun fine pelskapper, skinderne
og buntmagerne lavede. Genstande af sems- og
fedtgarvet 1 læder blev lavet af remmesnidere og pungmagere,
der blandt andet fremstillede seletøj, handsker,
bælter og punge. Sidstnævnte var vigtige, fordi
lommer var et sjældent syn i middelalderens dragter.
Kniven, som alle mænd bar i middelalderen, og penge
2
bar man derfor i remme eller punge, der ofte var hægtet
fast til et bælte. (Rum 106-107)
Af mere specialiserede beklædningshåndværkere var
der perlestikkeren, som næsten kun de velhavende i
samfundet stiftede bekendtskab med. Det var ham,
der udstyrede brudehuer, mitraer (biskoppens hat) og
kjoler med perlebroderier. (Rum 110)(Sakristiernes
Skatte 1375-1536)
Den middelalderlige skomager (som i middelalderen
hed en suder), der til forskel fra kollegaen, patinemageren,
fremstillede sko i skind og læder. Patinemageren
producerede patiner, der var en slags træsko/træsandal,
Brynjemager. Mendelschen
Zwölfbrüderstiftung.1475.
Foto: Henrik Wichmann.
1 Semsgarvet læder fremstilles ved hjælp af fedtstoffer, navnlig tran, som garvemiddel. Under forbehandlingen skæres narven bort, så læderet bliver flosset på begge
sider. Derefter gnides skindet med tran, som trænger ind ved valkning. Så lægges skindet i en bunke med andre skind, og der sker en gæringsproces. Derved
indgår fedtstoffet en kemisk forbindelse med hudfibrene på skindet, så fedtstoffet ikke kan vaskes ud. Når gæringen er slut, fjernes det upåvirkede tran ved at
presse og vaske skindet. Semsgarvet læder er meget blødt, men ikke særlig stærkt.

man brugte til at spænde uden på sine skind-/lædersko
som en slags hæle, fordi middelalderens sko kun
var udstyret med meget tynde og ikke særlig holdbare
såler.
Snøret slidse over vristen (som vore almindelige
snøresko) er den hyppigste form i middelalderen.
Men også snørede slidse i siderne og remme over vristen
forekommer.
Skomager. Mendelschen Zwölfbrüderstiftung.1475.
Foto: Henrik Wichmann.
Råvarer
Tilgængeligheden af råvarer bestemte i stor udstrækning
i hvilken retning, dansk håndværk udviklede sig i
middelalderen. Læder, skind og pels kunne man i store
træk få fra egne husdyr og de vilde dyr, der fandtes i
Danmark. Fedt og bark, som blev brugt til at garve
med, kunne skaffes fra det danske land- og skovbrug.
Smedene havde langt sværere ved at få deres materialer
end de håndværkere, der arbejdede med skind og
læder. I Danmark blev jern udvundet af myremalm
(uren brunjernsten), mens den gode kvalitet jern skulle
skaffes fra udlandet, især Sverige, og brændsel, som
smeden brugte til sin esse, var dyrt, fordi man i vikingetiden
og tidlig middelalder havde drevet rovdrift på
skovene. Derfor var mange smede afhængige af købmændenes
import af brænde og kul.
Guld- og sølvsmedenes materialer var meget dyre,
fordi de skulle importeres og tilmed var en mangelvare
helt indtil 1500 tallet.
Stenbyggeriet opstod i slutningen af 1100 tallet, da
man herhjemme lærte at brænde tegl, som blev lavet
af ler, der fandtes i rigelige mængder i Danmark. Ud-
over tegl brugte man tufsten, granit og frådsten til at
bygge med. Tufsten var en importvare, som de danske
købmænd havde med tilbage til Danmark, når de
havde været i Nederlandene og afleveret deres tunge
last af landbrugsvarer. Med sig hjem havde de lette
klæder og krydderier, der ikke var nær så tung en last
som landbrugsvarerne. For at opveje vægtforskellen
lastede købmændene derfor rhinske tufsten, som de
danske bygningshåndværkere kunne bruge til at bygge
stenbygninger i Danmark med.
Laug
I takt med, at det danske samfund blev mere organiseret
og specialiseret i løbet af 1300- og 1400 årene blev
håndværket det også. Det betød, at de såkaldte laug
begyndte at dukke op. De store fag havde deres egne
laug, mens de mindre ofte var slået sammen i blandede
laug.
3

Skrædderens værksted. Skrædderi var mænds arbejde i middelalderen.
Codex Catanese ca. 1400-1407. Foto: Nationalmuseet.
Et laug er en organisationsform, som hver enkelt
håndværksmester var medlem af. Lauget kontrollerede
blandt andet uddannelsesforhold og antallet af fagets
udøvere i den enkelte købstad, og faglige stridigheder
afgjorde laugene også. Derudover virker det som en
støtte i tilfælde af sygdom, dødsfald eller økonomisk
uføre. I løbet af middelalderen fik laugene større og
større økonomisk og juridisk indflydelse i samfundet
og kom på den måde til at øve betydelig indflydelse på
den enkelte købstads næringsliv.
I det enkelte laugs lov, kaldet skråen, som laugets
medlemmer ved ed var forpligtiget til at overholde,
fandtes bestemmelser for laugets indre forhold og stilling
udadtil. Hvis en håndværksmester overtrådte
skråen, betød det bøde, og i allerværste tilfælde kunne
han blive smidt ud af lauget, hvilket betød, at hans
økonomiske, sociale og juridiske sikkerhedsnet forsvandt
fuldstændigt, og for nogen kom det til at betyde
økonomisk ruin.
I spidsen for et laug stod oldermanden, til at hjælpe
sig havde han én eller flere skaffere.
4
Uddannelse
Når en dreng kom i lære som håndværker, var han
oftest otte til ti år gammel. Den eneste måde, han
kunne blive håndværker på, var at stå i lære hos en
mester, da der ikke eksisterede lærebøger eller grundskoler.
Uddannelsen inden for de enkelte håndværk
blev udelukkende formidlet i ord og gerninger.
Det var den enkelte mester, der suverænt afgjorde
varigheden af den enkelte lærlings læretid, der kunne
vare mellem tre og seks år. Når drengens læretid var
slut, fik han et lærebrev som bevis på, at han var ud-
lært. Svendeprøver, som vi kender i dag, er noget, der
hører en senere tid til. Når en læredreng var udlært,
blev han meget ofte hos sin mester og arbejdede som
dennes svend, men til forskel fra læredrengene kunne
svendene opsige deres plads og søge andre steder hen.
Det var ikke et særsyn, at en nyuddannet svend gik
på valsen, hvilket betyder, at han gik fra by til by og
tog arbejde, hvor han kunne få det. Når de danske

Salg af linned og syværksted. Kvindearbejde. Codex Vienna ca. 1400.
Foto: Nationalmuseet.
håndværkere rejste til udlandet, havde de skitsebøger
med, hvor de tegnede og noterede indtryk ned, som
de kunne bruge i Danmark. Også udenlandske håndværkere,
der kom til Danmark, bragte nye ideer med
til de danske håndværkere. På den måde blev lokale
håndværkstraditioner formidlet og spredt rundt i
Europa. Men de danske håndværkere kopierede ikke
direkte af, de tilpassede tingene efter danske forhold.
Ville en svend være mester, var der mange betingelser,
der skulle opfyldes. Efter at have været på valsen,
skulle han tjene en mester gennem længere tid. Dernæst
skulle han bevise sin faglige dygtighed ved at
udføre et mesterstykke, der på forhånd var bestemt af
lauget, der også skulle godkende mesterstykket. Derudover
skulle svenden optages i byens borgerskab,
hvilket han skulle betale for. Men det mest vanskelige
var at blive optaget i mesterlauget. Det kunne blive en
meget dyr fornøjelse, idet svenden skulle betale forskellige
afgifter til lauget og bespise dets medlemmer
én eller flere gange. Der var dog forskel på folk. Hvis
svenden var søn eller svigersøn af et laugsmedlem, var
det betydeligt lettere at blive optaget i lauget i modsætning
til dem, der ikke havde familiemedlemmer i
lauget.
Arbejdsgang
Det var årstiden, der bestemte, hvor lang arbejdsdagen
var for en håndværker. Om sommeren, hvor det
var lyst længe, blev der arbejdet i mange flere timer
end om vinteren, hvor de lyse timer var færre. Forholdene
for de håndværkere, der arbejdede indenfor i
deres værksteder var anderledes, fordi de kunne arbejde
ved kunstigt lys.
Livet for en håndværker i Middelalderen var ikke
kun arbejde og arbejde. I løbet af året var der hviledage
og kirkelige festdage, hvor folk ifølge kirken ikke
havde lov til at arbejde. Men alligevel arbejdede mange
håndværkere på søn- og helligdage, blandt andet
for at udnytte dagslyset.
Det var meget almindeligt, at håndværkernes værksteder
var samlet efter fag og placeret bestemte steder i
byen. Smedenes værksteder lå ofte i udkanten af byen
på grund af brandfaren fra smedjen. Byerne i middelalderen
var brandfælder, fordi langt de fleste huse var
bygget af træ og derfor yderst brandfarlige. Slagteren
arbejdede i kvarterer, hvor lugten og affaldet generede
mindst muligt. I København havde slagterne i 1400
tallet deres boder i Kødmangergade (Slagtergade), det
der i dag hedder Købmagergade.
Slagter. Mendelschen Zwölfbrüderstiftung.1475. Foto: Henrik Wichmann.
5

Sædder kirke syd for Køge er en typisk dansk landsbykirke. En romansk kirke
fra 1100 årene er blevet udbygget i gotikken med tårn, våbenhus og sakristi
(til kirkens skatte) og udsmykket med takkede gavle.
Foto: Nationalmuseet.
Mere end 1000 af de kirker, der eksisterer i dag, blev
bygget i middelalderen. Når en kirke skulle bygges,
blev der oprettet en byggeplads med midlertidige og
for det meste meget simple værksteder, hvor delene til
kirken blev fremstillet. Teglslageren, der fremstillede
tagsten, kakler, gulvklinker og mursten til kirken,
arbejdede ikke som de øvrige håndværkere, der var
med til at bygge kirken på selve byggepladsen. I stedet
arbejdede han i nærheden af lergravene, hvor ovnene
til brænding af sten og tegl var placeret. (Rum 108)
De håndværkere, der var med til at bygge kirkerne, og
som vi ved mest om i dag, er murerne, stenhuggerne
og teglslagerne, fordi meget af deres arbejde på kirkerne
endnu er tilbage.
Tømrerne havde en stor del af ansvaret for kirkerne,
men af deres arbejde er der ikke meget tilbage, da
mange af deres konstruktioner i forbindelse med kirkebyggeri
kun var midlertidige. Spor af stilladser kan
6
Kirkebyggeri
til tider endnu skimtes i huller i murværket, hvori
stikbommenes ender har været placeret. – Kraner og
taljer, som tømreren konstruerede til at løfte det tunge
materiale, er også forsvundet. Også de forskallinger,
som hvælvingerne blev konstrueret over, og som
understøttede murværket indtil mørtelen størknede,
er væk. Ligesom tømrernes arbejde er en del af glarmesterens
gået tabt. Og om de mange ufaglærte mænd
og kvinder, de såkaldte slæbere, der slæbte byggematerialerne
til byggepladsen, er vores viden minimal.
Udgravet teglovn fra Øksnebjerg. Personen står inde i ovnen, hvor de rå
sten blev stablet, bagved ham ses indfyringstunnellerne. Tegning af M. Petersen
1888. Nationalmuseet.

Det gotiske kirkerum. Danmarks kirker. Nationalmuseet.
Brede værker:
Om sko:
HÅNDVÆRK I MIDDELALDEREN
LITTERATURLISTE
i forbindelse med håndværksaktiviteterne
– G. Jacobsen: Håndværkets Kulturhistorie, bd. I. Håndværket kommer til Danmark.
Tiden før 1550. bd. II: Håndværket i fremgang: perioden 1550-1700. (København
1982-1983).
– Gamle danske håndværk. Politikens Håndbøger.
– Niels-Knud Liebgott: Dansk Middelalderarkæologi. (København 1989).
– Frances og Joseph Gies: Cathedral, Forge and Waterwheel. Technology and invention
in the Middle Ages. (Harper Collins Publishers 1994).
– Aa. Andersen: Et fund af middelalderlige sko- og lædersager fra Svendborg. I Fynske
Årbøger, bd.V,1. (1953)
– P. Kr. Madsen og H. Mikkelsen: Sudergade. I Skalk 1985:6
– H. Dahlerup Koch: Fodtøj af læder og dets datering 1250-1500. I Hikuin 14, 1988.
– E. Schia: Sko som arkæologisk kildemateriale. I Hikuin 3, 1977.
7

© Skoletjenesten Nationalmuseet. Tekst: Pernille Hasselsteen. Redaktion og research: Vibeke Mader. Layout: Jan Schubert-Löfkrantz/Skoletjenesten.
Udvikling af håndværk: Benny Rosenkrans, Middelaldergildet Valdemar Atterdag.
Bestilling af gratis undervisning og materialer: tlf: 3347 3838 mandag-fredag kl 9.30 og kl.10.30-14.00. Fax: 33473347 E-mail: uvcenteret@natmus.dk.
Forsidebillede: Høvisk scene: Ridder arbejder med en tøndehjelm, den unge kvinde bringer mad og drikke.
Codex: Manesse. Ca. 1300-1330. Foto: Henrik Wichmann.
Håndværk og materialer: Benny Rosenkrans, Middelaldergildet Valdemar Atterdag, der kan kontaktes for yderligere informationer på tlf/fax: 5386 8272.