Kender I det? - Hosting by Talk Active

web137891.ta41.talkactive.net

Kender I det? - Hosting by Talk Active

Kender I det?

Kender I det?

Når sjælene smasker sammen

det brager i Universet

Når skallen krakelerer

og smilene fejer skårene tilside

Kender I det?

Eller forstår I det kun som poesi og forvredne metaforer

Når sjælenes dag-undertrykte drømme

Dem man ikke vovede at tro på

Dem man gemte dybt på kistebunden

Når de pludselig bliver til virkelighed

Får lysende skikkelse midt i Livet

Lige midt i dagligdagen

Bare lige midt i det hele

Kommer Kærligheden svævende

Som altid totalt overraskende

Kender I det?

Når man lærer HENDE at kende

Hende man dårligt nok troede eksisterede

Når man høj og lykkefyldt af forelskelse

Tumler i søvn efter endnu et oversvømmende samleje

Når man ligesom løsnes fra den masende lykke

Det kraftige samvær og nærvær

Trækker sig lidt tilbage til sit indre hus

Kigger og betragter

Distancerer sig lidt

Kender I det?

Når hun har opfyldt ens skjulte drømme

På tusinder af områder

Og man i en nøgternheds-rus ser på skillepunkterne

Ikke fordi man mener de vil få betydning i fremtiden

Det er der alt for meget fællesbevidsthed til

Mere for at se

Hvor fantastisk virkeligheden tillader sig at være.

Man erkender at have en forskellig holdning


Til to-tre underordnede ting

Man indstiller sig langsomt på det liv der er tegnet op

På alt det vidunderlige der er ved at blive løst op for

Men altså også på at man på et par enkelte små-områder

Aldrig vil være ens

Aldrig vil kunne virkelig dele

Hun vil forstå mig der

Men aldrig føle mig

Kender I det?

Denne lille ting får vi aldrig i samklang

Denne ting blandt tusinder

En ensomhed på halvanden kvadratmillimeter

Lille men nagende

Og man vågner sammen

Til mere morgen-lykke

Har glemt indslumringens forrædderi og angst

Senere på dagen husker man det med et sæt

Bliver tavs

Og giver sig i kast med noget desperat -

I en pervers, selvpinerisk nødvendighedsfølelse

Forsøger man at nærme sig det farlige

På kryptiske måder

Ad slyngede omveje

I listige, usolidariske indpakninger

Kender I det?

Og så

Jo det passer

Det sker

Hun kommer ind også der

Med den selvfølgeligste mine af verden

Siger hun det

Det man havde frygtet hun ikke kunne sige

Hun er med overalt

Gevinst hver gang

Hver usikkerhedsfølelse

Der hales frem af kurven

Får vinger og basker bort

Det er som at falde dybere og dybere i Guds vattæpper


Lyset ændrer farve

Man kan smage glæden i munden

Kender I det?

Man giver sit liv

og får et liv

At lære et menneske dybt at kende

At blande bevidsthed

Det er det smukkeste i verden

Det er Universets største hit

More magazines by this user
Similar magazines