NR. 2 - APRIL / MAJ 93. RGANG - 2003 - Kystartilleriforeningen

Husk!
Hvis bladet udebliver
- eller du ændrer adresse,
meddeles det til
hovedkassereren
(fortsat fra forrige side) stenede, særlig jeg! Hvis den granat havde
P.A.K. stod for ‘Panzer Abwehr Kanon’,
altså panser-afværgekanon. Dem havde vi
to af på fortet. Det var den type kanon,
general Rommel i første omgang smadrede
de engelske panservogne med i
ørkenkrigen ved El Al amein.
Hvordan fanden de var havnet på et fort,
må Guderne vide. Jeg kendte den godt i
forvejen, jeg havde skudt med den på
‘Gniben’, og det var en satan med smæld
i! Den havde for resten en meget karakteristisk
mundingsbremse og skjold, og blev
også brugt til salutkanon, bl. andet på batteriet
‘Sixtus’ på Holmen.
Den pågældende dag, verificerede jeg
begge 75 mm kanoner, altså indstillede
sigtekikkerter m.m., således at man kunne
ramme nøjagtigt på sø-slæbemålet; vi
skulle jo nødigt ramme marinekutteren,
der slæbte skydeskiven i en ca. 150 m lang
wire.
Kanonerne blev i det hele taget set ekstra
godt efter, for jeg havde jo ikke haft
fingre i disse her før!
Endelig kom kutteren sejlende med skydeskiven
på slæb. Kanonkommandøren
kommanderede: Lad kanon! Og så skete
det, som ikke måtte ske. I samme Øjeblik,
som granaten var stoppet i kammeret, og
kilen lukkede, gik skuddet! Altså inden
kanonbesætningen overhovedet havde
foretaget sig noget. Et Øjeblik efter, eksploderede
granaten med et brag, så at sige
næsten lige i røven på kutteren, og sendte
en vandsøjle højt i vejret! Vi stod som for-
Tilbuddet til Kystbasserne gælder stadig!
Krudt & Kugler
i den kongelige Marine
- af den gamle orlogsgast, våbentekniker
og oversergent Mogens Hovmand
- koster hos boghandlerne kr. 149,- (excl.moms),
men Kystartilleriforeningens medlemmer
kan Nu erhverve bogen for
kr. 100,- incl. porto
ved at kontakte forfatteren
ramt bare 10 meter længere til bagbord,
havde der ikke været meget kutter eller
levende væsener ombord! Der blev råbt
en helvedes masse i kommandørens radio
ude fra kutteren, og så sejlede de væk for
fuldfart. Slæbewiren behøvede de ikke at
kappe. Det havde granaten s’gu ordnet!
Chefen så meget bister ud, og jeg blev
bedt om en forklaring, en helvedes god
én! Jeg forklarede, at jeg personlig havde
efterset kanonen til morgen, og at der ikke
var noget galt dengang. Men jeg bad om
at få lov til at skille bæstet ad, for at se om
vi kunne finde nogen fejl. Det måtte jeg
s’gu meget gerne. Skydningen blev aflyst,
og jeg gik i gang.
Det var omtrent, som at være retsmediciner;
hver lille del skulle undersøges
minutiøst! Her fandt jeg nu hurtigt
fejlen. I kilen sidder perkutøren - eller
slagstiften, om man vil. Den er fjederpåvirket
således, at når den har ramt
fænghætten, svipper den tilbage igen, ind
i kilen. Men her var fjederen til perkutøren
knækket, og inertiens kraft havde sendt
perkutøren ind i fænghætten da kilen lukkede.
Resultat: Biiig - Baaang!
Ingen djævel kunne vide det på forhånd.
Det måtte skyldes metaltræthed. Ingen
kunne vide, hvor mange panservogne
denne kanon havde ‘myrdet’ under krigen,
inden vi arvede den efter kapitulationen.
Men jeg ville s’gu ikke have haft
det godt, hvis den havde ‘myrdet’ besætningen
på kutteren!
Mogens Hovmand
Ågerupvænge 16
4000 Roskilde
Tlf. 4678 6488
Sagen blev henlagt som et hændeligt
uheld, og alle slap for videre tiltale.
I September, blev jeg kaldt over på chefens
kontor. Jeg vidste ikke hvad
Saugmann ville, før han med et stort smil
informerede mig om, at han havde modtaget
en ny kontrakt til mig, da min nuværende
kontrakt jo udløb med udgangen
af oktober. Han fortalte mig smilende, at
jeg skulle på fenrikskole til april 1959!
Smilet falmede straks, da jeg meget kort
forklarede ham, at jeg aldeles ikke skulle
have nogen nye kontrakter, eller på nogen
som helst skoler i Søværnet! Jeg blev
forøvrigt kaldt over til ham to gange mere
vedr. samme emne, men nej, nej og atter
nej. Jeg havde stadig ‘Niels Ebbesen’ i alt
for tydelig erindring!
På selve hjemsendelsesdagen ude på
Holmen, fik jeg på lønningskontoret besked
- ikke ordre! - om at møde på
Søartilleriet inden jeg forlod Holmen for
evigt! Det var hos vores høje chef, Charles
Larsen, som jeg iøvrigt ikke havde noget
imod, han var ikke en af de værste.
Han kiggede nok noget på mig da jeg
trådte ind på hans kontor. Jeg var iført et
par meget gamle Holmens bukser, og dertil
en gammel blå genser, som havde set
bedre dage. Vi var jo et par stykker, som
lige skulle ud og fejre friheden med et ordentligt
læs bajere!
Han prøvede igen at overbevise mig om
lyksalighederne ved at blive fenrik - og
den strålende karriere, der lå foran mig i
Søværnet. Fyldepennen lå parat på kontrakten,
og der blev den s’gu liggende! Jeg
forstod det ikke rigtigt.
Jeg var s,gu ikke et af de største lys i
korpset, men man manglede selvfølgelig
folk. Charles så bedrøvet ud, da jeg trods
alt gik pænt baglæns ud af kontoret, bukkede,
og sagde farvel for denne gang!
Anchors away!
Exit Royal Danish Navy!
Jeg gik ud til en uvis fremtid. Uden arbejde,
uden noget bistandskontor, og uden
fagforening!
Men som før sagt:
Havet sletter ikke alle Spor!