Lisbeth Zornig

RUST
Nr. 8 • 2012
Det er efterhånden 25 år siden, Lisbeth Zornig havde bopæl på Lolland,
og minderne fra dengang er ikke af den slags, man samler på. Alligevel
er Lolland stadig i hende. Usikkerheden og udholdenheden. Dialekten og
den familie hun, på trods af alt, holder ved.
Det var egentlig ikke meningen, at vi skulle mødes
her i Lisbeths treværelses i Rødovre. Det
var planen, at interviewet skulle være foretaget
på Hotel Koldingfj ord. Presset ind imellem et
møde i Aalborg og en aftale i Sønderjylland. Det
glippede. Så vi aftalte at mødes fi re dage senere
et sted inden et foredrag i Jylland. Kører du ad
den Fynske Motorvej, er det kort efter Odense.
Frakørsel nr. 53. Q8-tankstationen. Kildebjerg
Rasteplads.
Det glippede også. Noget med en ældgammel
fynbo, en brækket ryg og en forsinkelse.
Hun bemærker det selv, Lisbeth Zornig; det
lyder som en undskyldning fra Chris & Chokoladefabrikken.
Men så god en undskyldning kan end ikke Chris
fi nde på. Historien er sand. Lisbeth Zornig er en
travl kvinde.
Lisbeth Zornig spørger, om vi ikke i stedet skal
tale i Rødovre. I det almene boligbyggeri hvor
hun bor, og hvor hun føler sig hjemme.
Da jeg bliver budt indenfor, er det med et stort
smil og med telefonen ved øret. Der er bud efter
Lisbeth Zornig i dag. En juraprofessor, Vagn
Greve, har sat spørgsmålet om søskendesex
på dagsordenen – og samtidig fået Lisbeth
Zornigs opmærksomhed. På Ekstra Bladets
forside toner hun frem og kalder Vagn Greves
forslag om at afkriminalisere søskendesex for
”en syg tanke”. Nu hænger avisjournalister, Aftenshowet
og Deadline i røret og vil have en
bid af hende. Men det duer ikke. I aften er der
børnefødselsdag i Rødovre.
”Vi skal have asparges, tarteletter og Maizena
jævner. Den grønne pakke, ikke den gule… hører
du efter, Mikael?” Mikael er både Lisbeths
forlovede og partner i Huset Zornig, hvor cham-
22
” Lige præcis de her mennesker,
der kontakter mig, har jo brug
for mig. Det er jo ikke, som hvis
jeg var musiker eller forfatter.
Det her er folk i nød”
pagnepropperne kun lige er sprunget. Mikael
er manden bag kvinden, og i dag er han også
manden bag en tur til Føtex.
For to måneder siden, da september blev til
oktober, gik Lisbeth Zornig fra at være en af de
mest profi lerede og omdiskuterede formænd
for Børnerådet til at stifte og lede Huset Zornig.
Og her er rækkevidden og ideerne omfattende.
Der er allerede etableret både en fond, foredrags-
og rådgivningsvirksomhed og en tænketank,
der skal tænke tanker om ”at forny og
forbedre indsatsen over for de socialt udsatte
mennesker i Danmark”.
”JEG HADER SVAGHED”
Det er nok herfra, folk kender hende bedst.
For hendes indsats i kampen for de udsatte i
Danmark. Og hun har i den grad vundet slaget
om danskernes opmærksomhed. Men ikke på
traditionel vis. Ikke igennem sit arbejde eller de
sejre hun har tilkæmpet sig som formand for
Børnerådet. I hvert fald ikke direkte.
Omtrent samme tid sidste år udgav hun selvbiografen
”Zornig – vrede er mit mellemnavn”,
der fortalte en forfærdeligt barsk, men uhyggeligt
sand historie om en barndom, hvor
overgreb, svigt og generel utryghed lå som en
beskidt dyne over familiens hjem på Lolland.
Bogen blev fulgt op af dokumentarfi lmen ”Min
barndom i helvede”. I den bevæbnede Lisbeth
Zornig sig med et kamerahold, stor nysgerrighed
for at samle brikkerne i barndommens tragiske
puslespil, og med et mod der hjalp hende
til at konfrontere sin mentalt fraværende mor
og stedfaderen Jan, der misbrugte hende, da
hun stadig var et barn.
Selvom fi lmen var benhård, når den uden omsvøb
fortalte om de forfærdeligheder, Lisbeth
Zornig og hendes tre brødre havde gennemlevet,
var den ikke sentimental. Der var ingen
tårer, råberi eller kasten med tallerkner. Det
skyldtes ikke, at der ikke blev grædt, men at
hovedpersonen og instruktøren bevidst havde
fravalgt en rørstrømsk tilgang til fortællingen.
”Det måtte ikke blive sådan en omgang følelsesporno.
Det måtte ikke blive ”Sporløs”. Sådan
har jeg det med de ting, jeg laver. Jeg hader
at blive betragtet som off er, og som en det er
synd for.”
Hvorfor kan du ikke holde ud at blive betragtet som
et off er? Det er jo ikke svært at argumentere for, at
du har haft en hård start på livet?”
”Jeg hader bare svaghed. Og jeg ved, at jeg har
masser af den, og jeg kæmper alt det, jeg kan
for at undgå at vise den. Jeg hader svaghed. Jeg
hader at give op, jeg hader ikke at lykkes, og jeg
hader at blive set på som en, der er stakkels.”
” Det måtte ikke blive sådan en
omgang følelsesporno. Det
måtte ikke blive ”Sporløs”.
Sådan har jeg det med de ting,
jeg laver. Jeg hader at blive
betragtet som off er, og som en
det er synd for”.
Lisbeth Zornig er dog ikke bange for at indrømme,
at både arbejdet med bogen og den
fi lmede rejse til Lolland var skrap. Alligevel stikker
oplevelser ikke så dybt i hende. Med hendes
egne ord, så forvandler mennesker, der kommer
fra kår som hendes, sig til en slags jægersoldater.
De tåler sult, usikkerhed og vold, og de
tåler mobning, udelukkelse og ensomhed. Det
er trænet fra barndommen. Og hvis man ikke
”tåler det”, så dør man eller går til grunde i det.
”De, der så klarer sig igennem med deres udholdenhed,
ender med at blive lidt overfl adiske.
Og sådan tror jeg egentlig, jeg er. Jeg er nok lidt
af en kold skid”.
VARME ØJNE
Hvis hun er en kold skid, skjuler hun det godt.
Øjnene er varme som radiatorerne i den veltempererede
lejlighed, og som de malerier
hendes børn har plastret til med dybe, intense
farver, der tegner prinsesser, røde roser og
smilende ansigter. Mere end halvdelen af de
sætninger, der forlader Lisbeth Zornigs milde
mund, efterfølges af grin og arme, der spjætter
rundt. Også selvom vi snakker om både de
subsistensløse, incest og negativ social arv. Fra
entreen til slagbænken, hen mod køleskabet
og indgangen til dagligstuen er ikke en kvadratmeter
ledig. I stedet har bøger, ungernes fod