| Meget mere Manu | Panda på tinge | Grøn ... - Radikale Venstre

SEPTEMBER 

2009 

NR. 5 

| Meget mere Manu | Panda på tinge | Grøn Supermagt | 

| Farvel til Morten Helveg | Bald stopper | Ny formand |

2 

indhold 

Farvel til Søren Bald 

Udmeldelser med efterfølgende nye partier og fl ere 

op og nedture i et politisk landskab, hvor midten 

nærmest er forsvundet. Der har været nok at se til 

for Søren Bald, der ved efterårets landsmøde takker 

af som landsformand. Efter otte år i formandsstolen 

siger Søren Bald farvel. 

side 38 

Grøn supermagt 

Thomas Friedman er kendt verden over for sin ekspertise 

og engagement i international politik, og 

han er en del af en ny indfl ydelsesrig liga, der argumenterer 

for, at den grønne vej er den eneste vej 

frem for USA - og resten af verden. Radikal Politik 

mødte Thomas Friedman, der ynder at bruge Danmark 

som et mønstereksempel i klimakampen. 

side 44

adikal politik 

Hvad sker der 

i det radikale Danmark? 

FORLEDEN HAVDE JEG EN LILLE SNAK med sin søn, der ikke kunne forstå, hvorfor hans far 

ikke havde opdaget, at han ønskede sig en helt særlig udgave af Ronnie Ræs’ lastbil fra Cars. (Har 

du drenge under syv år, ved du hvad jeg taler om, hvis ikke, så bær over med mig) Jeg måtte forklare 

ham, at det var fordi jeg simpelthen ikke vidste det. Han havde ikke fortalt mig det eller også havde 

jeg bare ikke hørt ordentlig efter, hvilke – hvis du spørger min søn – ofte er forklaringen. Men pointen 

her er ikke min dårlige hørelse eller min søns præferencer inden for legetøj, men at man skal fortælle 

om det, hvis man ønsker noget. 

Fra tid til anden får man som redaktør nemlig en lille stikpille, når man møder radikale rundt om 

i landet. ”Hvorfor skriver I ikke om x eller hvorfor har I ikke omtalt y”?, lyder det tit. Så er det, at 

jeg for det meste svarer: ”Det ville vi sikkert også hjertens gerne, hvis bare vi havde vidst det”. For 

Radikal Politisk skriver altid gerne om alt det gode, der foregår i det radikale landskab. Især er vores 

sektion bagerst i bladet, ”Det Politiske Værksted” dybt afhængig af gode input, men også til resten 

af bladet er henvendelser fra vores læsere af stor betydning. 

OPFORDRING 

Derfor er her endnu en gang en opfordring til at kontakte redaktionen med gode ideer, tips og nyheder. 

For som redaktør for Radikal Politik kan det – selv for en radikal – være ganske svært at overskue hele 

det ganske danske radikale landskab. Derfor denne bøn alle medlemmer, græsrødder og organisationsfolk: 

Redaktionen på Radikal Politik vil altid gerne skrive om det lokale og organisatoriske stof, men 

vi har brug for hjælp. Derfor modtager vi på redaktion@radikale.dk gerne alskens slags tip. Har din 

kommuneforening for eksempel fået ny formand?, Er der valgt nye folketingskandidater eller byrådskandidater 

i din by?, Har I nedsat en ny politikgruppe?, Er der bygget en park i din by efter radikalt 

forslag? Eller barsler dit sektorpolitiske udvalg med et nyt udspil? Alle nyheder – store som små – 

har interesse. Så tøv ikke med at kontakte os – tror du, at du har en nyhed, har du det sikkert. 

Og så hører vi gerne på: redaktion@radikale.dk eller via Radikale.net. 

Også ideer til større historier, interview og reportager er velkomne. Det kan godt 

være, at din henvendelse eller ide falder for en redaktionel vurdering, men så har vi i 

det mindste haft muligheden for at vurdere dit tip. Så næste gang du undrer dig over, 

hvorfor dit medlemsblad ikke har fortalt lige jeres gode nyhed fra din kreds eller 

interviewet din aktive lokalformand, så spørg dig selv om der er nogen, der i 

første omgang overhovedet har fortalt medlemsbladet om det. For viden er forudsætning 

for handling, både når det gælder særlige ønsker til ungerne og når 

det gælder indholdet af et medlemsblad som vores. 

STORE BEGIVENHEDER 

Nærværende udgave af Radikal Politik bærer præg af store radikale begivenheder, 

vi ikke har kunne komme uden om. Partiet skal have ny landsformænd og vi 

har derfor portrætteret de to kandidater, der i skrivende stund har anmeldt deres 

kandidatur og vi har naturligvis også snakket med den afgående formand. En anden 

fremtrædende radikal er allerede forhenværende, nemlig Morten Helveg Petersen, 

der som bekendt har skiftet kontoret på Proviantgården ud med et – ganske givet 

større – kontor i en brancheorganisation. Måske det bliver Manu Sareen, der skal 

overtage Morten Helvegs kontor efter næste folketingsvalg. Vi har mødt den aktive 

radikale borgerrepræsentant og folketingskandidat, der formår at jonglere et liv, der 

indeholder alt lige fra børnebøger til integrationspolitik. Det og meget mere i denne 

udgave af Radikal Politik, der – hvis trykkeriet og det knapt så kongelige danske 

postvæsen vil det – forhåbentlig er i dine hænder inden landsmødet. Og min søn 

og hans bilønske…? Jo, det endte selvfølgelig med endnu en bil til samlingen. Så 

redaktøren er altså modtagelig for ideer – i kender mailen. 

Søren Højlund Carlsen 

Redaktør 

3

6 

indhold 

14 Pandaen kommer 

Et nyt ansigt trådt ind i den radikale folketingsgruppe. 

Anne Marie Geisler Andersen var indtil 1. august 

førstesuppleant for Morten Helveg Petersen, men den 

titel er blevet skiftet ud med et fuldbyrdet folketingsmandat. 

Noget af en overraskelse for den 28-årige 

studerende, der i radikale kredse deler kælenavn 

med en truet bjørneart. 

24 Sønnen siger farvel 

I forbindelse med annonceringen af sit farvel til politik 

beskrev Morten Helveg Petersen sig selv som søn 

af huset. Som tredje generations Helveg har Morten 

Helveg Petersen de sidste 11 år haft sin daglige gang 

på Christiansborg. Men nu er det slut. Morten Helveg 

Petersen har skiftet forsvarsforlig og fi nansstoffet 

ud med it og internettet. 

26 Tyve år med registreret partnerskab 

Tyve år er gået siden det registrerede partnerskab 

blev indført i Danmark i 1989. Det skete ved hjælp af 

radikale stemmer og dermed var Danmark det første 

land i verden, hvor det blev muligt for to mennesker 

af samme køn at gifte sig. Radikal Politik ser tilbage 

på loven og dens betydning før og nu. 

40 Ej blot til lyst 

Læring rimer på lyst, men det er ikke nødvendigvis 

lysten, der får hjulene til at dreje rundt. Og rundt 

skal de jo og gerne effektivt. I hvert fald hvis man 

spørger regeringen, som oppositionen synes har sat 

gang i et opgør med den danske uddannelseskultur. 

Radikal Politik har sat Socialdemokraterne, SF og 

Radikale Venstre stævne for at diskutere uddannelsespolitik. 

48 Under huden på Afrika 

Hvert år er der danskere, der betaler mange penge 

for at komme til at arbejde. Det lyder helt forkert, 

men ikke for Nina Bak Nielsen og Maja Tandrup Pedersen, 

der begge er ulandsfrivillige i Zambia. Her 

ligger lønnen vitterligt i arbejdet, fortæller de to veninder 

til Radikal Politik. 

Meget mere Manu 

Manu Sareen er nok landets mest kendte kommunalpolitiker, men han 

har nu rettet blikket mod Christiansborg. Ved sidste folketingsvalg var 

han kun et mulehår fra en plads på den radikale gang. Den er han nu 

rykket endnu tættere på og han glæder sig til at indtage Christiansborg. 

For Manu Sareen er sulten. Sulten efter forandringer og sulten 

efter indfl ydelse. 

side 16 

UDGIVER: 

Radikale Venstre • Christiansborg • 1240 København K 

tlf. 33 37 47 47 • radikale@radikale.dk • radikale.dk • radikale.net 

REDAKTØR: 

Søren Højlund Carlsen (ansvarshavende) 

REDAKTION: 

Jesper Gronenberg, Johannes Sørensen, Henrik Kjerrumgaard, 

Anna Rørbæk og Søren Bald 

SKRIBENTER I NUMMER 5: 

Marcus Aggersberg, Jacob Wendt Jensen, Trine Vendelboe Juel, 

Anders Lundt Hansen, Thomas Køhler, Morten Helveg Petersen, 

Zenia Stampe, Birgitte Ramsø Thomsen, Camilla Hersom 

og Jakob Stig Jørgensen 

FOTOGRAFER I NUMMER 5: 

Ditte Valente, David Bering, Hans Christian Jacobsen, 

Scanpix, Polfoto og Colourbox 

LAYOUT: 

Helle Bøye Christensen 

DEADLINE: 

Sidste frist for indsendelse af uopfordret materiale til Radikal 

Politik nr. 6–2009 er den 20. september og skal sendes til 

redaktion@radikale.dk. Redaktionen påtager sig intet 

ansvar for materiale, indlæg, foto mv., som indsendes uopfordret. 

Redaktionen for denne udgave sluttede den 1. august 2008. 

Der tages forbehold for senere ændringer i politikken, personer, 

ordførerskaber, udspil m.m. 

Annoncer, artikler, debatindlæg og andet indhold 

udtrykker ikke nødvendigvis Radikale Venstres offi cielle holdning 

Radikal Politik udkommer seks gange årligt. 

Næste nummer udkommer november 2009 

ABONNEMENT: 

Kr. 200 om året. Gratis for medlemmer af Radikale Venstre. 

Kontakt Radikale Venstre på tlf. 33 37 47 47 for abonnement. 

ANNONCER: 

Vestergaard og co. Kontakt: René Vestergaard, tlf. 98 51 00 30, 

rene@vesco.dk 

TRYK: 

Arco Grafi sk, Skive, der er miljøcertifi ceret og har EMAScertifi 

kat og licens til Svanemærket produktion 

OPLAG: 

Oplag: 10.000. ISSN: 0107-279X

adikal politik 

Jeg siger tak 

MEGET ER SKET SIDEN SEPTEMBER 2001 – også i den radikale mikroverden. 100-årsdag 

og tre folketingsvalg. Et med den største mandatfremgang i 37 år. Et med det største 

mandattab i 87 år. Der har været tre gruppeformænd, fi re sekretariatschefer og fem næstformænd 

plus tre personafskalninger fra folketingsgruppen – de første siden 1920. Så sig 

ikke, at der ikke er sket noget i det lille parti de sidste otte år, hvor landsformanden dog har 

været den samme. Den rolle er heldigvis anderledes end i andre partier. Hos os er landsformanden 

ikke organisatorisk formand. Partiet er nemlig de organiserede radikale vælgeres 

forbund af lokale foreninger. Selvfølgelig har de organiserede radikale vælgere politiske 

meninger. Ellers var de jo ikke med i et parti som vores. De skal ikke bare klappe og vedtage 

det, folketingsgruppen allerede har besluttet. Derfor skal medlemmernes førstemand 

selvfølgelig have politiske meninger, fordi han er deres politiske tillidsmand. 

HVER SIN LEDER 

Der har været, der er og der bør være klar adskillelse mellem folketingsgruppens og landsforbundets 

politiske kompetencer. Ingen skal styre hinanden. Derfor skal de have hver sin leder. 

Det er tankevækkende, at de tre radikale udbrydere alle talte for et system, hvor gruppeformanden 

skulle køre hele butikken. De glemte magtbalancen og nærhedsprincippet. Et ligeberettiget 

samspil skal vise, at vi mestrer det samarbejdende folkestyre – også internt i vores 

eget parti. Gruppen vælger sin egen leder og MFérne skal ikke være partistyrede nikkedukker. 

Landsforbundet vælger sin egen chef, og landsformanden skal ikke være prinsgemal! 

Det er et radikalt adelsmærke, at vi netop ikke har de andres ”Fra-Christiansborgog-ned-struktur”. 

Pia-krati – eller hvad det nu hedder. Vores dobbeltstruktur har vist 

sig levedygtig. Den har givet næring til et rigt og frit partiliv, som ikke er blevet styret 

fra Christiansborg. Vi nyder godt af den lave magtdistance. Folketingsgruppens 

arbejde er som bølgeslaget. Landsforbundets virke er som dønningerne. Men havet er 

det samme: radikale tillidsfolk og deres politiske drømme om en bedre verden. 

EN LANDSFORMAND 

En landsformand skal have styr på partiets ideologiske forankring. Vi er ikke samlet om 

twitter og et antal hjemmesider. Vi er samlet om vores politiske programmer, og vores samfundssyn 

henter inspiration fra det græske demokrati, den franske revolution, humanismen, 

Georg Brandes, Montesquieu og Grundtvig. Og fra vores egne folk som Hørup, P. Munch, 

Ove Rode, Scavenius og den parlamentariske kunsthåndværker Carl Theodor Zahle. 

Landsformanden er medlemmernes og foreningernes chef, der skal kunne spille ud 

med vælgerfolkets meninger – også de kontroversielle – overfor folketingsgruppen. 

Det kræver fi ngerspidsfornemmelse – også for de uudtalte medlemsforventninger. Her 

hjælper ingen manual, kun lydhørhed og et godt netværk. 

Landsformanden skal have integritet. Man er ikke repræsentant for bestemte grupper – 

hverken politiske eller geografi ske – og man bør ikke være bonkammerat med partitoppen. 

Man må ikke gå i et med tapetet, men skal heller ikke i medierne i jetset-stil a la Don Ø. 

Arbejdet er primært på de indre linjer, men medlemmerne skal kunne se formanden og se 

en politisk kant, en sikker hånd i principsager, tilregnelighed, forandringsvilje parret med 

værdibevidsthed, politiske visioner og forligsvilje, når meningerne brydes. Han skal vare 

sig for de tomme bullshit-ord. Når der for eksempel luftigt tales om ”fornyelse”, skal han gå 

til stålet og forlange ”forbedring” bygget på konkrete eksempler, så det hele ikke bare bliver 

proces og varm luft. Landsformanden skal hverken være professionel pessimist eller lalleoptimist 

på kommando. Varemærket skal være den realistiske parti- og samfundsanalyse. 

FØRSTEMAND 

Nye landsformænd skal ikke vejes på forgængernes vægt, men vurderes på om de udfylder 

rollen som de radikale medlemmers førstemand. Den kan spilles forskelligt, men det 

er den rolle, der skal spilles og uden personlige karriereplaner som bagtæppe. I partiets 

104-årige historie har vi haft 19 landsformænd. Det er et privilegium og en chance at få 

den tillidspost, der er uden stillingsbeskrivelse. Kravene er mangeartede – nogle sågar 

uforenelige. Sådan skal det være. 

Jeg fi k chancen. Jeg siger tak. 

Søren Bald 

landsformand 

Radikale Venstre 

7

8 

radikal politik 

Det bliver 

et varmt efterår 

JEG SAD OG DRAK KAFFE med en god bekendt: 

”Mine kilder siger, at der snart bliver valg…”, sagde 

han. Baggrunden var, at Lene Espersen havde taget 

et rutefl y til Færøerne for at slutte sig til Venstres 

sommergruppemøde. Der blev ikke udskrevet den 

uge. Lene Espersens besøg handlede om lancering 

af den tredje hjælpepakke i den økonomiske krise 

– denne gang kredit og kautioner direkte til virksomhederne. 

Men det er og bliver karakteristisk for 

tiden, der kommer. Hver anden uge vil rygterne gå 

om valg. Og hver dag vil de politiske meldinger og 

reaktioner bygge på det samme: Der bygges op til 

valg. Og så gør det ikke noget, at der kan gå op til 

to år, før det skal komme. 

TO VALG 

Det forstærkes naturligvis af, at der er valg. To endda: 

Valget til vores kommunalbestyrelser og valget 

til vores regionsråd. Forberedelserne har i sagens 

natur stået på i lang tid, både med opstilling af kandidater 

og valggrundlag. Det er vigtige valg. Det 

betyder selvfølgelig noget for vores organisation, 

at det går godt. Men det betyder mest for vælgerne 

og de opgaver, som skal løses, at kommunalbestyrelser 

og regionsråd sammensættes, så der kan arbejdes 

og fi ndes løsninger. Jeg har den oplevelse, at 

det altid står højt på det radikale arbejdsprogram. 

Vi har vores ideer. OG vi har viljen til at lytte til 

andres ideer og fi nde den fælles løsning. For mig er 

det vigtigt, at vi hjælpes ad med at vinde valg. Vælgerne 

skal opleve, at vi sørger for sammenhæng 

mellem politikken på lokalt plan, regional plan, nationalt 

og i EU. Vores løsninger skal hænge sammen. 

F.eks. når en kommune vil være røgfri, og vi 

ønsker at sætte afgifter på cigaretter op i Danmark 

vil det være oplagt at arbejde for en fælles mindste 

afgift i EU – så bliver der færre problemer med 

grænsehandel. Og det er som bekendt lige farligt at 

ryge i Tyskland og Danmark. 

PAPIRTIGRE 

Et andet oplagt eksempel er de reservater, hvor papirtigre 

yngler. Det vi har set de seneste år er et 

papirvælde uden sidestykke – og en stigning i papirvældet 

uden sidestykke. Der mangler en ting, 

som radikale skal levere: Tilliden til, at folkevalgte 

er dybt optagede af at løse deres opgaver. Og at det 

derfor er til gene og ulejlighed, når centralmagten – 

uanset om den er national eller kommunal – kræver 

dokumentation for og svar på spørgsmål om ting, 

der ret beset ikke er afgørende at vide. F.eks. når 

undervisningsministeren kræver at lærerne fører 

fraværslister på en bestemt måde og indberetter til 

kommunens forvaltning. Det er en grundlæggende 

og meget konkret mistillid til, om læreren er optaget 

af om børnene kommer i skole eller ej. 

Den varmeste diskussion i efteråret bliver nok 

desværre ikke diskussionen om vores skoler og 

børns liv eller retssikkerheden eller hvordan Danmark 

gør sit for at løse den gigantiske udfordring 

som den globale opvarmning er. Den store diskussion 

bliver økonomisk. Og det kan ikke være anderledes, 

når Danmark er i økonomisk krise – mennesker 

mister deres arbejde, virksomheder lukker 

eller kan ikke komme i gang, og pengene fosser 

ud af statskassen. Det er vigtigt for mig, at vi står 

for en økonomisk ansvarlighed, at det vi gør for at 

mildne krisen også gavner på den anden side – og 

at vi også bruger tiden på at drøfte, hvad det er for 

et samfund vi vil ha’. Økonomisk politik uden ideer 

om samfundet er måske varmt, men ikke hot. 

Margrethe Vestager 

Gruppeformand

10 

siden sidst 

GODT FORSVARSFORLIG 

Radikale Venstre er glade for det forsvarsforlig, der kom 

i hus lige inden Folketinget gik på sommerferie. Forsvaret 

fortsætter omstillingen fra national til international, 

og der kommer langt bedre styr på økonomien. 

– Radikale Venstre har gennem de sidste forsvarsforlig 

været en drivkraft i forandringen af dansk forsvar 

fra nationalt til internationalt. Forandringen 

fortsætter i næste forlig med en stram styring af økonomien. 

Således er der blandt andet på Radikale Venstres 

foranledning lagt stor vægt på forsvarets fremadrettede 

økonomistyring, der styrkes markant, siger 

forsvarsordfører Morten Helveg Petersen, der skrev 

under på forliget som en af sine sidste gerninger inden 

han offentliggjorde sin afgang fra Folketinget. 

(Læs mere om det andetsteds i bladet, red.) 

Inden forhandlingerne satte Radikale Venstre en række 

succeskriterier op for forhandlingerne, og det er lykkedes 

at komme igennem med 10 ud af 12 prioriteter: 

• En national sikkerhedsstrategi – hermed gennemføres 

et radikalt beslutningsforslag fra 2008 

• En global ramme – hermed gennemføres et radikalt 

beslutningsforslag tilbage fra 2003 

• Større bidrag til FN 

• En miljø- og klimastrategi for forsvaret 

• Etablering af en samtænkningsstruktur 

• Forskning, oplysning og debat. Dansk Institut for Militære 

Studier placeres under Københavns Universitet 

• Soldaternes vilkår og respekt for veteranerne • en 

egentlig veteranpolitik 

• Udarbejdelse af en militærmanual 

• Et gennemskueligt, åbent og uvildigt grundlag for 

investering i kampfl y 

• Et effektivt Hjemmeværn. 

MINISTER TRUER 

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech 

(V) er ude i afpresning for at få afviste 

irakere til at forlade Brorsons Kirke. 

Sådan lød kritikken fra Margrethe 

Vestager før sommerferien. Radikale 

Venstre vil derfor kalde ministeren i 

samråd i Folketinget. 

– Den afpresning, ministeren er ude i, 

har intet grundlag, siger Margrethe Vestager 

til Berlingske Tidende. Hun henviser 

til en artikel i Berlingske Tidende, hvor 

integrationsminister Birthe Rønn Hornbech 

(V) er refereret for at sige, at de afviste 

irakiske asylsøgere i Brorsons Kirke 

i København skal vende tilbage til asylcentrene, 

hvis de selv vil være med til at 

bestemme, hvor de sendes hen i Irak. 

– Det er truende adfærd, der ikke er 

en minister værdig. Og det er jo heller 

ikke i overensstemmelse med den aftale, 

der er lavet om, at hjemsendelse skal ske 

med værdighed og respekt og først og 

fremmest på et frivilligt grundlag. Sagerne 

er behandlet i Flygtningenævnet, 

ja. Men hjemsendelsesaftalen udmønter 

sig jo ikke bare ved, at man slår en snor 

om en gruppe mennesker og jager dem 

op i en fl yver. Det er ministerens ansvar 

at tilrettelægge det her på en ordentlig og 

værdig måde, siger Margrethe Vestager. 

VESTAGER UD AF TOP 100 

Radikale Venstres leder regnes nu ikke længere for et af Danmarks 

100 mest magtfulde mennesker. Det konkluderede en 

Berlingske Nyhedsmagasins magtanalyse, som blev offentliggjort 

kort før sommerferien. Analysens resultater giver grund 

til bekymring for partiets generelle fremtid, siger fl ere eksperter. 

– De har været vælgermæssigt truet før. På den anden side er 

det ikke før set, at de både er truet vælgermæssigt og står uden 

indfl ydelse. Kombinationen af dårlige valg, dårlige meningsmålinger 

og ingen indfl ydelse har de aldrig oplevet før. Så de burde 

måske blive lidt mere bekymrede, end de siger de er, siger professor 

Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet til Berlingske 

Tidende. 

Magtanalysen bygger på svar fra samfundsforskere og andre 

eksperter, og den er i sin nuværende form blevet udarbejdet hvert 

år siden 2003. Frem til 2006 blev Marianne Jelved placeret højt 

på listen, og i 2007 blev Margrethe Vestager nr. 33. Sidste år blev 

hun nr. 100, og i år er hun altså helt væk fra listen. 

For Margrethe Vestager er det ikke nogen overraskelse, at hun 

er rykket helt ud af analysen. 

– Så længe vi har en regering, der i virkeligheden er en fl ertalsregering 

- fordi Dansk Folkeparti spiller den rolle, de spiller 

– så har Dansk Folkeparti også utroligt meget magt i det danske 

samfund, siger Margrethe Vestager.

NY PLAN FOR PET OG FE 

FASTHOLD PRES 

PÅ VIRKSOMHEDER 

På grund af et markant fald i praktikpladser på 

de erhvervsfaglige uddannelser blev regeringen, 

Radikale Venstre, Socialdemokraterne og Dansk 

Folkeparti før sommerferien enige om at forøge 

antallet af skolepraktikpladser på en række uddannelser. 

Der er oprettet 1488 pladser for tømrere, 

mekanikere og kontoransatte i 2009. Til efteråret 

forhandler partierne videre om antallet af 

nye pladser for 2010. 

– Det er godt, at vi har kunnet lave denne aftale, 

fordi det sikrer, at der nu er skolepraktik på 

næsten alle uddannelser. Det er helt nødvendigt, 

at de unge får en mulighed for at gøre deres uddannelse 

færdig på skolen, når der på grund af 

fi nanskrisen er så stort et fald i praktikpladser 

på virksomhederne. Det er dog vigtigt at sige til 

virksomhederne, at dette ikke er en løsning, der 

gør, at de kan slappe af med at få oprettet praktikpladser 

til de unge. Presset på virksomhederne 

i denne sag fastholder vi også fra politisk hold, 

siger uddannelsesordfører Marianne Jelved, Radikale 

Venstre. 

De ekstra pladser er oprettet efter rådgivning 

fra Rådet for Efteruddannelse. Aftalen sikrer 495 

ekstra pladser på mekanikeruddannelsen, 644 

pladser til træfagene og 349 pladser til kontoreleverne. 

De ekstra pladser koster 267 millioner kroner 

og fi nansieres af ubrugte midler fra den store 

Globaliseringspulje. 

Den såkaldte PET-kommissionen fremlagde inden sommerferien en undersøgelse af Politiets Efterretningstjenestes arbejde under 

den kolde krig. Undersøgelsen viser, at der er brug for mere parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne. Derfor foreslår 

Radikale Venstre en ny plan for PET og FE. Resultatet af 10 års undersøgelse af PET’s virke under den kolde krig fremlægges i 

dag i form af en 4.600 sider lang rapport. 

– Både Wamberg-udvalget og Folketingets Kontroludvalg er afhængige af, at Politiets samt Forsvarets Efterretningstjeneste af 

egen drift giver de nødvendige oplysninger. PET-kommissionens afsløringer viser, at det giver seriøse problemer, hvis PET ikke 

giver det fulde billede af en sag, siger den radikale forsvarsordfører frem til 1. august, Morten Helveg Petersen, som foreslår mere 

parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesterne. Med terrorlove har begge tjenester fået markant udvidet deres beføjelser til 

at overvåge danske borgere, uden tilsvarende øget demokratisk eller nævneværdig domstolskontrol. Og siden 2001 er budgetterne 

til de to tjenester fordoblede. Alligevel er den parlamentariske kontrol med budgetternes anvendelse alt for løs. Derfor fremlægger 

Radikale Venstre nu en plan for Politiets samt Forsvarets Efterretningstjeneste, der skal styrke kontrollen af tjenesterne. Planen 

indeholder forslag om: 

1. Forstærket demokratisk kontrol ved at udvide Folketingets Kontroludvalgs beføjelser, herunder med et selvstændigt sekretariat 

med ret og pligt til proaktiv kontrol (samme rettigheder som ombudsmanden). En model kendt fra andre sammenlignelige lande, 

herunder Norge. 

2. Parlamentarisk kontrol med budgetter, enten i Kontroludvalget eller ved særlige procedurer for fortrolig behandling i Folketingets 

Finansudvalg. 

3. Øget krav til domstolskontrol løbende i efterretningsarbejdet. 

4. Mere detaljerede årsrapporter, så der kan komme offentlig debat om tjenesternes virke. 

11

12 

siden sidst 

LØKKE BRUGER PENGE SOM STEIN BAGGER 

Rigsrevisionen dokumenterede i juni måned, at statsminister Lars Løkke 

Rasmussen (V) bevidst betalte en alt for høj pris for behandlinger på de 

private sygehuse. Der er således spildt en mia. kr., som kunne være anvendt 

på bedre og hurtigere behandlinger. 

– Den borgerlige regering sløser med pengene, fordi de har villet favorisere 

de private hospitaler. Kernen er, at de nedprioriterer det offentlige 

sygehusvæsen for at få et privat sygehusvæsen. Jeg har intet imod et privat 

sygehusvæsen, det skal bare være på fair markedsvilkår, siger den radikale 

sundhedsordfører Lone Dybkjær, der mener, at Lars Løkke Rasmussen siden 

2006 udmærket har været klar over, at man kunne hente billigere priser 

hjem på de mere end hundredtusinder behandlinger hos de private, men 

han har intet gjort. Løkke blev advaret af sit eget sundhedsministerium 

og af Konkurrencestyrelsen om, at der blev sløset med pengene. Men han 

gjorde intet, påpeger Lone Dybkjær. Radikale Venstre foreslog sidste år op 

til fi nanslovsforhandlingerne, at man lod regionerne anvende markedspriser 

i betalingen for de private sygehuse. Derudover ville sygehusene kunne 

spare 4-500 mio. kr., hvis man gav regionerne lov til at gennemføre udbud 

af opgaver til de private, viser rapporten fra Rigsrevisionen. 

– Beløbet, der er tabt, svarer til det Stein Bagger svindlede med. Det er 

uhørt, og Lars Løkke har enten sovet i sin tid som sundhedsminister eller 

bevidst ladet sig snyde med priserne. Patienterne ville have haft bedre hjælp, 

hvis de knappe sundhedskroner var anvendt til behandling og ikke overpriser, 

siger Lone Dybkjær. 

Radikale Venstre mener ikke, at der er tvivl om, at Løkke måtte gå af, 

hvis han fortsat var sundhedsminister. På samme måde som den tidligere 

statsminister Anders Fogh Rasmussen måtte, da han blev taget i kreativ 

bogføring i det tidligere skatteministerium. 

FRA GRØN VÆKST TIL GRUM VÆKST 

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik inden sommerferien en aftale om fremtidens landbrug, den såkaldte; Grøn Vækst. 

Radikale Venstres miljø- og naturordfører Johs. Poulsen har svært ved at se det grønne i regeringens udspil, som han i 

stedet kalder en sejr for landbrugets lobbyister og et stort nederlag for den danske natur og miljøet i Danmark. 

– Landbrugets valgte lobbyister i Venstre vandt. Det må være konklusionen på regeringen og Dansk Folkepartis såkaldt 

grønne vækst plan. Jeg har meget svært ved at se, at naturen og miljøet har vundet i den her aftale, som derfor bedst kan 

beskrives som grum vækst. Man kan nemt risikere, at det her bliver decideret misvækst med den meget store liberalisering, 

hvor man i princippet ikke sætter grænser for, hvor store og hvor mange landbrug man kan eje. Samtidig er natur- og 

miljøtiltagene alt, alt for svage, og satsningen på mere økologi er slet ikke stærk nok. Regeringen giver ikke de redskaber, 

der skal til for at øge økologien. Man kan ikke tale om grøn vækst, men snarere om krykker til den traditionelle landbrugsindustriproduktion. 

Og i forhold til målene på natur og miljø er det tvivlsomt, om det, man gør, er nok og hurtigt nok. Det 

her kommer til at ligge på kanten af, at vi overhovedet kan overholde vores internationale aftaler, siger Johs. Poulsen. 

Radikale Venstre blev hurtigt smidt ud af forhandlingerne, fordi regeringen slet ikke ville forbedringer på natur-, økologi- 

og miljøområdet. Radikale Venstre arbejdede for at fordoble naturarealerne og tredoble det økologiske areal over en 

kort årrække. Det ville regeringen og Dansk Folkeparti ikke. 

– Den grundlæggende idé med grøn vækst var både enkel og god. En landbrugsproduktion, der i modsætning til den 

gældende, tjener penge og har overskud. Samtidig med at der tages mere vidtgående hensyn til natur, miljø og klima. Det 

er også Radikale Venstres dagsorden. Radikale Venstre bød ind med forslag, der ville forbedre økonomien i landbruget 

via en grundlæggende omstilling til økologi over en årrække. Med en sidegevinst i form af renere grundvand og giftfrie 

fødevarer. Vi var villige til at fi nansiere en fordobling af naturarealerne, samt skabe bedre adgang til naturen for den almindelige 

borger og de mange hundrede tusinde danskere, der bor på landet. Men regeringen og Dansk Folkeparti var 

fuldstændig uden ambitioner. Det ses jo desværre tydeligt i den endelige aftale, siger Johs. Poulsen. 

Læs Radikale Venstres udspil ”Danmark i grønt” på www.radikale.dk

REGERINGEN AFSKÆRER IGEN 

DANMARK FRA EU-INDFLYDELSE 

BEHOV FOR STOR MILLIARDINVESTERING 

I VIDEN OG KLIMA 

Kort efter EP-valget den 7. juni fremlagde EU-Kommissionen et visionspapir 

for de næste fem års lovgivning om rets- og udlændingepolitikken. Papiret 

er blevet modtaget med begejstring i Radikale Venstre Kommissionen sætter 

nemlig fokus på radikale mærkesager som europæisk solidaritet om asylpolitik, 

borgeres rettigheder og sikkerhed i EU. Men Radikale Venstres EU-ordfører 

Lone Dybkjær beklager dog Danmarks EU-forbehold og en EU-skeptisk dansk 

regering, der betyder, at vi fortsat står uden for indfl ydelse på vigtige områder. 

– I 1980’erne fi k vi det indre marked, i 1990’erne fi k vi miljø- og forbrugerpolitik. 

I øjeblikket er det på rets- og udlændingepolitikken, det rykker i EU. 

Og her er Danmark hægtet helt af på grund af vores forbehold, siger Radikale 

Venstres EU-ordfører Lone Dybkjær, som påpeger, at retsforbeholdet betyder, 

at Danmark står uden for en stor del af rets- og udlændingepolitikken, mens 

resten ryger vi ud af, når Lissabon-traktaten træder i kraft. 

– Vi kommer til at stå uden for alt det, der handler om, hvordan politiet skal 

samarbejde for at bekæmpe terrorisme, kriminalitet og kvindehandel. Og hvordan 

vi tackler migrationsstrømme. Alle de emner, der var oppe i EP-valgkampen, 

men som ikke interesserer den danske regering. Den vil ikke afskaffe 

retsforbeholdet, og regeringens sølle bidrag til Kommissionen indeholder ikke 

en eneste europæisk vision. Det får vi ikke europæiske løsninger af, siger Lone 

Dybkjær, der mener, den EU-lumpne danske regering må se at komme op i gear 

i EU-politikken. 

– Radikale Venstre ønsker en reform af hele retsområdet i EU. Hvorfor skal 

fl ygtninge og kriminelle fx blandes samme i en pærevælling? Det hænger slet 

ikke sammen. Jeg ser gerne en egentlig EU-justitskommissær adskilt fra en 

migrationskommissær, tilføjer Lone Dybkjær. 

Regeringen bør allerede nu gå i gang med at forberede en lempelse af den økonomiske politik 

for 2010. Det har Radikale Venstre sagt længe, og nu bakkes den holdning op af både 

OECD og de økonomiske vismænd. Regeringen har længe sat partipolitik højere end ønsket 

om at løse den økonomiske krise, men nu må de lytte til eksperterne. 

– Diskussionen om, hvordan vi i Danmark bedst og hurtigst kommer gennem den verdensomspændende 

økonomiske krise har gået på, om der skulle sættes ind med en samlet 

pakke, eller om det kunne klares med drypvise, små tiltag. Radikale Venstre har længe foreslået, 

at der vedtages en samlet indsats, der kan gennemføres over de næste år, hvor Danmark 

vil være ramt af krisen. Men regeringen holder stædigt fast i satsningen på små spredte 

indspark. Det er derfor glædeligt at se, at både landets og verdens førende eksperter nu også 

bakker op om, at der er brug for en samlet plan, der kan løfte Danmark ud af krisen, siger 

Radikale Venstres fi nansordfører frem til den 1. august, Morten Helveg Petersen. 

– Den økonomiske krise er langt, langt vigtigere end partipolitisk fnidder og indenrigspolitisk 

positionering. Jeg synes, regeringen burde lade partipolitik være partipolitik. Den har 

ikke haft interesse i at lytte til Radikale Venstres anbefalinger, det er helt tydeligt, men nu 

siger førende eksperter med OECD og vismændene i spidsen, at regeringen bør omlægge sin 

taktik og sætte ind med en samlet pakke. Det tror jeg, regeringen får svært ved at sidde overhørig, 

hvis den vel at mærke tager situationen seriøst, tilføjer Morten Helveg Petersen. 

I lighed med vismændene mener Radikale Venstre, at der er behov for en stor vækstpakke 

i Danmark. 

– Radikale Venstre vil vende den triste krisestemning til håb og en tro på forandring. Vi 

ønsker en ny retning for Danmark. Derfor har vi foreslået en vækstpakke, som skaber fl ere 

jobs, medfører strukturforbedringer i økonomien og gør Danmark til et grønt videnssamfund. 

Vi ønsker at anvende 25 milliarder til investeringer i mere viden og en forstærket klimaindsats, 

som kan få Danmark på ret kurs igen. Det er der brug for, siger Morten Helveg 

Petersen. 

MAGTHAVERE I 

IRAN MÅ AFHOLDE 

SIG FRA VOLD 

– Magthaverne i Iran må afholde 

sig fra voldsanvendelse over for de 

fredelige demonstranter, som har 

ret til at samle sig. Sådan lød reaktionen 

fra Radikale Venstres Niels 

Helveg Petersen i en kommentar 

til sommerens uroligheder i Iran. 

– Jeg forstår så udmærket, at 

især den amerikanske regering er 

meget forsigtige i sine kommentarer, 

og i øvrigt ikke blander sig i 

den politiske side af sagen. For gør 

den vestlige verden det, kan det 

give Iran en undskyldning for at 

gribe hårdt ind mod demonstranterne, 

siger den radikale udenrigsordfører 

Niels Helveg Petersen. 

13

14 

hvad så? 

Pandaen kommer 

Med Morten Helveg Petersens farvel til Folketinget er et nyt ansigt nu trådt ind i den 

radikale gruppe. Anne Marie Geisler Andersen var indtil 1. august førstesuppleant for 

Morten Helveg Petersen, men den titel er blevet skiftet ud med et fuldbyrdet folketingsmandat. 

Noget af en overraskelse for den 28-årige studerende, der i radikale kredse deler 

kælenavn med en truet bjørneart. 

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: Hans Christian Jakobsen 

Det var intet mindre end en 

drøm, der gik i opfyldelse 

for 28-årige Anne Marie 

Geisler Andersen, da hun 

fandt ud af, at der stod Christiansborg 

på arbejdsplanen efter sommerferien. 

Og så gør det mindre, at 

specialet på statskundskab på Københavns 

Universitet må vente lidt, selv 

om hendes fars første reaktion var, at 

studiet da skulle gøres færdig først. 

Men det må vente, for nu venter et nyt 

arbejde på den radikale gang. 

– Det kom som en overraskelse, da jeg 

fi k beskeden men jeg blev rigtig glad 

– det er det, jeg har kæmpet for længe. 

Jeg havde selvfølgelig leget med tanken, 

når nu medierne også gjorde det, 

men jeg havde ikke set Mortens farvel 

komme – det må jeg sige. Så jeg blev 

både meget overrumplet og meget glad, 

og det er ikke for meget sagt, at det er 

en drøm, der er gået i opfyldelse, siger 

Anne Marie Geisler Andersen, der sad 

på sit arbejde ved Dansk Socialrådgiverforening, 

der hendes telefon ringede 

med beskeden. Det var den radikale 

pressechef, Henrik Kjerrumgård, der 

lige ville orientere hende om, at der nok 

snart ville ringe nogen journalister. Og 

ganske rigtigt, det gjorde der kort tid efter, 

for selv om nyheden kom ud samme 

dag som nyheden om Michael Jackson 

død, så blev der også plads til dagens radikale 

nyhed i det danske nyhedsbillede 

den sommerdag. 

– Da det først var ude gik det lidt 

amok med en masse beskeder og sms’er 

på min mobil og på Facebook. Det var 

en meget mærkelig dag og jeg tror først 

det for alvor gik op for mig efter et par 

dage. 

Havde du andre planer efter sommerferien? 

– Jeg var jo så småt gået i gang med at 

forberede mig på specialeskrivningen. 

Jeg havde fundet vejleder og aftalt med 

Bedre Psykiatri at skrive et projekt i samarbejde 

med dem. Emnet var aftabuisering 

af psykisk sygdom – et af de områder 

jeg brænder meget for. Min kæreste 

og jeg havde desuden snakket lidt om så 

småt at begynde at stifte familie, når jeg 

en gang var færdig med specialet, men nu 

må det vente lidt. Min kæreste og jeg har 

for resten også købt billetter til Berlin Marathon 

til september, hvilket jeg håber vi 

stadig når, siger Anne Marie Geisler Andersen, 

der dermed afslører sin forkærlighed 

for sundhed og motion, der også har 

påvirket hendes politiske hjertesager. 

– Jeg brænder allermest for social- og 

sundhedspolitikken. Men klima, uddannelse 

og arbejdsmarkedspolitik har 

også min interesse, siger Anne Marie 

Geisler Andersen, der i skrivende stund 

(juli, red.) endnu ikke havde fået tildelt 

nogle ordførerskaber. 

ENERGI 

I 2008 var Anne Marie Geisler Andersen 

i praktik på den radikale gang på 

Christiansborg, så miljøet og omgivelserne 

er ikke fremmede for hende. Alligevel 

kan hun næsten ikke vente med 

at komme i gang med arbejdet, når Folketinget 

åbner for alvor i oktober. 

– Jeg ser meget frem til at være med, 

der hvor det sker. Jeg var så heldig at få 

lov at opleve stemningen på borgen sidste 

år og jeg glæder mig meget til at arbejde 

med de meget erfarne politikere, der er 

på den radikale gang. Jeg tror, det bliver 

meget lærerigt og det er bare med at suge 

til sig af deres erfaring og gode råd. 

Hvad kan du bidrage med? 

– Først og fremmest håber jeg på, at 

kunne tilføre en masse energi og engagement 

til den radikale gang. Dernæst håber 

jeg, at jeg vil kunne nå ikke mindst de 

unge mennesker. Jeg oplevede en overraskende 

stor interesse for, at jeg nu skulle i 

Folketinget. Det var fedt at opleve, at der 

rent faktisk er en ganske stor interesse for 

politik, når det kommer tæt på, og jeg håber, 

jeg vil være i stand til at gøre det mere 

nærværende for fl ere mennesker. Desuden 

vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at 

vores social- og sundhedspolitiske profi l 

står skarpt, siger Anne Marie Geisler Andersen, 

der også går under navnet Panda. 

Et kælenavn, som fortrinsvis er blevet 

holdt i live af RU, hvor hun har været meget 

aktiv. Men navnet stammer ikke fra 

den radikale ungdomsorganisation. 

– Det stammer fra mine første dage 

på statskundskabsstudiet. Vi spillede 

et politisk spil, hvor mit hold var Kina. 

Vores tutorer havde lavet nogle utrolig 

fl otte kostumer, og min kærlighed faldt 

på pandakostumet, som jeg mere eller 

mindre bar under hele introforløbet. Da 

vi ugen efter havde vores første undervisning, 

fortsatte mine holdkammerater 

med at kalde mig Panda. Underviseren 

studsede lidt over det første gang, men 

ikke desto mindre har det holdt ved lige 

siden, fortæller Panda, som nok fremover 

hellere vil bruge sit borgerlige navn 

med den nye titel foran; ”MF’er”.

ANNE MARIE GEISLER ANDERSEN: 

Til daglig læser Anne Marie Geisler Andersen statskundskab på Københavns Universitet og er studievejleder 

samme sted. Anne Marie Geisler Andersen politiske hovedinteresse er social- og sundhedsområdet. 

Tidligere har hun været aktiv i Radikal Ungdom som netop social- og sundhedspolitisk ordfører og medlem 

af forretningsudvalget. I dag er hun næstformand i De Radikales sektorpolitiske udvalg for social- og sundhedspolitik. 

I 2007 blev hun første suppleant for Morten Helveg Petersen, efter at hun ved valget havde fået 

737 personlige stemmer og var blevet nummer to i Københavns Omegns Storkreds. 

15

16 

Meget 

mere 

Manu 

Manu Sareen er nok landets mest kendte kommunalpolitiker 

og han er en af de mest brugte eksperter, når det kommer til 

at forklare integrationsproblemerne i Danmark. Ved sidste 

folketingsvalg var han et mulehår fra en plads på den radikale 

gang. Den er han nu rykket endnu tættere på og han glæder 

sig til at indtage Christiansborg. For Manu Sareen er sulten. 

Sulten efter forandringer og sulten efter indfl ydelse. 

TEKST: Marcus Aggersbjerg FOTO: Ditte Valente

18 

Han er blevet kaldt det meste. 

Mønsterbryder, gulddreng 

og præmieperker. 

Den sidste udmelding 

lytter han til med blandede 

følelser. For på den ene side vil 

Manu Sareen ikke skjule sin stolthed 

over de ting, han har udrettet, siden 

han som dreng blev hentet fra Indien 

til Danmark af sin gæstearbejdende 

far. Omvendt fi ndes der næppe meget 

i denne verden, som den radikale 

politiker afskyr mere end prædikater. 

Ikke mindst når de kommer marcherende 

som uangribelige sandheder, 

der påstår at rumme hele fortællingen 

om andre mennesker. Det er den slags 

sorthvide betragtninger, som har ødelagt 

og ødelægger så meget i dansk politik, 

siger han. Og i samfundet i det 

hele taget. 

Jeg har virkelig svært ved at forstå 

behovet for at sætte andre mennesker i 

bås, og har intet tilovers for den ”Dem 

og os” retorik, som regeringen har 

spillet på de seneste år. De taler om at 

værne om det danske samfunds sammenhængskraft, 

men ironisk nok har 

de selv været med til at ødelægge den 

mest, siger Manu Sareen. 

Selv kunne han let være endt i den 

”forkerte” bås som utilpasset og uintegreret 

indvandrer. Og så alligevel ikke. 

Nogle mennesker synes at bære en 

medfødt modstandskraft i sig, og i tilfældet 

Manu Sareen kan det være svært 

at forestille sig nederlaget. I årevis har 

han været en af de mest populære radikale 

politikere, og da han stillede op 

ved sidste folketingsvalg, var han blot 

nogle hundrede personlige stemmer fra 

at skubbe Lone Dybkjær ud i landspolitisk 

mørke. I april kom så meddelelsen 

om, at Dybkjær ikke stiller op, næste 

gang regeringen udskriver valg, og 

Manu Sareen overtager dermed pladsen 

som Radikale Venstres spidskandidat 

til Folketinget i Københavner-kredsen. 

Og selv om 

moderpartiet stadig 

skranter i me- 

ningsmålingerne, rimer den slags på en 

sikker plads på Christiansborg. 

– Nu skal man aldrig tage glæderne 

på forskud, men skulle jeg komme ind, 

er jeg klar til at løfte opgaven. Jeg er nok 

lidt gammeldags og synes ikke, at man 

bare kan vælte ind i Folketinget uden at 

kunne noget. Jeg har haft det godt med 

at arbejde mig langsomt op. Politik er et 

håndværk, og da jeg i sin tid blev valgt 

ind i Københavns Borgerrepræsentation, 

var jeg mildest talt ikke særlig skolet 

i håndværket. Nu har jeg været med i 

otte år, og nu er jeg sulten efter at ændre 

verden på den landspolitiske scene. 

TILBAGE I TIDEN 

Sulten efter at ændre verden, vender vi 

tilbage til. Først skal vi en tur tilbage 

i tiden og forsøge at fi nde svaret på, 

hvorfor drengen fra Punjab overhovedet 

endte som succesfuld kommunalpolitiker 

med folketingspotentiale. Et 

svar, der i høj grad skal fi ndes i hovedpersonens 

barndom. Af samme grund 

står jeg en tilfældig torsdag i juni på et 

aftalt gadehjørne på Islands Brygge og 

venter på Manu Sareen. Det var her i 

beskeden arbejderklasse, at den radikale 

politiker og hans fem år yngre søster 

voksede op med indiske forældre 

i en trang treværelseslejlighed. Og det 

var her, de første sten til Manu Sareens 

velkendte sociale indignation blev lagt. 

Undervejs i min research til denne artikel 

er jeg fl ere gange stødt ind i den 

radikale politikers manglende hukommelse. 

Han husker ikke meget fra sin 

barndom og tidlige ungdom. Det meste 

er blevet slettet af tiden, som han engang 

formulerede det i et interview. Af 

samme grund foreslog jeg at lade interviewet 

foregå i hans gamle barndomskvarter. 

Fortidens fysiske rum har det 

med at bore små huller i hukommelsens 

sorte boks, så detaljer, brudstykker og 

billeder kan klemme sig ud og blive til 

ord i munden på den interviewede. Og 

nu kommer han. Rullende ned ad gaden 

på en sort herrecykel. Med rank 

ryg og rolige tråd i pedalerne, 

som kom han direkte 

fra optagelserne til 

et dansk lystspil 

fra dengang, københavnernestadig 

sagde cikel, 

når de talte om 

byens tohjulede 

En slank, mørklødet mand med venlige 

øjne. Iført mørke cowboybukser, 

en blå pullover med skjortefl ipperne 

pænt stikkende op i kraven og et par 

sorte lædersko med skinnende spidser. 

Manu Sareen ligner det, han er. 

Et modbillede til fordommen om den 

unge utilpassede indvandrer iført fuckfi 

nger, tykke guldkæder og en omvendt 

baseballkasket. Han taler et næsten højtideligt 

rigsdansk. Alle endelser bliver 

talt helt ud, og når han en sjælden gang 

stopper op i sine sætninger, er det kun 

for at gå på jagt efter nye ord, der forklarer 

hans pointer endnu bedre. Han 

er lykkeligt gift, far til tre børn og har 

en karriere, der udefra ligner skitsen til 

en amerikansk happy-end-fi lm. 

Men det har ikke været let at nå hertil, 

siger han selv, og havde det ikke 

været for hans forældre, ville historien 

om Manu Sareen næppe have handlet 

om en succesfuld integrationskonsulent, 

socialpædagog, statsrevisor, børnebogsforfatter 

og politiker: 

– Mine forældre har knoklet fra det 

øjeblik, de kom til Danmark, siger han, 

da vi begynder at gå. 

– De har haft fl ere forskellige jobs på 

én gang, og har altid været meget ihærdige. 

Jeg lærte tidligt, at man selv har 

ansvaret for at få et godt liv. I virkeligheden 

er det meget enkelt. Hvis din far 

og mor ligger på sofaen og stener foran 

fjernsynet, er dét dit forbillede. Hvis de 

knokler for at få et godt liv, er dét dit 

forbillede. Og mine forældres ihærdighed 

og moral har virkelig reddet mig. 

EN FORSKEL 

Manu Sareen kom til Danmark som 

fi reårig sammen med sin mor. Hentet 

herop af sin far, der var taget hertil i 

slutningen af 60érne, på et tidspunkt, 

hvor landet skreg på ufaglært arbejdskraft 

og lokkede med gode lønninger 

til dem, der gad tage slæbet. Egentlig 

sigtede familien Sareen efter at vende 

tilbage til Indien efter et par års knokkelarbejde, 

men endte i stedet med at 

slå rod i det nye land. Og netop dét ville 

også gøre en stor forskel for de unge 

utilpassede indvandrerdrenge, som 

Manu Sareen kender så mange af fra 

Nørrebro, hvor han selv har boet, og fra 

sit tidligere virke som integrationskonsulent 

i Københavns Kommune. 

– De unges forældre lever tit på en romantisk 

løgn om, at de engang skal tilbage 

til hjemlandet, hvor alting var godt. Men 

transportmidler. ►

20 

deres børn trækker i den anden retning og 

ender i et kulturelt vakuum, hvor de fristes 

af kriminalitet og religiøse ideologier. Jeg 

voksede op med nogle forældre, som var 

dybt taknemmelige over at være kommet 

til landet, og som gjorde alt for at falde til 

uden at slippe deres indiske rødder, fortæller 

Manu Sareen. Selv har han det på samme 

måde. Han er både inder og dansker. 

– Jeg har to kulturer. Den ene ligger 

6.000 kilometer væk på den anden side af 

jorden, den anden er lige her, siger han og 

peger ned i de grå fortovsfl iser. 

– Og jeg er sindssygt stolt af begge kulturer, 

og de lever fi nt side om side. 

I mange muslimske hjem er faren fraværende, 

forklarer Manu Sareen. Enten 

fordi han ikke orker at være en del af familielivet, 

eller fordi han er væk på lange 

rejser til hjemlandet: 

– Så overtager den ældste søn hans 

plads, og hvis jeg var teenager og skulle 

bestemme over mit liv, ville jeg da også 

vælge at blive ude hele natten. Men man 

kan ikke sætte grænser for sig selv og et 

helt hjem, når man stadig er et barn. Derfor 

går det så galt mange steder. Selv fi k 

Manu Sareen med egne ord proppet en 

opdragelse ned i halsen, der handlede om 

at være ”et moralsk anstændigt menneske”, 

og han var aldrig i tvivl om, hvad 

der var rigtigt og forkert. 

– Der var ikke så meget at rafl e om. Jeg 

havde kammerater, der lavede bræk, som 

de tjente godt på, og jeg blev tit spurgt, om 

ikke jeg skulle være med. Men jeg takkede 

nej hver gang. Jeg har altid haft en god 

indre slukknap. Selvfølgelig har jeg røget 

hash og drukket mig for sans og samling, 

jeg er ikke noget glansbillede, men modsat 

mange af mine kammerater fra dengang, 

faldt jeg aldrig ud over kanten. 

Han stopper op og peger på en anonym 

bygning for enden af gaden. Inde bag de 

røde mursten ligger Islands Brygge Bibliotek, 

hvor den unge Manu Sareen kunne 

bruge hele eftermiddage på at synke ned i 

tidens ungdomsbøger eller forsvinde ind i 

tegneseriernes spraglede univers. 

– Jeg kom fra et typisk fremmedarbej- 

derhjem, og med det mener jeg også, at 

kimen til viden lå uden for hjemmet. Jeg 

har aldrig lavet lektier med mine forældre, 

og engang jeg skulle skrive en dansk stil 

om H.C. Andersen, spurgte jeg min far til 

råds, men han anede ikke, hvem manden 

var. Der er nogle ting, som har skubbet 

mig i den rigtige retning, og biblioteket er 

helt klart en af dem. Det var mit internet, 

det var her, verden åbnede sig for mig. 

Men det var ikke kun bøgerne, der holdt 

den mørklødede dreng på sporet. Manu 

Sareen begyndte tidligt at interessere sig 

for piger, og det blev hans redning. Det er 

sjovere at kysse end at lave ballade, som 

han selv udtrykker det: 

– Jeg var en fremragende fodboldspiller 

som ung og kunne sikkert have drevet 

det vidt. Men da jeg først opdagede, 

hvor mange piger, der kom i den lokale 

håndboldklub, skiftede jeg sport. Jeg 

ville hellere være en middelmådig håndboldspiller 

i en verden fuld af kvinder, 

end stjerne på en fodboldbane sammen 

med 100 andre overbebumsede pubertetsdrenge. 

Manu Sareen stopper igen og 

peger ind over rækkerne af slidte beboelsesejendomme. 

Et sted derinde ligger 

Amagerbro Skole, hvor han gik i skole: 

– Jeg var ikke ligefrem nogen mønsterelev. 

Jeg havde en atombombe spændt på 

røven, og gik jeg i skole i dag, ville jeg 

helt sikkert få en diagnose. Jeg blev taget 

ud af undervisningen fl ere gange om 

ugen, og så sad jeg i støttecentret og gloede, 

indtil jeg fi k lov at gå. Vi slår os ned 

på en lokal café: 

– Der er sikkert mange, som ville være 

blevet knækket af den slags oplevelser, 

men jeg lod mig sgu aldrig rigtig slå ud 

af modstanden, siger han og bestiller en 

dobbelt espresso. I samme øjeblik stopper 

en ældre kvinde op foran os. Hendes 

ansigt lyser op ved synet af Manu Sareen, 

som genkender hende med det samme. 

Det er en tidligere kollega, en pædagog, 

han arbejdede sammen med i slutningen 

af 80érne. Kvinden fortæller begejstret 

om sin tidligere medhjælper. Om en ung, 

glad mand, der kunne få alle til at grine, 

og som altid havde gang i ”117 ting med 

ungerne”. Manu Sareen lytter opmærksomt, 

og føjer undervejs præcise detaljer 

til historierne. 

– Det er sgu rigtigt nok. Jeg har altid 

været en glad dreng, der kunne få folk til 

at grine, siger han, da kvinden er gået. 

– Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor 

den begejstring kom fra, men har aldrig 

fundet et svar. Sådan var det bare. 

UD AF GYMNASIET 

Manu Sareen kom som den eneste i sin 

klasse i gymnasiet, men skolearbejdet 

interesserede ham ikke, og halvvejs blev 

han smidt ud. 

– Jeg brugte al for meget tid i festudvalget 

og sammen med min kæreste. Jeg var 

storforelsket og sad og kiggede hende dybt 

i øjnene nede i Jordbærkælderen inde på 

Strøget i stedet for at lære tysk kasus. 

Siden blev han medhjælper i det belastede 

Urbanplanen på Amager, og for første 

gang i sit liv opdagede Manu Sareen 

for alvor, at der var noget, han godt kunne 

lide. Og som han var god til. Succesen gav 

ham blod på tanden, og efter fi re år på pædagogseminariet 

var han for alvor klar til 

at vise verden, hvad han duede til. 

– Jeg ville være ”rigtig” socialarbejder, 

der også kunne arbejde med danske problembørn. 

Men jeg kunne ikke lade være 

med at opsøge de etniske, og så sagde jeg 

til mig selv: Ok, vi har så mange udfordringer 

med den gruppe, og jeg er god til dem, 

så hvorfor ikke? Som integrationskonsulent 

i Københavns Kommune arbejdede 

han i 10 år med integration, blandt andet 

med tvangsægteskaber og ligestillingsproblemer 

i hovedstadens indvandrerfamilier. 

Og selv om han i 2006 sagde jobbet op efter 

at være blevet truet på livet, bliver han 

stadig ringet op af unge, desperate kvinder, 

som er stukket af hjemmefra. 

– De står måske i en telefonboks med 

et blåt øje, og i dét sekund man har løftet 

røret, kan man ikke vende ryggen til. Så 

holder man en lille fl ig af deres liv i sine 

hænder, og så er man nødt til at hjælpe. 

I perioder kan det virkelig stresse mig,

men det er prisen for at være synlig og for 

at ville ændre noget i samfundet. Jeg kunne 

vælge at få hemmeligt nummer, men 

så ville jeg miste fornemmelsen for, hvordan 

tingene står til ude i virkeligheden. 

TÆNKETANK 

Netop trangen til at have fi ngeren på pulsen 

er en af de væsentlige grunde til, at 

Manu Sareen stadig er aktiv som integrationskonsulent 

og jævnligt hjælper kommuner, 

virksomheder og skoler med deres 

indsats, inden tingene går galt. 

– Jeg kan ikke lade være med at blande 

mig. Jeg har arbejdet i de miljøer siden 

1989, så jeg ved, hvad jeg taler om, når 

jeg peger på et problem og kommer med 

løsninger, siger han og skyller det sidste 

af sin kolde kaffe ned i en hurtig bevægelse. 

Og der er nok at pege på. Mange af 

problemerne kører i ring, siger Manu Sareen. 

Af samme grund lancerer han senere 

i efteråret en idé til en politisk tænketank, 

der skal komme med nye bud på 

politiske løsninger på de problemer, der 

har hobet sig op gennem årene. 

– Jeg har blandt andet en drøm om at 

vende det sociale system på hovedet, og nå 

frem til nye løsninger på, hvordan problemerne 

kan løses endnu bedre. Det er jo tydeligt 

for enhver, at tingene ikke fungerer i 

dag. Alle taler om at bryde den sociale arv, 

men ingen lykkes med at fi nde holdbare 

løsninger. Jeg har praktisk viden og erfaring, 

jeg har arbejdet på et socialkontor og 

ved, hvad det vil sige at være sagsbehandler 

med 100 sager kørende på én gang. Det 

kan ikke lade sig gøre at lave ordentlige 

løsninger under det arbejdspres. Sagsbehandlere 

skal ikke have mere end højst 30 

sager ad gangen, hvis deres samtaler og 

forebyggende arbejde skal have en effekt. 

Man kan ikke hjælpe familierne, hvis man 

har for travlt. Det er bare én ting, man kan 

tage fat på, siger Manu Sareen. Og så er 

han i øvrigt ligeglad med, at han er politiker 

i et konsensusland, hvor der er bred 

enighed om 90 procent af de politiske beslutninger, 

der bliver taget. 

ændre som enkeltperson, men hvis de sidste 

10 procent f.eks. handler om, hvordan 

vi laver fl ere sociale mønsterbrydere, er det 

et fantastisk meningsfuldt projekt at være 

politiker. Jeg har det fi nt med den danske 

konsensustradition, for det er den, samfundet 

hviler så solidt på. Og vi har verdens fedeste 

samfund. Jeg elsker virkelig det her 

land. I andre tænker nok ikke så meget over 

det, men jeg ved, hvad alternativet er. Jeg 

ved, hvad det ville have betydet for mit liv, 

hvis mine forældre var blevet i Indien. Når 

jeg besøger landet, kan jeg se, hvordan folk 

lever i urimelig fattigdom og må trækkes 

med et korrupt politisk system. Det siger 

jeg også, når jeg besøger indvandrere. Jeg 

beder ofte folk kigge sig omkring og fortælle 

mig, om de virkelig ønsker sig tilbage 

til det land, de kommer fra. 

Integration er den enkeltes ansvar, siger 

Manu Sareen. Det er forældrenes ansvar, 

at børnene kommer i skole, det er 

deres ansvar, at de laver deres lektier og 

ikke render rundt og laver ballade. Men 

der skal også være en scene, hvor folk 

føler sig velkommen, ellers kan vi ikke 

forvente, at de tager ansvar. 

– Så vil mange sikkert sige: Har vi ikke 

givet dem dén scene? Jo, det har vi, men vi 

har også skabt et debatklima, hvor vi italesætter 

nogle mennesker på en fuldstændig 

sindssyg måde. Ord er den største skaber 

af virkeligheden, og derfor er det også så 

pokkers vigtigt, at vi får en ordentlig dialog 

omkring problemerne. Og så griber han fat 

i en anekdote. En af de små historier, der 

synes at ligge på lager i hundredvis og bare 

venter på at blive hevet frem og brugt som 

illustration på et problem, et dilemma, en 

løsning eller noget helt fjerde. 

– I begyndelsen af året havde vi de berømte 

containerafbrændinger på Nørrebro. 

Det var unge indvandrere, som havde læst 

om dem selv, siden de var små, og hørt på, 

hvor forfærdelige de var. Nogle uger inden 

det hele gik amok, sad jeg inde på Københavns 

Rådhus med Ritt Bjerregaard og 

forhandlede med de unge fra Ungdomshuset, 

mens det halve af Christianshavn stod 

i fl ammer. Og da jeg kørte hjem om afte- 

– Det er måske begrænset, hvad man kan ► 

21

22 

nen, tænkte jeg stille for mig selv: Tænk, 

hvis noget lignende skete med indvandrere 

i hovedrollen, hvordan ville folk så ikke 

reagere? Svaret kom kort efter. Og det var 

ikke noget kønt syn, synes den radikale 

politiker 

– Når unge indvandrere sætter ild til 

en container, taler politikerne pludselig 

om elektroniske fodlænker og administrative 

udvisninger. Han ryster på hovedet 

af sine ord. 

– Det gør mig virkelig vred, når Dansk 

Folkeparti påstår, at hele balladen udelukkende 

skyldes, at de unge er muslimer. 

Det er sindssygt forsimplet. Det er 

først og fremmest, fordi de unge indvandrere 

har stor nedtur i deres liv. 

FATTIGDOM 

Alt for mange politikere bruger race og 

religion som forklaring på balladen med 

indvandrere, men det er en kæmpe fejl, 

mener Manu Sareen. Problemerne handler 

ikke om mørk hud og islam, men om 

sociale klasser: 

– Forleden hørte jeg i radioen en ung 

Venstre-politiker tale om, at fattigdom 

ikke var noget problem herhjemme. Det 

må være fordi, han ikke ved, hvad fattigdom 

er, og hvad den gør ved familier. 

Det betyder, at børn ikke får ordentlig 

mad, at deres hjerner ikke udvikler sig 

ordentligt, at ungerne ikke kan koncentrere 

sig i skolen, og før eller siden ender 

det som et samfundsproblem. En af 

vores største udfordringer er, hvordan vi 

får samlet alle de børn op, som forlader 

folkeskolen uden at kunne læse og skrive 

ordentligt. Som tingene ser ud i øjeblikket 

er vi i fuld gang med at skabe et nyt 

proletariat. Og samfundsøkonomisk set 

er det rablende vanvid. Det er jo dem, vi 

skal leve af i fremtiden. Der er ved at ske 

noget i Danmark, som bekymrer ham. 

– Vi oplever en voldsom polarisering 

mellem minoriteter og majoriteter, og det 

er, som om de fl este accepterer udviklingen, 

siger han og fortæller om en oplevelse, 

han havde sidste sommer. Manu 

Sareen er 

fascineret af Holocaust, og sammen med 

nogle venner var han i Auschwitz. I en af 

lejrens barakker hørte han en ældre jødisk 

mand fortælle om sin tid som kz-fange: 

– Manden havde set en dreng bryde ud 

af et fangegeled for at opsøge sin far. De 

hviskede lidt sammen, omfavnede hinanden 

og hånd i hånd løb de direkte mod 

vagterne, som straks mejede dem ned. Far 

og søn valgte at gå i døden sammen i stedet 

for at leve i helvede. Jeg har ofte stillet 

mig selv spørgsmålet: Hvordan kunne 

nogen være så onde mod deres medmennesker? 

Og den dag kom svaret til mig: 

Man umenneskeliggør dem. Ikke fra den 

ene dag til den anden, men stille og roligt, 

indtil man iskoldt kan skyde dem ned. Det 

er det samme, vi gør herhjemme i dag, lyder 

budskabet fra den anden side af cafébordet. 

Vi udviser folk uden rettergang, 

sætter fl ygtninge på starthjælp, selv om de 

burde sendes til psykolog, og vi overvejer 

at sænke den kriminelle lavalder og forbyde 

Hizb-ut-Tahrir, fordi de siger antidemokratiske 

ting velvidende, at nynazisterne 

har gjort det samme i årevis: 

– Vi umenneskeliggør hinanden på et 

mikroniveau, og det er min opgave at råbe 

vagt i gevær. I slutningen af 80érne, da 

jeg havde bumser i hele hovedet og skulle 

på diskotek i København, kunne jeg ikke 

komme ind på grund af min mørke hud. 

Der er et suk i stemmen: 

– Her 20 år efter står vi med de samme 

fucking problemer, siger han så. 

Manu Sareen har ellers gjort sit for at 

løse knuderne. Københavns integrationsborgmester 

er et af de initiativer, han selv 

er mest stolt af at have fået gennemført. 

Han kan også tage æren for, at en lille hær 

af socialrådgivere er rykket ind på udvalgte 

belastede folkeskoler i hovedstaden for 

at tage problembørnene i opløbet. Men 

det er ikke gratis at være brobygger, og 

den radikale politiker har trådt fl ere end 

et par stykker over tæerne undervejs på 

sin mission. Og det er ikke kun danskere, 

der lader sig provokere af hans kontante 

udmeldinger og radikale løsningsforslag 

på integrationsproblemerne, også indvandrere 

melder sig i koret af modstandere. 

– Det ene sted beskyldes jeg for at 

være pro-islamisk, det andet er jeg 

anti-islamisk, siger han. 

– Jeg kæmper en brav kamp for 

menneskers rettigheder, og så er jeg 

i bund og grund ligeglad med om de 

er gule eller røde, sorte eller hvide. 

Forleden skulle jeg i Trykkefriheds- 

selskabet og brokke mig over den måde 

muslimer omtales på i medierne, og samme 

dag møder jeg folk ude på Nørrebro, 

som beskylder mig for at hade muslimer. 

Det er virkelig op ad bakke nogle gange. 

SULTEN 

Men Manu Sareen har ikke tænkt sig at 

indstille kampen på grund af lidt modstand. 

Og så er vi igen være fremme ved 

begyndelsen af interviewet: Sulten efter 

at lave om på tingene. Og på spørgsmålet 

om, hvad Manu Sareen tager med sig 

ind i Folketinget, hvis han bliver valgt 

ind ved næste valg, lyder svaret: 

– Jeg kommer med en stor sult efter 

at bringe det radikale projekt på banen 

igen. Vi er begyndt at blæse for meget 

efter stemninger, synes jeg. Når Dansk 

Folkeparti taler om at fjerne basale menneskerettigheder 

og ratifi cere Danmark, 

skal vi sige: Hør her, har I glemt vores 

historie? Har I glemt, at folk på Balkan 

slog hinanden ihjel for mindre end 20 år 

siden? Folk skal mærke, at vi er der. Og 

der er masser af gode radikale projekter 

på hylden, de skal bare formidles bedre 

end hidtil. 

– Vores vigtigste opgave er at kommunikere 

politik i øjenhøjde, så folk forstår, 

hvad vi siger og mener. Det er ikke længere 

nok at sige, at vi er et reformvenligt 

parti. Folk spørger mig ofte: Manu, hvad 

betyder det egentlig at være et reformvenligt 

parti? Og jeg forstår deres undren. 

Vi skal være meget mere konkrete. 

Hvis vi ønsker fl ere lærere i folkeskolen, 

skal vi sige det. Hvis vi ønsker bedre offentlige 

transportmidler, skal vi fortælle 

prisen på en busbillet og antal afgange. 

I Borgerrepræsentationen har vi længe 

sagt: Vi vil give københavnerne trygheden 

tilbage. Og det er fi nt nok, men vi 

stopper ikke der. Vi fortæller københavnerne, 

at det betyder, at vi vil have en 

nærpolitistation i hver eneste bydel. Jeg 

vil helt derned. 

Han kigger på sit ur og rejser sig op 

fra caféstolen. Om en halv time har han 

et nyt møde inde på rådhuset, og sammen 

går vi ind mod centrum. Og mens 

Islands Brygge forsvinder bag os, trækker 

Manu Sareen de sidste linjer op: 

– Vi har mange gode ting på hylden, 

vi skal bare være bedre til at fortælle, 

hvad de er. Og hvad de betyder for folks 

hverdag. Vi skal huske folk på, hvorfor 

de var radikale, så skal de nok begynde 

at stemme på os igen. □

24 

Sønnen siger farvel 

I forbindelse med annonceringen af sit farvel til politik 

beskrev Morten Helveg Petersen sig selv som søn af huset. 

Som tredje generations Helveg har Morten Helveg Petersen 

de sidste 11 år haft sin daglige gang på Christiansborg. Men 

nu er det slut. Morten Helveg Petersen har skiftet forsvarsforlig 

og fi nansstoffet ud med it og internettet som direktør 

for Foreningen af Danske Interaktive Medier. 

Tekst: Søren Højlund Carlsen Fotos: Radikale Venstre / Scanpix 

Der er ingen grund til at 

pakke det ind. Morten 

Helveg Petersen har ikke 

fået alt det han ville i sin 

tid i politik – en tid der, 

som det nok er de fl este bekendt, stoppede 

den 1. august 2009. Han ville gerne 

have været næstformand i folketingsgruppen 

og han så gerne en mindre 

binding til den venstre side af Folketinget. 

Men sådan blev det som bekendt 

ikke og mange medier spekulerede derfor 

i, om hans afgang til fordel for et direktørjob 

havde noget at gøre med politiske 

skuffelser. Men nej, siger Morten 

Helveg Petersen med kraft og tyngde. 

Tiden var blot kommet til noget nyt, så 

da muligheden for noget nær et drømmejob 

kom forbi på livets perron, var 

det bare med at hoppe på toget, der nu 

kører til direktørkontoret i Foreningen 

af Danske Interaktive Medier 

– Det har været nogle fantastiske år på 

Christiansborg, der har bragt oplevelser, 

som jeg er utroligt glad for. Selvfølgelig 

har der været kampe og sejre og nederlag 

– det er jo vilkårene i politik. Politik 

er ikke for sarte sjæle og nogle gange 

vinder man, og nogle gange taber man, 

og sådan er det. Vi er voksne mennesker 

med forskellige vinkler på sagerne, men 

det er en del af politik. Og hvis man ikke 

kan tåle det, så skal man ikke gå ind i 

politik i første omgang. Men jeg vil godt 

understrege kraftigt, at min afgang intet 

har med noget andet at gøre, selv om 

jeg godt ved, at mange medier udlagde 

det sådan, men det har altså intet på sig. 

Jeg har såmænd blot fået et tilbud, der er 

helt forrygende, og jeg er smadderglad 

for det, siger Morten Helveg Petersen, 

der sad i Folketinget i 11 år, hvor hans 

efternavn fra starten betød, at han havde 

”blåt blod i årene”, som en avis har 

beskrevet ham. Og det er da heller ikke 

uden vemod, at arbejdspladsen siden 

1998 blev forladt i sommerferien. 

– Selv om jeg glæder mig enormt til 

mit nye arbejde, så er det da også trist. 

Politik og Christiansborg har været en 

stor del af mit liv, og jeg kommer til 

at savne medarbejderne, kollegaerne, 

min gode kreds og ikke mindst medlemmerne. 

Radikale Venstre er et parti 

fyldt af engagerede ildsjæle, så der bliver 

da et savn, det gør der da. Det er 

i det hele taget en stor beslutning, når 

nu politik næsten har fyldt hele mit liv. 

Men tilbuddet var så godt, at jeg ikke 

kunne sige nej, og jeg tror, at det er et 

drøngodt tidspunkt for mig at prøve livet 

ude i virkeligheden, siger Morten 

Helveg Petersen. 

RADIKALE RESULTATER 

Morten Helveg Petersen var indtil sin 

afgang it-ordfører, ligesom han har passet 

fi nanspolitikken og forsvarsområdet.

I 2005 fik Morten Helveg Petersen et nyt 

gulvtæppe på sit kontor. Mon ikke hans 

afløser trods alt vil overveje at skifte det ud. 

“ Morten har sat solide radikale fi ngeraftryk på både 

forsvarspolitik og den økonomiske politik. Jeg har 

kun ros tilovers for Morten, der er utroligt dygtig. 

Sidstnævnte område holdt ham til ilden 

lige op til annonceringen af hans afgang, 

da han var med til at indgå et forsvarsforlig 

i juni. Et forlig, der havde tydelige radikale 

fi ngeraftryk, og i det hele taget har 

Morten Helveg Petersen stået for de fl este 

medlemmer som en utrættelig arbejdshest, 

der både havde styr på substansen 

og de mere lange linjer. 

Og ønsket om at gøre tingene ordentlig 

færdig spillede da også ind i beslutningen 

om, hvornår og hvordan hans 

afgang skulle annonceres. 

– Det er klart, at det er noget, som 

jeg har tygget grundigt på, men det har 

været vigtigt for mig at gøre arbejdet 

færdigt i forhold til forsvarsforliget, 

som jeg synes var rigtig vigtigt, at vi 

kom ordentlig med i og fi k det afsluttet 

på en god måde, fortæller Morten 

Helveg Petersen, der selv nævner netop 

forsvarsforliget som et af de områder, 

der burde mane alle spekulationer om, 

Margrethe Vestager 

at hans afgang skyldtes splid og uenighed 

i jorden. 

– Der har været rigtig godt samarbejde. 

For eksempel i forbindelse med forsvarsforliget, 

hvor Margrethe og jeg forhandlede 

på vegne af Radikale Venstre. 

Det har altid været vigtigt for mig at lave 

resultater samme med andre, og jeg kan 

heldigvis kigge tilbage på alle mine ordførerskaber, 

hvor jeg har indgået stribevis 

af forlig og opnået gode resultater, siger 

Morten Helveg Petersen, der endnu 

ikke har fundet ud af om han fortsat vil 

være medlem og måske stadig radikal, 

nu blot på græsrodsniveau. 

– Det er ikke sikkert, det er foreneligt 

med mit nye job, så det har jeg ikke fundet 

ud af endnu. Det tager jeg stille og 

roligt. Men ifald jeg forbliver medlem, 

bliver det kun som menigt medlem. 

Hvis jeg havde lyst til at blive i politik, 

så skulle jeg jo ikke træde ud af politik, 

siger Morten Helveg Petersen. 

SAGT PÅ RADIKALE.NET OM MORTEN HELVEGS AFGANG: 

”Øv, hvor er jeg ærgerlig over, at du træder ud af folketingsgruppen. Din profi l 

på det økonomiske og ikke mindst det forsvarspolitiske område var en meget 

vigtig årsag til, at jeg sin tid kunne føle mig hjemme i Det Radikale Venstre, da 

jeg meldte mig ind i slutningen af 90érne. Held og lykke videre frem.” 

Tonny Lacomble Nielsen 

”Tillykke med de nye udfordringer. Dit arbejde med forsvars- og fi nanspolitik 

vil blive savnet. Dine radikale fi ngeraftryk på adskillige love har været 

markante og vigtige. Håber at se dig tilbage i politik igen en dag...” 

Martin Gregersen 

”Tillykke med jobbet, og tak for indsatsen. Det har været en fornøjelse at 

have dig som folketingsmedlem for omegnen, jeg har sat stor pris på både 

din indsigt og indsats. Du bliver svær at erstatte!” 

Christian Knudsen 

”Jeg håber at der nu kan komme intern ro, og at man fremover vil se fl ere 

politiske udspil fra folketingsgruppen. Jeg håber også at suppleanten der 

tiltræder, kan blive det friske pust vi trænger til.” 

Zeb Meier Watz 

25

26 

Tyve år med 

registreret 

partnerskab 

Tyve år er gået siden det registrerede partnerskab blev indført i Danmark i 1989. Det skete 

ved hjælp af radikale stemmer og dermed var Danmark det første land i verden, hvor det 

blev muligt for to mennesker af samme køn at gifte sig. Thomas Køhler, der selv er homoseksuel, 

ser tilbage på loven og har talt med Steffen Jensen fra Landsforeningen for Bøsser 

og Lesbiske og ligestillingsordfører Lone Dybkjær om lovens betydning før og nu. 

TEKST: Thomas Køhler FOTO: Scanpix og Colourbox 

Steffen Jensen fra Landsforeningen 

for Bøsser og Lesbiske 

får stadig tyve år efter 

grødet stemme og blanke 

øjne, når han mindes dagen. 

Han fortæller, at repræsentanterne for 

foreningen rejste sig fra tilhørerpladserne 

og bukkede ned mod Folketinget 

efter vedtagelsen. 

– Det var et bevægende øjeblik. Det 

var meget meget fl ot. Og så havde vi arrangeret, 

at når lovforslaget var vedtaget, 

så skulle samtlige 179 medlemmer 

af Folketinget have en rød rose med en 

lille hilsen fra os. Vi havde aftalt med 

Folketingets betjente, at de omdelte roserne 

straks efter vedtagelsen. 

Hvorfor betød det så meget? 

– Det var første gang i verdenshistorien, 

at et parlament gav personer af 

samme køn næsten samme rettigheder 

som ægteskabet. Vores landsforening 

startede, længe før jeg selv begyndte 

– i slutningen af 60’erne – med at arbejde 

på at få den ligeret. Der var mange 

især lesbiske, som var imod, at man 

overhovedet skal have ægteskabsinstitutionen, 

men der har udgangspunktet 

været, at holdningen til ægteskab som 

sådan er sådan set ligegyldig for vi skal 

have samme vilkår som alle andre - ligestilling. 

Nu er vi i Danmark kommet 

håbløst bagud, men det var dengang 

det største ligestillingsskridt, der nogensinde 

var taget, måske bortset fra 

da homoseksualitet blev afkriminaliseret 

i 1930, men det er en anden historie. 

Og det gav også genlyd verden over, da 

lovforslaget trådte i kraft, og de første 

11 par blev registreret på Københavns 

Rådhus, fortæller Steffen Jensen. 

STARTER I 1984 

Historien om det registrerede partnerskab 

starter, da Folketinget i 1984 nedsætter 

en såkaldt ”homokommission”, 

der skulle se på, hvordan man lovgivningsmæssigt 

kunne forbedre forholdene 

for bøsser og lesbiske. Arbejdet var 

udsprunget af HIV/AIDS-epidemien. 

Da den startede i 1983, var der pludselig 

en række politikere, som fi k øjnene op 

for, at man måske kunne hindre spredningen 

ved at gøre forholdene bedre 

for specielt bøsser. Men også Landsforeningens 

meget aktive arbejde på 

AIDS-fronten havde gjort homoseksuelle 

synlige for mange politikere, som 

derfor havde indset, at vi også havde 

behov for at kunne etablere samlivsforhold. 

Kommissionen fi k SF’eren Poul 

Dam som formand og bestod ellers af 

embedsmænd fra relevante ministerier, 

repræsentanter for Landsforeningen 

for Bøsser og Lesbiske, Henning Jørgensen 

og Mikkel Emborg, to radikale 

homoseksuelle lokalpolitikere, Per Kleis 

Bønnelykke og Helle Jarlmose som 

personlige medlemmer. Kommissionen 

arbejdede et par år, og der kom forskellige 

forslag ud af det, blandt andet om 

arveafgiftsregler og andre mindre ting. 

Men det store spørgsmål var, om homokommissionen 

ville fremsætte et forslag 

om ægteskab. Landsforeningens 

forslag om det blev behandlet, men 

Tre danske homoseksuelle par blev 

i 1989 de første i verden, der blev 

gift på et rådhus. Med en ny lov om 

registreret partnerskab gav Københavns 

kulturborgmester sin velsignelse 

til Joek Volkmann og Jan Lyllof, 

der afsluttede ceremonien med 

et traditionelt bryllupskys. 

►

28 

stemt stem ned. Imid- 

lertid tog Radikale, 

S og SF fo forslaget ud og 

fremsatte det som et lovforslag. Justitsminister 

Erik Ninn-Hansen var stærkt 

imod. Så kom atomvalget, og lovforslaget 

bortfaldt, men nu kom de radikale så 

med i VKR-regeringen. 

Det betød, at R ikke længere kunne være 

med til at fremsætte forslaget, selv om Aase 

Olesen, daværende socialminister fra R, 

havde været stærkt engageret i det året før, 

men det blev så fremsat af S og SF. 

– Lovforslaget var til tredje behandling 

den 26. maj 1989 som pkt. seks på 

Folketingets dagsorden. Normalt stemmer 

man blot ved tredjebehandlinger, 

men her var der en lang debat. Vi var 

mange fra Landsforeningen på tilhørerrækkerne, 

og vi havde også en engelsk 

repræsentant, den daværende formand 

for ILGA (International Gay and Lesbian 

Association), Lisa Powell. Hun forstod 

ikke et suk af, hvad der foregik, men hun 

sagde bagefter, at hun var dybt fascineret 

af den værdighed, hvormed det foregik. I 

den debat der gik forud var det bedste og 

mest interessante indlæg det af Per Stig 

Møller, som på vegne af sig selv, Connie 

Hedegaard og Karen Højte Jensen redegjorde 

for, hvorfor de undlod at stemme. 

Det var en lang forklaring, men den var 

i virkeligheden et brændende forsvar for 

lovforslaget, og jeg mener at kunne huske, 

at han omtalte argumenterne imod 

forslaget – og dermed også sit eget partis 

ordfører, Viggo Fischers - som værende 

”betændte”. De Radikale havde aftalt, 

at medlemmerne af folketingsgruppen 

kunne stemme for, men ministrene skulle 

stemme imod. Jeg så fra tilhørerrækkerne 

de fem radikale ministre i salen, 

men da afstemningen gik i gang, var 

der kun én tilbage. De andre skulle ud 

og tisse, eller hvad de skulle. De forlod i 

hvert fald salen. Jeg ved ikke, om de var 

clearet, det tror jeg ikke, for så ville de jo 

ikke have været der. Så det endte med, at 

kun en radikal stemme var imod, og det 

var faktisk - ironisk nok - Aase Olesen, 

Tyve år med 

registreret 

partnerskab 

som havde stillet forslaget året før. Men 

vi vidste jo godt, at det alligevel ville gå 

igennem. Vi kunne jo godt tælle til 90. 

Der var andre interessante stemmeafgivninger, 

to venstremænd, der stemte 

for og dermed brød partilinjen, Jens Peter 

Jensen (Uffe Ellemanns far) og Laue 

Traberg Schmidt. Fremskridtspartiet var 

delt, halvt for halvt imod. To af dem, der 

var for, var Glistrup og Pia Kjærsgaard, 

og da vi senere på dagen holdt en komsammen 

nede i LBL’s lokaler i Knabrostræde 

kom hun faktisk også og modtog 

vores hyldest, erindrer Steffen Jensen. 

RADIKAL SELVFORSTÅELSE 

Selv om de radikale ministre ikke kunne 

stemme for, så blev det vist opfattet, som 

om det var Radikale Venstre, der havde 

fået det gennemført? 

– Det er vist en radikal selvforståelse. 

I anden omgang var det jo S og SF, der 

fi k det fremsat og vedtaget. Alle tre partier 

havde været initiativtagere og alle tre 

partier spillede en central rolle i forberedelserne. 

Men jeg vil godt understrege, at 

de Radikale har været kæmpe støtter for 

homosagen – helt tilbage fra Else-Merete 

Ross (MF for Radikale 1960–73, red.). Ja, 

man kan ikke fi nde noget eksempel siden 

30’erne, hvor de Radikale ikke har været 

forrest i kampen for bøsser, lesbiske, biseksuelle 

og transseksuelle personers rettigheder. 

Men de var det så altså ikke lige 

dér, fordi de sad i en borgerlig regering. 

De undtagelser, der trods alt var for 

det registrerede partnerskab i forhold 

til ægteskabet, retten til adoption, kirkebrylluppet, 

som nærmest er det eneste, 

der er tilbage her i 2009, kan du huske 

noget om, hvad der var begrundelse for, 

at de skulle være der, så det registrerede 

partnerskab blev sådan en særordning 

for homoseksuelle? 

– Den vigtigste undtagelse var faktisk, 

at én af parterne skulle være dansk statsborger, 

og at partnerskabet kun kunne 

indgås herhjemme. Og adoption var vi 

ret sikre på, at vi ikke ville komme igennem 

med i første omgang. Ikke engang 

forslagsstillerne ville gå så langt. Det var 

håbløst. Og begynde at blande kirken ind 

i det ville også skabe for meget fnidder. 

Så vi valgte at leve med de undtagelser. 

To af tingene er så blevet ændret siden. Nu 

kan registrerede partnere snart adoptere, 

og partnerskabet kan indgås af to udlændinge, 

hvis de har opholdt sig i Danmark i 

mere end to år. Stedbørnsadoptionen kom 

for en del år siden. Den sidste undtagelse 

med kirkebrylluppet har vi arbejdet på at 

få ændret siden, det er igen princippet om 

ligestilling: vi skal have samme vilkår. 

Så vi har arbejdet på at få ændret loven 

om registreret partnerskab, så registreringen 

kan foretages af kirkelige myndigheder 

på samme måde som for heteroseksuelle. 

Men der kan vi ikke få politikkerne 

til at forstå, at det er et lovgivningsmæssigt 

anliggende. Politikkerne siger, at det 

må kirkerne selv afgøre. Men det kan de 

jo ikke afgøre, så længe der står i loven, 

at folkekirken og andre trossamfund ikke 

må forrette registreret partnerskab. Man 

kunne jo bare give dem muligheden. Så 

kunne det være op til dem selv, om de 

ville benytte sig af den. Men man vender 

det døve øre til. Men vores politik er at 

få indført kønsneutralt ægteskab ligesom 

i Spanien, Holland. Belgien, Norge, Sverige, 

Canada og Sydafrika. 

INTERNATIONAL EFFEKT 

I sommeren 1989 opholdt jeg mig i Sovjetunionen, 

og da undrede jeg mig over, 

at jeg hele tiden blev spurgt, hvordan vi 

havde det med homoseksuelle i Danmark. 

Men det var jo fordi sovjetisk presse havde 

skrevet om vedtagelsen af loven om 

det registrerede partnerskab, noget helt 

utænkeligt i USSR, hvor der stadig var op 

til nu års fængsel for frivillige homoseksuelle 

forhold mellem voksne. Hvilken effekt 

fi k vedtagelsen internationalt? 

– Det gik verden over. Det var en fantastisk 

dag, da de første 11 par blev registret 

på Københavns Rådhus. Jeg har aldrig set 

så mange pressefolk fra hele verden. Der 

var tv-hold fra Japan, Tyskland, USA og 

Canada, der fulgte parrene hele ugen op

til brylluppet. Efterfølgende blev de inviteret 

ud til talrige møder og konferencer 

i udlandet for at fortælle om lovens tilblivelse. 

Første sted det så begyndte at rykke 

var i Norge. Og nu er det så et fl ertal af 

EU-landene, der har en eller anden form 

for registreret partnerskab. Spanien har 

taget skridtet fuldt ud til kønsneutralt ægteskab 

med fuld ligestilling mellem hetero- 

og homoseksuelle, stærkt efterfulgt af 

Holland, Belgien, Canada og Sydafrika og 

senest også Norge og Sverige. Så nu er vi 

håbløst bagud her i Danmark. 

Hvor i verden fi nder man de dårligste 

forhold for homoseksuelle? 

– Ja, der er syv lande i verden, hvor det 

er forbundet med dødsstraf. Men der er 

jo masser af lande med voldsom homofobi 

og forfølgelse, også blandt de europæiske 

lande. Der er det, vi arbejder hårdt 

på gennem EU at få ændret tingene. Der 

er blevet implementeret et antidiskriminationsdirektiv 

for arbejdsmarkedet og 

nu er der senest ved at blive indført et 

antidiskriminationsdirektiv, der omfatter 

alle EU’s kompetenceområder. I de østeuropæiske 

lande, der ikke er med i EU 

er det svært, endnu værre i Afrika og de 

muslimske lande. Vi kender alle sammen 

billedet fra Iran af de to drenge, der bliver ► 

29

30 

Tyve år med 

registreret 

partnerskab 

hængt. Der prøver vi at påvirke gennem 

FN-systemet og ofte kan vi samarbejde 

med andre Ngo’er. Et godt eksempel 

på europæisk plan er vores samarbejde 

med de andre organisationer for diskriminationstruede, 

hvor vi alle har en interesse 

i at bekæmpe diskrimination. 

Jesper Langballe(DF) har omtalt homoseksuelle 

som handicappede. Er det 

så i virkeligheden ikke så helt galt? 

– Jo, den holder ikke vand. 

– Hvad er det dybest set, der ligger 

til grund for modviljen mod homoseksuelles 

rettigheder, er det det, at man 

synes, det helst ikke skal frem i lyset, at 

det er lidt ulækkert, eller hvad man ellers 

kan høre? 

– Jeg tror snarere, det er frygten for 

det ukendte. Jeg hørte tit politikerne 

sige tilbage i 80’erne, at de kendte jo 

ikke nogen bøsser. Det var de færreste, 

der stod frem på arbejdspladsen eller i 

andre sammenhænge dengang. Folk er 

bange for det ukendte. 

OPGØR MED DISKRIMINATION 

Når Lone Dybkjær tænker tilbage på 

1989, husker hun mest det helt overordnede 

om at gøre op med diskrimination, 

og at det så var nødvendigt at indgå nogle 

kompromisser for at få det igennem i en 

eller anden form, men hun mener også, 

at man skulle have indført et kønsneutralt 

ægteskab for længst. Den radikale 

ligestillingsordfører mener ikke, at ægteskabet 

er gudsindstiftet og derfor kun 

kan berøre en mand og en kvinde, men 

at det derimod er en forpligtelse, som 

også nogle gange medfører, at der kommer 

børn ind i billedet. Hun ser derfor 

ingen argumenter for, at man ikke skal 

ligestille folk fuldstændigt. 

– Det registrerede partnerskab blev 

opfattet som en radikal mærkesag. I, der 

var ministre måtte udvandre, for ikke at 

skulle stemme imod. Var det aftalt spil? 

– En del af os ville ikke stemme imod 

vores overbevisning. Det havde ikke været 

forhandlet, inden vi gik ind i den borgerlige 

regering i modsætning til andre 

ting, som for eksempel hvordan vi skulle 

håndtere de kontroverser, der måtte være 

på det udenrigspolitiske område. 

Men det havde jo hele tiden været på 

dagsordenen, og vi mente vel så, at man 

måtte fi nde en vej, selv om vi var gået 

ind i regeringen, siger Lone Dybkjær. 

TRE FORÆLDRE 

I vore dage, mener Lone Dybkjær, er 

der en meget borgerlig og konventionel 

opfattelse af familiebegrebet, ligesom 

man skal huske, at hver gang, der er blevet 

gennemført noget af den slags, for 

eksempel revselsesret, fælles forældremyndighed 

– dér, hvor du rokker ved 

de klassiske familiebegreber – har det 

været med marginale fl ertal. 

– Så er spørgsmålet, hvor langt man 

efter radikale begreber skal gå? For 

mig er det store spørgsmål nu, hvordan 

man både kan være homoseksuel mand 

og forælder. Nu har vi virkelig fået de 

lesbiske på banen, og de har indrettet 

sig. Tilbage er gruppen af homoseksuelle 

fædre. I New Zealand har man for 

eksempel tredelt forældremyndigheden. 

Ville det være for fl ippet? 

– Man kan jo altid diskutere, hvad der 

egentlig ligger i ægteskabslovgivningen, 

selv om jeg ikke er nået til at ville gå ind 

for en tredeling. Men det er jo i virkeligheden 

en meget pragmatisk ordning 

med en række forpligtelser, arveregler 

og den slags. Følelserne kan man jo alligevel 

ikke stille noget op med. Ægteskabskontrakten 

er i virkeligheden meget 

enkel, men også meget forpligtende. 

Så er der spørgsmålet om forældremyndigheden: 

Det er ikke en diskussion, 

jeg ikke er åben overfor. Den kan bestemt 

give mening. Det er godt for børn 

at have mange voksne omkring sig. Det 

tror jeg er fi nt, både opdragelsesmæssigt 

og kærlighedsmæssigt. Også hvis 

der sker noget med en af parterne, så er 

det jo godt, at der er andre inde i billedet. 

Ikke at man ikke vil have et tab, men tabet 

bliver måske mere håndterligt. 

Kunne man sige, at det kunne være op 

til folk selv at indgå en advokataftale, få 

den tinglyst hos en notar, og så var det 

det? Behøver man lave regler for folk, 

hvis de selv kan aftale sig til rette? 

– Nej, det man skal kigge på er barnets 

tarv. Men lovgivningen er måske 

en sikrere måde at gøre det på. Vi har en 

masse reguleringer for at sikre børnene 

der, hvor forældrene måske ikke helt er 

i stand til det. For mig har det været vigtigt, 

at vi har indført fælles forældremyndighed 

som udgangspunkt. 

Er det dybest set ligegyldigt, hvilke 

signaler det politiske system sender 

om, hvad der bør være normen? 

– Det politiske system beskæftiger 

sig med det symbolmæssige. Det er 

også det, der ligger i ægteskabslovgivningen. 

Man lægger nogle brede normer. 

Vi siger for eksempel også, at du 

ikke nødvendigvis skal gå i skole, men 

du skal have en uddannelse. Det er både

af hensyn til barnet og til samfundet. 

Men jeg kan da godt forstå en homoseksuel, 

der lægger barn til, også gerne 

vil have del i forældremyndigheden og 

man kan godt spørge, hvorfor faren skal 

have så dårlig en rolle. 

Har børn ret til at kende deres biologiske 

far, her tænker jeg også på donorbørn? 

– Jeg har tidligere gået ind for en 

mellemløsning, at der skulle være begge 

muligheder, både en kendt donor og 

en anonym. Også simpelt hen af markedsmæssige 

grunde for at sikre gode 

donorer. Men med den diskussion, der 

er opstået omkring identitet, bliver jeg 

mere og mere skeptisk og er nu tilhænger 

af, at man som 18-årig har ret til at 

få oplyst, hvem ens far er. Men det er 

klart, at der er en forskel på en kendt 

far og en sæddonor. Jeg mener – hvis 

jeg også skal have hold på mine egne 

tanker om fælles forældremyndighed – 

at uanset hvordan det ellers er foregået, 

så er det moren og faren, der skal have 

forældremyndigheden. Det er det eneste 

konsistente i forhold til alle de familieformer, 

vi har: at hvis der er en han 

og en hun, når barnet er skabt, så bør 

det også være dem, der har forældremyndigheden. 

Så jeg går ikke ind for 

en tredeling, men en bedre beskyttelse 

af den homoseksuelle far. 

Den sidste klods, der er tilbage i forhold 

til det registrerede partnerskab, 

er spørgsmålet om kirken. 

– Jeg er fortsat tilhænger af det 

kønsneutrale ægteskab med mulighed 

for kirkelig vielse. Så må præsterne 

kunne sige fra ligesom over for fraskilte. 

Der er der så to skoler med hensyn 

til, hvordan man lettest kan få det 

igennem. 

Jeg har på forskellig vis prøvet via 

partiets kontakter i kirken at skubbe 

til, at der kunne komme en diskussion 

blandt præsterne, for det er klart, at 

den borgerlige side i folketinget siger, 

at hvis der skal ændres på det, skal det 

komme som krav fra præsterne. Det er 

udmærket, hvis lovændringer kommer 

fra andre end politikerne, selv om de 

så må vedtage det til sidst, siger Lone 

Dybkjær. □ 

31

32 

Kandidaterne

Der er lagt op til sværdslag om landsformandsposten 

på årets landsmøde i Radikale Venstre. 

To kandidater har indtil nu pudset 

sværdene og meldt deres kandidatur. 

Mikkel Sarbo og Klaus Frandsen 

håber begge, at de efter landsmødet 

i Nyborg, kan kalde sig landsforbundets 

tyvende formand. 

TEKST: Søren Højlund Carlsen 

FOTO: Ditte Valente 

33

34 

Jeg føler, at den løbende organisationsudviklingsindsats 

i Radikale Venstre har 

stået stille. Sådan står der 

på Klaus Frandsens kam- 

pagnehjemmeside om en af hans vigtigste 

årsager til at stille op som ny 

landsformand. Der skal nemlig rystes 

op i organisationen som Klaus Frandsen 

synes er sakket bagud i forhold til 

tiden og ikke mindst til medlemmernes 

forventninger. 

– En tilpasning af organisationen er 

naturligvis ikke tilstrækkelig til at skabe 

succes, men man må ikke undervurdere, 

hvor demotiverende en dårlig 

organisation kan være for medlemmer, 

der ønsker at være aktive på en måde, 

som måske ikke lige passer ind i de 

nuværende rammer. Samtidig fremstår 

Radikale Venstre i øjeblikket antikveret 

i det politiske billede og det er 

blot med til at øge frustrationen, som vi 

har set i form af nye partidannelser og 

fl ere skæve budskaber fra medlemmer, 

siger den 45-årige direktør der aspirerer 

til landsformandsposten efter mere 

end tyve års aktiv deltagelse i organisationen. 

Blandt andet med otte perioder 

i Hovedbestyrelsen og fl ere andre 

tillidsposter. Hvis Klaus Frandsen bliver 

ny formand efter landsmødet 2009 

vil han arbejde for mere fl eksibilitet og 

mindre administrativt arbejde i hele 

partiorganisationen, så fl ere medlemmer 

får mulighed for at gøre en forskel 

på netop deres måde. I alt har han stillet 

fi re konkrete forslag, der kan ses på 

hans særlige valghjemmeside. 

NYE VEDTÆGTER 

– Tanken er blandt andet at lave vedtægterne 

om, så det bliver mere fl eksibelt, 

hvordan den lokale struktur er. 

Hvis der er for eksempel er steder i 

landet, hvor man ønsker en simplere 

foreningsstruktur, så skal landsvedtægterne 

rumme mulighed for det. På 

den måde bliver der færre antal foreninger, 

der skal administreres og 

på den måde reducerer du det administrative 

og kan skabe mere fokus 

på den reelle politiske aktivitet, siger 

Klaus Frandsen, der også vil gøre det 

nemmere, at komme i gang med aktiviteter 

rundt i landet. 

– Ledelsen skal tilskynde til og støtte 

netværksbaseret aktivitet. Det kan 

for eksempel være lokale aktivitetsudvalg, 

hvor organisationen skal skabe 

rammerne og skabelonerne for et aktivt 

politisk arbejde uden man skal opfi 

nde den dybe tallerken hver gang. Jeg 

vil også styrke Politisk Udvalg, som 

skal have mulighed for at nedsætte ad 

hoc udvalg, når der er behov for det 

og dermed give et mandat til de aktive 

medlemmer – lige nu er systemet meget 

stift, fortæller Klaus Frandsen. 

MODERNE TIDER 

Klaus Frandsen mener, at Radikale 

Venstre er det parti, der har haft det 

sværest ved at tilpasse de moderne 

tider, hvor det mere end nogensinde 

gælder om at sætte sig igennem i medierne 

og gribe en dagsorden. Med to 

blokke overfor hinanden har det været 

svært at være radikal. 

– Det ligger dybt i vores kultur at 

analysere problemerne, foreslå løsninger 

og deltage i det besluttende arbejde. 

Derfor fremstår vi i øjeblikket antikverede 

i det politiske billede. Men der 

er altså kun en part, der kan lede landet 

ad gangen. Det betyder, at vi ikke samtidig 

kan vise, at vores arbejdsmetode 

fører til en bedre ledelse af Danmark. 

Spillereglerne betyder, at vi først skal 

vise, at vi mestrer det nuværende politiske 

billede – derefter kan vi så vinde 

et niveau af indfl ydelse, der giver os 

mulighed for at påvirke den politiske 

kultur igen. Vi må anerkende, at de 

øvrige partier har indtaget parlamentariske 

positioner, hvor de har fundet 

sig til rette i det nuværende politiske 

billede og de ikke har tænkt sig at korrigere 

de positioner af hensyn til os. 

Og for at mestre den situation skal der 

være et meget tæt samspil mellem folketingsgruppe 

og landsforbund, siger 

Klaus Frandsen. 

Kræver det ikke en mere central ledelse 

– hvordan kan en landsformand 

bidrage til det? 

– Min påstand er, at det godt kan 

lade sig gøre, at få en form, hvor du 

kan politikudvikle med landsforbundet 

med et stærkere kommunikativt 

fokus. Det vil for eksempel ske med 

et stærkere centralt politisk udvalg, 

der kan agere på et klart mandat. Så 

kan det laves på en ny måde med et 

stærkt radikalt indhold og med en 

vinkel, hvor det kommunikative og 

offensive også er tænkt ind. Vores ni 

medlemmer af folketingsgruppen har 

kun meget lille chance for at skabe 

succes alene – de har brug for medlemmerne. 

Hvorfor skal de så – altså medlemmerne 

– stemme på dig til landsmødet? 

– Jeg tror, at jeg kan få gennemført 

en strukturændring, der kan forbedre 

samspillet mellem landsforbundet og 

folketingsgruppen, og dermed skabe et 

stærkere og synligere parti. Og jeg tror, 

at jeg som person vil være velegnet til 

at styre den fase, hvor vi skal lave nye 

vedtægter og omstrukturere hele partiet. 

Sådan en fase kræver en ny landsformand 

– en formand, der både har dyb 

respekt for partiets historie og som kan 

handle i en moderne netværksbaseret 

struktur. Jeg kan skabe den forandring, 

der er nødvendig. 

KLAUS FRANDSEN har blandt meget andet været medlem af den radikale hovedbestyrelse i otte pe- 

rioder, formand for partiets EU-udvalg, samt medlem af Fremsyns bestyrelse. Klaus Frandsen er desuden 

medforfatter af debatbogen Brud og præsidiemedlem i Akademiet for Fremtidsforskning. Han er 45 år, bor 

i København, far til Adam på seks og i civilt er han administrerende direktør i selskabet NETS, der laver 

internationale betalingsløsninger.

36 

Spørger man Mikkel Sarbo, 

hvordan det Radikale Venstre 

har det i efteråret 2009, 

så mener formandskandi- 

daten, at partiet er i krise 

– Men der er absolut en fremtid for 

partiet, vores politik og vores holdninger, 

men det kræver, at vi fl ytter os 

som parti og organisation i takt med 

tiden, siger Mikkel Sarbo og giver 

dermed selv begrundelsen for, hvorfor 

han ønsker at blive formand for landsforbundet. 

Ligesom sin modkandidat, 

vil han have partiet rettet ind på en ny 

tid for politiske partier. 

– Det nytter ikke at holde fast i principper 

og procedurer, som har vist sig 

at være demokratiske blindgyder. 

Verden har ændret sig, og vi har som 

personer ændret den måde vi lever på, 

og den måde vi engagerer os i samfundet. 

Moderne politik, mediebilledet 

og deltagelsesformerne har fl yttet 

sig enormt, uden vi har fl yttet med. 

Nu skal det radikale landsforbund til 

at fl ytte. 

Hvor skal vi så fl ytte hen? 

– Vi skal anerkende, at det ikke er 

godt nok ”kun”, at være en landssammenslutning 

af lokale led som man så 

ikke gør noget for. Landsforbundet 

har, groft sagt, ikke været så meget 

andet end stævner, møder og et medlemsmagasin. 

Vi er klar over, at når 

man i dag melder sig ind i et politisk 

parti, så er det ofte ud fra nationale 

overvejelser og interesser. Derfor er 

det som udgangspunkt, det nationale 

parti man melder sig ind i og ikke 

den lokale vælgerforening, siger Mikkel 

Sarbo, der blandt andet peger på, 

at den interne kommunikation skal 

være bedre. 

– Vi har radikale.net og medlemsbladet, 

men det kan ikke løfte alene. 

Derfor skal landsforbundet påtage sig 

rollen som bindeled mellem medlemmerne 

og det, der foregår storpolitisk 

og nationalt. Arbejdet i hovedbestyrelsen 

og de politiske udvalg skal 

planlægges bedre, så vi kommer med 

vore politiske forslag med den rigtige 

timing. Ledelsesmæssigt skal vi også 

se på, om ikke regionale ledere, som 

eksempelvis storkredsformændene 

kunne spille en større rolle som bindeled 

mellem landsforbundet, MF’erne 

og medlemmerne lokalt. Lige nu 

bruger vi ikke de lokale led og alle 

de aktive medlemmer godt nok i politikudviklingen. 

Når man ikke bliver 

brugt og ikke bliver hørt, så gider 

man heller ikke være med, og det er 

synd. Vi har ellers muligheden for at 

blive det parti, der inddrager borgerne 

og al deres viden og alle deres erfaringer. 

Vi skal være det sted man går 

hen, hvis man vil gøre en forskel for 

samfundet, siger Mikkel Sarbo. 

– Men kan man styrke et parti ved 

mindre topstyring? Er det ikke netop 

de topstyrede partier, der rykker lige 

nu? 

– Der er meget stor forskel på centraliseret 

topstyring og moderne ledelse 

af politiske organisationer, og 

jeg tror vores mulighed ligger i sidstnævnte. 

Der ligger et enormt potentiale 

for fødderne af os, hvis vi skaber 

det dynamiske parti, som samfundets 

stærke vidensressourcer knytter sig 

an til og skaber nytænkende visionære 

løsninger på de samfundsudfordringer, 

som borgerne bekymrer sig 

om. Derfor er der behov for mere tydelige 

steder, hvor personer med noget 

på hjertet kan tage fat, når de har 

gejsten, og der skal være fl ere partimedlemmer, 

som føler et ansvar for at 

samle gode kræfter op. I det hele taget 

skal inddragelse i langt højere grad 

være et kodeord, for vi har brug for 

fl ere engagerede kræfter til at løfte. 

Vi har en lille folketingsgruppe og et 

lille sekretariat. Det er altafgørende, 

at vi formår at understøtte dem langt 

bedre med radikale kræfter fra baglandet. 

Når medlemmerne har været 

reelt med i udviklingen af partiets 

politik vil de også blive partiets ambassadører 

og komme til at fungere 

som en permanent hvervekampagne 

på arbejdspladser og studier. Allerede 

i efteråret venter der to vigtige 

valgkampe, hvor samspillet mellem 

den centrale og lokale organisation 

for alvor skal stå sin prøve og hvor 

andre aktører er i fuld gang med forberedelserne. 

Hvorfor skal medlemmerne stemme 

på dig til landsmødet? 

Vi skal genvinde radikal indfl ydelse 

ved at skabe en stærk radikal 

bevægelse, som ustoppeligt udvikler 

visionære og pragmatiske politiske 

løsninger. Det kræver en landsformand, 

som kan samle, lede og udvikle 

partiet ved at motivere, engagere, 

opkvalifi cere og inddrage medlemmerne 

i både politikudvikling og 

kommunikation. Jeg har hele mit liv 

været beskæftiget med at inddrage og 

engagere mennesker i organisationer, 

og det her valg er et spørgsmål om, at 

have evnerne til at arbejde med intern 

kommunikation, motivation og have 

lysten til at tale med de enkelte medlemmer 

ude i landet om, hvordan deres 

arbejde for partiet kan blive mere 

effektivt – både for dem selv og for 

partiet. Jeg har også en erfaring med 

dialogskabelse og innovation, og synes 

jeg er god til at få folks ressourcer 

i spil. Os radikale har brug for at fi nde 

hinanden og det tror jeg vil være god 

til at hjælpe med. 

MIKKEL SARBO er 33 år og Cand. Merc. i strategi, organisation og ledelse. Han står bag et IT-fi rma i 

Litauen og Tante T, der driver et thehus, en thehandel i København og importerer the til Danmark. Mikkel 

Sarbo sidder i hovedbestyrelsen og beklæder desuden posten som formand for partiets uddannelsesudvalg. 

Mikkel Sarbo er tidligere formand for hovedbestyrelsen i Radikal Ungdom og har været folketingskandidat 

– først på Østerbro og senere på Vesterbro. Han er desuden formand for Idrættens Analyse Institut.

38 

Sørens sidste bal 

Udmeldelser med efterfølgende nye partier og fl ere op og nedture i et politisk landskab, 

hvor midten nærmest er forsvundet. Der har været nok at se til for Søren Bald, der ved 

efterårets landsmøde takker af som landsformand. 

TEKST: Søren Højlund Carlsen FOTO: David Bering 

Den afgående forstander for 

Krogerup Højskole, Søren 

Bald, blev søndag valgt 

som ny landsformand for 

Det Radikale Venstre. 

Med 184 stemmer lykkedes det lige akkurat 

Søren Bald at opnå de nødvendige 

halvtreds procent af de afgivne stemmer”. 

Sådan stod der at læse, hvis man 

søndag aften den 16. september 2001 

klikkede sig ind på Ritzau Bureau. Fem 

dage efter den ikoniske dato den 11. 

september blev Søren Bald ny landsformand 

for Radikale Venstre. Posten som 

landsformand var blevet ledig efter den 

daværende formand Johannes Lebech 

var blevet udnævnt til minister i den 

sidste rokade i SR regeringen. 

– Jeg var kort forinden stoppet som 

forstander på Krogerup Højskole og 

efter mange år med andre tillidsposter 

synes jeg, det kunne være spændende 

at blive landsformand. Jeg havde tiden 

og engagementet til det, fortæller Søren 

Bald, der måtte ud i et kampvalg 

med fl ere runder før han kunne indtræde 

som den 19. landsformand for Radikale 

Venstre. Otte år efter - næsten 

på dagen - overgiver Søren Bald så formandsstafetten 

til en ny landsformand, 

der også skal fi ndes ved et kampvalg. 

Allerede i foråret meddelte Søren Bald 

på et møde med partiets storkreds- og 

regionsformænd i Nyborg, at han ikke 

agtede at genopstille, når det blev tid 

til landsmødet. På afskedsmøde i Nyborg 

blev Søren Bald nærmest overvældet 

med tak for sin store indsats for 

partiet. Ikke mindst lagde deltagerne i 

mødet vægt på, at Søren Bald har arbejdet 

hårdt for at styrke medlemmernes 

muligheder i det politiske engagement 

og ikke mindst i det radikale arbejde 

lokalt. Og netop det lokale partiarbej- 

de har altid ligget Søren Balds radikale 

hjerte nært. 

– Jeg har først og fremmest været interesseret 

i, at organisationen har fungeret 

fornuftigt og, at medlemmerne har 

kunnet komme til orde i et frirum. Andre 

må jo vurdere om det er lykkes, men 

jeg har altid arbejdet ud fra devisen om, 

at ”ethvert synspunkt må kunne lyde” 

og det må jo så i øvrigt fi nde sig i at blive 

modsagt. Partiet skal være et åndeligt 

forum, hvor man kan diskutere frit og 

hjerteligt – det er radikale.net jo også et 

godt eksempel på, siger Søren Bald. 

TURBULENT PERIODE 

Men det har nu ikke kun været sejre, 

fri debat og gode nyheder, der har præget 

det Baldske formandskab. Oven på 

fl ere års fremgang kom nedturen for et 

par siden ved sidste valg og siden hen er 

partiet blevet forfulgt af dårlige målinger 

og manglende indfl ydelse. Men det 

tager Søren Bald nu ikke så tungt. 

– Da jeg startede som formand havde 

vi tidsånden med os og vi var selvsikre 

med fast grund under fødderne. Det er 

en helt afgørende forskel i forhold til nu 

– den gang var der stor optimisme, men 

vi havde heller ikke forestillet os, at 

den nuværende regering ville sidde så 

længe som den har gjort. Men jeg glad 

for at se tilbage på vores store mandatfremgang 

i 2005, der skyldes et rigtig 

godt samarbejde alle i partiet imellem. 

Siden hen er det jo så gået mindre 

godt, siger Søren Bald med vanlig 

underspillethed. For landsformanden 

har som den første formand siden 1920 

oplevet dramatiske udmeldelser af folketingsgruppen 

med det resultat, at der 

kom hele to nye midterparter ud af Radikale 

Venstre. Især Simon Emil Ammitzbølls 

udmeldelse ramte formanden 

hårdt. De to kendte hinanden fra Krogerup 

Højskole. 

– Det var fuldstændig tumpet, at Simon 

Emil gik på den måde, men der 

var også skabt en situation op til, der 

ikke var særlig gennemtænkt. Det med 

Naser og Anders ramte mig overhovedet 

ikke. De har begge to en selvovervurdering, 

der fi k dem til at agere helt 

utilregneligt og jeg har hele tiden sagt, 

at hvis man den gang bebrejdede Marianne 

(Jelved, red.), at de to gik ud, så 

ville jeg til enhver tid forsvare hende 

offentligt. Men jeg var da trist over Simons 

farvel. Op til var der kun én radikal 

MF’er, der havde forladt gruppen i 

hele partiets historie - nemlig godsejer 

Moesgaard-Kjeldsen i 1920. Og af de 

fi re er der ingen tvivl om, at Simon var 

det største tab. Det har jeg aldrig lagt 

skjul på, siger Søren Bald med vanlig 

sans for den radikale historie, som han 

ofte – med mere eller mindre held - forsøger 

at indpode i den ”yngre” del af 

partiet. Således har denne signatur ofte 

været genstand for historier om Radikal 

Politiks rolle i den radikale historie 

og selvforståelse, og navne som Hørup, 

P. Munch og Zahle har lige så ofte været 

på bordet til redaktionsmøder som 

Vestager, Jelved og Helveg. Og netop 

den historiske ballast har givet en god 

modvægt, når udmeldelser og uro er fl øjet 

omkring Søren Balds skrivebord. 

– Til foråret næste år har jeg været 

med i det her parti i 50 år, så jeg oplevet 

mange op og nedture og masser af 

uenighed. Når man har en så lang historie 

og bred erfaring som jeg, så man bliver 

man også lidt mere afslappet, når det 

spidser til. Så uroen fylder ikke ret meget, 

når jeg tænker tilbage. Jeg tænker i 

stedet tilbage på, at jeg fi k muligheden 

for at levere et stykke politisk arbejde på

SAGT EFTER SØREN BALDS FARVEL: 

”Søren har – som partiets bedste taler – altid været en fornøjelse at opleve på 

en talerstol, og det har været en lige så stor fornøjelse at arbejde sammen med 

ham i forskellige sammenhænge.” 

Tomas Bech Madsen på radikale.net 

”Søren Bald har menneskekundskab, der er så vidtfavnende, at det er sjældent set 

i dansk politik; dertil humor, temperament, selvironi og præcision. Igennem årene 

har han med stigende intensitet været med til at holde sammen på partiet.” 

Boye J. Haure på radikale.net 

”Søren Bald har arbejdet utrætteligt for organisationen og partiet, og han fortjener 

stor respekt for sin store indsats for Radikale Venstre. Jeg tror, at Søren 

fortsat vil levere store taler med sans for historien og humoren - for det er om 

noget Sørens varemærke. Ligeledes har Søren gjort en indsats for foreninger i 

alle led som et organisationsmenneske af hjertet.” 

Margrethe Vestager, gruppeformand 

SØREN BALD er født den 13. oktober 1940. Han er uddannet 

folkeskolelærer og senere cand.mag. i samfundsfag 

og historie fra Københavns Universitet. Søren Bald 

har været underviser ved Hærens Offi cersskole, Søværnets 

Offi cersskole og Forsvarets Civilundervisning. En 

periode var han adjunkt på Christianshavns Gymnasium, 

indtil han i 1982 blev forstander for Krogerup Højskole, 

som han forlod i 2001. Fra 1990–1995 var han bestyrelsesmedlem 

i Foreningen for Folkehøjskoler og fra 1995 

til 1999 formand for foreningen. Han har sideløbende 

haft mange forskellige tillidsposter i Radikale Venstre. 

en måde jeg synes bedst. Jeg blev jo ikke 

formand for at fremme en fremtidig politisk 

karriere, og det mener jeg er en 

vigtigt pointe. Det handler om, at man 

skal udfylde det politiske og organisatoriske 

arbejde. Det Radikale Venstre er 

ikke en bus, hvor man hopper på og kører 

et par stoppesteder og så hopper af. 

Det er en social organisation med en 

betydelig historisk ballast og med en 

række centrale politiske værdier, der 

kan blive omformet efterhånden som tiden 

ændrer sig. Derfor er det vigtigt at 

fortælle folk, at de ikke er de første her 

på kloden og heller ikke de sidste i det 

her parti. Historien skal ikke bestemme 

alt, men den er god til at sætte noget i et 

perspektiv - grædekoneriet må ikke tage 

overhånd, siger Søren Bald, der håber, 

at Radikale Venstre i fremtiden fortsat 

vil have en historie, hvor der både er en 

landsformand og en parlamentarisk leder 

– en deling af magten, som Søren 

Bald altid har talt varmt for. 

FREMTIDEN 

– Der bør altid være klar adskillelse 

mellem folketingsgruppens og landsforbundets 

politiske kompetencer. Det 

er et radikalt adelsmærke, at vi netop 

ikke har de andres topstyring og vores 

struktur har vist sig levedygtig – den har 

givet næring til et rigt og frit parti, der 

ikke er blevet styret fra Christiansborg, 

siger Søren Bald, som nu får mere tid til 

sin vælgerforening i Indre By i København, 

hvor han sidder i bestyrelsen. 

– Jeg glæder mig til at kunne arbejde 

mere for partiet her i København. Indtil 

nu har jeg af naturlige årsager holdt mig 

tilbage fra det lokalpolitiske arbejde – der 

skal landsformanden ikke rende rundt, 

men det kan jo sagtens tillade mig nu og 

det ser jeg frem til, siger Søren Bald. 

39

40 

DET INDRE RINGHJØRNE – EN OPPOSITIONSFØLJETON 

Hvad har SF, Socialdemokraterne og Radikale Venstre til fælles? Hvilken dagsorden kan de blive 

enig om, og hvilke reformer vil de sammen kæmpe for at gennemføre? Det er nogen af spørgsmål, 

som Radikal Politik har sat sig for at indhente svar på med det formål at afsøge territoriet for en 

stærk og samlet opposition, der kan give regeringen kamp til stregen. Det indre ringhjørne består af 

fi re runder og hver gang vil repræsentanter fra alle tre oppositionspartier give deres respons på en 

række fælles spørgsmål. Anden omgang handler om uddannelses og skolepolitikken. 

Ej blot til lyst 

heder partierne i mellem. Nanna Westerby 

fra SF, Christine Antorini fra 

Socialdemokraterne og Marianne Jelved 

fra Radikale Venstre svarer her på 

spørgsmål. 

Hvad er de mest centrale forskelle på 

dit partis uddannelsespolitik og regeringens? 

S: For det første ønsker vi moderne 

undervisningsformer, herunder mulighed 

for gruppeeksamen samt langt 

større fokus på det praktiske og det 

kreative i undervisningen. For det andet 

bør kommunerne have frihed til at 

etablere helhedsskoler, så skole og SFO 

udvikles til en sammenhængende dag 

med leg og læring. Og for det tredje ønsker 

vi respekten tilbage til folkeskolen 

med investering i lokaler, materialer og 

efteruddannelse af lærerne samt ledelsesrum 

til både lærere og ledere om den 

pædagogiske udvikling af folkeskolen. 

SF: For det første vil SF bruge uddannelsessystemet 

til at mindske sociale 

skel og sørge for, at alle får en faglig 

stærk uddannelse med som ballast 

for livet. I klar modsætning til regeringen, 

der fokuserer snævert på faglighed 

til eliten. For det andet vil vi bruge 

de nødvendige midler for at opfylde 

målsætningen om, at 95 % af alle unge 

skal have en ungdomsuddannelse og 

dermed knække kurven med stigende 

specialundervisning og dårlige basale 

kundskaber. Endelig vil vi kæmpe for 

uddannelsesinstitutionernes fokus på 

det, de er bedst til; nemlig uddannelse. 

Derfor skal det være slut med at gøre 

uddannelse til en handelsvare og omdanne 

institutionerne til købmandsforretninger. 

det indre ringhjørne 

Læring rimer på lyst, men det er ikke nødvendigvis lysten, der får hjulene til at dreje 

rundt. Og rundt skal de jo og gerne hurtigt og effektivt. I hvert fald hvis man spørger 

regeringen, som oppositionen synes har sat gang i et opgør med den danske uddannelseskultur. 

Radikal Politik har smidt uddannelsespolitikken ind til Socialdemokraterne, SF 

og Radikale Venstre i ringhjørnet. 

TEKST: Trine Vendelboe Juel FOTO: Scanpix og arkiv 

I 

denne anden runde af Det indre 

Ringhjørne har Radikal Politik 

spurgt uddannelsesordførerne 

fra de tre oppositionspartier om 

fælles holdninger og forskellig- 

RV: Vi anerkender, at lærere er uddannede 

til at være eksperter i en undervisning, 

der skabes decentralt i et 

samspil mellem eleverne og læreren. 

Derfor skal samfundet vise lærerne 

tillid og skabe gode vilkår for udvikling 

af læringsmiljøer. Det ligger meget 

langt fra regeringens centralistiske 

tankegang med krav om dokumentation, 

og den bureaukratiske metode der 

ligger i at lave nationale test, kvalitetsrapporter 

og bindende trinmål i samtlige 

fag på alle klassetrin. 

Hvad er omvendt umiddelbart de 

mest centrale lighedspunkter mellem 

SF, Socialdemokraterne og Radikale 

Venstres uddannelsespolitik? 

S: Vi arbejder tæt sammen om hele 

uddannelsespolitikken lige fra gymnasiereformen 

over erhvervsuddannelserne 

til pædagog- og læreruddannelsen. 

Det er dog kun Socialdemokraterne, 

der er med i folkeskoleforligskredsen, 

►

42 

Ej blot til lyst 

men vi håber, at Radikale Venstre og 

SF vil træde ind i forliget, så vi i fællesskab 

kan arbejde for en faglig og ambitiøs 

folkeskole for alle. 

SF: S-SF-R står for langtidsholdbar 

udvikling i hele uddannelsessystemet. 

Vi vil have motivationen styrket og nye 

idéer afprøvet, så vi altid kan være pædagogisk 

fremme i skoen – fx igennem 

nye forsøgsskoler og opprioritering af 

videncentrene på professionshøjskolerne. 

Tidligere kunne man beskylde os 

for at stirre os blinde på idéen om ansvar 

for egen læring – sådan er det ikke 

i dag. S-SF-R repræsenterer en pragmatisk 

tilgang til pædagogik. 

RV: Vi ønsker alle at begrænse markedsgørelsen 

og i stedet sikre ordentlige 

og stabile rammer for uddannelserne 

herunder forudsigelig økonomi. Vi 

er også alle meget opmærksomme på 

dannelsesdimensionen og for behovet 

for at tilgodese alle børn og unge med 

den undervisning og på de vilkår, den 

enkelte har behov for. 

Hvad får vores samfund mest brug 

for i fremtiden – hoveder eller hænder? 

Og med hvilke kompetencer? 

S: Vi har brug for de dygtigste uddannede 

og dannede (!) håndværkere, sygeplejersker 

og ingeniører, ligesom der er 

brug for fl ere med en universitetsuddannelse. 

Den store øvelse bliver at gå fra 

ufaglært til faglært og fra kort videregående 

uddannelse til længere uddannelse. 

Derfor ønsker vi bl.a. at hæve uddannelsespligten 

til mindst 13 års obligatorisk 

uddannelse til alle og sikre efter- og videreuddannelse 

gennem hele livet. 

SF: Vores akademikere skal være de 

bedste til at skabe ny viden og til at omdanne 

teori til praktisk udvikling af produktionen. 

Men vores samfund overlever 

ikke, hvis vi satser for snævert på 

universiteterne eller de tekniske skoler. 

Vi har også brug for håndværkere, velfærdsarbejdere 

og merkantilt uddannede, 

der tilhører den faglige superliga. 

RV: Velfærdssamfundet kan ikke 

fungere uden kloge hænder. Vi har brug 

for mennesker, der rummer masser af 

selvtillid, empati, samarbejdsevner og 

kreativitet. Mennesker, der kan mestre 

deres fremtid i fællesskaber, uanset 

hvad den fremtid måtte bringe, og som 

ser sig selv som både medborgere, unionsborgere 

og verdensborgere. 

Hvordan vil I sikre udbuddet? 

S: Der er behov for et massivt løft 

i uddannelsesinvesteringerne, ikke 

mindst på erhvervsuddannelserne og 

professionsuddannelserne. Samtidig 

skal økonomien ændres, så udkantsområderne 

får lettere ved at fastholde 

mindre uddannelsesmiljøer, ligesom 

der skal gennemføres en social takst, så 

unge fra uddannelsesfremmede miljøer 

får bedre hjælp på deres uddannelse. 

SF: Vi kommer i nær fremtid til at 

mangle uddannet arbejdskraft og have 

et overskud af ufaglærte. Derfor skal vi 

skal sørge for, at fl ere unge får en uddannelse 

og styrke efteruddannelse, opkvalifi 

cering og omskoling. Det skal være lettere 

at skifte til de brancher, der mangler 

arbejdskraft, og samtidig kan vi frigøre 

arbejdskraft til velfærdens kerneopgaver 

ved at skære i det vildtvoksende bureaukrati 

i den offentlige sektor. 

RV: Alle skal have en chance for at 

udvikle deres kvalifi kationer og kompetencer, 

så ingen lades tilbage uden 

uddannelse, for det går ikke i et vidensamfund. 

Derfor skal vi gennem reformer 

sikre gode muligheder for livslang 

læring, omskoling og opkvalifi cering, 

og vi skal have mere fokus på både det 

fysiske og psykiske arbejdsmiljø. 

Hvilke principper bør gælde for SU 

og dagpengesystemet? 

S: Vi vil åbne for ’fl askehals-stipendier’, 

så voksne over 30 år kan læse på 

dagpengeniveau til uddannelser med 

meget lav arbejdsløshed som fx er tilfældet 

blandt lærere og pædagoger. Vi 

ønsker ikke at forhøje SU’en generelt, 

men vi ønsker at styrke SU’en for studerende 

med børn samt give bedre lånemuligheder 

ved studiestart. 

SF: Vi støtter de nuværende SU-principper, 

og dem vil vi arbejde hårdt for at 

holde fast i. På dagpengeområdet støtter 

vi også det nuværende princip om 

90 pct. dækning for den hidtidige arbejdsindtægt 

med et loft over det maksimale 

dagpengebeløb, da dagpengene 

skal give en rimelig dækning for den 

arbejdsfortjeneste, de ledige går glip af. 

Af samme grund støtter vi også et princip 

om løbende 100 pct. regulering af 

satsen for maksimale dagpenge. 

RV: Måske er der brug for lidt mere 

fl eksibilitet på SU-området, og vi ser 

gerne dagpengeperioden gjort konjunkturafhængig, 

så den er kortere ved 

fuld beskæftigelse og længere ved sti-

GRIB DEBATTEN 

Opgør med markedstankegangen, mere fri forskning og bedre omskolingsmuligheder? 

Etablering af helhedsskoler, mere anvendelsesorienteret undervisning og konjekturafhængig SU? 

Hvor mener du, samlingspunkterne lyser op, og hvor dybt stikker forskellene? 

Grib debatten og bliv klogere på dit eget og de andre oppositionspartier. 

Du kan bidrage med dine synspunkter på www. radikale.net/emner, hvor Det indre ringhjørne 

er oprettet som emne. 

gende ledighed. Trindeling af niveauet 

hen over årene begyndende med et højere 

niveau over det kendte niveau til 

kontanthjælp, der er her er uafhængig 

af husstandsindkomst. 

Hvad er hhv. det bedste og det dårligste 

ved Universitetsreformen? 

S: Det bedste er, at forskningsfriheden 

blev slået fast med syvtommersøm 

i universitetsloven. Det triste er, at forskerne 

ikke oplever den i praksis, bl.a. 

pga. en nidkær detailstyring fra forskningsministeren. 

SF: Det værste er den hierarkiske ledelsesstruktur, 

der sætter såvel medarbejdere 

som studerende uden for reel 

indfl ydelse, og gør det umuligt at slippe 

af med dårlige ledere. Det bedste er, at 

universitetsledelsen – i hvert fald på papiret 

– er eksplicit forpligtet på at værne 

om forskningsfriheden. 

RV: Heldigvis er der fuldt fl ere penge 

med, men desværre også en ulidelig bureaukratisk 

detailstyring og en manglende 

ledelseslegitimitet. 

Hvilke kriterier bør gælde for fordelingen 

af forskningsmidlerne? 

S: Oplevelsen af forskningsfrihed 

hænger tæt sammen med balancen mellem 

basismidler og konkurrenceudsatte 

midler, og derfor ønsker vi fl ere basismidler 

i forholdet 60-40. 

SF: Når det gælder kriterierne for 

fordeling af basismidler bør ekstern 

indtjening vægte mindre og bibliometrien 

mere - hvis den vel at mærke er 

bestemt af de faglige miljøer selv. 

Med hensyn til de samlede forskningsmidler 

skal der udvikles nogle principper, 

som styrker grundforskningen, men 

som samtidig giver mulighed for en vis 

fl eksibilitet i afbalanceringen mellem fri 

forskning og politisk prioritering. 

RV: 70 procent af midlerne børe 

være basismidler for at sikre et rimelig 

forudsigeligt økonomisk grundlag. De 

resterende 30 procent kan være konkurrenceudsatte. 

Hvad skal kendetegne verdens bedste 

folkeskole? 

S: At alle elever får mulighed for 

fuldt ud at udnytte det potentiale, de 

har. Uanset om de er teknisk, teoretiske, 

praktiske eller kreativt begavede. 

SF: SF vil skabe en skole, der leverer 

så høj kvalitet, at privatskoler bliver udkonkurreret, 

for det er en falliterklæring, 

at så mange forældre fravælger folkeskolen. 

Skolen skal derfor motivere lærerne 

til at yde deres yderste, og den faglige 

stolthed skal fi ndes frem ved at inddrage 

de ansatte i forandringsprocesser og den 

opgradering, der løbende skal fi nde sted 

i folkeskolen. Men skolen skal også stille 

krav til forældrene og inddrage dem i ansvaret 

for både det enkelte barns og fællesskabets 

trivsel i folkeskolen. 

RV: Forskning har vist, at den værdifulde 

lærer er kendetegnet ved at kunne 

gennemføre klasserumsledelse og skabe 

tillidsfulde relationer til den enkelte 

elev ved at vise anerkendelse og interesse. 

Det giver nysgerrige og lærelystne 

elever, og derfor er folkeskolens vigtigste 

aktiv lærere, der formår at skabe 

sådanne relationer. □ 

43

44 

Grøn 

Supermagt 

Thomas Friedman er en af verdens mest indfl ydelsesrige journalister med tre Pulitzerpriser 

i bagagen, og han er kendt verden over for sin ekspertise og engagement i international 

politik og økonomi. Thomas Friedman er en del af en ny indfl ydelsesrig liga, der 

argumenterer for, at den grønne vej er den eneste vej frem for USA – og resten af verden. 

Radikal Politik mødte Thomas Friedman, der ynder at bruge Danmark som et mønstereksempel 

i klimakampen. 

TEKST: Birgitte Ramsø Thomsen FOTO: Scanpix 

Man skal ikke gå mange 

minutter før man 

kommer fra Det Hvide 

Hus i Washing- 

ton DC til den noget 

mindre bygning, der huser New York 

Times’ redaktionskontorer i regeringsbyen. 

Her huserer stjerneskribenten 

Thomas Friedman i et stort og hyggeligt 

hjørnekontor med polstret, højrødt 

sofaarrangement, når han ikke er fl øjet 

et eller andet sted hen på kloden. Det 

er han ofte. For udover at skrive sine to 

ugentlige klummer til avisen, deltager 

han i klimatopmøder, interviewer regeringschefer, 

forskere, virksomhedsledere 

og græsrødder og researcher til 

sine artikler og bøger. Som ofte før får 

den indledende snak om vejret med 

Friedman en ekstra dimension. Og 

ikke af den betryggende slags. Klimarekorder 

bliver nu sat overalt på kloden 

– også her i Washington DC, hvor der 

denne forårsdag er noget varmere end 

der ifølge kalenderen burde være. ”Global 

weirding” kaldes det også i Thomas 

Friedmans nye bog, som han gerne taler 

om, mens han tygger sig igennem 

sin frokostsandwich. 

DE NYE GRØNNE 

Thomas Friedman er en af de amerikanere, 

som er overbevist om, at klima- 

ændringerne er alvorlige, at der skal 

handles nu – og at problemerne kan vise 

sig at indeholde store muligheder. Men 

det er nu ikke så meget indholdet i det, 

han siger, der er bemærkelsesværdigt. 

At situationen er alvorlig og hvorfor vi 

er endt i den, kommer ikke som et chok 

for de fl este oplyste europæere. Det er 

mere det, at det nu siges i USA - fra en 

fremtrædende plads og med eftertryk. 

Friedmans holdninger er markante og 

radikale i et USA, som har været mildt 

sagt fodslæbende med at erkende sin 

rolle og anerkende sit ansvar. Og det er 

ikke mindst usædvanligt, at en tidligere 

udenrigskorrespondent og anerkendt 

politisk kommentator, der oven i købet 

har været glødende tilhænger af krigen 

i Irak (”af demokratiske grunde”) med 

brask og bram er gået ind i klima- og 

energidebatten. Hans prædikestol er 

dels New York Times, hvor hans klummer 

hver uge bliver læst af fl ere millioner 

læsere og hvor han har vundet tre 

Pulitzer-priser for sin journalistik. Dernæst 

hans bestsellerbøger. Blandt andet 

”The world is fl at” fra 2007 (om globalisering) 

og den nyeste ”Klimaets tidsalder 

” (Hot, fl at and crowded Why America 

needs a green revolution, red.). 

For Friedman handler det ikke om 

kramme træer og redde nuttede isbjørne. 

Han har en meget større, national 

dagsorden. USA skal investere massivt 

i at udvikle nye, grønne teknologier, 

dels fordi det er nødvendigt af hensyn 

til det globale klima og miljø. Men også 

for at opnå uafhængighed af den olie, 

som USA er blevet misbruger af og som 

støtter petrodictators i Mellemøsten. Og 

indirekte terror og kaos, mener han. 

En positiv anmeldelse i det for amerikanske 

forhold venstreorienterede 

tidsskrift American Prospect fi k Thomas 

Friedman til at se på sin egen rolle 

i energi- og klimadebatten på en ny 

måde. Anmelderen David Roberts udnævnte 

Friedman til at være en del af en 

nyslået grøn koalition, som har set dagens 

lys i den amerikanske klimadebat: 

De nye grønne. 

– Jeg er en af dem som virkelig har 

bragt grønne emner ind i strategidiskussioner, 

ind i bestyrelseslokalerne 

hos virksomheder, som har lyttet til 

mig på en måde, som man ikke har 

til de traditionelle grønne i den mere 

klassiske, europæiske forstand. De nye 

grønne kommer ikke til kongressen og 

siger: ”Undskyld, høje herrer. Ville det 

være i orden hvis vi lige plantede et par 

træer her?” Vi har et meget større budskab. 

At handle grønt handler ikke bare 

om elkraft, men om national kraft. Det 

handler om, hvordan vi igen bliver stærke 

i dette land, og hvordan vi bliver re- 

►

THOMAS FRIEDMAN 

Thomas L. Friedman er en af verdens 

mest respekterede og indfl ydelsesrige 

journalister og klummeskribent ved New 

York Times. Hans nyeste bog ”Klimaets 

tidsalder” er udgivet på dansk i tidligere 

i år af Børsens Forlag. Friedman har bedt 

sine læsere om at komme med ideer til 

bogens næste udgaves 18. kapitel. Man 

kan deltage i debatten og stemme om 

andres ideer på www.thomaslfriedman. 

com/chapter18. 

Friedmann har tre gange modtaget 

Pulitzer-prisen for sit arbejde på NY Times. 

Friedman er desuden forfatter til de 

internationale bestsellere: From Beirut 

to Jerusalem, The Lexus and the Olive 

Tree, som var hans første meget roste 

bog om globaliseringen og Longitudes 

and Attitudes, en samling reportager og 

refl eksioner efter 11. september 2001. 

Thomas Friedmans klummer kan – 

gratis – læses på nettet på www.nyt.com. 

Og bliver hver uge trykt i 100 andre aviser 

verden over. 

45

46 

Grøn 

Supermagt 

spekterede og sikre igen. At plante træer 

er også en stor del af min vision, men 

det er ikke det hele. Vi kommer fra et 

andet hjørne i denne debat. Jeg har dyb 

respekt for de ”gamle grønne”. Det er 

ikke et spørgsmål om at være bedre eller 

dårligere, siger Thomas Friedman. 

NYE TONER 

Det er nye toner i et USA, hvis regering 

i de forløbne otte år har rynket på næsen 

af alt, hvad der handlede om miljø 

og rutinemæssigt blokeret i internationale 

forhandlinger. Energibesparelser 

har ikke været en del af den politiske 

mainstream. Og derfor mener Friedman, 

at det er nødvendigt med bogens 

448 sider med detaljerede analyser og 

blomstrende anekdoter for at forklare 

den amerikanske offentlighed, at det 

faktisk står helt galt til, hvorfor det gør 

det – og hvad der skal gøres. 

– Jeg tror ikke, argumenterne er blevet 

præsenteret så godt som de burde. Vi 

har lige haft otte år med George Bush 

og Dick Cheney. George Bush kunne 

ikke få ordet c-c-conservation (energibesparelser, 

red.) ud af sin mund, siger 

Friedman og hentyder til en af ekspræsidentens 

berygtede sprogsvipsere. 

– Energibesparelser var et grimt 

ord for Dick Cheney, og han fi k det aldrig 

over sine læber. Det var for piger. 

”Mænd som mig sparer ikke på energien. 

Vi spiser og forbruger, for det er 

hvad magtfulde mennesker gør”. Han 

var en idiot, synes jeg, og han har aldrig 

forstået, hvordan energibesparelser 

kan gøre USA stærkere, siger Thomas 

Friedman, der har større forhåbninger 

til præsident Obama. Han roser præsidentens 

satsninger på grønne jobs og 

grøn teknologi i de økonomiske hjælpepakker 

og udnævnelsen af personer 

til centrale topposter i regeringen. Men 

er stadig betænkelig ved, at energi- og 

klimapolitik ikke har fået den helt centrale 

placering, som er nødvendig. 

– Jeg håber, at præsident Obama vil 

kunne bruge sin position, når vi kommer 

ud af denne økonomiske krise til 

at lave nogle forandringer. Til at være 

en reel educator-in-chief. Jeg ville bare 

ønske, at han ikke var bundet på hænder 

og fødder. Den økonomiske krise har i 

den grad suget ilten ud af lokalet, tilføjer 

den grønne kæmper. 

PRIS OG INNOVATION 

Thomas Friedman tror fremfor fl ere 

klimakonferencer mere på to grundlæggende 

elementer. Et prismæssigt 

incitament og innovation. Fastlagte 

energipriser skal vise forbrugere og 

energiproducenter, hvad de kan forvente, 

så de indretter adfærden derefter. 

Det signal skal gøre de beskidte energikilder 

fra helvede: olie, kul og gas dyrere 

og rene vedvarende energiformer 

som vind, sol og jordvarme billigere. 

Først da vil forandringen tage fart. 

– Uden et prissignal, som skubber 

alle i den samme retning, bliver det meget 

svært. Jeg er ikke imod klimakonferencen 

i København til december, jeg 

hepper da på den. Men jeg tror ikke på, 

at vi kan lovgive os ud af dette problem. 

Jeg tror simpelthen ikke på, at vi får 192 

lande til at enes om en global ramme. 

Men alt hvad man kan opnå, vil være et 

fremskridt, siger han. 

Det andet element handler om at skabe 

et økosystem for innovation. 

– Intet land har gjort det bedre end 

Danmark, og det siger jeg ikke for at 

smigre. Jeg beskriver det i min bog: Jeres 

CO2-afgifter, benzinafgifter, standarder 

og regler. Det vil jeg gerne have USA til 

at gøre i fuld skala. I har skabt et system, 

der ansporer til massiv innovation. Hvorfor 

blev Danisco, Novozymes og Vestas 

skabt i dette lille land med fem millioner 

mennesker. Det var ikke en selvfølge. De 

virksomheder kunne være kommet ud af 

Portugal eller Schweiz, men det gjorde 

de ikke. Det er jo ikke fordi, I har så meget 

bedre vind, sol eller biomasse, siger 

Thomas Friedman, hvis kongstanke er at 

stimulere innovation. Som hans ofte gentagne 

soundbite lyder: 

– Vi skal have 10.000 grønne opfi ndere 

i 10.000 garager, der afprøver 10.000 

forskellige ting. 1000 af dem vil være lo

vende, 100 vil være sindssygt cool og to 

af dem vil blive det nye grønne Google 

eller Microsoft. ET - energiteknologi – 

bliver det nye IT, og det vil give reel forandring. 

Her har europæiske lande og især 

Danmark været den rollemodel, som 

Thomas Friedman igen og igen fremhæver 

i den amerikanske debat. 

– Jeg bliver hele tiden spurgt: Hvordan 

skulle det kunne lade sig gøre med 

skatter på CO2-udledning? Så siger jeg: 

Lad mig fortælle jer om Danmark. Her 

har de afgifter og benzin til over 10 kr. 

literen – de må jo være til rotterne, i 

fattighuset, de stakkels danskere. Næh, 

faktisk har de lav arbejdsløshed, en stabil 

valuta og en stor eksportindustri indenfor 

grøn teknologi. Er du klar over, 

hvor nyttigt det er for mig? Jeg har et 

konkret eksempel. Fortæl mig, hvad 

der er galt i det billede. Kæmpe eksportindustri 

baseret på ren teknologi, 

rent miljø, et stærkt moralsk eksempel 

– uafhængig af petrodiktaturer. Hvilket 

element bryder du dig ikke om, Rush 

Det skal være slut med 

at basere det amerikanske 

energiforbrug på olie 

- både den hjemlig og 

den udefra. 

Limbaugh? (populær højreekstremistisk 

radiovært, red.) 

GØRE DET SPÆNDENDE 

Jo mere man forbedrer teknologierne 

til at forhindre klimaændringer og nedsætte 

energiforbruget, jo større chance 

har man for at have teknologien til at 

tilpasse sig klimaforandring. Derfor 

skal man ikke droppe innovation og 

kun arbejde på tilpasning, som Bjørn 

Lomborg har været fortaler for, advarer 

Friedman. 

– Du fjerner det aspekt, hvor menneskeheden 

kan stræbe og innovere. Det 

fjerner motivationen. Og vi skal motivere 

de unge. De skal stå og prøve ting 

af og regeringerne skal støtte op og fyre 

op under dem. Derfor betyder lederskab 

noget. Jeg har været til mange klimakonferencer 

i hele verden. Der er for 

mange hvide mænd i grå nålestribede 

habitter, der taler om klima. Der er ikke 

nok budskaber, der inspirerer og ansporer, 

og som unge mennesker virkelig 

kan tage til sig. Det er ikke så kedeligt, 

lad os gøre det spændende. Efter bogen 

udkom, har jeg har talt for virkelig store 

forsamlinger. Det siger mig, at folk er 

sultne efter en måde at tænke over det 

på, fortæller Thomas Friedman, der understreger, 

at inspirationen og energien 

skal komme på en ærlig måde. Han 

langer i et bogens kapitler ”205 nemme 

måder at redde verden på” ud efter tendensen 

i USA og andre vestlige land til 

at tro, at vi i øjeblikket gennemlever en 

grøn revolution. Hvad er det for en revolution, 

hvor alle er vindere, ingen behøver 

at opgive noget og ”nem” er det tillægsord, 

der oftest bliver brugt sammen 

med grøn, spørger han. Det er ikke en 

revolution. Det er en fest. Og i Amerika 

er det for det meste et karneval, hvor det 

handler om at præsentere sig som grøn. 

Virksomheders greenwashing og magasinernes 

grønne temanumre fl ytter ikke 

ret meget. 

– Vi har ikke brug for fl ere Live Earthkoncerter 

og Earth Days, siger han indtrængende. 

Jeg vil ikke bevidstgøres 

mere nu. Hvis din bevidsthed ikke er 

vakt nu, er det fordi, du ikke hører efter. 

Tiden er inde til mindre sang, mindre 

lytten – og mere handling. 

DEN AMERIKANSKE LIVSSTIL 

Som samtalen skrider frem taler en 

mere og mere alvorlig Friedman, der 

også understreger, at han ikke har fundet 

svaret på det allervigtigste spørgsmål: 

Er der en måde, man kan hæve levestandarden 

for jordens nye millarder 

af mennesker på vej ind i middelklassen 

uden at ødelægge klimaet, forurene 

miljøet, smadre naturen og opbygge 

store kreditbobler? 

– Måske skal vi producere nogle andre 

ting. Færre fl adskærme og forbrugsvarer 

og mere energieffektive produkter. 

Når jeg er i Danmark, så ser det ud, 

som om I er tættere på svaret, end vi er. 

Når jeg kører gennem Københavns indre 

by i myldretiden, ser jeg næsten lige 

så mange cykler som biler. Og folk cykler 

hjem til en meget god levestandard. 

Jeg kan lide det, I har gjort, men I lever 

i et lillebitte land. Det er nemt at have 

cykler i Danmark, hvor du kun er tre 

kvarter væk fra næsten hvorsomhelst, 

inkl. lufthavnen. Det er sværere her. 

Det vil kræve radikale ændringer. 

– Vi amerikanere bliver nødt til at redefi 

nere, hvad det betyder at være amerikaner 

på en mere bæredygtig måde og 

så opfi nde redskaberne, så mange fl ere 

mennesker kan få en amerikansk livsstil 

uden at fl å planeten i stykker. 

Thomas Friedman lægger ikke skjul 

på, hvilken enorm udfordring det bliver. 

At ændre vejret er ikke et hobbyprojekt. 

Men han har også bestemt sig 

for at være optimist. 

– Optimisterne plejer at tage fejl. 

Pessimisterne plejer at få ret. Men alle 

de store forandringer gennem historien 

kan optimisterne tage æren for. Så jeg 

kaster mit lod i deres skål. 

Og det gør han med sit yndlingscitat, 

det bedste udtryk for behersket optimisme, 

som også slutter bogen: ”Vi har lige 

præcis tid nok – hvis vi begynder nu.” □ 

47

48 

Under huden 

påAfrika 

Hvert år er der danskere, der betaler mange penge for at komme til at arbejde. Det lyder 

helt forkert, men ikke for Nina Bak Nielsen og Maja Tandrup Pedersen, der begge er 

ulandsfrivillige i Zambia. Her ligger lønnen vitterligt i arbejdet, fortæller de to veninder 

til Radikal Politik. 

TEKST OG FOTO: Anders Lundt Hansen 

Skal du betale for at arbejde? 

Sådan lød det forbavsede 

spørgsmål til Nina Bak 

Nielsen, da hendes fami- 

lie hørte, at hun skulle fi re 

måneder til Zambia som volontør med 

et ungdomsprogram i Mellemfolkeligt 

Samvirke. Det lyder utroligt, at man 

kan få unge til at hoste op med over 

35.000 kroner for at lave frivilligt arbejde, 

men spørger man Nina og hendes 

veninde Maja Tandrup Pedersen, er 

der mening med galskaben. 

– Vi er her for at opleve Afrika under 

overfl aden. Man kommer tættere på kulturen 

og på menneskene på denne måde, 

end hvis man bare rejser som turist. Gennem 

programmet fi k vi en grundig forberedelse, 

en måneds højskole på Zanzibar, 

hvor vi lærte om demokratiopbygning, 

fattigdomsbekæmpelse og projektarbejde. 

Og bagefter kommer man ud til forskellige 

organisationer og bor hos lokale 

familier, fortæller Maja Tandrup Pedersen, 

der ikke er bange for at sige, at hun 

gerne vil gøre en forskel. 

– Jeg ville gerne ud og – med en kliche 

– redde verden, eller gøre en forskel. 

Så jeg begyndte at undersøge de 

mange muligheder, men ikke alle steder 

fi k man lov at bo hos nogle lokale, 

og det er en kæmpe fordel. Så lærer 

man meget mere, og man kan nemmere 

spørge hver gang, der er noget man ikke 

forstår. Derfor valgte jeg det her program, 

tilføjer Maja Tandrup Pedersen. 

AFRIKA MED STYRKE 

Maja og hendes veninde Nina Bak Nielsen 

bor nu i byen Mansa i det nordlige 

Zambia. Der er ingen nationalparker 

med giraffer eller løver i fl ere hundrede 

kilometers omkreds. Toiletterne er som 

regel huller i jorden, og myggene er fyldt 

med malaria. Det er et Afrika langt fra de 

glitrende turistpaladser og det vilde dyre-paradis, 

som rejseselskaberne sender 

10.000 danskere af sted til hvert år. Men 

det er også et Afrika langt fra godhedsindustriens 

katastrofereklamer og elendighedskampagner. 

Det er et Afrika med 

styrke og sygdom, rigdom og armod, 

drømme og håbløshed. Det er livet i alle 

virkelighedens nuancer, som det leves af 

helt almindelige mennesker i Afrika. Og 

almindeligheden kan slå hårdt. 

– En dag kom der en otteårig pige ind 

til den forening hvor vi arbejdede, og 

sagde: ”My uncle is dead”. Det viste sig, 

at hendes far og mor var døde, og hendes 

onkel havde taget sig af hende. Men 

nu var han død og hun havde ingen at 

bo hos. Hun var sulten og havde selvfølgelig 

ikke penge til mad. Men organisationen 

kunne ikke hjælpe hende, da 

den kun støttede pigers skolegang, så vi 

måtte sende hende hen til kirken og håbe 

de kunne hjælpe hende. Vi kunne jo ikke 

opfi nde en ny familie til hende, eller tage 

hende med hjem i kufferten, selv om vi 

gerne ville, fortæller Nina Bak Nielsen. 

Også en anden episode har brændt sig 

fast i hukommelsen: 

– To veninder kom ind en dag. Den ene 

havde fi re og den anden fem børn. De 

var begge HIV-positive, og det samme 

var alle børnene. Deres mænd var døde 

af sygdommen og nu havde de ingen 

mad. Vi troede den ene kvinde var gravid, 

men det var maven der var udspilet 

af sult. Børnene var meget små og tynde. 

Vi prøvede at sende dem ned til kirken, 

men det eneste de fi k der, var mel som 

var råddent, erindrer Nina Bak Nielsen. 

KULTURUDVEKSLING 

Belært af mange års fejltagelser laver 

de fl este organisationer i Afrika nu 

langsigtet fattigdomsbekæmpelse, som 

uddannelse og mikrolån til iværksættere. 

Men det betyder man afviser de akut 

nødlidende, og det føles ikke godt. 

– Man føler sig grådig. Vi er jo mangemillionærer 

her, selv om vi ikke har 

så mange penge, når vi er i Danmark. 

I den situation, hvor meget kan man 

så nå at ændre, med tre måneders frivilligt 

arbejde? 

– Den store overskrift på programmet 

er kulturudveksling. Vi skal lære af dem 

og de skal lære af os. Vi bliver sendt ud i 

det rigtige Afrika, for at se en anden vin- 

►

Drenge på taxaholdepladsen 

i det 

centrale Mansa 

49

50 

Afstand fra Mansa, Zambia, til nærmeste: Biograf: 670 km • Kyst: 1200 km 

Maja Tandrup Pedersen og Nina Bak Nielsen med nogle af deres 

elever foran klasselokalet på Mutende Basic School, Mansa, Zambia. 

kel end den turisterne ser. Men det er også 

et forkert syn på Afrika – at se det som et 

sted hvor alle har det svært og har brug for 

hjælp. Det lyder som om afrikanere ikke 

kan en skid selv, men selvfølgelig kan de 

det. Men der mangler kreativitet. Når en 

har fået en ide, så kopierer alle den. I Mansa 

åbner der for eksempel lige nu et hav af 

gæstehuse, og de kan ikke løbe rundt alle 

sammen. Et andet problem er, at mange 

har brug for penge her og nu, og så er det 

svært at investere eller tænke langsigtet. 

Når det drejer sig om kulturudveksling, 

hvordan er så forskellene på dansk 

og zambisk ungdomskultur? 

– Ungdomskulturen er meget forskellig 

fra person til person og fra familie til 

familie. Det kommer også an på, hvilken 

kirke man tilhører. Nogle unge bruger 

meget tid i kirken med deres venner, 

hvor de synger eller danser. Andre 

tager på bar som i Danmark, men det er 

mest drengene. For pigerne er det ikke 

så heldigt at gå i byen, det er mest de 

prostituerede man ser dér. Så unge er 

meget mere hjemme. Der er mere kontrol 

med dem, hvor de er og hvad de 

laver, og det bliver ved selv om de er 

over 20 år gamle. De har også mange 

fl ere pligter i hjemmet. I den familie vi 

boede hos, var der fi re børn. Drengen 

på 10 år havde kun en enkelt opgave, 

drengen på 15 havde et par huslige ting 

han skulle lave, og drengen på 21 havde 

ikke nogen. Men pigen, som var tretten, 

havde mange pligter. Det var blandt andet 

hende, som lavede mad i huset. Der 

er også meget mere disciplin. Vi havde 

Nina Bak Nielsen (tv) og Maja Tandrup Pedersen (th) foran en kontorbygning 

for Mellemfolkeligt Samvirkes partnere i Mansa, Zambia 

det for eksempel svært med, at børnene 

skulle ligge på knæ for deres mor, 

når de talte til hende, men det virkede 

jo ikke underligt for dem. Det føltes 

nogle gange som om de var mere bange 

for deres forældre end de respekterede 

dem. Når moderen eller faderen kaldte, 

så skulle de bare stå der, der var ikke 

noget med to minutter. De havde ikke 

meget tid til at vare børn. De gik i skole 

klokken syv-halv otte om morgenen, 

og når de kom hjem om eftermiddagen 

skulle de arbejde. Der var ikke meget 

tid til at lave ting med deres venner, og 

hvis der var, så blev det stoppet brat, 

hvis der var noget der skulle laves. 

Kulturudveksling er jo et meget abstrakt 

ord, Hvad gør I konkret? 

– Vi underviser en pigeklasse på Mutende 

Basic School i Matematik, Naturvidenskab 

og Engelsk. De er Grade 12, 

hvad der svarer til 3.G, men niveauet er 

lavt, og lærerne er ikke veluddannede, 

og kan dårligt tale engelsk, selv om de 

underviser i det. Desuden er der op til 

80 elever i klasserne, og man stiller ingen 

spørgsmål. Så når vi underviser, er 

det ikke så meget undervisningen der 

er vigtig, det er mere at vise en anden 

måde at undervise på. Vi står ikke bare 

ved tavlen og skriver ned, vi går rundt 

mellem eleverne og viser, at de også 

kan deltage. Og så snakker vi om kulturforskelle, 

som for eksempel tidlige 

ægteskaber. Vi prøver at forklare dem, 

at det er vigtigt at få en uddannelse inden 

de bliver gift og får børn, og de kan 

godt se logikken. Det er bare ikke altid 

det går sådan, for de bliver nødt til at 

rette sig efter hvad mændene siger. 

AIDS-PROBLEMET 

Sex er altid et interessant emne, når de 

unge snakker med hinanden og søger råd 

hos de danske udsendinge. Og i Afrika er 

sex uløseligt forbundet med AIDS. 

– Hver gang vi snakker med unge 

prøver vi at fortælle, at de skal bruge 

kondomer, for AIDS er et kæmpeproblem. 

Så har de altid 1000 undskyldninger, 

som ikke holder. De starter for 

eksempel med at sige, at de ikke har 

sex før ægteskabet. Nogle siger så, at 

de prøver, men at det smutter for dem. 

Nogle har en religion, der er modstandere 

af kondomer, og andre påstår, at 

de ikke virker alligevel, siger Nina Bak 

Nielsen, der fortæller, at religion i det 

hele taget fylder meget i hverdagen 

– Når religionen siger, at de ikke må 

bruge kondom, så bliver det svært, for 

religion betyder meget for folk – også 

de unge. Hver gang der sker noget, så 

er det fordi gud vil det. Jeg synes det er 

fi nt at de er troende og de ikke tror på 

sex før ægteskab, men det er lige overdrevet 

nok med den gud der, for han 

sætter en stopper for mange ting. 

Når I refl ekterer over jeres rolle her, 

er det så besværet og pengene værd? 

– Vi forventede at komme ind under 

huden, og det er lykkedes, især fordi vi 

bor og arbejder hos lokale. Vi har også 

fået andre perspektiver på vores liv. 

Man ser virkelig hvor privilegeret man 

er, med fri skolegang, læge, og SU. Det

McDonald’s: 2150 km • Dansk ambassade: 790 km • Krigszone: 950 km • Giraf: 360 km 

Nina Bak Nielsen 

ALDER: 21 år 

KOMMER FRA: Slette Strand, Nordjylland 

UDDANNELSE: Slagter, udlært i 2008. 

TJENTE PENGE TIL TUREN SOM: Slagter i Thisted 

FREMTIDSPLANER: Arbejde sommeren over, derefter 

videreuddannelse. MELLEMFOLKELIGT SAM- 

VIRKES ungdomsprogram sen- 

Maja Tandrup Pedersen 

ALDER: 19 år 

KOMMER FRA: Gelsted, Fyn 

UDDANNELSE: Student 2008 

TJENTE PENGE TIL TUREN SOM: Handicaphjælper 

FREMTIDSPLANER: Læse medicin i Odense 

der unge mellem 18 og 25 år ud 

til lande i Afrika, Asien og Mellemamerika. 

Man bliver posteret 

to og to, bor privat, og arbejder 

i lokale organisationer. Se mere 

på www.globalcontact.dk, under 

”lange ophold”. 

er noget de studser over, at man i Danmark 

får penge for at gå i skole. Vi i 

Danmark har så mange fl ere muligheder 

og mange fl ere friheder. Vi kan tage 

hen hvor vi vil, og vi har mange penge 

mellem hænderne, som vi må bruge 

som vi vel. Men det er en udfordring, 

hvor man prøver kræfter med sig selv, 

lærer sig selv bedre at kende, og fi nder 

ud af hvad man egentlig kan klare. Vi 

er ikke de sarte typer, for så var vi taget 

hjem for længe siden. Hvis man ikke 

kan tåle jord under neglene eller at man 

lugter lidt af sved, så skal man ikke tage 

af sted. Omvendt skal man heller ikke 

lade sig afskrække, for når man først 

står der, så skal arbejdet jo gøres, og så 

kan man godt. Vi har også gjort en forskel 

for pigerne på skolen – det er 100 

procent sikkert. Bare ved at tager en 

runde i klassen, hvor man får alle med, 

viser man, at man respekterer eleverne. 

Og det giver en succesoplevelse, at de 

faktisk kan lære stoffet. Man kan se de 

er glade for, at vi er der, og det giver 

os rigtig meget. Det er selvfølgelig begrænset 

hvor stor en forskel vi kan gøre 

på tre måneder, men arbejdet fortsætter 

når vi kommer hjem. Mellemfolkeligt 

Samvirke lægger op til, at vi skal arbejde 

i Danmark med minimum ét frivilligt 

projekt, når vi kommer hjem. □ 

Anders Lundt Hansen er tidligere radikal 

folketingskandidat. Nu arbejder han 

for Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia. 

Her i Radikal Politik bringer han fra tid 

til anden nyt fra arbejdet i Afrika. 

51

52 

Det lange lys 

Radikale Venstre skal være Danmarks mest moderne parti. Sådan lyder ambitionen for det 

arbejde, partiet har sat i gang under overskriften ”Organisationsudvikling med det lange lys”. 

TEKST: Zenia Stampe, Næstformand for Radikale Venstre 

Når man siger ’organisationsudvikling’ 

i en radikal forsamling, 

går der ikke mange 

sekunder, før snakken 

falder på spørgsmål som 

foreningsled, ledelsesstruktur og sektorpolitiske 

udvalg. Det er spørgsmål, som 

mange af os har en stærk holdning til, og 

som man derfor heller ikke kan komme 

uden om, når man taler om organisationsudvikling 

i Radikale Venstre. Men i bestræbelserne 

på at blive Danmarks mest 

moderne parti, har vi valgt at starte et 

spadestik dybere. Nemlig ved at spørge, 

hvad et moderne parti overhovedet er, og 

hvad det skal kunne. Det har vi fået mange 

interessante svar på. Både i hovedbestyrelsen, 

til møder rundt i landet og på 

mails fra baglandet. Der er især fi re temaer, 

der går igen i de mange forskellige 

svar: Engagement, kampagner, fundraising 

og politikudvikling. 

ENGAGEMENT 

En kommune- og kredsformand sagde 

det kort og klart: ”Vi skal kunne engagere”. 

Og hovedbestyrelsen tog tråden op 

og påpegede, at medlemmer skal kunne 

bidrage på mange forskellige måder, ”fra 

kage til cash” så at sige. De mange svar 

om engagement peger tilsammen på tre 

vigtige pointer: 

• Medlemmer skal kunne bidrage på 

mange forskellige måder. 

• Medlemmer skal opsøges og opfordres 

til at deltage. 

• Ikke-medlemmer skal kunne involvere 

i dele af partiets arbejde. 

KAMPAGNER 

Et andet tema, der går igen i svarene 

på, hvad et moderne parti skal kunne, 

er kampagner. Kampagner handler dybest 

set om at søge indfl ydelse gennem 

påvirkning af folkestemningen. Ræsonnementet 

er enkelt: Hvis man ikke kan 

samle et fl ertal i folketinget for en sag, 

så må man i stedet vende folkestemningen 

gennem en kampagne. Der er også 

fl ere der fremhæver kampagner som en 

måde at skabe gejst og fællesskabsfølelse 

blandt medlemmer. Til sammen peger 

svarene på to vigtige pointer: 

• Partiet skal lave løbende landsdækkende 

kampagner, der skaber synlighed 

udadtil og sammenhold indadtil. 

• Partiet skal skabe en digital infrastruktur, 

der understøtter koordineringen 

af kampagner. 

FUNDRAISE 

Man kan komme langt med engagement. 

Men helt uden økonomi går det ikke. Derfor 

emmer besvarelserne også af inspiration 

fra de danske miljø- og u-landsorganisationer, 

der i den grad har formået at 

få økonomi og engagement til at gå hånd 

i hånd. Princippet er enkelt: I stedet for at 

opkræve tårnhøje kontingenter giver organisationerne 

medlemmerne mulighed for 

at bidrage økonomisk til konkrete projekter. 

Svarene peger på to vigtige pointer: 

• Medlemmer og frivillige skal kunne 

bidrage af fl ere kanaler, fx via sms, nettet, 

bidrag til sociale aktiviteter og køb af 

merchandise. 

• Medlemmer og frivillige skal kunne 

støtte bestemte formål fx en kampagne, 

en annonce, et projekt, et arrangement 

eller en kandidat. 

POLITIKUDVIKLE 

Endelig fremhæver mange, at en af hovedaktiviteterne 

i Radikale Venstre stadig 

bør være politikudvikling. Men både 

hovedbestyrelsen og udvalgsmedlemmer 

peger på, at politikudviklingen skal være 

hurtigere, mere fl eksibel og mere målrettet. 

Hvis vi fx ved, at klimadebatten 

kommer til at dominere hele efteråret, 

så skal vi være i stand til at samle partiets 

skarpeste hoveder inden for klima og 

lade dem arbejde målrettet med at bistå 

vores klimapolitiske ordfører hele efteråret. 

Besvarelserne peger derfor mod en 

ny organisering af politikudviklingen: 

• Politikudviklingen skal være hurtig, 

målrettet og outputorienteret. 

• Politikudviklingen skal organiseres 

fl eksibelt og inddrage nøglepersoner. 

OG HVAD SÅ NU? 

Når alle disse ting er nævnt, kommer vi 

naturligvis heller ikke uden om at forholde 

os til, hvilken struktur, der bedst 

understøtter forventningerne til det moderne 

parti. Hvad skal vi mene om sektorudvalgene, 

antallet af lokale led, arbejdsdelingen 

mellem Hovedbestyrelse, 

Forretningsudvalg og Politisk udvalg og 

ledelsesstrukturen? Det er store spørgsmål, 

som vi vil bruge det næste halve år 

på at fi nde svar på. Til det formål foreslår 

vi, at Hovedbestyrelsen nedsætter en 

ny og bredere Lange-Lys-arbejdsgruppe, 

der skal forberede et udkast til nye vedtægter 

til behandling på landsmødet i 

2010. Gruppen forventes bl.a. at se på: 

• Politikudvikling: Hvordan organiserer 

vi politikudviklingen, så vi bliver i stand 

til at reagere hurtigt på aktuelle problemstillinger 

og skabe ny og banebrydende 

politik. Hvordan sikrer vi det mest frugtbare 

samspil mellem folketingsgruppen, 

medlemmer og folk udefra? 

• Kampagneorganisering: Hvordan skaber 

vi de kreative værksteder, der tænker 

”fra politik på papir til politik ud over 

rampen”. 

• Beslutningsstruktur: Hvordan sikrer 

vi en beslutningsstruktur, der både sikrer 

effektivitet og bred medlemsinddragelse? 

• Lokal struktur: Hvordan organiserer 

vi det lokale arbejde, så vi undgår dobbeltstrukturer, 

samtidig med at vi sørger 

for, at kandidater og repræsentanter har 

det nødvendige bagland?

54 

radikal ungdom 

Lange lys og lyse udsigter 

HVORDAN SER DU RADIKALE Venstre 

i fremtiden? Bland dig i debatten, 

det har Radikal Ungdom gjort. Organisationsudviklingsprojektet 

”Lange Lys” 

drejer sig som sagt om organisationskultur, 

men i højeste grad også om den 

kommende politiske struktur. I oplæget 

til Lange lys står at ”Radikale Venstre 

vil være Danmarks mest moderne parti! 

Intet mindre”. Radikal Ungdom har 

blandet sig i debatten. Vi hænger os ikke 

i gamle organisatoriske traditioner, dette 

ville jo alt andet lige gøre os til konservative. 

Derfor har vi taget teten op og 

tænkt forfra og bredt. For at Radikale 

Venstre skal blive et moderne parti giver 

Radikal Ungdom følgende bud: 

• For at øge kreativiteten og sikre samfundsmæssig 

aktuel politikudvikling 

ET AF EUROPAPARLAMENTSvalgets 

overraskelser var det svenske Piratpartis 

valgresultat, der sikrede dem en plads 

i Bruxelles. Succesen stammer bl.a. fra 

deres modstand mod den svenske implementering 

af EU-direktivet IPRED, der 

mulligør udlevering af personoplysninger 

fra ISPer til staten. Men det er ikke 

kun i Sverige hvor man har set sådanne 

tiltag. I Frankrig blev en lov underkendt 

af højesteret, der betød, at ved tre gentagende 

forbrydelser mod ophavsret, så 

ryger internetforbindelsen. I Danmark 

har der været luftet fl ere muligheder 

for hvordan piratkopiering af musik og 

fi lm kan bringes ned. Junibevægelsens 

EP-kandidat Hanne Dahl forslog f.eks. 

under valgkampen, at man skulle lovliggøre 

fi ldeling, hvis blot rettighedshaverne 

fi k kompensation igennem en dertil 

oprettet fond. Inspireret af et britisk fortilfælde 

vil telebranchen og rettighedshaverne 

nu have oprettet et ”piratnævn”, 

der vil give fi ldelere en løftet pegefi nger 

ved at sende breve direkte til dem. 

skal der på hvert landsmøde øde vælges ad cer. I forlængelse og med inddrag inddragelse af 

hoc politikudviklende arbejdsgrupper. disse forslag må og skal også fi ndes in- 

Disse bliver pålagt af landsmødet at procitamenter og tiltag der får fl ere unge ind 

ducere større politiske oplæg, udarbejde i partiet. 

idegods til kampagner, aktuelle resolu- • Radikale Venstre skal for fremtiden 

tioner og udspil evt. i samarbejde med have en landsmødevalgt politisk formand 

Politik og Økonomi afdelingen. Ad hoc og næstformand. For at partiet organisa- 

grupperne tilknyttes desuden et Folketionsmæssigt også i fremtiden kan køre 

tingsmedlem. 

på skinner skal der også vælges en lands- 

• Radikale Venstre skal gøre det sjovemødevalgt organisatorisk næstformand. 

re og mere spændende at være medlem Der er behov for en enstrenget ledelses- 

af partiet. De aktive skal føle, at de får struktur. Dette vil øge samhørigheden i 

noget ud af deres engagement på både partiet da den politiske leder vil have et 

det politiske, sociale og personlige plan. klart mandat, hvilket vil give den politi- 

Dette kunne ske gennem introkurser for ske ledelse opbakning og legitimitet. 

nye medlemmer samt et mere oplysen- Radikal Ungdoms input til Lange Lys er 

de og borgerinddragende parti der fx præsenteret til Hovedbestyrelsen, og ta- 

holder offentlige møder, arrangementer get op af Lange lys arbejdsgruppen hvil- 

samt offentlige seminarer og konferenket vi fra ungdommens side sætter stor 

Piratkopiering og reformer 

LAPPELØSNINGER 

Begge de danske forslag kan umiddelbart 

virke som oplagte løsningsforslag 

på den konfl ikt vi har befundet os i, i det 

sidste årti. Men det er dog blot lappeløsninger, 

der netop ikke tager hul på den 

debat som forsøges holdt nede som i en 

anden trykkoger. Hanne Dahls forslag 

gør intet andet end at lade de lovlydige 

betale for piratkopisterne, og man får 

bange anelser om en eller anden planøkonomisk 

model til fordeling af indtægterne 

til rettighedshaverne. Forslaget 

om piratnævnet er bl.a. blevet kritiseret 

af Forbrugerrådet af dets forringelse af 

internetbrugeres retssikkerhed, når nu 

personlige oplysninger vil fl yde rundt 

mellem organisationer. Og endnu værre 

er det, at forslaget ser ud til at ville ”kopiere” 

den franske three-strikes-lovgivning.Træder 

vi et skridt tilbage fra den 

praktiske politik, er der et helt centralt 

spørgsmål, som vi bliver nødt til at stille 

os selv: I hvilken grad skal viden kunne 

gøres til en vare og kunne købes og sæl- 

ges? Det er vigtigt at huske, at intellektuel 

ejendomsret er ganske forskellig fra 

ejendomsret over materielle goder. Vi 

har givet producenterne ret til tjene penge 

på deres frembringelser af ny viden, 

men det har altid været i forventning om, 

at denne ret er tidsbegrænset. Længden 

af rettighedshavernes monopol er forskellig 

alt efter hvilken form for vidensgode 

der er tale om; selvfølgelig ud fra 

en ide om, hvor lang tid det vil tage at 

tjene udgifterne ind igen. 

Det er på tide, at vi ser på den anden 

partner i denne tangodans, forbrugeren. 

Med de digitale mediers og internettets 

fremkomst er forbrugsmulighederne 

øget, men samtidig har hendes rettigheder 

været under pres. Længden af 

ophavsret forlænges på visse værker og 

samtidig forbydes simple ting som f.eks. 

at tage sikkerhedskopier af egne Cd’er. 

Nok er nok, siger man jo, og det gælder 

også her. I Radikal Ungdom arbejder vi 

med vores eget reformforslag som vi håber 

på at kunne præsentere efter som-

pris på. Vi vil et fremtidssikret Radikal 

Venstre, et moderne parti der sprudler 

og giver plads til nye medlemmer, kampagneudvikling 

og politikudvikling. 

Dette er dog ikke ment som et ungdomsoprør 

i partiet, men blot en påmindelse 

om at ungdommen er partiets fremtid. 

Ung som gammel, lad os se realiteterne 

i øjnene, Radikale Venstre er ikke ”Danmarks 

mest moderne parti”, lang fra. Så 

bland dig i debatten indtil landsmødet 

2010, det gør vi. 

TEKST: Simon Dyhr, Hovedbestyrelsesformand, 

Radikal Ungdom 

merferien. Vi håber på, at vi får en rigtig 

god debat omkring emnet, som optager 

os alle. Og så håber vi på, at det bliver os 

der får trykkogerens låg til at springe af 

engang til efteråret. 

TEKST: Mark Gray, tovholder for Radikal 

Ungdoms IT-politiske arbejdsgruppe 

RU FORMANDENS KLUMME 

Stå fast 

MÅSKE VAR DET FORDI AGURKERNE var ekstra slatne denne 

sommer, at regeringsblokken følte så stærk en trang til at vise handlekraft 

i første halvdel af august. Det var i hvert fald en overvældende 

oplevelse at komme hjem til Danmark efter ferien og opleve et så kraftigt 

skred i værdier på så kort tid. 

Først var der den tragiske rydning af af Brorsonskirken i nattens 

mulm og mørke. Det var næppe tilfældigt, at det skete, da det gjorde, og 

I DF gnider man sig sikkert i hænderne over at have fået bolden spillet 

ind på den udlændingepolitiske bane igen. For alle dem, der stadig har 

bevaret blot et gran af medmenneskelighed, var det bare endnu en trist 

og beskæmmende dag for Danmark. 

Også de Konservatives nye forslag til at sikre ‘demokratisk integration’ 

er nok til at give en dårlig smag i munden. Ideen om et forbud mod 

at bære burkaen er direkte tåbeligt. Det kan aldrig være en politisk opgave 

at regulere hvilken beklædning, danskerne bærer i det offentlige 

rum. Folk har ret til at mene og tro, hvad de vil. Tanken om at registrere 

folks etnicitet i forbindelse med sygdomme er i anden boldgade, men 

lige frastødende. Tendensen er ubehageligt tydelig. 

Som om der ikke var stof nok i, at højrefl øjen har disse holdninger, 

har især Socialdemokraterne skuffet efter ferien. Først var Helle Thorning 

ude med riven efter Poul Nyrup, fordi han tillod sig at blive følelsesladet 

over de afviste irakeres situation. Hun havde skam rygrad til at 

stå imod, og den nuværende udlændingepolitik lå fast under en S-ledet 

regering. Og Henrik Sass Larsen var desuden helt også helt enig i med 

Khader i, at en burka skulle forbydes, så snart den bevægede sig ud 

af gadedøren. Men Socialdemokraterne har et fundamentalt problem. 

Højrefl øjen vil altid være bedst til at føre højreorienteret politik. Forsøg 

på kopiering vil blot udløse en spiral af overbud indtil Socialdemokraterne 

blinker først. 

Radikale Venstre har haft en klar stemme fra i begge sager, og det 

har været befriende at opleve. Det har også været med til at bekræfte 

partiets gode fi gur på udlændinge- og integrationsområdet. Op til folketingsvalget 

i 2007 så vi, at partiet sænkede paraderne et kort øjeblik 

for at tækkes socialdemokraterne, og det gav gevaldigt bagslag. Den 

fejl må det Radikale Venstre ikke gentage. Partiets politik må ikke 

gå på kompromis med vores fundamentale principper om respekt for 

menneskerettigheder og almindelig medmenneskelig anstændighed. I 

stedet må vi prøve at få Socialdemokraterne til at forstå, at de bliver 

nødt til at formulere et selvstændigt politisk projekt, hvis de vil have 

regeringsmagten. Det projekt må rumme vision om en udlændingepolitik, 

der skal trækkes i en helt anden retning, hvis de radikale mandater 

skal tælles med. Derfor skal Radikale Venstre være faste i kødet og 

sige fra overfor socialdemokraterne både nu, op til og efter næste valg 

– også selvom det risikerer at få konsekvenser for partiets deltagelse i 

et regeringssamarbejde. 

Emil Dyred, landsformand 

for Radikal Ungdom 

55

56 

udefra 

Efter stormen 

TEKST: Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker 

Et skib kan blive tvunget til at 

kaste mangt og meget overbord 

under et langvarigt 

stormvejr. Det kan selvføl- 

gelig være en smertefuld og 

nedslående proces, men hvis nu udsigten 

var blevet spærret og tovværket bragt i en 

forfærdelig uorden, fordi det gamle skib 

havde fået raget en del overfl ødigt tingeltangel 

ombord undervejs, kan det måske 

også være en nødvendig påmindelse om 

at fi nde tilbage til det essentielle? For når 

stormen så endelig har lagt sig, er det dog 

stadig væk det samme skib. Besætningen 

er naturligvis decimeret, men de, der er 

tilbage, har måske også netop udvist den 

fornødne karakter og viljestyrke, der skal 

til for fremover at rekruttere nye talenter 

til forestående slag med større omhu. 

DET GODE SKIB 

Det handler selvfølgelig om det gode 

skib, De Radikale. I 1990’erne fulgte partiet 

Socialdemokraternes kurs for ukritisk, 

så man knap nok opdagede, hvordan 

kaptajn Nyrup gradvis opgav slaget mod 

Dansk Folkepartis hærgende Uboot. Med 

én tunge afskrev han enhver alliance med 

den nye fjende i dybet som utænkelig, og 

med en anden tunge lod han sætte sejl efter 

deres sorte kølvandsstribe. I mellemtiden 

har Thorning-Schmidt overtaget roret 

hos Socialdemokraterne, og imens hun 

har lagt sit skib endnu tættere op ad kaptajn 

Kjærsgaard og de facto har kapituleret 

på væsentlige værdipolitiske, retspolitiske 

og udlændingepolitiske områder, 

har De Radikale imidlertid genfundet og 

udstukket deres egen kurs. 

TRUSSEL 

Men er Søvndal og Thorning-Schmidt så 

blevet en større trussel mod Dansk Folkeparti? 

Tværtimod. I næsten hele Dansk 

Folkepartis levetid har partier nemlig 

prøvet at sænke Kjærsgaard ved at kopiere 

stadig større dele af hendes strategi 

ud fra det fromme håb, at man dermed 

kunne overskære fødekæden til hendes 

vælgerfremgang – og hver gang strategien 

er blevet målt ved det efterfølgende 

valg, er Dansk Folkeparti gået frem. Og 

dog har de færreste partier tilsyneladende 

lært noget. Senest under (luft)kaptajn 

Messerschmidts valgsejr, hvor det var V 

og K, som prøvede at stjæle dele af hans 

dagsorden med det resultat, at Dansk Folkeparti 

igen tordnede frem. Og i SF’s tilfælde, 

hvor medløberiet umiddelbart er 

gået heldigt i forhold til øget vælgeropbakning, 

er fremgangen i høj grad befordret 

og båret af et momentum, som ikke 

mindst VK-regeringens har skabt ved at 

skamrose Søvndal. 

TO GRUNDE 

Det er sket af to og kun to grunde, som 

vist kun Søvndal og Sohn kan være blinde 

for: For det første fordi ros af SF’s rorgænger 

ganske enkelt egner sig fortrinligt til 

at chikanere og svække Socialdemokraterne. 

Og for det andet – og selvfølgelig 

vigtigere – fordi den danske medievirkelighed 

er ekstremt domineret af en udtalt 

og uudtalt konsensus om, at diskrimination, 

kynisk deportationspolitik og hån, 

spot og latterliggørelse er en »fair« kurs, 

uanset hvor mange menneskerettighedsorganisationer, 

EU-domme og internationale 

politikere og medier, der udtrykker 

det stik modsatte. SF scoret massive rygklap 

blandt medier og regeringsloyale exspindoktorer, 

der til fl ere stemmer. Imens 

dansede man ombord på Dansk Folkepartis 

Uboot og satte igen farten et par knob 

i vejret. Omvendt har De Radikale turdet 

genfi nde anstændigheden i et stadig skarpere 

opgør med den udlændingepolitiske 

kynisme, der fortsat er og bliver det snævre, 

men udslagsgivende politiske slag i 

disse år, og dét er som nævnt upopulært 

ud fra den aktuelle tidsånds snæversyn, 

som også fl ertallet af medierne sætter sejl 

efter. Men skal der politiske ændringer 

til, er der nogen, der må tage det hårde 

slid og skabe fronten for en ny selvstændig 

dagsorden, også i modvind. De Radikale 

er kommet af med en del dødvægt 

og er derfor også skåret ned til en mere 

overskuelig størrelse, men det er måske 

også forudsætningen for både at få plads 

til at fremrykke talenterne fra kulissen og 

samtidig blive en betydeligt mere fokuseret 

og skarpsleben spydspids for en langt 

mere humanistisk værdi-, rets- og udlændingepolitik. 

Det er således ikke på trods 

af en nedslående og ulyksagelig decimering 

af De Radikales folketingsgruppe, at 

partiet står betydeligt bedre rustet til denne 

afgørende udfordring – det er på grund 

af en heldig decimering. 

UDEFRA er Radikal Politiks nye klummeserie, 

hvor vi beder en markant dansk 

personlighed udefra partiet om sit syn 

på et aktuelt emne. Denne gang har 

debattøren og forfatteren Rune Engelbrecht 

Larsen givet sit bud på det radikale 

ståsted.

kulturkarrusellen 

Kulturkarrusellen er Radikal Politiks nye interviewserie, 

hvor vi udfritter en radikal profi ls kulturforbrug. 

Denne gang er det gruppeformand Margrethe 

Vestagers kulturforbrug, der får en tur i karrusellen. 

Hvornår var du sidst i biografen 

og hvad så du? 

– Jeg så ”Monsters vs. Aliens” - i 3 D - sammen med 

mine piger. Det var en sjov oplevelse, og selvom jeg 

nok ikke er den primære målgruppe, var der mange 

underholdende referencer til politik og andre fi lm. 

Er der en fi lm, som du vender tilbage 

til igen og igen? 

– Ja, “Betty Blue” og “Subway”. 

Hvad er dit forhold til din dvd-maskine? 

– Det er rigtig godt. Især fordi jeg ofte må afbryde 

en fi lm, for senere at genoptage at se den, så jeg ved 

hvordan den virker i detaljer. 

Ser du tv-serier? 

– Ja. Når jeg kan komme til det, hvilket er sjældent. 

Det kræver jo, at jeg er på det samme sted mindst en 

gang om ugen. Jeg ser de store danske serier og gerne 

for eksempel ”Desperate Housewives”. Jeg har også 

set ”West Wing” en del gange på dvd. Specielt fascinerende 

på en tur til Tanzania med et hårdt program 

i alle de lyse timer og så ”West Wing” efter sengetid. 

Jeg tager også en stor dosis ”The Daily Show” en 

gang imellem på min pc. 

Hvilken bog ligger på dit natbord? 

– Der ligger en hel stak fordi jeg kom forbi en boghandel 

for ganske nylig. Blandt andre ”Tyrkisk gambit” 

(af Boris Akuni, red.), ”Kunsten at kende sig 

selv” (af Arthur Schopenhauer, red.), et par bøger om 

klodens mulige fremtid og en krimi. 

Hvad bruger du museer til? 

– Jeg fi nder inspiration, fi nder andre syn på virkeligheden 

– uanset om det er en udstilling om Danmarks 

fortid eller provokerende moderne kunst. 

Hvilken hjemmeside i relation til kultur besøger 

du oftest og hvordan bruger du den? 

– Ubestridt www.aok.dk - Alt om København. Jeg 

bruger den til at fi nde fi lm, åbningstider på museer, 

loppemarkeder, anmeldelser på alt fra caféer og restauranter 

til fi lm og genbrugstøj. 

Fortæl om en overset kulturperle 

du holder af? 

– Bibliotekshaven – det gamle kongelige biblioteks 

have der ligger mellem Provianthuset og Tøjhusmuseet. 

Det er et dejligt sted, en oase, på slotsholmen. 

Jeg holder også af det første andelsmejeri ”Andelsmejeriet 

i Hjedding”, der er en lille beskeden bygning 

ikke langt fra, hvor jeg er vokset op. Jeg synes stadig, 

at jeg kan fornemme den jordnære genialitet, der ligger 

i ideen om ”en mand, en stemme”. 

Hvad er der af kultur i din arbejdsdag? 

– Politik er kultur. Christiansborg er fuld af kultur. 

Alene frisen i vandrehallen er smukt og tankevækkende 

med mus, rotter og en tissende hund og selvfølgelig 

de let ironiske ordsprog og sentenser. 

Hvordan udfordrer du sig selv med kultur? 

– For lidt. Når jeg gør, er det ofte i form af bøger og i 

mindre grad teater og kunst. At forene sig med dansk 

kultur er i sig selv en udfordring. Efter al den kanonsnak 

er det en kamp at holde kultur levende som en 

udfordring, fordring og inspiration. Risikoen er, at det 

bare bliver goldt a la ”det skal du kende for at være et 

dannet menneske”. 

Hvordan slapper du bedst af med kultur? 

– TV, radio, bøger og kirke. Hvis det skal være mere 

præcist er det med krimier og action. Eller dansk pop 

musik i bilen... 

57

58 

bøger 

DEN PERFEKTE 

STORM 

Finansernes fald 

Jesper Berg og Morten L. 

Bech 

Gyldendal 

Læst af Morten Helveg 

Petersen 

REGULERING AF den fi nansielle 

sektor har ikke været 

de første spørgsmål på 

vælgermøder i mange år. 

Politisk er der typisk langt 

mere opmærksomhed om 

arbejdskraft end om kapital. 

Men det ændres i disse år 

som følge af fi nanskrisen og 

Radikal Politik anbefaler: 

de d massive offentlige tiltag 

for fo at afbøde virkningerne. 

Politisk P er problemet blandt 

andet a at fi nansielle spørgsmål 

m er tekniske, svært gennemskuelige 

n 

og uden større 

r vælgerappel. Så er der 

mere m slag i at afskaffe efterlønnen 

lø og forkorte dagpengeperioden. 

p 

Men fi nanskrisen 

k ændrer måske på det 

forhold. fo En ny bog forsøger at 

forklare fo hvorfor fi nanskrisen 

opstod o og hvilke faktorer 

der d indgik. Jesper Berg og 

Morten M Bech beskriver på 

knap 300 sider de tekniske 

årsager til at det kunne gå 

så galt. Undertitlen på bogen 

er ”den perfekte storm”. Et 

udtryk lånt fra en storm der i 

1991 ramte New England og 

som var stærkere end nogen 

storm før. Den perfekte 

storm var tre storme der 

gled sammen i én og skabte 

bølger op til 30 meter. Og 

på tilsvarende vis i den 

fi nansielle verden. Tre forhold 

har ført til en samtidig krise. 

Den makroøkonomiske 

politik, incitamenterne og 

afl ønningerne i den fi nansielle 

sektor samt fremkomsten 

af myriader af fi nansielle 

produkter, der til sidst var så 

DET POLITISKE SUPERBRAND er titlen på en 

ny bog fra Børsens Forlag og et begreb, som forfatterne 

har opfundet til lejligheden. For i bogen beskriver forfatterne, 

Bo Bredsgaard Lund og Mads Christian Esbensen, 

hvilke egenskaber, der skal til for at brænde igennem 

overfor vælgerne og blive et ”Politisk superbrand”. Bogen 

opstiller seks parametre, som ligger til grund for en politikers 

såkaldte brand value: synlighed, strategisk kommunikation, 

politisk håndværk, visioner, troværdighed 

og karisma. Med baggrund i disse seks parametre analyserer 

bogen en håndfuld danske toppolitikere og sætter 

tal på deres brand value. Vi møder blandt andre Villy 

Søvndal, Margrethe Vestager og Lars Løkke Rasmussen. 

Radikal Politik har i øvrigt bedt politisk kommentator 

Niels Krause Kjær om en anmeldelse af Det politiske superbrand. 

Den kan du læse i det næste nummer. 

indviklede at ingen forstod 

dem, ej heller de fi nansielle 

instititioner selv eller tilsynsmyndighederne. 

GODT OVERBLIK 

Bogen giver et godt overblik 

over historikken. Det er 

bestemt en fordel at have 

kendskab til fi nansielle 

begreber, men man sparer 

formentlig det meste af en 

årsprøve på polit-studiet hvis 

man holder fast og tygger sig 

igennem de knap 300 sider. 

Det fyger om ørerne med 

forkortelser på avancerede 

fi nansielle produkter så 

selv en forhenværende forsvarsordfører 

får sved på 

panden: MBS, ABS, SPV, 

CDO, RMBS, CMBS, CDS, 

SIV for nu blot at nævne 

nogle af de mest oplagte. 

Alfabetsuppen er tyk, men en 

nyttig ordforklaring bagest i 

bogen hjælper læseren på 

vej. Meget af fokus i bogen 

er på amerikanske forhold, 

men Danmark og Europa 

går bestemt ikke ram forbi. 

Fordi mange af problemerne 

er globale i karakter er der 

ingen der kan undslippe. 

Forfatterne er kontante 

og skarpe i deres kritik af 

ledelser og bestyrelser i 

fi nansielle institutioner over 

hele verden. Og måske hårdest 

i deres – berettigede – 

kritik af ratingbureauerne, 

der har haft mistænkelige 

dobbeltroller i vurderingen 

af fi nansielle produkter. 

Fremtiden må ifølge 

forfatterne blandt andet byde 

på ændring af incitatmenter, 

reform af ratingbureauernes 

rolle i det fi nansielle system 

samt øget tilsyn. Den perfekte 

storm er en beretning om 

kontrolmekanismer der svigtede 

– eller ikke eksisterede. 

Samt et bud på mulige 

scenarier for fremtiden, det 

ene mere dystert end det 

andet. Den perfekte storm 

er måske ikke lige det 

mest oplagte bud på bogen 

der ligger i strandtasken. 

Men den tilbyder et crashcourse 

i fi nans og økonomi 

og giver et godt overblik 

over strukturelle forhold og 

udfordringer i de kommende 

år. Kan anbefales. 

Morten Helveg Petersen var 

indtil sin udtræden af Folketinget, 

fi nansordfører for Radikale 

Venstre. 

DØDSKYSSET er titlen 

på bogen om afslutningen 

af den længste 

europæiske krigsperiode 

i mands minde i nyere 

tid. For 20 år siden – natten 

mellem den 9. og den 

10. november – blev der 

i Berlin sat punktum for 

Den kolde krig, som den 

havde udviklet sig mellem 

øst og vest. Bogen, 

der udkommer i efteråret 

på Forlaget Sohn, har lånt 

sin titel fra Gorbatjovs 

kys til den østtyske leder 

Erich Honecker i forbindelse 

med den østtyske 

stats 40 års jubilæum den

HYGGEPASSIAR 

Kvinderne på Klitgården 

Kirsten Jacobsen 

Gyldendal 

Læst af Camilla Hersom 

HOVEDSPØRGSMÅLET i debatbogen 

Kvinderne på Klitgården 

er hvorfor mænd i 

langt højere grad end kvinder 

deltager i samfundsdebatten. 

Og det er da et godt 

spørgsmål, ikke mindst når 

man som jeg betragter sig 

selv som feminist. Det er bare 

ikke rigtigt det spørgsmål, 

bogen svarer på. I stedet får 

vi otte kvinders forskellige 

7. oktober 1989. Gorbatjov 

hviskede Honecker i 

øret: ”Den der kommer 

for sent bliver straffet 

af livet” og det blev han 

kun få dage senere, men 

beskeden betød også, at 

der om mandagen ikke 

blev skudt på de fl ere 

end 100 tusinde demonstrerende 

i Leipzigs gader. 

Bogen skildrer begivenhederne, 

der førte 

frem til kommunismens 

sammenbrud såvel i Østeuropa 

som i Sovjetunionen, 

men med Berlin og 

”Murens fald” centralt 

placeret i processen. 

syn s på en række emner med 

indbyggede in dilemmaer: terror, 

r krigen i Irak, gensplejsning 

n af fødevarer osv. Formen 

m gør bogen lidt stiv - de 

opstillede o dilemmaer fremstår 

s ikke som presserende 

spørgsmål s for de involverede 

debattører, d selv om det vel 

normalt n er årsagen til at skrive 

v en debatbog: At man har 

noget n på hjertet. Helt galt går 

det d i diskussionen af grundlaget 

la for Danmarks deltagelse 

s i Irak-krigen, som udvikler 

le sig til en diskussion om, 

hvorvidt debattørerne tror eller 

ikke tror, at Anders Fogh 

Rasmussen løj om begrundelsen 

for krigen. Hallo?! Tillid 

er afgørende i politik, men 

man kan da ikke have en seriøs 

diskussion af beslutningsgrundlaget 

for krigen baseret 

på, om man tror på Fogh eller 

ej. Det må handle om forløb, 

evidens, beviser – og ikke 

mindst regeringens fortsatte 

uvilje mod at gennemføre en 

uvildig undersøgelse, der om 

noget taler for sig selv. 

FRISK STEMME 

Bogen er derfor mest interessant 

i de afsnit, hvor diskussionen 

glider videre fra de 

opstillede dilemmaer til forhold, 

hvor kvinderne oprigtigt 

har en mening om eller 

kontant erfaring med området: 

abort, menneskehandel 

og prostitution, tvangsfjernelse 

af børn, samt i kapitlet 

om integration, som tilsyneladende 

fortsat er danskernes 

foretrukne debatemne. Måske 

på grund af formen med 

generelle samfundsemner, er 

det de to politikere, Christine 

Antorini og Louise Gade, 

der fremstår stærkest i bogen. 

Samt fi lmproducer Vibeke 

Windeløv som en herlig forfriskende 

stemme. Resten af 

debattørernes holdninger og 

værdisæt har man ikke noget 

klart billede af efter endt 

læsning. Alligevel er bogen 

værd at læse. Den giver et 

udmærket indblik i, hvordan 

en gruppe stærke, højtuddannede 

og erfaringsrige kvinder, 

der hver især har drevet 

det vidt indenfor deres eget 

område, opfatter væsentlige 

samfundsemner. Det er interessant 

læsning for radikale 

tillidsfolk, for det er ikke alt 

sammen vand på den radikale 

mølle. 

Også interessant for radikale 

læsere vil være, at Vi- 

beke Windeløv for fl ere år siden 

meldte sig ind i Radikale 

Venstre, og hendes undren i 

den sammenhæng over, at 

ingen fra partiet henvendte 

sig til hende, før der blev diskuteret 

fi lm, støtteordninger 

og kulturpolitik i Folketinget 

samt hendes resignation i forhold 

til det at være partimedlem. 

”Det er også noget med, 

at så er man altså medlem af 

et parti, og hvad betyder det 

egentligt”? Det synes jeg 

er en overvejelse værd, ikke 

mindst med tanke på vores 

igangværende tanker om at 

udvikle den radikale organisation. 

Har vi som parti råd 

til at overse den slags kapaciteter? 

Skal vi lade det være 

op til det enkelte medlem efter 

indmeldelse at fi nde rundt 

i partiets kringelkroge? Jeg 

mener det ikke. 

Camilla Hersom er radikal folketingskandidat 

i Middelfart 

GEORG W. BUSH er nok lykkelig glemt af mange 

efter Barack Obamas indtræden i det hvide hus. Men 

der er grund til at huske den forrige amerikanske 

præsident af mange årsager – måske fl est dårlige. I 

en ny biografi ; ”Georg W. Bush – dødsikker” kommer 

man helt tæt på præsidenten og hans eftermæle. 

Bogen er skrevet af den anerkendte forfatter, Martin 

Draper og den skulle være en af de mest velresearchede, 

objektive og intime portræt af den 43. præsident. 

Den er blevet rost til skyerne fra begge sider 

af det politiske spektrum, da den udkom i 2007, og 

røg direkte ind på New York Times bestseller-liste. 

Ikke mindst fordi Draper gennem bogens 550 sider 

punkterer de mange karikaturer af Bush – både positive 

og negative. Såvel venstrefl øjens billede af den 

halvhjernede superskurk som højrefl øjens billede af 

den beslutsomme helt må vige pladsen til fordel for 

et nuanceret portræt af et menneske fyldt af modsætninger. 

59

60 

Mødeplan 

landsmøde 

LØRDAG DEN 12. SEPTEMBER 

Kl. 10.00 1. Landsmødet åbnes af landsformand SØREN BALD 

Valg af a. Landsmødesekretær, b. Dirigenter, c. Stemmetællere. 

Vedtagelse af landsmødeprocedure. 

Kl. 10.15 2. Beretning fra landsformand SØREN BALD 

Kl. 10.35 3. Beretning fra folketingsgruppens formand MARGRETHE VESTAGER 

Kl. 11.05 4. Beretning fra Europa-Parlamentet 

Kl. 11.15 5. Politisk forhandling om beretningerne 

Kl. 12.15 Frokost 

Kl. 13.15 6. Fremlæggelse af resolutionsforslag 

Kl. 13.25 7. Politisk forhandling om beretningerne og resolutionsforslagene 

Kl. 14.10 8. Afslutning på forhandlingerne 

Kl. 14.25 9. Kommunalpolitisk temadebat 

Kl. 15.25 10. Præsentation af landsformandsog næstformandskandidater 

Kl. 15.45 11. Det moderne parti. Debat om fremtidens organisationsstruktur 

og medlemsengagement 

Kl. 16.30 12. Kantmøder (afsluttes kl. 17.45) 

Kl. 19.00 Landsmødemiddag og -fest 

SØNDAG DEN 13. SEPTEMBER 

Kl. 09.00 13. Valg af a. Landsformand, b. Næstformand, c. 15 hovedbestyrelsesmedlemmer 

og 5 stedfortrædere, d. Revisionsselskab 

Kl. 09.45 14. Fremlæggelse af vedtægtsændringsforslagene 

Kl. 09.55 15. Organisationsberetning v/sekretariatschef JESPER GRONENBERG 

16. Godkendelse af regnskab for 2008 

17. Fastsættelse af kontingent for 2010 og vejledende kontingent for 2011 

18. Beretning fra Radikal Ungdom v/landsformand EMIL DYRED 

19. Forhandling om sekretariatschefens og RU-formandens beretninger 

Kl. 10.30 20. Politisk replik v/folketingsgruppen 

Kl. 10.50 21. Debat om vedtægtsændringsforslagene og afstemning om disse 

Kl. 11.10 22. Debat om resolutionsforslagene 

Kl. 12.15 23. Uddeling af Marianne-prisen 2009 

Kl. 12.30 Frokost 

Kl. 13.45 24. Afstemning om resolutionsforslagene 

Kl. 14.45 25. Landsmødet afsluttes v/landsformanden 

Kl. 15.00 Landsmødet slutter 

Det er tid til at gøre sig klar til 

det radikale landsmøde 2009, 

der i år falder den 12. og 13. 

september. Her følger en række 

vigtige og praktiske oplysninger 

omkring landsmødet. 

Se radikale.dk/lm09 

FØRSTEGANGSDELTAGERE 

Der vil blive afholdt et orienterende møde 

for nye deltagere umiddelbart før landsmødet, 

kl. 9.15–9.45. 

Mødelokale oplyses ved ankomsten. Tilmelding 

til dette møde er ikke nødvendig. 

SPIL FOLKEMUSIK 

Tag dit akustiske instrument med til landsmødet 

og spil med. 

Der er opstået en tradition for, at nogle af 

os spiller folkemusik sammen efter landsmødemiddagen 

lørdag aften. 

Det foregår i et særskilt lokale, og der plejer 

også at være nogle, der gerne vil lytte. 

Du kan få noder tilsendt ved at kontakte 

Evald Pedersen, Haderslev, på 74 52 55 73 

el. evald.pedersen@webspeed.dk. 

Gode hilsener Bente Dahl, MF 

rvbeda@ft.dk, 33 37 47 19 

SPÆNDENDE KANTMØDER 

På dette års landsmøde kan du vælge mellem 

fl ere spændende kantmøder, f.eks. 

• Hvilke kompetencer skal bringe Danmark 

frem? 

• Hvordan halverer Danmark sit CO2 udslip 

på 10 år? 

• Mød formandskandidaterne ansigt til an- 

sigt og stil nærgående spørgsmål! 

• Om samspillet mellem folketingskandi- 

dater og byrådskandidater i et valgår 

• Hvilket Danmark drømmer vi om? 

• Hvordan skal vort EU-arbejde foregå 

i fremtiden? 

Landsmødets deltagere vil få tilsendt en oversigt 

over alle kantmøderne med en tilmeldingsblanket, 

om skal medbringes til landsmødet.

det politiske værksted 

SOFIE CARSTEN NIELSEN 

PÅ VEJ PÅ TINGE 

Afl øseren for Morten Helveg Petersen, der forlod Folketinget 

til fordel for et civil job den 1. august, kan meget vel komme til 

at hedde Sofi e Carsten Nielsen efter næste valg. 

– Jeg har talt med bestyrelsen, og de har opfordret mig til at 

stille op. Det glæder jeg mig over, sagde Sofi e Carsten Nielsen 

i juni til Ritzau. Selv om Sofi e Carsten Nielsen nu tilsyneladende 

kommer til at gå efter en plads i Folketinget, så er EU 

stadig hendes hjertebarn. Og hun vil ikke afvise, at hun stiller 

op til næste EP-valg i 2014 – uanset om hun sidder i Folketinget 

eller ej. 

– Europa er på dagsordenen og er mit hjertebarn. Det vil det 

være altid. Det skal også på dagsordenen i Folketinget, og de politiske 

niveauer hænger sammen. Jeg vil ikke afvise at stille op til 

Europaparlamentet næste gang, siger Sofi e Carsten Nielsen, hvis 

kandidatur i Hvidovre endeligt skulle godkendes på en ekstraordinær 

generalforsamling i kredsen efter redaktionens slutning. 

Generalforsamling 

i støtteforeningen Fremsyn 

Indkaldelse til generalforsamling i Støtteforeningen 

fremsyn: 

Lørdag den 12. september kl. 16.30 

på Hotel Nyborg Strand 

DAGSORDEN: 

1. Valg af dirigent 

2. Formandens beretning 

3. Fremlæggelse af regnskab for 2008 

4. Valg af formand, fi re bestyrelsesmedlemmer og 

en suppleant samt revisor og en revisorsuppleant 

5. Fastsættelse af kontingent 

6. Eventuelt 

www.radikale.dk/fremsyn 

RADIKALE I REBILD AFVISER 

IKKE SKATTESTIGNING 

De lokale radikale i Rebild lufter nu muligheden 

for en skattestigning i Rebild Kommune, der har 

store økonomiske problemer. 

– Der venter os en gigantopgave, for underskuddet 

i kommunen er kæmpestort og vi vil på 

ingen måde afvise, at det kan blive nødvendigt at 

løse en del af problemet med en mindre skattestigning 

på for eksempel 0,6 procentpoint, så Rebild 

kommer op på det nordjyske gennemsnit for 

skatteprocenter. Det skulle kunne give cirka 20 

millioner, siger nuværende byrådsmedlem Leon 

Sebbelin til Nordjyske Stiftstidende. Leon Sebbelin 

ser i øvrigt meget gerne en anden borgmester 

i Rebild efter næste valg end den nuværende 

Anny Winther fra Venstre. 

OPTIMISME I VINDERUP 

Meningsmålingerne går ikke Radikale Venstres 

vej i øjeblikket, men de dårlige tal vil ikke slå 

igennem til kommunalvalget. Det mener en af 

partiets topkandidater i Holstebro Kommune, 

byrådsmedlem Torben Gudiksen fra Vinderup. 

Han er til valget i november opstillet som nummer 

to på listen. 

– Jeg tror ikke på, at det landspolitiske slår 

igennem i Holstebro. Lokalt kigger folk ikke så 

meget på partipolitik, men mere på, hvad den enkelte 

kandidat står for, siger Torben Gudiksen til 

Skive Folkeblad. Torben Gudiksen bakker sin 

vurdering op med henvisning til den radikale 

stemmehøst i Vinderup by ved seneste kommunalvalg, 

hvor det blev til 17 procent af de afgivne 

stemmer. 

– Så mange radikale er der trods alt ikke i Vinderup 

by, og det viser, at den enkelte kandidat er 

i stand til at trække op og ned i forhold til landsresultatet, 

siger Torben Gudiksen. 

61

62 

det politiske værksted 

HOLSTEBRO TYVSTARTEDE 

VALGKAMP 

Allerede i foråret tog de radikale i Holstebro fat på efterårets kommunale 

valgkamp. Det skete med præsentationen af foreningens 

egen campingvogn, der er købt særskilt ind til valget. Helt tilbage 

i april blev den luftet første gang ved et arrangement på Store Torv 

i Holstebro. På billedet er det den radikale spidskandidat til byrådsvalget, 

Lars Stampe i forgrunden i midten. Radikale Venstre 

i Holstebro har i øjeblikket tre medlemmer af det lokale byråd. 

BERGMANN TRÆDER TILBAGE 

Det radikale byrådsmedlem i Skanderborg Kommune, Mie 

Bergmann genopstiller ikke til novembers kommunalvalg. Det 

offentliggjorde hun før sommerferien. Hun bliver dog i lokalpolitik, 

men nu som formand for Radikale Venstre i Skanderborg. 

I alt nåede Mie Bergmann at sidde i otte år. Først i Ry 

Kommune og senere i Skanderborg Kommune. Men efter mere 

end 20 år som selvstændig indehaver af ’Butik Mie’ i Ry havde 

hun faktisk håbet på mere tid til tennis og biografture efter salget 

af butikken af butikken 1997. Men sådan skulle det ikke gå. 

Mie Bergmann blev overtalt til at stille op til kommunalvalget i 

2001 i Ry Kommune og kom ind med fjerdefl est stemmer. 

- Det har åbnet nogle døre og muligheder for mig, jeg ellers 

ikke ville have haft. Det har givet mig mange oplevelser og kontakter. 

Og en indsigt i andres måder at gøre tingene på og en 

forståelse for, hvorfor de gør som de gør, siger Mie Bergmann 

til Lokalavisens Skanderborgudgave. Det er et større antal 

rejsedage i jobbet som administrativ medarbejder for Henley 

Business School i England, der nu gør det nødvendigt for Mie 

Bergmann at forlade byrådsstolen. Men lokalpolitikken holder 

hun fast i som nyudnævnt formand for de Radikale i Skanderborg 

Kommune. 

- Jeg har det sidste år haft 100 rejsedage, og jeg har kunnet 

håndtere det, fordi jeg ville. Men det kan ikke lade sig gøre i fi re 

år mere. Det er ikke realistisk. Men jeg har ikke lyst til at slippe 

politik helt. Jeg vil stadig være lidt med, hvor det sker, skrive 

læserbreve og bruge platformen til at påvirke holdninger. Jeg 

kommer nok aldrig til at sidde helt stille, siger hun. 

XXXXXXXXXXXXXXXX 

Xxxx 

ODENSE LAVER NYT BLAD 

Dette blad kan måske se frem til konkurrence om de 

radikale læsere i Odense. Her har den lokale vælgerforening 

nemlig relanceret deres blad, Radikalt Midtpunkt 

i et nyt og større format. Bag relanceringen står 

formand, Thorkild K. Maarbjerg, der er redaktør for 

bladet. I den første udgave af det nye blad er det den nye 

spidskandidat, Susanne Ursula Larsen, der er på forsiden. 

Se mere til bladet på: www.radikale.dk/odense 

NY IDÉPOLITISK TÆNKETANK 

I et rum på Københavns Rådhus sidder Danmarks 

mest kreative og originale hjerner. Efter fl ere timers 

intensiv idéudvikling fra brainstorm til handlingsplan 

bliver de lukket ud igen. Med sig har de nogle 

bud på, hvordan Danmark skal tackle den globale 

krise, redde velfærdssamfundets fra afgrunden, og 

hvilken rolle Radikale Venstre fremover skal spille 

i dansk politik. Nogenlunde sådan forestiller Manu 

Sareen sig, at et ny idépolitisk tænketank kan tage 

form. Derfor efterlyser den københavnske borgerrepræsentant 

og folketingskandidat nu alle radikale 

til at udvikle nye politiske tanker. 

– Er du kreativ, sulten og i formidabel radikal 

grundform, vil jeg meget gerne invitere dig med i 

Radikales nye idépolitiske tænketank. Jeg har brug 

for alle radikale (og gerne deres venner), der vil 

hjælpe mig med at markere Radikale Venstre i de 

kommende år. De næste år bliver en hård kamp om 

stemmerne, men vi vil være kampklar, lyder opfor- 

dringen fra Manu Sareen. 

Den nye tænketank mødes første gang den 27. 

september klokken 11.00 – 13.30 og derefter månedligt. 

Tilmeld dig på manu_sareen@br.kk.dk eller send 

en sms til 22 64 16 05

NY KANDIDAT TIL 

NÆSTFORMANDSPOSTEN 

Der er lagt op til fl ere kampvalg på det kommende 

landsmøde. For ligesom formandsposten 

skal afgøres ved et kampvalg, skal 

næstformandsposten ligeså. Det er Hanne Jakobsen 

fra Odense, der nu har meldt sig på 

banen mod den nuværende formand, Zenia 

Stampe. 

– Opgaven er at arbejde for at partiets medlemmer 

får at påvirke vælgere til at stemme 

for denne politik og på disse kandidater. Mine 

forudsætninger for at løse opgaven er, at jeg 

har den fornødne tid og interesse, og at jeg 

har lang og alsidig erfaring med livet i Radikale 

Venstre, fortæller Hanne Jakobsen, der 

er medlem af Odense Radikale Venstre. Derudover 

sidder hun i partiets hovedbestyrelse 

i de fl este af årene og i forretningsudvalget 

i en del år. Hanne Jakobsen er 66 år og har 

indtil denne sommer arbejdet på Nordfyns 

Gymnasium, hvor hun underviste i matematik 

og fysik og fungerede som datavejleder. 

Se mere om Hanne Jakobsens kandidatur på 

Radikale.net. 

NY RADIKAL 

SUPERHJEMMESIDE 

Næsten ene mand er det lykkes næstformanden 

i Herning Radikale Venstre, Torben Ringsø 

Jensen, at samle alle danske radikale personer 

og foreninger på en og samme hjemmeside. 

Det sker på hjemmesiden: www.ny.b-retning. 

dk, der har som ambition, at samle radikale 

nyheder, blogs og hjemmesider fra hele landet 

– primært med fokus på de radikale lokalforeninger 

og lokalpolitikere. Man kan læse meget 

mere om den nye radikale hjemmeside i 

den næste udgave af Radikal Politik. 

KRITIK AF 

VALGPLAK ATER 

XXXXXXXXX 

Xxxxxxxxxxxxxx Yes he can (Foto vedhæftet) 

Fototekst: Den radikale Carsten Bech fra Syddjurs 

er kommet lidt på afveje, men forhåbentlig 

kan Obamas sejr drysse lidt på byrådsmedlemmet 

fra Syddjurs kommune. 

Niels Helveg 

Petersen 

I kølvandet på EP-valget og frem til novembers kommunalvalg har 

fl ere byråds- og regionskandidater luftet kritik af den radikale valgplakat. 

Flere er utilfredse med udseendet og det faktum, at det velkendte 

radikale B ikke længere fi gurerer på plakaten. Blandt kritikerne 

er Lars Hoppe Søe, der er byrådsmedlem i Næstved. Han synes 

ikke, at den nuværende plakat fungerer. 

– Jeg kunne ikke drømme om at hænge de offi cielle plakater op. Jeg 

kan desværre lave noget som er meget bedre selv, og baseret på den gamle 

blå farve – og det selv om jeg er amatør ud i det grafi ske, fortæller Lars 

Hoppe Søe, der fortæller, at blandt de radikale kandidater til Regionsrådet 

på Sjælland er der ikke nogen, der vil gøre brug af de offi cielle valgplakater 

fra partiet. 

– Jamen, så er der da noget galt. Hvordan kan man have et layout, som 

selv inkarnerede radikale ikke ønsker at benytte? Det er absurd, at vi ikke 

har et layout på radikale valgplakater, som bruges af kandidaterne, siger 

Lars Hoppe Søe. Også Kenneth Mortensen, der er medlem af Viborg Byråd, 

er kritisk overfor plakaterne. 

– Designet fungerer simpelthen ikke, fordi folk ikke kan se hvilket parti 

plakaten reklamerer for, var der bare et ”B” til supplering, så kunne det 

gå. Formålet med valgplakater er at vise at man er med på banen, hvor 

spillet spilles. Man studerer ikke plakaterne - man registrerer bare, at de 

er der og så er det afgørende, at afsenderen får markeret, at man er med. 

Og det gør den radikale plakat ikke, skriver han på Radikale.net, hvor der 

har udspillet sig en livlig debat om plakaterne. 

– Jeg kan kun slutte op om kritikken og forstår ikke meget af hvorfor 

B’et nogensinde blev dømt ude, skriver blandt andre Bo Nissen Knudsen. 

Plakatdebatten har fået sekretariatschef, Jesper Gronenberg på banen: 

– Ændringen af plakatdesignet vil ikke kunne nås inden kommunalvalget, 

idet produktionen af fl ere hundrede forskellige kandidatplakater er en 

arbejdsmæssig temmelig omfattende proces, som allerede er sat i gang, 

skriver Jesper Gronenberg, der advarer mod, at kandidater og foreninger 

laver for meget om på plakaterne. 

– Jeg vil godt anholde den tendens, der er blandt fl ere kritikere til allehånde 

hjemmestrikkede plakattiltag. En ting er, at man ikke bryder sig om 

partiets designlinje. Det er fair nok. Men jeg savner ærlig talt en forklaring 

på, hvordan den lettere anarkistiske tilgang til partiets designlinje med 

brug af helt andre skrifttyper, andet navnetræk og andre farver skal bidrage 

til at tegne et genkendeligt og sammenhængende billede af Det Radikale 

Venstre? Der er en grund til, at man fastlægger en designlinje, som 

skal skabe genkendelighed, tilføjer Jesper Gronenberg på Radikale.net. 

63

64 

debat 

Fasthold det 

todelte system 

I HERNING ØNSKER VI at fastholde det todelte 

system med en politisk formand valg af folketingsgruppens 

medlemmer og en landsformand for partiet 

valgt af medlemmerne. Vi har ikke set overbevisende 

argumenter om fordele ved et enstrenget 

system. Vi fi nder det ikke sandsynliggjort, at en 

ændring fra et tostrenget til et enstrenget system 

vil medføre en kvalitativ styrkelse af udvikling af 

radikal politik, af større politisk indfl ydelse i det 

politiske univers fra Christiansborg til lokalforeninger, 

en øget profi lering og synliggørelse af radikal 

politik i offentligheden; ej heller en styrkelse 

af samarbejdet med kommuneforeningerne rundt 

omkring i landet. 

Med en formand og ikke to formænd kan vi måske 

undgå misforståelser og person fnidder-fnadder? 

Men det burde kunne ordnes på anden måde. 

MANGE OPGAVER 

Der er rigtigt mange påtrængende opgaver at løse 

for en politisk gruppeformand. Ud over at være 

drivkraften i udviklingen af en markant radikal politik 

og i skabelsen af en tillidsvækkende radikal 

profi l i offentligheden og i pressen, skal denne person 

også være en markant, effektiv og troværdig 

radikal forhandler og leder med gennemslagskraft 

både i egen gruppe og i forhold til andre politikere. 

Det er et fuldtidsjob. Der er ikke tid og kræfter til 

også at give sig i kast med de store organisatoriske 

opgaver, som må og skal tages op. Da gruppen 

oven i købet desværre ikke er talrig, bliver gruppeformandens 

opgave som koordinator og coach 

vigtig for at undgå episoder, som vi desværre har 

oplevet de sidste to år. 

Der er stort behov for opkvalifi cering af tillidsfolk 

og effektivisering af det organisatoriske arbejde 

på landsplan – næsten også et fuldtidsjob 

for en ny landsformand, hvis det organisatoriske 

apparat skal ”revolutioneres” og effektiviseres fra 

top til bund. Den organisatoriske formand skal 

derfor have god føling med og kende partiets basis 

– kommuneforeningerne overalt i landet. Landsformanden 

skal have forståelse for organisatoriske 

problemer, kunne analysere dem, skære igennem 

og kommunikere knivskarpt. 

Begge formænd har veldefi nerede arbejdsområder, 

og begge beskæftiger sig naturligvis med 

politik. Man kan ikke have en upolitisk landsformand. 

Hvis det er det, man vil, kan man ansætte 

en effektiv bogholder eller konsulent til alt det organisatoriske. 

De to formænd på landsplan skal 

arbejde tillidsfuldt sammen; de skal samarbejde 

om politik i nutid og fremtid, samarbejde om vi- 

sioner og konkrete handlinger, drøfte strategier og 

adfærd over for presse, befolkning og med tillidsfolk 

i det organisatoriske apparat. I trængselstider 

er det netop disse to formænd, der skal signalere 

styrke og partimæssigt sammenhold – ikke usikkerhed 

og uenighed. I valgperioder skal de naturligvis 

køre parløb og støtte både kandidater og de 

organisatoriske led. 

På vegne af Herning Kommuneforening 

Troels Johansen 

Formand, Herning Radikale Venstre 

Bevar den 

nuværende struktur 

VI ØNSKER AT BEVARE den nuværende struktur, 

der tilsiger at vi har to formænd: en landsformand, 

som er valgt af partiets medlemmer (delegerede) 

på landsmødet, samt folketingsgruppens 

formand, som er valgt alene af folketingsgruppens 

medlemmer, og som tegner partiet politisk i det 

daglige - af medierne ofte omtalt som den “politiske 

leder”. “parlamentarisk leder” er dog et mere 

korrekt udtryk. Vi fi nder, at denne struktur er den, 

der giver den parlamentariske leder den mest holdbare 

legitimitet – nemlig den legitimitet han/hun 

opnår ved at have sin opbakning hos det hold der 

står i frontlinjen mht. at tegne butikken i det daglige! 

Samtidig sikrer strukturen, at medlemmerne 

også har deres politiske tillidsmand. Med andre ord 

giver dobbeltstrukturen de bedste rammer for et reelt 

partidemokrati. 

Desuden er strukturen udtryk for at vi i DRV 

tager det repræsentative demokrati alvorligt, som 

det kommer udtryk i grundlovens paragraf 56 – 

når folketingsmedlemmerne ene er bundet af deres 

overbevisning giver det ikke megen mening at 

påtvinge dem en leder som de ikke selv har valgt. 

I øvrigt savner vi svar på, hvilke sanktionsmuligheder 

man har tænkt sig, hvis et fl ertal i folketingsgruppen 

ikke vil rette sig efter den af partimedlemmerne 

valgte leder! Desuden bør man overveje 

den demokratiske værdi af at “medlemmerne vælger 

den reelle leder”, da det i givet bliver sværere 

at vælte en siddende leder. 

Tyge Birk, medlem af hovedbestyrelsen 

og formand for Miljøudvalget 

Hanne Jakobsen, medlem af hovedbestyrelsen 

og forretningsudvalget 

Tomas Bech Madsen, medlem af 

hovedbestyrelsen og forretningsudvalget 

Assia Zouaoui, medlem af hovedbestyrelsen 

og formand for Horsens kommuneforening

Jordforbindelse 

MED OVERSKRIFTEN ”Det nye kuld og den 

skarpe skole” og med begyndelsesordene ”der er 

krise i partiet” lægger ni (forholdsvis) unge radikale 

politikere ud med – i ”Debat, maj 2009” at R 

skal forandres for at fremtidssikres. Men ak, der 

er mange kønne (teoretiske) indslag, der dog intetgennemslag 

har – netop fordi hele indlægget på 

ca. 45 linjer ikke er andet end teori og slag i luften. 

Man skriver for eksempel, at man vil væk fra det 

realpolitiske mellemlag – skal ”mellemlag” i øvrigt 

her forstås som ”midte”?, men så vidt jeg kan se, 

skal Radikale Venstre netop holde sig til realiteter. 

Man skriver, at man vil forny, men der er ingen, 

gentager: ingen konkrete forslag. Og så kan hele 

dette fornyende projekt ikke blive til andet end slag 

i bolledejen. Konklusion: Man kan ikke bygge et 

holdbart parti på teoretiske overlæg alene. Der må 

jordforbindelse til som det væsentlige! 

Elisabeth Degn, 

cand.phil., Stenløse 

Parti med visioner 

eller studiekreds? 

AFSKAFFELSE AF MONARKIET. Stavereform, 

der gør det muligt at skrive dansk, som man udtaler 

det. Revision af grundloven. Disse emner 

er ifølge mit parti af afgørende betydning for det 

danske samfund. I hvert fald er det disse emner, 

der lige nu er med til at tegne den radikale profi l 

udadtil. 

Med den svigtende vælgertilslutning partiet oplever, 

skulle man tro, vi havde travlt med at polere 

og fremvise vores holdninger til folkeskolen, universiteterne, 

arbejdsmarkedet, virksomhederne 

og den globale fi nanskrise. Emner, der er vigtige 

for folks hverdag og som RV traditionelt har haft 

klare holdninger til. Der bliver måske også ymtet 

noget om disse emner, men pt. er det altså brændende 

politiske emner, som kongehuset, der fylder 

i de radikale presseklip. 

SODOKU 

For undertegnede er afskaffelsen eller bevarelsen 

af monarkiet lige så vigtig som hvorvidt ugebladet 

Søndag erstatter deres Kryds-og-Tværs-sider 

med Sudoku. Kongehuset er ikke nogen økonomisk 

belastning for det danske samfund og har 

ikke nogen formel magt. De blander sig ikke i demokratiet, 

og mange mennesker holder af at følge 

med i deres gøren og laden. For min skyld kan de 

være der eller ikke være der – det har ingen politisk 

relevans. Jeg kan ikke vide det, men måske 

har mange andre potentielle radikale vælgere det 

på samme måde? Jeg bliver ved at håbe, at de gode 

hoveder, der befolker RV vil kaste deres kræfter 

ind på at gøre vores profi l knivskarp indenfor uddannelses- 

og erhvervspolitik, på værdidebatten, 

på international politik og arbejdsmarkedspolitik 

eller andre emner med politisk tyngde og relevans. 

Populisme? Ja, det kan man vel godt kalde 

det. Et politisk parti skal have visioner på samfundets 

vegne og tydeliggøre disse for vælgerne. 

Hvis vi insisterer på at være en studiekreds for 

særligt perifære emner, må vi også regne med at 

blive behandlet som sådan af vælgerne. 

Merete Riisager 

FT-kandidat i Svendborg-Langeland 

og Odense Øst 

DU KAN OGSÅ VÆRE MED I DEBATTEN – både her i bladet og på partiets hjemmesider. Send gerne 

dit indlæg i god tid. Debatindlæg til bladet sendes til redaktion@radikale.dk. Vedhæft meget gerne et pasfoto 

og evt. link til din hjemmeside eller blog. Skriv gerne kort og præcist, så er der plads til fl ere stemmer 

i debatten. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise og forkorte indlæg. Og husk, at debatten altid fortsætter 

på www.radikale.net 

65

66 

kaffe 

Ude i virkeligheden 

Marianne Saxtoft er en 

af de mange radikale 

lokalpolitikere, der 

har taget turen fra en 

lille kommune over en 

kommunalreform og så ind i byrådssalen 

i en noget større kommune. I Marianne 

Saxtoft’s tilfælde fra den ærkeøstjyske 

kommune, Hammel, lidt nordvest 

for Århus og så til Favrskov Kommune, 

der udover Hammel opstod på resterne 

af Hinnerup, Hadsten og Hvorslev 

Kommuner, samt en lille sydlig del af 

Langå Kommune. Med de fi re bærende 

kommunenavne døbte de vittige lokale 

hurtigt kommunen, 4H kommunen, 

men den endte med at hedde Favrskov. 

– Kommunalreformen var en meget 

forceret proces og vi er langt fra færdige 

med at implementere den ude i kommunerne. 

Der er en masse nye regler og 

systemer, som er besluttet uden vi har 

diskuteret det med hinanden i byrådene 

og som blev implementeret meget hurtigt. 

Derfor er der mange ting, som vi 

stadig skal debattere og forbedre. Samtidig 

ligger der en stor opgave i at skabe 

gennemsigtighed og åbenhed, når kommunerne 

nu er blevet meget større. 

Borgmesteren har for eksempel fået 

mere magt, så alene dér, ligger der et 

stort ansvar og en stor opgave for os 

øvrige byrådsmedlemmer, og det er 

noget som vi – som lille parti – burde 

være bekymret for og skal kæmpe 

imod, så al magt ikke ender hos en enevældig 

borgmester, fortæller Marianne 

Saxtoft, der er på vej mod en valgkamp 

for en femte periode i kommunalpolitik. 

Fra 1994 til 2006 sad hun i Hammel 

Byråd, fra 2002 til 2006 endda som viceborgmester 

og nu er hun altså medlem 

af Favrskov byråd. 

MEST MENING 

– Det politiske arbejde giver mest mening 

for mig, når jeg ser, hvordan beslutningerne 

udmøntes og det gør – trods 

en stigende centralisering fra regering 

og stat – altså fortsat mest man ude i 

kommunerne. Jeg kan godt lide at være 

derude, hvor man omsætter de politiske 

beslutninger til virkelighed. Det er 

samspillet mellem det udførende led og 

det politiske led, der giver mig næring. 

Her ligger min energi og det er blevet 

meget tydeligt for mig, fortæller Marianne 

Saxtoft, der ellers på et tidspunkt 

i karrieren var ved at skifte Favrskov 

ud med Folketinget og en landspolitisk 

karriere. Sideløbende med byrådsarbejdet 

i Favrskov har Marianne Saxtoft 

nemlig været folketingskandidat i 

Århus, hvor hun var suppleant et par 

gange i perioden 2005–2007 og tillige 

har hun været næstformand for Radikale 

Venstres landsforbund. Men efter 

hun ikke opnåede valg til Folketinget 

ved valget i 2007, er fokus igen rettet 

mod det lokalpolitiske for Marianne 

Saxtoft, der er sit partis spidskandidat i 

den lokale vælgerforening i Favrskov. 

– Jeg kom nok til den erkendelse, at 

jeg ikke har det drive, der skal til for 

at blive folketingsmedlem. Det kræver 

meget fokusering på eksponering og 

markedsføring af sig selv, og det har 

jeg ganske enkelt ikke lyst til. Så jeg 

har ligesom trukket mig tilbage fra det 

landspolitiske for at koncentrere mig 

om det lokalpolitiske, fortæller Marianne 

Saxtoft, der var stillet op i Århus 

Nord-kredsen og som suppleant afl øste 

Morten Østergaard et par gange i Folketinget. 

– Men jeg kunne mærke, at jeg ofte 

slog knuder på mig selv og ikke synes 

det var så sjovt. Og for mig skal politik 

være sjovt for at give mening, og 

det gør det altså meget mere ude i min

TEKST: Søren Højlund Carlsen 

FOTO: David Bering 

kommune. Politik kræver et stort engagement 

og det føler jeg langt mere, 

når jeg arbejder med lokalpolitik. På 

Christiansborg er der for langt til konsekvenserne 

af lovgivningen og der er 

ikke så meget samspil mellem det udførende 

led og det politiske og besluttende 

led, tilføjer Marianne Saxtoft. 

Men kan man ikke også fornemme konsekvenserne 

af politikken fra Christiansborg? 

– Jo, men du er bare længere væk 

fra de mennesker det vedrører – det er 

mere på distancen. Når du sidder i et 

byråd er du meget tættere på det udførende 

led, for eksempel på embedsværket 

eller en medarbejder i plejesektoren. 

De er vores forlængede arm og det 

er dem, der skal udføre vores intentioner, 

og det er det samspil, der giver mig 

energi. Det fi nder man i langt højere 

grad ude i kommunerne og det er noget, 

hvor – jeg hvert fald – fi nder næringen 

til mit politiske engagement. 

Betyder det så, at beslutningerne fra 

Christiansborg bliver dårligere? 

– Måske ikke dårligere, men jeg ser 

meget tydeligt, at lovgivningen fra Folketinget 

bliver udmøntet meget forskelligt 

rundt om i landet, hvor der er for- 

skellige politiske prioriteringer. Der er 

jo rigtig mange lag fra loven er vedtaget, 

til den er gennemført og så kan de 

intentioner, der ligger bag loven godt 

være udvandet, når loven skal udleves 

i virkeligheden. Der er mange ting, 

der kan ændres ned gennem systemet 

og jeg kan godt lide at være der, hvor 

beslutningen udføres, siger Marianne 

Saxtoft. Så nu er fokus 100 procent 

på Favrskov Kommune og efterårets 

valgkamp til kommunalvalget den 

17. november, hvor Marianne Saxtoft 

går efter et fornyet mandat i Favrskov 

Kommune, så hun fortsat kan være tæt 

på beslutningerne. 

KAFFEer Radikal Politiks interviewserie, hvor 

redaktøren drikker en kop kaffe med en radikal 

personlighed, der på den ene eller anden måde har 

en historie at fortælle. Denne gang mødte vi den 

radikale byrådspolitiker, Marianne Saxtoft, der 

også er tidligere næstformand i partiet. Har du en 

god ide til, hvem redaktøren skal drikke kaffe 

med næste gang, så send en mail til redaktionen 

på redaktion@radikale.dk 

Mariannes Saxtoft arbejder 

til daglig som konsulent ved 

Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats 

i Århus. 

Hun har været medlem af 

byrådet i Hammel Kommune 

siden 1994 og siden 

kommunalreformen medlem 

af byrådet i Favrskov. 

Hun har også været næstformand 

i Radikale Venstre 

og medlem af KL’s Social- 

og Sundhedsudvalg. Privat 

er hun mor til Jonas og Sofi 

e og plejemor for Rikke, 

Trine, Kenni og Tobias. 

67

Udgiveradresseret 

magasinpost 

ID 42158

| Meget mere Manu | Panda på tinge | Grøn ... - Radikale Venstre

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?