Mads Kjeldgaard Hansen - Metro Litteratur

metro.litteratur.dk

Mads Kjeldgaard Hansen - Metro Litteratur

EN NOVELLE: 5 METRO-STOP

METRO-LiTTERATUR 2012

METRO-LiTTERATUR 2012

Mads Kjeldgaard Hansen

MIDNATSSOL

8


WWW.KONKURRENC

ER•BLOG•DIGTE•FOR

T Æ L L I N G E R • F R E E

EBOOKS•ANMELDEL

SER•KULTURELLEBEGI

VENHEDER•APP•AFTA

LERI•FORFATTERE•ILLU

STRATIONER•AKTUALI

TET•KOMMENTARER•

V I D E O • L I T T E R Æ R E

FORUM•DEBATTER•BIL

LEDER•ORD.DK

DELTAGiVORESCOMMUNITYMETRO-LITTERATUR.DK

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K

graphic design SolariS Comunicazione


METRO-LiTTERATUR 2012

Mads Kjeldgaard Hansen

MIDNATSSOL

Omslag af

Shekufe Tadayoni Heiberg

E N N O V E L L E : 5

Subway_eBook

M E T R O - S T O P

by Subway Edizioni and Københavns Metro


Dit

digitale

bogunivers

boguniv

bogunivers

Hent Hen

t SAXO SA SAXX

O Reader R eader gratis gr gratis

tis

til iOS & Android Andr oid

Se og læs alle e-bøger e-bøg e-bøger

du

har købt kø

bt hos SAXO SA SAXX

O på

Bogreolen

Understøtter Understøtt

er også og også

lånte

bøger

fra

er ereolen.dk

eolen. dk

Køb

din bøger

hos Danmarks Danmark s første f ffør

ørste

og største størst

e online boghandel - SA SAX

SAXO.com XO.

com


M E T R O - L I T T E R A T U R 2 0 1 2

UDGIVET AF

Subway Edizioni s.r.l.

I SAMARBEJDE MED

Jonas T. Bengtsson, Bruno Berni, Davide Franzini,

Monica Gram, Camilla Jørgensen, Jacob Søndergaard,

Morten Søndergaard.

ART DIRECTOR

Michele Marchesi

KORREKTURLÆSNING VED

Line Rasmussen

© COPYRIGHT SUBWAY EDIZIONI S.R.L.

SUBWAY EDIZIONI S.r.l.

Piazzale Cadorna, 10 - 20123 – Milan - italy

www.subwayedizioni.com - info@subwayedizioni.com

W W W . M E T R O - L I T T E R A T U R . D K


”Hvad nu hvis det her er den sidste dag?” siger

hun. Jeg nikker bare. Er for længst stoppet

med at prøve at forstå. Hun hælder vingummibamserne

ud i en skål. Der flyder stadig lidt

vodka rundt i posens bund. Bamserne er blevet

bløde og deforme.

”Hvis det her nu virkeligt er den sidste dag?”

Hun kigger ud af vinduet, på solen der bare bliver

stående på himlen.

”Hvis det virkeligt er den sidste. Synes du så

ikke vi skal fejre det?”

Hun går forbi mig, og jeg kan høre hende

trække en stol ud fra spisebordet inde i stuen.

Da hun ikke længere ville tage sin medicin

sagde hendes læge at hun måtte være bevidst

om at erstatte den med noget andet. Nogle,

måske lægen, sagde at sex hjalp og at sollys

også ville være godt for hende.

Jeg ved ikke hvorfor hun ringede til mig.

Måske kunne hun huske at jeg havde været

forelsket i hende engang i gymnasietiden. Hun

fortalte mig at hun havde fået lov at låne en

hytte i Nordnorge af sine forældres venner. Vi


skulle vandre, fiske og opleve midnatssol. Hun

fik det til at lyde afslappende og romantisk.

Men det er det ikke. Hun har ikke været i bad

de sidste fem dage, tror jeg. Når jeg kommer

tilbage fra mine fisketure sidder hun stadig og

stirrer på solen.

”I det mindste græder jeg ikke,” siger hun, ”jeg

er glad.”

Og her for et par dage siden begyndte hun så at

snakke om den sidste dag. Om at hun syntes

solen kom tættere på, at den snart vil ramme

os, eller i det mindste brænde det hele af. Det

er som om hun glæder sig, og nu skal det altså

fejres.

”Kom her,” siger hun. Hun er stadig ret smuk

når hun er lykkelig, så jeg sætter mig ved siden

af hende og kigger ud af vinduet. Jeg har

efterhånden mistet al tidsfornemmelse. Vi har

ingen ure eller mobiler med. Nogle fortalte

hende også at hendes sygdom forværredes af

stress og at isolation ville hjælpe.

”Her.” Hun rækker mig skålen med vingummier.

De smager af neglelak, og sprutten har

givet dem en slimet konsistens. Spiser fire til


før jeg rækker skålen tilbage.

”De smager godt, ikke?” siger hun. Jeg smiler

og nikker. Indtil for nogle dage siden sov vi

sammen, men efter hun begyndte at snakke

om den sidste dag, sover hun nærmest ikke

mere. Jeg låser døren til soveværelset når jeg

skal sove. Er bange for ikke at vågne igen.

Da vi har delt resten af vingummibamserne

rykker vi tæt sammen.

”Åh, hvor jeg elsker dig,” siger hun efter et kys.

”Er du sikker på det?” Fortryder med det

samme at jeg har sagt det. Hun rykker lidt væk

og skjuler sit ansigt i hænderne.

”Undskyld,” siger jeg. Er bange for hvad der

skal ske hvis hun begynder at græde, nu mens

solen skinner og den sidste dag kommer nærmere.

”Nej, men du har jo ret. Jeg elsker dig nok

ikke.” Hun snøfter som om hun allerede har

grædt. ”Det ville bare være rart at kunne

sige til nogen at man elskede dem. Jeg vil ikke

være alene når det sker.” Hun klamrer sig ind

til mig, og vi kigger på solen.

”Det kan jeg godt forstå. Undskyld,” siger jeg


og aer hende over håret, der er fedtet og uglet.

Hun lægger sit hoved ned på min skulder.

”Jeg var smuk engang, var jeg ikke?” siger hun

med lukkede øjne.

”Du er da stadig smuk.”

”Hmm. Måske. Nogle gange. Jeg var smuk da

jeg var kæreste med Lasse, var jeg ikke?”

”Jo,” siger jeg. Lasse var min bedste ven i gymnasiet,

flot, høj og god til at spille trompet. På

en måde vidste jeg på forhånd at jeg ville gøre

mig selv ulykkelig ved at introducere dem for

hinanden.

”Dengang var jeg smuk hele tiden.”

”Ja.”

”Åh, hvor jeg savner det.”

Hun havde taget det allerhelvedes pænt til den

fest hvor jeg havde sagt at jeg måske var forelsket

i hende. Fortalte mig at det selvfølgelig var

noget skidt, men at hun ville gøre alt hvad hun

kunne for at hjælpe mig med at komme videre.

Så helvedes fin hun var.

Alligevel gik der kun en lille uges tid før hun

ringede til mig. Hun var vist oppe og skændes

med Lasse, i hvert fald var hun på vej hjem fra


yen med sort mascara ned af kinderne. Om

jeg ikke ville følge hende hjem?

Jeg kan huske at vi sad på en legeplads, og hun

fortalte mig om gyngerne. Hvordan hun havde

elsket fornemmelsen af at være ved at lette fra

sædet, da hun var barn. Det er det eneste jeg

kan huske fra før vi kyssede. Hun sagde at det

var dumt og forkert. Men jeg var ligeglad. Jeg

kyssede hende igen.

Fra da af fandt vi engang imellem hinanden i de

uoplyste hjørner af en fest. Nogle gange stod

hun der allerede, men for det meste var det mig

der ventede på hende. Vores stemmer var sløve

og øjnene matte når vi betroede hinanden at

det ikke betød noget.

”Du kan godt se det ikke?” Hun peger igen på

solen. ”Er det ikke også som om der bliver varmere

herinde?” Hun tager sin top af. Har ikke

nogen bh indenunder. Brysterne er faldet lidt

sammen efter et par års fejlernæring.

Jeg siger ingenting, kigger bare på hendes

maveskind, der virker alt for blegt.

”Du ville måske hellere at jeg havde sådan


noget hospitalstøj på. Så du kunne fortælle dine

venner at du havde bollet en sindssyg? For det

er det du vil ikke? Bolle en lille hjælpeløs sindssyg.”

Jeg ryster på hovedet og rejser mig. Går

tilbage mod køkkenet.

”Nå nej, det har du jo allerede gjort nu. Så er

det blevet kedeligt,” råber hun efter mig.

Dengang i gymnasiet nåede vi aldrig længere

end til at kysse før Lasse en aften så os. Og da

vi bagefter mødtes et par gange over en kop

kaffe, var stemningen ligesom ikke til det. Hun

snakkede hele tiden om Lasse. Begyndte at

græde og ryste bare jeg lagde en hånd på hendes

skulder. Jeg savnede ham også, men jeg

savnede hende mere.

Måske var det derfor jeg tog med herop. For at

få knaldet hende det sidste stykke ud af mit

system. Og det var rart i starten. Hun havde

ikke kunnet få orgasmer, mens hun havde

været på medicin, så selv den mindste gjorde

hende svimmel af nydelse. Bagefter blev hun

døsig. Så lykkelig og rask ud når hun faldt i

søvn. Jeg følte mig guddommelig. Som om jeg

kurerede hende.


I takt med at effekten af orgasmerne blev mindre,

insisterede hun på at vi havde sex på steder

hvor hun kunne få øje på solen. Hun stoppede

med at gå i bad. Begyndte at snakke om

Lasse.

”Kom tilbage,” råber hun og mumler noget

bagefter, jeg ikke kan høre. Jeg er forundret

over mine hænder. De arbejder som om de

aldrig har foretaget sig andet. Hun gav mig den

sidste smule af sin medicin på Oslobåden. Jeg

skulle give hende to piller hvis hun fik et alvorligt

angstanfald eller gjorde skade på sig selv.

Skruer låget af pilleglasset og knuser to piller

mod bunden. Blander pulveret i en kop kakao.

Går ind i stuen hvor hun sidder med benene

trukket op under sig. Messer et eller andet,

mens hun vugger frem og tilbage.

”Undskyld,” siger jeg.

”Jeg vil ikke være alene.” Hun udtaler sin

remse lidt langsommere og tydeligere nu.

”Du har ret, vi burde fejre at det er den sidste

dag.” Hun stopper sin messen og nikker svagt.

”Her.” Jeg giver hende den ene kop kakao.


Vi drikker og kigger på solen.

”Der er en plads til os,” hvisker jeg ned mod

hendes øre.

”Tror du på Gud i himlen?”

”Nej, ikke rigtigt.”

Hun smiler op til mig.

”Godt, for det gør jeg heller ikke.”

Kysser hende på panden, og hun trykker sig

tæt ind til mig.

”Jeg elsker dig,” siger hun.

”Jeg elsker også dig.”

Da jeg lidt senere overrasker hende i badet, er

hun i gang med at barbere sig. Hun siger ikke

et ord om at blive kogt levende hvis den sidste

dag skulle komme, mens vi stod under bruseren.

Vi vasker hinanden rene, fra de sidste

dages minder, og fortsætter inde i sengen.

Hendes tunge og bækkenbund bevæger sig i

de samme bløde cirkler, der afbrydes af spinkle

gisp. Selvom hun ikke kommer, smiler hun,

da hun bagefter lægger sig om på ryggen.

”Livet er godt,” siger hun.

”Ja.”

”Tænk at man kan være så glad uden medicin,”


siger hun og griner. ”Du er min medicin.” Og

giver min skulder to små kys.

”Du ved godt jeg elsker dig ikke?” siger hun.

”Jo,” siger jeg og smiler. Hun lægger hovedet

på min brystkasse.

”Åh, jeg har bare lyst til at fortælle alle hvor

meget jeg elsker dig. Bare råbe det ud over det

hele.” Jeg stryger hende over kinden. Hun

gaber. Jeg tænker på alle de gange jeg har

drømt om at hun sagde den slags. Det er nogle

få tusinde ord der skal glemmes, for at hun

kunne gøre mig meget lykkelig. Jeg prøver at

glemme. Fantaserer om et liv hvor jeg knuser

to piller i hendes juice hver morgen. Men ordene

sidder fast, er bundet op på kys i afkrogene

af mørklagte gymnastiksale. Kys som er umulige

at glemme, og som smager af forræderi.

Hun lukker øjnene og falder i søvn. For første

gang i meget lang tid føles det som om at det er

nat.

More magazines by this user
Similar magazines