Pattedyrene i Tofte Skov og Mose - Aage V. Jensens Fonde

Indledning
Pattedyrene i Tofte Skov og Mose
Af Birgit A. Knudsen og Peter O. Knudsen
Nedenstående oversigt over Tofte skov og moses
pattedyr er især baseret på vore egne erfaringer som
henholdsvis revirjæger i Vildmosen siden 1958 og
skovfoged med arbejde i området siden 1977.
Desuden har vi haft adgang til projekt ”Dansk
pattedyratlas” data fra de to 10 x 10 km kvadrater,
hvori Tofte skov og mose ligger.
Hans Baagøe, Zoologisk Museum, København
har givet oplysninger om sine registreringer af
flagermus ved 5 natlige besøg med flagermusdetektor
(juli og aug. 2002 og juni 2008).
Birger Jensen har givet oplysning om optælling
af overvintrende flagermus i Smidie
kalkgrube.
Annelise Jensen har artsbestemt rester af 350
byttedyr fra uglegylp indsamlet i Tofte skov de
senere år. Helt overvejende gylp fra natugle indsamlet
på loftet i skovens forladte ledvogterhus,
Bakhuset.
Uden de nævnte oplysninger ville det have
været meget lidt, der forelå om småpattedyr fra
området.
Birger Jensen har desuden givet råd og vejledning
ved manuskriptets udformning.
Alle takkes for den nævnte hjælp.
Anvendte benævnelser
Tofte området: Her menes det totale areal, som
udgøres af Tofte skov og Tofte mose.
Areal i alt: 3993 ha.
Tofte skov: Herunder hører skovbevokset areal
og åbne arealer, dog ikke højmosen. I alt: 1604 ha
Tofte mose med søer: 2389 ha.
Yderhegnet, som sikrer de større dyr i området,
blev færdigt i 1907. Hegnet er ca. 25 km. langt.
Skov og mose
Tofte skov: Den østlige del af Tofte området består
af heder, sletter, enge og skov.
For mere end 100 år siden valgte de daværende
ejere familien Schimmelmann, Lindenborg Gods,
at Tofte skov og mose skulle være et naturområde,
hvor dyrene havde de bedste livsbetingelser.
Driften af hele området var baseret på så lav en
forstyrrelsesgrad som mulig af hensyn til et godt
miljø for fugle og dyr.
Til forskel fra mange andre danske skove er
Tofte skov markant med vekselvirkningen mellem
det skovbevoksede og de mange åbne arealer
i skoven.
281

Meget bevidst har man valgt dette for at give
dyrene gode vilkår med varierede fouragerings-
muligheder.
For kronvildtets vedkommende er der i efteråret
således sikret de rette betingelser for at
søge til åbne brunstpladser med en vis indbyrdes
afstand.
Åbne grøfter og bække skærer igennem Tofte
skov, og sammen med adskillige mindre søer betyder
det, at dyr og fugle året igennem har let
adgang til vand.
De mange lysåbne skovpartier i naturskoven giver
varierede fødemuligheder til både fugle og dyr.
Områder med gran og fyr giver læ og dækning,
og det er tydeligt, at de større dyr søger
hertil, når vejret er præget af blæst og nedbør,
eller der er forstyrrelser af mennesker.
For at sikre optimale forhold for de dyr, vi gerne
vil se, må vi fastholde en skovstruktur med en
jævn fordeling af arealer med nåletræ, som giver
dyrene mulighed for dækning.
En naturskov, hvor løvskoven har indblandede
partier af gran og fyr, giver os et smukt skovbillede
året rundt og tillige en stor gevinst i de
øgede muligheder for flere fuglearter.
Tofte mose - Vildmosen
Navnet leder tankerne hen på noget oprindeligt,
noget fra vor fortid, noget der rummer natur.
Det forholder sig sådan endnu, og man vil gerne
fastholde og forbedre naturtilstanden. Det er
vigtigt at fastholde, at naturen er sammensat. En
del af naturen er pattedyrene, og det er fortsat
vigtigt at sikre dyrene de bedste forhold.
282
Når dyrene vandrer på mosen, bruger de vekslerne,
som har eksisteret gennem århundreder.
Dyrene benytter til stadighed de samme veksler,
som er stier, trådt af dyr. Et sirligt mønster tegner
sig ud over mosefladen. Dette mønster er ikke tilfældigt,
men vekslerne, som tegner dette mønster,
har nogle tydelige forløb fra busk til busk, fra træ
til gruppe af træer osv. Steder med vegetation på
mosen tjener som dækning, og dyrene trækker
helt naturligt efter dette. Hovedvekslerne ud over
mosen går bl.a. til lunerne (mindre søer på mosen)
eller til andre markante steder med vegetation.
Dyrenes muligheder for på denne måde at finde
en vis tryghed i deres vandring ude på mosefladen
bør betænkes i forbindelse med rydning af
opvækst på mosen. De bevoksede pletter på mosen
kan betragtes som mosens korridorer.
Vi tænker på og taler om, hvilke oplevelser, vi
som mennesker ønsker at opnå i naturen. Disse
oplevelser inkluderer ofte det ypperste af flora
og fauna. Det er på tide, at vi tager hånd om
at sikre det bedste miljø for alt det, vi gerne vil
opleve derude. Der skal gives de bedste vilkår til
både flora og fauna, og det inkluderer, at man
begrænser færdsel af mennesker.
Insektædere
Pindsvin (Erinaceus europaeus)
Pindsvinet må betragtes som ikke til stede eller
uhyre sjældent i Tofte området.
Sidst et pindsvin er set, er for 25 år siden i
1987 ved Sandhusvej i den østligste del af

Fig. 2 Pindsvinet er måske forsvundet fra Tofte Skov. Billedet her er
taget uden for hegnet. 23. august 2005. Foto Jan Skriver.
skoven. Dyret er almindeligvis mere at finde ved
gårde eller bynære områder.
Inden for de sidste 50 år er pindsvin i øvrigt set
et par gange forskellige steder ud ad den gamle
Hurupvej. Frem til 1960-erne havde skovfogeden
husdyr og nogle landbrugsafgrøder på Toftegården.
Dengang var pindsvinet almindeligt
ved gården midt i Tofte skov.
Det kan tænkes, at vildsvinene tager pindsvin,
og dette forhold kan være medvirkende årsag til,
at vi ikke længere træffer pindsvin i området.
Spidsmus
Vore tre arter af spidsmus ser man sjældent, og
da er det som regel i form af et dødt eksemplar
på en skovvej. Det gælder også i Tofte skov.
Blandt natuglens byttedyr (se tabel 1, side 288)
optræder alm. spidsmus (Sorex araneus) imidlertid
hyppigt - 45 af 350 dyr - (13%), - mens
dværgspidsmus (Sorex minutus) og vandspidsmus
(Neomys fodiens) er fåtallige henholdsvis 5 og 4 stk.
Tilsvarende forhold gør sig gældende på landsplan
for de tre arter (Dansk pattedyratlas 2007).
Muldvarp (Talpa europaea)
Der findes muldvarp på mange arealer i Tofte
området, hvor der tidligere har været drevet
landbrug. Især, hvor der stadig er åbent land
med vedvarende græs og urter, men også i skoven
kan man se spor efter muldvarpens aktiviteter
i form af muldvarpeskud.
Der gøres intet for at bekæmpe muldvarpen.
Man kan ikke tale om, at den noget sted er et
problem i Tofte, men den kan sætte sit præg på
landskabet.
Man ser ikke spor, der viser, at muldvarpen er
specielt efterstræbt af andre dyr, men en række
dyr og nogle fuglearter tager den, når lejlighed
gives, det gælder f.eks. ræv, grævling, vildsvin,
fiskehejre, natugle og musvåge.
283

Fig. 3 Damflagermus i kalkgrube. 8. april 2003. Foto Hans J. Baagøe.
284

Flagermus
I Danmark er der registreret 17 arter af flagermus,
men for den almindelige iagttager ligner
de fleste af dem hinanden så meget, at man blot
siger, at det er en flagermus uden at beskæftige
sig med, hvilken art det er. Det gør naturligvis
ikke en artsbestemmelse lettere, at flagermus fortrinsvis
er aktive i døgnets mørke timer. Her har
man de senere år fået et hjælpemiddel til at følge
flagermusens natlige færden. Der er udviklet et
apparat (bat detektor), der på forskellig måde
kan registrere flagermusens højfrekvente orienteringslyde,
så man lettere kan finde de flyvende
flagermus i mørket, og bedre artsbestemme dem
på forskelle i deres lyde.
Ved hjælp af en sådan detektor har Hans
Baagøe fra Zoologisk Museum, København på
5 nætter fundet med sikkerhed 7 arter flagermus
i Tofte området. Kun enkelte yderligere
oplysninger foreligger herfra om denne dårligt
kendte pattedyrgruppe. Det kan dog nævnes,
at der fra oktober til april overvintrer 4 arter
flagermus i Smidie kalkgruber. Indgangen til
gruben ligger kun knap 1 km fra Tofte yderhegn
i nordvestlig retning. Flagermusene vil
i forbindelse med til-flyvning om efteråret og
ud-flyvning om foråret for en stor del flyve over
Tofte området, og nogle tilbringer også sommeren
i dette lokalområde.
Vandflagermus (Myotis daubentoni). Blev set og
hørt flere gange på forskellige steder bl.a. jagende
på sin karakteristiske måde ganske lavt over
vandet i Tofte sø. Formodentlig yngler arten i
Tofte området og op til 500 overvintrer i Smidie
kalkgrube.
Damflagermus (Myotis dasycneme). Også denne
art blev set og hørt i Tofte området og yngler
formentlig på denne lokalitet. Nogle hundrede
overvintrer i Smidie kalkgrube.
Troldflagermus (Pipistrellus nathusii). Enkelte
jagende og overflyvende registreret.
Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus). Set og
hørt jagende og overflyvende mange steder.
Pipistrelflagermus (Pipistrellus Pipistrellus). Registreret
passerende.
Brunflagermus (Nyctalus noctula). Set og hørt
overflyvende og jagende.
Sydflagermus (Eptesicus serotinus). Nogle jagende
og overflyvende dyr registreret.
Langøret flagermus (Plecotus auritus). Set og
hørt ved Toftegårdens bygninger og 1 fløj inde
i laden. I 2007 fandtes et afkræftet eksemplar.
Hertil kan føjes, at Frynseflagermus (Myotis
nattereri) muligvis er hørt med detektoren, og at
den i hvert fald overvintrer i Smidie Kalkgrube i
et antal af ca. 100.
Det samme gælder Brandts flagermus (Myotis
brandti), der heller ikke med sikkerhed er hørt i
Tofte området, men hvoraf ca. 100 overvintrer i
Smidie kalkgrube. Af denne art blev der imidlertid
10. juni 1946 fundet en koloni i et hult træ
i Tofte skov, hvorfra eksemplarer findes på Naturhistorisk
Museum i Aarhus. Det er det eneste
tilfælde, hvor der i Tofte området er bemærket
en koloni af flagermus.
285

Fig. 4 Hare ved Toftegården. 2. juni 2011. Foto Peter O. Knudsen.
Hare
Haren (Lepus europaeus) trives tydeligt på flere
åbne områder i Tofte. På Kragelundsmarken, ved
Toftegården og på Tofte bakke ser man jævnligt
harer. Haren færdes ikke på højmosefladen, men
lever på den ”tørre” del af området.
Dyrene er rolige, og tillidsfuldt passer de deres
fouragering, når man passerer dem på ret tæt hold.
I Tofte er haren aktiv og ses ofte i dagtimerne.
Årsagen til denne ro skal findes i den
286
måde, vi omgås dyrene. Haren lades i fred. Ingen
hunde færdes frit, og der drives ingen jagt
på haren.
Ingen brug af sprøjtemidler i Tofte betyder, at
harens fødeemner er ”sunde”. Haren æder en del
skud og kviste. Ræv og store rovfugle som ørne
og ugler har vi set tage harekillinger.
Haren har gennem tiden givet mange gode
oplevelser især også til de besøgende på guidede
ture. Den betragtes som et vigtigt dyr i
Tofte.

Gnavere
Egern (Sciurus vulgaris)
I årene op til 1970 var egernet et almindeligt
dyr i skoven. Ganske hurtigt herefter faldt antallet,
og siden har vi kun iagttaget få egern i
området, til trods for at der aldrig er drevet jagt
på egern.
Den røde farvetype ses oftest, men en mere
mørk farvevariant kan også forekomme. Egernet
finder tydeligvis føden af kogler fra rødgran, sitkagran
og fyr. Agern, bog og især hasselnødder
er yndet føde. I Tofte er det i skarp konkurrence
med kronvildt og vildsvin.
Egernet har behov for kalk. Vi har set egerngnav
på rosenkransen af kastestænger, der har
været hængt op i træerne.
Man kan håbe, at egernet igen bliver almindeligt
at træffe i skoven, for dyret er både smukt og
interessant at iagttage.
I modsætning til Tofte skov er der i det tilstødende
sommerhusområde ved Øster Hurup en
større egernbestand.
Næsten alle her i landet kender et egern, men
vore andre gnavere – mus og rotter – kan de
færreste sætte navn på. Dels ser man dem kun
i korte glimt, når de smutter af sted, dels ligner
de hinanden ret meget. Man skal altså helst have
dem i hånden for at foretage en sikker artsbestemmelse.
Dyrene skal fanges i fælder, eller man
skal undersøge uglegylp for rester af byttedyr.
Stort vedvarende græsdække, mange skovbryn,
urørte sletter og enge med spredt vegetation og
Fig, 5 Både røde og mørke egern forekommer i Tofte Skov. Arter er siden 1970 blevet mere fåtallig.
18. februar 2003. Foto Jan Skriver.
287

naturlig føde giver optimale vilkår for mange
mus. Mus betragtes ikke som skadedyr i Toftes
natur, men de er et vigtigt fødeemne for rovdyr
som ræv, mår og lækat. For mange fugle, bl.a.
tårnfalk, musvåge og ugler er mus særdeles betydningsfulde.
Der tages ligeledes mus af hugorm og
snog. Vi finder rester af musens gnaven for føde,
bl.a. på træer og buske, kogler, agern og nødder.
Fine tandmærker på kastestænger af hjorte vidner
også om musens aktivitet for at få kalk.
Byttedyr Antal Andel i %
Muldvarp 1

Fig. 6 Rødmus er den mest dagaktive af musene i Tofte Skov. August 2005. Foto Jan Skriver.
Dværgmusen (Micromys minutus) udgør 3%, og
det er en almindelig andel for denne art, som
ofte optræder lokalt i svingende antal.
Den brune rotte (Rattus norvegicus) udgjorde
mindre end 1%. Ligesom den voksne mosegris
er den voksne rotte et vel stort bytte for en
natugle.
Rotten ses næsten hvert efterår omkring bygninger
i Tofte. I laden er der mulighed for at æde
korn og anden føde. Gennem vinteren finder
den bosteder i lade, stald og brændehus. Rotten
bekæmpes i Tofte.
Husmus (Mus musculus) er med mellemrum
set og fanget ved Toftegården.
Rovdyr
Ræv (Vulpes vulpes)
Ræven betragtes som et nyttigt rovdyr i Tofte
skov og – mose. Den kan træffes overalt i naturen
og har givet mennesker de fineste oplevelser.
Ræven indgår som et vigtigt element blandt de
dyr og fugle, som lever her, og den er med til
at give balance. Der er en naturlig bestand, som
aldrig har været større end det, som fødegrundlaget
rigeligt har kunnet bære. Rævens vigtigste
fødeemner er mus, biller, bær og frugter. Den
kan ind imellem tage fugleæg og – unger, harekillinger,
rålam og smågrise.
289

Ræven ”rydder op”, når der falder et dyr i naturen,
og det er vigtigt at holde for øje, at vi i Tofte
gennem tiderne har haft mange jordrugende
fugle samtidig med, at ræven aldrig har været efterstræbt
af jægere. Tidligere var der én årlig jagt,
hvor man bl.a. skød ræv. I de sidste 30 år har ræven
været fredet, og kun ræve med skab er blevet
skudt. Det skal bemærkes, at rævebestanden har
holdt sig på det moderate i antal på trods af, at
der ikke drives jagt på den.
Da vi ikke vandrer omkring med hund i området,
er ræven forbavsende tillidsfuld i sin adfærd.
I yderhegnets linje har vi lagt rør på tværs flere
steder, så ræven lettere kan passere ud og ind under
hegnet. Der findes rævegrave spredt over hele
området.
290
Fig. 7 I de sidste 30 år har ræven været fredet i Tofte Skov. Juni 2005. Foto Jan Skriver.
Fra udsigtstårnene har mange fået gode oplevelser
ved at iagttage ræven og dens færden om
vinteren på isen på Tofte sø eller langs stranden
for at søge føde.
Mårhund (Nyctereutes procyonoides)
Mårhund er set én gang i Tofte området. Den
16. juli 2008 blev der registreret 2 individer
ved Tofte sø. Tre uger senere blev 2 mårhunde
nedlagt ved Egense, og alt tyder på, at det er de
samme dyr.
Mårhunden stammer fra Sydøstasien. Den holdes
i fangenskab bl.a. i pelsfarme. Undslupne dyr
kan øve stærk negativ indflydelse på danske fugle
og pattedyr, da den er særdeles alsidig i sit fødevalg.
Mårhunden er ikke ønsket i den danske natur.

Lækat (Mustela erminea)
Lækatten ses med mellemrum i skovlysning og
skovbryn. Hurtigt kan den passere vejene. Lækatten
lever i Tofte primært af mus, men æg og
fugleunger er også yndede fødeemner. I træstakke
langs vejene kan den dukke frem.
I efteråret skifter den til fin, hvid vinterdragt,
og når sneen dominerer, er den godt camoufleret.
Den er hurtig og aktiv og i almindelighed ret
sky, men kan også være nysgerrig.
I april 2006 blev en lækat fanget i en minkfælde
ved Tofte sø. Lækatten sov fredeligt, da vi
kom til fælden. Den blev lukket ud.
Brud (Mustela nivalis)
Brud ses sjældent i Tofte skov. Vi har enkelte
observationer af brud, der i hurtige bevægelser
kun lader sig se i glimt. Der er god vegetation og
dækning for det lille slanke dyr, og uden tvivl er
Fig. 8 Minken er desværre almindelig ved Tofte Sø, hvor den søges
reguleret. 29. marts 2005. Foto Jan Skriver.
der gode betingelser for brud i Tofte skov. Enkelte
brud er fanget af kat i nærheden af Toftegården.
Se også tabel 1 – brud taget af natugle.
I øvrigt gælder det for alle vore mindre arter af
mårdyr, at sporing på sne antyder, at de optræder
væsentlig hyppigere, end de få spredte iagttagelser
af dyrene selv giver indtryk af.
Ilder (Mustela putorius)
Ildere træffes i Tofte skov. I februar 2008 fangede
vi ilder i en fælde, som var sat for at fange
mink. Da vi lukkede den ud, sprang den bort i
roligt tempo, som det er karakteristisk for denne
art.
Der har ikke været drevet jagt på ilder i Tofte
skov. Vi ser ilder med mellemrum overalt i området,
og især på de lavere beliggende og fugtige steder.
Den dukker op fra en træstak eller risbunke
langs skovvejen for at passere vejen i lette spring.
291

Mink (Mustela vison)
Mink eller spor efter mink er gennem tiden blevet
mere og mere almindeligt at finde, især langs
vore vandløb og ved søer. Man kan møde mink,
som ikke er særlig sky.
Dyrene her stammer fra minkfarme med opdræt
for pelsens skyld.
Minken yngler i naturen og klarer sig godt.
Den lever gerne af fisk, hvor den kan fange dem,
men den tager desuden småpatttedyr. Den kan
også gøre sit indhug og forstyrre i områder, hvor
fuglene yngler.
Der findes kun hundestejler og ål i vore søer
og vandløb i Tofte området, men der er rig mulighed
for andre fødeemner.
Vi forsøger at fange minken for at reducere
dens skadelige påvirkning i naturen. Minken er
almindelig ved Tofte sø.
292
Husmår (Martes foina)
I Tofte området er husmår almindelig, og der
findes mange gode levesteder især i den gamle
løvskov. Ved træstakken ser man husmåren bevæge
sig i hurtige spring.
Der er gode fødemuligheder for måren, og den
er næppe efterstræbt af andre dyr.
I Tofte området jages den ikke af mennesket,
men på den offentlige kystvej langs skoven er der
flere gange fundet husmår, som er trafikdræbt.
Skovmår (Martes martes)
I de senere år er skovmåren set mere hyppigt, og
der er en tydelig fremgang for arten. I perioder kan
man flere gange møde skovmåren i samme område.
Måren har ikke været efterstræbt af mennesker,
og der er ikke sket større ændringer i naturen
i Tofte skov.
Fig. 9 Grævling der klør sig ved det gamle gravklompleks under bøgene på Tofte Bakke.
20. april 2010. Foto Jan Skriver.

Fig. 10 Odder på isen. 14. marts 2009. Foto Jan Skriver.
Grævling (Meles meles)
Der er flere komplekser med grævlingegrave,
fordelt i hele Tofte området. Grævlingen lever i
den del af området, hvor bunden er rimelig tør,
og hvor der er blot en smule kuperet, så der kan
graves en grav. Føden søges ofte langt fra graven,
og grævlingen kan træffes helt ude midt på
højmosen. Mosens bær er eftertragtede som supplement
til smådyr som orme og snegle. I skoven
er frugter fra træer og buske vigtige fødeemner.
Grævlingen har i Tofte været fredet mindst et
halvt århundrede før den officielle fredning.
Den har aldrig været betragtet som et skadedyr.
Ind imellem kan man også i dagtimerne se en
grævling lunte af sted i skoven.
Grævlingens ekskrementer kan skinne smukt af
skarnbassens dækvinger. Dens små huller med
ekskrementer ses mange steder og ofte ved hjørner
af granbevoksninger. De samme steder for
nødtørft bruges gennem flere generationer.
Odder (Lutra lutra)
Der har været odder i Tofte området gennem de
sidste ca. 20 år, hvor den på landsplan også er i
fremgang.
Odder ses især i og ved Tofte sø. Den yngler
ved søen, og flere besøgende ved det nye Tofte sø
tårn har set odder med unger boltre sig i søen.
F.eks. så man ved højlys dag odder med 3 unger
i sommeren 2007.
Der er ål i Tofte sø, og det er et vigtigt fødeemne
for odderen, dog er de små 3- og 9-piggede
hundestejler sikkert det vigtigste fødeemne
for odderens unger.
Den svømmer ofte neddykket på en strækning,
dukker op et øjeblik og dykker så igen.
Odderen er ret sky og forsvinder, hvis den
mærker mennesker for tæt på, men i Tofte sø
har den fundet et fredeligt sted at leve. Man kan
håbe, at den lades i fred, hvor den yngler og søger
skjul for at hvile.
293

Parrettåede hovdyr
Vildsvin (Sus scrofa)
Historie
Vildsvinet blev udryddet fra den danske natur i
midten af 1600-tallet. Siden har flere jagtinteresserede
konger indført vildsvin, men omkring
1800 forsvandt de helt fra den danske natur.
Daværende ejere af Tofte skov og mose familien
Schimmelmann, Lindenborg Gods, ønskede
vildsvinet som et ekstra jagtobjekt i den østhimmerlandske
natur.
Fra Hagenbeck og Ulm dyreparker i Tyskland
blev der i 1926 indført 6 stk. vildsvin til Tofte
skov. Det var en stamform af mindre størrelse,
som skulle være nærmest de oprindelige vildsvin
i Danmark.
De første 10 år forløb uden beskydning. Da
man indledte jagt på vildsvin, valgte man i en
årrække udelukkende at skyde nogle orner og
skånede søerne for at sikre en god tilgang for
vildsvinene.
Bestanden øgedes voldsomt, og midt i fyrrerne
var antallet af vildsvin oppe på 5-600 dyr.
Naturen regulerer selv den alt for store bestand,
som langt har oversteget områdets bæreevne.
Mange vildsvin dør pga. dårlig kondition
efter hårtab. En form for skab, som vi kender fra
ræve, er naturens modangreb for at komme ned
på et antal, der giver bedre balance. I kolde og
fugtige perioder fik dyrene bl.a. lungebetændelse.
Syge dyr skydes, og man sætter ind med en
kraftig reduktion af bestanden.
I 1958 var bestanden på ca. 30 vildsvin.
Frem til 1972 holdes bestanden på 30 – 50 dyr.
294
Bestanden øges samtidig med, at man begynder
på kommerciel jagt.
Frem til 1990 er bestanden på omk. 100 dyr.
Bestanden øges, og omk. 1993 er man oppe på
ca. 400 vildsvin.
Vi skønner, i samarbejde med den daværende
ejer Forsikringsselskabet Codan, at bestanden
bør reduceres. Man vælger for en tid at oppebære
en bestand på ca. 300 dyr.
Efter Aage V. Jensens Fond har overtaget Tofte
området er bestanden reduceret til det nuværende
niveau på 150 dyr.
Denne bestand øver betydelig indflydelse på
forholdene i naturen. De ca. 150 dyr plus forårets
tilgang af grise er særdeles aktive i størstedelen
af området.
Alle tallene for bestandsstørrelse (se tabel 2, side
298) er efter beskydning dvs. tidlig forårsbestand.
I dag er der meget få dyr uden for indhegnede
dyrehaver.
Adfærd
I Tofte skov er vildsvinene relativt sky. I forbindelse
med menneskets færdsel kan man fra bil
betragte dyrene på ganske nært hold; men er
man til fods forsvinder de i samme øjeblik, de
ser os eller får færten af os. Færten af hund virker
også særdeles skræmmende på dyrene.
Vildsvinene søler i fugtige områder med mudder
og vand. Formålet er en rensning af pelsen for
insekter. På varme sommerdage virker denne aktivitet
sandsynligvis også som kølende på dyrene.
Vildsvin er ligesom andre dyr aldrig aggressive,
men gør udelukkende udfald for at forsvare
sig selv og deres afkom, hvis de føler sig truede
eller pressede.

Fig. 11 Søer af vildsvin med årets grise (såkaldte "Frischlinge") i naturskoven.
2. september 2011. Foto Peter O. Knudsen.
295

Fig. 12 Vildsvin søger allerede i september efter agern i den gamle naturskov. September 2005. Foto Jan Skriver.
Fødeemner
I skoven og på sletterne søger svinene efter olden,
frugt, bær og planterødder. De æder biller,
larver, orme og desuden æg fra jordrugende
fugle. Det er set, at vildsvin kan tage lam. Friske
ådsler ædes også af vildsvin.
Vildsvinene i Tofte skov får om vinteren et
mindre tilskud af foder i form af majs. Majsen
strøs bredt på jorden, så både store og små kan
komme til.
296
Fodringen foregår adskillige steder for at tilgodese
den store spredning af vildsvin i området,
en spredning, som helst skal bevares. Uden tilskudsfodring
ville det være nødvendigt at reducere
bestanden betydeligt.
Vildsvinene roder meget aktivt i jorden næsten
overalt i Tofte skov. Særligt attraktive er løvskovene,
laggzonen det vil sige overgangszonen mellem
mosen og det højere beliggende landskab,

de lave enge og vejrabatterne. Ude på mosefladen
ses vildsvinene i mindre grad. Her er rødder
af almindelig kæruld og i sensommeren bær af
tranebær, multebær og i moseranden mosebølle,
de foretrukne fødeemner.
Attraktive fødeemner er f.eks. rødder af vejbred,
mælkebøtte, gederams og jordstængler af anemone.
Ved Tofte Sø kan man møde vildsvin,
som roder efter rødder af bl.a. mjødurt, lægebaldrian
og i mindre grad efter tagrør. Lige over
laggzonen på engen er en gammel lokalitet med
engblommer stort set ryddet for denne attraktive
plante. Det er også tydeligt, at der ikke i
foråret kommer et blomstertæppe af anemoner,
fordi jordstænglerne er så efterstræbte af
vildsvinene.
Det er velkendt, at svinene gerne går på kartoffelmarker
for at fouragere, men det er ikke
kendt, at de går efter den bløde halvrådne moderkartoffel
i deres søgen. Fodrer man med
roer, søger vildsvinene også her efter roer, der
evt. har fået frost og dermed er i opløsning
med frigivne sukkerstoffer. Vildsvinene æder
kimplanter og nyspiret græs. Desuden ynder
de græs i blomst. Sammen med kronvildtet er
svinene med til at reducere ny opvækst i skovområderne.
Vildsvinene giver med deres roden
spiremulighed for mange frø, men af det fremspirede
ædes så stor en andel, at man må erkende
en ubalance.
I gode oldenår er vildsvinene meget aktive for at
finde de mange agern og bog. Vi har i Tofte registreret,
at svinenes trang til at rode i jorden øges
væsentligt i denne periode. Der er ingen tvivl
om, at svinene har brug for supplerende mineraler
og føde med anden struktur for at få mest
mulig udbytte af den næringsrige olden. Denne
adfærd i forbindelse med fødesøgning er helt pr.
instinkt hos dyrene.
Når afgrøder på markerne modner i omgivelserne
omkring Tofte, får vildsvinene en trang
til at nyde godt af disse herligheder. Det sker,
at de bryder gennem yderhegnet og tager for
sig i f. eks. en hvedemark. Svinene gaber om et
bundt strå og trækker så stråene gennem munden,
så de får kernerne eller en god del af dem.
Ud over at tage nogle kerner, ”tromler” de meget
korn ned. Der er som oftest flere svin ude
sammen, så de kan virke hærgende på et relativt
stort område.
Før i tiden kunne nogle nabobønder vælge at
lade lidt af afgrøderne stå tilbage. Dermed var
der mulighed for, at svin blev ”lokket” ud, og
jægerne fik chance for at nedlægge det attraktive
bytte.
Brunsttiden
Vildsvin i Tofte området sætter kun grise om
foråret. Brunsttiden falder i december-januar.
De større orner (keilere) vandrer omkring i
området for at finde søer, som er i brunst.
Der kan udspille sig ganske voldsomme kampe
mellem to orner, som mødes nær en so. Ornerne
forsøger med deres hjørnetænder at angribe hinanden,
og når en ældre orne er nedlagt på jagt,
kan man oftest se voldsomme ar i det kraftige
skind efter disse brunstkampe.
297

Vinter
298
Nedlagt
Ialt
Bestand
Efter regulering
1988 – 1989 18 60
1989 – 1990 20 60
1990 – 1991 20 70
1991 – 1992 25 150
1992 – 1993 92 120
1993 – 1994 60 170
1994 – 1995 95 230
1995 – 1996 111 300
1996 – 1997 102 370
1997 – 1998 152 320
1998 – 1999 148 280
1999 – 2000 130 240
2000 – 2001 140 200
2001 – 2002 81 220
2002 – 2003 172 170
2003 – 2004 112 160
2004 – 2005 117 150
2005 – 2006 102 150
2006 – 2007 107 150
2007 – 2008 111 120
2008 - 2009 52 160
2009-2010 123 150
Tabel 2. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering
af vildsvin i Tofte.
Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov
Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov
Søer og grise
Søerne sætter fra 1 til 8 grise i april-maj. I gennemsnit
overlever 3 grise pr. so. Soen sætter
gerne sine grise på en sydhældning, hvor solen
falder ind, og gerne, hvor der tillige er læ og afstand
til vor færdsel.
Svinene samler udelukkende græs til en redekedel,
hvor de sover og opholder sig i ro.
Soen samler en større mængde græs, når hun
sætter sine grise. De nysatte grise dækkes til
med græs i den første tid, når soen går ud for at
fouragere.
De små grise er gyldne i farven og camouflerede
med længdestriber, som efter nogle måneder
forsvinder. Pelsen bliver ensfarvet brun og efterhånden
nærmest sort. Sommerpelsen er tyndere
og kortere end vinterpelsen .
Regulering
I december og januar reduceres vildsvinebestanden
med et antal dyr, som svarer til tilgangen.
Man har gennem tiderne ført en beskydning
jævnt fordelt på aldersklasser.
Det tilstræbes, at antallet af svin kommer på et
niveau på ca. 150 dyr.
Kønsfordelingen på bestanden efter regulering
er tæt på 50 % af hver, dog med lille overvægt af
hundyr. Der nedlægges så vidt muligt ikke griseførende
søer. Smågrisene følger soen et helt år,
og først, når det næste kuld i foråret skal sættes,
må grisene fra året før klare sig selv. Dette forhold
er registret ved vore observationer og ikke
ellers kendt.
I Tofte skov har vi set, at såvel kongeørn som
stor hornugle kan tage smågrise (frischlinge),
men det har ingen indflydelse på bestanden.

Vildsvinene, som nedlægges i Tofte skov og
mose er gennem de seneste 50 år blevet dyrlægekontrollerede.
Dyrene har gennem tiden vist
sig at have en god sundhedstilstand.
Reguleringen af bestanden foregår på 3 -
4 små trykjagter i december og januar. Der
deltager i almindelighed 8 jægere pr. jagt og
et lignende antal medhjælpere. På en stilfærdig
måde trykkes dyrene frem mod jægerne.
Fig. 13 Vildsvin blandt Bønderskovens ege. 8. oktober 2003. Foto Jan Skriver.
Der tilstræbes at øve så lidt forstyrrelse som
muligt.
På få dage afvikles jagten eller reguleringen på
en nænsom måde. Der bruges aldrig hunde til at
trykke dyrene frem. Hunde holdes lukket inde
og tages kun ud, når der evt. skal eftersøges.
Få dage med jagt er tilstræbt for at sikre vildsvinene
og alle de øvrige dyr og fugle så lille
grad af forstyrrelse som muligt.
299

Fig. 14 Kronhjorte i Tofte Sø. 4. juli 2008. Foto Jan Skriver.
300

Krondyr
Historie
Krondyrene (Cervus elaphus) indvandrede efter
sidste istid til Danmark, og i Østhimmerland
har denne stamme efterkommere. I Tofte skov
og mose lever en bestand på ca. 400 dyr.
Gennem genetiske undersøgelser foretaget af
DMU har krondyrene vist sig med stor sandsynlighed
at være tæt på den oprindelige stamme.
For godt 100 år siden valgte man at sikre disse
dyr for eftertiden, og et areal på 4000 hektar i
Lille Vildmose blev indhegnet. Krondyrene i
Tofte er kendt, og den unikke natur, som findes
i dette hegnede område, har gennem tiden i flere
sammenhænge vist sig at være bemærkelsesværdig.
Krondyrenes påvirkning af skove, eng og
heder samt en del af mosen har betydet, at man
i dag har et unikt billede på en stærkt græsningspræget
natur.
Tidligere blev en del af Tofte drevet med landbrug,
men med tiden blev især krondyrenes
påvirkning af landbrugsafgrøderne for stor, og
jagten på krondyrene blev intensiveret i og omkring
Tofte.
I perioden 1900 til 1907 var bestanden på ca.
200 dyr.
Tofte skov og mose blev indhegnet med et 25
km langt ydre hegn i årene 1906- 1907. Dermed
havde dyr og natur en bedre mulighed for
at gå fremtiden i møde. Landbruget blev gradvist
afviklet, og naturen fik største prioritet. Et
enestående valg, når man skal se med nutidens
syn på natur.
Bestanden af krondyr øgedes, da man valgte en
nænsom beskydning, og i Tofte skov og mose var
der omk. 1935 i nærheden af 1000 dyr.
Da det skønnedes at være for mange i forhold
til områdets bæreevne blev bestanden nedbragt
til ca. 800 dyr.
Efter 1945 blev den yderligere reduceret til ca.
600 dyr.
Omkring 1954 kom der sygdom blandt dyrene
i form af indvoldsorme, og der måtte skydes
en del syge dyr. I løbet af en periode på 3 år var
antallet nede på ca. 300 dyr.
Der gik adskillige år, inden dyrene igen var fri
af naturens eget svar på, at bestanden havde været
langt over områdets bæreevne.
Omk. 1975 kom bestanden op på ca. 400 dyr,
og på dette niveau har den været holdt siden.
Krondyrene har været det bærende for områdes
natur, og det har været vigtigt gennem tiden,
at der var stor grad af uforstyrrethed over
for dyrene.
Dyrenes naturlige trang til at færdes ude på
de åbne sletter i dagtimerne blev tilgodeset, og
frem til i dag har mange mennesker haft store
oplevelser ved at iagttage de smukke dyr i det
åbne landskab.
Adfærd
I Danmark er det mest almindeligt, at krondyrene
er nataktive. Dyrene kommer frem fra
skovtykningen ved skumring for at fouragere i
det mere åbne land, og når det dæmrer, trækker
dyrene sig igen tilbage til skovene med dækning.
Menneskets færdsel påvirker dyrene. Det er tydeligt,
at de er usikre, når vi går en tur i skoven.
301

Kun få mennesker får oplevelser med at betragte
krondyr frit i de åbne skove. Krondyrene er meget
opmærksomme dyr, og længe før vi kommer
nær, har de i almindelighed hørt, set eller fået
færten af os. Dyrene trækker bort fra vor vej.
Hunden kaldes for menneskets bedste ven, men
de vilde dyr viser tydeligt, at utrygheden rammer
dem, hvor der er fært af hunde. Et faktum, som
synes overset, og tydeligvis ikke står til debat. Vi
vælger i almindelighed at færdes i naturen uden
at betænke, hvad dyr og fugle kan bære. Naturen
er til for at bruges, siger vi, men hvem stiller
spørgsmålstegn ved, hvad naturen kan klare? I
almindelighed ser vi kun i glimt de beboere, vi
tragter efter at møde.
Tofte skov har været kendt for de trygge krondyr.
Det er almindeligt, at rudler af krondyr står
roligt ude i det åbne landskab dagen lang. Når
vi kører ad vejene, kan vi betragte dyrene, som
fouragerer eller sidder og tygger drøv. Dyrene
er dog på vagt, og hvis vi standser eller bakker
med bilen, vælger dyrene at trække bort fra os.
Folk til fods eller på cykel kommer ikke så tæt
på kronvildtet som dem, der kører i bil. Det er
en betydende årsag til, at guidede ture i Tofte
foregår i bil. Når vi i Tofte området kommer en
flok til fods, tager dyrene flugten tidligt, når de
på stor afstand har set os.
Fødeemner
I Tofte er et af de vigtigste fødeemner græs. Her
skal nævnes bølget bunke, som også kaldes hjortegræs.
Krondyr æder alle blødere græsarter og
mange urter samt blade af flere træarter, f.eks.
ask og bøg. Kimbladene af næsten alle løvtræer
302
bliver ædt i en sådan grad, at visse træarter stort
set ikke kan forynges uden et skærmende hegn.
Frugter af de forskellige træarter er vigtig føde
for krondyrene. Her skal nævnes agern og bog,
hassel, skovabild og askefrø. I vintertiden æder
dyrene gerne knopper og unge skud. Stedsegrønne
buske som kristtorn, ene, fyr og rødgran
bliver taget. Hedearealerne bliver afgræsset, så
lyngen forynger sig og derved til stadighed kan
give et supplement til føden, når der er behov.
Nedbidning af træer
Eksempler på bøge, som holdes nedbidte gennem
adskillige år, ses flere steder i Tofte skov.
I 1985 fældede vi en bøgebusk, som var holdt
nedbidt over lang tid. Det viste sig på antallet
af årringe, at denne bøg, som endnu ikke havde
nået en meter i højden, var 63 år gammel. Disse
tilbageholdte bøge bliver med tiden bredere, og
de midterste skud vil på et tidspunkt, når det
kniber for dyrene at nå ind til den centrale del af
bøgen, få mulighed for at skyde i vejret og danne
et mere almindeligt formet bøgetræ.
Ude på højmosen færdes krondyrene i mindre
grad. Dyrene går ad deres veksler på tværs
af mosefladen fra skoven til områder langs randen
af højmosen, hvor naturen byder på gode
fødeemner, læ og uforstyrrethed. På højmosen
fouragerer dyrene på birkeskud, lyng, kæruld,
mosebølle, pors og de græsser og urter, som gror
ved vældområder: Lunerne, Gåsehullerne og
områderne med rigkær i bl.a. den østlige del af
højmosen.
Efter Tofte området blev indhegnet omk. 1907,
valgte man at give krondyrene tilskudsfoder.

Fig. 15 Kronhjort set fra Tofte Skov-tårnet nær Øster Hurup. 21. september 2003. Foto Jan Skriver.
Foderet blev bragt ud til mange forskellige foderpladser,
fordelt ude, hvor dyrene i forvejen
yndede at færdes. Hinderne blev sikret gennem
et tilskud i den tid, de var drægtige, og hjortene
fik et tilskud, der var tilført kalk og mineraler.
Hjortenes gevirvækst har været tilgodeset med
dette foder.
Efter at man i 2001 ophørte med at fodre dyrene
med kraftfoder, er såvel kropsvægt som gevirvægt
for krondyrene reduceret markant. En tilpasning
er dog tydelig. Hinderne kvitterede i de første år
med en ringere kalve-sætning. Nu er situationen
normaliseret, og hinderne sætter et antal kalve,
som svarer til bestandssammensætningen.
I dag er naturen bestemmende for, hvorledes dyrene
trives. Det skal derfor understreges, at bestandsstørrelse
(se tabel 3, side 307) og sammensætning
af plante- og trævækster har afgørende
betydning. Til enhver tid er det nødvendigt at
forholde sig til, at bestanden ikke overskrider
det, som fødegrundlaget tilsiger.
Hver sommer bjærger vi hø på egne arealer, så
vi er sikre på den naturlige og økologiske vinkel.
Høet anvendes til fodring af krondyrene i de perioder,
hvor frost og sne kan præge landskabet.
Med så mange dyr i et afgrænset område er
det nødvendigt, at der altid er adgang til vand.
303

Fig. 16 Hjorte kan langt hen på vinteren stadig finde agern mellem ege. 15. februar 2005. Foto Jan Skriver.
Adskillige steder i Tofte er der søer af forskellig
størrelse, og mange af disse søer er så tilpas
dybe, at de sjældent tørrer helt ud. Desuden er
der flere vandløb, som næsten altid er vandførende.
På mosen og langs randen, laggzonen, er
der adskillige våde områder, og dyrene har god
adgang til drikkevand
Gevirdannelsen
Hvert år i februar-marts kaster hjorten geviret,
og et nyt vokser frem. Normalt bliver geviret år
304
for år større, indtil hjorten i en alder af 12-13
år er på sit bedste og de følgende år sætter et
mindre gevir. Hjorten går retur, som man kalder
det. I den tid, geviret vokser, er det dækket med
et hudlag kaldet basten, hvor blodårerne ligger
tæt, og hvorigennem transporten af næring til
det nye gevir foregår.
Hjortenes gevirer er generelt pæne, og af ydre,
som man kunne ønske. Gevirvægten er reduceret
betydeligt, dvs. omkring 30 % i forhold til den
vægt, man opnåede ved at give et tilskud af foder.

Brunsttiden
I brunsttiden søler hjortene. De sætter sig i et
mudret/vådt område, som er tilsat væsker fra
dyret. Såvel gevir som forben bruges heftigt til
at bearbejde sølepladsen. Hjortene søler, dvs.
de vender sig med kroppen i mudderet. I umiddelbar
nærhed af hjortenes brunstpladser findes
adskillige sølepladser, som bruges år efter år.
Mange steder i Tofte er der etablerede sølepladser,
som benyttes af såvel hjorte som vildsvin.
Fig. 17 Brølende pladshjort. September 2005. Foto Jan Skriver.
Omkring sølehullerne er der på træer og stød
tydeligt afsat mudder. Det er især vildsvin, som
gnubber sig efter at have sølet
I september og oktober er krondyrene i brunst.
Spredt rundt i området på sletter og enge søger
hjorte til en rudel af hinder og kalve. En rudel
kan i antal komme op på 70-100 dyr.
De aktive kronhjorte står i almindelighed op
til tre uger med rudel. Der udkæmpes kampe om
hinderne. Hjortene kæmper front mod front.
305

I stor fart kan de knalde gevirerne sammen adskillige
gange. Front mod front kan de presse
hinanden for en tid. I sjældne tilfælde kan gevirerne
låse sig sammen, så de ikke kan komme fri,
og dyrene lider en tragisk død.
Ind imellem forsøger hjortene at angribe og
stange hinanden i siden. Næsten hvert år finder
vi i området en hjort, som er faldet i brunstkamp,
og i almindelighed er den stanget i bugen.
I den periode, hjortene står på brunstplads,
tager de meget lidt føde til sig, og det er ikke
usædvanligt, at de taber op til 30% af deres
kropsvægt.
306
Efter brunsttiden vandrer hjortene tilbage til
den del af området, hvor de sædvanligvis opholder
sig udenfor brunsttiden, og da samler de
ældre dyr sig atter i hjorterudler. Yngre hjorte
kan gå sammen, og de yngste bliver i rudel med
hinder og kalve.
Hinder og kalve
Hinderne er drægtige i 8 måneder, og omkring
maj sætter hinden én kalv. Hinden finder et fredeligt
sted for at sætte sin kalv, og i den første
tid bliver den nye kalv lagt af, når hinden går ud
for at fouragere. Efter 6-8 dage følger kalven med
Fig. 18 Kronhjorte i bast på Tofte Bakke, juni 2005. Bemærk allikerne, som samler redematriale i form af hjortenes
fældede hår.Tilsvarende kan på samme årstid ses i f. eks. Jægersborg Dyrehave. Juni 2005. Foto Jan Skriver.

hinden, og hinderne finder igen sammen i rudler.
Kalven følger hinden i op til to år. Når dyrene ses
vandre, er det naturligt at se hind, kalv og smaldyr/spidshjort
komme efter hinanden i nævnte
rækkefølge. Smaldyr/spidshjort er afkommet fra
året før.
Regulering
Hvert efterår bliver bestanden af krondyr reguleret,
dvs. der bliver nedlagt et antal dyr, som
svarer til forårets tilgang af kalve. Man sikrer
dermed, at bestanden af krondyr er jævn set over
en årrække. Vi tilstræber en ensartet kønsfordeling.
Der nedlægges 1/3 hjorte, 1/3 hinder og
1/3 kalve ud af det totale antal, som skal væk.
Den stilfærdige form for jagt, pürschjagt,
har gennem tiden været anvendt for at sikre ro
omkring dyrene og området som helhed. En
enkelt eller to jægere lister/ pürscher sig frem
til dyret, man vil nedlægge.
Denne form for jagt har stenaldermanden også
benyttet.
Krondyr har i flere egne af landet været et
vigtigt fødeemne, og kød af krondyr regnes
stadig for en fin spise.
Geviret og nogle knogler blev udnyttet
til redskaber, og skindet blev anvendt til
beklædning.
Meget er ændret siden, det gælder befolkningstæthed,
infrastruktur og adgang for dyrene
til egnede fødeemner.
Krondyr er stadig et yndet jagtobjekt, men
der satses på at øge antallet af dyr i Danmarks
natur, så den brede befolkning får flere muligheder
for at opleve de store dyr.
Efterår Hjorte Hinder Kalve Nedlagt
I alt:
Bestand
pr. 31/12
1988 40 40 40 120 400
1989 35 40 45 120 400
1990 40 35 45 120 400
1991 40 30 45 115 400
1992 45 40 45 130 400
1993 40 40 40 120 400
1994 40 40 45 125 400
1995 35 40 40 115 410
1996 30 30 30 90 420
1997 45 45 45 135 410
1998 45 40 45 130 430
1999 40 45 35 120 450
2000 35 45 45 125 420
2001 42 48 39 129 400
2002 16 28 22 66 400
2003 20 24 25 69 400
2004 19 17 16 52 380
2005 17 16 14 47 360
2006 17 4 0 21 380
2007 15 18 12 45 400
2008 25 24 16 65 400
2009 33 28 25 86 400
Tabel 3. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering
af krondyr i Tofte.
Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov.
Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov.
307

Rådyr
Der står rådyr (Capreolus capreolus) spredt over
hele Tofte skov og mose. Vi skønner, at det totale
antal er ca. 150 stk.
Selv om krondyrene ikke jager med rådyrene,
er det tydeligt, at rådyrene viger fra de områder,
hvor krondyrene især færdes.
Rådyrene træffes spredt i skovområdet, og de
ynder at opholde sig rundt langs hegnet ved randen
af mosen.
Der er konkurrence om fødeemnerne, hvor
krondyrene dominerer. Rådyrene står med større
indbyrdes afstand, og de fleste viger til andre
områder, som ikke er så attraktive eller prægede
af krondyrene. Rådyrene fouragerer helst på specifikke
urter, og i moseranden æder de meget
gerne af mosebølle, pors og birk.
Det sker, at vildsvin tager et nysat lam.
Fra Tofte bakke kan man på dage med god
sigtbarhed være heldig at få øje på rådyr, der ynder
at opholde sig ved de små grupper af birk
eller fyr, som naturligt findes på mosen.
Kører man ad skovvejene i bil, kan rådyr blive
fredeligt stående og opmærksomt iagttage, at vi
passerer. Standser vi, sender vi dyrene på flugt.
Rådyr vandrer ikke så langt omkring, sammenlignet
med krondyr. Dyrene er i udpræget
grad forbundne med en fast lokalitet.
308
Karakteristik af pattedyrfaunaen
i Tofte skov og mose
Der er i alt registreret 37 arter af landlevende
pattedyr i Tofte området. D.v.s. >60 % af de
61 arter, der er medtaget i Dansk pattedyratlas.
Nogle få arter vil sikkert kunne føjes til områdets
liste de kommende år. F.eks. frynseflagermus,
skimmelflagermus og bæver. De fleste af
de øvrige manglende arter har så begrænset en
forekomst i Danmark, at de ikke umiddelbart
kan forventes.
Antallet af arter er kun én side af pattedyrfaunaen
i et område (diversiteten). Også hvilke
arter, det drejer sig om, og i hvilket antal de forekommer,
er væsentlig for vurderingen af et område.
Som eksempler kan nævnes damflagermus,
skovmår og odder, krondyr og vildsvin. For de
to sidstnævnte arter gælder yderligere, at de har
en interessant historie på stedet, og at deres virken
har præget landskabet.
Tofte områdets solide repræsentation af danske
pattedyr sammenholdt med det helt specielle
landskab de færdes i, og den ro, der er opbygget
omkring dyrenes adfærd overfor mennesker, gør
området til et af de mest væsentlige for den danske
pattedyrfauna og for studiet af den.
Litteratur
H.J. Baagøe og T. S. Jensen (2007): Dansk pattedyratlas.Gyldendal.
Jensen B. (1993): Nordens pattedyr. Gad

Fig. 19 Ung råbuk på græssletten neden for Tofte Bakke Huset. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver.
309

Fig. 1 Skovfoged Birgit Knudsen med trofæ af kronhjort nedlagt 11. september 2000. Hjorten var 12 år gammel, og
den var da en ulige 28 ender, som blev nedlagt på brunstpladsen: Hestefoldene.
20. april 2012. Foto Peter O. Knudsen.
310