Pattedyrene i Tofte Skov og Mose - Aage V. Jensens Fonde

avjf.dk

Pattedyrene i Tofte Skov og Mose - Aage V. Jensens Fonde

Indledning

Pattedyrene i Tofte Skov og Mose

Af Birgit A. Knudsen og Peter O. Knudsen

Nedenstående oversigt over Tofte skov og moses

pattedyr er især baseret på vore egne erfaringer som

henholdsvis revirjæger i Vildmosen siden 1958 og

skovfoged med arbejde i området siden 1977.

Desuden har vi haft adgang til projekt ”Dansk

pattedyratlas” data fra de to 10 x 10 km kvadrater,

hvori Tofte skov og mose ligger.

Hans Baagøe, Zoologisk Museum, København

har givet oplysninger om sine registreringer af

flagermus ved 5 natlige besøg med flagermusdetektor

(juli og aug. 2002 og juni 2008).

Birger Jensen har givet oplysning om optælling

af overvintrende flagermus i Smidie

kalkgrube.

Annelise Jensen har artsbestemt rester af 350

byttedyr fra uglegylp indsamlet i Tofte skov de

senere år. Helt overvejende gylp fra natugle indsamlet

på loftet i skovens forladte ledvogterhus,

Bakhuset.

Uden de nævnte oplysninger ville det have

været meget lidt, der forelå om småpattedyr fra

området.

Birger Jensen har desuden givet råd og vejledning

ved manuskriptets udformning.

Alle takkes for den nævnte hjælp.

Anvendte benævnelser

Tofte området: Her menes det totale areal, som

udgøres af Tofte skov og Tofte mose.

Areal i alt: 3993 ha.

Tofte skov: Herunder hører skovbevokset areal

og åbne arealer, dog ikke højmosen. I alt: 1604 ha

Tofte mose med søer: 2389 ha.

Yderhegnet, som sikrer de større dyr i området,

blev færdigt i 1907. Hegnet er ca. 25 km. langt.

Skov og mose

Tofte skov: Den østlige del af Tofte området består

af heder, sletter, enge og skov.

For mere end 100 år siden valgte de daværende

ejere familien Schimmelmann, Lindenborg Gods,

at Tofte skov og mose skulle være et naturområde,

hvor dyrene havde de bedste livsbetingelser.

Driften af hele området var baseret på så lav en

forstyrrelsesgrad som mulig af hensyn til et godt

miljø for fugle og dyr.

Til forskel fra mange andre danske skove er

Tofte skov markant med vekselvirkningen mellem

det skovbevoksede og de mange åbne arealer

i skoven.

281


Meget bevidst har man valgt dette for at give

dyrene gode vilkår med varierede fouragerings-

muligheder.

For kronvildtets vedkommende er der i efteråret

således sikret de rette betingelser for at

søge til åbne brunstpladser med en vis indbyrdes

afstand.

Åbne grøfter og bække skærer igennem Tofte

skov, og sammen med adskillige mindre søer betyder

det, at dyr og fugle året igennem har let

adgang til vand.

De mange lysåbne skovpartier i naturskoven giver

varierede fødemuligheder til både fugle og dyr.

Områder med gran og fyr giver læ og dækning,

og det er tydeligt, at de større dyr søger

hertil, når vejret er præget af blæst og nedbør,

eller der er forstyrrelser af mennesker.

For at sikre optimale forhold for de dyr, vi gerne

vil se, må vi fastholde en skovstruktur med en

jævn fordeling af arealer med nåletræ, som giver

dyrene mulighed for dækning.

En naturskov, hvor løvskoven har indblandede

partier af gran og fyr, giver os et smukt skovbillede

året rundt og tillige en stor gevinst i de

øgede muligheder for flere fuglearter.

Tofte mose - Vildmosen

Navnet leder tankerne hen på noget oprindeligt,

noget fra vor fortid, noget der rummer natur.

Det forholder sig sådan endnu, og man vil gerne

fastholde og forbedre naturtilstanden. Det er

vigtigt at fastholde, at naturen er sammensat. En

del af naturen er pattedyrene, og det er fortsat

vigtigt at sikre dyrene de bedste forhold.

282

Når dyrene vandrer på mosen, bruger de vekslerne,

som har eksisteret gennem århundreder.

Dyrene benytter til stadighed de samme veksler,

som er stier, trådt af dyr. Et sirligt mønster tegner

sig ud over mosefladen. Dette mønster er ikke tilfældigt,

men vekslerne, som tegner dette mønster,

har nogle tydelige forløb fra busk til busk, fra træ

til gruppe af træer osv. Steder med vegetation på

mosen tjener som dækning, og dyrene trækker

helt naturligt efter dette. Hovedvekslerne ud over

mosen går bl.a. til lunerne (mindre søer på mosen)

eller til andre markante steder med vegetation.

Dyrenes muligheder for på denne måde at finde

en vis tryghed i deres vandring ude på mosefladen

bør betænkes i forbindelse med rydning af

opvækst på mosen. De bevoksede pletter på mosen

kan betragtes som mosens korridorer.

Vi tænker på og taler om, hvilke oplevelser, vi

som mennesker ønsker at opnå i naturen. Disse

oplevelser inkluderer ofte det ypperste af flora

og fauna. Det er på tide, at vi tager hånd om

at sikre det bedste miljø for alt det, vi gerne vil

opleve derude. Der skal gives de bedste vilkår til

både flora og fauna, og det inkluderer, at man

begrænser færdsel af mennesker.

Insektædere

Pindsvin (Erinaceus europaeus)

Pindsvinet må betragtes som ikke til stede eller

uhyre sjældent i Tofte området.

Sidst et pindsvin er set, er for 25 år siden i

1987 ved Sandhusvej i den østligste del af


Fig. 2 Pindsvinet er måske forsvundet fra Tofte Skov. Billedet her er

taget uden for hegnet. 23. august 2005. Foto Jan Skriver.

skoven. Dyret er almindeligvis mere at finde ved

gårde eller bynære områder.

Inden for de sidste 50 år er pindsvin i øvrigt set

et par gange forskellige steder ud ad den gamle

Hurupvej. Frem til 1960-erne havde skovfogeden

husdyr og nogle landbrugsafgrøder på Toftegården.

Dengang var pindsvinet almindeligt

ved gården midt i Tofte skov.

Det kan tænkes, at vildsvinene tager pindsvin,

og dette forhold kan være medvirkende årsag til,

at vi ikke længere træffer pindsvin i området.

Spidsmus

Vore tre arter af spidsmus ser man sjældent, og

da er det som regel i form af et dødt eksemplar

på en skovvej. Det gælder også i Tofte skov.

Blandt natuglens byttedyr (se tabel 1, side 288)

optræder alm. spidsmus (Sorex araneus) imidlertid

hyppigt - 45 af 350 dyr - (13%), - mens

dværgspidsmus (Sorex minutus) og vandspidsmus

(Neomys fodiens) er fåtallige henholdsvis 5 og 4 stk.

Tilsvarende forhold gør sig gældende på landsplan

for de tre arter (Dansk pattedyratlas 2007).

Muldvarp (Talpa europaea)

Der findes muldvarp på mange arealer i Tofte

området, hvor der tidligere har været drevet

landbrug. Især, hvor der stadig er åbent land

med vedvarende græs og urter, men også i skoven

kan man se spor efter muldvarpens aktiviteter

i form af muldvarpeskud.

Der gøres intet for at bekæmpe muldvarpen.

Man kan ikke tale om, at den noget sted er et

problem i Tofte, men den kan sætte sit præg på

landskabet.

Man ser ikke spor, der viser, at muldvarpen er

specielt efterstræbt af andre dyr, men en række

dyr og nogle fuglearter tager den, når lejlighed

gives, det gælder f.eks. ræv, grævling, vildsvin,

fiskehejre, natugle og musvåge.

283


Fig. 3 Damflagermus i kalkgrube. 8. april 2003. Foto Hans J. Baagøe.

284


Flagermus

I Danmark er der registreret 17 arter af flagermus,

men for den almindelige iagttager ligner

de fleste af dem hinanden så meget, at man blot

siger, at det er en flagermus uden at beskæftige

sig med, hvilken art det er. Det gør naturligvis

ikke en artsbestemmelse lettere, at flagermus fortrinsvis

er aktive i døgnets mørke timer. Her har

man de senere år fået et hjælpemiddel til at følge

flagermusens natlige færden. Der er udviklet et

apparat (bat detektor), der på forskellig måde

kan registrere flagermusens højfrekvente orienteringslyde,

så man lettere kan finde de flyvende

flagermus i mørket, og bedre artsbestemme dem

på forskelle i deres lyde.

Ved hjælp af en sådan detektor har Hans

Baagøe fra Zoologisk Museum, København på

5 nætter fundet med sikkerhed 7 arter flagermus

i Tofte området. Kun enkelte yderligere

oplysninger foreligger herfra om denne dårligt

kendte pattedyrgruppe. Det kan dog nævnes,

at der fra oktober til april overvintrer 4 arter

flagermus i Smidie kalkgruber. Indgangen til

gruben ligger kun knap 1 km fra Tofte yderhegn

i nordvestlig retning. Flagermusene vil

i forbindelse med til-flyvning om efteråret og

ud-flyvning om foråret for en stor del flyve over

Tofte området, og nogle tilbringer også sommeren

i dette lokalområde.

Vandflagermus (Myotis daubentoni). Blev set og

hørt flere gange på forskellige steder bl.a. jagende

på sin karakteristiske måde ganske lavt over

vandet i Tofte sø. Formodentlig yngler arten i

Tofte området og op til 500 overvintrer i Smidie

kalkgrube.

Damflagermus (Myotis dasycneme). Også denne

art blev set og hørt i Tofte området og yngler

formentlig på denne lokalitet. Nogle hundrede

overvintrer i Smidie kalkgrube.

Troldflagermus (Pipistrellus nathusii). Enkelte

jagende og overflyvende registreret.

Dværgflagermus (Pipistrellus pygmaeus). Set og

hørt jagende og overflyvende mange steder.

Pipistrelflagermus (Pipistrellus Pipistrellus). Registreret

passerende.

Brunflagermus (Nyctalus noctula). Set og hørt

overflyvende og jagende.

Sydflagermus (Eptesicus serotinus). Nogle jagende

og overflyvende dyr registreret.

Langøret flagermus (Plecotus auritus). Set og

hørt ved Toftegårdens bygninger og 1 fløj inde

i laden. I 2007 fandtes et afkræftet eksemplar.

Hertil kan føjes, at Frynseflagermus (Myotis

nattereri) muligvis er hørt med detektoren, og at

den i hvert fald overvintrer i Smidie Kalkgrube i

et antal af ca. 100.

Det samme gælder Brandts flagermus (Myotis

brandti), der heller ikke med sikkerhed er hørt i

Tofte området, men hvoraf ca. 100 overvintrer i

Smidie kalkgrube. Af denne art blev der imidlertid

10. juni 1946 fundet en koloni i et hult træ

i Tofte skov, hvorfra eksemplarer findes på Naturhistorisk

Museum i Aarhus. Det er det eneste

tilfælde, hvor der i Tofte området er bemærket

en koloni af flagermus.

285


Fig. 4 Hare ved Toftegården. 2. juni 2011. Foto Peter O. Knudsen.

Hare

Haren (Lepus europaeus) trives tydeligt på flere

åbne områder i Tofte. På Kragelundsmarken, ved

Toftegården ogTofte bakke ser man jævnligt

harer. Haren færdes ikke på højmosefladen, men

lever på den ”tørre” del af området.

Dyrene er rolige, og tillidsfuldt passer de deres

fouragering, når man passerer dem på ret tæt hold.

I Tofte er haren aktiv og ses ofte i dagtimerne.

Årsagen til denne ro skal findes i den

286

måde, vi omgås dyrene. Haren lades i fred. Ingen

hunde færdes frit, og der drives ingen jagt

på haren.

Ingen brug af sprøjtemidler i Tofte betyder, at

harens fødeemner er ”sunde”. Haren æder en del

skud og kviste. Ræv og store rovfugle som ørne

og ugler har vi set tage harekillinger.

Haren har gennem tiden givet mange gode

oplevelser især også til de besøgende på guidede

ture. Den betragtes som et vigtigt dyr i

Tofte.


Gnavere

Egern (Sciurus vulgaris)

I årene op til 1970 var egernet et almindeligt

dyr i skoven. Ganske hurtigt herefter faldt antallet,

og siden har vi kun iagttaget få egern i

området, til trods for at der aldrig er drevet jagt

på egern.

Den røde farvetype ses oftest, men en mere

mørk farvevariant kan også forekomme. Egernet

finder tydeligvis føden af kogler fra rødgran, sitkagran

og fyr. Agern, bog og især hasselnødder

er yndet føde. I Tofte er det i skarp konkurrence

med kronvildt og vildsvin.

Egernet har behov for kalk. Vi har set egerngnav

på rosenkransen af kastestænger, der har

været hængt op i træerne.

Man kan håbe, at egernet igen bliver almindeligt

at træffe i skoven, for dyret er både smukt og

interessant at iagttage.

I modsætning til Tofte skov er der i det tilstødende

sommerhusområde ved Øster Hurup en

større egernbestand.

Næsten alle her i landet kender et egern, men

vore andre gnavere – mus og rotter – kan de

færreste sætte navn på. Dels ser man dem kun

i korte glimt, når de smutter af sted, dels ligner

de hinanden ret meget. Man skal altså helst have

dem i hånden for at foretage en sikker artsbestemmelse.

Dyrene skal fanges i fælder, eller man

skal undersøge uglegylp for rester af byttedyr.

Stort vedvarende græsdække, mange skovbryn,

urørte sletter og enge med spredt vegetation og

Fig, 5 Både røde og mørke egern forekommer i Tofte Skov. Arter er siden 1970 blevet mere fåtallig.

18. februar 2003. Foto Jan Skriver.

287


naturlig føde giver optimale vilkår for mange

mus. Mus betragtes ikke som skadedyr i Toftes

natur, men de er et vigtigt fødeemne for rovdyr

som ræv, mår og lækat. For mange fugle, bl.a.

tårnfalk, musvåge og ugler er mus særdeles betydningsfulde.

Der tages ligeledes mus af hugorm og

snog. Vi finder rester af musens gnaven for føde,

bl.a. på træer og buske, kogler, agern og nødder.

Fine tandmærker på kastestænger af hjorte vidner

også om musens aktivitet for at få kalk.

Byttedyr Antal Andel i %

Muldvarp 1


Fig. 6 Rødmus er den mest dagaktive af musene i Tofte Skov. August 2005. Foto Jan Skriver.

Dværgmusen (Micromys minutus) udgør 3%, og

det er en almindelig andel for denne art, som

ofte optræder lokalt i svingende antal.

Den brune rotte (Rattus norvegicus) udgjorde

mindre end 1%. Ligesom den voksne mosegris

er den voksne rotte et vel stort bytte for en

natugle.

Rotten ses næsten hvert efterår omkring bygninger

i Tofte. I laden er der mulighed for at æde

korn og anden føde. Gennem vinteren finder

den bosteder i lade, stald og brændehus. Rotten

bekæmpes i Tofte.

Husmus (Mus musculus) er med mellemrum

set og fanget ved Toftegården.

Rovdyr

Ræv (Vulpes vulpes)

Ræven betragtes som et nyttigt rovdyr i Tofte

skov og – mose. Den kan træffes overalt i naturen

og har givet mennesker de fineste oplevelser.

Ræven indgår som et vigtigt element blandt de

dyr og fugle, som lever her, og den er med til

at give balance. Der er en naturlig bestand, som

aldrig har været større end det, som fødegrundlaget

rigeligt har kunnet bære. Rævens vigtigste

fødeemner er mus, biller, bær og frugter. Den

kan ind imellem tage fugleæg og – unger, harekillinger,

rålam og smågrise.

289


Ræven ”rydder op”, når der falder et dyr i naturen,

og det er vigtigt at holde for øje, at vi i Tofte

gennem tiderne har haft mange jordrugende

fugle samtidig med, at ræven aldrig har været efterstræbt

af jægere. Tidligere var der én årlig jagt,

hvor man bl.a. skød ræv. I de sidste 30 år har ræven

været fredet, og kun ræve med skab er blevet

skudt. Det skal bemærkes, at rævebestanden har

holdt sig på det moderate i antal på trods af, at

der ikke drives jagt på den.

Da vi ikke vandrer omkring med hund i området,

er ræven forbavsende tillidsfuld i sin adfærd.

I yderhegnets linje har vi lagt rør på tværs flere

steder, så ræven lettere kan passere ud og ind under

hegnet. Der findes rævegrave spredt over hele

området.

290

Fig. 7 I de sidste 30 år har ræven været fredet i Tofte Skov. Juni 2005. Foto Jan Skriver.

Fra udsigtstårnene har mange fået gode oplevelser

ved at iagttage ræven og dens færden om

vinteren på isen på Tofte sø eller langs stranden

for at søge føde.

Mårhund (Nyctereutes procyonoides)

Mårhund er set én gang i Tofte området. Den

16. juli 2008 blev der registreret 2 individer

ved Tofte sø. Tre uger senere blev 2 mårhunde

nedlagt ved Egense, og alt tyder på, at det er de

samme dyr.

Mårhunden stammer fra Sydøstasien. Den holdes

i fangenskab bl.a. i pelsfarme. Undslupne dyr

kan øve stærk negativ indflydelse på danske fugle

og pattedyr, da den er særdeles alsidig i sit fødevalg.

Mårhunden er ikke ønsket i den danske natur.


Lækat (Mustela erminea)

Lækatten ses med mellemrum i skovlysning og

skovbryn. Hurtigt kan den passere vejene. Lækatten

lever i Tofte primært af mus, men æg og

fugleunger er også yndede fødeemner. I træstakke

langs vejene kan den dukke frem.

I efteråret skifter den til fin, hvid vinterdragt,

og når sneen dominerer, er den godt camoufleret.

Den er hurtig og aktiv og i almindelighed ret

sky, men kan også være nysgerrig.

I april 2006 blev en lækat fanget i en minkfælde

ved Tofte sø. Lækatten sov fredeligt, da vi

kom til fælden. Den blev lukket ud.

Brud (Mustela nivalis)

Brud ses sjældent i Tofte skov. Vi har enkelte

observationer af brud, der i hurtige bevægelser

kun lader sig se i glimt. Der er god vegetation og

dækning for det lille slanke dyr, og uden tvivl er

Fig. 8 Minken er desværre almindelig ved Tofte Sø, hvor den søges

reguleret. 29. marts 2005. Foto Jan Skriver.

der gode betingelser for brud i Tofte skov. Enkelte

brud er fanget af kat i nærheden af Toftegården.

Se også tabel 1 – brud taget af natugle.

I øvrigt gælder det for alle vore mindre arter af

mårdyr, at sporing på sne antyder, at de optræder

væsentlig hyppigere, end de få spredte iagttagelser

af dyrene selv giver indtryk af.

Ilder (Mustela putorius)

Ildere træffes i Tofte skov. I februar 2008 fangede

vi ilder i en fælde, som var sat for at fange

mink. Da vi lukkede den ud, sprang den bort i

roligt tempo, som det er karakteristisk for denne

art.

Der har ikke været drevet jagt på ilder i Tofte

skov. Vi ser ilder med mellemrum overalt i området,

og især på de lavere beliggende og fugtige steder.

Den dukker op fra en træstak eller risbunke

langs skovvejen for at passere vejen i lette spring.

291


Mink (Mustela vison)

Mink eller spor efter mink er gennem tiden blevet

mere og mere almindeligt at finde, især langs

vore vandløb og ved søer. Man kan møde mink,

som ikke er særlig sky.

Dyrene her stammer fra minkfarme med opdræt

for pelsens skyld.

Minken yngler i naturen og klarer sig godt.

Den lever gerne af fisk, hvor den kan fange dem,

men den tager desuden småpatttedyr. Den kan

også gøre sit indhug og forstyrre i områder, hvor

fuglene yngler.

Der findes kun hundestejler og ål i vore søer

og vandløb i Tofte området, men der er rig mulighed

for andre fødeemner.

Vi forsøger at fange minken for at reducere

dens skadelige påvirkning i naturen. Minken er

almindelig ved Tofte sø.

292

Husmår (Martes foina)

I Tofte området er husmår almindelig, og der

findes mange gode levesteder især i den gamle

løvskov. Ved træstakken ser man husmåren bevæge

sig i hurtige spring.

Der er gode fødemuligheder for måren, og den

er næppe efterstræbt af andre dyr.

I Tofte området jages den ikke af mennesket,

men på den offentlige kystvej langs skoven er der

flere gange fundet husmår, som er trafikdræbt.

Skovmår (Martes martes)

I de senere år er skovmåren set mere hyppigt, og

der er en tydelig fremgang for arten. I perioder kan

man flere gange møde skovmåren i samme område.

Måren har ikke været efterstræbt af mennesker,

og der er ikke sket større ændringer i naturen

i Tofte skov.

Fig. 9 Grævling der klør sig ved det gamle gravklompleks under bøgene på Tofte Bakke.

20. april 2010. Foto Jan Skriver.


Fig. 10 Odder på isen. 14. marts 2009. Foto Jan Skriver.

Grævling (Meles meles)

Der er flere komplekser med grævlingegrave,

fordelt i hele Tofte området. Grævlingen lever i

den del af området, hvor bunden er rimelig tør,

og hvor der er blot en smule kuperet, så der kan

graves en grav. Føden søges ofte langt fra graven,

og grævlingen kan træffes helt ude midt på

højmosen. Mosens bær er eftertragtede som supplement

til smådyr som orme og snegle. I skoven

er frugter fra træer og buske vigtige fødeemner.

Grævlingen har i Tofte været fredet mindst et

halvt århundrede før den officielle fredning.

Den har aldrig været betragtet som et skadedyr.

Ind imellem kan man også i dagtimerne se en

grævling lunte af sted i skoven.

Grævlingens ekskrementer kan skinne smukt af

skarnbassens dækvinger. Dens små huller med

ekskrementer ses mange steder og ofte ved hjørner

af granbevoksninger. De samme steder for

nødtørft bruges gennem flere generationer.

Odder (Lutra lutra)

Der har været odder i Tofte området gennem de

sidste ca. 20 år, hvor den på landsplan også er i

fremgang.

Odder ses især i og ved Tofte sø. Den yngler

ved søen, og flere besøgende ved det nye Tofte

tårn har set odder med unger boltre sig i søen.

F.eks. så man ved højlys dag odder med 3 unger

i sommeren 2007.

Der er ål i Tofte sø, og det er et vigtigt fødeemne

for odderen, dog er de små 3- og 9-piggede

hundestejler sikkert det vigtigste fødeemne

for odderens unger.

Den svømmer ofte neddykket på en strækning,

dukker op et øjeblik og dykker så igen.

Odderen er ret sky og forsvinder, hvis den

mærker mennesker for tæt på, men i Tofte

har den fundet et fredeligt sted at leve. Man kan

håbe, at den lades i fred, hvor den yngler og søger

skjul for at hvile.

293


Parrettåede hovdyr

Vildsvin (Sus scrofa)

Historie

Vildsvinet blev udryddet fra den danske natur i

midten af 1600-tallet. Siden har flere jagtinteresserede

konger indført vildsvin, men omkring

1800 forsvandt de helt fra den danske natur.

Daværende ejere af Tofte skov og mose familien

Schimmelmann, Lindenborg Gods, ønskede

vildsvinet som et ekstra jagtobjekt i den østhimmerlandske

natur.

Fra Hagenbeck og Ulm dyreparker i Tyskland

blev der i 1926 indført 6 stk. vildsvin til Tofte

skov. Det var en stamform af mindre størrelse,

som skulle være nærmest de oprindelige vildsvin

i Danmark.

De første 10 år forløb uden beskydning. Da

man indledte jagt på vildsvin, valgte man i en

årrække udelukkende at skyde nogle orner og

skånede søerne for at sikre en god tilgang for

vildsvinene.

Bestanden øgedes voldsomt, og midt i fyrrerne

var antallet af vildsvin oppe på 5-600 dyr.

Naturen regulerer selv den alt for store bestand,

som langt har oversteget områdets bæreevne.

Mange vildsvin dør pga. dårlig kondition

efter hårtab. En form for skab, som vi kender fra

ræve, er naturens modangreb for at komme ned

på et antal, der giver bedre balance. I kolde og

fugtige perioder fik dyrene bl.a. lungebetændelse.

Syge dyr skydes, og man sætter ind med en

kraftig reduktion af bestanden.

I 1958 var bestanden på ca. 30 vildsvin.

Frem til 1972 holdes bestanden på 30 – 50 dyr.

294

Bestanden øges samtidig med, at man begynder

på kommerciel jagt.

Frem til 1990 er bestanden på omk. 100 dyr.

Bestanden øges, og omk. 1993 er man oppe på

ca. 400 vildsvin.

Vi skønner, i samarbejde med den daværende

ejer Forsikringsselskabet Codan, at bestanden

bør reduceres. Man vælger for en tid at oppebære

en bestand på ca. 300 dyr.

Efter Aage V. Jensens Fond har overtaget Tofte

området er bestanden reduceret til det nuværende

niveau på 150 dyr.

Denne bestand øver betydelig indflydelse på

forholdene i naturen. De ca. 150 dyr plus forårets

tilgang af grise er særdeles aktive i størstedelen

af området.

Alle tallene for bestandsstørrelse (se tabel 2, side

298) er efter beskydning dvs. tidlig forårsbestand.

I dag er der meget få dyr uden for indhegnede

dyrehaver.

Adfærd

I Tofte skov er vildsvinene relativt sky. I forbindelse

med menneskets færdsel kan man fra bil

betragte dyrene på ganske nært hold; men er

man til fods forsvinder de i samme øjeblik, de

ser os eller får færten af os. Færten af hund virker

også særdeles skræmmende på dyrene.

Vildsvinene søler i fugtige områder med mudder

og vand. Formålet er en rensning af pelsen for

insekter. På varme sommerdage virker denne aktivitet

sandsynligvis også som kølende på dyrene.

Vildsvin er ligesom andre dyr aldrig aggressive,

men gør udelukkende udfald for at forsvare

sig selv og deres afkom, hvis de føler sig truede

eller pressede.


Fig. 11 Søer af vildsvin med årets grise (såkaldte "Frischlinge") i naturskoven.

2. september 2011. Foto Peter O. Knudsen.

295


Fig. 12 Vildsvin søger allerede i september efter agern i den gamle naturskov. September 2005. Foto Jan Skriver.

Fødeemner

I skoven og på sletterne søger svinene efter olden,

frugt, bær og planterødder. De æder biller,

larver, orme og desuden æg fra jordrugende

fugle. Det er set, at vildsvin kan tage lam. Friske

ådsler ædes også af vildsvin.

Vildsvinene i Tofte skov får om vinteren et

mindre tilskud af foder i form af majs. Majsen

strøs bredt på jorden, så både store og små kan

komme til.

296

Fodringen foregår adskillige steder for at tilgodese

den store spredning af vildsvin i området,

en spredning, som helst skal bevares. Uden tilskudsfodring

ville det være nødvendigt at reducere

bestanden betydeligt.

Vildsvinene roder meget aktivt i jorden næsten

overalt i Tofte skov. Særligt attraktive er løvskovene,

laggzonen det vil sige overgangszonen mellem

mosen og det højere beliggende landskab,


de lave enge og vejrabatterne. Ude på mosefladen

ses vildsvinene i mindre grad. Her er rødder

af almindelig kæruld og i sensommeren bær af

tranebær, multebær og i moseranden mosebølle,

de foretrukne fødeemner.

Attraktive fødeemner er f.eks. rødder af vejbred,

mælkebøtte, gederams og jordstængler af anemone.

Ved Tofte Sø kan man møde vildsvin,

som roder efter rødder af bl.a. mjødurt, lægebaldrian

og i mindre grad efter tagrør. Lige over

laggzonen på engen er en gammel lokalitet med

engblommer stort set ryddet for denne attraktive

plante. Det er også tydeligt, at der ikke i

foråret kommer et blomstertæppe af anemoner,

fordi jordstænglerne er så efterstræbte af

vildsvinene.

Det er velkendt, at svinene gerne går på kartoffelmarker

for at fouragere, men det er ikke

kendt, at de går efter den bløde halvrådne moderkartoffel

i deres søgen. Fodrer man med

roer, søger vildsvinene også her efter roer, der

evt. har fået frost og dermed er i opløsning

med frigivne sukkerstoffer. Vildsvinene æder

kimplanter og nyspiret græs. Desuden ynder

de græs i blomst. Sammen med kronvildtet er

svinene med til at reducere ny opvækst i skovområderne.

Vildsvinene giver med deres roden

spiremulighed for mange frø, men af det fremspirede

ædes så stor en andel, at man må erkende

en ubalance.

I gode oldenår er vildsvinene meget aktive for at

finde de mange agern og bog. Vi har i Tofte registreret,

at svinenes trang til at rode i jorden øges

væsentligt i denne periode. Der er ingen tvivl

om, at svinene har brug for supplerende mineraler

og føde med anden struktur for at få mest

mulig udbytte af den næringsrige olden. Denne

adfærd i forbindelse med fødesøgning er helt pr.

instinkt hos dyrene.

Når afgrøder på markerne modner i omgivelserne

omkring Tofte, får vildsvinene en trang

til at nyde godt af disse herligheder. Det sker,

at de bryder gennem yderhegnet og tager for

sig i f. eks. en hvedemark. Svinene gaber om et

bundt strå og trækker så stråene gennem munden,

så de får kernerne eller en god del af dem.

Ud over at tage nogle kerner, ”tromler” de meget

korn ned. Der er som oftest flere svin ude

sammen, så de kan virke hærgende på et relativt

stort område.

Før i tiden kunne nogle nabobønder vælge at

lade lidt af afgrøderne stå tilbage. Dermed var

der mulighed for, at svin blev ”lokket” ud, og

jægerne fik chance for at nedlægge det attraktive

bytte.

Brunsttiden

Vildsvin i Tofte området sætter kun grise om

foråret. Brunsttiden falder i december-januar.

De større orner (keilere) vandrer omkring i

området for at finde søer, som er i brunst.

Der kan udspille sig ganske voldsomme kampe

mellem to orner, som mødes nær en so. Ornerne

forsøger med deres hjørnetænder at angribe hinanden,

og når en ældre orne er nedlagt på jagt,

kan man oftest se voldsomme ar i det kraftige

skind efter disse brunstkampe.

297


Vinter

298

Nedlagt

Ialt

Bestand

Efter regulering

1988 – 1989 18 60

1989 – 1990 20 60

1990 – 1991 20 70

1991 – 1992 25 150

1992 – 1993 92 120

1993 – 1994 60 170

1994 – 1995 95 230

1995 – 1996 111 300

1996 – 1997 102 370

1997 – 1998 152 320

1998 – 1999 148 280

1999 – 2000 130 240

2000 – 2001 140 200

2001 – 2002 81 220

2002 – 2003 172 170

2003 – 2004 112 160

2004 – 2005 117 150

2005 – 2006 102 150

2006 – 2007 107 150

2007 – 2008 111 120

2008 - 2009 52 160

2009-2010 123 150

Tabel 2. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering

af vildsvin i Tofte.

Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov

Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov

Søer og grise

Søerne sætter fra 1 til 8 grise i april-maj. I gennemsnit

overlever 3 grise pr. so. Soen sætter

gerne sine grise på en sydhældning, hvor solen

falder ind, og gerne, hvor der tillige er læ og afstand

til vor færdsel.

Svinene samler udelukkende græs til en redekedel,

hvor de sover og opholder sig i ro.

Soen samler en større mængde græs, når hun

sætter sine grise. De nysatte grise dækkes til

med græs i den første tid, når soen går ud for at

fouragere.

De små grise er gyldne i farven og camouflerede

med længdestriber, som efter nogle måneder

forsvinder. Pelsen bliver ensfarvet brun og efterhånden

nærmest sort. Sommerpelsen er tyndere

og kortere end vinterpelsen .

Regulering

I december og januar reduceres vildsvinebestanden

med et antal dyr, som svarer til tilgangen.

Man har gennem tiderne ført en beskydning

jævnt fordelt på aldersklasser.

Det tilstræbes, at antallet af svin kommer på et

niveau på ca. 150 dyr.

Kønsfordelingen på bestanden efter regulering

er tæt på 50 % af hver, dog med lille overvægt af

hundyr. Der nedlægges så vidt muligt ikke griseførende

søer. Smågrisene følger soen et helt år,

og først, når det næste kuld i foråret skal sættes,

må grisene fra året før klare sig selv. Dette forhold

er registret ved vore observationer og ikke

ellers kendt.

I Tofte skov har vi set, at såvel kongeørn som

stor hornugle kan tage smågrise (frischlinge),

men det har ingen indflydelse på bestanden.


Vildsvinene, som nedlægges i Tofte skov og

mose er gennem de seneste 50 år blevet dyrlægekontrollerede.

Dyrene har gennem tiden vist

sig at have en god sundhedstilstand.

Reguleringen af bestanden foregår på 3 -

4 små trykjagter i december og januar. Der

deltager i almindelighed 8 jægere pr. jagt og

et lignende antal medhjælpere. På en stilfærdig

måde trykkes dyrene frem mod jægerne.

Fig. 13 Vildsvin blandt Bønderskovens ege. 8. oktober 2003. Foto Jan Skriver.

Der tilstræbes at øve så lidt forstyrrelse som

muligt.

På få dage afvikles jagten eller reguleringen på

en nænsom måde. Der bruges aldrig hunde til at

trykke dyrene frem. Hunde holdes lukket inde

og tages kun ud, når der evt. skal eftersøges.

Få dage med jagt er tilstræbt for at sikre vildsvinene

og alle de øvrige dyr og fugle så lille

grad af forstyrrelse som muligt.

299


Fig. 14 Kronhjorte i Tofte Sø. 4. juli 2008. Foto Jan Skriver.

300


Krondyr

Historie

Krondyrene (Cervus elaphus) indvandrede efter

sidste istid til Danmark, og i Østhimmerland

har denne stamme efterkommere. I Tofte skov

og mose lever en bestand på ca. 400 dyr.

Gennem genetiske undersøgelser foretaget af

DMU har krondyrene vist sig med stor sandsynlighed

at være tæt på den oprindelige stamme.

For godt 100 år siden valgte man at sikre disse

dyr for eftertiden, og et areal på 4000 hektar i

Lille Vildmose blev indhegnet. Krondyrene i

Tofte er kendt, og den unikke natur, som findes

i dette hegnede område, har gennem tiden i flere

sammenhænge vist sig at være bemærkelsesværdig.

Krondyrenes påvirkning af skove, eng og

heder samt en del af mosen har betydet, at man

i dag har et unikt billede på en stærkt græsningspræget

natur.

Tidligere blev en del af Tofte drevet med landbrug,

men med tiden blev især krondyrenes

påvirkning af landbrugsafgrøderne for stor, og

jagten på krondyrene blev intensiveret i og omkring

Tofte.

I perioden 1900 til 1907 var bestanden på ca.

200 dyr.

Tofte skov og mose blev indhegnet med et 25

km langt ydre hegn i årene 1906- 1907. Dermed

havde dyr og natur en bedre mulighed for

at gå fremtiden i møde. Landbruget blev gradvist

afviklet, og naturen fik største prioritet. Et

enestående valg, når man skal se med nutidens

syn på natur.

Bestanden af krondyr øgedes, da man valgte en

nænsom beskydning, og i Tofte skov og mose var

der omk. 1935 i nærheden af 1000 dyr.

Da det skønnedes at være for mange i forhold

til områdets bæreevne blev bestanden nedbragt

til ca. 800 dyr.

Efter 1945 blev den yderligere reduceret til ca.

600 dyr.

Omkring 1954 kom der sygdom blandt dyrene

i form af indvoldsorme, og der måtte skydes

en del syge dyr. I løbet af en periode på 3 år var

antallet nede på ca. 300 dyr.

Der gik adskillige år, inden dyrene igen var fri

af naturens eget svar på, at bestanden havde været

langt over områdets bæreevne.

Omk. 1975 kom bestanden op på ca. 400 dyr,

og på dette niveau har den været holdt siden.

Krondyrene har været det bærende for områdes

natur, og det har været vigtigt gennem tiden,

at der var stor grad af uforstyrrethed over

for dyrene.

Dyrenes naturlige trang til at færdes ude på

de åbne sletter i dagtimerne blev tilgodeset, og

frem til i dag har mange mennesker haft store

oplevelser ved at iagttage de smukke dyr i det

åbne landskab.

Adfærd

I Danmark er det mest almindeligt, at krondyrene

er nataktive. Dyrene kommer frem fra

skovtykningen ved skumring for at fouragere i

det mere åbne land, og når det dæmrer, trækker

dyrene sig igen tilbage til skovene med dækning.

Menneskets færdsel påvirker dyrene. Det er tydeligt,

at de er usikre, når vi går en tur i skoven.

301


Kun få mennesker får oplevelser med at betragte

krondyr frit i de åbne skove. Krondyrene er meget

opmærksomme dyr, og længe før vi kommer

nær, har de i almindelighed hørt, set eller fået

færten af os. Dyrene trækker bort fra vor vej.

Hunden kaldes for menneskets bedste ven, men

de vilde dyr viser tydeligt, at utrygheden rammer

dem, hvor der er fært af hunde. Et faktum, som

synes overset, og tydeligvis ikke står til debat. Vi

vælger i almindelighed at færdes i naturen uden

at betænke, hvad dyr og fugle kan bære. Naturen

er til for at bruges, siger vi, men hvem stiller

spørgsmålstegn ved, hvad naturen kan klare? I

almindelighed ser vi kun i glimt de beboere, vi

tragter efter at møde.

Tofte skov har været kendt for de trygge krondyr.

Det er almindeligt, at rudler af krondyr står

roligt ude i det åbne landskab dagen lang. Når

vi kører ad vejene, kan vi betragte dyrene, som

fouragerer eller sidder og tygger drøv. Dyrene

er dog på vagt, og hvis vi standser eller bakker

med bilen, vælger dyrene at trække bort fra os.

Folk til fods eller på cykel kommer ikke så tæt

på kronvildtet som dem, der kører i bil. Det er

en betydende årsag til, at guidede ture i Tofte

foregår i bil. Når vi i Tofte området kommer en

flok til fods, tager dyrene flugten tidligt, når de

på stor afstand har set os.

Fødeemner

I Tofte er et af de vigtigste fødeemner græs. Her

skal nævnes bølget bunke, som også kaldes hjortegræs.

Krondyr æder alle blødere græsarter og

mange urter samt blade af flere træarter, f.eks.

ask og bøg. Kimbladene af næsten alle løvtræer

302

bliver ædt i en sådan grad, at visse træarter stort

set ikke kan forynges uden et skærmende hegn.

Frugter af de forskellige træarter er vigtig føde

for krondyrene. Her skal nævnes agern og bog,

hassel, skovabild og askefrø. I vintertiden æder

dyrene gerne knopper og unge skud. Stedsegrønne

buske som kristtorn, ene, fyr og rødgran

bliver taget. Hedearealerne bliver afgræsset, så

lyngen forynger sig og derved til stadighed kan

give et supplement til føden, når der er behov.

Nedbidning af træer

Eksempler på bøge, som holdes nedbidte gennem

adskillige år, ses flere steder i Tofte skov.

I 1985 fældede vi en bøgebusk, som var holdt

nedbidt over lang tid. Det viste sig på antallet

af årringe, at denne bøg, som endnu ikke havde

nået en meter i højden, var 63 år gammel. Disse

tilbageholdte bøge bliver med tiden bredere, og

de midterste skud vil på et tidspunkt, når det

kniber for dyrene at nå ind til den centrale del af

bøgen, få mulighed for at skyde i vejret og danne

et mere almindeligt formet bøgetræ.

Ude på højmosen færdes krondyrene i mindre

grad. Dyrene går ad deres veksler på tværs

af mosefladen fra skoven til områder langs randen

af højmosen, hvor naturen byder på gode

fødeemner, læ og uforstyrrethed. På højmosen

fouragerer dyrene på birkeskud, lyng, kæruld,

mosebølle, pors og de græsser og urter, som gror

ved vældområder: Lunerne, Gåsehullerne og

områderne med rigkær i bl.a. den østlige del af

højmosen.

Efter Tofte området blev indhegnet omk. 1907,

valgte man at give krondyrene tilskudsfoder.


Fig. 15 Kronhjort set fra Tofte Skov-tårnet nær Øster Hurup. 21. september 2003. Foto Jan Skriver.

Foderet blev bragt ud til mange forskellige foderpladser,

fordelt ude, hvor dyrene i forvejen

yndede at færdes. Hinderne blev sikret gennem

et tilskud i den tid, de var drægtige, og hjortene

fik et tilskud, der var tilført kalk og mineraler.

Hjortenes gevirvækst har været tilgodeset med

dette foder.

Efter at man i 2001 ophørte med at fodre dyrene

med kraftfoder, er såvel kropsvægt som gevirvægt

for krondyrene reduceret markant. En tilpasning

er dog tydelig. Hinderne kvitterede i de første år

med en ringere kalve-sætning. Nu er situationen

normaliseret, og hinderne sætter et antal kalve,

som svarer til bestandssammensætningen.

I dag er naturen bestemmende for, hvorledes dyrene

trives. Det skal derfor understreges, at bestandsstørrelse

(se tabel 3, side 307) og sammensætning

af plante- og trævækster har afgørende

betydning. Til enhver tid er det nødvendigt at

forholde sig til, at bestanden ikke overskrider

det, som fødegrundlaget tilsiger.

Hver sommer bjærger vi hø på egne arealer, så

vi er sikre på den naturlige og økologiske vinkel.

Høet anvendes til fodring af krondyrene i de perioder,

hvor frost og sne kan præge landskabet.

Med så mange dyr i et afgrænset område er

det nødvendigt, at der altid er adgang til vand.

303


Fig. 16 Hjorte kan langt hen på vinteren stadig finde agern mellem ege. 15. februar 2005. Foto Jan Skriver.

Adskillige steder i Tofte er der søer af forskellig

størrelse, og mange af disse søer er så tilpas

dybe, at de sjældent tørrer helt ud. Desuden er

der flere vandløb, som næsten altid er vandførende.

På mosen og langs randen, laggzonen, er

der adskillige våde områder, og dyrene har god

adgang til drikkevand

Gevirdannelsen

Hvert år i februar-marts kaster hjorten geviret,

og et nyt vokser frem. Normalt bliver geviret år

304

for år større, indtil hjorten i en alder af 12-13

år er på sit bedste og de følgende år sætter et

mindre gevir. Hjorten går retur, som man kalder

det. I den tid, geviret vokser, er det dækket med

et hudlag kaldet basten, hvor blodårerne ligger

tæt, og hvorigennem transporten af næring til

det nye gevir foregår.

Hjortenes gevirer er generelt pæne, og af ydre,

som man kunne ønske. Gevirvægten er reduceret

betydeligt, dvs. omkring 30 % i forhold til den

vægt, man opnåede ved at give et tilskud af foder.


Brunsttiden

I brunsttiden søler hjortene. De sætter sig i et

mudret/vådt område, som er tilsat væsker fra

dyret. Såvel gevir som forben bruges heftigt til

at bearbejde sølepladsen. Hjortene søler, dvs.

de vender sig med kroppen i mudderet. I umiddelbar

nærhed af hjortenes brunstpladser findes

adskillige sølepladser, som bruges år efter år.

Mange steder i Tofte er der etablerede sølepladser,

som benyttes af såvel hjorte som vildsvin.

Fig. 17 Brølende pladshjort. September 2005. Foto Jan Skriver.

Omkring sølehullerne er der på træer og stød

tydeligt afsat mudder. Det er især vildsvin, som

gnubber sig efter at have sølet

I september og oktober er krondyrene i brunst.

Spredt rundt i området på sletter og enge søger

hjorte til en rudel af hinder og kalve. En rudel

kan i antal komme op på 70-100 dyr.

De aktive kronhjorte står i almindelighed op

til tre uger med rudel. Der udkæmpes kampe om

hinderne. Hjortene kæmper front mod front.

305


I stor fart kan de knalde gevirerne sammen adskillige

gange. Front mod front kan de presse

hinanden for en tid. I sjældne tilfælde kan gevirerne

låse sig sammen, så de ikke kan komme fri,

og dyrene lider en tragisk død.

Ind imellem forsøger hjortene at angribe og

stange hinanden i siden. Næsten hvert år finder

vi i området en hjort, som er faldet i brunstkamp,

og i almindelighed er den stanget i bugen.

I den periode, hjortene står på brunstplads,

tager de meget lidt føde til sig, og det er ikke

usædvanligt, at de taber op til 30% af deres

kropsvægt.

306

Efter brunsttiden vandrer hjortene tilbage til

den del af området, hvor de sædvanligvis opholder

sig udenfor brunsttiden, og da samler de

ældre dyr sig atter i hjorterudler. Yngre hjorte

kan gå sammen, og de yngste bliver i rudel med

hinder og kalve.

Hinder og kalve

Hinderne er drægtige i 8 måneder, og omkring

maj sætter hinden én kalv. Hinden finder et fredeligt

sted for at sætte sin kalv, og i den første

tid bliver den nye kalv lagt af, når hinden går ud

for at fouragere. Efter 6-8 dage følger kalven med

Fig. 18 Kronhjorte i bast på Tofte Bakke, juni 2005. Bemærk allikerne, som samler redematriale i form af hjortenes

fældede hår.Tilsvarende kan på samme årstid ses i f. eks. Jægersborg Dyrehave. Juni 2005. Foto Jan Skriver.


hinden, og hinderne finder igen sammen i rudler.

Kalven følger hinden i op til to år. Når dyrene ses

vandre, er det naturligt at se hind, kalv og smaldyr/spidshjort

komme efter hinanden i nævnte

rækkefølge. Smaldyr/spidshjort er afkommet fra

året før.

Regulering

Hvert efterår bliver bestanden af krondyr reguleret,

dvs. der bliver nedlagt et antal dyr, som

svarer til forårets tilgang af kalve. Man sikrer

dermed, at bestanden af krondyr er jævn set over

en årrække. Vi tilstræber en ensartet kønsfordeling.

Der nedlægges 1/3 hjorte, 1/3 hinder og

1/3 kalve ud af det totale antal, som skal væk.

Den stilfærdige form for jagt, pürschjagt,

har gennem tiden været anvendt for at sikre ro

omkring dyrene og området som helhed. En

enkelt eller to jægere lister/ pürscher sig frem

til dyret, man vil nedlægge.

Denne form for jagt har stenaldermanden og

benyttet.

Krondyr har i flere egne af landet været et

vigtigt fødeemne, og kød af krondyr regnes

stadig for en fin spise.

Geviret og nogle knogler blev udnyttet

til redskaber, og skindet blev anvendt til

beklædning.

Meget er ændret siden, det gælder befolkningstæthed,

infrastruktur og adgang for dyrene

til egnede fødeemner.

Krondyr er stadig et yndet jagtobjekt, men

der satses på at øge antallet af dyr i Danmarks

natur, så den brede befolkning får flere muligheder

for at opleve de store dyr.

Efterår Hjorte Hinder Kalve Nedlagt

I alt:

Bestand

pr. 31/12

1988 40 40 40 120 400

1989 35 40 45 120 400

1990 40 35 45 120 400

1991 40 30 45 115 400

1992 45 40 45 130 400

1993 40 40 40 120 400

1994 40 40 45 125 400

1995 35 40 40 115 410

1996 30 30 30 90 420

1997 45 45 45 135 410

1998 45 40 45 130 430

1999 40 45 35 120 450

2000 35 45 45 125 420

2001 42 48 39 129 400

2002 16 28 22 66 400

2003 20 24 25 69 400

2004 19 17 16 52 380

2005 17 16 14 47 360

2006 17 4 0 21 380

2007 15 18 12 45 400

2008 25 24 16 65 400

2009 33 28 25 86 400

Tabel 3. Opgørelse over bestandsstørrelse og regulering

af krondyr i Tofte.

Revirjæger Peter O. Knudsen, Tofte Skov.

Skovfoged Birgit A. Knudsen, Tofte Skov.

307


Rådyr

Der står rådyr (Capreolus capreolus) spredt over

hele Tofte skov og mose. Vi skønner, at det totale

antal er ca. 150 stk.

Selv om krondyrene ikke jager med rådyrene,

er det tydeligt, at rådyrene viger fra de områder,

hvor krondyrene især færdes.

Rådyrene træffes spredt i skovområdet, og de

ynder at opholde sig rundt langs hegnet ved randen

af mosen.

Der er konkurrence om fødeemnerne, hvor

krondyrene dominerer. Rådyrene står med større

indbyrdes afstand, og de fleste viger til andre

områder, som ikke er så attraktive eller prægede

af krondyrene. Rådyrene fouragerer helst på specifikke

urter, og i moseranden æder de meget

gerne af mosebølle, pors og birk.

Det sker, at vildsvin tager et nysat lam.

Fra Tofte bakke kan man på dage med god

sigtbarhed være heldig at få øje på rådyr, der ynder

at opholde sig ved de små grupper af birk

eller fyr, som naturligt findes på mosen.

Kører man ad skovvejene i bil, kan rådyr blive

fredeligt stående og opmærksomt iagttage, at vi

passerer. Standser vi, sender vi dyrene på flugt.

Rådyr vandrer ikke så langt omkring, sammenlignet

med krondyr. Dyrene er i udpræget

grad forbundne med en fast lokalitet.

308

Karakteristik af pattedyrfaunaen

i Tofte skov og mose

Der er i alt registreret 37 arter af landlevende

pattedyr i Tofte området. D.v.s. >60 % af de

61 arter, der er medtaget i Dansk pattedyratlas.

Nogle få arter vil sikkert kunne føjes til områdets

liste de kommende år. F.eks. frynseflagermus,

skimmelflagermus og bæver. De fleste af

de øvrige manglende arter har så begrænset en

forekomst i Danmark, at de ikke umiddelbart

kan forventes.

Antallet af arter er kun én side af pattedyrfaunaen

i et område (diversiteten). Også hvilke

arter, det drejer sig om, og i hvilket antal de forekommer,

er væsentlig for vurderingen af et område.

Som eksempler kan nævnes damflagermus,

skovmår og odder, krondyr og vildsvin. For de

to sidstnævnte arter gælder yderligere, at de har

en interessant historie på stedet, og at deres virken

har præget landskabet.

Tofte områdets solide repræsentation af danske

pattedyr sammenholdt med det helt specielle

landskab de færdes i, og den ro, der er opbygget

omkring dyrenes adfærd overfor mennesker, gør

området til et af de mest væsentlige for den danske

pattedyrfauna og for studiet af den.

Litteratur

H.J. Baagøe og T. S. Jensen (2007): Dansk pattedyratlas.Gyldendal.

Jensen B. (1993): Nordens pattedyr. Gad


Fig. 19 Ung råbuk på græssletten neden for Tofte Bakke Huset. 13. juli 2005. Foto Jan Skriver.

309


Fig. 1 Skovfoged Birgit Knudsen med trofæ af kronhjort nedlagt 11. september 2000. Hjorten var 12 år gammel, og

den var da en ulige 28 ender, som blev nedlagt på brunstpladsen: Hestefoldene.

20. april 2012. Foto Peter O. Knudsen.

310

More magazines by this user
Similar magazines