Langt høiere Bjerge - Det ny Forlag

N.F.S. Grundtvig: Langt høiere Bjærge (1820)
(også med titlen: Danmarks Trøst)
Om illustrationen side 50
Illustration: Johan Thomas Lundbye: Efterårslandskab. Hankehøj ved
Vallekilde, 1847, 36,2 x 43,2 cm. Den Hirschsprungske Samling
Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Dansk kunst, Gyldendal, 1983, side 216 ff.:
Lundbye blev født i Kalundborg, hvor faderen var stabskaptajn, men over
Kastellet endte sin løbebane som chef for raketkorpset i Frederiksværk. De tre
adresser fik betydning for Lundbye; han var fortrolig med et bredt udsnit af
den danske natur og satte sig for at male den, så bonden i fremtiden ville fare
mere skånsomt frem mod sine gravhøje. Det skyldtes også en historisk
interesse. Som et svageligt, ofte sengeliggende barn havde Lundbye læst
Ingemanns romaner, og moderen sang om aftenen for ham, så
folkevisemelodien for altid var med i hans sind. Som voksen ligefrem slugte
han poesi, først Christian Winther og Oehlenschläger, siden Grundtvig og til
sidst Blicher og Kierkegaard. Alt sammen er en forudsætning i hans kunst.

Eckersbergs elever omgikkes gemytligt i hinandens hjem. Lundbyes kreds
hengav sig til følsomme venskaber og udtømte i natlige samtaler eller tykke
breve de fulde hjerter for hinanden. Lundbye sluttede sig især til Lorenz
Frølich, og han fulgtes med P.C. Skovgaard ud i det danske landskab, medens
man ser en lift mere svingende tilknytning til billedhuggeren Jens Adolf
Jerichau samt malerne Dankvart Dreyer og Thorald Læssøe.
Lundbye sluttede sig med maleriet til Høyens felttog, og blev måske
kunsthistorikerens med lydhøre elev. Han søgte fra hovedstaden ud på landet,
malede på Refsnæs bag barndomshjemmet i Kalundborg eller slog sig ned hos
en onkel i Vallekilde præstegård.
Her udførte han sit første landskabsmaleri; man ser over den modne ager til
kæmpehøjen Hankehøj og bagved ligger Vejrhøj. Det er en egn, men den skal
forstås som selve Danmark. Der er fortiden i form af kæmpehøjen, det
frugtbare agerland og op af ”bjerget” de vilde højdedrag. Et par barnlige sjæle
i forgrunden er fulde af venlighed. (…)
Lundbye endte som de andre med at rejse til Italien, men der nede længtes
han kun efter at komme hjem og igen tage fat på billeder af fædrelandet. I den
sammenhæng finder man ham i 1846 igen foran Hankehøj ved Vallekilde, og
om det endelige maleri hedder det året efter i dagbogen: ”et lille
efterårsbillede fra Vallekilde: en grøn høj på marken mod en ganske klar, kold
luft, hvorover glide mange små isolerede skyer uden alle de bløde, løsrevne
smådele, som på en varmere dag kunne forbinde og tilsammen give indtrykket
af trykkende hede – det har jeg villet undgå. – Det er efterår og kvæget går
løst, en dreng vogter det og på højen er et par tjørne, som har bøjet sig for de
idelige vindstød fra nordvest.”
Trods noget pillent er det lille maleri helstøbt og hæver sig mellem Lundbyes
bedste. Opholdet i Rom havde tilsyneladende skærpet kunstnerens farvesyn,
og den lidt brunlige tone, som kendes fra flere af hans tidligere malerier, er
forsvundet. Der ligger en intens naturoplevelse bagved, som bliver til
himmelblåt og græsgrønt og alting er vidunderligt på plads fra forgrundens
kampesten til de godmodige køer og drengen, der vikke kunne drømme om at
bruge pisken.”
Maleriet er anvendt som illustration til bl.a. ”Langt høiere Bjærge” i
Litteraturens veje, Gad, 1996
Arbejdsspørgsmål til Grundtvig: Langt høiere Bjærge
1. Find nogle forskellige fremførelser af sangen – solo eller kor, ældre eller
nyere (prøv også lykken på YouTube) – og sammenlign dem. Diskuter hvilke
fremførelser der efter jeres mening bedst rammer tekstens stemning.
2. Den kendteste melodi er af Otte Zinck fra 1804 – den som Grundtvig selv
valgte at skrive digtet til. Sammenlign den med de andre melodier, som senere
er blevet genanvendt eller skrevet til Langt høiere Bjærge: Claus Schall 1801,
J.C. Gebauer 1826, A.P.E. Berggreen 1836, J.H.E. Hoffmann 1857 (Se noderne

i Kuhn: Defining a Nation in Song, Reitzel, 1990, s. 147-152). Hvordan
fortæller melodierne om de læsninger af teksten, som ligger bag?
3. Undersøg digtets opbygning: Hvilke regler har Grundtvig opstillet for hver
strofe (gentagelse, variation, opsamling), og hvordan bryder han med en af
reglerne i strofe 7 og 8 (for ikke at fornærme kongen!)?
4. Diskuter om dele af teksten kan opfattes lidt humoristisk, ironisk,
uhøjtideligt? Hvad betyder det for digtets budskab og popularitet? Overvej evt.
generelt, hvordan man kan afgøre om en tekst skal tages for pålydende, eller
om den er ironisk ment.
5. Sammenlign tekstens endelige version med den faksimile af et tidligere
udkast, som er gengivet herunder. Hvad er ændret? Er teksten blevet bedre?
6. Sammenlign med andre populære fædrelandssange som Oehlenschlägers
”Der er et yndigt Land”, H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” og Johannes
V. Jensen: ”Hvor smiler fagert den danske Kyst”. Hvad er Grundtvigs
særkende? Hvilken synes I er bedst?
Oversigt over læsninger af Grundtvig: Langt høiere Bjærge:
Læsning 1 (Antologier, 1820-1850) Digtet blev efterhånden genoptrykt i
mange sangbøger: for studenter, skoleelever, selskaber, klubber og politisk
interesserede.
Læsning 2 (Anonym, 1863) Teksten er en kendt højskolesang, der kommer fra
hjertet med sin beskedenhed. Grundtvigs sange kæmper for frihed og
danskhed, og de inspirerer folket til at bygge et forsvars-Dannevirke.
Læsning 3 (Stig Bredstrup, 1920) Digtet er den fædrelandssang, der passer
danskerne bedst, fordi det ikke praler, men er på én gang beskeden og
selvbevidst.
Læsning 4 (Johan Borup, 1944) Halvt i spøg, men helt i alvor tegner Grundtvig
et dybtgående billede af alt, hvad der er dansk i Danmark.
Læsning 5 (Flemming Lundgreen-Nielsen, 1982) Lejlighedsdigtet er bygget op
over Prams indsats som forfatter og embedsmand, men udtrykker også
Grundtvigs romantiske livssyn og tro på Danmarks frelserrolle.
Læsning 6 (Poul Borum, 1983): Digtets strofer beskriver Danmarks legeme
(natur, økonomi), sjæl (sandhed i historie og sprog) og ånd (helligåndens
due), men betoner samtidig danskernes nøjsomhed.
Læsning 7 (Hans Hauge, 2008): Digtet modstiller Danmark og Dansk
Vestindien, som Pram skulle rejse til. Kolonien er langt højere, kønnere, rigere
osv., men det er nok klogest at blive hjemme.
Læsning 8 (Christian Lehmann, 2008): Krarup fra Dansk folkeparti ser teksten
som en hyldest til det beskedne, kristne Danmark, mens den torpederer
globalisering og lighedstyranni. Auken fra Socialdemokraterne finder i teksten

velfærdssamfundets lighedstanke, men advarer mod den selvgode dyrkelse af
et idyllisk Danmark.
Arbejdsspørgsmål til læsninger af Grundtvig: Langt høiere Bjærge
1. Følg tekstens genreudvikling fra festsang over studenter-, børne-, selskabs-
og politisk sang (læsning 1 (Antologier)) til højskolesang (læsning 2
(Anonym)), fædrelandssang (læsning 3 (Bredstrup, 4 (Borup)), religiøs profeti
(læsning 5 (Lundgreen-Nielsen), kunstværk (læsning 6 (Borum), 7 (Hauge))
og aktuelt politisk kampskrift (læsning 7 (Lehmann)). Hvilke af disse genrer
lægger teksten selv op til?
2. Der foreligger ingen anmeldelser eller nærmere omtaler af teksten fra de
første årtier. Overvej årsagerne til, at denne senere klassiker kaldte så lidt på
kommentarer ved fremkomsten og i de følgende mange år.
3. Overvej, i hvilken forstand antologilisten (læsning 1) overhovedet kan
kaldes en læsning? Hvad skal der til, før en tekst havner i en antologi? Hvad
fortæller listen os om digtets popularitet? Og om hvad den blev brugt til i
perioden frem til 1850.
4. Find i forlængelse af læsning 1 de træk i digtet, der gør det berettiget at
opfatte det som en lejlighedssang (1820), en studentersang (1822), en
læsebogstekst (1830), en selskabsvise (1835), en dansk sang (1836), en
politisk vise (1842), en højskolesang (1842), en nationalsang (1849). Hvad
sker der i Danmark i årene mellem 1820 og 1850, som kan kaste lys over
udviklingen? Inddrag evt. Barfods forord fra 1855 (nedenfor): Hvilken
opfattelse af ”Langt høiere Bjærge” synes at ligge bag hans valg af denne tekst
til hans læsebog?
5. Hvilken holdning kommer frem i tekst 2 (Anonym) til teksten, til Grundtvig
og til fædrelandet? Hvad fortæller det os om højskolebevægelsen i 1860’erne?
6. Sammenlign de læsninger, der fremhæver tekstens karakter af
fædrelandssang (læsning 2 (anonym), 3 (Bredstrup), 4 (Borup)). Hvad
udpeger de som det særligt danske, og hvordan spejler de deres egen tid
(1863, 1920, 1944)?
7. Undersøg hvad læsningerne bruger teksten til: Hvem skal påvirkes til hvad i
læsning 2 (anonym), 3 (Bredstrup), 4 (Borup), 7 (Hauge), 8 (Lehmann)?
8. Læsning 4 (Borup) og 7 (Hauge) fremhæver en let humoristisk, ironisk tone.
Hvordan argumenterer de? Har de ret?

9. Læsning 5 (Lundgreen-Nielsen) og 7 (Hauge) har forskellige bud på,
hvordan teksten oprindelig hentydede til digteren Pram. Sammenlign og
diskuter, hvad der virker mest overbevisende.
10. Det kunstneriske og æstetiske fremhæves i læsning 4 (Borup) og 6
(Borum). Hvordan argumenteres der, og hvem har mest ret?
11. Borum (læsning 6) afviser Lundgreen-Nielsens tolkning (læsning 5). Hvem
har mest ret, synes I?
12. I læsning 7 modstilles to politikeres (Krarup og Auken) læsning af teksten.
Sammenlign dem og diskuter, hvem der læser bedst, og hvem der
argumenterer mest overbevisende. Overvej, i hvor høj grad vores egen
politiske holdning påvirker sådan en vurdering.
Supplerende læsninger
Frederik Barfod: Fortale til Poetisk Læsebog for Børn og barnlige
Sjæle, til Brug saavel i Skolen som i Huset, 1836
Frederik Barfod (1811-1896), udgiver og folketingsmand. På titelbladet står 1835.
Maalet, som jeg foresatte mig at naae, var at tilvejebringe en Samling, der paa
eengang kunde være underholdende, belærende og vækkende for Børn,
forstaaelig og tiltrækkende for dem, der mangle den høiere Dannelse, selv for
vor til en slig Samling saa trængende Almue, og som dog tillige, ved de
enkelte Stykkers Værd, kunde tiltale Enhver, selv den meest Dannede, der kun
ikke med Barnet har bortkastet al Sjælens Barnlighed. (…) Et fromt, livligt og
kraftigt Barn er en Øjenlyst og en Hjertelyst, som intet andet Skue, ingen
Ejendom kan opveje. Jeg var hartad 1 selv et Barn, kun femten Aar, da jeg
begyndte at være Lærer; - en stor Deel af mine senere Aar er henrunden
imellem Eder, og saavidt som den stundom 2 har været mig mindre behagelig,
saa har den dog ogsaa Skjenket mig mangen sand og reen og ubetalelig Fryd;
- jeg elsker Eder alle som en Ven og Broder! – Saa modtager da med Glæde
denne Jule- og Nytaarsgave af min Haand: - Skulde der være et eller andet
Digt, som I end ej forstaae, saa kommer Tiden dertil vel, naar I kun stræbe.
[”Langt høiere Bjerge” gengives i læsebogen med titlen ”Danmarks Priis” og
følgende note:] staaer i forskjellige Visebøger, savel som i Krossings Læsebog.
næsten
2 somme tider

Faksimile af 1. udkast til Langt høiere Bjerge
Off. i Illustreret Tidende, 24. Aarg. 9.9. 1883.

Inge Adriansen: Nationale symboler i Det Danske Rige, 2003
Inge Adriansen (født 1944), museumsinspektør på Museum Sønderjylland i Sønderborg,
adjungeret professor
En af de første, der gav et bud på en danskhed under de nye vilkår, var
Grundtvig, der i 1820 skrev sangen ”Danmarks Trøst”, hvor han drog
sammenligninger mellem udlandet og Danmark. Hver af de otte strofer
indledes med ordet ”Langt” efterfulgt af et rosende tillægsord, der skildrer de
udenlandske forhold som langt bedre end de danske. Men på forunderlig vis får
digteren hver gang vendt sammenligningen til fordel for sit lille, beskedne
fædreland. Hans sang viser klart, hvorledes der i al identitetsdannelse indgår
forestillinger både om en selv og om ”de andre”. Grundtvig skildrer, at der er
højere bjerge, mere højhed og blæst andetsteds, men for danskerne gælder
det, at ”ved Jorden at blive, det tjener os bedst”. Der findes langt kønnere
egne, ”men Dansken har hjemme, hvor Bøgene gro ved Strand med den fagre
Kærminde”. Måske har udlændinge også udøvet større bedrifter, men lad
ørnene blot rives og strides, for ”vi bytte ej Banner, vi skifte ej Skjold”. Der
kan sagtens findes langt klogere folk, men ”brænder kun Hjertet for Sandhed
og Ret”, så vil tiden vise, at det er fuldt tilstrækkeligt. Der findes vel også langt
højere og finere sprog, men ”træffer vort Modersmaal ej paa et Haar, det
smelter dog mere end Fremmedes slaar”. Andre lande er nok langt rigere, men
det danske fællesskab har sikret det daglige brød selv i fattigmands hytte og
drevet det så vidt i rigdom, at ”faa har for meget og færre for lidt”. Der kan
være ædlere konger og landsherrer, men den danske konge er ætling af Skjold
og Dan og nedstammer direkte fra Lejre-ætten. Måske roser andre folk deres
landsherre mere, men til gengæld mener de nok ikke rosen så ærligt, som
danskerne gør!
Sangen er et udtryk for en litterær nationalisme, hvortil der ikke er koblet
politiske krav. Som så mange andre lejlighedssange blev den skrevet til en
velkendt melodi, og med sin energiske rytme og prægnante strofer med
fyndord blev den fra 1840’erne en yndet fællessang og er endnu gengivet i
mange sangbøger. ”Danmarks Trøst” er en opmandingstale til et hjemsøgt folk
og et skoleeksempel på den ydmyge selvhævdelse, som i løbet af 1800-årene
blev et karakteristisk element i dansk selvforståelse. Under Anden Verdenskrig
virkede sangen på danskerne som en velgørende bekendelse til lidenhed og
gylden beskedenhed. Den skildrer de vigtigste elementer i den nationale
symbolik, især uofficielle symboler som sagnhistorien, modersmålet,
folkekarakteren i smuk overensstemmelse med landets natur, det nationale
landskab med slette, grønklædte gravhøje og bøge nær stranden samt et
nationalt betinget fællesskab mellem rige og fattige. Udgangspunktet er natur
og landskab, derpå historien, folkets tænkekraft, modersmålet og det
borgerlige samfund, og der sluttes med en hyldest til den ældgamle
kongeslægt. Grundtvig sammenkæder den nationale og den fyrstepatriotiske
synsvinkel, så de fremstår som grene på det samme træ. Danskheden
fremhæves for indre, åndelige værdier, der kontrasteres af en ikke-dansk
dyrkelse af storhed og forgængelighed, og dette ligger helt i forlængelse af

hans opfattelse af danskerne som Guds udvalgte folk. Men der er mere på spil
end national selvovervurdering og en vis chauvinisme, for sangen gengiver
også forestillinger om en danskhed, der er tæt knyttet til det kvindelige princip
og til folkelighed. Herved rummer den de vigtigste elementer af de værdier,
der kom til at præge den nationale selvforståelse i løbet af 1800-årene.
Resume af Christian Lehmanns øvrige artikler, hvor danske politikere
kommenterer ”Langt høiere Bjærge” (jf. læsning 8 (Lehmann)),
Information, 2008.
I. Per Stig Møller, f. 1942, dr.phil., udenrigsminister og fhv. miljøminister. Fhv.
formand for de Konservative (6.8.2008)
Jeg holder meget af denne sang, for den er ydmyg – men også skrevet med
meget stor selvbevidsthed. Vi lader os ikke trampe på – og vi kravler ikke
langs murene og siger: Jeg er så lille, jeg må ikke noget, jeg bør ikke noget.
Men ”ved jorden at blive”. Vi har også fødderne på jorden, vi render ikke rundt
med alle mulige utopiske tanker.
”Omsonst dog ej dannemænd førte i skjold, hjerterne løve ved løve” – her står
Grundtvig ved, at Danmark var aktiv i verden. Han peger på, at Danmark kan
gøre en forskel – fordi vi har både hjerte og løvemod. Vi er ikke de stærkeste
eller mest frygtindgydende – men vi er ikke bange for at forsvare os selv og
slås for vore grundlæggende idealer, også ude i verden.
II. Birthe Rønn Hornbech, f. 1943, cand.jur., vicepolitimester, integrations- og
kirkeminister, medlem af Folketinget for Venstre. (28.7.2008)
Danmark er frihedens land. Det er den vigtigste lære at drage af Langt højere
bjerge – og den lære får man først og fremmest ved at tænke på, hvilken
samtid Grundtvig skrev sin sang i. Han ville vække folkeånden, for han mente,
at danskerne var for lidt optaget af de større ting. En af grundene var
formentlig, at han i perioden var under censur, fordi han på et meget tidligt
tidspunkt talte magten midt imod. At provokere det til enhver tid siddende
præsteskab – det er jo lige mig, ikke.
Men det er slet ikke den sang, jeg ville tage frem. Det er nogle vers, som jeg
synger af kærlighed til historien og fædrelandet, men det er ikke nogle, du vil
høre mig citere – med mindre det var med et smil på læben for at bruge det
humoristisk.
III. Margrethe Vestager, f. 1968, cand.polit., fhv. undervisnings- og
kirkeminister, formand for Det Radikale Venstre (senere økonomi- og
indenrigsminister) (23.7.2008)
På den ene side er der noget meget fint og ordentligt ved sangen, men på den
anden side kan jeg simpelthen ikke holde den ud. Man bliver jo noget
mistrøstig over alle de formindskelser, man skal igennem i versene – før man
endelig når frem til det, som det hele drejer sig om. Neden under denne
trykken os selv og hinanden ned er der en meget stor kærlighed til dette sted.
Det er ikke i malmen, ikke i naturressourcerne, at den danske rigdom findes.
Det er i menneskene, der er her på denne plet. Det er i menneskene, at

løsningerne, kreativiteten og potentialet til at gøre det anderledes ligger. Og
det er i viljen til ikke at efterlade nogen i fattigdom, at vi kan realisere det
potentiale. Det kan jeg godt lide. Det kan godt være, at Danmark er et lille
land. Men det gør også, at der ikke er nogen, der behøver være bange for os.
Og derfor kan vi måske være en katalysator for ting, som ikke ellers ville
kunne ske, f.eks. inden for grænseoverskridende problemstillinger som
klimaforandringer, menneskehandel og terror.
IV. Villy Søvndal, f. 1952, lærer, formand for Socialistisk Folkeparti (senere
udenrigsminister) (31.7.2008)
Alt det her med at finde de ekstreme nationale særkender, som gør os til noget
komplet anderledes end andre – det svarer ikke så godt til mine erfaringer. Jeg
synes i virkeligheden, at vi ligner hinanden fantastisk meget, når man kigger
på en række nordeuropæiske og for den sags skyld sydeuropæiske lande. Man
skal virkelig dele Dansk Folkepartis mani med at finde forskelle for at synes, at
Danmark er SÅ specielt.
”Og da har i rigdom vi drevet det vidt – når få har for meget og færre for lidt”
– det siger Grundtvig som bøndernes fortaler på et tidspunkt, hvor de slås mod
de konservative om datidens privilegier. Det, han siger, er en advarsel: Pas nu
på, at forskellene ikke bliver så store. Jeg tænker tit på, om Venstre stadig
synger den sang – eller om de udelader det vers, når de holder deres
sommermøder – for det er i så eklatant modstrid med den nuværende linje hos
Venstre, hvor de markant forøger uligheden med skattestoppet og sænkningen
af de laveste overførselsindkomster.
Supplerende litteraturhenvisninger
Aage Jørgensen: Bøgens fædreland, N.F.S. Grundtvig: Langt højere bjerge,
side 27-29 i: Dansk kirketidende, årgang 151, nr. 2, 1999 (også i
Anderseniana, 1998)
Jørgen Jessen: N.F.S. Grundtvig: Danmarks Trøst, 1820, side 51-65 i: Dansk
Nationalfølelse fra Middelalder til Nutid genspejlet i Fædrelandssange, ed. Roar
Skovmand, 1943