STIKimod - krigen der aldrig blev erklaeret (PDF)

stikimod.dk

STIKimod - krigen der aldrig blev erklaeret (PDF)

www.stikimod.dk

12.04.2013 - 13:12 Tekst: Tommy Hansen

Krigen der aldrig blev

erklæret – hvem vandt så?

Hele to amerikanske præsidenter

har advaret mod

”hemmelige” og uendeligt

magtfulde kræfter, som ud fra

deres helt egen dagsorden

ønsker at skabe et verdensherredømme

i USA. Siden

præsident Kennedy blev myrdet

i Dallas, Texas, har man

imidlertid ikke hørt så meget

til disse synspunkter. Til gengæld

er den amerikanske

våbenindustri og CIA i fællesskab

måske blevet netop den

uønskede og udemokratiske

magtfaktor, som både Eisenhower

og Kennedy åbenlyst

talte om.

”Nu har man jo aldrig fanget

dem, der skød Kennedy. Jeg

bliver nok skudt for at sige dette,

men jeg er ret sikker, at de

samme fyre stadig sidder ved

magten i en eller anden form.

Hele den amerikanske regering

var jo styret” Bruce Willis,

2007

“Vi står overfor en egenmægtig

og hensynsløs konspiration,

som hovedsagelig virker med

skjulte midler … Det er et

system, som har pumpet enorme

økonomiske og menneskelige

ressourcer i en effektiv

maskine, som kombinerer millitær,

diplomati, efterretningsvæsen,

økonomi, videnskab og

politik … Jeg har brug for jeres

hjælp til at informere det amerikanske

folk herom”

Sådan sagde præsident Kennedy

til the American Newspaper

Publishers Association den 27.

april 1961. Talen bør gå over i

verdenshistorien som det klareste

budskab om de kræfter, der

siden gennem skiftende amerikanske

præsidenter har styret

nationen og efterhånden verden.

Han kalder det ”en mægtig og

hensynsløs” konspiration, han

omtaler dets enorme økonomiske

ressourcer og dets tråde ud i

alle grene af det amerikanske

samfund. Efter kun fire måneder

på præsidentposten stod han

frem og advarede så tydeligt,

som han kunne, mod det gigantiske

apparat bag det krigs- og

kontrolsamfund vi siden har

levet i.

“Arvede” operationen ved

Svinebugten

Præsident Kennedy var en

modig mand. Han udfordrede

gerne og ofte ”etablissementet”

og sagde tingene meget ligefremt.

Han var blevet præsident

midt i den kolde krig, den 20.

januar 1961, og havde fra

Eisenhower-administrationen

”arvet” og under stort pres godkendt

en CIA-operation, som

havde til formål at vælte det

kommunistiske styre i Cuba.

1.400 amerikansk trænede og

“Vi står overfor en egenmægtig og hensynsløs konspiration, som hovedsagelig

virker med skjulte midler … Det er et system, som har pumpet enorme

økonomiske og menneskelige ressourcer i en effektiv maskine, som kombinerer

millitær, diplomati, efterretningsvæsen, økonomi, videnskab og politik

… Jeg har brug for jeres hjælp til at informere det amerikanske folk herom”

John F. Kennedy, , 27. april 1961

kampklare eksilcubanere – stod

klar på Guatemala og ventede

kun på præsidentens ”Go!”.

Navnet på operationen var

”Operation Zapata”, senere

bedst kendt under dens katastrofale

endeligt med det mislykkede

angreb ved Svinebugten

fra 17. til 19. april 1961.

Kennedy påtog sig udadtil skylden

for operationen, men

internt bebrejdede han CIA, og

han startede en formel undersøgelse

af CIA.

Allerede 10. januar 1961

skrev The New Times om operationen,

uden at kunne navngive

den: “U.S. Helps Train an

Anti-Castro Force at Secret

Guatemalan Base”, hed det, og

få dage senere skrev The New

York Daily Times, at ”35.000

sabotører inklusive 6.000 eksilcubanere”

nu var klar til at

angribe Cuba indefra.

Frygtede fuld-skala krig

Det var denne plan, sikkerhedsrådgiver

McGeorge Bundy på

et møde i februar 1961 viste

den nyvalgte præsident Kennedy

et notat om. Notatet var

skrevet af CIA-direktionsmedlem

Richard Bissell, som var

arkitekten bag Operation Zapata.

Faktisk kendte Kennedy til

planen allerede næsten et år før,

fordi han var blevet orienteret

af CIA-direktør Allen Dulles,

da denne besøgte Kennedy i

hjemmet i Hyannisport, Cape

Cod, den 11. marts 1961, for at

briefe præsidentkandidaten.

Kennedy og flere af hans

andre rådgivere var stærkt

imod, ikke mindst på grund af

frygten for en efterfølgende

fuld-skala krig. De mente på

flere måder, at aktionen var for

risikabel – enten fordi det ville

blive opdaget, at USA stod bag,

eller fordi USA ville blive tvunget

til at bakke operationen op

med regulære, officielle styrker.

Kennedy fik forsikringer fra

CIA om, at operationen ville

kunne gennemføres uden flystøtte,

og det var afgørende for

hans ja.

Men det viste sig hurtigt ikke

var tilfældet. Et par forsyningsskibe

med ammunition svigtede,

og den paramilitære, CIAtrænede

indsatsstyrke ved Svinebugten

løb tør for ammunition.

De rekvirerede flystøtte.

Men efter et desperat forsøg

med øjeblikkelig afsendelse af

fire umærkede fighterjets, satte

præsident Kennedy hælene i og

nægtede kategorisk yderligere

indsats: USA skulle ikke initiere

en krig mod det sovjetstøttede

Cuba. I stedet måtte efterfølgende

han selv tage ansvaret for

hele sagen.

1/3


www.stikimod.dk

Dette var hans første men ikke

sidste konflikt med CIA og

magtapparatet omkring bureauet.

Det er i dag velkendt, at

Operation Zapata omfattede

samarbejde med den cubanske

mafia, som Fidel Castro med

magtovertagelsen to år tidligere

havde givet kummerlige levevilkår,

men som under præsident

Batista havde nærmest

gennemsyret det cubanske samfund.

Lige så velkendt er det, at

CIA derfor understøttede eller i

hvert fald anerkendte mafiaens

forretningsområder: narko,

våbenhandel, prostutition og

anden organiseret kriminalitet.

Hans nære stabsmedarbejder

Theodore C. Sorensen skriver i

sin 2-binds biografi fra 1965,

JFK, at “Erfaringerne fra Svinebugten

ændrede hele Kennedys

indstilling – over for den

udøvende magt og udenrigspolitikken

i almindelighed og over

for konflikter i udviklingslandene

i særdeleshed”.

Fyrede markante CIAskikkelser

Man kunne antage, at det fulde

omfang af CIAs netværk og

agenda først gik op for præsident

Kennedy i ugerne omkring

hans indtræden i præsidentembedet.

Dette understøttes af, at

han allerede den 20. januar

udnævnte sin bror Robert F.

Kennedy til justitsminister og

øverste chef for CIA, og at

Robert Kennedy straks efter

skandalen ved Svinebugten

iværksatte en kritisk undersøgelse

af CIA. I november samme

år fyrede Robert Kennedy

faktisk tre markante skikkelser i

CIA: Richard M. Bissell, og

Charles P. Cabell og Allen Dulles,

hvis personlige assistent i

øvrigt var E. Howard Hunt,

siden dømt som en af hovedmændene

i Watergate-skandalen.

Præsident Kennedy er tidligt i

sin embedsperiode citeret for at

have sagt “I want to splinter the

CIA into a thousand pieces and

scatter it to the winds”, og han

var stærkt imod den aggressive

koldkrigspolitik, der blev

understøttet af CIA og baglandet.

På kollisionskurs med CIA

og FBI

Efterfølgende drev Robert Kennedy

en ihærdig jagt på den

amerikanske mafia og organiseret

kriminalitet, hvilket i årene

fremover ofte bragte ham og

broderen på kollisionskurs med

skiftende CIA-direktører samt

ikke mindst med den kontroversielle

og egenrådige FBI-direktør

J. Edgar Hoover. Både CIA

og Hoovers ”egen” del af FBI

var kendt for at påvirke både

bladledelser, chefredaktører og

udvalgte journalister, hvad

enten det skete med gulerod

eller pisk, og begge dele blev

flittigt brugt. IfølgePulitzer-vinder

Carl Bernstein har i hvert

fald mere end 400 amerikanske

journalister været registreret og

kontrolleret af CIA gennem de

seneste årtier.

Brugen af journalister har i

realiteten været blandt de mest

givtige midler for CIA til at

indsamle og sprede information,

skriver Carl Bernstein, der

desuden afslører en række

skandaløse forhold mellem

CIA og førende journalister i

1950′erne og 1960′erne. CIA

har fortsat ”samarbejde” med

samtlige, hedder det sig.

“Ingen krig er blevet

erklæret, ingen grænser

er overskredet af marcherende

soldater og

ingen missiler er affyret.

Hvis pressen afventer en

krigsdeklaration, før den

praktiserer selvdisciplin

som var der krig, så må

jeg fortælle jer, at ingen

krig nogensinde før har

været så stor en trussel

mod vores sikkerhed”

John F. Kennedy,1961

Også denne udvikling prøvede

præsident Kennedy at få

pressens topfolk til at indse og

reagere imod ved sin tale til the

American Newspaper Publishers

Association i 1961:

Vores livsgrundlag er under

angreb

”Der er ikke deklareret nogen

krig, og den bliver måske

aldrig deklareret på normal vis.

Det er vores livsgrundlag, som

er under angreb, og dem, som

har gjort sig selv til vore fjender,

samles og rykker frem over

hele kloden. Og alligevel er

ingen krig blevet erklæret,

ingen grænser er overskredet af

marcherende soldater og ingen

missiler er affyret. Hvis pressen

afventer en deklarering af krig,

før den praktiserer selvdisciplin

som var der krig, så må jeg fortælle

jer, at ingen krig nogensinde

før har været så stor en

trussel mod vores sikkerhed.

Hvis I venter på at finde beviser

for faren, må jeg sige, at

den aldrig har været mere indlysende

og aldrig mere synligt

tilstede end nu. Der er brug for

en ny måde at se tingene på –

hos regeringen, hos folket, i

forretningsverdenen og hos

hver eneste nyhedsmedie i dette

land”.

Kennedy bad med andre ord

medierne åbne øjnene. Han

advarede specifikt mod præcist

det, som også præsident Eisenhower

blot tre måneder tidligere,

i sin berømte afskedstale 17.

januar 1961, omtalte med stor

alvor: Sammenfletningen mellem

den stærkt ekspanderende

våbenindustri og det amerikanske

militær. Her uddrag af

Eisenhowers tale:

”Vi må i regeringen være på

vagt overfor kravet fra det militær-industrielle

kompleks om

stigende uautoriseret indflydelse

– hvad enten kravet er

bevidst eller ubevidst. Risikoen

for en katastrofal misplacering

af magt eksisterer og vil fortsætte.

Vi må aldrig lade tyng-

2/3


www.stikimod.dk

den af dette (det militær-industrielle

kompleks, red) true vore

friheder og vore demokratiske

processer. (…) Kun en årvågen

og oplyst befolkning kan dæmme

op imod denne gigantiske

industrielle og militære maskine

med fredelige midler og mål, så

sikkerhed og frihed kan eksistere

i samspil.”.

I 2007 konstaterede skuespilleren

Bruce Willis følgende, da

han blev bedt om at kommentere

11. september 2001: ”Nu har

man jo aldrig fanget dem, der

skød Kennedy. Jeg bliver nok

skudt for at sige dette, men jeg

er ret sikker, at de samme fyre

stadig sidder ved magten i en

eller anden form. Hele den

amerikanske regering var jo

styret”

Sikkerhedsvagter dirigeret

tilbage

Præsident John F. Kennedy blev

skudt i Dallas, Texas, den 22.

november 1963, da han og hans

kortege var ved at afslutte turen

på vej gennem byen. I 2009

viste en udsendelse på Discovery

Channel, hvorledes sikkerhedsvagterne

af teamchefen

allerede ved lufthavnen bliver

dirigeret tilbage og væk fra

præsidentens bil, knapt en halv

time før ankomsten til Elm

Street. Den officielle forklaring

på dette er, at de vinker dem tilbage,

fordi præsidenten har

sagt, deres opgave er slut – en

slags ”gå I roligt til frokost nuvinken”,

siger man. Ingen af de

mange vagter var derfor til stede,

da præsident Kennedy blev

skudt 35 minutter senere, officielt

af en ”gal mand”, Lee Harvey

Oswald. Siden har både

bøger og film mere end antydet

forbindelser mellem Oswald og

CIA, men det er aldrig bevist.

Dog havde Oswalds bedste ven

i Dallas i hvert fald tætte forbindelser

til chefen for CIA i

Dallas, J. Walton Moore.

Robert F. Kennedy blev skudt

i en hotellobby den 5. juni

1968, og myndighederne arresterede,

anklagede og dødsdømte

den 24-årige palæstinenser

Sirhan Sirhan – som tilstod –

for forbrydelsen. Dommen blev

senere ændret til livsvarigt

fængsel. En dokumentarfilm af

efterforskeren Shane O’Sullivan

fra 2004 viser imidlertid,

at tre senior CIA-agenter

befandt sig på samme hotel på

samme tidspunkt. Alle tre agenter

kom fra CIA’s Miami-kontor,

hvorfra man i øvrigt koordinerede

hele den hemmelige

krig mod Castro. Journalist

John Pilger var sammen med et

hold journalister øjenvidne til

mordet på Kennedy og fortæller,

at der var mindst én gerningsmand

udover Sirhan.

Krigen mod friheden, som

John F. Kennedy advarede

imod, er aldrig blevet erklæret.

Man kan derfor heller ikke

afgøre, hvem der vandt og tabte.

Nogen siger, den foregår

endnu.

Slutnote:Det siges som modargument

mod denne tolkning

af Kennedys tale, at han taler

om Sovjetunionen og kommunismen.

Men det giver ingen

mening i forhold til de klare

referencer om, at krigen ikke

skal føres mod nogen kendt

fjende. Ej heller ville han omtale

Sovjetunionen som “egenmægtig

og hensynsløs konspiration,

som hovedsagelig virker

med skjulte midler” – Sovjet

var endog meget synlig i verdensbilledet.

Endelig indleder

han talen med at konstatere, at

“hemmelige selskaber med

hemmelige eder er i strid med

den amerikanske folkesjæl” Et

andet forsøg på at bortforklare

talen er, at det skulle være en

opfordring til de amerikanske

medier om ikke at skrive om

ting, der kunne true nationens

sikkerhed, med henvisning til,

at det angiveligt skulle være

avisskriverer der havde fået

operationen ved Svinebugten til

at mislykkes. Men den cubanske

efterretningstjeneste kendte

til planerne i måneder forud;

naturligvis hverken uden at

kende detaljer endsige tid og

sted – men nogen hemmelighved

var planerne om snarlig

militær indgriben ikke. Svinebugten

mislykkedes, fordi “brigade

2506″ løb tør for ammunition,

da et par forsyningsskibe

ikke lå, hvor de skulle. General

Maxwell Taylor konkluderer da

også i den endelige rapport om

årsagen til nederlaget ved Svinebugten:

“ Lack of early realization

of the impossibility of

success by covert means, inadequate

aircraft, limitations of

armaments, pilots and air

attacks to attemptplausible

deniability, and ultimately, loss

of important ships and lack of

ammunition.” Tilsvarende konkluderede

CIA-inspektør

Lyman B. Kirkpatrick 13. juni

1981 i en rapport , hvor fejlen

lå. Her hedder det bl.a. ligeud,

at CIA havde “overskredet sine

kapaciteter ved at forvandle

operationen fra en guerilla-aktion

til en åben og uafviselig

militær aggression”

Om Cubas forhåndsviden og

årsagen til nederlaget ved Svinebugten:

Fidel Castro var særdeles

godt underrettet om landsætningen.

Det blev allerede i

sommeren 1960 almindelig

kendt blandt eksilcubanere i

Miami, og gennem den cubanske

efterretningstjeneste erfarede

Fidel Castro om planerne i

oktober 1960. Castro var klar

over, noget var i gærde, og

inden for 24 timer efter landin-

gen var 20.000 cubanske tropper

på vej mod stedet. Castro’s

luftvåben dominerede luftrummet,

og de cubanske styrker var

massivt overlegne på landjorden.

Kennedy autoriserede derfor,

at 6 umarkerede amerikanske

fighter jets skulle assistere

styrken, men på grund af tekniske

fejl, ankom de en time for

sent, og Castro’s luftvåben havde

nærmest frit spil. Fire amerikanske

piloter og omkring 100

eksilcubanere blev dræbt. 1.200

overgav sig.

3/3

More magazines by this user
Similar magazines